Om lærere. Eller måske mest om elever.

Forleden hørte jeg i radioen, at mange børnehaveklasseledere var bekymrede for skolestarten. Fordi mange børn tilsyneladende ikke har erhvervet sig de allermest grundlæggende regler for almindelig opførsel blandt andre mennesker, før de starter. Bl.a. var det et problem, at eleverne helt umotiveret og uden tilladelse forlod klassen midt i timerne, og mange led også af den forestilling, at rakte man hånden op, havde man automatisk taletid. Altså at poten i vejret var lig med tilladelig plapren.

Det undrer mig sådan set ikke. Den nedbrydning af enhver form for voksenautoritet, som har dyrket sig selv med evig styrke siden 68, har desværre gjort mange børn til de eneste, selvbestaltede autoriteter i deres eget liv. Godt støttet af forældrene. Hvor er det synd for dem, og hvor bliver det dog en kraftig opvågning for dem af aflære at se sig selv som verdens ubestridte, enerådige midtpunkt.

Sådan var det ikke for os! Og jeg plæderer på ingen mulig måde for en tilbagevending til dengang, jeg selv gik i folkeskolen, for vi måtte jo senere hen tillære os præcis det modsatte. Nemlig at vi også selv kunne være autoriteter i vores eget liv, og at lærerens ord hverken var love eller altid lige korrekte og sande.

Dengang sagde vi De til lærerne. Og Hr og Fru med behørig nævnelse af efternavn. Faktisk aner jeg stadig ikke, hvad de fleste af mine lærere overhovedet hed til fornavn. Lærere havde, pr. definition, ikke fornavne. I alt fald ikke, når de var i skole. Det var først omkring gymnasiealderen, at enkelte, progressive undervisere minsandten viste sig at have et egentligt fornavn. Slet ikke alle, men nogle. Instinktivt vidste vi sandelig også godt, hvem der ejede et fornavn, og hvem der gik i skole uden. Og gjorde vi ikke, skulle det nok blive påpeget som en mindre majestætsfornærmelse.

Vi rakte altid hånden op, når vi ville sige noget. Og vi sagde kun faglige ting, for det var indiskutabelt underforstået, at børns sociale liv på ingen måde vedkom skolen. Vi drillede hinanden (vi anede ikke, hvad mobning var, vi udførte det bare!) og var godt, gammeldags ondskabsfulde, men det fik vi da lige lov til at være i fred. Det vedkom i alt fald ikke andre end børnegruppen selv. Der var zero sociale tiltag overhovedet–og flippede man ud over andres drillerier, var det givetvis ens egen skyld, for man havde nok ikke opført sig ordentligt.

I det hele taget var alting altid ens egen skyld dengang. Fuldstændigt ligegyldigt hvor øredøvende uretfærdigt man var blevet behandlet, “så havde man nok i sidste ende selv været ude om det.” Børn var skyldige, voksne (og især lærere) totalt skyldfri. En skideballe eller en anmærkning/seddel med hjem gav oftest dobbelt straf. Først af skoleautoriteterne, dernæst af de hjemlige, og der blev faktisk aldrig stillet spørgsmål ved, hvem der i sidste ende havde ret eller havde opført sig tåbeligt.

Vi forlod heller ikke klasselokalet i timerne. Faktisk forlod vi næppe vores stol! Tavleundervisning var normen, og vi sad dernede på 3 rækker (dørrækken, midterrækken og vinduesrækken) og reproducerede det bedste, vi kunne. De, der var allerbedst til netop den kunst, fik de bedste karakterer, og de dygtigste elever fik altid karakterpenge, mens de mere alternative, dårligt reproducerende selv måtte gå med mælk eller aviser for at få lidt håndører. Vi lærte at stave i kor, hvilket sikkert var en fortrinlig gemmeleg for de ordblinde, men det var de så heller ikke dengang. Da var de, for majoriteten af lærere, dovne og dumme! Skulle vi på toilettet i en time (det skulle vi nu sjældent, for vores blærer var toptunede til 45 minutters intervaller!), måtte vi række hånden op og spørge om lov. Og alle kan vist huske deres egen historie om klassens generte dreng, der bare ikke turde, og derfor lige fik 7 års vedvarende drillerier i bonus for en gang overløb i timen.

