Om Fox News.

Der har været røre i andedammen de seneste dage. Så meget, at sludderet fra en amerikansk TV-kanal nærmest har overdøvet væsentlige og vedkommende nyheder. For mig ligner det en proportionsforvrængning uden sidestykke. Især fordi så overvældende mange lader sig påvirke af en amerikansk tegneseriekanal, der med troldsplinten for det blinde øje bringer en yderst subjektiv tolkning af ting, de–fordi det simpelthen er uvederhæftig journalistik, de bedriver–burde have ladet ligge. Fox News er at sammenligne–både i kvalitet og journalistisk troværdighed–med vores hjemlige Den Korte Avis. Så, når alt kommer til alt, er det faktisk ikke Danmark, de i sidste ende kommer til at udstille og sætte i et negativt lys. Det er dem selv, deres umådelige uvidenhed og mangel på basale faglige kvalifikationer.

Og så kommenterer jeg så alligevel! Det har jeg valgt at gøre, fordi der trods alt er nogle grundsubstanser i deres fremlægning, der er fuldstændigt korrekte. Problemet er bare, at disse er tolket forkert. For alt, hvad tegneserieformidleren derovre ser som negativt, ser jeg da egentlig som positivt. Akkurat som masser af andre danskere.

Ja, vi har nok verdens højeste skattetryk. Det har vi, fordi så uendeligt mange af de de ting, som mennesker i andre lande individuelt betaler for ( og ofte får ødelagt deres liv, fordi de ikke KAN betale for) er indeholdt i de beløb, vi automatisk betaler til staten. Vi lever i et land med et relativt finmasket socialt sikkerhedsnet, hvor det at blive syg eller miste sit arbejde ikke er en katastrofe på liv og død niveau. Vores børn får en gratis skolegang og gratis videre uddannelse. Vi har ubetalt adgang til sundhedsvæsnet, farbare og gode veje osv., osv., og den slags koster altså penge. Jeg er overbevist om, at jeg sagtens kunne skrive adskillige sider om de fordele, vores høje skatter giver os frem for indbyggere i andre lande, der selv må betale. Samt de negative konsekvenser for de, der ikke kan. Jeg vil blot, som et meget lille eksempel, nævne, at mine chauffører i Irland altid lægger båndlægger de drikkepenge, de får af gæsterne ( ikke danskerne–danskere tror fejlagtigt, drikkepenge er en almisse, mens alle andre folkeslag godt ved, de er en anerkendelse. Den kunne bitchen da have taget fat i!!!) til en spærret bankkonto, der udelukkende skal bruges til deres børns uddannelse. Ellers får de nemlig ingen, fordi der ikke er råd. Så jeg betaler generelt min skat med glæde. Netop fordi jeg, når jeg rejser i andre lande, kan se, hvor umanerligt meget, jeg får for den!

Ja, vores unge mennesker tager i gennemsnit længere tid om deres uddannnelse end unge i andre lande. Det er et sundhedstegn og en stor fordel for samfundet. Vi får nemlig særdeles kvalificerede og veluddannede, reflekterende mennesker ud i den anden ende. Der er, qua SU og det faktum, at ens uddannelse på ingen måde er afhængig af ens forældres økonomi ( som i næsten alle andre lande!) tid til fordybelse, til at blive moden og til at få et indgående kendskab til det, der ofte vil blive ens fag på livstid. Jeg har selv gået på højere uddannelser i andre lande og mener stadig, at al den tid, der blev brugt til bevidstløse tests og drønen gennem lærdommen, manglede plads til simpel fordybelse. I faget og i ens egen udviklingsproces frem til at blive et voksent menneske. Og ja, der er givetvis flere unge herhjemme end i mange andre lande, der opgiver et studie eller skifter til et andet. I mine øjne også et klart sundhedstegn og markør af det positive i, at vores unge tager deres liv alvorligt på den måde, at de godt ved, at ens livsbane ikke altid udgøres af det første valg. Måske ved tegneseriedamen slet ikke, at det i sidste ende er meget sværere og meget mere modent at vælge fra end bevidstløst at følge en vej, man udmærket er klar over er den forkerte. Og selvfølgelig kan alt dette udelukkende lade sig gøre, fordi vi netop har det skattetryk, vi har. Eller–sådan kunne man måske også sige det–fordi vi tager vores borgere alvorligt og ser dem som mennesker.

Ja, vi har arbejdsløshed og mennesker, der lever på overførselsindkomster. Med hensyn til det første nok ikke udpræget mere end i andre lande. Med hensyn til det næste, så må det da indgyde stolthed i et lands indbyggere, at deres sociale netværk er så velfungerende, at det er i stand til at fange borgere, der af den ene eller anden grund ikke er i stand til at klare sig selv. Vores fattige, syge og uarbejdsdygtige henvises ikke til at sørge for sig selv. Vi sørger for dem. Og det er vel i grunden noget af det, vi bør være allermest stolte af. Jeg er personligt ikke udpræget bange for at blive gammel i mit land. Tro mig, jeg kender mange i andre lande, der er lammede af angst for at blive det i deres. Det ville jeg også være.

Så damen må siges at have ret, hvad angår de overordnede fakta. Problemet er bare, som med enhver form for statistik, at tingene kan tolkes på mange måder. Også politisk. For hvis man vil bruge statistikkerne til at udlede konklusioner, der peger på de negative sider ved et velfærdsamfund som vores (ulig det amerikanske), så er det da i den grad muligt. Især hvis man udelukker så basale journalistiske grundprincipper som at konstatere, hvordan tingene reelt ser ud. I virkeligheden. I Danmark.

