Baghave til salg!

Jeg har overvejet at sælge den yderste del af min baghave. Cirka der omkring, hvor der alligevel er fyldt med lugningsmodent ukrudt, og hvor ingen rigtigt kommer undtagen i september, når der er nødder. Der er kun et lille stykke, men lidt har vel også international ret.

For hvis (T)rumpen nu køber de godt og vel 4m2, så kan jeg godt gatantere ham en strategisk vigtig position i Europa. Ikke nok med, at han står som legal grundejer, når Sønderjylland syd for Kongeåen nok snart bliver solgt til tyskerne, men han kan på under en time nå Vadehavet omkring usønderjyske Darum, som han jo bare også kan købe og fylde op med vand og lave nye krigshavne på. For den sags skyld kan han vel også ekspropriere min bagbo og obersten bagved, for så er der næsten plads til en landingsbane, selv om den selvfølgelig bliver lidt bumpet.

Jeg har overvejet en pris i nærheden af et par milliarder. Dollars, altså. Fordi selv han må indse, at et sted skal han vel ligesom begynde. Det kan lige så godt være hos mig som hos naboen. Og hvis han begynder at bygge (T)rumpetårne, så skal han da være så velokommen, for jeg kan godt sige ham, at det bliver noget af en kamp at fælde de nødder. Vi har alligevel heller ingen udsigt den vej.

Jeg synes, det er rart at sådan en mand som ham viser sig velvillig til at købe al vores shitjord. For det bliver han nok nødt til, når han pludselig fatter, at ingen rigtigt synes, de vil sælge Grønland til ham. Selv for ham kan mindre vel gøre det. Og han skal være så velkommen til mine 4m2 skvalderkål.

Selvfølgelig vil han få en neighbour from hell. Men det finder han først ud af, når de der par milliarder er betalt!

Continue Reading

En mand og hans drøm.

Ude midt på ydersiden af intetheden i nationalparken Snowdonia i Wales ligger Portmeirion. Et lille stykke Italien i et ellers øde landskab af skiffer, lyng, vildtvoksende rhodendendron og ikke ret mange himmelstræbende drømme.

Men arkitekten Clough Williams-Ellis ville det anderledes, da han i 1925 erhvervede et stykke land og fik den ide, at han da ville have sin egen italienske landsby. Sådan rigtig italiensk og med alt, hvad der nu hører til den slags.

Det tog ham 50 år at bygge sit eget personlige paradis, og man må sige, at han ikke klattede sig om ved det. Portmeirion, som stedet hedder, er en komplet italiensk landsby med alt, hvad der nu hører til sådan en af klokketårne, campanillier, kirker, rådhus— og en vegetation, der beundringsværdigt svarer til en lignende på den italienske riviera. De må være håndføre, de planter!

Der er virkelig smukt i Portmeirion. Og besynderligt nok ikke kitchet smukt. Selvfølgelig er her turister, endda mange, men atmosfæren er vidunderligt afslappet og på mærkelig vis en smule sydlandsk. Det er som om, at mødet med dette erstatningsitalien gør noget ved en. Vejret i det nordlige Wales har normalt ikke mange lighedspunkter med dets slægtning syd for Alperne, men i dag skinnede solen, og stedet derude var bare så smukt og så uendeligt uligt resten af Wales.

Jeg er vild med mennesker, der har fuldstændigt vilde drømme, som ved første blik ser komplet urealiserbare ud. Mennesker som ikke bare lige sådan giver op, men uden ret mange skrupler simpelthen bare går i gang med at føre dem ud i livet. Jeg synes, det er beundringsværdigt modigt at forfølge sine spøjse ideer. Selvfølgelig var manden både arkitekt og rimeligt velhavende, hvilket da bestemt ingen hindring er i denne henseende, men derfra og til at bygge en hel italiensk landsby på en forblæst bjergside i Wales er der nu alligevel et stykke!

Continue Reading

Om Englandsbåde.

