Om Ny-maskulinister.

10061719156_6b571d498e_b

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading

Dublin.

dublin-1049403_960_720

I min barndom sang vi alle sammen med på Bjørn Tidmands “Nu ta`r jeg til Dublin med det første fly….”. Jeg tvivler på, at Tidmand nogen sinde overhovedet havde været om bord på omtalte fly, og vi andre vidste vel knapt, hvad Dublin var. Bortset fra at ordet smagte godt og lidt eksotisk. Det har så, for mit vedkommende, ændret sig fra jeg første gang i 1984 besøgte den by, som, for nu at citere Tidmand, blev “..den by, jeg kalder min.”

Som med alle andre byer gør man sig selv og sine personlige rejsekompetencer en meget stor tjeneste, hvis man forbereder sig lidt inden afrejse. Dublin, og Irland som sådan, har en lang, kompliceret historie ( i en bus tager den mig fra Dublin til Belfast!), og hvis man ikke har den fjerneste ide om den, taber man en forfærdelig masse på oplevelseskontoen. Jeg plejer at sige, at det allerbedste og mest behagelige at gøre, er at se 4 film. Michael Collins, Vinden der ryster kornet (se omtale i andet indlæg), The Commitments og Once. De giver (hug en hæl og klip en tå!) Irlands historie gennem det 20. århundrede og lidt ind i det næste, over den engelske besættelse, borgerkrigen, recessionen (finanskrisen) og frem til det (sen)moderne Dublin.

Dublin er, meget kategorisk sagt, delt i syd og nord, adskilt af floden The Liffey. I syd bor de rige, og i nord bor de knapt så rige og de meget fattige. Byen har derfor hele 2 hovedgader, en på hver side. Der er den dyre, fancy, handelsgade Grafton Street på nordsiden og den monumentalt grimme O`Connell Street på nordsiden. Mht. den sidste skal man ikke bevæge sig ret meget til nord for den–især nord mod højre–inden det bliver lidt ubehageligt. (Forestil jer at give den oplysning til en flok elever. Man ser 30 teenagerrøve i strakt trav mod samme destination, inden man nærmest er færdig!)

Anyway, ethvert besøg i Dublin bør startes på Kilmainham Gaol/Jail. Helt uden diskussion. Her i det gamle fængsel med afdelinger fra lige så mange tidsperioder har de verdens bedste guider, som formår at gøre det meste af Irlands historie sprællevende. Det var her, oprørerne fra 1916 (ja, der skulle man lige have set en film, ikke???) blev brutalt henrettet, og hvor mange af Irlands store frihedhelte sad fængslet under både horrible og knap så horrible omstændigheder. Man kan simpelthen ikke undgå at blive berørt og belært af denne utroligt interessante seværdighed.

Dublin har mange museer, men de er desværre ikke alle lige interessante. Hvis man er til gammelt vikingeguld (ja, det var os, der anlagde Dublin i sin tid. Vi er meget velkomne tilbage, hvis vi lige prøver at beherske os udi plyndring og voldtægter.), så er det arkæologiske nationalmuseum sagen. De har MEGET guld, men desværre har de endnu ikke haft råd til en museumsdesigner. Det har de til gengæld på National Gallery, som efter min mening er et af verdens mest pædagogiske og handy kunstmuseer. Her har man samlet alle museets highlights i det samme lokale–og der er mange. Forfatteren George Bernard Shaw (ham med Pygmalion/My Fair Lady) pjækkede røven ud af bukserne som dreng, og da der ligesom ikke var andre forlystelser end det lokale museum at pjække den på, fik han sin basale uddannelse her og testamenterede derefter sin anseelige formue til stedet. Det gør, at museet faktisk er særdeles velforsynet. Især skal nævnes deres fantastiske Caravaggio, deres Vermeer, deres gode samling af den irske kunstner Jack Yeats ( bror til Nobelpristageren William Yeats) og de enkelte Prærafaelitter, de har neglet i England.

Lige midt i byen ligger det fantastiske (og fantastisk store) Trinity College. Grundlagt af Elizabeth I tilbage i 1592 for at holde en smule lokal intelligens i Irland (ellers rejste de jo til England) og nu et af verdens førende universiteter med ca. 14.000 studerende. Der er ingen af de oprindelige bygninger tilbage, men de fleste af de særdeles smukke huse er fra opgangsperioden i 1700-tallet. Trinity fylder næsten mere end en mellemstor provinsby, og enhver kan gå ind på det smukke område. Det er også her, The Book og Kells, den gamle bog, håndkoloreret af munke i 800-tallet, har helt sit eget museum, og er man ikke lige til gamle bøger, så er det smukke, storslåede gamle bibliotek, The Long Room, en del af billetten. Man kan også bo på Trinity, når de studerende er på ferie samt spise billigt i de mange studenterkantiner på området.

