Penshurst Place and Gardens.

Spredt som en halvmåne rundt om London ligger talrige slotte og herregårde, som økonomien har tvunget til at åbne huse og haver for betalende gæster. Et af dem er Penshurst Place and Gardens.

Det er nok et af de mindst kendte, som ofte drukner i steder som Leeds Castle, Hever Castle og Great Dixter ( hvis det ellers siger nogen noget!), men det er absolut ufortjent. Ikke blot er det gamle slot fra 1300-tallet både spændende, historisk og virkelig seværdigt, men haverne omkring er vildt fascinerende. Slottet har, udover at have været flittigt besøgt af såvel Henry VIII som Elisabeth I, været i samme families eje siden 1500- tallet, så der er nok af gode, gamle skrøner tilknyttet. Det må der ligesom også være, når familiens våbenskjold består af et hukepindsvin og en Bjørn med knortet stav!

Helt ærligt forbavser det mig, at jeg overhovedet skriver den slags. At jeg nok for første gang nogensinde omtaler haver som fascinerende. Men det VAR de. Alle 22. Så forskellige som nat og dag og for de flestes vedkommende så store som flere fodboldbaner. Der var rosenhaver, nøddehaver, springvandshaver, en have formet som det britiske flag, frugthaver og i det hele taget haver af enhver form, farve og opbygning. Selvfølgelig hjælper det lidt på forståelsen, når selve chefgartneren viser rundt— og i øvrigt klart demonstrerer den humor og selvironi, der er så typisk og så underdrevet britisk.

Selvfølgelig vil besøget ikke udmunde i, at jeg kaster mig over haver og havearbejde. Der skal nok større mirakler til. Men det får mig i alt fald til at foreslå alle have-, historie- og slotsinteresserede at besøge dette imponerende sted. Og gerne at få en gartner med på en guidet rundtur.

Continue Reading

En lille perle i Kent.

I den lille og absolut ydmyge kirke All Saint i den minimale landsby Tudeley, lige udenfor Tunbridge Wells i grevskabet Kent i England, venter en kæmpestor og meget lidt ydmyg overraskelse. Nemlig 11 fantastiske mosaikker af Marc Chagall.

Forhistorien er, at den eneste datter af et velhavende engelsk- jødisk ægteskab kommer ulykkeligt af dage i en bådulykke kun 22 år gammel. Da hun allerede forinden har udtrykt sin store beundring for maleren Chagall, spørger moderen derfor, om han ikke kunne have lyst til at dekorere den lille, lokale kirke til datterens ære. Det har han. I første omgang kun med en mosaik over alteret, men tingene griber om sig, så Chagall tilbringer faktisk 25 år on and off med at skabe 11 fantastiske mosaikker over citater fra Bibelen til den lille, bitte kirke.

Dem kan man så bare køre forbi og se. Og de er ganske enkelt fantastiske. Især på en solbeskinnet dag som i dag, hvor lyset giver optimal stråleeffekt gennem mosaikkerne. Det er noget af det smukkeste, jeg har set. Og samtidig mest uventede.

Så er man på de egne, f.eks. i forbindelse med et besøg på Winston Churchills hus Chartwell, må man ikke snyde sig selv for et besøg i denne kirke. Den er lidt svær at finde, og skiltningen er lidt mangelfuld, men det er hele besværet værd. Mange gange, faktisk.

Continue Reading

Om at gå i uniform.

Jeg har fået mit livs første uniform. Onde tunger vil vel påstå, at jeg hele mit voksenliv alligevel har gået i uniform, således at absolut ingen alligevel har været i tvivl om, hvad jeg lavede. Lad mig så sige det sådan: Jeg har fået mit livs første officielle uniform.

Det er der selvfølgelig både positive og negative ting forbundet med. Jeg har skam været dem alle igennem. Derinde i hovedet. På positivlisten tæller først og fremmest en åbenlys synlighed og forhåbentlig en lille smule indbygget autoritet. For mennesker af min statur er synlighedsfaktoren absolut væsentlig, fordi jeg ellers alt for let drukner, eller måske ligefrem bliver rimeligt usynlig, i en større menneskemængde. Det er godt for små mennesker, der skal findes og kunne ses af andre mennesker, at kunne forlænge eller forstørre sig selv med en uniform. Jeg har ofte nok i uniformløs tilstand forsøgt mig med paraplytricket og måttet sande, at de få centimeter, jeg kan forlænge mig selv med, er en smule til den lave side + at jeg personligt er til stor fare for en masse ting og medmennesker, når jeg skal bruge paraply i store mængder uden regnvejr.