Det er tyve år eller endnu mere, siden jeg sidst var ombord på en Englandsbåd. Sikkert fordi der slet ikke findes den slags mere i Danmark. Man skal helt til Holland for at finde en, der sejler mellem Amsterdam og Newcastle, men så er den til gengæld også dansk. DFDS-dansk.

Og i grunden ligner den jo sig selv fra dengang, jeg var en ivrig Nordsøpendler pr. båd. Her er stadig smånusset og lugter af havvand, gamle ølsjatter og popcorn. Kahytterne er bestemt heller ikke blevet større. Til gengæld kan man være heldig og få en for sig selv— som mig, der har hele fire køjesenge at flyt-fornøje mig med i nat.

Meget ulig dengang, man sov i store sovesale på noget, der føltes som nederste, mest beskidte dæk og kun var en centimeter sømil bedre end hængekøjer. Hvilket i grunden ikke betød så meget, for Englandsbåde kaldte som regel på at feste igennem og rulle sig gennem en vuggende nat i diskoteket. Det var dengang, det var toldfri. Så vuggede vi bare endnu mere.

Og DFDS havde en båd, opkaldt efter salig Winston Churchill, hvor apteringerne var af træ, og cafeteriadamen den samme gennem en menneskealder. Hun var i øvrigt fra Varde og kunne kende en fra gang til gang. Faktisk plejede vi i en del år at booke efter, om det var Winston( det var sådan en båd, man kom på fornavn med!), der sejlede, for de der moderne plastikbåde regnede vi ikke. Skal man sejle til England, skal det vel være med maner.

Bare ved at sidde her i diskoteket, som til fulde ligner og lugter som sig selv, kryder nostalgien ind på mig. Det var sgu’ Nordsøtider, dengang. Altså indtil en hvis irsk harpe ødelagde al den romantik ved at tilbyde entimes overfarter til London for under en hundredekroneseddel. Det er så her, jeg skal fortrænge alle de overfarter, hvor vi enten lå underdrejede eller brækket flød i tykke floder på alle toiletter. Det gør jeg gerne.

Men det er underligt at være her igen. Nostalgisk, romantisk underligt. Jeg må nyde det, indtil vi i morgen formiddag dokker i Newcastle. Og mindes.

Continue Reading

Når more is more.

Jeg kom tilfældigt forbi dette hus i dag. Det ligger i en mindre by i Sønderjylland. Og jeg blev faktisk så fascineret af det, at jeg simpelthen MÅTTE fotografere det.

Og så var det ikke engang huset, der i første omgang betød en halvtabt underkæbe og et smil. Bevares, det er et yderst nydeligt hus i stilen fra netop den egn, og det ser samtidig ualmindeligt velholdt og kælet for ud. Men haven……. Jeg er fuld af beundring for mennesker, der går så all in på, hvad de nu engang samler på. Det må have taget oceaner af tid og vidtrækkende togter til både ind og udland at samle SÅ mange variationer indenfor havenisser og vindmøller. Hvis man ser rigtigt godt efter, er der jo dusinvis af udgaver, og jeg er faktisk ret forbløffet over, at der findes en så bred kollektion indenfor såvel møller som nisser. Det vidste jeg ikke.

Jeg synes samtidig også, det er modigt at stille en sådan parade op lige ud til vejen og til fuldt skue for alle. Nu ved jeg godt, at jeg selv har et lidt traumatisk forhånd til havenisser og helst holder mine eksemplarer lidt for mig selv. Jeg ville aldrig blive modig nok til at stille min handicappede ud til vejen. Kun til jul, hvis det SKULLE være, men det skal det så ikke. Men disse husejere paraderer i ren overkillstil og uhæmmet all in med hele samlingen. De viser med al tydelighed, at more is more, og nægter at følge beskedenhedens krav om, at det er less, som bør være more.

