For en gangs skyld en TV-anmeldelse!

Når det bliver sommer på DR, og alle de andre journalister er på ferie, støver de gerne Søren Ryge af og bruger ham intensivt. Han skal jo blive hjemme og passe sin have og har ikke lige tid til det feriepjat. Manden har udpræget originaltække og præsterer at lokalisere de fleste af de tiloversblevne og stadig levende af slagsen over 80. For det meste er det TV for de, der har nået en alder, hvor nostalgien er mere betydningsfuld end nutiden. Men hvor han, efter min mening, formår at balancere mellem sit romantiserende forhold til fortiden og at præsentere tingene på en rimeligt saglig og objektiv måde.

Men i aftes gik det galt. Helt galt. Vi var med på besøg hos den efterhånden talrige familie på Fyn, der opretholder et liv udenfor den verden, vi andre kender og lever i. Derovre lever far, mor og 5 børn som Bonderøven i lændeklæde og dyrker ikke deres marker grundøkologisk, fordi det (som hos førnævnte Bonderøv) er spændende at se, om det kan lade sig gøre–men fordi det er ren og skær indiskutabel ideologi. Børnene går ikke i skole (de hjemmeskoles), de deltager i enhver form for forefaldende fysisk arbejde på bedriften (som man vel gjorde for godt og vel 100 år siden), de har tilsyneladende aldrig været i nærheden af en frisør, og alle, uanset køn, går i samme praktiske lændeklæder og med bare tæer. Det er vel her nærmest overflødigt at tilføje, at børnene aldrig har set en computer og ikke aner, hvad en ipad er.

Og Ryge er begejstret helt ind i sin inderste sjæl og har “aldrig set så glade børn”, som når han ser dem bruge en antikveret tærskemaskine pr. håndkraft. Jeg er da også helt enig i, at hvis man er decideret fan af Carl Larssons billeder af svensk bondeliv anno forrige århundrede, så var det da lige præcis sådan nogle, der kom i kassen derovre på Fyn. Eller en nutidig illustration af Aakjærs Når rugen skal ind fra 1906. Af frie, legende børn–eller i alt fald børn, hvis forældre legede. Med dem. Uden at børnene selv vidste det. Men denne romantiserende holdning overfor en familie, der i bedste fald gør deres børn en ufattelig stor bjørnetjeneste, når de bliver ikke ret meget ældre, har jeg svært ved at forstå.

For det er sikkert ualmindeligt dejligt og romantisk at lege lændeklædt barfodsdansker så længe, man er rimeligt lille. Men for de fleste børn sker der det, at de bliver store. Og hvis det ellers påtænkes, at de på et tidspunkt skal udenfor murene til paradiset derovre på Fyn, så forudser jeg, at det måske vil skabe en del problemer på forståelsesfronten, at vi andre derude ikke er iført hjemmesyede lændeklæder og lever i en overmåde teknologiseret verden, hvor det altså ikke er nok at kunne sit tærskeværk. Man kan skærme sine børn, mens de er små, men jo mere man har skærmet dem, desto mere traumatisk bliver konfrontationen med det liv, hovedparten af os lever.

Jeg tror, de fleste familier sætter en dyd i at opdrage deres børn med gode værdier. Det er vel netop i sig selv kernepunktet i det, vi alle gerne vil som forældre. Jeg er sikker på, disse børn er opfyldt af og opdraget til samtlige positive, sunde og humane værdier. Alt det, der er godt og rigtigt og sagtens kan fungere i et afsondret, relativt utopisk minisamfund, hvor man kan skærme for alle indflydelser udefra. MEN mennesker kan ikke nøjes med værdier. De skal også have holdninger. Og selv om holdninger selvfølgelig bygger på værdier, så opstår de udelukkende i dialog og samspil med andre mennesker. Især dem, der mener noget helt, helt andet og modsat. At have både værdier og holdninger er det, der gør os til hele mennesker. Jeg kan ikke lige se, hvor disse børn kan finde et modspil?

Jeg er totalt modstander af hjemmeskoling. Primært begrundet i mine egne forudsætninger. Jeg ville da kun kunne undervise kvalificeret i de ting, der er mine fag. Hvilket i praksis ville betyde, at min hjemmeskoling ville efterlade børn, der ikke anede, hvad naturvidenskabelige fag var. Hvis nogle forældre virkelig magter at undervise ordentlig i hele fagpaletten, er jeg dybt imponeret, men jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Ydermere er det da væsentligt, at alle børn konfronteres med FLERE lærere, der både underviser forskelligt, men også har forskellige holdninger. Både til fag og til livet generelt. Netop så børnene udfra disse forskelligheder kan danne deres eget verdensbillede af holdninger.

Jeg er også totalt modstander af, at børn ikke på daglig basis kommer ud mellem andre jævnaldrende børn. Besynderligt nok har vi som land lige gennemført nogle såkaldte ghettolove, som skal forhindre, at nogle børn udelukkende holdes hjemme–og så stiller en af tidens (dog bedagede, men alligevel!) TV-profeter det pludseligt i et romantisk skær, når bestemte (danske) børn holdes hjemme i den fynske økologighetto. Jeg kunne godt frygte, at det ville være fuldstændigt lige så svært for lændeklæderne fra Fyn som for Muhammed fra Mjølner at komme ud i livet på sigt.

Så det oprører min lærersjæl at se denne romantiserede udgave af noget, der efter min mening nærmer sig at gøre børn en dårlig tjeneste. Også selv om det langfra er det, disse forældre vil. De vil jo, som alle forældre, blot det bedste for deres børn. Men jeg tvivler på, at det er det, de har gang i. Også selv om Hr. Ryge er begejstret. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han mon er ved at indse, at mængden af originaler over 80 så småt er ved at rinde ud, så han klamrer sig til det lille græsstrå, der dog heldigvis er tilbage dernede på Fyn. Så der stadig er noget at lave TV om. Udover dogme-TV fra hans have, forstås.

Det er muligt, det er svært at stille kritiske spørgsmål til roserne og rødbederne. Men her ville de have været på deres plads.

 

 

Continue Reading

Om at være bange i tordenvejr.

Indrømmet! Jeg er en tordenvejrskryster. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 står for det allermest minimale tordenvejrshysteri, runder jeg temmelig uelegant 10-eren. Og her snakker vi så om hjemlige forhold. I forbindelse med udenlandsk monsunregn, tordenbrag mellem bjerge og gedigne, østeuropæiske dagstordner, sprænger jeg alle skalaer. Jeg var ikke ment til tordenvejr. Det er en fejl. Tror jeg.

