Om parfumer.

Forklaring på det noget alternative billede skal nok komme!

Jeg har haft mange parfumeperioder i mit liv, altså duftmæssige forskelligheder, og i tilbageblik ( det hedder vel tilbagelugt) har der decideret også været nogle, hvor jeg har været håbløst fejlcastet udi kunstig kropsduft. Som nu i min tidlige ungdom, hvor jeg sværmede for Anäis, Anäis, som dengang var uhyre populær, men som ved tilbagelugt udelukkende giver associationer til bordel og purpurrøde fløjlslampeskærme. Eller alle de der oversunde fra Matas, som i sidste ende primært lugtede af kropssved, fordi de var så klimavenlige, at de faktisk var parfumer uden lugt. De sidste mange år har jeg svoret til Weekend. Eneste problem med den er, at den er ved at udgå. Det er sådan set også stort nok. Problem altså.

Men det er slet ikke mig, det her skal handle om. For på hjemmebane er jeg duftmæssigt i en evig konkurrence med det lokale dyr. Som, akkurat ligesom rigtigt mange kvinder, heller ikke mener, at hans egen kropsduft ligesom er nok i sig selv. På det basale punkt er vi dog uenige, ham og mig. Jeg synes, lugten af hund i sig selv er fuldt tilstrækkelig. Hertil kommer, at lugten af våd hund (eller hund, der har været ude om vinteren) sådan nærmest er mere tilstrækkelig end bare tilstrækkelig.

Heri er hunden uenig. Han er tilsyneladende ikke synderligt tilfreds med sig selv, lider af en form for duftmæssigt mindreværd, der gør, at han aktivt arbejder på at forbedre sin egen lille duftzone. Man må lade ham, at han ikke bare lader stå til. Han arbejder intensivt for sagen.

Efter at have delt hus med ham i 4 år, har jeg efterhånden luret hans præferencer. Temmeligt afdøde, andre dyr er OK. OK som i sådan en form for hverdagsparfume. Ikke til, når det hele skal være lidt festligt. Så skal der mere til. Temmeligt afdøde, andre dyr har også en form for indbygget scoringsskala. Altså i forhold til, hvor gode de er parfumemæssigt. Det er meget enkelt. Jo mere afdøde, de er, desto bedre. Kan man se sit snit til at rulle sig indgående i en død, overkørt, fladmast, tidligere solsort, er lykken sikret mange dage ud i fremtiden.

Men når der skal være lidt fest i gaden (og pelsen) er den ultimative topscorer helt uden konkurrence en god, gerne frisklavet, godt cremet kokasse. Der er simpelthen intet som sådan en. Ikke blot dufter den tilsyneladende ualmindeligt lækkert, men den har også den lorteklare fordel og kvalitet, at den kan mases ind på steder, hvor fladmaste solsorter end ikke har en chance. Sådan en kan man ikke blot få helt ind til huden. Man kan også få hvert eneste hår maseret ind i den. Man kan faktisk forvandle hele sit retrieverlyse selv til en broget blanding af fedtede, lortebrune hår med et hoved, hvor ingen mere kan se snuden, fordi falder i med resten af hovedet rent farvemæssigt. Med bare en smule tålmodighed ( og gerne også en smule solskin) kan man få kokasse til at tørre og hænge uløseligt fast på tissemand og hale. Og især halen er god. Med den kan man nemlig feje hen over småborde, stole, sofaer og senge og totalt indiskret aflægge lidt af den saliggørende parfume, man med flid og udholdenhed har tilegnet sig på en vanvittigt god mark.

Selvfølgelig ER det noget mere besværligt for dyret at få parfume på. For mig er det jo bare at presse lidt på en flacon. Han, derimod, må rulle sig virkelig–og jeg mener virkelig– grundigt og indgående i sin. Starte med en 10-20 gange på ryggen og dernæst, med en noget forkvaklet manøvre, der ser en smule morsom ud ( men ikke er det!) forsøge at få det op på maven. Det er sådan noget med at sprede alle fire ben ud til siden og så kure sammenbidt igennem lorten. Fra begge sider.

Der er en ting, der altid har gjort en smule ondt på mig. Det er, når han lige har færdiggjort sit parfumeprojekt. (Som jo altid sker, når han er 50 meter foran en på steder, hvor han må løbe løs.) Så står han der og er selve dyrenes konge. Udtrykker en stolthed så stor, at det næsten kan mærkes på en selv. Viser, at det er HAM, der er overhunden, charmetrolden, he-hunden, score-hunden, den uovervindelige på den allerbedste hårdag nogensinde. Og så kommer overmokken her og spolerer det hele. I al sin menneskelige ufølsomhed og ulugtsomhed overfor verdens bedste parfume, lige det sekund, hvor man aldrig har været mere lækker og attraktiv, SKÆLDER HUN UD!

Jeg ved ikke, om andre end mig har været i den situation, hvor de har måttet bedømme, hvor længe en kokasse lugter. Jeg vil tilføje, at man nok skal være hundeejer for overhovedet at gå ind i den slags kalkulationer. Hvem står ellers lige med det problem? Jeg kan svare rimeligt nøjagtigt, og det er LÆNGE. Og kokasser kan hverken overdøves af Anäis, Anäis, ( hvem gider også have en hund, der render rundt og lugter af bordel?) eller de sunde fra Matas. Jeg har prøvet.

