Mange gode steder.

Restaurant Skovtur. Overalt.

Som så mange andre gamle dyder, tiltag og ideer, der lige nu får en kraftig renæssance, så er skovturen— altså den med de hjemmesmurte klemmer— også virkelig på vej til at blive et Coronahit.

Der er jo ingen restauranter og andre former for spisesteder at frekventere, så vil man spise undervejs på sin udflugt, må man være selvforsynende. Og at spise på en udflugt er bare så enormt hyggeligt. Det er som om, netop spisedelen gør udflugten hundrede gange mere attraktiv, og attraktionen gøres endda så meget desto større ved, at man gør sig lidt umage med det spiselige, der skal med på udflugt til skov, strand og andre dejlige steder.

Når nu Coronaen skulle besætte os og sætte os i undtagelsestilstand, så må man indrømme den, at den i det mindste har valgt et godt tidspunkt på året til sit angreb. Det pibler, spirer, springer, vokser og grønnes derude, og hvad er vel bedre end at finde sig et smukt sted, en siddelig træstub, og så gå om bord i de klemmer, man selv har kastet lidt omhu over.

Ikke siden børnene var relativt små, har jeg dyrket skovturen med indbygget picnic så heftigt. Med alderen har økonomien og mageligheden givet sig udslag i, at det var så meget mere indbydende at finde et spisested. Det er i grunden lidt synd. For det er faktisk ualmindeligt hyggeligt at sidde derude med sine håndmadder.

Eneste klagepunkt er, at mange mennesker har en decideret minimal skovtursfantasi og klumper sig sammen på de samme steder. Der er masser af plads derude til både at være helt alene og finde et uforstyrret sted til leverpostejen. Det er vi i alt fald blevet gode til, så det vil andre også kunne komme efter!

Og så smager sådan en lidt sofistikeret leverpostejmad ( selv hvis det eneste sofistikerede er, at den er agurkebelagt) nu altså helt vidunderligt derude i naturen. Prøv Restaurant Skovtur. Den kan man godt blive helt afhængig af! Også når alt dette forhåbentlig med tiden er overstået.

Continue Reading

Man skulle tro, det var løgn!

Tiger King. Netflix.

Som vanligt er jeg nok ude med det, der for mig er en slags nyheder, længe efter, at mange andre både har set, fordøjet og fattet dem. Det har jeg vænnet mig til. Men nu kan jeg da i alt fald tale med om den dokumentarserie, som lige nu er den mest sete og omtalte.

Og det kan jeg så godt forstå. Omtalen og fascinationen, altså. Jeg er også såvel dybt fascineret som dybt frastødt af seriens hovedpersoner, der alle har det til fælles, at de er besatte af, lever af ( nogle ville måske sige udnytter) og med ( her er vi på sengekantsniveau) og efter eget udsagn også forsvarer vilde dyr. Helst så store og farlige som muligt.

Der er Joe med de 2 ægtemænd ( man overværer det højst bizarre bryllup) og en imponerende samling af sociale udskud med manglende lemmer, der passer hans dødsensfarlige menageri, Carole med den forsvundne ægtemand, som tigrene siges at være blevet fodret med, mafiosoen, der skulle have syet narko til smugling ind i klapperslanger, og som nu lever blandt tusindvis af vilde dyr samt tigerkongen, der samler på og dresserer kvinder til at fremvise sine vilddyr iført leopardplettede BH- er.

Og alle er de fortalere for, at netop de er verdensmestre i at beskytte vilde dyr. I fangenskab. USA må såvel have nogle meget liberale love på vilddyrsområdet som en kolossal tolerance overfor menneskelige bizarheder. Det er vildt ( næsten vildere end dyrene selv) TV, det her. Det er også meget amerikansk. Uhyggeligt meget amerikansk.

Men ligegyldigt hvor meget man synes, det burde være løgn— så er det altså vildt underholdende. Og så kan man jo også snakke med. ( I telefonen, eller over gaden eller hækken!)

Continue Reading

Bourbon Street, New Orleans. 10 marts 2020.

Her er et billede fra Bourbon Street, New Orleans.Taget midt på eftermiddagen d. 10 marts 2020.

Som man kan se, går livet sin vante gang på denne, en af verdens nok mest berømte og besungne gader. Her d. 10 marts var Bourbon Street epicenter for jazz, boozing, partying og business as usual. Det er stadig kun midt på eftermiddagen, men der er tydeligvis ved at komme gang i såvel de utallige barer, musikken og (hvad billedet ikke sådan lige afslører) den intensive handel med seksuelle ydelser. Her er i alt fald mange mennesker, og de fleste af dem er i slentre-mode. Som man plejer på Bourbon Street. Der var rart på Boubon Street den dag, husker jeg. Coronafrit rart.