For selv om jeg tabte kæben lidt, så smilede jeg altså også. Blev glad, sådan. Jeg mener, man kan da næsten ikke andet, når hele kompagnier af nissemændene og vindmøller bare står så sødt og nydeligt. Jeg synes godt nok, det både er modigt, godt fundet på og en eklatant skiden på normer og andres vedtagelser om æstetik og god smag. Når man gør den slags, så kan man lige så godt gøre det med maner. Og det, synes jeg, bliver gjort ved dette forunderlige hus i en lille Sønderjysk by, hvor more noget så gevaldigt er more.

Continue Reading

Med husmoderen på tur.

Måske er det en husmoderlig erhvervsskade. Det kan selvfølgelig også være nærighed. Under alle omstændigheder har jeg lært at leve med det og har også erkendt, at det nok aldrig går over….

Dette med, at selv om jeg hjemmefra udstyres med penge fra mit busselskab, som skal bruges på at købe slik og småkager til gæsterne, så læser jeg alligevel de grænsekiosklige tilbudsaviser. Så tjekker jeg, hvad der er billigst–eller helst på tilbud! Ligesom jeg, når jeg har udrejse ud af KBH, da bestemt rejser Orange og indretter mine togture efter de tidspunkter, der er mest besparende. I det store udland kunne jeg ikke drømme om andet end at indkøbe mere slik og flere småkager udelukkende på steder, hvor jeg får en klækkelig rabat. Ikke en opsparingsrabat, så pengene tilfalder mig, men udelukkende sådan en her og nu, som i sidste ende alene er til rejseselskabets fordel. Jeg er en ørn til at finde smuthuller til billigere entrebilletter, og personligt har jeg, ved entrebetaling, været 60 ( eller hvad man nu skal være for at kvalificere sig som senior) de sidste 15 år.

Det gør ondt i mig at skulle betale fast pris. Også selv om det slet ikke er mig, der i sidste ende betaler. Jeg må være ethvert rejseselskabs drøm af en discountguide, og mine gæster burde være evigt taknemmelige for de adskillige ekstra stykker slik og antal småkager, der falder af til dem, udelukkende fordi varerne er på tilbud. Utilbuddede varer er dybt uinteressante. Ydermere kan jeg også–fra Land`s End i syd, til Inverness i nord og til Galway i vest–udpege gode discountbutikker i enhver by af rimelig størrelse, tilligemed at jeg på få sekunder kan indtegne samme byers genbrugsbutikker på et kort og klart melde ud, hvilke der er de mest fordelagtige. Jeg har et tæt forhold til kæder som Iceland og Poundland og ved, hvilke varer der er bedst at købe i den ene–frem for den anden. God lakrids er f.eks. bedst– og billigst– i den sidste.

Måske er det topmålet af tåbelighed at styrke rundt og samle rabatter og nedsættelser på andres vegne. Det er jo ikke sådan, at nogen køber blomster til mig for de tusinder, jeg ikke formøbler. Omvendt kan jeg simpelthen ikke lade være. Efter adskillige år som pengestyrende direktør på husholdningsområdet her i huset sidder det så dybt i mig, at det nærmest gør fysisk ondt at betale fuld pris for noget, man sikkert sagtens kan få billigere. For det er jo samtidig ikke fordi, det drejer sig om discountvarer som sådan. Selve belønningen ligger præcis i at få den gode, den lødige, den ordentlige vare til nedsat pris. Dårlige og kønsløse ting har ingen interesse. Dem kan de såmænd smide efter mig gratis, uden at jeg gider samle dem op.

