Bøgeskov i maj.

Ikke for at gå i ren copycat overfor Joakim Skovgaards ikoniske billede, men blot for ydmygt at konstatere, at bøgeskove i maj, selv fotograferet af mig, altså kan et eller andet.

For selv om det regnede, og selv om det var koldt, så KUNNE den bøgeskov altså noget. Noget livgivende, noget decideret humør-opgraderende og noget gennemført optimistisk.

Billedet er taget på Lillebæltsruten ved Middelfart, ud for Fænø–og den rute får samtidig mine allervarmeste anbefalinger. Vi nåede desværre kun nogle få kilometer af den–vejret og ventende aftaler var imod os. Men vi skal helt sikkert tilbage–selv om bøgeskoven nok når at blive til juni- eller juliskov, inden det sker.

Bøgeskov i maj–for F… da!

Continue Reading

Om beslutningsiver–og om priser.

Når folk skal i teatret, bestiller de tit billetter månedsvis i forvejen. Eller i alt fald det, man kan kalde “i forvejen”. Mange køber også hele sæsoner til såvel teatre som fodboldkampe. Bare for at være sikre på at komme med.

Jeg sælger for tiden billetter til mine guidede gåture. Det foregår efter en helt, helt anden model. Jeg starter gerne med at annoncere i pæn tid. Sådan en god uges tid i forvejen. Der er så aldrig et øje, der melder sig. Det håber jeg stadig naivt på, at der måske ville være, da jeg sommetider skal køre 2x over 2 timer for at være på stedet og faktisk godt kan finde på noget at give mig til herhjemme som alternativ, hvis ingen møder op.

Hvis jeg så ikke får smidt den annonce ind med ca. 2 dages mellemrum den følgende uge, kommer der ingen. Jeg skal heller ikke regne med, at nogen melder sig før tidligst 2 dage før. Men når de første så er der, smitter det faktisk. Det er en god, fornuftig smittekæde, synes jeg. En ting, der spiller en foruroligende stor rolle, er vejret. Hvis vejrmeldingen pludselig ændrer sig til noget rimeligt positivt og tørt, kan jeg se det på umiddelbar Bingo. Men det må heller ikke være for godt. Tropiske varmegrader er mine absolutte fjender. Så gider folk ikke bevæge sig.

Det er ikke på nogen måde ukendt at få de sidste tilmeldinger få timer før. Jeg vælger at tro, det er fordi, man først ser opslagene nu. Men ved da godt, at jeg ikke er sådan noget, man glæder sig vildt til og bare ikke på nogen mulig måde kan undvære, men et alternativ til en måske ulidelig kedsomhed eller et besøg, der blev aflyst. Og hvis det regner om morgenen, kan jeg godt påberegne afbud. Vi er lidt bygeforskrækkede, vi danskere. Underligt nok.

Så jeg har lært mig selv en tålmodighed, jeg ellers ikke er grovdyrker af. De skal nok komme. For jeg kender jo mønstret. Der er ingen overraskelser i det mere. Selv om et drømmescenarie da ville være at have fuldt booket hele sommeren på forhånd. Det vil ikke ske.

Og så er der det med priserne. Jeg synes selv, jeg er billig, grænsende til det foræringsparate. Her kan man så se en uhyre stor regional forskel. Når jeg bliver betalt af KBH Kommune, er prisen pr. person før skat over det dobbelte af, hvad man kan forlange i Jylland. Derovre er der ingen, der rynker bryn over, at ting faktisk koster noget, mens jeg nogle gange har en lille mistanke om, at i alt fald nogle holder sig væk i Jylland, fordi de skal have penge op af lommen. Sagt på en anden måde, så ville der nok ikke komme en eneste, hvis prisen i Jylland var den samme som i KBH. Jeg ville også blive mistænkt for at have alt for høje tanker om mig selv og min kunnen, og arrogance og mangel på at sætte sit lys ind under den der skæppe har nu altid været negative karaktertræk vest for Lillebælt. Så bliver vi hellere væk.

Men der er dog en ting, der er fuldstændig uforandret ligegyldigt hvor man er i landet. Den allerbedste reklame er den, der foregår fra mund til mund! Jeg kunne så bare håbe på, at folk snakkede sammen i lidt bedre tid i forvejen. Men de skal selvfølgelig også lige tjekke vejret…

Måske skulle jeg skrive i annoncerne, at vejr mest fordelagtigt tjekkes på TV2. De er erfaringsmæssigt en hel del mere optimistiske end yr!

Continue Reading

HURRA for teknologien.

Jeg tænker nogle gange på, at selv om man primært kan hælde verbalt lort ud over pandemien, så kendte den dog, trods alt, sin besøgelsestid. Den ventede, indtil vi kunne en forfærdelig masse teknologisk, som vi aldrig har kunnet før. For bare 10 år siden havde vi været famlende, hjælpeløse på masser af områder, hvor vi nu kan hutle os igennem på måder, så vi kan opretholde en slags social kontakt. En slags, men trods alt en væsentlig slags.