Dublin har 3 kirker, der er værd at se. Ret sigende for byen (og især dens turbulente historie) er de 2 “protestantiske” i denne by, hvor 95% af befolkningen er katolikker. St. Patrick er Irlands nationalkatedral, hvor Sir Jonathan Swift (Gullivers rejser) i sin tid var “deakon” og ligger begravet sammen med Stella, hans vist-nok-kæreste. Især Ladies` Chapel i kirken er smukt og værd at se–det er flot vedligeholdt af franske huegenotter, som for mange år siden flygtede til Irland. Resten af kirken er desværre domineret af stilen “Viktoriansk pral”, betalt af en megarig bryggerfamilie, der holder til i Dublin, og som f.eks. valgte bibelcitatet “I was thirsty. Ye gave me drink” til en dominerende mosaik, financieret af deres sorte øl. Christ Church er Dublins katedral og en meget smuk kirke. Især er den interessant for os vikingeyngel. Der er masser af efterladenskaber såvel i som udenfor kirken, og selve vikingemuseet Dublinia ligger da også side om side med kirken. I begge disse kirker SKAL (og det kan ikke diskuteres!) man på et eller andet tidspunkt deltage i Evensong (se andet indlæg)–de har begge verdensberømte kor. Og det er fuldt forståeligt, når man lytter til dem og grovnyder deres sang. Den 3. kirke er St. Mary`s Pro Cathedral ( “pro” betyder her “i stedet for”), som er den katolske ikke-katedral. Den er ikke som sådan synderligt interessant, det interessante ligger i, at dette er en katolsk “i stedet for en katedral” i et katolsk lands hovedstad.

Andre bygnings- og bygværker, der bør ses, er Four Courts (retbygningen, og se så de film!), Custom House og GPO. Især GPO, som er den daglige betegnelse for General Post Office. Det var her, oprørerne forskansede sig i 1916, og man kan stadig se de utallige skudhuller. Udover at være en flot, majestætisk bygning, som stadig fungerer som posthus ( posthuse er sådan noget, man har i de fleste andre lande), er her også en virkelig god udstilling om Påskeoprøret i 1916. Gå også over Ha`penny Bridge–den smukke lille gangbro, der har sit navn efter brotolden på half a penny. Og slå en tur omkring Dublin Castle, hvor englænderne i sin tid havde base og internerede genstridige irere. Slottet bruges nu til officielle begivenheder, og har vist verdens smukke helikopterlandingsplads i baghaven.

Dublin er fuld af flotte statue og mindre flot, såkaldt kunst. Og alle har de øgenavne. Den 321 meter høje pind, der rager mod himlen midt på O`Connell Street kaldes “The Stiletto in the Ghetto”, statuen af nationaldigteren James Joyce ved siden af “The prick with the stick”, byens absolutte vartegn Molly Malone hedder “The tart with the cart”. Og det kan man godt forstå, for den dame ligner mindst af alt en, der skal ud og sælge FISK. 2 damer på en bænk kaldes “The hags with their bags”, og det over-monumentale mindesmærke for Wolf Tone er “Tonehenge”. Det siger en del om det irske folkevid….

Dublin er er pragtfuld shoppeby, og hvis jeg skulle gå i detaljer, ville det fylde en mammutroman. Grafton Street med omkringliggende sidegader på sydsiden. Især det fantastiske “shoppingcenter” Powerscourt, som er så unikt, at der nok ikke findes et magen til noget sted i verden. Se det! Gaden Nassau Street er kendt for alle sine “irske” forretninger. Her vrimler det med uldtrøjer, tern og Yankees, men hold ud og find Kilkenny Shop med det allerbedste indenfor irsk design. Eller Avoca, lige ved siden af byens bedste madsted, O`Neills med portioner, der kunne mætte en elefant. På nordsiden er ting billigere ( og dårligere kvalitetsmæssigt), men Henry Street er nu helt OK. Meget mere interessant er gaderne Moore Street, som er markedsgaden i Dublin–og lad være med at købe billige cigaretter, politiet er altid i nærheden!–Talbot Street, hvor irerne selv handler og Capel Street, hvor det vrimler med second hand tøj, møbler og skrammel.