Mange gange tror jeg, det var væsentlig lettere at være lærer dengang. Nok også væsentligt kedeligere! Udelukkende i kraft af sin stilling var man en autoritet, som, ligegyldigt hvor tåbeligt man opførte sig, og ligegyldigt hvor decideret fagligt ukvalificeret man var, havde magten på sin side. I bagklogskabens klare lys kan jeg da sagtens nævne (efter!)navne på mange af datidens indpiskere, som aldrig burde have siddet på den urokkelige position, de gjorde. De var simpelthen hamrende ukvalificerede!

Jeg mindes også, at jeg de første år, jeg selv underviste, kunne opleve forældre, der decideret skældte ud på deres børn i mit påhør, hvis jeg nævnte det, der så pænt i lærersprog hedder “ting, der skal arbejdes med.” Senere blev det mig, der fik skældud, fordi jeg krævede en indsats af vidunderet, der i forældrenes optik nærmest overhovedet ikke behøvede at plages med at gå i skole før direktørstillingen. I alt fald ikke hos imbeciler som mig.

Det tog år for os at lære, at vi også selv engang imellem havde ret. Ligesom det nok også tager en rum tid for mange børn i dag at lære, at andre faktisk også nogle gange har ret. Eller de selv uret. Det tog også tid at erkende, at dårlige autoriteter ikke altid skal adlydes, blot fordi de ER autoriteter, ligesom det nok i dag tager tilsvarende tid at lære, at der findes andre autoriteter end en selv og ens egne behov.

Jeg er lettet over, at jeg er ude af det ræs. Lettet over, at jeg ikke længere skal tage stilling til andres børn og indirekte til, hvordan de er blevet opdraget hjemmefra. Jeg tror, det er svært. Det var det nok ikke helt på samme måde, dengang jeg gik i folkeskolen. Til gengæld tror jeg, at mange lærere dengang må have haft meget svært ved overhovedet at tage stilling til sig selv, når de ikke var i skole. Jeg mener, jeg er nok ikke den eneste, som mange år senere er stødt på en forhadt, selvhøjtidelig skiderik af en børneplager og pludselig har følt mig slået af, hvor uendeligt meget han/hun dog var KRYMPET.

Og så er det, at man altid skal slutte af med, at der jo var tonsvis af fremragende såvel pædagoger som fagligt velkvalificerede lærere, selv dengang. Det var jo, trods alt, lige præcis dem, der indirekte førte til, at man selv havnede i deres gamle job. De gav og formidlede kærligheden til faget. Den, som man lidt undseligt håber på, man også selv har givet videre………..

Men før de kommer dertil, de små elever, skal der altså lige nogen til at lære dem at sidde stille og overholde visse logiske regler for klassemæssigt samvær. Det kan de, ulig os, tilsyneladende ikke hjemmefra.

 

Continue Reading

28 (otte-og-tyve!) år!

Her hen sidst på eftermiddagen går det pludselig op for os begge, at vi da minsandten har været gift i 28 år i dag. Det siger en del om vores forhold til mærkedage!

Ikke at det ikke kunne have været mange flere. Dengang hastede det jo ikke. Flere gange spurgte vores venlige præst, når endnu et barn skulle døbes (det blev de dog, trods alt), om vi havde flere attester end omtalte barns fødselsattest. Vi anede ikke, hvad han hentydede til. Faktisk var det først, da manden og jeg indså fornuften i henholdsvis at blive far til egne børn og medejer af eget hus og yderligere skrab-sammen, at det sådan rigtigt blev til noget med det der gifteri. Til gengæld fik den så hele armen i domkirken og med råhvid pillebokshat fra Sophie i Århus. Og fest til et humant tidspunkt, for der var ligesom børn nok, der ville op næste morgen.

I vores generation er vi nok noget af et særsyn. For vi glemte, var for dovne til eller overså helt at blive skilt undervejs. Eller også var det simpelthen bare ikke nødvendigt, når vi nu godt gad blive sammen. Ikke at det ikke har været tæt på, nærved og næsten, for det er der INGEN 28-årige ægteskaber, der ikke har været, men vi klarede os igennem. Det lyder nærmest som en sejlads gennem klippefyldt farvand, men vi var jo nok ikke kommet i den havn, hvor vi er nu, hvis vi ikke havde villet det. Der er slået mange slag, også helt og aldeles udenfor kurs undervejs, og det vil der sikkert blive ved med. Fordelen ved dem er dog nu, at vi ved, de kommer.