Sat lidt i perspektiv burde de fleste firmaer vel egentlig stå sig enormt godt ved at have sådan en som mig. Der burde ansættes hære af husmoderlige sparetyper på min alder i ethvert firma, og så skulle det såmænd nok gå dem rigtigt godt økonomisk. Fidusen ligger jo i, at for sådan nogen som os er det absolut ingen kraftanstrengelse at finde gode tilbud. Det ligger ligesom på rygmarven, er nærmest en del af vores DNA. Og som tillægsgevinst blomstrer og trives vi netop ved, at det lykkes os at spare. Så bliver vi noget så glade og medgørlige, og vores belønningscentre strutter, så man givetvis kan se det udefra. Og hvis statslige foretagender også ser en fordel i os, vil det udelukkende være af det gode. Vi går nemlig samtidig KUN–som i KUN–efter det ordentlige, det anstændige og der, hvor vi kan være os selv bekendt. Og dette med at spare–det går sådan bare aldrig over…..

Continue Reading

Om tyske film.

Jeg kan huske, at jeg så meget Fassbinder i 70-erne. Derefter holdt i alt fald jeg op. Altså med at se tyske film. Det var som om, at med Fassbinders død, afgik tysk film generelt ved døden.

Først i løbet af de sidste år har jeg igen fået øjnene op for tyske film. Og det er jeg noget så taknemmelig for. For tyske film er gode. De er seværdige, de har gode historier, de har humor, de vrimler med gode skuespillere–og så har de det der uforklarlige europæiske touch, som gør dem så behageligt anderledes end alt det, der spyes ud fra Hollywood. Helt ærligt er vi vel som danskere også mentalt noget nærmere vores sydlige naboer end glimmerfabrikken derovre på den amerikanske vestkyst. For tyske film handler om dig og mig, sådan som vi kan genkende os selv, og –indrømmet!–i alt fald jeg finder det mange gange svært at identificere med glamourdamerne fra “over there”. For slet ikke at tale om actionheltene med samme adresse. Jeg er mere til realisme end til overgearet action. Og det er netop det første, tyskerne er så eminente til.

Faktisk har jeg nydt den bølge indenfor tyske film, der seriøst tog nazitiden op og behandlede den med sviende selvransagelse. Ikke undskyldte den, men viste den med hovedvægten på almindelige menneskers liv og forhold. Den trend spyttede mange små mesterværker ud, tillige med at den også samtidigt forårsagede en kiggen indad på tiden bag det såkaldte jerntæppe i Østtyskland. Til stor overraskelse for mine uhyrlige fordomme, er tyske film fulde af en stille, underfundig humor, som er så let genkendelig for mig som dansker. For det er præcis der på smileskalaen, jeg også selv er. Tyske film brager ikke derudad med lagkage- og falde på halen, men dyrker i stedet underfundigheden, ironien og alt det, vi som danskere elsker omkring humor.

Alle DRs  små kanaler er rigtigt gode til at vise tyske film. Endda altid tyske kvalitetsfilm. I aftes var der faktisk 2 i streg på DRK. Nok var filmen om den unge Karl Marx interessant, men den egentlige godte måtte man vente til en noget mere sengetids-uvenlig tid for at se. Til gengæld var filmen Ud af intet et lille mesterværk om det moderne Tyskland. Det var lige præcis sådan en film, der skriver sig ind i den allerbedste realistiske tradition og, hvis de nu ikke havde talt tysk!, sagtens kunne have været instrueret af en mester på feltet som engelske Ken Loach. Hvis den bliver genudsendt, kan jeg kun anbefale, at den ses, for enhver, der ser den med et par tysk-film-fordomsfulde briller på, vil straks blive omvendt. Det var netop sådan en film, der bliver uendeligt stærk i kraft af sin egen lavmælthed.

Så her i huset er der TV-glæde, når programmet byder på en tysk film. Det ville jeg have forsvoret for bare nogle få år siden, hvor reaktionen i stedet ville have været at undlade netop den tyskfilmvisende kanal. At gå udenom et stort filmland på grund af tåbelige fordomme, begrundet i uvidenhed. Nu ved vi i stedet, at tyske film borger for kvalitet, gode historier, fantastiske skuespillere—og netop den realisme, humor og lavmælthed, der i grunden også er så dansk. Og samtidig så uendeligt fjern fra Hollywood.