Så lige nu har jeg så en hund, der går rundt og lugter af den billigste silikoneshampoo fra et forlængst hedengangent hotel, hvor jeg i sin tid kom til at tro, den var min. Det er ikke optimalt, men det er bedre end kolort. Og jeg ved skam godt, at man ikke vasker hunde i det, som nogen tror er menneskeshampoo. Jeg er fløjtende ligeglad. Selv om han på ingen mulig måde ser ud, som han gør efter en gang kokasse-wellness, altså sådan stolt og Scorekaj-agtig ( han virker sgu` ærligt alt lidt flov!), så skælder jeg da i det mindste ikke ud.

Og jeg har sagt (nej, prædiket!), at hvis hans form for kropsmanicure gentager sig, så dømmes han til for evigt at lugte af hotelsilikone.

Og hvis han er rigtig, rigtig sød og holder sig fra de lortekasser, så kan det være, han en dag må låne lidt af min Weekend.

 

 

Continue Reading

Done!

Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven.

Wauw!

Siger jeg bare.

Hvis man nu forestiller sig, at man i resten af sit liv kun skal læse 5 bøger mere, så bør dette være en af dem. Måske endda den første. Ikke fordi det resterende liv forventes at blive ultrakort. Mere fordi dette faktisk er den bedste bog, jeg har læst i så lang tid, jeg næsten kan huske.

Det er ikke er bog for alle. Den kræver tålmodighed, indlevelse, tid, rigtig god tid, og at man forsøger at holde tungen lige i munden gennem labyrinten af historier og hoved- og bipersonener, hvis skæbner alle er viklet ind i  hinanden. Men gør man det og når helskindet og oceaner af viden, erkendelse og klogskab rigere til enden, forstår man omsider, hvorfor Tet-offensiven (eller rettere: filmen Apocalypse Now) som en rød tråd altid er til stede i bogen. Bogens afsluttende crescendo, stormnatten under orkanen Sandy, som smadrede New York, er en filmisk oplevelse, der tydeligvis henter masser af inspiration og citater hos Kubricks mesterværk. Det med Max og Mischa har man allerede forstået. Det er århundredets kærlighedshistorie. Intet mindre. Og så er det historien om det, vi alle inderst inde drømmer allermest og allermest forgæves om: At komme hjem. I alle de betydninger, det nu har.

Det er sådan en bog, der gror på en. Som lader en stå forsvarsløs og tyndhudet, når den er færdig med følelsen af, at et helt univers af velkendte skikkelser nu pludselig er udenfor rækkevidde. Det kan da ikke passe, de bare går deres vej. At der ikke er MERE. Sådan en bog, hvor man fortvivlet forsøger at læse de første sider igen med et forgæves håb om, at det hele bare kan starte forfra. Eller at man kan fortrænge, at man allerede har været der en gang, så det hele kan opleves igen. Jeg vil have mere tid med dem, vil jeg. Jeg vil være med på sidelinjen i deres liv igen, vide, hvad der sker dem. De kan da ikke bare GÅ!

Når en bog går gennem marv og ben som denne, er det selvfølgelig fordi, den også handler om en selv. At den rører der, hvor der er genkendelse og erkendelse. At den formulerer ting og sammenhænge, som man selv har gået og rodet med, men aldrig sådan rigtigt har kunnet sætte ord på at formulere for sig selv. Det er de store spørgsmål i livet–og det er, som i alle mesterværker–spørgsmålene om, hvad livet egentlig er og, ikke mindst, hvad kunsten er, og hvordan den uigenkaldeligt og uløseligt hænger sammen med livet. Alle er kunstnere på deres egne små og store måder i denne bog. På godt og ondt.

Det kan undre, at forfatteren blot er midt i 30-erne. Med så megen livsvisdom og, heldigvis, total mangel på ungdommelig braldren, må det resultere i en stor, lang og glorværdig karriere i fremtiden. Her ligger nok Nordisk Råds Litteraturpris i år og en kommende hilsen fra Nobel, hvis de ellers kan møfle sig sammen til at koncentrere sig om kunsten deroppe på det svenske parnas.

Hvad SKAL jeg dog gøre af mig selv? Jeg vil meget hellere ind i den bog igen……

Continue Reading

Om farvesammensætning.

Jeg kan huske dengang, det var absolut no-go at sætte blåt og grønt sammen. Hvor vi som teenagere var overbeviste om, at vi helt selv havde udledt vores frygtindgydende imponerende kreativitet ved at sætte lilla, gul og grøn sammen. Helst i skrigende nuancer. Og hvor det var en ufravigelig regel, at havde overdel eller underdel prikker, striber eller blomster, skulle den anden del være ensfarvet. Hvor kraftige kvinder aldrig burde gå med striber på langs og i øvrigt helst bare helt i sort. Både på langs og tværs. Og hvor mænd automatisk og akut blev dømt ovre i bøssehjørnet, hvis de så meget som nærmere sig nogen form for pink nuancer.

Det har jeg egentlig lidt under længe nok. Kæmpet med, næsten. Jeg må stadig gøre vold på mit inderste farvereglement for at sætte spraglet til spraglet. For det kalder jeg det stadig. Altså dette grimme, ærligt talt noget nedsættende ord: spraglet. Jeg føler mig upåklædt og som en, der er uvidende om de uskrevne regler, hvis jeg formaster mig til at sætte strib til prik. Så derfor gør jeg det egentlig kun meget sjældent, og så mestendels for at overbevise mig selv, om at det kan jeg da sandelig godt. Men sandheden er jo, at det kan jeg ikke sådan rigtigt. Det gør ondt i normerne. Jeg går dog i blåt og grønt samtidig. Men det gik vist også over i løbet af min barndom, dette med, at man ikke måtte.

