En god historie i en dårlig bog.

Elisabeth Lyneborg: Karen Jeppe.

Sidste år var jeg på museet for det armenske folkedrab i Yerevan, Armenien. Et fantastisk museum, både i indhold og arkitektur, som på en yderst sober og objektiv måde fortalte om tyrkernes brutale fordrivelse og nedslagtning af flere millioner armenere før og under Første Verdenskrig. Det var der, jeg første gang stødte over Karen Jeppe, som jeg dengang aldrig havde hørt om før. Så stor var min forbavselse over armenernes tydelige beundring (udmøntet i virkelig meget museumsplads) og ærbødighed for denne, for mig, helt ukendte kvinde. Jeg anede ikke, at en dansk kvinde fra Horsensegnen havde frelst så mange armenere, gemt dem for tyrkerne, løskøbt dem og bespist dem, samtidig med at hun gjorde et fantastisk arbejde for alle de tusindvis af forældreløse børn. Ydermere et arbejde, som blev støttet såvel økonomisk som moralsk af selve det nydannede Folkenes Forbund–det senere FN.

Så siden da har jeg forsøgt at finde ud af meget mere om denne danske heltinde, som tilsyneladende er meget mere kendt i Armenien end i sit hjemland. Derfor sagde det også lige Haps, da jeg så denne bog af Elisabeth Lyneborg. Her måtte være noget at hente. Det er der skam også, sådan på rent informative niveau, men det er desværre en dårlig bog. Ikke nok med at korrekturlæseren har sjusket håbløst, men man kan vel næppe klandre ham eller hende for, at forfatteren decideret skriver dårligt og uengageret. Historien fænger aldrig rigtigt, man bliver aldrig opslugt af den. Dette til trods for, at der bruges billige tricks som en opdigtet, eksotisk elsker og påklistede stemningsbeskrivelser a la Tusind og een nat. Som om det ikke i sig selv skulle kreere spænding nok, at en halt dansk lærerinde med sit mod og sin stålvilje kæmpede adskillige år for et fordrevet folk.

De sidste mange år af sit liv boede Karen Jeppe i syriske Aleppo, hvor omkring 70.000 armenere strandede som nogle af de eneste overlevende. Selve den historie har en lille, personlig krølle for mig. For da jeg første gang var i Armenien for 5 år siden, blev vi vist rundt i den gamle bydel i Yerevan ( eller det, der var tilbage af den!) af en ung arkitektstuderende, hvis familie faktisk, pga. den syriske borgerkrig, var flygtet TILBAGE til Armenien. Han kunne fortælle, at de syriske armenere havde et velfungerende samfund med et relativt højt uddannelseniveau som en lille enklave dernede i Aleppo. Altså indtil de så endnu engang blev fordrevet—besynderligt nok direkte tilbage til der, hvor de kom fra. Og hvor hans veluddannede mor nu solgte hjemmebagte kager på gaden for at skaffe mad og uddannelse til sin søn!

Grunden til, at jeg alligevel nævner bogen–altså udover at jeg nu, trods alt, ved noget mere om denne beundringsværdige kvinde–er også, at bogen har nogle citater, jeg ikke lige sådan glemmer. Da Karen Jeppe i Folkenes Forbund konfronteres med, at det armenske problem er så stort, at man kun kan gøre alt for lidt, og derfor egentlig blot kan lade være at gøre noget overhovedet, siger hun: “Ja, det er kun et lille lys, men natten er så mørk.” FLOT!!

Og i 1931 skriver hun: ” Der er ikke tvivl om, at Danmark ligesom alle andre lande har god brug for sine kræfter til at bære sine egne byrder; og dog kan det godt være, de bliver lettere at bære, når man udvider sin horisont så meget som muligt og tager aktiv del også i andre folkeslags skæbne. Aldrig er livet så svært, som når man taber udsynet og blot stirrer på sit eget.”

Klog kvinde! Dårlig bog!

Continue Reading

Om hundemad og om at få det hele med.

Hvis mit relativt tumbede dyr havde været et menneske, ville han altid komme for sent. Men han ville til gengæld få det hele med. Når den store forløser, hundesnoren, findes frem, drejer han ofte om og stiler direkte mod hundeskålen, hvor den udsøgte blanding af gårsdagens rester og tør hundemad i timevis har stået og været ualmindeligt uinteressant og uspiseligt. Men nu, hvor han skal forlade huset en halv times tid, er det pludselig utroligt vigtigt, at ingen andre får glæde af det, han ellers på intet tidspunkt selv har glædet sig over. Så skal der spises op. Og slikkes skål. For man ved jo aldrig, om–faktisk kan man lige så godt forvente det!–horder af vilde, lokale rovdyr på den halve time vil invadere vores køkken og æde rub og stub i al deres sult og generingsiver. Altså spise HANS mad! Nok er den decideret uinteressant, men det indebærer absolut ikke, at andre bare sådan kan kaste sig over den. Så hellere da spise den selv, så man helt slipper for den ubærlige, foruroligende tanke.