Autoriteten er en ren psykologisk sidegevinst, og jeg tvivler egentlig lidt på, om den er gennemgående for alle generationer. Den kræver vel, at man har en indbygget respekt for uniformer, og det har alle vel næppe. Omvendt betyder uniformen da i det mindste, at alle er klar over, at her kan man altså henvende sig, hvis man har problemer indenfor netop det felt, uniformen signalerer. F.eks. bliver jeg da noget så glad, når jeg endelig opdager noget uniformeret DSB-personale, jeg både trygt og lettere aggressivt kan henvende mig til omkring de notorisk ulækre toiletforhold, ligesom en politibetjent er en godbid af et fund, når jeg har problemer indenfor hans/hendes ansvarsområde.

Der er også den rent lavpraktiske (og tiltalende for alle udgiftssky!) faktor ved en uniform, at den modvirker slid på egen garderobe. Derudover sparer (nogle af) vi kvinder  alle de minutter, vi ellers anvender til seriøs analyse af, hvad dagens påklædning skal bestå af–altså den tidsbesparende effekt. Vi omgås også den stressfremkaldende udvælgningsproces–der er simpelthen valgt for os. Og vi kan holde det sidste, nyindkøbte tøj helt nystrøget nyindkøbt, for det skal vi bare slet, slet ikke have på. Vi skal i stedet slide på noget tøj, som ikke engang indgår i vores budget. Lad mig her–inden det hele bliver alt for positivt!–så indskyde, at hvis det nu HAVDE indgået i vores budget, så havde vi nu nok valgt noget andet.

For det er jo nok der, det negative ved uniformerne (eller i alt fald min) begynder at stikke sit grimme beklædningshoved frem. For vel er det da praktisk, det der tøj. Men det VAR nok ikke lige det, jeg selv havde valgt. Det er den der med ideen om den laveste fællesnævner: Nogle vil være røde, andre blå, men ingen har alt for meget imod at være grå. Ergo bliver vi alle sammen grå. Og mellem det fremsendte tøj findes der godt nok også klædningsstykker, som ligefrem provokerer mig, gør mig en smule aggressiv og hensætter mig på randen af gammeldags tøsefornærmet. Her skal–jeg kan jo lige så godt får det ud!–eksplicitet nævnes en quiltet jakke, en dynejakke om man vil. Læsere af bloggen vil, forhåbentlig, ikke være det mindste i tvivl om, hvad mit forhold ( eller mangel på forhold, for jeg har ALDRIG tilladt sådan en adgang til mit klædeskab!) til den slags beklædning er, og det eksemplar, jeg er blevet udstyret med, er ikke blot facon- og designmæssig uforsvarligt uklædelig. Den er også decideret grim. Selv sammenlignet med ANDRE dynejakker er den grim. Åh Gud!

Resten af udstyret er da neutralt acceptabelt. Det kan jeg godt være bekendt at gå i, når jeg nu skal. Eneste, dog store, problem er her, at man tilsyneladende ikke har andre ansatte end mig, der er såvel en smule allergisk som statisk elektrisk overfor kunststoffer, så det er nok kun mit problem. Jeg må så bare acceptere, at hvis jeg iklæder mig den udleverede cardigan med en akrylprocent på dobbelt jeg-skal-komme-efter-dig, så vil jeg optræde i nydelig uniform, men med ufrivilligt punkerhår+udlevere mellemstore stød til samtlige gæster ved enhver form for berøring. Den slags (altså stødene) kan man selvfølgelig anvende pædagogisk i nødsituationer, kommer jeg lige i tanke om! Det vil jeg gøre. Med omtanke, selvfølgelig. Sådan en cardigan burde jeg måske ligefrem have haft, da jeg var lærer?

Det hele leder faktisk frem til, at jeg tager et lille scan på det, jeg kan huske omkring de uniformer, der omgiver mig i min dagligdag. Og nedslået kan konstatere, at det altså ikke er indenfor denne branche, vores mange, meget dygtige designere slår deres folder. Mig bekendt er det kun flagskibe som SAS og (nogle af)landsholdene, der decideret gør brug af faglig viden omkring arbejdsbeklædning. Resten betjener sig af dertil etablerede firmaer, som måske kraftigt burde overveje at få lidt fagfolk på banen. Ikke blot omkring selve designet, men bestemt også indenfor materialevalg. Selvfølgelig skal arbejdsbeklædning være neutral, men det udelukker vel ikke, at den også er designmæssigt pæn, behagelig og udført i forsvarlige materialer?

Anyway, min uniform har da den fordel, at den kun går til taljen. Hvad der foregår under det magiske sted, er det tilsyneladende kun min egen tøjfantasi, der sætter grænser for. At de ikke udleverer bukser og nederdele betyder vel næppe, at jeg skal gå helt uden. Så der må noget kreativitet og rene materialer til, der måske kan afværge noget af effekten fra det personlige elektricitetsværk.