Jeg har ikke noget billede af Bourbon Street i dag. Men den ser nok relativt anderledes ud. Tom. Siden billedet blev taget, er New Orleans eksploderet ind i en anden form for epicenter. I de danske nyheder hører vi primært om New York, men faktisk er epidemien akkurat lige så fortvivlende slem hernede i Louisiana. Der bor omkring 400.000 i New Orleans, og dødstallet er oppe på over 400. Hvis Katrina var en ødelæggende orkan, så er dette en altfortærende tsunami.

Mit besøg i New Orleans for under en måned siden fik en noget brat afslutning. Så jeg vil love mig selv at komme tilbage. Engang når Bourbon Street ser ud lige præcis, som den gjorde der midt på eftermiddagen d. 10 marts 2020.

Continue Reading

Om at være sammen. Hver for sig. Og om samfundssind.

Overstående er umærkeligt, gennem den sidste måned, blevet mantraet for, hvad der definerer vores samfund. At vi skal være sammen. Hver for sig. Ved netop at være det, viser vi vores samfundssind. Dette lidt bedagede ord fra 70-erne, som pludselig oplever en renæssance uden at smage alt for meget af hippier og Make Love Not War. Måske fordi man decideret skal have min alder for overhovedet at huske det. Men det, der slår mig, er desuden, at alle disse tiltag til samhørighed og samværighed uden indblanding af egentlig fysisk tilstedeværelse alle nærmest er lige så antikke som samfundssindsordet. Det er noget, vi har gjort før. Gjort før og glemt. Druknet i det modernes samfunds ændrede normer for menneskelige relationer. Her kommer bare nogle få eksempler.

For det første er vi gået i telefonerne. Efter sigende oplever teleselskaberne en procentvis stigning på samtaleområdet, der er ganske uhørt. Efter i årevis at have reduceret vores telefontid og gradvist overgået til at skrive til hinanden i stedet, taler vi nu på livet løs. Inden Coronakrisen begrænsede mine personlige opkald sig til ældre familiemedlemmer og deciderede nødopkald. Sådan er det ikke mere. Den sidste måned har jeg ikke bare talt intensivt og længe med nære familiemedlemmer–jeg har også talt med veninder og bekendte, som jeg i årevis ikke har været på andet end SMS eller Messenger med. Jeg har modtaget og foretaget opkald, der ikke har haft andre formål end at forsikre omkring andres ( og mit eget) velbefindende samt brugt telefonen til udelukkende at dække mit behov for en god sluddersladder. Det har jeg ikke gjort i årevis. Men jeg kan da godt erindre, at der var engang, hvor jeg gjorde det.

Dernæst er vi gået i sang. Ikke siden Alsangen under besættelsen har vi danskere sunget så meget alene sammen. Der er autoriseret Fabersk morgensang samtlige morgener, og fredag aften er Steffensen-Bamsen på plads til endnu mere sang for alle i aftenens bedste sendetid. Højskolesangbogen er efter sigende den mest solgte bog for tiden, og de, der som jeg kun er indehaver af stærkt forældede eksemplarer, må enten anskaffe nye for at deltage i fællesskabet eller nynne med på alle de nye sange efter bedste beskub. Samme Steffensen-Bamse påstår endda, at denne væren sang-sammen er typisk dansk. Heri har han decideret uret, da ingen lande har en større, elsket–og til alle tider afsunget–sangskat end Skotland og Irland, hvilket konkret kan forklares ved, at disse lande gennem århundreder har været besatte af anden magt ( ikke et ord om, hvem DET var!)–og sange er noget af det eneste, man ikke kan tage fra folk. Det ses i øvrigt også på, at Sønderjylland har en meget stærkere sangtradition end alle andre steder i landet. Anyway, så kan denne lille detour udi fællessangens historie jo i den grad forklare, hvorfor vi synger nu. Vi er besatte, truet af en fjende. En fjende, der ikke kan tage vores sange fra os. Akkurat som så mange gange tidligere i ikke blot vores, men mange landes historie.

Der løbes også stormløb på velgørende organisationer for at få lov at hjælpe. Der købes ind for ældre hjemmebundne, og netværk til hjælp med dagligdags fornødenheder skyder op som smittekæder af god vilje. Det var vi også meget bedre til førhen, hvor de fleste samfund havde nærvær nok til at være opmærksomme på sine medlemmer og deres behov for hjælp. Gennem de senere år er næsten enhver form for hjælp blevet institutionaliseret, overgået til professionelle og lønnede, om man vil. Der er vi begyndt at få øjne for, at vi også selv kan indgå i hjælpeforanstaltninger. Uden betaling. Og uden at være ansatte.

