Chicago.Et fantastisk sted.

Det er nemt at tabe sit hjerte til Chicago. Også selv om blæsten piber en del her i TheWindy City, temperaturen nærmer sig nul, inklusiv chillfaktor, og der ikke er noget, der er ret billigt.

Men Chicago har charme, og den har sin egen storbyagtige, laid-back livsstil. Her er slet ikke stressende travlt, her er ikke forjagede Yellow Cabs som i New York, her er plads til smil og hjælpsomhed overfor turister, og så er her smukt. Virkelig smukt. Og trygt. Virkelig trygt. De dage, da spritsmuglere og Capones håndlangere residerede her, er længst omme.

Selvfølgelig er arkitekturen Chicagos væsentligste seværdighed. Byen var så ualmindelig “heldig” at brænde ned i 1871 på et tidspunkt, hvor de nye stålkonstruktioner og penge, mange penge, kom til at dominere alt byggeri. Derfor er Chicago en relativt ny by, hvor man i den grad har eksperimenteret og stadig på fuldt drøn eksperimenterer med arkitekturen. Dog altid med mennesket i centrum, for det er vel arkitekturens fremmeste formål: at skabe optimale levevilkår for mennesket.  Netop i denne weekend har byen sin årlige Åbent Hus weekend, hvor ellers lukkede huse gratis åbner dørene. Fra gamle, smukke Art Deco skyskrabere, til 60- ernes nytænkende glaskonstruktioner og til nutidens eksperimenterende boligformer i højderne. Det er virkelig værd at se. Derudover har byens arkitekturinstitut utallige såvel gående som sejlende ture med vidende guider, og jeg glæder mig utroligt til den om skyskrabernes historie, som vi skal på mandag.

Og er man ikke lige til bogstavelig højtravende arkitektur, så har de altså et kunstmuseum, der er så stort og omfattende, at man enten må holde utallige pauser eller hjemmefra have planlagt, præcis hvad man vil se. Det er sådan et “ Nå, den har de også- museum”, især med vægt på de franske impressionister ( aldrig har jeg set så mange åkander!) og amerikanske klassikere. Desværre var Hopper på tur i Europa, men American Gothic var heldigvis hjemme. (Se oploadet billede).

Ulig New York, hvor man sjældent slentrer, men altid er tvunget til at følge byens hamrende puls, så er Chicago en rigtig slentreby. Langs floden, langs søen, langs og i parkerne og langs The Magnificent Mile, hvor alle de forretninger, man lige kan tænke på, har en afdeling. Inklusiv de store stormagasiner fra New York, så her er ingen mangel på hverken, Macy’ s, Saks eller Bloomingdale. Eneste problem er, at netop denne forekomst kan blive dyr….

Hvis det ikke lige var fordi, Chicago ligger en smule ubelejligt langt fra Sønderjylland, så blev det nok min yndlingsdestination for forlængede weekender. Det kunne byen måske prøve seriøst at gøre noget ved?

Continue Reading

Halloween. Hele oktober.

Det er simpelthen noget af det, amerikanerne tager allermest seriøst. Halloween. Mindst lige så seriøst, som vi tager julen. Og jeg kender rigtigt mange, der tager julen virkelig seriøst. Det er ikke bare pjat.

Allerede i slutningen af september pyntes der op til Halloween. Så er de da også sikre på at få vidtstrakt glæde af det. For langt de fleste består udsmykningen af smagfulde, ofte hjemmegjorte kranse, sammenplantninger og små opstillinger, altid med et græskar som  centerpiece, i flotte efterårsfarver. Det virker som regel rigtigt hyggeligt, og langs vejene i landbrugsområderne bugner det med græskar til salg—eller pile mod kolossale pluk- selv græskarmarker.

