Om en total mangel på forståelse.

Så fik vi Astra-Zeneca skrottet. Som et af de eneste lande i verden. Med den alfaderlige prædiken vedhæftet, at det skam udelukkende er for vores egen skyld. At vi er så umådeligt gode til at passe på os selv, at vi da sandelig ikke behøver blodpropsfremkalderen, og at vi derfor sagtens kan vente endnu et alenlangt forår på at komme dertil, hvor de fleste af os bare gerne vil. Det vil altså, med andre ord, sige, at vi har opført os så eksemplarisk og godt, at netop den gulerod, der var hele præmien for at vise så rettidig omhu konstant, med et snuptag er taget fra os. Vi har afsavnet for at slide os frem til den forjættede vaccine. Og nu tager de den fra os.

Har de da virkelig ikke forstået, at det eneste, vi vil, er at blive vaccineret? At få vores liv tilbage via den forjættede vaccine? At vores eneste og højeste ønske er det magiske stik, der kan gen-forære os vores venner, vores sociale aktiviteter, i mit tilfælde også mit job og i det hele taget en tilværelse med levelige begrænsninger. Ikke dette vakuum. Mere.

Det føles som at få en knytnæve i hovedet, lige i opløbssvinget til målområdet. At være så nær og så blive disket. Personligt stod jeg kun få uger før en indkaldelse, men det er nu blevet til en deadline, jeg næsten ikke kan bære at forholde mig til. For mig betyder intet stik, intet arbejde. Jeg SKAL være vaccineret for at kunne komme på arbejde overhovedet. Helt konkret betyder skrotningen af Astra-Zeneca, at andre, vaccinerede, guider tager destinationer, som indtil nu har været mine helt alene af den simple grund, at jeg ikke kan rejse. Det er sådan noget, der holder en vågen hele nætter.

Jeg, og mange, mange andre, ville med glæde tage imod de 200.000 hjemløse doser med et glædeshyl. Min arm ville gå i nærmest strækmarch som en patron på sekundet, hvis der sad en kanylebefaren ved siden af mig lige nu med en portion af Astraen. Eneste problem ville nok være, at jeg ville have enorme besværligheder med at sidde stille af bare glædesrus. Jeg spiste mig gennem kartonvis af P-piller som ung, og det er omkring en million gange farligere. Jeg tager, ved hovedpine og andre smerter, gerne Pamol og lignende, og det er der omkring 500, der dør af om året. Jeg er fuldstændigt på det rene med den potentielle risiko, der ligger i vaccinen og totalt afklaret med mine odds. Jeg vil nemlig meget, meget hellere satse den milliontedel af en millimeter risiko, der er, end at blive ved med at leve i dette vakuum, uden liv, uden job. Jeg er nærmest på det stadie, hvor jeg, i et kor med adskillige andre, hyler: Så giv os dog de vacciner. Vi er klar. Og vi er afklarede. Vi vil bare gerne videre. Have et liv.

Det virker som om, at denne higen efter vacciner helt er gået udenom myndighedernes forståelse. At de har mistet grebet om, hvad vi borgere ( eller i alt fald rigtigt mange af os) så usigeligt meget ønsker os. At de ikke forstår, at vi er adskillige, der hjertensgerne lægger arm og krop til en vaccine med indbyggede spørgsmål. Fordi alternativet er værre. Fordi vi ikke orker at stå længere foran den forjættede målstreg og gang på gang se os selv slået hjem til start, når vi endelig tror, vi omsider er der.

Grundpræmissen for et velfungerende samfund, for at vi kan vende tilbage til normaliteten, er, at vi er vaccinerede. Så enkelt er det. Det er også indiskutabelt.

Lad dog alle os, der vælger et liv fremfor en angst, få lov til frivilligt at lægge arme til. Helt på vores eget ansvar, hvis det er sådan, det må være. Få de 200.000 doser ud til os, der næsten har løftet armene bare ved tanken. Det ville i alt fald vise en hvis form for forståelse for borgerne i vores samfund. Alle, der ikke ønsker vaccinen, bliver jo på samme vis ikke presset ind i noget. Det ville så kun være os (alle os, for vi er mange!), der beredvilligt og hoppende af forventning stillede op på astradisk zenecarække og modtog det lille prik, som lige nu er noget af det eneste, vi længes efter. Udfrielsen, livet.

PS. Hver eneste morgen den sidste måned har mit søvndrukne, men trofaste, ufravigelige morgenritual bestået af at melde mig til restvacciner i de 2 byer, jeg kan nå på under ½ time. På det seneste har jeg i min desperation også meldt mig til et vaccinested, der ligger 38 minutters kørsel væk. Jeg har fuldstændigt gjort op med mig selv, at jeg uden at kny og næsten med glæde modtager fartbøden. Jeg ville, hvis der endelig var Bingo, se det som den smukkeste og allermest attråværdige bøde i hele mit liv!

Continue Reading

En øjenåbner.

Shtisel. Netflix.

