Julestress på toiletfronten.

Så glimrer håndværkerne igen med deres åbenlyse fravær. Det er lige før, de får omfavnelser, kys, kram (men det må man jo ikke!) og blomsterbuketter bare for at dukke op. Det er en stor ting at vinde dagens håndværker i håndværkerlotteriet. Man skal sådan nærmest føle sig privilegeret. Og selv betale, forstås!

Måske er det bare mig, der er lidt tilbagestående på håndværkersiden. Men jeg HAR altså en smule svært ved at begribe, at det skal tage 3 måneder at lave et badeværelse på ca. 2×3 kvadratmeter. Jeg er især fuldstændigt evnesvag i forhold til at forstå alle pauserne. Forstå hvorfor mit kommende toilet skal stå uvirksomt og skrigende efter en hjælpende sjæl dag efter dag uden nogen forståelig årsag. Jeg er helt med på, at cement skal tørre, at puds skal ditto, og at det altså tager tid at lave sjuskeri om, men der er da ingen cement og da slet intet puds, der skal overtørre i hele uger. For slet ikke at tale om, når mit bombekrater derinde bare står i dagevis uden at noget som helst skal så meget som tørre.

Nu er jeg så begyndt at frygte for julen. Virkelig stresse op omkring den. Ikke fordi, vi ikke overholder Coronareglerne–det er meget mere toiletforholdene, der er dybt bekymrende. Vi holder os pænt under de 10, men hvis ikke de håndværkere snart får murerskeen ( eller hvad det nu er) i den hurtige hånd, så er alt over 2 jo et decideret mareridt med 1 toilet. Selv med bare os to i huset er der faktisk somme tider lidt vel meget kø på, fordi vi har sådan en slags synkroniserede maver. Men med 8! Altså otte! 8 mand, der skal sove, spise, bruse, børste tænder og frem for alt bogstaveligt talt fordøje julemad og juledrikke i 3 dage. Det bliver et logistisk mareridt, hvis ikke de håndværkere strenger sig an. Eller bare møder op–som en begyndelse.

Mit altid strukturerende jeg har allerede overvejet worst case scenario. F.eks. er det nok nødvendigt at uddele morgenbads-tider. Og jeg kan da godt være large og lave listen ud fra, hvem der sover mest længe. Det vil også, fordi det er jul, være muligt at bytte lidt og måske endda leje sin tid ud. Det sidste for de, der måske ikke synes, de er helt beskidte nok, eller som bare går i nissemode og viser samfundssind på vandsiden. Det skulle også være muligt at indgå i tandbørstnings-fælleskaber, for vi har en stor vask, hvor der sagtens kan stå helt op til 3, hvis den tredje står sådan lidt bagved og er trænet i at holde på spyttet.

Det er straks værre med toilettet. Jeg finder det nemlig en smule vanskeligt at strukturere andre menneskers udtag på forhånd. Med andre ord skal man, når man skal. Alligevel må vi nok ligesom, når alle er ankommet, lave en slags fælles forventningsafstemning omkring, hvornår det er legalt at skulle. Altså hvor meget, man skal skulle, før man har ret til at skulle. Om der er specielle nødsituationer, hvor man har ret til at mase sig foran. Måske er vi endda nødt til at sætte tid på. Sådan at vi laver et lidt large gennemsnitstal omkring, hvor lang tid det må tage at tisse og til enhver tid kan bruge det som pejlemærke for, hvornår det er legalt at smide folk ud. Vi skal samtidig også undgå udskamning på toiletfronten, selv om det selvfølgelig er belastende, når det er en selv, der skal. I forbindelse med al den badeværelsesvirak er der desværre også gået både vand og overgang i ventilatorerne, som nu ikke helt virker, og det har nok den betydning, at vi må forsøge at forrette enhver form for stort på rimeligt fastlagte tidspunkter. Således at det ikke lugter hele dagen, men kun den times tid, det vel tager at få alle 8 gennem dagens pølsning. Så er der heller ikke nogen, der ved, hvem der lugter mest. Nu er julemad måske ikke lige så egnet til restriktive toiletregler, men jeg nægter altså at gå i salat og kogte grøntsager bare fordi, de satans håndværkere ikke kan snøvle sig færdige.

Det vil selvfølgelig være en uskreven lov, at både telefoner og iPads er bandlyst på toilettet, da man udelukkende må være der det begrænsede stykke tid, det tager at gøre det, man skal. Der skal ikke hygges. Heldigvis er vi her i familien, udover mig, flere, der er rigtigt gode til at kontrollere andre, så mon ikke vi ved fælles hjælp kan få de, der sløser med toiletreglerne, til at afstemme deres afføring med de faktiske forhold.

Lige nu er der 22 håndværkerdage tilbage til jul. Rent tidsmæssigt burde det være piece of cake at få det badeværelse færdigt. Det er så en kalkulation, der ikke medregner håndværkernes fravær. Og hvad kan man så gøre?? Vel ikke andet end at krydse fingre, håbe og bede lidt til de højere håndværkermagter. Hvis det så ikke hjælper, vil det i givet fald ikke blive fingre, der skal krydses!

Continue Reading

De 283 trin.