Og nu er der så mange, som er ved at miste tålmodigheden, for hvorfor har hun endnu ikke nævnt Temple Bar? Helt basalt fordi dette enorme forlystelsesområde ovenpå de gamle busremiser faktisk ikke er så synderligt interessant for andre end de allermest Guinnessfreakede turister. Her er liv og glade dage nærmest dagen lang, her er masser af pubber og restauranter, her er verdens højeste koncentration af berusede mennesker (move over, Danmark!), og her er pissedyrt. Jo, gå igennem Temple Bar og nyd atmosfæren, men lad være med at tro, at det er her, det sker i Dublin for rimeligt ædru mennesker over 30. Det er da ikke her, byens bedste pubber og restauranter ligger, og her, de lokale går ud. Spørg dem–de ved, hvor det sner. Så vil de sikkert nævne navne som Stag`s Head, The Copplestone, O`Neills og Peter´s Bar og mange, mange andre.

Og når man så er træt af denne “lille” storby (Dublin er en meget “lav” by/ her er ikke mange høje huse), så er det tid at tage bussen til Howth Summit og gå den forrygende tur langs klipperne ned til fiskerbyen Howth. Her er udsigt over Den irske kanal og i godt vejr til Isle of Man, og der er masser af Golfstrømspalmer hele vejen ned. Og når man er nået helt ned, har Beechoffs overdådig fish and chips, og DART-en (Dublin Area Rapid Transport) går lige hjem igen.

Der er SÅ meget mere at se i Dublin, men pladsen er ikke lige til det, og jeg er faktisk ved at blive sulten. (Nok associationer forbundet med de fish and chips!) Det er også meget bedre at stoppe nu, for så er evt. læsere nemlig selv nødt til at tage derover for at se alt det, jeg har udeladt!

Continue Reading

Om faktaresistens.

Belief_Venn_diagram_svg

Det er lige gået op for mig, at jeg ER et af tidens trendy ord: Nemlig faktaresistent. Det vil altså sige, at jeg har en del til fælles med halvdelen af Storbritanniens og Amerikas befolkning, for slet ikke at tale om en ukendt procentdel af Danmarks. Så vi er mange.

Det giver sig udslag på den måde, at jeg benægter fakta. Indlysende fakta, som fuldt bevisligt står lige for næsen af mig. Det preller bare af, fordi der simpelthen er fakta, jeg ikke vil vedkende mig. I mit tilfælde er det overhovedet ikke politisk. Det er såmænd bare god, gammeldags stædighed, håbløs dovenskab og tilbagestræberiskhed.

F.eks. tror jeg stadig naivt på, at DSBs tog kommer til tiden, selv om jeg bevisligt kan se, at der stadig står en tom skinne og griner foran mig 5 minutter efter afgang. Jeg tror også på, at selv om jeg stabler mit beskidte service i meterhøje stakke i opvaskemaskinen, så skal det hele nok blive rent alligevel. Faktisk undrer det mig hver gang, at miraklet er udeblevet. Det samme gælder vaskemaskinen. Her mener jeg stadig, at en god uges vasketøj bliver superrent på sparevask ved 30 grader. Mit klare mål er at fylde så meget som muligt ind i det gabende hul, og en af grundene til, at jeg aldrig læser brugsanvisninger er jo netop, at jeg overhovedet, slet ikke vil have det mindste kendskab til maskinens kapacitet.

Jeg tror også på, at min minimale varmtvandsbeholder i sommerhuset vil undergå mirakuløse, selvudløste forstørrelser, mens jeg er i bad. Og jeg nægter at erkende det faktum, at min varmtvandsration altid udløber, når jeg er sølet ind i allermest shampoo. Ligeledes opgiver jeg aldrig troen på, at alle mine skilsmissestrømper vil finde tilbage i deres gamle ægteskaber. Jeg har faktisk et helt skab til dem, hvor de ligger trygt og venter på, at deres troløse makkere dukker ud af et dynebetræk eller fnullerskuffen. (Så hvis nogen er lige så strømpe-faktaresistente som mig, kan vi måske sammen skabe nye, lykkelige fodbeklædningsægteskaber?)

Faktisk tror jeg også på, at jeg igen begynder at løbe. Det har jeg nu ikke gjort i flere år, men det skal sandelig nok komme en dag. Her er vi nok lidt mere ude i “mig” end i fakta, indrømmet! Men i alt fald tror jeg på, at alt ukrudt i mit have er i besiddelse af selvudløsende forsvindingsbomber, så hvis jeg bare venter længe nok, så skal det nok af sig selv springe i luften.

Endelig er jeg også overbevist om, at jeg engang vinder adskillige millioner i Lotto. Jeg spiller godt nok aldrig, men når man er faktaresistent, er det i sig selv ingen hindring. Faktisk kan jeg undre mig over, at det ikke er sket endnu.

