Om bagage.

Jeg rejser normalt kun med håndbagage. Normalt er jeg også ekstremt struktureret i min pakning og grovsorterer et ukendt antal gange for at nå ned på de ca. 8 kilo, der levner plads til diverse impulsive ferieindkøb. Indrømmet, nogle gange løber impulserne lidt fra mig, så jeg på hjemvejen ender på den ulovlige side af tilladt vægt, men så trøster jeg altid mig selv med, at jeg i nødstilfælde ( Det betyder: hvis de opdager det!) kan iføre mig vintergarderobe x5 og sidde der på flyet og storsvede som den kvindelige reinkarnation af Michelinmanden.

Men når jeg flyver i embeds medfør, så må jeg have 20 kilo med. Det trykker på nogle knapper i mig, som går helt i selvsving og bagageamok. Det er som om, at når jeg endelig ikke behøver begrænse lortet, så er der ligesom frit slag, og så skal jeg fuldstændigt ukritisk bare have det hele med. Jeg stakker op på snart sagt alt og kunne uden væsentlige snavsetøjsproblemer overleve på reneste vis i flere måneder. Hver morgen, når jeg pakker min kuffert til dagens rejse, får jeg små chok og sjove overraskelser over, hvad der egentlig gemmer sig i min kuffert. Hvad jeg har anset for nødvendigt, når nu de obligatoriske begrænsninger må overskrides. Jeg kan, kan jeg konstatere, skifte undertøj flere gange om dagen, og skal jeg nå gennem stakken af bluser, må jeg helt ned på skift pr. timebasis for at kunne holde trit med mig selv og opnå at få alt brugt.

Selv om det er sommer, er jeg også forberedt til enhver form for årstid (hvilket selvfølgelig er fornuftigt nok i Irland!), men måske bør jeg næste gang overveje at lade støvlerne blive hjemme. Vel vidende, at jeg i så fald bare finder andre mærkværdigheder at slæbe med i stedet.

Al den der ekstra vægt er ikke godt for folk som mig. Den gør mig bagagegrådig, og den slags er ris til egen røv, for hvem er det lige, der i sidste ende skal slæbe det rullende garderobeskab?

Ingen tvivl om, at jeg er håndbagagemenneske. Det er bedst for mig. Jeg kan slet ikke styre 10 kilo ekstra……

Continue Reading

En dandy.

På en bænk i den charmerende by Galway traf jeg i dag på denne herre. Altså ham til venstre. Den anden er i min optik lidt uinteressant, for han er estisk, og jeg kender ham ikke.

Min herre hedder Oscar Wilde, og er en af Irlands store skuespil- og romanforfattere. Hvad han egentlig laver i Galway, melder historien intet om, men efter min mening må han gerne hyldes og æres, hvor der nu lige er plads til det.

Det var nu ikke, fordi han var så sønderligt populær i de nogle og fyrre år, han levede. Tværtimod. For Wilde var bøsse og flygtede først fra hjemlandets katolske moral til England, hvor det hverken gik ham værre eller bedre, end at han endte i fængsel for sine, efter tidens normer, ustyrlige, degenererede laster. Ydermere var han en dandy, en modelaps, en af tidens dekadente personligheder.

Men skrive, det kunne han! Mage til ordspil, fantastisk ironi og total kontrol over såvel sprog som handling skal man lede længe efter. Skuespillet The Importance of Being Ernest, eller Bunbury, som det også kaldes, er et mesterstykke indenfor sproglig opfindsomhed og vidunderlige replikker. Allerbedst udført i den nyeste filmudgave med Colin Firth, Rupert Everett og fantastiske Judi Dench i glansrollen som Lady Bracknell. Det er sådan en rolle, som tjener som hædersbevisning for de aller-allerstørste kvindelige skuespillere. Jeg kan lige se Ghita Nørby kravle ind i den!

Anyway, efter et rimeligt stort antal år er Wilde altså taget til nåde igen og sat på en bænk i Galway. Det var på tide!

Og så blev jeg lige mindet om, at det er alt, alt for lang tid siden, jeg sidst har dyrket lidt Bunbury. Prøv det!

Continue Reading

Om Hobnobs.

Som rejseleder er man udstyret med gratis spisebilletter til overdådige morgenbuffetter og storslåede 3-retters middage. Det er også fint nok. Dog, hvis man virkelig tillader sig selv at være godt arrogant, så er det såmænd ikke så spændende dag ud og dag ind og i længden. Øjnene kaster somme tider lange blikke efter de heldige asner, der har fået lov til at få en skål salat eller en sandwich i stedet.

Men så er der heldigvis Hobnobs. De kan anskaffes i de fleste velassorterede supermarkeder for 2 for 2 Euro og for 1,5 stk. i mindre butikker. De smager himmelsk, er en lille, bitte smule sunde og en gennemsnitsperson kan godt gå på ca. en kvart pakke om dagen mellem svinerimåltiderne morgen og aften.