Jeg havde engang en hund, der krøb så langt ind under sengen, som den overhovedet magtede ( det var en stor hund), når det tordnede. Jeg har tit tænkt på at forsøge det samme. Så kan det jo være, at lynet og braget ikke kan finde mig. Det var endda meget værre, da børnene var små, for der havde jeg jo slet ikke den mulighed. Bevidst om min rollemodelstatus i tordenvejr måtte jeg i årevis lade som om, det ragede mig noget så dundrende. Ellers var vi jo bare alle 4 endt under sengen sammen med hunden, og det er der, sådan lavpraktisk, ikke helt plads til.

Det, jeg hader allermest ved tordenvejr, er deres uforudsigelighed. Selv om jeg altså godt kan spotte deres nærmen sig på skyer, vindforhold og lummerhed. Det er ikke så meget det. Det er meget mere, at man aldrig har en chance for at vide, hvornår de grimme lyn kommer. Og hvornår deres uvejrsægtefælle i form af skraldet lige brager igennem–samt hvor højt det er. Det ville passe mig strålende, om der var en slags regelret forudsigelighed i den slags. Så jeg ligesom kunne forberede mig. Med hensyn til skraldet mest, om jeg skal holde rigtigt meget for begge ører eller kan nøjes med lidt pjatholden for det ene.

Når et tordenvejr nærmer sig ( og det gør det lige nu!), så klæder jeg mig mentalt og fysisk på til det. Jeg lukker alle vinduer og døre og tænder lyset inde på badeværelset. Det sidste fordi, jeg så kan søge tilflugt derinde, og hvis lyset er tændt, kan man næsten ikke se lynene. Da jeg var mindre havde jeg et par tordenstøvler–et par gummistøvler, som jeg altid iførte mig, fordi nogen havde fortalt mig, at gummi ikke har jordforbindelse. I dag er jeg lidt mere sofistikeret. Så kan jeg finde på at tage gummistøvler på og sætte mig ud i bilen og tænde vildt højt for BILradioen, ( den står vel på dæk uden jordforbindelse?) så jeg kan bilde mig selv ind, at det er radioen, der buldrer–og ikke tordenbragene. Jeg slukker også hermetisk for enhver form for elektronik og TV, og ingen kan få fat på mig telefonisk, hverken fastnet eller mobil, mens det tordner. I øvrigt sidder jeg også–hvis jeg da ikke sidder ude i bilen eller inde på badeværelset–minimum 1 meter fra ethvert vindue og 2 fra alle stikkontakter, for jeg har engang læst om en familie ude i Midtlandet, der havde et kuglelyn fra en stikkontakt flyvende gennem hele huset. Og sådan et vil jeg altså ikke rammes af.

Det siger sig selv, at man ikke kan føre nogen form for seriøs samtale med mig i disse kritiske minutter. I øvrigt kan jeg heller ikke høre, hvad der siges, for jeg holder permanent hænderne for ørerne. Der er nemlig det med min tordenvejrsangst, at den primært koncentrerer sig om skraldene. Jeg er hysterisk  bange for lyn, men jeg er en million tons flere gange bange for skraldene. Det er selvfølgelig enormt irrationelt, og det har jeg også forsøgt at forklare mig selv, men vi kommer ligesom ingen vegne omkring det.

I øvrigt har jeg faktisk aldrig haft lynbrande eller andre modbydelige virkninger af tordenvejr tæt inde på livet. Der er ingen forklaringstraumer der. Men jeg svælger da en lille smule i avisernes dækning af tordenvejr, så jeg ligesom kan holde min angst ved lige. Eller overbevise mig selv om, at jeg da har alle grunde i hele verden til at være hysterisk i det lortevejr. Eller, endnu længere ude, at jeg netop er gået fri for tordenuhyrligheder, fordi jeg er så påpasselig med at udføre alle mine bizarre ritualer. Det viser sig jo på denne måde, at de rent faktisk virker!

Jeg tror, den drev nordom denne gang. Så må jeg hellere komme af de gummistøvler ( det er også lidt varmt for tæerne!), få slukket lyset på badeværelset og få ringet til frisøren om en klippetid…..

Continue Reading

Hvad er egentlig meningen med fluer?

Selv om det er mentalt hårdt at forlade strand, vand, gode bøger og det at lave ingenting, er der absolut også positive aspekter i at komme hjem til sit vinterhi og mere permanente bolig. Sit rigtige hus, det af gedigne mursten. I parcelhuskvarteret, langt fra kostalde, marker og andre insektmagneter.

Det væsentligste har nok at gøre med fluer. Jeg er inkarneret fluemodstander, og ingen, selv nok så dybdegående, argumenter har hidtil kunnet overbevise mig om fluernes eksistensberettigelse. Derfor fører jeg også konsekvent kort proces uden forudgående rettergang overfor enhver flue, der  vover at komme i min nærhed. Enhver indtrængende flue kan gøre mig til massemorder på blodigt raid gennem mit eget hjem. Jeg jubler over antallet af nedlagte fluefjender og tager ofte mig selv i højlydt at råbe “Got you!”, når en ekstra besværlig modstander, efter et halvt hundrede slag i luften, er behørigt nedlagt. Jeg ville forfærdeligt gerne kunne melde ud, at ingen fluer kommer levende fra netop det, men det er jo ikke korrekt. Mange fluer kommer faktisk særdeles levende fra mødet med mig og min forlængede højre hånd–i form af en godt brugt fluesmækker. De er jo flyvesnu, de sataner. Også selv om jeg stadig ikke fatter, hvor undslipningshjernen (eller hjernen i det hele taget) sidder på et insekt, der mestendels består af ben og menneskeforagt.

I mit sommerhus er jeg nødt til at have alle døre åbne for at skabe gennemtræk. Fluerne tror, jeg gerne vil skabe fluetræk, da netop vejen gennem mit hus synes at ligge på fluernes mest benyttede gennemfartsrute fra A til B, eller hvor det nu er, fluer lige skal hen. Oven i købet får samtlige rejsende fluer akut den ide, når de er kommet ind i mit hus, at her er da en forfærdelig god rasteplads, hvor de bare får sådan en lyst til at blive. Især vil de gerne blive på hunden. Samme hund har i forbindelse med fluer vist sig beundringsværdigt solidarisk omkring mine mordraids. Af gode grunde er han fysisk uegnet til at myrde fluer med fluesmækker, men han gør absolut en stor indsats med sin snude. Ikke at det hjælper noget, men det nænner jeg ligesom ikke at fortælle ham. Han har endnu aldrig fanget en eneste fluer med sine ihærdige indsatser, men han gør i alt fald sit bedste. Også om natten, hvor man vækkes hver 5. minut af den der lyd af en snude, der siger haps. Den er høj, vil jeg bare lige informere om.

