Om guidede ture.

Forbrugsvaner er som bekendt uløseligt forbundet med den tidsånd, de økonomiske muligheder, de trends og de faktisk foreliggende omstændigheder, der er på et givet tidspunkt. Sidste år kom jeg som sendt fra Kattegat, eller hvor man ellers sender folk som mig fra, og dumpede lige ned i et behov, som coronaen havde skabt. Jeg var, med andre ord, vildt populær og udfyldte et tomrum, en længsel efter noget, der bare mindede en smule om oplevelsesferie. Folk flokkedes til mine guidede ture. Mange gange måtte jeg lave ekstrature, fordi behovet var så enormt, at jeg umuligt kunne råbe kæmpestore forsamlinger op der midt i den blæst fra Kattegat, som sidste sommer var så rig på.

I år ser tingene helt anderledes ud. Jeg kan gå mine ture alene. Kan jeg. Det behov, der eksisterede sidste år, er så øredøvende blevet overtrumfet af andre muligheder. Mere tillokkende muligheder, tilsyneladende.

I begyndelsen undres man. Og som ekspert i at tænke på traditionel kvindevis, vender man selvfølgelig i første instans den slags ting indad. Er man ikke god nok, interessant nok? Har man fornærmet nogen? Synes folk, at de bliver til grin for deres egne penge? Er man fuldstændigt, totalt, umuligt og sikkert også pinligt inkompetent og en skandale? Jeg tror, de fleste kender det! For hvorfor er noget, der var en bragende succes sidste år, nu pludselig en uskøn fiasko? Hvordan kan det f.eks. være, at de utroligt utallige, som sidste år inderligt bad mig om at lave en tur nordpå i vores lille by, så pludselig har mistet enhver interesse for en tur, de selv foreslog?

Det har faktisk ikke skortet på medieomtale og reklame. Samtlige lokalaviser har skrevet endog meget pæne stykker–hvem der så end har bedt dem om det, for jeg har hverken talt med dem eller henvendt mig. Man skal være mere end almindelig medieblind for at have overset det, vil jeg mene.

Så tidsånden må have forandret sig. Behovet vendt sig selv på hovedet. Interessen blevet overgået af noget, der er væsentligt mere interessant. For selvfølgelig må jeg jo nok erkende, at jeg sidste år ikke var specifikt oppe mod de giganter, der nu er kommet på banen. Det være sig såvel udlandet i al sin ucoronerede magt og vælde som danske nu åbne forlystelser. Ungerne vil hellere i forlystelsesparker eller til Gardasøen fremfor at vade rundt på en dansk strand og høre gamle skrøner. Og 60+-erne har vel enten været der eller afventer at komme sydpå. Endelig må jeg vel også erkende, at det danske sommervejr ( eller hvad vi nu skal kalde det?) sidste år var en fortrinlig sparringspartner i al sin magtfulde usolethed, mens det i år faktisk forholder sig sådan, at solen er min klare forretningsmæssige konkurrent. Og den er fabelagtig til at stjæle mine kunder!

Selvfølgelig er det træls. Rigtig træls. Især når mine udenlandske destinationer stadig er hermetisk lukkede og på ingen måde giver indtryk af, at der vil forekomme en snarlig åbning. Man skulle have været Sydeuropaguide. Begyndt at læse italiensk i tide, om man så kan sige.

I alt fald må jeg, endnu engang, erkende, at mine kompetencer falder udenfor den for tiden herskende trend og de mest populære behov. Underligt nok vænner man sig aldrig rigtigt til den slags. Men det er vel bare menneskeligt….

Continue Reading

En ualmindeligt rædselsfuld oplevelse.

Hvalpsund Færgekro.

Formedelst lidt over 500 kr. fik vi i går sommerens hidtil mest rædselsfulde oplevelse. I særklasse af den art, så man næsten føler sig forpligtet til at advare andre om at begive sig ud i at få en lignende.

Beliggenheden smukt og lige ned til vandet ved travl havn og færgested fejler ellers ikke noget. Enhver med bare en lille smule forstand på og tæft for hotel- og restaurationsdrift burde kunne få banket et endog særdeles rentabelt sted op lige der. Det er så tilsyneladende ikke den slags enhver, der har stedet. Men der er rent. Utroligt rent. Måske, tør man måske gætte på?, fordi der ikke er så forfærdeligt meget at andet at tage sig til end netop at gøre rent. Der var nærmest ingen kunder. Det forstår jeg godt.

