Om parkering, parkeringsafgifter og parkeringsbøder.

Jeg var lige ved at få en parkeringsbøde i dag. Fordi jeg, som det somme tider beklageligvis sker for mig, havde glemt om at stille min p-skive. Udelukkende fordi det pludselig i al sin gru gik op for mig, at jeg havde glemt en sådan tilsyneladende samfundsfjendsk handling og fordi, jeg samtidigt indvendigt lynhurtigt kalkulerede, hvor mange juleænder, der går på en parkeringsbøde, lykkedes det mig at snigløbe p-vagten, der ellers var på en af sine seriøse, nidkære ekspeditioner i umiddelbar nærhed af min bil.

Jeg var sgu` helt forpustet bagefter. Det kræver mere end middelgod kondi at løbe om kap med en parkeringsvagt. Alligevel løber jeg hellere om kap med samtlige landets parkeringsvagter på en gang end at parkere i aflukker eller p-huse, der bestyres af uforskammede p-firmaer. Hvis jeg, i fremmede byer hvor jeg ikke på forhånd ved, hvem der står for parkeringsdriften, støder på pladser eller huse, der markerer, at de tilhører p-firmaer, så drejer jeg væk. Kører gerne flere halve timer mere for at finde en plads, der ikke koster ½ månedsløn i timen, og hvor der pålægges ekstraafgifter, hvis man gør noget, man slet ikke vidste, man ikke måtte gøre. Disse firmaer er en skændsel for det nationale parkeringsliv. Ikke blot med deres ublu priser. Men også med deres selvopfundne regelsæt+ det faktum, at de jo faktisk på en måde stjæler fra byernes kasser, der mageligt kunne have brugt pengene fra p-synderne selv.

Men hver gang, det lykkes mig at omgå en truende p-bøde trods mit eget skivesjuskeri, erindrer jeg dengang for mange år siden, da jeg Sørme også glemte at stille skiven. Og da jeg kom tilbage til bilen, sad der en nydelig bøde på mine viskere. Jeg hører ikke til dem, der blot viderefører en sådan til nabobilen. Det, synes jeg, er infamt og tarveligt og meget umorsomt. Så jeg tog girokortet ( det fik man dengang, og det skulle så betales på posthuset) med hjem, noterede mig sidste indbetalingsdato, bandede højlydt, kiggede olmt på politistationen, da jeg kørte forbi den og lavede shitty aftensmad til familien, fordi nogle måtte undgælde for skylden. Hvorpå jeg placerede bøden et sted mellem alle de stakke, der af sig selv altid vokser op på mit skrivebord.

En lille måneds tid senere kom jeg pludselig i tanke om bøden og dens udløbsdato. Og så lavede jeg, uden resultat, en indgående husundersøgelse på mit skrivebord. Nada. Nu er jeg så ikke så naiv, så jeg bilder mig ind, at bøder går væk, bare fordi man smider dem ud, så jeg var virkelig på den.

Faktisk var der kun en ting at gøre. Nemlig at køre ned på den lokale politistation, huske at sætte sin p-skive og stille sig op i kø ved skranken. Det var så her–og jeg husker det endnu!–at den pæne dame spurgte mig: “Og hvad kan jeg så hjælpe dig med?” Og jeg svarede:”Jeg vil sådan set gerne have en parkeringsbøde.”

For nu at bruge et lidt forslidt udtryk, så HAVDE hun faktisk ikke lige set den komme. Det kunne man se på hendes ansigtsudtryk.

Det er også derfor, jeg er så OBS (udover at være til grin på mine egne penge!) på ikke at få flere p-bøder. Jeg ville dø af skam, hvis jeg fik en, som igen gik til de evige skrivebords-rod-marker og så skulle stå skoleret dernede igen og sige “Jeg vil sådan set gerne have en parkeringsbøde. Mere.”

Continue Reading

Om and på dåse.

Jeg er rimeligt allergisk overfor kød på dåse. Det er ikke simpel kræsenhed, det er sådan mere en alt for påtrængende erindring om barndommens campingture, spejderlejre og langtursroninger, hvor vi spiste bøf, frikadeller og leverpostej på dåse. Jeg kan stadig huske de der små blegfede, slappe, grågrumsede kønsløsheder i ubestemmelig væde, der gav sig ud for at være bøf og fedtknoldene, der troede, de var frikadeller. For slet ikke at tale om den slimede, babylortsfarvede masse, der skulle få naive sjæle til at tro, den var i familie med leverpostej. Fy for dåse, siger jeg bare. Indrømmet: der var en undtagelse, og det er der vist stadig, selv om jeg nu ikke har konfronteret mig selv med den i mange år. ( Måske skyldes det, at mit nuværende liv fatalt mangler camping, spejderlejre og åretag på ugebasis?) Og nu sidder alle så og læser frem for at se, om jeg skriver “Forloren skildpadde.” Det gør jeg så: Forloren skildpadde.

