Om shopping.

Shopping er ganske og aldeles ufarligt, hvis jeg har manden med. Så hedder det også, med en let omskrivning, bare “at gå en tur i byen”.  Han kender ikke ordet “shopping”. Hans blotte tilstedeværelse kan minimere faren ved ethvert minefelt i form af lokkende butiksruder og uimodståelige tilbud. Og hans basale, meget synlige aversion mod forretninger, der handler med tøj til kvinder, gør, at jeg på forhånd næsten ikke orker at slæbe ham med ind i en sådan. I de fleste byer, hvor vi jævnligt kommer, er jeg fuldt opdateret på, hvilke forretninger der har mandesofaer og måske endda mande-afledningskaffe, og jeg er helt på det rene med, at hvis jeg har ham med, er jeg simpelthen nødt til at vælge en af dem, hvis jeg overhovedet skal have en ærlig chance for at se bare et minimum af udvalget i fred og ro. Besynderligt nok har han i byturssituationer  komplet tjek på min garderobe. I alt fald i forbindelse med, hvad jeg mangler. Jeg mangler aldrig noget. Der er heller aldrig noget, han synes, jeg har brug for. Han kan finde på at hævde, at “sådan en har du da”, selv om enhver kvinde med det blotte øje kan se, at den (eller de), jeg har, er i en anden farve eller en totalt anderledes model.

Shopping er ganske og aldeles sprængfarligt, hvis jeg har en veninde med. Der sker en form for udledning af fælleskvindelige købshormoner, der finder nærmest ethvert butiksvindue dragende og indbydende. Som en ekspedition ind i ukendt land, der skal udforskes til Nobelprismodtagerniveau. Det er fuldstændigt ligegyldigt, om det er genbrugsbutikker eller dyrere modebutikker–alt skal systematisk gennemgås, og ingen fristes undervejs til ophold på mandesofaer eller har tid til kaffepauser af længere varighed. I alt fald først bagefter. Selvfølgelig lægges der som udgangspunkt en foreløbig slagplan, men den omstruktureres undervejs, således at såvel impulser som farlige minefelter i form af flotte udstillinger sagtens kan gøre den oprindelige plan til vejledende. Endelig er der jo også tilbuddene. Tilbud er sådan en slags magneter, der hypnotiserer kvinder og får dem til bevidstløst at trækkes mod ting, de overhovedet ikke har brug for af en simpel grund. Prisen. Her foretager jeg lige det spring, der kommer frem til konklusionen, at jeg godt forstår, tilbud næsten altid findes bagerst i forretningerne. Så skal vi gennem det hele, før vi når frem til det forjættede, nedsatte land! Så langt ned får man aldrig manden slæbt med. Uden brok.

Anyway, at være på bytur med veninde(r) er også en siksakkurs gennem omveje, bagveje og veje, man aldrig troede, man skulle gå på. For fanges bare en af en uimodståelig butik ( med tilbud!) følges der jo trop, og ikke sjældent viser det sig, at den indeholder en fantastisk ting, man overhovedet ikke anede, man manglede. Hvis manden var med, ville han ikke bestille andet end at holde foredrag om, hvor meget man ikke manglede den ting.

Der er også prøveaspektet. I vores teenageår tilbragte vi oceaner af tid med at gå på toilettet sammen. Nu har vi overført toiletsolidariteten til prøverummene. Vi prøver og bedømmer og genprøver og kommenterer. Det sidste er faktisk meget vigtigt. Forstået på den måde, at prøverummene er vores lidt lusede erstatning for catwalken, hvor vi kan vise os en smule frem. Måske endda få at vide, at noget klæder os og er pænt, og –let`s face it–det hænder jo immervæk ikke så ustyrligt ofte mere. Ikke sjældent skal samtlige beklædningsstykker bedømmes flere gange og både bagfra og fra siden. Og det havde manden altså ikke stået model til. Forfra er nok til ham, hvorefter han efterfølgende bare opgivende ville have sagt, “at det havde han sagt”.

Hvor mænd, ofte lidt modvilligt, går i forretninger, når de decideret mangler noget–eller er blevet pålagt det og sendt afsted af deres kvinder, så er shopping for mange kvinder en lystbetonet foreteelse. Det er hyggeligt, det er sjovt og det er søstersolidaritet båret af muligheden for forbrug. Ikke fordi, man nødvendigvis skal købe noget, eller gør det, men hele seancen omkring at spotte ud, røre ved, prøve og gå lidt personlig catwalk for en enkelt eller to tilskuere går lige i belønningscentret. Hos kvinder. Jeg mener, hvor mange mandegrupper på powershopping er det lige, man sådan støder over? Altså sammenlignet med antallet af kvindegrupper?

