Skoven revisited.

Og der ligger de så–ruinerne af alt det, der står som indbegrebet af ens ungdom dengang i 70-erne, da der var lørdagsballer med levende orkestre, sjælere på sidste melodi og servitricer med små, nette forklæder. Det er næsten som at kigge ind i sig selv, hvor ruinerne af forgangen ungdom også altid har en plads. Forskellen er bare, at man selv har passet godt på den ungdom, dyrket den en smule. Der er ingen, der på nogen mulig måde har dyrket de mere og mere forfaldne ruiner af restaurant Skoven de sidste mange, mange år.

Men dengang i 70-erne var stedet på toppen af bakken med den allermest attråværdige udsigt over fjorden lørdagenes samlingssted for ungdommen hele vejen rundt om fjorden. Vel var der større byer, og vel var der mere moderne etablissementer, men Skoven kunne noget. Eller også var det bare fordi, den havde sin helt, helt egen forlystelsessyge sjæl.

At få lov til at komme i Skoven var noget, man skulle vokse sig til. Blive gammel nok til, for dengang var det sådan, at mange forældre stadig vogtede nidkært over deres afkoms ry og rygte. Især dem i de små provinsbyer. Så første gang, jeg var i Skoven, var jeg der faktisk slet ikke. Det var noget med at ligge i telt i den yderste og mest Skovnære del af haven, smugle det pæne tøj med i soveposerne og så stikke af til det forjættede Skovland, når forældrelyset oppe i huset blev slukket. Selvfølgelig var der nogen, der så os, og selvfølgelig var der nogen, der sladrede. Personligt tror jeg, det gav mig straf på en latenstid på et par måneder i forhold til min officielle skovdebut.

Men når man så først kom derind, blev man ligesom fanget. Som et uundværligt lørdagsnarkotikum, der såvel var ugens afslutningsclou, som det incitament, der gjorde, at man på baghånd kom gennem den næste uge. I begyndelsen, husker jeg, at jeg blev sat på en form for ration med hver anden lørdag. Jeg husker også, at jeg alle disse rædselsfulde lørdage uden Skov cyklede derop på min klap-sammen-Minicykel og stod udenfor for dog at indsnuse og indhøre en smule af atmosfæren. Det var vi mange, der gjorde.

Det første, man blev mødt af, var udsmiderne. Jeg husker dem som hærdebrede og decideret horisontalt udfordrede og som nogle, man bare skulle sørge for at være på enormt god fod med, for så kunne man snakke sig til at “få lov til lige at kigge ind”, hvis man en aften stod uden tilladelse fra det hjemlige og bare i den grad måtte tjekke, præcis hvad man så gik glip af. Eller rettere, HVEM man så gik glip af. På et tidspunkt var jeg uhyre interesseret i en lækker billetsælger, hvilket jo indebar en slags deltidsjob ude foran billetlugen, så jeg blev noget så hjertevenner med disse godhjertede brydertyper. Billetsælgeren skulle jo også ind imellem sælge billetter, forstås.

Når en pige skulle i Skoven, gjorde hun sit ypperste, og var alt det ypperste allerede flashet flere gange, så lånte vi tøj af hinanden. Byttede rundt, så vi sikkert alligevel allesammen har lignet hinanden. Det var jo ingen hemmelighed, at det selvfølgelig gjaldt om at score de flotteste fyre. Hermed mener jeg, at der da decideret var fyre, vi ikke syntes var flotte. For selv i det lille område var der udkanter, og os inde fra byen nedlod os aldrig, virkelig aldrig, til træskostøvler og folk, der var ankommet på knallert. Bagefter har jeg selvfølgelig tænkt over, hvordan i alverden vi kunne spotte det med knallerterne (træskostøvlerne kunne vi jo se med det blotte øje!), så måske var det bare noget, vi kunne mærke.

Det var nemlig dengang, man skulle bydes op til dans. Når Wind-Set, for det hed orkestret alle de år, jeg kom i Skoven, spillede kopier af alle hitsene, så skulle fyrene komme og spørge pænt, om man ville danse. Det var ikke specifikt legalt at sige nej, men det gjorde vi. Til træskostøvlerne og den enlige, springende hjort i hjemmestrikket akryl. Kun ganske få gange erindrer jeg selv at have spurgt om en dans, men så har jeg nok enten været overmåde forelsket eller overmåde beruset. Eller begge dele. Alligevel erindrer jeg det ikke som et stykke kønspolitisk historie med negative kvindetoner. Nærmere omvendt. Mere som fyrene som en slags statister i vores personlige udstillingsvinduer, hvilket i sig selv desværre også er enormt uflatterende.

Men man dansede med ham, der havde budt en op. Altså kun ham. Der var ingen umotiveret hoppen og springen rundt, og det mest innovative, vi kunne danse os op på, var akavede sving gennem arme. Hvilket i øvrigt også gav en smule logistiske problemer, for der var tæt, meget tæt, på dansegulvet. Men SOM vi dansede! Wind-Set var, som sagt, lokalmestre i kopier af tidens hits, og jeg kan stadig den dag i dag ikke undgå akutte strejftanker om Skoven, når jeg hører Yellow River, It Never Rains in Southern California og Sealed With a Kiss. Især Sealed With a Kiss. For det var næsten altid den, der var sidstenummer. Og sidstenummer var altid en sjæler. En form for sidste udkald til at finde aftenens kæreste, hvor man allerede før nummeret begyndte, kunne sanse panikken før lukketid. Og hvor dem med knallerterne lige så godt kunne indse, at de nok kæresteløse og slukørede kunne begynde at traske ud til køretøjerne….

