Om at krydse en bro.

Det er ikke fordi, jeg køber mange badges. Faktisk er min nuværende badgebeholdning på 1. Denne. Men forleden købte jeg en. Ovenikøbet på forhånd. På forventet efterbevilling, om man så kan sige. Eller også var det bare for at tvinge mig selv til at gøre noget, jeg overhovedet ikke havde modet til. For som permanent udgiftssky er det jo immervæk en smule overkill at investere i en badge, man slet ikke kommer til at fortjene. Eller kan tillade sig at gå med.

Så fordi jeg altså havde investeret de der 60 pence i en grim badge på forhånd, var jeg nødt til at gå over Clifton Suspension Bridge i Bristol. Det gjorde jeg så. Det GJORDE jeg så. Og hvis nogen ellers synes, det er piece of cake at trave over den bro og i øvrigt totalt latterligt at bekymre sig om at gøre det, så fred med dem. Os med højdeskræk og ingen vinger, der bare føler afgrunden kalde noget så øredøvende derude midt på broen, vi ved bedre. Til gengæld får vi nok også såvel en større belønning indeni og et bedre boost til stoltheden, når vi når over og lykkeligt klamrer os til vores nyvundne badge til 60 pence.

Clifton Suspension Bridge er et mesterværk af ingeniørkunst, som den hænger der over den 75 meter dybe kløft ved floden Avon i Bristol. Selvfølgelig( fristes jeg nær til at sige) bygget af Bristols store søn og helt Isambard Brunel ( 1806-1859), der også har adskillige andre konstruktioner af såvel broer, jernbaner som skibe og bygninger bag sig. Han var fra den tid, hvor en dygtig, kreativ mand bare kunne det hele. Ikke at selve opførelsen af broen var nogen eventyrfortælling, for det tog faktisk nærmest 100 år, adskillige omveje, kuldsejlede projekter og pengemangel, inden den omsider stod der i  1864. Min yndlingshistorie omkring dens opførelse er den om konkurrencen om dens design, hvor en anden af Storbritaniens store ingeniører, Thomas Telford, blev formand for bedømmelseskomiteen. Telford lod selvfølgelig sit eget projekt vinde ( man er vel formand!), men folkestemningen i Bristol blev derefter så fjendtlig, da enhver jo med det blotte øje kunne se, at Brunels projekt var bedre, at stakkels Telford nærmest måtte abdicere og i øvrigt døde halvulykkelig ikke længe efter.

Jeg er vild med Clifton Suspension Bridge. Den er majestætisk, den er smuk, den er overvældende, og den har klart et statement, som den står der og stritter med al sin bro. Noget uovervindeligt, noget evigt, og noget sejr over den vilde kløft nedenunder. Uden at samme kløfts naturlige styrke formindskes. Snarere tværtimod. Det er ingeniørkunst af stor kunstnerisk styrke. Brotagende.

Men derfra og så til at gå over mesterværket er det stadig langt. Især når benene ligesom Jeppes ( ham på bjerget) har en noget anden opfattelse af bevægelse end hjernen. Efter mentale tilløb bliver det til, at hvis jeg bare stirrer stift ned i asfalten og fuldstændigt negligerer kløften under mig, må det være muligt. Der er altså minus udsigt og plus intensiv fodstirring på programmet. Ydermere kan man med fordel her indlægge et tælleperspektiv, så man samtidig distraheres af at skulle tælle korrekt. Skridt altså. Bare fremad. Som en overbroisk bulldozer, der kun har det ene formål at nå den anden landfaste side. Jeg ved da godt, at de aller-allerfleste mennesker går ud på den bro for at beundre udsigten. Det gælder så ikke mig. Jeg går derud for at undgå at se den. Men det er en stor mig, der er efter-krydser. I made it!

Det er lige før, jeg går med min ene badge hver dag. Desværre ved nok kun de færreste i min lille provinsby, hvad det har indebåret for mig at krydse Clifton Suspension Bridge. Hvis de overhovedet kender til den og ikke bare tror, den ligger ude i nærheden af Gram.

Jeg kan derfor kun anbefale at krydse den bro, hvis man befinder sig i nærheden. For de modige er der supergevinst i udsigt og ingenørmæssig skønhed. Men for kyllingehøjdeskrækkerne er der badges. Og selvværd!