Her tænker jeg slet ikke på alle mulighederne for hjemmearbejde, mødefunktioner, virtuel undervisning og andet i arbejdsmarkedsregi. Jeg er helt nede på det personlige plan. Der, hvor mennesker mødes uden andet formål end at se dem, de holder af. For netop IKKE at se, føle, mærke og være sammen med dem, vi holder af, har nok været den allerstørste psykiske belastning for de fleste under den efterhånden mere end alenlange pandemi.

Facetime, Messenger og andre opkaldstjenester har garanteret reddet den mentale sundhed og samtidig puttet lidt glæde ind i utallige små hjem. Tusindvis af bedsteforældre har periodevis været afskåret fra fysisk at være sammen med deres børnebørn, men har kunnet opnå i alt fald en form for kontakt gennem disse tjenester. Der er sendt millionvis af små videoer i alle familiekredse, og selv om man har manglet at være tilstede, sammen, så har teknologien dog givet os mulighed for at kunne se hinanden. I nuet. Og ikke på billeder, der først skulle fremkaldes, og gerne også kun viste den slags opstillede situationer, man førhen udelukkende anvendte de dyre film på at forevige.

Når jeg er fysisk sammen med mine børnebørn, optager jeg gerne små videoer, som med det samme sendes til min mor, deres oldemor. Mine børn er også rigtigt søde til at gøre det samme. Ikke i opstillede situationer, men som små indslag fra en helt almindelig dagligdag, hvor det er vigtigere at vise, hvad er foregår lige nu, end at der foregår noget spektakulært. Hun kalder det den medicin, der er absolut livsnødvendig, og jeg tror, hun har ret. Lige så ret som mange andre bedsteforældre, der i disse tider har fået et overvældende stort brug af Facetime, samtidigt med at de også modtager disse små videoberetninger af en dagligdag, de ikke lige kan deltage i.

Jeg tænker tit på, at for bare få år siden havde vi ikke teknologien til det. Dengang kunne vi ikke bare lige på en ganske almindelig mobiltelefon se hinanden, mens vi talte sammen. Vi var ude af stand til, fuldstændigt uden besværligheder, at sende små videoklip til hinanden. Dengang kostede det enten dyr teknologi eller teknologiske færdigheder, som de fleste af os ikke besad. Nu er det gratis og hver mands eje. Og hver mands glimt af det, vi savner, i en dagligdag.

Man kan ikke lade være med at tænke på, om vi, når engang pandemien forhåbentlig er ovre, vil blive ved at være så rappe på knapperne. Jeg tror det egentlig. For selv om vi forhåbentlig får meget lettere ved at mødes fysisk, så er disse små indslag fra hinandens dagligdag nok blevet en kærkommen ting, vi ikke lige vil undvære. Det betyder også, strengt ulogisk, egentlig, at pandemien nok har fået os til at være endnu mere med i hinandens dagligdag, end vi førhen var. Det er blevet opprioriteret at se hinanden teknologisk, netop fordi vi ikke kan se hinanden fysisk. Og det er samtidig blevet en rigtig rar og god vane. Bare fordi man både kan og må se hinanden, gør vi det alligevel ikke hele tiden. Men vi har fået en rar tradition med at følge med i hinandens liv–og den bibevarer vi nok heldigvis.

Så pandemien kendte, trods alt, sin teknologiske besøgelsestid. Det var godt, den ventede, til vi kunne alle disse ting. HURRA for det. I det mindste har vi da kunnet være sammen på denne måde. Tænk, hvis vi ikke havde kunnet!

Continue Reading

Om det første stik.

Stikket var det mindste. Og er det stadig, her dagen efter. Jeg lider ellers af indgroet nåleskræk og forestiller mig, at ethvert stik er så lammende for hele mit overparti som de stivkrampenåle, jeg lejlighedsvist får genopfrisket. Men jeg kom i kanylen på en venlig ældre herre, som jeg har stærkt mistænkt for at være pensioneret læge, der i årevis pædagogisk har overstået flere millioner børnestik. Det klør lidt i dag, men vi er oceaner fra stivkrampe-senfølger.

Det vil altså sige, at der var noget, der var værre. Jeg var faktisk forberedt, for en veninde havde på forhånd adviseret mig om stikkets mere psykiske følger. Dem, der opstår, når man efter endt vaccinering skal sidde de obligatoriske 15 minutter og lave ingenting. Få genopfrisket, hvordan det lige var at være eksamensvagt, dengang man var det, og kedede sin røv i laser gennem minutter så lange som 17 bølger af en yderst angrebslysten kedsomhedspandemi.