Mit personlige mareridt er at skulle have en ny mand. Det kan jeg somme tider drømme om om natten. Altså forstået som at drømme eller have mareridt i søvne. Tænk at skulle bruge yderligere 28 år af et liv, der måske ikke engang BLIVER 28 år mere på at afrette endnu en mandsperson. Eller: På at afrette sig selv på at skulle leve med et helt nyt menneske. Så bliver der da ikke tid til ret meget andet!

For det, der nok er det allersværeste at lære og det, der oftest er skyld i skilsmisser, er nok rummeligheden–eller rettere: manglen på samme. Sådan noget kan man efter 28 år. Der er trillioner af ting, jeg bare har opgivet at rette på. Altså for at få den mand, jeg havde/har for mit indre billede, og ikke den, jeg rent faktisk har. Det tog mig tiår at lære, at der er ting og besynderligheder, jeg udelukkende straffer mig selv ved at gå op i. Som irriterede mig grusomt, men som faktisk overhovedet ikke er værd at spilde vigtige momenter af sit liv på. Selvfølgelig er der stadig ting, der ligesom får temperamentet i småkog–men i bund og grund er det vel mit eget problem. Det er jo kun mig, der bliver sur indvendig!

Det slår mig altid, hvor meget man næsten går i symbiose efter så mange år. Den der med, at man ofte ved lige præcis, hvordan den anden vil reagere eller vil sige i en given situation. Da jeg var yngre, irriterede det mig–nu giver det mig på en underlig, omvendt måde tryghed. Jeg ved, hvad jeg har. Og det er forbandet rart. Ligesom med barndomsvenner. Der ligger så megen erfaring og levet liv sammen, at så uendeligt mange ting bliver forbavsende lette. Der er sgu` ikke så mange besværlige forklaringer tilbage. Vi starter ikke med Adam og Eva hver gang, men tager den lige præcis derfra, hvor vi er.

Og så er der minderne, fra et langt, langt liv. Der er faktisk ikke ret meget så værdifuldt som at have nogen at dele dem med. Nogen, der deltog og var med. Og som stadig er med i de nye minder, der heldigvis bliver ved med at blive skabt.

For 28 år siden var der strålende solskin i dag. Og vi var unge, smukkere og slet ikke nær så brugte, som vi er nu. Men de der 28 år ville jeg nu nødigt være foruden. Ligesom manden. Her ville nu blive så forbandet tomt, hvis han ikke sad der i stolen og så fodbold, mens jeg skriver–og vi begge to, ordløst, synes, at det da egentlig er ret godt, ret pænt og ret mindeværdigt klaret. Og at det ikke skal være anderledes!

 

Continue Reading

Jomfruvandet.

Hermed et foto fra min terrasse af årets mest ubrugte, jomfruelige vand. Jeg har i alt fald ikke været i det og kommer det efter al sandsynlighed heller ikke.

I grunden er det mange år siden, jeg var i vandet her i Danmark, fordi jeg følte et helt uundertrykkeligt, akut behov for det. Det var vist i 06, så vidt jeg husker. Eller deromkring. Siden har enhver form for overtalelser prellet fuldstændigt af på mig. Bare tanken har mobiliseret enorme mængder af virtuelt, indvendigt frys.

Jeg er fuld af beundring for vinterbadere og folk, der har været i vandet siden 06. De har ligesom berettiget grund til at prale lidt af deres vikingeblod. Nogle gange tvivler jeg da lidt på, om det virkelig passer, hvad de siger om at bade i isvand og krympeforstærkende ditto. Om det hele bare er pral. Men det er det tilsyneladende ikke. Der er sikkert også ting, som jeg værdsætter, som de nok ikke forstår.

Men det er nok fordi, jeg er så forbandet kuldskær og lider af den vrangforestilling, at det skal være en udpræget fornøjelse at tage karbad i havet. Også mens man er i.

Jeg kan da godt savne det lidt. Men altså ikke mere end at det der vand godt nok temperaturmæssigt skal til at oppe sig gevaldigt, før det får mig i sig.

I mellemtiden er det da heldigvis ganske nydeligt et se på. Det nøjes jeg frivilligt med.

Continue Reading

Alt det, jeg skulle have sagt.

