Et duftebillede.

Tag en dyb og dybfølt indånding og duft foråret på billedet. Sådan helt ned i vinterlungerne. Slå dem op og ud mod foråret.

Det er duften af nyslået græs. Af vintergammelt græs, der har været gennem årets første grovklipning. Og afmosning.

For mig er det indbegrebet af, at nu er det sandt, nu er det her. Når først græsset gror, så plejer resten lige at bemærke det og så lige så stille følge med.

Duften af nyslået græs er allerbedst den allerførste gang, det forårsslås. Af underlige årsager er det hver år som om, det er en forunderlig duft, man i grunden helt havde glemt hele vinteren. Men at gendufte den er vidunderligt. Man kan næsten sniffe sig helt forårsskæv i den. Bruge al den duft vildt intensivt i flere timer. Og hvis lunger på nogen mulig måde kan blive grønne indeni, så er mine det nu!

Prøv det! Duft!

Continue Reading

Om at holde ferie.

Jeg har lagt mærke til, at mennesker holder ferie på umådeligt mange måder. Og at vi samtidig mange gange har svært ved at forholde os til og forstå, hvordan andre mennesker vælger at tilbringe deres ferier. Egentlig var det først ved at spekulere lidt over det, at jeg overhovedet kunne præcisere, hvordan jeg selv ferierer.

Mine ferievaner opdeler sig klart i to kategorier: sommerhusferie og udenlandsferie. Hvis jeg er i sommerhus, laver jeg absolut INTET. Jeg har en enorm kapacitet for at lave ingenting og kan med yderste lethed få dagevis til at gå med det. Jo, jeg læser stakkevis af bøger, går kilometervis af ture, slider hunden 5 cm. ned i højden, griller bunden ud af gasgrillen og stirrer ud over havet. Ind imellem spiser jeg is, og når jeg så skal hjem, gør jeg en smule rent. Det er vist det.

Til gengæld får jeg valuta på opleveren, når jeg er i udlandet. Jeg har nemlig aldrig begrebet det der med at rejse halvdelen af verden rundt for at slå sig ned på en strand–og blive der. Det overgår simpelthen min fantasi at betale for at gøre noget, man lige så godt kunne gøre herhjemme–og der er vi så allerede, hvor ferievanerne støder sammen i et brag.

Når jeg er ude i verden, skal den indtages. Never a dull moment–den skal ses, smages, fornemmes, traves igennem, opleves og lagres på den indre ferieharddesk, så jeg altid kan tage den frem og mindes. Jeg er en idiot til at læse kort, men jeg er ganske ferm til at finde vej. For jeg traver fremmede byer ind i mit system, så alle gaderne bliver mine, og alle pejlepunkterne står lysende klart for mig. Jeg er nødt til at have de steder i mine fødder, og for at få dem derind må jeg til stadighed finde vild og opleve nye hjørner. Når jeg skal til et nyt sted, sætter jeg mig altid grundigt ind i, hvad jeg gerne vil se, men det sker oftere og oftere, at det faktisk slet ikke er det, jeg ender med at se. For fødderne har tit deres eget liv, som i stedet fører mig helt uplanlagte, spændende steder hen. Heldigvis har jeg et par klare medgængere i familien, så vi traver til stadighed nye byer ind i systemet.

Jeg har sådan et personligt parameter, som fortæller mig, om en by er “min”. Det er, når jeg ubesværet kan finde vej i den. Så ejer jeg på min egen lille mærkelige måde en bid af den.

Af samme grund er jeg oftest rimelig ligeglad med hotelstandard. Altså til en vis grænse, for livlige loppecirkus og forvoksede kakerlakker har jeg svært ved at dele seng med. Men som udgangspunkt er hotellet bare et sted, jeg sover. Jeg er der sjældent mellem formiddag og aften, for i min optik er timer på hotelværelser spild af god oplevelsestid. Hvad kunne man ikke have set i stedet?

