Om ferie og forventningsafstemninger.

Efter næsten to år og temmelig mange rejser med min lille rejseklub, tror jeg endelig, jeg omsider har fundet ud af, at ferie og forventninger til ferie ikke er de samme for alle mennesker. Det har jeg nok, på et eller andet plan, gået og troet, og talrige ferier med min familie har da heller ikke rokket ved den formodning. Vi vil jo, jævnt hen, det samme. Og vi er forbandet gode til at gå.

Når jeg planlægger en rejse til et sted, jeg kender og elsker ( og dem er der efterhånden rigtigt mange af!), så er det helt indiskutabelt for mig, at de medrejsende på de få dage, de har til rådighed, skal nå at se så meget som overhovedet muligt. Faktisk føler jeg nogle gange, jeg snyder dem, hvis jeg ligesom ikke får alt det vigtige med. Som om der går et skår af deres ferie–eller måske i virkeligheden af mig!–hvis jeg ikke er ansvarlig for, at det givne sted er set seriøst, inderligt og i alle kroge og hjørner. Dette skyldes såvel den gode, gamle glæde ved at dele noget, som står ens eget hjerte så ualmindeligt nært, men også at ferie for mig er oplevelser. Både gentagelser af forgangne ferier, men også nye. Hvis en by har fået en ny park, bygning, vej–eller måske bare forretning, så MÅ jeg da se det. Måske skal der her også tilføjes: Ferie for mig er nysgerrighed.

Så når jeg laver programmer, er de tætpakkede med oplevelser. Folk skal jo for S… have noget for deres penge og føle, at de har set feriestedet grundigt efter i sømmene samt ikke snydes for et eneste af de steder, der står mit hjerte så nært, og som jeg bare brænder så vildt meget for at dele. Sådan ER ferie for mig, og jeg har faktisk først for ganske nyligt måttet erkende, at det er det så ikke for alle.

For jeg oplever tit, at nok har et givet steds hovedseværdigheder en hvis form for prioritet, men det er mindst lige så vigtigt at slappe af, drikke kaffe og slentre rundt. Det overgik længe min fatteevne, at det tilsyneladende var vigtigere at drikke meget lang kaffe end at se den vildt spændende ting, der var lige om hjørnet. På det reagerede jeg med først at blive ret ked af det, for jeg VILLE jo så gerne vise det frem, dernæst at få lidt ondt af de, der bare gik glip af en sådan herlighed, og til sidst ved at blive lidt tøsefornærmet over denne, i mine øjne, totale mangel på påskønnelse af verdens vidunderligheder.

Jeg kan, belært af erfaring, sagtens se, hvad der går galt her. Det er jo mig, der står med nogle forventninger og andre, der har nogle helt andre. Hvis man skal nå alt det, jeg elsker og gerne vil vise frem, skal man have det lange ben forrest, og der er ikke så meget tid til at drikke kaffe. Hvis man derimod gerne vil slappe af, drikke kaffe og gå i slentretempo, så må jeg lære at affinde mig med, at det måske ikke er alt det, der er så væsentligt for mig, der har fuldstændigt samme prioritet for andre.

Jeg må simpelthen indse, at min definition på ferie ikke er totalitær. At det bare ikke er sådan for alle. Og allermest: At der kan være andre og fuldtud lige så gyldige, gode og seriøse bud på, hvordan man holder ferie. Når jeg bliver utålmodig, skyldes det jo, at jeg synes, vi bruger tid på ting, som ikke er essentielle for at se netop det sted og for min glæde ved at vise frem. Når andre synes, vi ræser afsted, skyldes det jo, at at der er andre ting, de prioriterer højere. Andre værdier, der for dem er indbegrebet af ferie. Så selv om jeg synes, at man SKAL have set XXX for at have været i XXX by, så behøver det jo overhovedet ikke at forholde sig sådan. For andre end mig!

Desværre kan jeg ikke “bare” geare ned. Det ville gøre alt for ondt på mig og jeg ville føle, at jeg anvendte god tid på ting, der burde have været erstattet med andre. Men jeg må tage en alvorlig snak med mig selv om, at ferie er et begreb med utallige definitioner, hvoraf min absolut ikke er den eneste sande og endegyldige. Jeg må lægge kaffepauser strategisk på steder, hvor jeg ( og andre) så i mellemtiden kan rende hen på en god seværdighed, slutte dagsprogrammerne så tidligt, at der er tid til de, der gerne vil se endnu mere på egen hånd samt, aller-aller-allermest lære at holde op med at blive ked af og tøsefornærmet over, at ikke alle brænder lige så meget som jeg selv for at vise, se og gense alle de steder, jeg elsker.

Det er akkurat som at være lærer. Sådan en, der glæder sig som et lille barn, hver gang der står Shakespeare eller Herman Bang på programmet i timerne. Der må man også lære, at det ikke er alle, der synes, det er genialt. Og at det er der så absolut ikke det fjerneste i vejen med at synes!

Men når tingene så går op i en højere enhed, som de netop på den mest afslappende, dejlige og givende måde gjorde, da jeg var i Rom med et fantastisk hold i sidste uge, ja, så er der noget ved at holde ferie. Og man får mindst lige så meget tilbage, som man har investeret, for glæden ved, at andre tydeligt både påskønner og forundres over de samme ting, som man selv elsker, er næsten den allerstørste, der findes. Det er lige præcis det, der får en til at blive ved……

Continue Reading

En makaber seværdighed i Rom.

Det er nok relativt overflødigt at skrive om Roms store seværdigheder. Been there, done that, for de fleste. Men hvis det nu skulle være undgået nogens opmærksomhed, at der lige ved Piazza Barbarini og for foden af Via Veneto ligger en lille makaber, lad os bare kalde det kunstudstilling, i krypten under kirken Santa Maria della Concezione, så får den lige et par ord med på vejen og en anbefaling til de, der går efter det underfulde, skæve, besynderlige og decideret anderledes.