Med hensyn til rappe replikker, kvikke svar og nogle gange tiltrængte, bidende gengældelser har jeg altid været 1-2 måneder efter mig selv. Sådan at forstå, at jeg ofte i situationer, hvor et rigtigt godt svar har været enormt tiltrængt, har stået der som et måbende får–eller i bedste fald fået rablet noget ikke videre gennemtænkt af mig–mens jeg flere måneder, dage eller måske endda år senere i bagklogskabens klare lys pludselig har indset, hvad jeg burde have svaret–samt hvad der bare havde været noget så forrygende genialt.

Jeg har altid troet, jeg var den eneste i hele verden, der led under forsinkede, geniale svar. Af midlertidig stumhed, eller i alt fald forbigående evne til overhovedet at kunne mobilisere noget, der var tankevækkende, rammende eller bare sad rimeligt i plet. At jeg havde monopol på et helt katalog af forsinkede, lettere intelligente måder at forholde mig til, hvad andre sagde. Det, har jeg så fundet ud af, ikke er tilfældet. I alt fald talte jeg med en veninde i går, som har det på akkurat samme måde. Og jeg har formodninger om, vi ikke er de eneste (kvinder?).

Det foregår ofte på den måde, at man, tit lidt uventet, står i en situation, hvor man føler sig lidt angrebet af andre eller måske bare kastes ud i at skulle tage stilling til noget, man ikke i sin fjerneste fantasi havde forestillet sig, man skulle tage stilling til. Så får man svaret noget tåbeligt. Reageret uhensigtsmæssigt. Eller måske slet ikke svaret. Nogle gange kan man endda komme til at sige noget, man slet ikke mener, fordi hele situationen bare er så surrealistisk. Det kan såmænd også være situationer, hvor man burde have sagt fra, men aldrig fik det gjort. Fælles for dem alle er dog, at man bagefter bruger oceaner af tid til for det første at spekulere over sin egen dumhed og dernæst at lave retoriske øvelser på, hvad man burde have sagt i stedet. Som regel dukker det der “i stedet” op efter et stykke tid–og så kan man jo begynde at bebrejde sig selv, at man tilsyneladende var så dum, at det ikke lige poppede op, da det skulle. For 1 måned siden, altså!

Jeg har et helt katalog over “svar, jeg missede”. Og hvert eneste af dem er genialt, velgennemtænkt, ofte spiddende ironisk og i alt fald altid lige præcis det, der skulle have været sagt. Nogle gange kan jeg dyrke dem så meget, at jeg næsten tror, at det var det, jeg i virkeligheden sagde. Det var det så, desværre, ikke.

Nogle gange er jeg såmænd også naiv nok til, at jeg tror, at mit liv havde været væsentligt anderledes, hvis jeg bare i første skud havde sagt det rigtige. Altså det, jeg efter flere måneders nøje overvejelser kom frem til, at jeg burde have sagt. Denne sande buket af velformulerethed, som bare indeholdt lige præcis det, jeg mente. Det svar, der gjorde, at det var mig, der ligesom gik ud på den anden side som sejrsdamen, ikke efterlod et øje tørt og sådan i et hug satte situationen både på plads og i perspektiv.

Men hvis jeg nu ikke er den eneste kvajpande og forsinkede svarer? Hvis der nu virkelig er andre end mig og veninden, der først får deres geniale svar og reaktioner pr. efterbevilling efter at have spekuleret sig frem til dem gennem flere måneder? Så må der jo, logisk set, være andre “tabere”. Altså nogle, der ikke lige får leveret DERES intelligente svar på MINE spørgsmål eller situationer. På den måde går det vel sådan rimeligvis lige op.

Ikke, at livet skal være en konkurrence i gode, geniale svar. Men meget, meget mere, at vi alle skal være opmærksomme på, at de andre heller ikke altid er så velgennemtænkte, velformulerede og velforberedte, som vi fejlagtigt går rundt og tror. At de nok også går hjem og spekulerer på, hvad de burde have svaret og gerne kommer frem til det efter måneder eller dage i tænkeboksen. Det er da, i min optik, en særdeles formildende, og særdeles menneskelig, omstændighed.

Den, og så den gode, gamle med, at man i store forsamlinger roligt kan sige en masse vrøvl, for der er alligevel ingen, der lytter efter andet end det, de selv siger.

Alligevel så sidder den der og nager lidt. Især når åbenbaringen kommer–lang tid efter: Alt det, man skulle have sagt!

Continue Reading

Om at blive kørt over.

