Om parkbænke.

Den senere tid har Københavns Kommune haft en del bænkproblemer. Det ser ud som om, de har alvorlige udfordringer omkring at passe på de bænke, som i alt fald kræver en gravko, 3 vægtløftere og en lokal Rambo for at forlade de steder, hvor de oven i købet er boltet fast. Alligevel har kommunen et vanvittigt højt tabstal på bænkkontoen.

Men selv om københavnerbænke er smukke, tunge og charmerende, så er de faktisk overhovedet ikke er nærheden af de overdådigheder, der præsenteres for parkgængere i Bukarest. Sådan en rumænsk parkbænk er ikke bare smedejernsgods fra før dengang den lokale verden gik i kommunist-ulave, men den har også ornamenteringer til overflod og et noget, lad os bare kalde det markant, design. Her er vi også oppe i kranniveau med hensyn til hugning af parkbænke. At dømme efter det nuværende antal har det så været en tak for meget. Eller også har man simpelthen haft en gren af det hemmelige politi, kun til varetagning af påpasning af parkbænke.

Anyway, så slår det mig altid, når jeg er rundt i verden, hvor utroligt forskelligt noget så ret simpelt som en parkbænk kan udføres. Og lad mig sige det sådan, at udfra alle de smukke modeller, jeg har set, så ville jeg nok vælge at hugge mine parkbænke en del andre steder end i København. Denne—altså den på billedet— har da noget mere stil, swung ( og smedejern) end de relativt pjaltede fætre, der står i København.

En bænk er ikke bare en bænk. Den er et stykke håndværk, og rigtigt mange gange et statement oveni. Sådan en kalorius som denne oser jo langt væk af rigdom, overskud, gamle slægter og fin heraldik. Hvilket egentlig, at dømme efter alle mit livs og min verdens bænke, let leder mig frem til den konklusion, at jo fattigere, et land er, desto mere pralværdi ligger der indbygget i dets parkbænke. Godt nok er landet hernede lidt på røven og gennemsnitsindkomsten lav, men prale lidt rent bænk mæssigt—det kan man!

Så det er måske meget godt, at de københavnske er lidt mere simple, for det signalerer vel på samme tid både ordentligt land og mådehold. Måske er det derfor, så utroligt mange risikerer liv og lemmer for at få sådan en i egen have?

 

Continue Reading

Sikke da en super ide!

På fødevaremarkedet i Vancouver i Canada har man fået en strålende ide til at nedbringe folks brug af emballage, plastik og andre overflødigheder. For noget skal man jo bruge til at transportere sine nyopgravede asparges eller nyoptrukne gulerødder hjem i. Her er det nemlig sådan, at hvis man ikke medbringer sit eget indkøbsnet eller anden form for vareindpakning, så kan man udelukkende købe poser ( klimavenlige, selvfølgelig!), der klart og tydeligt giver udtryk for, hvad der er i dem. Det kunne være vortesalve eller pornofilm, og jeg kan da personligt tænke på en del andre kompromitterende posetekster, der godt kan være en hjælp til at huske selv at medbringe indkøbsnet. Hvad med glidecreme, viagrapiller, intimmassageapparater eller måske bare luseshampoo?

Det er, efter min mening, en fremragende ide og samtidig et udtryk for fed humor. Det kunne vi lære noget af. Eller måske bare skænke det en tanke og et skævt smil, når vi selv skal ud at handle og er liiige ved at glemme indkøbsnettet!

Continue Reading

Om varme vintre og våde somre.

Der er gang i produktionen og sikring af arvefølgen blandt den del af dyreriget, jeg egentlig helst var foruden. Heriblandt primært dræbersnegle og skovflåter. Men sværme af mariehøns og små, overflødige fluer er nu heller ikke mine favoritter. Nok er mariehøns i afmålte mængder lidt smukke til husbehov, men jeg har endnu til gode at fatte den overordnede mening med dræbersnegle og skovflåter. Udover at de er møghamrende irriterende.