Desværre er højrepopulismens akilleshæl netop manglen på vederhæftige argumenter og deraf følgende diskussion. Dens styrke er, for de, der bekender sig til den, netop denne mangel på argumentation. Eller dens argumentationsresistens, om man vil. Den er desværre henvendt til mennesker, der ikke godtager argumentets magt og de diskussioner, der følger af det, men fungerer i stedet som en fundamentalistisk religionsopfattelse, hvor alting er fint ordnet i små, indiskutable kasser. Så man ved, hvad man har at holde sig til–og ikke behøver at præstere nogen form for selvstændig tankegang.

Men lad da bare damen putte os i en sådan kasse. Det, at hun gør det, siger mere om hende og hendes kanal, end det siger om os. Og så skal vi da være så ovenud henrykte over, at vi ikke lever i hendes land. Tænk, hvis vores velfærd ikke var betalt af den kollektive kasse, at ALLE vores børn ikke fik mulighed for at fordybe sig i deres uddannelse, eller at vi selv hele vejen gennem livet skulle gå med en latent frygt for arbejdsløshed, sygdom eller alderdom. PUHA DA!

Og så fik hun mig sgu` alligevel til at kommentere…….

Continue Reading

Den store ordekvilibrist.

Man kan godt hedde Benny og alligevel kunne noget med ord.

Det kunne Benny Andersen, og mens jeg skriver udsagnsordet i datid, kan jeg ligefrem mærke, hvordan det påvirker mig. Han var den største. Den allerstørste til at bruge ord. Min ultimative helt indenfor kreativt brug af det danske sprog. Jeg ville ønske, jeg havde en ordmæssig fantasi, der bare nåede ham til klaverpedalerne. For dem kunne han jo også bruge.

Jeg kan stadig huske, da jeg første gang blev konfronteret med Benny Andersen. Det var i 70-erne, hvor jeg opdagede Den indre bowlerhat 10 år for sent. Uden nogen form for sammenligning kan jeg klart melde ud, at det var den hat, jeg fra da af brugte som udgangspunkt for selve glæden ved god poesi og formidabel anvendelse af sproget. Den åbnede mine øjne–og det var ikke for hovedbeklædning. Dengang var det med Benny Andersen og Klaus Rifbjerg præcis på samme måde som med Beatles og Stones og Elvis og Cliff. Man var enten til den ene eller den anden. I alt fald ikke til begge. For mig var valget åbenlyst. Det bestod i at vælge mellem en arrogant, uforståelig, dybt seriøs, elitær egopoet og en folkelig ordekvilibrist, der som en anden cirkusartist jonglerede med sproget. Og oven i købet var fuldt forståelig og morsom samtidig.

Jo, jeg var skudt i reservesvenskeren Svante og enig i, at livet ikke er det værste, man har. Også selv om, Svante ligesom kom til at fylde lidt for meget i forhold til alt det andet, Benny Andersen også kunne. Jeg var vild med at GÅ (altså konkret bevæge sig) fra Snøvsen og købe den mjavende missekat, der var stoppet ned i en sæk. Faktisk KØBTE jeg dengang Andersenske digtsamlinger, og de står der endnu. Godt brugte, med fedtpletter som vidner om, hvor meget jeg elskede dem. Det er ikke mange digtsamlinger, der er røget på mine hylder siden. Indrømmet!

Nu er alle ordene så stoppet med at komme ud. Men heldigvis har vi da umådelige mængder af eksempler på denne kreative sprogfornyer. Den største af dem alle.

Så lad mig bare selv stoppe dette lille minde på en sørgelig dag, hvor vores sprog har mistet et verbalt fyrtårn med et af hans allermest simple, men også mest sigende digte:

Her går vi ved siden af hinanden.

Imellem os er der tovltusind mil.

For stædige til at skyde den lille

genvej på godt og vel et smil.

(Personlige papirer, 1977)

Continue Reading

Drømmen om den store gevinst.

Det er sådan en slags urkraft inden i os. I alt fald i mig: Denne drøm om at score den store gevinst. Helst totalt uforberedt, uden nogen form for medfølgende arbejde eller anstrengelse. Nærmest bare noget, der dumper højtråbende ned fra himlen, lander noget så eftertrykkeligt lige foran mig, således at den eneste møjsommelighed jeg må ud i, er den minimale anstrengelse ved at samle det op.

Allerbedst er det, hvis det i virkeligheden drejer sig om noget, jeg i forvejen har. Noget, jeg har overset, at jeg havde–men som derfor føles så enormt meget mere berettiget. Fordi det da bare noget så gevaldigt er mit.

Det ved de godt hos TV-selskaberne. Altså det med den store kollektive drøm om den enorme individuelle gevinst. Det kan jeg se hver aften. I 90-erne og 00-erne var det, jeg gerne skulle have uden selv at have opdaget det, en ekstra portion viden, en lille gemt skat af ellers unyttig paratviden, der kunne score mig anselige beløb på Lykkehjul, i Jeopardy og ved at svare ja til, at det var mig, der gerne ville være millionær. Jeg stillede nu–som så mange andre–aldrig op. Min ultimative skræk var at få det indlysende babyspørgsmål ( som i mit tilfælde ville være noget i retning af, hvem der mon skrev Romeo og Julie) og så være totalt handlingslammet ude at stand til at svare. Det ville jeg stolthedsmæssigt ikke have overlevet. Så hellere blive væk.