Men nok så mange fine nederdele og spraglede leggings kan nu nok næppe sætte den der dynejakke på neutral. Den er en designmæssig skændsel og hører i alt fald ikke hjemme på mig. Men synlig, det bliver jeg. Den jakke bliver sgu` da talk of town, hvis jeg møder nogen, jeg kender!

 

Continue Reading

Om festivaler.

Generelt er jeg vokset fra traditionelle musikfestivaler. Eller måske nåede jeg aldrig sådan helt at vokse til dem. Da jeg var ung i festivalmæssig henseende, var Roskilde mere eller mindre eneste skud i bøssen, og der var simpelthen bare alt for langt. I takt med at alle de millionvis af andre kloner voksede op, fik jeg i stedet børn og tog dem med på teltture til luksuscamping i Italien og Spanien, i stedet for at slå mine pløkker ned i mudderhuller fordelt på danske pløjemarker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide musik. Faktisk kan jeg lide musik meget, meget mere, end jeg kan lide musikfestivaler. Så hvis jeg, undtagelsesvis, har været på en festival, har det altid været på endagsbilletter og med håb og bøn om forståeligt tørvejr. At smide mig ind på en festivalcamping ville være en forbrydelse, et mareridt jeg ville huske til mine dages ende. For det første kan jeg helst ikke sove uden en dyne, for det andet skal jeg have ro, for det tredje skal jeg være i umiddelbar nærhed af en rimeligt rent toilet og for det fjerde faldt mit teltstop mere eller mindre præcis sammen med menopausen. Lad os bare kalde begge ting historie.

Så jeg har altså aldrig følt, jeg har misset noget ved at være festivalløs. Tværtimod, næsten. Forstået sådan, at der da er et bredt udvalg af festivaler, som jeg nærmest er rede til at betale for at slippe for.

Og så alligevel! For de sidste par år har det jo vist sig, at der er skudt en festival op, som, stik mod alle mine forventninger, rent faktisk appellerer til mig. Får mig til ligefrem at ØNSKE at komme afsted. Ikke i tre mudrede dage, inklusiv utæt telt og nattelarm, men bare sådan på hyggemæssig endagsbasis. Ydermere en festival, hvor jeg ikke føler mig som et ronkedorisk fortidslevn mellem tusindvis af unge, der for størstedelens vedkommende er yngre end mine egne børn, og hvor jeg på den allermest pinlige måde tilsyneladende ikke har indset, at jeg er gået noget så ynkeligt og patetisk forkert. Nemlig Heartland.

Så da børneflokken fik den geniale gaveide at betænke deres trekvartgamle forældre med billetter til årets fredag på Egeskov, blev der glæde i det lille hjem. I erindring stod jo tydeligt sidste gang derovre, og det var et godt minde. Og denne gang er det MED Van the Man, som for mig er det allerstørste efter det, der  desværre ikke kan lade sig gøre, fordi Freddy Mercury er død og borte. For første gang i mit liv ( og desværre nok også sidste!) skal jeg høre min ungdoms soundtrack indenfor bløde ballader og nordirsk rock, og bare tanken om en brunøjet pige LIVE er næsten så stor, at den er uforståelig.

Men Heartland er meget mere end Van Morrison. Der er flere ting, der adskiller den fra så mange andre mainstream festivaler. Allermest konceptet omkring samtaler mellem to vidende, spændende og kreative mennesker. Dem er der en del af, de varer generelt en times tid og er så populære, at man nærmest må indtage teltene flere timer på forhånd for at få en plads. Sidste gang jeg var der, var især Erling Jepsen, Simon Kvamm, Bjarke Ingels og Brian Eno så populære, at cirkusteltet var ved at vælte, og selv Bertel Haarder klappede og så glad ud. Lidt. Denne gang vil det givetvis være Holger Bech Nielsen og brødrene Willerslev, der bliver de talende hits. Især den første.

Selve programmet er tilrettelagt, så det appellerer til næsten alle aldre, og især er det visuelt påfaldende på området, at rigtigt mange familier i flere generationer er afsted sammen. Der er simpelthen kræs for såvel bedsteforældre som den alleryngste generation. Dette gælder også mad- og forplejningsmæssigt. Her er alt fra gourmettelte (endda gerne et telt fra Falsled Kro) til spændende, nye og eksotiske specialiteter. Der er simpelthen langt til det madsjusk, jeg tidligere har oplevet, man kan blive spist af med.

Og så er der omgivelserne. Dette er ikke en pløjemarksfestival i mudder og flis, men et ophold i grevens egen have med klippede takshække, voldgrave og smukke beplantninger. Hvilket faktisk også medvirker til, at de fleste opfører sig ordentligt overfor naturen. Her er så utroligt smukt og har man brug for en personlig pause fra alle de andre auditive tilbud, er det muligt bare at gå sig en tur i parken. Selve slottet er også åbent, men det er desværre en smule vanskeligt at få de eftertragtede (få) billetter.

