Bazar Vest. Århus.

Det er da i grunden alt for ringe, jeg aldrig har været derude før. Det er da heller ikke fordi, det har skortet på hverken interesse eller vilje, men det er, som med så mange andre ting, bare aldrig blevet til noget konkret.

Men i går var der et andet (arkitektonisk, der sker jo virkelig noget på den front i Gellerup!) ærinde derude, og så skulle det være! Og det var en anderledes oplevelse på en vintergrå februarlørdag i Århus. Sådan ret bling-bling i forhold til de umiddelbare omgivelser udenfor.

Bazar Vest er en sjov, underlig og finurlig blanding af Mellemøsten og, nå ja, Århus. Butikkerne er for de flestes vedkommende af den slags, man udmærket kan genkende fra ferieture til muslimske lande, og de sælger jævnt hen det samme. Der er en højlydt forkærlighed for ting, der ligner guld, blinker og er lavet af materialer, man nok ikke skal spørge alt for grundigt ind til samt en del vidunderlige grønthandlere og spændende slagtere. Især grønthandlerne sælger de mest indbydende, eksotiske varer og tilmed en del frugter, jeg nærmest aldrig har set før. Hvis jeg boede i nærområdet, ville jeg placere min samlede grøntsags- og frugthandel her. Ingen tvivl om det.

Og så er der de små torve og torvecafeer, hvor man kan få de lækreste specialiteter, og hvor mellemøstlige mandlige pensionister nyder deres stærke kaffe side om side med de lokale hipstere og børnefamilier af Århusiansk etnicitet. Det kan jeg godt lide. Denne blanding af rå, ufortyndet Mellemøsten og Århus med moderne fortegn. På en måde også det billede af fred, fordragelighed og fælles nydelse og samvær, som det kunne være så befriende at se andre steder i samfundet.

Jeg ville ønske, jeg boede i nærheden. For madvarernes skyld. Jeg er desværre vokset fra bling-bling. Eller også har jeg i forvejen nok.

Continue Reading

Om at blive gammelgjort.

Forleden i Saigon fik jeg den ide, at jeg ville en tur ned til Mekongfloden. Vi havde kørt langs den mange gange, og jeg havde en ret klar ide om, hvor den lå i forhold til vores hotel, og derfor i hvilken retning jeg skulle bevæge mig.

Det lykkedes mig også på fineste vis at finde ned til den. Ikke blot overlevede jeg at krydse helt op til 4 veje (Den ene endda i en ret udfordrende rundkørsel, hvor trafikken tilsyneladende kom fra 13 retninger. Samtidig.) Jeg nåede også frem til modsatte side ( altså modsatte af selve flodbredden) af den vej, der løb langs floden. Her endte mit optimistiske eventyr brat, da mit egentlige hovedformål–at nå helt ned til floden–ville have været ensbetydende med selvpåført selvmord ved scooterkraft og strafbart vesterligt overmod i forhold til den Saigonske trafik.

Så jeg vendte om og bestemte mig for at tage en lidt anden rute hjemad. Især for at snyde for rundkørslen. Og så skete der det, der bare ikke må ske: Jeg for vild. Helt vild. Det skal her nok lige indskydes, at jeg helst ikke bruger kort. Både fordi jeg er en idiot til at læse dem, men også fordi jeg synes, det er sådan lidt snyd. Nu er det heldigvis sådan, at jeg er en erfaren vildfarer, der ofte nærmest gør den slags med vilje og aldrig panikker, fordi man jo altid (virkelig altid!) bare kan tage en taxa til sit hotel. Omvendt er den slags taxapjat for amatører! Så jeg gik straks til udvej nummer 1, som er at spørge de lokale om vej. Allerede i 30-erne konstaterede Orwell i sin fremragende elefantmassakre, at vesterlændinge aldrig skal spørge om vej i Østen. Han havde ret. For enten forstår de ikke, hvad man siger. Anden udgang er, at de bevidst leder en på vildveje, men det var nok mest, dengang Orwells imperialistiske landsmænd sikkert fortjente at blive gjort til grin og gå endnu mere vild. Tredje mulighed er, at disse venlige mennesker ikke har det fjerneste begreb om, hvor den tumbede turist vil hen, men af ren og skær hjælpsomhed peger og gestikulerer ( og henter bedste!)–gerne i den retning, de selv synes ser mest fremkommelig ud. Men ikke nødvendigvis den korrekte.

