Hvad skal du være, når du bliver gammel?

Hvor jeg dog hadede det, når alle de gamle tanter–gerne i håbløs mangel på andre fornuftige spørgsmål at stille børn–spurgte mig som barn, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor. Ikke blot var jeg fuldstændigt på det rene med, at det ragede dem en papfis, men det satte mig samtidigt i det dilemma, at jeg ligesom selv blev konfronteret med en stillingtagen til, hvad jeg egentlig VILLE være, når jeg blev stor. For det meste, i alt fald en anselig årrække, ville jeg faktisk være arkæolog eller journalist. Det første fordi, jeg engang havde vundet en bog om Grauballemanden i en stilekonkurrence og havde en hemmelig drøm at lokalisere et betragteligt antal moselig, der kunne gøre mig lige så berømt som Glob og skaffe mig adgang til primetime TV. ( Det her siger mere om datidens TV end om mig!!) Det andet fordi jeg elskede at skrive og engang havde vundet et rædselsfuldt grimt kuglepennesæt for et mindre indlæg på Fyens Stiftstidendes børneside om søndagen. Jeg mente, det måtte kunne gøres bedre rent præmiemæssigt, hvis jeg formåede at forfremme mig selv til diverse voksensider.

I sig selv var spørgsmålet–og især svaret– jo irrelevant. De færreste af os endte vel som de politibetjente, lokomotivførere, piloter, brandmænd, sygeplejersker og skuespillere, vi diverterede de gamle tanter med. For de allerfleste blev jobvalget præget af en form for tilfældigheder, pludseligt opståede interesser eller måske bare ledige jobs. Personligt var det eneste, jeg på ingen mulig måde skulle være, mens jeg læste engelsk og dansk–lærer. Men sådan blev det så alligevel…..

Anyway, efter masser af erhvervsaktive år der, hvor vi nu engang endte, opstår muligheder for det frie valg alligevel igen. Nemlig, når vi bliver/ eller nærmer os at blive seniorer og arbejdsfri fra det ordinære arbejdsmarked. Det er der, vi kan begynde at spekulere på, hvad vi vil være, når vi bliver gamle. Der, vi kan gøre lige præcis det, der passer os. Eller det, vi altid har drømt om.

For første gang i–i alt fald mit–liv har jeg faktisk frit valg på de allerfleste hylder. Jeg er nemlig indehaver af en, omend minimal, pension, som gør mig i stand til at blæse højt og flot på løn og, selvfølgelig, pensionsordninger. Jeg kan begynde at holde høns i baghaven ( hvis min beboerforening ellers accepterer det!), male akrylbilleder, skrive bøger, sy patchworktæpper, arbejde som frivillig i diverse genbrugsforretninger, blive rejseguide–eller bare passe min have. Der er ingen, der blander sig i, hvad jeg, i alt fald indenfor rimelighedens grænser, vil være, når jeg bliver gammel. Alle de drømme og ambitioner, jeg har måttet sluge eller undertrykke undervejs–dem kan jeg næsten blive, når jeg bliver gammel. Selvfølgelig er der nok fysiske grænser for opfyldelse af mine eventuelle pilotdrømme eller den altid lurende ambition om at blive røgdykker, men jeg er sikker på, de aller-allerfleste af mine jobfantasier på en eller anden måde kan opfyldes. Nok ikke lønnet og professionelt—men sådan til husbehov, til tilfredsstillelsesbehov. For for første gang nogensinde i hele mit liv, er det mig, er bestemmer. Det er mig–og kun mig–der, indenfor fornuftens grænser, sætter målene for, hvad jeg kan blive. Og indtil nu går det da meget godt med at blive turistguide, skal jeg hilse og sige…..

Udover det tror jeg, at spørgsmålet faktisk er uhyre vigtigt at stille sig selv, inden den konkrete pensionering tager sin begyndelse. Altså: Hvad vil jeg være, når jeg bliver pensionist? For det første er mange af os jo i så god fysisk form, at der er masser af arbejde i os endnu. For det andet har jeg alt, alt, alt for mange gange set eksempler på, at en pensionisttilværelse uden drømme, ambitioner og “nye” jobs bliver til en evig lediggang, kedsomhed og efterfølgende tidlig død. Spildte år, om man så kan sige. Manglende erkendelse af, at for første gang nogensinde kan man blive præcis det, man gerne vil være–hvis man kender sine egne begrænsninger.

De gladeste og mest tilfredse ældre, jeg kender, er de, der bevidst har overvejet, hvad de ville være, når de blev gamle. Har set de arbejdsfri år som en ekstra gave til at gøre alt det, de altid har drømt om, men først nu har fået tiden til. SOM de maler, dyrker eksotiske orkideer, er lektiehjælpere og skriver lokalhistoriske artikler. Eller hvad de ellers gør. Og stortrives med.

I alt fald er jeg yderst tilfreds med, at jeg satte mig ned og indgående spurgte mig selv om, hvad JEG ville være, når jeg blev gammel!

Continue Reading

Om tre forfærdelige dage. Med en lykkelig slutning.

Det hele begyndte mandag aften, da jeg fik lidt ondt i halsen. Bad derfor manden om at tjekke, om jeg var rød nede i halsen, så jeg, hvis det var påkrævet, kunne få noget mod det, inden jeg skal ud at rejse på søndag.