Continue Reading

Hoteller med sjæl. XI.

The Lerryn. Falmouth. Cornwall.

Jeg går ud fra, billedet viser, hvordan The Lerryn ser ud på en flot sommerdag. Sådan har jeg ikke set det. Men det er da umiddelbart endnu mere charmerende at se på, end da jeg gæstede det under et aprilblæsevejr med chillfaktor omkring styrke indre Sibirien.

The Lerryn er en af disse ombyggede, gamle velhavervillaer, som ingen længere har råd til at bo i, men som med sit utal af værelser sagtens kan fungere som mindre hotel. Det er privatejet og drives af en sød familie med far, mor, børn og puddelhund, som alle sætter en ære i at tilbyde et “home away form home”, hvor også hunde er meget velkomne. Man kan derfor møde et pænt raceudvalg på trapperne. Det, synes jeg, er rigtigt hyggeligt, men det er selvfølgelig en smagssag, om man stræber efter få firbenede ferienaboer.

Her er English Breakfast med såvel blodpølse som baked beans ( Og de, der kender mig, ved, at jeg lige nu kæmper som en gal med mig selv for ikke at skrive, hvad jeg synes, de minder mig om!) og en bar, hvor man bare selv skriver ned, hvad man har taget. Værelser af meget forskellige størrelser og indretninger, brusere med yderst sindrige tænd- og slukmekanismer, møblementer man har lyst til at tage med hjem og simpelthen bare en hyggelig, uformel atmosfære. Selv da jeg præsterede at massakrere et vindue til ulukkelighed, blev jeg bare mødt af venlighed. Selv om enhver kunne se, at det vindue krævede mere end råstyrke og en god hammer for at lukkeligt igen.

Falmouth, som hotellet ligger i, er en rigtig hyggelig by. Som taget ud af TV-serien Doc Martin ( som i øvrigt også er optaget her) med havn, bakker, palmer og charmerende gader. Og The Lerryn ligger heldigvis meget bynært. Ligesom det har havet på den anden side, således at de mere priviligerede værelser ( og hunde!) kan få havudsigt.

Det koster absolut ingen hundegård at bo her. Især ikke udenfor sæsonen. Til gengæld er det rart, afslappende, uformelt–og fuldt af blodpølse, baked beans, søde familiemedlemmer og hunde!

Continue Reading

Påskeferie i sprinklerens slipstrøm.

Det er sikkert fuldstændigt korrekt, at de rige må have mange glæder. Jeg drister mig endda til at påstå, at de rige også har en del glæder på andres bekostning.

Som nu i forbindelse med det kønsløse, nybyggede sommerhus, der er skudt op i vores umiddelbare sommerhusbaghave i løbet af det sidste års tid. Bygget af en af de rige. Ikke fordi, han sådan lige stod og manglede et sommerhus ( dem har han nok af!), men nok mere fordi, han tilsyneladende ikke kunne lade være med at bygge det. Altså bygge det, før han selvfølgelig skal bygge endnu et på samme grund.

Jeg er uformående i forhold til at være dame over, hvad folk bygger på deres grunde. Desværre. Var jeg en smule mere formående, havde jeg nok foreslået en anden arkitekt. Eller måske bare en arkitekt overhovedet?

Det er svært at leve med, men der er dog, trods alt, noget, der er meget sværere at sluge. MEGET, MEGET sværere. For det gør ondt helt ind i sjælen, at det stykke natur, der i årevis har henligget som vild fyrretræsskov med bakker, små, intime stier, megamyretuer og lyngklædte skråninger nu tilsyneladende skal omdannes til nysselige græsplæner som dem, der omkranser et helt almindeligt parcelhus. Inde i byen, langt fra stranden og dens oprindelige natur, forstås. For hver gang entrepenøren anlægger endnu et hus ( som han vel og mærke intet brug har for), omdannes et stykke oprindeligt skov til prydhave med neglesaksklippet græs. Det er, efter min mening, at gøre vold mod naturen. Og mod mig. I nævnte rækkefølge.

