En noget anderledes serie.

Ratched. Netflix.

Man bliver på samme tid både kildrende fascineret og ubehageligt frastødt af denne serie, der som udgangspunkt har at forklare, hvorfor monster-sygeplejersken Ratched fra Keseys Gøgereden egentlig blev så ond og gemen. Det var hende, der gjorde sit ypperste for at forpeste Jack Nicholsons liv–hvis nogen ellers kan huske det….

Vi er i USA i slutningen af fyrrerne. Og SOM vi er. Æstetikken i serien er som taget ud af datidens reklamer, blandet med Edward Hoppers malerier og lysende pastelfarver, der umiddelbart også giver associationer til samme datids superhelte. Det er FLOT. Det er farvestrålende. Og der må have været ansat en hær af syersker for at klæde seriens kvindelige hovedpersoner på, for mage til opvisning af amerikansk haute couture fra efterkrigsperioden har jeg faktisk aldrig set. Ingen kulisse er overladt til tilfældigheder, og ingen farver er ikke afstemt efter samtlige de andre. Det er et fantastisk syn.

Og så foregår det hele faktisk på et psykiatrisk hospital. Godt nok for de velhavende og godt nok i Californien og lige så godt nok milevidt fra Keseys lurvede anstalt, men alligevel! Hertil kommer sygeplejersken Ratched umiddelbart efter, at en ung morder har forlystet sig med at skære 4 katolske præster i småstykker. Netop disse mord giver i øvrigt et generelt clou til den billedlige beskrivelse af samtlige seriens forbrydelser ( og der er mange!), for absolut ingen (som i ABSOLUT ingen) detaljer overlades til fantasien. Selvfølgelig er der en forbindelse mellem Ratched og den brutale morder— det skal vi bruge adskillige afsnit på. Ligeledes spærres den unge mand inde i hospitalets kælder, der ligner en blanding mellem den føderale pengetank i Chicago, verdens dyreste vinkælder og lige præcis det sted, hvor Hannibal Lechter ( en fiktiv forfader udi mord) også huserede.

Primært følger vi så det ualmindeligt begivenhedsrige liv på hospitalet. Stedets chef, Dr. Hanover, er nemlig så fremsynet, at han afprøver alle de behandlingsmetoder, der nærmest gennem hele psykiatriens historie er gået fortvivlende galt. Så det GÅR galt. Vi er gennem hydro-terapi ( så koger vi lige en patient eller to), bevidsthedsudvidende stoffer ( så skærer vi lige vores lemmer af under rusen), lobotomi ( så paralyserer vi lige et antal patienter) og sikkert adskillige andre, som rædselsvækkende dukker op i de afsnit, jeg endnu ikke har set. Heldigvis er såvel overlægen som hospitalets ansatte ret cool omkring sindssyge fejltagelser. Man har en fortrinlig brændeovn!

Tilligemed centrerer serien sig om de såkaldte lidelser, som datiden så med meget alvorlige øjne på. Specielt homoseksualitet ansås som en psykisk skavank af kolossale dimensioner som krævede særdeles alternative behandlingsformer! Men der mangler på samme tid ingen form for seksuelle lyster i serien. SLET ikke!

Det er som at træde ind i et tegneserie-sci-fi-univers, hvor selve æstetikken fascinerer så meget, at man nærmest fikseres til sin stol. Samtidig med at man føler sig ubehageligt frastødt af selve plottet, personerne og deres handlinger. Faktisk er der ikke en eneste likeable karakter. Kun en spirende, evigt latent ondskab, garneret med flotte kostumer og fantastiske farver.

–Jeg kan godt forstå, Jack Nicholson ikke brød sig om hende!

Continue Reading

Om hagesmække. Eller om at sy ender ind.

Pludselig har jeg fået adskillige familiemedlemmer i savlealderen. Der pøses spyt ud i hidtil ukendt omfang, og det er som om, det at lukke munden og holde kunstvandingen indenmunds er helt udelukket. Der vandes ikke blot eget bryst, men præsteres et overordentligt overskud, der sagtens kan dække tilsnaskning af samtlige tilstedeværende.