Jeg har ikke fået skrevet noget i flere dage, fordi jeg har gået og spekuleret på, om jeg overhovedet kunne skrive om dette. Nu er jeg så kommet til den soleklare konklusion, at det kan jeg. Ikke blot kan jeg—jeg skal også. Fordi der sikkert er mange, der har prøvet præcis det samme. Og fordi det siger så meget om at være kvinde, at tvivle på sig selv, at være offer for sin egen pænhed—og at blive kørt helt, totalt og fuldstændigt over, fordi man lige præcis er den, man er. Den kvinde, man er.

I mandags kom jeg hjem efter en rædselsfuld rejse til Irland. Historien er, at jeg på forhånd havde fået at vide, at jeg skulle have et såkaldt føl med–altså en praktikant, en der skulle iagttage, hvordan jeg gjorde. Det glædede jeg mig da til. Rejselederjobbet er tit en smule ensomt, fordi man sådan er lidt udenfor kategori. Man er ikke en af gæsterne, og der er altså ikke andre i samme position som en selv. Gennem tiden har jeg haft utallige pædagogikumskandidater (“lærerspirer”) og har altid fundet det rart, berigende og udviklende at have en anden at sparre med. Det giver også et nødvendigt syn på, hvordan man selv gør tingene. Så jeg tænkte, at det blev dejligt at have en at drøfte jobbet med.

Sådan blev det så bare ikke! Mit såkaldte føl lagde ud med voldsomt at berette om alle sine strålende erfaringer og supergode kvalifikationer fra snart sagt ethvert sted på kloden–altså undtagen Irland, hvor vi jo sådan ligesom skulle til. Gæsterne blev modtaget med ligeså voldsomme hyldester, og allerede der–det er sådan noget, man ved bagefter, ikke??–skulle jeg nok have været helt præcis i, at der på en rejse kun kan være en rejseleder, og at det altså i dette tilfælde var mig. Med rejser, med undervisning, med kaptajner på et skib (og sikkert mange, mange andre steder) er det bare sådan, at der er en, der bestemmer. En, der holder tovet, har overblikket og styrer i den rigtige retning. Ikke diktatorisk, men i kraft af sine erfaringer–og allermest fordi, der opstår forvirring og til tider åbent mytteri, hvis det ikke er ganske klart for alle, hvem der ved, hvor vi skal hen og hvordan.

Jeg burde have studset, da mit føl ved aftensmaden den første aften rejste sig, slog på glasset og i alles påhør foredrog, at det jo var hendes første rejse til Irland, og at alle selvfølgelig kunne spørge om ting, men hvis hun ikke kunne svare, var hun nødt til at henvise dem videre til mig! Det er desværre sådan en kvindelig ting, at man/jeg netop i en sådan situation prøver at være pæn, at undgå konflikter og–hvilket nok en endnu mere kvindeligt!–vender den indad og tænker, at jeg da sandelig ikke skal være jaloux, fordi hun får en smule opmærksomhed. Man er da vel beskeden!

Så opmærksomhed, det fik hun da! Især, og desværre, fra de af gæsterne, der ikke umiddelbart kunne gennemskue, hvad hun havde gang i. Hun var jo hjerteligheden selv, strøg dem op og ned af armene med store smil, mens jeg som vanligt fes rundt for at få alting til at klappe og gå op i en højere enhed. Hurtigt lurede hun også, at hvis hun bare præsenterede sig selv som rejseledeREN på hotellerne, så fik hun gratis drinks–og det er jo ikke så dårligt. Jeg græmmes endnu ved episoden på et hotel, hvor jeg, ved bestillingen af min evindelige Cola Zero blev nægtet den, da jeg jo ikke var rejselederen. Jeg stod der, dybt mistænkeliggjort, som et lille barn og fik at vide, at jeg prøvede at snyde! Altså indtil jeg i boblende raseri forlangte at få manageren i tale og følte mig endnu mere latterliggjort ved overfor ham at skulle legitimere, hvem jeg var. Det føltes så inderligt overflødigt!

Så var det selvfølgelig, at jeg satte den stol på plads, som jeg slet ikke anede, man skulle sætte på plads. Jeg er tilsyneladende så uendeligt naiv, at jeg da bare tror på, at andre mennesker ved, hvordan de skal opføre sig. At de, ligesom mig, respekterer andres grænser og i alt fald bevidst lader være med at overskride dem. I dette tilfælde var der jo faktisk ingen tvivl om, hvem der var rejselederen, og hvem der var fluen på væggen. Troede jeg.