Her har cappucinermunkene nemlig lavet helt deres eget kunstgalleri, hvor de møjsommeligt har dekoreret adskillige rum med dele af over 3000 skeletter. Der er toppoint til det kunstneriske indtryk samt til den enorme kreativitet, der må ligge som baggrund for, at man, om man så kan sige, har tænkt helt ud af boksen med hensyn til anvendelsen af løsrevne skeletdele. Hofteskåle er uforlignelige rosetter, mens lårbensknogler er eminente til opbygning af forunderlige tableauer. Rygknogler kan altid puttes ind som manglende afstivning, og kranier har deres egen skønhed og udtryk, når de stables i fantasifulde formationer. Nogle knogler er virkelig gode til delelementer i lamper, mens andre udstråler et kunstnerisk udtryk, som man slet ikke vidste, man gik og bar rundt på.

Når man går rundt og betragter de tidskrævende opstillinger, kan man ikke lade være med at forestille sig munkene i dybt seriøst arbejde omkring at anvende de forhåndenværende materialer. Og selvfølgelig spekulerer man da også lidt over, hvem i alverden der dog overhovedet kom på ideen! Og hvorfor! Men det er let at se billedet af den dybt seriøst arbejdende munk, der vender sig væk fra arbejdet og siger “Stik mig lige en hofteskål.” eller måske “Er der en, der lige har en lårbensknogle på omkring 20 cm.?”  Det må have taget en forfærdelig masse tid. Men selvfølgelig: Hvis man nu alligevel står med en 3-4000 skelletter i overskud, så er det vel bare med at finde en nogenlunde fornuftig anvendelse for dem. Og hvis den så ydermere er smuk, så er det basalt bare at gå i gang.

Nogle føler sig decideret frastødt af kunstværkerne og ser dem som en form for vanhelligelse eller blasfemi. Det er helt i orden, for der er mindst lige så mange, der trækker på smilebåndet og tænker lidt over, hvad forgængelighed egentlig er. Eller om dette er cappucinernes helt egen version af det evige liv?

Continue Reading

Nekrolog over min elskede padde.

Jeg har de seneste gange, jeg har været i Rom, boet på det samme lille og (troede jeg) hyggelige, sikre hotel. Det er uigenkaldeligt ovre nu!

Lørdag aften satte jeg nemlig min elskede padde til opladning på hotelværelset, mens jeg gik ud for at spise. Låste selvfølgelig døren og afleverede nøglen i receptionen. Alt i alt ca. 1½ time. I mellemtiden brød, tilsyneladende sted- og videokendte tyve ind i værelset, stjal padden og dens storebror, min mands computer, uden at efterlade sig så meget som en ridse på døren.

Lige netop vores værelse er et af de eneste på hotellet, som befinder sig i en blind vinkel i forhold til hotellets CCTV. Det må tyvene have vidst. Lige netop vores værelse havde en afleveret nøgle i receptionen. Det kan man jo så også spekulere på, om tyvene har vidst. Samt havde adgang til. Under alle omstændigheder er det påfaldende oplagt at få en lille mistanke til, at stedkendte, eller måske endda ansatte eller deres familie/bekendte, har en hvis andel i min paddes bortgang. Og hvorfor vælger man at bibevare et kamera, der rent vinkelmæssigt er utilstrækkeligt?

Romerske politistationer er i sig selv en særpræget oplevelse der sent på aftenen, men det vidste jeg nu godt, efter at have rejst med bestjålne og på andre måder tilskadekomne elever gennem årene, så det er ikke en mindeværdig oplevelse, jeg behøver genopfriske. Dog skal det siges, at romerske politiansatte har umådeligt god tid, sjældent forhaster sig samt har en beundringsværdig overrepræsenteret brug af stempler.  Hold da op hvor de stempler!

Men det værste er tabet af min elskede padde, som i flere år har været min forlængede højre hånd. Den indeholdt det meste af mit liv, mine lynopslag, mit morgenritual i sengen, mit læsestof på rejser,  min ven på ensomme aftner som guide i det udenlandske, hele mit liv i billeder og videoer, min bank, alle mine sociale medier og, ja, mig. Det er som at få revet en umælende, men meget trofast ven væk på den allermest ublide, ubarmhjertige måde, når man allermindst venter det. Den padde er godt nok savnet!

Og den store ironi ligger jo i, at tyven vel ikke engang kan anvende den. Han (undskyld!) kan vel næppe komme ind i den, for den er beskyttet med enhver form for passwords og fingeraftryk. Den er nærmest intet værd i en hælerhandel. Jeg forsøgte selvfølgelig at opspore den dernede, inden jeg tog hjem, men der var ikke megen gevinst. Ellers var jeg fuldstændigt indstillet på at tage en taxa til tyvens adresse og så skælde ham så meget ud, at selv en romersk mama må se sig slået på himmelvendte øjne, hændervridning og høj, intens stemmeføring. Mit arsenal af bandeord på engelsk er, hvis jeg selv skal sige det, relativt uovertruffent, og selv med min klejne størrelse kan jeg godt gøre et rimeligt og uforglemmeligt verbalt indtryk på enhver, der krydser min vej på den forkerte måde. Det var sgu` lige før, jeg så frem til at tæske den lede lille lus med velvalgte ord. Som i dagens anledning kunne tilsættes en portion italiensk accent for ligesom at understrege pointen!