Jeg kan godt huske, hvordan det var. Dette med altid at skulle have det hele med. At være så forbandet bange for at miste noget. At lade noget gå ens næse forbi. Hellere selv æde alt lortet end at leve med den forfærdelige tanke, at man ikke havde fået det hele med.

Det var noget med aldrig at forlade festerne, før de fleste andre også var gået. At tvinge det sidste slik i sig, selv om det smagte af shit og gamle koner. At stoppe indkøbsvognen ( og senere fryseren) med gode tilbud i “Køb 5, betal for 4”-klassen uden yderligere tanke for, om det overhovedet havde anvendelsesværdi. At trave storbyerne igennem og ud i alle hjørner uden stop og falde spadseredød om hver eneste ferieaften. At slæbe samtlige nyudgivelser hjem fra biblioteket samtidig, fordi så havde man dem selv. Altså selv om man umuligt kunne nå at læse dem indenfor udløbsfristen. At have så travlt med at få det hele med, at man ligesom bare aldrig fik det hele med alligevel.

Og at være så bange for at gå glip af. Selv om det nok i tilbagesyn vil være utroligt svært at definere præcis, hvad det lige var, der ikke måtte glippes.

Det er sådan noget, alderen kan gøre noget ved. Umærkeligt, og uden at man egentlig selv lægger mærke til det. Hvor det førhen var et af livets fremmeste formål at få det hele med, er det nu gradvist blevet til, at man vel får det med, der er vigtigt. Eller vigtigst. Egentlig ikke som en prioritering, men mere fordi, det nu engang er sådan, det hele former sig. Også fordi det er stressende hele tiden at skulle vogte på, om noget undslipper. Det er i grunden meget mere behageligt at lade det undslippe, der i grunden ikke var så overvældende væsentligt at få med. Som nu gårsdagens indtørrede, halvstive spaghettirester.

Jeg er kommet dertil, hvor jeg er hunden, der gladeligt går en tur, uden at hælde skrotmad i mig, fordi jeg bare MÅ have det med. Der er så mange ting, der bør blive stående, fordi de er komplet irrelevante at få med. Også fordi jeg godt ved, at horder af udsultede rovdyr næppe vil kaste sig over mine rester, mens jeg vender ryggen til. Og at man godt kan gå hjem fra en fest uden at gå glip af noget, at det sidste slik er brækfremkaldende, at det er meningsløst at slæbe tilbud i kilovis hjem til en husstand på 2 personer, at hvis jeg ikke får læst de sidste, spændende bogudgivelser, så går det såmænd nok alligevel, og at det faktisk kan være ret afslappende at slentre rundt i en storby uden nødvendigvis at nå ud i alle dens hjørner.

Jeg tænker på det, hver gang jeg ser dyret langsomt kvæle sig selv i stangstiv spaghetti. Altså, at han da også må blive ældre. Det håber jeg da.

Continue Reading

Om guruer.

Jeg læste en interessant artikel i dag. Grundlæggende handlede den om datidens ( 60-ernes og 70-ernes) guruer, og hvad der er blevet af dem og deres følgere. En slags update på bevægelser som Moon og Trancendental Meditation, som dengang lokkede tusindvis af søgende sjæle ind i foldene. Svaret var, at næsten ingen længere søger mod den individuelle mentale fred sådanne steder, men at gurumarkedet nok i vore dage er overtaget af højtprofilerede sundhedsapostle og dommedagsforkyndende klimaprofeter, der i stedet ivrigt spreder kollektiv dårlig samvittighed.

På en måde var det noget lettere med de der gamle halvtpåklædte indere, der aldrig var indhyllet i ret meget andet end skæg. De tilbød en personlig frelse, gerne langt fra verden, og det var fuldstændigt op til en selv, om man gik med. Nutidens guruer er uhyggeligt meget sværere at komme udenom, og i min optik bevæger vi os mod en kollektiv tro på, at hvis man ikke er med dem, så er man decideret imod dem.