Derfor blev jeg også virkelig forundret, da en dreven madlaver–en af den slags, der bare er beundringsværdigt god til at lave mad–jeg kender, fortalte mig, at juleaften stod den skam på and på dåse hjemme hos dem. Hun var helt nøgtern, ikke påvirket af noget og faktisk helt glad og lettet. Altså som i: hun fejlede ikke noget! Med skam må jeg melde ud, at jeg hverken vidste, man overhovedet KUNNE få and på dåse, eller at man overhovedet KAN SPISE and på dåse. Jeg må også indrømme, at min første indskydelse var en følelse af total blasfemi, vanhelligelse af den af selve den danske julemiddag. Som at smide julen ud med andefedtet og lege 1. Verdenskrig der mellem gaverne. For det skulle de vel, trods alt, have?

Men det kan man! Altså spise and på dåse. For selvfølgelig skulle det prøves, og jeg kan meddele, at det at købe and på dåse skam er en videnskab i sig selv. Der findes utallige andegårde på dåse, og der er indenfor udvalget alt fra proletarænder til 100 kr. dåsen til de mere aristokratiske håndfodrede til næsten 700 kr. Pr. dåse–ikke pr. and! And på dåse er, har jeg senere fundet ud af, en stor delikatesse i Frankrig. Noget, man sådan dyrker, hvis man er andefanatiker.

Nu har vi så lige spist vores dåseand. Middeklasse, vil jeg sige, rent prismæssigt. Men virkelig, virkelig delikat, mør, velsmagende og let at lave. Faktisk er det jo bare at åbne dåsen og lægge de på forhånd udskårne stykker i ovnen en 20 minutters tid. Ingen kalorius til at småstege det meste af dagen–men desværre nogenlunde det samme svineri, for andefedt tager enhver førstepræmie indenfor køkkentilsvining.

Men det smager godt! Virkelig godt! Der er absolut ingen mindelser om såkaldte bøf på dåse eller udflydende, skidengrå leverpostejsubstitutter. Det smager af and, det ligner and, og det er en rigtig god, lødig og fin middagsret.

Men derfra og til at servere det juleaften er der nu lidt langt. Endnu. Omvendt er der ikke så langt til radikalt at ændre mit syn på kød ( i alt fald andekød!) på dåse. Prøv det!

Continue Reading

Hvad er det lige, vi skal nå?

Det sker oftere og oftere, at jeg på nettet ser en oploadet video, hvor den potentielle beskuer allerede inden forevisningen får formaninger a la “Se denne video til ende.”, “Husk at se slutningen.”, “Se hvad der sker til sidst.” osv. Og lige ved siden af samme videoer–hvis det er i aviser og andre medier–er der garanteret reklamer for ugens måltidskasser, hvor man nu er nået ned på forskårne, pakkede måltider, som kan laves “på under 15 minutter”. Ligeledes har vi i årevis kunnet læse artikler sammesteds omkring de intensive anstrengelser, der gøres for at gøre transporttiden mellem landsdelene–og udlandet–væsentligt kortere. Jeg er sikker på, den fremtidige opfinder af et transportmiddel som “Beam me up, Scotty.” decideret står til en form for Nobelpris i menneskeflytning. For der er tilsyneladende hele tiden en forfærdelig masse ting, vi skal nå.

Ydermere har jeg til min rædsel iagttaget, at de fleste seværdigheder og museer nu er begyndt at sætte anslået tid på et besøg. Det hedder: Folk bliver her normalt i xxxxx antal minutter. Hvorfor skal vi dog i forvejen vide, hvor længe vi forventes at opholde os på et museum, vi selv har valg at opsøge?  For hvem  kan dog på forhånd vide, hvad der fænger, og hvad der skal dvæles ved? Man tager vel næppe derhen af pligt–i så fald vil jeg finde det væsentligt lettere og mere afslappende at blive hjemme. Det er som om, intet mere må tage den individuelle tid, det tager. Selv museums- og seværdighedsbesøg skal rationaliseres–eller i alt fald på forhånd passes ind i et nøje tilrettelagt tidsskema.

Jeg kender det godt fra mig selv. Jeg opgiver videoer, der ikke fænger nærmest fra første kig. Eller også snyder jeg og springer til den slutning, som jeg jo har fået at vide, at jeg skal se. Hvis en bog ikke har lagt beslag på min interesse senest fra omkring s. 25, har den trange kår. Jeg har seriøst overvejet at bosætte mig i Ålborg, fordi det ligger i Jylland med kort flyvetid til København og udholdelig køretid til Århus. Jeg smugkigger også på museernes anslåede besøgstider og skammer mig samtidigt dybt, når jeg har gjort det. Måltidskasserne er jeg ikke vokset til endnu, men jeg er ret overbevist om, at hvis de havde været tilgængelige, da jeg havde mindre børn og fuldtidsarbejde, så var de givetvis blevet overvejet.