Men så er der dem, der går i total Halloweenselvsving. Og der er faktisk en del af dem. Gud bedre det! Deres første uskrevne lov synes at være, at intet, altså absolut intet, må være af naturlige materialer. Dernæst udviser de en umådelig forelskelse i plastik, ting der blinker ( gerne i forskellige farver, samtidig!) og den slags ting, man selv i Tigerforretninger kan købe for under en krone. På tilbud. Skeletterne, i plastik altså, er i den grad kommet ud af skabene og hænger, dingler, roterer eller blinker i hobetal. Gamle lagner har fundet fornyet dødt liv, og hekse er på særlige steder ret populære. Det virker faktisk som om, der lige nu er en begyndende, men markant trend indenfor heksepynt i bestemte geografiske områder. Nogle steder fremvises også en klar fascination af oppusteligt plastik. Oftest udfra devisen om, at jo større det er, desto uhyggeligt bedre.  Små spøgelser er udholdelige, men store, der ovenikøbet ofte er ved at tabe luften og derfor virker uovertruffent vringlende og halvberusede, er et noget aparte syn. Sådan i folks forhaver på en stille villavej.

Billedet er, af læserhensyn, af et af de mere afdæmpede bepyntninger. For udover nogle skeletter i hjørnerne er det da egentlig et kønt syn. Den form for efterårspyntning kunne vi godt arve over Atlanten, for det udfylder den mørketid mellem efterår og legal julepynt, hvor vi ligesom mangler lidt naturlig glæde. Men sæt told, moms, oms eller direkte importforbud på resten. Lad bare amerikanerne om plastikken og de halvfulde spøgelset i forhaven.

Continue Reading

Detroit. En by, der var.

I 2013 erklærede Detroit sig konkurs. Der var ikke andet at gøre. Byen, som med opland engang var  en af Amerikas rigeste byer på 7 millioner indbyggere, var færdig, forladt og på røven. Som flagskib for især bilindustrien—her bor både Ford, GM og Chrysler— var Detroit et fantastisk sted at bo og arbejde i den amerikanske bilindustris storhedstid, men da bilerne af energinæssige årsager blev mindre i størrelse og større i europæisk eksport, forsvandt jobbene. Tilsat en god portion effektivisering og rationalisering, som også kostede såvel arbejdere og—som det jo altid er tilfældet—alle de underleverandører, handlende og andre, der indirekte levede af de store industrier.

Detroit er en spøgelsesby. En by, der ser ud som om, nogen har været på et vildt hærværkstogt gennem den og hensynsløst har smadret alt forefaldende på deres vej. En by, hvor selv hovedboulevarden og de omkringliggende hovedstrøg har områder, hvor man ikke bevæger sig ud efter mørkets frembrud. Hvor der intet liv er, udover fuldstændigt opgivende mennesker, der blot stirrer tomt ud i intetheden. Kirkernes små forhaver og hovedtrapper er fyldt op med hjemløse, og det er både synligt og mærkbart, at ingen har repareret hverken veje eller fortove i mange, mange år. Det er, i mange områder, trøstesløshedens ansigt, der stikker frem, og som udlænding føler man sig hensat til de armeste områder af det fattigste Østeuropa. Gange to.

Men heldigvis er der små enklaver af håb. Små steder, hvor livslysten, håbet, troen på fremtiden og initiativet blomstrer. De er dog få. Faktisk påberegnes det, at en tredjedel af byen skal jævnes totalt med jorden for overhovedet at få en form for liv i den igen. Det ville også hjælpe gevaldigt, hvis alle de smadrede fabrikker, huse med løsthængende pap for vinduerne og nedfaldet tag samt decideret vandaliserede bygninger kom væk. Det hjælper ikke på optimismen at se dem overalt.

Heldigvis, igen, er det som om, byen har en ukuelig livsvilje, og de beboere, jeg har talt med, tror på deres by. Tror på, at den kan komme til sig selv igen og blive et rart og trygt sted. Ydermere vokser der også mælkebøtter i slummen, for netop disse forfaldne Klondykesteder appellerer til unge kunstnere, iværksættere og kreative sjæle. Det er vist dem, der skal have den største tiltro med sig. Samtidig med, at det bliver et kolossalt arbejde at få dette sted til at blive en velfungerende millionby igen.