Så jeg kan egentlig godt forstå den der ret globale faktaresistens. Det gør da alting meget nemmere. Samtidig er det da betænkeligt utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind–og tro på. Tilligemed at man helt og aldeles nægter at vedkende sig det uafvendelige resultat, når (ikke hvis) det kommer. Men måske kommer der en dag, hvor man er nødt til at blive faktamodtagelig?

PS. Og faktaresistens er tilsyneladende arveligt. Da mine børn var yngre, troede de fuldt og fast på, at snavsetøjet selv spadserede ned til vaskemaskinen, vaskede sig selv og derefter lagde sig selv pænt sammen. De mente også, at køleskabet var selvopfyldeligt.

Continue Reading

Om ugeblade.

2007_newsstand_5396496167

Jeg har lige været til frisør. Så nu er jeg fuldstændigt, helt og totalt opdateret indenfor ugeblade. På sådan en trekvart times tid kan jeg, hvis jeg virkelig er obs på min ugebladslogistik og ikke går i unødvendige detaljer med kjolerne og de mest slibrige skilsmisser, godt nå igennem en 3-4 stykker.

Jeg er nemlig alt for udgiftssky til selv at investere i ugeblade. Men det rokker ikke ved det faktum, at jeg sagtens kan kaste mig frådende over dem, når de er gratis til rådighed. Jeg føler mig snydt ved at investere 30 kr. i ½ times underholdning og gør det kun de par gange om året, hvor jeg skal på MEGET lange flyvninger eller bare har en skoddag, der kun kan bekæmpes med Cola, Pandalakridser og Billed-Bladet.

Når jeg læser ugeblade, går jeg all in. Ikke noget med de der pjathistorier fra Ude og Hjemme eller Familiejournalen, der altid er skåret over læsten hjem-ude-hjem/Den grimme ælling (Vi havde en dejlig hamster/ der var så dejligt i andegården–den døde/men så blev jeg mobbet–nu har vi heldigvis fået en ny hamster, så alle er glade igen/ heldigvis viste det sig, jeg var en svane, så nu er mit selvværd intakt.) Nej, der skal fede affærer, gode kjoler, kongeligt glimmer og grimme skilsmisser på bordet, og det får man altså bedst i Billed-Bladet. Førhen var jeg bestemt også til Se og Hør, men de har ligesom mistet en smule attraktionsværdi på det sidste.

Hver gang jeg går fra frisøren og er fyldt med aldeles unødig viden om de kendtes privatliv, føler jeg mig strålende opdateret. Jeg kan faktisk indgå i enhver givende samtale om de små prinsers buksestil og Marys nyeste frisurer, selv om det selvfølgelig ret ofte er svært lige at finde nogen, der gider at fordybe sig i netop det emne.

Jeg spekulerer også på, hvorfor jeg overhovedet har det behov. Som så heldigvis kun dukker akut op ca. hver 6 uge, når håret alligevel skal trimmes. Hvor belejligt! Hvis nogen ville påstå, at det er pga. spejling, identifikation og genkendelse, så er de altså forkerte på den. Jeg har absolut intet til fælles med alle kendisserne, og de ville sikkert dø af udstationeret kedsomhed, hvis de skulle overleve i dette, for dem, provinshul med meget få (læs: ingen!) glamourøse fester.

Derimod tror jeg nok, der er tale om en form for misundelse. Altså den slags, der fungerer som i det gode, engelske udtryk “How the other half lives”. Det er sgu`da spændende at snage lidt i den slags liv, som man ualmindeligt udmærket ved, at man aldrig nogensinde så meget som nærmer sig at komme til at leve. Netop derfor er det også virkelig tilfredsstillende, når de dummer sig, bliver skilt eller bare iklæder sig en monstrøs, uheldig kjole. Så mindskes afstanden mellem dem og lille mig, der bare sidder der i frisørstolen og tænker, at det jo heldigvis, gudskelov heller ikke er lutter balkjole det hele. Og at mit liv da på mange måder fungerer gennemsnitligt perfekt. Også uden balkjoler!

 

 

Continue Reading

Om fordomme.

Som jeg nærmest lige har skrevet, så er fordomme ikke noget, vi er født med. De er noget, vi lærer. Desværre både noget, andre lærer os, og som vi, sikkert ofte uden at ville det, lærer andre.

Det har altid været et kernepunkt i min såkaldte opdragelse af mine børn, at de gerne skulle blive fordomsfri, selvstændigt tænkende mennesker. At man umuligt kan bedømme andre mennesker på hudfarve, religion, handicaps, volumen eller andre umiddelbare kendetegn. Man er nødt til at lære dem at kende, inden man finder ud af, om man kan lide dem. Derefter er det da fuldt legalt ikke at bryde sig om dem. Men så er det jo mennesket som sådan, man ikke er i takt med. Jeg har også altid lært mine børn, at fordomme siger meget mere om dem, der har dem, end om dem, de er rettet imod.