I den anden ende kan jeg så sætte mig ned og inderligt spørge mig selv, hvad det nu lige er, jeg skal nå i al den frikøbte tid fra transport, madlavning, kulturaktiviteter, zapning og læsning? For det er jo ikke fordi, jeg lige står med et enormt tidskrævende projekt, jeg hele tiden skal løskøbe tid til. Det er det vist i grunden de færreste, der gør.

For mig er det mere noget med, at verden er så overstrømmende fuld af tilbud og fristelser, som jeg hele tiden falder for og lader mig lokke af. Og der må frem for alt ikke opstå huller i underholdningen. Det må, for Guds skyld, ikke på nogen mulig måde blive kedeligt. For så er jeg jo nødt til at lave noget andet. Der, i parentes bemærket, har potentialet til at være mindre kedeligt.

For vel er strækningen over Fyn da totalt overflødig og tidrøvende, og den ø ligger også bare i vejen. Der er samlinger på Nationalmuseet, der er decideret søvndyssende, og som man, hvis man kan legitimere det hele med, at andre kun bruger 1½ time sammesteds, med god samvittighed kan springe over. Der er stadig ingen, der i store vendinger har lovprist fordelen ved gulerods- eller kartoffelskrælning, og de der første uudholdelige amatørbilleder, inden Retrieveren endelig æder al maden på videoen, er helt overflødige i forhold til ens umiddelbare livskvalitet. Der er er bøger, der tager flere hundrede sider om at komme i gang ( tænk bare på Ringenes Herre, hvor de første 150 sider omhandler en flok tumber, der går rundt på må og få i en kornmark!), og remotecontrollen til fjernsynet er på det nærmeste gået hen og blevet en uundværlig legemsdel til afbrydelse af kedsomhed.

Men igen? Hvad er det lige, jeg skal? Hvad er det lige, jeg skal bruge al den tid til, som jeg tilsyneladende sparer i transport, madlavning, videoer uden slutning og overspringsetager på museer?

Hvad ER det lige, jeg skal nå?

Og hvornår var det lige, jeg mistede evnen til at dvæle og anvende min tålmodighed? Til at erkende, at ting tager den tid, de tager? Måske skal jeg forsøge–for måske bliver det bare et forsøg–at genlære mig selv, at verden tager den tid, som verden nu engang tager.

Continue Reading

Om tidens no-go.

Da jeg var barn, blev der til alle fester og større middage budt diverse former for cigaretter, cerutter og cigarer rundt mellem hver ret. Det blev også røget ved bordene, og det var først, da jeg var ved at være en ret moden teenager, at der opstod en uskreven regel om, at man ikke røg ved bordene. Mens andre spiste, altså. Ellers sad vi der i røg og damp. De, der var mest sjældne, var de, der ikke røg. Det blev nogle gange påtalt.

Til sådanne middage blev der som regel serveret store stege, og foregik de i private hjem, kunne en god vært(inde) eller et økonomisk velbeslået hjem kendes på størrelsen, kvaliteten og mængden af det kød, der blev serveret. Der blev mest drukket øl og snaps ved sådanne lejligheder, for det var først i 70-erne, at det blev lidt mere almindeligt at servere vin til. Gerne “Den med tyren”, “Munken” eller Palanca, som var Brugsens mærke, der–her kommer noget, jeg husker nøje!–kostede 7.85 flasken. For det meste blev der også drukket igennem, og bagefter blev der pralet med, hvor mange bilbranderter, der blev kørt hjem uden politiets opdagelse.

Og vi børn cyklede de lange veje til vores skoler, selvfølgelig gerne ad landevejene, men da også af den nærmeste rute, som gerne var den mest trafikerede. Vi var ikke helt klare på, hvad en cykelsti var. I øvrigt kendte vi slet ikke ordet cykelhjelm, og da sådan en blev introduceret, lå vi flade af grin over dens absolutte uskønhed og latterlige udformning. Hvad skulle vi med den, når vi ikke engang brugte hjelm, når vi kørte på knallert? Vi legede i skove, gamle beskyttelsesrum, på veje og gader, og ingen vidste af, hvor ualmindeligt farligt den slags sidenhen er blevet. Og når vi ikke legede, gik vi i skoler med asbestlofter, med lærere, der i min skoletids begyndelse havde ret til at slå os og havde madpakker med kødpålæg med. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der kan erindre en cervelatpølse? Lige der må jeg så sige, at jeg er yderst taknemmelig for nutidens grøntsagstrend.

