Om kolonihaver og kolonihavehuse.

Jeg har brugt det meste af weekenden på at renovere kolonihavehus. Uden overdrivelse det mest ambitiøse redningsprojekt, jeg nogensinde er indgået i. Cirka på det niveau, hvor det stadig er temmelig tvivlsomt, om patienten overhovedet overlever, men hvor det dog er absolut sikkert, at det i så fald ikke bliver uden varige men, forrygende permanente skævheder og en hvis form for nedsat ydeevne.

Men det, må jeg så indse, er hele kolonihavehusenes sjæl. Bygget, som de er, af idealistiske ildsjæle, der mere brændte for at dyrke kartofler udenfor stenbroen end for at opføre huse i samråd med regler for almindelig, fornuftig byggeskik. For slet ikke at tale om materialevalg, som i bedste fald er alternativt–i værste et sammensurium af de forhåndenværende søm langs vejen. Og her gik jeg og troede, at mit sommerhus havde personlighed og alternativitet. Jeg tog fejl, gjorde jeg!

Nu er der så også det ved det, at de færreste folk i min alder fra provinsen overhovedet overvejer at investere i et kolonihavehus. Vi har sommerhuse i overflod til vores fritidssysler. Og vi køber dem allerhelst på naturgrunde, så vi er noget så behageligt fri for alt det der have. For sådan en har vi jo derhjemme ved parcelhuset–som om det ikke skulle være nok i sig selv. Og grøntsager kan da heldigvis stadigvæk købes i forretningerne. Eller dyrkes til husbehov og i strengt udvalgte sorter på det lille stykke deromme ved drivhuset.

Da jeg var ung, havde vi godt nok ikke kolonihaver. Det er vist ingen overdrivelse at skrive, at en kolonihave var noget af det allermest forstokket småborgerlige, vi overhovedet kunne forestille os. Derude gik de rundt i seler og ølmaver og rodede i deres rabarber, mens de bøvsede under deres Dannebrog, spiste bjerge af frikadeller med rødkål og stemte på de forkerte partier. Der var noget decideret øllet og politisk ukorrekt bare ved tanken om kolonihavefolket. Måske også fordi, det dengang var forbundet med fattigdom og usle levevilkår at bo på stenbroen (hvorfor i alverden skulle man ellers have en kolonihave?), og ikke, som i dag, med forrygende gode jobs og hipstret livsstil. Faktisk havde vi nok en smule ondt af alle dem, der bare måtte nøjes med et papskur og få kvadrat-kartoffelmeter–i forhold til de veltrimmede parcelhushaver, vi selv kom fra. Selv ikke Eva Madsens sangberømte mormor kunne lave om på det: Vi så nok mere den sang som et lidt kikset forsvar for mormor end som en hyldest til hende og hendes hus.

Mildt underdrevet må det siges, at den slags har ændret sig de seneste år. Det er gået hen og blevet voldsomt hipt at have en kolonihave. Især hvis man er ung, bosat på stenbroen, har et godt job og en relativt hipstret livsstil. Så kan man næsten ikke vente på at komme ud i kolonihaven til alle de andre, der også er præcis som en selv. Men vente, det må man. For kolonihaver hænger skam ikke på æbletræerne længere. Der er overtegnede ventelister og årevis af længsel efter det der lille sted med urtehaven ude i forstæderne. Fra at have være arbejderklassens småborgerlige åndehul med indbygget mulighed for socialt samvær og nyoptrukne porrer er kolonierne nu blevet den forlængede udbygning af Sdr. Boulevard og de mest trendy områder på Nørrebro med skove af nyudplantede avocadotræer, figenbuske og alt indenfor udenlandske bønnesorter. Jeg er også sikker på, der har været intensive forsøg på at dyrke brune ris og kikærter. Og linser, selvfølgelig.

Selvfølgelig spiller de fuldstændigt vanvittige huspriser i storbyerne også ind her, så det dog trods alt er mere økonomisk venligt at anskaffe sig den lille have i koloniområderne end at gældsætte sig selv med rækkehuset i Brønshøj til 7 millioner. Eller mere. Faktum er dog, at klientellet derude i haverne temmelig hurtigt er ved fuldstændigt at skifte karakter. Det vrimler med unge, energiske havebrugere. Og der er, så langt øjet rækker, ikke ret mange hverken Dannebrogsflag eller ølbænke tilbage. Det er blevet en anden livsstil derude, en gennemgribende omdefinering af, hvad det vil sige at være kolonihavebruger. Nu skal der seriøst havehygges med grøn the, dyrkes spændende grøntsager og åndes ud fra den storby, som man både må væk fra samt overhovedet ikke kan undvære at bo midt i.