Sådan en vinter, som vi har haft i år, tillagt det våde vejr, der huserer for tiden, giver optimale betingelser for flåter og snegle. Jeg var en tur i skoven i dag og kunne iagttage, at skovbunden nærmest er besat af de der ulækre, brune slimdyr. Min have vrimler også med dem, i alle størrelser og varianter, der dog alle har det til fælles, at de er grimme, uønskede, slimede og uappetitlige. Det er vel de færreste, der ikke har stukket hånden ind efter et stykke ukrudt og så har oplevet den der våd-slimede følelse af i stedet at have fanget et brunt møgdyr. Så er det, man skriger lidt inderligt og ryster rundt med sin hånd en del minutter. Tilsyneladende har de også aftentræf, eller større kongresser, bestemte steder på min græsplæne, og selv om jeg med morderblik i øjnene ihærdigt jager dem med kogende vand, sakse, knive og alle forhåndenværende midler, så synes de bare at optimere produktionen af sig selv og nye artsfæller. Føj!

Og tægerne! Nu om dage kan man få uhyre effektive piller, som kan hældes i kæledyrene, således at kryb som tæger og lopper ikke finder dem attraktive. Problemet er bare, at både tæger og lopper er dumme nok til at hoppe på, inden de forvirrede erkender, at hunde og katte slet ikke smager så godt og er de sande festmåltider, som de engang gjorde og var. Derfor er kæledyrene blevet baser for midlertidige ophold og asylcentre for forvirret småkravl, der ikke tænker på andet end at finde mere permanente opholdssteder med smagfuldt blod. Og da vi mennesker jo faktisk gerne står lige i hoppelinjen, så er vi–bare fordi vi er så venlige at befri vores kæledyr for disse plager–målet for enhver tæges drømmedestination. Efter en gåtur kan jeg sagtens finde en halv snes forvirrede tæger i hundens pels—vel at mærke tæger, der ikke har andet i deres enfoldige hoveder end at komme over på mig! Manden er allerede på borelia-penicellinkur, og en angrebslysten hær af flåter står parat på ethvert græsstrå for at invadere lune steder på menneskekroppen. Føj!

Det gør mig virkelig ondt og bekymrer mig meget, at så mange arter i naturen er på tilbagegang eller endda nærmest uddøde, men mellem os sagt, så ville det ikke rage mig en høstblomst, om dræbersnegle, lopper og tæger blev de næste på listen. Jeg fatter ikke meningen med dem. Og jeg har endda kraftigt overvejet, om hundens effektive piller måske også kunne hjælpe mig mod i alt fald nogle af uhyrlighederne. Jeg tør bare ikke sluge dem–og så koster de forresten også en bondegård. Med hensyn til dræbersnegle mangler vi jo også stadig et fatalt våben, men kan vel, trods alt, glæde os over, at hunden ikke slæber dem ind gemt i pelsen.

Hvis dette møgvejr varer ved, så bliver det vel nok en krybende sommer. Nej, hvor skal vi vade i brunsmuskede slimdyr i stakkevis og være bloddonorer for hele have af sultne skovflåter. Føj!

Continue Reading

En god bog.

Katrine Marie Guldager: Et rigtigt liv.

Jeg har altid været glad ved at læse Guldagers bøger, for selv om hun er rundet af minimalismen, har hun formået på den ene side at rumme den store fortælling–og på den anden at skrive de allermest fortættede, betydningsfulde sætninger, som det er en nydelse at læse. Og dissekere!

Denne gang følger vi Filip fra Hellerup, som udefra nok er født med en juridisk guldske i numsen, men som indefra set har relativt svært ved det liv, der ikke bare handler om penge, gode jobs og glamourøse ægteskaber. Han skal dog så forfærdeligt meget overfladisk bøvl igennem, før han, bogstaveligt talt liggende helt nede på bunden i ravende tilstand, begynder at forstå, hvad et rigtigt liv er. Og bogens åbne slutning giver da heller ikke sikre indikationer på, at han helt har fattet det.

Det er en coming of age bog, en generationsbog, der følger Filip fra 80-erne til næsten i dag. Godt krydret med det samfundets op- og nedture, som også får betydning for Filips eget liv. Der er ikke meget kærlighed her, og det, der er, har Filip en forbløffende evne til at overse. Eller måske bare ikke forstå, for selv om der er penge nok, er der åbenlyse mangler på andre ting i hans liv. Som læser kunne man, af indlysende årsager, godt ønske, at Filip på et eller andet tidspunkt gik hen og fandt sig selv og konfronterede sig med ham!

Men det er et fremragende generationsportræt, fyldt med interessante personer–og fuldt af det Danmark, de fleste af os har været med i siden 80-erne. Tillige er der, efter endt læsning, masser at tænke over. Især omkring ens egne relationer til andre–samt om tidsånden virkelig har en indflydelse på, hvordan vi basalt omgås som mennesker?