Menukortet er kort og en fantasiløs variation over samme tema. Selv var vi også fantasiløse nok til at tro, at det netop signalerede, at man derfor kælede for hver ret. Vi tog fejl. Burgeren var kønsløs og kedelig, men dog spiselig. Hvilket man desværre ikke kunne sige om kyllingesandwichen. Det ualmindeligt kedelige hvide plasticbrød var ikke toastet. Det var kremeret. Man havde end ikke (som vi gamle rotter udi brødristningens kunst da sommetider må ty til i stilhed) skrabet de kulsorte forbrændinger af–kun behændigt vendt dem nedad i en åbenlys foragt for frokostgæsternes såvel intelligens som smagsløg. Da vi påpegede det, fik vi svaret, at det var brødets beskaffenhed, der gjorde det letantændeligt. Det var sådan set det nærmeste, vi kom på en undskyldning! Eller en ellers særdeles velkommen beklagelse.

Dog må man sige, at kroen nok, som sikkert den eneste i landet, udmærker sig ved at servere sandwiches helt uden det mindste islæt af grønt. Indeni var en kogt, hel kyllingefilet, begravet ( for nu at blive i den terminologi, den er også passende!) i noget tomat-et-eller-andet. Tørt, i alt fald. Her må man sige, at et enkelt, krøllet salatblad ville have gjort en verden til forskel. Smagsmæssigt er vi på niveau med brændt snogbrød med plastic.

Så vi spiste det simpelthen ikke. Havde hunden været med, var selv han nok stået af. Alligevel kom regningen uden nedslag eller forståelige undskyldninger. Jeg tror også kun, vi betalte, fordi vi havde lidt ondt af dem. Gæster var der jo nærmest ingen af–til trods for godt vejr, brillant udsigt og ferieperiode. Og nogen skal vel betale de mennesker, der i den grad har tid til at gøre rent på stedet.

Jeg kan, selv om jeg da har en god del ikke så specielt imponerende spiseoplevelser med i bagagen, ikke erindre at have fået noget så dårligt nogensinde. Vi er i klassen, hvor man sikkert vil erindre i mange år, fordi oplevelsen næsten var helt surrealistisk. Det var lige før, man på ingen måde var blevet overrasket, hvis Basil Fawlty eller Manuel pludselig havde stået ved bordet.

Så hermed en advarsel. Med mindre man elsker kremeret brød med kønsløst indhold samt at være til grin for sine egne penge, bør man nok holde sig væk. Langt væk!

Continue Reading

Om charterselskabernes og bilernes sommer.

Det rykker i mig for at arrangere ture til udlandet. Det rykker også i mig for at komme på arbejde i udlandet. Men lige nu er ingen af delene muligt. Samtlige mine destinationer er coronalukkede–måske med Irland som undtagelsen, der skal man bare 10 dage i karantæne. Altså tre dage udover den uge, man skulle have brugt på en rundrejse, og tre dage efter, man egentlig skulle være rejst hjem!

Selv at arrangere noget som helst, der involverer et rutefly, synes som halsløs gerning. Med mindre, man skal afsted en af de allernærmeste dage, kun skal have sig selv med, eller er beredt på at alt, der ligger mere end en måned fremme, er en satsning. Som at spille i det store coronalotteri, hvor nedlukninger opstår lige så hurtigt og uforudsigeligt som de tordenbyger, der for tiden hærger landet. Man kan tabe mange penge og, især, mange drømme lige nu, hvis man er for overstadig.

Skal man afsted, er charterferierne det bedste bud. Her er man tilstrækkeligt forsikret, og rejseselskaberne står med hele risikoen. Det gør de i øvrigt gerne, for kasserne er slunkne, og flyene længes vel nærmest efter luft under vingerne.

Eller også må man ud i bilen. Skrue rejsemanererne et par årtier tilbage til dengang, hvor det oftest var normen at drøne ned gennem Europa. Dengang Tyskland var en lang motorvej med indlagte friturestegte, såkaldte wienerschnitzels, og ikke meget andet. Fordi ferieeuropa først startede ved den grænse, man nu krydsede på den anden side af denne enorme landemæssige forhindring. En skam, i øvrigt, for der er utallige fine steder udenfor de tyske motorveje! Hvis man tager sin bil, er man fri til at køre hvorhen, coronapilen måtte vise. Og til at køre udenom, vende om i forhold til eller bare undgå der, hvor pludselige udbrud og nedlukninger hærger. Jeg tror, der er en massiv, bilende hær på vej ned gennem alle de motorveje denne weekend. Meget mere massiv end den har været i mange, mange år.

For selv om vi nok kan rejse, er det jo med masser af restriktioner. Den frihed, der ligger i selv at bestemme sine destinationer, selv at planlægge, ordne og arrangere, er ligesom væk, hvis der er tale om flyrejser. Skrækscenariet er vel at strande i et pludseligt coronanedlukket hjørne af verden, uden hjemadgående fly og totalt erstatningsløs, fordi man bare selv har klaret det hele. I alt fald skal man, og det gælder enhver form for rejser, tjekke og gentjekke sine forsikringer, for forsikringsselskaberne har i den grad opgraderet deres policer, så de indpasser sig til de forhåndenværende forhold. Også prismæssigt.