Men husene, de står der for de flestes vedkommende endnu. Disse skure af forhåndenværende materialer, bygget af diverse ejere gennem mange år ved hjælp at talrige knopskydninger. Sunket lidt (og betydeligt) i hjørner og kroge, opsat på den bare jord og uisolerede. Vel er de da charmerende. I alt fald udefra. Al diskussion omkring det faktum, at jorden er rund forstummer totalt herude. Her må man bare erkende, at jorden er skæv. Og at intet er lige. Da i alt fald mindst af alt gulvene.

Jeg er næsten sikker på, at weekendens renoveringsprojekt har givet den rygskæve patient lidt respit i endnu et par år. Nok ikke mere. Og det er med forbehold for halvalvorlige vinterstorme og almindeligt råd. Så livet “på landet” og de nydyrkede kikærter forhåbentlig kan nydes med alle vennerne på de varme sommerdage. Udenfor. Altså indtil der måske bliver råd til rækkehuset i Brønshøj, hvor de fleste af de andre nok også er flyttet hen til den tid. Og så bliver det jo spændende at se, hvordan næste generation vil se på, bruge, opfatte og anvende kolonihaverne………

Continue Reading

Om min store, lysende drøm.

Jeg har altid drømt om at eje en Tiffanylampe. Virkelig drømt meget om det. Faktisk synes jeg, Tiffanylamper er noget af det smukkeste, der findes. Lad mig bare diplomatisk sige, at netop det faktum er der lidt delte meninger om i det hjem, jeg bor i. Sådan i størrelsesordenen, at hvis jeg anskaffede mig sådan en, måtte vi nok sammen, lampen og mig, finde et nyt. Hjem, altså.

Og så så jeg dette vidunder hos en antikvitetshandler i Dublin. Til 200 Euro. Selvfølgelig ved jeg da godt, at den er indiskutabelt uægte og sikkert af plastik og gammelt bly. Men smuk, det ER den altså i mine øjne. Den ville passe noget så godt til mig. Klæde mig, tror jeg.

Der er så bare to uovervindelige forhindringer mellem Tiffanien og mig. Den første er de 10 kilo håndbagage med en maksbredde på 40 cm. Tiffanylamper kommer ikke i sammenklappelige letvægtsudgaver. De er simpelthen ikke rejselamper. Det er, af fuldstændigt logiske årsager, de færreste, der rejser rundt med en Tiffanylampe i deres håndbagage. Påholdenhed overfor indskrevet bagage er ikke et godt udgangspunkt i forhold til international transport af uægte, tonstunge Tiffanier.

Den anden, og noget større, udfordring, der står mellem Tiffany og mig er så selve mit hus. Enhver kan vel se, at sådan en skønhed ligesom kræver lidt større armbevægelser end et parcelhus fra 70-erne. Klassiske danske møbler tog simpelthen heller ikke som grundregel udgangspunkt i, at de skulle klæde Tiffanylamper. Den ser jo decideret malplaceret og bøvet ud  ved siden af en Svane. Eller omvendt. Og lige nu synes jeg ikke rigtigt, at jeg er i det mood, hvor stuen skal udskiftes til tunge, mørke møbler, der bare lige passer til sådan en lampe. Måske skulle jeg, hvis jeg engang skal flytte, starte med at indkøbe en Tiffanylampe og så indrette resten, så det står vildt flot til den. Det kunne man da overveje.

Gennem årene er jeg faldet i svime over et utal af Tiffanylamper hos antikvitetshandlere overalt i verden. Og det vil jeg nok blive ved med. For jeg drømmer stadig om at eje en Tiffanylampe.

Hvad det så end er, jeg lige skal bruge sådan en til……..

Continue Reading

En god, gammel hemmelighed.

Det er en god, gammel hemmelighed blandt folk, der rejser i de irske ”lande”, at Avoca er noget af det bedste, der findes. På tøjfronten og indenfor boligtekstiler. Nu deler jeg den så. Ikke som skueret, men med tilføjelse af den oplysning, at ting fra Avoca ofte kan købes på Trapholt og Louisiana, samt at de har en velfungerende webshop.

Avoca er klassisk irsk, tænkt på en innovativ måde. Fantastisk kvalitet i uld og andre naturmaterialer, med sprudlende farver og spændende designs. Egentlig startede de bare med at spinde uld og lave nogle gode tæpper, men det hele greb om sig, og nu dækker de nærmest alt indenfor boligtekstiler og en lille, men meget udsøgt, portion tøj.

Det fantastiske ved Avoca er, at successen ikke er steget dem til hovedet. De har 3-4 butikker i republikken Irland, hvoraf de to nærmest ligger udenfor lands lov og ret, og en enkelt i Belfast. Og de vil ikke være større. De vil hellere blive ved med at være kendte for deres superbe kvalitet. Så dem skal vi ikke forvente at se på Strøget mellem de andre mærker. Måske ved de godt, at i det øjeblik, man siger ja til et sådant lejemål, overgår man fra en god, gammel hemmelighed blandt insiders til en simpel strøgbutikkerne blandt alle de andre.