I 70-erne gik det ret godt for mig uden meditation og  fuldskæggede indere. I dag kan jeg næppe sætte mig ind i et fly uden at have forfærdelig dårlig samvittighed og køre i min bil uden at skulle opfinde strålende, troværdige undskyldninger for at gøre det. Jeg formodes at være et vrag i selvbebrejdelse, når jeg spiser kød, og skal dåne af frydefuld Dopamin, når jeg køber alt mit tøj i genbrug. Jeg skal helst undgå enhver form for plastik, og hvis jeg ikke går mit antal nøje afmålte skridt hver dag ( og helst lidt flere!), bør jeg være ved at dø mentalt af ren selvbebrejdelse i fodhøjde. Jeg kan ikke åbne mit TV uden konfrontation med tidens bærende guruer indenfor slankekost, løbeture og enhver form for basal sundhed, som vi alle formodes at deltage i.

Problemet er, for mig, at alle nutidens guruer jo på sin vis har ret. Det ved de også godt selv. SOM de gør. Jeg er helt sikker på, at datidens guruer selv syntes det samme. Men de var undvigelige. Man kunne skærme sig fra dem, fra en evig konfrontation med det, som enhver guru lever af: Nemlig andre menneskers selvpålagte mangler. Nu sidder man i stedet som den evige lus mellem sin egen ufuldkommenhed og dovenskab og tidens guruers borende sandheder. Deres største mission, som nok som udgangspunkt var en kollektiv forbedrelse af miljø og sundhed, er i stedet blevet til skabelsen en kolossal kollektiv skyldfølelse.

Det er så her, jeg næsten kommer til at længes efter datidens guruer. De tilbød nemlig den individuelle fred og frelse. Helt ærligt, så hungrer jeg virkelig tit noget så eftertrykkeligt efter den i en verden, hvor jeg simpelthen bare ikke KAN leve op til alle de sundheds- og klimakrav, der hele tiden bliver stillet til mig. Tænk at kunne synke ind i sig selv og glemme alt om plastik, døde hvaler, daglige skridtantal og CO2-udslip!

Også i tvivlrådighedens navn: For selv om jeg dagligt bombarderes med kost- og klimaråd, er jeg stadig på tvivlens mark med hensyn til, hvad det ER, jeg formodes at gøre. Eller rettere: ikke gøre. HVORDAN omlægger jeg mit liv, så jeg aldrig kører eller flyver? Det bliver unægteligt lidt kompliceret at arbejde som guide på en 14-dages cykeltur til USA eller en uges gåtur til Dublin. HVORDAN klarer jeg mig resten af mit liv med det tøj, jeg nu engang har, når jeg faktisk slider på det, men i den politiske korrektheds navn helt skal undgå skjulte børnearbejdere og vandkrævende processer? Begynder jeg at hive fødevarer ud af plastikemballagerne i supermarkederne, eller spiser jeg kun dem, der er pakket i forsvarlige indpakninger–og hvordan finder sådan en som mig ud af det sidste? HVORDAN når jeg at gå alle mine daglige skridt, når der ligesom også er andet, jeg forfærdeligt gerne vil have tid til? Og vil min personlige kødforsagelse i det hele taget batte noget i det store verdensbillede? Vil det samfund, som vi kender på godt og ondt, ikke gå sådan bare en lille smule i stå?

Jeg tror måske, guruernes beskaffenhed er ved at begynde at vende. Der vil sikkert være mange, der får øjnene op for, at det da er så utroligt meget nemmere at meditere i afsondret ensomhed end at leve op til nutidens sundhedsguruers mindreværdsbefordrende prædikener. Ikke, at det i sig selv er noget at stræbe efter. For både dengang og nu må man nok i stedet efterlyse en god gammeldags portion ganske almindelig sund fornuft.

Continue Reading

Den lille kvindes halve sejr over systemet.

Nu ser jeg så, at mange danskere planlægger at modtage den kvinde, som vi de forløbne uger bare allesammen er kommet til at kende som “Britta”, i lufthavnen, når hun lander efter sin længere rejse. Forventningen er sikkert, at hun med sig bringer en firkantet kuffert indeholdende alle millionerne. I stakke. Og talt. Samt pænt ordnet.

For her har vi jo selveste inkarnationen af den moderne Egone Olsen. Den lille, anonyme kvinde, der formåede at snyde det store system. Vel er det da forkasteligt, at Britta Egone koldblodigt stjal fra de svageste i samfundet, men det er samtidig–og relativt ambivalent–også mere end nok til en slags skadefro trækken på smilebåndet, at hun mestrede at tæve det store system indefra. Gøre det, som Egon Olsen altid drømte om. I flere af filmene drejede det sig om at tilrane sig penge fra Verdensbanken (!). Det, Britta har gjort, minder unægteligt en del om at snyde selvsamme Verdensbank.