Den herlighedsværdi og den pragtfulde naturskov, som jeg i sin tid også købte mit hus på grund af, er ikke længere eksisterende. Skoven har han trukket op med sine store maskiner, mens han sikkert har set det som en lille sejr over den Fandens til rodede natur, hver gang endnu et ældgammelt fyrretræ har ladt livet. En endnu større sejr har det sikkert været at anlægge en prydplæne der midt i det, der engang var et unikt stykke natur. I alt fald gør han da sit ypperste for at få græsset til at gro. Sprinkleranlæggene kører i døgndrift, og hver en lille vildfaren stikling fra fyr og hyben bliver garanteret også tæmmet på særdeles håndfaste måder. Det skal jo se pænt ud. Helst ligne det, der er derhjemme. Der var myrer, hugorme og døde træer i vores naturskov. Fandens til ubekvemmeligheder. De er så også væk.

Så i går var vi faktisk henne og se på et andet sommerhus. På en kæmpe naturgrund. Huset var relativt shitty, sjælløst og lignede alle de andre fra 90-erne, der har klinker, hemser og møbler fra Ikea. Men der var i det mindste ikke begået vold mod naturen. Det vil, i givet fald, gøre ondt helt ind i sommerhushjertekulen at skulle sige farvel til det hus, vi mere eller mindre selv har knopskudt i alle retninger, men det ER altså lige før, det gør endnu mere ondt ufrivilligt at være vidne til bevidstløs vold mod naturen. Til en mands kamp mod alle de gode værdier, som alle vi, der netop i sin tid valgte DET sted til vores feriehus, har elsket og nydt gennem årene. I bund og grund minder udsigten nu jo nærmest om den, jeg har her fra mit køkkenvindue. Parcelhushaver. Dog minus sprinkleranlæg, for heroppe i mit kvarter er vi lidt mere klimabevidste med vandet. Eller ikke rige nok til at tæmme både det og naturen.

Jo, de rige har mange glæder. Eller det håber jeg da, de har. Skam få ham, hvis han ikke ( som sikkert den eneste!) glæder sig helt vildt og inderligt helt ind i kernen af belønningscentret over sin nye husvanskabning og dens tilhørende prydplæne derude midt i det, der engang var en flot, utæmmet naturskov!

 

Continue Reading

En tur i paradis.

Der var mange børnefamilier på udflugt til Eden Project i dag. Det er ganske forståeligt. Dette cornwalske paradis, Eden Project, er absolut en udflugt værd, og så er her masser at fordybe sig i for både voksne og børn. Og biologer. Allermest nok biologer.

Eden Project startede i 1998 i en kæmpestor, tidligere  lergrav, hvor man byggede såkaldte biomer. Store kupler a la Randers Regnskov, der hver især indeholder et fuldstændigt intakt økologisk økosystem. Der er derfor 2 store, indendørs parker, hvoraf den ene hensætter en til regnskoven, mens den anden har Middelhavsklima. Selve stedet er så stort, at man sagtens kan abstrahere fra taget mange meter over sig selv og næsten tro på, man befinder sig i regnskov eller et yndigt sted i Sydfrankrig. Der er ikke meget væksthus over det her megaprojekt.

Udover biomerne rummer stedet også adskillige andre udstillinger, så som et helt hus om mikrober— såvel de, der kan fanges med øjet og de, der ikke kan. Der er legepladser, spisepladser, en stor botanisk have, adskillige forretninger og masser af andre tilbud. Og hvis man lige regner ind, at stedet har hele 18 parkeringspladser, så er der ligesom en fornemmelse af dets popularitet.

Eden Project er ikke bare show og turistindustri. Stedet er kendt for masser af seriøs forskning og seriøs fokus på flora, fauna og klima. Faktisk betaler man en del af sin indgangsbillet (der absolut ikke er billig) som tilskud til forskning og tiltag indenfor klima og bæredygtighed. Så er de dyre billetter ligesom også lettere at forholde sig til.

Det er rart at se, at så mange forældre tager deres børn med til et sted som Eden. Givetvis for både at have en fin dag, men også med den fremtidige økologiske bæredygtighed for øje. Stedet fungerer også som et fyrtårn indenfor indervisning og er garanteret fyldt med skolebørn på hverdage.

Det kan anbefales. Man bliver klogere, og man får samtidig set et orgie af naturlig skønhed.