Vi tryglede vores forældre om den sidste nye mode, der givetvis var lavet af børnearbejdere i Cambodia, og det værste, man kunne udsætte os for, var “aflagt” eller nedarvet tøj. Der var trange kår for genbrug. Dengang. Vi åd os dansehåndtag og mavedeller til i pommes frites, da de endelig kom til provinsen og var himmelfaldne over amerikanske burgers (udtales med u!), selv om det på vores kanter forblev mest populært at spise bøfsandwich med brun sovs. Grillbarmad, for sådan hed delikatesserne, var til særlige lejligheder. Akkurat ligesom grøntsager. Dem betragtede vi mest som et nødvendigt onde, og de, der spiste overvældende mange af dem, var enten en smule fattige eller ikke sådan helt rigtige i hovederne. Vegetarer havde vi vist ikke lige nogen af i min provinsby. Måske blandt en religiøs sekt eller folk med kroniske tarmsygdomme, i alt fald ikke blandt helt almindelige mennesker.

Vi var også ret glade for plastik. Især var plastiklegetøj noget helt særligt fantastisk, som var meget mere indbydende end det gamle trælegetøj fra vores tidligste barndom. Og når lortet gik i stykker, smed vi det ud. I den skraldespand, hvor vi smed alt ud, for ingen kunne drømme om at sortere noget som helst.

Da vi var helt små sad vi i barnevogne uden seler, sov på maven, blev pottetrænede i 4-månedersalderen, tissede i stofbleer uden lanolinindsprøjtninger og ejede ikke en klapvogn. Men en lift havde vi. Den stod uspændt på bagsædet af den sikkerhedsseleløse bil.

Og når vi havde ferie, kørte vi gerne rundt. Det var ikke fordi, vi var miljøbevidste, at vi ikke fløj. Det var fordi, vi ikke havde råd. Men vi lukkede CO2 ud hele vejen til Harzen og Bornholm samt rundt på hjemegnen om søndagen, hvor mange “kørte en tur”, og det var skam noget positivt, noget pænt og borgerligt overhovedet at have overskud til det.

Jeg vil overhovedet ikke berøre den gamle cliche med, at det da er utroligt, at vi har overlevet. Jeg vil meget hellere sige, at det da er utroligt, så omstillingsparate vi i det hele taget har været, når man tænker på, hvad vi voksede op med. Der er jo nærmest intet af det, der er hverken lovligt eller god tone mere!

 

Continue Reading

Om hunde, mad og numser.

Det her er Fozzie Fodvarmer. Eller i alt fald kladden, nummer syv hundrede og spidskål iblandt kladder, til ham. Forhåbentlig udkommer han som en rigtig bog engang indenfor nærmeste fremtid.

Og hvorfor gør han så det? Tjah, jo ikke fordi hunde af natur er noget så fabelagtigt litterære, men de er faktisk gode at tegne om i al deres nuttethed. Der er bare det ved hunde, at deres spændvidde omkring selve historien i en bog er relativt begrænset. Hunde, let`s face it, har faktisk kun to interesser: mad og numser!  Da vi syntes, at emnet numser i sig selv er rimeligt begrænset og i længden kan tendere mod at blive uinteressant, har vi valgt at lade bogen handle om mad. Altså al den mad ( og andre ting), som familien taber under spisebordet, hvor den lokale skraldespand, Fozzie Fodvarmer, ligger parat til at samle det op. Og sammen.

Ideen er selvfølgelig affødt af ham, der her i huset ofte går under navnet “Den gule skraldespand”–endda så indgroet, at en uforvarende gæst måbende rendte rundt i hele køkkenet i ivrig jagt på en gul affaldsspand, da vi bad vedkommende om at hælde en leverpostejrest i “Den gule skraldespand”. Samme gule skraldespand er, i forbindelse med mad, mere bestikkelig end alle grene af den østeuropæiske mafia og regeringerne i samtlige bananrepublikker tilsammen. Man kan roligt konkludere, at mad er incitamentet til alt fra at gøre knuder på sig selv og opføre sig fjollet og ganske uhundet. Lige nu har han en julekalender med hundebom, og netop ordet “julekalender” er så forbundet med disse delikatesser, at det ikke kan nævnes i huset, uden at tumben sætter ny rekord for løb hen ad gangen for at sætte sig foran samme kalender. Skal han ind fra haven–hvilket han i mange tilfælde overhovedet ikke har lyst til ( der lugter af numser langs hegnet!), er det fuldstændigt omsonst at bruge hans navn, hvorimod et menneske, der ud over kvarteret brøler “Julekalender” af sine lungers fulde kraft, har omgående held med at kalde ham til sig. Det er i øvrigt en af den slags situationer, hvor man helt skal fortrænge, hvad naboerne tænker.