Det havde jeg nok lige glemt. På 30 år. Derfor er jeg gået i gang med produktion af hæklet opsamling af kaskader af overflødigt spyt. Det går ikke så godt. Sådan en hagesmæk er jo ikke bare lige ud ad savlevejen, og de fleste opskrifter er da godt nok noget over se-fjernsyn-samtidig-niveau. Der skal tages forfærdeligt meget ind og ud, og selv om jeg har udelukket samtlige opskrifter, der involverer noget som helst over fastmaske-niveau, så er det faktisk aldrig lykkedes mig at fremhækle noget, der på nogen måde minder om de imponerende eksemplarer på billederne, der ledsager samme opskrifter. Tænk, at nogen kan hækle så flot, når mit generelt ligner et mislykket forsøg på at hækle en karklud med ører.

Indrømmet! Jeg snyder også lidt. Tager sådan et gennemsnit til husbehov over al den tagen ind og ud og er helt enig med mig selv om, at hagesmække også kan blive ALT for lange. Om ikke andet kan de vel bruges til karklude. Karklude, der tilfældigvis kan bindes.

Og så er der det der med at sy ender ind. Faktisk synes jeg, det er møguretfærdigt, at når man endelig har kæmpet sig gennem sådan en gang mega-ud-og indtagning, så er man ikke engang færdig. Så skal alle de der løse tråde Gudhjælpemig også have en omgang. Derfor er jeg selvfølgelig også gået helt fra striber. Man er jo idiot, hvis man udsætter sig selv for overflødige, indsynings-udfordrende ender. Jeg har selvfølgelig en kurv i forvejen med flere kilo endesynings-modent hækletøj, der egentlig burde være færdig, hvis det ikke var for de små sataner. Jeg foregøgler mig selv, at når det nu bliver rigtig vinter, så går jeg i gang. De sidste 5 år har det på intet tidspunkt været vinter NOK.

Men så var det altså, at jeg kom forbi en genbrugsforretning. Tænk, der sælger de spritnye og hjemmehæklede smække for 10 kroner. Altså TI kroner. Og så er de hverken skæve, uindsyede, karklude-look-alikes eller ret grimme, men faktisk så pæne, at jeg da gerne vil stå på mål for, at jeg helt selv har lavet dem. Og syet enderne ind. Der sidder simpelthen en hær af velhæklende damer rundt omkring, som producerer det skønneste strik og hækling–udelukkende for at det kan blive solgt i genbrugene. Selvfølgelig er det garnrester fra dødsboer det meste (heldigvis, det er en god ide!), men jeg hørte faktisk også i dag om genbrugsforretninger, der simpelthen stiller en kurv i garnforretninger, hvor kunderne så kan aflevere alt overskudsgarn. Det er fantastisk, at hækle-imbeciler som mig bare kan gå ned og erhverve den slags fornemt håndarbejde til en pris, der nærmest ligger under den, man giver for selv at ødelægge noget garn. Det er ikke enhver beskåret at komme godt fra en hagesmæk, men med nørkledamerne i baghånden, så er der håb for samtlige savlegrise.

(I øvrigt strikker og hækler samme damer også større værker, og er man heldig, kan fine, hjemmestrikkede sweatre og andet købes for noget, man næsten er helt flov over kun at betale.)

Så nu er mit problem ikke længere mine umulige hagesmække eller at sy enderne ind. Det ligger mere over i det etiske. Simpelthen spørgsmålet om, om det er dobbeltmoralsk at tie om, hvem der i virkeligheden har hæklet smækkene? Det vil jeg tænke over, mens jeg lægger alle de hjemmegjorte umuliusser i karkludeskuffen. For hvem siger, at karklude lige behøver at have syet deres ender ind? Og at man selv behøver hækle sine savlesmække?

Continue Reading

Lidt mere Hamburg.

Hamburg har ca. 2500 broer. Godt nok er man lidt stor i broslaget og tæller også jernbanebroer med. Men alligevel! Og godt nok er der mange jernbaner i Hamburg, der både er Nordeuropas skinnede knudepunkt samt har både S og U bahn. Den sidste i øvrigt udelukkende som highline! Men igen alligevel!
Venedig har ca. 600 og Amsterdam omkring 1200. Sådan til sammenligning.

Det betyder, at der er vand og broer overalt. På kryds og tværs, nedenunder, ovenpå og til siden. Ikke alle lige pittoreske og af Instagrammable kaliber, men en by med så meget vand og så mange overgange over vand har alligevel noget særligt. Der er store ingeniørbedrifter over Elben, og der er små ydmyge trinbrættet over forstørrede vandpytter, men faktum er, at man overalt er i nærheden af vand. Vel og mærke vand, man med lethed kan komme over.