Det er i grunden ikke så forskelligt fra nutidens version af drømmen om den store gevinst. Her gælder det, aften efter aften, ikke om at dyrke den hengemte vidensreserve, men om at finde de glemte, konkrete skatte blandt alt det andet gamle lort. At lokalisere Saltovasen i kælderens rod (enhver der, som mig, er kommet i arvealderen, ved godt, hvor uanede mængder det kan beløbe sig til!)–eller i det mindste at erkende, at der overhovedet ER en Saltovase i arvedyngen. Det vrimler med brugt-lorts-programmer, der primært har til hensigt at finde frem til folks værdifulde ikke-lort og på den måde lade dem score den store gevinst. Der er tilsyneladende hengemt guld i alle købstæder (som folk, der bor på landet, så må køre til for at få ekspertanerkendelsen på deres gemte skatte), vurderingseksperter, der rejser land og rige rundt som små gevinstdetektiver, loppemarkeder og auktioner der bugner med muligheder for at score–samt en daglig TV-påmindelse om, at drømmen om den store gevinst skal dyrkes, for den kan komme til os alle. Når vi mindst venter det, nede fra kælderens dyb og takket være moster Anna, hvis gamle lorteSaltoer vi da lige må begynde at påskønne lidt mere.

Faktisk holder alle disse antik/loppe/brugtmarkeds/auktionsprogrammer meget mere liv i drømmen om at score den ultimative gevinst end datidens paratvidensbaserede, quizzede drømmeprogrammer. Selv om man ikke lige er et omvandrende leksikon, kan man jo stadig have Saltoer i krybekælderen. Det er i alt fald forbavsende lidt, man selv skal foretage sig for at have det—det kommer gerne med moster Anna, eller i alt fald hendes efterladenskaber. Og det er, tror jeg, netop det vi elsker allermest ved alle disse enormt mange programmer. De vedligeholder drømmene om den arbejdsfri gevinst. Den, der bare dumper ned.

For faktum er jo også, at netop disse utallige programmer har givet stof til, at nærmest alle går rundt med en indre drøm om at score antikvitetskassen. Folk går umådeligt meget op i, hvad deres gamle ting er værd. De nærstuderer brugttingsprogrammerne i detaljer for at se, OM der mon ikke er en lille ting, der ligner en, de selv er indehavere af, bare en lille smule. Således at drømmen kan få ny næring. Og agerer man lyseslukker ved at oplyse, at priserne i programmerne ofte er dybt overskruede eller netop går på en bestemt ting ( og ikke en, der ligner!), så kan man såmænd sagtens miste bekendtskaber på den regning. Det er slet ikke så let. Det er arbejdsfri drømme som regel aldrig.

Men selvfølgelig er det da rart og befriende, at alle vores TV-selskaber arbejder så intenst på at få os til at glemme en ofte bevidstløs hverdag ved at opretholde håbet om, at vi såmænd nok allesammen har en gemt og glemt gevinst i kælderen. Eller på loftet. Jeg kan da tydeligt mærke på mig selv, at den indre glæde bobler på andre menneskers vegne, når en hidtil upåagtet ting viser sig at tjene adskillige tusinde hjem. Det får mig da i den grad overbevist om, at Saltoen også kan komme til mig. Af bagdøren og totalt omkostningsfrit. Det er vel lige præcis derfor, vi dvæler ved alle disse enormt mange programmer. Det SKER jo for almindelige mennesker–så hvorfor ikke for os??

Her er det så, at jeg både bliver meget realistisk og igen lægger under for min egen blufærdighed. For hvor i alverden skulle præmieantikviteten være kommet fra–i min familie? Jeg kan da rode i skuffer og gemmer så meget, jeg overhovedet lyster, men der er nok desværre ikke en milliongevinst at finde. Ydermere er min ultimative skræk da også at profilere mig selv på TV med en af disse ting, som i familiens historie altid har fået tillagt en vildt høj værdi, men som så viser sig at være noget i retning af en værdiløs souvenir. Det ville svare til at glemme Shakespeare! I øvrigt kører jeg altid til Lauritz, når jeg er i tvivl om noget, og må med skam melde, at jeg lige nu er ude i en lille latensperiode i forhold til dem, hvor jeg håber på, at der kommer en udskiftning af medarbejderstaben. Således at alle de, der talrige gange har afvist mit lort netop som værdiløst, har fundet andre græsgange. Så jeg kan starte på en frisk med nye medarbejdere, der igen kan dømme moster Annes skatte over i souvenirgenren. Den slags bliver så pinligt ved gentagelser.

Men urkraften ligger der jo stadig. Drømmen om den store gevinst. Det ved de godt på TV. Jeg spekulerer bare på, hvor det mon bliver, vi skal finde gevinsterne i 20-erne. For nu har vi da snart ryddet alle vores loftsrum, kældre og andre gemmesteder. Men lur mig: De skal nok finde metoder til at vedligeholde vores drøm. For de ved så udmærket, at vi har den.

Continue Reading

Om juice.