Men nætterne er jo også de værste. For ikke nok med, at det altid er kogetid i et træhus om natten. Det er også der, der for alvor samles til fluekongres på rastepladsen i mit hus. Gerne med aftalt mødested på alle de dele af mig, der stikker ud under vattæppet. Og det er en del, da nattetid er kogetid. Besynderligt nok er det ikke engang antallet af tilrejsende møgfluer, der skaber søvnløse nætter. En flue er faktisk nok! Hvis det ene møgdyr tager en beslutning om at løbe orienteringsløb på alle mine ledige, tilgængelige legemsdele og render vild i en sådan grad, at det i en uendelighed løber frem og tilbage på sin egen rute, så er søvn slet ikke et issue. I stedet kan man lege ufrivillig vindmølle med motorlyd af velvalgte bandeord, mens hunden gør sit bedste med højlydte snappelyde fra hver forgæves fluefangning. Men jeg er da sikker på, at fluen–eller fluerne, for reglen er, at får man myrdet den første, står afløsningen i form af en hel hær af kamikazefluer direkte klar på ens højre overarm– har haft en vældig fest, mens det hele stod på.

Det er sådan nogle ting, der gør, at jeg ikke helt forstår meningen med fluer. Tilsyneladende er de udelukkende skabt som irritationsmoment  og mål for menneskelig aggression. Mens de driver psykisk tortur mod ens legeme eller nattesøvn er det da meget muligt, de har det lidt sjovt. Men hvis de ellers var udstyrede med blot den mindste smule hjerne, burde de da vide, at det, de synes er så morsomt, er den direkte vej til den visse død. Jeg er da fuldstændigt sikker på, at fluer godt kunne finde andre, mere livsbekræftende gøremål, som ikke lige ville koste dem livet, hvis de var i stand til at tænke sig bare en lille smule om. Som nu når et utælleligt antal af slagsen leger “irriter et menneske”, og samme menneske får ram på en i flokken. Måske endda 4. Hvorfor i alverden bliver resten så bare ved med at spille fandango, når de tydeligvis kan se et uhyggeligt antal af deres legekammerater, der allerede har mistet livet i legen og ligger døde, blodige, udsmattede med løsthængende legemsdele på gulvet? Hvis det var mig, ville jeg da ret hurtigt finde et andet sted at lege. Men ikke fluer. Næ nej, de er enten beundringsværdigt standhaftige–eller også har de indbyggede kamikazeegenskaber. Eller også—og det er næsten det værste–har de overhovedet ikke den fjerneste anelse om, hvad de overhovedet selv laver. Hvem ved?

Så jeg vil nyde et par fluefri dage i parcelhuset. Alt imens jeg nogle gang nok alligevel spekulerer på, hvad i alverden der dog er meningen med fluer?

 

Continue Reading

Om dimsedutter, dingenoter og den nærmeste genvej.

Det har vist sig, at den sagtmodige vampyr, jeg skrev om forleden, for længst er så skrevet ud af den moderne støvsugerhistorie, at det nærmest er umuligt at opdrive nye poser til den. Og hvad gør man så? Man køber selvfølgelig poser, som støvsugersælgeren anbefaler, at man da kan give en chance–sikkert vel vidende, at han selv Gudskelov er flere kilometer væk, når man skal forsøge at få dem til til at passe, OG at man ligesom ikke har andre støvnedbringende alternativer.

Og selvfølgelig passer de ikke. Meeeen hvis man skærer en lille pind til omrøring af maling i bøtter i diminutive stykker og placerer en af disse i hver ende af posen og samtidig får en anden person til at hjælpe sig med at snyde støvsugerlåget ved at presse det ned i en halvvoldelig bevægelse, så det tror, det lukkes på fuldt normal vis—-så går det. I alt fald indtil posen igen er fuld.

For sådan er der så meget. Så uendeligt meget i ens hjem og liv, der midlertidigt klares med dimsedutter, dingenoter, nærmeste genveje og særdeles kreative personlige påfund. Sådan at lortet virker. I alt fald for en tid. Eller: så længe man kan bilde sig selv ind, at ens mikroskopiske kreative udfoldelser kan købe en henstand med hensyn til enten at ordne noget påkrævet, eller undgå en akut økonomisk udgift.

Som nu lampen på billedet, hvis ledning er for lang. Man får den simpelthen i nakken, mens man vasker op, hvis ledningen ikke forkortes. Det har  samme ledning så  været, siden lampen blev placeret lige der omkring årtusindskiftet. Det seneste, altså. Normalt plejer jeg faktisk at bruge en spisegaffel til den slags anordninger, men må have haft en god rest af julebånd lige ved hånden. Skidt, det virker jo tilsyneladende også. Eneste problem er, at jeg meget ofte glemmer den slags midlertidige superløsninger, og mine øjne begynder at se dem som en naturlig del af det hjemlige designmiljø. Som den bøjede gaffel jeg pludselig skuede på lampen over sofabordet en dag, vi skulle have gæster. Og ved nærmere, virkelig grundig eftertanke, måtte erkende nok havde hængt der det meste af et tiår.

Jeg har gennem tiden haft en del Onslowske fjersyn. Af samme model, som i sin tid indehavedes af en af mine absolutte yndlingfigurer på TV. Især pga hans relativt afslappede og meget enkle påklædning. Et Onslowsk TV kendetegnes ved, at det udelukkende går i drift ved hjælp af et veltimet og velplaceret slag et bestemt sted på fjernsynskassen. Hvilket selvfølgelig også indikerer, at Onslowske TV-modeller desværre afgik ved døden med indførelsen af fladskærme. Der er simpelthen ingen steder, man kan slå uden omfattende konsekvenser. Omvendt hjalp det i en stor procent af tilfældene dengang. Forudsat at man slog det rigtige sted.

Engang havde vi også et komfur–det var dengang, man havde komfur og ovn samlet i noget af et skrummel af et møbel–som pludselig stod af. Egentlig startede det hele bare med, at jeg ville gøre rent bag det og moslede lidt rundt med det. Og så faldt der en død, mumificeret mus ud fra komfuret bagside, hvorefter det totalt nægtede at fungere. Det viste sig, at musen faktisk havde været en del af den noget intermistiske strømledning, og med dens bortfald var komfuret totalt kaput. Her må jeg selvfølgelig indvende, at jeg ikke personligt havde opfundet netop den metode til at forlænge komfurets levetid, og jeg heller ikke sporenstrengs begyndte at udtænke planer for at indfange en ny, strømledende, død mus til mit hedengangne komfur, selv om det selvfølgelig nok kunne have forlænget dets levetid, hvis musen blev placeret korrekt.