Til gengæld er jeg dybt fascineret af diverse mennesker inde i mit TV, som bare skider enormt grundigt på den slags pjat. Der er især en bestemt vejrpige, som flasher vilde blomstersammenplantninger sammen med striber. Blandt andet. Den første gang, jeg så hende i det, der i min barndom gik under udtrykket en “mundering”, havde jeg faktisk lidt ondt af hende og tilskrev den påklædningsmæssige katastrofe til uvidende, eller måske endda ondskabsfulde, kostumefolk. Men hun blev ved, gjorde hun. Så det kan da ikke vedblive med at være kostumeafdelingens hævn over et eller andet, jeg ikke kender til. Det må jo være, fordi hun kan lide det og synes, det er OK.

Det underlige er så, at jeg faktisk også vokser med opgaven og synes, det bliver mere og mere OK. Det ser jo, for fanden, ret godt ud, og hun er da ikke død af sit mis-match endnu, hende vejrpigen. Altså ligesom vi troede, vi ville dø–eller i alt fald noget, der var mindst lige så slemt, hvis vi satte grønt og blåt sammen.

Man kan også se, at adskillige nyere kjolefirmaer, så som Du Milde, Margot, Charles Design, Mania og andre eksperimenter med stoffer og mønstre og sætter dem sammen på hidtil usete måder. Jeg er faktisk vild med deres kjoler, men jeg tror så også, at der ligger en form for godkendelse eller legitimitet i, at det er dem, der har prikket og blomstret striberne– og ikke bare mig, der har haft en dårlig tøjdag.

Hvor er det dog i grunden befriende, at alle disse tåbelige, uskrevne regler er under opløsning. At det bliver mere og mere legalt at sammensætte, som man nu selv vil, ønsker og har garderobe og kreativitet til. Ikke, at vi nødvendigvis skal gå rundt og ligne fastelavnsris eller “munderinger”, men at stive, rigide regler er ved at gå derhen, hvor stive, rigide regler burde været gået hen for længst. Og hvor vi i den grad bør udskifte “spraglet” med “farverig” eller andre positive ord.

Det er så, hvad jeg synes. Noget andet er, hvad jeg gør. Det er svært at lægge årevis af tekstilnormer bag sig og op på hylden. Måske skal man bare begynde at flashe stribe-prikkerne sådan lidt ude i haven. Og vænne sig til, at der overhovedet ikke sker noget ved, at de sidder på en selv.

Continue Reading

Om apoteker.

Det er ikke så ofte, jeg er på apoteket. Heldigvis er jeg der også oftest i forbindelse med håndkøb af forskellige præparater, som ikke nødvendigvis behøver at være medicin. Til gengæld bruger jeg længere og længere tid derinde, NÅR jeg endelig er der. Det er ved at drive mig til vanvid.

Over de seneste år har apotekerne nemlig amerikaniseret deres ekspeditioner helt ud i det næsten absurde. For det tager jo immervæk tid at gardere sig mod, at almindelige, fornuftige mennesker overdoserer på Pamolerne, smører sig til hudløshed i kopatsalven eller snyder sig til illegale sus på nikotintyggegummiet. Enhver apoteksansat er nøje instrueret i at bruge så megen pædagogisk tid på enhver kunde, at i alt fald hans/hendes ansættelsessted ikke løber ind i ubehagelige krav eller bebrejdelser fra kunder. Der er i alt fald ingen, der vil kunne påstå, at man ikke selv er ude om det, hvis man uforvarende kommer til at skylle en Pamol for meget ned til hovedpinen.

Faktisk føler jeg mig oftest noget nær voldtaget og overgrebet af sikkerhedsforanstaltninger, når jeg skal ud og anskaffe denne, tilsyneladende vildt farlige, håndkøbsmedicin. Jeg kunne med lethed acceptere, at ekspedienten venligt spurgte mig, om jeg vidste, hvordan man indtager Pamol–samt hvor mange. Så kunne jeg jo bare svare ja, forlade apoteket og bagefter gøre, hvad jeg altid har gjort. Men så nemt er det slet ikke. Jeg skal i stedet stå skoleret under et flere minutters langt foredrag om Pamoler–og især hvad man IKKE gør med Pamoler i sin besiddelse. Altså alt imens jeg næsten føler en form for skyldfølelse, fordi ekspedienten enten ser mig som yderst potentiel Pamol-selvmorder, eller jeg på en prik ligner en, der aldrig nogensinde, virkelig nogensinde i hele sit 62-årige liv har været indenfor rækkevidden af en hovedpinepille.

Forleden var jeg nede for at købe nikotintyggegummi, fordi jeg skal ud at flyve langt. Det er ikke bare sådan noget, man lige gør. Selv om jeg velforberedt beder om den mindste og billigste pakke, så skal jeg tilsyneladende i krydsforhør først. Hvor meget ryger du? Skal du have 2 eller 4 gram? Hvilken smag ønsker du? Ved du godt, hvordan man bruger det? Når jeg så, temmelig utålmodigt, gentager, at jeg skal have den mindste og billigste pakke ( hvor svært kan det lige være?), så starter vi forfra igen, og da jeg omsider får den vristet fra hende, må jeg stå skoleret endnu et par minutter til et længere foredrag om ikke at tygge dem som tyggegummi, men nøje opbevare dem  i munden etc., etc. Og da jeg er færdig, sender hun mig sådan et blik, der signalerer totalt tabt for frelse. Samt lydhørhed.