Så nu sidder jeg her med mit store savn. Og min stakkels padde er kommet i dårligt selskab og savner helt uden tvivl også mig. Forsikringen betaler noget af tyvens idioti, men det bliver jo alligevel aldrig min padde, jeg så får igen. Altså den med ridserne de helt bestemte steder, sporene efter tyggegummiklatter på bagsiden og en strålende evne til at efterkomme mine teknisk analfabetiske ønsker. Jeg har flere gange tidligere og mod min egen vilje fået eksporteret mine smykker syd for grænsen, men følelsen er en helt anden denne gang. Smykker er jo bare døde ting. Min padde var levende. Den var i alt fald mit liv.

Heldigvis har jeg stadig mit store, uhandy dyr af en computer, hvor jeg snarest vil skrive en frygtelig anmeldelse af hotellet på bookingsiden samt huske at indvie Tripadvisor i mine oplevelser. INGEN, absolut INGEN, bør nogensinde og på noget tidpunkt bo på det værelse, hvor enhver tilsyneladende havde fri adgang til at udvælge sig ting, de helt glemte tilhørte nogle helt andre.

Jeg håber virkelig for min padde, at den har det godt, hvor så end den måtte være. Og forstår, at det på ingen måde er med min gode vilje, at vi to har måttet skilles ad!

RIP, padde!

Continue Reading

Om almisser.

Selv om jeg ind imellem godt kan være en smule udgiftssky, giver jeg da generelt gerne til gode formål og troværdig velgørenhed. Det, synes jeg personligt og for mit vedkommende, at jeg har en pligt til, for der er overskud i mit hjem, og hvis det kan hjælpe andre, der er mindre priviligerede end mig, så vil det da glæde mig. Jeg betragter ikke støtte til sociale formål som en form for aflad for, at jeg selv har nok, og derfor har jeg heller intet som helst behov for at skilte med, hvad jeg giver til–og hvor meget!

Til gengæld vil jeg fuldstændigt selv bestemme, hvem der skal have min støtte. Jeg giver aldrig til tiggere på gaden eller andre, nærmest husstandsomdelte, sælgere af besynderligheder eller til organisationer, jeg ikke har fuld tillid til. Jeg går i spåner,  får røde knopper, direkte åndedrætsbesvær og nærmest kramper, når jeg tigges lige op i hovedet–hvor skjult det end måtte være–og de, der anvender sådanne metoder, burde nærmest vide på forhånd, at det spolerer enhver chance for en indtægt fra mig. Jeg vil gerne støtte, men jeg vil ikke føle, at jeg giver en form for almisser. Almisser er, i mine øjne, såvel fornedrende som en form for menneskeforagt. I alt fald illustrerer de alt for tydeligt den økonomiske magtbalance.

Som nu i forgangne uge ( eller rettere: hele forløbet tog nu godt og vel 14 dage eller mere), hvor jeg havde nogle jule/pakkekalendere til salg på en loppemarkedsside. Så snart de var oploadet, blev jeg kontaktet af en person, som gerne ville købe tre og i øvrigt så mindeligt bad om studierabat. Meget har jeg hørt, og mange steder gives der studierabat, men ligefrem på et loppemarked?? Men jeg var pæn og høflig og i forjulehunmør, så jeg satte prisen klækkeligt ned og kaldte det så studierabat. Nok fordi jeg sådan fik lidt ondt af den potentielle køber. Næste hurdle var så, at der godt en uge før månedsskiftet absolut ingen penge var på kontoen, så kunne jeg reservere kalenderne og vente til efter d. 1.? Det var så der, jeg så den enlige mor til tre børn i det sociale boligbyggeri så usigeligt klart for mig, at min indre velgørenhedssjæl  talte meget kraftigt til mig. I mellemtiden blev jeg i øvrigt kontaktet af adskillige andre købere, der godt ville betale for mine kalendere, og tilsyneladende ikke syntes, de var berettigede til studierabat på loppemarkedet. Men jeg var venlig, standhaftig og også lidt stolt af mig selv, der ikke bare skulle sælge for ussel mammon , men i den grad også med en sjæl i julehumør, så de blev afvist.

Da den 1. oprandt, blev der selvfølgelig ikke betalt. Mine første mange henvendelser prellede totalt af, men omsider blev jeg informeret om, at de ganske få kroner, der nu stod på kontoen, vist ikke helt kunne dække kalenderne–og hvad skulle vi så gøre? Nej, det da ved Gud de ikke kunne, de kunne vel nærmest kun købe et hjørne af et korssting.

Det var så der, jeg, omsider–men jeg er nogle gange lidt tungnem!–begyndte at fatte, at hele dette cirkus vist bare gik ud på, at jeg skulle forære kalenderne bort til tre stakkels julekalenderløse børn derude i det sociale boligbyggeri. Det blev aldrig sagt direkte, men tonen kan man godt–i alt fald i min alder–genkende. Jeg er også overbevist om, at det aldrig, på noget tidspunkt, havde været intentionen at betale noget som helst for de kalendere. Min medlidenhed skulle langsomt vækkes, så jeg, enten fordi jeg skulle kunne være i stue med mig selv, eller simpelthen for at slippe for mere brok, bortforklaringer og uendelig skriven frem og tilbage, skippede de kalendere af til værdigt pakkekalendertrængende børn.

Det gjorde jeg så ikke! Og jeg ved godt hvorfor. Hvis det fra starten af havde været soleklart meldt ud, at tre børn ingen kalendere fik, hvis de ikke fik mine, og jeg samtidig var fuldt overbevist om, at det forholdt sig sådan, så udgør kalendere ikke så stor en værdi i mit liv, at jeg ikke kan give dem væk kvit og frit. Men det var måden, det blev gjort på. Denne langsomme bearbejdelse af min samvittighed–eller rettere, denne langsomme given mig en dårlig samvittighed over noget, som jeg overhovedet ikke burde have selvbebrejdelser over. I TEORIEN hverken kan eller vil jeg redde samtlige kalenderløse børn, og jeg agter heller ikke ( læs: prøver på ikke!) at lide under dårlig samvittighed over, at jeg har noget, de ikke har, og som de vanvittigt gerne vil have. I teorien, sagde jeg!