Jeg kan heller ikke lade være at mindes min barndoms 4. maj-er, hvor det var kutyme, at alle satte tændte stearinlys i vinduerne for at fejre befrielsen. Det har jeg ikke gjort i mange, mange år, og det er vel ingen hemmelighed, at de, der stadig gør det, enten har en vis alder eller bor i Sønderjylland. Nu hører jeg om tiltag, hvor der sættes bamser og andet i vinduerne, som kan såvel more børnene, men samtidig også vise, at vi står sammen om en form for fælles budskab. At sætte en bamse i vinduet er at være med i fællesskabet. Alene, men med. Personligt ville jeg synes, at vi voksne også godt kunne være med på den front. Vi kunne jo sætte påskeliljer i vinduet. For at vise vores samfundssind og for at genoptage den gamle skik om netop at sætte noget i vores individuelle vinduer for at vise samhørighed og solidaritet.

Af de mere spøjse tiltag læser jeg om superheltenes genkomst på gader og stræder. Især i udlandet, men de skal nok indtage vores land også. Helt præcis de superhelte, som opstod i 30-erne, hvor der var økonomisk krise overalt i verden. I flere lande klæder voksne mennesker sig simpelthen i superhelte-outfit for at more indeburede børn–og sikkert også for at give en halvironisk kommentar til, at der må overmenneskelige kræfter til for at redde denne verden. Jeg har også hørt om bankoklubber på nettet, tiltag med at sende blomster og chokolade til såvel gamle som sundhedspersonale, og som det sidste har vores dronning frasagt sig blomsterlige fødselsdagshilsner, som hun i stedet gerne vil have sendt til gamle og ensomme. Det er vel også en form for majestætisk samfundssind!

I det hele taget er det som om, gamle dyder og måder at være sammen på ( eller rettere: ikke at være sammen på!) er ude i en kraftig renæssance. Ikke blot genoptager vi det gamle ord samfundssind, men vi dyrker det på måder, der faktisk har været anvendt i vores samfund førhen. Vi falder tilbage på modeller og tiltag, hvor mennesket–og ikke bare fremskridtet og hamsterhjulet–er i centrum.

Det, jeg så er spændt på, er, om denne tendens er vedvarende udover den nuværende krise. Vil vi virkelig stadig forblive i galopperende telefonitis, synge os igennem Højskolesangbogen, købe ind for og være opmærksomme på hinandens ve og vel, sætte markører på solidaritet i vinduerne, iklæde os Superman og Batman for sjov samt huske at sende blomster til hinanden på dronningens fødselsdag, når alt dette er overstået?

Det vil vel kun tiden–og samfundssindet–vise.

 

Continue Reading

Om verdens største, farligste og mest smitsomme pandemi.

Og nej, det er i virkeligheden ikke Coronaen!

Verdens største, farligste og mest smitsomme pandemi er noget så simpelt som idioti! Idioti kræver slet ikke hosten, nys og tæt samvær, men kan på ganske kort tid smitte kolossale menneskemængder såvel over større afstande som i meget lang tid. Tillige synes de helende helbredelsesmetoder at have meget svære vilkår, således at idioti for mange bliver en livslang, uhelbredelig tilstand.

Det er den pandemi, der for tiden får–og for kort tid siden fik– ultraortodokse jøder til vedholdende at afholde samtlige religiøse sammenkomster, Turkmenistans præsident til at benægte eksistensen af Corona, Hviderusland til at ignorere samme, unge amerikanere til at sammenstimle til spirituøse forårsferier, adskillige statsoverhoveder til at få hele nationer til at tro på, at der var absolut fred og ingen fare, teenagere til at mødes i smug til Coronafester, religiøse ledere i det sydlige USA til at fortsætte deres mammutgudstjenester og folk over hele kloden til at benægte, at de lever i en tid, hvor man bør tage andre hensyn. For bare at nævne nogle få eksempler.

Idioti er ikke blot en midlertidig pandemi. Men når andre pandemier eksisterer sideløbende, bliver den så meget desto mere synlig!

Continue Reading

Om at vælge mellem pest og kolera.

Jeg tror nok, jeg har forstået. I alt fald har jeg gjort mig umage for at sætte mig ind i det hele. Spurgt, læst, spurgt igen og læst igen. I alt fald kan jeg, på baggrund af mine oplysninger, udelukkende konkludere, at jeg står i valget mellem pest eller kolera. I overført betydning. Det kunne vel også kaldes Corona eller social død.