Wind-Set var ikke noget dårligt orkester. Slet ikke, de spillede tidens hits på en absolut genkendelig måde, og det var vel det, de skulle. Ydermere tog de også selve arbejdet dybt alvorligt, og jeg mindes endnu engang, jeg var på skoleekskursion til KBH med det medlem af gruppen, jeg gik i klasse med, som skulle flyves hjem på midt i ekskursionen for at passe sit scenearbejde. Det var vi ret imponerede over. Der var ingen af os, der sådan bare fløj. Og at han så umiddelbart inden afrejsen fra hovedstaden brækkede sig i en utæt fletkurv på Nationalmuseet pga. alkoholiske udskejelser i storbyen, det syntes vi bare, var SÅ sejt. For vi vidste jo godt, at ingen med vilje bliver væk fra Skoven en lørdag aften. Havde vi selv været i stand til selv at flyve hjem der midt i udflugten, så havde vi da gerne ofret et Tivoli for ikke at gå glip af en lørdag i Skoven.

Der var også det med lørdagene i Skoven, at de blev en fortælling i sig selv. Vi startede allerede søndag. Så kunne vi i timevis minutiøst gennemgå, hvad lørdag aften havde budt på. Hvem vi havde snakket med, danset med, skændtes med, scoret–samt hvad alle de andre havde foretaget sig. Især dem, der havde foretaget sig noget opsigtsvækkende, noget mindeværdigt og uventet. Jeg tror ikke, vi decideret havde hitlister over forventede og opfyldte scoringer, men vi var i alt fald relativt selektive, og netop en god scoring var et samtaleemne, der kunne bruges i timevis, når vi nu alligevel skulle køre i bus timevis for at komme i skole og gik døde i at lære latinske oversættelser udenad før bygrænsen.

Der var nu noget over de provinsballer med levende orkestre, som diskotekerne aldrig har opnået. Noget, og her går jeg lidt tør for ord, men måske er “ægte” ikke helt ved siden af.

Det var sjovt, og det blev faktisk også på sigt betydningsfuldt for mange. Personligt fandt jeg aldrig en blivende kæreste i Skoven (selv om guderne skal vide, jeg fandt mange ublivende!), og det var vel heller ikke det, der var hovedformålet. Omvendt kender jeg mange, der har fundet hinanden i Skoven. Og stadig holder sammen.

Men nu ligger den der, forladt, forbrændt og ruineret som et grimt monument over alt det, der var. Tiden er tilsyneladende løbet fra levende kopiorkestre, pardans, opbydning og balkørsel på knallert. Det gjorde den vist for længe siden. Det er trist, for det var sjovt. Primært fordi det lige ramte ind i den periode i ens ungdom, hvor ens hoved var skruet sammen på en måde, så det var det, der blev livsnerven. Senere er der så kommet andre ting i livet af væsentlig mere substantiel betydning. Og når det hele så bliver alt for seriøst, så kan man jo altid danse en lille Sealed With a Kiss omkring sig selv og være 18 indeni igen.

Continue Reading

En super thriller.

Paula Hawkins: The Girl on the Train/Kvinden i toget.

Helt sikkert old news, for bogen er fra 2015 og storfilmen fra 2016, men derfor er den stadig og (måske?) igen særdeles læseværdig, neglebidende og bare forbandet godt skruet sammen. Filmen er i øvrigt også amerikaniseret og foregår i New York, mens denne, den oprindelige, kører på togstrækningen fra London og vestpå. Det betyder noget, i alt fald for mig.

Rachel er fraskilt på den ubehagelige måde, overvægtig, arbejdsløs, boligløs (midlertidigt tålt ophold hos en fjern veninde)–og så er hun alkoholiker. Ikke mindst det sidste er selve plottets omdrejningspunkt, for Rachel har det med at få tordnende black-outs i sine særdeles aktive perioder, og det er mindre hensigtsmæssigt, når man overværer mord og andre ubehageligheder i døddrukken tilstand og derfor ikke har den fjerneste erindring om, hvad der er foregået. Hun er stadig forelsket i sin eks., og hun kører stadig hver dag fra en lille flække ude vestpå ind til sit ikke-eksisterende arbejde i London–forbi lige præcis forbi der, hvor eks-en og den nye præmiekone med elitebabyen bor. Der bor også flere interessante ( og især misundelsesværdige) mennesker langs togstrækningen, og Rachel iagttager inde i sin lille beskyttelsessky af gin og tonic på dåse deres tilsyneladende glamourøse liv. Der dog viser sig at være næsten lige så shitty som hendes eget.

Megan, som er en af Rachels favoritpersoner langs ruten, forsvinder pludselig en dag, og Rachel mener selvfølgelig, hun både har set noget samt måske nærmest er involveret. Hvis hun altså bare kunne huske det. Skildringen af Rachels alkoholisme er så intens og velskrevet, at man næsten får en fornemmelse af, at fortælleren har insiderviden, har været der selv. Der er alle drukturene, black-outsene, den dårlige samvittighed, den uendelige lovning om bod og bedring–og så er der selvbedraget. Det, der også fordrejer virkeligheden på en måde, så man, af bare dårlig samvittighed, påtager sig skylden for ting, man ikke kan huske, men sikkert har gjort. I alt fald, hvis der også er en kynisk, samvittighedløs skurk på spil, der hellere end gerne vil bilde et oplagt offer ind, at det er den skyldige.

Bogen har 3 fortællerstemmer (Rachel som den væsentligste, samt den nye hustru Anna og Megan), og det er et godt greb, for begivenhederne angribes fra forskellige vinkler. I begyndelsen på en måde, så vi hele tiden tvivler på spritstive Rachels udsagn. For ifølge hende selv er hun offeret i sin egen medlidenhedsfortælling, hvor alle er onde ved hende, hvilket selvfølgelig legaliserer hendes druk. Den er ligesom hørt til brækstadiet før. Men måske er hun mere end det? Måske ER der virkelig folk, der udnytter hendes langsomme selvmord og permanente lagring i gin og tonic? Læs selv!