Der er to muligheder. Afhængige af mit humør. Enten bliver jeg dybt melankolsk, fyldt med en nærmest ubærlig længsel, der gør ondt helt ind i sjælen. Ellers også nyder jeg at lade kameraet være mit kunstige øje, at lade det føre mig gennem, forbi, på tværs af og lige ind i alle de steder, som jeg ikke kan komme til. Som lige nu er lukket land for mig, og som jeg savner så inderligt, at selv jeg ikke kan finde ord, der er stærke nok til at udtrykke det. Der er den slags dage, hvor skotske og irske films skal undgås, fordi sproget alene står som auditive knytnæver, der banker det ind i mig, at her er målet for mine største, uopnåelige længsler. Men der er heldigvis også den slags dage, hvor jeg bare intensivt nyder at komme på virtuel udflugt til et af de steder, jeg elsker. Højt og inderligt.

Sådan et sted er Jerusalem. Og den israelske serie Shtisel er mit lånte, kunstige øje. Den kan føre mig et sted hen, jeg holder så umådeligt meget af. Tage mig rundt til alle mine favoritsteder og næsten give mig følelsen af, at det i grunden er underligt, jeg ikke møder mig selv undervejs. I alt fald et stykke af mit hjerte.

Jerusalem vrimler med ortodokse jøder. Selvfølgelig gør den det. I deres besynderlige outfits fra en polsk fortid i 1700-tallet, toppet med lagkagehatten, når det er Sabbath og rigtigt fint og helligt. Og deres strenge, uopnåelige lukkethed, som næsten gør en helt bange for alle disse sorte fugle, der udefra udstråler utilnærmethed og fremfor alt, at denne verden og dens vanhellige, som mig, ikke har den fjerneste interesse. Jeg har altid fundet dem såvel skræmmende som dybt fascinerende. Men jeg har også holdt mig pænt på afstand af dem. Været lidt skræmt, nok, især af den sorte strenghed, de umiddelbart signalerer. Og mest af alt nærmest totalt uvidende om den verden, der er deres.

Derfor gav jeg serien Shtisel, som handler om en familie af ortodokse Haredijøder en chance. Lidt naivt nok for at se, hvad i alverden det dog var for nogle mennesker. Og så blev jeg fanget. Binge-fanget. For det er faktisk en ualmindeligt god serie. Virkelig værd at se.

Det viser sig jo, at disse sorte fugle besynderligt nok er mennesker som alle vi andre. Med glæder, sorger, problemer og levede liv som resten af verdens befolkning. De har kvaler med kærligheden, med familiemedlemmer, med utroskaben, med arbejdet, med økonomien, med hinanden–og med troen. Der er ikke mange ting på identifikationsparametret, der ikke går op i en højere enhed og er genkendeligt. Så under lagkagehattene og kvindernes parykker bor der et kalejdoskop af typer, der påfaldende minder om dem, vi selv sådan til daglig går og omgås med.

Der er strenge ritualer, love og anvisninger for, hvordan livet bør leves. Også, i vores øjne, mange gange besynderlige, men en af seriens store styrker er, at den udviser en enorm solidaritet med sine personer. Vi forstår dem, selv om meget af det, de gør, ville være uforståeligt for os at gøre. Derved bliver det også et glimt ind i et lukket land, som gradvist åbner op og bliver forståeligt. For selv om de er strenge overfor såvel sig selv og andre, lærer vi at påskønne dem som de mennesker, slet og ret, som de er.

I centrum står den unge Akiva. På tærsklen til at blive rigtigt voksen ( der er også coming-of-age her), hvilket primært består i at blive gift. Denne procedure består af temmelig aktiv indblanding af en matchmaker, og det er alt sammen ikke så nemt, når man både skal rette sig efter sin families ønsker, men også samtidigt går hen og forelsker sig i en, der absolut ikke matcher hverken matchmakerens forslag eller familiens drømme om anstændighed. Akivas søster Giti har også sine problemer med sin overvældende børneflok og en mand, der er rejst til Argentina, hvor han garanteret har afført sig det polske kostume for at leve et noget anderledes liv. At dømme efter efterretningerne, der absolut ikke indbefatter kone og børn derhjemme. Og så står hun der og laver krumspring efter krumspring for at skjule sit nederlag og basalt bare skaffe mad til alle de børn. Der er også den vidunderlige bedstemor, der på plejehjemmet konfronteres med et TV i en fantastisk scene, for sådan et har den slags jøder altså ikke. Ligesom Akavi, der både er nuttet-sød, men også meget naiv, har sine kvaler omkring en mobiltelefon.

Der er sådan en Matadoragtig almindelighed omkring den serie. Genkendelse, der sprænger alle fordomme omkring religion, levemåde og fremmedhed og fortæller, at vi jo alle i grunden er påfaldende ens.

Jeg vil fortsætte min binging med de sorte fugle. For jeg er blevet ret forelsket i dem. Jeg vil samtidigt også grovnyde alle de vidunerlige billeder fra det Jerusalem, som jeg elsker så inderligt, men ikke kan komme til andet end gennem et lånt, kunstigt kameraøje.

Continue Reading

Et stort pip fra rejsebranchen.

Nu skal vi så åbenbart være taknemmelige for, at det på papiret så nydeligt bliver muligt at rejse ud. Hvis man er vaccineret, forstås. Det synes som om, de færreste for alvor har forstået, hvad det indebærer. Eller rettere: ikke indebærer.