For så ser man sig jo omkring. Der i områdets største hal, hvor et stort antal af folk på ens egen alder er placeret med corona-uvenlig afstand. Der, hvor den yderst afblomstrede del af fædrelandets trekvartgamle samles om noget af det eneste, vi legalt kan samles om for tiden. Det er lige præcis der, det bliver skræmmende at kigge sig rundt og se de tilsyneladende jævnaldrende nyvaccinerede. For hvor ER de dog ældre. De andre. Hvor finder man det dog ulideligt svært at identificere sig med, at man sådan skulle gå rundt og ligne en af dem.

Mens jeg sad der i forstadiet til plejehjemsindskrivningen, forsøgte jeg ihærdigt at overtale mig selv til at tro på, at alle de andre havde fået deres andet stik. Sådan at de da i alt fald ikke var HELT jævnaldrende. Faktisk kunne være op til 10 år ældre end mig. Mindst. Det var lidt som at komme til skolejubilæum og forfærdet konstatere, at ens gamle klassekammerater er ældet med hidtil ukendt speed, mens man selvfølgelig selv stadig ligner sig selv som 18-årig. Men da 15 minutter i alvorlig kedsomhed er yderst lange, når man faktisk også dertil, at en begyndende erkendelse af, at man garanteret selv falder strålende ind i selskabet, begynder at tage form. Det er næsten det allermest skræmmende. For når man ikke sidder i den slags haller så tit, så har man det vist med at glemme, hvordan man egentlig selv ser ud. Måske var der endda folk til stede, der klart bedømte mig som en, der var på andet stik?

Heldigvis er der også lysere mentale skyer, der begynder at vise sig. På vejen hjem hørte jeg en udsendelse med komikeren Adam Holm, som har haft corona. Han påstod, at han hver gang, når han skulle køre med rullestrapperne op i DR-huset, lige slikkede på gelænderet. Bare fordi han kunne! Jeg er så småt begyndt at forstå, hvad han mener. Selv om jeg næppe nogensinde bliver overstadig nok til at gå rundt og beslikke gelændere, kan jeg dog helt konkret begynde at se en fremtid, 7 uger ud i tiden, hvor jeg opnår en løsladelse til i overført betydning at smage på livet igen. Sådan en deadline har enorme psykiske konsekvenser med kanylepilen strakt opad. Bare alene at kunne foretage sig noget impulsivt. Helt uden planlægning, coronatests til tiden og alting coronaplanlagt ned til mindste detalje.

Så skal jeg ud at spise, på en pludselig indskydelse, gå på biblioteket uden at tænke på test, ud at køre med tog. Og dalre, virkelig dalre, fuldstændigt ubekymret på en powershopping af rang. Sikkert uden at købe noget, for den coronaindgroede nærighed er svær at slippe.

Det kan jeg så gøre sammen med alle de andre, der gerne må. Alle dem, jeg sad sammen med der i hallen, og som godt nok var skræmmende ældre at se på, hvis de virkelig kun var der til deres første stik!

Continue Reading

Åbent brev til den person, der tilsyneladende er vores kulturminister.

I går læste jeg et indlæg fra dig på I politikeres foretrukne debatforum, Facebook. Det gjorde mig på samme tid jublende glad og forfærdeligt bedrøvet.

For det første hensattes jeg nærmest i ekstase over at finde ud af, at vi har en kulturminister. Det sidste halvandet år har jeg nemlig tvivlet, fordi du har været fuldstændigt lige så usynlig for mig, som jeg tilsyneladende har været for dig. Jeg er også en af kulturens mange vandbærere, en blandt mange moderne daglejere. De usynliges store hær. Men det gav da et lille splitsekund af optimisme sådan at opleve en åbenbaring af en kulturminister.

Det var så, indtil jeg læste, hvad du skrev. Det var der, jeg blev forfærdeligt ked af det. For du præsterede at skrive, at det nok skulle blive en god sommer. Jeg håber så inderligt, at du bare blev overfaldet af en nærmest utæmmelig blanding af privilegieblindhed og almindelig tankeløshed, da du skrev det. Vi er nemlig mange, for hvem det ikke bliver en god sommer. Alle vi udlandsguider, og vi er mange, har været arbejdsløse siden 2019. De fleste af os er ansat på 14-dages opsigelse, så majoriteten har ikke set en krone i kompensation, endsige så meget som en udstrakt, hjælpende hånd fra det ministerium, der burde have været ansvarlig for os. Det er selvfølgelig ikke din skyld, at vi har en coronapandemi, men det er dit ansvar at tage vare om ( her mener jeg faktisk bare at SE) de borgere, der hører under dit ministerium. Og kan du ikke se os, kan du jo smutte omkring DBA. Det er der, vi sælger de få ting, vi stadig har tilbage.