Jeg har også jublet over velcroens sejrsgang over skolukningerne. Så er jeg nemlig fri for at opfinde endnu en fortvivlet, alternativ knude på de udtjente snørebånd. Jeg hører også til dem, der lægger bukser op med tape eller hæfteplaster og ser gaffatape som en løsning på mindst halvdelen af verdens praktiske problemer. I alt fald har jeg et nogenlunde konstant og over mellemstort forbrug af det. Især indenfor cykelssfæren er det uundværligt, hvis man da ikke kan få et lille stykke pind maklet ind lige der, hvor gearet ikke virker.

Endelig er der også de ting, hvor udefrakommende hjælpemidler i form af dimser, små pinde og andet slet ikke er nødvendige. Hvor man bare skal kende sine ting på deres alternative gang. Hvis man ved, hvordan den genstridige dør skål låses ( gerne noget med at bruge en anelse vold og vride den forkerte retning), den tåbelige stikkontakt skal tændes ( gerne noget med at holde den inde, til den går i sit strømførende hul), den umulige bil skal startes (gerne noget med rækkefølgen af, hvornår man træder på speeder og kobling + sætter nøglen i tændingen), så er verden jo egentlig ganske enkel og til at komme igennem.

Og alt imens jeg vrider, gaffaer, binder knuder og stikker pinde og gafler ud til højre og venstre, så foregøgler jeg mig selv, at jeg sparer mig selv for uanede summer til nyanskaffelser. For slet ikke at tale om hvor meget jeg kan svælge i, hvor genial og ultimativt kreativ jeg er. Når jeg indleder mine lidt alternative redningsforsøg, så tænker jeg, helt ærligt, aldrig sådan over, at det, jeg foretager mig, i bedste fald giver mig en kort, stakket frist. Lidt ligesom clicheen med at tisse i bukserne for at få varmen.

F.eks. tager det da lidt tid at komme til den erkendelse, at der nok skal en ny støvsuger til. Sådan ca. den tid det tager at få posen fuld igen. For hvordan i alverden får jeg den overhovedet åbnet igen uden at begå decideret manddrab på støvsugeroverdelen? Men lige nu holder den……..

 

Continue Reading

Farvel Roskilde!

Så er de sidste toner så afblomstret for denne gang, og snart er der kun en kolossal losseplads af tomme tun- og øldåser, godt rørt op med sure  telte og soveunderlag, tilbage derovre i Roskilde. Ikke at netop det de senere år har været genstand for den lille lettelse, jeg trods alt førhen følte, når årets største udfordring for unge og nogle af deres forældre omsider var ovre. Kun yngstemanden, som heldigvis fornuftsmæssigt, selv i Roskildeøjemed, er ved at være alderssvarende, har dyrket denne uges ferie fra livet i år. De andre er omsider vokset fra fra denne metode til udlevelse af indre animalske niveauer.

For mange år siden begyndte det med seriøse diskussioner om, hvornår man var gammel og ansvarlig nok til at tage på Roskilde. Hos os var der aldrig iblandet en overgangsperiode, hvor mor her kørte og hentede samt bragte nye forsyninger af mad over tunstadiet. Skulle man til Roskilde, var det for alvor, alene og på eget ansvar. Så kompromiset blev, at man efter 1.g garanteret nok ikke var moden nok, men i alt fald moden nok til, at selv vi forældre fandt det forsvarligt, at man på egen hånd fik frirum til at finde sin begyndende voksenhed.

Så i mange år opererede vi her i familien med begrebet Roskildeugen. Den uge, hvor alt afkom var lettere ukontaktbart, og hvor enhver fælles familiemæssig aktivitet gik i absolut nul. Utallige er de familieferier, som er planlagt udenom Roskilde, selv om vi voksne faktisk HAR haft ferie i samme uge. Det har ligesom altid stået uimodsagt, at Roskilde havde helle, og skulle vi foretage os noget sammen, måtte vi pænt vente, til alle unge var færdige med at være ultimativt unge. Eller gøre tingene alene, uden dem. Omvendt blev ugen faktisk med tiden, da de var flyttet hjemmefra, en logistisk gevinst, for den betød, at der stod tomme lejligheder i landets storbyer, som vi så kunne tage en lille storbyferie i. Vel vidende, at vi i alt fald ikke blev forstyrrede af pludseligt hjemkomne børn.

Selvfølgelig har jeg da ind imellem været nervøs. Men det har primært været, når himlen har hældt en syndflod ud over området, og jeg godt har kendt kvaliteten på telte og manglen på fuldt funktionsdygtige gummistøvler. Og når jeg for Gud ved hvilken gang i løbet af en festival er blevet ringet op omkring endnu en stjålet telefon. Jeg har aldrig været bange for de overmåde simple ting, som tilsyneladende bekymrer mange andre forældre. Jeg mener: Hvis man er på Roskilde, ER præmisserne vel, at man lever af skodbrød med tun og dåseøl, at man nyder lugten af sit eget skidt i samtlige dage, at man sover i utætte, ulækre telte, at man går amok og fordyber sig seriøst i dyrke den del af selvet, som salig Freud i sin tid kaldte det-et, og som vel sagtens kan sammenlignes med reptilhjernen, og at man er noget så gennemført ung UDEN voksenindblanding. Roskilde er ikke bare et sted, det er et ritual, en årlig uges gradvis overgang fra ung til voksen, hvor man med årene mere og mere trækker mod voksensiden. Og derefter enten bliver dagbilletsgæst eller holder op med at komme.

Så mens yngstemanden udlever de sidste krampetrækninger af sin nu næsten ovre ungdom, er de andre enten til storskærmsfodbold på Århus Havn eller på vej til Chicago. Sikkert med en lille, nagende længsel efter fortidens Roskilder, men sikkert også lidt lettede over, at ritualet er velgennemført og mentalt ovre. Nok helt bevidste om, at et Roskildefarvel også, i alt fald for dem, er en form for erkendelse og accept af deres konkrete sted i livet. Alt imens vi voksne egentlig kun følger Roskilde, fordi der står så meget om det i aviserne. Og fordi vi både smiler og tager os selv til hovederne over især nutidens ungeforældres opførsel. Nogle gange har man sgu’ sådan en lyst til at sige til samme forældre: Så bliv dog voksne!!! Det kunne vi andre da i sin tid godt finde ud af. Og det kan jeres børn garanteret også, hvis I lader dem få lov.