En af mine gåruter involverer en trappe med 283 trin. Irriterende undermåler-størrelse, kun befordrende for uelegant trippen OK, men det er godt nok mange alligevel. Derfor har det aldrig nogen sinde faldet mig ind, at man kunne gå andet end NED ad den trappe. For på mystisk vis kan man, hvis man altså går en anden vej tilbage, nøjes med et anseeligt mindre antal trin opad.

Så var det pludselig, at det slog mig, at det da må være muligt at forcere sådan 283 babytrin for opadgående. Det har jeg sgu` aldrig overvejet før. Som sagt, så gjort. Altså så meget gjort, at jeg var nødt til at vende hele turen på hovedet og gå den, hvad man vel godt kan kalde den modsatte vej.

Det er sådan lidt ligesom, når man kører den samme rute ud og hjem på motorvejen. De ligner hverken sig selv eller hinanden. Verden ser anderledes ud, alt sammen ud fra, hvilken vej den bliver angrebet fra. Man undres til stadighed, derude på motorvejen, over, at man virkelig lige er kørt forbi et sted, der bare ser så uendeligt anderledes ud, når man kommer den modsatte vej fra. Sådan noget med, at et hus fra den ene side kan være nærmest dækket af træer, mens det fra den anden ligger helt åbent og synligt. Den slags huse kan det godt tage årevis af kilometer med, før man pludselig opdager, hvordan verden hænger sammen. At det er samme sted.

Det er også noget med udsyn. At udsynet, det at se fremad, er så utroligt forskelligt, alt efter vinklen. Så hvis man vender sine ture om, får man på magisk vis nogle nye ture, der ser helt anderledes ud. Tillægspræmien er nye perspektiver på verden, som ikke nødvendigvis behøver at se ens ud fra alle vinkler. Jeg kan kun anbefale at prøve. For vi er vel alle så forbandet indgroede i vores turvaner, at vi næsten klistrer til, at alle ture gås i en bestemt orden, en bestemt rute, der altid går fra A til B, og aldrig fra B til A.

I alt fald var det som at opdage nye spændende vinkler på en gammelkendt ost at gå den anden vej. Også selv om det involverede de 283 trin.

Da jeg kom hjem, tænkte jeg også på, at symbolikken er betontyk. Vi burde gå nogle flere ture den anden vej rundt og se de perspektiver, det giver os. Det er givetvis sundt for os med nye vinkler. Og 283 trin virker i grunden kun skræmmende i tankerne. I virkeligheden er de overvindelige. Ligesom så meget andet, vi viger fra, fordi vi nu engang har vores alt for vante og indgroede ruter, der absolut skal angribes fra samme side. Hver gang.

Continue Reading

Nu er det NOK!

Jeg har gået i flere dage med en klump inde i maven, der bare vokser sig større og større. En klump, der både gør ondt, nager og gør mig vred. Sådan en, man er nødt til at have ud på skrift. For sjældent har jeg følt mig så inderligt trådt på. Sjældent ( måske endda aldrig) har jeg mødt et menneske med så altovervældende dårlig situationsfornemmelse, som ved bare et træk har formået at såre så uendeligt mange andre mennesker.

Det begyndte med, at statsministeren vrælede for åben skærm over, at der i hendes land er ufatteligt mange mennesker, der for tiden lider og er blevet frataget deres levebrød. Som udgangspunkt må man vel kunne forsvare at mene, at det nok var de mennesker, der lider, der burde have grædt. Alle os, der er blevet snydt i en kompensationsordning, der udelukkende er bygget på tilfældighedernes spil. Det gør vi også, græder altså. Der er bare ikke nogen, der tager sig af det.

Det er ikke statsministerens skyld, at vi har Corona. Men det er faktisk statsministeren og hendes regerings skyld, at utallige mennesker ikke er blevet kompenseret for, hvad de har mistet på den konto. At der i Danmark er en endog betydelig gruppe, som er blevet overset. Hvis arbejde er blevet totalt negligeret. Der er masser af mennesker, der ikke har modtaget en øre i det store, tilfældige kompensationslotteri. Og her taler jeg altså ikke om minkavlere, men om ufatteligt mange andre, der nu på 10 måned må klare sig det bedste, de kan. Som i vores såkaldte velfærdssamfund lige nu praktisk talt ikke har mere, de kan sælge. Og (her forsøger jeg så at undgå at blive sentimental!) nok ikke lige har tjek på nogen som helst julegaver.

Det er decideret usmageligt, sårende, hyklerisk og (som sagt) udslag af total mangel på situationsfornemmelse at stille sig op med sin fede ministerløn og Gudhjælpemig vræle offentligt. Det er at bore en syl langt ind i hjertet hos alle de, der burde græde, fordi de lige nu er så magtesløse. Fordi overgræderen tilsyneladende ikke aner, de eksisterer, og tilmed synes, at hun kan tillade sig at gå i spin på den konto.

Man kunne jo også vende det hele på hovedet og spørge, at hvis hun virkelig er så dybt ulykkelig på andre tidspunkter, end når der er kamera på, hvorfor gør hun så ikke noget? Sådan at hun måske kunne holde op med at græde? De tårer er, under de nuværende omstændigheder, så billige, så malplacerede, så sårende, så uendeligt nedværdigende for alle de, der, ulig hende, sidder derhjemme og græder, fordi de faktisk har noget at græde over. Og her kan vi da med lethed inkludere store mængder af andre end bare de, der må klare sig igennem uden nogen form for kompensation ( altså ikke har fået løn siden marts!), så som de udsatte grupper og folk på plejehjem. Mon de ikke også har noget at græde over?