Den gamle nybyggerånd kunne i den grad klare en renæssance i Detroit. Det tror jeg også på, den får. Ad åre. I mellemtiden er det så vigtigt, at vi andre lægger lidt penge i byen. For der er stadigvæk ting her, der er værd at se. Mellem forfaldet.

Continue Reading

To STOP in the name of love!

Helt indiskutabelt et stop på en lang rute rundt i en næsten afdød by: Motown Studios i Detroit. Der, hvor endnu et soundtrack til ens ungdom blev produceret tilbage i 60-erne og 70-erne. For de kunne nu noget, de Motown-artister. Mest af alt at få en til at danse.

For nogle år siden var jeg censor på den mest fremragende opgave, jeg nogensinde har læst. Om Motown. Så udover min umiddelbare glæde ved musikken, var jeg også ret godt inde i selskabets historie og betydning. Bl.a., at der inden Motown eksisterede 2 officielle hitlister i USA, en for hvide kunstnere og en for sorte. Det fik Motown lavet om på, hvilket på det tidspunkt var en utrolig bedrift. MEN, og det var så bagsiden af medaljen, Motown blev også selskabet, der gjorde sort musik hvid og stueren. Både i tekster, udførelse og optræden. Hører man f.eks. Marvin Gaye, FØR han kom til Motown, skulle man ikke tro, det var den samme mand, der kunne forandre sig fra rebel til nærmest crooner.

At Motown virkelig seriøst kæmpede for den hvide stuerenhed, fik vi også slået fast på rundturen gennem de to helt almindelige beboelseshuse, der indtil 1972 var Motown. ( I øvrigt forkortet motor+ town). Vores fantastiske, sprudlende og farverige guide fortalte om, hvorledes ambitionen var at forvandle helt almindelige purunge mennesker med fine stemmer til velopdragne stjerner. Det gjorde man bl.a. ved at ansætte folk både til at lære dem gode manerer, datidens dresscodes og ordentligt sprog. Derudover var negervrid og overdrevne bevægelser ( især med underlivet) bandlyst. Bare se på The Supremes og bestem, om det lykkedes!

Alting hos Motown dengang synes at have været som en stor familie, der mest af alt benyttede de forhåndenværende søm til at lave hits. De velkendte ekkoer, som dengang var en nyskabelse, skyldtes optagelser i badeværelset- enhver ved jo, at man aldrig synger bedre, end når man synger i badet! Optagelser foregik både nat og dag, for man ved jo aldrig, hvornår genierne er mest geniale, og skærmen, man kan se på billedet, var flytbar, således at man kunne skærme trommeslagerens lyd fra at overdøve andet.

Der var masser af gamle anekdoter, og det var fantastisk at trave rundt i de omgivelser, og allermest i det helt originale studie, der ikke er ændret siden 72. Klaveret, en Steinway, har stået der siden, og er netop restaureret,  fordi Paul fra Liverpool kom forbi og smed et par millioner efter det. Chokoladeautomaten i den minimale mellemgang står også som i 60-erne, hvor alle chokoladebarer havde deres helt faste pladser, fordi man i studiet havde en 11-årig, blind dreng, der skulle kunne finde sit yndlingsslik. Og hvem var det så lige?????

Så skulle nogen komme forbi Detroit, så er dette virkelig et besøg værd. Der er også fuld valuta for pengene rent auditivt mange, mange timer efter. Inde i mit hovede er der skarp kamp mellem My Girl og føromtalte STOP lige for tiden………

Continue Reading

Den store tomhed.

Dette er en af Cleveland utroligt smukke arkader. Bygget tæt på forrige århundredeskifte og et klart udtryk for den velstand, der dengang prægede de store industribyer langs søerne i USA. Her er hverken sparet på guld eller pral, og fint og hyggeligt er her da også.

