Britiske byer. VII.

St. Helier.

Det ER en britisk by, selv om indbyggerne taler en underlig dialekt, der lyder som fransk tilsat lidt snøvlet, engelsk intonation. Mobiltelefonerne har da også svært ved at bestemme sig for, hvilket land de befinder sig i og hopper mellem England og Frankrig nærmest mellem hvert skridt, man tager. Man overfaldes af en evig strøm af små duttende velkomster konstant her, hvor den franske kyst kan skimtes 15 kilometer borte. England, derimod, ligger et godt stykke længere nordpå.

Og man skal ikke blive for længe. Turister er hjerteligt velkomne og modtages med åbne arme, men skal man bo permanent her på Jersey, skal man enten være ualmindeligt velbeslået eller indehaver af et fag eller en profession, de lige står og mangler. Ellers er det ud.

Det gør lidt ondt, at man sådan økonomisk er afskåret fra at bosætte sig i dette lille paradis. For det er det. Uden sammenligning det smukkeste sted, jeg nogensinde har holdt forår. Kameliaer og gardeniaer på størrelse med mindre fodbolde vokser nærmest vildt og overgår hinanden i farveskønhed, påskeliljer skyder helt ubegrundet ud fra enhver klippespalte og alt det, vi herhjemme regner for buske, er herovre blevet til noget, der ligner velvoksne træer. Den kan noget, den golfstrøm.

Ellers er det somme tider lidt sparsomt med vandet herovre. Tidevandsforskellen kan være op til 6-10 meter, og ved lavvande må man tænke sig til bølger ud over de uendelige strande. Samme strande bliver til gengæld meget indskrænkede ved højvande. Den lokale borg, Elizabeth Castle, kan nås til fods ad ebbevejen ved lavvande, mens den under højvandet kræver et amfibie”køretøj”, der er passende selvironisk til at afspille temaet fra James Bond under den 5 minutter lange tur derud.

Som det eneste sted i Storbritannien var Jersey faktisk besat af tyskerne under 2. verdenskrig. Det var også her, de allersidste krampetrækninger af krigen foregik. Hele den historie kan man se på den interessante museum i de gamle krigstunneler, som er gravet ind i bakkerne og førhen fungerede som hospital. Især den gode historie om, hvorledes de lokale pressefolk sikrede sig, at alle på Jersey vidste, hvornår det var tyskerne, der stod bag en historie i avisen. De lod simpelthen være med at rette sproglige og grammatiske fejl.

St. Helier har også et virkelig fint søfartmuseum og et fint lille byhistorisk museum. Men det er for naturens skyld, man skal herover. Den er uovertruffent vidunderlig–især om foråret. Øen er bakket med flotte og vilde klippekyster, og den frodige natur har helt sit eget liv de fleste steder. Besynderligt nok er der faktisk ikke så mange af den kotype, som de fleste forventer at finde, men til gengæld er der gang i fødevareproduktionen på øen. Og det smager godt. Det hele. Det er ikke udelukkende millionærerne, der spiser godt herovre. Det kan pøbelen også for rimelige penge.

Byen og øen har et utal af hoteller i alle prisklasser. Men lige her har jeg min ubetingede favorit. Hotel de Normandie lige udenfor St. Helier. Hotellet har sit eget indlæg her på bloggen, men den yder det desværre ikke tilstrækkelig retfærdighed. Man er næsten nødt til at tage derover og opleve det!

Continue Reading

Britiske byer. VI.

Chester.

Mange vil sikkert spørge: Hvad er Chester, og hvor ligger det? Det er lidt synd, at Chester ikke er mere velkendt og velbesøgt blandt og af danske turister. Det fortjener den.

Chester ligger på grænsen til det nordlige Wales, omkring en times kørsel med tog fra Manchester. Byen har omkring 80.000 indbyggere og en meget lang og spændende historie. Som navnet Chester antyder, (Chester–også som endelse på bynavn–betyder romersk markedsby) var der godt gang i romerne i byen, som stadig har en del minder fra den tid og især et flot amfiteater.