Jo tak, jeg har da en juicer. Sådan et stort køkkeninsekt, der fylder det meste af et køkkenbord hele tiden, for slet ikke at tale om en halv opvaskemaskine efter enhver form for brug. Og så er det ikke engang hele sandheden, altså det med opvaskeren. For der er skam et utal af dele, der slet ikke kan gå i den og derfor skal vaskes ved håndkraft. Min juicer er sådan en model, der kan finopdeles i elementer på tandhjulsstørrelse, og den er tilmed konstrueret, så det alvorligst genstridige frugtkød altid sætter sig inderst og mest seriøst i de allermest minimale komponenter. Det er simpelthen indbygget i dens sindrige konstruktion, at hvis jeg ikke respekterer alle dens kroge, hjørner og delelementer, så lugter hele køkkenet af rådden frugt. Hvilket i disse tider også indebærer oplagt mulighed for at dyrke sukkerligt samvær, eller endda kongresser, for samtlige regionens hvepse på speed.

Da jeg fik den, gik jeg juiceamok. Jeg juicede som en gal. Som begynderjuicer var jeg udpræget konservativ og holdt mig til de allermest ueksotiske frugter, så som appelsiner og æbler. Som tiden gik, blev jeg mere eksperimenterende, og overskred en betydelig grænse, da jeg hoppede på de mosede grøntsager. Der var faktisk ikke ret meget, som kunne gro, der undslap mine vildt innovative kraftanstrengelse udi at finmose–oftest kun for finmosningens egen skyld. I supermarkeder købte jeg ind af alskens eksotiske frugter og hipstergrøntsager–ofte blot for at se, om de mon kunne juices. (I den forbindelse kan jeg så oplyse, at jordskokker er en smule genstridige og primært bidrager med en udpræget smag af rådden jord!)

I al min innovation gik jeg også decideret nye smagsveje. Min udprægede allergi overfor manualer og andres afprøvede opskrifter betød, at jeg blandede som en gal, sådan udfra mit eget hoved og mine egne rester fra aftensmaden. Det var, indrømmet, temmelig sjældent en smagsmæssig oplevelse, der råbte på gentagelse. Men jeg kunne da i det mindste påberåbe migselv et overmåde talent for at undgå madspild. Her i huset juicede vi da bare resterne, som gerne smagte lige præcis sådan, at de umiddelbart blev stillet til forrådnelse i køleskabet. Det er det, der hedder “Det gemmer vi til i morgen. Eller drikker senere.”

Gennem hele min store juicenings-dannelsesrejse er der altid en bestemt ting, der har irriteret mig. Og som jeg endnu ikke har fundet en brugbar løsning på. De sataner skal jo skrælles, pilles, skæres i småstykker og i det hele taget gennemgå en timelang forarbejdningsproces, INDEN de overhovedet opnår at komme ned i mosehullet. Det er nærmest uforeneligt med mit temperament at bruge uanede mængder af tid på at pille en sæk appelsiner, findele dem–og så stolt stå tilbage med 1½ mellemstort glas moset appelsin, når hele processen er overstået. ( Og her nævner jeg ikke, overhovedet ikke, svineri på fingre, køkken, tøj, samt den der juicer, som skal demonteres og grovvaskes helt ind i maskinsjælen efter brug!) Hvis nogen har udspekulerede metoder til afmontering af frugt- og grøntsagsindpakning, så jeg jeg meget modtagelig for gode råd. Blandt andet til, hvordan man skræller en appelsin på under 1 sekund uden fysisk at røre ved den.

Men selvfølgelig var der også succesoplevelser. Det smager jo, i alt fald for det meste, godt. Selv om min erfaring nu lærte mig, at der bestemt er en grund til, at de juicer, man oftest kan købe på karton i supermarkeder, primært består af æbler og appelsiner. Det foretrækker jeg også frem for jordskokker, fennikel og broccoli. Klart.

Det skal også nævnes, at den periode, hvor jeg voldjuicede enhver uskyldig grøntsag, gav mig noget af et boost i selvtilliden. Jeg følte mig noget så gevaldigt sund indeni. Jeg kunne næsten mærke gulerødderne vokse ud af ørerne og ingefæren stikke ud mellem tæerne. Aldrig har jeg behandlet frugt og grøntsager så overmåde retfærdigt–givet dem lige præcis den ophøjede status, de da virkelig fortjener. Ydermere kunne jeg–og dette skal virkelig ikke forklejnes–da i den grad snakke med omkring hele juicescenen. Der findes skam mange scenarier og sammenhænge, hvor det sådan ligesom giver status at vide noget om juice. Og ikke mindst selv at have indtaget cocktails af usammenkørlige frugter, tilsat noget uudtaleligt, man kun kan købe i Irma. Ja, jeg vil faktisk påstå, at for nogle mennesker er juice en videnskab samt for andre en tro, en grøn religion. Jeg synes måske bare, at det er en lidt besværlig trosretning, når man nu immervæk bruger SÅ meget tid på at købe ind, skrælle, pille og findele, inden man for alvor kan tilbede sine guder. For slet ikke at tale om al den basisrengøring samme guder kræver efter seancerne. Men dem om det!

Nu er der så sket det, at monsterinsektet i mit køkken er gået på midlertidigt stand-by. LØGN! Der er sket det, at jeg F…  ikke har gidet alt det svineri, skrælleri og opvaskeri i lang, lang tid. Jeg har nemlig fundet den lette løsning! Altså på, at jeg stadig elsker juice–i alt fald hvis det smager godt!