Det var samme dag, som nogle af gæsterne gjorde mig opmærksom på, at alt, hvad jeg sagde i bussen blev optaget. Hvert et ord! Jeg må indrømme, at da de sagde det, troede jeg dem ikke. Der er da ingen, der optager alt, hvad andre siger, uden i forvejen at have fået en tilladelse. Hvad hun så i dette tilfælde ikke ville have fået. Men den var god nok! Det var faktisk så grænseoverskridende, at jeg blev sådan helt målløs, nærmest hjælpeløs. For nok har jeg oplevet meget, men det er heldigvis sjældent, at jeg oplever mennesker, der decideret er udenfor enhver form for pædagogisk rækkevidde. Og udenfor det helt almindelige høflighedsbarometer.

Min pædagogiske rækkevidde, efter 32 år i skolevæsnet og adskillige rejser som rejseleder, siger mig også, at en åben konfrontation og en åben konflikt netop her er uønsket. Det vil gå ud over gæsterne og deres dyrt betalte rejse. De har krav på at opleve et–i den grad det kan opfyldes–behageligt klima, hvor det ikke er rejselederen, der bevidst går ind og skaber konfrontationer. Også selv om det nok synes nødvendigt for hende selv. Så min (kvindelige?) taktik var at trække mig, at undgå enhver form for nærkontakt med dette menneske, som var blevet mig påduttet, og som selv mente, at jeg desværre var et nødvendigt onde, som hun måtte leve med i sin store forestilling med det dejlige publikum. Der var jo nemlig det ved mig, at jeg var den eneste af os to, der vidste noget om Irland!

Det var der, det slog mig, hvor forskelligt det er, hvad mennesker ser. De–undskyld min generalisering!–nok klogeste af gæsterne så jo tydeligt, hvad hun havde gang i og vendte sig væk, mens andre elskede den fantastiske opmærksomhed og de strålende smil, de i tide og utide blev overdænget med. Opmærksomheden styrkedes også af, at fanskaren blev hevet i enrum og præsenteret for spørgsmål til det rimelige i mine beslutninger med hensyn til praktiske ting under rejsen, som f.eks. hvor bussen holdt sine pauser. Det svarer, jævnt hen, til, at matrosen sætter spørgsmål til, hvilken kurs kaptajnen sætter!

Så det var en rædselsfuld tur. Måske er det bare mig, der i mit lange liv altid har været relativt forskånet for denne type mennesker. Eller i alt fald altid tidligere har haft muligheder for at gå min vej, når jeg stødte over dem. Men det havde jeg ikke på denne tur. Mine gæster havde købt og betalt for en god oplevelse, og det er altid det, jeg gør mit ultimative for at give dem. Det var hårdt at tøjle sit kogende raseri og dukke sig, når primadonnaen med vilje kom for sent til bussen med ordene “Ja, så er jeg her.” Og hårdt at se på, at nogle mennesker simpelthen ikke formår at gennemskue et sådant tomt skuespil.

For som kvinde vender man den jo altid indad. Tænker allerførst på, at det er en selv, der er noget galt med. Om det hele skyldes, at man er så lille et menneske, at man ikke kan tåle, at nogle soler sig i andres beundring. Det tager faktisk lang tid, inden man kommer dertil, at man jo faktisk har–og hele tiden har haft–ret. At dette som grundpræmis handler om, at der på en rejse kun er en rejseleder, og at føl/praktikanter netop her bør være fluer på væggen. Ikke hovedrolleprimadonnaer i deres eget skuespil. Det er muligt, der er mennesker, der gerne vil være deres trofaste fans—der er altid mennesker, der kan købes som fans med lidt smiger og søde smil–men det må i så fald foregå andetsteds. Ikke på en rejse, hvor de deltagende faktisk har betalt for noget helt, helt andet!

Jeg vil for eftertiden ikke sige ja til at medtage føl. Så dybt sidder det i mig. Det irriterer mig lidt, for jeg har altid været enormt glad ved mine pædagogikumskandidater, men dette skal jeg simpelthen forskåne mig selv for. Passe på mig og mine grænser.

Og så skal jeg i øvrigt lige have talt med en juristven om, om man har copyright på sig selv. Tænk: Hun optog ALT, hvad jeg sagde. UDEN AT SPØRGE OM LOV!

Hvilket måske også blot skal minde mig om, hvem af os to der egentlig står med det største problem!

Continue Reading

Om lejlighedssange.