Continue Reading

Om hvad de dog hedder. Tingene.

Oppe i mit sommerhus har jeg en lettere antikveret støvsuger, der suger som en snotnæset Boxer med udprægede polypproblemer. Forleden skulle jeg så købe nye poser til den og skulle i den forbindelse lige notere mærke, navn og nummer. Det viser sig, at min adstadige og særdeles støvselektive oldtimer er udstyret med navnet Vampyr 6200. Havde jeg vidst det, havde jeg nok forventet en smule mere af dens arbejdskraft–eller i alt fald dens sugeevne. Faktisk HAR jeg haft den fra ny og kan ikke sådan lige stampe erindringer frem om den, hvori der tydeligt indgår billeder af Draculalignende supersug.

Ud af ren nysgerrighed tjekkede jeg lige min hjemlige ditto, som suger en smule bedre og lidt mere med rette kan sammenlignes med den rumænske sugegreve. Den hedder bare noget med ExtremesilencePower og Pure Air. Nok fordi den larmer som ind i helvede og lugter som en permanent våd hund på tredje uge.

Men det er skam ikke bare støvsugere, der smykkes med fantasifulde (og nogle gange tilmed optimistiske) navne. Især indenfor møbelbranchen ligger producenterne virkelig ikke på den lade sofa, når det gælder opfindsomheder. Nogle gange giver designet vel i sig selv navnene, som i æg og svaner, men hvis man kigger efter, vrimler det altså med halvdårlige haveborde med blomstrende navne og stole, der garanteret lover en del mere, end de kan holde. Mest iøjnefaldende er nok hele den familie, der påstår at være “Stressless”. Jeg tør vædde på, det er falsk varebetegnelse! Omvendt: Tænk, hvis det var kuren?

Engang imellem bliver jeg også begavet med et katalog (nej, jeg får det smidt efter mig!) fra tøjdesignere. Her fremgår det, at samtlige modeller har et navn, fra tangatrusser til pelse. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at når et givet firma introducerer en omfattende kollektion, så må de nødvendigvis have flere personer ansat til bare at udstyre beklædningsstykkerne med fantasifulde navne. Helt ærligt: Who cares? Jeg mener, man går vel næppe rundt og bryster sig med, at ens nye BH i virkeligheden ikke bare hedder BH, men “Blomstrende sommereng”?

Sjovt nok er det så nogle gange de allermindst fantasikrævende navne, der bliver hængende. I sin tid var det firmaet, stiftet af Mr. Hoover, der stod for majoriteten af støvsugerproduktion i England. Ligesom Mr. Singer producerede symaskiner. I det meste af den engelske sprogverden hedder en støvsuger simpelthen en Hoover og en symaskine en Singer. Elementært! Hvorimod en BH sjældent refereres til som en blomstrende sommereng, en stol som en stressless og en dansk støvsuger som en vampyr. (Men på et tidspunkt, altså i de meget tidlige støvsugerdage, var vi tæt på, at en støvsuger hed en Nilfisk, hvis nogen kan erindre det?)

Det er derfor, jeg tænker på, at de såmænd lige så godt kunne lade være med alt det navnepjatteri. Ikke blot er det i de fleste tilfælde nærmest falsk varebetegnelse eller udtryk for ønsketænkning og oversprudlende fantasi. Det er også fuldstændigt unødvendigt. Jeg køber altså ikke en støvsuger, fordi den tilhører vampyrfamilien rent navnemæssigt. Det er ligesom helt andre ting, jeg forholder mig til. Ligeledes er jeg da revnende ligeglad med, om min nye kjole er opkaldt efter solnedgange eller vildtvoksende tidsler. Jeg går efter anvendelsesmuligheder og- styrke, ikke fine titler.

Og dog! På det seneste har jeg set en dansk tøjmærke, der tilsyneladende kalder sig Think Positive. Det gør ondt helt ind i min inderste sjæl, når jeg støder over det. Heldigvis er tøjet i den kedelige ende og kopierende designmæssigt, så jeg fristes ikke. Men efter at have brugt næsten 35 år af mit liv på at lære den danske ungdom, at biord, der lægger sig til udsagnsord, altså har -ly på, så håber jeg inderligt, at ikke blot jeg, men også samtlige mine tidligere elever, går langt og forskrækket udenom et tøjmærke, der har overset det. Det er i alt fald IKKE en af mine gamle elever, der lægger navn til den slags!!

Men prøv at lægge mærke til (for det gør man jo ikke!), hvad tingene egentlig hedder. Det er lidt morsomt ind imellem, og for det meste er det vildt optimistisk. Og hvis nogen har gode eksempler, så kom endelig med dem her.

Nu vil jeg køre op og hente poser til min lille amatørvampyr. Men selv nye poser vil næppe forbedre dens fortvivlende sugeevne…..

 

Continue Reading

Om tyske motorveje. Og tyske tog.

Tyskerne er ved at grave de Schlesvig-Holstenske motorveje godt og grundigt op denne sommer. Det var de i øvrigt også sidste sommer, men de er tilsyneladende ikke blevet færdige med alt det graveri. Det er vist meningen, at motorvejene nu skal løbe mere eller mindre under jorden omkring Hamburg, og det siger vel sig selv, at der så skal graves. Meget. Man siger så ofte, at tyskerne på ethvert felt er ultimativt grundige. Det er bestemt også mit indtryk, at det gælder deres motorvejsgraveri. Her lades ingen Ausfahrt urørt.

Under alle omstændigheder betyder det, at rejsetiden i bil ned til næste hurdle i form af Elbtunnelen, er væsentligt forøget, og at man ikke kan regne med noget som helst rent logistisk. Så skal man nå noget til en bestemt tid, må man enten regne med det meste af en dag fra grænsen til Hamburg–eller tage toget. Det skal jeg–altså nå noget, så det bliver toget.