Ovre på Fyn ligger der et mosteri, der hedder Nybo, og de laver ( læs: tager alt svineriet, skrælleriet og opvaskeriet!) den mest fantastiske juice uden tilsætningsstoffer. Det er en GUDEdrik, de producerer–især den med æbler og hyldebær, som smager akkurat som englene synger, og frugterne bare skal smage. Hvorfor i alverden skal jeg bruge oceaner af tid på at frembringe drikke, som de der folk ovre på Fyn laver, så jeg aldrig i min vildeste kreativitet kan hamle op med dem. Godt nok har jeg juicet utallige kombinationer, men jeg har ALDRIG været i nærheden af at lave noget så vidunderligt smagfuldt som dem. Nej, det er ikke billigt, men hvis jeg sammenligner med mine udgifter til eksotisk frugt og grønt samt inkluderer min arbejdstid, så falder prisen i den grad ud til deres favør.

Nybo juice bliver, her i huset, udelukkende drukket af de pæne glas med en hvis andægtighed. Det har jeg sgu` aldrig gjort med de grågrumsede væsker, jeg hidtil selv har været i stand til at producere. Og sådan en flaske vil aldrig, virkelig aldrig, blive sat i køleskabet til gem og i morgen.

Og så ved jeg da godt, at mange producerer fantastiske drikke derhjemme på hjemmemosteriet og sikkert nyder al den skrællen, pillen og opvask  noget så intenst. Men hvis der nu var en dag, hvor man blev lidt doven, så prøv Nybo. Prøv endelig, men jeg garanterer ikke for, at det ikke kan blive en ny vane…..

–Og jeg er IKKE sponseret. Men bare jeg dog var……..

Continue Reading

Om apotekernes biindtægt.

Vi tilhører en generation, hvor mange af os (ulig tidligere generationer) stadig har begge, eller den ene, af vores forældre. Rigtigt mange af os har dem også på plejehjem og i beskyttede boliger, hvor ansatte tager sig af de nødvendigheder, vi ikke, pga. arbejde, afstand mm., kan tage os af i hverdagen. Og som mange af vores forældre simpelthen er for gamle til selv at involvere sig i. Jeg ved ikke, om der bevidst spekuleres i den slags rent økonomisk, men med hensyn til apotekerne kunne jeg godt få en lille, fæl mistanke.

Når man er ældre og svagelig, får man gerne sin medicin bragt ud fra apotekerne. Det koster selvfølgelig et gebyr, hvilket er fuldt forståeligt og acceptabelt. Der er bare det ved det, at i et alt fald et apotek, jeg selv har kendskab til, tager udbringelsesgebyr PR. VARE. Altså således, at forskellige former for medicin, der både er bestilt samtidigt og leveres i samme ombæring, får pålagt udbringelse separat pr. vare. Skal man have blot 2-3 forskellige præparater, må man altså betale for udbringelse af samtlige 2-3—til trods for, at de ankommer med samme bud på samme tidspunkt.

Foreholdt denne besynderlighed begrundede det givne apotek ekstraomkostningerne med, at det var fordi den ene vare var fra en løbende recept, mens den anden var fra en akut, men da personnummeret jo i begge tilfælde er det samme, giver det absolut ingen mening og er den hidtil dårligste undskyldning, jeg nogensinde har hørt. Det skal hertil også siges, at denne praksis har stået på gennem enormt lang tid, uden at den, trods påtale, er blevet rettet.

Det er muligt, at 12,50 ( som en udbringning koster) ikke virker som det store, konkursskabende beløb, men da mange ældre faktisk får ret meget medicin, kan det hurtigt løbe op i flere hundrede kroner på månedsbasis. For slet ikke at tale om hvad det kan blive til på et år!

Min personlige tese er, at kun de færreste pårørende overhovedet tjekker disse beløb. Faktisk er de kun lettede over, at medicineringen forløber gnidningsløst. Og det er da slet ikke de plejehjemsansattes område–de har bestemt nok andre ting at tage sig til omkring de ældre. Jeg vil så nødigt sende ubegrundede beskyldninger ud i cyberspace, men hvem ved, om apotekerne udmærket kender til, at denne praksis foregår. (Jeg siger INTET om at gå grinende i banken–jeg ser det bare for mig!)

For hvis et givet apotek har måske 1-200 ældre medborgere, der får udbragt diverse medicintyper med samme bud flere gange om ugen, og der hver gang går 12.50 x hvert præparat ind for masser af ingenting, så kan det altså godt blive til en pæn lille slat til rødvinen. Hvem det så end er, der scorer overskuddet, men man må vel gå ud fra, at det i sidste ende er apotekeren? Skattefrit er det vel også.

Dette blot for, at alle I, der har forældre, der får medicin udbragt, lige tager et tjek på de regninger for udbringning. Og selv måske undersøger, om der betales for hver vare separat.

For hvis der bevidst snydes med den slags, så er det bare så ualmindeligt, usmageligt uetisk. Tænk at score skattefri penge på ældre, svagelige medborgere–bare fordi man kan. Det er sgu` næsten ikke til at bære at tænke på.

 

Continue Reading

Om indestængt surhed.

Det er meget muligt, min tilgivelses- og tolerancetærskel er påvirket af, at det regner, og sommeren gør sit allerbedste for at blæse sig selv væk. Det er som om, jeg er meget mere tilgivelsesparat, når solen skinner. Så kan jeg ligesom meget bedre aflede min opmærksomhed fra det, jeg sådan kan pille i stykker, dissekere og atomisere i surhedens tjeneste, når det regner.