Der var også Imolopen, som krævede noget nær en mundtlig afhandling på adskillige sider. Den kunne hun snildt have undgået ved at spørge mig, om jeg nogensinde, virkelig nogensinde før i mit 62-årige, relativt berejste liv, havde haft feriemave. Men nej. At få udleveret en så snigende gift som dette præparat kræver enorm vejledning. Man må skam tage sine skidepiller alvorligt. Må man.

Til sidst, da vi nåede til midlet mod forkølelsessår, var jeg det sådan lige før, det var nok. Derfor startede jeg med venligt at spørge hende, om hun på stående fod ville have en længere udredning omkring progressionen af forkølelsesår på mine læber gennem mit voksenliv (jeg sparede barndommen ud, fordi jeg også havde ærinder andre steder), hvilket hun lidt undrende afslog. Det afholdt hende dog ikke fra at gennemgå smøringer af yderlæber ganske tilbundsgående. Hvorefter jeg slog bak, gik i akut kontrærmode og bedyrede hende, at selv om tallet for daglige smøringer var det magiske 5, så kunne hun være noget så forbandet sikker på, at jeg F….  mindst ville gøre det 15. Eller mere. Og at jeg i øvrigt ville sagsøge hende, hendes apotek, hele apotekerstanden og samtlige medicinalfirmaer med, hvis jeg tabte mine læber på den konto. Det sidste sagde jeg så bare lidt stille og hvislende helt inde i mig selv.

Jeg bryder mig ikke om at blive reduceret til et åndsevenemæssigt uformående barn, når jeg er på apoteket. Til en medicinmæssig imbecil, fordi jeg skal købe håndkøbsmedicin. Det er, efter min mening, forfærdeligt væsentligt, at apotekerne tilbyder vejledning i enhver form for medicin–og især den receptpligtige. Og lad os så lige lade den receptpligtige ligge denne gang, for det er IKKE den, dette drejer sig om! Her gælder, selvfølgelig, andre regler. Men, som det forholder sig i de fleste af livets forhold, så vil jeg gerne selv have lov til at anmode om vejledning til håndkøbsmedicin, fordi jeg synes, jeg mangler den. Ikke få den presset ned over hovedet som alenlange foredrag om ting, der for mig, i min alder, er store selvfølgeligheder. Jeg vil have lov til at sige: Ja, jeg er fuldt bevidst om, hvordan man anvender hovedpinepiller, skidepiller, forkølelsessårssalve og nikotintyggegummi. Det behøver du ikke at skovle ned i halsen på mig endnu engang. Og hvis jeg endelig havde intentioner om at misbruge disse farlige stoffer, så er jeg fuldstændigt overbevist om, at dine lange foredrag hverken gør fra eller til.

Jeg synes, apotekerne skal prøve at genvinde respekten for deres håndkøbskunder og overkomme deres angst for amerikanske tilstande. De vil jo også få meget mere tid til de andre kunder, der har behov for vejledning til andre former for medicin. Det kræver bare det lille spørgsmål: Ved du, hvordan du bruger det? Og når man så har svaret ja, så kan man da vel for helvede få lidt fred.

Continue Reading

Hør lige her, PostNord!

Onsdag i sidste uge bestilte jeg alt dette tøj hos Seasalt i Cornwall på den yderste vestlige spids af Sydengland. Jeg betalte omkring 70 kroner for fragten. For ca. en time siden blev det leveret ved min dør. Det er beundringsværdigt hurtigt. Og billigt! Det var der nogen, der kunne lære en forfærdelig masse af, for det er gået væsentligt hurtigere, end det tager for et almindeligt brev at komme frem til nabobyen. Tilmed er prisen pr. kilometer i en helt, helt anden skala.

I øvrigt bevæger Seasalt sig udelukkende indenfor økologisk bomuld og laver den slags tøj, man for alvor har lyst til at bo i. Samt sove i om natten, for der faldt heldigvis også en beskibet pyjamas min vej. Nej, hvor skal jeg da bare ud at prinsesse mig i alle de kjoler…..

Jeg har tidligere skrevet om firmaet, ( se andet indlæg) men må da hellere lige nævne, at de for tiden har et overvældende godt udsalg. Samt at de gerne sender. Hurtigt, effektivt og billigt!

Continue Reading

Om Politikens “Turen går til.”

Det er ved at være slut, det lange kærlighedsforhold mellem mig og Turen går til–snart sagt alle steder i verden. Jeg kan simpelthen ikke holde ud at læse dem længere. Vi har ellers været på mange ture, mig og “turen”, og vi har fulgtes gennem adskillige lande med hinanden lige ved hånden. Jeg tror, det er ved at være på tide at give slip. Med mindre Turen går til guidebøger, der er forfattet på en noget anden måde end den, Politiken tilsyneladende opfordrer sine skribenter til at benytte sig af for tiden.

Hør nu bare her om Havana: ” Salsatonerne fra Lazaros rickshawtaxi–et hjemmelavet cykelstel forsynet med gamle bilsæder, Lada-rat og festligt blinkende lamper–blander sig med larmen fra biler, båthorn og mennesker, der råber til hinanden hen over gaden.” So what? Hvem har lige bedt om en situationsrapport med indbygget stemningsbillede i en GUIDEBOG? Har skribenten i virkeligheden en skjult agenda om at skrive featurejournalistik, eller bilder vedkommende sig ind, at han/hun faktisk skriver rejselitteratur, forklædt som guidebøger. Eller: forestil jer en turistbrochure om Amalienborg, der overfor undrende gæster fortæller “Med smukt svajende skridt kommer den høje, flotte dronning gående forbi de uerstattelige renæssancemalerier, mens hun klart fornemmer stemningen af historie og duften af hestene på den fint udformede slotsplads.” Lidt ved siden af, ikke? Når man nu læser guidebøger for at få indblik i, hvad man gerne vil se. Stemningen kan man vist godt selv klare selv at fornemme og beskrive.