Så er man gået i festivalstagnation eller gået totalt fra festivaler–af hvilken grund det så end måtte være–så kan jeg anbefale Heartland. Den vil givetvis give et nyt syn på, hvad en festival også kan være. Samt overbevise en om, at det der med festivaler nok, trods alt, alligevel ikke er for sent.

Men fri mig for alle de andre!

Continue Reading

Om genbrugspladser og kvinder.

Jeg ved ikke, om det kun er her i byen, det forholder sig sådan. I alt fald forholder det sig meget markant og synligt sådan her i byen. Så det gør det nok også mange andre steder. Nemlig sådan, at genbrugspladser er et maskulint domæne. Det vrimler med mænd sådan et sted. Og (i alt fald her i byen!) ikke ret mange kvinder.

Det er nu heller ikke fordi, jeg selv kommer der så ofte. Det lader jeg manden om. Han er til gengæld en ivrig og trofast gæst og bidragsyder, for her i huset har vi masser af genbrugsoverskud. Næsten hver weekend runder han lige genbrugspladsen med endnu et læs, og så kommer han gerne hjem og har snakket med en forfærdelig masse mandlige bekendte, der også hver weekend lige slår et trailersmut omkring pladsen. Hvor mænd førhen ofte mødtes ude i byen, er jeg så godt som sikker på, at det nuværende mest populære mødested må være den losseplads.

Nu har vi selvfølgelig også et lokalbestemt skraldoverskud hernede syd for Kongeåen. Vi sælger nemlig ikke vores dåser, vi smider dem ud. Altså efter følgende kommandovej: Først produceres vores dåseindhold på en (ofte) nærliggende fabrik, så kører fabrikken dåserne over grænsen. Dernæst kører vi bagefter og henter dem hjem igen, og når vi så har tømt dem, kører manden på genbrug. Men selvfølgelig har vi da også alle de andre, fællesnationale, skraldtyper, så dem tager han så også med.

Alligevel er det påfaldende med den der maskuline dominans sådan et sted. Os kvinder, der er så heldige at have en mand til den slags, kører da vist sjældent selv på genbrugspladser. Hvis vi kommer der–hvad vi nok gør med alt for lange mellemrum–er det oftest fordi, vi er MED. Og for manges vedkommende udgøres den der “væren MED” af at sidde i bilen og tålmodigt vente, mens manden læsser lort af.

Selvfølgelig kan det være hårdt fysisk arbejde at komme af med en halv skov eller den samlede omgang skvalderkål. Sådan at det altså går noget hurtigere og nemmere, hvis der er kræfter over gennemsnitligt kvindeniveau involveret. Og lige så selvfølgeligt, så er skrald meget ofte beskidt og en smule ulækker. Sådan at det altså er noget hurtigere og nemmere, at der ikke skal hvines lidt indestængt, skæres ansigter eller tørres fingre af, hvis der er rummelighedniveauer over det gennemsnitligt feminine involveret. Så måske er det derfor, vi beskedent holder os tilbage fra den ugentlige skraldtur og gavmildt forærer den til mændene.

Men det er nu alligevel lidt påfaldende, at vi her i ligestillingens tidsalder aldrig for alvor har gennemdiskuteret kønsfordelingen på landets lossepladser. Min tese er, at der er ting, der overhovedet ikke bør diskuteres. Sådan at forstå, at så længe han beredvilligt tager sin skraldtur, så lader vi det emne udgå af ligestillingsagendaen i stilhed. Det er sikkert også både godt og udviklende for ham at tage den ugentlige affaldssnak med alle de andre mænd. Det giver en vis form for solidaritet i et kvindefrit univers.

Og lad os da bare beholde det sådan……

Continue Reading

Om ikke at behøve at blive færdig.

Min mand har taget sig seriøst sammen og er gået i gang med en lang og sikkert meget ulige kamp med og mod det, der gerne med tiden skulle blive en form for have. Det har det været før, for der har jo boet andre mennesker i huset før os. Så det medfølgende billede skulle med tiden gerne blive et af disse uhyggelige før-billeder, som udelukkende tjener til at støve ens dårlige samvittighed tilbundsgående af.