Det, jeg omsider har forstået, er, at min personlige Coronatrussel ikke går over af sig selv, før der, sikkert ad åre, kommer en vaccine. Enten skal jeg have lortet, eller også skal jeg krybe langs husmurene og bure mig selv inde, indtil nogen formår enten at skabe en vaccine eller et mirakelmiddel til helbredelse. Så er den ligesom ikke længere. Eller kortere. Overhovedet at påstå, at valget er mit, er at foregøgle mig selv noget, der ikke er virkelighed. Der vil sikkert blive valgt for mig. Ubevidst.

For nu at barbere den ned til benet, så kan jeg, hvis jeg stadig foregøgler mig selv et frit valg, vælge mellem 1) at opretholde min hermetisk lukkede, sociale afsondrethed. Allerbedst vil det være, hvis jeg finder en øde ø og opgiver andre mennesker. Som det er nu, med afsavn af selv den næreste familie, er slet ikke nok. Hvis jeg skal have garantier for, at virussen ikke finder mig, må jeg længere væk. Barrikadere mig i intethed, afstå fra enhver form for civiliseret samfund. Som om den nuværende situation ikke kun kan udholdes, fordi den har en aura af midlertidighed, så byder fremtiden på total permanent afholdenhed, indtil den livgivende vaccine er fremavlet. Det er slemt nok at leve, som jeg gør, men hvis jeg skal være helt virussikker, så skal jeg såmænd bare gøre lige præcis det endnu mere. Se frem til måneder i mit eget selskab. Og jeg må da nok indrømme, at jeg de sidste uger (indrømmet) ligesom har fundet tid til at notere karaktertræk ved mig selv, der ikke er så flatterende. Træk, der ligesom også kunne udglattes en smule ved den blotte tilstedeværelse af andre mennesker.

2) Frisk og frejdigt at spadsere ud i verden og få den virus overstået. Kramme enhver på min vej, ( og især dem med tydelige forkølelser) mænge mig i samtlige kassekøer, gnubbe mig op ad forbipasserende og tydeligvis opsøge midten af større forsamlinger samt være obs på, om der er større hestestævner i Herning og åbent på skibarer i Østrig. Måske endda gå den forkerte vej rundt om søerne i KBH, så alle de andre får frit lejde til at puste mig i hovedet. Markere at jeg VIL den virus. Fordi jeg vil have den, få den overstået som en slags billet til at få et liv igen på den anden side. Problemet er bare ( for nu at fejlcitere Forest Gump), at “Life is a box of vira. You never know what you get.” Beklageligvis bliver dette jo som at spille i en gammeldags spilleautomat, hvor man ikke aner, om der er Jackpot eller bare de der 2 sølle kirsebær på stilk. Jeg har jo ingen garanti for, at Coronaen ikke er dødelig, eller i alt fald meget slem, i mit tilfælde. Det kan gå blændende godt, det her, og forvandle mig til en slags Messias, der kan gå på vandet ned gennem alle forskrækkede dødelige i sin immunitet, men det kan også sende mig direkte i graven.  Det er en risiko, et sats, der er næsten større end livet. I alt fald som jeg ser det. Og da bangebukseri netop er et af de karaktertræk, jeg tydeligt har noteret hos mig selv på det sidste, er det en gambling med mit eget liv, jeg slet, slet ikke er modig nok til at tage. Overhovedet ikke.

Så valget står altså mellem ikke at leve rigtigt og potentielt at dø. DET kan man da kalde fremtidsudsigter. Eller i alt fald et valg, som ingen, tror jeg, formår at tage ud fra begrundelser, de selv kan stå inde for. Det letteste er selvfølgelig bare at lade stå til. At afholde sig selv fra decideret smittefremmende situationer og køre videre, som man nu har kørt ( eller slæbt) den sidste måned. Måske er det, man skal forsøge at have i sigte, at der MÅ komme en slags vaccine eller behandling. Ellers syntes det hele immervæk ualmindeligt nyttesløst.

Alligevel ender facit jo, i al sin skræmmende enkelhed, med, at enten må man bibevare sin sociale isolation indtil vaccinealderen–eller også må man ud og have den virus, koste hvad det nu gør. At sende hele vores samfund i en form for isolation hjælper jo ikke på det faktum, at vi, indtil vi kan vaccines, enten SKAL have virussen ELLER leve i afsondrethed. Det hjælper udelukkende på, at vi ikke får den samtidig og dermed overbelaster sundhedsvæsnet. At kurven flader, betyder jo ikke, at sygdommen er væk–blot at vi har formået at graduere antallet af de, der lige nu har den.

Det er altså ikke for at lyde ubeskriveligt negativ og pessimistisk i forhold til fremtiden. Det er nok bare et udtryk for erkendelse af, at sådan forholder det sig.