Jeg synes, vi lever i et meget fordumsfuldt samfund. Samtidig også et samfund som mere og mere præges af angst. Især mellemmenneskelig angst. Vi er ved at blive reduceret til et land, hvor vi på forhånd er bange for hinanden. Personligt har jeg svært ved at afgøre, om fordomme skaber angst, eller om det er angst, der skaber fordomme. Faktorernes orden er vel også i denne forbindelse ligegyldig. Det er selvfølgelig klart, at man er bange for dem, man har fået at vide er farlige. Det er samtidig selvfølgelig lige så klart, at man må vende sin angst og frustrationer mod andre, der virker truende, fordi de ikke er helt ligesom en selv. Og så lære det videre til andre, at sådan forholder det sig. Nemlig.

Det er også psykologisk bevisligt, at jo mere udsat og truet, man selv er, desto mere har man brug for syndebukke. Eller forklaringsmodeller, der kan fratage en selv skylden for, at det faktisk ikke går så fantastisk godt det hele. Det gør altid vanvittigt ondt at placere enhver form for skyld hos sig selv, så det der lille trick med at placere den hos andre virker jo næsten altid. På den måde skabes fordomme. Det er “deres” skyld det hele–ergo er de, på den ene eller anden måde, dårlige mennesker. Man skal bare ALTID huske på, at når man giver andre mennesker skylden for alle ens egne dårligdomme, så siger det uendeligt meget mere om en selv. Og det er ikke på en positiv måde.

Jeg forstår også godt angsten for alt det, der ikke er lige som man selv er. Det uforståelige er jo en trussel. En trussel mod ens indgroede tro på, at man selv ved bedst, og at man altid gør tingene på den allerbedste, mest hensigtsmæssige måde. Det er ubehageligt at opdage, at der findes andre måder at leve livet på, og det er da endnu mere ubehageligt at måtte indse, at de endda kan være mere tilfredsstillende. Så er det da lettere at lukke af og skabe et par belejlige fordomme. Så fordomme er også beskyttelse mod alt det, man enten ikke forstår, eller som man er bange for vil udfordre ens egen lille hønsegård alt for meget.

Fordomme gør mig også—og det er taget til i de senere år–meget, meget ked af det. Jeg bliver faktisk ulykkelig, når mennesker, jeg hidtil har syntes godt om, pludselig forvandler sig til fordomsfulde individer. Især dem, der hele tiden og i en uendelighed skal skilte med dem. Der sker noget med venskaber på den måde. Når man ikke længere kan stole på et andet menneskes dømmekraft, bliver man skuffet og sørgmodig. Man trækker sig, ofte fordi man selv ikke orker at tage kampen op. Og man tænker stille i sit indre: “Hvad har du dog været ude for, der har fået dig til at hade andre så ubegrundet?”

Viden skaber nedbrydelse af fordomme. Helt enkelt og absolut lige så logisk er ens viden omvendt proportionel med ens fordomme. Jo mere viden, man har om tingene, desto færre fordomme. Så ja, at udstille sine ubegrundede fordomme er, i mine øjne, at skilte med sin ubegribelige mangel på viden.

Og så vil jeg slutte af med den sætning, jeg engang læste i et dagblad, og som jeg har taget til mig, fordi den bare er noget af det mest sande, jeg nogensinde har læst: “I vores samfund er retten til frit at ytre sig ved at blive afløst af retten til frit at vælge sine kendsgerninger.”

Dette indlæg er ikke ledsaget af et foto. Jeg aner nemlig ikke, hvordan en fordom ser ud. Udover at den er grim.

Continue Reading

Drengen i den stribede pyjamas.

Sachsenhausen_clothes

Det er sådan en af de film, der gør ondt. Virkelig ondt! Især fordi synsvinklen nærmest hele vejen igennem er drengens (altså ikke ham i den stribede pyjamas–og så måske alligevel???), og dette gamle trick med den umodne barnefortæller, der ikke rigtigt forstår den virkelighed, han lever i, er med til at give denne film en ekstra, genial dimension.

Men den begynder jo faktisk så ualmindeligt godt og idyllisk. Tilsyneladende velfungerende familie med sød mor og venlig far forflyttes fra storby til land under 2. verdenskrig, fordi faderen har fået nyt arbejde. Drengen Bruno keder sig derude og savner i den grad legekammerater, men finder efter nogen tid ud af, at der faktisk bor mennesker i nærheden, om end de alle sammen er spærret inde bag pigtrådshegn og går i underlige, stribede pyjamasser hele dagen.