For snart 6 måneder siden sendte jeg et brev til statsministeren. Det bestod primært af to spørgsmål. Nemlig omkring, hvorfor hun ikke syntes, jeg skulle have nogen form for kompensation, og hvad hun havde tænkt sig at iværksætte af tiltag for folk som mig. I mellemtiden har hun ikke iværksat noget som helst. ( Hun har haft travlt med at vræle!). Hun har heller ikke svaret mig, hvilket jeg synes er klart uanstændigt samt en tydelig markering af, at jeg bare skal negligeres.

Jeg tror, vi er mange, rigtigt mange med samme klump i maven, der egentlig bare synes, at statsministeren burde tørre sine øjne, genfinde en anstændig situationsfornemmelse og så sætte sig hen og GØRE noget i stedet for at vræle løs for åben skærm. Det er muligt, at nogle tolker det som udslag for empati. Dem om det. For mange er det i stedet et slag lige i mellemgulvet. Det er muligt, vi ikke har patent på at græde. Men, helt ulig statsministeren, så har vi faktisk en grund til at gøre det!

Continue Reading

På opdagelse.

Nu har jeg travet rundt i NordVest i flere dage. I regnvejr. Hvilket, skal jeg hilse og sige, gør det umiddelbart en smule besværligt, når man både skal balancere med paraply og diverse guidebøger og udskrifter. Især sidstnævnte har det med at blive en kende gnidrede og sammenklistrede efterhånden.

Jeg tror, jeg har gået den rute, jeg har tænkt mig at guide folk igennem, omkring 5-6 gange. I alt fald så mange, at jeg sådan lidt føler, jeg er blevet en mistænkelig person i gadebilledet. En, der har skumle hensigter med al den luren. Det følte jeg nok allermest inderligt, da jeg anlagde den mest uskumle bedstemormine og nærmede mig rockerborgen. Der var ingen hjemme. Altså udover det kamera, der effektivt drejede sig efter mig. Så nu sidder helvedes engle nok og nærstuderer optagelserne for at afgøre, om jeg er en alvorlig trussel.

Anyway, så er jeg undervejs blevet lidenskabeligt forelsket. Skudt i denne bydel med al dens uorganiserede grimhed og skønne, kreative planter, der skyder op i snart sagt enhver baggård. Jeg er vild med gamle industriarealer og deres bygninger og vild med den slags kinesiske æskesystemer, som sådanne områder indebærer. Der er altid noget indeni. Noget bagved, noget udforskeligt. Altid et nyt tiltag, der blomstrer, langt inde i det, der udefra ligner forfald og tider, der var. Gamle industrikomplekser har en ufattelig grim skønhed, deres helt egen æstetik, og min fascination går på baggårde. Måske fordi vi provinsboere har været baggårdsløse hele vores liv. Det vrimlede ikke med dem i min barndom.

Undervejs er jeg stødt over maleren Folmer Bendtsen. Kommunisten, der malede livet i NordVests industrikvarterer med mennesket i centrum. Som tydeligvis kunne sin Lowry, Manchestermaleren, jeg er dybt fascineret af. Jeg er ved at spare sammen til bare et litografi, for ham (altså Bendtsen) gad jeg godt have hængende. Det er som om, han indfanger lige præcis det, det hele handlede om.

Jeg har talt med de fyre, der i sin tid malede det store vægmaleri ved Emaljeparken. De var ved at friske det op 15 år efter, det oprindeligt blev sprayet. Dengang var det en del af et håbløst kvarterløft. I mellemtiden har kvarteret løftet sig selv, og sprayfyrene er blevet halvgamle. Jeg har fundet geniale ombygninger i flotte regnbuefarver af ham der Ingels, jeg ellers ikke er fan af, mens Transforms (dem er jeg fan af!) endnu mere geniale bibliotek, der ligner bøger, der er stablet oven på hinanden, slet ikke behøver findes, for det råber nærmest sin eksistens ud. Jeg har opdaget den gamle, flotte smedejernsport ind til Schous Fabrikker, som er det eneste levn, der nu gemmer sig bag vaskehallen på en tankstation. Til gengæld kan vi vel alle huske Tatol. Jeg har set tårnhuse fra Utterslev Mark og studeret linjeføringen på den længst hedengangne bane til Slangerup og forbandet såkaldt byplanlægning og kvarterløft, når det indebærer nedrivning af historie og genopbygning af kønsløst etagebyggeri. Jeg har sværmet omkring den flotte moske i håb om at blive inviteret indenfor–jeg ser nok alt for ugudelig ud–og været en pest rundt omkring på de smarte cafeer, fordi jeg spørger de serverende teenagere om ting, de overhovedet ikke synes er væsentlige, fordi det skete mindst 5 år før, de selv blev født.

Men nu er jeg så rimeligt klar. Klar til at gå en rute, der mildest talt falder lidt ud af min komfortzone, som primært strækker sig over Jylland og de omkringliggende øer, så som England og Irland. Der er givetvis nogen, der ved meget mere end mig. Spørgsmålet er bare, om de også kan formidle som mig? Det er jo sådan set mere end godt og vel halvdelen.