Mad kan få selv en indlæringshæmmet hund til at gå acceptabelt i snor. En enkelt hundebom i lommen sikrer, at man både har en hund 2 centimeter fra sig–samt at samme lomme er fortvivlende oversavlet. Hunde behøver heller ikke ret megen maderfaring, før de har opdaget, at vi mennesker har en helt anden og væsentlig mere tillokkende og varieret diæt end dem. Selv om hunde, for deres egen skyld, formodes at leve af små, brune, hårde piller, så er de noget så udmærket klar over, at smagsværdien i en flæskesteg med svær er rimeligt meget højere. Til gengæld er hunde ikke udstyret med fornemmelse for nydelse. De gange, hvor et stykke godt kød er blevet tilovers, og man af sit hjertes godhed taber det ned i den gule skraldespand–så er det bare væk. Som i VÆK! Man kan ikke lære en hund at nyde en oksemørbrad. Hunde har et meget praktisk og pragmatisk forhold til mad: Det skal simpelthen bare spises. Og selv om hunde burde være bevidste om det absolut sundhedsskadelige i chokolade, så er de dumme nok til at sluge det alligevel. Langsomt selvmord på eget ansvar, siger jeg bare.

Og så er der alt det med numserne. For numser er lige så interessante som mad. For hunde. Faktisk er numser så interessante for hunde, at de totalt har opgivet at hilse civiliseret på hinanden. Hunde giver ikke pote til artsfæller. De stikker istedet ublu og totalt ugenerete snuden langt ind i hinandens numser som deres form for goddag. Jeg har tit tænkt på, at samtlige hunhunde og en del hanhunde da virkelig havde et issue, hvis de dannede en hundet metoo-bevægelse. Der kunne da ikke være megen tvivl om, at de dagligt blev chikaneret og forulempet helt ud i det groteske. Mit dyr hilser i alt fald udelukkende i numsehøjde, når han møder artfæller. Og her er netop han faktisk relativt cool overfor modpartens køn. (Jeg havde også engang en hund, der var bøsse. Han var slet ikke til hunhunde, men en god hanhundenumse–se, det var kræs!) Jeg tror simpelthen ikke, mit dyr overhovedet ved, hvordan naboens hund ser ud, eller for den sags skyld kan komme på dens farve, men han ville garanteret kunne udpege den på stedet, hvis han skulle finde den mellem 500 numser. Jeg har ham også mistænkt for, at han præcis har styr på, hvem af hans numser, der har gået på stien lige foran os, for han gør da i alt fald et ihærdigt arbejde og en tilbundsgående research omkring at kombinere lagt afføring med kendte numser. Ydermere virker han fuldstændigt uinteresseret i den ene nabos firkantede hund (mad, I ved!) og kan med lethed forbipassere den uden at numsehilse, fordi han har så forbandet travlt med at finde dens afføringsspor og lege detektiv omkring dem.

Og så opdager jeg pludselig, at jeg alligevel har skrevet en hel del om hunde og numser! Se, det er jo interessant. Især på den måde, at der vel er en god portion stof ( det var lige før, jeg skrev “lort”) til endnu en bog om Fozzie Fodvarmer. Hvem ved.

Continue Reading

Om nisselandskaber.

Jeg havde forsvoret, at det nogensinde skulle ske for mig. At få et nisselandskab. Men sådan er det med nisser. De kryber ind på en, laver julebaghold, snyder og bedrager sig ind i ens uforvarende hjem, gerne en for en, indtil de pludselig udgør en mindre hær ovenpå ens uforberedte skabe.

Jeg kan nemlig godt huske min barndoms nisselandskaber. Og ikke for det udpræget gode. Bevares, de var da hyggelige på deres egne små, hjemmegjorte måder. Men den dag i dag lider jeg stadig af så udpræget et traume overfor vat, at jeg ikke kan se en pose, uden også at se oceaner af piberensernisser med og uden ski samt de plastikkirker med kunstigt lys, de formodedes at passere på deres skiveje ned ad de danske bjerge. I min barndom gjorde de fleste mødre en dyd ud af at omdanne uskyldige overflader i stuer, entreer–og de mest foretagsomme såmænd også i badeværelser–til vattede nedkørsler for røde piberensere, bøjet i ekstreme vinkler. Der må være gået flere måneders forbrug af menstruationsvat, for det brugte mange stadig, til den slags kunstneriske udfoldelser. Men dengang var det nok et lige så stort must blandt, som det i dag er at opstille et skønsomt udvalg af Fru Klarborgs nissedesigns.

Min største udskyldning ( og her taler vi så om undskyldning overfor mig selv) er, at jeg er fra Trip Traps oprindelige hjemby. En dinosaur, der stadig kan huske, hvordan IMplast gradvist forvandlede sig til træ i enhver form for maritime firkanter og senere gik i nisser, der så blev til et nyt firma ovre på den anden side fjorden og kaldte sig Rikki Tikki, hvad det så end har at gøre med Kipling og desmerdyr. Intet af det eksisterer jo alligevel mere på de adresser. Men faktum var, at der årligt var store lagersalg, og lige præcis lagersalg har jeg noget så ustyrligt svært ved at styre. De drager mig, og de drager pengene lige op af mine lommer. Ikke bare mine. Min mor har virkelig også bidraget med en væsentlig andel af nissefamilien som gaver.