Det er, endnu engang, absolut ikke et drømmescenarie for folk som mig. Jeg er blevet både arbejdsløs og ubevinget. Men det er da heldigvis et scenarie, der kan bruges af de charterselskaber, der har rejser til oplukkede destinationer–samt for de, der elsker at køre rundt på egen hånd.

Egentlig tror jeg også, at langt størstedelen af os bare afventer for tiden. Afventer verdens komme. Vi sidder her i (sommer)husene og venter på andre tider. For selv om det styrtregner ind imellem, så er den danske sommer da ganske behagelig. I alt fald er den ualmindeligt behagelig fri for spekulationer omkring forsikring, op- og nedlukning, ufrivillige strandinger i fremmede lande og de økonomiske hurdler, der måtte følge.

Samtidig er det da ualmindeligt godt for charterbranchen, at den omsider er vækket til live igen. Og for samtlige rastepladser langs de tyske motorveje, som sikkert oplever kanonomsætning. For det er charterselskabernes og bilernes sommer i år.

Continue Reading

En hjerteskærende god bog.

Douglas Stuart: Shuggie Bain.

Det er ikke hvemsomhelst og hvadsomhelst, der vinder den prestigefyldte, europæiske pendant til Pulitzerprisen: The Man Booker Prize. Men Douglas Stuart gjorde. Med sin hjerteskærende mursten af en roman om Shuggie Bain, der vokser op i 70-erne og 80-ernes slum i Glasgow, omringet og omfavnet af en dybt alkoholiseret mor, som han elsker over alt i verden.

Jeg kan godt huske Glasgow fra dengang. Også selv om jeg nødigt kom der. Det gjorde “man” ikke. Glasgow var forbeholdt de, der havde været så uheldige at blive født der. Ind i arbejdsløsheden, slummen, højhusene og datidens udgave af den nuværende amerikanske opoidkrise. I Glasgow drak man sig bare ihjel. Relativt målrettet. Mens børnene, som vi sagde oppe i det mere privilegerede højland, levede af hvidt brød med margarine og Irn Bru (jeg kan ikke forklare Irn Bru–det skal smages!), og ingen hoteller med respekt for sig selv og sit inventar tog imod gæster fra Glasgow. I øvrigt kunne man heller ikke forstå, hvad de sagde.

Og nok handler bogen om Shuggies usle barndom. Men den handler endnu mere om Agnes, Shuggies smukke mor, der tager hele turen fra kvarterets bud på en slags overklasse til dyndet, mudderet og den evige fornedrelse og fortabelse. Man er med hele vejen på den hjerteskærende og ubarmhjertige rejse, står som Shuggie på sidelinjen og iagttager den ultimative destruktion af et menneske. Aldrig har jeg læst en sådan velskrevet fortælling om den store fortabelse. Det er kunst. Båret af selve destruktionens smerte.

For Shuggie elsker sin mor. Magtesløs må han iagttage, hvorledes hendes druk langsomt fratager såvel hende som familien enhver form for moral og menneskelighed. Nok er Shuggie en perfekt medalkoholiker, der selv som 7-årig gør sig de inderligste krumspring for både at dække over og skaffe nye forsyninger, men han er samtidig også mælkebøttebarnet, der trods alt overlever. Helt efter bogen sætter han tingene i sine egne systemer, skaber sin egen barnlige logik–og formår at opbygge en indre overlevelsesstrategi, der faktisk virker. Fuldstændigt lammende for læseren er f.eks. ekspeditionen gennem det meste af Glasgow en sen nytårsaften via taxi for at lede efter/frelse moderen. Først stjæler han mønterne i gasmåleren, dernæst udsættes han for misbrug af en taxachauffør, så hutler han sig gennem fuldemandsorgier i diverse højhuse for til sidst at finde moderen dybt i en bunke aflagt tøj i en ussel lejlighed. Voldtaget, fuld og fornedret. Men Shuggie er lettet. Han fandt hende jo…

Med en 3. persons fortæller er det ikke kun barnets synsvinkel, vi præsenteres for i bogen, men nærmere en alvidende blanding af iagttagelser, viden og dybe kig ind i Shuggie. Det fungerer. For mig fungerede denne ultimative beskrivelse af et menneskes langsomme selvmord og den indvirkning, det har på omgivelserne, i alt fald helt ned på tårestadiet. Jeg har aldrig læst en så dybfølt, medfølt og hjerteskærende roman om emnet. Det er stor, stor kunst. Og decideret Man Booker Prize værdigt.

Bogen er oversat til dansk, og det kan være anbefalelsesværdigt, da al konversation er skrevet på Glaswegian. Er man ikke lige fortrolig med den og kan få sprogtonen til at fungere i sit hoved, er man en smule lost. Også selv om, “hen” betyder skat eller søde, og er enhver glaswegians foretrukne ord, så kommer man ikke så langt bare med det…

Det er nok den bedste bog, jeg har læst i år. Håber, andre vil følge rådet og få den samme store oplevelse!