Og sådan er vi så forskellige. Jeg kender mennesker, der år efter år kører gennem hele Europa for at smide sig på en strand i 3 uger. Og andre, der dyrker bungeejump i Australien eller kigger på orkideer på Sumatra. For ikke at tale om dem, der lige napper et mellemstort bjerg på Himalayakanten, og de, der tager samtlige kalkmalerier i jyske kirker.

Det skal dog siges, at det altid er dejligt at komme hjem til sommerhuset, hvis der er mere ferie tilovers efter en udlandsekspedition. Så kan jeg jo slappe af efter strabadserne…

Billedet viser en scene fra et marked i Myanmar. Det fik jeg også lige travet igennem….

Continue Reading

Et sørgmodigt farvel.

Jeg har aldrig kendt nogen, der var så glade for at komme i sommerhus, som den familie, der ejede dette sommerhus på lejet grund i flere generationer. Nu er det ved at blive revet ned.

Som regel var de der det meste af sommeren. 2-3 generationer sammen. Der var ikke elektricitet og indlagt vand, og toilettet var et skur lidt væk fra huset. Det var heller ikke, fordi de ikke havde råd til at modernisere. Det var simpelthen fordi, dette var deres sommerhus. Og det skulle der ikke rokkes ved.

De var ualmindeligt badende— i nærmest al slags vejr. Og så spillede de Yatzy i stearinlysets skær, eller udenfor i de lange, lyse sommeraftener. Der var altid liv og glade dage i det hus. Og livsglæde.

Man kan vel nærmest ikke få en pool eller bare en lille jacuzzi ind på selve husets grundareal. Ikke at de nogensinde så meget som overvejede det.

Det er lidt sørgmodigt at se det hus blive spist af bulldozeren. For det er jo ikke bare et hus, men i sig selv indbegrebet af en måde at holde ferie på, der sådan bliver jævnet for altid. Det sætter i alt fald nogle tanker i gang hos mig.

Continue Reading

Når man skal være taknemmelig.

I mange år har vi haft ca. ½ meters havudsigt fra vores sommerhus. Alt afhængigt af, hvordan vi formåede at dreje kroppen i skæve vinkler, og nogle gange, sådan i tusmørke og på listefødder, af hvordan vi lige gik til angreb på andre menneskers genstridige grene og skyggende småtræer.

Al den slags pjat er nu ovre. Og vi har ikke selv rørt en finger. Eller en listetå. Der er nogen, der kvit og frit har foræret os en udsigt. Eller, i ejendomsmæglersprog, for 50.000 herlighedsværdi. TAK!

Sidste sommer blev grunden foran os solgt–efter at vi i mange år forgæves havde anmodet om at måtte købe den. For vores vedkommende ikke for at bebygge den. Præcis det stik modsatte. For at undgå at en kreativ bygger lige smækkede et mindre højhus op foran vores stuevindue, og så i øvrigt regnede med at trække paragrafrytteriet ud i en menneskealder, hvis vi understod os i at klage.

Så vi så altså højhuset for vores indre blik. Og frygtede for vores ½ meters udsigt. Lidt har vel også ret. Og så viser det sig, at vores flinke nabo har genkøbt grunden af ham, der oprindeligt købte grunden, fordi han også frygtede for sin udsigt. Ydermere vil han selv, altså naboen, gerne have ryddet op i al den gamle bevoksning, så han rydder lige det hele. Hvilket har den konsekvens, at vi nu er oppe på 10 meter havudsigt med virkelig troværdig chance for forventet efterbevilling. Han rydder jo skov som en gal dernede. Og for hvert træ, han fælder for sig selv og på sin egen grund, arver vi flere meters udsigt. Det kan man da kalde en god nabo!!