Og så er det altså også rart sådan at blive forelsket–i min alder. Forelsket i en bydel, der bare snakker lige ind i hjertet. Når man nu ikke kan komme ud og dyrke alle sine andre hjertenskære, så er det godt at opdage nye potentialer indenfor en Coronaopnåelig rækkevidde. Jeg kan kun anbefale alle at gå en tur i dette fantastiske område. Og er man bange for at fare vild, så kunne man jo tage med på en guidet tur?

Continue Reading

Mest for skuespillernes skyld!

The Good Liar. Netflix.

Det er et lidt ujævnt plot, for nu at sige det mildt! Sådan en film, der ikke rigtigt kan bestemme sig for, om den vil være en solid komedie, hvor alle snyder alle, og den klogeste griner højst til sidst–eller om den i virkeligheden hellere vil dyrke melodramaet omkring grimme nazister og hævn med (mere end!) halve århundreders forsinkelse.

Det siger sig selv, at når det sidste også er et tema, så må skuespillerne være relativt aldrende. Det gør så heller ikke noget, når man sætter så eminente kræfter som Helen Mirren og Ian McKellen overfor hinanden. Som i SLET ingenting–for det hele gnistrer. McKellens furede ansigt kan afsløre et helt liv og 1000 følelser ved bare et beskedent vrink med en rynke, og Mirren er som altid både yndefuld og dybt fascinerende. Personligt tænker jeg altid på, hvilke magtfulde forbindelser hun dog har, den kvinde, for at ældes med så megen sødme. Hun vil jo stadig ligne en gudinde som 100-årig. Uden Botox.

Men i alt fald prøver alle at snyde alle. McKellen er efter penge, og Mirren er efter hævn, og som sædvanligt vinder den klogeste. Og griner. Man må undervejs sluge nogle dybt urealistiske kameler og skrue sko i helt forkerte størrelser på Askepot, men det hele går–med hiv og sving– op i den sidste ende. Og hvis plottet er en smule utroværdigt, så kan man jo bare nyde de to fænomenale kunstnere. Det er skuespilkunst, så englene synger endog meget højt, og det er selve beviset på, at nogle ting blot bliver bedre, bedre og bedre med årene.

Continue Reading

Om grænsen.

Som forklaring er jeg nok nødt til at tage udgangspunkt i foromtalen til et program med Peter Lund Madsen. Programmet ville, sagde han, handle om vores hjerner, som ifølge ham er håbløst gammeldags og ret beset ikke har ændret sig siden stenalderen. Vi er, helt konkret, overhovedet ikke hjernemæssigt fulgt med tiden, så inde i låget fungerer vi altså stadig som lidt avancerede neanderthalere.

Det gør jeg så også. Især på den front, eller lap eller hvad det nu er, der handler om forråd. Min hjerne er umådeligt stenalderfokuseret på at overleve såvel vintre, indesne- og blæsninger, almindelig dovenskab og akutte nødsituationer indenfor karry, minimælk og flåede tomater generelt. Jeg har det bedst, når jeg bor med toiletpapir nok til et antal røve, der så langt og uforsvarligt overskrider enhver form for forsamlingsforbud, tandpasta nok til flere år og mange munde, slik nok til de fleste fredage i et skudår og hundemad nok til en mindre kennel. Med pensionærer.

Og så var der altså sket det, at jeg havde nået bunden. Altså virkelig tæt på at komme i traumatiserende mangel på fryseposer, opvaskebriketter, Ajax, Colaer og Panda lakridser. Så går stenalderen deroppe på toppen i selvsving og drages uimodståeligt mod syd. For alt det der, synes samme stenalder, kan man udelukkende anskaffe sig på de sydlige jagtmarker. Her kommer en snert af en mere moderne hjerne så ind over. Den, der tænker i ren pengeøkonomi, og hvad der er billigst.

Så jeg satte mig altså ned og undersøgte, hvordan man akut kommer over grænsen, når man nu ikke skal pendle, fordi man har et arbejde, der skal passes, men udelukkende fordi man har en stenalderhjerne, der er blevet upassende. Det er slet ikke let, kan jeg fortælle. Først skal man finde frem til en tysk hjemmeside, hvor man skal ansøge om indrejse. Den er, når man endelig lokaliserer den, stærkt præget af både tysk grundighed og tysk sprog. Altså på et niveau, hvor selvsamme stenalderhjerne godt nok kan blive lidt i tvivl og ligesom må gå tilbage i forsøget på registrering så mange gange, at jeg nærmest kan føle den tyske computer tage sig selv til hovedet. Eller hvad tyske computere nu tager sig til.

Men det lykkes, og jeg får endda manden med. Som appendix til mig. Bagefter bliver jeg lidt utryg ved det faktum, for hvad hvis han nu ikke vil med på turen overhovedet? Så står jeg der på den anden side af grænsen og bliver afkrævet forklaring på, hvad jeg har gjort af ham? De lukker mig garanteret ikke ud igen, hvis jeg ikke har styr på samtlige medregistrerede familiemedlemmer, for dem har de allerede understreget i ansøgningen, at de under ingen omstændigheder vil have rendende dernede.