Dette blot for diskret at pege på, at man snyder sig selv, hvis man ikke tager imod muligheden for at se de tyske film, der ofte sendes på DRs små kanaler……

 

 

Continue Reading

Om den gode historie.

Forleden kom jeg til at fundere over, hvad jeg egentlig går efter, hvad der tiltaler mig, når jeg sidder og forbereder mig til endnu en tur ud i andres ferielande. Hvad er det i bund og grund for historier, for oplysninger, der gør indtryk, sætter sig og kan huskes? Og hvad er det, jeg allerhelst selv vil fortælle, ja, nærmest nyder at få fyret af? Samt husker.

Det slog mig, at de, i mine øjne, bedste historier, altid indeholder elementer af kærlighed, romantik–og død! Jeg er relativt immun overfor store bygværker ( med mindre de er virkelig omfattende store!), krigsskuepladser og monumenter. Altså med mindre, der er elementer af noget menneskeligt tilknyttet dem. At nogen gik gennem krig, sult og bomberegn for at bygge dem, at et enkelt geni ledte sin hær til sejr, fordi han personligt skulle hjem til sin elskede ( som fungerer bedst, hvis hun liiige er død, når han endelig når frem!), eller at monumenterne har en klar reference til folk med en Fandens god historie. Jeg er vild med martyrer, løse kvinder, landevejsrøvere, folk, der får hinanden på trods samt–ikke at forklejne–absurde og bombastiske måder at møde sin død på. Jeg ved ikke, om det siger noget specifikt om mig, men jeg er altid lidt forventningsfuld og opsat på historierne oppe i York, hvor vi altså både har Margaret Clitherow, der for sin vedholdende katolicisme blev MAST til døde, før de skar den ene hånd af hende og gemte den bag et gardin på et nuværende vandrerhjem, og Dick Turpin, der blev hængt langsomt ( minimum 5 timer i galgen!), efter døden stjålet af medicinstuderende, fundet i afdøde samlesæt og til sidst overhældt med læsket kalk for ligesom at blive der, hvor han nu engang var. I øvrigt er dette med at blive stjålet til medicinske formål absolut ikke nogen enkeltstående handling. I Edinburgh har de jernriste med hængelås over gravene for at imødegå potentielle tyverier. Det var her, Mary Shelley fik ideen til den vanvittige videnskabsmand Victor Frankenstein.

Og kærligheden. Den er også god. Bedst når man selv sidder der med ufrivillig rystende underlæbe og med flere hundrede års afstand på efterkrav begræder endnu et par, der ikke fik hinanden. For de bedste historier er dem, hvor det går galt. Er der en løs kvinde indblandet, er det endnu bedre. Løse kvinder er vildt fascinerende, fordi man samtidig kan prise sig selv lykkelig over, at det nok alligevel går en rimeligt, fordi man da ikke er sådan. Historien over alle historier på den front er nok Mary Stuart, som var så venlig at leve sit liv op til millioner af siders stof til romaner. Ikke blot blev hun halshugget ( virkelig god død!), men formåede også at sjusse sig gennem mænd og elskere på samlebånd. Hun var, som man sagde i min barndom, “om sig”, og hvis man betvivler, kan man jo bare tage til Holyrood Castle og se den uafvaskelige blodplet, der stammer fra dengang, hun nok fik nogen til at omgøre den italienske elsker, fordi hun skulle videre i mandekataloget. Misforstå mig ikke–jeg er fuld af beundring for Mary og den måde, hvorpå hun forvaltede en arv, der var bortformøblet på forhånd. Især fordi hun er enhver guides lækkerbisken og direkte kan foranledige, at man også kan snakke om kusinen dernede i England, hende Elisabeth, der bestemt også har et bagkatalog af forbandet gode historier.