Dette er sådan en situation, hvor taknemmelighed absolut er på sin plads. En appelsin–eller en udsigt, om man vil–lige ned i turbanen, helt uden at den var forventet. Skidt være med den økonomiske herlighedsværdi, for det her sted skal ikke sælges. Eller, som vi plejer at sige, det med salg er børnenes afdeling til sin tid. Men den herlighedsværdi, der ligger i den nye terrasse med dette steds bedste, uspolerede havudsigt, som jeg allerede har planlagt og næsten færdigbygget inde i mit hoved, den er ubetalelig. Nej, hvor skal jeg drikke mange kopper te derude. Og spise cheesecake og jordbær. Mens jeg tænker på min gode nabo med stor, inderlig taknemmelighed.

Continue Reading

Forår og frihed.

Åh, denne fornemmelse af, at nu er det endelig blevet forår. Af at spise frokost udendørs, mens fuglene synger, og man i det fjerne kan høre (hvis man virkelig anstrenger sig!) havets bølger.

Det er den slags små glæder, man kommer til at sætte mere og mere pris på med alderen. Dette med IKKE at skulle noget. I alt fald ikke noget uopsætteligt. Eller noget, der ikke kan vente til i morgen.

Engang var der prestige i at have kalenderen så fyldt som muligt. Jeg bildte mig selv ind, at det gav selvværd og understregede min egen væsentlighed.

Nu må den godt være pænt tom. Sådan at jeg bare kan blive her på mit lille sted, indtil jeg ikke gider det længere. Til jeg er fyldt op og har fået nok. Det er sgu` da livskvalitet!

Continue Reading

Min ven, fanatikeren.

Hvis nogen genkender en slet skjult oversættelse af en af de helt store klassikere indenfor gymnasielitteratur, skrevet af den fantastiske britiske forfatter, Hanif Kureishi i 1995 (bemærk årstal!), så er det fuldstændigt intenderet. Det er en tekst, som med alt for jævne mellemrum bliver aktuel. Ca. hver gang, der forekommer et terrorattentat, som IS meget belejligt og helt omkostningsfrit lige sørger for at tage “æren” for.

Dette indlæg handler IKKE om terror. Det handler om min ven M. Eller i alt fald om M, som jeg indtil for få år siden regnede som min ven. Lige nu ved jeg ikke, hvor han er.

Men først et kort resume af novellen om Parvez og Ali. Om taxachaufføren Parvez, som har opnået sin ultimative drøm–nemlig at komme til England fra Pakistan og give sin familie et bedre liv. Parvez er glad og taknemmelig og vælter sig i bacon, whisky, den sympatiske luder Betina samt sønnen Alis fremragende resultater i skolen, der nok med tiden skal gøre ham til revisor. Altså indtil Ali erkender, at ligegyldigt hvad han foretager sig, så vil han aldrig blive RIGTIGT britisk, og så kan han jo lige så godt lade være og helhjertet bekende sig til alt det, han umiddelbart og ubesværet kan blive. Nemlig fanatisk muslim. For fundamentalisme er, uanset karakteren af den, altid en ualmindeligt let udvej. Sat på spidsen kan enhver på få sekunder blive fundamentalist. Det kræver udelukkende, at man holder op med at tænke sig og blot adopterer allerede formulerede dogmer.

Min ven M var kommet hertil med familien fra et relativt berygtet land i Afrika. Der var mange søskende, og M var den ældste. Efter få år blev faderen udvist på livstid, efter sigende fordi han havde smuglet khat, men den historie viste sig at være en såkaldt alternativ sandhed. Så den psykisk udfordrede moder sad tilbage med et børnehav, heraf en med Downs syndrom. Hvert år rejste hun i øvrigt tilbage til hjemlandet og den udviste fader, som boede dernede med en ny kone–hvilket dog ikke afholdt hende fra sjældent at komme tommavet hjem.