For den sidder der jo alligevel. Denne nagende fornemmelse, som jeg også mange gange får, når jeg afviser et tiggende barn. Denne: du kunne/ du burde/du skulle–eller, helt simpelt: hvad er du lige for et menneske?

Så jeg pakkede faktisk mine kalendere sammen i en pose og tog ned til genbrug med dem. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at se på dem, for på den ene side bestyrkede de mig i, at jeg selv bestemmer, hvordan og hvad jeg giver til velgørenhed, men på den anden side lå de også der og mindede mig om, at jeg måske burde have handlet anderledes.

Jeg tror dog næppe, det vil ændre ved, hvordan jeg i fremtiden forholder mig til tiggeri. Det berører mig nemlig dybt at se mennesker sluge deres stolthed, og jeg er stadig så naiv, at jeg ikke tror på, at gadealmisser ændrer verdens økonomiske uligheder. Men måske kan de penge, jeg giver til udvalgte, velgørende organisationer være med til det.

 

 

Continue Reading

Om julekalendere og Harry Potter.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er fantasyfreak. I alt fald small scale. Det begyndte i min barndom med C. S. Lewis og Narnia. Mens jeg læste, bestak jeg mig selv til at terpe oldengelsk ved at lade et kapitel af Ringenes herre være belønningen, og som voksen kan jeg jo heldigvis selv bestemme lige præcis, hvad jeg har lyst til at læse. Det er ofte fantasy, og i takt med at genren har fået så mange gode ( og desværre, som det jo altid sker, når en genre oplever popularitet: dårlige) forfattere, er det en fornøjelse at kaste sig ud i eventyrriger  så umådeligt langt fra det grå landskab, der lige nu er uden for mit vindue. Samt at vide, at de gode altid, efter lang og trælsom kamp, vinder, og de onde taber–i alt fald for en stund!

Fantasy har to hovedgenrer, og nu simplificerer jeg rigtigt meget: Der er High Fantasy, hvor al handling foregår i et konstrueret univers, hvor magiske ting og ikke-realistiske figurer er helt naturlige og ikke skal forklares. Et godt eksempel er førnævnte Ringenes herre. Der er Low Fantasy, som kan foregå i den virkelige verden, vi kender, men hvor en stor undergruppe hedder “Portal Fantasy”. I disse bøger/universer findes der en portal, således at, ofte udvalgte, figurer kan rejse mellem de forskellige verdener og altså, om man så kan sige, eksistere i dem begge. I Narnia-bøgerne skal man igennem et gammelt klædekab, mens Harry Potter lige skal et smut omkring King`s Cross og perron 9 ( og så vil min computer ikke skrive “trekvart” med tal!).

Det er denne fascination af fantasy, der gør, at jeg altid ser julekalendere i TV, hvis jeg har tid og mulighed. For siden Harry Potter er nærmest samtlige julekalendere for børn Portal Fantasy. De opererer med to forskellige universer, hvorimellem udvalgte personer kan rejse, hvis de kender portalens natur, placering eller udseende. Som regel er det “Nissernes land” og “Verden anno i dag”, der udgør verdenerne, og man kan da heller ikke lade være med at tænke, at Harry Potter da i den grad var en kærkommen gave til manuskriptforfattere, da han ( eller Ms. Rowling) viste dem, hvordan man får to universer genialt kombineret. (Det havde Lewis nu gjort, men han var næsten totalt glemt i en årrække, indtil Potter skabte fornyet interesse for genren).

Så jeg voksne menneske sidder mange aftner, helt uden et alibibarn eller alibibarnebarn, og ser julekalender. Det kan godt være, det handler om jul, men i sin inderste natur er en julekalender efter moderne skabelon overhovedet ikke andet end et stykke fantasy, tilsat lidt klejner, sne og grangrene. Det er den unge hovedperson (som alt for sjældent hedder Harry!), der skal ud på en quest/farefuld færd gennem portalen, således at han (i år er det så hun!) kan udrydde alskens galskab, ondskab, gammelt nag og stridigheder, således at de to adskilte verdener kan blive forenet påny. Hun skal gennemgå så umådeligt mange lidelser, for det er væsentligt, at de gode skal vinde, de onde tabe, og ro og idyl genoprettes. Til sidst skal hun ( og nu taler jeg så i overført betydning!) garanteret kaste ringen i det onde, ildsprudlende bjerg eller omsider tage livet af Voldemort. Der er ingen forskel her–skabelonen er præcis den samme.

Min eneste, og væsentligste, anke er, at julekalendere bevæger sig utroligt langsomt fremad rent handlingsmæssigt. Selvfølgelig skal der være nok til hele 24 dage, men ind imellem bliver sidehistorierne er smule gumpetunge og grangrenene lidt for dominerende. Det har de nok arvet efter Tolkien, som i sin tid ikke anede, hvad Ringenes herre i grunden skulle handle om. De fleste læsere kan sikkert huske, at de første 100 sider ikke bevæger sig ret meget ud over en kornmark, hvor hovedpersonerne i dagevis traver rundt til ingen verdens nytte og uden mål og med. Det siges, at handlingen først kom på skinner, da C. S. Lewis hånede manuskriptet og stak Tolkien en form for handlingsplan. Først der kom hobitterne så ud over rigets grænser……

Og når nu begge vores store TV-kanaler hvert år beviser (måske endda uden selv at vide det!), at de godt kan lave fantasy på film, så kunne man da håbe på, som fan af genren, at de også ville dyrke det lidt mere til hverdag. Gerne i et andet tempo, med voksne mennesker som en del af målgruppen og forhåbentlig uden klejner!