Jeg ved ikke, om han så min hals. Overhovedet. Men han så i alt fald en stor ( og her taler vi yderst synlig og ca 1×1 cm.) knude på ganen, som jeg faktisk ikke vidste, jeg havde. Som de fleste andre, kan jeg da godt kigge intensivt på forsiden af mine tænder, men det er yderst sjældent, jeg kommer bag det yderste tandforhæng og nærstuderer min gane. Men ganske rigtigt: en særdeles forsvarlig, stenhård mundstalakit med facon som en deform rose boede inde i min mund. Og at den tandlæge, jeg nærmest har overrendt de sidste måneder, ikke har set, eller måske bare ikke har kommenteret den, må enten skyldes, at han er udpræget ganeblind, eller har taget det for givet, at folk, der dyrker den slags i deres mund, godt ved, de er indehavere af deres egne, private drypsten.

Når manden bliver bekymret, bliver jeg automatisk dobbelt bekymret. For når hans viden om ting tydeligt provokerer en uskjulelig ængstelse, så ved jeg godt, at jeg i den grad har grund til samme ængstelse. Så helbreds-automatpiloten går på under et splitsekund på cancermode. Indenfor det næste er man næsten både død, begravet og græder på vegne af de børn, man allerede mentalt har forladt. Det er helt naturligt, tror jeg. Sådan vil vi nok alle reagere.

I sådan en situation er jeg bange for ikke at være bange NOK. At tage mit helbred og mine drypsten alt for let og useriøst. Hellere fantasere om worst-case scenario, for så kan man da bilde sig selv ind, at det kun kan blive bedre. Selv om man selvfølgelig er overbevist om, at det gør det IKKE. Det er utroligt, hvad der render gennem ens hoved–og især de tre nætter, jeg nu har ligget vågen, mens samtlige cancerinficerede tanker har myldret rundt i min forsvarsløse hjerne.For selvfølgelig har jeg da alle nætter erkendt, at nok er jeg ikke specifikt bange for at dø, men jeg er bestemt hamrende hundeangst for at blive hjælpeløs, en grøntsag og–ikke mindst–for at noget som helst skal gøre ondt. At en cancerdiagnose på ingen mulig måde er lig med en dødsdom, sprang min hjerne let og elegant hen over. Sådan fungerer den nu engang!

Ikke bare det. Altså mig selv, om end alle tanker selvfølgelig og forståeligt nok starter og ender der. Men også alle de svigt, jeg ville skulle bevæge mig ud i, hvis klumpen var decideret uvenlig og farlig. Bare tanken om at sige det til børnene er jo næsten ubærlig. At påføre dem så megen smerte. Og alle de rejser, hvor jeg er den eneste ansvarlige guide, som folk har betalt for, glæder sig til, og som måske ikke kan lade sig gøre, hvis jeg ikke er med som førerhund. Mit nye job ved nyt rejsebureau–skulle det startes med en sygemelding, som sikkert ville indebære, at de på forhånd opgav mig? Og hvad med manden og hunden, som i min selvbestaltede worst-case garanteret aldrig hverken ville få varm mad eller vasket guld, men vansmægte i ulidelig ensomhed. Hvad med alle vores planer, vores fremtid?

Endelig er man vel kvinde nok til at frygte de rent kosmetiske konsekvenser af en potentiel operation på et markant stykke af ganen. Kan man overhovedet tale bagefter? Og påvirker det ens ansigtstræk? Ikke at de er specifikt bevaringsværdige i sig selv, men man ved da, hvad man har.

Heldigvis kan man i dag komme direkte ind i en speed-cancerpakke, så allerede tirsdag fik jeg tid til undersøgelse på det nærmeste sygehus ( som dog ligger 65 km. væk–hver vej!). De virkede ikke overmåde foruroligede over min gevækst, men var nærmest lidt undrende over dens facon, størrelse og sten-hårdhed. At tage en biopsi kunne end ikke diskuteres, for man kan næppe skære eller indføre andet i netop den konsistens. Så de sendte mig til CT-scanning dagen efter samt gav mig en tid til samtale i dag.

Her skal så indskydes, for det skylder jeg det danske sundhedssystems lettere blakkede rygte, at jeg på intet tidspunkt mødte andet end venlighed, professionalisme, overholdelse af programsatte tider, søde smil og trøstende, velmente ord. Hvis det ikke lige var, fordi man generelt forsøger at undgå sygehuse, når man ikke er syg, så kom jeg der gerne oftere–for venlighedens og imødekommenhedens skyld. Min første læge var i øvrigt ikke dansk–det er de fleste vist ikke her i vores udkantsområde–men han talte sproget til perfektion og var dybt, intensivt professionel. Det gjaldt i øvrigt også alt andet personale–fra den hjertevarme sygeplejerske til den søde, smilende, tørklædeklædte sosu-assistent på røntgenafdelingen.

Anyway, i nat var den værste at komme igennem. For jeg følte det præcis som om, jeg stod til at skulle have en altdominerende dom.En dom, der enten frikendte mig, sendte mig videre til ny rettergang ( virkelige specialister huserer sjældent i udkantsområder) eller–igen den der worst-case–betød akut hængning. Omvendt kommer man også dertil, at man bare skal have en afklaring, en diagnose. Latens- og ventetid er en lang vacuumtilværelse. Der er intet, der er noget ved. Intet, der skal begyndes, og intet, der skal afsluttes, for det sidste er i sig selv nærmest at skubbe til skæbnen.

Så jeg var på toilettet med min overnervøse blære adskillige gange undervejs og et helt pinligt antal ditto på selve sygehuset, før det endelig blev min tur til at komme ind og få dommen. Det var lige før, jeg næsten måtte bede dem om at sende en forklarende mail med min diagnose til mig, derude på toilettet.