Bagefter printer jeg i lange baner. Eksemplarer til både toldere, politi og alle de løse. For slet ikke at tale om, at jeg har det hele i elektronisk format også. Og bare tanken om at skulle krydse den grænse minder faktisk sådan lidt om dengang, man helt konkret kunne forvente at få skilt sin bil ad ved indkørsel i samtlige lande bag jerntæppet. Og selv skulle samle den igen.

Ved Kruså grænse er der påfaldende stille. Nogle få biler krydser over den danske del, men jeg forventer selvfølgelig, at selve det store slag skal slås, når vi når den tyske. Underligt nok er vi 2 minutter senere ved Fleggard. Vi må have overset den tyske grundighedskontrol, men hvordan de har overset os er er gåde, for der er sådan set ikke andre end os i området.

Særdeles oplivede af at have overlevet selve den farlige indrejse til Tyskland går vi i seriøs shopping. Det er som om, at det, at vi virkelig–uden at være kommet i 14 dages karantæne eller lagt i håndjern–er sluppet fuldstændigt umærkbart over den grænse, giver os fornyet handleblod på tænderne. Faktisk har vi 2 vogne. For når en stenalderhjerne går i forrådsindsamling, vel at mærke uden at vide, om der overhovedet BLIVER mere forråd at indsamle i månedsvis, så går den sådan en smule amok. Uden at overdrive kan jeg vist godt konkludere, at det ikke bliver vaskepulver og slik, vi går ned på det næste halve år. Eller andet.

I øvrigt er det forunderligt at gå rundt og handle i en grænsebutik på den måde i november. Hvor november i ucoronerede år er den absolut travleste, mest skubbende, mest masende, mest hysteriske, mest modbydelige og allermest stressende måned at handle i, så går det da ret pænt med de der 2 vogne i et Fleggaard, som vi deler med ca. 10 andre danske stenalderhjerner. Man kan jo ligefrem finde det, man skal have. Samt komme ind til det.

Selvfølgelig er vi ret nervøse, da vi skal mod hjemlandet igen. Det er jo der, de nok skal se alle mine udprintede papirer og kontrollere os i Colaer og røv. Hvor de måske endda tilbageholder os, fordi jeg snød med postnummeret, der skulle være længere end mine sølle 4 cifre. Så satte jeg bare to nuller mere på, og så accepterede den grundige tyske maskine. Så det er altså med tonstung bil og lidt maveondt, vi kører ned ad bakken mod grænsen. Vi spejder samtidig lidt nervøse efter, hvor det mon er, vi sådan skal i justitsforhør og forsvare vores rengøringsmidler.

Det sker så heller ikke. Der er ikke engang et skur, hvor de tjekker fæle danske hjemrejsende. Eneste levende person på den grænse er en dansk grænsebetjent, der venligt vinker os over en ellers totalttom grænse. Jeg kan næsten ikke undgå at blive lidt skuffet. At føle mig lidt snydt. At have fornemmelsen af, at det da gik alt for let. Men på en time har vi altså krydset en fuldstændigt tom grænse, tømt det meste af en Fleggaard og returneret igen, uden at en kæft, udover en smilende grænsebetjent, tog sig af det. Alle mine udprintninger kan jeg bare skrotte. Og jeg kunne faktisk også have ladet manden blive i Tyskland. Hvem ved, hvornår de lige havde fundet ham igen?

Så nu er min stenalderhjerne i hopla igen. Mine skabe er fyldt, mit forråd indsamlet, min jul reddet. Ikke, at dette skal være et eksempel til efterfølgelse, men det kan da være et til oplysning.

Og husk det med postnummeret! Bare skriv et par ekstra cifre på, så sluger maskinen det!

Continue Reading

Direkte billet til himlen?

Jeg har lige læst følgende pragtfulde historie: Det viser sig, at pavens personlige Instagramkonto har liket et billede af en brasiliansk model. Oven i købet en pænt afklædt en af slagsen. Selv om kvaliteten af det billede af omtalte dame, jeg var i stand til at finde, er en smule dårligt, er jeg sikker på, at man godt kan få en fornemmelse af billedets natur. Måske endda også modellens. I alt fald kan jeg med sikkerhed konkludere, at hun efter min personlige målestok ikke ligner en, der er på vej i kirke.

Nu har paven selvfølgelig dybt betroede medarbejdere i Vatikanet, der sådan går og holder hans konto og skriver pavelige ting, pavelige hilsner og velvalgte pavelige ord. Men ingen af dem kender noget til at have liket damen. Paven har selvfølgelig også adgang til sin egen konto, men han nægter også at have liket damen og hendes relativt påfaldende ( nærmest UDfaldende) attributter.

Jeg kan faktisk ( sådan i en noget sjusset og meget lidt velbegrundet sammenligning) ganske pænt lide den nuværende pave, for han er da i det mindste ikke så slem som mange af de tidligere. Men at han ligefrem går i brasilianske modeller i sin fritid ( eller på sit toilet?), det havde jeg nu ikke lige troet om ham. Især synes jeg, at damen måske mangler lidt klasse–især i et land, der også har Sophia Loren.