Gennem hegnet finder han sig en ven, den jødiske dreng Shmuel, og filmens skildring af de 2 drengens venskab er hjerteskærende i al sin naivitet. Her har vi barnefortælleren, der stadig har til gode at opdage verdens ondskab, om end Shmuel har en begyndende fornemmelse af, at samme verden ikke vil ham det bedste. Det er i netop denne skildring af det rene, fordomsfri venskab, at filmen er umådelig stærk.

Selvfølgelig varer idyllen ikke ved. Og selvfølgelig er faderen lejrkommandant, ligesom der er en forfærdelig, skjult dagsorden, som Bruno overhovedet ikke har opdaget. Dog må man siger, at det stærke venskab mellem de 2 drenge varer helt til…………

Det er en Kleenexfilm. Man mister lidt troen på menneskeheden som sådan, men undervejs har man til gengæld fået troen på barnets uskyldige fordomsfrihed. Den, der beviser det, som vi altid og for evigt skal huske: Nemlig at fordomme ikke er medfødte. De er noget, vi lærer.

Continue Reading

En god bog.

3978217-rum

Emma Donoghue: Rum.

I kølvandet på alle sagerne med indespærrede, misbrugte børn og voksne kommer så denne lille perle. Netop et sådant emne kunne nemt munde ud i følelsesporno af værste slags, eller for den sags skyld svælgen i slibrige detaljer.

Alt det undgår Donoghue behændigt. Eller rettere: Det er ikke det, hun vil. Hun vil i stedet fortælle historien om, hvordan det er for en mor og hendes søn at komme ud i “friheden” igen efter mange års indespærring og misbrug. Og “friheden” er i den grad i anførselstegen, for verden er en sand jungle for en lille dreng, der aldrig har oplevet den. Især sprog er en kolossal udfordring, for hvorfor skulle man dog have ord for andet end de få ting, der under indespærringen var til stede i “RUM”? Når man kommer ud, er sproget jo overvældende med alle de ord, man for det første aldrig har haft brug for, og for det andet skal anvende om ting og følelser man aldrig tidligere har kendt. Når man altid udelukkende har tænkt konkret, er det en hurdle at komme ud i verden, hvor man også forventes at være i stand til at tænke abstrakt.

Det er en yderst velskrevet bog med uhyre stor indfølingsevne omkring hovedpersonerne. Man forstår dem og lider med dem. Og man forstår også, at det at være indespærret kun er en lille del af deres lidelser–gensynet med verden udenfor er også fyldt med knubs og udfordringer.

Bogen er filmatiseret, men jeg har stadig til gode at se den.

 

Continue Reading

Om “At vende tilbage til”.

New_York_NYC

I går var jeg til hyggeligt “Se-girafferne-møde” med den rejsegruppe, jeg om ikke så længe skal til New York sammen med. En af deltagerne spurgte mig om, hvorfor jeg rejste “tilbage” til New York, når jeg allerede havde været der en del gange. Det har jeg tænkt lidt over siden. Og jeg er kommet frem til, at det handler om noget så simpelt som, på den ene side, tryghed og genkendelse og, på den anden, nye oplevelser og udfordringer. Altså præcis ligesom livet sådan helt generelt.

Mens jeg stadig underviste, kunne jeg glæde mig som et lille barn til igen at skulle gennemgå Bangs Ved vejen, Blichers Sindig opvågnen, Shakespeares Macbeth og Hemingways Frances Macomber og mange andre supertekster. Næsten hvert år, fordi de var uslippelige. Det var et festfyrværkeri af gode oplevelser, fantastiske gensyn og nyopdagelser hele vejen igennem, og jeg er sikker på, at de tekster gjorde mig til en bedre lærer. Men det, der altid var det mest fantastiske, var, at ikke to læsninger af samme tekst på noget tidspunkt var ens. Hver klasse, sin individuelle læsning. Det var på den ene side trygheden i at være fuldstændig hjemme i sit stof, men samtidig også de givende oplevelser, der kom ud af nye vinkler, der ligesom bare opstod af sig selv. At se gammelt stof på en NY måde. Det er jo det, god litteratur kan: det giver mulighed for ny, berigende læsning hver gang.