Det er dog især middelalderen, der har sat sine blivende spor i Chester. Her ser stadig ud præcis som i en film, der foregår i samme periode, og ingen ville studse over at se Robin Hood reinkarneret spadsere gennem gaderne. De største gader i byen har forretninger i to etager i de bindingsværksbyggede huse, og anden etage er som regel så decideret turist- og engelsk klimavenlig, at den er overdækket. Det er lidt spøjst og skal nærmest opleves for at forstå konceptet. Selvfølgelig vrimler det også med små, skæve cafeer og den slags forretninger, der sælger finurlige ting, man absolut ikke har akut brug for.

Chester har også en af Englands mest intakte bymure, og man kan faktisk spadsere hele vejen rundt om byen og få gode kig ned over de ældgamle, charmerende huse. Allermest fremtrædende er dog den ualmindeligt store og smukke katedral. Den er dunkel og lidt skræmmende, men også storslået på en meget majestætisk måde. Koret er selvfølgelig virkelig en oplevelse, men man skal (siger hun, belært af erfaring) nok overveje, om det er fornuftigt at sidde på pub umiddelbart før en evensong. Selv om det er svært at modstå, for Chester vrimler med ældgamle, skæve, hyggelige pubber og andre mad- og vandingssteder.

Englænderne ved godt selv, at dette sted er en lille perle. De kommer hyppigt hertil, og det burde danskerne også. Man kan sagtens få en rigtig hyggelig dag til at gå i Chester. Prøv det!

Continue Reading

Om forstokkethed.

Min mor bor i samme by som en relativt profileret, rimeligt markant, rødhåret minister. Engang, da vi besøgte hende (altså min mor!), skulle vi ud at spise, og da vi var temmelig mange, måtte vi køre i to biler. Den ene bil kørte direkte til restauranten, mens den anden lige måtte et ærinde omkring Brugsen.

Da alle var ankommet til spisestedet, fortalte bil to, at de på vejen havde været tæt på, helt uforvarende, at nedlægge omtalte minister foran den lokale brugs. Hvilket foranledigede visse passagerer fra den første bil til–halvt i en spøgende tone–at indvende, at det simpelthen var for slattent at misse et så oplagt mål.

Det var folk under 30. Og jeg forstår det godt, for jeg har været præcis ligesom dem på alle ledder og, især, kanter. Min uendelige naivitet foranledigede mig i mange år til at tro, at de, der ikke politisk mente som mig, var:

  1. Onde og egoistiske. At de udelukkende tænkte på at mele deres egen kage og score, hvad scores kunne. Hermed også at have et standpunkt, indtil de fik en dyt. At deres, i mine øjne, forkvaklede syn på samfundet mestendels skyldtes, at enhver form for lovgivning var baseret på, hvad der tjente dem selv personligt mest optimalt.
  2. Uvidende og ubegavede. At de ikke havde fattet en lyd af, hvad det hele egentlig gik ud på. At de egentlig burde sendes på bevidsthedsudvidende kursus i, hvordan alting hang sammen, og så med tiden kunne komme tilbage og grådkvalt erkende overfor hele verden, at nu var de blevet tilstrækkeligt oplyste til at mene noget andet.                                                                                                                                                                                                                                 Underligt nok er det nok ikke lige sådan, klaveret spiller. Akkurat som med forældrerollen gør vi nok allesammen det, som vi i den givne situation tror, er det allerbedste. At det så ikke altid er det, er en anden sag.                                                                                                                               Gudskelov er jeg blevet noget mere tolerant med årene. Jeg er holdt op med at filosofere omkring at omvende eller nedkøre ministre. Jeg synes stadig, at mange mennesker tager fejl, men jeg ved, de gør det, fordi det for dem er indlysende rigtigt, hvad de gør. De synes utvivlsomt også, jeg er helt forkert på den. Men jeg er sikker på, at de er fuldtud lige så gode, uselviske, vidende og begavede mennesker, som jeg anser mig selv for at være.
Continue Reading

En god film.

Lige et hurtigt tip til en rigtig god film. TV2 22.15 i aften. Million Dollar Baby.

Man kan i og for sig mene om Clint Eastwood, hvad man vil, men i denne film, som han både har instrueret og spiller en bærende rolle i, er han virkelig god. No gunsmoke eller mandehørm, men en smule boksning.

Den amerikanske drøm–eller er det den amerikanske tragedie? Og selvfølgelig er Morgan Freeman også med og spiller vidunderligt.