Selvfølgelig skyldes meget af dette byens fortid som nærmest en søfartsnation i sig selv med utallige kajer og kanaler mellem et utal af pakhuse samt alle de hanseatiske forbindelser, men det er nu alligevel som om, man bevidst dyrker vandet og det at kunne komme over det. Nok er Hamburg en af de grønneste byer i Europa med sine mange parker og store respekt for træerne, men det er ved kajkanterne og broerne, at livet virkelig leves. Og nydes. Det er dybt imponerende, at en by, der i bund og grund ligger milevidt fra et anstændigt hav, har så meget vand. Basalt er det hele jo bare Elben, en flod.

Så er man brofreak, så kan man samle dusinvis af bro-afskygninger her. Der skulle være ca. 2500. Egentlig kunne det være lidt sjovt personligt at opklare, om tallet stemmer. Senere (altså post-Corona) kunne man så afprøve, om de også kan tælle i Amsterdam og Venedig!

Continue Reading

Om Hamburg.

Det forbavser sikkert mange, at Hamburg er mere end kilometerlange køer ved Elbtunnel, et utal af kønsløse containere og gennem de seneste år et enormt vejarbejde, der i bestræbelserne på at grave en hel motorvej ned, har generet og påvirket det meste af trafikken i det nordlige Tyskland.

Hamburg er faktisk også et sted, en by med levende mennesker og et centrum for kultur og fremdrift. Faktisk Tysklands næststørste by. Og så tæt på den danske grænse, at det nærmest er pinligt, at vi med vanlig sans for misforstået nationalisme gerne overser den. Det er synd. For bare sådan en 3-4 dage i Hamburg i en strålende, solskinsrig september er et gevaldigt boost, et kulturelt input–og fremfor alt et rart og behageligt afbræk fra en tid, hvor en grim pandemi styrer vores liv på mange parametre, og hvor det at rejse langt og fremmed er forbundet med angst, utryghed og formodede skjulte epidemiske farer.

Man kommer lettest, billigst (DB har vist Europas bedste rabatordninger) og mest bekvemt til Hamburg med tog. Stil bilen ved stationen i Flensburg, hvor det er trygt og gratis at parkere. Så er der bare 2 timer derned, hvilket jo for mange er langt mindre, end der er til vores egen hovedstad. Ydermere havner man lige midt i byen, på Hauptbahnhof, hvorfra man enten kan gå eller tage offentlig transport videre. Mange hoteller ligger i øvrigt i området omkring banegården, og for tiden er der klækkelige rabatter på overnatning, grundet Coronasituationen.

Hamburg er ikke nogen gammel by, hvad angår huse, kvarterer og arkitektur. Ingen bindingsværk og skæve gavle her. Den store brand i forrige århundrede samt de allieredes tæppebombning under krigen har medvirket til, at de fleste kvarterer er post-verdenskrig—eller helt nye. For i Hamburg bygger man. Hele tiden. Især det nye Hafencity og området omkring Speicherstadt er oplagte slentre-udflugtsmål for de arkitekturinteresserede. Og så er det faktisk af en kaliber, så man, efter min mening, ikke behøver rejse skamstøtter til offentlig bespytning over umulige arkitekter. Flottest er selvfølgelig Elbphilharmonie. Og dyrest. Allerdyrest. Men nok også pengene værd, selv om vi nærmer os Coronakompensation-størrelse for samtlige de danskere, hvis arbejde efter regeringens mening er værdifuldt nok til at blive kompenseret. Eller halvdelen af alle dem, de overså og ignorerede.