Udvej nummer 2, derimod, er at finde en eller flere vestligt udseende turister, der tydeligvis står med et kort. Generelt hader turister andre turister ( de fylder!), men når man er i nød, kan man udmærket kende sine artfæller på hudfarven. Og det tog faktisk ikke lang tid, før jeg spottede en lille gruppe på 3 lyshårede unge piger, der var indehavere af det magiske kodeord: kortet. De viste sig at være fra Bulgarien ( så må de sgu` have farvet det hår!!), og da jeg som pejlemærke havde det marked, der lå lige ved vores hotel, gik tingene op i en højere enhed, for der skulle de minsandten også hen. Så vi satte ud på vores færd sammen. Eller rettere: De adopterede mig lige på stedet. Et job, de tog dødsens seriøst.

Selvfølgelig indebar vores fælles rejse en portion gadekrydsninger, og allerede ved den første trafikale trussel på livet lagde jeg mærke til, at de sådan nærmest aftalte at pakke mig ind. At jeg skulle gå i midten, og de skulle tage scooterstødene og i øvrigt stå for enhver form for logistik i forbindelse med trafikal overlevelse. Det var sådan noget med, at en af dem gik lidt ud på dødsruten og så tog fat i mig og hev mig lidt med eller bremsede mig, hvis jeg lidt for klart signalerede, at jeg måske godt kunne selv. Det kunne der nemlig ikke være tale om. De havde tydeligt fået overdraget og påtaget sig ansvaret for et ældre, ubehjælpeligt familiemedlem og for at sikre hele stammens scootermæssige overlevelse, så fik jeg VIP-ældrestatus i vores lille gruppe. Jeg tog mig selv i at vente på, hvornår de skånsomt ville anmode om at bære min taske….

Efter flere vejkrydsninger af denne art ( jeg var både ved at dø af indestængt latter samt på raseriets overdrev, sådan en besynderligt blanding!), spurgte en af dem deltagende, tydeligt bekymret og også lidt angst for svaret “Are you travelling all alone, Madam?” Hun så nok i ånden, at hun med sin heroiske redningsaktion af bedstemor havde skaffet sig et permanent problem på halsen og nu kom til at hænge på Granny Trafikumulius samtlige sine dage i Saigon. I alt fald kunne jeg se blanding af skepsis og lettelse, da jeg forklarede, at jeg faktisk bare var ude at gå en tur alene, men havde masser af venner på hotellet. Jeg tror nu bare ikke rigtigt, hun troede på mig. Eller også vidste hun bare af erfaring, at folk over 60 ikke altid helt selv ved, hvor de er, eller hvem de overhovedet er sammen med. Måske syntes hun også, at det var umådeligt stupidt af sådan en gammel dame at bevæge sig ud på egen hånd i Saigon!

Anyway, da vi (jeg meget velindpakket og helt trafikuskadt) nåede frem til markedet, spottede jeg hotellets tydelige profil på den anden side af det, sagde pænt tak og bevægede mig væk fra gruppen for at tage turen rundt om markedet, istedet for at gå gennem det, da jeg af erfaring vidste, at det ville tage mig uendeligt meget længere tid. Men nej! Kun 3 skridt i det, der efter deres mening var den forkerte retning, og jeg blev genindfanget. Hele 3 bulgarske ungmøer gik i total grannypanik samtidig og nærmest kvindsopdækkende mig. For kunne jeg da ikke se, at markedet var lige frem foran os? Det var da ellers meget tydeligt, syntes de. Men nu ved man selvfølgelig aldrig helt med bedstemødre på afveje, om de sådan selv overhovedet kan se, hvor der er marked.

Så jeg blev taget ved albuen og gelejdet ind i markedshallen, hvor jeg ellers absolut ingen intentioner havde om at komme. Det var også på så sent et tidspunkt i rejsen, at jeg hverken havde penge eller overskydende gram i min kuffert. Her prøvede jeg at forklare dem, at jeg var rigtigt godt uenig med vores fælles kurs ( og min tvungne), men jeg tror, de opfattede det som, at jeg bare ikke var interesseret i den type varer, der var i den del af markedet og hellere ville hen til en anden ( og sikkert mere grannyvenlig) varetype.

Det var så der, jeg pludselig så markedet som min ven. Dets mylder af mennesker og smalle, somme tider ufremkommelige gange. Faktisk stod det pludselig som den eneste overkommelige flugtvej fra 3 velmenende, lyshårede, bulgarske piger, der i Saigon uforvarende havde pådraget sig ansvaret for en halvdement, trafikumulig, fuldstændig lost bedstemor, der måske ovenikøbet rejste helt, helt alene.