Det er nogle af grundene til, jeg rejser tilbage. Der er steder i verden, jeg ikke kan slippe. Og som ikke kan slippe mig. Der er steder i verden, som er så “gode”, at de giver mig mulighed for såvel tryghed som nye, berigende oplevelser hver gang. At vende tilbage er nemlig et to-leddet projekt. Den ene del er tryghedsbaseret og somme tider helt lavpraktisk. Jeg kan finde rundt, og jeg elsker at konstatere, at Empire State og Tower Bridge stadig står der og præcist ligner sig selv. Jeg ved, hvordan man bestiller på restauranter, kender undergrundsnettet, ved hvilke seværdigheder, der er SEværdige og hvilke ikke og har et indre kort over de mindst ulækre offentlige toiletter. Jeg har også yndlings-gåture, som byder på lykkelige bygningsgensyn og favoritforretninger, hvor jeg ved, at der er et udvalg efter min smag.

Den anden del er oplevelsesgenet, der kræver sit. Jeg elsker at komme tilbage og se, hvordan en by har udviklet sig, mens den ikke har haft mig i sig. Hvordan der er skudt nye, spændende bygværker frem, anlagt nye parker, indrettet nye forretninger og restauranter og bygget nye museer og andre seværdigheder. Det er et hit hos mig at vandre gennem gammelkendte kvarterer og se på, hvordan de enten nedslides, eller (og det er heldigvis for det meste tilfældet!) gentrificeres, bliver rigere, mere spændende og mere menneskevenlige. Jeg kan huske, da East End i London var et absolut umust for turister, hvor ikke ret mange andre end mig lige tog lange dagsture gennem det. Og se det så nu, hvor gode, gamle Hoxton Square næsten allerede er ved at gå af trendy, hipstersk storbymode igen. Jeg kan også huske Isle of Dogs, før det blev til Docklands. Og Times Square da det primært var pornoindustrien, der dominerede. Det er da berigende at følge med i, hvordan det hele bevæger sig. Forhåbentlig ligesom man selv bevæger sig.

For netop denne bevægelse er jo en del af det hele. At jeg, ved at vende tilbage, får en fornemmelse af tid, af bevægelse, af at verden og jeg selv, trods alt, kommer videre. Men–og det er forfærdeligt vigtigt!–så nyder jeg også grænseløst at sidde på netop den fortovscafe, hvor jeg sidder hver gang, og iagttage netop det liv i netop den by, der også giver mig tryghed, fordi jeg kender den så godt. Jeg er sikker på, at præcis denne blanding gør mig til en meget bedre turist!

NB. TIL LÆSERE: Fortæl gerne om de steder, I vender tilbage til–og hvorfor.

 

Continue Reading

Om makeup.

makeup-brushes-824705_960_720

Jeg er læbestiftblind. Øjenskyggeanalfabet. Og har store mascaraudfordringer. På makeupområdet ER jeg selve eksklusionen. Hvis jeg forsøger mig med makeup, ligner jeg tilnærmelsesvis den underbetalte vikar for en cirkusklovn eller også tror folk, jeg er blevet akut afrikaner.

Da jeg var ung, var det et kvindepolitisk statement ikke at bruge makeup. Det er det så ikke længere, men jeg må være ærlig at sige, at det har taget sin tid for mig at erkende netop det. Da jeg var ung, var makeup vel heller ikke helt så påkrævet, som det er nu. Jeg tænker i retning af kraterfyldning, afværgning af, at nogle måske kunne formode, jeg var alvorligt syg samt velduftende kvindepolyfilla.

Mit problem er, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med al den forskønnelse. Jeg har ikke skygge af anelse om, hvordan ( og hvor) man påsmører sig mirakelmidlerne. De få gange, jeg har vovet mig ind i stormagasinernes ellers særdeles velassorterede områder for feminin forskønnelse, er jeg blevet vildt forskrækket over alle de ord, jeg simpelthen ikke ved, hvad betyder. Eller alle de midler, jeg næsten slet ikke har fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal smøre på. Det er som et helt nyt, totalt uforståeligt sprog for mig.

Det er derfor, jeg føler mig ekskluderet. Alle andre kvinder ved tilsyneladende, hvad det hele betyder, og hvor det har sin rette plads. Tænk hvis jeg kom til at smøre læbestift på øjenvipperne af bare makeupuvidenhed? Eller vaske hår i balsam? (Det har jeg nu gjort, og det var først på den fjerde, vildt fedtede dag, det gik op for mig, hvad der stod på flasken.) Eller noget, der var meget, meget værre. Sæbe og hårshampoo, det kender jeg. Og for et par år siden købte jeg også min første parfume.