Alligevel er der masser af historie i Hamburg. Tydeligvis sporene efter storhedstiden som hansestadt–måske endda den mest betydningsfulde af dem alle–som går igen i den rigdom, der stadig præger mange områder. Og i den kolossale havn, som altid fortjener en havnerundfart–ikke mindst for benovet at betragte, hvordan man effektivt losser og laster de mange skibe, har en sandstrand ( med forsvarlig badning!) midt i byen og hylder selve skibsfartens historie med masser af maritime museer, besøgsskibe og museumshavne. Der er også en form for ikke-skamfuld, matter-of-fact fokus på byens krigshistorie, som kan opleves meget intensivt i det lille museum under St. Michaelskirken, der som en anden Gedächtniskirche står med sit enorme, forbrændte tårn–og ikke ret meget andet. I øvrigt er en tur gennem den gamle Elbtunnel også et must. Her hvor bilerne blev sænket ned i asfaltbelagte elevatorer, og man havde tid, penge og overskud til at dekorere selve tunnelen med art nouveauperiodens flotte udsmykninger. Der er ligesom ikke det samme swung over den nye Elbtunnel, selv om man selvfølgelig oftest kører igennem den i samme tempo, som man kan GÅ gennem den gamle i. Og er man der, er den gamle landingsbro over tunnelen et livligt, dog noget turistet, marked af alt fra fiskerestauranter, Bratwurst i alle udgaver, souvenirs Made in China og liv. Masser af liv.

Der er masser af kunst og kultur i Hamburg. Utallige kunstmuseer, gallerier og en undergrundsscene, der bare blomstrer, vildt og uforfærdet. For de malerkunstmæssigt konservative er Kunsthalle et must. Ikke nok med at adskillige verdensnavne ( nævner lige i flæng Munch, Picasso, Rubens, Rembrandt, Chagall og Renoir) er repræsenteret med GODE værker–her er også mesterværker af hjemlige kunstnere som Caspar David Friedrich ( det billede, som enhver gymnasielærer i dansk har skamridt for at banke forståelse for romantikken ind i de små hoveder, se oploadet version på FB!) samt endog Jens Juel, Abildgaard og Hammerhøi, hvis billeder her dog ikke ligefrem er det, man udelukkende bør rejse efter!

Og så er der så smukt i rigmandskvarterne omkring Alsteren, så dejligt bare at slentre eller sidde på en af de utallige fortovscafeer eller Cafe Paris, der bare er så unik, så fascinerende at betragte det stormægtige rådhus i al sin overdådige pragt, og for de, der tjener penge eller har fået kompensation, er der utallige shoppingmuligheder. Ikke mindst fordi den tyske moms er Coronanedsat, så der er ligefrem økonomisk gevinst ved at gå forsvarligt amok.

Der er dejligt i Hamburg. Og der er også tilstrækkeligt anderledes end herhjemme til, at man føler, man er ude, væk og fri af det allermest genkendelige. Det er som et pip af en svingen med rejseørerne at komme derned nogle få dage. Når nu verden er så ufremkommelig, som den er for tiden, så er det en oplagt mulighed. Og–hvilket ikke skal forglemmes–forleden var antallet af nye smittede i Hamburgområdet (som er på ca. 1,8 millioner) 21 i alt. Det lyder som om, København måske kunne lære lidt der? Og så skal vi vel tage derned, inden tyskerne lukker for OS.

Så husk, at der ved det evindelige smertensbarn for kørende udlandsfarere faktisk ligger en fantastisk by med umådeligt mange tilbud. Og at der ikke er længere end 2 timer med tog fra Flensburg!

Continue Reading

Om Pfifferlinger.

Hvis Pfifferling var et stednavn, var det sådan et sted, jeg ville rejse hen. Det er et pragtfuldt ord og smager forfærdeligt godt på tungen og i hele munden. Faktisk helt ned til hjertet, som bliver lidt varmt. Pfifferlingevarmt.

Men Pfifferling er ikke et sted. Det er bare noget, der smager godt. Nemlig kantareller på tysk. Tænk at kalde dem noget så dejligt. Der er ligesom mere stil, schwung, Sturm und Drang og ligefrem velsmag over Pfifferling. Pfifferling, Pfifferling, Pfifferling.

Når noget er i sæson i Tyskland, omfattes det af en stor, næsten helt udmattende dyrkelse og ophøjet kultstatus. Tænk bare på de uger i forsommeren, hvor hele det store land går i benovelse og tilbedelse af hvide asparges. Det er der, en aflang, hvid grøntsag bliver halvgud, og enhver med respekt for sine egne, naboens eller købmandens asparges går i aspargesmode og tilsætter ethvert måltid ( eller laver dem til et måltid i sig selv) en god portion opgravede stangafgrøder. Hvis der findes nogen i hele Tyskland, der bare ikke er på aspargesholdet, så holder de kæft. Det er at sammenligne med skruebrækkeri.