Men det viser sig, at jeg har fremmanet scenarier, der ligger milevidt fra min stalakits natur. Der er simpelthen tale om et ben i min gane, der har fået helt sine egne planer og retninger for neddrift. De mener, jeg på et tidpunkt ( som meget vel kan ligge flere år tilbage) har slået det, hvorpå det har reageret med at indkapsle sig selv i ganevæv og vokse permanent som f.eks. et blåt mærke gør midlertidigt. Der er absolut ingen garanti for, at dets vildtvoksende natur ikke fortsætter, men så længe dette bens eget liv ikke indebærer gener for mig og min mund, er der ingen grund til at gøre noget ved det. Det vil så, selvfølgelig, ændre sig, hvis jeg på et tidspunkt begynder at føle det generende. Så kan man file det ned–dog uden garanti for, at det ikke bare vokser sig stort igen. Den ualmindeligt pædagogiske læge forklarede mig om fodboldspilleres skinneben, som ofte var rimeligt knudrede efter spark og slag–så jeg har altså den ganemæssige pendant til et par superligaben. Selv om jeg da ikke sådan lige synes, jeg render rundt og slår mig selv i ganen i tide og utide. Hvem gør i øvrigt det?

Da jeg kørte hjem fra sygehuset, skete der noget helt mirakuløst med naturen og med vejret. Som de buske dog var sprunget ud på den times tid, og som solen dog skinnede. Jeg er sikker på, det ikke var tilfældet på udturen. At få en sådan besked er næsten som at få livet igen. Eller i alt fald at få en særdeles kraftig påmindelse om at skønne forfærdeligt meget på det. På en omvendt måde kan man næsten sige, at de tre forfærdelige dage såmænd var meget pædagogiske i det lange løb. De fik mig i alt fald til at påskønne mit liv på en helt ny måde. Og til at bestemme, at NU skal jeg altså til at holde op med at ryge. For selv om min drypsten intet har med rygning at gøre, så skal jeg ikke bevidst udsætte min gane for endnu en gevækst, der kan træffe at have det. Det bliver en lang, sej kamp–men der er, som sagt, ikke ret meget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Lidt galgenhumor er så også på sin plads. Især for drypstenshulekyndige mig. Jeg vil ikke håbe, at min mundstalakit, hvis den vokser sig stor,lang og stærk ( for stalakitter i naturen tager det adskillige tusinde år!) på et tidspunkt opnår kontakt med min stalagmit på oversiden af min venstre fod. For så får jeg jo–hvilket faktisk er temmelig sjældent i naturen–det, man kalder en søjle. Omvendt kan jeg så måske være så heldig, at man kan ordne og nedfile begge dele på samme tid.

Jeg var heldig, og det skal jeg i den grad påskønne. Så min allerstørste respekt og gode tanker til alle dem, der ikke var det……..

 

Continue Reading

Om politistationer og detentioner.

Forleden sad jeg en halv dag på en politistation. Det er der såmænd, for mit vedkommende, ikke noget nyt i. Jeg har brugt rigtigt mange timer af mit liv på politistationer. Jeg er, når jeg selv skal sige det, ret god til politistationer og ved præcis, hvad der kræves for at sidde på sådan en. Man kan næsten sige, at det er en af mine spidskompetencer. Og detentioner. Dem kan jeg også. I øvrigt er jeg også sådan middelgod til skadestuer og lægehuse på landet. Øvelse gør vel mester.

Da jeg sad på den politistation tænkte jeg faktisk på, at det nok var meget godt for mig at sidde lidt på en igen og lige få genopfrisket, hvordan man sidder på sådan en, for det var næsten alt for længe siden sidst. I tre år har jeg ikke rejst med elever, så min erindring om at sidde hos ordensmagten i diverse europæiske lande var en smule nedslidt. Jeg kunne så, og det da er beroligende, konstatere, at under mit fravær er der absolut ikke sket nogen nævneværdige ændringer indenfor politistationssidning.

Lokalerne er præcis ( eller endnu mere, for der er jo gået tre år) lige så nedslidte som vanligt, vagthavende er stadig ikke kommet på engelskkursus, og ventetiden er da i alt fald ikke gået nævneværdigt ned. A prospos ventetid, så kan man som hovedregel regne med, at jo længere man er fra Danmark, desto længere er den. Det samme gælder antallet af stempler, som man skal have på sin anmeldelse. Deres antal er direkte proportionelt med afstanden i kilometer herfra og til den station, man sidder på. Dog må jeg sige, at netop mit sidste skud på politistationsstammen i den grad udmærkede sig frem for så mange andre. Der blev både indkaldt en tolk, og damen, der tog mod anmeldelsen, smilede hele to gange. Men måske var hun bare i godt humør den dag.

Det gode ved at være så erfaren en stationssidder er, at man ikke blot kender sidderumlen, men at man faktisk også i mange europæiske byer ved præcis, hvor stationerne ligger. Så man ikke også skal bruge tid til at gå rundt og lede efter dem. Ydermere lærer man jo også med tiden, hvor de mest eftertragtede stationers toiletter befinder sig, for somme tider er ventetiden lidt længere, end en blære kan klare. Til forskel fra politistationer er detentionerne noget nemmere at have med at gøre. De vil jo i bund og grund primært af med det skidt, de har slæbt døddrukne op ad rendestene og andre ulækre omgivelser. Her skal man bare betale og så tage sit affald med sig. Efter års rutine i opsamling af elevmæssigt drukaffald i f.eks. Dublin, er jeg fuldt på det rene med, hvor samtlige byens detentioner befinder sig. Og var, må jeg nok indrømme, en overgang ligefrem på fornavn med vagthavende. Så såvel politistationer og detentioner har været en naturlig del af mit liv. Hvis den slags ellers kan kaldes naturligt.