Selvfølgelig udpegede ansvarsfulde M sig til familieoverhoved. Han vidste, at han måtte have en ordentlig uddannelse, at det var ham, der måtte passe på de lidt løstgående (efter hans normer) mindre søstre, og at han måtte indpasse sig i det danske samfund simpelthen for at få denne stærkt dysfunktionelle familie på fode igen. Ikke et lille ansvar som 15-årig, da jeg først mødte ham. Og han sled. Som han sled. Som eneste elev af anden etnicitet i den allerbedste klasse af kerneunger, jeg nogensinde har undervist, blev han en højt respekteret elev, som vi alle satte stor pris på. Især fordi han somme tider var lidt “skæv” og så tingene fra helt andre synsvinkler end vores allerede etablerede. Udover skolen havde han også flere fritidsjobs, hentede og afleverede de yngre søskende i deres respektive institutioner samt sørgede for familiens mad og indkøb.

Jeg kan tydeligt huske, da vi skulle på studietur, og han ikke turde tage med. For hvordan skulle familien dog klare sig herhjemme uden ham? Efter mange snakke og ansøgninger til alle tilgængelige fonde fik vi–for det her var noget, klassen stod sammen om–ham med, og hvis nogen nogensinde har nydt en studietur til tåspidserne, så….. Men kunne ligefrem føle, hvordan manglen på ansvaret på skuldrene dag for dag gjorde ham flere centimeter højere.

En dag spurgte han mig, om jeg ville gå med ham på retshjælpen, for den havde han læst om. Han ville nemlig prøve, om han kunne få hjælp til at få faderen tilbage til Danmark. Nok mest i erkendelse af, at han simpelthen havde behov for hjælp til at styre hele menageriet alene. Jeg bad ham om at møde op med alle relevante papirer, så vi kunne få hul på sagen, hvilket han sagde, ville være lidt svært, da moderen havde låst dem inde og nægtede at udlevere dem. På selve dagen stod jeg på det aftalte sted og ventede. Og ventede. Indtil en meget lille dreng grædende kom krybende og undskyldende forklarede mig, at vi altså ikke skulle på retshjælpen alligevel. Han var brudt ind i det låste skab foran en hysterisk moder, havde fundet papirerne, læst dem igennem og erkendt, at det ikke var khat, faderen havde smuglet. Det var mennesker.

Fra den dag skete der noget med ham. Ikke på et øjeblik, men ganske langsomt og hen ad vejen. Han blev ligesom mere indesluttet, og samtidig blev søstrene kommanderet i tørklæder. Han fik sin eksamen og havde klare planer om at læse Mellemøstlige studier i Århus, for hvis nogen vidste noget om den slags samt kunne sproget, kulturen og formidlingen, så var det vel ham. Og så kunne en god, akademisk uddannelse vel også hjælpe hele familien på vej.

Vi var Facebookvenner flere år efter endt eksamen, så jeg kunne følge lidt med på sidelinjen. Og det gjorde jeg, for den dreng stod mit hjerte nær. Efter et par år i Gellerupparken slettede han mig. Hvis han ikke havde gjort det, ville jeg have gjort det samme. Relativt hurtigt skete der en sproglig forvandling, og udtryk, der ellers aldrig havde boet i hans mund, blev gængse. Der begyndte at optræde propaganda for relativt militante og fundamentalistiske grupperinger og–allermest–selve livssynet blev et andet. Fra at være den, der var stolt af at klare sig, blev han til den, der var stolt af og dyrkede at være et offer. Det er nemlig vigtigt i netop den retorik–at være et offer. Så min lille vinder endte altså som et selvbestaltet offer.

Det er nok 4-5 år siden, jeg sidst har hørt nyt. Og nogle gange har jeg sådan en lyst til at sende en kopi af Kureishis pragtnovelle til Århus. For den læste vi nemlig i sin tid sammen, og jeg kan stadig huske de vægtige indlæg, han kom med i diskussionen. På en besynderlig, omvendt måde håber jeg så bare aldrig at høre mere til ham. Fordi jeg simpelthen nogle gange er hunderæd for, at det ikke bliver personligt, men i medierne.