Det irriterer mig grænseløst, at jeg, for overhovedet at komme frem til de facts, der er hovedårsagen til, jeg læser guidebøger, skal gennem alt det vrøvl. Al den forstillelse omkring, at Politikens bøger er andet og mere end simple guides til konkret brug. Hvis årsagen er, at skribenterne har så store ambitioner, at de slet ikke kan styre dem, så vil jeg foreslå samme skribenter akut at begynde at skrive rejsebøger. Så vi andre kan have vores guides i fred.

Det ved de godt på Lonely Planet og andre guides, der i salgstal er ved langt at overhale Politiken.

Måske skulle Politiken også få øjnene op for det. Eller ørerne. Prøve at læse det højt for sig selv og indgående opfatte auditivt, hvad det dog er for noget totalt ubrugeligt vrøvl, læserne af en ellers utroligt anvendelig serie bliver udsatte for med dette såkaldte tiltag.

 

Continue Reading

Tilstandsrapport.

Johan Harstad: Max, Mischa og Tet-offensiven.

Det er indiskutabelt en af de sene 10-eres mest væsentlige bøger. Det er 1063 sider om en generation, om en verden, om at blive voksen, om kunst, drømme, sejre og nederlag–og så er det Norge, der er på banen igen, som det jo er for tiden. Og skal man overhovedet ( det skal man nok ikke!) sammenligne denne mammut af en roman med noget som helst andet, så må der vel gives lidt credit til det andet store naboland, Sverige, hvoraf Siri Hustvedt er rundet. Folk, der elskede hendes “Det, jeg elskede”, som decideret var en af 00-ernes mest væsentlige bøger, vil ( nu går der inflation i ordet “elske”) elske Max` historie.

Jeg er nået til s. 450. Og jeg skal nok komme til enden. Engang. Jeg giver ikke op, men historien om Max og Mischa og den til alle tider allestedsværværende Tet-offensiv er en læsemæssig udfordring. Ikke blot skal tungen holdes usigeligt lige i munden. Der skal også tages forbehold for et utal af labyrintiske omveje, sidehistorier langt ind i bipersoners liv og tanker, lange passager med tydelig punktumforskrækkelse og nærmest stream-of-consciousness tilstande (de har meget at takke Knausgaard for, de nordmænd!) og en utrolig dvælen ved detaljer. Det tager tid for Max at vokse op og finde Mischa, tid for hans forældres ægteskab at gå i stykker, tid for ham at blive kunstner—og tid for ham at finde onkel Owen. Det tager også tid at gøre bogen så morsom, så man ind imellem griner højt og inderligt. Husker specielt episoden, hvor Max kommer adskillige timer for sent hjem efter sin første nat med Micha som 16-årig. Til faderens bebrejdelser om det uacceptable tidspunkt, svarer Max bare, at han har været i seng med sin første pige. Hvortil faderen blot replicerer, om han da ikke kunne have gjort det en smule tidligere på dagen.

Det er en roman om vores børn. For en gangs skyld er det os, vores generation, der er forældregenerationen i baggrunden. Men man må sige, at Harstad har fanget os noget så træffende. Akkurat som han også har fanget vores børn. Vores børn, som vokser op i en global verden af, somme tider, forkvaklet tolerance, og som egentlig ikke kan bruge os som rollemodeller og værdisættere på samme måde, som vi selv brugte vores forældre. Nemlig til at tage afstand fra og definere os selv som “ikke”! Det er kan være svært at finde sin egen identitet uden en Vietnamkrig ( i absolut flere tusinde overførte betydninger) og med knus og forståelse som svar på ethvert spirende oprør.

Det vil sikkert være en stor fordel at (gen)se Apocalypse Now inden læsningen, men det er ikke et krav. Men under hele denne store, store fortælling om Max, der må opgive sit elskede lilleby-inklusiv-olie-Stavanger til fordel (nej, egentlig ulempe) for de friserede plæner på Long Island og Manhattans fristelser ( inklusiv onkel Owen, der, som den, eneste i bogen faktisk HAR været i Vietnam), ligger Tet-offensiven som det samlende element.  Som referencerammen og det, der på forunderlig vis binder personerne og historien sammen.

Det er sådan en bog, der vokser i en. Eller som man vokser ind i. Som man tænker på, inden man falder i søvn, og som pludselig dukker op, når man egentlig er fysisk længst væk fra den og nede at handle eller til frisør. Som lurer overalt. Men som samtidig kræver så meget af en, at man ikke har overskud til mere end et nærmest afmålt antal sider om dagen. Det er stor, stor kunst og selve skildringen af vores tid og det, der gjorde den til vores tid.  Eller vores børns tid. Og det er derfor, jeg skal nå frem til enden.

Det er også sådan en bog, det er svært at bære rundt på alene. Den råber efter at blive snakket om. Så hvis nogen har læst den–eller i det mindste er undervejs–så skriv endelig.

 

 

Continue Reading

Om Edelweiss.

På torsdag skal jeg ud at flyve med Edelweiss Air. Bortset fra at jeg aldrig nogensinde har hørt om netop den flyvende blomst før, så går jeg da ud fra, maskinen dufter dejligt, ser smuk ud og flyver højt, højt over Alperne.

Men konfrontationen med et kommende flyselskab fik mine tanker til at gå i Sound of Music. Noget så øredøvende højt fik det lyden af den musik, der, om nogen, var soundtracket til en del af min barndom til at gå ind på det indre lydspor igen. For Sound of Music var ikke bare en film og noget musik, det var en oplevelse, et fællesskab og en stor, stor kærlighed.