Jeg kan dog, uden at afsløre noget som helst om plottet, godt oplyse, at det hele ender troværdigt godt for Rachel. Hun kæmper, den tøs, og jeg er synes faktisk, hun fortjener et godt, nyt liv deroppe i Edinburgh. Uden whisky. Og uden kyniske, egoistiske, skvattede mænd.

Continue Reading

En god bog.

Elizabeth Barton: Mit navn er Lucy Barton.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg har misset denne lille perle, som er udgivet i 2016, for jeg var da overmåde begejstret for forfatterens første bog om Olive Kitteridge. Men det var sådan, det blev, og det har jeg så gjort noget ved nu.

Bogen om (på en måde AF, for der er tale om en 1. persons-/jeg-fortæller) Lucy Barton er en lavmælt, stor fortælling om et liv i skyggen, en barndom, der er shittyer end de fleste shitty barndomme og en dysfunktionel familie, der overgår mange af de tusinder af andre dysfunktionelle familier, der florerer overalt i litteraturen for tiden. Strengt minimalistisk i sin tone, for der skal læses mellem linjerne, og det skal forstås, at fortælleren, Lucy, primært iagttager livet. Hun deltager ikke så forfærdeligt meget i det.

Lucy er endt på hospitalet i metropolen New York med en langvarig og mystisk blindtarmslidelse. Men heldigvis har hun den pragtfulde udsigt til fantastiske Chrysler Building, som jeg også næsten gad ofre en blindtarm for at få. Her kommer moderen fra den forlængst fortrængte barndom i usselhed deroppe i det allermest landlige Illinois på tvunget besøg, og selv om der egentlig ikke kommer den store konversation ud af det, får vi gennem deres sparsomme samtaler en klar fornemmelse af dette åg af en barndom, der stadig ligger tungt over hende. Der var fattigdom, der var tæsk, der var sult, og der var, mest af alt, kulde. Kulde på næsten enhver front af livet, både bogstaveligt, men nok allermest psykisk.

Lucy har, på overfladen, formået at kæmpe sig ud af dette shithole af en opvækst–eller har hun? Hun sidder nu på sin trendy adresse i Brooklyn med en pæn mand og to nydelige døtre, men alligevel har vi, som læsere, svært ved at tro på, at Lucy nærmest overhovedet har et liv. I alt fald et liv, der ikke er så bundet op i barndommens traumer, at det er værd at have med at gøre.

Det er et blændende intenst kvindeportræt, der bliver tegnet. Men meget mere end det. Det er også et stykke amerikansk historie–og allermest et stykke kvindehistorie. For inde i os alle, tror jeg, sidder en lille Lucy Barton. Det er hende, der stadig ikke formår at rende fra alt det, vi ellers er så gode til at bilde os selv ind, at vi længst har lagt bag os.

Det er lavmælt, det hele. Men selve lavmæltheden rummer så stor en fortælling, at man nærmest føler sig fyldt op til randen, når man er færdig med denne lille perle.

Continue Reading

Om beskidte råb i haven.

Vore hus er omkranset af dels vejen, dels en offentlig sti, der går langs bagsiden af haven. Hele vejen langs grunden står et trådhegn på ca. ½ meters højde, som en begavet Retriever med lethed kunne forcere, mens en relativt ubegavet af slagsen lader være. Og tak for det.

Samme Retriever ser det som sin opgave i livet, selve sit livsmål at holde sin sti ren. En opgave, der gås til med en beundringsværdi portion entusiasme, der især viser sig ren fysisk ved kapløb med næsten enhver forbipasserende langs hegnet samt auditivt ved, at specifikt uvelkomne stifindere klart medgøes, at de er uønskede.

Nu er der jo forskel på godtfolk og godthunde, og det ved selv en intelligensmæssigt udfordret Retriever. Den slags kan opdeles i mængder af kategorier, fra de totalt uinteressante, rollatorførende ældre damer, der kun får en halv hegnløbetur med på vejen, og oftest bevæger sig så langsomt, at en vaks hund efter ½ time lige må gentjekke, om de overhovedet er nået forbi. I live. Så er der skolebørnene, som generelt har så travlt med at tale indbyrdes, at man må oplade sin hunderøst til max. på den venlige måde, for ligesom at gøre opmærksom på, at man da sandelig også er deltager i konversationen. Andre gående følges gerne rimeligt godt på vej, men interessante er de kun for alvor, hvis de medbringer eget dyr. SÅ tager livet på stien en imponerende interessant drejning.

Små hunde ignoreres dog. På den der spidsfindige måde, der går ud på at følge dem langs hegnet, sådan nærmest med bagpartiet vendt mod hegnet. En tydelig markering af, at de virkelig ER små, men samtidig skal de da lige passe på, hverken at tro noget om sig selv eller komme for godt i gang. Mellemstore hunde kræver en del mere opmærksomhed og KAN afstedkomme en vis form for højrøstethed langs stien. De skal i alt fald være noget så bevidste om ikke at vokse sig større.

Og så er der de store hunde. Store hunde betyder alt, hvad der er over 20 kilo og kropsmæssigt virker truende på kvarterets bestyrer og selvbestaltede overhund på næsten 40. De ska`ha`! Hunhundene selvfølgelig på en særlig hunhundevenlig måde, som i løbetidsperioder overgår til en slags ulvelignende, elskovsyge hyl og til daglig bare en vedvarende glammen. Men hanhundene! De skal i den grad overfuses, hoppes og springes af, forfølges til pustegrænsen langs hegnet og garanteret svines på det allermest ubehøvlede hundsk, der findes.