Det lyder umiddelbart let, det sidste. Men det er slet, slet ikke let for begyndere at rejse med tog i Tyskland. Det koster nemlig uhyggeligt mange penge at være novice indenfor Deutsche Bahn. Der er nemlig det ved det, at DB har et imponerende udvalg af Sparpreiser, Weekendpreiser, Gruppepreiser, Kleingruppepreiser, Scönes Tagepreiser, og jeg skal i det hele taget komme efter dig-preiser. Samtidig er de altså ikke vildt OBS på at reklamere med alle disse discounttiltag, så enten skal man dedikere en uges tid til at lære at finde rundt i alle tilbuddene, alliere sig med en, der allerede HAR tilbragt en uge på den måde—eller simpelthen stable sig i sin bil og køre ad Flensburg Bahnhof til, hvis man er så heldig at bo i relativ nærhed. For sidst, jeg spurgte i billetsalget dernede, hvad 6 mand til Hamburg rendte op i, kostede det halvdelen af, hvad jeg selv kan stykke sammen af rabatpriser på nettet. Jeg må så også tilføje, at det tog den sure billetmand (de er altså lidt sure på Flensburg Station, men det skyldes nok, at de også stamper rundt i utallige uigennemskuelige rabatter hele dagen!) en god halv time at komme frem til den pris.

Men er man så heldig at støde ind i den rigtige rabat i Tyskland, så er tog faktisk meget prismæssigt overkommeligt dernede. Bedst er selvfølgelig Ländertickets, hvor 5 mand rejser ultrabilligt sammen–men de gælder altså først efter 9 om morgenen, og det er så for mig et valg, om jeg vil nå mit fly eller rejse billigt. Ydermere har tyskerne rigtig god tjek på deres rengøringsstandard, selv på toiletterne. Man kan roligt benytte dem hele vejen fra Flensburg til Hamburg, og bør ikke, som på en rejse med DSB fra Hovedbanen til Jylland, sørge for at komme derud inden Dybbølsbro eller til nød Valby. Det skal også lige nævnes, at man på togrejsen mellem Flensburg og Hamburg oplever væsentligt mere rent æstetisk end på samme rute motorvejsmæssigt, da denne kun overgås af landevejen mellem Randers og Hadsund i kedsommelighed. Og det siger en del! Tillige er der gratis, sikker parkering ved stationen i Flensburg, hvilket jo ligesom henter omkring en tusse ind på motorvejsbenzin og lufthavnsparkering.

Så jeg må ned og snakke med de halvsure billetfolk i Flensburg. Og når jeg så alligevel er der, er der givetvis pludselig en masse andre nødvendige unødvendige ting, der skal slæbes over grænsen. Jeg nævner bare hundemad i denne forbindelse…..

Og rigtig god tur til alle de, der skal ud på det stykke motorvej. I vil nok få brug for et par gode tanker. Eller måske overveje at gå ombord i DBs billetjungle? Det kan svare sig, men det kræver tålmodighed…..

Continue Reading

Om Jehovas Vidner.

Jeg har lige haft besøg af et af Jehovas vidner. En pæn og nydelig ældre dame, der udelukkende havde den altruistiske intention om at redde min sikkert, i alt fald i hendes øjne, temmelig ufrelste sjæl. Det var pænt af hende at ville inkludere mig mellem de få, der skal frelses på dommens dag, men da jeg anser mig selv for totalt ufrelselig på hendes præmisser, takkede jeg pænt nej tak og lukkede døren en smule mere bestemt, end jeg normalt plejer.

Nu er hun sikkert gået over for at frelse min nabo. Selv om jeg godt kunne have fortalt hende, at heroppe i mit kvarter er vi forfærdeligt ugudelige med helvedeshud, der bare preller helt af på alt det frelseri. Vi har også tunge fordøre ( det er kram, er det!), så nogle steder burde jeg nok have rådet hende til at være lidt hurtig på fodaftrækkeren inden dørsmækkeriet.

Jeg vil ikke frelses af Jehovas Vidner. Og skal jeg endelig frelses af noget som helst, tror jeg godt, jeg selv kan finde på at opsøge det, hvis der skulle opstå et akut behov. Jeg er samtidig sikker på, at utallige af vidnerne udelukkende tilbyder frelsen netop for min skyld. De tror jo, for F…., på det. Akkurat ligesom jeg selv tror på en masse ting–af politisk, ideologisk og åndeligt tilsnit. Men derfor går jeg altså ikke rundt og sælger mine budskaber fra dør til dør–også selv om jeg da i den grad er overbevist om, at jeg både har ret og med lethed kunne frelse hele verden, hvis antallet af ligesindede og rettroende ( altså troende på det samme som mig!) bare blev forøget. Tænk, hvis vi alle gjorde det? Altså tog en ugentlig rundtur til lokale og fjernereliggende kvarterer og ved hjælp af simpel dørringning opsøgte folk i deres hjem for at udbrede alle vores geniale budskaber?

Det er selvfølgelig en metode, som anvendes af pressede politikere omkring valgdatoer. Heldigvis mere i udlandet end herhjemme. Jeg kunne også godt tænke på politikere, som ville risikere mere end en smækket dør i hovedet, hvis de opsøgte mig privat, men det er selvfølgelig en helt anden (forsikrings?)historie.

Jeg bryder mig bare ikke om budskaber, som overbringes mig i mit eget hjem, når jeg ikke har bedt om at få dem bragt. Faktisk føler jeg lidt, mit privatliv pludselig ikke respekteres, og at der lugter af dommedag flere timer efter ude i forgangen. Jeg er fuldt bevidst om, at vidnerne er pålagt at missionere, men mon ikke, deres viise skrifter og ældsteråd har glemt at medtage det faktum, at de faktisk gør sig selv og deres frelsende virksomhed en forfærdelig tjeneste ved at tilbyde frelse til alle os, i vores eget hjem, som overhovedet hverken vil have den, eller have besøg af sælgere af den? Sådan at få ubelejligt besøg af et frelsebud er da i sig selv med til at fornægte enhver form for lydhørhed overfor og samkvem med samme bud. Hvis jeg var salgschef ( eller hvad det nu hedder på Jehovask), så tror jeg da nok, jeg ville omlægge strategien betydeligt–især efter at salgstallene år efter år tydeligt viser det samme.

Jeg vil gerne have mit hjem i fred. Og skal der komme et bud, så skal han givetvis komme med pizza på min egen opfordring. Til gengæld kan jeg både love og holde, at jeg nok skal holde mine ideologier indenfor egen ligusterhæk og ikke på udvalgte dage tage et dørringningsraid med tilhørende dommedagspræk på det umiddelbare nabolag. Jeg vil nemlig gerne stå mig forladeligt med andre mennesker og samtidigt undgå ømme tæer.

Og, helt uden at have noget som helst konkret at bygge min statistisk på, så tror jeg på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan.

Continue Reading

Om kræmmermarkeder. Og kræmmere.

Inderst inde har vi vel alle en lille kræmmer. Sådan en, der boltrer sig lidt i belønningscentret, når noget er solgt med en smule fortjeneste. Eller i alt fald med minimalt tab.