Continue Reading

Aprospos Banksy.

I morges, da jeg skrev et indlæg om terrorisme, var jeg lidt i tvivl om, hvilket af Banksys fremragende grafittimalerier på muren omkring Vestbredden jeg ville anvende.

Valget stod mellem det allerede brugte og dette. Og da jeg ikke lige kan finde en passende anledning til at bruge dette, får I det bare. Sådan bare fordi det er så utroligt godt. Og sigende. Og til et bruge et par minutter til stille at tænke lidt.

Det er derfor, Banksy–hvem så end han/hun er–er en af mine absolutte yndlingskunstnere.

Continue Reading

Om terrorisme.

Hver gang verden igen, igen bliver udsat for et forfærdeligt terrorangreb, kommer jeg til at tænke på en oplevelse, jeg havde for nogle år siden. Det var i 90-erne, i perioden hvor fredsforhandlingerne i Nordirland stod på, og mens IRA stadig bombede løs mere eller mindre efter forgodbefindende, primært i England.

For man skal jo lige huske på, at op til 00-erne var den meste terror af europæisk hjemmeavl. Det var IRA, Rote Armee Fraktion, Baader-Meinhof og alle de andre europæiske terrorbevægelser, der sprængte os i luften dengang. Vi var, om man så kan sige, selvforsynende i inter-europæiske dræbergrupper. Så fjenden kom ikke udefra og var til at forholde sig til som nu, hvor det klart er “Dem-mod-os”. Dengang var de faktisk på mange måder “vores egne”, og det er forfærdeligt meget sværere at forholde sig til moralsk. Det er ALTID lettere at forholde sig til en ydre fjende, end til en indre. Den ydre kan man stå sammen om, den indre er udefinerbar, skræmmende og skaber mistanke. Det vidste de ualmindeligt godt i Stasi og KGB.

Anyway. Jeg skulle til Irland med en klasse, og fik den ide, at vi da kunne prøve, om vi kunne komme til at tale med en repræsentant fra Sinn Fein. Det var dengang, man sendte en snail-mail og ventede i månedsvis på svar, så jeg var ude i god tid. Og minsandten. De ville da gerne tale med os–nok især fordi jeg sådan havde pyntet lidt på vores cv, så de vist troede, mine elever studerede politologi på et anerkendt universitet. Under alle omstændigheder skete der det, at IRA i tiden mellem aftalens indgåelse og det faktiske møde på et lidt skummelt hotel i Dublin lige fik sprængt det meste af Canary Wharf i London i rimeligt små stumper samt dræbt to personer ved samme lejlighed.

Nu vil alle jo vide, at der BESTEMT (og jeg gentager BESTEMT!) ingen sammenhæng er mellem IRA og Sinn Fein, men mine elever var nu alligevel udspekulerede nok til at udfritte den professor i politologi, som skulle tale med os på partiets vegne, omkring bomberne. Først ville han slet ikke vedkende sig nogen sammenhæng, viden eller indrømmelser, men som eleverne faktisk udviste en vedholdenhed, som jeg da godt kunne have brugt i andre sammenhænge, åbnede han lidt op. Faktisk endte det med, at han adskillige gange gentog, at det var de to dræbtes egen skyld, at det var gået dem så fatalt ilde. Eller måske ikke deres personlige skyld, mere myndighederne, fordi “The IRA DID give their warning/IRA GAV jo deres advarsel.”