Det påstås altid, at vi danskere er de eneste i hele verden, der har den besynderlige skik, at vi overdænger hinanden med ofte uhyggeligt dårligt rimende lejlighedssange ved enhver given lejlighed. Det er som om, ethvert bryllup eller enhver rund fødselsdag er en oplagt mulighed for at klemme nogle håbløse versefødder ud mellem sidebenene.

Jeg skriver dem selv, lejlighedssangene. Som en af de eneste indenfor branchen er jeg arg modstander af omvendte ordstillinger og umulige forkortelser. Der er desværre ikke lige så mange af os på markedet.

Men det passer jo slet ikke, det med det danske monopol. For i Irland digter man dem skam også. Bare i en helt, helt anden anledning. Nemlig når man sætter et stykke i avisen, fordi det er årsdagen for et elsket familiemedlems død. Der er en stærk og holdbar tradition for, at man mindes sine døde på deres årsdage. Gerne ved store, flotte og ofte prangende annoncer i aviserne.

Og så går de lokale versevridere i gang. Så digtes der til den store og ofte særdeles rørstrømske guldmedalje. Irerne er endda så heldige, at de ikke har en generende melodi med ubehøvlede versefødder, de skal indrette sig efter, så der er frit slag på alle tangenter. Det er bare derudaf, hvor eneste begrænsning nok er økonomi, da det hele vel koster pr. spaltemillimeter.

Det rører mig altid at se den avismæssige fejring af disse årsdage. Måske ikke altid helt på den intenderede måde, men jeg kendte jo heller ikke de berimede afdøde. Der er nu et eller andet i de der, lidt hjælpeløse digterier, der bare er så umiddelbart og så ærligt. Så meget fra hjertet uden filter. Og helt uden begavede rim.

Så vi er altså ikke de eneste, der digter lejlighedssange. Til gengæld er vi nok de eneste, der må forsøge at overleve, at vi også skal synge dem.

Continue Reading

Åh Gud! Eller:Om kæledyr.

Nu ser jeg lige i avisen ( som her er Irish Times), at der er kommet en ny — altså endnu en ny!– bog om kæledyr. Denne gang om kæledyrsetik, som kort fortalt betyder, at vi skal være enormt bevidste om, om vi moralsk kan forsvare, hvordan vi forstår Fido.

Bogens omdrejningspunkter er, om det i virkeligheden er fair, at vi overhovedet “ejer” dyr. At vi holder deres jagt- og andre instinkter nede, blot fordi det passer bedst ind i vores egne liv. At vi bestemmer vore kæledyrs diæter, madvaner og miljøer, samt at vi ovenikøbet bestemmer, om de må beholde deres reproduktive organer. Bogen erkender, at katte og hunde er fantastisk selskab for os, men er det også rimeligt derfor at gå ud fra, at de også er vilde med vores selskab? Er det måske endda vildt arrogant af os at tænke sådan og bare lægge vores egne tanker og ønsker ned over de stakkels kræ?

Jeg tror, jeg lige vil tjekke det med de katte og hunde, jeg møder på min vej i dag. Sådan lige vejre utilfredshedsbarometret. Måske er der i virkeligheden vild modstand mod os mennesker, fordi vi bare er så fandens arrogante. Så skulle de da have sagt til, kæledyrene. For længe siden.

Ham, der ligger i sin trygge kurv hjemme ved mig, virker ikke sådan påfaldende utilfreds og undertrykt. Godt nok er han ikke meget for hundemad og foretrækker klart oksemørbrad og HobNobskiks, men det er vel bare præferencer, mig og ham har sammen. Han jager da bestemt også, sådan i det små, hele dagen, og mest fluer, og skulle han endelig vælge mellem selv at fange føden og spise den kedelige hundemad, så ville det sidste nok gå af med sejren. Af sult. Hvis han er udpræget træt af mit selskab, så er han simpelthen den bedste hundeskuespiller i verden. Så skulle han da prøve at spare en smule på sine, ofte meget fysiske, kærlighedserklæringer.

Det ville gå ham meget, meget ilde, hvis han fik lov at være dyr på den måde, bogen plæderer for.

Så det er da muligt, at vi med årene har fået vores husdyr til at passe perfekt ind i de miljøer, vi nu lever i. Fået dem assimileret og integreret og fået udavlet mange oprindelige katte- og hunderier. Men det er da samtidig forrygende tåbeligt at påstå, at der nu skal laves om på det, fordi baggrunden i virkeligheden er menneskeracens forrygende arrogance. Det lyder nærmest som en beskyldning for hundeimperialisme.