Damen selv er meget stolt over den pavelige interesse. Hun er, helt uden konkurrence, også den eneste af samtlige modeller i hendes klasse, der har fået et like fra selveste Guds stedfortræder. ( Gad vide, hvad Gud siger?) Hun citeres for, at dette nok i et mindste betyder, at hun kommer i himlen uden det sædvanlige vrøvl, som storbarmede, letpåklædte modeller ofte oplever fra Skt. Peters side. Hun er ligeledes ganske stolt over, at hun ( eller hendes?) falder så gevaldigt i pavens smag, at hun kan bryste ( sorry–kunne ikke dy mig!) sig af selveste et paveligt like.

Imens er der internt opgør på Vatikangangene, hvor man selvfølgelig går og gransker hinanden for at se, om nogen mon kunne tænkes at have givet det formastelige like. Med sådan en flok hungrende semi-eunukker kunne det vel være hvem som helst–men det er så kun min mening!

Afsluttende vil jeg lige påpege, at damen ikke har specielt meget til fælles med Jomfru Maria, som ellers så nogenlunde er den eneste kvinde, de kan finde ud af at dyrke dernede. Det er så nok derfor, at paven af bare frustration over ene fladbarmede jomfruer med 2000 års hellighed i bagagen har taget en rask beslutning og liket hende her!

Continue Reading

Oxford igen, igen, igen, igen og igen.

His Dark Materials. HBO.

Egentlig er det snyd at blande Oxford så kraftigt ind i overskriften. Men det får være.

For allermest handler det om at pippe op om, at anden sæson af fantasy-serien His Dark Materials er startet, og at man derfor på HBO kan gå i total bjørne-, hekse-, støv-, luftskibs-, helte-, skurke- og Oxfordjagt. Serien har det hele. Samtidig med, at den, som rigtigt mange andre nye serier, har en fantastisk billedside, en fænomenal æstetik. Sådan en slags blanding af Game of Thrones, sort viktoriansk mekanikfascination og skurkinder, der er taget ud af 50-ernes amerikanske gyserfilm.

Man må håbe, at serien kan rette op på de særdeles uheldige signaler, der blev tolket ind i Philip Pullmans geniale bøger, da Madam Kidman i sin tid botoxerede den til ukendelighed. For den er både spændende og rimeligt tro mod romanforlægget. Man har ingen problemer med at identificere sig med Lyra, hendes daimon ( se den, eller læs bøgerne for at finde ud af, hvad sådan en er!) og hele hendes quest for at finde ud af, hvad det mystiske støv dog er og vil, som hun står der alene i verden mellem en femme fatalsk bitch af en mor og en fraværende forskerfar, der måske/ måske ikke kæmper det godes sag. Skulle man bebrejde de første 2 afsnit, der er kommet, noget, må det være, at samme far, som spilles James McAvoy, endnu ikke har vist sig. Og det må han gerne, efter min mening. Endog særdeles gerne, for ham er jeg altså ret vild med!

Det er selvfølgelig en klar fordel at være til fantasy, hvis man går ombord i støv og luftskibe. Men nye, potentielle fantasyfreaks, der bare ikke endnu har opdaget, hvor genial genren er, kan sagtens starte deres fascination her. His Dark Materials er en god indførelse i et fantastisk univers, og så er den, som Harry Potter er det, det, man kalder portal-fantasy. Altså at der stadig er en velkendt, genkendelig verden, som man umiddelbart kan forholde sig til, men som samtidig indeholder en portal ( som perron 9 3/4 og klædeskabet i Narnia-bøgerne) til en anden, fantastisk verden.

I denne serie ligger en af portalerne faktisk midt i Oxford. Selvfølgelig gør den det. Man kommer vel næppe udenom fantasygenrens hovedstad, hvor ikke bare denne bog, mens også Narnia, Ringenes herre og Alice i eventyrland–for bare at nævne nogle ud af mange andre–blev skrevet.

Og for lige at binde en sløjfe tilbage til overskriften, så oplevede jeg ved gensynet med byen på film lige præcis den følelse, at jeg ved med mig selv, at når jeg engang (hvem ved hvornår?) igen står der, så vil jeg knibe en tåre. Måske endda nive mig selv i armen af bare forundring over, at det omsider kan lade sig gøre. Fordi det på alle måder vil markere, at Coronamareridtet er ovre, verden er berejselig, og jeg har fået det liv, jeg elsker så højt og indgående, tilbage!

Men indtil da kan jeg da i det mindste se His Dark Materials!

Continue Reading

Om at gå i NordVest.

Og det er så mig, der er gået i NordVest. Ikke vinden.

Forhistorien er, at Københavns Kommune relativt velvilligt ( og sikkert også ud fra en latent dårlig samvittighed overfor alle de kunstnere og freelancere, vores samfund lige nu er ved at slå ihjel såvel økonomisk som kunstnerisk) har stillet et beløb til rådighed for et lille Pop-up Museum om bydelen NordVest. Altså et midlertidigt sted med historier fra en bydel, der ellers normalt ikke befinder sig i historiens orkanøje. Et sted, hvor stort og småt kan udstilles og fortælle nogle gode historier om fortid, nutid, udvikling og de mennesker, der har haft bydelen som deres hjem og arbejdsplads. En bydel, der i øvrigt først blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Før det var det rent Klondyke. Det er der nok nogle, der mener, det stadig er.

I forbindelse med Pop-uppen skal der også være guidede ture i området, så man ligesom kan opleve de udstillede tings ophavssted. Det er dem, jeg er gået i. Virtuelt, lige nu. Men jeg må ud og trave, trave, trave, for at få det hele op under fødderne. Det er der, det sidder bedst fast.