Så sidst på måneden og i svære tider bør man altid bevæbne sig med sin mand, når man skal på byture. Det er omkostningsbegrænsende og dirigerer en udenom enhver form for tekstilmæssige minefelter. Men hvis man derimod vil have lidt spræl og liste et par nyindkøb ( som er vildt gennemprøvede) med hjem, så er det med at få fat i veninderne. Det er også dyrere, selv om jeg tydeligt har iagttaget, at vi tiltrækkes mere og mere af genbrugsbutikkerne og generelt er stoltere, når vi der har fundet et megagodt køb i dem. Og så er det, hånden på hjertet, da også lidt sjovere…..

 

Continue Reading

Om hvad der er vigtigt at huske.

Jeg har ingen erindring om, hvorfor jeg pludseligt kom til at tænke på biord. For de fleste mennesker er biord næppe noget, de sætter højest på erindringslisten, men jeg må nok erkende, at for sproglærere er de væsentlige. Og akut var det så sådan, at jeg ikke lige på stedet, som en slags knipsen med sproghjernen, kunne huske, hvilke udsagnsord der ikke fremprovokerer -ly-endelsen på biord. Det chokerede mig lidt.

For det viser med al tydelighed, at min lærerhjerne er ved at blive uskarp, glemsom og ufokuseret. I mangel af brug. For blot få år siden ville man have kunnet vække mig klokken lort om natten, og jeg ville på liggende fod, halvt i søvne og fuldautomatisk kunne have redegjort for de grammatiske problemer omkring biord på engelsk. I detaljer.

Efter erindringschokket, som altså ikke var affødt af, at biord er selve livets omdrejningspunkt, men mere af, at jeg aldrig troede, jeg ville glemme, var det så, at jeg inderligt afhørte mig selv om, hvorfor i alverden jeg dog skulle gå rundt og huske den slags ting. Hvorfor min hjernekapacitet dog skulle anvendes til noget så relativt perifert. Hvorfor jeg overhovedet skulle beskæftige mig med biord, når der faktisk er rigtigt mange andre ting i livet end biord. Væsentligere, altså.

For man må erkende, at der er ting, der er essentielle at huske, og så er der ting, der ikke er. Det er ikke så meget et spørgsmål om hjernekapacitet, som det er et spørgsmål om, hvor man befinder sig i sit eget liv. Hvad der, lige nu og her og i det liv, man lever, er uhyre vigtigt at kunne huske. Og hvad der ikke er. Personligt tror jeg på, at biords-lagerrummet fra før i min hjerne helt bevidst har ladet sig fylde op med ting, der er gode for mig at huske lige nu. Og så har de ting verfet biordene på lossepladsen. Der sidder såmænd nok et detaljeret kort over Edinburghs indre by lige der, hvor der før myldrede med ordklasser.

Jeg kom sådan til at tænke på en park for aflagte kommunistiske statuer, jeg har besøgt et par gange i Budapest. Her står de alle, Lenin, Marx og de utallige opbyggelige gengivelser af det arbejdende folk i mammutstørrelse, som førhen forurenede enhver plads øst for Berlin. De står der i al deres tomhed og vidner om overflødiggørelse og en tid, der er rendt fra dem. Har efterladt dem til overdimensionerede ubrugeligheder. For heldigvis forandrer verden sig. Akkurat som vores liv. Og den skulpturpark er lige præcis monumentet over alt det, vi ikke længere har brug for at have i vores liv. Som biordene.

Og i grunden er det jo både ganske smart og velgennemtænkt samt særdeles praktisk, at hjernen er så egenrådig, at den kan foretage disse sorteringsprocesser. Smide det overflødige ud og indoptage det, der er nødvendigt. I alt fald til dels. For det er svært at afskaffe alle lærernicherne i hjernen, og som tiden går, bliver det såmænd også vanskeligere og vanskeligere at indoptage nye ting, som man rent faktisk kan huske. Det fik mig også til at overveje, om jeg mon i virkeligheden selv kan gøre en aktiv indsats for at komme alle kasserne med overflødig viden til livs. Overveje, om man bevidst kan gøre rent i sin hjerne, således at man kan skaffe ny plads til noget, der er værd at huske på. Lidt ligesom at gøre forårsrent i et gammelt kammer, få smidt ud og luftet ud, og sat nye, tidssvarende ting ind i det. I så fald må alle værelserne med unødvendig viden om udsagnsords bøjninger og biords nogle gange besynderlige opførsel med magt rengøres, så jeg kan huske noget andet og vigtigere.

Så i grunden bør jeg vel nærmest være glad for, at jeg ikke kan huske. Det siger mere om min livssituation, end det siger om væsentligheden af biord. Som barn kunne jeg f.eks. det meste af kongerækken, navnene på adskillige af Barbies veninder, hvordan man bandt de fleste knob, så som trumpetstik til afkortning af teltbarduner, samtlige kommandoer til kaproning og på et tidspunkt også rækkefølgen for placeringer af diverse kunstnere på Dansktoppen. Der må jeg ligesom melde pas nu. Der er ommøbleret og luftet ud i de rum. Så det, man husker, er så genialt struktureret, at det nok lige præcis oftest er det, man i sin givne livssituation har brug for at huske. Hvor er det dog gennemtænkt!