Men nu er hemmeligheden delt. Også selv om mange jo i forvejen kender dem. I det tilfælde nok altid for det gode.

Continue Reading

Om gensynsglæde.

Jeg har ikke været i Dublin i over et år. Det lyder sikkert overmåde arrogant, men med mit job kommer det ligesom til at betyde noget andet, idet det jo netop går ud på at besøge og fremvise  steder og byer i den engelsktalende del af Europa. Skæbnen har villet, at årets job har ligget i England, Skotland og Wales, og det er sandelig også ualmindeligt fint, men…….

Jeg kan jo mærke det indeni mig selv. Denne forunderlige, boblende glæde ved at være et sted, der står mit hjerte så utroligt nært. Den kommer såmænd bare ved indkørslen til byen, som, det skal indrømmes, bestemt ikke scorer på skønhedskortet. Det er selve følelsen af at være her, duften af byen, den overstrømmende genkendelsesglæde, og en helt konkret proces med ens skuldre, der bare falder ned, ned. Og på plads.

Og så skal der gåes i timevis og gadevis, og alt det, der stadig ligger derude, skal gen-ses og gen-elskes. Jeg tror, de fleste kan nikke genkendende til følelsen. Denne, at komme tilbage til sin barndomsegn eller et andet elsket sted, hvor selve stedet nærmest omslutter en med sine kærlige arme, og man bare føler sig så meget mere sig selv end så mange andre steder.

Så nu skal den gåes ind igen, denne vidunderlige, møgbeskidte, charmerende og vildt støjende by. Så jeg kan tage et lille stykke af den med hjem i hjertelommen og gemme rigtigt godt til næste gang, jeg skal herover.

Continue Reading

Morgenudsigt til bomber.

Fra mit hotelvindue her på 7. sal i Belfast kan jeg se direkte over på Hotel Europa. Kønt er det ikke, men det er vel heller ikke derfor, det har indskrevet sig i verdenshistorien. Det er mere det faktum, at hotellet har været bombet hele 32 gange i forbindelse med urolighederne i Nordirland.

Fantastisk, at det står der endnu. Sejlivet dame!

Op gennem 70-erne og 80-erne, da problemerne i Nordirland eskalerede og udviklede sig til rå vold, boede den udenlandske presses repræsentanter altid på Europa. Så selvfølgelig var det der, man bombede. Der er ingen, absolut ingen, grund til at bombe på steder, hvor man ikke har pressens umiddelbare bevågenhed. Også fordi bomber er dyre. Tænk bare på IS, som omkostningsfrit kræver at være ejer af ethvert løsgående missil. Og selvfølgelig vidste bombemændene da noget så udmærket, i hvilke værelser journalisterne boede. Dem bombede man udenom, for journalister er vigtige redskaber i alle krige.

Det fortælles, at hotelmanageren engang, da den lokale tæppehandel endnu engang kom med nyt, sammenrullet tæppe efter endnu en bombning, bad ham pænt om at tage det med hjem igen, for der var sikkert en bombe rullet ind i det. Det var der så også.

De senere år, i dette årtusind, har Europa undgået bomber. Efter fredsforhandlingerne i 90- erne praler stedet mest med sin præsidentsuite, hvor selveste Clinton boede under samme fredsforhandlinger. Det er i øvrigt også blevet et hotel i luksusklassen, hvor jeg ikke sådan lige bor.

Men det er også fint nok bare at have udsigt til det. Og mærke historiens vingesus.

Continue Reading

Da jeg blev årets røv.

I 2006 blev jeg årets røv i den daværende K-klasse. Det kom lidt bag på mig, men var da i og for sig i orden. Det affødte hverken stress eller følelsen af at blive mobbet, og seksuelle undertoner kunne jeg, selv ved ihærdig granskning, ikke finde det fjerneste belæg for.

Begrundelsen var såmænd bare, at min røv var den mest synlige, den mest eksponerede og den ultrauundgåelige i klassen. Ingen andre end jeg viste i den grad røv til eleverne, for med lærere er det nu engang sådan, at de bruger en god del tid på at vende netop bagdelen ud mod klassen, simpelthen fordi de skriver på tavlen. (Nej, vi TALER ikke ind i tavlen–den lille detalje døde under pædagogikum!) Og netop den klasse bestod for en overvejende dels vedkommende af piger, som måske nok har vurderet min røvs kunstneriske indtryk i forhold til deres egen, men som vel ikke ligefrem har set den som en seksualiseret del af kroppen.