Continue Reading

Og græsset gror….

Det hele var nu noget nemmere sidste sommer!

Ikke nok med, at man som en slags evighedsmaskine bare kunne slynge en tynd sommerkjole eller et par shorts og en T-shirt på sig hver morgen og dermed undgå at vaske næsten en uge, men ens have stod også i total stampe og krævede kun et minimum af pasning og pleje.

Når man sådan har været væk fra sin have en 10 dage i denne såkaldte sommer, bliver man udsat for et chokerende bagholdsangreb. Det er intet derude, der har stået i stampe. Tværtimod. Alt–og her taler vi alt tænkeligt indenfor skalaen fra skvalderkål til almindeligt græsplænegræs–har forlystet sig med at vokse og gro. Ikke sådan planlagt og velopdragent, men derimod med opbydelse af en næsten hidtil uset kreativitet. Haveplanter har tilsyneladende ikke respekt for områder, territorier om man vil, men opfører sig generelt som en vildfaren og orkanlignende Donald Trump i handelskrig mod hele verden. Der er udfald mod alle flanker. Og en basal tro på, at den stærkeste i væksten nok skal vinde–om ikke andet kan man vel kvæle alle andre modstandere.

Græsplænegræs vokser ca. 5-10 cm. om ugen i denne sommer, ukrudt med en betydeligt mere imponerende hastighed. Træer og buske har ambitioner om at lukke af for enhver form for lys, og tomaterne i drivhuset satser udelukkende på vildskud og krogede afledninger. Der er hindbær i stikkelsbærrene, og stikkelsbær ovre ved hindbærene, og i det hele taget er bærafdelingen gået amok i imperialisme. Jordbærrene er, af samme grund, simpelthen forsvundet og bukket under. Eller også er det senegræsset, der har slået det i pladskrigen. For slet ikke at tale om hækken, som ligner ruinerne af en frisure, der oprindeligt var endnu mere rædselsfuld end svenskerhår.

Man skal passe sin have, skal man! Ikke sådan bare vende ryggen til lortet i sådan en slags sommer, hvor vand mere er normen end sol. Men det efterlader jo også endnu mere tanken om, at det da ikke kan være alvorligt ment, at voksne mennesker skal lade sig tyrannisere af skvalderkål. At det tydeligvis er ved at være tiden, hvor livet er rendt fra at holde orden i ens have. Hvor der er så meget andet, der giver særdeles meget mere mening end at skille uvennerne derude. Når man har nydt at være havefri i hele 10 stjålne dage, så slår det, at det kunne være en befrielse, en optimering af ens liv, at være permanent haveløs. Eller i alt fald ikke have mere have, end der lige var plads til en drømmeseng! Haver er for haveentusiaster, for børnefamilier med legende børn og for mennesker, der elsker at kæmpe mod den form for overmagt. Ikke for os, der egentlig får fuld valuta ved at kigge på andres haver. Man er vel, trods alt, kommet til et sted i sit liv, hvor der skal prioriteres. Og ukrudtslugning er end ikke i nærheden af min prioriteringsliste.

Haver ER nu noget nemmere i somre som den sidste år. Jeg tror, jeg ville kunne acceptere at have have, hvis der var garanti for, at ingenting groede for alvor. Omvendt er det jo samtidig et forbandet skidt standpunkt midt i en klimakrise. I sidste instans er det nok lettere personligt at skaffe sig af med alle de frodigheder derude, der gør ens liv til et mareridt og finde et sted uden imperialistiske planter. Det vil i alt fald blive kraftigt overvejet!

 

Continue Reading

Om bananer i pyjamas og Aqua.

Egentlig er det flere år siden, at sommerhusets børneværelse blev omredigeret til forældresoveværelse. Det var dengang, de overdådige mængder af køjesenge i lag blev udskiftet til en mere voksen-spiselig trekvartseng, og årtiers stabler af Anders Andblade og Kinderægfigurer blev forvist til andre, mere skjulte, gemmesteder. Det betyder: Under sengen. Men væggene, dem overså vi. Eller rettere, dem abstraherer vi stadig fra. Undtagen når man lige tager et sjældent kritisk blik.