Da jeg rejste hjem med flyveren forleden, kunne jeg selvfølgelig ikke undgå at bemærke, at der også var minimum en skoleklasse med. Det gjorde mig både lettet og lettere nostalgisk på samme tid. Jeg kan jo godt komme til at savne de pragtfulde, unge mennesker, men må så lige minde sig selv på, at de repræsenterer en decideret risiko over middel for politistationsbesøg. Og detentionsditto.

Jeg er nemlig kommet frem til, at jeg meget hellere vil være sådan en slags erfaren rådgiver omkring politi over det meste af Europa. Sådan en, der både har helt tjek på, hvor alle stationer og detentioner er placerede–samt kan give nyttige råd om, hvordan man sidder på dem. Det ville da være ærgerligt, om al min opsamlede rutine ikke, på en eller anden måde, kunne bruges til noget fornuftigt.

 

Continue Reading

Om at blive voksenlærling!

Selvfølgelig er det aldrig for sent at lære noget nyt! Derfor har jeg bestemt mig for at gå i voksenlære. Det var, heldigvis, ikke specielt vanskeligt at finde en læreplads, der gerne ville modtage sådan en som mig. Jeg er nemlig omringet af naboer med de skønneste Haveforeningshaver, og når man nu har sat sig for, at man vil lære noget om blomster, haver og måske endda jordbundsforhold, så var det jo bare at spørge sig for. Der var nok at spørge.

Lidt skeptisk undren blev jeg da mødt med. Efter over 30 år her i kvarteret er det vel næppe nogen hemmelighed, at mit forhold til haver er lidt ligesom mit forhold til sukat. Det/de ser sådan set ganske nydeligt og pænt ud, men det smager af lort, og jeg rører kun meget nødigt ved det. Men, tvunget af omstændighederne, er jeg altså nødt til at konfrontere mig selv med de der haver. Altså gøre noget mere end bare at se på dem.

Så jeg har indgået en kontrakt med en venlig og meget kyndig nabo, som, da jeg spurgte hende, først troede, hun havde hørt en smule ved siden af, og dernæst fik en akut åbenbaring om, at selv for de absolut vanhellige kan der måske opnås havemæssig frelse. Hun så ligefrem begejstret ud–på den der måde, som mindede lidt om en indremissionsk præst, der kigger på en angrende synder. Jeg regner så med, at vi det næste stykke tid tager nogle timer i intensiv blomster, tilbundsgående jordbundsforhold og måske lidt projektarbejde i beplantning. Som gammel lærer kan jeg jo allerede selv begynde at strukturere lidt, så det hele ikke bliver alt for overvældende og forvirrende og alt for mange arter på en gang. Så jeg vil foreslå, at vi f.eks. om mandagen tager roserne en times tid og så ellers fordeler yderligere arter over resten af ugens dage. Det bliver jo nok lidt som at lære basal engelsk grammatik. Der skal simpelthen terpes navne, farver og familier–akkurat som kasus, stærke bøjninger og ordklasser. Jeg er nødt til at vide, hvad de allermest almindelige blomsterarter hedder og at kunne skelne dem fra hinanden. Synes jeg i alt fald. Det her–det er simpelthen et spørgsmål om faglig ære!

Hele tiltaget bunder i, at jeg skal på havetur til England. Selvfølgelig indeholder turen også mangt og meget mere end de der haver, og det er jeg alt sammen forfærdeligt godt hjemme i. Netop denne professionalisme, som jeg sætter en stor ære i, betyder, at jeg ikke kan overskue, at jeg ikke kan de haver. Jeg har præcis det samme forhold til mit fag, som alle andre, forhåbentlig, også har. Ganske simpelt: Jeg skal kunne det. Det er derfor, jeg skal kunne haverne. For jeg er da udmærket klar over, at når man som gæst melder sig til en tur, der har en del haver indlagt, så er det selvfølgelig fordi, man er interesseret i haver. Og så vil jeg altså ikke stå der som indbegrebet af rosernes underkvinde og den totale katastrofe på tilplantningsfronten. Når der bliver spurgt om arternes navn, vil jeg–og det ved jeg–får særdeles svært ved at undslå mig med en længere historie om William Erobreren og Slaget ved Hastings. Også selv om jeg godt nok er rimeligt eminent til ham der William!

Min største hurdle vil, og det ved jeg noget så inderligt, blive min—lad mig bare være helt ærlig og skrive: mangel på interesse. Det er nu engang lettere at lære noget, man brænder for. Men så har jeg overtalt mig selv til at tro, at når jeg nu først begynder at kravle op ad lærdommens havestige, så bliver det hele garanteret vildt og blomstrende interessant. Sådan at jeg vil tørste efter at lære mere. Måske, altså.

Endnu mere måske–men det kan kun tiden vise!–kan det såmænd være, at jeg selv får så meget mod på de der haver, at jeg ligefrem vil vove mig ud i min egen uden en drømmeseng og en god bog. Men–for nu er blive i haveterminologien–så vokser træerne jo sjældent ind i himlen.

Jeg er dog fuld af fortrøstning til mit liv som voksenlærling de næste uger. Primært baseret på, at det udelukkende og kun kan gå fremad, men også vel vidende, at der godt nok skal terpes nogle arter. Jeg starter, akkurat som haverne, fuldstændigt fra bunden af!

 

Continue Reading

Om hvad sprog kan gøre.