Vi var en smule forundrede over dette mantra, som han klamrede sig til og sagde utallige gange. Men opdagede, at det for ham var den logiske legalisering af, at IRA var i sin fulde ret til at smide nogle dræberbomber, når de blot en time i forvejen havde indtelefoneret en advarsel. Så kunne folk jo da bare flytte sig. Og nåede de ikke det, var hele miseren myndighedernes skyld, fordi de lallede med at få folk udenfor bomberadius. Eller: I virkeligheden var det udelukkende de britiske myndigheders skyld, at to uskyldige mennesker blev dræbt på Canary Wharf, for IRA havde til punkt og prikke fulgt spillereglerne og kunne derfor ikke lastes for nogen form for skyld.

Det var noget af en kamelbombe at sluge. Og en indre logik, som jeg stadig finder det svært at skabe sammenhæng i. Men jeg tænker alligevel tit på det. Fordi der for mig ikke er nogen form for samme indre logik i at begå terrorhandlinger. Men måske–og her kommer så en form for konklusion–er det fordi, jeg ikke fatter logikken, ikke kan se det åbenlyse, som professoren fra Irland så tydeligt så som sandheden. Der eksisterer tilsyneladende en anden, en terroristhjernebaseret logik, som jeg ikke kan forstå. En kynisk, menneskefjendsk sammenhæng, der med andre konklusioner end de for mig gængse kan legalisere at slå andre mennesker ihjel. Og en forklaringsmodel, der altid kan placere ansvaret, eller skylden om man vil, et andet sted end der, hvor den efter min bedste overbevisning skal placeres. Det må være sådanne, forkvaklede årsagssammenhænge, der skaber terrorister. Og det må desværre også være samme sammenhænge, der får enhver terrorist til at se sig selv som aldeles skyldfri og i sin gode ret til at gøre præcis, hvad han/hun gør. Det er nemlig alt sammen andres skyld. Så kan de lære det!

På Falls Road i Belfast, hvor hundredevis af mennesker gennem tiden er blevet sprængt i stumper og stykker, har jeg gået mange ture med min gode guide Padraig, som har siddet i fængsel i 15 år. Han var medlem af IRA, sultestrejkede med Bobby Sands i 80-erne, havde nogle uheldige episoder med et antal bomber, som sendte ham i langvarigt fængsel og mente selv dengang, at alt, hvad han gjorde var fuldt legalt og berettiget. De sidste 20 år har hans livs mission været at fortælle verden om sine egne basale misforståelser. Ikke som et klynkende, angrende offer, men som en stærk mand, der ønsker en anderledes verden og en anderledes årsagssammenhæng. Vi har brug for flere som ham.

Billedet viser et uddrag af muren omkring Bethlehem/Vestbredden, som israelerne har bygget. Det er grafittikunstneren Banksy, der har kommenteret urolighederne og terrorismen på netop det sted–og i resten af verden. Jeg synes, han har gjort det genialt.

Continue Reading

Et billede.

Jeg har altid sat stor pris på James Danbys prægtige billede af Westminster Bridge fra 1869, som hænger på Brooklyn Museum.

I dag har det desværre fået en anden, noget mere tankevækkende betydning.

Continue Reading

Istanbul.

Nogle gange bliver rejsemål politisk ukorrekte. Det er Istanbul nok for tiden. Der sidder et, set med vores øjne, korrupt regime, som jævnt hen pisser på enhver form for menneskerettigheder, og det vil vi så gerne straffe ved at holde os helt væk.

I min optik er det desværre ikke den rigtige løsning. For bag et korrupt regime lever et folk, som på mange måder er udsultet, og som bestemt ikke hverken får mere magt eller bedre økonomiske vilkår af, at vores penge bliver væk. Tværtimod. Jeg rejser tit bevidst til lande, hvor befolkningen konkret har brug for mine penge, og jeg er lige så bevidst om, hvordan jeg bruger mine penge, så de ikke falder i de forkerte hænder. Små, familiebaserede virksomheder er gode at støtte, hvad enten de laver mad eller sælger ting.

Og nej, jeg er slet ikke ude i at pudse selvforherligelsens glorie. Mere i at forklare, hvorfor Istanbul er sådan en vidunderlig by, så nogle måske kunne få lyst til at rejse til den. Også nu.