Continue Reading

Efter regnen.

Det er morgenen efter det store regnskyl, den aftenlige og natlige syndflod, alle bragene og det store lysshow. Verden virker næsten jomfruelig, ustøvet og forbavsende grøn. Det er lige før, alt det gule, der i ugevis har været græsplænen, viser tegn på begyndende forgrønning, og jeg må ned og tjekke, om bækken, der har været et stort, vandløst hul i dagevis, også har indledt sin reinkarnation som almindeligt vandløb. Der skal nu nok mere til. Mere vand, altså. Livgivende vand.

Så er det, man helt ind i sin allerinderste ville ønske, at det bare var så let med det hele. At en ordentlig spand vand, ledsaget af nogle høje brag og elektriske udladninger, kunne klare verden op. Lade den blive som ny igen uden afsvedet græs og vandløse bække. I den allermest overførte betydning. At verdens største, mest gevaldige tordenvejr og en sand syndflod af vand kunne give os alle en coronafri omstart. Sådan at livet blev til det, vi kendte engang. Og elskede. Eller i alt fald så vi fik de allermest væsentlige ingredienser til at genopbygge, gå i grøde og forgrønnelse igen. Personligt vil jeg bare gerne på arbejde. Så ydmygt er mit, tilsyneladende uopfyldelige, ønske…..

Continue Reading

Om forbrug af mobiltelefoner.

Jeg må–lidt surt–konstatere, at jeg kører på to-års intervaller med hensyn til mobiltelefoner. Dette helt uden at tilhøre segmentet af afhængige mobilfreaks, der bare skal have det sidste nye. For jeg nøjes altid med det gamle, til trods for mine imponerende destruktive evner udi mobilsmadring. Til gengæld har manden så, takket være mine bidrag til mobilkatastrofer, altid en ny af slagsen. Mens jeg arver hans den gamle.

Sidste gang, altså for to år siden, var det en ualmindeligt hård asfalt, der tog livet af mobilius. Denne gang gik det vandvejen. Lige ned i kummen. Jeg må konstatere, at man ikke skal gå rundt med sin telefon i baglommen. Eller: det er OK, så længe man rent faktisk går, men når man skal sidde ned, bør man være ekstra opmærksom på farer. Så som de, der udgøres af et toilet. Faktisk var det først, da jeg skulle rejse mig, det gik galt. Svup, sagde det så. Og så lå mobilen kilet ind i toiletstammen, som om den var sidste brik i et større puslespil, der nu bare endelig passede. Altså urørlig, fuldstændigt fastklinet. Det tog minutter at vriste den fri. Så mange, at hvis det havde været i andre former for mere levende vand, var der givetvis kommet fisk på displayet. Hele akvarier.

Mobiler er overfølsomme overfor vand, og man skal derfor ikke vaske dem. Vand erobrer alt inden i sådan en kalorius, kortslutter ehver mikrobisk del og efterlader skærmen i flotte, blå vandfarver, som det kan ses på billedet. I det mindste er man da ikke det fjerneste i tvivl om, hvilket element der har frarøvet den livet. Jeg skal i øvrigt hilse og sige, at mobiler, der har tilbragt adskillige minutter fastkilet i toiletstammer, ikke kan støvsuges tørre, selv om man gør det i timevis. De kan ikke genoplives med mobil hjertemassage og er hjernedøde allerede fra opstigningen fra kummen. Der er ingen mulighed for genoptræning. Kun begrædelig, uigenkaldelig bortgang.

Jeg er en forfærdelig sjuske, hvad angår mine egne data. Jeg strør om mig med koder og har virkelig fundamentale problemer omkring at gemme mine ting. Dem strør jeg også om mig med. Det betyder for det første, at jeg hvert andet år skal starte mit liv sådan nærmest helt forfra. Det betyder heldigvis også, at jeg hvert andet år får ryddet op i minderne om samme liv og faktisk helt ærligt kan sige, at jeg aldrig har savnet noget af alt det, jeg har tabt. Samtlige skraldespandsbilleder ( dem får jeg nemlig aldrig slettet!), et ualmindeligt stort antal beskeder fra folk, jeg ikke lige husker, hvem er, samt mine kontaktlister, hvor der også figurerer mennesker, jeg aldrig ville drømme om at ringe til ( selv hvis jeg vidste, hvem de var!) kan nu ny-opstartes og fuldstændigt opdateres. Det har mit toilet sørget for. Med hensyn til koderne er det straks værre. Jeg må simpelthen presse mig selv til at få dem nedskrevet. Så jeg har dem om to år.

Så nu er jeg altså kommet til iPhone 7. Haltende pænt efter størstedelen af befolkningen. Mens manden selvfølgelig er gået i de tocifrede, og jeg har ham en smule mistænkt for at lukrere på min ødelæggelsestrang med de to-årige intervaller. Han får nyt legetøj, og jeg får en telefon.