Egentlig er historien jo bare et opkog af Askepot, med alper som substitut for kongeslotte. Eller Jane Eyre, for både Jane og Maria har vel det til fælles, at de begge er ydmyge guvernanter med store, indre kvaliteter. Og Kaptajn Trapp og Mr. Rochester er da også Byronic heroes i al deres utilnærmethed, bryskhed og farlige hemmeligheder, som kun er klog kvinde kan løse op for. Den eneste forskel, der umiddelbart springer i øjnene,er, at stakkels Maria får en tillægsbevilling på 7 børn, men Jane dog kan nøjes med et enkelt. Og så er der vel også langt i romantikken fra nedbrændte, britiske herregårde til alpinske småslotte i Disneydesign. Under alle omstændigheder er vi mange kvinder, der elsker den slags historier, hvor Frk. Ingenting stikker af med prinsen og det halve Østrig, for det giver os ligesom et spinkelt håb for, at det også kunne ske for os selv. I alt fald så længe, vi er 8.

Og når man så tilsætter musik, der er sangbar, glad og vindende. Så er DEN hjemme! Der er vel næppe heller nogen, der i deres allermest vilde fantasi kunne finde på at kalde Julie Andrews for sexet, så her appellerer vi til alle aldersgrupper. Selv om jeg måske ikke er helt sikker på, mænd generelt har haft det samme forhold til nonne-Maria som vi kvinder.

Anyway, da DEN film kom op, var det min største filmiske oplevelse til dato at se den i biografen. Derfor gentog jeg samme oplevelse flere gange. Det var helt inde i Odense, og vi måtte bruge kraftige overtalelsesevner for at få vores forældre til at bringe og afhente hver gang. At komme i biografen var ikke sådan noget, man bare GJORDE–det var overtalelse, planlægning og decideret en af årets begivenheder. Så der var ikke mange film, vi så, og da slet ikke mange film, vi så igen!

Til min fødselsdag havde jeg kun et ønske det år. Pladen! I forvejen kunne jeg jo alle sangene, men da min sangstemme mildest talt er alternativ, syntes, jeg, det kunne være helt rart med lidt backing, så jeg sådan ligesom kunne komme det rigtige sted hen. I øvrigt var det år før, jeg  lærte engelsk, så jeg ville ønske, jeg ved et tilbageblik lige kunne høre, hvad i alverden det overhovedet var, jeg gik rundt og brummede. Min søde moster, som i øvrigt altid gav mig ca. det, jeg ønskede mig, lovede højt og helligt, at den plade var på hende. Hun ville købe den og sende den til mig, så den sandelig nok skulle være fremme på dagen. Så i mange dage op til den store musikdag var det det, livet gik ud på. At vente på at komme til at eje selve pladen med Julie Andrew og alle de der børn.

I vores lille landsby var der ikke et egentligt posthus. Det var smedens mor, som i øvrigt også solgte et noget forældet-og i alt fald støvet– udvalg af legetøj fra sin dagligstue, med udstilling i sit dagligstuevindue, der stod for posten til os, men heldigvis havde man dengang også rigtige postbude, der cyklede ud med pakker. ( I øvrigt måtte man i Tatol, hvis smedens mors legetøjsudvalg var for fantasiløst. Ikke at det hjalp synderligt!) Det kunne jeg imidlertid ikke vente på, alt det cykleri. Også selvom vi boede lige rundt om hjørnet fra den lokale afdeling af datidens BR. Før konkursen, altså. Så på selve dagen spadserede jeg da bare over til smedens mor og bad om min pakke. Men den var ikke kommet! Og selv om jeg talrige gange samme dag ( gad vide, om jeg overhovedet nåede i skole?) tog turen til smeden, igen, igen, så kom den skide pakke ikke. På et tidspunkt, husker jeg, satte jeg mine trætte ben ned på fortovet udenfor smedens mors hus, hvor jeg så bare sad og ventede på min plade.I laaang tid.

Som jeg husker det, dukkede pakken først op dagen efter. Jeg burde jo have vidst, det bare var en forsmag på, hvad der ville komme, rent postmæssigt, men jeg husker nu mest min glæde, min udfrielse og mine minder om min hidtil mest forfærdelige fødselsdag på fortovet foran smedens mors hus. Det er så også den eneste fødselsdag, jeg har tilbragt netop der.

Men den var værd at vente på! Jeg har den skam endnu. Og det undrer mig, at den har overlevet så megen afspilning på datidens usle rejsegrammofoner, så mange ridser fra pick-uppen og faktisk også så megen kærlighed. I flere år var det min yndlingsplade. Så kom The Beatles…..

Der er så kommet det ud af det, at jeg kan synge med på samtlige sange fra Sound of Music. Jeg kan alle teksterne. Udenad. Ovenikøbet i min egen specielle version, for med årene opstod der jo ridser i lakken, og pick-uppen begyndte at foretage kvantespring i musikken. Hver gang jeg hører Do-re-mi, har jeg helt glemt, at andre også synger “a deer” mellem “do” og “a female deer”. Det gør jeg ikke. Jeg har en version uden. Alt dette kom mig dog til gode, da jeg for nogle år siden deltog i en sing-along i en biograf i London. Dem er der mange af, og der er utallige fans, der møder trofaste op. Det foregår på den måde, at alle møder op i Lederhosen og dirndl, hvis de altså har den slags udstyr, og så spiller filmen, mens man synger i vilden sky og danser til. Det er en oplevelse!