Lige nu befinder jeg mig midt i kaos og forundring. Kaos fordi der bare er så meget materiale, som skal sorteres, ordnes, gennemlæses og bringes i system. Forundring fordi jeg nærmest er målløs–og bliver mere og mere målløs–over hvad den samling af blokke, som før bare bare var en mark ved Utterslev Mose, dog indeholder. Akkurat som i Londons East End har man i sidste århundrede placeret industri på industri i området og, uden tanke for trivsel, forurening eller andre menneskelige påvirkninger, opført lejekaserner til arbejdsstyrken lige ved siden af, så det da i det mindste var relativt hurtigt at komme på arbejde.

Det er som at foretage en indre vandring gennem selve ens barndoms landskab–samt at opleve udpræget nostalgi– at kigge på de fabrikker, der dengang var koncentrerede på et meget lille område ved Rentemestervej og Frederikssundvej. Her lå Tekno–drengedrømmen om ingeniørsæt og metalbiler– og nu genstand for nok det mest omfattende legetøjssamleri i landet. De var i øvrigt ikke helt fine i kanten, dengang, med en udpræget forkærlighed for karteldannelse. Helt i stil med næsten-naboen, Schous Sæbefabrikker, som i deres over 800 udsalg over hele landet (Matas har omkring 200) udelukkende solgte egne varer, for så kunne man spare mellemled og mange afgifter. Hvis man ikke kan huske Schous, kan man sikkert huske Tatol, som byggede på præcis samme koncept. Lidt derfra fandt man i øvrigt Glud og Marstrand, som var min barndoms blå indslæt. Især med Madammen, som vel var standardudstyr i ethvert lille hjem, og hvis produkter i øvrigt også nu er genstand for ivrige samlere. Der var også lige Ipsens Enke (Ipsen døde relativt ung, og hun var en foretagsom dame), som de fleste nok kan huske fra svulstige askebægre i grønne og brune kulører og en ret folkelig Skønvirkestil. De stod i alt fald mange steder, hvor jeg kom, og pralede med deres udgaver af adskillige dyrearter. At de også producerede Salto vidste jeg ikke. Men det skal ikke bebrejdes dem! Endelig var der lidt nede ad vejen den første begyndelse fra Harald og Thorvald Pedersen, der var kommet til byen helt fra Øster Hurup og med penge fra søster Thora fik gang i en insulinproduktion, som de senere døbte Novo. De fantastiske bygninger fra deres dengang unge og ukendte arkitekt, som hed Arne Jakobsen, kan stadig ses. Og så har jeg ikke engang været omkring Mejeriet Enigheden ( fagbevægelsens eget mejeri) og adskillige andre væsentlige virksomheder. Samlet lige der–på under 1 kvadratkilometer!

Sådan helt uden egentlig at have haft det på fornemmelsen er jeg altså vandret lige ind i et stykke unikt dansk industrihistorie. Men også, desværre, et kapitel, der for manges vedkommende endte relativt sørgeligt. Nogle af virksomhederne eksisterer endnu, som afdelinger af internationale koncerner under andet navn, mens andre er totalt væk, borte og har haft deres tid. Netop det faktum–altså at de fleste virksomheder måtte ophøre, omlægge eller sælge sig selv i 70-erne–er jo lige præcis det faktum, der i mange år har tegnet billedet af bydelen. Fra et travlt hotspot med industri og masser af arbejdere–til en bydel med industriel massedød, arbejdsløshed og økonomisk depression. Til et sted, hvor boligerne både var nedslidte og billige og derfor tiltrak et helt bestemt klientel. Herunder også et udpræget antal af andre etniciteter, der netop var i stand til at betale for husning i de nedslidte, tidligere arbejderboliger.

Men det er jo ikke der, historien ender. For i løbet af de sidste 10-20 år er der kommet grøde igen, optimisme og især kreativitet. Ude i dette Klondyke er en ny generation af iværksættere dukket op og har taget stedet til sig. I første omgang med en klar tendens mod et parallelsamfund af initiativrige indvandrere. Her er skabt Københavns svar på Mellemøstens bazarer med utallige små og store butikker, hvor udvalget sagtens kan hamle op med hjemlandenes tilbud. Der er områder, hvor man lige skal minde sig selv på, at man faktisk står i et københavnsk kvarter, selv om slagteren sælger halal, moskeens minareter troner over en, og der konkurreres på bling-bling og søde kager. Og i de senere år også en klar tilflytning af den kunstneriske undergrund ( nogle endda meget tæt på at blive overgrund og etablerede), som pibler frem i alle gamle industrikvarterer og omdanner trøstesløse områder til spræl og nytænkning.

Så der er nok at tage fat på og skabe orden i. Over 100 års omvæltninger og store historiske vingesus. Og på en eller anden måde er det vel også selve historien om vores samfunds udvikling, der er rummet indenfor disse få blokke. Netop fordi området er så relativt lille, bliver det så markant, så tydeligt. Helt konkret sådan noget med, at man næppe kan gå ind i en af de utallige baggårde, området stadig er så fuldt af, uden at finde konkrete mindelser om fortidens store og små industrier, blandet med etniske foretagender eller knopskydninger på den alternative scene. Samtidig er det også, på forunderlig vis, en nostalgisk påmindelse om ens egen barndom. Om alt det, der var, og ikke længere er. Og om, at der så er kommet noget andet i stedet.