Det værste er næsten, at jeg om to år givetvis vil starte en ufrivillig, indre bæven omkring, hvad der mon denne gang skal vederfares min mobil. Måske ryster jeg den bare væk et sted, hvor jeg ikke kan finde den igen. Til den tid har jeg nok også akkumuleret hundredevis af elendige fotos, opfundet et væld af snedige, uhuskelige koder samt indskrevet et hav af mærkværdigheder som kontakter. Og den slags skal jo renses ud. Og–ikke at forglemme–manden kan få det sidste nye nummer i iPhone!

Continue Reading

Om fantastiske Anholt.

Der er kommet coronagang i de danske øer. Vi har sådan nærmest genopdaget dem. Erkendt, at der altså er andre europæiske øer end Mallorca og Malta. Endda helt tæt på os. I juli måned endda gratis tæt.

For Anholts vedkommende dog ikke specifikt tæt. Øen ligger lige midt mellem Danmark og Sverige, hvilket egentlig ikke kan bruges til ret meget, når der er 45 kilometer til begge lande. Der er langt derud. Ydermere tager den en smule gumpetunge færge sin magelige tid, så hele tre timer får man til at omstille sig fra fastlandets lyntempo til et noget andet og langsommere derude midt i Kattegat, hvor man skal meget højt op i meget godt vejr for at kunne skimte, at verden består af mere end bare 22 kvadratkilometer ø. Hvoraf de 80% i øvrigt er ubeboet, lavmoset ørken. Altså ørken på Anholtsk dansk.

Om vinteren bor der 133 på Anholt, om sommeren en stor del flere. Biler er der ikke mange af, for det er naturligt begrænset af, at der simpelthen ikke er det store overskud på vejkontoen. Man går eller, især, cykler. Anholt by ligger sådan lidt midt på øen, sommerhusene ligger spredt omkring i den underskønne natur, men alligevel får man et indtryk af ren uberørthed. Af et sted, hvor naturen råder, og hvor menneskets indgriben ikke er specielt synlig. Skovene består mest af en vild forvirring af træsorter, helt forskellig fra de plantageskove, der ellers præger Danmark, og ørkenen er et helt kapital for sig med sin helt særprægede natur. I øvrigt er Anholt en meget bakket ø. Den rejser sig næsten som et klippeskær derude halvvejs i Sverige. Og strandene! Som Vesterhavets høje klitter, blandet med Kattegats mildhed og så lange og milevide, at alle kan få deres egen kvadratkilometer.

På Anholt kan man, udover en masse andre huse, leje Riccos hus (som i Riccos Kaffebar-Ricco!), som nok er Anholts både flotteste, smukkest beliggende og mest særprægede hus, bygget i flere etager ind i en bakkeskråning. Her er plads til temmelig mange sovende gæster, gratis luksuskaffe, fantastisk udsigt og bare vidunderligt. Ydermere fanger naboens mand jomfruhummere om natten (det gør de på Anholt!), og der kan man altså hive sig adskillige kilo langvarig luksusmiddag (de skal jo knækkes!) for en absolut overkommelig pris. I øvrigt laver Sylvester, som er husets søn, pragtfuld is, som han gerne bringer. Han er også ret god til hyldebærguf! Det er mere end anbefaleligt at leje Riccos hus, men man skal være om sig. Det er der nemlig en del, der har fundet ud af.

Så når den store verden stadig er en smule utilgængelig, så er det altså en smule eksotisk at tage til Anholt. Det er som at komme til en anden verden af pragtfuld natur og ustressethed–alt det et øsamfund langt fra alfarvej lige kan. Jeg havde aldrig været der før, men jeg skal helt sikkert tilbage. Lige så sikkert som det er, at det bliver Riccos hus!

Continue Reading

Om alle de forliste fester.

Faktisk var 2020 et ret begivenhedsrigt år i min familie. Især hvis man tager den udvidede betydning af ordet “familie” og regner andre end de allernærmeste med. Det vrimlede ikke blot med børnefødsler, men vi var også ret leveringsdygtige i bryllupsmærkedage og runde fødselsdage af den slags, hvor man er blevet gammel nok til at fejre, at man er heldig nok til at kunne fejre. Blandt venner og bekendte var der også en del mærkedage, som vi i begyndelsen blev inviteret til. Det gik over.

Så egentlig står vi med et nærmest uoverskueligt bjerg af forliste fester. En skrotbunke af umarkerede og ufestligholdte mærkedage af enhver art. I begyndelsen udsatte folk naivt den slags og troede virkelig på, at et par måneders latenstid før det store brag var det, der skulle til. De, og vi, blev klogere.

Jeg ved ikke, om det bare er her hos os, vi tydeligt kan spore to tendenser omkring det store festforlis. I alt fald er der da begyndt at komme indbydelser, ligesom nogle af de hengemte fester også allerede er afholdt. Men mange er også gået i sig selv igen. Rigtigt mange.