 

Continue Reading

Om at trykke på en knap.

Det er de underligste ting, man kan komme til at tænke over, men som—når man så gør det–pludselig giver mening!

Vi har besluttet at give min mor en ipad i julegave. Hun er for længst fyldt 88, så det er sådan set på tide! Hun har længe givet udtryk for et beskedent og lidt skrækslagent ønske om at eje sådan en, så nu går hun, uden endnu selv at vide det, elektronisk ind i samme årtusind som vi andre. Det skal bare være en lille, simpel en med en skærm et godt stykke over dværgniveau og en lidt retarderet hukommelse, som levner plads til en mailadresse, en Messenger, de væsentligste aviser og, hvis miraklet skulle ske, en mulighed for at surfe derude i det store elektroniske fremmedland. Allerede nu glæder vi os til at kunne sende hende billeder af vores liv og gøren–og allermest alle de ting og steder, vi ved, hun aldrig får mulighed for selv at deltage i eller opleve live. Hun vil også enormt gerne se det hele, men desværre har vi altså ikke altid lige tid til at rende ned til fotografen og få gøremålene printet på papir.

Hidtil har hun haft et noget traumatisk forhold til moderne elektronik. Angstpræget, nærmest. Det, hun er allermest bange for, er at trykke på noget forkert. Noget farligt, noget uigenkaldeligt, noget der ultimativt får hele lortet til at gå i det modsatte af lagkage. Hun har, sjovt nok, to meget forskellige trykkemetoder. Enten undgår hun på snedigste vis overhovedet at komme i fysisk kontakt med skærmen, som om intentionen om at ville røre er nok i sig selv. Og når hun så blidt, nærmest ved et uheld, alligevel strejfer den, farer fingeren tilbage, som om den er i overhængende fare for at blive bidt af et Apple-produkt. Nogle gange ryster hun den endda efter endt konfrontation. Den anden metode går ud på at voldpresse, som gjaldt det livet. Virkelig at bide tænderne sammen, holde tungen lige i munden og med stor kraft at presse fingeren mod skærmen. Gerne gentagne gange og med forøget styrke. Som kendere af produktet nok ved, er ingen af disse metoder decideret frugtbare eller anbefalelsesværdige. Tilligemed at resultaterne af dem ikke altid, nærmere sjældent, er de oprindeligt intenderede.

Det bliver vores største hurdle i den pædagogiske proces, der nu vil starte, og som vi forventer, at hele familien deltager aktivt i, sådan at vi sammen kan tage over, hver gang et givet familiemedlem har opbrugt sin personlige portion tålmodighed. Men hvorfor er der så lige sådan? Det var så det, jeg kom til at tænke på.

Jo, det er det vel, fordi hun hele sit liv har trykket på knapper, der fysisk svarede hende. Lod hende mærke, fornemme eller i mange tilfælde se, at hun havde trykket på en igangsætningsknap. Som på skrivemaskinen, hvor tasterne hele tiden bevæger sig, når de får et tryk. På vaskemaskinen, hvor knappen skal trykkes ind og ofte også lyse. På noget så simpelt som stikkontakten, hvor kontakten skal finde en anden stilling, før lyset er tændt. Som på den “gammeldags” PC, hvor tasterne bevæger sig–ikke helt så seriøst som på skrivemaskinen, men man kan MÆRKE, at der er respons, når man presser. Sådan at man aldrig presser på noget, der ikke på en form for fysisk måde fortæller en, at man altså HAR presset. Det er jo ikke lige sådan, en ipad opfører sig. Dens eneste måde at fortælle om udefrakommende pres er at skifte skærmbillede, men en egentlig fysisk modreaktion kommer der faktisk aldrig. Så jeg kan godt forstå, at hun er bange for at røre ved den, for helt uden at hun selv får et modsvar, kan alt jo faktisk ske. Tilligemed at al hendes voldtrykken kan blive ved i uendeligheder, for der kommer altså IKKE et fysisk modtryk, som fortæller hende, at ordren er forstået. Endelig tilhører hun jo også en generation, for hvem MANGEL på fysisk svar på et tryk for det meste indikerede, at tingene var ude af funktion eller i værste fald fuldstændigt kaput.

Vi andre er så priviligerede, at vi har været med hele vejen og gradvist fået nye elektroniske landvindinger ind uden de store vanskeligheder. Men når man går direkte fra en Nokia, hvor taltasterne også fungerer som bogstaver og fysisk skal presses en del, før der ( efter godt og vel en times tid!) står en enkelt, ofte volapykkisk, sætning, så er det faktisk en voldsom omvæltning, at ipaden overhovedet ikke reagerer den mindste smule fysisk på et pres.

Så jeg frygter faktisk, at den største grænse, der skal overskrides med hensyn til dette forunderlige nye stykke elektronik, er pressegrænsen. Simpelthen at lære at trykke på tingesten på den rigtige måde. Hvis vi installerer det, hun skal anvende, er det jo sådan set bare et spørgsmål om at trykke på det rigtige ikon. Men netop det er så, desværre, den allermest uoverstigelige hurdle.

For lortet svarer jo ikke igen! Fysisk altså.

 

Continue Reading

Mads og monopolet.

Den her er altså under bæltestedet, og jeg tror ikke Mads Steffensen overhovedet lige overvejede, hvad  han sagde, men jeg, der sad i min bil, var næsten ved at køre i grøften af indestængt grin i går formiddags…..