Dette, sammenholdt med den katastrofale vaccineindsats, betyder nemlig, at når de forjættede grænsebommer åbnes, så vil alle landets ældste og mest skrøbelige borgere være i stand til at ræse mod udlandet. Ikke andre.

Og mere end det. Da netop denne gruppe nok ikke primært drages mod at blive verdensbefarere helt alene, så vil det guidekorps, der skal med, guide, passe på og arrangere, udelukkende bestå af rejsebureauansatte over 75, rejseledere, der bor i plejebolig eller som modtager praktisk hjælp eller personlig pleje, guider med særligt øget risiko eller rejseledere, der er pårørende til personer med særligt øget risiko.

God tur, siger jeg bare!

Continue Reading

Om sommerhuse.

I går var jeg ude at se på sommerhuse. Udstillingssommerhuse. Det er nemlig muligt, at jeg bliver i stand til at overvinde mig selv og rive mit elskede, uisolerede, knopskudte, fodkolde og decideret årstidsbestemte, halvantikke hus ned og erstatte det med et, man både kan være i hele året samt ikke behøver konstant at lave arbejdsplaner og lappeløsninger omkring. Med andre ord et, hvor man bare kan nyde at være. På sidelinjen ligger så også den profitbesatte nabo, som nyligt har opført hele 3 huse ( man kan vel kun sove i en seng?) i min eks-havudsigt samt under opførelsen hensynsløst har massakreret en 120 år gammel fyrretræsplantage med bulldozer. Man kan vel, med et velvilligt byggefirma i ryggen, generere ham mest muligt som en slags stille hævn, samt da i det mindste hæve sig over hans græsplæner ( som han forgæves, men ivrigt, kunstvander, fordi han tilsyneladende er ubevidst om, at jorden kun egner sig til fyrretræer) der midt i det, der før ham var et stykke helt unikt natur. Kald mig bare barnlig. Jeg vedgår på stedet.

I gårsdagens snestorm og den flig af januar, som april fik, da den møjsommeligt måtte stykke en måneds vejr sammen af alt det, de andre måneder kunne undvære, troede jeg faktisk, at søgningen på udstillingssommerhuse ville være minimal. Jeg tog fejl. Det var horder, der kæmpede sig gennem storm og slud der mellem alle udstillingshusene. Selv sælgerne var forbavsede over deres indlysende popularitet.

Faktisk er det at bygge nyt sommerhus så populært, at man skal forvente, at ens potentielle, nye hus kan stå færdigt oktober 2022. Altså hvis man skrev under i går. Nej, der skulle ikke stå 2021. 2022 er korrekt. Det tager ca. 3 måneder at bygge et hus, så alene det fortæller i al sin lysende klarhed, at vi er blevet en nation af sommerhusejere. Det har coronaen gjort ved os.

Ikke blot er typehusfirmaerne gået ind i et overvældende boom på nybyggeri. Sommerhuse rives også ned ad hylderne som fredagsslik på de fredage, hvor eneste legale underholdning består af en god film og tonsvis af sødt. Alt kan tilsyneladende sælges. Når jeg ser på, hvad der rives ned ad hylderne bare i mit sommerhusområde, kan jeg somme tider nå til et punkt, hvor jeg inderst inde får lidt ondt af de, der betaler store summer for ruinhobe. Ældgamle sprækhuse, der ligner noget, der udelukkende står ved hjælp af Gaffatape. Selv tåbeligt eller fuldstændigt malplacerede grunde milevidt fra hav på åbne græsmarker bliver solgt, og alle de spøgelseshuse, som man bare sidste år stadig kunne finde, forsvinder som dug for solen. Intet er for dårligt til at blive købt. Derudover må samtlige renoveringsfirmaer have massive afdelinger på alle populære feriesteder. Vender man ryggen til bare en uge, har en god portion huse skiftet ham, vinduer eller størrelse. Der er grøde i den derude i ferielandet. Vi er gået totalt og all in på sommerhuse. Takket være coronaen.

For pludselig har vi indset, at udlandet, syden, ikke er den åbne mulighed, det var. Vi må blive hjemme, må vi. Og som en nation af parcellister vil vi helst blive hjemme i noget, der er vores eget. Være uafhængige af, om andre lige kan leje ud til os. Derudover har de fleste familier nok akkumuleret et pænt overskud på feriebudgettet–af den simple grund, at ingen kan komme på udlandsferie, og det kan puttes direkte ned i sommerhuset. Endelig er der også sket en fordybelse i, et skred mod naturen under coronaen. Folk vandrer som aldrig før, folk søger ud af storbyerne til den rene natur, og faktisk oplever byer som KBH lige nu et tab af indbyggere, fordi folk søger ud af storbyernes vrimmel og smittefarer og ud i mere åbent terræn. Om ikke andet så til et sommerhus i weekender og ferier. Som jeg tidligere har skrevet, så var det overvældende, hvor mange mennesker der tilbragte påsken i et sommerhus. At dømme efter køb, salg og nybygning, så vil det åbenbart blive endnu mere overvældende.