Så jeg stiller med sindsro mine biord ud ved siden af Lenin!

Continue Reading

En god bog.

Puk Qvortrup: Ind i en stjerne.

Generelt er jeg rimeligt allergisk overfor biografier, selvbiografier eller andre bøger om den såkaldte virkelighed og andre menneskers såkaldte spændende eller, hvis det skal være rigtigt bundskrabende, elendige, dysfunktionelle liv. De keder mig, er for det meste elendigt skrevet, og jeg føler mig som tilskuer til en narcissistisk forestilling, der aldrig burde have været sat op.

Men nogle gange driver nysgerrigheden værket. I dette tilfælde måske endda nyfigenheden, og det er altså ikke det samme. Indrømmet. Jeg kender ikke de involverede personer i denne bog, men jeg kender til dem, og mine børn har været meget tæt på dem. Skoletæt, uddannelsestæt, bo-i-samme-lille-by-tæt. Ligesom de selvfølgelig har gået på “min” skole og derfor kan genkaldes hos mig som fastfrosne stills af 18-årige.

Bogen er skrevet af Puk, som 27 år gammel, højgravid og med en 2-årig pludselig mister sin Lasse, der falder død om under et halvmaraton. Han var nyuddannet arkitekt, mens hun selv går på journalisthøjskolen. Så bogen handler selvfølgelig om, hvorledes man overlever ( og mange gange næppe overlever) at stå i den situation. Hvor livet bliver kaos, og ingen har en brugbar manual for, hvordan man tackler ting, man aldrig havde drømt om skulle hænde. Det er barskt, det er sønderflående ondt, men det er samtidigt også så menneskeligt. Fyldt med alle de uforståelige følelser. Også dem man selv væmmes ved at have.

Det er tydeligt, at Puk Qvortrup er en endog særdeles velskrivende journalist. Tillige med at hun er et tænksomt, poetisk menneske. Det er en smuk bog, fyldt med smukke ord, og så velskrevet, at den er en fornøjelse at læse. Allermest minder den om Naja Marie Aidts : Har døden taget noget fra dig, selv om den er meget mere jordbundet og konkret i sin fremstilling af sorg. Igen, vel, fordi den netop er skrevet af en journalist og ikke en digter.

Man sidder tilbage med såvel afmagt som forståelse og håb. For det er også en af bogens store gevinster. Den formår uforsødet at skildre den ultimative fortvivlelse, men den kan også troværdigt føre læseren frem til det begyndende håb. Og livet.

Jeg kan kun anbefale bogen. Også til alle dem, der ikke i forvejen kender eller kender til hele historien. Det er en bog, der både er værd at læse og værd at blive klogere af.

Continue Reading

Om halve franskbrød og salmiakstænger.

Forleden kom vi til at snakke om halve franskbrød. Det er ikke så tit, vi gør det. I det hele taget roterer livet slet ikke på samme måde omkring halve franskbrød, som det gjorde i ens barndom. Og da jeg så skulle finde et billede som illustration til indlægget og søgte på “halvt franskbrød”, så fik jeg en overvældende mængde lækre, mangekornede, ikke-fransktalende fotos af brødtyper, som tydeligvis ikke var i familie med det, der for mig er ½ franskbrød. Dengang var de enten runde eller firkantede, med eller uden birkes. Ikke al den arrogante leflen for smagsløgene–et franskbrød var et franskbrød. Hvilket det tilsyneladende ikke er mere.

Hele snakken drejede sig nu også om noget helt andet. Nemlig selve brugen af samme franskbrød. For selv om vi nød bagerbrød ( det var langtfra hver dag, man fik det) med marmelade (hjemmelavet), pålægschokolade ( Nutella var ikke opfundet) og dyppet i puddersukker (!!!) (ved bedsteforældrene), så var det allerbedste ( uden forældreopsyn) at købe et halvt franskbrød og udhule det indefra. Rulle indmaden sammen til små, dejede klumper og spise dem. Skorpen var det mest kedelige. Den blev gemt til sidst. Nogle gange var vi endda så mætte af alt indmaden, at vi slet ikke gad spise skorpen. Så legede vi med den og bruge den som muffe eller til at kaste efter drengene, når vi i virkeligheden ville have sagt noget andet til dem og ikke turde. Jeg har hørt historier om bekendte, der puttede flødeboller (det var nu dengang, vi kaldte dem negerboller uden at fornærme nogen) ind i franskbrødshulrummene, men så avancerede var vi ikke der, hvor jeg kommer fra. Vi nøjedes med klæge klumper. Og faktisk var vi jo priviligerede ved sammenligning med nutidens børn. Jeg kan levende forestille mig, hvor ualmindeligt bøvlet det vil være at rulle et af nutidens mangekornede brød sammen til små klumper. Faktisk slet ikke umagen værd. Det problem havde vi heldigvis ikke.