Sådan er det også med romanerne. Og filmene. Der skal være kærlighed og død. Ikke sådan standard og Netto-discount-kærlighed-og-død. Nej, må vi bede om det spektakulære. Det mindeværdige og det makabre. Det, der ligger ude over de grænser, der normalt er herude i provinsen, hvor vi da i det mindste ikke ret tit parterer og stjæler lig eller myrder elskere. Jeg er nærmest ude af stand til at huske årstal, med mindre de er ikoniske som 1066, men er der en god død og en dybt ulykkelig kærlighed, så er jeg sgu` på. Og så er det lige præcis det, jeg husker.

Derfor er der overtryk i mit hoved af kærlighed og død. Af alle historierne. For det er dem, jeg husker.

 

Continue Reading

En god, underfundig film.

The Black Klansman. Viaplay.

Det er noget af en uhyrlig, men tilsyneladende autentisk, historie, denne underfundige film af Spike Lee bygger på. Men ingen er trods det, det fjerneste i tvivl om hvad instruktøren mener.

Vi er i 70-ernes Amerika med Vietnamkrig, sorte pantere, afrohår, Ku Klux Klan og racistiske politibetjente. Her får den nyansatte ( og primært arkivhenviste!) sorte betjent Ray den himmelråbende tossede ide at ville infiltrere Ku Klux Klan. Ikke nok med det. Som sit alter ego hyrer han lige sin jødiske kollega, således at opgaven er, at Ray taler i telefon med klanen, mens kollegaen tager sig af den mere konkrete optræden i miljøet. Oven i det er Ray i øvrigt kæreste med den relativt kontroversielle leder af den lokale, sorte studenterbevægelse. Sådan bare for, at tingene ikke skal være alt for ukomplicerede.

Men faktisk går det ret glat. Klanmiljøet er, for nu at være diplomatisk, ikke overbebyrdet med store tænkere, og på ingen tid er Ray blevet telefon-slyngven med David Duke, klanens øverste chef(ideolog). Skildringen af klanmiljøet er på den ene side dybt udleverende og grinagtigt, men samtidigt også skræmmende i al sin enfoldige fundamentalisme og rendyrkede had. Der spares ikke på slogans som “America first”, og man har nok en fæl lille mistanke om, at der hver gang, det siges, sendes en pæn lille hilsen et helt andet sted hen. Især fordi det synes at være alle overtossernes motto. Og nok er de sortes oprørsbevægelse skildret med en smule oversentimentalitet og ubetinget solidaritet, men det er altså til at leve med i denne film. Især fordi nogle- og- halvfemsårige Harry Belafonte stråler på scenen med sin historie om filmen Birth of a Nation. Jeg troede, manden var død. Det er han så heldigvis ikke, så ingen har for alvor “…had to leave a little girl in Kingston Town.”

Det hele ender i bomber og brag, og den kloge narrer den mindre kloge. Og vi er på intet tidspunkt i tvivl om, hvem der er klog, og hvem der bare bevidstløst kan sige America first. Det er så også i orden, for historien er god og underfundig, skuespillerne stråler nok til adskillige Oscar-nomineringer, og Fox News har sikkert fundet det hele socialistisk og samfundsundergravende. Hvilket nok også var meningen……

Continue Reading

Nogle af de bedste dage hele året.

Skadefryd er absolut ingen positiv følelse, men på en måde er den forsvarlig, når man i årevis selv har stået model til alt det, man nu er skadefro over. Aftjent sin samfundspligt, så at sige. For disse dage er, på den konto, nogle af de allerbedste hele året. Ikke DEN bedste. Den finder man nemlig en mørk, grå dag i januar, sådan en dag, der burde være ulovlig rent menneskeligt, men som alligevel er den dag, skolerne starter efter juleferien.