Dilemmaet var, at en mand på 15. år og 3 børn var gift med samme smukke kone, som ikke blot var smuk udvendig, men også klog, empatisk, intelligent og vel noget nær en topscoring. Det var han så ikke selv! Når han f.eks. postede ting på FB, fik han altid kommentarer, der slet skjult indikerede noget i retning af, at det da var fantastisk, at sådan en lille grim gnom i den grad kunne overscore. Og hvad skulle han gøre, når han indirekte hele tiden fik stukket i hovedet, at han var fæl og grim og slet ikke fortjente skønheden ved sin side?

Så er det Mads Steffensen uskyldigt kaster den ud i rummet ” Og er der nogen i monopolet, der måske kan genkende noget af det og har en kommentar? Hvad siger du f.eks. Simon Emil Ammitzbøll?

Jeg tror slet ikke, jeg fattede at lytte efter svaret af bare grin…….. Og det var meget lidt pænt af mig!

Continue Reading

Om kartofler.

Dette bliver så et lidt rodet indlæg, fordi det handler om hele to ting, som umiddelbart ikke har andet til fælles, end at hovedtemaet er kartofler. Men mon ikke det går?

I går, da jeg var nede at handle, skulle jeg have kartofler. Efter mange, lange og grundige eftersøgninger i grøntafdelingen og endda et par paniske afstikkere over i brød, lykkedes det mig ikke at finde de små, lækre kartofler, jeg plejer at købe. Jeg var nødt til i stedet at bevæbne mig med store, beskidte tingester. Fordi jeg ikke gad køre andre steder hen, og fordi jeg var i akut kartoffelnød.

Da børneflokken for snart mange år siden flyttede hjemmefra, betød det en væsentlig nedgang på spisebudgettet og derfor frigørelse af nogle midler til at købe en smule anderledes ind. Ikke de store ændringer–de fleste er overhovedet ikke værd at nævne–udover mængden, men efter over 40 års forbandet kartoffelskrælning indebar det i alt fald, at jeg tog den skelsættende beslutning, at jeg ALDRIG mere i mit liv ville skrælle kartofler. Altså vinterkartofler, sommerkartofler truckervasker jeg jo bare med en svamp. Det kan man på allernemmeste vis undgå ved at købe de små, lækre kartofler med tynd skræl og ingen levn fra mudrede kartoffelmarker. Når man kun er to til daglig, findes der absolut ingen brugbare undskyldninger for ikke at have økonomi til at købe sig ud af kartoffelskrælning. I alt fald kan den luksus snildt hentes ind ved at spare andre steder.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der har kartoffelskrælning som nummer 1 på listen over yndlingsaversioner, men det har jeg! Hold da op, hvor har jeg dog spildt megen god tid på de satans tingester. Det er ovre og har været ovre, helt ovre, i minimum 10 år. Og det kan stærkt anbefales at tage en så skel/skrælsættende beslutning. Udover at fjerne enhver form for irritation over helligdage og sløve skrællere, frisætter det en hel masse tid, hvor man kan foretage sig noget fornuftigt. Hermed mener jeg, at jeg ikke kan finde så meget som et eneste positivt argument for at anvende tid på at skrælle kartofler!

Anyway, der stod jeg så til sidst i  mit nederlags sved med en pose møgbeskidte megaknolde, som jeg i arrigskab hev ned fra hylden og langsomt tilgav, fordi jeg kun skulle anvende dem til biksemad, så de vel kunne pilles, mens de var varme. Kartoffelpilning rangerer, på kartoffelskrælningsskalaen, dog trods alt en smule under skrælning. Jeg genopfrisker gerne mine pilleevner en gang årligt, hvor mine evner kommer i brug overfor aspargesknoldene juleaften. Og KUN det!

Vel hjemme åbnede jeg posen, og en usigelig stank af råddenskab slog mig i møde. Rådne kartofler har en umiskendelig, særdeles genkendelig stank, som sagtens kan konkurrere med stoppede afløb og kæledyr med tarmproblemer. Så blev jeg sur, for ca. halvdelen af de i forvejen uønskede jordknolde var langt hinsides enhver form for menneskeføde. Det var simpelthen helt og aldeles hensynsløst af butikken overhovedet at sætte den slags på hylderne.

Normalt køber jeg grøntsager på det lokale torv, hvor jeg sagtens kan få tid til nøje at udsøge mig præcist de eksemplarer, jeg har lyst til sætte tænderne i. Om sommeren er det også her, jeg udvælger mig de knolde, der så er priviligerede nok til at komme med hjem til mig, men på andre årstider stoler jeg da på supermarkedernes poser. Derfor gransker jeg nok heller ikke kartoffelposerne tilstrækkeligt, men hiver dem bare, som i går, ned af hylderne.

I min arrigskab strøg jeg ud i bilen, satte råddenskaben i bagagerummet med støttepuder, så den ikke væltede. Hvilket var en oplagt mulighed, for min kørsel bar en smule præg af min sindstilstand, især omkring hjørner. I butikken satte jeg den oplukkede råddenskab midt på kassebåndet, så absolut ingen i hele kasseområdet var det mindste i tvivl om, hvad posen indeholdt, og var nok en lille smule kartoffelfornærmet, da jeg klagede min nød til den søde kassedame, som ( måske fordi hun skulle have den stank ud af sin butik, måske fordi hun fornemmede min tilstand og frygtede korporlige repressalier?) med det samme bad mig hente en anden pose.