Der er især en hanhund, en lys Labarador, som tilsyneladende er tronprætendant i kvarteret. Den skal tilsvines, tilknurres og tilgøes på en måde, der nærmer sig utilgiveligt uforskammet. Stakkels hund, hvis den forstår, hvad der bliver sagt. Men det gør den jo nok, for den svarer da meget ivrigt igen på  fornærmelserne.

Så er det, vi kommer til at tale om, manden og jeg, at tænk nu, hvis det var os. Altså vi, trods alt mere fornuftige og besindige mennesker, der opførte os sådan. Det er da ikke nogen hemmelighed, at der selv i vores kvarter er folk, jeg ikke sådan lige synes allerbedst om, og som da godt kunne tåle at høre et par sandheder ind imellem. Hvad hvis vi nu stillede os op derude ved hegnet og skrålede ubehøvletheder i spandevis ned over dem, vi ikke sådan kan alvor kan lide, mens de gik forbi? Råbte lidt sandheder og et par løgne i tilgift ud over dem, mens de gik langs hegnet? Var på evig havevagt, fordi der kunne træffe at komme et dumt svin forbi?

Somme tider HAR man jo faktisk lyst til det! Vel har man da det. Hvis så bare hunden kunne klare det. Jeg mener, en af livets uretfærdigheder ligger jo i, at det ikke altid er de dummeste svin, der er ejere af de hunde, vores hund ikke kan lide. Hvis det bare var sådan. At man trygt kunne stole på, at hund og ejer var totalt samstemmende i svinekvalitet, således at haveRetrieveren ufortrødent og uden afbrydelser herfra kunne aflevere en bredside til de rigtige. Med hilsen fra huset.

Jeg kender faktisk ikke den mand, der ejer Labradoren. Men han ser da utroligt venlig ud. Han må så bare affinde sig med, at herinde på matriklen findes der et dyr med potens og selvværd, der sætter en ære i at holde sin sti ren og gø ukvemsord efter alle seriøse konkurrenter over 20 kg.

Continue Reading

Om TV-(u)vaner.

Jeg finder det beroligende og til at forholde sig til, at jeg hver mandag og tirsdag aften på præcis samme tidspunkt skal opfylde mine TV-behov. Om mandagen skal jeg se Sporløs og om tirsdagen Kender du typen?, og den slags skal overhovedet ikke diskuteres. Jeg er udmærket klar over, at jeg  ( i alt fald for det ene programs vedkommende) ser på en form for genudsendelse, der uden de store pauser og fornyelser har reproduceret sig selv på min skærm i et kvart århundrede, men faktisk er det også derfor. Altså at jeg ser det. Kender du typen? er som mormorsovs, jordbær med fløde og nedarvet julepynt. Det er fuldstændigt ufarligt, og det er trygt og 100% forudsigeligt. Det kan jeg, somme tider, godt lide, at ting er. Alligevel synes jeg nu, at der på det seneste er kommet lidt skår i glæden og sejren ved at gætte kendstes boliger, men mere om det senere.

Med hensyn til Sporløs, så kalder det program på to fundamentale ting i mig. Nemlig jagten og forløsningen. Rent sprogligt/stavemæssigt er der ikke langt fra morder til moder, og på akkurat samme måde forholder det sig i programmet. Om det er en forsvundet moder eller en forsvundet morder, der jages, er mht. selve jagten egentlig uden betydning. Det er detektivarbejde alligevel. Så for mig er programmet en hyggelig, lille hverdagskrimi, der oven i købet tager mig med på sporjagt, uden at nogen lader livet for det. Det med ihjelslåning venter jeg med til efter den sene TV-avis, hvor jeg troligt påbegynder mine krimier, men uden undtagelse fravælger at opklare dagens mord i England, Wales og Sverige, fordi jeg falder i søvn. Den anden fascination ligger i forløsningen. Akkurat som, når morderen fanges, så er det altså vildt lækkert at se hovedpersonen i sin mors arme. Så falder verden i vante rytmer igen, og man kan ligesom tro på en fremtid. Det er da ikke nogen hemmelighed, at jeg ofte fælder en lille tåre, og det, siger jeg så til mig selv, illustrerer bare, hvor ganske forfærdeligt menneskelig jeg er. Mest fordi, det altså har det med at komme bag på mig. Det med det menneskelige. Alligevel er det nu generelt sådan, at jeg hyler spandevis af Kleenex, når folk bliver fundet, gift eller begravet. Ikke bare i virkeligheden og dokumentaragtige udsendelser. Jeg græder da også, hver evig, eneste gang, de genudsender Matador, og hunden Kvik dør. Og hver eneste, evige gang håber jeg på, at de har ændret i manuskriptet og ladet den hund overleve. Det har de så ikke.

Med hensyn til typebestemmelse, så bringer det program jo også den lille detektiv på banen. Jeg sætter en stor ære i at gætte en kendis før manden, hvilket er piece of cake, fordi han sådan nærmest er BilledBladsignorant og kun kender en 5-6 stykker af slagsen. Og de har allesammen været der. Derudover er det jo rigtigt behageligt sådan legalt og i bedste sendetid at få lov til at se, hvordan andre mennesker bor. Selv om jeg overhovedet ikke tror en designerstol på, at de bor sådan. Det gør jeg ikke, fordi selv kendisser også er mennesker. Jeg nægter simpelthen at tro på, at deres hjem ser sådan ud til daglig. Er deres børn, hunde, katte, mænd, koner, nullermænd og fedtfingre da totalt afgået ved døden? Hvor er deres rod, kaffekrus, vasketøj og håbløse papirklip fra børnehaven? Er det virkelig kun hjemme hos mig, den slags har grobund og tålelige vilkår? Faktisk har jeg på det seneste indført en helt personlig detektivvinkel på netop disse programmer. Jeg spejder som en gal efter lukkede døre, skure, loftlemme eller megaskabe, hvor de bare har losset alt det, der gør dem til rigtige mennesker, ind i dagens anledning. Nogle gange forsøger jeg telepatisk at komme i kontakt med Steffensen-bjørnen under programmerne, når jeg skuer en sådan lukket dør, som jeg gerne vil have ham til at åbne, men det er aldrig lykkedes mig. Jeg konkluderer derfor, at samme Steffensen-bjørn har afbrudt al den form for kontakt under udsendelserne, fordi det netop, virkelig, virkelig netop er bag den lukkede dør, at hverdagen og menneskeligheden er opbevaret. Og den må vi så ikke se.