Så jeg stak af. Lod dem gå lidt i forvejen og smuttede så ned af en befærdet gyde med al den hast mine pludseligt grannyficerede lemmer tillod mig.

Da jeg endelig nåede frem til hotellet, følte jeg mig både som et uartigt barn, en snyder—men også utroligt lettet. Hele vejen gennem menneskemylderet havde jeg jo adskillige gange vendt mig for at se, om den bulgarske trussel stadig var på sporet af mig eller endda tæt på min genindfangelse. Det er slet ikke nemt at slippe fra 3 bulgarske Florence Nightingales, der har fanget dagens granny. De er tough, sådan nogen!

Næste gang jeg sætter ud alene for at finde den lokale flod, vil jeg seriøst overveje at medbringe et kort. Selv om det stadigvæk er lidt snyd. Selv i min alder!

Continue Reading

En god film.

Three Billboards Outside Epping, Missouri.

Det er en roadmovie, uden at nogen egentlig geografisk flytter sig ret meget. Til gengæld foregår en stor del af filmens samtaler i biler eller mellem personer i forskellige biler. Det meste af filmen er de fleste af personerne “on the road to nowhere på enhver tænkelig måde, men omsider, i slutningen, bryder vores to antihelte ud af den evindelige småbyrundkørsel og kører ud i livet. Eller døden, måske. I alt fald er der klare paralleller til Thelma og Louise, og som publikum kan vi udmærket forestille os de kløfter, de skal over. Ingen af dem har jo sådan set noget at tabe, så hvorfor ikke bare se det hele som “the beginning of a beautiful friendship.”

Det er også en film om de små samfund derude i det allervestlige, forblæste Irland, hvor Martin McDonagh ( manuskript, instruktion) kommer fra. Leenane, måske. Og det betyder ikke en hujende fis, at filmen udgiver sig for at foregå i Epping, Missouri. Hvis nogen ellers har hørt om den. For alle små samfund er så uendeligt ens i deres DNA, deres iboende intriger og deres, trods alt, sammenhold. Det er faktisk også det, filmen vil fortælle os. Og derfor så mange af personerne er så umiddelbart genkendelige. Den kontante mor med en mission, den ædle politimand, den korrupte strisser, den fraskilte far med bimboen, den lokale dværg og alle de andre. De bor også i Leenane og i min by.

Det er en hamrende, underfundigt morsom film. Med fantastiske Frances Mcdormand i hovedrollen som mordyret med en brændende hævnmission. I øvrigt lever hun af at sælge souvenirs til forbipasserende i det, jeg umiddelbart ser som verdens kedeligste–og turisttomme– hul! Det er da i sig selv en udfordring. Men alligevel er hun en umådeligt foretagsom dame med ordet i sin magt, og kniber det med dynamik i hendes personlige projekter, er hun ikke bange for at bombardere den lokale politistation med Molotovcocktails og bruge tandlægebor som afstraffelse overfor tåbelige ignoranter. Overfor hende står den bundreelle, men også meget lokalt bundne, politimand, som vælger at tage sit eget liv. Både som bod, men også som gave til sin familie, der ikke skal se ham hensygne af kræft. Hans afskedsbreve og afskedsmissioner er det, der bringer handlingen videre og næsten giver ham status af en slags deus ex machina, der fra oven formår at sætte uretfærdigheder på plads. Og den evige korrupte, voldelige strisser har vi også. The bad guy, som minsandten omsider indser nogle sandheder om sig selv, andre og livet og forenes i en fælles mission med vores rapkæftede veninde.

Det mord på Dormands datter, hvorom handlingen egentlig drejer, bliver faktisk overhovedet ikke opklaret. Men det er også fuldstændigt ligegyldigt. Det er, til slut, ikke det, det hele handler om. Det handler om at bryde ud, at komme ud af den evige rundkørsel og køre ud i livet. Komme videre. Komme frem. Eller i alt fald komme frem til sig selv.

Det er en FANtastisk film, denne omskrivning, eller måske bare forlægning, af livet i Leenane, hvor McDonagh plejer at husere. Man griner, græder og holder så meget med sin heltinde, at man nærmest er i stand til at tilgive hende hvad som helst. Måske allermest fordi hun også bor inde i en selv, og man kender hende. Kender alt det, HUN lever ud, og som man selv ville ønske, man havde modet til.