Continue Reading

Med Michelinmutter på tur.

Der er vidunderligt smukt herude i det allervestligste England. Her er fantastisk frodigt med vejkanter ( hvis vejen da overhovedet har kant, for de fleste ender brat i en stejl og decideret meget afgrænsende, høj hæk), der svømmer i blomster, ukrudt og langhårede græsarter. Palmerne, Cameliaerne, tulipantræerne og den der modbydelige, stikkende, grove, gule gyvelart, der herovre kaldes Furze og i øvrigt kvæler alt i sin nærhed, har indbyrdes konkurrence om smukke farver og indtaget jord, og det er i det hele taget bare forår, så det basker. Basker meget. Bøgen er selvfølgelig også sprunget helt ud, og i følge enhver kalender burde det være forår.

Det eneste, der ikke er gået i forår, er vejret. Det er ikke nok at skrive, at det er koldt og blæsende. Det er et understatement. Måske er det ikke engang nok at konstatere, at det er MEGET, ENORMT koldt og blæsende. For det er mere end det. Som Politikens længst hedengangne Englandskorrespondent, Henrik V. Ringsted, i sin tid konstaterede, så er den britiske kulde en marv-og- ben- kulde. Den gennemtrænger alt. Er fuldstændig nådesløs i al sin kuldethed og opfører sig som den allerforreste Brexiteer, der bare skal ud af EU. Nu, uden nogen form for hensyntagen og med en kynisme, der nærmer sig det utålelige.

Jeg synes da ellers, jeg havde pakket nok tykke sweatre. Men når man i gennemsnit skal iføre sig 3-4 bare for at nærme sig overlevelsesstadiet, så går man temmelig let sweaterkold. Jeg har endda investeret i en umådeligt syntestisk lugtende irsk genbrugssweater til 8 pund, men selv den fungerer mestendels kun som lettere kuldeafleder. Og efterlader hele kemien i lugtform på de andre tre, jeg har indenunder. Eksklusiv den tykke T-shirt.

Jeg har gamle nylonstrømper indenunder mine jeans, 2 halstørklæder og et par vanter, der råber efter effektiv forstærkning. Når jeg som topstykke ifører mig min ellers ganske vindtætte og forede jakke, ligner jeg grangiveligt Michelinmandens ufikse kone. Det hele efterlader en klar fornemmelse af at være trilbar samt gør unægteligt, at alle lemmers bevægelsesfrihed begrænses til det allermest nødvendige. Det er faktisk hårdt at skulle løfte en T-shirt, 3 uldne sweatre og en halvtyk, foret jakke blot for at få en slurk drikkeligt.

Så Hr. Og Fru Michelin har slet ikke haft det let. Jeg er fuldt fortrolig med deres daglige lidelser og besværligheder. Så kunne man måske formode, at al den indhylning og alt det uld ville have sin virkning. Som effektiv beskyttelse mod modbydeligt, turistuvenligt vejr i april i det allervestligste England. Det er desværre ikke tilfældet. Her er pissekoldt alligevel.

Men så er her da heldigvis så uendeligt smukt. Så fantastisk, uendeligt smukt. Problemet er bare, at det får man sgu’ ikke varmen af!

Continue Reading

Ved verdens ende.

Derude på den allervestligste spids af England blæste det ganske forsvarligt i dag. Kvinder i størrelse mig, børn og andre undermålere var i udpræget risiko for at blæse omkuld eller i alt fald blæse et sted hen, der ikke lige lå på ruten. Der var gang i elementerne. Meget gang.

Jeg har ikke været ved Land’s End i over fyrre år. Af helt naturlige årsager er det ikke et sted, man naturligt passerer igennem, for der er intet at passere til. Kun Atlanterhav. Vejskiltet med milesantal til det nordligste Scotland, de nærmeste øer og New York er der stadig, og det er da særdeles oplysende at blive mindet om, at der er 3147 miles til New York. For hvem der lige akut står og skal bruge den oplysning.