Lad mig tillade mig at være konstruktiv. Det er, i alt fald på papiret, fint, at nogle grupper får en slags kompensation og andre former for hjælp. Personligt er jeg faktisk dødmisundelig på dem. Det er også dejligt, at man nu kan sejle gratis til småøerne, og at diverse forlystelsesparker og museer kan nedsætte deres billetpriser. Men det ville være endnu dejligere, hvis man havde tænkt alle os arbejdsløse, kompensationsløse udlandsguider ind i samme ombæring. For når familien Danmark skal rundt i landet og bese alle kroge og hjørner, så står vi med en viden, en ekspertise og frem for alt en stor formidlingskapacitet, der i den grad kunne udnyttes. Der er ingen steder i Danmark, der ikke har spændende historier. Men der er utallige steder i Danmark, hvor de besøgende aldrig får fortalt eller hører alle de gode historier, fordi guiderne ikke eksisterer til at fortælle dem.

Vi er vant til at blive kastet ud på dybt udenlandsk vand og steder, hvor vi selv må opstøve den gode fortælling. Vi er også gode formidlere, gode fortællere. I samarbejde med museer, lokalarkiver og biblioteker ville vi på få dage kunne ruste os selv til at stå på nærmest enhver lokalitet og fortælle danske turister om, hvad det er, de ser, og hvorfor ethvert sted i kongeriget er interessant. Sådan at al den trafik rundt i landet ikke bare bliver bevidstløs krydsen af på tjeklisten, men så alle interesserede samtidigt får noget med hjem og følelsen af at have lært landet meget, meget bedre at kende. Disse stedsbundne aktiviteter vil, tør jeg næsten garantere, blive et scoop. Og de vil sikre overlevelse for en stor gruppe, der hidtil har været helt usynlig.

Så hvis der er penge til alt det andet, så må der også være penge til at lave gratis guidede ture for turister, hvor netop dit ministerium prøver at råde bod overfor en gruppe, der i den grad står til ikke at få en god sommer. Ansæt os og lad os blomstre og gøre det, vi er allerbedst til. Brug som hovedregel, at der ikke er så meget som et eneste sted i Danmark, der ikke har nogle gode historier, der fortjener at blive fortalt. Og stol på, at de turister, der forhåbentlig vil flokkes til vores ture ( især når de er gratis!), kommer hjem med et helt andet syn, en helt ny viden om deres hjemland. Det kan næsten ikke blive mere win-win!

Lad mig til slut bare diskret pippe, at det også vil gøre dig lidt mere synlig. Og samtidig kan det måske indebære, at en totalt overset gruppe trods alt kan både blive synlig samt få en ganske god sommer. Ligesom dig.

Continue Reading

Om havet omkring Danmark.

Når vi nu alligevel, i alt fald indtil videre, er henvist til at (gen)finde og (gen)opleve fædrelandets lyksaligheder og måske især indbyggede forskelligheder, så vil jeg faktisk foreslå en cross country mellem de have, der omgiver Jylland. Det er Danmark i al sin storslåede variation.

Når man er på sommerhus-nybyggeri-jagt, så må man rundt i landet og se udstillingshuse. Forleden var det så i Skallerup Klit, der stod et hus til fremvisning.

Egentlig havde jeg ikke tænkt sønderligt over vejret, da vi kørte hjemmefra. Men da vi efter fremvisning kørte til Lønstrup, fik vi lige al vejret i hovedet. I al sin styrke. Lønstrup er et af mine favoritsteder. På sin egen vilde måde er det et sted, hvor naturen råder, og hvor alting ligesom defineres ud fra, hvordan vejret lige har tænkt sig at opføre sig. Her er en behagelig mangel på den tivolisering, der ellers de senere år er blevet så smagløst fremherskende i mange af vores feriebyer, eller, sagt med andre ord, her lugter mere af Vesterhav end af pommes frites og pizza med ananas.

Og det blæste. Sådan en strid vind, der i alt fald gjorde fysisk selvopretholdelse for folk af min størrelse en smule kompliceret. Ligesom mænd ikke bør tisse mod vinden, bør kvinden med min fysik heller ikke forsøge at gå op imod den. Det giver tilbageslag. Selve havet var også vredt. Nærmest arrigt. Skummende, frådende og ren natur. Når man står der midt i det hele (i alt fald prøver på at stå), så overvældes man af alle de kræfter. Af storheden, af storslåetheden–og af sin egen lidenhed overfor en natur, der tydeligt gennem årene har sat sit uforlignelige præg på landskabet. Herude fortærer havet ikke blot land, huse og kirker. Det har gennem årene også haft adskillige menneskeliv på samvittigheden. Det er i al sin kraft bestemmende for, hvordan livet leves. Og det er dybt fascinerende. Man føler sig så lille, så prisgivet–og så godt og grundigt gennemblæst.