Men jeg vidste faktisk ikke, at Pfifferlinger ( gider ikke skrive kantareller, det er for usmukt et ord) har samme status. Og at det er lige nu, Pfifferlinger pfiffer op og er modne og plukbare. Derfor har alle restauranter utallige variationer af Pfifs. Sovse giver vel sig selv, supper til dels også, men der pfiffes også i pastatilbehør, salater og i enhver form for tilbehør til den obligatoriske schnitzel. De smager godt, virkelig godt. Så kan man lide Pfifferlinger, så er det med at komme til Tyskland nu. De har nok af dem. Alle steder.

Personligt er jeg ikke svampefinder. Jeg lider af en udpræget angst for røde fluesvampe, euforiserende paddehatte og lort, jeg ikke kan kende fra lagkage. Jeg er overbevist om, at mine evner udi svampefund sikkert begrænser sig til at give enten mig selv eller mine nærmeste en ubehagelig død. Eller i alt fald adskillige ditto toiletbesøg. Derfor synes jeg, det er så rart, at nogen har taget teten og plukket de uskyldige for mig, således at jeg kan nyde mine Pfifferlinger i store mængder og variationer.

Så vil man dyrke og tilbede Pfifferlinger, så er det syd for grænsen. Selv om det ville have været rart, om Pfifferling også var et sted. Rent sprogligt rangerer det jo nærmest på fod med Mandalay og Samarkand i lydmæssig flothed.

Continue Reading

Om mundbind.

For bare et halvt år siden ville det have været utænkeligt at skrive et indlæg om noget (dengang) så essentielt uinteressant som mundbind. Jeg mener stadig, mundbind som sådan er uinteressante. Men samtidig er de blevet essentielle. Ligesom vejret, sex og peanutbutter er de nok kommet for at blive.

Jeg vil på ingen måde indgå i en diskussion omkring mundbinds virkning. Eller mangel på. Det er jeg (som de fleste andre) slet ikke kvalificeret til. Men jeg har for nylig været i Tyskland, hvor mundbind mange steder er obligatoriske, så jeg er på en måde kvalificeret til at udtale mig om, hvordan det er at leve med mundbind som en lovpligtig påført del af en ganske almindelig dagligdag.

Enhver, der har haft underansigtet i afspærret nærkontakt med et mundbind gennem bare nogle få minutter, ved, at det svarer til at iføre sig en seriøst kondensvandsopsamlende regnfrakke foran mund og næse. Der bliver varmt og fugtigt derinde. Det er som at genbruge sin egen ånde i hysterisk grad og at lukke en tiendedel af sig selv af fra den frie verden. Mundbind er ingen nydelse. Det er derudover også som at laminere sig selv ind i en sci-fi verden, en mumificeret version af et samfund, hvor de allervigtigste ansigtstræk–dem vi genkender hinanden på–er udviskede. Man reducerer sig selv til 3-4 blå læg, ophængt på ørestellet og må vel lære at genkende bekendte på øjnene og de konturer af mund og næse, man ligesom kan sjusse sig frem til. For slet ikke at nævne, at talen bliver forvandlet til en slags mumlen i et hulrum. I alt fald er det den fornemmelse, man selv sidder tilbage med.

Mundbind kræver også tilvænning. Det er slet ikke så let at huske dem. At få dem på, altså. Når man hele sit trekvartlange liv har været inderligt ubekymret om at tildække sit halve ansigt før indgang til butikker, restauranter, cafeer, museer, ja selv offentlige toiletter, så skal man godt nok sparke et par remindere ind engang imellem. Utallige gange fanges man der på tærkslen til en interessant butik af en kolossalt dårlig samvittighed. Ofte er man faktisk også kommet derind, før man ( lidt skamfuld) får ophænget sat på hængslerne. Det er derfor nødvendigt hele tiden at have fuldt tilgængelige mundbind. Helst i lommen. For tasken skal åbnes, og rygsækken skal vel nærmest af ( i alt fald drejes til foranoplyning), og i et mundbindspåkrævende samfund skal man godt nok være vaks på tangenterne. Især når man bruger briller. Hold da lige op, hvor de da bare har det med at blande sig. Mest i aftagning. Fordi mundbind har en klar og indbygget præference for at alliere sig med brillestænger, og det kan der sådan set kun komme kludder og dårlige venskaber ud af.