Så jeg sover stadig i selskab med bananer i pyjamas, meget unge Agua, fantasifulde kreationer af enhver art og ugens plakat fra engang i 90-erne fra Anders And. Hvad man ikke kan se på billedet er også, at min soveværelseslampe er af rispapir med hyggeligt print af små ænder i badetøj. Det kan godt være, jeg ser det, men jeg SER det ikke. Sådan erkender det, altså.

Og sådan er der så meget i ens bolig(er). I alt fald i mine. Når ting kommer ind, har de det med at skaffe sig permanent opholdstilladelse. Gerne med tillægsbevillinger på familiesammenførsel med andre ting i samme kategori. Når en ting har skaffet sig asyl på mine vægge eller hylder, begynder den gerne at gå i sort med vægfarven (hvad den så end måtte være) og bare klæbe sig til sin plads. Engang imellem oplever jeg et vågent øjeblik og erkender, at jeg stadig bor blandt fummelfingrede børnehavekreationer, primært udført i lim, og fingeraftryk fra dem, der var 3 år gamle omkring 1990. Men for det meste ser jeg det ikke. Eller rettere: jeg noterer det vist mest, hvis en ting er faldet ned eller af uransagelige grunde mangler. Sådan kan man pludselig finde sig i akut nød for den skæve påskekylling, anno 1993, der altid har hængt på køleskabet.

Men samtidig er det da også lidt sjovt pludselig at notere sig, hvad og hvem man egentlig bor i kollektiv med. Sådan rent nostalgisk. Hvis det ikke lige var for den plakat oven over mit hoved, må jeg da nok indrømme, at jeg ellers ikke i hverdagen går og skænker bananer i pyjamas de store tanker. Eller Aqua. Eller Kinderægfigurerne under sengen, som faktisk er i en stand, hvor jeg, hvis jeg gerne vil have dem i tip-top stand igen, nok skal afsætte et par dage til Kinderægfigur-gensamling. Men det var stort engang. Rigtig stort. Så stort, at det, jeg har på mine vægge, jo faktisk er væsentlige dele af mine børns barndom, som de har været så venlige at efterlade som en slags mindekatalog her hos mig. Jeg kan godt huske, hvor fascinerende de der frugter i nattøj var engang, samt hvor stort det var at erhverve den første CD med Aqua. Akkurat ligesom vi mødre nok også erindrer samtlige modediller, inklusiv de der skrækkelige aber, der suttede på fingrene over lyserøde ponyer med lilla akrylhår til Ninja skildpadder, der Gudhjælpemig var opkaldt efter renæssancens store tænkere. Jeg får da et nostalgisk kick, når jeg ind imellem finder dem, eller rester af dem, i skuffer og skabe. Eller kaster et blik på mine sommerhusvægge….

Jeg overvejer lige nu, om jeg skal iværksætte et raid på soveværelsesvæggene og omdanne dem til noget en smule mere voksent. Som 62-årig KAN man jo immervæk godt føle sig en smule sovemæssigt fejlkastet blandt sengeklare bananer og popgrupper fra 90-erne. Valget står vel mellem at dyrke sine børns længst forgangne barndom på deres vegne, eller selv at finde en mere nutidig udsmykning. Omvendt er det nu også lidt hyggeligt. Lidt sommerhusagtigt. Og så længe de små ænder i badetøj på rispapirslampen stadig holder sammen på papiret, er det vel næppe nødvendigt at udskifte den. Jeg kunne jo også rette en forespørgsel til de oprindelige ejere af pyjamasbananerne og forhøre mig, om ikke en sådan nostalgisk sjældenhed ville pynte på væggen derovre i de Københavnske brokvarterer? Kvit og frit? Dog gerne med en tillægsgevinst af de efterhånden utallige flyttekasser, der efter hvert barns flytning ender til permanent opbevaring i min kælder–efter lovning på snarlig afhentning, “når man er kommet på plads”. Jeg kan, i samme filantropiske mood, også udlove et skønsomt udvalg af Kinderægfigurer i småstykker til egen gensamling.

Eller måske skal jeg bare erkende, at bananer og Aqua er min soveskæbne i sommerhuset. Det er da også LIDT hyggeligt!

 

Continue Reading

Om Foodfestival i Mariager.