Så lige nu blæser min personlige vind mod NordVest. Det er ret spændende!

Continue Reading

Om dagens 10 kilometer.

I begyndelsen var det decideret Coronakedsomhed, blandet med et spirende forår, der ligesom satte det hele i gang. Og så blev det ved, fordi Coronaen altså ikke gik væk, og kedsomheden sådan set heller ikke blev mindre. Men der er alligevel over alle disse måneder sket det, at mine 10 daglige kilometer er blevet en livsnødvendighed, en integreret del af mit dagsforløb og noget, jeg slet ikke kan leve uden. Heller ikke sove uden.

Så jeg går. Traver mine daglige, livgivende kilometer. Og, stik mod hvad der ellers sådan ligger til mig motionsmæssigt, nyder det. Somme tider og i alt fald en gang dagligt med mand og hund, men lige så gerne alene. Alenegang er godt for tankerne. Og benene.

Der er det fantastisk geniale ved at gå, at det hverken kræver forberedelser eller udgifter. Selvfølgelig skal man have ordentligt vind- og vandtæt tøj og sko, men det har alle vel i forvejen. I alt fald skal der ikke investeres i megadyre, specialdesignede sko, og en ordentlig vinterjakke kan for tiden sagtens holde regn og blæst fra kroppen. Og så kan man bare lade fødderne bære sig hen, hvor de nu lige har lyst netop den dag. Der er absolut intet i vejen med at gå de samme ture. Faktisk nyder jeg at se de små forandringer, der hele tiden popper op på mine ekskursioner. Mest årstidsmæssigt betinget, men sandelig også, i bymæssige områder, af renoverings- sanerings- og make over- agtig art. Man kan jo nærmest følge et helt hus blive til eller iagttage en gennemgribende renovering i daglige småbidder. Jeg har yndlingsture, og de er, fordi jeg er mig, decideret foretrukne, fordi de i min bakkeby indebærer færrest op- og nedstigninger. Jeg gider ikke trapper. Ydermere har jeg gennem disse måneder gjort opdagelser af fantastiske, for mig hidtil ukendte, steder og områder. I mit sommerhusområde havde jeg indtil i år en operationsradius på få kvadratkilometer. Det har jeg ikke mere. Jeg kender efterhånden hvert hus og hver vej mellem Als og Øster Hurup.

På plussiden tæller også, at jeg aldrig tidligere i mit trekvartlange liv har været så sulten, spist så meget–og ikke taget et gram på. Jeg har permanent røde kinder, faste lår og lyst til ordentlige måltider. Min krop og jeg er blevet særdeles meget bedre venner, partnere og har indgået en uskreven aftale om respekt for hinanden. Den overholder vi så. Jeg går mine kilometer, og den holder kæft og opfører sig ordentligt, hvilket vel er det optimale for en krop på alder med min. Endelig sover jeg meget, meget bedre. Det er vel så enkelt, at jeg er naturligt træt, når jeg går i seng.

Man får et andet forhold til vejr, når man hver dag selvvalgt er ude i det. Regn og blæst skræmmer mig ikke mere, det er ikke andet end små forhindringer, man tøjmæssigt skal tage forbehold for. Hvor jeg førhen var særdeles overtalelig til at opgive udendørs foretagender med baggrund i vejret, kan det vejr nu bare passe sig selv udenom mig. Der er ikke meget vejr, man ikke kan gå i, og den slidte cliche med, at det udelukkende er påklædning, der er vigtig, er faktisk både sand og brugelig. Omvendt bliver man også så glad, når solen skinner på ens vej. Det løfter glæden i hvert skridt.

Den allerstørste gevinst ved mine kilometer er dog næsten tankesamlingerne. Gåture er decideret befordrende for at få struktureret tanker, at få dem organiseret ud af det rod, de ofte kan være og komme hjem med en form for ny klarhed over det, der har irriteret, pint eller bare forundret en. En gåtur kan være at krybe ind i rum bare med sig selv og lade benene bære sig frem til nye erkendelser og nye ordner. Nærmest at lade hvert skridt være som forbindelsesstreger i en nødvendig brainstorm. Man bliver så afklaret af at gå. Og man går sig ind i sine afklaringer.

Jeg er sikker på, at jeg er blevet afhængig af mine kilometer. Det er ingen skade til. Afhængighed kan, når den sidder i benene, sagtens være noget positivt og livsfremmende. Noget væsentligt og ualmindeligt godt for både sjæl og legeme. Samtidig er det også der, det skal slutte. Sådan at forstå, at jeg og min krop skal have de 10 kilometer. Hverken mere eller mindre. Jeg skal ikke ud i marathongang og indbyrdes konkurrence med mine egne ben og dybe frustrationer, hvis jeg ikke er i evig progression på gåparametret. Det er lige præcis mine 10 kilometer, der gør, at jeg får mig rørt, får set mine omgivelser, får en fornemmelse af årets gang og vejrets luner og får mine tanker samlet på en yderst fornuftig måde. Så jeg både spiser og sover optimalt.

Tænk, at noget kan være så forbavsende let!

Continue Reading