DET her havde jeg ikke troet om jer, Politiken! Jeg må sige, at jeg har mistet en meget stor del af min respekt for den danske avis, som jeg dog, trods alt, ( selv om konkurrencen er vanvittigt minimal!), har holdt i over 40 år og for det meste har haft relativt høj tillid til.

Jeg ville forfærdeligt gerne udbede mig en forklaring på anvendelsen af paranteser omkring navnet på den by i Nordirland, som I, ganske utilgiveligt og endnu mere politisk ukorrekt, kalder Londonderry. Hvad tænker I dog på? Eller er denne noget uheldige billedtitel til interviewet med Gerry Adams i virkeligheden blot et udslag af simpel uvidenhed og total mangel på research? Af den slags som vi Irlandsnørder spotter med det samme og faktisk føler os temmelig provokerede af? I det mindste kunne I da have skrevet det helt acceptable og pt. politisk korrekte London/Derry.

Hele miseren omkring det navn stammer fra, at der jo i adskillige århundreder har ligget en irsk, katolsk by på stedet ved navn Derry. I forbindelse med englændernes kolonisering af Nordirland ( jo, englænderne koloniserede Irland på præcis samme måde som de koloniserede Amerika), blev de protestantiske ( eller i alt fald halvprotestantiske/ Church of England) kolonister sendt til Derry med en stor pose penge fra et Londonselskab i ryggen. Her byggede de en imponerende bymur ( som stadig står i al sin magt og vælde) for at holde de lokale katolikker ude, således at disse enten sultede ihjel eller i alt fald henslæbte en noget miserabel tilværelse, berøvet land og ære. Netop fordi denne kolonisering, set fra London, altså, var så overmåde succesfuld, fik de oprindelige kolonister/imperialister som påskønnelse lov til at sætte London foran det lidt tarvelige, irske bynavn. Vupti: Londonderry!

Meget forenklet kan man sige, at Derry er byens oprindelige, katolske navn. Det, den altid har heddet. Og at Londonderry derfor er det protestantiske, som for alle katolikker smager af undertrykkelse, imperialisme og ufrivillig kolonisering. På den måde siger Politiken ( hvadenten det er ufrivilligt eller blot et udtryk for himmelråbende uvidenhed) altså, hvem de holder med. Byen ligger i øvrigt lige på grænsen mellem Irland og Nordirland, og alt efter fra hvilken side, man nærmer sig, siger vejskiltene hhv. Derry eller Londonderry. Eller har med spraymaling fået tilskrevet et London/ udraderet samme forstavelse af lokale fanatikere.

Personligt kunne jeg aldrig drømme om at sige Londonderry. I min mund smager det af uretfærdighed, at overvældende magtmisbrug og af mangel på anerkendelse af historiske omstændigheder. Men hvis Politiken gerne vil sættes i bås med navnkundige og ( heldigvis!) hedengangne Ian Paisley, så bliver det nok uden mig som abonnent i fremtiden.

Særdeles mange af de berygtede slag og opstande i Nordirlands blodige, moderne historie siden delingen i 1920 har fundet sted i London/Derry. Nævnes skal blot Battle of the Bogside ( et fattigt katolsk boligkvarter) og Bloody Sunday, hvor den britiske hær kom til at overtræde enhver form for retfærdig og anstændig opførsel. Det sidste er ikke min egen påstand–efterfølgende retssager har til fulde bevist det.

MEN–og her kommer så det positive, som Politiken tilsyneladende heller ikke ved: Man kan jo ikke gå rundt og skændes om, hvad ens by  i grunden hedder. Sådan at forstå, at bare dens navn giver anledning til stridigheder, slåskampe og sætter skår mellem de to befolkningsgrupper. Så magtfuldt er sproget nemlig i sig selv. Det kan skabe dybe kløfter ved bare at blive sagt, blive udtalt. Du kan kende din ven eller fjende  ( eller for den sags skyld bare din nabo!) på, hvad han/hun mener og siger, at byen hedder. Derfor er det totalt frugtesløst overhovedet at fortsætte den diskussion. Den fører ikke til andet end sproglige barrierer, udmundende i fysiske episoder. Hos mange irere, som ikke lige bor i Derry, benævnes byen diplomatisk “the stroke city” (skråstregsbyen). Forstået: London/Derry. Man den holder jo heller ikke en meter, hverken sprogligt eller barierremæssigt.

I London/Derry har man derfor besluttet at gå en helt anden vej. Hvis ingen kan bliver enige om, hvad byen hedder, må den simpelthen have et nyt navn, som ikke indeholder nogen form for politiske og/eller religiøse referencer. Sådan noget gøres ikke fra den ene dag til den anden, men håbet er, at sproget i sig selv kan omdanne den bevidsthed, der følger med selve de sproglige udtryk. Gennem byen flyder floden Foyle, og den har man så tildelt æren af at være samlende faktor. Alle nye tiltag, fra shoppingcentre over taxaselskaber til navneændringer på alle former for offentlige trafikselskaber hedder nu noget med Foyle. Med tiden vil byen givetvis og gradvist kommer til at hedde “mere” Foyle end London/Derry. Og det er da sikkert en tydelig intention, at det er sådan, det skal gå. Således at den sproglige magt og skellet mellem, hvem der siger hvad, forsvinder. Om det så kan løse de mange og alvorlige interne konflikter, er et spørgsmål. Men i min optik er det en god begyndelse på en brugbar løsning.

Hvis altså udenlandske medier også fatter den. Inklusive jer på Politiken.