Det er som om, at den slags fejringer, som er betinget af en begivenhed, oftest en kirkelig eller mere officiel, nu begynder at blive afholdt. Her tænker jeg især på barnedåber, navngivninger og bryllupper. Specifikt har vi i alt fald her i familien dedikeret juni til at få alle de små døbt eller navngivet på stærkt forsinket efterbevilling. Man kan selvfølgelig sige, at der er visse fordele i, at de nærmest selv kan spadsere op til døbefonten, men samtidig er det jo ikke sådan, det ville have været, hvis luften over landet ikke havde været coronainficeret.

Men de andre fester, de er ligesom gået i sig selv. Det forstår jeg sådan set også godt. Det virker besynderligt at fejre en rund fødselsdag, når man i mellemtiden faktisk har forladt selve rundheden og er blevet mere end et år ældre. Runde fødselsdage har deres tid og ikke mindst deres udløbstid. Det virker næsten som et postulat at fejre dem på umådelig lang bagkant. Ligesom mange vel i ren udmattelse over de evindelige udsættelser bare har givet op. De orker simpelthen ikke at blive ved med at arrangere noget, der alligevel aldrig bliver. Mange fester er blevet løb, der allerede er kørt uden nogensinde at have været på vejen, på ruten. De har forpasset deres tid, har overskredet datomærkningen. Det samme gælder vel i høj grad bryllups-fejringerne. Altså de, hvor man rent faktisk ER gift. Igen virker det en smule overgemt eksempelvis at fejre sølvbryllup, når man har været gift i 27 år.

I den forbindelse er jeg faktisk spændt på, om vi de næste år vil se en opblomstring i at fejre halvrunde fødselsdage. Om alle udsættelserne vil udmønte sig i, at man i stedet fejrer noget med 5, fordi man blev snydt for 0-et, og jo aldrig kan være sikker på, man når til det næste. Jeg tror det næsten. Ligesom 30-års bryllupsdage nok kommer på listen af storfejringer. Vi får se.

Men hvis det er tilfældet, så vil vi sikkert se nogle ualmindeligt store fester. Det er selvfølgelig samtidig godt for en hensygnende restaurationsbranche. For rundt omkring i de små hjem må der da ligge en god portion uafhentet kapital, som i sin tid var øremærket til de store brag, og som man heller ikke engang har kunnet rejse for. Selvfølgelig har nogle nok investeret i det nye køkken, som de har måttet betale firdobbelt pris for…

Alligevel tror jeg, at vi kan se frem til nogle fede festår. Det er muligt, at vi i første omgang primært skal til alle de mere officielle fejringer, der er understøttet af en form for handling, men samtidig er vi i absolut og smertefuldt festunderskud. Vi trænger simpelthen til legalt at kunne gøre noget sjovt, noget der ikke er coronarestriktivt forbudt. Personligt tror jeg da nok, jeg seriøst overvejer at fejre halvrundt–bare for at fejre lidt. Og manden, der blev snydt for den runde og nu føler sig langt ovre sidste salgsdato, hvad den angår–han skal da garanteret også ud i et halvrundt brag. Ligesom rigtigt mange andre.

I første omgang vil jeg dog tage til navngivningsfest. Med forventning om, at det bliver helt underligt at være sammen med mange mennesker–og helt legalt at have det sjovt!

Continue Reading

Om billeder.

Jeg er et meget visuelt menneske. Jeg husker bedst i billeder. Nogen gange bare stills, men lige så ofte små videosekvenser, der har oplagret sig i min indre harddisk. Jeg må have en sky på størrelse med det meste af himlen, selv om der hele tiden sker slettelser, omrokeringer og upload af nye billeder.

Når jeg skulle til eksamen, affotograferede jeg siderne i de bøger, der dengang var basis for det meste viden, til hukommelsen. For det meste lykkedes det, selv om jeg stadig husker i alt fald to tilfælde, hvor der gik kludder i optagelserne. Den første var, da jeg tog hukommelsesmæssige screenshots af de illegale oversættelser til samtlige stykker i Mikkelsens blå latinbog. Jeg havde vitterlig alle billederne i hovedet og kunne, som en anden studievært med ordene foran sig, aflæse fra ord til andet. Latin kunne jeg dog ikke. Det var nok derfor, jeg oversatte exceptionelt flydende og målrettet, indtil censor gjorde opmærksom på, at der var tale om det forkerte stykke. Stykket før. Det gik straks bedre, da jeg fik bladret, men selve grammatikken kunne man desværre ikke fotografere sig til. Akkurat som da jeg var oppe i en slags ny metodik indenfor engelsk grammatik, og min hjerne havde deleted alt det, jeg ikke forstod. Eller ikke havde gidet at forstå. Så sad jeg der med næsten blanke sider, hvor kun det mest indlysende stadig stod skrevet. Trods ihærdig bladren i de sørgelige rester, kom der ligesom ingen brugbare sider frem. Det var en begrædelig dag for det indre kamera.