Og så er det en af den slags film, der kan genses–og genses. Engelsklærerne elsker den, for novellen, den bygger på, er også genial!

Continue Reading

Et lille minde fra tiden som lærer.

De fleste ved selvfølgelig godt, at den mest udbredte leg indenfor det danske skolesystem er den, der hedder “Gæt hvad læreren tænker”. Det er den, der ofte er medvirkende til at give de mest disciplinerede elever gode karakterer. Især hvis de også er i stand til at tænke selvstændigt. Reproduktion i sig selv er fuldstændig udueligt på længere sigt, men det er nu alligevel rart som lærer at have de der hånd-flagrende elever, der tilsyneladende er exceptionelle tankelæsere omkring de mere konkrete ting i undervisningen.

Det værste, man næsten kan komme ud for, er, når legen udmunder sig i, at ingen, absolut ingen er i stand til at gætte lige den præcise formulering, man har oppe i hovedet. Det er altså virkelig et nederlag at blive nødt til at sige det selv. Og så er det selvfølgelig en dårlig klasse.

Men de allerbedste timer er dem, hvor man giver fuldstændig slip. Scenariet er ofte, at man, i et øjebliks vanvid og fordi det står i bekendtgørelsen, er kommet til at give dem et platumuligt, modernistisk digt, skrevet på volapyksprog af Rifbjerg fra 60-erne for. Man bruger oceaner af tid på bare at finde en lille snæver indgang ind i labyrinten og konsulterer gerne større bogsamlinger, skrevet af pralrøve der påstår, at de har forstået Rifbjerg. Ikke at man bliver klogere af det. Snarere tværtimod.

Så man går altså til time fuldstændig uforberedt på dagens Gæt hvad læreren tænker. Af den simple grund at læreren ikke tænker en hujende fis. Læreren vil faktisk bare gerne forsynes med nogle tanker, og læreren bliver jublende henrykt for enhver tanke, der bare tilnærmelsesvis kan anvendes på denne gåde. Det ved eleverne selvfølgelig ikke, for i deres optik ved læreren alt. Eller næsten. I alt fald ved læreren BEDST, for det har hun i klare vendinger fortalt dem ved adskillige lejligheder. Og mest når fagligheden var truet.

Sådan en Rifbjerg-time er en oplevelse. En oplevelse af det umiddelbare og åbenheden overfor enhver form for velargumenteret tankegang. Det er også et fabelagtigt grundlag at lære sine elever meget bedre at kende på. Her er ingen  faglige vejbomme og litterære stopklodser. Og fremfor alt er her ikke noget på forhånd fastlagt facit, som eleverne via den indbyggede dagsorden bare skal komme frem til. Ved at gætte lærerens tanker.

Efter sådan en time har man det godt. Føler man har været del af et fællesskab, der sammen nåede frem til noget godt, konstruktivt og tankevækkende. Det kan godt være, vi ikke lige gik den lige vej, men vi kom frem ad den snoede, hvor alle krinkelkrogene bestemt også var værd at udforske. Og blive klogere af.

Desværre er der ikke så mange af den slags timer. Mest pga. lærerens faglige stolthed. Men bestemt også fordi, der i mange henseender ER facit, selv på litteratur. Det nytter ikke noget at fastholde, at Den grimme ælling handler om en enlig mor på Vesterbro, der ikke kan få tingene til at hænge sammen økonomisk. Et udsagn holder jo kun, hvis det kan argumenteres hjem med seriøse argumenter fra teksten. Det er så dem, læreren har med inde i hjernen hjemmefra, og som det så er elevernes opgave at gætte.

Siden jeg holdt op med at undervise, har jeg ikke savnet den lille leg et eneste sekund. Men jeg kan godt ind imellem savne at give slip sammen med en flok fantasifulde unge mennesker, der samtidig kan give mine, måske nogle gange forstokkede, synspunkter kamp til stregen.

Continue Reading

OM AHA-oplevelser.

Som lærer bliver man ofte spurgt af den flittige, interesserede elev ” Jamen, HVORDAN laver jeg mine stile bedre?”