Continue Reading

Om at rejse sig op i bussen. Igen, igen.

Jeg har tidligere, for oceaner af personlige busture siden, skrevet om mit noget ambivalente forhold til, at folk (læs: unge mennesker!) rejser sig for mig i bussen. På den ene side set er det da forfærdeligt rart, behageligt og afstressende at arve en siddeplads efter en yngre numse. På den anden indebærer det en direkte konfrontation med ens egen alder og udseende, en form for erkendelse af, at man altså ser så gammel ud, at andre mener, man har behov for at hvile sit trætte legeme. Den sidste gør lidt ondt i aldersforfængeligheden–i alt fald indtil man vælger at gå med det klare frynsegode, der er forbundet med at se gammel og sædetrængende ud. Nemlig at sidde ned.

Men nu har jeg lagt mærke til–fordi jeg rejser så forholdvist meget, som jeg gør–at mine aldersbestemte rettigheder til en siddeplads i overfyldte busser og metroer, er særdeles flydende og sådan nærmest geografisk bestemte. Herhjemme er der sjældent et ungt menneske, der i offentlige transportmidler formår at løsrive sig fra den medbragte elektronik og tilbyde mig lidt støtte til numsen. Hvorimod jeg, faktisk jo mere jeg rejser mod syd i Europa, nærmest kan vælge mellem ledige sæder, som smilende unge mennesker kaster i grams for mig. At rejse sig for ældre medborgere er i nogle lande en uskreven regel, et tydeligt tegn på høflighed og respekt og almindelig god opdragelse. Sådan næsten en form for indbygget automatik.

Jeg har tænkt på, hvorfor det forholder sig sådan. For det er vel næppe fordi, jeg akut ser århundreder ældre ud, når jeg kører i udenlandske transportmidler. I alt fald håber jeg det da ikke. Jeg tror derimod meget mere, det er synet på det at blive ældre, der varierer kraftigt fra land til land. I årtier har vi herhjemme insisteret på, at vi sandelig ikke bliver gamle–vi bliver ældre, vi bliver grå guld, vi bliver aktive, rejselystne, arbejdsfri mennesker i en såkaldt tredje alder, som primært giver os rettigheden til at nyde livet efter et langt arbejdsliv. Vi insisterer på, at vi skam er fuldt ud kapable til det samme som ungdommen, og at det nærmest er en gevinst for os at være blevet ældre, så vi fuldt ud kan hellige os det, vi ikke havde tid til som unge. Endelig bliver vi jo faktisk også ældre end førhen, og statistisk set er ældre set som gruppe i meget bedre helbredsmæssig tilstand end for blot få år siden. Os skal de sgu` ikke fucke med, de unge! Vi kan og vil udmærket selv. Det har vi nok, såvel direkte som indirekte fortalt de unge så mange gange, at de sandelig (snarere tværtimod!) ikke har mistet respekten for os. Men de har mistet respekten for, at vi er blevet ældre/gamle.

Endvidere er der nok også nogle klare forskelle til lande, hvor industri- og teknologisamfundet ikke haft så gennemgribende gennemslagskraft som herhjemme. Vi er simpelthen–i alt fald de fleste af os–ikke så tydeligt fysisk nedslidte, som bjergbonden, der har hakket i den stenede jord hele sit liv–for nu at tage et overklart eksempel. Endelig må man nok heller ikke glemme selve den nationale selvforståelse, eller mentalitet. Der er steder, hvor der pr. tradition har stået respekt og “rejse sig i bussen som en form for æresbevisning” på programmet i århundreder ( eller i alt fald siden de første busser blev indført!) overfor ældre.

Så jeg må ligesom lære at forliges med mine særdeles varierende rettigheder som buspassager i Europa. Herhjemme må jeg affinde mig med at stå op. Og det er sådan set også OK, for hvis et dansk ungt menneske rejser sig for mig, er den da for alvor gal med både udseende og fysisk. Så står det slemt til, for danske unge mennesker har lært, at ældre skam klarer sig fint selv. Og så må jeg nyde, at jo længere sydpå, jeg bevæger mig i Europa, desto mere kan jeg klart forvente at blive tilbudt siddeplads til min gamle røv. Begge dele er fint med mig. Jeg har selv været med til (indirekte) at fortælle mine lokale unge mennesker, at jeg stadig står fuldt forsvarligt i en bus, og jeg labber da gerne den lige så lokale respekt for alderdommen i mig, når jeg er på gennemrejse.

Continue Reading

Barcelona. Pragtfuld, populær–og overrendt!

Barcelona er et bombardement af alle sanser. Allermest synssansen. Eller også føles det bare sådan, fordi man overalt får kastet flere århundreders fantasifulde arkitektur og klare, flotte farver lige ind i sine Nordeuropæiske, betonvante øjne. Det har været en umådeligt rig by dengang omkring forrige århundredeskifte, hvor Nordspanierne nok sad på en god del af verdenshavenes handel, og der har skullet prales, rent beboelsesmæssigt. Praleriet har så også været forholdvist let, når man samtidig har kunnet lade nogle af historiens mest finurlige arkitekter tage sig af tegning og opførelse af standsmæssige boliger.

Barcelona er synonymt med arkitekten Gaudi, som synes at have huse(ret) alle vegne og overalt. Ikke blot på privatboligfronten, men også i parker, kirker og mindesmærker. Hans svungne linjer ( omvendte kæder), millioner af former fra naturen og fantastiske farver præger bybilledet, selv om der sandelig også er andre arkitekter fra Modernistaperioden, som har sat deres smukke præg på byen. Allermest dominerende er selvfølgelig den ufuldendte kirke La Sangrada Familia, som der stadig bygges på–næsten 100 år efter Gaudis død. Det meste af hans konstruktion foregik indenfor hans eget hoved, så efter hans pludselige død var man temmelig lost mht. det videre byggeforløb.