Jeg har en næsten lidenskabeligt forhold til mine Hobnobs. Sådan noget med, at det er vel nok dejligt, at jeg gerne må spise Hobnobs, efter jeg har været så venlig at kvæle de obligatoriske æg med bacon.  Dog ikke før klokken 11. Maven skal lige have hønsegården fordøjet. Hobnobs er min livline til et liv uden overdådighed og minder mig om, at jeg somme tider også selv er nødt til at lave lidt mad selv. De er ” Real life” mellem hotellernes i grunden ret ens forslag til supermiddage.

Jeg elsker mine Hobnobs. Men jeg tager dem aldrig med hjem. De hører til herovre, i dette liv. Derhjemme er der jo i øvrigt heller aldrig nogen, der serverer 3-retters middage for mig. Eller bacon og æg.

Continue Reading

Store bolledag.

Nogle gange er de små ting de allersjoveste. Som når mine gæster, efter seriøs sightseeing på og ved alle Irlands store og overvældende seværdigheder, bliver sat til at bage boller.

Det har vi meget morskab ud af. Og endnu mere fællesskab omkring mel- sukker- og ægdeling.

Måske skulle man simpelthen bage nogle flere fælles boller?

Continue Reading

“Så ønsker jeg Dem en god rejse.”

Forleden, da jeg skulle tjekke ind i Ålborg lufthavn, sagde en meget venlig ung mand ovenstående sætning til mig.

Jeg blev lidt forbavset. Og følte mig en smule fanget i en tidslomme, jeg slet ikke selv vidste, jeg befandt mig i.

Der er da aldrig nogen, der siger De til mig. Og jeg fandt ved samme lejlighed ud af, at jeg personligt faktisk ikke bryder mig om, at nogen gør det.

Jeg er sikker på, at den unge mand bare prøvede at være venlig, og at han sikkert af sine overordnede har fået besked om at titulere alle voksne mennesker med De. Men det er jo desværre ikke den reaktion, ordet fremkalder i mig. Jeg føler derimod en akut trang til at se mig selv i nærmeste spejl for lige at tjekke, om aldringsprocessen er gået i speedmode, siden jeg sidst talte rynker. Jeg føler et uanet antal år tynge på mine skuldre, hvis jeg De-es. Som om den unge mand med stor bevidsthed prøver at lægge en afstand til sådan et fænomen som mig, der sikkert også skal hjælpes.

Eller også gnaver det sådan lidt, at han nok gør lidt grin med mig på min alders vegne. At De er hans egen spidsfindige måde at lægge afstand fra sig selv til gamle tanter som mig. At De-ordet i sig selv indeholder en gøren-grin-med værdi som en anden sproglig kode.

Jeg erindrer stadig alt for godt, hvem jeg i min barndom og ungdom sagde De til. Det gjorde man jo dengang og helt op til, da de sproglige resultater af ungdomsoprøret endelig nåede de fjerne provinsegne, jeg befandt mig i. De overgik i alt fald i min bevidsthed fra at være en almindelig tiltaleform overfor lærere og andre voksne, man rimeligvis respekterede, til at være en slags underforstået drilleform overfor folk, man aldeles ikke respekterede, eller–som vi sagde dengang–som troede, de var noget. Når man troede, man var noget, var man nemlig som hovedregel ingenting.

Personligt vil jeg helst frabede mig at blive tiltalt med De, for ordet har i mine ører fået den fuldstændigt modsatte betydning end den oprindelige. Jeg et sikker på, den unge mand ville mig det bedste, men jeg er også sikker på, at Ålborg lufthavn lige bør tjekke, om det nu i grunden er en formålstjenlig måde at tiltale voksne mennesker på. Jeg tror nemlig ikke, de selvstændigt kan omdefinere den måde, som mange i min generation opfatter ordet.

Så det var faktisk helt rart at komme til Kastrup og blive til ” du der”. Så kunne jeg genkende mig selv!

Continue Reading

Om at børste tænder med venstre hånd.

Der blev sovet lidt for længe her til morgen, så med vanlig sans for effektiv multitasking skulle der lige børstes tænder og tørres hår samtidig.

Det var så der, det slog mig for første gang nogensinde i mit ellers rimeligt lange liv, at jeg ikke kan børste tænder med venstre hånd. Gad vide, om venstrehåndede heller ikke kan børste tænder med højre hånd?

Det slår mig som ret besynderligt, at noget så absolut hverdagsagtigt som tandbørstning pludselig giver anledning til en ny erkendelse i mit ellers lange liv. Har jeg virkelig aldrig forsøgt at børste mine tænder med venstre hånd før? Er tandbørstning så meget en reflekshandling, at den automatisk udføres med højre, eller har jeg bare forsømt at indskole den venstre i tandbørsteuniverset? Er det en ny udfordring— altså at lære at venstrehåndsbørste?