Den er desværre svær, for det er nu engang sådan, at vi alle har talenter for noget, og nogle har det altså for at formulere sig skriftligt. Andre kan finde deres udprægede talent et andet sted. Selvfølgelig kan man blive bedre, men et basalt talent er altid det allerbedste og mest frodige at bygge ovenpå. Det er det, der bliver til noget. Udover det så forholder det sig jo også sådan med den lille, perifere nicheproduktion, som det er at skrive stile, at den opfører sig som ALT andet. Man bliver bedre TIL at skrive stil VED at skrive stil.

Jeg plejer at svare, at det selvfølgelig i den sammenhæng er nødvendigt at være velformuleret, sprogligt nuanceret og korrekt, men også at det, der for alvor giver pote, er AHA-oplevelserne (altså læserens) og de skæve vinkler. Desværre hiver man jo ikke bare lige sådan nogle ud af lommen. De kræver faktisk en god portion indsigt og erfaring, hvilket vel ikke er de allermest åbenlyse karaktertræk hos teenagere.

En AHA-oplevelse kan have to fundamentale udformninger. Den kan enten være i “Wauw. Det havde jeg overhovedet ikke lige tænkt på.”- kategorien eller i “Selvfølgelig. Det er jo lige præcis sådan, det hænger sammen.”- kategorien. Kategorien er egentlig underordnet.

Det er oplevelsen så ikke. AHA-oplevelsesspektret kan spænde fra de allermest minimale indsigter til de største fremskridt for menneskeheden. De kan være dybt personlige, og de kan være verdensomspændende relevante. De kan være af den allerkorteste varighed, og de kan være med hele livet. Men de er altid en personlig sejr. En ny indgang. Og en ny indsigt. Altså lige fra det allermest lavpraktiske “Nå, det er SÅDAN, man undgår klumper i sovsen.” til det allermest intellektuelle “Nå, det SÅDAN, Shakespeares univers hænger sammen.”  Størrelsen er i denne sammenhæng fuldstændig ligegyldigt, men det er oplevelsen ikke.

Når verden er ny og mange gange udfordrende uforståelig, som den er for barnet, er den slags oplevelser nok en væsentlig del af dagligdagen. Bare det pludselig at finde ud af, hvorfor der overhovedet er de der to huller forneden i underbukserne, er vel en kilde til tilfredsstillelse. Med årene bliver der, direkte proportionelt med omfanget af erkendelsen, færre og færre af den slags oplevelser. Det er derfor, det er godt at samle på dem. At huske dem.

Personligt elsker jeg AHA-erne. Og de kommer stadig til mig og gør mig glad. Ofte i form af noget skriftligt. Et godt debatindlæg i en avis, som angriber et fortærsket emne fra en ny, skæv vinkel, eller en ny forfatter, som pludselig formår at anvende alle de gamle ord på sin egen, innovative, geniale måde. Det kan også være gennem samtaler, hvor en deltager pludselig vender tingene på hovedet på en måde, man slet ikke selv havde overvejet. Eller en pludselig opstået fornemmelse af, at et hadet praktisk gøremål kan udføres på en ny og mere tidssparende måde.

Og når alt det er sagt, så er det vigtigt for mig at pointere, at mine største AHA-oplevelser sådan rent politisk, humanitært og samfundsmæssigt faktisk nogle gange kommer fra folk, jeg umiddelbart ikke ser mig selv som sympatiserende med. Dem, jeg nogle gange skal tvinge mig selv til at læse eller lytte til. Naturligvis er deres angrebsvinkel oftest en hel anden end min egen, men det er rigtigt udfordrende for mig at opleve, at der altså også kan være sundt ræsonnement bag deres udtalelser, som kan give mig følelsen af AHA. Man kan faktisk få rigtig god forstand af at lytte til folk, der IKKE mener det samme som en selv. Eller man kan i alt fald omgå sin egen forstokkethed. Samt få indsigt i, hvorfor nogle mener noget helt andet.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at mennesker, der ikke lytter til modsatrettede meninger, ingen AHA-oplevelser får. Men de, der gør, får flere. Og en god ting kan man, som sagt til bevidstløshed, aldrig få for meget af.

For kun gennem indsigt og åbenhed overfor livets finurligheder og mangfoldige meningspaletter er man selv i stand til at se de skæve vinkler og give andre mennesker AHA-oplevelser. Samt skrive gode stile.