Og det, der adskiller Britta fra alle de udenlandske milliardærer, der behændigt malker det danske system, er jo netop, at hun er “en af os”. Født uden en guldgaffel i numsehullet og trofast, ihærdigt arbejdende gennem utallige år i en stilling, der (udover bijobbet med at overføre ekstravagante summer til egen konto) nok ikke har budt på de allerstørste udfordringer. Indrømmet: Britta formåede så selv på egen kreative måde at tilføje jobbet udfordringer, der nok ikke stod nævnt i jobbeskrivelsen. Men alligevel: Det er den grå kontormus, der lige tog røven på systemet.

Sådan noget kan vi godt lide. Inderst inde og lidt fordækt. For jeg er garanteret ikke den eneste, der samtidig med at fordømme Brittas tyveri fra samfundets trængte, også følte sådan en lille sejrsrus på hendes vegne. Hun besejrede det der magtapparat, som netop på grund af sin uoverskuelighed til alle tider virker så overvældende på os. For, indrøm det nu bare!, vi dyrker også selv vores små sejre over uoverskuelige systemer. Det giver sådan lidt ekstra spjæt i belønningscentret, de ganske få gange de overordnede hundehoveder og hængerøve bliver en lille smule taget ved næsen. Når det lykkes at franarre skattevæsenet en 50-er eller andet i samme størrelsesorden.

Britta er indbegrebet af det, vi alle sammen gerne ville kunne gøre, hvis bare vi kunne. På det konkrete, pengemæssige plan. Desværre har hun dog den særdeles betydelige slagside, at hun, samtidig med at narre systemet, stjal fra de forkerte. I manges øjne ville Brittas økonomiske transaktioner ligefrem være rosværdige, hvis hun bare havde fundet andre ofre for sin overførselstrang. Man stjæler ikke fra de fattige, de trængende og de økonomisk svage. Som Egon Olsen stjæler man primært fra store, uigennemskuelige magtapparater som Verdensbanken. Det var der, det gik galt for Britta. Den slags kan vi ikke lide.

Så alle de danskere, der tilsyneladende planlægger at møde op i Kastrup, vil givetvis, akkurat som mig, være dybt splittede mellem at se Britta som en moderne inkarnation af Egon Olsen og som en grim og grisk kvinde, der stjal fra de forkerte. Men, med undtagelse af de udenlandske millonærer, som malkede vores skattesystem, så betaler det sig jo sjældent med forbrydelser. Man bliver fanget. Gør man. Se blot på Egon Olsen. Selv om vi vist allesammen, hver eneste gang den ikoniske udenfor-fængslet-modtagelse løb over skærmen, lidt fordækt håbede på, at vi i stedet skulle modtage Egon på lukssussafari i Sydafrika.

Og det er så film. Der vil nok hverken være Benny, Keld, Dannebrog eller brugtvognsmareridt udenfor, når Britta engang forlader fængslet. Så måske skal hun lige huske at nyde i dag i Kastrup–hendes livs Egonedag!

Continue Reading

Om at have håndværkere i huset.

Ti minutter over seks i morges ringede de og sagde, at de kom. Håndværkerne. Hvor betænksomt. Så var vi da helt sikre på at være oppe, inden de rent faktisk kom ved 7.30-tiden.

Der er sprunget et vandrør inde i kassen til det vægophængte toilet, og vandet fosser et eller andet sted hen. Det vil såvel vi, som de, utroligt gerne lokalisere, præcis hvor er. Og netop for at gøre det, skal hele væggen ned, og hvis vi er usandsynligt heldige, slipper vi med, at kun noget af gulvet skal op. Nu er det jo ikke mig personligt, der skal mosle vægge og gulve ned–den slags har man værktøj til. Men det er ved Gud mig, der står med svineriet. Bagefter.

Ikke nok med at al den banken og toiletforflyttelse forstyrrer mine cirkler. Man kan til nød hækle en stangmaske eller to i takt til den, men at læse bøger eller skrive noget som helst fornuftigt er no-go. Og gøre rent er lykkeligvis helt ude af rækkevidde, så længe de river mit indvendige hus ned. (Som om det er en undskyldning, der rækker længere end indtil, de er færdige!) Til gengæld ved jeg, fra mangeårig erfaring, ganske udmærket, i hvilken størrelsesorden der skal gøres rent efterfølgende. Murbrokker kan jeg forholde mig til. Men støvet! Alt det støv, der med en utrolig viljestyrke finder vej ind i alle de revner og sprækker, jeg for det meste glemmer, jeg er indehaver af. Lægger sig på mit tøj inde i skabet, dækker alle mine overflader, mosler sig ned og blander sig med melet og risene og lægger sig fint ovenpå alle hundehårene i min sofa. Og som har en selvgenererende formeringsevne. For selv om man flytter det og tror, det er slået effektivt ihjel, så overhaler det en indenom fra nowhere måneder efter, at håndværkerne har afsluttet deres demolisering.