Hver tirsdag, når min tid tillader mig det, er jeg kræmmer på vores lokale marked oppe blandt sommerhusene. Det lyder mere lokalt, end det er. Vi er skam mange kræmmere, faktisk næsten så mange, at vi på turisttomme og regnfulde dage næsten er flere kræmmere end kunder. Og vi repræsenterer en relativt stor geografisk spredning, for netop dette marked er hyggeligt og billigt i standpris, så der rejses gerne et stykke vej for–om ikke andet–så at få en god snak med alle de andre indehavere af kundetomme boder. Det er der så også tid til! Det skal dog siges, at når turisterne for alvor kommer til stedet, og vejret ikke er alt for godt (stranden er en virkelig unfair konkurrent!), så kan der godt være ret travlt.

Vi er relativt large, når det drejer sig om faste pladser. Det er der kun få, der har. Men vi er samtidig rimeligt skrappe i vores selvjustits og uskrevne regler omkring andre væsentlige ting. F.eks. står man ikke og råber og faldbyder sine varer eller generer andre med høj musik–det har vi fået de omrejsende, som her mest er udlændinge med dårligt syede kopitasker og grimme bluser, til at forstå, at vi ikke vil have. Faktisk er der nu kun en tilbage (og ham kommer jeg lige tilbage til), som gør den slags vulgære ting, men det synes vi så, for hans vedkommende, er så integreret en del af hans identitet, at det næsten er lidt morsomt og hører sig til. Han sælger jo heller ikke noget alligevel.

Mens markedet er i sin absolutte udpakningsfase klokken kvart i kvalme om morgenen, er der nogle (havde nær skrevet det ubehagelige “visse”!) kræmmere, som går rundt og scanner vi andres ting. Især hos de nye på markedet, hvis disse umiddelbart virker en smule uprofessionelle. Så tror snydepelsene, at de kan stikke af med vi andres showpieces til spotpris og senere ( altså senere på samme dag og samme sted) sælge dem videre til tyskerne til overpris. Hvis den slags bliver opdaget–og det gør det jo!–så er en akut blacklisting resultatet. Det går som en løbeild gennem rækkerne, at nu har “han” igen tusket sig til en yderst salgbar ting, og så kan vi blive både meget fornærmede og aldrig tale med den slemme dreng i klassen igen. I det hele taget står man sig rigtigt godt med at være gode venner med de mere erfarne fuldtidskræmmere og lade være med at begå grænseoverskridende salgstricks, der udelukkende tjener egen interesse. Hvis nogle har samme varer (de sidste år har vi svømmet i Wiinbladplatter!), så er det absolut comme il faut lige at tjekke, hvad andre tager for dem, så man ikke skam-underbyder.

Til gengæld er alle disse gamle og erfarne kræmmere nærmest i sig selv en grund til at stille sine aflagtheder op i det fri en dag om ugen. Jeg er vild med deres historier, deres lune og alle de ræve, der sidder bag deres ører. Nok skal de sælge, men de skal da ved Gud også snakke. For de flestes vedkommende er der ikke tale om et egentligt job–de er for længst over den jobpligtige alder. Det er sådan mere et kald–måske primært et kald fra den uforløste kræmmersjæl, der nu endelig har fået pensionisttid til at folde sig ud. Det er, for de flestes vedkommende, da ualmindeligt dejligt at tjene lidt penge på noget gammelt skrammel, men det er væsentligt mere ualmindeligt dejligt at komme ud og få snakket noget så gevaldigt med en masse andre mennesker.

Og så er vi vel fremme ved min specielle ven, Låsby-Svendsen. Ham står jeg tit ved siden af, selv om han, i sit livs kræmmerefterår, for det meste glemmer, hvem jeg er, fra gang til gang. Lige nu er det dyner, har excellerer i–for et par år siden var det gamle symaskiner. Ikke at jeg tror, han sælger nogen af sine dyner, men det er nok sådan set heller ikke meningen. For Svendsen, der nu har en nydelig dame til at køre sig til marked, råber og snakker meget mere, end han sælger. Han er jævnt hen i familie–i alt fald langt ude–med os alle sammen, og det dyrker vi skam indgående ud i adskillige slægtsled samt taler seriøst og udredende omkring hvem, han kender i en given by. Han kender en hel del, skal jeg hilse og sige. Og så har han carte blanche til at råbe, for ellers er han jo slet ikke Svendsen, hvis kræmmeridentitet lige præcis ligger i alt det råberi. De gange, jeg har været så relativt uheldig at stå med ham som nabo, har det nogle gange været sådan lige i overkanten. Men på den anden side, så trækker han jo kunder til….. Meget kan man sige om ham–og især om hans handelsmetoder!–men en venlig mand, det er han. Dermed ikke sagt, at jeg overhovedet kunne drømme om at købe det mindste af ham!

I går var ikke nogen god dag, sådan salgsmæssigt. Det var vi allerede enige om omkring middagstid. Vi mangler stadig invasionen nordfra samt nogle gode tyskere. Danskere er, som kunder betragtet, ikke specielt populære. Mange af dem har desværre den ide, at man på markeder på det nærmeste skal have tingene kastet gratis efter sig–eller i alt fald ihærdigt prøve at snyde kræmmeren. En dame, jeg engang stod ved siden af, blev på et tidspunkt så fornærmet på en ubehøvlet kunde, der prøvede at presse prisen til langt under det acceptable, at hun fortvivlet udbrød “Jamen tror du da, jeg har stjålet det?”. Det er den fornemmelse, man oftere og oftere får: at folk tror, man er kommet gratis til varerne. Nordmændene, derimod, betaler med et smil gerne prisen, og mellem os kan det vel godt siges, at man så skal passe på med, at den, bare i kraft af alle de penge og al den olie, ikke blive ublufærdig.

Der er 2 ting, jeg hader ved ethvert marked. At pakke ud. Men allermest at pakke ned. Det sidste fordi, det giver en en utroligt synlig erkendelse af, hvor minimalt mindre ens store varelager i grunden er blevet i løbet af en lang dag. Mine ting går sjældent på skrump, desværre. Der er bestemt også ting, jeg efterhånden er nærmest allergisk overfor at pakke ned endnu engang, og hvor det udelukkende er min store naivitet og ukuelige optimisme, der lokker mig til at give dem endnu en chance uge efter uge. Men jeg tror fuldt og fast på, at der virkelig, virkelig en skønne dag vil dukke en kunde op, som bare MÅ eje et granittungt askebæger med lettere ukunstnerisk stempel og motiv fra en lokal kro, udført af et ret kendt keramikfirma derovre på Bornholm. Det må da kunne pynte et eller andet sted…..