Og så må jeg indrømme, at jeg har svært ved at holde mig tilbage, når filmen igen, igen ( og især i julen) kommer i TV. Jeg må ligesom have den genopfrisket, selv om jeg selvfølgelig godt ved, hvordan den ender. Det er så også en af den slags film, jeg ikke ville lave om på, hvis jeg fik chancen. Der ER jo trods alt film, man sådan går og håber på ender på en lidt anden måde, end sidst man så dem, men det er altså helt fint med den der stroppetur over Alperne, væk fra de grimme nazister. Her kan man så også se, at selv om Marie er lidt fersk, troskyldig og naiv, så viser hun sig jo værd til at få den bryske Hr. Trapp, som bare bliver noget så ubrysk af at gå den der tur over bjergene. I øvrigt gik de helt til New England, Trapperne. De havde i mange år et østrigsk pensionat langt oppe i det nordlige New England, sådan i alpestil og sikkert med all inclusive jodling. Jeg mener, den sidste af alle de børn først døde fornylig, men pensionatet eksisterer skam endnu, og man kan stadig bo der, hvis man er på de kanter.

Det er dog ikke den vej, Edelweiss Air flyver. Jeg skal kun til Zürich, og turen tager kun 1½ time. Selv om de selvfølgelig burde spille Sound of Music på alle skærme, så ville det vel alligevel være helligbrøde. Vi når jo ikke slutningen alligevel, og jeg kan desværre ikke blive siddende, for jeg skal nå et andet fly…….

Continue Reading

På gåture og fornuftig mad.

I løbet af julen og nytåret har jeg spist mig ud af 36. Og et godt stykke ind i 38 med pil opad mod 40.

Og nej! Jeg accepterer ikke af den grund at blive kaldt en skabekat, en krukke, en overdriver og en, der skulle tage at få sig nogle mere væsentlige problemer. Jeg accepterer på den anden side set heller ikke fedtets tilstand og tyngdelovens alt for kraftige dominans. Som med alt andet er det nemlig sådan, at er der udfordringer, så må de tages op.

For jeg ved præcis, hvad reaktionen er, hvis jeg klager over mit fedtoverskud til andre. Så kan jeg passe mig selv, kan jeg, og i stedet sætte mig hen i et hjørne og være så evig glad over, at jeg basalt jo ikke på nogen mulig måde er overvægtig. At jeg, sammenlignet med andre, bare overhovedet, slet ikke har nogen form for noget at klage over. Ovenikøbet bør jeg også skamme mig.

Men når jeg spiser mig opad på vægtskalaen, så sker der altså besynderligvis præcis det samme for mig som for alle andre. Jeg vokser ud af mit tøj.  Det ganske tekstiludvalg hænger derinde i skabet og kryber i rekordfart. Og er der noget, som er ganske forfærdeligt modbydeligt, så er det tøj, der strammer. For slet ikke at nævne, at det ser uskønt ud. Tøj, der strammer, er omvendt proportionelt med selvtillid—jo flere uknappelige deller, desto mindre selvtillid. Og her taler jeg så kun om det tøj, det stadig er muligt at mase sig i. Resten hænger jo bare der og griner med slet skjult skadefryd og ligner den halve pose lakridskonfekt, det nok havde været bedst at overse 3. juledag.

Så reelt står man jo med et ureelt valg. Enten at købe en ny garderobe, eller at foretage sig noget drastisk. Med ureelt valg mener jeg derfor, at mulighed nummer et simpelthen er udenfor min økonomiske rækkevidde.

Og jeg ved da godt, hvad der har fået tyngdekraften til at arbejde på overtid. Det er masser af slik og mangel på motion. Så skal tyngdekraftens fremadstorm bremses og kroppen skrues tilbage til normal tøjpasningstilstand, er der kun en oplagt ting at gøre: Det modsatte. Altså masser af motion og mangel på slik. Jeg er arg modstander af mirakelslankekure (og af slankekure generelt!) og tror fuldt og fast på, at den eneste måde at komme tilbage til alle 36-erne inde i skabet er fornuftig kost og god motion. Ligesom jeg også tror på, at folk, der er ude i projekter noget mere større og omfattende end mit, kommer allerlængst med fornuftige kostomlægninger og lige så fornuftig motion.

(Og her MÅ jeg altså lige tage et tilbageblik på min ungdoms slankekure, som givetvis ikke var sammensat af de allerklogeste kosteksperter, selv om jeg da gerne fandt dem i ugebladene. Jeg kan huske den med æg: Æg morgen, æg middag, æg aften–og kolesterol hele dagen! I øvrigt en noget farvebegrænset kur–alt var hvidt og gult, og jeg fik kvalme bare ved synet af kogte æg i månedsvis bagefter, selv om jeg da tabte 500 g. Og den med hvidvin. Den var ret sjov. I alt fald det, jeg kan huske. Der var også den med broccoli. Den mindede utroligt meget om den med æg. Der var kun farven til forskel. Og i øvrigt indbefattede ingen af dem på noget tidspunkt nogensinde den blotte omtale af motion!)

Nu vil jeg gå en tur med min hund, sætte mig selv på intensiv Yankee Bar ration og prise mig lykkelig over, at jeg i forvejen har gjort rent bord angående juleslikket. Og så vil jeg spise mig fornuftigt tilbage til og ind i mit tøj. For vi små mennesker kan altså også godt blive for store til os selv og vores garderobe.

 

Continue Reading

Om en skræmmende funktion.