Dengang var det også sådan–og her er vi altså kun 10-15 år tilbage i tiden–at den årlige revy, hvor afgangseleverne gjorde grin med skolen, primært koncentrerede sig om lærerstaben og i detaljer gjorde grin med netop dens særheder. Og der blev da gået over stregen ind imellem, selvfølgelig gjorde der da det, men jeg husker det egentlig mere som bittesmå episoder, som straks blev påtalt–og derefter undskyldt. Der var også indslag af en karakter, som tydeligvis refererede til noget seksuelt, især med bestemte mandlige lærere i centrum. Dem så jeg nu mest som en ironisk, spidsfindig hævn over tåbelige, halvgamle stødere, der bare aldrig rigtigt lærte at opføre sig sømmeligt overfor teenagere. Ikke, at de forbrød sig på nogen mulig måde. De var bare så selvfedt klamme, at de da i den grad fortjente at blive offentligt udskammet. Syntes jeg!

Måske er der en samstemmighed mellem populariteten af de sociale medier og disse revyers skift i fokuspunkt. For det er i alt fald en kendsgerning, at fra midt i 00-erne uddør lærernes grinagtighed mærkbart, og revyerne bevæger sig mod at koncentrere sig om afgangseleverne selv og alle de andre lever på skolen. Lærerne, de voksne, bliver med meget få undtagelser, totalt uinteressante. Det er ikke længere, med lærerøjne, sjovt og interessant at se, om årets revy har “en god rektor” eller “en bedre Jensen end sidste år”, for med eksponeringen af de andre elever, stiger graden af subtiliteter og ondskabsfuldheder også helt synligt. Det bliver indforstået “sjovt”, og det får et andet mål. Går fra at grinagtiggøre til at udskamme. Og det er 2 meget forskellige ting.

Offentlige udskamninger kan være særdeles pinlige. Primært, selvfølgelig, for personen eller personerne i centrum, men faktisk også for tilskuerne, som føler denne overmægtige tåkrummethed. Det er slet ikke rart, det hele. Slet ikke spor sjovt. Ligeledes er en lærerjoke, der går en smule over stregen, som regel overlevelig for den pågældende voksne person, der givetvis har hørt den før samt godt ved, at der sikkert er noget om snakken. Og at der kommer et nyt hold næste år, som meget vel kan se tingene på en helt anden måde. Men når usjove bitterheder rammer andre teenagere, så forholder det sig ganske anderledes. Det sætter sig. Og jeg er sikker på, at den søde klasse, som fandt årets røv bag på mig, faktisk havde tænkt så langt. De vidste da godt, at den eneste røv i den forsamling, der kunne godkendes til at blive årets, var min. Alle andre røve i klassen var underforstået behæftet med helt andre undertoner.

Så på bare 10-15 år er afslutningsrevyer, interne skolenomineringer og kåringer gået fra at være ironiske kommentarer, der mestendels peger mod de overordnede/lærerne til at være udskamninger og seksuelt betonede grimme bemærkninger om dem, der har så uendeligt sværere ved både at forsvare sig og at leve med det. De voksne er ikke længere interessante, men fungerer mest som et nødvendigt onde. Det er derimod langt mere interessant at ramme dem, der er så meget lettere at ramme.

Sjovt nok kan jeg, næsten uden at tænke mig ret meget om, se tydelige paralleller ude i det andet, det “virkelige” samfund. Jeg ville ønske, vi gik lidt mere op i at nominere vores voksne politikere indenfor diverse kategorier, i stedet for at hakke på alle dem, det er så usigeligt meget nemmere at ramme.

Og så er jeg da stadig stolt over at være årets røv. Selv om det er 12 år siden, så er det da sådan noget, man husker. For det gode og det kærlige i nomineringen. Netop fordi, det er sådan, det skal være.

 

Continue Reading

Om aldrig at have været på en date.

Man kan jo nærmest ikke åbne en avis, et TV eller et socialt medie uden at støde på lykkelige, grumme, spændende og horrible historier om (net)dating. Det at date er åbenbart blevet en lige så konstant og naturlig bestanddel af livet som at skifte underbukser. Noget, alle (forhåbentlig–og da især de, der skal på date!) gør. Ovenikøbet noget, alle gør så meget, at det er genstand for utallige samtaler, forfærdeligt mange avisartikler og givetvis også videnskabelig research.