Sidste anbefaling af filmen går så også på, at vi her har modtageren af Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle i år. Godt nok ved Oscarkomiteen det ikke endnu—-men det gør jeg!

Continue Reading

Om de dygtige–og hurtige–skræddere i Hoi An.

I den (efter vietnamesiske forhold!) lille, smukke by Hoi An vrimler det med skræddere. Der en ca. 1 på hvert gadehjørne og en 10-15 stykker ind imellem. Skrædderfaget går i arv fra generation til generation, så de fleste af forretningerne er den slags små familievirksomheder, som man som turist har rigtig god samvittighed ved at støtte.

Derudover er der også større håndarbejdscentre, som, støttet af blandt andet familien Clinton, tilbyder arbejde til handicappede. Ofte med en stor procentdel af de ansatte som de tragiske ofre for amerikanernes kemiske våben, Agent Orange, som spredte en forfærdelig gift, hvis følger (læs: misdannelser) stadig nedarves gennem generationerne. No wonder, at i alt fald nogle amerikanere stadig føler sig skyldige, selv om nationen som sådan aldrig har nedværdiget sig til at give en offentlig undskyldning til de mange uskyldige ofre.

Så i Hoi An går de fleste kvinder amok i nysyet tøj. Stofferne er pragtfulde, og syerskerne kan bikse en lille sort ( eller hvilken som helst farve, for den sags skyld!) sag sammen på under 5 timer. Man henvender sig bare fra gaden, bliver målt overalt, og når man så forlader forretningen, kan man allerede se de indkaldte forstærkninger i form af bedstemødre og adskillige tanter ankomme i stimevis pr. cykel, medbringende syæsken. 5 timer senere kan man enten selv afhente–eller endda få garderoben bragt til sit hotel af en lille cyklende syerske. Er der fejl og mangler–eller måske bare en udringning, der flanrer–udbedres det enten på stedet eller ankommer igen 1 time senere i perfekt stand. For de er stolte af deres arbejde, disse skræddere. Det skal være i orden. Det er det så i den grad også.

Faktisk bør man, hvis turen går omkring denne by, undlade at tage ret meget tøj med hjemmefra. For med de priser, de holder sig, bliver man gerne overfristet og går en smule amok. Den der med at love sig selv, at der så ikke skal anskaffes nogen form for klædningsstykker de næste–i alt fald–12 måneder. Eller måske lidt mindre, hvis man nu kom til at MANGLE. En foret uldjakke kan erhverves for 45 dollars, alt inkl., mens jeg gav 90 dollars for en tunika i ren bomuld og en kjole og en bluse i ren silke. Alle perfekt lavede.

Det allerbedste er næsten, at de fleste af os jo nok har noget yndlingstøj, som næsten er groet fast til os. De der bukser, som bare er så behagelige. Eller blusen, der gør underværker i spejlet og bare sidder perfekt. Allerbedste fordi, disse skræddere gerne låner favoritblusen og syr af. Så man pludselig har to og ikke behøver gå i tøjmæssigt coma den forfærdelige dag, yndlingen skal vaskes. Så man simpelthen kan blive en kopi af sig selv–og det er vel heller ikke det værste!

Hvis man regner lidt på det–og det bør man gøre, for den slags er virkelig godt for ens samvittighed over at have brugt en del for mange dollars–så kan det næsten betale en god del af turen, at man får syet næste sæsons garderobe derude. Det er sådan noget, jeg er fænomenalt dygtig til at få mig selv til at tro på.

Og jeg vil gerne tilbage til Hoi An. Både fordi, det er en uendeligt smuk og hyggelig by, fordi jeg kan få garderoben suppleret for få penge, men også fordi jeg kan se glæden over arbejdet og de indtjente penge i syersken og alle hendes familiemedlemmers øjne. Noget for noget. Som jeg vist har sagt før. Og mener!

 

Continue Reading

Næste afsnit af den evindelige føljeton om DSB. Nu med sammenligningsgrundlag.

Det er altså ikke fordi, jeg nødvendigvis SKAL skrive om DSB, hver gang jeg er ude at rejse med dem. Det er udelukkende fordi, at hver gang (nej, hver ENESTE gang!) jeg rejser med dem, er der endnu engang himmelråbende meget at skrige op om. Og når jeg nu hverken pendler på daglig basis eller i gennemsnit rejser mere end et par gange om måneden, så skulle det da være procentvist mærkeligt, om antallet af idiotiske ting kun forekom på mine rejsedage. Jeg nægter at tro, det er sådan, det hele hænger sammen.