Men tomt. Så usigeligt tomt. Det, der før var upmarket restauranter og små, dyre boutiques er nu omdannet til et spøgelsesagtigt øde, hvor eneste fungerende shop synes at være US Postal Service. Der er hverken mennesker eller handel i dette fine galleri, og faktisk er det et utroligt godt billede af, hvordan der også er udenfor.

De store industribyer bløder. De bløder ikke bare mennesker, som hastigt flygter fra arbejdsløshed, fabrikslukninger og ubetalte terminer, de bløder også menneskeblod. Heroppe er forfaldet nemlig også psykisk med millioner af lægeordinerede narkomaner og endnu flere millioner, der henter deres stoffer på gaden.

Kommer man bare få kilometer udenfor bycentrum, er forfaldet særdeles synligt. Her er ubeboelige huse, smadrede fordøre og højhuse uden et eneste helt vindue. Og desto mere arkitektonisk forfald, man ser, desto større er det menneskelige også. Her er kun de tilbage, som absolut ikke har muligheder for at tage andre steder hen.

Krisen i 2008, som amerikanerne jo mærkede væsentligt mere seriøst end os, har selvfølgelig en god part af skylden, men faktisk startede det hele meget før med rationaliseringer, effektiviseringer og nedlæggelse af urentable virksomheder. Og det var de ufaglærte industriarbejdere, som i første omgang mærkede de nye, ugunstige tider. Det er så deres børn og børnebørn, der næsten bevidstløse hænger på gaden og er arbejdsløse på tredje generation. Samt i ren fortvivlelse får antallet af forbrydelser til at nå et hidtil grænseoverskridende tal.

Det er trist. Så usigeligt trist.

Continue Reading

Henry Ford Museum. Detroit.

Jeg var lidt skeptisk til at begynde med. Bange for en hel dag med typisk amerikansk tivolisering, selvros, selvsving og forherligelse af såvel egen som nationens fortjeneste. Men jeg tog fejl. Meget fejl. For dette er et af de bedste, mest alsidige oplevelsescentre, jeg nogensinde har været på, som på en (generelt) seriøs måde formidler sit stof og tager det alvorligt.

Henry Ford Museum er mange ting, og man må vælge. Det gjorde vi så og startede med at se det kæmpestore museum over bilens, togets, flyets, hjemmets, landbrugets og centrale amerikanske borgerrettigheders historie. Det var stort at se den bil, Kennedy sad i, da han blev skudt, men også mange andre tidligere præsidenters biler findes på museet, inklusiv Teddy Roosevelt hestevogn, for han var ikke til biler. Den første model af Ford T og et utal af andre ikoniske modeller, kan også beses, og man får indtrykket af, at når museet lukker, så myldrer det med en sværm af arbejdere, der bruger hele natten på at pudse biler. Her er også den stol, Lincoln sad i, da han blev skudt samt bussen, hvor Rosa Parks sad, da hun nægtede at flytte sig tilbage i 1955. Her er flyvere fra de første pionerer til store jetfly, enorme lokomotiver, der kunne trække togstammer på op til to kilometer i længden, de første campingvogne, hjemmets indretning gennem 1900-tallet og landbrugsmaskiner af enhver form og udførsel. Der er nok til flere dage. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad entusiaster kunne bruge af tid, men de ville nok skulle ind i et pænt antal overnatninger.