Det var både sødt, fuldstændigt retfærdigt–men også et problem. Faktisk havde jeg, fordi jeg nu undersøgte samtlige forhåndenværende kartoffelposer for såvel begyndende som tiltagende råddenskab, store vanskeligheder med at finde en pose, der ikke indeholdt så meget som antydningen af smitsom kartoffelpest. Så med 5  halvrådne kartoffelposer og en enkelt, der endnu ikke bar præg af sygdom, vendte jeg tilbage til kassen. Da der jo er 1½ kg. i hver pose, slæbte jeg altså 9 kg. kartofler derover. Det var faktisk lige før, jeg måtte gå to gange for at få al uvæsnet med. Kassedamen så da også en smule forbavset ud, da jeg smed 7½ kg. rådninger på båndet ( det har man/jeg sådan en helt speciel bevægelse, der antyder en smule foragt, til) og i øvrigt med et lidt falskt smil forvissede hende, at nu havde jeg ryddet op i det øverste lag af hendes kartofler. Så kunne hun måske bede en af de ansatte om at tage sig af de resterende lag?

Det kan godt være, at det er vanskeligt for supermarkederne at tjekke samtlige kartoffelposer, og det kan også godt være, at sådan en pose kun koster 15 kroner. Men det er simpelthen ikke i orden, at samtlige poser i en sending kommer på hylden, når de er så rådne–uden at være tilstrækkeligt tjekkede. Det gør i alt fald, at jeg nok ikke nogensinde køber kartofler lige der mere. For jeg har den allerklareste erindring om stanken!

Ydermere bestyrker det mig på det klareste i, at jeg for eftertiden udelukkende skal købe de små, gennemsigtige poser med relativt få, små og lækre kartofler. Som ikke skal skrælles!

Continue Reading

Om hunde og julepynt.

Det er nu engang sådan, at rigtigt meget julepynt befinder sig i hundehøjde. Det er selvfølgelig et problem, der kan afhjælpes kraftigt ved at lade være med at anskaffe sig et dyr over gravhundeniveau. Så har man ca. ½ meter mere at løbe på i forhold til en Retriever. Opad, altså. I længden giver det vel nogenlunde det samme.

Lavthængende julepynt og hunde er en Fandens dårlig kombination. I alt fald her. Mit dyr mangler simpelthen forståelse for jul generelt og for julepynt i særdeleshed. Og det er den samme mangel på julemæssig respekt, der udfolder sig hvert eneste år. Hvis julepynten udgøres af grangrene med en smule udvalgt pynt, fejer hans velbehårede hale skånselsløst enhver form for velophængt pynt ned. Ikke bare ned. Men ud til alle sider, under sengene og i kroge og hjørner. Således at man hver morgen kan tage en runde og opsamle lemlæstede, forslåede og nogle gange helt uigenkendelige engle samt hovedløse nisser. Hvis der derimod er tale om større, østeuropæisk udseende hybrider mellem havenisser og den almindelige danske gårdnisse, udsættes de for intensiv auditiv mobning i timevis. Det foregår på den måde, at dyret stiller eller sætter sig foran dem og gør vedvarende, indtil de….. Ja, hvad F…. skal de sådan nærmest gøre???

Det bliver endnu værre, når juletræet kommer op. Så pynter vi naivt træet, hvorefter dyret indleder sit stormangreb, og på kortere tid, end vi har brugt til at pynte det, får det totalt afpyntet. Den største sejr, som han tilsyneladende går efter, er at få det totalt væltet omkuld, men den har han så (desværre for ham) kun haft held med en gang. Da var han også meget tæt på at få en enkeltbillet til Kina, hvor det vel ( altså selv om de ikke fejrer jul) godt kunne give lidt helligdagsstemning at blive indehaver af 40 kg. velhængt Retriever.

Godt nok er jeg ikke indehaver af de der pyntegener, men selv jeg kan da godt se, at et hjem pyntet med julepynt, der udelukkende hænger ½ meter fra loftet og ned, ser en smule besynderligt ud. Samtidig tror jeg stadig på, at han på et eller andet tidspunkt lærer basale kundskaber omkring, hvordan man behandler nisser høfligt.

Så jeg tror naivt på, at dyret i løbet af december såvel vænner sig til som lærer at respektere sine nye venner. I alt fald forsøger at lade være med at tage livet af hovedparten af dem, samt gør en indsats for at undgå større nissemandsmassakrer. Ellers må jeg jo lære at leve med at jeg enten må vælge mellem hund og førlige nisser–eller simpelthen acceptere, at min nissebestand ligner et rekonvalescenthjem efter en forfærdelig, konventionel verdenskrig.

Han får udelukkende og kun lov til at blive, fordi der dog, trods alt, er en smule mere liv i ham end den benamputerede engleflok!

PS. Billedet viser desværre ikke hans bevidsthed om egen skyld og den anger, det medfører. Han er bare sur over, at han skal sidde stille og ikke gå i frontalangreb på grangrenene bag ham, hvor enkelte smånisser ikke endnu har doneret legemsdele til støvsugeren.

 

Continue Reading

Om at kunne huske.

Det er klart, at når man arbejder som guide, er det nærmest en grundlæggende betingelse for at udføre ens arbejde forsvarligt, spændende og med flow–at man kan huske. Man skal kunne huske den finurlige historie om slottet, der passeres, det rimeligt korrekte årstal for det slag, der fandt sted ved den store bro, hvem der tegnede en smuk, usædvanlig bygning samt familiehistorien på den slægt, der betød så meget for et givet område. Der er meget sjældent tid nok til, at man kan google de manglende brikker, og i øvrigt gider absolut ingen høre efter, hvis informationer bare læses op.

Som sproglærer skal man kunne sin basale grammatik på rygraden og til enhver tid være i stand til at forsvare og forklare sine rettelser på pædagogisk vis. Man skal kunne huske de væsentligste begivenheder i de lande, der taler det sprog, man underviser i samt oftest have en hel del litteratur i depotet derinde i hjernen. Det er fuldt legalt at slå op, hvis man er i tvivl, men bliver det en vedvarende vane, at intet kan forklares uden opslag, mister man simpelthen sin troværdighed. Samt spilder en masse god undervisningstid.