Jeg er så uendelig træt af den form for frelsthed. Som blomstrer overalt, og især på de sociale medier for tiden.

Så længe folk ikke iklæder deres kæledyr små nuttede sko og ternede småpigekjoler, så kan de såmænd for min skyld gøre, hvad de vil. Bare de behandler dem godt, kærligt og forsvarligt!

 

 

Continue Reading

Om uretfærdige antal af katedraler.

I Dublin er over 90 procent af befolkningen katolikker. Byen har 2 store katedraler og en såkaldt “pro-katedral”, hvor pro betyder ” i stedet for”. De 2 store katedraler er protestantiske, og vikarkatedralen katolsk.

De store katedraler er gamle, prangende, (selv)højtidelige og meget hellige. Det er derfor, jeg mest kommer i den katolske. Den er så befriende uformel og giver sig ikke ud af mere, end den er. For overkøn er den jo ikke. Den er sådan bare under gennemsnitskatolsk almindelig.

Herinde er der en befriende, helt uopstyltet fred. For alle. Uanset hvordan man tror eller ikke tror.

Men der må da være lidt tomt i de 2 store kolosser, når nu hovedparten af befolkningen aldrig kommer der. Og når der sikkert også er flere andre, såkaldte protestanter som mig, der egentlig synes, at den katolske pjatkirke er meget mere tilgængelig.

Det ville svare til, at vi i København havde 2 kolossale katolske domkirker og ingen protestantiske. På en måde lidt besynderligt utænkeligt.

Men sådan er det altså i Dublin.

 

Continue Reading

Det der med sommeren.

Hermed et billede fra en af de eneste dage i år, hvor vejret har været acceptabelt, og regnen kun har væltet ned hveranden time. Det er fra Giant’s Causeway i Nordirland, og man kan tydeligt se, at solen er i venligt humør.

Sidst jeg var her, stod det ned i stænger. Folk var så våde, at hele bussen stank af jordslået regntøj flere timer efter. Forrige gang var det cirka det samme. Og gangen før.

Ikke for at sige noget som helst tarveligt om den danske sommer i år. Mere noget positivt på en underlig, bagvendt måde. For i det mindste har det da i den grad hverken regnet, blæst, haglet og hvad det nu ellers gør i et omfang, der på nogen mulig måde er sammenligneligt med sommeren herovre.

Og sjovt nok synes irerne faktisk, de har en OK sommer. Men sådan er der jo så meget, og jeg bor helt fint i min store sweater….

 

Continue Reading

Om spejle.

Spejle er ikke, hvad spejle har været. Især i selve glasset. Nogle gange skal man jo nærmest gennem en større, gennemgribende DNA-testning for at fastslå, hvem det egentlig er, man ser derinde. For det er da i alt fald ikke den lidt i tyve-årlige skønhed, man forventede at se. Ikke den der gamle kælling!

På det hotel, hvor jeg bor i nat, har man taget konsekvensen af dette uheldige skisma mellem spejlbilleder og indre billeder. Man har simpelthen lavet en ramme, der flytter enhver fokus fra selve glasset. Eller også har man skabt en forsølvet indramning, der kan få enhver trekvartgammel kælling til at se bare en smule kongelig ud. Hende her ser i alt fald sådan næsten acceptabel ud med klokkesløjfe ovenpå og sidedutter, der ligesom flytter en del opmærksomhed fra det mindre heldige midterparti. Ligesom hun ikke har så forfærdeligt mange dobbelthager, men mere sådan en slags sølvbutterfly under hagen.

Jeg tror, jeg ønsker mig sådan et spejl derhjemme. Til at hænge et centralt sted. Jeg har jo i mange år undgået centralthængende spejle, for man behøver vel ikke ligefrem bevidst og personligt spolere sine dage. Så kan jeg se spejlet og ikke dets gruopvækkende indhold og lege, at det ene bare passer helt til det andet. For hold da op, hvor det da bare lige passer perfekt til alle mine andre møbler. Så helt ovenud utroligt!

Spejle er ikke, hvad spejle har været. Jeg har nemlig, helt ærligt, aldrig set noget, der bare tilnærmelsesvist kommer i nærheden af dette før!

Continue Reading
1 2 3 49