Som nu i dag, hvor jeg efter 24 timers uafbrudt rejse bare har brug for at komme hjem så hurtigt som muligt. Den slags er faktisk ikke  piece of cake for DSBs stedbørn i den sydlige del af landet. Vi har kun fået tog til vores eksotiske udkants- udsteder hver anden time, for hvorfor i alverden skal et offentligt foretagende dog bekymre sig om samfærdsel i provinsens udkant? Nope. Med mindre det hele i virkeligheden er en konkurrence i, hvor meget de statslige baner kan genere udkantsdanskere.

Anyway, opdager til min strålende lykke, at jeg både kan  nå tog fra Kastrup og på Hovedbanen og komme direkte hjem. Næste tog er først 2 timer senere. Der er bare det ved det, at toget overhovedet ikke har den fjerneste lyst til at indfinde sig i Kastrup. Først bliver det, uden begrundelse, forsinket 2 minutter, og det fortsætter det med at blive den næste  halve time. 2 minutter ad gangen. Ren chikane og stressfremkaldelse. Sådan at alle os, der har rejst hele natten, koger over af DSB- raseri og stresser vildt, fordi samme selskab da garanteret ikke venter på os på Hovedbanen, selv om det jo faktisk er dem selv, der er forsinkede. Endelig— og dette er, i min optik, faktisk MEGET alvorligt— så oplever udenlandske turister, der lander i Kastrup, en infrastruktur, der minder om en bananrepublik på overdoser af bestikkelse og idiotisk ledelse, samt en flok ophidsede lokale, der bander, sværger og taler meget stueurent om deres statslige baner. Sikke et førstehåndsindtryk at give vores turister!

Til sammenligning har jeg lige rejst 14 dage rundt i U-landet Vietnam. Da jeg ikke kunne drømme om at betale de uhyre overprissummer, som nogle hælder i diverse rejseselskaber, fik vi et lille, lokalt, vietnamesisk firma til at ordne al logistik, kørsler og alle bookinger. På INTET tidspunkt kom nogen for sent, glemte aftaler, sløsede med deres arbejde eller sprang over, hvor gærdet var lavest. Tværtimod. Der blev sat en ære i at være næsten overpræcise, at holde sine ting rene og i pæn orden, at behandle andre mennesker med respekt og generelt at være servicemindede til fingerspidserne. Her var ingen sure konduktører, ulækre, overskidte toiletter og uforklarlige forsinkelser. Det hele kørte bare let, elegant og respektfuld derudaf. Den ene gang, hvor en guide blev 10 minutter forsinket pga. en, for ham uventet, ulykke på vejen, blev der omgående ringet og givet såvel besked som undskyldning.

Er der måske nogensinde nogen, der har hørt DSB give en undskyldning? Eller behandle sine betalende passagerer med respekt?

Jeg lader lige spørgsmålene stå……….

Continue Reading

Saigon vågner.

Hvilken forunderlig stilhed og ro. Her klokken 6.30 om morgenen. I alt fald til sammenligning.

Om dagen og til langt ud på aftenen er Saigon en myretue af arbejdende mennesker, der hele tiden, uendeligt, transporterer ting fra det ene sted til det andet. Af trafiklarm og trafikkaos, skabt af de utallige motorcykler, scootere og alle bilerne, der ligger i permanent indbyrdes konkurrence om at komme først. Endnu er det aldrig lykkedes mig at løse det store spørgsmål: Først hvorhen? Og af forurening, som ligger som en klam dyne over byen. Solen er aldrig tydelig i Saigon, den er besmogget og næsten lidt tilbagetrukket sky, som om den i grunden helst ikke vil være her for alvor.

Selv de Saigonske morgener er på grænsen af min storbytolerancetærskel. Måske skyldes det, at her bare er for meget af det hele. Alt for meget. Man griber jo sig selv i akut længsel efter et dansk guldbryllupskvarter i absolut afdød tilstand en grå lørdag eftermiddag i januar. Eller et dansk lyskryds i provinsen, hvor lovlydige danskere venter på grønt, selv om der umiddelbart ikke er et eneste motoriseret køretøj i sigte.

I Saigon ville den slags aldrig forekomme. Selv om morgenen. Trafiklys er vejledende, præcis som kørselsretning og scooterbane. Fortove er for tiloversblevne scootere, mens fodgængere må klamre sig til husfacader og håbe på det bedste. Guldbryllupskvarterer i januar er nok udelukkende noget, man kan opleve på TV i eksotiske film om nordboere.