Continue Reading

Om alt det, man savner. Og drømmer om.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg er gået sådan lidt Coronakold de sidste dage. Sådan lidt træt, halvvejs opgivende, lettere mismodig, temmelig utålmodig og ret forfalden til drømme om, hvordan det hele kunne have været. Vel vidende, at jeg bare skal være noget så taknemmelig over, at jeg er rask og endnu ikke kender nogen, der er syge. Alligevel er det jo ingen hemmelighed for nogen overhovedet, at livet også godt kan se anderledes ud, end det har gjort den sidste måned. Se normalt ud.

For det, jeg drømmer om, er jo slet ikke i luksusstørrelsen, ud over det forventeligt vanlige eller kun, hvis jeg vinder i Lotto. Det er helt ordinære, dagligdags ting.

–jeg drømmer om at kunne give alle dem, jeg holder af, et ordentligt knus. At være fysisk indenfor rækkevidde af dem, holde mine børnebørn og tale i almindeligt toneleje med andre mennesker uden at skulle råbe over hække, vejbaner eller større afstande.

–jeg drømmer om at kunne gå over til min nabo eller en veninde, uinviteret, og blive inviteret indenfor til en kop sludrethe, hvor vi både sidder i samme rum, ved samme bord og ind imellem ligefrem rører ved hinanden–uden at opfatte tilfældige berøringer som elektriske stød med potentielt dødelige konsekvenser.

–jeg drømmer om pludseligt at mangle karry, og som den største selvfølgelig styrte afsted til et supermarked, hvor jeg både har god tid, kan snakke med de, jeg kender og kan stå i kø ved kassen uden at gå i chok. (Hvis nogen for bare 1 måned siden havde påstået, at jeg i min vildeste fantasi kunne have positive tanker–ligefrem længsler– om/efter en kassekø, så ville jeg have anset dem for rablende vanvittige!)

–jeg drømmer om impulsivt at stryge på biblioteket og gå rundt mellem hylderne og tage mig rigtigt god tid til at finde ud af, hvad jeg gider at læse. I det hele taget drømmer jeg om at kunne koncentrere mig meget mere om overhovedet at læse.

–jeg drømmer om, at alle de fester, jeg har været inviteret til her i april og maj, og som alle er aflyst eller udsat, bliver afholdt på den måde, vi altid har holdt fester. At vi sidder tæt, griner, snakker–og måske ligefrem danser. Det behøver ikke engang at være tæt…

–jeg drømmer om at gå i biografen, teatret, til foredrag eller koncerter. Vel vidende, at der vil gå oceaner af tid, før jeg basalt overhovedet tør gøre den slags, og at det i de første mange tilfælde vil kræve overvindelse og sikkert blive noget, jeg slet ikke nyder.

–jeg drømmer om at tage en slentretur ned i byen og impulsivt bare gå ind i alle de forretninger, jeg lige får lyst til at besøge undervejs. Helt uden at overveje, om der er andre mennesker derinde.

–jeg drømmer om at kunne besøge alle dem, der for tiden ikke må få besøg. De såkaldt udsatte grupper, som da i denne tid er blevet meget mere udsatte. Bare psykisk, men det er næsten værre.

–jeg drømmer om at tage på en tur ud i det blå med indlagt frokost på en hyggelig landevejskro. Eller bare at gå ud at spise.

–og så drømmer jeg om, at denne møgvirus ved et trylleslag kan sendes til de evige bakteriemarker. Gå i sig selv eller gå væk for evigt. At ingen mere skal lide under den, og at verden bliver sig selv igen.

Nogle gange ryger mit mismod helt ud i, at jeg til overflod glemte at være tilstrækkeligt taknemmelig for alt det, jeg havde præ-Corona. Tog det alt for meget for givet. Begik Hybris og fik Nemesis lige i hovedet som en direkte højre. De tanker er jeg nok ikke den eneste, der har haft. Omvendt hjælper det vel gevaldigt på, at jeg så givetvis lærer at påskønne de helt almindelige, dagligdags ting så meget, desto mere, når alt dette forhåbentlig kommer til en ende.

Og i grunden synes jeg da ikke, de ting, jeg drømmer om, er i kategorien for uopfyldeligheder, når verden bare er normal….

 

Continue Reading

Om at gøre ting. For sig selv.

I går gjorde jeg hele mit hus rent. Skurede badeværelserne, støvsugede hundehår og ditto nullermænd op og vaskede samtlige gulve. For slet ikke at tale om, at overflader, lampeskærme og hvad der nu ellers på dagligbasis virker som magneter på støv, fik en våd klud. Det tog flere timer. Og jeg hader at gøre rent. Grovhader.