Det er så her, jeg føler mig udenfor. Som et udated, trekvartgammelt oldtidslevn, der, stik mod tidsånden, fandt en mand uden overhovedet på nogen mulig måde at have udvalgt ham fra mandekataloget i cyberspace forinden. Selvfølgelig kan det da godt ærgre mig lidt i bakspejlet, at jeg ikke sådan havde adgang til alle de udbudte vareprøver, inden jeg bestemte mig, for jeg har minsandten aldrig sagt nej til en god prøvemiddag eller en anderledes oplevelse. Men sådan skulle det ikke være. Dengang. Vi havde den, med nutidens øjne, sikkert uheldige og upålidelige vane at møde hinanden tilfældigt ude i det virkelige liv, og der var da ved Gud ingen, der kunne så meget som drømme om at gå ud på en omkostningstung udespisning med Mr. Photoshop (vi anede ikke, hvad photoshop var!), før de havde kendt hinanden et godt stykke tid og var helt sikre på, at det nok ville blive til noget alvorligt, så investeringen ikke var forgæves. Dengang postede vi sgu` ikke penge i hvad som helst–og da slet ikke, hvis der var risiko for en nitte.

I min alder virker selve tanken om at date også vildt udfordrende. Hvis jeg nu ikke havde en mand (som jeg i datinghenseende lykkeligvis har!), så frastøder tanken om at skulle ud på markedet til en konfrontation med fremmede herrer i parringsmode mig ganske enormt. Ikke blot at skulle sælge mig selv på mest tiltrækkende måde (hvordan man så end gør det!), men nok endnu mere at skulle tvangsindlægges til et ubestemt antal af totalt intetsigende potentialer, inden der måske er gevinst. For slet ikke at tale om bagefter ( altså hvis der ER gevinst!), hvor man jo F… skal bruge et ukendt antal år på overhovedet at få ham skolet, afrettet og opdraget, så man også selv kan få sin retmæssige plads i forholdet.

Jeg har aldrig været på Tinder, kender ikke navn på andre datingsider og håber aldrig, jeg akut står og skal bruge den slags information. I min ungdom var det en falliterklæring, en skjult indrømmelse af, at man var et makværk i det store kønsspil at benytte sig af Billet Mrk., som datidens meget lidt Tindrende kødmarked på avisernes sidste sider hed. Og den opfattelse sidder stadig enormt dybt i mig, hvilket selvfølgelig er en både upassende og dybt forældet holdning. Men det rokker vel ikke ved, at jeg stadig ikke forstår, at folk ikke kan møde hinanden, som vi gjorde i sin tid. Sådan ude i den der u-Facebookede, af-tindrede virkelighed.

Jeg kan selvfølgelig udmærket forstå, at det da er vildt ustressende og særdeles mageligt at side derhjemme i sofaen og betragte udbuddet på næsten samme måde, som vi i min barndom kastede os over kataloget fra Daehls Varehus. Ved juletid. Men for mig ligger der samtidig en objektivering, en tingliggørelse–varegørelse, om man vil–i netop det faktum, at man ser på varerne og afgør, om der skal investeres i dem. Mødte man dem nu tilfældigt, var det selvsamme spørgsmål nok hurtigt afklaret og krævede næppe et utal af dårlige oplevelser. Selvfølgelig betyder nettets varekataloger over mulige dates et noget større udvalg end det forholdsvist lille, indre marked, der var i min provinsby, og det er sikkert fuldstændigt rigtigt, at Mr. Right sagtens kan bo flere hundrede kilometer væk, men de fleste mennesker kommer nok alligevel ud i andre sammenhænge end de allermest lokale, OG jeg tror nu mere på interessefællesskaber som grobund for Mr. Right-opstøvning end et forskønnende opslag på et socialt medie.

Men jeg kan selvfølgelig også omkostningsfrit snakke, når jeg ikke står i en akut mangelsituation. Omvendt kan jeg så også prise mig lykkelig over, at jeg overhovedet ikke behøver deltage hverken i, eller i mangfoldiggørelsen af, alle de kolossale problemer, der tilsyneladende er forbundet med al denne dating. Jeg kan dog ikke undgå at undre mig temmelig meget over, at noget, der var så relativt simpelt for min generation, da vi var unge, er blevet problematiseret og et samfundsmæssigt issue med kilometervis af spalteplads.

Så meget tid brugte vi sgu` ikke på at diskutere kataloget fra Daehls Varehus. I stedet gik vi ud i livet og mødte nogle mennesker.

 

Continue Reading

Om Det-er-synd-for-mig-trenden.

Boligprogrammernes æra på TV lakker mærkbart mod væsentlige nedskæringer i sendetid. Mange har alligevel allerede nøje fulgt de dyre råd og transformeret deres boliger ind i ensartet kønsløshed, endnu flere har nok lyttet til enkelte råd og anvendt dem i hjørner og nicher, mens de sidste (som jeg) bare har gjort, hvad de sådan set altid har gjort. Det er noget med at placere nyindkøb et sted, hvor de så bliver stående. Permanent. Der er tydelig tilbagegang for skrotning, slotning, hammerslagning og make-over på usælgelige adresser. Personligt føler jeg det som en lettelse.