Da vi kom hjem til huset ved Kattegat, gik vi en tur. Ned til havet, selvfølgelig. Det var nærmest havblik. Hvor Vesterhavet buldrede derudaf, var Kattegat på samme dag og kun en god times tid senere i sit milde lune. Her vuggede fuglene trygt på de nærmest usynlige krusninger, og de ældgamle fyrretræsplantager helt ned til strandkanten duvede ikke det mindste i vinden. Ovre på den anden side af Jylland har de ikke den slags plantager så kystnært. De flyver væk. Og det skal være nærmest brandstorm, for at jeg flyver væk. Den slags bruger vi ikke ved Kattegat. Nok spiser naturen vores land, og nok forandres den hele tiden af havets luner, men indtil videre har vi, så vidt jeg ved, ikke specifikt underskud på hverken kirke- eller husfronten, og store forlis skal man lede længe efter. Selvfølgelig er der drukneulykker, men det er, og nu bliver jeg fordomsfuld, nu nok mest tyskere fra Hamburg og opland.

Det er fantastisk, at man på ganske kort tid og i vores minimale land kan bevæge sig fra så forskellig natur, så forskelligartet vegetation og så variabel en styrke på havenes vrede. Eller mildhed. Det er det vilde vest og det milde øst i al sin magt, vælde, blidhed og tilforladelighed.

Så hvis man fejlagtigt keder sig på forhånd over, hvad havet omkring Danmark byder på, så prøv at tage en cross country. Det kan man, i alt fald i Jylland, gøre hele vejen ned ad landet, indtil man rammer Vadehavet. Som jo faktisk også har sin helt egen særegne charme. På med den vindtætte og den fysiske selvopretholdelse derude vestpå og af med det hele igen ved østkystens havblik. Samme dag.

Continue Reading

Om tiltagende køer ved flaskeautomater.

Nu har jeg så igen tilbragt endnu et langt stykke tid i en mundbindsklædt kø til en flaskeautomat. For ikke nok med, at vi er mange, der skal af med vores pantdåser og flasker. Vi har også mange af slagsen.

Det hele er coronaens skyld. Nok har jeg en tendens til at beskylde den møgsygdom for snart sagt alt, men denne gang har jeg altså 100% ret. Især Sønderjylland er nemlig ramt af tiltagende køer ved flaskeautomater. Og oppe i Rema går samme automat regelmæssigt i selvsving, fordi den simpelthen er overbelastet.

Der er jo det ved det, at sønderjyske flaskeautomater som regel, i af-coroniserede tider, har nogle fede dage i et særdeles mageligt tempo. Der er nærmest aldrig run på dem. Der er heller aldrig køer foran dem. Vi bruger jo ikke pantemballage, for F… Vi henter jo bare det hele på den anden side grænsen og kører i stedet dåserne på genbrug. Det kan de garanteret også mærke derude. Hvor de normalt er ved at drukne i nulpantet emballage, har de sikkert ikke set en Pepsi Max i flere måneder. Og Slotsøl, som man kun drikker, fordi den er vildt billig, eller man er under 25, er helt forsvundet. De kan sikkert heller ikke engang sælge dem i forretningerne for tiden.

Det er selvfølgelig godt for handelsbalancen. Og de sønderjyske supermarkeder. Det er sikkert også godt for miljøet, selv om jeg nu nok tror, at såvel pantede som upantede dåser sådan ligesom ender i den samme dåsehimmel. Vi er garanteret også holdt op med at smide så meget med de brugte, når de nu er 1 krone værd. Det løber jo op. Og jeg har i alt fald ikke set en ejerløs dåse i naturen længe.

Men det er nu alligevel påfaldende med de alenlange køer ved flaskeautomaterne. Sådan nogle har vi da aldrig brugt før i Sønderjylland. Omvendt så vil de, det sekund man legalt og problemfrit kan krydse grænsen, brat afgå ved døden. Altså køerne. Automaterne går bare på efterløn med mulighed for et par timers dagligt arbejde. Det er muligt, vi har lært, at man faktisk godt kan købe drikkevarer på dåse i Danmark (det var ikke alle, der vidste det præ-corona), men vores troløshed overfor fædrelandets dåsepolitik og priser vil blomstre i al sin vildhed, når den grænse for alvor lukkes op omkring Fleggaardistan. Sådan er vi. Vi er også sådan lidt trætte af at stå i kø med vores pantdåser…

Continue Reading

Om når det er ens dag.

Det sidste halvandet år er der ikke mange dage, der har været mine. Diplomatisk sagt med tydelig underdrivelse. Men i går var. Den kan man leve længe på. Også helt og aldeles bogstaveligt.