Udover det har hele området i de forløbne år gennemgået en usmagelig tivolisering og minder mest om engelske badebyer, når de er værst. Det er lidt synd, at man, inden man kan komme ud i den storslåede natur og mærke vindens rasen, skal løbe spidsrod mellem dårlige forlystelser og candyfloss. Det giver ikke det allerbedste indtryk af de primære intentioner fra stedets ejere. Man må håbe, majoriteten af gæster er i stand til at modstå og abstrahere fra disse overvældende dårlige tilbud og koncentrere sig om at nyde selve det storslåede sted.

For der ER storslået her ved verdens ende. Storslået, overvældende og meget, meget smukt. Når man altså endelig er kommet ud i selve naturen.

Continue Reading

Om badebyer udenfor sæson.

Der er meget smukt i Bournemouth lige nu. Der er også meget tomt. Og over det hele ligger sådan en fornemmelse af klargøring, af ståen på spring, af forventning og af utålmodighed med at komme i gang med den nye sæson.

Badebyer som Bournemouth er næsten dejligere lige nu end om sommeren. Rigtigt mange englændere har et noget forkvaklet syn på noget så simpelt som at feriere. Det er som om det vand, vi danskere ser som hovedanledningen til at tage til stranden, udelukkende for dem er en anledning. En anledning til spillemaskiner, candyfloss, Pariserhjul, fedtede spiser af enhver art, glaserede æbler og branderter. Og det kan man godt have lidt svært ved at forstå, når stranden er så fin, som den er her i byen.

Lige nu kører Pariserhjulet. En smule trægt. Der er også en flysimulator og en fish and Chips restaurant, der er så stor, at den nærmest kan rumme samtlige udenfor sæson gæster. En pier har de også, for det har enhver britisk badeby med bare en smule selvindsigt, men deres er ualmindeligt ucharmerende og burde lære lidt om almindelig pierkultur i Eastbourne. Her er også de nydeligste, pastelfarvede badehuse på rad og række, og med hensyn til dem forholder det sig faktisk sådan, at her kunne Løkken høste en smule lærdom.

Så selv om badebyer udenfor sæson har det med at være rungede, tomme og nedslidte kulisser, så er der faktisk rigtigt rart i Bournemouth lige nu. I min optik bliver der i alt fald væsentlig urarere, når horder af blåhudede ( englændere bliver ikke solbrændte, de bliver blå!) briter indtager byen, bevæbnet med candyfloss, spillemønter, pints og braldren.

Continue Reading

Verdens lys.

Inde i det smukke kapel på Keble College i Oxford, i et lille siderum og helt for sig selv, hænger Holman Hunts fantastiske billede The Light of the World. Hvis man bare går derind og kigger på billedet, bliver det en yderst tam affære, men husker man derimod at tænde lyset over billedet, er det næsten som at få en åbenbaring. En åbenbaring af skønhed, venlighed og udstrakte hænder.

Holman Hunt var en af de førende malere indenfor Præ-raphaelitterne, disse britiske malere, som i anden halvdel af forrige århundrede dyrkede skønheden, naturens former og farver og generelt forsagede alt, hvad maleren Raphael og de fleste efter ham, ifølge dem, så åbenlyst havde ødelagt med deres dekadence og malerstile fyldt med dårlige og outrerede manerer.

Holman Hunts Jesus er en skikkelse, man kan forlige sig med. Hvadenten man er et religiøst, åndeligt eller bare et menneske. Som en anden socialpædagog fra 70-erne toner han frem med al sin velvilje, sin venlighed og sin åbenlyse forståelse. Han er på ingen måde anmasende, nærmere afventende. Og han kommer direkte fra den natur, som Hunt og co. så som et pålideligt og bæredygtigt alternativ til deres tids buldrende industrialisme. Ydermere er der intet håndtag uden på døren, som han står ved. Vil man ham, må man selv lukke ham ind. Han kommer, hvis der bliver kaldt og åbnet, men ellers står han bare evindeligt udenfor som livets tilbud på venlighed og forståelse.

Det ligger også meget mere til mit personlige højreben, at Jesus ikke portrætteres som den evigt lidende. Den, jeg formodes at stå i livslang taknemmelighedsgæld til, fordi han har påtaget sig mine lidelser og synder. Hvadenten det er Jesusser er helt almindeligt dødelige, så er jeg dybt vaccineret mod enhver, der påtager sig en selvbestaltet offerrolle. Denne her Jesus er ikke noget offer. Han er derimod et tilbud. Som man kan tage imod eller lade gå forbi.