Lige nu borer min murer med noget, der på foruroligende vis lyder som et tandlægebor til heste. Jeg priser mig lykkelig over ikke akut at have gebisproblemer, for så ville situationen være decideret traumatisk og en kende skræmmende. Hunden, som ikke er vildt god til at varetage sin basale tandhygiejne, er da også fortrukket til haven. Jeg tænker nu mere på, hvor meget støv et flisesæt kan blive til i kløerne på sådan et bor. Det lyder af meget.

På positivlisten skal dog nævnes, at der, fra VVS-eren demonterede toilettet, til mureren indsatte hesteboret, kun gik lidt over en time. Det er peanuts indenfor håndværkerlogistik og burde fremhæves som prisværdigt. Nogle gange kan man jo vente i dagevis i sit bombekrater af et hjem på, at næste hold håndværkere besinder sig til at hjælpe en ud af undtagelsestilstanden. Engang ventede vi i dagevis uden vand og toiletforhold på en stærkt forsinket VVS-er oppe i sommerhuset, mens vi følte os omringet af intet mindre end lort. Da han endelig kom og undskyldte sig med, at han havde fået en baby, var jeg så vred og forstoppet, at jeg ( det her er jeg ikke stolt af!) blot vrissede og sagde, at det kunne enhver jo påstå, og at han da i alt fald ikke skulle forvente, at jeg ville understå mig i at ønske tillykke! Jeg har også ringet sløsede murere op langt ud på aftenen for at 1) fortælle dem, at på mit (daværende) arbejde passede vi tiderne, og jeg ville anbefale dem at investere i en skoleklokke og et logistikkursus og 2) underrette dem om, at byen havde andre firmaer end deres snoldede sløsefirma. Det gav som regel et særdeles positivt, konkret resultat ved 7-tiden næste morgen! Så håber jeg bare, at indledningstakterne holdes denne gang, så vi ikke skal leve med et rædselsfuldt epicenter i badeværelset i dagevis.

Men jeg kan jo lige så godt belave mig på, at de næste dage skal tilbringes i støv, støv, støv, lyden fra veterinæriske tandlægebor og særdeles tidlige opstandelser. Jeg sætter uhyre stor pris på, at der er kvalificerede fagfolk, der kan hjælpe mig. Men kunne de ikke gøre det UDENFOR mit hus? Sådan på en halv times tid en dag, hvor jeg alligevel skulle noget andet?

 

Continue Reading

Om banker og om mine penge.

Jeg er ude i nogle seriøse overvejelser omkring at boykotte min bank. I håbet om, at det vil skabe voldsom opmærksomhed, grundig selvransagelse og måske endda alvorlige finansielle problemer for dem. Så naiv er jeg.

Mens min årelange tillid til min frisør og min tandlæge stadig grundlæggende er intakt, har jeg mistet troen på min bank. Og så er jeg ikke engang kunde hos Danske Bank. Forleden hørte jeg i et program i radioen, at bankernes samlede overskud er på over en milliard om dagen. Eller var det måske om ugen? I min optik er det i og for sig rablende ligegyldigt. Hvis det kun er om ugen, kan jeg vel spare noget af min andel til de personer, der skal ansættes for at tælle ugens overskud. Og mine penge fremkalder måske en anelse mindre smørede grin hos de, der skovler ind.

Det undrer mig, at man kan have så kolossale overskud på kunder, der ikke får en øre af samme igen. Min bank har bildt mig ind, at den, qua en længst forgangen finanskrise, ikke kan uddele synlige renter. Hvad så med millarderne? Er de omdøbt til noget andet end simpelt overskud? Og hvor går de hen? Hvem er det lige, der står og skal have dem, når det nu ikke er mig og alle de andre trofaste kunder?

Jeg føler også, at jeg er relativt underpriviligeret med hensyn til bankråd fra min bank. De skriver sådan set kun til mig, når der er noget, de skal have betaling for. Eller når det, de i forvejen får en farlig masse betaling for, endnu engang er blevet meget dyrere. Jeg kunne, f.eks., meget bedre tænke mig et lynkursus i hvidvaskning for begyndere, for det er jeg sikker på, de ved en forfærdelig masse om. Sidder med en uhyggelig masse insiderviden omkring, om man vil. Måske skal vi endda starte ud med, hvordan man overhovedet tjener de der sorte penge, som banken så kan hjælpe os med at vaske hvide? Jeg tror personligt, det ville give en forfærdelig masse mennesker et nyt og mere kreativt syn på deres bank. Som om den gav nyttige informationer videre, i stedet for bare at kræve ind og generelt negligere de kunder, der i virkeligheden tjener milliarderne.