Jeg kan godt lide at sidde her i mit køkkenvindue og se andre mennesker tage på arbejde. Især dem, der møjsommeligt forcerer bakken med folkeskolen for enden af samme som mål. Og især i disse dage. Allermest nok, fordi jeg så inderst inde og udmærket ved, hvordan de har det. I hvert sejt tag op ad den bakke ligger fortvivlelsen over, at ferien er slut, blandet med frustrationen over, hvor i alverden den blev af og det uoverskuelige i, hvornår den overhovedet kommer igen. Sommerferien er svær for lærere. Den er lige præcis lang nok til, at man vænner sig til den, og lige præcis for kort til, at den er nok.

Jeg kan bedst lige de tidspunkter på året, hvor arbejdende mennesker går på arbejde. Ikke for at grovdyrke min skadefryd til overkill-stadiet, men mere sådan fordi, jeg så rigtigt kan nyde min fortjente pensionisttilværelse i fred. Samt tillade mig gavmildt også at føle medlidenhed, og medlidenhed er vel, når alt kommer til alt, bare en følelse, der signalerer ens egen overlegenhed i forhold til den arbejds- og nødstedtsramte. Som man har RÅD til. Jeg kan bedst lide forretninger og bybilleder, når jeg har dem relativt for mig selv. Det er så forbandet bøvlet, når samme vrimler med ferierende og skolebørn på ferieslap line. I arbejdende perioder klarer jeg gerne mine ærinder, inden skoletiden er omme, så jeg får min Netto behageligt køløs og alle mine andre gøremål uden den store medvirken af andre. Hvilket jeg i øvrigt ser som et af de allerstørste privilegier ved at være semi-arbejdsfri.

Underligt nok kan jeg i samme åndedrag sagtens abstrahere fra, at jeg faktisk selv skal på arbejde i nærmest døgndrift resten af måneden og langt ind i efteråret. Mens jeg sidder her og skadefryder over cykeltræk op ad bakken, læser jeg som en gal på Holland og det meste af Storbritannien, hvortil turen går allerede fra på tirsdag. Det siges ( blandt guider), at arbejdet som guide i virkeligheden ikke er et arbejde, men et kald, hvilket vel i første omgang refererer til den såkaldte løn. Lad os bare sige, at det nok ikke er det oplagte indsatsområde, hvis man agter at blive speedy millionær. Personligt ser jeg nok mere det med kaldet som en bestyrkelse af, at det, for mig, er det bedste arbejde, der findes. Sådan et, man glæder sig til at gå i gang med hver evig eneste gang. Hvem andre arbejder med glade mennesker, der er på ferie, som gerne vil se lige præcis det, man selv brænder for at vise dem, og som (ulig skoleelever) er lukket inde i en bus, så man kan præsentere dem for alle ens foredrag om yndlingsemnerne, mens de ikke har en jordisk chance for at slippe ud. Det må vel heller ikke forklejnes, at man faktisk bor på ret gode hoteller og spiser ret god mad, selv om det da i længden begynder at synes uoverkommeligt at skulle igennem de tre retter hver aften.

Så når jeg ser på de møjsommelige pedaltag op ad bakken, læser jeg nok selv en form for lidelse ind i dem. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg føler mig så inderligt priviligeret her ved mit køkkenbord mellem atlas, Wiki, guidebøger og stakkevis af brochurer. På min virtuelle tur gennem Storbritannien er jeg p.t. nået til Lindisfarne, som i denne henseende ikke er et nok forlængst glemt band fra Newcastle fra 70-erne, men altså en ret betydningfuld lille klosterø sammesteds. Jeg ved ikke ret meget om den ø. Men jeg glæder mig–som i GLÆDER mig–til at læse mig til meget mere om den. Hvilket er mere end jeg på nogen mulig måde kan sige om mine egne møjsommelige pedaltag op ad den bakke på noget tidspunkt den første dag efter sommerferien!!

Det bliver dejligt at få de skolebørn verfet ind i skolerne igen sammen med deres lærere, så vi pensionister kan få verden i lave igen og for os selv. Og så vi, der ved, hvad alt det drejer sig om, kan sidde ved vores køkkenborde–eller hvor vi nu ellers sidder–og føle den der berettige skadefryd. Blandet med medlidenhed, selvfølgelig. For det har vi da råd til!