Projektet er bare helt anderledes denne gang. Altså helt forskelligt fra alle de andre gange, hvor håbløsheden også har været ved at gro i stok på udebanen. For denne gang tager det den tid, det tager. Der er intet, der haster. Ingen deadlines i form af arbejdsdage, vagter, papirarbejde og krav fra arbejdsmarkedet, som ellers altid har hængt tungt over os. Haven skal ikke absolut ordnes på den weekend, hvor der ( for en gangs skyld og i havemæssigt forståelse: desværre!) ikke er andre arrangementer. Den er totalt fri for deadlines og kan tages i præcis de etaper–store som små–som livet, lysten og tiden generelt ellers giver den plads til. Der er intet, slet intet, der haster.

Det i sig selv er næsten den allerstørste gave, man får som pensionist. Nemlig at man ikke nødvendigvis behøver at blive færdig. Jo, selvfølgelig vil man da gerne på et tidspunkt opnå den tilfredsstillelse, det er at blive helt færdig. Men det er udelukkende indenfor en deadline, som man SELV sætter. Og derfor med yderst god samvittighed kan omgås som vejledende og fleksibel. Ikke en udefra fastsat tidsfrist, som er afhængig af et arbejde, som også kræver ens tilstedeværelse. Hvis man ikke lige har lyst på regnvejrsdagen–eller måske den strålende solskinsdag–så kommer der, i en uendelig strøm, nye dage, hvor man så kan mosle videre med sit projekt. Det render ingen vegne, og det gør deadlines heller ikke. Der er udelukkende selvbestaltede mødetider i ens liv–når man sådan ser lidt let henover tider ved frisør, tandlæge, bankrådgiver og andre nødvendigheder.

Selvfølgelig er det en frihed, man på en måde skal lære at forvalte. Men omvendt er det faktisk endnu sværere at lære sig selv det faktum, at man ikke nødvendigvis behøver at blive færdig så hurtigt som muligt. Det har man jo ellers altid skullet, fordi det, i en arbejdsmæssigt sammenhæng, var det mest fordelagtige. Bare følelsen af at holde en pause af den simple grund, at man havde lyst til at holde en pause, giver de første mange gange en begyndende dårlig samvittighed og en lettere fornemmelse af simpelt skulkeri, fordi den vante, gamle arbejdsmoral er så indgroet.

Det skal ses som et privilegium, dette med ikke nødvendigvis at behøve at blive færdig. Et, man gennem et langt og deadlinebefængt arbejdsliv næsten har glemt og nu skal til at huske igen. Den render ingen steder, den have. Den skal nok blive færdig. Engang. Det behøver overhovedet ikke være i dag. Eller i morgen. Eller næste uge, for den sags skyld….

Continue Reading

Om dagens (og nattens) resultater.

Vi er ved at blive et samfund af selv-kontrollører. Af selvbestaltede tjekkere af alt fra skridtlængde, daglige kilometer og kvalitet af nattesøvn. Det er simpelthen utjekket ikke at vide, hvor lang den daglige march har været. Mest for sportens skyld (siger vi), men sikkert også fordi, det giver et gevaldigt boost til belønningscentret at have følelsen af at have været et godt, sundt menneske samt eventuelt at have slået sin egen dagsrekord i skridt og kilometer.

Når jeg er ude at rejse med andre, ved jeg altid næsten præcis, hvor langt vi har gået. Der er nok omkring mig til at måle det. Hvis alle ikke har fulgtes ad hele dagen, er der næsten sådan en skjult indbyrdes konkurrence om, hvilken gruppe der har gået længst. Samt nogle gange lidt indbyrdes skærmydsler omkring selve målingen, da sam-gående tilsyneladende kan komme til forskellige resultater. Der findes åbenbart ligefrem folk, der for selvtillidens skyld kan finde på at snyde en lille smule med skridtlængden. Fy da!

Min mand har fået en anordning (altså som en gave!), der ikke blot måler dagens gang. Den fortæller ham også, hvornår han (iflg. sin alder) har gået det anbefalede antal daglige skridt. Så dutter den, og han får en lille guldmedalje. Den måler også hans søvn og søvnkvalitet, så han i vågen tilstand kan slå sin nattesøvn på repeat og se alt det, han jo ikke har en chance for at kunne huske. Altså fordi han sov. Den kan dog ikke vaske op, tingesten. Men det kommer nok. I alt fald vil den givetvis kunne indstilles til at monitere det anbefalede antal viskestyksvrid pr. dag.

Før jeg blev konfronteret med alle de muligheder indenfor selv-monitering, havde jeg egentlig overhovedet ikke noget behov for at vide noget som helst om min daglige gang eller min natlige søvnkvalitet. Måske er det bare mig, der er et usædvanligt selv-følsomt menneske, men jeg har altså en superklar fornemmelse i min krop omkring, om jeg har sovet godt eller gået langt. Jeg kan faktisk mærke det. Det kommer ikke som en uventet overraskelse, at jeg har sovet dårligt, hvis jeg klart vågner op med fornemmelsen af flere timers natlig grillkyllingeri, og jeg har det med at iagttage alle de ting, jeg går forbi, når jeg går, tilligemed at jeg sådan kan mærke, om en afstand er kort eller lang. Mine ben og mine muskler taler også til mig. De ved godt, når vi har travet til.