Med alt det mener jeg vist bare, at nu vil jeg hjem. Hjem til freden, stilheden, de dybmørke aftener og min gode stol. Jeg er ikke god til overdoser af asiatiske storbyer. De skal helst udstykkes i mindre portioner for at jeg kan nyde dem intenst.

Heldigvis for det evigt spøgende belønningscenter er status på hjemkuffert nu også, at der er 250 g. fri bagage tilbage, og at kufferten kun kan tvinges ind i en lukning, hvis jeg ud af Saigon ifører mig vinterstøvler, uldsweater, frottesokker, minimum  to jakker og en elefant i træ.

Det gør jeg så! Mens Saigon vågner.

Continue Reading

Om det underjordiske liv i Cu Chi.

Ikke så langt nord for Saigon kan man få anskuelighedsundervisning i Vietnamkrig. I landsbyen Cu Chi, hvor Viet Cong guerilliaerne holdt til under krigen, findes et interessant og anderledes museum, hvor hovedattraktionen ( for nogle, men det kommer jeg til!) er de utallige tunneller, som vietnameserne fik gravet, uddybet og anvendt under krigen.

Selve området var på det tidspunkt tæt jungle, og man skal lige minde sig selv om, at selv om det ligger i det daværende Sydvietnam, var der trods alt tyve procent af befolkningen hernede, der støttede Ho Chi Minh og hans kommunister, så hvad er vel mere effektivt rent camouflagemæssigt end både at holde til i junglen OG leve under jorden.

Her er kilometervis af tunneler i 3 etager, holdt oppe med bambus som stivelse og med samme træs rørstammer anvendt til ventilation. Selve vejen ned i dem er smal og trang, og faktisk er det kun udvalgte turister på under 60 kilo, der har en chance for at opleve, hvad det vil sige at møve sig ned i den slags klaustrofobiske gemmer. For turisternes skyld er der også adgang til nogle få meters kravlen gennem tunneler på guerillavis. Hvis man er under 70, ikke lider af klaustrofobi og ellers ikke har væsentlige sygdomme. Selv om der er trangt dernede, har man faktisk udvidet disse turistunneler, men turen gennem dem er stadig åndedrætsudfordrende og en belastning for ryggen, for man kravler helt sammenbøjet i noget, der minder om hugstilling. Og det er så bare for sjov. Dengang BOEDE man dernede. I måneds- og årevis.

Tunnelerne er et imponerende, velgennemtænkt ingeniørarbejde, udført af de lokale bønder. Man gravede udelukkende om natten, i øvrigt med bambusskovle, hvor amerikanerne oftest sov, og al den overskydende jord blev enten fyldt i bombekratere eller møjsommeligt transporteret til floden 1 km. væk. Enhver form for røg fra madlavning og andet blev på snildeste vis ledt op af jorden gennem snedige rørsystemer, der udmundede langt fra de faktiske tunneler. Alle større bygningsværker, så som hospitaler ( hvor man i øvrigt ikke havde nogen form for bedøvelsesmidler), skoler, fælleshuset og lignende var gravet ned i jorden, så deres tage kunne camoufleres som blot og bart et stykke jungle. Og de var lange og omfattende, de tunneler. En af dem gik til og under amerikanernes nærliggende base, en anden til Saigon 50 km. væk.

Så samtidig med at der fandtes en nærmest parallel, underjordisk dagligdag, var stedet også et træningscenter for Viet Cong. Og derfor selvfølgelig et højt prioriteret som mål for amerikanerne. Dog ikke med den store succes, for smed man grimme ting ned i tunnelerne, havde vietnameserne effektive remedier mod nærmest alt ( utroligt, hvad urin kan anvendes til), og deres tilpasning til de trange forhold er dybt fascinerende. For i den sidste ende var det vel også den, der var en del af årsagen til, at amerikanerne måtte forlade Vietnam med uforrettet sag og millioner af unødvendige liv på samvittigheden.

For drengerøve, der brænder efter at skyde deres penge lige direkte ud i den blå luft, er her også mulighed for ( mod klækkelig betaling) at afprøve datidens krigsvåben i form af rifler og maskinpistoler. Det er tilsyneladende meget populært, for skoven genlyder af skudsalver fra alle de, der betaler for at (gen)opleve en krig, de aldrig har deltaget i. Og i øvrigt nok er taknemmelige for, at de ikke gjorde.