Men jeg er på fortvivlelsens hørerand, når de gælder de håndværkere, der arbejder i min baghave og meget mod min vilje er ved at opføre et fritidspalads et godt stykke inde i mit køkken. Det gør mig selvfølgelig også sur, men selv jeg er nok i sidste ende nødt til at forlige mig med den lokale fordeling af matrikelnumre.

Det er sådan set OK (i alt fald sådan næsten), at de hamrer, borer, sømmer og bruger en masse støjstærke maskiner, jeg ikke ved, hvad er. Udover at jeg ved, de larmer. Selv jeg har til nød forstået, at det nok er et af grundprincipperne omkring opførsler af paladser i andre folks baghaver, at det laver lyd.

Men hvorfor er det dog nødvendigt at have en radio gående på fuld styrke, indstillet på et bevidstløst program, der primært består af tåbelige annoncespots og en musiksmag, der ligger meget langt fra min? Når jeg opholder mig udenfor, får jeg fuld valuta for muzakpengene, og går jeg ind og lukker dørene, må jeg nøjes med basrytmerne. Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad der er det værste af de onder. Det er mildest talt ulideligt sådan at være tvangsindlagt til en evigt kværnende bevidstløshed, og det kan indestænge umådelige mængder surhed inden i mig. Jeg føler det som om, jeg er fanget i et lydhelvede, hvor alverdens andenrangsrappere bare vil tage mig, Rasmus Seebach ligger på permanent lur udenfor min dør og alverdens kælne reklamestemmer hvert tiende minut forsøger at pådutte mig billige vinterdæk fra den lokale autoforhandler. Hvis jeg da ikke vinder dem i stedet, for mellem utålelighederne er der også vildt spændende konkurrencer, hvor man, blandt usandsynligt kreative præmier, kan vinde en klipning hos frisøren på Torvet og 5 kilo kaffe i Spar.

Gad vide, om de folk derude ved min bagdør slet ikke overvejer, at der måske findes mennesker, der helst er Seebachfri, lige er blevet klippet og i øvrigt ikke drikker kaffe? Eller— meget mere seriøst betragtet— overhovedet ikke påskønner auditiv forurening, der bare kører uden tanke for andres intimssfære, sådan lydmæssigt. Jeg føler det akkurat, som jeg gør, når et andet menneske fysisk kommer alt for tæt på mig og invaderer det rum, der kun er mit. Jeg føler mig kvalt, trådt på, fuldstændigt grænseovertrådt og negligeret. Samt meget, meget indestængt sur. Altså virkelig sur.

Jeg vil så nødigt fremstå som en trekvatgammel furie, der er ved at kvæles i sin egen surhed. Men nu går jeg altså over til dem og beder dem holde deres lydmæssige forurening indenfor deres egen matrikel.

Og det er overhovedet ikke mit problem, hvordan de har tænkt sig at gøre det. Bare denne tortur standser. Så min indestængte surhed går over, inden den bliver fysisk…..

Continue Reading

Om clicktivisme.

Jeg har lært et nyt ord i dag. Det sker ind imellem, men jeg må nok indrømme, at det er lidt sjældent. Selv om verden selvfølgelig er fuld af nye ord. Jeg synes bare, at den hastighed, med hvilken de når frem til mig, er omvendt proportionel med min alder. Jo flere år, jeg bliver. Jo flere dage tager det for sproglige nyskabelser at nå mig. Mit højeste ønske er så bare, at de, fremskreden alder til trods, NÅR frem til mig. Og bliver integreret i mig. For jeg er jo i forvejen fyldt op med ord, jeg intet har at bruge til. Ord som kassebukser, Carmencurlers, kildeskat, stoppeæg, realeksamen, stramaj, afbetaling og andre, der ikke beviser  andet end et langt liv. Og samtidig tager plads op for ord, jeg måske endda kan bruge til noget fornuftigt.

Det nye ord er clicktivisme. Og det er et af den slags ord, som dækker noget, jeg udmærket ved, hvad er, men bare aldrig har kendt et ord for. Jeg kan godt lide den slags ord. De er som små velordnende åbenbaringer midt i alle de andre, til tider, upræcise og lidt-ved-siden-af-ord.

Jeg er nemlig selv somme tider clicktivist. Og nu har jeg så fået et ord for, hvad jeg egentlig er, og det er da helt forrygende lettende. En clicktivist er en, der gennem sin clickmæssige aktivitet på de sociale medier giver sin mening til kende. En, der bevidst, med positive eller negative ikoner, tilkendegiver sin mening— gerne i forhold til politiske spørgsmål.

Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, alt det klikkeri. Det menes nemlig, at meningsdannende opslag på de sociale medier allerede til en hvis grad  nu, og sikkert totalt i fremtiden, vil overtage pladsen fra de gamle debatindlæg i den trykte presse. Altså at læserbreve og anden debat i fremtiden udelukkende vil være at finde på sociale medier. Allerede nu er det da, fuldstændigt bevisligt, også der, de hovedsageligt bliver læst og videreformidlet. Ydermere betyder dette, at alle, der har læst dem, umiddelbart kan give deres mening til kende ved et simpelt ikon. Hvilket nok for mange mennesker virker mere tiltalende end et skrevet indlæg/svar. For slet ikke at tale om, at spredningsfarten jo er rasende hurtig på netop denne måde.