For lige nu blomstrer en ny trend på skærmen. Nemlig Det-er synd-for-mig-TV. Og det er det jo. Altså synd for en forfærdelig masse mennesker, der ligesom ikke helt kan leve op til de mål, der sættes i det samfund, hvor graden af selvudstillelse og flashing af superliv er blevet en form for parameter på, hvor utroligt godt det hele går. Så det er dem, det er synd for. Det synes de så også selv–i alt fald en stor del af dem.

Misforstå mig ikke: Jeg synes skam, helt ærligt, at det ER synd for alle de mennesker, som TV-selskaberne smider ud i mit hjem for at opnå såvel min som andres medlidenhed. I går aftes, f.eks., var jeg næsten ved at blive helt skamfuld over, at jeg ikke sådan lige kunne finde mærkbare og synlige skavanker i mit eget liv, som kunne berettige mig til at opnå en smule solidarisk medlidenhed. Det startede med farlige psykiatriske patienter, som nærmest havde måttet begå forfærdelige forbrydelser, fordi systemet bare svigter indenfor det område. Det er synd for dem. Så var der alle dem, hvis far havde begået selvmord. Det er ikke blot synd for dem, det er selvfølgelig også synd for faderen. Så var der pigen fra Randers med det sygdomsbegrundede meget aparte udseende, som så forfærdeligt gerne ville have en kæreste, hvilket vi både forstod, at hun ville, men nok samtidigt også forstod, at hun nok ikke lige fik. Så hende er det virkelig også synd for. Der var også nogle lidt naive kvinder, der var blevet narret af forbryderiske storcharmører på nettet, og dem bør vi da minsandten også have ondt af, for det ER da synd for dem. Og ved bare et enkelt blik på den kommende aftens programmer kan jeg se, at min have-ondt-af-dagsorden inkluderer folk med rynker, potentielle selvmordere og giftelystne landmænd, som det er synd for, fordi de ikke kan finde en kone uden hjælp fra fjernsynet. Senere på ugen kan jeg så svælge i medlidenhed med søde børn med mystiske sygdomme, der gør dem anderledes, og som det da indiskutabelt er rigtig synd for.

Indenfor dele af ugebladspressen er dette selvfølgelig ingen ny tendens. Det er såmænd bare det, de lever af. Historier med human touch. Dog gerne med en positiv udgang. Eller i alt fald mod og ukuelig livsvilje. Men på TV er det, omend langt fra nogen ny trend, så dog en omsiggribende trend. Faktisk er den også vokset endnu længere ind i mediebilledet, for selv jeg kan ikke undgå at notere, at det i f.eks. Politiken vrimler med Det-er-synd-for-mig-historier. Det gjorde det altså ikke i samme omfang for bare få år siden.

Og selvfølgelig er det synd for en umådelig masse mennesker. Livet er–og her er jeg nødt til at undskylde klicheen!–ikke bare lutter lagkage. Hvilket vel i sig selv er problemet. For når vi udstiller vores liv på de mængder af sociale medier, vi har adgang til, så leves livet i lagkagebanen. Så er vi smukke, velfungerende, glade og bebor de skønneste, designede hjem. Personligt kunne jeg ikke drømme om at lægge min egen morgengrimhed (og den er fæl!) ud til offentlig anskuelse. Jeg er ligesom pænere med et bjerglandskab i baggrunden sådan et pænt stykke op ad formiddagen.

Men alligevel er der jo morgengrimhed alle vegne. Uformåenhed overfor tidens perfekthedsidealer. Lortedage, overvægt, bumser og dårlige tøjdage i den lette ende. Og sygdom, dårlig økonomi, stressede børn og dødsfald i den hårde. Det kommer til os alle. Der skal nok, og det lover jeg, blive plads til, at den tid kommer, hvor det er os, det er synd for. Faktisk forholder det sig også sådan, at rigtigt mange af os synes, at det på daglig basis ER synd for os. Vi kan nemlig ikke helt leve op til, hvor ufatteligt dejligt vi tror, at alle de andre glansbilledfamilier på nettet går og har det. Og lige præcis her er det så, at det er så fantastisk selvafstivende at finde nogle andre at have ondt af. Nogle andre det er synd for. Altså mere synd for, end det nu er synd for os selv, fordi enhver idiot kan se, at de da i alt fald har det ENDNU værre. Derfor svælger vi i Det-er-synd-for-mig-TV. Denne blanding af haven oprigtigt ondt af, som samtidig er gevaldigt opbyggende for vores egne egoer, for helt SÅ slemt har vi det da heldigvis ikke. For slet ikke at tale om, at vi da, trods alt, er noget pænere, klogere, rigere–eller måske endda, når vi sådan for alvor konfronteres med det, gladere, mere tilfredse og lykkeligere.