Så kan jeg jo så gøre op med mig selv, om jeg har tålmodighed til at vente til oktober 2022 med at blive ejer af isolation, fundament og rådfri brædder uden knopskydning. Ellers må jeg bare på anden måde indfri mine, måske lidt ydmyge, men samtidigt for mig særdeles væsentlige, krav til et potentielt nyt sommerhus. Fodkulde og myrer i væggene kan jeg overleve, men jeg ønsker mig brændende et bryggers. Sådan et sted, hvor våde hunde, sanddryssende børn og mudrede gummistøvler kan opmagasineres midlertidigt, mens de saneres. Det kan synes lille, men det ville være stort for mig.

Især hvis samme rum kunne bygges i højden, som et slags 7 meter højt tårn, som i den grad ville være i stand til at genere naboen.

Continue Reading

Om samvittighed og Bilkabuler.

Nu bor jeg nok i den eneste middelstore, danske provinsby, der helt har undgået DSBs opmærksomhed. Skal vi ud at rejse med tog, må vi rejse ud til toget først. Virkelig noget der ansporer til brug af offentlig transport. Anyway, i går skulle jeg så køre nogen til toget i den nærmeste middelstore, danske provinsby, som DSB har fået øje på.

Da jeg efterhånden ret sjældent sådan kommer lidt ud, bestemte jeg mig for at aflægge et besøg i en af mine yndlingsgenbrugsforretninger i samme by. Helt konkret kan det der “yndlings” defineres som steder, hvor de venlige damer stadig ikke har fået øje på, hvad tingene egentlig er værd. Forretningen ligger på en temmelig forblæst bakketop, hvor vinden rigtigt kan få fat mellem højhusene. Og i går stormede det. Især på netop den bakketop.

Problemet er, at det er man ikke sådan bevidst om, når man selv sidder i bilen, så da jeg lukkede fordøren op, tog en halv pelikan fat i den og slyngede den brutalt ind i bilen ved siden af. Og den ramte plet. Sådan en bildør kan godt slå en god og gedigen bule. Den har en beundringsværdig slagkraft. Det kunne, med andre ord, tydeligt ses, at jeg lige havde været på spil. Den Mercedes var ikke helt, hvad den Mercedes havde været for få øjeblikke siden. Omkring fordøren.

Lige den forretning ligger et sted, hvor man skal skulle noget for at komme forbi. Så der var ingen. Ingen foran, bagved, i nærheden eller i det hele taget tilsyneladende i området. Jeg kunne altså let og elegant have smækket min uvorne fordør igen og kørt min vej, uden at en levende sjæl havde opdaget min skadevoldning. Min egen bil var mirakuløst helt uskadt. Ikke så meget som en rift eller et par dråber hvid maling fra Mercedesen ville kunne afsløre min tåbelige bedrift.

MEN: For mange år siden, da jeg holdt parkeret i min egen by for at forrette nogle ærinder, stod der en dame og ventede på mig, da jeg kom tilbage til bilen. Hun havde stået der et stykke tid, fortalte hun, bare for at vente på mig. For hun havde set præcis den samme slags uheld gå ud over min bil, og synderen var bare smuttet. Heldigvis havde hun taget hans bilnummer, så jeg kunne konfrontere ham med den ret anselige bule, han decideret må have set, mærket og følt, han havde lavet. Det lykkedes mig–man har vel venner hos etaten!–at finde frem til ham, og han betalte da også, selv om han inderligt hævdede, at han intet havde lagt mærke til. Det fik mig til at tænke Bilkabuler ind i min samvittighed. For jeg var godt nok blevet ærgerlig, mopset, sur, gnaven og hele registret, hvis jeg bare havde konstateret en nyopstået bule i min bil uden at finde en gerningsmand.

Problemet der på bakketoppen var at finde frem til bilens ejer. Der var jo ikke en levende sjæl. Men da nummerpladen var tysk, gik jeg simpelthen ind i genbrugsbutikken (som er den eneste butik i miles omkreds) og spurgte de venlige damer, om de havde hørt nogen tale tysk i butikken. Det havde de nu ikke og var også temmeligt forvirrede over mit spørgsmål, indtil de fik forklaringen. Netop der oplevede jeg for første gang forundringen over det, de kaldte “min ærlighed”. Der var en klar konsensus omkring, at det da både var sjældent og samtidig virkelig dejligt, at nogen overhovedet gad erkende en Bilkabule. At det var sådan noget, som folk generelt bare rendte/kørte fra. Hurtigt og samvittighedsløst. Men i al deres velmente hjælpsomhed fandt vi da ud af at putte en seddel med mit telefonnummer i et plastikchartek ( det regnede helt vildt, udover at storme!) og sætte det under bilens vinduesviskere.

Lige da jeg stod og fumlede med chartek og viskere kom en mand forbi og undrede sig over, hvad jeg dog foretog mig med hans vens bil. Efter forklaringer hentede han hurtigt samme unge ven, som var på besøg fra Tyskland. ( Og her tilkommer det ikke mig at udrede, hvordan i alverden han var kommet over grænsen. Men det var han!) Og igen mødte jeg hos bilens ejermand samme forbavselse og glæde over, at jeg overhovedet erkendte min lakmæssige buleforbrydelse. Han nærmest takkede mig for at anmelde mig selv, for, som han sagde, det var faktisk ret usædvanligt. Selve udvekslingen af informationer foregik derfor i en særdeles venlig atmosfære. Jeg har i alt fald tidligere været impliceret i uheld, hvor anstændig og ordentlig tale godt kunne have været at foretrække. Men ikke her.