Men Barcelona er også gamle, krogede, snævre gader, hvor solen sjældent kommer helt ned til bunden. I det gotiske kvarter, lige ved byens livsnerve, den brede gade Ramblaen, slynger gaderne sig ud og ind i hinanden og åbner ofte pludseligt op i de smukkeste små torve–eller den vidunderlige plads, Place Real, som (med rette) er blevet sammenlignet med Markuspladsen i Venedig. Det gotiske kvarter er et godt sted at finde gedigent vildt– bare at gå frem i lige præcis den retning, man har lyst til. Der er altid små perler at opleve–og et pulserende folkeliv. Her ligger også Havets Katedral–eller Barcelonas smukke, gamle domkirke, som mange givetvis har læst om i romanen om dens tilblivelse.

De senere år har byen også bevidst arbejdet med byfornyelse, så der gemmer sig også mange moderne og eksperimenterende pladser rundt omkring, hvilket vel bare fastslår, at Barcelona er en gå-by. En slentreby, der allerbedst opleves til fods. Eller måske til svævebansk–for ingen må snyde sig selv for turen op på Montjuic, hvor udsigten ned over byen, Middelhavet og baglandet næsten tager luften fra en. Det er også her, det olympiske stadion fra 1992, Nationalmuseet, det fantastiske springvand, der springer i farver og former udvalgte aftener og det gamle fort kan ses og nydes. Resten af den tidligere olympiske by–altså atleternes indkvartering–befinder sig omkring den gamle “fiskerlandsby” Barceloneta ud mod havet, og i Barcelona har man på fineste måde undgået, at olympiske rester er blevet til olympisk slum efter legenes afslutning, så her er nu masser af tidssvarende boliger for almindelige mennesker samt et levende restaurant- og forlystelseskvarter lige ned til Middelhavets overblå bølger. For Barcelona har også en rigtig fin og særdeles badevenlig, lang sandstrand nærmest midt i byen.

Og så er der duftene. Barcelona dufter af nyfangede fisk, af Middelhav, af tapas og af stærk kaffe. Krydret med aromaen fra alle de uimodståelige grøntsager og frugter på byens velassorterede markeder–især på og ved Ramblaen. Maden er god, kaffen og de utallige kaffe- og tapasbarer er lokkende, og ingen kan ligesom opholde sig i Barcelona uden at fornemme såvel madkulturen som byens (på alle områder) tætte forhold til det Middelhav, der næsten ligger for enden af enhver bred boulevard.

Udover museer for og med adskillige verdenskendte kunstnere med tilknytning til byen ( Miro og Picasso kan da lige nævnes!), bør også siges, at byen er et sandt eldorado for folk med spidskompetence udi shopping. Det er en dyr by, hvis man ikke er så god til at styre sig, for lækre tilbud og smukke ting taler overalt lige ind i belønningscentret på en uhyre insisterende måde. Priserne er ikke væsentligt forskellige fra de danske. Men det er udbuddet så til gengæld!!

De senere år har Barcelona, ganske forståeligt, oplevet et sandt boom af millionvis af turister fra hele verden. Faktisk så overvældende, at det er blevet et problem på mange fronter, hvor simpel nedslidning selvfølgelig topper. Man må kante sig mellem kompakte grupper af paraplyførte, ældre koreanere og japanere samt forsøge at lade være med at blive ført med strømmen af de utallige gymnasieklasser fra Stuttgart og Struer, som hver eneste uge skiftes ud med nye fra Gladsaxe og Girona. Der er trængsel, megen trængsel, i Barcelonas gader. For at begrænse turiststrømmen har det lokale styre indført turistskatter samt begrænsninger på antal daglige turister på de allermest populære seværdigheder. Det er, selvfølgelig, en fremragende ide til begrænsning, men det betyder så også, at man skal være usædvanligt OBS på at få bestilt sine billetter i forvejen og gerne hjemmefra, for ellers er der simpelthen lukket for indgang mange steder. Er der noget, som alle turister hader som pesten, så er det jo andre turister, som tager den plads og de entreer til berømte ting og steder, som de selv mener sig berettigede til at stå først i køen til……. Så vel er det da irriterende, at der er så mange om buddet. Men man blev jo altså heller ikke lige selv hjemme…..

Nogle få dage i Barcelona er et friskt pust til sanserne. Og det er absolut anbefalelsesværdigt. Det er der, tilsyneladende, også mange andre over hele verden, der synes!

 

Continue Reading

Om Uniqlo.

Som datteren siger, så er der ikke så mange kvinder over 50, som bare rejser en lille smule, der ikke kender til det japanske tøjmærke Uniqlo. Jeg har endda selv været en smule langsom til at opdage det, men efter at være blevet introduceret til det for ikke så længe siden af en god veninde, har jeg været hooket. Jeg husker stadig, da vi endevendte Hanoi i flere timer for at finde en Uniqloforretning til hende, og syntes vist samtidigt, at det da måtte være helt unikt tøj, hvis vi skulle bruge SÅ meget krudt og sparsom rejsetid på sådan noget. Nu er jeg så fuld af forståelse! Og gør gerne selv det samme. For de er svære at finde, Uniqloforretningerne, og herhjemme kan man godt spare sit krudt. I alt fald indtil videre, for det er overhovedet ikke et spørgsmål om, om vi får Uniqlo. Det et udelukkende et spørgsmål om hvornår.