I øvrigt var vi lige en generation for sent på den til at anvende halve franskbrød på endnu mere opfindsomme måder. De, der kom før os, stoppede det i håret for at frembringe flotte knolde og opsatser. Så holdt det ligesom på stadsen, når det blev placeret indeni. Vi var uopfindsomme nok til bare at spise det. Men vi fik heller aldrig mus i håret. Det hørte vi bare om, at nogen havde fået.

Og så slikkede vi salmiakstænger. Det var små, aflange stænger af salmiaklakrids ( hvad er der i øvrigt blevet af salmiakken?), som vi puttede ind i kapslerne på de mælkeflasker, som mælkemanden trofast hver morgen afleverede udenfor døren. Så kunne vi gå og slikke på det indvendige af en kapsel i timevis. Der var i øvrigt også karamelstænger, som vi slikkede i spids og rustne søm, som vi gjorde præcis det samme med. De sidste kunne ligefrem stikke, hvis de var tilstrækkeligt spidsslikkede. Og lakridsrod og spejdersnus, som vel i grunden bare var de opfejede rester efter rustne søm, der var faldet, havde slået sig og var gået i stykker.

Forleden traf jeg i en genbrugsbutik med fødselsdagfest over gratis romkugler. Sådan nogle med krymmel på. Jeg havde datteren med og huskede da lige, da jeg selv forgreb mig på godterne at spørge, om hun ikke ville have en også. Hun spiser ikke romkugler. Ligesom hun heller ikke rører studenterbrød. Det var der, jeg tænkte på, hvad min egen barndom ville have været uden! Vi levede jo næsten af alle disse bagerens gulvopfejninger, som moderne unge mennesker anser for skrotføde og uegnet til mennesker. Det er det såmænd nok også, men da jeg var barn, smagte det nu godt. Og jeg griber da gerne chancen for at genopleve min barndoms smagsløg. Selv om de var noget proletariske.

For netop dette fik mig til at tænke på, hvordan moderne børn mon ville reagere, hvis den store hyggeaften bestod af halve franskbrød til egenudhulning, salmiakstænger med tilhørende mælkekapsel efter gør-det-selv-metoden, lakridsrødder, karamelstænger, rustne søm, studenterbrød, romkugler og den halve citronvand, som plejede at være en virkelig stor social begivenhed og kun blev uddelt ved særlige lejligheder? Indledningsvis bliver det svært overhovedet at forklare dem konceptet et halvt franskbrød– og endnu sværere at vise dem et foto af samme! Givetvis skal de også have assistance til at rulle kuglerne!

Continue Reading

Om vintermorgener.

Det er sådan en vintermorgen, det er godt at være (semi)pensionist. Hvor man kan sidde ved sit køkkenvindue og betragte dagen starte i mørket for alle de, der er tvungne til at gå ud i det. Alle dem, der skal noget, skal i skole, skal på arbejde, skal en masse. Og hvor man selv lige præcis kun skal det, man har lyst til at skulle. Det er et privilegium.

Jeg har altid syntes, at årets, helt uden nogen form for konkurrence, værste dag var første skoledag efter juleferien. Og ulideligt værst, hvis man skulle møde klokken 8. Sådan en dag hvor det næsten gjorde ondt at opleve det menneskeligt naturstridige i at skulle jages ud i mørke og kulde efter flere uger, hvor man i fred havde kunnet passe sin seng og sine dyner. Om vinteren er morgenerne at sammenligne med dyb nat, og ingen skal bilde mig ind, at nogen går ud i dem af andre grunde, end at de skal. For vi pensionister har det privilegium, at vi kan blive inde.

Så jeg sidder her ved mit køkkenvindue og føler mig priviligeret. Pensionistpriviligeret. Jeg kan vælge at blive siddende her og betragte en sikkert smuk solopgang, der langsomt og besværligt får mørket kastet væk de næste 8 timer. Jeg kan også vælge at læse alle aviserne på min computer og opdatere mig selv på verdens generelle fortrædeligheder og det britiske kongehus` i detaljer, hvilket jeg kan gøre, mens søvnige lærere og halvbevidstløse børn kæmper sig i mørket op ad bakken mod skolen for enden. Endelig kan jeg også vælge at kravle direkte ned i mine varme dyner igen og ligge der, indtil det enten er blevet helt lyst, eller indtil jeg bare har fået lyst til at stå op for alvor. Hovedsagen er her, at valget er mit. Og i øvrigt var det aldrig gået på frivilligt at have bevæget mig nogen som helst steder hen udenfor. Sikket privilegium!