Det er så også her, altså bagefter, at jeg, ud fra alle de reaktioner jeg mødte undervejs, tilnærmelsesvis kan konkludere, at Bilkabuler eller uforudsete kastevinde, der forvolder skader på andres biler, er noget, mange mennesker overhovedet ikke tager sig af. Tilsyneladende har de sådan en off-knap, der bare ignorerer skader på andres ejendom. Det synes som om, det at lave buler i andres biler ikke er nogen særlig forbrydelse–så længe man ikke bliver opdaget. Det vigtigste er nærmest at slippe afsted med det uden at nogen, som min vakse dame der for år tilbage, lægger mærke til det. Jeg er selvfølgelig helt bevidst om, at det her kommer til at koste mig penge–sådan er det jo med forsikringer, de dækker aldrig helt. Men faktisk har jeg det bedre med lidt økonomisk afsavn end med at gå rundt med en rigtig dårlig samvittighed. Det første er nemlig til at leve med. Det sidste tager modbydelig tid at slippe af med. Om nogensinde. Jeg kan allerede nu visualisere min fobi omkring hvide, tyske Mercedeser resten af mit liv, hvis jeg havde gjort, som mange tilsyneladende gør.

Endelig–og her spiller jeg så på det allermest selviske og egoistiske–så skal man lige foreholde sin samvittighed det præcise billede af, hvordan man selv ville have reageret, hvis man var kommet uforvarende ud til sin egen bil, der stod der med en stor bule. Uden en bekendende eller synlig gerningsmand. Mit raseri ville være nået urimelige højder.

Det ville klæde os at gå ind i kampen mod ejerløse Bilkabuler. Ikke at lade være med at lave dem, for det kan vi ikke, så længe det både blæser og vores øjemål måske ikke altid er optimalt. Men at stå ved, at vi faktisk har forvoldt skade på andres ejendom.

Og mens jeg stod der med den unge mand, der var positivt overrasket over, at jeg var villig til at erkende min bulesynd, så krøb der lige et ikonisk citat fra filmhistorien ind i mit baghoved. Det var lige før jeg sagde “Face it, I am older and I have more insurance.”

Continue Reading

Om morgenandagten.

Hver morgen holder manden andagt. Mellem 9 og 10. Så stopper verden på den måde, at enhver forstyrrelse er en alvorlig forbrydelse, og alt andet må skubbes til efter det hellige tidspunkt. Mig bekendt er der såvel en form for trosbekendelser ( meget sekulære, nærmest pekuniære) involveret, og jeg kan da også ligefrem mærke, at han bagefter har fået en fornyet livsgnist. Eller i alt fald en del nye ideer. Syndsforladelse er der tilsyneladende ikke tale om. Det er sådan en slags trossamfund, hvor enhver i den grad er sig selv nærmest. Sine egne penge, i alt fald.

Overguruen hedder Lau Svenssen. Han er ikke sådan prototypen på en faderskikkelse, for han er lidt gnaven. Sådan til husbehov. Han har heller ikke mange kvinder, hans bilparks størrelse er ukendt, men han har i alt fald mange aktier i rederier. Rigtigt mange. Og så ved han en forfærdelig masse om en masse ord og begreber, som jeg er noget usikker på betydningen af. Det er de indviede til gengæld ikke. De er ikke et sekund i tvivl om, hvad han snakker om.

Engang var Lau og hans trofaste følgere en slags mindretal. En sekt, nærmest. Men det har coronaen ændret. Nu vrimler det med folk, der holder andagt der om morgenen, eller når de ellers har tid til lidt podcast. Vi havde fornylig en maler i huset, som lystigt strøg badeværelsesvægge i takt til ham Svenssen. Ham skulle man godt nok ikke forstyrre i dagens hellige time. Selv alle de unge, som for tiden mestendels investerer i Lottokuponer i Amerika, er ved at slutte talstærkt op om dagens viise ord fra Svenssen og kompagni. Det er nok også klogere end de strategier, de selv siger, at de bruger. Faktisk er det efterhånden blevet sådan, at Svenssen og følgere bare ved at tale positivt om en given aktie kan få den til at stige mærkbart. Og det kan man da godt kalde væsentlig indflydelse.

Nogle gange lytter jeg lidt med i smug til morgenandagten. Kun lidt. Jeg kan nemlig godt lide at være sådan en slags individualist, som bare gør, hvad jeg selv mener og føler. Det er så ikke altid det rigtige, jeg hverken mener eller føler, men jeg har da et enkelt rederi i min portefølje. Det er nu nok desværre mere fordi, jeg engang rejse rigtigt meget med de gamle Englandsbåde og stadig savner dem sådan lidt nostalgisk.

Jeg er sikker på, manden ikke er den eneste, der ligesom sætter verden i stå der om morgenen. Den breder sig, den højst sekulære trosbekendelse. Der er mange små hjem, hvor tidspunktet mellem 9 og 10 er helligt. Og hvor håbet blomstrer frem i de små hjem, orkestreret af gnavpotten Svenssen.