I øvrigt finder jeg, at udsendelserne for mig er inde i en nedadgående spiral med hensyn til identiteterne på de rodskjulende, såkaldte kendisser. Mit problem er nemlig, at jeg føler mig mere og mere chanceløs og dermed ret uretfærdigt behandlet. Hvordan skal jeg kunne gætte en person, som jeg ikke engang ved eksisterer? Det er som om, at raten af berømtheden med superorden på boligfronten er ved at være opbrugt, så man nu er nødt til at gå ud i andet led og nøjes med semi-kendte. Eller også–dette har jeg virkelig tænkt meget over–findes der en stor og menneskelig portion kendisser, der bare har så meget fundamentalt rod i deres indendørs design, at de derfor slet ikke har været på tale som emner til programmet. Måske sidder der en hel reserve af  kendte rodehoveder derude, der både har vasketøj, støvmider, børn med fingre og fødder, langhårede hunde og hamsterhjul, der bare no way kan få lov til at komme med i programmet, fordi de ikke gider rydde op. Hvis det var mig, der blev forbigået på netop de præmisser, så tror jeg da faktisk, jeg ville være lidt stolt af, at der, trods alt, var spor af menneskelig aktivitet i mit hjem.

Men jeg sidder der troligt, når muligheden er til stede. Derimod har jeg givet op, efter godt og vel et kvart århundrede, på Hammerslag. Det program giver mig mindreværdskomplekser, grimme misundelsestendenser + at jeg overhovedet ikke rammer noget som helst prismæssigt. Her er da virkelig et program, der til fulde fastslår, at ingen danskere lever i deres hjem. Eller i alt fald så flytter de først ind, for alvor, når programmet er optaget og går i gang med at anvende de investeringer i designermøbler, de garanteret kun har anskaffet fordi, deres hjem skulle i TV. Ellers forstår jeg det ikke…..

Continue Reading

Om banker. Igen, igen!

I går var jeg til møde i min bank. De ville tale om mine/vores penge. Det vil de tit, og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om, at de udelukkende vil det, fordi de har set en ny indlysende chance, som ikke må forspildes, for at score et par småører mere på os. Sådan, fuldstændigt ukompliceret–måske en smule naivt– er mit syn på banker. Jeg har tidligere klart meldt ud, at jeg stoler mere på opsprættede madrasser end på banker, og at den eneste årsag til, at jeg ikke anvender sådanne i dagligdagen, består af rent praktiske, pladsmæssige forhold.

Når jeg går til møde i min bank, opruster jeg på akkurat samme måde, som når jeg skal på ekspedition til telefonbutikker. Jeg opsamler ugevis af vrede over andre småting, vejret og livet generelt og er beredt til pengespidserne på ikke at blive snydt. Min bankrådgiver er skam en venlig mand, som man sagtens kan snakke fornuftigt med om andre ting end lige bankforhold ( bl.a. rejser han meget), og jeg er hele tiden nødt til at forsvare ham med, at han jo også skal have brød på bordet. Eller måske bare tog et lidt uheldigt valg fra begyndelsen.

Anyway, denne gang var det så omkring alle de fordele, vi kunne opnå ved at flytte alle vores opsparinger over i netop hans bank. Derfor havde han + investeringsrådgiveren, som ligesom sad der og skulle agere tydelig back-up på midtjysk med bløje d-er ( Jeg ved ikke helt hvorfor, men desværre mister jeg altid lidt tilliden til mennesker, der overbevisende kommer fra området mellem Horsens og Randers og taler den lokale dialekt. Det er en personlig idiosynkrasi, og det er vildt uretfærdigt. Helt indrømmet!), udprintet en relativt amatøragtig Power Point præsentation omkring. Her kommer så anden hurdle (sproget som den første), for efter mere end et kvart århundrede i gymnasieskolen er jeg allergisk, får røde knopper og åndedrætsbesvær over Power Point. Husk det, hvem der lige står og skal holde et foredrag: Power Point signalerer, desværre, upålidelighed og overspring for temmelig mange mennesker. Det er en pinlig måde at omgås de sandheder (??), der langt mere troværdigt kommer ud af ens egen mund. Grafik kan ikke skjule manglende sammenhænge og uvidenhed. Til gengæld kan den miste mennesket bag.

Så sidder vi der, mens der fortælles om alle de goder, vi kan opnå. I flæng kan nævnes, at vi 10 gange om året kan grovæde med de andre priviligerede i lufthavne over hele verden. Sikkert også den på Cuba, som en led bitch for ikke så længe siden verfede mig modstrittede ud af. Og vi kan komme til store arrangementer af en art, som jeg ærligt talt ikke engang ville drømme om at deltage i af mig selv. For min indbyggede udgiftsgenerthed betyder det selvfølgelig en overvejende del, at det er gratis, men ligefrem at begynde at gå til sportsarrangementer udi sportsgrene, hvor jeg end ikke kender de basale regler–der sætter jeg nok, trods alt, grænsen. Der var en enkelt musical i Fredericia, der lød tiltalende, men jeg er samtidig sikker på, at jeg nok i sidste ende vil få den billigere ved selv at investere i de dyreste billetter.