Nogle gange, når jeg med påtaget ignorance og målbevidste skridt haster gennem parfumeafdelingen i Magasin, kommer der sådan en 17-årig med et vidende smil og spørger, om jeg da ikke skal prøve at få lagt–og så siger hun et eller andet, som lige så godt kunne være hebræisk. Jeg siger altid nej tak, fordi jeg meget nødigt vil indrømme, at jeg faktisk ikke aner, hvad teenageren taler om. Ydermere taler hun også lige ind i mine skønhedsfortrængninger. Akkurat som alle de skopudsere, der i evig jagt forfølger mine (og KUN mine!) sko, hver gang jeg er i Istanbul. Jeg er sikker på, den der 17-årige Miss Århus med superkosmetologen i maven bare gør det for højlydt at fortælle mig,( og alle de andre kvinder, som jo ER inviede), at her har vi da ved Gud en forfærdeligt sølle stakkel, som i den grad skal hjælpes ad rette puddervej.

Så jeg har altså ikke noget imod makeup. Hverken (kvinde) politisk eller æstetisk. Mange kvinder er også fabelagtige til at lægge det, så det virkelig ser smukt ud. Det er der så også nogle, der ikke er–med katastrofale resultater. Jeg kender faktisk kvinder, der nødigt går udenfor deres egen dør uden makeup. Med mit forhold til stadset går jeg nødigt udenfor min egen dør MED.

Her i mit tresindstyvende år kunne jeg da godt trænge til lidt udsmykningsmæssig og kosmetisk assistance. Sådan allermest for at bilde mig selv ind at der faktisk er et renoveringspotentiale i månelandskabet. Jeg vil gerne være medlem af klubben for de indviede makeupbrugere. Jeg har bare ikke den fjerneste anelse om, hvor det lige er, man ansøger om medlemsskab. Den eneste lille fornemmelse, jeg har, er, at jeg da vist har forpasset min makeuptid og skulle have anmodet om assistance mange år før, det sådan nærmest er for sent.

Selvfølgelig kan jeg med lethed bilde mig selv ind, at det jo på ingen måde drejer sig om, hvordan jeg ser ud. Men om hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg siger. At hvis jeg bare er strålende interessant, så flyttes fokus med det samme fra min fremtrædende morgengrimhed. Så er det bare nogle gange sådan, at jeg ikke orker at være særlig interessant og derfor hellere vil gemme mig bag et eller andet, som jeg ikke kan huske, hvad hedder.

Det allerværste er næsten, når jeg konfronteres med billeder af mig selv. Så griber jeg mig i at spekulere over, hvem den gamle tante mon er. Eller HVIS gamle tante, hun mon er? Nogen må jo have været barmhjertige nok til at have slæbt hende med. Jeg vil gerne stå ved min alder–jeg har vist heller ikke rigtigt noget andet alternativ–men det kunne nu være rart, om jeg lige vidste, hvordan man kunne gøre den lidt pænere at se på!

Continue Reading

En god film.

galleri4-vinden-som-ryster-kornet

Vinden der ryster kornet.

Hvis man alligevel skal sofa`e den i aften og allerede har set filmen Jernladyen og derfor er ved at fortvivle over de tilbud, der er på TV, så er denne måske en mulighed?

Efter min mening et mesterværk af “The Grand old Man” i britisk film, Ken Loach, og jeg er nok ikke helt alene i den bedømmelse, for filmen vandt Guldpalmerne i Cannes i 2006.

Vi er i Irland før og under den irske borgerkrig i 1920-21. Brødrene Damien og Teddy kæmper i begyndelsen en indædt, fælles kamp mod de engelske besættelsestropper (personlig udlægning af historiske begivenheder, som jeg gerne står på mål for!), men i forbindelse med Michael Collins` accept af hjemmestyre i Irland, bliver befolkningen skarpt delt mellem de, der er for, og de, der udelukkende ønsker et fuldstændigt uafhængigt Irland. Damien og Teddy kommer desværre til at stå på hver sin side i denne nådesløse kamp, hvor meningsforskelle og hyppige kampe foregår tværs ned gennem familier.

Damien er den lidt intellektuelle helt, som opgiver sin medicinske karriere for at kæmpe for fædrelandet, mens Teddy er praktikeren, der desværre fanges i sin egen stolthed og dens katastrofale følger til sidst. De optræder side om side med det (næsten lidt for) brave irske folk, og ikke mindst pigen Sinead, som er Damiens store kærlighed. Det er, alt i alt, en forfærdelig god, velfortalt og virkelig tankevækkende historie.

Og så spiller det irske landskab nærmest endnu en hovedrolle. Denne film kunne nærmest bruges som turistbrochure, så smuk er den. Ydermere er filmen enormt oplysende, hvis man er interesseret i irsk historie eller måske påtænker en rejse derover?

Continue Reading
1 2 3 18