Der er bare lige en ting, jeg ikke helt forstår. Når man nu (optimistisk??) kalder et program for Millionærklubben, så måtte man da ud fra al logik gå ud fra, det var for millionærer. Altså enten, at man var, eller at man da i alt fald ville blive det, hvis man bare lyttede tilstrækkeligt længe og antal gange til det. At det på en eller anden måde virkede med al den andagtering. At Svenssen kunne noget, akkurat som de der indere, der kan trylle sand op af en tom krukke.

Eller også er det bare et spørgsmål om tid og tålmodighed. At hvis man i årevis sidder der på sin pind i andagtsstimen, så kommer de engang. Millionerne.

Det har jeg simpelthen ikke tålmodighed til. Men måske har manden?

Continue Reading

Et stille mesterværk.

The Father. Diverse betalings-streamingtjenester og i biograferne, når de åbner.

Egentlig bryder jeg mig ikke om altid at spå om Oscaruddelinger. Ikke mindst fordi, de ind imellem synes uretfærdige, indspiste og blinde overfor strålende præstationer indenfor indie-film, hvor de sammenspiste venner ikke lige er på rollelisten. Omvendt borger en Oscar gerne for en ud over alle grænser strålende og belønningsværdig præstation. Så her er en af dem. En ud over alle kendte grænser fantastisk skuespillerpræstation, der går lige i hjertet, sjælen, samvittigheden og de små fimrehår overalt på kroppen. Og det er Anthony Hopkins, der leverer den.

Han bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af et genialt manuskript. Egentlig et filmet teaterstykke, som med hensyn til kulisser må have været ret ubelastet af omkostninger, for vi befinder os hele tiden i de samme lejligheder. Måske.

Måske på den intelligente måde, at vi, seerne, også er i tvivl om, hvor vi er. Det hele handler nemlig om Altzheimer, denne knusende demenssygdom, som langsomt, men sikkert tager livet i den form, vi kender det, fra os. Filmens styrke er derfor synsvinklen, som udelukkende er den sygdomsramtes. Vi ser, med andre ord, præcis hvad han ser, oplever, føler og forundres over.

Når sygdommen rammer, bliver livet fragmenteret, atomiseret og usammenhængende. Sted, tid og logik ophæves. Personer blandes sammen, og enhver form for mening bliver opløst. Livet er ikke længere logisk forståeligt og forklarligt, men består af en række løsrevne brudstykker, der tilsammen ikke udgør en begribelig enhed. Det er sådan, vi kastes ind i filmen. Vi ser, hvad den sygdomsramte fader ser. Forgæves prøver vi at finde hoved og hale på det hele, indtil vi langsomt erkender, at det slet ikke er det, der er filmens mission. Som i stedet er at vise os, hvordan det er at være ramt af sygdommen. Forfærdeligt, ulideligt, frustrerende ude af stand til at forstå den virkelighed, vi selv lever i.

Det er stærke sager. Og midt i det står Hopkins med lige dele vrede og fortvivlelse. Vrede over at ting bliver væk, omgivelserne forandrer sig, personerne smelter sammen, og logikken går fløjten. Samt ind imellem fortvivlelse over selv at have mistet grebet eller retten til at kende sandheden. Han føler sig snydt, bedraget. Problemet er bare, hvem det egentlig er, der snyder og bedrager.

Og selvfølgelig spiller han røven ud af natbukserne. Ligesom Olivia Colman gør det som den noget plagede, men absolut solidariske datter. Hun skal nok ende som en af britisk films store, gamle damer– allerede klar til at tage over fra Dench, Smith, Mirren og alle de andre koryfæer.

Denne film burde være tvunget filmstof for alle over 60. Som en forsmag på en forståelse for, hvad der kan komme til nære relationer, venner og bekendte. Og en selv. Det er et stille mesterværk, der gør ondt helt ind i den inderste hjertekule. Og som, hvis verden er retfærdig, kaster en Oscar i favnen på Anthony Hopkins.

Continue Reading

Når verden altid er ny.

Det kan være et græsstrå. Eller et stykke mos. Ofte nogle sandkorn, og især er det blade. Blade der flyver i vinden, blade der der kan hjælpes lidt til at flyve i vinden ved at blive kastet i luften, og det kan bare være blade, der ikke foretager sig andet end bare at være blade. Alting er forunderligt, og alting kan forundre. Mere skal der ikke til. Naturen har en indbygget forundrings- og fascinationsfaktor, og den er stor. Det er bare en skam, at vi voksne ofte ikke kan se den.

Når man er bare 10 måneder, er verden ny og jomfruelig. Den ligger derude klar til indtagelse, men den indtages i bidder. Små bidder. Der er ikke behov for elefanter, grankogler er længe nok. Samtidig studeres den nøje, i detaljer. Sådan på sandkornsniveau. Heldigvis med en evigt vågen forundring og en bestandig nysgerrighed.