Og når man nu alligevel i al sin ustyrlighed er kommet til at hjemføre en nissefamilie i flere slægtsled og med forgreninger, så ville det da være synd ikke at stille dem op. Bare denne ene gang om året. Men ingen vat her! Jeg har lovet mig selv, at i det øjeblik jeg så meget som overvejer at skabe miljø af vat, kunstige bjerge og selvlysende sognekirker, så skal jeg sporenstrengs kontakte min læge med henblik på en akut demenstest.

Faktisk synes jeg også, de er lidt nuttede, de nisser. Men allermest, så hører de julen til. Akkurat som alt det andet gamle pynt, så skal de nisser stå på den skænk, for at det overhovedet kan blive jul i det lille hjem. Det er sådan noget, der kommer med alderen, tror jeg. Efter få år bliver tings ståsted i julemåneden en ubrydelig og uflyttelig tradition. Sådan en, der ville gøre julen inkomplet, skåret, ufuldstændig, uhel, hvis den blev brudt.

Og jeg er garanteret ikke den eneste, der sådan pludselig finder mig selv omringet af nisser. De fleste læsere her har jo også haft årevis til at blive snigløbet af nisseslægter. Så det kunne da være sjovt at se andre samlinger?

Continue Reading

….øjnene, der ser.

I min bilradio hørte jeg følgende lille historie, fortalt af Poul Nesgaard. Jeg synes, den fortjener gengivelse. Og måske en smule tænksomhed.

Men–en mand var ude at køre i tog og kom til at sidde lige overfor Picasso. Samme mand havde længe været noget utilfreds med Picassos gengivelse af det, han (altså manden) anså som virkeligheden, så efter lang tids tilløb tog han mod til sig, præsenterede sig og spurgte, om Picasso da aldrig malede noget, der lignede virkeligheden.

Til det svarede kunstneren blot, at manden var så velkommen til at vise ham noget virkeligt. Piece of cake, tænkte manden, åbnede straks sin pung og fremviste det foto af sin kone, han altid bar rundt på i sin pung.

Hvorefter Picasso svarede: “Sikke dog en lille og flad kone, De har. Og har hun slet ingen underkrop?”

Det sete afhænger, for nu at putte en clichekonklusion på, i overmåde grad af øjnene, der ser……..

Continue Reading

Det smukkeste julepynt.

Det er vel ingen hemmelighed, at en overvældende stor del af alt julepynt er lige så overvældende grimt. Men om julen er det i sig selv fuldstændigt betydningsløst, for æstetikken er midlertidigt sat ud af drift, fortrængt om man vil, til fordel for traditioner, nostalgi og at alt skal være præcis, som det altid har været. Her i huset skal verdens skønhedsmæssigt mest udfordrede samt medlidenhedsvækkende, handicappede havenisse indtage det ene badeværelse, for at det overhovedet kan blive jul i det lille hjem.

Men der findes altså også pænt julepynt. Tro det eller ej. Og det pæneste er, efter min mening, adventsstjernerne fra Christiansfeld. Billedet yder desværre ikke mine tilstrækkelig retfærdighed, for, som det jo er med ting med lys i, så fungerer og gør de sig bedst i mørke. Adventsstjernen er en gammel tradition fra Hernnhutersamfundet, som skal lyse op i den mørke tid og minde os om Jesus` ( og lysets) genkomst. De laves stadig pr. håndkraft og findes både i papir og plastik. Det tilrådes ( baseret på egne erfaringer) at købe dem i samlet stand, for de findes skam også i gør-det-selv udgaven, hvilket nemt kan forvandle ens julemåned til en pendant til at egenhændigt at skulle samle en hel afdeling i Ikea. Størrelsesmæssigt kommer de i alt fra de bittesmå til kæmpestore stjerner, og der kan sagtens vælges andre farver end lige den hvide. Det er bare den kønneste, når lyset er tændt.

Hernede på min egn har vi næsten alle adventsstjerner i vores vejvendte vinduer. Og det er usigeligt smukt at gå rundt efter mørkets frembrud og se på alle de flotte, lysende stjerner. Meget mere kønt end den samling af nisseafarter og blinkende rensdyr, der dyrkes i andre landsdele.

Jeg er ikke helt sikker på pris på stjernernes pris, men hvis nogen er interesseret, kan jeg godt oplyse, hvor de kan købes. Det er nemlig absolut ikke overalt.

Continue Reading

Så er der fantasy på flow-TV, folks!

Jeg er sikker på, C.S. Lewis sidder med Aslan ved sin side deroppe i sin Narniaske himmel og er rigtigt glad. Og J.K. Rowling fryder sig også sammen med Harry deroppe på sit Aberfeldyske slot, som ingen kan finde–i alt fald ikke mig, selv om jeg ledte huller i jorden på min ungdoms jagtmarker. (Hvilket i øvrigt er en helt anden historie.) For selveste DR er gået i december-fantasymode og har periodisk erstattet gamle skabe med ditto kaminer som portaler ind til fantasyverdenen og til lejligheden klonet Harry Potter med en herboende, nørdet englænder, der ligner ham forbløffende. Uden arret. Dog.