Uniqlo er japansk basistøj i rent bomuld i en letvægtskvalitet og altid klare, rene farver. De er især kendt for deres dunjakker, som nærmest vejer mindre end de (bomulds)dun, de er lavet af. Nu har en dunjakke jo aldrig gjort noget som helst positivt rent æstetisk for nogen kvinder, men disse er faktisk både supervarme og relativt klædelige. Så skal man bevæge sig den vej rent overtøjsmæssigt, så er Uniqlo da i alt fald lidt af en redning på målstregen. Sådan at forstå, at firmaet har indset, at de fleste kvinder–udover at holde sig varme–også gerne vil undgå en direkte sammenligning med Michelinmanden.

Men Uniqlo er meget mere end det. Det er T-shirts, bukser, kjoler, bluser, cardigans og nærmest enhver form for beklædning til både mænd og kvinder i den lækreste kvalitet og altid en uhyre kuffertvenlig kvalitet. Det vejer simpelthen ingenting, det tøj. Ydermere er priserne fuldtud forståelige og til at forholde sig til. De er nemlig præcis som Hø og Møgs. Og tillige får man kvalitet for pengene.

Nu har Uniqlo så indledt et samarbejde strækkende sig hele vejen fra Japan til Finland. Marimekko har designet de smukkeste T-shirt, kjoler og bukser, som så er udført i ren, lækker bomuld. Priserne ligger fra omkring 125 kr. for T-shirts til ca. 200 for en kjole. I alt fald i Spanien, men det vil selvfølgelig være dybt afhængigt af såvel kurser som moms. Det er da til at forholde sig til! Eller i alt fald forholde sig så meget til–for mit vedkommende!–at jeg ikke rigtigt kunne styre det. Når man kan betale sig til at eje så meget lækkert, smukt, let kvalitetstøj til så få penge, så har jeg en indre overtalelsesfaktor, der nærmer sig det absolutte max.!

Udover at de store byer i andre lande for længst har fået øjnene op for japanernes kvalitetsstærke modsvar på de store europæiske kæder, ( eller japanerne har fået øje på dem!) så kan mærket, hvis ens vej ikke lige falder forbi storbyerne, selvfølgelig også handles på nettet. Det kan anbefales. Mærket altså!

Continue Reading

Storbypas.

Jeg ved, at jeg tidligere har skrevet om, at seværdighedspas til mange storbyer er en fortræffelig, besparende og genial ide. Ved at købe passet køber man samtidig ret til at besøge et stort antal attraktioner gratis samt til at få rabat på andre.

De sidste par dage har jeg så opdaget endnu en (for mig hidtil ukendt) side af disse pas. Ikke nok med at jeg faktisk får set alt det, jeg har rejst halvdelen af Europa igennem med intentionen om at se. Jeg får også set ting, jeg aldrig har haft den fjerneste intention om at se. Endvidere kendte til eksistensen af.

Det foregår på denne måde: Man betaler et fast beløb for kortet, og så kan man anvende det fuldtid så tosset, som man vil og har tid til. Så det gør man så. Altså anvender det. For der går ligesom sport i minimum at nå op på at have “sparet” det beløb, kortet kostede. Altså ligefrem at føle langt og dybt ind i belønningscentret, at man faktisk har tjent penge på sit kort.

Så jeg har været i Barcelona Zoo og i det lokale akvarium. Det indgik ikke specifikt i mine planer, men jeg sparede da en hulens masse penge bare ved at gå derind. Jeg har også været i en blanding af Den gamle by og Den fynske landsby— på spansk altså. Og der var jeg da vist næppe kommet, hvis det ikke var fordi, jeg kunne bilde mig selv ind, at jeg tjente en del Euro på det. Snød kortet, om man vil.

Ikke nok med at jeg ligefrem sidder her og føler, at jeg skovler imaginære penge ind. Jeg får faktisk også set ting og steder, der afskiller sig væsentligt fra mange af dem, jeg ellers dyrker, og den slags kan da vist kun give et større udsyn og nogle helt anderledes oplevelser!

Continue Reading

Modernistmuseet. Barcelona.

Hvis man nu havde ejet noget, der absolut ikke var mindre end et mellemstort palæ, så kunne det da overvejes at anskaffe sig et sådant møbel. Ellers ikke. Man skal jo også selv kunne være der.

I Barcelona ligger et lille museum for den slags store perler. Her er enhver form for møbler i de allermest fantastiske, håndudskårne udgaver. Gerne med dekorerede indlæg af andre træsorter og smukke mosaikker. Det må have taget årevis at lave dem, dengang omkring forrige århundredeskifte.

På museet findes også de smukkeste mosaikker og en del billeder, men det var de nu ikke så gode til, Art Nouveaukunstnerne. De var, efter min mening, i stedet helt uovertrufne indenfor design af møbler, brugskunst af enhver art og arkitektur. Selv om de givetvis selv drømte om, at det, de lavede, var oplysende, livsforbedrende kunst for masserne og gerne til det offentlige rum, så krævede det dog nok, trods alt, såvel en god position indenfor borgerskabet, et anseligt hus og tilstrækkelige midler at anskaffe.Det er samtidig også derfor, at perioden er så nært koblet til borgerskabets glansperiode før 1. Verdenskrig.

Heldigvis kan vi andre så nu beskue datidens dekadence på museer. Når vi nu ikke selv lige har plads til at eje sådan et pragtstykke og sætte det i spisestuen.

Continue Reading
1 2 3 75