Det startede med en fremkommelig region. Jeg er underlagt den nye 6-ugers regel, som Ministeriet for Gakkede Genåbningsregler (tak til Politiken og Monty Pythons Flying Circus!) prompte har indført for vaccinationshungrende borgere i min årgang. For mig er det ekstremt væsentligt at være færdigvaccineret mindst 14 dage før 1. juli, da der da i alt fald på fantasiplan kan være rejser udenfor landets grænser, der kræver et vaccinationspas. Eller omvendt: Hvis jeg står der 1. juli og bliver tilbudt en kærkommen og uhyre længe ventet rejse, og så ikke er færdigvaccineret + 14 dages pasmæssig latenstid, så er det altså ikke mig, der får den rejse. Og så havde de givet mig en 2. tid 19 juni!! (Her skal i øvrigt også indskydes, at den dag, nej, det sekund!, jeg fik invitationen, kunne man i sommerhusets lavloftede stue se mig i lodret loftsspring med totalt ukontrollerbare lemmer slå alle hidtidige rekorder for speedy booking. Jeg tilkommer, hvis jeg selv skal sige det, en helt åbenlys plads på Astralis i disciplinen Vaccinebooking!)

Det var så der, jeg fik fat i det venligste menneske i hele min region. Der ER altså venlige mennesker rundt omkring i regionerne! Da jeg med lidt (kun lidt!) overdrivelse havde oplistet min lange bedrøvelsesliste, fandt han mig sandelig en tid, så jeg kunne nå frem til 1. juli i afvaccineret stand. Det er fuldstændigt betydningsløst, at jeg af samme årsag skal køre til Sydfyn. Der er også pænt på Sydfyn, så jeg tror, jeg laver en lille udflugt for mig selv ud af det. Det bliver ligesom en smule mere ophidsende end mine ugentlige traveture til den obligatoriske testning, hvor ruten jævnt hen er den samme.

Og mens jeg så jublende over vaccinationsgevinsten gik rundt i en nyudsprungen bøgeskov lidt senere med en veninde, tikkede en mail fra Københavns Kommune, lokalafdelingen i Bispebjerg, ind med et ikke uvæsentligt økonomisk tilskud (her taler vi så uvæsentligt i fattigrøvsperspektiv, lidt over 10.000) til guidede ture i samme bydel. Her skal i øvrigt nævnes, at samme kommune er en af landets mest gavmilde, hvad angår tilskud til små projekter af den slags, som alle kommuner og især vores usynlige (nogle gange tænker jeg: ikke-eksisterende?) kulturminister basalt burde støtte i disse tider. Det er en ego-booster, en flidspræmie, en Lottogevinst på egen hjemmefabrikerede lodseddel at få sådan en mail. Og det er, allermest, en anderkendelse af, at det, man går og gør, og gør med glæde, også ses som et aktiv af andre. Jeg har simpelthen fået penge til at gøre lige det, jeg elsker allermest. Oven i købet således, at det, jeg elsker allermest, bliver gratis for de, der ønsker at deltage. Jeg skal dælme nok få klemt nogle gratis gåture blandt Glud og Marstrand, Tekno, Schous Sæbevarefabrikker og alle de andre vidunderligt spændende gamle industrier og alt den grøde, innovation og kreativitet, der også er i det kvarter, ud af de penge. Forhåbentlig til stor glæde for masser af andre mennesker.

Det var der andre, og nærige, kommuner, der kunne lære noget af! Også med hensyn til deres lokale klima. For det var vitterligt netop det sekund, regnvejret derude i skoven effektivt stoppede.

Så det var min dag! Dem må der gerne komme nogle flere af. Jeg mener, hvis regnskabet med gode og dårlige dage skal balancere, så står jeg altså her med noget af et underskud. Og den mail, den forjættende mail, der fortæller, at der nu er åbnet for rejser, således at der ER en konkret rejse til mig, den kan få det regnskab i balance. Så indhenter vi mindst et års skoddage på balanceregnskabet. Samtidig med, at jeg er færdigvaccineret, takket være en fremragende venlig medarbejder hos regionerne, der, hvilket jeg også kraftigt forvissede ham om, var med til at gøre i går til min dag!

Continue Reading

Om forkølelse.

Jeg har været snotforkølet den sidste uges tid. Det er der intet udsædvanligt i, sådan set i bakspejlet, for det er jeg med jævne mellemrum og altid i april og september. Eller var. Siden de mere humane bacillers store nedtur og umådelige tab af terræn i forbindelse med coronafstanden, havde jeg næsten glemt at være forkølet. Omgangssyger, forkølelser og andet smitsomt har fået næsten helt urimelige vilkår det sidste halvandet år. Men denne her tog mig.