For Istanbul ER vidunderlig. Et forrygende miskmask af vestlig og muslimsk kultur, der bare er helt sit eget. Teenagepiger med stumpede bluser og ring i navlen følges gerne med deres tørklædeklædte mødre uden at det giver anledning til turbulens, imamerne fra de talrige moskeer bræger på klokkeslet, mens de rige drikker engelsk 5 o´clock tea på byens mange luksushoteller fra dengang, Orientekspressen regelmæssigt bragte vesterlændinge til topmålet af eksotisme. Seværdighederne er i verdensklasse. Især Hagia Sofia, denne oldgamle kirke/moske, som nærmest tager vejret fra en, og den blå moske lige overfor, hvor lyset spiller med farverne på den allermest forunderlige måde. Det enorme palads Topkapi rummer både de gamle haremslokaler, som er ret spændende at besøge samt en besynderlig samling af religiøse relikvier, fra Moses turban til Josefs skæg og adskillige andre spidsfindigheder. Her skal ikke grines–det er dødsens, helligt alvorligt!

Byen vrimler med smukke moskeer og kristne kirker, som alle er tilgængelige, hvadenten man tror på det ene eller det andet navn for en gud. Og så er der bazarerne. Den store med alle plattenslagerne, hvor man både kan finde seriøst vildt samt gøre en rigtig god handel, og den ægyptiske, hvor der sælges krydderier og lokum, som er det tyrkiske ord for en bestemt slags slik. Alt i alt virker det som om, alle i Istanbul lever af at sælge et eller andet til hinanden–og til turister til overpris. Her er virkelig mange af den slags mærkevarer, som tolderne i lufthavnen er ret skeptiske overfor.

Istanbul består af en europæisk del og en asiatisk, forbundet med den store bro over Bosperusstrædet og de utallige busbåde, som, sammen med et velfungerede sporvognsnet, er den foretrukne transportform. Jeg vil vove at påstå, at man sejler mere rent transportmæssigt, end man gør i Venedig. Der er en larm, en kommen til rette og en møven og masen derude ved Det gyldne horn af såvel ganske almindelige busbåde som de utallige turbåde, der sejler gennem Bosperusstrædet op til Sortehavet. Det sidste er en uforglemmelig tur langs rigmandsvillaer og royale paladser, som er et must for enhver Istanbulturist.

Der er stor forskel på de forskellige kvarterer i byen. Omkring Taksimpladsen ligner det hele en helt ordinær vestlig storby med kædeforretninger, nærmest som på Strøget. Til trods for, at tøjstilen måske er en smule anderledes. På den anden side af vandet, i Sultanehmet, føler man sig pludselig hensat til et meget mere muslimsk land–nogle gange endda et land, der prøver at være så eksotisk som muligt bare for turisternes skyld. Her kan man se de dansende dervisher, der kan dreje rundt om sig selv stående og købe tonsvis af mangefarvet, masseproduceret keramik. Det er også her, Orientekspressen har sin endestation i den fine, gamle banegård, hvor restauranten er ret interessant–og hvorfra de allerfineste gæster blev transporteret i bærestol op til Hotel Pera Palace flere kilometer op ad bakken. Agatha Christie boede her på hotellet, mens hun skrev Mordet i Orientekspressen.

Istanbul er sådan en by, der går i blodet. Den er i alt fald gået i mit blod, så jeg bliver ved med at komme tilbage. Jeg har også en mellemstor høne at plukke med den smykkesælger, der fik mig prakket en fuldstændig værdiløs såkaldt sølvkæde på sidste gang inde i bazaren. Kender jeg den tyrkiske mentalitet ret, griner han bare inderligt af mig, mens han giver mig et venskabeligt klem. For konen og de 6 børn har længe brugt pengene, og det er dem såmænd vel undt.

Continue Reading
1 2 3 31