Så vil man have sit budskab ud med speed, nå en masse mennesker— og måske i sidste ende opnå en form for indflydelse— må man lige overveje, om den mest sikre vej ikke er at appellere til alle de små skabs-clicktivister derude. Det er IKKE uhørt, og vil i fremtiden bestemt ikke være det, at en given gang brok, eller måske endda et konkret, politisk forslag, er blevet særdeles veleksponeret ved at komme på nettet. Der spekuleres endda i det. Siges der. At det at udsende et klart budskab, der næsten får alle de små fingre derude til at klikke af sig selv, simpelthen er effektivt og utroligt virkningsfuldt. Så virkningsfuldt, at det sagtens kan sammenlignes med fysisk aktivisme og måske endda er meget mere omfangsrigt. Der er garanteret flere mennesker, der ser en død hval fra Greenpeace på nettet og sætter et personligt valgt ikon under den, end  der er folk, der hører om samme gruppes sidste besættelse.

Men selvfølgelig går den jo begge veje, som enhver form for kommunikation forhåbentlig altid gør. For der er jo både den oprindelige ophavsmand, der udsender budskabet med håb om spredning  og indflydelse via utallige klik. Men der er så også alle de små klikkere derude, hvoraf mange bare venter på gode, retfærdige sager at sætte deres klik ved.

Vil man have en storstilet kampagne i gang mod den siddende regering, sådan for eksempel, så er clicktivisme da et strålende våben. Bare udsend aktivismen på de sociale mediet og vent på alle småklikkerne. Det ved de også godt i dyreværnsforeninger og grupper for og imod mod snart sagt enhver sag. Uden clicktivisme er det utænkeligt, at #metoo overhovedet havde eksisteret. Bare som eksempel.

Jeg clicktiverer også. Det gør vi vel alle. Især holder jeg mig i utallige tilfælde tilbage med mit klik, fordi jeg enten er rygende uenig, synes sagen er latterlig eller bare overhovedet ikke gider forholde mig til det, der i min verden er småtingsafdelingen. Desværre kan jeg ofte iagttage, at det ikke er tilfældet for alle. Nogle mennesker bruger helt andre parametre for, hvad de klikker positivt for. Min fornemmelse er, at virkelig mange bevidstløst blot klikker, fordi opslaget kommer fra en, de kender og gerne vil holde sig rimeligt venner med.

Det ville jeg nok være lidt varsom med. Man kan lidt for nemt blive clicktivist i en meget dårlig sags tjeneste, hvis man ikke lige ser sig for. Og hvis opslaget blot er delt af en, man skylder at være venlig overfor, fordi hun likede ens seneste familieudflugt, kan man ubevidst ende som klinkende støtte til et projekt, der decideret ikke har andet formål end at blive så udbredt og mangfoldiggjort gennem klik, at det i sig selv bliver en magtfaktor. Også selv om man dybest set er hamrende uenig.

For det er det ved at blive. En magtfaktor, altså.

Så pas på derude. Der er folk og grupper, der er noget så forbandet bevidste om, hvordan de kan bruge alle vores klik i deres egen clicktivisme. Og gør det.

Continue Reading

Om de to eneste gange om året.

Der er to dage om året, hvor jeg glimtvis tænker en lille smule på min gamle arbejdsplads gennem mange-og-tredve år. Ikke mere. Og det fortager sig heldigvis ualmindeligt hurtigt, for det er vel næppe nogen hemmelighed, at hvad jeg har tabt økonomisk ved at gå på tidlig pension fra stedet, har jeg til overmål genvundet i livskvalitet.

Den ene dag er selvfølgelig den sidste mandag inden sommerferien—helt konkret mellem 9 og 10 om formiddagen— hvor den første student udklækkes. Det privilegium det er at få lov til at lave studenter og se deres tårnhøje glæde og lettelse over, at det hele er overstået, og at de netop i det øjeblik stadig tror, at de har hele livet uendeligt foran sig, og at samme liv bare vil dem det godt og positivt— DET er et privilegium af ufortyndet glæde, der smitter. Så kan det godt rykke lidt i den gamle cirkushest, der tydeligt lugter manegens støvede bøger og bliver lidt nostalgisk i sit forbigående savn.

Den anden dag er så sådan en dag som i dag. En af de sidste i samme sommerferie. Hvor jeg kan føle mig noget så boblende glad, lettet og befriet over, at det ikke er mig, der igen er indkaldt til timelange, initiativdræbende, såkaldte pædagogiske dage, der primært har til formål at legitimisere at kalde lærerne på arbejde, inden eleverne rent faktisk er til stede. Sådan bare endnu et bevis på, at lærerne udadtil kan forsvare, at de skam ikke holder uendelige sommerferier—samt desværre også, for indviede, en klar del af den tendens, at undervisning af elever bliver en mindre og mindre del af lærernes kerneydelse.