Det er altid godt at have sammenligningsgrundlag i sin egen lille ulykkelighed. Det gør den som regel en hel del mindre. Og Gudskelov. Det er nemlig ikke som med boligprogrammerne, hvor ethvert rodehoved (og her taler jeg af årelang erfaring!) kunne smittes med akutte mindreværdskomplekser og spejlbilleder af egen håbløs indretning. Det-er-synd-for-mig-TV har nemlig den stik modsatte effekt. Her vokser selvværdet nærmest omvendt proportionelt med andres ulykke–også selv om det i sig selv er relativt inhumant.

Men sikkert også positivt for alle os, der ligesom ikke gør os så fabelagtigt på tidens udstillingsvinduer. Til gengæld er vi ret gode til Det-er-synd-for-mig-TV. Det ved TV-selskaberne også godt!

 

 

 

Continue Reading

Om at lære noget. Hele tiden.

Jeg har aldrig lært så meget selv, som efter jeg er holdt op med at lære andre noget. Pensionistlivet er blevet en kontinuerlig øjenåbnerproces, hvor næsten hver dag byder på ny indsigt, nye vinkler og spændende åbninger. Det er fantastisk. For aldrig før er det gået op for mig, hvor meget der i grunden ER, som det står enhver frit for at sætte sig ind i. Hvis der da ellers var tid nok.

I bagklogskabens klare lys og med en god afstand ser man pludselig, hvor bundet man førhen har været af sit fag, sit arbejde og sit daglige trummerum. Hvor afhængigt ens tilegnelse af ny viden har været af, om den var decideret brugbar. Omsættelig, om man vil, i forhold til den daglige gerning og det, der gav en samme daglige brød. Enhver nuværende og tidligere underviser–og sikkert utallige mange andre–kender udmærket følelsen af nærmest at føle sig en smule skyldig over at læse en bog, der udelukkende læses for fornøjelsens skyld. Alt blev jo læst med “kan-det-nu-bruges”-brillerne, og man kunne gribe sig selv i at regne en fornøjelseslæsning for en form for simpel spildtid, fordi det læste ikke var umiddelbart anvendeligt. I samme bagklogskabs klare lys går det desværre også op for en, hvor uendeligt ensporet mange ting har formet sig. Men allermest, hvor endnu mere uendeligt meget man har afskåret sig selv for spændende biveje, fordi der ikke var tid–eller, desværre, brugbarhed og anvendelighed i tingene.

Sådan er det ikke mere. Spildtid er et ikke-eksisterende begreb. Det er fornøjelsestid derimod ikke. For det er nu udelukkende fornøjelsen, lysten og nysgerrigheden, der er afgørende for, hvad i alt fald jeg kaster mig over. Og finder jeg noget, der er interessant, kan jeg forfølge det, gå i detaljer, rende videre efter nærmeste spin-off og bruge en forfærdelig masse tid på noget, der er absolut drænet for brugsværdi som sådan, men som bare er virkelig, virkelig interessant. Det er jo en hel verden af overmåde uanvendelige oplysninger, jeg er ved at anskaffe mig selv. Men kors, hvor er det dog spændende!

Som nu den spanske armada. Altså, jeg havde da aldrig i min undervisningsformørkelse ansat det for væsentligt, at jeg kendte til mere end dens blotte eksistens i forbindelse med Elisabeth I. Men det er jo en fabelagtig god historie–jeg elsker at bore i  det faktum, at alle disse skibe blev slået til vrag på Irlands VESTkyst, efter at have sejlet nord om både Skotland og Irland på en tur, hvor de i virkeligheden skulle have været ind gennem Themsen til London. Eller stentyper. Hvorfor der er forskellige stentyper og, især, hvilke der skaber gode betingelser for drypstenshuler–samt, hvad der i den grad slog mig på en odysse gennem både England, Skotland og Wales, hvor fantastisk forskellige byggestilene og stentyperne på almindelige huse er her, altsammen begrundet i lokale sten. Eller historisk betingede bygge- og arkitektoniske stilarter. For selvfølgelig har jeg da undervist i både barok, rokoko og gotik, men det har været sådan på “Se, der er en gotisk kirke”-niveau. Ikke fordi, jeg sådan for alvor vidste noget om det. Og Thomas Telford og Isambard Brunel–de to herrer ligger for tiden allerøverst på min præferenceliste over ting, jeg skal finde ud af. For hvem havde i sin vildeste fantasi forestillet sig, at en engelsklærer i provinsen overhovedet skulle kende navnene på to af de største ingeniører i ingeniørhistorien. I alt fald ikke jeg. Men nu står den på broer, jern og konstruktioner, gør den!