Og så kan man komme på besøg på Fordfabrikken. Eller rettere, Fordbyen, for Rouge- fabrikken måler over en mil på begge ledder. Først ser man en ( lettere rosende, indrømmet!) præsentation af fabrikkens historie, dernæst en vildt high techet film om fabrikkens nutid, og det er virkelig flot lavet. Det har kostet kassen til de visuelle designere. Størst er det dog at komme ind i samlehallerne, hvor der produceres 1200 biler om dagen. Fra en slags svalegang over de store haller kan man iagttage bilens fra dens spæde fødsel, til den ruller fiks og færdig af samlebåndet et par kilometer senere. Det er indbegrebet af samlebåndsarbejde, dette her, for hver arbejder laver kun (dog på skift, med talrige byt) det samme lille stykke bil. Det er sikkert ikke specifikt fantasifuldt og varierende arbejde, men der var godt humør dernede, og det slog mig, hvor individuelt alt var tilpasset den enkelte arbejde i højde, længde og bredde. Samt hvor ustresset det hele så ud til at være. Ydermere skal man vist være mere end overlykkelig for overhovedet at have et arbejde i denne by, hvor arbejsløsheden er den højeste i USA, og selve byen, helt uhørt, måtte erklære sig konkurs og rabundus for få år siden. Mere om det på et andet tidspunkt. Anyway, nu ved jeg da bare lige, hvordan man bygger en bil! Piece of cake!

Sidst, men ikke mindst, er der så Greenfield. Fords egen mønsterlandsby, hvor han opførte en tro kopi af netop det hedengangne USA, som han vel egentlig var en af de ypperligste til at smadre, alene med sin opfindelse af bilen. Her er huse, forretninger, forlystelser, (altså på karousselniveau!) og arbejdende værksteder fra dengang, en mand var en mand, og en prærie var en prærie. Netop her havde jeg frygtet en forherligelse og en nostalgisk, smagløs, Disneyficeret dyrkelse af en tid, der måske i virkeligheden aldrig var. Det er ikke tilfældet. Alle de huse og værksteder (f.eks. Thomas Edisons værksted og den allerførste Fordgarage), som Ford opkøbte rundt i landet, rev ned og genopførte i sin fiktive landsby, er små arbejdende enheder, hvor en hær af pensionister ( mit bedste gæt er pensionerede lærere! ) står parat til at fortælle, forklare, fremvise og svare på alle ens umulige spørgsmål. Nogle af dem er små, omvandrende leksika og guld værd for enhver form for anskueliggjort historieundervisning. Vi var f.eks. inde i Fords eget barndomshjem, hvor en vildt interessant dame klart reviderede vores syn på nybyggerne og desuden slog fast, at hvis nogen lider af den overbevisning, at Henry Ford er indbegrebet af den tolkning af Den Amerikanske Drøm, der handler om “ from rags to riches”/ Joachim von And, så tager de fejl. Der var både penge, velstand, kvadratmeter og udsyn i DET barndomshjem. Jeg kunne have tilbragt flere dage med konkret at vade rundt i amerikansk historie. Det var som at komme til Den Gamle By, bare med amerikansk fortegn.

Så— selvom meningerne om Henry Ford personligt nok er overvejende divergerende, så er dette kæmpestore museum en guldgrube af oplevelser og vidensudvidelse. Det var alle 50 dollars, og meget mere, værd, og en ualmindeligt berigende måde at bruge det meste af en hel dag.

 

Continue Reading

Rock and Roll. Hall of Fame.

Når man læser diverse rejseguides om USA, er Cleveland sjældent nævnt. Det er ikke lige det oplagte mål på rejseruten, og faktisk tror jeg, min mand er den eneste, jeg kender udover mig selv, der har været i Cleveland.

Vi er her nok også primært, fordi vores rute gik forbi og krævede et stop omkring Cleveland. Og så fordi, vi gerne ville se Rock and Roll, Hall of Fame. Et ungt par, vi mødte til fælles morgenmad undervejs på ruten, talte i store, rosende vendinger om stedet, og så ER man jo inderst inde et gammelt rockvrag, der stadig kan gå i halvtwistende hoftevrid, når den rigtige melodi tvinger en op af sofaen.

Det kan så kun anbefales, stedet. Det er sjældent, jeg bruger over tre timer på et museum. Selv Louvre kan jeg personligt godt nå på langt under den tid. Men her fangede og fængede det mig, og museet er så righoldigt i sit udvalg og sine interessante udstillinger, at de fleste vil kunne finde præcis deres niche og musiksmag. Samt få en gevaldig brush up på, hvordan det lige var at være ung med alle de grupper, der dengang var at være unge med.