Af fare for at lyde skadefro på en dag som denne, er jeg alligevel nødt til at klemme ud, at det da er en velsignelse for denne dejlige festival, at der ikke er anlagt en omfartsvej omkring Mariager, da alle de mennesker, der havde fundet frem til den, i så fald bare var kørt udenom!

For Foodfestivalen i Mariager ligger nede ved havnen, nærmest midt i byen, og den afholdes hvert år på Grundlovsdag. Den er samtidig værd at køre efter. Ikke, at den er specifikt stor og prangende. I stedet er den en flot opvisning i lokale tiltag indenfor madområdet med masser af forskellige former for føde- og drikkevarer. Ofte fra ganske små, nærmest stalddørsproducenter.

Her er et væld af smagsprøver–hvilket i sig selv er uhyre tiltalende for min udgiftssky sjæl. Fra de dejligste, hjemmemostede juicer, over honning af enhver art til hjemmedyrkede/avlede, økologiske grøntsager og spegepølser. Her er pesto i alle varianter, sundt slik, et utal af mikrobyggerier, dejligt brød og faktisk også en del ting, man slet ikke lige havde tænkt på som salgsobjekter. Der er noget for enhver smag–og enhver pengepung. Det er fantastisk at se, hvor megen entusiasme, kærlighed og stolthed, der lægges i at producere lødige, bæredygtige og smagfulde fødevarer, og man bliver glad ved at erfare, at der er masser af veje udenom supermarkedernes kølediske og deres indbyggede kønsløshed. Nok er ordentlig mad dyrere–men den er altså også ordentligere, og kan fortæres med en helt anden form for god samvittighed og nydelse.

Så når der nu alligevel ikke er en omfartsvej omkring Mariager, så var det vel en god ide at køre derind næste år d.5. juni? Det er umagen–og smagen–værd.

 

Continue Reading

Til Grundlovsmøde.

Jeg har aldrig dyrket det at gå til grundlovsmøder. Det har ligesom smagt for meget af overkill på nationalisme, nostalgi, den danske sang og alenlange taler. Men nu har jeg så prøvet det. Og det var faktisk en overraskende god oplevelse.

Indrømmet, manden og jeg var unægteligt med til at nedsætte gennemsnitsalderen deroppe i Terndrup i går, for grundlovsmøder har et publikum, der godt kunne bevirke, at de så småt vil uddø om ikke så forfærdeligt mange år. Ved nærmere eftertanke kan “de”-et i sidste sætning desværre referere såvel til møderne som deres publikum. Og det vil være synd.

Jeg er ret betaget af skovlysninger med løvtag og gamle træbygninger. Indledningsvist gør det mig positivt stemt. Jeg er også ret glad for at synge gamle, danske sange, for jeg tilhører en generation, der ikke behøver sanghæfter, for vi terpede dem alle i folkeskolen. Jeg tilhører også samtidig en generation, der lærte om metaforer i samme skole, så når samme sang sammenlignes med en ung, blond pige er jeg vidende nok omkring digterkunst til ikke at føle mig det allermindste krænket. Selv på andres vegne. For mig er afsyngelse af fædrelandssange heller ikke udtryk for ekskluderende nationalisme–det er blot og bart en måde at nyde sangskatten og min egen glæde ved mit fædreland. Så det er fedt at få lov at elske de grønne lunde og være født og høre hjemme i Danmark, når man kan buldre derudaf med den sangstemme, man ikke har, men som sagtens kan skjules i et storkor.

Ydermere stod der en hær af spejderforældre bag arrangementet, og spejderforældre er vældigt gode til lagkager og stegt flæsk. Oven i købet til så moderate priser, at bare udvalget på lagkagehylden var hele turen værd. Og hvor får man ellers fantastiske lagkagestykker, både i volumen og smag, til 15 kr. stykket?

Der var også taler. Og som sædvanligt er det som gammel lærer ufatteligt vanskeligt at aflære sig selv at være lærer. Jeg kan, indrømmet!, ikke høre en tale uden at analyse den på vanlig vis udfra alle de parametre, jeg nu har som værktøj. Stik mod hvad de fleste tror, har det intet med min personlige politiske observans at gøre–det er udelukkende en bedømmelse på selve talens opbygning, indhold, appelformer og virkning. Og i går var der en FREMragende tale, som var en stor nydelse at lytte til. Det gjorde helt godt inde i den gamle lærersjæl. Samt en noget forfejlet af slagsen, som vist ikke havde sat sig ind i de gængse spilleregler. Der faktisk som hovedregel var at tale om grundloven–og IKKE om den aktuelle politiske situation. Ingen nævnt, ingen glemt på den konto.