For decembertid er julekalendertid. Og julekalendertid er fantasytid. I grunden den eneste om året på flow-TV og udenfor streamingtjenesterne. Og fantasytid på flow-TV er altid portalfantasy, for vi skulle jo nødigt glemme den virkelige verden med alle dens fortravlede juleforældre, enlige mødre, irriterende småsøskende og at vi altid har glemt, hvor vigtigt det er at elske hinanden, indtil vi hvert år pludseligt får den store åbenbaring omkring, at det gør vi skam. Den 24. december. Det er så også i orden med alle disse årlige portaler–bare der ER fantasy. Selv om jeg nu nok vil mene, at en kamin er i den tarvelige, vældigt uopfindsomme ende.

Før i tiden førte portalen altid ind til nogle nisser. De boede i rigsarkiver, nisselande, på lofter eller andre steder i tid. Nu er vi blevet lidt mere modige og tør tage skridtet fuldt ud til fauner, troldkvinder/mænd, talende træer fra entefamilien mm., selv om årets fantasyland i den grad får mig til at tænke på skovene omkring Marselisborg. Men det er nok bare krævende mig. Godt er det i alt fald, at der er kommet ikke bare fantasy, men også fantasi på drengen, omend enhver jo kan høre og ikke er det mindste i tvivl om, at det bare er Nicolas Bro, der er inde i den der enteklon.

Det gode ved fantasy er ikke blot, at fantasien får frit spil. Det er næsten meget mere, at genren formår at sige nogle væsentlige alment menneskelige ting på en anderledes måde. For vi ved jo godt, at selv om det er fauner, der er i billedet, så er de inderst inde mennesker som alle vi andre. På godt og ondt. I fantasy er det tilmed også legalt at bruge stereotyper, de altomfavnende onde og de altdominerende gode. Den går ikke hverken i virkeligheden eller i anden litteratur. Sauron ville have haft uendeligt ringe vilkår i en roman af Rifbjerg.

Og så er der den evigt tilstedeværende quest. Den, som vores nørde-Harry-Theo i årets julekalender er i færd med at drage ud på. Det er altid den allermindst ventede tøsedreng, der må ud på en farefuld færd for at redde verden. Som Frodo. Som Harry. Og som Tvebak. Hvilket han selvfølgelig gør, og i denne forbindelse altid d. 24 december. Undervejs må han ( Beklager stedord, pigehelte forekommer ofte i fantasy, no offense!) gennemgå en modningsproces, en coming-of-age som selve forudsætningen for at redde samme verden. Selve redningen har i grunden altid været uinteressant for mig–jeg syntes, det var lidt halvkedeligt, da Frodo kastede ringen i ilden–men selve rejsen er interessant. Så jeg ser i den grad frem til Theos (Theo/Frodo–got it???) farefulde færd gennem faunerne.

Så er man fantasyfreak, så er det bare med at kaste sig over julekalenderne. Det er årets chance. De første 4 afsnit af dette års har været lidt tamme, lidt ujævne, lidt længe om at komme i gang, lidt dvælende omkring de evigt irriterende juleforældre, men mon ikke der kommer mere magi på drengen, når han for alvor kravler gennem sin portal? Og bliver derinde, hvor der er noget ved det. Det håber jeg. Og sikkert alle de andre fantasynørder.

Men Theo skal lige være sig bevidst om sin arv. Han bør bøje sig dybt til jorden derude i Marselisborgskovene og sende en tak til gode, gamle C.S. Og Harry.

Continue Reading

Om at være bange for frikadellerne.

Vores madkultur og måde at spise på ændrer sig hele tiden. Og for tiden går det stærkt. Jeg repræsenterer en generation af madmæssige dinosaurer, der stadig både laver mad fra grunden samt ind imellem spiser gamle, danske retter. Os er der ikke så forfærdeligt mange tilbage af. Og de, der er, er af helt naturlige årsager hastigt på retur. Jeg tvivler på, at der for os gamle, som falder, vil være ny overalt.

Selv i min generation er utallige tillavningsevner gået tabt undervejs. Der er adskillige retter, der er forsvundet ud af mit personlige madkatalog, som for bare min mors generation var selvfølgeligheder. Jeg ville f. eks. aldrig kaste mig ud i at koge en suppe, lave hvidkålsrouletter eller foretage mig noget som helst indeholdende husblas.