Continue Reading

To be a rock and not to roll?

Jeg er på vej ned for at hente benzin. SÅ sker det! Ud af bilradioen lyder det ” There`s a lady who`s sure all that glitters is gold…..” Indenfor et splitsekund sker der en mental kortslutning oppe i min hjerne, som får min krop til at gå i vilde, ukontrollede, balstyriske spasmer.

Det første, den gør, er at skrue op til max i lydstyrke. Helt derop, hvor basgangene udmønter sig i konkrete, lettere dansende ryk i bilen, og hvor forbipasserende helt ufrivilligt får et par toner med på vejen, når jeg kører forbi. Dernæst begynder mine hænder at hamre takten med velrettede klask på rat og andre tilstedeværende flader indenfor rækkevidde, og min mund åbner sig og forsøger ihærdigt at overdøve såvel musik som tekst. Hvis Led Zeppelin på noget tidspunkt bliver angrebet at tekstdemens, kan de bare ringe. Jeg sufflerer gerne.

Uheldigvis er jeg så tæt på tankstationen, at vi ikke engang er nået til det sted i melodien, hvor det hele går i crescendo og bliver rigtigt vildt. Så jeg er nødt til at holde stille foran benzinstanderen, bare for at få det hele med. Det har så den fremragende effekt, at jeg nu ikke længere er nødt til at overholde almene færdselsregler, så som at bevare hænderne på rattet og fødderne i nærheden af speeder og bremse. Jeg er nu faktisk i stand til både at spjætte takten med fødderne mod bilens bund og dirigere værket med hænderne. Samt at spænde sikkerhedsselen op og få lidt gang i overkroppen også.

Det er på det tidspunkt (altså efter jeg har holdt 2-3 minutter ved tanken), at en mand kommer hen og banker på ruden. Det er selvfølgelig fuldstændig umuligt at høre, hvad han forsøger at sige. Samt i mine øjne ualmindeligt uforskammet, da det da vist med al tydelighed fremgår, at her sidder jeg, lige foran standeren på en benzintank, og har min egen helt vildt vidunderligt nostalgiske fest.

Og vi mangler stadig et vers´ penge. Den sang er nemlig ret lang. Så jeg ignorerer ham bare. Ignorant bastard–hvad bilder han sig ind? Jeg kan dog se, at han ryster ret opgivende på hovedet, før han går sin vej.

Men jeg får da tanket. Efter festen.

Så kører jeg hjemad igen. Gudhjælpemig–så sker det IGEN! Ud af bilradioen lyder det “Each morning I get up I die a little. Can barely stand on my feet.” Så går den der forbandede, ukontrollerbare krop i nostalgispasmer igen.

Det sker så lige i det øjeblik, hvor jeg kører forbi den mand, der tidligere bankede på mit vindue. Jeg vælger at lade en af spasmerne munde ud i noget, der ligner et vink. Og så bliver jeg enig med mig selv om, at der da på nogle områder stadig er en smule liv i det her trekvartgamle kadaver.

Continue Reading

Ny kategori på siden: Spørg om rejsetips.

Jeg har besluttet mig for at oprette en ny kategori: Spørg om rejsetips.

Jeg er nemlig sikker på, at der ligger en masse god og anvendelig viden og tonsvis af supergode tips derude hos jer, som vi lige så godt kan dele.

Personligt synes jeg da selv, jeg godt kunne have brug for lidt hjælp, når jeg rejser nye steder hen. Både til billige ruter, hoteller, oplevelser, lokale forhold og ting, der skal undgås.Eller måske hjælp til overhovedet at overveje nye rejsemål, som jeg ikke lige havde tænkt på.

Jeg er selv så rimeligt professionel, at jeg arbejder som guide i områderne England, Skotland, Irland og Kanaløerne. Jeg har rejst der intensivt i over 40 år. Derudover kan jeg også godt min New York, Istanbul, Lissabon, Jerusalem, Riga, Tbilisi, Yerevan, Budapest og Paris, for lige at nævne nogle stykker. Og alle de steder, jeg ikke kan, er der sikkert andre, der er specialister i.

Jeg håber, at dette kan blive en kategori til fælles glæde, gavn, oplevelser–og deling.