Her er historien om rockens rødder, sobert fortalt med især vægt på bluesmusikken, jazzmusikken og folkemusikken, hvor man i de første to tilfælde virkelig ikke kan undgå at bemærke, at hovedparten af “the founding fathers and mothers” var farvede. Godt nok er netop denne afdeling stærkt national, således at man som europæer noterer sig, at specifikt europæiske musikgenrer ligesom ikke tæller som rockens ophav i amerikanerøjne. Det skal man så bare vænne sig til. At perspektivet herovre er anderledes end derfra, hvor man er vant til at se det med sine europæiske øjne. Og det er sikkert vildt sundt.

Her er oceaner af rocksouvenirs, førsteudgivelser, musikinstrumenter(især guitarer), der har tilhørt berømte musikere, hele garderobeskabe fulde af scenetøj, doneret til museet og masser af andre finurligheder. Jeg nævner bare i flæng Elvis håndbyggede motorcykel, tonsvis af hans guitarer, ustyrlige kostumer fra Lady Gaga, Madonna og Freddy Mercury, begravelseshæftet fra Marvin Gaye, Tina Turnes hår og tre etager mere…..

Her er også enorme mængder af gamle koncertklip og en del interaktive ting. Man kan f.eks se, hvem der har inspireret diverse kunstnere—samt hvem de selv har inspireret. Og det er sjovt at klikke sig igennem One Hit Wonders og her, som den eneste dansker udover ham fra Metallica, finde Jørgen Ingmann med en Apache. I øvrigt glimrer vi lidt med vores fravær. I broderlandene har de da sendt ABBA og A-ha afsted.

Selve Hall of Fame -etagen består af plaketter over de solister og grupper, der siden 1986 er blevet optaget i det fine berømthedsselskab, og igen føler man sig ind imellem en smule for europæisk, når der optræder amerikanere, man aldrig i sit liv har hørt om. Eller hørt. Samt bliver lidt muggen og tøsefornærmet over, at det skulle tage helt til 2001 at få Mercury, May med flere op på stjernevæggen. I øvrigt samme år som Michael Jackson—helt uden at sammenligne!

Der er nok at gå ombord i på dette rocktempel af et museum. Det eneste autoriserede af sin art i verden og det eneste med så righoldig en samling. Det er selvfølgelig noget langt at rejse for. Men kører man alligevel forbi, er det, efter min mening, et must.

Continue Reading

En god ide til efterfølgelse.

I Cleveland, Ohio kan man rejse med sit smil som eneste rejsekort. Det er, altså et smil, hvad en bustur på 2 ruter rundt i byen koster. Ydermere er busserne, der kører på disse ruter, charmerende og lidt gammeldags indrettet på den gode måde.

Mens man smiler som en gal og kører på frihjul rundt i byen, bliver man også belært om byens seværdigheder og de væsentlige ting, der passeres.

Det kunne vi lære noget af i vores storbyer med seværdigheder placeret så langt fra hinanden, at de færreste magter at gå mellem dem. Det ville klæde os.

Det ville også klæde os at smile lidt mere. Måske er ideen også oplagt til at fremdyrke et ægte dansk smil, for jeg kender i alt fald ikke ret mange, der ikke smiler temmelig meget over ting, der er gratis!

Continue Reading

De store søer.

Lake Erie er på over 25.000 kvadratkilometer. Det er mere end halvdelen af Danmark. Og så er den overhovedet ikke den største sø, kun sådan en pæn middelstørrelse.

For mig er der noget ukendt og mystisk ved ikke at kunne se (til) den anden bred af en sø, når man står på den ene. Ikke at kunne forholde sig til, hvor søen ender og begynder. Og ikke at kunne se forskel på en sø og et hav. Det er faktisk et af mine kriterier for sådan i en håndevending at kunne se forskel: at det nok er et hav, når jeg ikke kan se til enderne.