For det er jo der, den ligger! Jeg sidder der med en eneste dagsorden. Som verdens mest besværlige, mistænksomme, sure, modstandskraftige kunde sidder jeg der med den eneste agenda, at mig skal de sgu` ikke snyde. De kan stikke alle deres tenniskampe, musicals og lumre lufthavnssandwiches noget så kraftigt op i bankboksens mørke, for jeg ved da godt, at i sidste ende går det hele ud på, at de skal have fat i endnu flere af mine surt sammentjente skillinger. De skal score på min fornægtelse. På at jeg ikke bare farer ud og kaster mine penge efter hvad som helst og derfor stadig har nogle, som de grådigt bare noget så forfærdeligt gerne vil have fat i.

Engang troede jeg virkelig på, at bankrådgivere var sådan nogle, der skulle rådgive kunder om banker og banksager. For kundernes skyld, forstås. Det er så gået over. Som tusindvis af andre danskere oplever jeg i stedet, at jeg ser bankrådgiveren som en form for fjende. En modstander. En, jeg for alt i verden skal gennemskue. En, der som udgangspunkt ikke vil mig og mine penge det godt. Helt konkret og sat på spidsen en, der meget hellere vil bygge kolossale glaspaladser på megadyre adresser, udstyre dem med kontorer i guld og med ædelstensbelagte vandhaner for min opsparing eller afskibe mine velfortjente renter til fordægtige adresser Caribien end at lade mig få del i det overskud, der bare enormt synligt tårner sig op på alle attraktive beliggenheder i kongeriget.

Hvor det for alle tilhængere af populistiske partier og bevægelser for tiden er den såkaldte intellektuelle elite, der står for skud, er det nok for alle vi, der ikke bekender os til og samtidigt tager dyb afstand fra al den slags, den økonomiske overmagt, her eksemplificeret ved bankerne og finansvæsenet, der er den store, store skurk. Den skurk, som vi ved–akkurat som populisterne ved, at det er intelligenseliten–udelukkende, bare og uigenkaldeligt er ude på at snyde os. Desværre–virkelig meget desværre–er udkommet i den sidste ende nok ca. det samme. I alt fald kommer vi ca. lige langt.

Det er selvfølgelig lidt synd for ham, min bankrådgiver, for han er jo en venlig mand. Synd, altså, fordi jeg, når jeg er i banken, absolut ikke er nogen venlig kvinde. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne få min tillid til finansverdenen tilbage, og jeg ved da også godt, at det på ingen måde er min personlige bankrådgiver, der går og bygger glaspaladser eller sejler penge til Caribien. Men det kræver altså noget af de banker. Det kræver meget mere end åndsvage håndboldkampe og lufthavnsmåltider at genopbygge den tillid, der bør være mellem banker og deres kunder. Først og fremmest kræver det også gennemskuelighed. Jeg er da så udmærket bevidst om, at banker er forretninger, der skal tjene penge. Akkurat som Netto skal på min liter Minimælk. Jeg ved ikke helt hvordan, men ved samtidig, at det er bankernes problem. Det er dem, der skal vise, at de er vederhæftige og til at stole på.

For min skyld kunne de da starte med at afskaffe bløje d-er, Power Points, håndboldkampe og lounges. I alt fald er det ikke der,  de genvinder min tillid…….

 

 

Continue Reading

En god film.

I, Daniel Blake. Filmstriben.

Den britiske instruktør, Ken Loach, er både verdensmester i socialrealisme og i at vinde Guldpalmerne i Cannes. De to ting hører sikkert sammen. Han har et utal af film i præcis samme genre bag sig, og da vi danskere generelt er rimeligt vilde med netop socialrealisme, er han da også en af de allermest populære, udenlandske instruktører herhjemme. Herhjemme, hvor vi aldrig går af vejen for en film om enlige mødre i NordVest ( gerne på baggrund af en bandekrig eller et nødstedt, socialt projekt) i sort/hvid eller arbejdsløse bistandsmodtagere i en nordengelsk skodby i krise i gråt i gråt. Men aldrig, ALDRIG, uden humor!

Og lige præcis det sidste sted er vi så denne gang. I Newcastle, hvor den ældre tømrer, Daniel Blake, er fanget “between a rock and a hard place” i en situation, der er umulig at komme ud af, videre fra eller helt fundamentalt bare forstå. Han har haft et hjertetilfælde og kan hverken få sygedagpenge, arbejde eller for den sags skyld opnå arbejdsløshedsunderstøttelse. Ydermere er Daniel totalt computeranalfabet, hvilket selvfølgelig er ustyrligt tragikomisk, men også et uoverkommeligt handicap i hans situation. Gudskelov har han humor, og Gudskelov har han gode naboer derude i sin shitty towerblock af den slags, som herhjemme ville have været revet ned, og Gudskelov støder han over den enlige mor ( der kom hun!) med 2 børn ( det ene selvfølgelig belæsser med et helt alfabet af diagnoser), som er god som guld indvendig, men undertrykt, glemt, bortskaffet og behandlet som lort af systemet. De formår, trods alt, at give hinandens liv en smule venlighed, værdighed og værdi.

Egentlig er filmen mere et debatoplæg end en historie. Den aftegner på rystende vis et England i krise, som har glemt enhver form for menneskelighed og i stedet hylder et system, der næsten synes at være til udelukkende for sin egen skyld. Og jeg lover, at den slags ikke vil ændre sig til det mere positive efter Brexit. No way! Men midt i al denne håbløshed lyser Daniel Blake med sin humanisme og sin ukomplicerede tilgang til livet. At det hele så gør ham til såvel anarkist overfor systemet som fuldstændigt talentløs graffitimaler er så bare yderligere bonus på komiksiden. Det ER faktisk komisk, når Daniel med sine underskole-blokbogstaver overtegner arbejdsformidlingens facade i ren og skær desperation.