Jo, jeg husker dem. Disse monsterdage af ubeskriveligt intetsigende, uanvendeligt ævl, hvor man sad den af på en mørk skole, mens solen bragede ned udenfor. Og hvor man ville have været en meget mere oplagt yder af det, jeg stadig ( og fejlagtigt, må jeg desværre erkende) anser som kerneydelsen, hvis man havde fået lov til at dyrke sin forventning og initiativ ved selv, eller sammen med andre, at planlægge spændende, givtige undervisningsforløb i stedet.Hvor tåbeligt, dagslangt sludder dræbte enhver glæde ved at starte et nyt skoleår, allerede inden eleverne mødte op. På et tidspunkt gik det endda så galt, at administrationen sendte underskriftslister rundt, således at man skriftligt kunne bevise sin tilstedeværelse i alt ævlet. Forebyggelse af lærerpjæk. Eller, efter min mening, klar modstand mod sund fornuft. Anyway, disse lister forsvandt altid på besynderlig vis undervejs i overtjekningen af voksne mennesker, men jeg ved godt, hvem der derhjemme må have stakkevis af dem gemt bag bogreoler og andre listige steder……

Så sådan en dag som i dag vil jeg personligt hylde mit livs fornuftigste beslutning. Jeg kan da godt have overskud nok til at sende et par venlige, medlidende tanker mod gamle kolleger, der er fanget i bevidstløsheden. Ingen smalle steder der. Det kunne da bare lige passe andet. Man har vel altid råd til at dele lidt ud af sit overskud…

Det er derfor, billedet af hunden, der synes tabt for enhver form for pligter, omverden og i alt fald nyeste, pædagogiske tiltag ( som i øvrigt altid viser sig at være opkog af gamle, blot med nye, ufantasifulde benævnelser) er så illustrerende. Sådan har jeg det nemlig også!

Continue Reading

Om en hvepseting.

Jo, jeg bruger skam gamle husråd. Som gennemsnit virker halvdelen af dem. Halvdelen af den resterende halvdel af umulige udfordringer klarer jeg så med Gaffatape og masser af Ajax, mens jeg stadig tror, den sidste fjerdedel kan bandes væk. Det er endnu ikke lykkedes mig.

Hvepse har altid været en af de uoverkommelige udfordringer, som hverken gaffatape eller bandeord synes at have den fjerneste virkning overfor. Jeg hader hvepse, og ligesom det er med fluer, så mangler jeg stadig en troværdig begrundelse for hvepsens eksistens. Hvepse er støjkilder, og så har de den allermest ekcentriske måde at flyve på. Der er sådan lidt speedet helikopter i nødsituation, manglende retningsssans og beruset leden efter morgenværtshuset over dem. Man ved aldrig lige, hvor de lander og tvivler lidt på, om de i grunden selv ved det. Og så stikker de. Sådan nogle hvepse kan nemlig blive noget så overdådigt tøsefornærmede, når man forsøger at afskære dem på ruten ned i ens marmelade, saftevand eller andre søde ting. Slår man ud efter dem, starter insekthjernen en enorm gengældelsesaktion, hvor man desværre lidt for ofte bliver taber. Gerne stærk hjulpet af yderligere en tilkaldt hær af ekcentriske piloter på speed.

Men så var det, at jeg læste om en herre, der havde en morgenbrødspose til overs og derfor som den største selvfølgelighed hængte den op på sin terrasse. Det faldt tilfældigvis sammen med, at jeg også lige stod med en tom pose, og da jeg jo altid sådan lige har Gaffatape indenfor en overkommelig rækkevidde, så var det faktisk nemmere for mig at hænge posen op i min parasol end at smide den helt ind i skraldespanden.

Sådan en pose skal nemlig få alle de hvepsene syrehoveder til at tro, at der i forvejen er et hvepsebo på parasolmatriklen, og så begynder de skam at lave lidt logistik på deres tumbeflyvninger og styrer udenom. Eller i alt fald hjem til sig.

Jeg ved ikke, om hvepse virkelig er så ualmindeligt enfoldige— eller måske bare ser en smule dårligt, men faktum er, at vi siden indførelse af papirspose på parasolstang er blevet hvepsefri. De styrer simpelthen udenom. Faktisk helt udenom terrassen, ikke bare afvigemanøvrer i forhold til det lokale udvalg af marmelade.

Så her er faktisk et husråd, der tilsyneladende virker. Måske— og kun måske, siger jeg til mig selv— KAN det være, fordi der OGSÅ er Gaffatape involveret i projektet!

Continue Reading

Om agurketid.

Ikke nok med, at den største af de hjemmedyrkede agurker på billedet repræsenterer en afart, et misfoster, en monsterål look-alike af næsten uappetitlige dimensioner, så viser billedet også lidt, hvor fuldstændigt agurketomt der er inde i mit hovede. Enhver kan vel med det blotte øje se, at de tre typer på fotoet hverken nu eller i fremtiden vil opfinde, kreere eller tænke noget som helst. For slet ikke at tale om at mene det fjerneste.

Når man gearer fuldstændigt ned i sommerhusmode, går ens hjerne gradvist i midlertidig agurk. Den begynder at leve fra gøremål til gøremål, og da der i virkeligheden er uhyre få af sådanne, er den ude i en afslapning, der vil noget. Det er næsten lige før, den går i selvsving bare ved tanken om, om der nu er kartofler (eller agurker, for den sags skyld) nok til aftensmaden. Og kalder det dagens udfordring.

Derfor har bloggen været noget agurket de sidste dage. Sådan en agurkehjerne gider nemlig ikke mene noget som helst. Eller fundere over livets store og uendeligt små spørgsmål. Den vil helst bare være.

Og det har den noget så eftertrykkeligt, gevaldigt godt af. Sådan at den rigtigt kan mose rundt i sine ingenting-agurketider og blive rigtigt opladet til igen at mene noget så enormt meget. Når agurketiden engang er ovre…….

Continue Reading
1 2 3 83