Så derfor undrer al den måling mig. Kan over-målere ikke mærke deres egen krop? Eller stoler de mere på en app end deres egne fornemmelser? Faktisk tror jeg ikke, det er der, den ligger for de flestes vedkommende. Min teori er, er det meget mere handler om såvel konkurrence som belønning–samt at benytte en mulighed, fordi den nu engang er der og er tilgængelig. Hvad angår konkurrence er det nok næppe den indbyrdes, det drejer sig om. Meget mere konkurrencen med en selv. Om at bevise, at man såvel har tjek på, hvad der er godt for en samt mange gange kan overgå sine egne resultater, så der er noget at hente på belønningskontoen. Og hvis man endelig konkurrerer med andre, så ved de det sjældent. Det er bare en rar fornemmelse at kunne bevise for sig selv, at man har gået LIDT længere end de andre. Den slags går også i belønningscentret. Endelig måler rigtigt mange vel bare, fordi det er en mulighed. Det er da lidt sjovt at vide, hvor langt man har gået. Især fordi det altså er en mulighed at få at vide, hvor langt man har gået.

Problemet er så bare, at fordi muligheden eksisterer, så bliver det en nærmest stress- og traumeskabende besættelse for nogle. De SKAL gå lidt længere hver dag, de SKAL nå det forjættede dut på armbåndet, de falder i afmagt, hvis den dårlige nattesøvn ligefrem kan bevises elektronisk. En ting er jo at have fornemmelsen af sovet dårligt eller været lidt doven gåmæssigt. Det kan man leve med. Det er meget, meget mere traumatisk, når tingesten sådan sort på hvidt kan bevise, at det faktisk forholder sig sådan. Det giver stress. Og, hvis man spørger mig, så giver det også en uheldig afstandtagen til ens konkrete (hvis man overhovedet kan bruge det ord her!) krop. Nemlig den, der skabes af, at tingene kun er reelle, hvis de er umiddelbart målelige. At alle de fornemmelser, man førhen brugte til at guide sig frem til sit kropsforhold, kun er sande, hvis målingerne viser det samme. Det er altså ikke nok at have en følelse af, at nattesøvnen var shitty. Det var den nemlig kun, hvis app-en giver en ret. Det er heller ikke tilstrækkeligt at have en klar fornemmelse af at have gået langt. Det har man nemlig udelukkende gjort, hvis app-en fortæller en, at det faktiske kilometertal er højt og beundringsværdigt. Det kan man da kalde at lægge ens liv over i en elektronisk dims og gradvist glemme fornemmelsen af egen krop. Hvis det er der, vi ender, så er det i min optik særdeles uheldigt.

Så jeg måler altså hverken mine skridt, mine kilometer eller min nattesøvns indhold. Indtil videre går det helt godt uden. Jeg er nemlig så naiv, at jeg stadig helt og fuldstændigt stoler på mine egne følelser og fornemmelser. Og har ikke den fjerneste anelse om, hvor langt jeg gik i går. Til gengæld er jeg fuldstændigt sikker på, jeg sov rigtigt godt i nat. Det kan jeg mærke.

Continue Reading

Om Grand Prix.

Så har den været forbi igen. Den, som de fleste andre kalder Eurovision Song Contest, og som vi ( af grunde der er ukendte for mig!) har valgt at kalde Melodi Grand Prix. Det lyder næsten som om, vi heroppe nordpå tror, det er noget med at køre stærkest og skære hjørner.

Det er uden tvivl en af de pseudobegivenheder, der har flest elskende hadere. Kun det internationale bøssesamfund indrømmer åbent, at de hylder og dyrker alt glimmeret. Det gør de så også meget synligt. Faktisk troede jeg, deres entusiasme ville have været nok til at stemme Irlands Ed Sheranklon langt op på pointstigen i aftes, men det glippede nok lidt med den der tydeligvis katolsk-lande-afstemte bøssedans om og på en bænk. Den var en smule usaftig og skreg sådan lidt efter en af Putins koreografer, som selvfølgelig ikke dyrker det bøssede, men kun det maskuline. Hvad der så ellers er forskellen.