Det er en gulerod, alle arbejdende, ufrivillige mørkemennesker skal huske på. Deres tur kommer også. Til at de, lidt skadefro, kan sidde her i mørket og kigge ud på alle de andre, der er tvunget til at gå ud i det. Længe leve morgenpensionismen! I januar, især!

Continue Reading

En god bog.

Merete Pryds Helle: Nora.

Det er ikke en forudsætning at have læst Ibsens: Et dukkehjem. Men det er en god ide. Også fordi Ibsens mesterværk så absolut er et af de allerstørste højdepunkter i skandinavisk litteratur. Skrevet ind i den realistiske teatertradition, Sædelighedsfejden og datidens interessante diskussioner omkring kønsroller. Dem har vi i øvrigt diskuteret siden da.

For her har vi gendigtningen af Noras historie. Som selvfølgelig ender med verdenslitteraturens mest berømte og berygtede exit, der faktisk i 1879, da stykket havde premiere, gav så voldsom debat, at man i Tyskland valgte at skrive en ny slutning, så det formastelige kvindemenneske kendte sin plads og blev hos sin mand. Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at hun også i denne version går sin vej. Heldigvis.

Det er bogens store styrke, at den også henligger handlingen til datidens Norge og ikke genopfinder Nora som datidens oversete kvindesagsforkæmper, der bare har været misforstået i langt over 100 år. Nora er stadig den priviligerede overklassepige, datteren, den legende barnekvinde og sin mands hustru. Men hun er mere end det. Hun læser franske digte i skjul, er håbløst romantisk, og netop derfor tror hun på romantikkens allerede da forældede ide om, at bare man finder den, ens egen puslespilsbrik passer sammen med, er lykken både gjort og evig. For hun elsker sin mand, og vil gøre alt for ham. Virkelig alt.

Når nu Nora selv ikke er gået i bombastisk frigørelse, så må selve begrundelsen for hendes exit ligge et andet sted. Og vi skal da heller ikke mere end blot møde Helmer, før vi som læsere ved, at den er gruelig gal. Med moderne diagnostik ville han givetvis få tildelt såvel halve alfabeter som en imponerende række psykiske sygdomme. Han er, i øvrigt, ikke bare syg. Han er også et dumt svin, som Nora, akkurat som så mange andre kvinder, tror, hun kan frelse ved at elske tilstrækkeligt meget. Eller i alt fald nok. Så hun laver falske underskrifter, låner penge, sidder i gæld til langt op i julepynten, blot for at slæbe ham med på det, hun tror er kærlighedens dannelsesrejse og mandens helbredelsesrejse til Italien, men som i virkeligheden er selve årsagen til, at hun decideret må vælge at gå.

Så enhver moderne kvinde forstår til fulde, hvorfor Nora forlader svinet. Det var nok lidt sværere i 1879. Men endnu engang fascinerer dette ikon for kvindefrigørelse, og bogen er virkelig værd at læse. Også selv om man kender historien. Den oprindelige, i alt fald. Den er velskrevet, tolkværdig i sin minimalisme og fremfor alt også troværdig som en moderne version af en historie, der har fascineret os siden 1879.

Læs den. Og læs/genlæs også Et Dukkehjem. Det er litteratur, så fuglene synger over de norske fjelde samt skrevet på det tidspunkt, hvor Norge Iflg. Flexnes “tog sig en dansk konge” og endnu ikke var gået ind i sine sprogtvister, så det hele foregår på gammelt, forståeligt dansk i den oprindelige tekst.

Continue Reading

Om at stagnere i tiden.

Forleden mødte jeg moderen til en af min yngste søns klassekammerater. Hende havde jeg ikke set i næsten 20 år. Hendes og min søn var bedste kammerater, nærmest uadskillelige, de første år i folkeskolen, hvorefter de voksede lidt fra hinanden, kom i nye klasser og valgte forskellige ungdomsuddannelser.

Så selvfølgelig brugte vi bagerens gulv til en grundig update på afkommets udvikling og nuværende status. Ingen af sønnerne bor længere her i byen, for vores by er sådan en by, som unge først forlader og dernæst aldrig kommer tilbage til. Der var bare det ved det, at min forestillingsevne spillede mig et puds. Det var en umulighed for mig at tegne et billede af hendes søn som et voksent, næsten 30-årigt menneske. For mig er han for evigt stagneret i en form som 10-årig. I min fantasi kan han ikke blive ældre og er bestandigt fastfrosset i en barneform, en skabelon han ikke kan vokse ud af. Med mindre jeg selvfølgelig ser ham igen og kan give ham voksenskikkelse. Hvilket jeg samtidig godt kan gøre, ( altså møde ham) uden på nogen mulig måde at genkende ham, da han givetvis ikke har så meget til fælles med det barn, der for mig er ham.