Det er en god, human film. En af den slags film, hvor personerne nærmest bliver ens venner, og man indvendigt føler deres smerte og glæde. Nok mest det første. Ikke, at den er væsentlig forskellig fra majoriteten af Loach`s andre film–men det er vel også netop derfor, den skal ses. Man ved, hvad man får!

Behøver jeg at fortælle, at den fik Guldpalmerne i Cannes?

Continue Reading

SKAL vi virkelig leve så længe som muligt?

Den gennemsnitlige levealder, altså hvor gamle vi i gennemsnit bliver, er i Danmark 82,7 for kvinder. Og 78,8 for mænd. For tiden ytres der udbredt bekymring, da tallene ved sammenligning ligger under flere af de lande, “vi plejer at sammenligne os med”. Som f.eks. Tyskland, Frankrig og Spanien. Englænderne, derimod, synes at nyde livet lidt mere og befinder sig lige i vores slipstrøm.

Jeg har bare så uendeligt svært ved at godkende hovedpræmissen for alt dette brokkeri, som udelukker synes at være, at vi skal leve så længe som muligt. Det er det, der godt, målet, om man vil. Det er, i mine øjne, en kvantitativ bedømmelse. Og hvad blev der lige af kvaliteten? Livskvaliteten, forstås.

Selvfølgelig ønsker vi alle at leve så længe som muligt. Men KUN hvis det er noget ved. Hvis hver dag starter med solskinsmorgner, og vi springer rundt som forårsføl i en evig rus af livsglæde, uværkende knogler og intakte hjerner godt på vej ind i vores eget andet århundrede som levende. Ellers, nej tak! Jeg har også min gang på plejehjem, og kan med nogenlunde sikkerhed udtale, at mange, rigtigt mange, på demensafdelingerne nok ikke helt forstår at værdsætte det liv, de lever. Men gamle bliver de da i det mindste, og det synes at være et succeskriterium i sig selv.

For at blive rigtigt gamle– og sikkert ende vores dage rundt omkring på plejehjemmene til en gang fælles livsforlængning–er det meget vigtigt, at vi husker at leve sundt. Det er sådan set deri, den evige øretudning ligger. Akkurat ligesom vi som indiskutabel hovedpræmis har, at vi sandelig skal blive så gamle som muligt ( gerne slå enhver form for rekord mellem “de lande vi plejer at sammenligne os med”), så har vi som præcis lige så indiskutabel 2. hovedpræmis, at man da sandelig kun bliver så gammel, hvis man er vildt opmærksom på at leve sundt. Der er intet i vejen med at leve sundt. Som hovedregel. Men der er masser, uendeligt meget masser, i vejen med at leve så sundt, at det bliver fornægtelse og askese. For at sætte det på spidsen, så er der sgu` ikke meget ved at forsage enhver form for fed mad, desserter, slik, chokolade og stillesidderi gennem hele livet udelukkende med det ene formål at blive så gammel som mulig. Der må man nok sige, at kvantiteten har overdøvet kvaliteten så meget, at livet egentlig er gået hen og blevet ret surt. Faktisk så surt, at det næsten kan blive en pine at skulle kæmpe sig vildt forsagende frem til de magiske 100.

Vi skal sgu` da huske at leve, mens vi gør det. Det skal da også være sjovt, og ikke en lang forsagelse, mens vi er her. Jeg spiser med glæde og fornøjelse gode bøffer, desserter, flødesovs og tilbringer en hel søndag i den gode stol med den gode bog, fordi det giver mig livskvalitet. Og jeg afgiver med lige så stor glæde og fornøjelse de sidste år i sengen på plejehjemmet, hvor jeg nok ikke engang selv ved, at jeg er, for at have nydt det, mens jeg var her. For mig er hovedpræmissen på ingen måde at leve så længe som muligt. Det er langt, langt mere at være ansvarlig for, at mit eget liv, mens jeg har det, er fyldt med den form for livskvalitet, som jeg personligt holder af. Det er muligt, det kun bliver til 75. Men hvad betyder det, hvis de var gode?

Endelig har jeg stadig til gode at finde konklusionen, den store åbenbaring, omkring det tydelige modsætningsforhold, der er mellem, at vi da sandelig skal gøre os sundhedsmæssigt enormt umage for at blive til fælles Metusalemmer–samtidig med, at politikerne klart går rundt derovre på Christiansborg og hvisker om “Ældrebyrde”, for det må de jo ikke sige højt, selv om de selvfølgelig mener det. Hvad er den store logik i at udstede mad- og sundhedsmæssige forbud, der udelukkende tjener til at forlænge folks levetid, mens det, på den anden side set, er et enorm stort samfundsmæssigt problem, at vi så virkelig tager nogle ekstra år? Hvorfor skal vi leve længere, når det, at vi så gør det, bliver et problem? En byrde, en omkostning, der skal hviskes om? Hvis man tror, at en asketisk livsstil uden de store madmæssige glæder og kolossale mængder af andre former for fornægtelser leder direkte til forårskåde 100-årige, der aldrig vil komme i bekneb for en plejehjemsplads, så tror jeg nok, det er en forfejlet strategi. Selvfølgelig skal vi leve så sundt som muligt, men det skal altså også være sjovt og fyldt med kvalitet, det her liv. Det skal leves, så længe vi har  det.