Jeg fandt–efter at have haft en ipad et godt stykke tid–for ikke så længe siden en vildt skræmmende funktion på den. Sådan en af den slags, man bare sådan håber, man aldrig nogensinde havde fundet. Eller som kan gå i sig selv igen. Blive deletet fra både hjerne og padde. Men det er nu engang sådan, at når man støder ind i den slags, så bliver reptilhjernen så fascineret, at Kloge-Åge lige så godt kan stå af. Det er som at have et stort hul i en tand, hvor tungen kører rundt hele tiden. Man kan lige så godt lade være at lade være. Og måske er der en mening med det. Altså med, at man ikke kan lade være.

Det, jeg fandt, var målinger i tid på, hvor meget jeg bruger min padde. Både på daglig basis og på ugentlig. Med fine stolper og grafer, der nok primært er tænkt som grafisk illustration, men som i min optik kommer til at stå som store, vældige skamstøtter over, hvor meget tid jeg bruger derinde i cyberspace.

Da jeg først opdagede shitfunktionen, nægtede jeg at tro den. Jeg var overbevist om, at min padde på en eller anden måde var blevet fornærmet på mig og derfor havde fundet en smart måde at gøre gengæld på. At dens eneste dagsorden var at tage røven på mig og bilde mig ting ind. At sidde derinde i sin lille metalskal og hyggegnægge på metalsk, mens den tog sig til tastaturet over, HVOR meget tid, idioten mig virkelig brugte på tumbeting. Og at den så, ganske smart, fordoblede realtiden, fordi overdrivelser fremmer forståelsen, således at jeg klart måtte kunne indse, at nok var nok. Og de tal, den ondskabsfuldt stangede ud, bare var sindssygt, alt for meget nok. Også selv om den havde rettet på dem og gjort dem så store, at jeg blev vildt chokeret over mig selv. Selv en tiendedel havde jo været nok. Det er det, jeg er sikker på, den vidste.

For hvordan i alverden har jeg brugt 18 timer og temmelig mange minutter på en uge på noget, der nærmest er ingenting? Derudover kan min allestedsnærværende padde også med pinlig nøjagtighed fortælle mig, hvilke sider jeg indenfor en uge har brugt det meste af et helt døgn på at lave ingenting på. Jeg må være landets mest ivrige abonnent på Ekstra Bladet og BT, selv om jeg slet ikke synes, jeg læser dem. Der er nok heller ingen, der farer rundt inde på DBA og Trendsales med en hyppighed og længde som mig, selv om jeg da vist kun er der, når jeg skal sælge noget. Min bank må formodes at sende mig en kæmpebuket som tak for at være deres mest ivrige kunde nogensinde, og samtlige danske aviser kan være helt sikre på, at jeg nok skal bruge timevis inde i dem. Og så vil jeg slet ikke komme sådan for alvor ind på, hvor meget tid jeg er derude på Facebook. Jeg er sikker på, min padde foragter Facebook, for den har i alt fald givet mig nogle så astronomiske tal for min gang og færden, at det udelukkende må være for at skræmme mig. Jeg har fortalt den, at det er fordi, jeg har en masse rejsegrupper derinde, som jeg er nødt til at passe, men det er den fuldstændigt kold overfor. Den mener ikke, at den slags kan modregnes, fordi det er nødvendigt og derfor skal tælle som ingenting.

Da jeg så havde overstået–men ikke overvundet–det første chok over mig selv, så begyndte der at gå en form for sport i det hele. For det første var jeg jo nødt til at opklare, om min padde virkelig løj, overdrev og snød mig. Så jeg begyndte skam at måle realtiden på et ur med sekundviser for at se, hvor den mon snød. Det var dengang, jeg så det som en mission at få skovlen under sådan en møgpadde. Vise den, hvem der er mennesket og den fornuftigste. Der var bare det, at det gør den ikke. Lyver og snyder, altså! Den er faktisk ret præcis med sekunderne. Er den.

Dernæst måtte jeg så finde en anden konkurrence at slå den i, så jeg bestemte mig for at minimere min tid helt vildt. Nå ned på et acceptabelt ugentlig niveau, som hverken den eller jeg burde skamme os over. På en eller anden måde syntes jeg så, det var bare en lille smule snyd at bruge pc-en istedet. Jeg mener, så er vi vel ude i pest eller kolera, og i alt fald ikke kommet et skridt videre. Problemet var så bare–og nu bliver det så virkelig kompliceret at forklare–at for at konstatere, at min ugentlige shittid gik ned, var jeg jo nødt til at åbne padden og gå ind på møgfunktionen og tjekke—og det i sig selv lagde jo tid til. Så et var lige før–men KUN lige før!–jeg indgik i et virkelig vanskeligt regnskab med min padde, hvor den tid, den opregnede for mig, skulle modregnes med de minutter, jeg havde brugt til at konstatere, hvordan den regnede, og om tiden gik ned. Forstået????

Nu er jeg så der, hvor jeg er i en begyndende taknemmelighedsfase overfor min padde. Jeg har nemlig vendt det hele til, at jeg tror, den vil mig det godt. At det er for min egen skyld, at den vil have mig til at indse, at jeg bruger monumentalt alt for meget tid på ingenting og tåbeligheder. Hvis den har snydt med regnskabet, er det udelukkende ud fra et vildt sødt hensyn til mig, der skal lære, at der er andet i verden end det, der er inde i sådan en padde. Virkeligheden, f.eks. Så måske var det udelukkende for at frelse mig, at den lod mig finde den der enormt skræmmende funktion?

Jeg er nu nede på under 15 timer om ugen. Det er stadig vildt skræmmende, men det går nedad….

Continue Reading
1 2 3 96