Museet i Cu Chi er en oplevelse. En form for anskuelighedsundervisning, en nødvendig påmindelse om en skamplet i verdenshistorien og et lidt heroisk mindesmærke for al den tragedie og lidelse, der knytter sig til krig. Men det er også en hyldest til livskraften, til påfindsomheden, til overlevelsesstrategierne og til hvordan, musen med snilde kan overmande den store, lidt stupide kat.

Hvor MÅ det have været forfærdeligt at leve dernede. Og hvor Må de have været stolte af, at de gjorde det.

Continue Reading

Om kommunistpoliti.

I Vietnam skal man have 32 ud af 30 mulige uddannelsespoint for at studere 4 år til politibetjent. Til sammenligning kræver det 12 point at blive lærer. Ikke nok med det. Man skal også være udstyret med samme statslige tjenestemænd i op til flere generationer bagud, for ellers går den ikke, med mindre man er fra landet eller bjergene. Nepotismen er en nærmest ubrydelig mur, og det svarer vel lidt til et medfødt adelsskab at kunne indgå som såkaldt beskytter af lov og orden i dette kommunistiske land.

De overskydende point, dem, der falder udenfor skalaen og pointsystemet, kan man så hente sig enten ved økonomisk at udfylde lidt huller hos værdigt trængende andre embedsmænd, eller ved at komme fra landet eller bjergene. At stamme fra udkantsvietnam er, som i Maos Kina, et fremragende udgangspunkt for en højere statslig position. Så er partiet nemlig sikre på, at man enten har en mangelfuld skolegang eller stammer fra en lang række af ignorante bønder. Det er selvfølgelig en fordel at holde underordnede politimænd en smule stupide. Så makker de ret og gør, hvad de bliver bedt om.

I går, da vi kørte hjem fra Mekongdeltaet, blev vi af det lokale politi bedt om at køre på landevejen og ikke på motortrafikvejen. Der var nemlig mange biler og trafikkaos, og hvis politiet kunne bibeholde samme kaos, kunne de indkassere millioner i bøder for stressbetingede forseelser. Det kunne de jo ikke på motortrafikvejen, hvor der gælder andre regler, og hvor der ikke er samme indbyggede muligheder for uforvarende at begå forseelser.

Det hele skyldes, at det snart er nytår. Og politiets børn skal jo også have gaver. Store, altså. Så lige nu regner det med trafikbøder for såvel reelle som imaginære, påståede forseelser. Vel at mærke bøder, der går direkte i politiets lommer ( og de er store). At være overordnet politiofficer er en sand guldgrube, for på pyramidespilsagtig måde har man jo “optegnet” en hær af lydige underordnede, der skovler penge ind fra befolkningen. Penge, der aldrig kommer i nærheden af statskassen, men som gør det til det mest lukrative arbejde i landet at være i politiet.

Faktisk tjener en vietnamesisk politibetjent med flair for opfundne trafikbøder på 3 måneder det samme som en dansk gennemsnitsindtægt. Og sammenlign så lige leveomkostningerne! No wonder, der er nogle meget statelige privatboliger flere steder.

Så i det kommunistiske Vietnam skal man bare score sine 32 point og få lidt gang i indtjeningen. Så er ens lykke gjort, og man kan leve som en lille greve i dette såkaldte kommunistiske land, hvor politiet er lidt mere lige end alle de andre.

Continue Reading

Om at forestille sig, hvordan noget ser ud.

Når jeg rejser til et sted, jeg aldrig har været, har jeg altid en form for forestilling, nogle indre billeder af, hvordan jeg forventer, det ser ud. Jeg har tit prøvet at spørge mig selv, hvor i alverden jeg har mine før-fotos fra, og indtil nu har jeg ikke fundet et svar, jeg sådan lige kunne bruge.

Der er sikkert også talrige kilder til den slags. Men i tilfældet Vietnam er jeg ikke et sekund i tvivl om længere, at samtlige mine billeder af, hvordan her ser ud, stammer fra den uhyre store mængde amerikanske krigsfilm, der i de sene 70-ere og langt op i 90-erne blev kastet ud over verden for ligesom at bøde på amerikanernes dårlige samvittighed. Der var Coming Home, og der var Deer Hunter, der var den forfærdelige Born On the 4th of July og tonsvis af andre afladsfilm, og så var der Apocalypse Now, som vist er den primære hovedkilde til mine Vietnambilleder.