Der er flere ting, der altid har–eller i alt fald i de seneste år har–undret mig ved den forestilling. Men måske er det kun mig. Jeg er jo netop lige præcis en af dem, der ser det, fordi jeg hader det. Siger jeg. Mit ultimative ændringsforslag har længe gået på, at man snildt kunne vende hele proceduren for aftenen om. Især med en kærlig tanke til min nattesøvn og de ulidelige, landsbestemte pauseklovne, der tilsyneladende udelukkende skal trække tiden og forstyrre ordentlige menneskers sengetid. Jeg synes, man burde starte hele showet med pointgivningen. For det er vel det, de fleste af os alligevel, for sportens skyld, er interesserede i. Når vi så har fået kåret en vinder, sådan ved 22.30-tiden, kan de allermest ihærdige jo bare blive oppe og høre melodierne, hvis de gider.  Eller de af dem, de gider. Mens vi andre kan gå i seng med fred eller ufordragelighed i den nationale stolthed.

I mange år undrede det mig også, at Østeuropa ligesom var kommet snigende på banen og havde stjålet vores musikshow. Jeg er da sikkert ikke den eneste, der fandt en vis form for tryghed i, at Frankrig altid sendte en chanson, Sverige nogle pæne unge mennesker, der ofte var i familie med hinanden, Italien den samlede nationale sorgudladning og Norge håbløshed efter meget norsk håbløshed. Så vidste man ligesom, hvad man havde at rette sig efter. Men så kom de der opkomlinge uden tøj på og genopfandt 70-ernes disco på forkvaklede måder og troede, det var nytænkning. Ydermere var de så massivt mange og stemte altid på hinanden, så vi følte os totalt outede i deres pinlige østeuropæiske Grand Prix med de RIGTIGE lande som statister. Det var virkelig vildt dejligt ( og meget skadefrot!) at iagttage, at de bare var stemt hjem til deres tomme klædeskabe for at vride sig i enrum denne gang. Synes jeg! Men–nu vi er ved det der med, hvem der stemmer på hvem–DET SKAL BLIVE HUSKET Sverige, Norge, Finland, Island, England og Tyskland. I årtier!

At det så var en israelsk klon af en kylling og Simon Jul, der vandt, er i mine ører relativt uforklarligt. Men det beviser da heldigvis med al tydelighed, at det ikke altid er udseendet, der er det altafgørende. Udover det må jeg erkende, at jeg nok personligt har overskredet min salgsdato for fascination af kyllingevrid, Manga og vinkekatte. Simon Jul har da sine øjeblikke. Få, altså. Stod det til mig ( hvad det jo altså ikke gør), så havde de vundet derovre på Den Grønne Ø, og jeg kan kun gætte på, at det nok var fordi, de for en gangs skyld ikke sendte Johnny Logan, at de ikke gjorde det. I øvrigt havde de også glemt violinerne, og dem vinder de altså ikke uden. Det ved Norge også godt.

For en gangs skyld syntes jeg faktisk også, at den danske sang var sådan, at vi godt kunne være bekendt at sende den uden for vores eget lands grænser. Det har ikke altid været tilfældet, for nogle ting bør man simpelthen holde for sig selv. Tilsyneladende hadede de kompetente fagfolk den, mens almindelige mennesker fandt den ganske spiselig, og det kan vi jo så granske, analysere og tænke gevaldigt over det næste års tid.

Men det kommer vi nok ikke til. For med den begivenhed er det ( og nu taler jeg af utallige års erfaring!) sådan, at når sejren er uddelt, er alting glemt. I alt fald i 10-11 måneder. Jeg blev først mindet om det store banalmusikalske slag, da jeg for et par uger siden var i et Lissabon, der var ved at rigge op til postyret. Så var det, jeg tænkte “Var det Portugal, der vandt sidste år?” og erkendte, at jeg absolut ingen, virkelig ingen, erindring havde om, hvad de havde slæbt førstepladsen hjem på. Sådan vil det også gå i år.

Ligesom det næste år også vil gå sådan, at jeg kæmpende forsøger at holde mig vågen for at se afstemningen (Vend nu det show om, please!). Og sikkert skriver et indlæg mere eller mindre enslydende med dette på bloggen!

Continue Reading

Budapest.

Det tager kun omkring halvanden time og koster et overkommeligt beløb at flyve til Budapest, priserne dernede er langt under de danske, seværdighederne er i top, akkurat som vejret generelt også er det, selve byen er ualmindeligt charmerende og venlig—så der er faktisk ikke så mange undskyldninger for ikke at lade en forlænget weekendtur gå den vej.

Her i Kristi Himmerfartsferien er utallige danskere tilsyneladende fuldstændigt enige med mig i den betragtning. Måske var det bare mine ører, men umiddelbart var min fornemmelse torsdag på gader og stræder, at dansk uden sammenligning var det mest talte sprog i Ungarns hovedstad.