Normalt bærer jeg mig tappert gennem sådan en gang snot. Det er ubehageligt, det er voldsomt forbrugende indenfor lommetørklæder og en enkelt gang imellem hovedpinepiller. Det er sådan noget, der skaber et tungt hoved og en doven krop, men det er heldigvis slet ikke i familie med man-flu, så jeg har overlevet. Gang på gang. Jeg har gået og småsnottet sådan til husbehov og passet mig selv i et lidt langsommere tempo. Men generelt har jeg da gjort alt det, jeg ellers plejer at gøre. Akkompagneret af løbenæse, nys og hosten.

Men det har ændret sig noget denne gang. Ikke at min forkølelse på nogen mulig måde har opført sig anderledes end alle de 30017 tidligere. Det er mig, der opfører mig anderledes. Mig, der render rundt med en forkølelse, der belaster på en helt ny måde. Og mig, der pludselig ser min forkølelse som et kæmpe problem. Hvad den altid har været for mig selv, men nu er den akut blevet et problem for alle andre. Et stort et.

Der er den med nysene. Mine nys er små sataner, der nærmest på sekundet afstemmer deres udbrud med tidspunkter, hvor de burde have holdt sig anstændigt tilbage. Som regel i kassekøer. Når det sådan næsten er min tur til at betale, hugger de til. Mens vi står i kø sammen, kan de godt gemme sig lidt, men når jeg så har Dankortet fremme for at skulle betale og i ret uafstandet clinch med kassepersonen, så tager Forkølesesfanden ved dem. Så vil de ud. Højlydt ud. Den sidste uge har jeg ikke talt venligt til en kasseperson. Jeg har bare stået og indestængt lidt og, efter at have samlet mine varer skyndsomt sammen og ræset ud af butikkerne, brudt ud i et stormvejr, en naturkatastrofe af et nys. Eller fem. Så kigger folk så ualmindeligt uvenligt på mig.

Det samme med host. Hos mig koordinerer nys og host tilsyneladende. Host er mest på banen, mens jeg står i kø. Jeg kan gå rundt i supermarkeder i lange tidsrum ( eller i alt fald så længe, som det nu tager at finde ens varer) helt uden ansats til host. Og hvis de kommer ved enhver jo også godt, at man nogle gange lige kan gemme sig lidt blandt havregryn eller flåede tomater og diskret få afhostet i alt fald det allermest presserende. Men når man står der i kassekøen, låst inde mellem to meter til både hende foran og ham bagved, så kender host deres besøgelsestid. Det bedste, man kan håbe på, er, at der ikke er nogen, man sådan kender eller er på hils med. For så ryger den sgu` med ud, den infame hosten. Ellers står man der og ligner en, der er til tælling og bliver mere og mere blå i hovedet. Og hende foran skal altid købe ind til samtlige borgere i sit kvarter–af varer, der er forkert prismærkede. Eller slet ikke. Nogle gange er alternativet at forlade kassekøen. Det gør man i disse tider, for ellers bliver man visuelt lynchet.

Men det aller-allerværste er snottet. For selv om man med rettidig omhu har pudset sin næse på slamsugningsniveau, inden man ifører sig mundbindet, så vil snottet ud som kaskader af vandfald det øjeblik, man træder ind mellem andre mennesker på steder, der kræver mundbind. Det er helligbrøde, grænsende til fængselskrævende forbrydelser, at afføre sig sig mundbind og pudse sit snot ud sådanne steder. I stedet løber det. I rekordfart. Det giver mindelser fra de menstruationsperioder, hvor blodet flød i sande strømme, og man hele tiden var angst for at sætte udvendige pletter på sit tøj. Nu er man decideret panisk for at afsætte våde mærker på sit mundbind. Det er muligt, har jeg erfaring for, at opsamle en hvis portion ved hjælp af munden, for den er heldigvis også dækket, men Niagara-styrker er det helt omsonst at forholde sig til. De vælter og vælder. Og folk kigger altså ret uvenligt på dem, der har udvendige pletter på deres mundbind. Samt tilsyneladende savler.

Det er slet ikke let at være forkølet i disse tider. Man lever under en konstant mistanke om ikke at være det. Om at være inficeret med noget meget værre end snot til husbehov, når årstiderne skifter. Det er overhovedet ikke let at færdes offentlige steder med en forkølelse som min. Den bedrager mig, overfalder mig, kender i overvældene grad sin besøgelsestid og timer helt ned i sekunder, hvornår den sådan for alvor skal slå til. Det er lige før, jeg opgiver at tage den med i byen. Den kan jo ikke opføre sig ordentligt. Og det skal forkølelser i disse tider. Vi må lære at tæmme dem.

Det er lige før, jeg sådan helt opgiver at gå ud. Men heldigvis er det sådan med forkølelser, at hvis man gør noget ved dem, varer de 14 dage, mens de, hvis man intet gør, tager to uger. Så om en uges tid kan jeg nok hoste-nyse- og snotfri færdes igen i et samfund, hvor en simpel forkølelse er årsag til, at man nærmest fryses ud. Tænk, at vi skulle komme dertil!