Jeg kan se, at den bærende trend indenfor erhvervslivet for tiden er firmaers etik. At vi alle bestræber os på at arbejde for og med firmaer, hvis etik vi kan stå inde for. Jeg kan desværre ikke stå inde for min banks etik. Hvis de nu, istedet for alt det vaskeri og al den milliardpugning, erkendte, at deres forrretningsmetoder er etisk uforsvarlige samt anvendte alle de der milliarder til noget almennyttigt, noget, der gavnede andre end lige dem selv, så ville jeg nok begynde at genvinde min respekt.

For så længe, der absolut ingen konsekvenser er, når banker overskrider såvel etiske som almenmenneskelige grundregler, så tæller de sgu` nok grinende deres milliarder hver dag, alt imens de sender stakkevis af breve ud til vi andre, hvori der står, at de desværre må hæve gebyrtaksterne for såvel dette som hint. Det kan såmænd ligefrem undre, at de kan få tid til at forfatte bunken af tiggerbreve, når de nu har så forfærdeligt travlt med at tælle og vaske penge.

Jeg er så priviligeret, at jeg nok basalt har gjort de væsentlige investeringer, jeg skal gøre i mit liv. Jeg behøver ikke gå tiggergang efter at låne en brøkdel af de milliarder, jeg selv har sparet sammen, men som bankerne tager penge for at låne tilbage til mig. Jeg kan, og jeg tror såmænd også jeg vil, gå i akut madrasmode. Så kan jeg nemlig bare selv tælle mine penge, og hvis jeg finder ud af det der omkring hemmeligheden med de sorte, så kan jeg vel vaske dem i min egen vaskemaskine. Samt, ulig bankerne, bruge dem til noget, der både er etisk og menneskeligt forsvarligt!

 

 

Continue Reading

Om at lave mad. Og spise sammen.

Det er overhovedet ikke fordi, jeg har ret meget imod at lave mad. Der er bare det ved det, at når jeg har været længe væk hjemmefra og på kost hos diverse hoteller eller selvvalgte restauranter, så bliver madlavning pludselig så uoverskueligt. Det bliver næsten for stort for mig, for uoverkommeligt. Som en hurdle, der hver aften ved 6-7-tiden ligger og venter på mig, og som jeg kan bruge uanede mængder af tid i løbet af dagen på at forsøge at forlige mig med.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har tid. Heller ikke, at jeg ikke magter at investere i og hjembringe de fornødne råvarer. Det er meget mere, at det er så uendeligt lettere at lade være. At lade andre stå for den del af tilværelsen. Jeg har, indrømmet!, altid haft det lidt med mad som med rengøring. Som noget, der skal gøres, fordi der er et akut behov, men som desværre ikke går over, bare fordi det er udført. Der flyver jo stadig nullermænd ind, samtidig med at sulten ophober sig dagen efter. Madlavning og rengøring er skruer uden ende. De har indbyggede gentagelser i sig. De bliver ved, og ved, og ved…..

Men jeg har altid gjort det. Af en eneste grund. Som basalt ikke er maden, men meget mere er vigtigheden af at spise sammen. Samspisning er, i min optik, familiens kit, hjemmets Polyfilla, diskussionernes holdeplads og samhørighedens grobund. Der, hvor man i alt fald mødes på lige vilkår og foretager sig noget rimeligt neutralt sammen, som giver plads til at finde ud af, at man er en enhed, en samhørende unit.

Da der stadig var hjemmeboende børn, krævede samspisning faktisk en del logistik, da danske sportsklubber så langt foretrækker træningstider, der kolliderer med fremskreden aftensult og de fleste familiers naturlige spisetidspunkt. Men det lod sig gøre. Mest fordi jeg/vi ville og indrettede os noget så underdaningt for fodboldklubben, spejderbevægelsen og træningstiderne i den lokale svømmehal. Og, helt ærligt, så var der da også en slags frikadelleappelsiner i turbanen for den lokale madlaver, for dengang var der virkelig noget ved at frembringe bjerge af mad. Det blev jo spist. Rub og stub.

Det er ligesom, det der med dagens faste mødepunkt måske mister en smule betydning, når arbejdsfri pensionister alligevel tilbringer det meste af dagen sammen. Vi behøver jo ikke nødvendigvis at vende verdenssituationen netop under måltiderne. Der er masser af tid udenfor selvsammes rammer. Det er også derfor, det bliver så meget desto sværere at mosle sig selv sammen til at kreere det der mad. For maden og måltiderne er overgået lidt fra at være et samlingspunkt til at være en nødvendighed for fysisk overlevelse. Men det skal gøres!