Derfor gør jeg normalt ( her betyder normalt: i Coronafri tider) kun rent, når torturen opfylder det ene af to formål. Enten at der er blevet så beskidt, at selv min skyhøje tolerancetærskel fornærmes, og tilstanden nærmer sig noget decideret sundhedsfarligt. Eller at der kommer gæster, som jeg gerne vil give et indtryk af basal ordentlighed. I alt fald ikke skræmme væk.

Det var ikke tilfældet i går. Hverken det første eller det sidste. Der var ikke uhørt beskidt, og her kommer jo ingen. Som i slet ingen, absolut ingen. Man kunne jo, med god samvittighed i forhold til hele den enorme omverden, bare gro noget så inderligt til. Ikke en kæft ville bemærke det. Ligesom der også er så utalligt mange andre ting, man bare kunne lade være med. Hvorfor overhovedet gå i bad på regelmæssig basis, når absolut ingen bemærker stanken, da naboen i bedste fald står flere meter væk? Hvorfor skifte tøj, når ingen, overhovedet ingen, vil se alle pletterne og salatdressingen på brystet fra i forgårs? Hvorfor rydde op, sådan til husbehov, når man nu alligevel har en rimelig ide om, hvor tingene ligger i bunkerne? Hvorfor lave varm mad hver dag, når ikke en kæft er den mindste smule interesseret i, om man i dagevis lever af leverpostejmadder og pølser fra glas? Hvorfor barbere møghår af benene og trække de der sorte djæveler ud af hagen, når der i bund og grund ikke er andre til at se en end ens eget spejlbillede? Hvorfor overhovedet opretholde et minimum af civilisation, når det lige præcis ikke er en civilisation, man lever i? En sådan kræver nemlig mellemmenneskelig kontakt, interagerende adfærd og konkret kommen hinanden ved.

Og svaret er selvfølgelig: Fordi det er det vigtigste af alt. At opretholde netop civiliseret adfærd i en krisetid. At gøre præcis, som man plejer. Ikke at opgive, ikke at gro til, ikke at ende på ligegyldighedens brakmark. Med andre ord at tage livet og sig selv alvorligt.

Det er lige før, jeg går ud som apostel for, at man skal gøre alle de der dagligdags ting ENDNU mere intensivt. Sætte sin undtagelsestilværelse i system og opretholde ro og orden. Der skal ikke være tegn på opgivelse, på sløseri, på gærder, der er for høje at springe over. Tværtimod. Jeg tror på, at hvis man indenfor sit hjem kan bibevare en aura af almindelighed, af business as usual, så har man så meget desto større chancer for at overleve på en mentalt sund måde. At opgive de små almindeligheder er, for mig, at opgive troen på, at det hele nok skal blive normalt igen. Og det er vist det psykisk mest undergangsfremmende, man kan udsætte sig selv for.

Så der skal gøres rent, og der skal skiftes tøj, og der skal brusebades. Der skal også kreeres gode middage og hyggelige mellemmåltider. Pis da være med, at Coronakrisen også i sidste ende bliver en vægtkrise. Det er da, til sammenligning, det mindste. Hellere være ren, fed, ubehåret og mentalt rask end nedfalde til selvmedlidenhed og selv-sløseri i eget skidt.

Synes jeg. Altså.

Continue Reading

Jeg–en potentiel nordkoreaner?

Jeg tror, jeg på begynderstadiet er ved at forstå folk, der lever i totalitære regimer. Jeg er nemlig så småt ved at se tegn hos mig selv, der tyder på, at det ville jeg også sagtens kunne gøre. Måske ville jeg endda, med lidt øvelse og nogen tid, kunne blive helt god til det. Jeg er i alt fald blevet rimelig ferm til at tilpasse mig, og for hver dag der går, bliver jeg tydeligvis bedre. Jeg er også blevet meget, meget dårligere til at stille kritiske spørgsmål. Det er så også en forudsætning for, at jeg bliver et pragteksemplar udi totalitær ind- og tilpasning.

Som George Orwell påpegede så eftertrykkeligt i Animal Farm, så er den allermest basale forudsætning for at få mennesker til modstandsløst at indrette sig, at der findes en fælles fjende. Helst en usynlig fjende. Usynlige fjender er som hovedregel bedre end synlige, for man ved ligesom aldrig hvor man har dem, og de lurer skånselsløst overalt. Det er så her, det er så essentielt, at nogen går ud og tager lederskab. Overbeviser en befolkning om, at de konsekvent arbejder for fjendens afskaffelse eller passivisering–selvfølgelig til alles og især fællesskabets bedste. Hovedpræmissen er, at samme befolkning skal overbevises om, at hvis den bare følger visse udstukne regler, så vil såvel lederen som hele samfundet være med til at forsvare den fælles fremtid mod fjenden. Og hvis fjendens ultimative mål er død og undergang, såvel personligt som samfundsmæssigt, så er det da soleklart, at man kæmper med klør og negle på netop den anviste måde.