Og sådan er der jo så mange. Så umådeligt mange, som gennem ens liv forlades, vokses fra, flyttes fra, glemmes og derfor går i stagnation i præcis den form, man forlod dem i. Jeg får altid et chok, når jeg ind imellem læser i Folkebladet fra den by, jeg oprindeligt kommer fra, og ser billeder af gamle bekendte og skolekammerater. De har formastet sig til at vokse ud af deres 18-årige form og antage helt nye skikkelser, der ofte er gået i fuldstændig uigenkendelighed. De er blevet ældre, de er blevet tykke eller tynde, og nogle af dem har endda tilladt sig at vokse rent menneskeligt. Og som når jeg ser gamle elever i medierne, hvor de heldigvis ofte er præsenteret med navns nævnelse, så jeg kan gå i stolthed og prøve at abstrahere fra de teenagere, min livsfilm har gemt. Mennesker er ikke for fastholdere. Det eneste sted, de kan fastholdes i evig stagnation er inde i ens egen visuelle album over fortiden.

Det vil være en cliche her at konkludere, at tiden jo går, og at selv jeg også bliver ældre. Den er sgu` for nem. Akkurat som det også ligger alt for pænt til sidebenet, at man heller ikke kan holde styr på alle dem, man gennem tiden er rendt over og til evig tid følge deres ustagnerede udvikling. Så måske skal man bare være glad ved, at man dog trods alt har et indre billede, fordi det i sig selv fortæller, at man dog husker og bekymrer sig om andre mennesker. Eller at man i alt fald gjorde.

Omvendt er det selvfølgelig også logisk, at andre har det på præcis samme måde med en selv. Man er måske gået i stillbillede som 18-årig, hvilket vel på sin vis heller ikke er det mindst flatterende, der kan ske. Selv om det måttet afstedkomme ubehagelige chok for de, der rendte over en og minsandten kunne genkende.

Men det rokker jo ikke ved, at inde i ens hoved sidder der et kolossalt fotoalbum med utallige mennesker, der er stagneret på bestemte tidspunkter i deres liv. Præcis dem, hvor de gled ud af ens eget. Der sidder de efterladt uden en fremtid og lever som stills for evigt. Helt uden for virkeligheden, og helt uden for de liv, de har fået. Akkurat som min søns gamle barndomskammerat.

Og jo flere af den slags billeder, man har, desto ældre er man. Det er direkte proportionelt!

Continue Reading

Om vejr til tiden.

I går var jeg sammen med nogen, som stod for at skulle arrangere en rejse til en mindre tysk by i foråret. Det var vigtigt, at turen blev lagt, så den så nogenlunde passede med, at samme bys kirsebærtræer stod i blomst. Men hvornår blomstrer kirsebærtræerne egentlig? I år?

For ude i min have er erantis og vintergækker i februarflor, og forleden, langs motorvejen, så jeg nogle hvide blomster, som i alt fald ikke har besøgelsestid midt i januar. Når jeg står op om morgenen og stikker hovedet ud på terrassen, kan jeg ikke indånde klar frostluft, men i stedet får jeg et ret massivt fuglekor af glade pippere, der tilsyneladende betragter menneskekalenderen som vejledende. Måske er de allerede gået i redemode?

Ret beset synes jeg personligt ikke, at vejret har vist anderledeshed siden oktober. Det har bare sådan jævnt hen været det samme. Gråt, regnende og med plusgrader. Sådan et underligt miskmask af efterår og forår i sammenblanding, hvor vinteren aldrig har fået gennemtrumfet noget som helst. Kedeligt, med andre ord. Latensperiode med regn og vejr, der som hovedregel bare skal overstås. Fordi vi har siddet i den samme grumsede suppedas i månedsvis.

Indtil for ganske få år siden var januarplanlægning præget af forbehold. Som i: “Jeg vil gerne komme til din fødselsdag, men alt afhænger jo af vejret.” Der var mange fester, vi ikke nåede frem til og meget vejr, vi ikke kørte ud i. Nu om dage er samme undskyldning ubrugelig. Og personligt har jeg da også længst droppet mine forbehold for januarmøder. Jeg kan ikke huske en eneste morgen denne såkaldte vinter, hvor jeg har set rim på min græsplæne, en eneste dag, hvor det var frostkoldt, og jeg har ikke bemærket så meget som blot et eneste vildfarent snefnug.

Jeg savner vinter. Jeg savner sne og frost. (I passende mængder!) Men mest af alt savner jeg årstiderne. At året har sin forudsigelige gang, sin cyklus, som man kan forholde sig til. Og glæde sig til. Forår og sommer får jo deres primære, oplivende værdi netop fordi det har været vinter, og ikke fordi det har været grumset i månedsvis. Det er efterhånden som om, vi er ved at ende med to årstider: en form for sommer-og så al grumsen ind imellem.