Da jeg så et landskab som det, filmen præsenterer, følte jeg, at Vietnam så fuldstændigt rigtigt ud. Som om virkeligheden kun blev sand, hvis den lignede filmen. Noget af en omvendt rækkefølge, og ret tankevækkende. Men Vietnam SER sådan ud. Præcis sådan som jeg forventede udfra mine filmskabeloner. Når man kører eller sejler gennem junglen, kan man næsten høre lyden af en amerikansk chopper  for sit indre øre. For sådan lød det jo i filmen. Faktisk tror jeg næsten, jeg ville være blevet skuffet, hvis Vietnam havde tilladt sig at afvige fra min filmmodel. Det blev jeg så ikke.

Ydermere fortæller alle disse indre billeder også, hvor stor en påvirkning den krig, der kørte som et evigt Sound- og billedtrack til min ungdom, har haft på hele min generation. Mens jeg var teenager, var der altid Vietnamkrig. Tillige var det den krig, der for alvor begyndte at gøre mig og adskillige andre fra samme generation politisk bevidste. Faktisk var det nok også sammme krig, der gjorde, at jeg nåede at fylde 40, før jeg overhovedet nogensinde satte mine venstredrejede fødder på amerikansk grund. Ikke fordi jeg ikke havde råd. Men fordi jeg ikke ville. Selv med engelsk som hovedfag var selve landet Amerika no-og, forfærdeligt politisk ukorrekt og en skamplet på verden. Endnu mere faktisk findes der en hel generation af engelsklærere i Danmark, som alle er vildt anglofile og dyrker den britiske accent til sidste tone. Fordi der F….  ikke er nogen, der skal komme og beskylde dem for at tale amerikansk!

Anyway, og tilbage til selve emnet: Vietnam ligner Vietnam. Vietnam er som taget ud af en amerikansk krigsfilm, så det lever til fulde op til de billedlige forventninger.

Det er på sin vis ganske rart og befriende. Og hvor er her dog smukt!!

Continue Reading

Om Lady Buddha.

I byen Dan Ang ca. midt i Vietnam står en 67 Meyer høj statue af en kvindelig Buddha. Lady Buddha. Dette billede er taget på meget lang afstand, så selve statuens blide og milde ansigtstræk kan næppe skimtes. Til gengæld kan man vist tydeligt se, hvordan den dominerer landskabet på meget lang afstand. Magtfuld og blid.

Lady Buddha er heldets og harmoniens gudinde. Hun kan noget, som Buddha ikke kan. Eller i alt fald har hun på nogle områder meget større magt, visdom og erfaring. Især de dele af livet, der knytter sig til nytåret ( harmoni i familien og held og lykke i det nye år), er hun et godt supplement til, eller måske endda endnu mere pålidelig end Buddha. Derfor har hun især sin højsæson denne tid på året, hvor rigtigt mange valfarter til Dan Ang for at ære og bede til hende.

At have en kvindelig Buddha er ikke udelukkende en vietnamesisk skik. I Buddhaismen over hele Asien findes kvindelige gudinder, som tilbedes for netop deres værdier. Ingen er selvfølgelig i tvivl om, at det primært er det, vi sådan lidt gammeldags kalder kvindelige værdier, Lady Buddha står for. Familien, harmonien— men faktisk ikke frugtbarheden, som jo ofte i Europæisk mytologi er knyttet til en kvindelig helligdom. Hernede handler det meget mere om balance. Yin og Yan, for nu at skære det ud. Hvis der er noget på den ene side, skal der være noget på den anden til at veje det op. Man kan, i asiatisk visdom, ikke have en mandlig Buddha uden at have Lady Buddha. Elementært. For dem!

Det ville svare til, at vi dyrkede en kvindelig Jesus. Eller i alt fald et kvindeligt modstykke til Jesus med samme enevældige status indenfor specifikke områder. At vi i kirkerne opsatte statuer af hende og bad til hende. Ja, jeg ved det godt!  Nemlig at mange nu tænker, at det gør katolikkerne skam også i deres dyrkelse af Jomfru Maria. Men hvor er hun, eller nogen som helst anden kvindelig skikkelse, henne i protestantismen? OG så er det vist ikke lige sådan, at Maria dyrkes for ret meget andet end for at være Jesus’ mor? Ikke i kraft af sig selv og sine egne evner. No Way.

Jeg kan rigtigt godt lide ideen om Lady Buddha. Hun er sgu` da det tydelige, markante udtryk for, at verden ikke blot er beboet af maskuline gudebilleder. Som hun står der og troner over bugten i Dan Ang. 67 meter høj og fuld og lykke og harmoni.

Continue Reading
1 2 3 67