Jeg kan godt forstå enlige, der ikke gider lave kompliceret mad til sig selv. Det gad jeg heller ikke. Hvis jeg var alene, er jeg rigtigt bange for, at jeg ville benytte mig ret drastisk af sunde muligheder for take-away. Den indre narcissist ville nok i den grad savne verbal påskønnelse fra andre for et smukt kreeret måltid, og jeg gider simpelthen ikke bruge oceaner af tid på at skabe ting, som jeg selv er den eneste, der gider rose mig for. Jeg ville gå totalt i rugbrødsmadder og supermarkedernes salat pr. vægt og helt glemme, hvordan man laver frikadeller.

Desværre kan jeg både hos mine børn og utallige andre steder i samfundet se, at denne tendens omkring ikke at orke at lave mad bliver mere og mere markant. I storbyens kan man næppe bevæge sig mere end nogle få meter, uden at man overfaldes af en myriade af madudbydere, der fuldt ud dækker enhver form for såvel traditionel dansk som mere eksotisk smag. Og vi er også ved at komme godt ud af starthullerne i provinsen. Jeg mener, nogen MÅ jo købe al den mad, der florerer mellem genbrugsbutikkerne, frisørerne og alle de tomme butikker i byerne. For slet ikke at tale om supermarkederne, der i deres ringe rundt om bymidterne får større og større områder dedikeret take-away for maddovne familier.

Så måske skal jeg slet ikke se det som dovenskab og mangel på at overkomme, at jeg efter udlændighed med kost bare ikke orker at komme hjem og lave mad. Måske er jeg bare en del af tidsånden, som går på, at mad er ved at blive noget, man køber sig til i fuldt tillavet tilstand. Og noget, man ikke behøver sætte sig ned som familie og spise sammen, men noget, der udelukkende opfylder et individuelt sultbehov, som kan indtages anytime og anywhere. For når jeg ikke orker at lave mad, så indebærer det altså også, at familiesamlingerne omkring måltiderne får meget trange vilkår.

Som jeg talte med min mor om, så var det engang sådan, at når familien meldte sin ankomst på weekendbesøg, så var det første, man virkelig seriøst tænkte over, hvad de dog skulle have at spise. Hvordan man kunne lave logistik på såvel indkøb som tillavelse af fine retter, som samme familie så kunne sætte sig ned omkring, mens måltidet ligesom blev grobunden for at være sammen som familie. Sådan tror jeg næppe mine storbybørn tænker. Eller–det kan jeg jo se på deres køleskabe, at de ikke gør! For dem er måltiderne ikke samlingspunkter–de er individuelle nødvndigheder.

De har det nemlig præcis som mig, når jeg kommer hjem fra udlændighed. De gider ikke rigtigt. Og–og her kommer pointen så endelig!–det er nok derfor, jeg skal blive ved med at gide. At overkomme. For jeg vil faktisk gerne slå et slag for måltidet som samlende faktor i et fragmenteret liv, hvor mange familier ikke rigtigt får talt sammen. Jeg vil, og her gider jeg slet ikke diskutere, hævde, at ud fra min synsvinkel er der intet som et godt, hjemmelavet måltid, der virker optimalt samlende og samhøringshedsbefordrende. Hvis udviklingen fortsætter, så vil måltider som familiens Polyfilla givetvis uddø, når vi dinosaurer stiller grydeskeerne. Men så længe vi kan, er vi nødt til at orke. Om ikke andet så for at påvise, at samspiste måltider har en usædvanlig stor værdi.

 

Continue Reading

Om moderne hekseprocesser.

For præcis en måned siden var jeg i Salem, Massachusetts. Der brændte man et forholdsvist stort antal påståede hekse i 1692-93, udelukkende på grund af en flok hysteriske kvinder. Den slags gør vi skam ikke mere. Vi tager overordentligt meget og overmåde pænt afstand fra fortidens hysteri, fordømmer det nærmest. I stedet nøjes vi med symbolsk at brænde bøger, hvis indhold støder os og byder os imod. Det er så langt, som vi nu er kommet siden 1693……

Jeg har ikke læst bogen om, hvordan man får sit barn til at sove. For det er slet ikke det, det i grunden handler om. Bogens indhold, altså. Og faktisk er jeg også bedøvende uberørt omkring, hvordan andre mennesker får deres børn til at sove. For mig handler overreaktionen på en simpel bog udelukkende om, at en masse kvinders reaktion på den er så lysende, så tydeligt symptomatisk på den tid, vi lever i, hvor alting er gået i sort/hvid, hvor verden taber nuancer fra time til time, og hvor diskussion, meningsudveksling, anerkendelse af andres ret til argumenter samt–sidst men ikke mindst–tolerance og frisind anses for af det onde. Som forstyrrende, hekseopfundne ingredienser i et liv, hvor alting er gået i u-nuancering.