Og det er ganske forståeligt. For Budapest er et godt og, især, kompakt rejsemål. Man har utallige seværdigheder og tilbud indenfor kort rækkevidde, og med et af de storbykort, som jeg tidligere så kraftigt har anbefalet, er de derudover (sammen med enhver form for offentlig transport) for det meste gratis. Den skønne blå ( eller i alt fald blålige!) flod Donau deler byen i bydelene Buda og Pest, hvor Budasiden primært domnineres af det tidligere, meget højtliggende kongeslotsområde, som nu er en betragtelig samling nationale museer, fantastiske udsigtspunkter, gamle gader, kirker og den flotte fiskerbastion. Det kan selvfølgelig indvendes, at denne side er så decideret turistvenlig og forsøger at tækkes samme klientel så meget, at det hele bliver lidt oversødt og kulisseagtigt, men det er nok den slags, det må overlades til den enkelte at forholde sig til.

Pestsiden, derimod, har smarte handelsgader i alle prisniveauer–fra Hø og Møg til Gucci–og store, brede, trækransede boulevarder. Her er både lys, luft og masser af små, sjove gader med spøjse forretninger, hvis man da ellers vover sig tilstrækkeligt langt ud fra de allermest gængse gå- og shoppinggader. Også her er der et utal af museer–dog skal kun nævnes det fantastiske kunstindustrimuseum med en udsøgt samling af Art Nouveaudesign, i en bygning der vist ikke finder sin lige noget sted i verden. Det er dog desværre lukket for restaurering for tiden, men mon ikke det åbner ENDNU mere flot og uforglemmeligt? I øvrigt vrimler boulevarderne med pragtfulde huse fra sidste århundreskifte, så ret beset er det en mindre dødssynd at spilde tiden med at kigge vinduer langs dem. Her skal kigges OP! Det er jo netop det (i bagklogskabens klare lys) fine ved de fleste tidligere kommunistiske hovestæder. Her er intet revet ned, så de imponerende bygninger i Jugend/Art Nouveaustil har blot fået lov til at stå og forfalde, indtil der igen er blevet råd til at genistandsætte dem. Det er noget lettere og billigere end i alle de vesteuropæiske byer, hvor man brutalt har bulldozet dem ned og dermed ikke har den store chance eller mulighed for genskabelse eller – opførelse.

Sporene efter den kommunistiske periode er, i bymidten, langsomt ved at blive udvisket til fordel for et mere internationalt præg. Men søger man bare en lille smule ud fra denne, er der rige muligheder for at gense Stalinarkitektur og grå betonblokke. Og har man en udpræget interesse i Ungarns kommunistiske fortid, kan det absolut anbefales at tage på udflugt til yderkvartererne og specielt til den kitchede “losseplads” for aflagte kommunistiske gigantstatuer og tvivlsom kunst, Memento Park. Den kan jeg i alt fald ikke undvære, når jeg er i byen!

Som tidligere skrevet, er Budapest genial til en forlænget weekend. Hvor man både kan være kulturel på de mange museer, drysse rundt på gader og stræder samt nyde det ungarske køkken, som nok er noget bastant og pølserigt–men som også har en særdeles sympatisk tilgang til brug af krydderier. Nemlig lige tilpas. Især af paprika!

Budapest er i øvrigt et af verdens 15 mest populære turistmål. Jeg tror, den ligger meget højt på en danskerliste. I alt fald i Kristi Himmelfartsferien!

 

Continue Reading

Memento Park. Budapest.

Istedet for at smide Lenin, Marx, diverse arbejdets helte og nationale martyrer direkte i skrotbunken efter jerntæppets fald, har man i Budapest været fremsynede nok til at lave en form for mindelund over kommunismens statuer. Her, ca. 10 km. fra Budapest og lidt ude på landet, findes en kirkegård for dårlig socialistisk smag, kæmpestatuer på permanent aftægt og Lenin og Marx i diverse udgaver. Både størrelsesmæssigt og kunstnerisk.

Det er kitchet, det hele. Og så alligevel. Det er samtidig også et vidnesbyrd om en historisk periode, som ikke bør glemmes, og en udtryksform, som nok bør glemmes rent udføringsmæssigt i fremtiden, men som samtidig siger en forfærdelig masse om sin egen tid.

Når man ankommer til Memento Park, mødes man af Stalins støvler ( resten af megastatuen gik både tabt og i stykker!) og dundrende, sovjetisk propagandamusik. Og så kan man gå rundt på den store græsmark og bese overdimensionerede levn fra kommunismen. De var godt nok brave, uselviske, fædrelandselskende, ideologisk rettænkende og hårdtarbejdende dengang. Se blot på den adskillige meter høje figur på billedet og oplev hans smittende entusiasme. Han vil da noget med sin kommunisme!

Et besøg i Memento Park er en direkte reminder om, hvordan det var engang. På en pudsig, kitchet, dybt alvorlig og noget overdimensioneret måde.

Continue Reading
1 2 3 78