Jeg tænker tit, at vi voksne kunne lære en del af den tilsyneladende medfødte forundringsparathed. Vi tager jo bare det hele for givet. Og ikke bare det. Det er som om, vi med alderen kræver større og større oplevelser for overhovedet at lade os forundre. Vi går i størrelse elefant for at dække vores altid eskalerende behov, mens de der 10 måneder oplever en ufattelig fryd bare ved sandkornet og de flyvende blade. Vores forundring har mistet sin jomfruelighed. Og det er i grunden stærkt beklageligt.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at vi skal tvinge os selv tilbage til sandkornsstadiet. Men måske kan vi overveje, om forundringen ikke også kan være i det umiddelbart nære. Og i at give os tid til indgående at opleve det, som babyen der sidder der og glædeshviner over flyvende blade.

At have sådan en påskegæst i flere dage giver tilværelsen, livet, naturen og selve tiden et nyt perspektiv. Der var ingen elefanter, men sandkorn, flyvende blade og mos var længe, længe nok. Længe nok til en hel påskes dyb forundring.

Continue Reading

Om mit test-liv.

I går formiddags sad jeg i kø i over 3 timer for at få en tid til coronatest. På nettet, altså. Det var ikke sådan, at det tog 3 timer at få overstået de 66.703, der lige der var ude i samme ærinde og foran mig. Det var bare sådan, at jeg, hver gang den der lille, efterhånden ret enerverende gå-mand efter godt en times ulideligt langsomt trav næsten var nået det forjættede mål for enden af stregen, uden nogen form for forklaring blev kastet af og sat bagefter de 70.598, der nu pludselig var foran mig. Så bliver man sådan lidt mopset. Ret, altså. Hver gang. Jeg sad heldigvis i bilen, så i stedet for at beundre Jyllands lyksaligheder på langs gennem bilruden, kiggede jeg på gå-mand. Også en times tid efter, jeg var kommet hjem. Man bliver jo fuldstændigt hysterisk omkring at være der, når gå-manden endelig når frem. Tænk at ende der, hvor han i et ubemærket øjeblik omsider har nået sit mål–og så er man gået på toilettet eller er på anden måde uopmærksom. Det ville være ubærligt. I disse coronatider skal man simpelthen være over sin gå-mand. Skal man!

Jeg vil nemlig gerne klippes. Mine omgivelser vil sikkert også gerne, at jeg bliver klippet. De har glemt, hvordan jeg ser ud indenfor alt det hår. Og uden test er der bare dømt nul klipning. Det er nu ikke fordi, jeg sådan går ned på testninger ellers. Jeg er ret ivrig, ret rutineret, om man vil. Mit lokale testcenter har gradvist udviklet sig til at være den forretning i byen, jeg uovertruffent handler mest i. Man kommer jo ikke så meget ud i disse dage, men til testcentret kommer man da. Det er lige før, jeg er på gensynshils med pind-menneskerne derude, og der er sikkert flere, der ville beskrive mig som en endog meget trofast kunde. En, man kan regne med. Som støtter op om foretagenet.

Jeg er også ret omrejsende, sådan indenfor landegrænserne. Det sidste giver sig selv, for ingen kan jo komme over dem. Jeg må siges at være absolut fordomsfri i forhold til, hvor jeg lader mig teste, og har en god portion erfaringer med udenbystestning. Somme tider overvejer jeg endda, i mangel af andet arbejde, at skrive en lille bog, f.eks. “De bedste teststeder i Jylland” med anmeldelser udfra mine oplevelser og karaktergivning fra 1-6 podepinde. Allerede nu kan jeg da i alt fald sige, at den hal med ret urutinerede testere i Nordjylland, jeg sidst var i, ikke på vilkår får over 3 af pindene.

Når man sådan er ved at blive specialist i coronatestning, begynder man også at lægge særdeles meget mærke til podernes håndelag. Der er virkelig forskel på gode og brutale podere, og det synes jeg da faktisk, befolkningen bør oplyses om. Der er både sådan nogle blide, lidt moderlige typer, der nænsomt stikker kalorius ned i halsen og dingler lidt forsigtigt rundt, efter de deltagende først har spurgt en, om man mon har prøvet det før. Jeg har endda mødt en, der fortalte mig, at jeg ikke skulle være bange. Det var jeg nu heller ikke, men jeg blev da lidt betænkelig, fordi hun sådan nærmest behandlede mig som om, jeg indgik i et farligt eksperiment, der kunne have dødelig udgang. Der er også de mere brutale militærtyper, der nærmest går til angreb på ens hals uden hverken hils eller spørgsmål. De har garanteret stukket asparges i deres barndom, mod deres vilje, og det skal nu hævnes. Den slags giver en hoste, og i alt fald jeg kan ikke multitaske og både hoste og sige aaaaaaah på samme tid. De tilkommer så heller ikke mere end en enkelt podepind i min guidebog.

Forleden, da jeg stod i kø ( i øvrigt kan man også inkludere længden af køer og deres fremadskridning i sit pindsystem!) foran en af de moderlige, blev samtlige testpersoner spurgt, om de havde prøvet det før. Der var to foran mig, der ikke havde. Jeg må sige, at jeg, med min enorme erfaring, blev noget forbavset. Hvor har de mennesker dog befundet sig det sidste år? Hvor er de lige faldet ned fra? Her går jeg og bruger så meget tid på at bestille tid, iagttage uendelig langsomttravende gå-mænd samt at pode mig selv sådan på landsdækkende basis, og så er der nogen, der slet ikke har samme nødvendige hobby. Netop i det segment er der nok ikke den store interesse for mit bogprojekt.