Det er helt i orden at være imod. Og vigtigt. Akkurat som det er ganske på sin plads at være for. Og vigtigt. Det er lige præcis det spring, der opfordrer til meningsudveksling og, igen ikke mindst, tolerance, udvikling og fremdrift. Så selvfølgelig er det enhver kvindes ret at mene, at bogen om, hvordan man får sit barn til at sove–og her ser jeg så bogen som en form for eksponent for hele samfundet–er forkert, måske endda farlig. Det giver dog, i et demokrati, ikke en ret til afbrænding og bortskafning af bogen. Helt ærligt: Hvorfor ikke bare lade være med at læse den? Er det mere kompliceret end som så?

Der er masser af ting, der byder mig imod og vedtagelser, jeg er uenig med. Der er også masser af bøger, der efter min mening godt kunne tåle en afbrænding, fordi de enten er umanerligt, amatøragtigt skrevet eller har et indhold, der i mine øjne kan være farligt for letpåvirkelige sjæle. Men jeg går altså ikke og brænder dem. Jeg beder heller ikke forlagene kalde dem tilbage. Det kommer faktisk heller ikke mig ved. Jeg har nemlig lært, at den verden, jeg lever i, er nuanceret, SKAL være nuanceret, fordi nuancerne er selve grobunden for et dynamisk samfund. På mig virker det som rablende vanvid, at et etableret, respekteret forlag som Gyldendal lægger sig fladt på maven som en lille baby–blot for at efterkomme krav fra kvinder, der er uenige i indholdets i en af dets bøger. Hvis Gyldendal virkelig trækker den bog tilbage, så kan jeg da på stedet trække 5-10 andre udgivelser fra samme hæderkronede forlag op af hatten, som jeg personligt er uenig omkring indholdet i. Det samme gælder givetvis de fleste andre mennesker. Prøv bare lige at overveje konsekvenserne af DET ½ sekund……..

Hvis man er uenig med noget, bør man indgå i en seriøs argumentation. Det er også måden at skabe nuancering. Jeg vil så forfærdeligt nødigt anvende klicheen omkring, hvad der efterfølgende er sket, hver gang andre gennem historien er begyndt at brænde bøger af, men, tro mig!, den ligger sgu` lige til højrebenet.

Det er meget muligt, bogen ikke giver et godt bud på, hvordan man får sit barn til at sove. Og hvad så? I bund og grund er det jo ikke det, det hele handler om. For mit vedkommende vil jeg med glæde påstå, at det næsten mere handler om konsekvenserne af, hvad en flok hysteriske kvinder i Salem 1693 fik ud af at anklage andre for hekseri og det forsvindende lidt, vi tilsyneladende har lært af hele den historie.

Verden er ikke sort/hvid, men der er nogle, der arbejdet meget hårdt og beslutsomt for, at den skal blive det.

Continue Reading

Når Google ikke er min ven…

Jeg er vild med juledesigns fra Aase og Preben Jangaard. De er helt unikke, meget svære at finde og havde deres storhedstid tilbage i 50-erne. De to designere har et udtryk, som bare er så 50-er, så dansk og så gennemført hyggeligt med kant. Samtidig med, at de klart reflekterer en tidsperiode, er de også særdeles bevidste om, at designet har fremtid og peger ud i verden.

MEN: Som det jo er med alle de ting, man ikke lige ved så godt, så vil man jo gerne vide mere. Finde ud af at få sat sin viden ind en større sammenhæng. Som generation brugte vi årtusinder på bibliotekerne med snuden nede i alt det, vi skulle finde ud af, indtil Google heldigvis gjorde vores nysgerrighed en stor tjeneste senerehen. Det er blevet lettere at finde ud af ting, at sætte ting i sammenhænge, men nogle gange må der desværre gives fortabt. Selv Google har sine begrænsninger.

Som nu med disse to dygtige designere. Eneste oplysninger, jeg umiddelbart kan finde, er, at Preben levede 1926-1991, og at han havde en fabrik i Allerød, hvor han producerede sine flotte designs. Det er meget lidt, synes jeg. I alt fald slet ikke nok til at stille min nysgerrighed.

Så hvis der nu skulle være nogen derude, der ved mere om Aase og Preben, så vil jeg da forfærdeligt gerne indvies i det. Der er absolut ingen præmier for gode oplysninger–andet end simpel taknemmelighed og nysgerrighedsstillelse!

 

Continue Reading
1 2 3 90