Jeg skal ikke gøre mig videnskabeligt klog på klimakrisen, men hvis dette er, hvad vi i fremtiden har i vente, så er jeg inderligt, dybt taknemmelig, fordi jeg har oplevet årstider. Vel og mærke årstider, man som hovedregel kunne regne med og forholde sig til. For hvornår blomstrer de der kirsebærtræer nede omkring Hamburg egentlig i år? Det kan vel lige så godt være i februar som i april, og det er da en smule udfordrende at planlægge sin rejse efter. I alt fald ikke til at lide på–og overhovedet ikke vejr til tiden!

Continue Reading

Om -skam.

For tiden sætter vi -skam efter alt det, der er dårligt for verden, os selv og klimaet. Og så skammer vi os. Vi flyskammer, vi kødskammer, vi CO2skammer, og vi skammer os endnu mere. Det er blevet forbundet med skam at foretage sig umådeligt mange ting, så der vil givetvis ikke gå længe, inden vi skammer os så meget, at vi flyver lidt i det skjulte, indtager vores kød i mørkelagt skammelighed, kører vores biler i forklædning og undgår alt det, der kan være CO2-udledende. Hvilket er det meste. Ret beset.

Nu har min bank, min BANK!, også indledt sin skammekampagne, for den tror tilsyneladende, at den kan skamme mig fra vid og sans ved at lade mig erfare på daglig basis, hvor meget CO2 jeg bør skamme mig over. På min forside oplyses jeg nemlig om, at jeg kan tjekke, hvor højt mit CO2- forbrug er, ved hjælp af de indkøb, jeg har foretaget med kort. Jeg skammer mig. Her i januar, som endda er sådan en sur måned, hvor mit kort langtfra er rødglødende ( det udleder sgu` nok også noget grimt!), har jeg, ene og alene og personligt, ansvaret for ikke mindre end 47 kilo af slagsen. Af dem skyldes hele 22 kg. den benzin, jeg købte for 150 kroner. Det får man godt nok ikke meget benzin for, men jeg skal da lige love for, at man så går i overkill på CO2-en i stedet. Jeg har købt tøj for 6,9 kg., mens hele 15 kg. er gået på forventet efterbevilling ( men man bonnes altså på stedet!) for  manden og mig KBH retur med DSB og afrejse i februar. Det synes jeg faktisk ikke er helt retfærdigt, for hvorfor skal jeg hænge på 7,5 kg. skam på mandens vegne–bare fordi jeg er så venlig at betale for ham? Mine dagligdags fornødenheder udgør også en rimelig skamplet, men egentlig synes jeg, det er hamrende uretfærdigt, at selv banken ikke kan se, om jeg udelukkende har investeret i grøntsager, eller burde have ekstra-skammet mig, fordi det hele var kød. Det eneste, jeg overhovedet ikke skal skamme mig over, er en lille post på 50 kroner i en genbrugsbutik. Det er nok fordi, nogle allerede HAR skammet sig over den ting, jeg købte, men det skulle da ikke undre mig, om vi snarest får et system, så man ligesom deler skammen, så der bliver rigeligt til alle. Jeg har også brudt min hjerne med, om det derfor er muligt at købe brugt benzin, brugte billetter til DSB og brugte grøntsager. Men jeg er altså ikke rigtigt nået nogle vegne på den front.

Så når man åbner sin bank, får man lige dagens skam i kilo. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at min bank gør den slags, fordi den så kan kalde sig grøn. Samt at den, helt uden at skamme sig,  kan sige, at den gør det, fordi jeg skal bevidstgøres om mit eget forbrug og forholde mig til det. Altså så jeg RIGTIGT kan skamme mig. Og den kan gøre det modsatte.

Nogle gange kommer jeg helt i tvivl om, hvad jeg egentlig kan gøre, uden at jeg bare skal skamme mig sådan en lille smule. Her går jeg og synes, at jeg da egentlig er ret bevidst om mit forbrug, mine valg og verdens klimakrise, og alligevel har jeg sgu` formastet mig til at kreditkorte mig selv til 47 kilo CO2-skam på ½ måned.

Det er som om, man nærmest bare skal lade være. Altså være med at foretage sig de allermest simple ting, så som at spise, tage tøj på og bruge sin bil overhovedet. Og toget er ikke engang et  uskammet, brugbart alternativ, for DSB koster jo immervæk 7,5 kg. til KBH, selv om det selvfølgelig er retur. Man skal bare sætte sig hen i sit hjørne og rigtigt skamme sig. På efterkrav, for hvis en halv sparemåned koster SÅ meget, så må jeg da personligt gennem livet have ødelagt mere, end jeg umiddelbart kan rumme at skamme mig over.

I øvrigt viser enhver form for undersøgelser, at skam psykologisk er den dårligste metode til at ændre adfærd og vaner. Nudging, altså at give folk venlige puf mod bedre, alternative og mere bæredygtige levemåder, er så langt at foretrække og har i mange tilfælde vist sig yderst effektiv.