Men stemningen. Det var næsten det største at opleve. Den var glad, sommerlig, forventningsfuld og fuld af traditioner. Så er det nemlig en stor fornøjelse at sidde der under sit lettere lysegrønne løvtag og bare være med. Egentlig ER vores grundlov jo også værd at fejre. Sådan at forstå, at det er den, der giver os de basale rettigheder, der er selve grundlaget for vores land.

Jeg bliver aldrig nogen grundlovsmødeløve, afhængig af at komme afsted hvert år. Men det var en positiv oplevelse at være med til. Og hvis jeg ikke har andre planer næste år, er det da muligt, jeg er der igen. For skovens, for stemningens, for alle vores dejlige sange–og for lagkagernes skyld!

Continue Reading

Og så blev der endelig valg….

Det har været en lang valgkamp. Både for os vælgere, men allermest for de involverede politikere. Ind imellem har jeg da, som sikkert mange andre, spekuleret på, hvornår de overhovedet har sovet. Svaret er givetvis i mange tilfælde, at det har de så heller ikke. Det må være særdeles stressfremkaldende sådan at sætte sig selv til salg for en ukendt pris til et kundeunderlag, man ikke engang helt ved, hvad foretrækker. Og som mange gange også selv vakler og ikke engang selv ved, hvad de vil have.

Flere ting har jeg dog iagttaget i denne valgkamp. Og her skal overhovedet ikke tales om mærkesager og øverste punkter på dagsordner. Den første er, at der er opstået en øget bevidsthed om at tale ordentligt. Ikke at tale i munden på hinanden, ikke at afbryde, ikke at råbe og ikke at tale overvældende grimt om hinanden og modparten. For vi, der lytter, er det en befrielse, at selv folketingskandidater pludselig har erfaret, at det ikke nødvendigvis er den, der råber højest og taler grimmest, der høres. Eller for den sags skyld har ret. Der har, målt på mit personlige parameter, ikke været samme møgbunke af indbyrdes mudderkastning, som vi tidligere har set og hørt, og det er vanvittigt befriende. Primært fordi det så er sagerne og meningerne, der kommer til at stå i fokus, og ikke de højlydte skænderier. Der er tydeligvis politikere, der af deres spindoktorer er blevet pålagt at tale roligt og sagligt–og det har været en god taktik. Et retorisk scoop, så at sige, for jeg har i alt fald hørt mere omkring egentlig politik end nogensinde før.

En anden ting er, at udvidelsen af det politiske spektrum med mindre stuerene (her er jeg så saglig og taktisk!) partier på fløjene ligesom har gjort vores partier omkring midten mere spiselige. Mere ordentlige, om man vil. Enhver kan selvfølgelig virke sagligt velfunderet, når vedkommende er oppe imod det rene, lallende idioti, men faktum er, at for mig er flere politikere, som jeg ellers er dybt uenig med, kommet til at stå som ordentlige mennesker, der klart melder deres meninger om urimeligheder ud. Jeg har, givetvis foranlediget af horrible yderfløjsudsagn, fået et noget andet syn på flere partiledere, som tydeligt og markant er trådt i karakter overfor meninger, der klart skulle fordømmes. På den måde har nogle af de nye partier på forunderlig vis bevirket, at de gamle har fået en øget troværdighed. Både i udsagn, men også på den rent menneskelige side. Der er, akkurat som omkring at tale pænt, blevet tonet rent flag omkring ordentlighed fra mange sider.

Måske kan man som konklusion komme med, at valgkampen indirekte har vist, at det er blevet væsentligt at tale pænt og være et ordentligt menneske. Blevet et retorisk og humant punkt på den sideordnede dagsorden, der ikke bare omhandler egentlig politik. Det har, som sådan, intet at gøre med, om valgløfterne så holdes. Det kan kun tiden vise. Eller, desværre, ofte afvise. Men jeg synes alligevel, det er et positivt skridt fremad. Og også et, der burde være et eksempel til efterfølgelse for alle vi andre. Vi kan nemlig også blive meget bedre til at tale pænt til hinanden og at være ordentlige mennesker.

Rigtigt godt valg! Og husk nu at sætte krydset det rigtige sted!

Continue Reading