I alt fald kan jeg allerede nu se mine fremtidsperspektiver indenfor testbranchen ulideligt klart. I løbet af ikke så lang tid vil jeg, og alle andre fra det uvaccinerede B-hold, skulle stille op med relativt friske negative testresultater nærmest ligegyldigt hvad vi skal foretage os. 72 timer er den evindelige deadline for alt fra frisører til restauranter og andet. Hold da op, hvor vi skal til at gå til testning! Jeg overvejer alvorligt, om man måske kunne foreslå myndighederne en slags automatisk test-abonnement. Sådan, at man simpelthen bare gik til testning hver 72. time og altid var klar på en akut klipning eller et improviseret restaurantbesøg.

Hvis nu det hele gik helt automatisk, så ville vi for det første kunne afskaffe gå-mænd. Allerede nu er racen jo vildt upopulære. Det må da også have en hvis indflydelse på arbejdsstyrkens effektivitet, at det arbejdende folk, hver eneste gang de skal noget uden for hjemmet, skal bruge 3 timer på at se den ulidelige film med en tåbelig mand, der går. For det andet ville vi alle være nytestet parate til de få ting, vi må, til alle tider samt opleve en stor forsøstring og brødning med alle de podere, vi efterhånden, på landsbasis, nok kommer på fornavn, hils og hvordan går det med børnebørnene med. Det ville også booste salget af min eventuelle bog, og de brutale militærtyper ville få en ordentlig en på podepinden!

Continue Reading

Om påskelandet.

Jeg har aldrig i mit liv set så mange mennesker herude i min lille ferieby. Det vrimler. Der er biler ved snart sagt hvert eneste hus, stranden minder lidt om højsæsonstrængsel på de varme sommerdage, og i Brugsen har de tre kasser åbne for at klare køerne. Det har de ellers kun i juli. Der er også pænt gang i afsætning af overskudsvarer, så loppemarkederne hænger på snart sagt hvert eneste gadehjørne. Selv damen, som sælger æg og friske grøntsager, er så populær, at hun i går måtte tage en kunde i akut kolesterolunderskud med ind i selve hønsegården for, om muligt, at lokalisere nylagte æg under hønsene. Der var ikke flere i vejboden, og det plejer der nu altid at være frem til sidst i juni, hvor vi mangeårige gæster godt ved, at man ellers skal komme før 8, hvis man vil have æg.

Det er heller ikke kun nordjysk, som plejer at være påskelingoen, der dominerer. Man kan endda møde mennesker med tydelig københavnsk udtale på stranden, og en enkelt fynbo eller to har også forvildet sig hertil. Det er absolut ikke normen. Men selvfølgelig fungerer de i år som en erstatning for det der sprog fra syd for grænsen, som i påsken og meget af sommeren plejer at være den mest dominerende sprogstamme. I år er der ingen, der taler tysk. Selv om jeg godt nok i går fandt et fæstningsværk med tydelige tyske rødder på stranden–altså en af de gigamodeller, som tyskerne er så overvældende begejstrede for at konstruere i dansk sand–så må man nok gå ud fra, at vi her har at gøre med en dansk copycat. En, der har været i fæstnings-konstruktionslære syd for grænsen.

Der holdes påske til max. i det danske påskeland. Det er udlejernes drømmepåske, og i næste uge vil man sikkert se dem gå grinende i banken i en lang, lang kø. De huse, der ikke er beboede, fordi de er til salg, rives sikkert væk hen over påsken, så har man et shitskur på en ussel grund, er det da bare lige nu, man skal afsætte sit såkaldte håndværkertilbud. I løbet af vinteren er mange af de gamle kæmper–altså dem, der sikkert i årevis har været holdt sammen af gaffatape og gode minder– faldet for bulldozernes hærgende kløer, så overalt bygges der. Både fra grunden og til og i højden. Der er grøde i det danske påskeland. Der bliver i den grad indad vundet, hvad udad lige nu er tabt ved samtlige landegrænser.

Men man kan da også godt se, at mange forældre er kommet lidt på arbejde omkring at vaccinere deres unger med det danske påskelands lyksaligheder. Det er vel også begrænset, hvor længe man kan frydes over en halvkold badebro og et fiskenet i isnende vand. Jeg spekulerer på, om de unger ikke, trods alt, ville have haft en varm swimmingpool i 30 grader i stedet for vildtvoksende lyng og tang. Meget tang. Men de er tapre, de små, i deres flyverdragter, selv om jeg nok tvivler lidt på, om vi virkelig har fået dem til at tro fuldt og fast på Danmark dejligst. Især i påsken!

Det er selvfølgelig godt, at et stort antal mennesker bliver presset ud i at erkende, at deres eget land også har store værdier. Selv Jylland. Men det erstatter jo altså desværre ikke, at der kommer til en mangle gigaindtægter fra udenlandske turister, hvis dette bliver ved. Danskerne selv kan ikke alene opveje de indtægter bare ved at blive hjemme. Så snildt fungerer det desværre ikke.

Men sikke da et påskeland. Det er jo lige før, man ikke kan sparke sig frem i vrimlen herude…

Continue Reading