Samme metode gør sig gældende, når jeg skal planlægge en tur som guide. Så går jeg ned ad gader med mit indre kamera foran og sørger for at kommentere på alt det, jeg ser. Altså mens jeg sidder herhjemme i min stol. Jeg kan vandre Edinburghs gader i min hjernes krumninger og hurtigt komme fra A til B i Dublin via mine billeder. De kender alle smutvejene. Jeg kan sådan nærmest indstille på “Go”, og så går turen fra lænestolen i gang. Så ruller kameraet.

MEN. Jeg er ved at miste mine billeder. Selv om jeg stadig kan stykke 13 i Mikkelsens blå latinbog udenad–det er det med “Da de unge konger var kommet sammen for at diskutere om alle ting, satte Jugurtha, som var den yngste af fødsel….”, så bliver der mere og mere tåget i optagelserne fra udlandet. Jeg begynder at miste huse, små sidegader, porte, forretninger og genveje. De opløses gradvist, grundet manglende anvendelse. Jeg har et stort, blankt stykke på The Royal Mile, og jeg kan simpelthen ikke få placeret den store opslagstavle på Trinity rigtigt på mine billeder. Der er kommer tåge over vejen gennem Glencoe, og det skyldes altså ikke bare upålideligt, skotsk vejr. Tubekortet over London har tabt stationer, som da givetvis ligger der endnu, og jeg må ty til kort for at få placeret byer i forhold til hinanden. Byer, der burde ligger på harddisken.

Det er faktisk chokerende. Sådan at tabe sine billeder. Eller rettere: sådan gradvist at tabe sin erhvervsevne. For det er vel det, det er. Det er præcis som pensionisten, der efter få år udenfor arbejdsmarkedet er hundeangst ved tanken om at skulle vende tilbage til det arbejde, vedkommende har udført i årtier. Har glemt det meste. Og her er det jo ikke udviklingen. Der er ligesom ikke specifikt megen ny teknologi forbundet med at vandre rundt i en britisk storby. Det er udelukkende min hjerne, der er ved at tabe sine billeder, gå i stå. Fordi den ikke har en levende chance for at genopfriske, se serien igen, geninstallere billeder, der er ved at blive for tågede.

Det er skræmmende, at coronaen simpelthen er ved at fratage mig evnen til på tilstrækkelig og pålidelig vis at udfylde mit job. At den hvert sekund stjæler små pixels ud af mine billeder, uden at jeg kan få dem igen, før jeg kan se tingene–for real. At sidegaderne smutter, og hovedstrøgene efterlades med huller, hvor der skulle have været huse, forretninger og gode historier om samme. Det er ikke blot aldersrelateret glemsomhed. Det er det gradvise og påtvungne tab af simpel erhvervsevne, som coronaen er skyld i for mit vedkommende. Jeg er ved at tabe lige præcis det, jeg lever af, fordi jeg i næsten to år har været ude af stand til at komme på arbejde.

Selvfølgelig kan google endnu engang være min ven, og jeg kunne, hvis jeg ville, trave rundt i alle de der byer på min computer. Men det hjælper ikke. Mine billeder er ikke blot synsindtryk, de er oftest audiovisuelle. Og lugter. For larmen og musikken fra en bestemt pub fører mig også fremad, ligesom stanken fra en frituresnask på et bestemt hjørne også er en del af billederne. Det kan man ikke fornemme på google.

Man kan heller ikke få følelsen af, hvor meget jeg elsker og holder af de steder, og hvor stort et hul indeni mig fraværet af dem har skabt. Coronaen tog det, der var mit liv, og nu er den Gudhjælpemig også ved at tage mine billeder af det, der var det liv. Hold da op, hvor ville jeg bare gerne ud og optage nye film, dokumentarer over ethvert gadehjørne alle de steder, jeg ikke kan komme til. Det er svært for et visuelt menneske pludselig at indse, at det er ved at tabe sine billeder. At nogen har trykket på delete, slettet store dele af skyen og efterladt blanke sider af ingenting i stedet. Det kan jeg godt blive meget ked af.

Continue Reading

Om dagens Plan A.

Først vil jeg selvfølgelig skrive det her. Men dernæst vil jeg foretage et gennemgribende raid. Jeg vil raide til bunds i dag. Komme steder, hvor selv halvhjertede hovedrengøringer aldrig kommer. Overalt. Forhåbentlig.