I mundbindskrævende samfund er mundbind ikke bare mundbind. De er også mode. Der var en butik i Quedlinburg, hvor vi (fordi man altid tolker udfra, hvad man kender til) troede, de solgte mangefarvede sokker. Det gjorde de ikke. Det var mundbind, farvestrålende, spraglede, mønstrede mundbind. I Asien har jeg også set designerbind. Sådan at man kan iklæde sin mund Burberrytern eller et logo med Gucci eller Versace. For de absolut modebevidste er der rimelige chancer for såvel at ekvipere sig med mundbind, der passer til outfittet i stil og farve samt at fremvise lidt pral med dyre brands og logoer. Hvis man altid har ønsket sig noget i Burberrytern, er her altså en oplagt mulighed for snobbede fattigrøve. Selv om sådan et mundbind koster kassen, så er det vel trods alt billigere end en frakke!

Personligt sværger jeg til de billigste. Dem til 3 kroner i Netto. De er blå udvendigt og hvide indvendigt. Det er for, at man kan se forskel på ret og vrang. Og så skal man huske at skifte dem–faktisk mere end dagligt. Tommelfingerreglen må være, at når de ikke længere er blå og hvide, men blå og sorte, så er det på tide at erkende, at der skal hostes 3 kroner mere op i Netto. Man skal også huske, at de faktisk har en næseklemme foroven til at bøje ind over næsen. Sådan at afskærmningen retter sig efter enormiteten af ens tud. Hvis man vender dem forkert, finder man ret hurtigt ud af det. Så stikker det meget ubehageligt på hagen.

Mundbind er desværre også en kilde til øget forurening. For der synes at herske en udpræget tendens til at smide de aflagte overalt. Således kan man i tyske byer se adskillige hensmidte bind på gadehjørner og hele kongresser af afdøde mundbind ved skraldespande af den slags, som ingen sætter en ære i at ramme. Det er lidt forstemmende at se på. Og affaldsarbejdere må nok bande lidt indvendigt over en ny type skrald, som de, for bare få måneder siden, slet ikke havde fantasi til at forestille sig.

Jeg håber inderligt, at disse pseudo-regnfrakker er bakterieforskrækkere, opsamlere af alt modbydeligt og mund-prævention mod farlig smittespredning. Faktisk prøver jeg intensivt at overtale mig selv til blindt at tro på, at der er en højere, meget, meget væsentlig mening med mundbind. At de er decideret livsbeskyttende, ikke bare for en selv, men næsten endnu mere for andre, man møder på sin spredningsvej. Og at man ikke bærer dem forgæves.

For de skal nok komme her også. Mere end de allerede er. Så er vi nødt til at vedtage med os selv, at de er essentielle. Tro på dem. For ellers er det da slet ikke til at holde ud……

Continue Reading

Om at komme over. På den anden side, altså.

Jeg har altid lidt af udvidet højdeskræk. Enhver udsigt direkte ned drager mig og prøver ordløst at overtale mig til at springe ud. Jeg er nok den, der gennem tiderne allermest speedy kom ned fra første etage i Eiffeltårnet (stak lige hovedet ud af elevatoren, hvorefter jeg trykkede på NED), og jeg har kravlet på knæ langs kanter og stejle fald, klamret mig til forblæste buske på klippestier samt forklaret mine gæster om Beachy Heads lyksaligheder, mens jeg stod 10 meter BAG deres rygge.

Jeg er ikke til hængebroer. Carrick-a-rede i Nordirland, som mine gæster ellers gerne nyder, er ikke for mig. Jeg får sgu` ondt i nerveenderne bare ved at SE på den. Clifton Suspension Bridge i Bristol er godt nok ikke en tovbro, men den er slem nok alligevel. Jeg skal sådan gå og kigge ned på og lettere kommanderende tale med mine egne fødder hele vejen og hele tiden kvinde mig op til at komme videre. Enhver form for udsigt og panoramaer er totalt spildt på mig. Jeg er dem helst foruden. Hvis jeg kigger for meget på dem, drages jeg jo bare mod den der underverden af tom luft og klipper og tager det endelige hop. Nedad. Jeg har dog været over Clifton Suspension. 2 gange. Det er en bedrift.

Men forleden var jeg altså over Rappbodetalsperre i Harzen. En hængebro. Af metal dog, men ret hænget alligevel. På enhver hængebro findes der idioter, der udelukkende er kommet ud på sådan en for at gynge pæne og nervøse folk. Det gør de så. Hele vejen over. Men jeg KOM over.