82,7 er sådan set OK med mig. Hvis der er noget ved det. Jeg gider ikke gøre mig umage udi forsagelse for at nå dertil–og måske endda længere. Og hvis de sidste år alligevel bliver i demensens glemsel, er jeg dem med stor taknemmelighed foruden. Så længe det er sjovt at være sund, er jeg da helt med på den ide, men jeg opgiver ikke på nogen mulig måde det, der for mig er livskvalitet, udelukkende med det formål at blive ældre. Og have opfyldt samfundets hovedpræmis samtidig med, at jeg ( vildt ambivalent!) er gået hen og blevet til en byrde, der skal hviskes om.

Continue Reading

En god thriller.

Håkon Nesser: Levende og døde i Winsford.

Håkon Nesser er mest kendt som en fremragende, svensk krimiforfatter. Men han kan mere end det, hvilket han da også har bevist med andre bøger end lige denne.

Her er tale om en vildt spændende pageturner af en thriller. Nok er her tale om en form for mord, men da vi får hele historien gennem en 1. persons-/jeg-fortællers øjne, er der absolut ingen tvivl om, hvem der har gjort hvad undervejs. Det, der er tvivl om, er, om det hele bliver opdaget.

For jo mere vi hører om Marias (fortællerens) liv, herunder især det følelseskolde ægteskab med den relativt utålelige, intellektuelle snob, Martin, jo mere drejes vi ubevidst mod at holde med hende og blot ønske, at et enkelt lille, uskyldigt mord kan gå i sig selv igen, så hun kan få det liv, hun både er så fint i gang med, og som vi næsten synes, hun fortjener. Akkurat som når man læser bøger om Tom Ripley, som jo i bog efter bog har stort held med at undslippe undgældelse for enhver form for forbrydelse.

Maria er nemlig flygtet til et såvel smukt, men også øde sted langt ude på den engelske Exmoorhede. Det er her i disse, lidt tågede og mudrede, men usigeligt smukke, omgivelser, at hun forsøger at genopfinde sit liv, og det er hun faktisk relativt god til–uden selv at gøre ret meget for det. Her er både en spændende mand med hemmeligheder, venlige lokale og et publiv som i Midsumer-området, hvor familien Barnaby i flere led sørger for ro og orden. ( Læste i øvrigt for nyligt, at staten virkelig bør gribe ind overfor overdødeligheden i samme område!) Det må man så læse sig frem til, om det lader sig gøre. For lig i lasten har det jo med at ville tage deres grusomme hævn.

Egentlig er spændingen omkring, om Maria for alvor slipper af med sin tumbe af en mand, kun en del af fornøjelsen ved at læse bogen. Den er også særdeles velskrevet, har en intuitiv forståelse for, hvordan kvinder tænker samt har en fantastisk god beskrivelse af miljø, mennesker og natur dernede i hjørnet af Somerset, hvor turister er sjældne, men natur og menneskelig varme det modsatte. Ydermere har bogen, som en kinesisk æske, sidehistorien omkring det berømte forfatterpar (lyder som Sylvia Plath og Ted Hughes), hvor Martin decideret har været involveret i såvel mord som selvmord i eksotiske omgivelser. Det er en historie, som Maria skridt for skridt bliver klogere på derude på heden, og som i alt fald ikke gør den bortkomne ægtemand til nogen større helt i læsernes øjne.

Det er bestemt en af de bedste thrillere, jeg længe har læst. Sådan lidt en kvindelig Tom Ripley ude på heden– sammen med Heathcliff, Barnaby og Mr. Rochester.

Continue Reading

En god film.

The Limehouse Golem. Netflix.

Hvis man nu er forvejen er til Sherlock Holmes, London i evig tåge, Dickensk, malerisk fattigdom samt kostumedramaer fra BBC og samtidigt erkender, at ingen kommer op på siden af britisk film, når det gælder om at styre gotikken gennem serier af blodige mord, så er der guf på drengen her.

Styret af Bill Nighy, som i de seneste år klart har udviklet sig til britisk films Grand Old Man, i rollen som den (måske?) homoseksuelle detektiv og med farverige karakterer fra Music Hall scenen vrimlende omkring sig. Allermest den store stjerne Little Lizzie og hendes ven komikeren Reno. Sidstnævnte en Freddy Mercury-klon i victoriansk udklædning.

Der er mørkt, og der er farligt i Londons slumgader. Og der begås blodige, virkelig blodige, mord, af The Limehouse Golem, der som en anden Jack The Ripper raserer og flænser prostituerede, gamle jøder og hele familier i flæng. Alt imens der lystigt spilles Music Hall for folket. Omdrejningspunktet er selvfølgelig at finde frem til den brutale morder, og det gøres gennem et spind af gåder og talrige mistænkte. Heriblandt selveste Karl Marx, og hvordan han går fri, er man næsten nødt til selv at se. Den utrættelige detektiv (Nighy) spilles puds efter puds af den snedige morder, alt imens vi allesammen i flashback får historien om umiddelbart ganske troværdige Little Lizzie, der arbejder sig op gennem slummen til at blive den største kvindelige musichallstjerne. Hun har ambitioner, den pige, og hun ender da også med at blive gift med en velhavende mand—hvis det ellers, i det tilfælde, er lykken?

En god, britisk film ender, i denne genre, ofte med en god hængning. Det gør denne (heldigvis?) også. Men er det den rigtige morder, der bliver hængt? Personligt er jeg vist nødt til at se den slutning et par gange mere, inden jeg kan føle mig helt sikker. Hvis jeg nogensinde bliver det. Og i øvrigt gør jeg det gerne, for filmen er i sit visuelle udtryk og alle sine indbyggede gåder der i tågen, mørket, blodet og music hallen virkelig fascinerende og en sand godbid for sådan nogle som os, der har brug for lidt victoriansk uhygge, flot scenografi, vildt dygtige skuespillere og uløselige gåder på den der subtile, britiske måde med fantastiske Nighy i spidsen.

Continue Reading