Det ved min bank nok ikke. Siger jeg, mens jeg ivrigt forsøger at udregne, hvor megen CO2 bare 1 grundig hvidvask udleder. For på en eller anden måde er spørgsmålet vel egentlig, hvem der i sidste ende bør skamme sig mest. Mig eller banken? Eller er det måske mig, der til trods for min banks åbenlyse forsøg på at kalde sig grøn og forsøg på at skamme mig ud, der i sidste ende kommer til at lide af bankskam? Fordi min bank ikke er CO2 neutral nok og vaskede som en gal i sin tid? Hvordan man så end måler det?

Ligegyldigt hvad, så er det hele lidt en skam.

Continue Reading

Om (nogle) kvindelige politikere.

Selvfølgelig frygter jeg at blive ramt af krænkelseskulturens, sexismens, kønsdiskrimineringens, feminismens eller den almindelige tøsefornærmetheds lange arm. Men jeg vover alligevel, for det er faktisk noget pænt, jeg har i sinde at skrive.

Der er sket noget med Mette Frederiksen på det seneste. “Med” er måske det urette ord, “for” er nok bedre. For nu at sige det diplomatisk, så kunne samme Mette førhen nok ikke uproblematisk have skiftet branche og f.eks. blevet fotomodel. Især hendes hårstil var en smule alternativ, og modemæssigt kun bakket op af Ritt Bjerregaard. Der var noget dejskraberagtigt over den, en næsten hysterisk stræben efter absolut at få det hele med. Opmærksomme seere har givetvis bemærket, at Mette på det seneste har forkastet dejskraberen og ligesom ladt håret få noget liv, noget fylde. Det klæder hende. Personligt synes jeg heller ikke, det giver overmåde troværdighed at tale med empati om børns vilkår, mens man selv ligner præcis den skolefrøken, vi andre frygtede i 60-erne. Hun skrabede også håret.

Og så ser jeg minsandten en nydelig, yngre dame på TV i aftes. Rigtig pæn, charmerende og uskrabet. Det viste sig at være Astrid Krag, der var indeni hende. Det er jo ingen visuel hemmelighed, at Astrid hårmæssigt har lagt sig i Mettes slipstrøm og lånt dejskraberen af hende. Men sikke da en forvandling. Her må jeg også, selv om det er farligt og vildt u-søstersolidarisk!, klemme ind, at et ord som “hvalpefedt” overhovedet ikke entrede min hjerne gennem hele interviewet. Det var en nydelig, virkelig pæn kvinde, der tonede frem i aftes. Hun var meget lidt gammel-Astrid Krag-agtig.

Der må jo være en stylist, som endelig har fået lydhørhed fra de to politikere. En meget, meget dygtig stylist, i øvrigt. Som har formået at fortælle dem, at der faktisk indeni var råmateriale til at skabe nogle smukke, yngre kvinder. For det har vedkommende gjort. Som ved et trylleslag har han/hun forvandlet 2 kvinder, som i bedste fald var lidt kedelige at se på, til noget utroligt pænt og nobelt.

I nogle partier har der i årevis hersket en forfejlet ideologi omkring, at kvindelige politikere blev utroværdige, hvis de så godt ud–eller bare gjorde en smule ud af sig selv. Den har både Astrid og Mette bekendt sig til indtil nu. I min ungdom var kvinder med make-up useriøse og ufeministiske, og den gamle antagelse har i alt fald nogle steder været sejlivet. Ifølge den definition har der aldrig kunnet sidde et godt hoved med en brugbar intelligens bag mascara. Og en stylist var en latterlig udgift for kvinder, der åbenbart bare skulle score for at få deres på det sikre. Det er vi heldigvis ved at vokse fra, og, som sagt, så har en dygtig stylist fået overbevist netop disse to kvinder om, at de faktisk sagtens kan være både pæne og kloge. Samtidig.

Prøv selv at lægge mærke til, hvordan det socialdemokratiske ansigt på kvindesiden har ændret sig. Har åbnet op for, at kvinder ikke nødvendigvis skal ligne mænd så meget, at de nærmest bliver androgyne, for at være troværdige. Nu mangler vi så bare at få dem ud af de evindelige jakkesæt, som aldrig nogensinde har været klædelig for nogen som helst kvinde. Dette miskmask af en beklædningsgenstand, som er skabt med den intention at give kvinder maskulin udstråling, lave dem til så mænd-lookalikes, uden at det har resulteret i andet en patetisk  kønsforvirring. Lad os da bare se dem med uskrabet hår og i tøj til kvinder. Det vil ikke forrykke hverken autoritet eller troværdighed. Men i stedet give dem menneskelige kvaliteter, urobottede.

–Nu er det så bare, at jeg spekulerer på, om det mon er muligt at få nummeret til den dygtige stylist?

 

Continue Reading