Continue Reading

Om total mangel på logik.

Som sagt består mit daglige morgenritual af at tilmelde mig hypotetiske restvacciner. Det har jeg nu gjort i to måneder. Og jeg agter, i min umådelige stædighed, at blive ved. Det er selvfølgelig i sig selv latterligt, for præmisserne for at få en sikkert ikke-eksisterende vaccine er fuldstændigt surrealistisk tåbelige, og det siges, at kyniske vaccinatorer hellere smider livgivende restvacciner ud end at tage sig tid til at invitere borgere, der kunne få glæde af dem. Men jeg bliver ved. Mest fordi jeg ikke har noget valg, for jeg kan KUN komme på arbejde igen, hvis jeg får vaccinen, og jeg må indtil se andre tage mine destinationer og mit arbejde, fordi de er vaccinerede. Men jeg gør det også som min egen, stille protest.

Hvis man kigger på præmisserne for at få restvaccinerne, kan man se, at tilmeldingerne prioriteres således: 1) De, der har modtaget invitation og 2) de ældste. Fint nok, so far.

Men så er der lige de samlede krav, der siger, at man enten skal være 60 år eller have modtaget en invitation. Så er det ligesom forstået. Det er så også først her, der for alvor går galt, for næste krav er, at man IKKE har booket en tid til at blive vaccineret.

Det vil altså sige, at den mest troværdige mulighed for at nå gennem nåleøjet er, at man ER blevet inviteret til vaccination, men IKKE har booket. For hvem i alverden er det, der får den invitation til det, vi alle venter på, længes efter og tripper i højhastighed for at komme hen til–og så IKKE booker? Hvem er det, der ikke flyver i overlydshastighed hen til computeren det sekund, invitationen tikker ind og booker med arme og ben? Hvem er det dog, der ligesom drikker lidt kaffe, går en tur, sover et par nætter på det og rejser en tur til der, hvor man nu kan rejse til, inden de booker? Ikke nogen, jeg kender. De personer, der altså kan komme gennem kravenes indgangsportal, eksisterer ikke. Omvendt er der vel ingen, der tør satse på at lade være med at booke en vaccinationstid, bare fordi de vil være chanceryttere på restvacciner? Det er i alt fald noget af en satsning. Og hvad så, hvis invitationen kommer i løbet af dagen, EFTER, man om morgenen har tilmeldt sig restvacciner? Skal man så lade være med at booke en tid? No matter what, så er man jo fanget i et surrealistisk regelspil, der er fuldstændigt meningsløst.

Udover det så er det de sidste dage kommet frem, at flere vaccinationssteder slet IKKE tilbyder restvaccine. De smider den ud. De opfordrer skam stadig folk til at tilmelde sig listen, men den er åbenbart bare for syns skyld. Blår i øjnene. Jeg må indrømme, at jeg forfærdeligt gerne ville have en forståelg forklaring fra den eller de personer, der tilsyneladende blot har smidt brugbar vaccine ud. Vacciner finder ikke selv vej til en skraldespand. Der er nogen, der skal hjælpe dem derhen, ved håndkraft. Og jeg ville virkelig gerne vide, hvad hovedet til den hånd lige har tænkt på, da det kasserede brugbar vaccine midt i en pandemi. Utroligt gerne FORSTÅ, for det må jeg indrømme, at jeg ikke gør.

Ifølge vaccinationsskemaet fra marts skulle jeg have modtaget invitation for 4 uger siden. Der kom så en beslutning om at forsinke massevaccination af Danmark på nærmest ubestemt tid pga. 1-2 vaccinerelaterede dødsfald i vejen. De 1-2 dødsfald er så meget mere betydningsfulde end coronadødsfaldene pga. manglende vaccinering, må vi forstå, at de økonomiske, psykiske (tak, jeg ved godt, hvordan det er!) og rent livskvalitetsmæssige omkostninger, der er forbundet med manglende vaccinationer, blot er noget, vi skal lære at leve med. Der bliver ingen festivaller, spejderlejre og store fester–men hvorfor skal der da også være noget sjovt overhovedet? Og direkte parallelt med det styrter små firmaer i grus og konkurs, fordi vi ikke kan blive vaccinerede nok til at hjælpe med at holde dem oven vande. Jeg har svært ved at se logikken.

Akkurat som jeg har umådeligt svært ved at se, hvordan i alverden jeg dog finder det musehul ind i restvaccinerne, som er så surrealistisk gemt i forordningerne, at det nærmer sig Catch 22, caught between a rock and a hard place eller bare total, uforståelig mangel på logik.

Men jeg bliver ved. Hver morgen. De skal vide, jeg er her. Ligesom hele Danmark stadig er her og venter, venter, venter på de vacciner. Og at komme videre.

Continue Reading