Continue Reading

Om agurker og tomater.

Dette er dagens høst. Dagens gavmilde høst. Dagens forfærdeligt gavmilde høst.

Jeg ER skam taknemmelig. Ingen skal komme og sige, at jeg ikke påskønner mine vildt forplantningsivrige grøntsager. Som må have hørt noget om kaniner og enstemmigt besluttet at gå i direkte konkurrence. Omvendt giver det mig også en gnavende dårlig samvittighed. For hvordan i alverden skal to mennesker nå igennem alt det på en dag? For i morgen kommer der endnu en tomat-og agurk-jubeldag.  Den lurer allerede. Og de venlige naboer har jo allerede gjort deres. Fra flere sider er der her indført akut agurkeembargo, og med mindre jeg indfører bissemetoder a la (T)rumpen i hans egen personlige handelskrig mod Kina (der i øvrigt har taget sådan cirka resten af verden som uskyldige gidsler), må jeg (ulig ham) æde mit eget lort.

Hvis nogen undrer sig over, hvad de store grønne agurkelignende, ret forvoksede klumper er, så er det skoleagurker, der længst er færdige med gymnasiet. Sådan kommer de til at se ud, når ingen plukker dem. Indeni bliver de relativt storkernede, og hvis man skulle sammenligne dem med får, så har de smagsmæssigt overstået lammestadiet og er gået i ren uld. De egner sig udelukkende til salater, hvor man kan pakke dem ind i noget andet–helt sløre deres tilstedeværelse kan man jo ikke. Det kræver godt og vel en liter græsk yoghurt og det meste af et helt hvidløg at tvinge sig selv til at tro, vi befinder os i agurkefamilien, men med lidt god vilje kan alt jo lade sig gøre. Det er totalt udelukket at bruge dem til deres oprindelige formål. Nabobørnene ville skulle have flyttemandsassistance, hvis de sataner skulle med i skole.

Så menuen de næste mange dage tager som princip udgangspunkt i, hvorledes to mennesker mest kvantitativt kan spise så mange tomater og agurker som muligt. Der vil minimum blive lavet 2 slags agurkesalat og tomatsalat til hvert måltid, frokosten vil indeholder op til 5 tvungne tomater, og enhver varm ret skal indeholde variationer af tomat. Hvis man da overhovedet kan variere tomat. Ret meget. Der vil blive spist sammenkogte retter på samlebånd, og er man rigtigt snild, kan et par ekstra tomater vel gøre det ud for kød. Endelig kan de da også fryses. Det gør jeg hvert år. Akkurat som jeg hvert år finder dem i bunden af fryseren hen omkring juni og bærer dem derhen, hvortil man bærer sine antikke, nedfrosne tomater i juni. Men madspildsvenligt nedfrosne blev de da.

Heldigvis fik vi ryddet hele fryseren og køleskabet i sommerhuset, selv om det holdt hårdt. Faktisk så hårdt, at vi den sidste dag blev nødt til først at spise os mætte i is og dernæst tage et lille stykke laks ovenpå, hvis vi var mere sultne. Så det var da godt, at vi ikke også deroppe strandede på tomater og agurker. Det tror jeg næsten ikke, jeg ville kunne klare.

Men faktum er, at det ikke er tomater og agurker, vi går ned på. Og at vi er dybt taknemmelige, men også begyndende modløse og lidt fulde af dårlig samvittighed på helt klart ikke bare forventet, men forudset, efterbevilling af udsmid og råd. Hvis nogen akut står og mangler et par tons af de nævnte grøntsager, så er vi meget åbne for at donere dem som helt gratis gave. Og hvis vi om en uges tid begynder at anlægge os tvivlsomme misfarvninger i rød og grøn på huden, så håber vi, omverdenen vil vise sig forstående.

 

 

Continue Reading