Det er sådan noget med, at livet åbner sig. Eller også er det noget med, at i alt fald jeg gennem mange år slet ikke har set, hvor lukket det har været. Hvor fokuseret på et meget begrænset område. Men sådan skulle det jo også nødvendigvis være. Hovedsagen–og det, man blev betalt for–var vel, at man kendte og kunne sit fag. Fulgte med i udviklingen indenfor det som en løbende proces. Men nu, hvor de tider er ovre, er det fuldstændigt legalt at rende rundt i hjørner og kroge af alle de andre fag også. Samt at løbe med halve vinde og ufuldendt, sikkert mangelfuld viden. For jeg skal jo ikke længere KUNNE det, undervise andre i det. Jeg skal nemlig udelukkende gøre det for min egen fornøjelses skyld, og så er det vel sådan set ligemeget, om jeg ikke forstår det hele eller har ladet nogle jagtmarker være uopdyrkede.

Men jeg kan alligevel ikke helt få hænderne ned over, at livet virkelig er så stort. At selv om jeg bliver ved med at pikle rundt i historie, sten og interessante mennesker, så vil der være nok at gå i videnskrig med, helt til jeg ikke orker mere. Selv der vil der være bjerge af uvendte sten, storslåede broer, livsforløb og fejlslagne angreb tilbage, som jeg ikke har været inde og rode i.

Det kan faktisk gøre mig lettere høj. Tænk, at man selv kan lære SÅ meget, bare fordi man ikke længere behøver lære andre noget som helst!

Continue Reading

En god serie.

Sharp Objects. Netflix.

At opfordre andre til at gå i clinch med denne serie er som en direkte opfordring til binge-watching. Lad være med at gå i gang, hvis der ikke omkostningsfrit kan afsættes den tid, det tager at se alle afsnit. Direkte efter hinanden.

Rent filmisk er serien lidt som at komme hjem eller genfinde gode, gamle og velkendte venner. Vi befinder os i lillebyen Wind Gap (sikke et navn, fortolkninger helt åbne!) i yderst landlige Missouri, og atmosfæren i byen er i direkte familie med Twin Peaks: Her er lidt uhyggeligt, og hengemte traumer ligger på lur overalt. En enkelt klovn eller to ville på ingen måde overraske i gadebilledet. Der er skelet ret kraftigt til “It” i både billeder og handling. Og, når vi nu er ved Stephen King, så er der bestemt også et pænt antal lån fra og referencer til Carrie. Vores kvindelige journalist og hovedrolleindehaver må have gået på samme årgang mentalt som hovedrollen i Niceville, og den lokale sherif så vist på, da Mississippi brændte. Alt i alt et konglomerat af det allerbedste–og allermest uhyggeligt foruroligende–fra alle disse andre blændende skildringer af, hvad lillebyen kan præstere af dysfunktionelle familier, hengemte traumer og usle barndomme.

I Wind Gap er to piger blevet myrdet på bestialsk vis, og hovedpersonen, journalisten Camille, tvinges til at rapportere derfra og dermed at face det provinshul og det kolde  moderdyr, hun mange år tidligere flygtede fra. Ikke, at flugten så sådan har været mere end rent geografisk–mentalt er hun stadig fanget i uforløst selvdestruktion i alkohol og selvskadning. Men, som det jo er i den slags ting: hun må lære at stå ansigt til ansigt med sin egen fortid, for overhovedet at kunne få en fremtid. Samt være med til at opklare, hvem der dog kynisk nedslagter teenagere, når det nok (trods alt!) ikke er underbevidsthedens fæle klovn i kloakken.

Til gengæld er der kloakker nok derude i provinsen. Alle sten, der vendes, viser sig at føre lige lukt ned i den menneskelige kloak af misundelse, kynisme og den rene, skære ondskab. Og skære gør de også. Serien er fyldt med (qua titlen) skarpe, skærende tingester. For her skærer man i hinanden og sig selv, såvel konkret som i overført betydning.

Gennem afsnittene konfronteres man som seer hele tiden med tågede, og i begyndelsen relativt mystificende, flashbacks til Camilles egen traumatiske barndom, som, finder man hen ad vejen ud af, minsandten også inkluderer endnu en myrdet pige. Nemlig hendes søster. Så er er da bestemt noget med den mor, og med den søster, og med den stedfar—og med hele den modbydelige lilleby, der har skabt, og stadig skaber, permanente ar på både krop og sjæl.

Og hvis man stadig ( efter alle disse år) tydeligt erindrer uhyggen i Twin Peaks, Carrie og It, så kan serien da i den grad anbefales. Hvis man har tid. Altså.

Continue Reading
1 2 3 85