Underligt nok er det sådan, at tanken om umuligheden i et sådant foretagende er tusind gange større og mere traumatiserende end det, faktisk at gøre det. At gå over. Jeg gik med oprejst ( lidt, i alt fald) pande hele vejen, smugkiggede en ganske lille smule ned ( og der var langt) og bandede mere end blev bange for idioternes hængebrosgyngeri. Jeg er stolt, meget stolt, over at have haft overskud til et lille smil derude på stålwirerne og husker da også, at jeg bestandigt udsendte remindere til mig selv om tysk grundighed og Ordnung muss sein. Jeg havde nok aldrig gjort det syd for Alperne. No way.

Nu er det så sådan, at jeg med stor overbevisning kan anbefale turen på hængebroen over Rappbodetalsperre i Harzen. Det er ret fantastisk. Det er smukt, det er unikt, og det holder. Og den eneste grund til det er, at jeg kom over. Jeg gjorde det. Så kan man sagtens blive megastor i kæften og virke som semi-professionel udi hængebrosovergange. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at man ikke dernede kan erhverve sig en badge til tøjet, hvor der står noget i retning af “I did it.” For sådan en gad jeg godt gå med.

Og måske er det også sådan, at jeg nok, hvis verden engang igen åbner sig, er nødt til at overtale mig selv til få det der Eiffeltårn helt ind under huden og i alt fald da komme ud af elevatoren. At tale FORAN mine gæster og faretruende nær kanten på Beachy Head, at tage i alt fald et par skridt ud på Carrick-a-rede ( det er en tovbro, så der gælder særlige regler for mig) og måske gå over Suspension med blikket rettet fremad og periodisk endda nedad.

Nu får vi se. Jeg kom over. Måske kommer jeg også på den anden side af alt det drageri?

Continue Reading

Om Harzen.

Da jeg var ung, kendte jeg nogen på min egen alder, der vandt en bustur til Harzen. Det tog tid for dem at indrømme den pinlige gevinst, og jeg tror faktisk aldrig, den blev indløst.

For man tog ikke til Harzen. Dengang. Harzen var indbegrebet af sværme af turistbusser med geriatrisk fyld og ubehjæpsomme, uberejste pensionister af den slags, der umiddelbart mente, at forstod tjeneren i udlandet beklageligvis ikke dansk, råbte man bare højere og udpræget tydeligere. Harzen var et pinligt rejsemål, dybt underlagt rejsesnobberi af en art, stedet på ingen mulig måde fortjente.

Nu er jeg så blevet trekvartgammel. Jeg er også blevet indfanget af en pandemi, som begrænser mine rejsemuligheder fysisk og mentalt afholder mig fra mange kroge af verden. Så jeg har været i Harzen. Og der er vidunderligt dejligt. Jeg gad faktisk godt vinde en bustur dertil…

Siden jeg var ung, er Harzen blevet udvidet. Med den østlige del, som dengang kun fandtes bag jerntæppet, og som faktisk er den mest interessante. Her er både vidunderligt smukke, gamle byer med bindingsværkshuse i et overvældende antal, men også natur, der både er smukt at se på og fantastisk at trave i. Nok er her ind imellem en smule über-tysk, men wienerschnitzler, bratwurster og utallige pyntegenstande overalt har vel også sin charme. Sådan midlertidigt. Selv de blonderede gardisetter, der tilsyneladende har meget høj gardinstatus, er til at leve med og giver en hvis form for lokalkolorit. Så længe man ikke skal have dem med hjem!

Harzen kan nås på 5-7 timers køretur ( inkl. pauser) fra de fleste steder i Danmark, og har man akutte udlængselsabstinenser, er det absolut anbefalelsesværdigt. Der er noget for enhver smag. Der kan traves, slentres, fås store naturoplevelser og gås gennem ældgamle byer med utrolig charme. De lokale er selv utroligt opmærksomme på at give tilbud til nærmest alle former for turister, så mulighederne er mangfoldige.

Man behøver ikke længere være pensionist for at påskønne en tur til Harzen. Det bør egentlig råbes ud, for det er uendeligt synd, at et så fantastisk sted stadig hænger lidt ved den gamle myte om buspensionisternes paradis. Men det er vel egentlig bare et spørgsmål om at tage afsted—og blive noget så fantastisk positivt overrasket!