En hel dag har vi kørt langs Lake Erie, og den er slet ikke slut endnu. Det er da vildt. Det får mig til at tænke på, om nybyggerne i sin tid ikke troede, at de var stødt på den ultimative ende på Amerika, når de stod der ved prærievognene og skuede ud i uendeligheden i blåt. At nu var det slut med at drage mod vest, eller i alt fald nord, for der var ligesom ikke mere at drage efter.

Selvfølgelig har de kløgtigste af dem smagt på søens vand og derefter konkluderet, at der nok alligevel var ende på søgangen. Alligevel er det utroligt at tænke på, at over 20% af jordens ferskvand findes i disse søer. Og at søbåret fragt har været enormt dominerende i den tidlige industrialisering, før jernbanerne for alvor slog igennem som mest betydningsfulde transportform i dette store land. Man kan faktisk læse og høre om adskillige skibsforlis blandt datidens fragtskibe på Lake Erie, som regel forårsaget af storme og dårligt vejr. Det er sjældent, man hører om forlis af store fragtskibe på de danske søer. Både dengang og nu.

Og så ER det altså en smule vanskeligt at opnå tilstrækkeligt mange såvel kig som gåture ned til de søer. Herovre planter man jo bare sit hus på den yderste pynt, sætter en halv million skilte med Adgang Forbudt op og ansætter en Pit Bull til at klare resten. Der findes meget få offentlige strandarealer, meget få ledige pladser langs søerne, og der er tilsyneladende ingen, der blander sig i, hvor og hvordan man lige bygger. Den var sgu’ aldrig gået i Danmark, hvor vi pænt deles om den slags arealer og ligesom ikke tilbeder det private initiativ helt så hyklerisk. Det byder mig imod. Og irriterer mig, at jeg ikke bare lige kan gå en søtur.

Også selvom Lake Erie med sit areal må have en omkreds på noget, der kunne blive til en del lange gåture. For slet ikke at tale om resten af søerne, lagt sammen.

Continue Reading

Et orgie i smagløshed.

Jeg har altid betragtet Canada som et fornuftigt, frittænkende land, som på mange områder ligner Danmark. Eller i alt fald ligner os mere end deres store nabo mod syd. Og så giver deres husly til Vietnamnægtere i sin tid, asylsøgere i nutiden + det ikke uvæsentlige faktum, at de stilsikkert har valgt en lang række dishy premierministre jo også en slags plus i landekarakterbogen.

Det må jeg lige genoverveje. For når man har krydset Regnbuebroen over fra de smukke nationalparker i USA, så mødes man af dette tarvelige syn. Niagara Falls, Canada er en ussel, larmende, candyflossstinkende sump af dårlige, underlødige, såkaldte forlystelser og fjerderangs souvenirbutikker. Her kaldes ud til Dracularidt, Frankensteinburgere, spilleautomater af enhver afskygning, størrelse og støjniveau, og så akkompagneres det hele af kaloriebugnende mad. Det er usmageligt, det er tarveligt, og det er, efter min mening, langt under Canadas værdighed.

Det er som om, man har  villet skabe et mini Las Vegas på kanten af vandfaldene, men allermest minder det hele mig om samme slags omrejsende Tivoli, som man finder ved den mexicanske grænse. Eneste positive forskel er bare, at jeg ikke blev tilbudt drugs på hvert hjørne, som det skete for såvel mig som min dengang særdeles mindreårige datter i Mexico.

Det er under vandfaldenes værdighed, synes jeg. Og det bør de ellers fornuftige canadiere få gjort noget ved. Vise lidt respekt for naturen og ikke blot se den som det billige skidt, der tilfældigvis også betyder en indkomstkilde. Hvis han virkelig er lige så dishy indeni som udenpå, ham den canadiske førstemand, så bør han gå i aktion.

For F…… Man skulle jo tro (T)rumpen personligt havde opført det og havde sin smagløse hovedindkomst på dårlige rides og underlødige burgere. Jeg er sikker på, han bare ville passe noget så godt ind i dette vanvidscircus.

Continue Reading
1 2 3 88