Det er som om, madlavning er ved at blive fordelt mellem to poler. Enten går man ud at spise eller henter take-away. Selvfølgelig to vidt forskellige ting både pris- og ernæringsmæssigt, men begge dele indebærer, at man ikke tilbereder maden selv. Restauranter og fast foodsteder skyder op som paddehatte overalt, og går man, som jeg ofte gør, forbi Kødbyen ved aftenstide, så er det i alt fald tydeligt, at her er mere end tilstrækkeligt med kunder til de utallige tilbud. Primært, selvfølgelig, en storbytrend, men vi er ved at komme rigtigt godt med i provinsen. Her trives madentrepenørerne også. Og vel er der stor forskel på at spise ude på fancy restauranter sammenlignet med lige at hive en pizza med hjem fra snasken på hjørnet, men i grunden er udkommet af begge handlinger vel, at man ikke selv laver mad. Tillige bugner de mere velassorterede supermarkeders hylder med færdiglavede retter til hjemmeopvarmning, og selv salaterne er man efterhånden helt fri for selv at komponere og udskære. Det er allerede gjort af Netto.

Eller ( der var et “enten” i forrige afsnit!) laver man, sjældent men eftertrykkeligt, supermad derhjemme. Sådan noget, der tager timevis, indeholder ingredienser, der kun kan købes i specialforretninger, og som gerne gør en så træt, at det højst bliver en månedlig foreteelse. Og da kun for gæster. TV er ved at svømme over med mad- og kageprogrammer. Der bages, ristes, sauteres og snakkes mad i timevis på skærmen. Dog tales der aldrig–og jeg mener virkelig aldrig–om frikadeller og danske bøf. Til gengæld er vi alle på hils med fond og adskillige variationer indenfor kageglasur og pyntning. Den store bagedyst er et af de allermest populære programmer, og udover at helt almindelige mig-er aldrig ville komme i nærheden af hverken tid eller evner til den slags kreationer, så er faktum vel, at det, de fleste bager, er ganske almindeligt brød. HVIS de overhovedet bager…

Det er imellem disse to yderpoler, den stakkels frikadelle befinder sig. For når mad er ved at blive til udemad, take-awaymad og fancy retter, så er der ligesom ikke så meget plads til frikadeller og bøf. Jeg forsvarer på ingen måde frikadellens ernæringsmæssig- eller klimavenlighed, men jeg vil forfærdeligt gerne forsvare dens vedvarende eksistens. For de generationer, der kommer efter os dinosaurer, er ved at se pizza, shawarma og Nomamad som typisk dansk mad. Jeg vil vove at påstå, at en meget stor del af mennesker under 40 ikke aner, hvordan man laver frikadeller. Ligesom en overvejende andel af samme segment udelukkende får en dansk bøf, når de er på besøg hjemme hos os dinosaurer. I den generation, der består af deres børn og børnebørn, vil de allerfleste af de typiske danske retter være eksotiske madantikviteter, som ingen rigtigt tør binde an med selv at fremstille. Hvis de da overhovedet har hørt om dem.

Jeg hørte forleden, at de fleste af os har et madkatalog, som sjældent rækker ud over 8 retter. Indrømmet, det kan sgu` godt blive lidt ensformigt efter et par uger. HVIS man selv laver sin mad. Det er bl.a. derfor, så mange vælger alternative løsninger. Jeg vil nu nok vove at påstå, at mit personlige madkatalog er en smule mere omfangsrigt, men hvis jeg aldrig rigtigt investerede i at lave mad, ville det skrumpe med højhastighed. Jeg ville glemme, blive doven og ikke gide. Vores mødre havde ligesom ikke det alternativ–de var tvungne ud i daglig madlavning, fordi der ikke var andre til at gøre det for dem, og de vel, i alt fald i deres yngre dage, ikke anede, hvad en pizza var eller havde en take-away på alle deres nærmeste gadehjørner. Men meget at deres viden er også gået tabt, fordi vi har fået overspringsprodukter og, især, mindre tid, flere penge og tillokkende alternativer. Jeg tvivler på, at madlavningskunnen, som det var for mig og min generation, i fremtiden bliver noget, der går i arv. Noget, man lærte af sine forældre hjemmefra. For hvordan i alverden skal fremtidens generationer kunne lære deres børn noget, de ikke selv kan?

Jeg kan godt være bange på frikadellens vegne. Den har nogle dårlige odds, den lille sag. Om få år vil kun ganske få mestre at lave den. Den kan ikke sådan lige, i sin oprindelige form, opstøves hos diverse take-aways, supermarkedernes udgaver af den er simpelthen for underlødige, fancy restauranter er alt, alt for fancy og highclass til at producere den slags kedeligheder, der ikke engang kræver fond som ingrediens — og ingen aner, hvordan den lige laves.

Det er forbandet synd. For en del af vores identitet er vel også vores madmæssige identitet, som har rod i en, ofte klimabestemt, kultur, der trækker spor århundreder tilbage. Den er vi ved at glemme og ødelægge udelukkende af dovenskab, overvældende mange alternative tilbud, mangel på omtanke og simpelt madsnobberi.

 

Continue Reading
1 2 3 92