Gad vide, om andre har det på samme måde? Eller om alle andre har håndmæssig fleksibilitet indbygget i deres tandbørstning, så de— for det er jo også det, det drejer sig om!—godt kan tørre både højre og venstre side af hårpragten, mens de børster tænder?

Continue Reading

Typer på min vej.

Her til aften har jeg spist aftensmad sammen med et ældre par, som tidligere havde en gård, men som nu driver deres eget traktormuseum.

Gennem mange år har de samlet 220 veterantraktorer, som alle gæster, formedelst 40 kr., kan komme ind og se. Hjemme i laden, forstås. Og udelukkende af den simple grund, at de bare ikke kunne lade være.

Sådan noget er jeg bare helt vild med. Der er ikke samlet flere hundrede antikke traktorer, fordi man måske kunne tjene penge på dem, eller der kunne spekuleres i deres værdi. Traktorerne er udelukkende resultatet af en passion, en ikke-kunnen-lade-være og en dyb forelskelse i gamle maskiner.

Jeg er fuld af respekt. Især når jeg ser deres øjne gløde og lyse op, når de fortæller om alle 220 traktorer. Og som der de fleste dage kommer i alt fald nogle få stykker for at se på!

Continue Reading

En beskidt fantasi?

Jeg ved ikke rigtigt, om det bare er mig, der har en ekstraordinært veludviklet beskidt fantasi, men dette skilt, som jeg stødte over i den irske by Killarney, giver mig altså nogle lidt pudsige billeder inde i hovedet.

Det er som om, Outlet Centre får en helt ny betydning. Og her er jeg altså et godt stykke over 90 F, for sådan bare at skære det hele lidt ud i pap. Samtidig kan jeg sket ikke lade være med indvendigt at visualisere, hvordan der ser ud i lokalet, hvis der sådan kommer en hel masse kvinder ad gangen til bryst outlet.

Men det er nok bare mig. Omvendt er det da fint for mig, at et simpelt skilt indebærer et gratis grin.

Continue Reading

I transit.

På en eller anden måde synes lufthavne at have deres egen, alternative tid. Af den slags, der stryger alt for hurtigt af sted, hvis man er sent på den og bare snegler sig af sted, når man skal vente længe.

Jeg skal vente længe, for logistikken omkring morgenflyveren fra Ålborg og middagsflyveren til Dublin er mildest talt en katastrofe. Der er tilsyneladende ikke et overvældende passagerantal, der benytter netop den rute. I alt fald kan jeg ikke spotte ansigter fra fly 1, som jeg kan kede mig sammen med.

Og handle kan man jo ikke, trods et overvældende udbud af mærkevarebutikker. Jeg hverken gider eller har råd til at være til grin for mine egne penge, og lufthavnspriser er ualmindeligt frastødende. Mon de tror, vi alle er berusede, trætte eller bare så meget på ferie, at vi er øredøvende ligeglade med at blive snydt? Eller satser de på, at transitmennesker som mig keder sig så meget, at vi simpelthen må trøsteshoppe?

At være i transit er virkelig at være i transit. Et ingenkvindeland mellem hjemme og ude. Et limbo i total stilstand.

Måske skulle man lige repetere de vigtigste årstal i Irlands historie, for en sikkerheds skyld, eller finde et godt billede af den hingst nede på det nationale stutteri i Irland, som skal have 1.000.000 for at bedække en hoppe. Uden garanti, altså. Den skal jeg ned og vise frem senere i eftermiddag, hvilket selvfølgelig samtidig siger en masse om alsidigheden ved mit job. Heste er, om man så kan sige, ikke præcis min spidskompetence, men jeg bliver da trods alt bedre….

Under alle omstændigheder er der stadig 2 forbandede transittimer….

 

 

Continue Reading

Næsten sommerklar.

At male er ikke min yndlingsbeskæftigelse. Til gengæld er det et af den slags jobs, der udmærker sig ved, at man næsten altid kan se, præcis hvor langt man er kommet. Ligesom støvsugning og rengøring.

Det er også sådan et job, hvor man for sin egen skyld altid burde tage før- og-efter billeder, så man rigtigt kan beundre det synlige resultat af ens arbejdsindsats.

At et helt hus skal males synes næsten uoverkommeligt i tanken. Jeg kan i alt fald af samme årsag altid finde et utal af undskyldninger for ikke at gå i gang. Til gengæld er det en personlig sejr og en æstetisk nydelse, når det er gjort. Man har det sådan rigtigt godt med sig selv, sit nymalede hus og sin samvittighed.

Og så skal man selvfølgelig prøve at undlade at tænke på, at ingen maling varer evigt. At de der trævægge og vinduer vil skrige om endnu en omgang om ganske få år.

Så er det da godt, at den maling, der sidder på arme, ben, hund og tøj nok skal bruge nogle dage til at blive slidt af. For i min optik er de kropslige malerpletter at ligne med en form for fortjenstmedalje. Et synligt og svært afvaskeligt bevis på, at man deltog aktivt og fik det gjort!

 

Continue Reading
1 2 3 43