I mellemtiden nyder jeg mine dage på markedet. Og når sådan en markedsdag er ovre, er jeg træt og mæt langt, langt ind i både min kræmmersjæl og mit belønningscenter. Samtidig med, at jeg glæder mig til et gensyn med alle vennerne om en uges tid—både de menneskelige, men da sandelig også dem med stempler fra Bornholm.

Continue Reading

Om arvestykkerne. Og moden.

Her står en lille, fin skammel med flotte, udskårne ben i massivt egetræ og med fejlfrit, håndbroderet sæde. Den er usælgelig. Eller i alt fald vil den næppe kunne opnå mere end en pris, der kunne dække brodøsens i forvejen minimale løn i en time. Skamler, eller for den sags skyld alt med broderi, er  ildesete og håbløst umoderne for tiden. Det var de så ikke, da denne lille sag kom til verden omkring midten af sidste århundrede. Dengang iklædte man heftigt enhver broderbar overflade et stykke håndbroderet klæde, og rigtige kendere kunne skam med det blotte øje vurdere broderiets kvalitet–eller antal af fejl. Det er der næppe mange, der kan mere. Hvorfor skulle de også det?

Her burde have stået et lille bord i teak uden broderi og udskårne ben. Det ville have været sælgeligt. Nærmest akut sælgeligt, for den slags ting bliver jo revet væk, mens broderikusinerne får lov til at stå og samle støv i deres nydelige hæftninger.

Nu er modens veje jo relativt uransagelige, og havde man enten kendt til deres snirkler eller måske haft en clairvoyant åre omkring møbler, så er det selvfølgelig klart, at alt teaken ikke hånligt var kørt ad lossepladsen til. En god økonomisk fremtidssikring ville nok have været at have overlæsset traileren med broderede møbler i stedet.Hvis det altså er det, man vil. Fremtidssikre og satse på, at ens gamle ting ad åre får en renæssance, så man kan sælge dem og mere eller mindre have haft dem til låns, mens man brugte dem.

Jeg står lige nu med en del ældre møbler i egetræ og andet–flere med broderier–som, af pladsmæssige grunde, skal sælges. Der er virkelig fine ting imellem, blandt andet et håndlavet hjørneskab i massiv eg med fyldninger. Altså ikke Biva-modellen. Så langtfra. De priser, jeg har sat på tingene, nærmer sig spottende foræring–nærmest afhentning, men der er alligevel ingen interesse. Som i absolut nul feedback. Der er tilsyneladende ingen holdere og læsere af Den Blå Avis, der lige står og mangler–eller bare MÅ eje– en flok broderede siddepladser, et hjørneskab og en rigtig god reol. Tydeligvis har de alle deres broderier, træsorter og design imod sig, selv om det godt nok er kram og sikkert kostede en mindre formue i anskaffelse. Stille tænker jeg, at det er barmhjertigt, at alle brodøserne og de pertentlige snedkere nok forlængst er så hedengangne, at de ikke oplever vores omgang med det håndværk, de givetvis var så stolte af.

Men i grunden er det jo også en form fordobbeltmoral fra min side at beklage mig over mangel på andres interesse. For jeg vil jo heller ikke selv have dem. De passer ikke til mit hjem. De ville bare stå og føle sig som overbroderede stedsøskende mellem alle de rene linjer og farver. Som håbløst alt for store og klodsede og helt ude af trit med sig selv og omverdenen.

Så er det selvfølgelig, at jeg ikke kan lade være at tænke på, hvordan mine egne møbler–og allermest vel mine favoritmøbler–vil klare sig i konkurrencen, når de engang givetvis skal sælges uden min tilstedeværelse. Når nogen ikke har plads til dem, eller ser dem som en uoverstigelig design- og indretningsmæssig udfordring. Når de også står der med 50 år på bagen og tydeligt sladrer om en helt anden tid med andre normer for, hvad der var pænt og tiltrækkende. Når deres tur kommer…

Omkring den slags ting er det så, at man skal lære at leve i nuet. At påskønne det, man har lige nu. For da man–sikkert i dyre domme, og for mit vedkommende garanteret på udsalg!–anskaffede dem, var man jo jublende henrykt, grænsende til det selvstolte. Og næsten hver dag går man rundt og er glad for sine ting og nyder, at de findes. Det må da, i sig selv, være det hele værd. Det er muligt, ens ting er absolut intet værd og direkte skraldespandsmodne til sin tid, men man har i alt fald haft mange års glæde af dem inden. Det er da, ved Gud, også noget så gevaldigt værd at betale for. Det er muligt, det udskårne hjørneskab kostede en formue, da snedkeren nørklede det sammen, og fred være med det på den måde, at det givetvis har bragt glæde og stolthed i alle de år, det har stået fremme. Det, i sig selv, er bestemt også værd at betale for. Det er lige før, jeg, når jeg skuer ud over samlingen af udskæringer og endehæftninger tænker i simple clicheer: At alting har sin tid, og jeg må sande og erkende, at netop disse ting bare ikke har deres længere. Samtidig med, at de nok har haft den. Deres tid, altså. Deres lange, lange tid, hvor de nød popularitet og glæde.

Jeg er derfor ved at nå dertil, at møblerne ikke så meget er et økonomisk problem. De er gået hen og blevet et logistisk. For hvor skal de hen, når de nu tilsyneladende ikke skal hjem og bo hos nogle andre, der vil påskønne dem? Jeg må nok erkende, at tiden bare ikke er barmhjertig overfor udskæringer, og at cirklerne med folk, der virkelig påskønner dem, er skrumpet til det bare ingenting. Nada, faktisk.

Sluttelig vil jeg lige nævne, at oplevelsen har sat sig det spor, at jeg nærmest oplever en genforelskelse i mine egne møbler. Det synes jeg ligesom, jeg skylder dem. For hvis ingen gider dem, når jeg ikke selv magter at gide dem, så er det da så meget desto vigtigere, at de påskønnes nu. Jeg må ligesom sende dem lidt varme, beundring og medfølelse, inden de skal skippes af til losseren til sin tid, fordi absolut ingen har den fjerneste interesse i dem. Gud var nogle af dem da dyre—men jeg fik altså også et utal af gode år i deres selskab.

PS: Og står nogen lige og mangler et udskåret hjørneskab, lidt broderede ting eller en god, gedigen reol, så tjek lige den der blå avis……….

Continue Reading
1 2 3 81