Sådan en fjende kan have mange navne og har da også gennem historien heddet både andre religioner, andre ideologier, andre, navngivne mennesker–og som nu også en frygtet sygdom. Jeg er personligt blevet så ganske, forfærdeligt autoritær af at gå i krig mod Coronaen. Det er næsten ligegyldigt, hvad statsministeren og/ eller andre embedspersoner, som jeg anser som kvalificerede eksperter på virusområdet, siger og befaler–så gør jeg det. Jeg er fuldt fortrolig med, at hvis jeg og samfundet skal bekæmpe denne forfærdelige, usynlige fjende, så skal vi høre efter og gøre, hvad der bliver sagt. Når mennesker bliver rådvilde og bange, slutter de op. Så forsvinder en stor del af egenviljen, som i stedet bliver til en form for higen efter retningslinjer. Afstukne veje.

Jeg er f.eks. for tiden meget i tvivl om, om jeg kan tage i sommerhus i påsken. Grunden til min tvivl er helt konkret, at alle udmeldinger fra autoriteterne har været uldne og hen i retning af, at det må jeg selv finde ud af. Jeg har ikke lyst til selv at finde ud af. Eller rettere: Jeg tør ikke selv finde ud af! Jeg vil have at vide, klart og forståeligt, om jeg må tage afsted eller ej. Jeg vil have en godkendelse ( eller et afslag) fra de autoriteter, der styrer mit liv. De må da kunne forstå, at de sidder med det i deres hænder.

Ligeledes kan jeg mærke på mig selv, at jeg på såvel på egne som autoriteternes vegne øver selvbestaltet justits overfor de, der ikke retter ind. Jeg kan blive helt hys på mennesker, der ikke holder afstand til mig, og jeg forarges ganske betydeligt, når jeg hører om idioter, der ikke overholder forsamlingsforbud. Jeg mærker en indre drift til at skælde dem huden fuld, selvfølgelig på samfundets vegne. Og til lige præcis at fortælle dem, at det har vi jo fået at vide, at vi skal, og hvis de bryder lovene, så er de med til at ødelægge vores samfundsstruktur og eksponere os alle til den der usynlige fjende.

Gennem hele mit liv har enhver form for autoriteter udelukkende opfordret mig til at være kontrær, at gå imod. Jeg er barn af 60-ernes oprør mod alle autoriteter, var ung i samfundsomstyrtende tider og er opdraget til at stille kritiske spørgsmål omkring enhver form for ensretning og fælles tankegange. Indoktrinering, kaldte vi det dengang. Og alligevel sidder jeg så her, fuldstændigt handlingslammet og måbende sikker på, at jeg såvel skal ensrettes som gøre præcis, hvad der bliver mig befalet. Jeg er overgået fra kritisk afstandtagen til en slags jublende tilkendegivelse af, at regeringen og myndighederne har ret, og at jeg skal hjælpe dem med at udøve netop denne ret.

Det er meget underligt at konstatere. Allermest underligt er det dog, at jeg må erkende, at selv kontrære mig er et yderst let offer for lige præcis det, jeg altid har kæmpet imod. Umærkeligt er jeg blevet Nordkoreaner i min tankegang og mine handlinger. Det er sgu` lige før, jeg føler mig det pålagt ( og retfærdiggjort) at melde genstridige forsamlingslystne medmennesker til Stasi eller KGB.

På nuværende tidspunkt er jeg sikker på, jeg gør det rigtige. At dette er vejen frem–og ud. Men jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, hvor fortvivlende let de mekanismer, der også gør sig gældende i totalitære samfund, kan ramme mig. Det kræver bare en eneste fjende, som mit samfund skal stå sammen om at bekæmpe, før jeg er klar til at give afkald på de allermest basale frihedsrettigheder.

Misforstå mig ikke: Jeg tror, mine autoriteter har ret. Det er slet ikke det, det drejer sig om. Meget, meget mere den ultimative forskrækkelse over, hvor let det er gået med at få kontrære, egensindige mig til fuldstændigt at makke ret. Ligesom alle de andre……

 

 

Continue Reading

YES!

I aftes var det 14 dage siden, jeg kom hjem fra USA. På flugt fra Corona, med tungen ud ad halsen for forhåbentlig at nå det sidste fly og hudløs helt ind til skelettet af at være bange. De sidste 14 dage har været en nedtælling til at afføre mig Coronakåben. At føle mig overbevist om, at jeg var gået fri, smittefri. Det lykkedes. Og min taknemmelighed er enorm. Næsten uudtrykkelig enorm.