Continue Reading

Om Quedlinburg.

Quedlinburg ligger i den østlige del af Harzen og har ca. 22.000 indbyggere. Byen er på Unescos verdensarvsliste og er i den grad et besøg værd. Ikke bare sådan et smutte-forbi-besøg, for den fortjener mere end det. Meget mere.

Det siges, at der er over 1500 bindingsværkshuse i Quedlinburg. Personligt tror jeg, der er flere, for det er uhyre vanskeligt at finde et hus, der ikke har stolperne. Man er indrammet og omringet af bindingsværk. Og så har byen tilsyneladende ligget i dyb kommunistisk dvale gennem alle de år, DDR eksisterede, for til trods for dens 1000-årige historie og moderne restaurering er her et helt umiskendeligt præg af det gamle Østeuropa. Der er særdeles toppede brosten, forretninger med små, længst umoderne udstillinger (hvem erindrer stadig, da alt tøj hang på bøjler i vinduet?) og de obligatoriske 2 vinduer på hver side af en dør og en atmosfære af sejlivet uforgængelighed. Det er lige før, man stadig kan lugte brunkullene og brunkålene. I alt fald kan man sagtens forestille sig de evindelige køer foran forretningerne.

Så Quedlinburg er ikke bare smuk og charmerende. Den er også et stykke historie i sig selv. Fra de ældgamle huse og det store slot fra middelalderen til de utallige reminiscensser af de gamle Østeuropa i ufortyndet form. Det er sådan en slentreby, hvor alt bare er seværdigt. Et lille museum i sig selv uden at være opstillet og dødt, for her leves livet og dagligdagen hele tiden af indbyggerne, som kræser om de gamle huse og den helt specielle atmosfære.

Selvfølgelig er der hoteller i Quedlinburg. Men de fleste turister bor på byens utallige pensioner, som er indrettet i de fordums herskabshuse, som under kommunismen blev til kollektive håndværkerfirmaer og nu er overtaget af entreprenante mennesker. Så man kan sagtens bo midt i al herligheden til særdeles venlige priser. Og i gåafstand fra alt det herlige. For er man først i Quedlinburg, er det hele faktisk ret herligt…..

Continue Reading

Og det er altid den nærmeste. Den på hjørnet.

Der ligger altid den der lille undseelige restaurant på hjørnet, lige ved ens feriebolig. Sådan særdeles uprætentiøst, lidt selvudslettende og selvfølgelig aldrig mere end nogle få skridt væk.

Der skal man selvfølgelig ikke spise. For hvorfor i alverden skulle byens bedste restaurant ligge lige for ens fødder og i bekvem gåafstand? Nej, man skal i stedet trave byerne seriøst igennem, for alvor lokalisere turistfælderne med de skyhøje priser og den shitty mad, hvis eneste umiddelbare fordel er, at de ligger på overrendte pladser og har ubehøvlede tjenere.

Men så er det, med sikkerhed, sådan, at den sidste aften er man træt. Benene vil ikke ret meget mere, det begynder somme tider at regne, og i grunden er den personlige GPS allerede indstillet på hjem. Så hvorfor ikke gøre det let? Gå hen på hjørnet og bide al madskam og eventyrlyst i sig?

Og så er det, med lige så stor sikkerhed, sådan, at den der lille undselighed pludselig viser sig at være et fund, et madtempel af høj karat og en lokal perle. Det ved man jo i grunden godt. For sådan er det hver gang. Hver eneste.

Her er billeder fra snitzlernes ubestridte himmel. Lige på hjørnet, altså. Paradis for enhver elsker af udbanket, paneret kød, som vor mor skal lave det og har gennembanket det, før man stikker gaflen i det smørstegte vidunder på en halv kalv. Og ikke nok med det: Lokalstemningen, komplet turistfri, er helt intakt med nabolagets familier og stamkunderne, og alle de pyntelige uhyrligheder i vinduerne udstillet uden nogen form for fisefornem skam.

Og næste gang man så indtager sin feriebolig, og den der lille undselighed igen stikker sit hoved frem på hjørnet—så overser man den. For der skal man ikke spise. Indtil den sidste aften, forstås. Det er så der, man lokaliserer byens bedste restaurant. Altid! Og aldrig bliver klogere…..

Continue Reading