Så man skal kunne huske. Der skal være et lager af paratviden derinde, som til enhver tid og ved alle givne lejligheder skal kunne hentes frem med et knips af en finger. Det vil ingen elektroniske hjælpemidler på noget tidspunkt kunne lave om på. For at skære det ud i pap, så er der faktisk intet så umotiverende kedeligt som at blive udstyret med en farvestrålende brochure eller en elektronisk guide på en app om en given seværdighed og så selv skulle guide sig vej gennem dem. De første par sale går det, takket være begyndermod og selvpålagt entusiasme, da meget godt, men hen omkring sal 3 begynder det godt nok at blive en smule upersonligt, kønsløst og røvkedeligt. Akkurat som da jeg på et tidspunkt fandt små film om store grammatiske udfordringer på nettet og glædestrålende præsenterede dem for eleverne, som jo så oven i købet kunne downloade dem hjemme ved skrivebordet, når de lige skulle bruge dem igen. Efter 2-3 minutter måtte de pædagogiske grammatikfilmstjerner totalt opgive den unfair konkurrence med Facebook under bordet. En guide og en lærer, der kan huske, har, og vil altid have, en meget større grad af gennemslagskraft.

Derfor kan jeg faktisk huske enormt meget. Det sidder derinde et sted, og som med en computer skal jeg bare lige finde det rette ikon og trykke. Så vælter det ud. I det stykke er jeg absolut ikke nogen vidundervoksen. Alle kan huske ting, der vedrører deres fag og deres interesser, og som skal kunne hentes frem i et snuptag på givne tidspunkter. F.eks. er det da en stor betryggelse, at Falckmanden altid kan huske, hvordan man giver kunstigt åndedræt. Det kan de fleste af os andre desværre ikke.

Til gengæld har i alt fald jeg begrænset lagerplads i mit huskecenter. Der er simpelthen ting, jeg ikke kan få plads til, og som jeg lige så godt kan opgive nogensinde at huske. Jeg kan trække Irlands fulde historie frem med meget kort varsel, men jeg er totalt lost omkring andre menneskers fødselsdage, telefonnumre, madopskrifter og alt, hvad der vedrører naturvidenskab. Nogle gange kan jeg endda komme i tvivl om ( altså indenfor nogle få datoer), hvornår nærtstående familiemedlemmer egentlig fylder år. Jeg ville være meget bedre til at give dem en gennemgribende forklaring på forskellen mellem “who” og “whom” end til at ramme deres præcise fødselsdato.

Heldigvis er der små hjælpemidler til den slags, så som elektroniske huskeanordninger, men det irriterer mig gang på gang, at jeg, når jeg nu sagtens kan huske, at The Battle of the Boyne var i 1690 og Easter Rising i 1916, altid, hvert år, er i tvivl om, om min far nu havde fødselsdag 21 eller 23 november.

Derfor er jeg kommet frem til, at jeg må være taknemmelig for det, jeg nu engang render rundt og kan huske. Og så må jeg  forlige mig med, at min hjerne er sådan indrettet, at der tilsyneladende er ting, den har ubegrænset lagerplads til, mens andre ting er helt uden for dens rækkevidde. At der er en lang række ting, jeg aldrig, om jeg så terper dem i timevis, vil komme til at kunne huske. Ting, der bare er no-go for min hjernekapacitet. Eller også: ting, der simpelthen ikke er plads til, fordi lagerpladsen er vildt opbrugt i forvejen.

Man skulle så tro, at lageret derinde var en smule udskifteligt, men det er desværre ikke tilfældet. Jeg mener: Med den konkrete dagligdag, jeg lever i lige nu og her, er det vel næppe af den allerstørste relevans, at jeg på sekundet kan opsummere for forskellen mellem biord og tillægsord på engelsk samt kan redegøre for sprogudviklingen fra omkring 1100 til nu med særligt fokus på tiden omkring Shakespeare. Det ville måske være en smule mere belejligt at kunne huske de præcise fødselsdatoer og telefonnumre på mine børn! Men sådan fungerer tingene desværre ikke. Jeg kan huske det, jeg KAN huske, og må nok til mine dages ende forlige mig med, at jeg er nødt til at slå op i den telefonbog, som jeg sjældent kan huske, hvor befinder sig, når jeg skal ringe til mine drenge.

Selvfølgelig har det hele noget at gøre med interesser, indlevelse, erfaring og rutine. Måske især det første. For i forbindelse med en rejse til Rom om få dage, har jeg forgæves forsøgt at putte noget Romerrige og kejsertid ind i hjernen. Da Rom jo ligesom har (mindst!) to glansperioder, hvoraf den anden er barokken, som jeg da i den grad kan huske og ved ikke så helt lidt omkring, har jeg tvangsindlagt mig selv til en repetition af de der fordømte kejsere og minderne efter dem. Det preller totalt af, standser ved den yderste hjerneklap, opfører sig som om, jeg var tvunget til at lære samtlige telefonnumre for Århus midtby udenad. Der er ingen plads til det derinde–der er lukket. Ingen kejsere til min hjerne!

Men for det meste er min hjerne dog medgørlig. Den vil, sådan i store træk, godt huske det, jeg har allermest behov for at kunne huske. Men den er på samme tid meget lidt omstillingsparat. Og det bliver værre og værre med årene. Den bliver simpelthen mere og mere selektiv omkring, hvad den lige gider at huske. Så jeg må nok leve med dens store forelskelse i engelsk grammatik og indse, at der aldrig vil blive skabt rummelighed nok til telefonnumre, fødselsdage, madopskrifter, alt indenfor naturvidenskab og romerske kejsere.

Continue Reading
1 2 3 59