Jeg vil starte her på skrivebordet. Løfte stakkene, grave ind under dem og lokalisere brugte mundbind. Så vil jeg metodisk gennemgå alt overtøj, og især alt overtøjs lommer, for derefter at gå til bukser, skjorter og andet med lommer store nok til mundbind. Jeg må også hellere tage avisholderen, den køkkenskuffe, der indeholder alle de dimser, man ikke aner, hvad man skal bruge til, men nok især mangler det øjeblik, man har smidt dem ud samt rygsækken og den pæne taske. Der skulle nok være fangst der også. Måske skal jeg også lige tjekke det vasketøj, der ligger til strygning, for jeg har en ufrivillig vane med at vaske mundbind. Det skal man lade være med. Det virker ikke.

Og så er der bilen. Oplagringspladsen, det transportable fjerndepot. Handskerummet, under sæderne, bagagerummet og den der lille sprække på bagsædet, hvor mundbind er eminente til at klemme sig ind.

Med et slag på tasken når jeg nok et tocifret antal i mit personlige udvalg af brugte mundbind. Og nej, jeg er ikke specielt sløset omkring at smide mundbind overalt–dog aldrig i naturen. Det er meget mere, at jeg ved med mig selv, at jeg altid glemmer at få dem med. I tusindvis af gange har måttet gå tilbage, fordi jeg har glemt dem. Eller forleden, da jeg havde en times tid i en fremmed by, totalt måtte afstå fra at gå ind i så meget som en eneste forretning, fordi jeg var flere kilometer fra bilen, inden jeg opdagede min akutte mundbindsmangel. Derfor har jeg dem liggende overalt. For så er de, om man så kan sige, ved munden i nødsituationer. Det er den ene halvdel. Den anden er, at jeg er alt for udgiftssky til at anvende et mundbind i 5 sekunder eller en tur i Netto. Jeg gemmer dem i stedet til en anden god gang. Det gør jeg tilsyneladende ret tit.

Men nu vil jeg altså raide mig igennem mit liv og opsamle samtlige brugte mundbind. Og højtideligt, dog uden så meget som at fælde en eneste tåre, dumpe dem i skraldespanden. Få dem ud af mit liv. Markere, at det er slut. Eller næsten slut, i alt fald. Man skal jo tilsyneladende anvende dem, hvis man står op i offentlige transportmidler. Og den har jeg virkelig grublet over. For hvordan i alverden kan man VIDE på forhånd, om et offentligt transportmiddel er så overfyldt, så man må stå? Det er nok klogt at hamstre lidt reserver til lommerne, hvis man kommer i den situation.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har hadet og afskyet de forbandede regnfrakker til underhovedet, lige siden de blev påbudt. Jeg har kæmpet med duggede briller, brillestængers mystiske for- og indviklinger og endda uheld med samme synshjælp ved både af- og påtagning. Jeg har hadet indendørs trapper, hvor man allerede på 1. sal har følt sig som spærret inde i sin egen sauna og er blevet virkelig upopulær blandt adskillige venner og bekendte, fordi jeg ikke har anet eller kunnet gennemskue, at det lige var dem, når jeg har mødt dem med forklædt underansigt. Jeg har hevet mundbind af så resolut, at jeg ind imellem har været tæt på forstrækkelse, og jeg har gemt mig blandt flåede tomater og morgenmadsprodukter, når min næse har kløet helt uopsætteligt i supermarkeder. Jeg kunne på stedet afsløre min egen undersøgelse omkring forureningsgraden i flere danske byer, for det kan man se på indersiden. Lad mig bare slå fast, at der bliver sortest omkring Nørrebro Station, mens landsbyer i provinsen klarer sig hæderligt med næsten ingen aftryk. Mundbind har, set i bakspejlet, været en decideret forringelse af min livskvalitet, og jeg har haft et særdeles anstrengt forhold til dem. Vi er aldrig blevet venner.

Men nu er det så (næsten) slut. Når mit raid om lidt er overstået, så går jeg ind i en mundbindsfri periode. Undtagen altså, hvis jeg skal ud at stå op i en bus. Mit højeste ønske er derfor, at jeg aldrig skal i karambolage med de skiderikker igen. Jeg gider ikke flere løstgående, siddende, hængende, liggende, smidte mundbind i mit liv. Jeg vil have et mundbindsfrit hus og en bil uden hengemte papirsstrimler med indbygget garanti for kondensvand. Min mund og min næse er røvtrætte af at bo i en drivhus, og mine briller er halvskæve af al den indvikling. Samtidig med, at jeg godt kan finde andre måder at bruge de første 10 minutter i et supermarked på end bare at vente på overhovedet at kunne se kartoflerne og broccolien. Selvfølgelig er mit allerhøjeste ønske dog, at mundbind totalt udfases, fordi der aldrig, aldrig mere kommer medicinske, helbredsmæssige årsager til at anvende dem igen. DET må stå som det ultimative mål. Forever.

Og tak for selskabet, mundbind! Det har på ingen mulig måde været en fornøjelse med det bekendtskab. Nej, hvor skal jeg raide, og nej, hvor skal jeg smide ud!

Continue Reading