Det er et meget, meget smukt billede. Og er man på disse kanter, så er det næsten et must at opsøge Keble, gå ind i siderummet, tænde for lyset og langsomt få en oplevelse af, at der trods alt er nogen, der vil en det godt. Hvis man selv vil!

Continue Reading

SÅ skal cirkushesten omsider i manegen.

SÅ blev det forår! Og forår er rejsetid. For lige så snart buskene springer ud og alle disse gule, grønne og hvide farver spreder sig ud over hele naturen, så trækker det noget så gevaldigt i de gamle cirkusheste. Så må de ud. Hoppende, springende, som køer efter en lang staldvinter-og ud i den. Verden, altså.

Så jeg tager 11 dage til Brexitland, som sikkert udelukkende for min skyld har aflyst galskaben. Eller i alt fald udskudt den. At jeg så ikke kan købe toldfrit hjemad, ophæves strålende af alle de andre genvordigheder, jeg undgår. Det er rart at vide, at jeg nu godt må blive lidt syg og køre bil uden at blive totalt ruineret eller sat i fængsel grundet manglende førerbevis.

Som altid i ugen før påske står den på Oxford. Denne, min nok yndlingsby over et arsenal af andre yndlingsbyer, hvor jeg føler mig så frydefuldt hjemme, og hvor jeg med stor glæde og indlevelse gør præcis de samme ting, som jeg gør hvert eneste forår. Det gør mig varm indeni at spise fish and chips ved floden Isis på Head of the River, at støve samtlige genbrugsbutikker i midtbyen og Summertown igennem, at stå med albuerne på disken på præcis samme måde som Lewis og Hathaway på The Turf, at snakke med den sjove lille mand med hatten inde i spisesalen på Christ Church College, at spise overdådig engelsk morgenmad i den lige så overdådige spisesal på Keble College, at få hele menuen på den indiske snask, som man skal kende for at finde, at sidde ved bordet på The Bird and the Baby, hvor Tolkien skrev Ringenes herre og C. S. Lewis gik i Narnia, at gå i svime over Præ-Raphaelitterne på Ashmolean, at fornemme storheden under Evensong i katedralen, selv om Burke-Jones har malet et toilet på væggen derinde og at støve rundt i både Churchills fodspor og under de fantastiske rododendrons ude på blændende Blenheim. + alt det andet, og forhåbentlig et gensyn med Morses favoritpub, The Trout, som man skal have mere end gode logistiske evner for at nå frem til. PYH!

Og så var meningen, at jeg til sommer skulle en tur til Cornwall med gæster. Ikke, at jeg ikke har været i Cornwall–det er bare 40 år siden, så jeg følte mig en smule underkvalificeret. Når jeg gør det, gør jeg straks noget ved det, så når Oxford er genindtaget, kører jeg videre en uge til Cornwall på genopfriskningskursus. Desværre–og måske slet ikke desværre (forklaring følger)–er turen til sommer blevet aflyst pga. for få tilmeldte, for interessen for at besøge de Britiske øer er stærkt aftagende i denne rejsesæson. Det er fuldt forståeligt, at folk er tøvende overfor Brexits konsekvenser i forhold til deres, sikkert dyrt betalte, ferie, så har der været to eller flere alternativer at vælge imellem, er England blevet valgt fra. Det er selvfølgelig ærgerligt at tage ud på turen, uden at den har et egentligt arbejdsmæssigt formål. Men omvendt gør det mig glad og særdeles forventningsfuld, at jeg overhovedet ikke behøver at stresse. Jeg kan, til forskel fra hvis jeg skulle tjekke alt og alle, tage den totalt med ophøjet ro og bare nyde i tur ud i en af de allersmukkeste egne af England, som jeg vel og mærke ikke har set i over 40 år. Det er muligt, det lyder pissearrogant, og det gør det så!, men det er faktisk rigtigt rart for en gangs skyld at skulle et sted hen, man ikke sådan rigtigt har været før. Især fordi turen på den måde bliver en sammenblanding af alle de gamle og velkendte forelskelser i Oxford og noget helt nyt og uopdaget. Nå ja, lige med undtagelse af Bath, denne perle af en by, som heldigvis også lige skal strejfes undervejs.