For de, der ikke har været i den situation, ( og det er der heldigvis mange, der ikke har) kan jeg oplyse, at man går rundt i en evig dommedagsprofeti. Det er som at leve med udløbsdato. Vel og mærke en, man ikke engang selv kender. Man bliver nærmest paranoid af konstant at granske sit eget helbred, at mærke efter, og ethvert vanligt nys eller måske bare en krumme galt i halsen kan i ens undergangsfantasi fortvivlende let tolkes som en dødsdom. Man bliver angst for andre mennesker, fordi man ikke ved, om man selv er en tikkende bombe, og i de allermest paranoide minutter er man næsten bange for at smitte via telefon og sociale medier. Sådan 14 dage er lange.

Der var ellers nok indikationer på, at det ikke ville gå godt. Især i efterrationaliseringens uklare lys. Siden jeg er rejst fra New Orleans, er byen eksploderet i Coronatilfælde. Det siges, at karnevallet sidst i februar, hvor over 10 millioner fra hele verden blev fløjet ind–og ud, har været en grød af smitte, som ingen dengang overhovedet havde øjne for. Borgmesteren dernede har udtalt, at orkanen Katrina var peanuts i forhold til, hvad de oplever nu. Og ingen erindrer vel Katrina som en biting, en uvæsentlighed. Derudover var vi gennem Florida, hvor det netop i de dage vrimlede med unge studerende på påskeferie, som i den grad ikke mente, at deres tætte samvær på nogen mulig måde kunne trues af en perifer bakterie. De er så også kommet på andre tanker. Nævnes skal vel også, at Orlando lufthavn den dag havde business as usual, ingen håndsprit, alenlange køer og ingen respekt for afstand mellem mennesker. I mine tanker i de 14 dage har jeg i alt fald visualiseret temmelig mange steder, hvor jeg har kunnet arve grimme vira.

Der var også Gatwick Lufthavn, som selv på almindelige dage er et mareridt af stuven sammen og klistren til andre medrejsende. På det tidspunkt var briterne ikke bange for Coronaen, nok nærmest bare lidt overbærende overfor andre nationaliteter, der så den slags som farligt. I Gatwick bliver afgangsgates offentliggjort meget sent på en kæmpestor skærm, som alle nærmest er nødt til at kigge på for overhovedet at nå og finde deres fly. Der står man så adskillige hundrede mennesker oven i hinanden og venter på nyt…

Udover min taknemmelighed, som er større, end jeg næsten kan udtrykke den, så slår det mig også, hvor uendeligt meget verden har ændret sig på bare de 14 dage. Det var præcis de dage, der lukkede samme verden. Og derfor er taknemmeligheden også stor i forhold til, at det både lykkedes mig at komme rask hjem–men også at jeg kom HJEM, hjem til Danmark. For jeg tror, at netop Danmark er et af de aller-allerbedste steder at være i denne verdensomspændende krisesituation. Her er god plads, plads til plads mellem mennesker, og vi, der er så uendeligt heldige både at bo i provinsen og have eget hus med have, har lys og luft omkring os på en måde, som milliarder ude i verden ikke har. Det er relativt ukompliceret på pladstangenten at lukke Danmark ned, for majoriteten af os har steder at være, at opbevare os selv. Det er der mange steder i verden, det ikke er. Rigtigt, rigtigt, fortvivlende mange steder.

Så selv om jeg hoster lidt, sådan et par gange om dagen ( det gør jeg nu nok altid på denne tid af året), sover en smule abrupt, stakatoagtigt ( hvem gør ikke det, i disse tider?), nyser minimalt ind imellem (det gør jeg vel også til daglig?) og generelt er så obs på mit helbred, at jeg under normale vilkår ville have udnævnt mig selv til  begyndende hypokonder, så tror jeg, jeg er in the clear. At jeg har overlevet den tur gennem alle farlighederne uden at tage nogen af dem med hjem.

Det er ikke bare held. Det er fantastisk. Det er så her, man ville ønske, at det var muligt at nyde den slags meget, meget mere. Måske ligefrem at fejre det. Men den ligger jo stadig derude som en angrebslysten slange i et midlertidigt paradis, Coronaen. Fordi man har narret den en enkelt gang, betyder det jo ikke livsvarig immunitet. Som alle andre jeg har talt med, har jeg klart planer om at vente med at få den, indtil der er fremstillet en vaccine. Det er måske et noget optimistisk fremtidsønske. Men i det mindste har jeg da chancen for at holde mig fra andre mennesker. Og for at huske at dyrke min taknemmelighed. Over at være sluppet. I denne omgang.

Continue Reading