Så SPØRG, SPØRG, SPØRG. Og DEL, DEL, DEL.

Continue Reading

Sne til tiden.

Jeg kan forstå, at i løbet af i dag skal jeg have væltet en hel masse sne ned over mig. Ikke for min skyld. Jeg kan godt klare mig uden.

Jeg er ellers ret vild med sne. Altså når jeg ikke skal bruge den til andet end alt det, man nu lige bruger sne til. Den slags, der primært foregår ret tæt på mit hus og ikke involverer, at jeg skal ud og køre i den. For det meste kan jeg simpelthen ikke–sådan med måde–få sne nok. Men den skal komme til tiden. Kende sin besøgstid.

Hvad bilder den sig ind at komme væltende her, når jeg nu mentalt allerede har bevæget mig ud over sne og hen til krokus og vintergækker. Den kunne da have passet sin snepligt lidt mere omhyggeligt og mødt op til jul, hvor den rent faktisk var savnet. Eller i januar, hvor den kunne have spredt lidt hvid glæde i en ellers mørk skodmåned. Den der sne har med allerstørste sandsynlighed ikke forstået sin indbyggede besøgstid. Den har, med andre ord, ikke et fnug situationsfornemmelse.

For hvis jeg nu ville have sne hele året, så var der givetvis steder, jeg kunne bosætte mig og få det. Eller varme. Så kunne jeg da bare blive beduin og flytte rundt i Sahara. Men lige præcis de der skiftende årstider er nok (sammen med en masse andet, som i denne sammenhæng er absolut irrelevant) noget af det, jeg holder så meget af ved Danmark. Den evindelige cyklusbevægelse, livet der leves i årlige cirkler, forgængeligheden og naturens opstandelse–alle de der forskellige årstidsmodes. Det er jo lige præcis det, der skaber såvel fremdriften som foranderligheden. Både i mig og i naturen. Inde i mig ser der ikke ens ud sommer og vinter. Og min nydelse af årstiderne sker udelukkende på baggrund af de andre årstider. Det ville være totalt irrelevant at hylde foråret, hvis det ikke havde været vinter. Og snevinteren hvis det ikke havde været sommer.

Men i min optik har årstiderne samtidig et ansvar. De skal passe deres besøgstid. De skal være her, når det er deres tur. De skal markere sig med hvert deres tydelige udtryk, så jeg ikke et sekund er i tvivl om, hvor på året jeg befinder mig. Det projekt kan så somme tider falde lidt uheldigt ud i Danmark. De er lidt vakkelvorne, lidt vægelsindede, somme tider lidt langsomme i optrækket, de årstider.

Eller lidt lallende sent på den. Som nu den sne, der skal hældes ud i dag. Jeg ved godt, det stadig er februar, men jeg synes faktisk, de sidste uger har haft sådan nogle indbyggede forårsfornemmelser, som jeg godt kunne bygge rigtigt positivt videre på. Hvad ligner det så med denne sidste krampetrækning, denne sidste pissen vinterterritoriet af? Må jeg bede om sne til tiden!

Continue Reading

GRATIS LÆSERGAVE!!!

Har du børn eller børnebørn i alderen ca. 3-4 til ca. 7-8?

Og vil du–og de–tage lidt tid til at gennemlæse/gennemse en børnebog om en prut sammen?

Således at der kan komme nogle tilbagemeldinger hertil?

Bogen er stadig ikke helt gennemarbejdet, men det kunne være rart at få jeres konstruktive kritik med ind i de sidste overvejelser. Formatet kan evt. også drille, men sæt det ned til 50%, og den skulle være der.

Hvis du har nogle samarbejdsvillige og læseglade børn/børnebørn, så send en mail med din mailadresse til anetteboye@hotmail.com Så overfører jeg via Weetransfer asap.

Hvis du vil beholde “bogen”, skal du downloade den. Og jeg er så computerimbecil, at jeg på ingen måde formår at misbruge mailinformationer!

Og har du ikke nogen alibibørn eller børnebørn, er du hjertelig velkommen til alligevel at få bogen. Forhåbentlig på forventet efterbevilling ang. afkom.

På forhånd mange tak for alle de tilbagemeldinger, jeg ser frem til at læse.

Continue Reading
1 2 3 26