Største problem har været logistikken. For hvordan får man stuvet tøj og andre nødvendigheder til 11 dage ned i håndbagage under 10 kg.? Aldrig i livet om jeg vil betale for en kuffert. Eller rettere: Jeg gider simpelthen ikke rejse rundt med en kommode af en kuffert, som bare er en byrde, og som jeg selv har vanskeligheder ved at bære og transportere. Jeg går fuldt ind for travelling light. Det gør man faktisk ved at tage alle sine genbrugsbutiks- og udsmidningmodne strømper, underbukser og T-shirts med. Fylde kufferten med den slags, der egentlig står husmaling og havearbejde på, mens man overbeviser sig selv om, at ingen, absolut ingen, kan se det, for der er jo endnu et lag tøj udenpå. Og her kan man så lægge pænt og præsentabelt tøj i kufferten. Undervejs ryger alle kludene ud, når de er brugt, og jeg vil efterlade mig et spor af hullede, beskidte strømper og underbukser, men hellere dog det end at betale for en uhåndterlig kommode. Fordelen er så også, at den store udsmidningsrejse vel indebærer, at der akkumuleres en smule overskudsplads. Det vil være tjenligt for sådan en som mig, der skal til Uniqlo, Seasalt, Boots og Blackwellland, for det er på forhånd ganske givet, at der i netop disse forretninger er ting, der hopper på mig og vil med mig hjem.

Det bliver rart at komme “on the road” igen. Der er jo det med den “road”, at den går i blodet. Bliver en del af ens DNA. Ligesom hos lastbilchauffører og cirkusheste. Vi bliver rastløse, gør vi. Især når det bliver forår, og manegen kalder.

Continue Reading

En rigtig god film.

Boyhood. DRK og DR streaming.

For tiden “kører” den dejlige coming-of-age film, Boyhood på DRK, og kan derfor streames. At den “kører” betyder blot, at den vises flere gange på forskellige tidspunkter. Så det er bare et spørgsmål om at finde et TV-program.

Konceptet bag filmen er relativt enkelt, men også genialt. Man følger samme dreng og hans familie gennem 12 år, fra han er 7-8, og til han flytter hjemmefra og begynder på college. Da det kontinuerligt er de samme skuespillere, får man også visuelt selve udviklings- og dannelseprocesserne med. Uden teatersminke og andre billige tricks. Især er det forunderligt at iagttage drengen, som udvikler sig fra en lille hvalp, over en bumset teenager til en ung, livsparat mand.

Men selvfølgelig er der tale om fiktion. Det er ikke en dokumentar om en opvækst, men forudplanlagte episoder som en slags synopsis over et liv. Så instruktøren har bevidst valgt de steder i barndommen, der skal ses som betydningsfulde og pegende frem mod en egentlig skabelse af et menneske.

Så det er faktisk en film helt uden nogen form for dramatiske højdepunkter, spændingskurver eller forløsende udgang. Der er i al sin enklehed bare tale om en barndom, sådan som mange af den slags nu engang ser ud. Med skilte forældre, hvor far tager sig af det sjove og alle de zoologiske haver, mens mor tilkæmper sig en god uddannelse mellem alle sine mange, totalt ubrugelige mænd. Og kærligheden mangler aldrig. Selv om livet nogle gange er surt, er der altid kærlighed tilbage. Og selv om der nogle gange lyser langt væk af dysfunktionalitet, så er livet fuldt af forunderlige ting, rare oplevelser–og kærlighed.

Det er en meget poetisk film i flotte, flotte billeder. Og en film, der glimrer med fantastiske skuespilspræstationer. Samt en film, der skinner af troværdighed. Både fordi alle vokser op og ældes, men også fordi vi jo i bund og grund alle kan genkende. Hvis ikke det hele, så brudstykker af det hele, som en barndom udgør. Det er fint, fintfølende og meget indsigtsfuldt lavet, og denne films store styrke er også, at den nok er sød, men den bliver aldrig, aldrig sentimental og patetisk. Den skildrer såmænd bare livet, præcis som det er.

 

Continue Reading