Nyt indkøbsmønster. Og nye tider.

De her tre små ting røg lige med i kufferten hjem fra Uzbekistan.

Det er næsten 30 år siden, jeg sidst havde den fjerneste interesse i baby- og småbørnstøj, og området har været lukket børneland lige siden. Altså indtil nu. Hvor omstændighederne ( i flere betydninger af ordet) gør, at jeg pludselig har fået en vældigt fornyet interesse.

Ikke nok med, at der kommer en lille pige til januar. Hun får relativt hurtigt selskab af en lille dreng til marts. Så efter mange børnebørnsløse år gik der pludseligt noget så gevaldigt hul på forplantningbylden, og faktisk var det samme dag, at begge familieforøgelser blev annonceret. Den dag blev vi lidt kulrede, vi to gamle.

Så nu skal jeg til at være Bedste. Jeg har absolut ingen intentioner om at blive hverken Mormor eller Farmor–jeg vil være Bedste. Det smager så dejligt af masser af tid, æbletræer i haven, gode historier og masser af livserfaring. Så må jeg jo se, om jeg kan leve op til det. I alt fald prøve. I det ligger også erkendelsen af, at nu er det mig, der er den gamle, den erfarne og den, der ligesom skal sørge for, at alt det vigtige bliver overgivet på bedste måde.

Det er stort, at slægten omsider føres videre. At den ikke bare stopper, men kommer til at indeholde nogle mennesker, man først skal til at lære at kende. Glæder sig til at møde. Og glæder sig til at være sammen med på en helt anden måde end ens egne børn, der voksede op med travle, arbejdende og somme tider absolut stressede forældre. Det sidste må vi undgå. Denne gang.

Måske vil det hele indebære væsentlige omlægninger af livet, som det ser ud lige nu. Hvem ved? Det er særdeles muligt, at rejseaktiviteterne drosles noget ned, men samtidig er det vel også vigtigt, at man som kvinde i min alder ikke bare identificerer sig som Bedste. Når man nu samtidig ikke lige har mod på at give slip på at være en masse andre ting. Også.

Indrømmet! Jeg er gået lidt i selvsving på babytøjshylden. Sikkert fordi, de der kommende babyer bliver meget mere konkrete for mig, når jeg rent faktisk står med noget, som de med tiden kommer til at eje. Omvendt må man vel også være påpasselig med, at man ikke går shopamok i sin egen babytøjssmag og overlæsser de stakkels unge mennesker med ting, der måske er ufatteligt langt fra deres smag. Selv jeg husker stadig tøjstykker, mit stakkels afkom blev hældt i, når bestemte gæster kom og skulle have visuel garanti for, at de da blev brugt! Og så er jeg endda vildt bevidst om økologisk bomuld og rimeligt kønsneutrale farver!

For det er stadig uvirkeligt, at der om meget snart ankommer nye familiemedlemmer. Det er stort, men det er altså ikke sådan helt konkret forståeligt. Det bliver det nok heller ikke, før de rent faktisk er født, de små. Det er så der, jeg skal lære mig selv at stå i baggrunden og kun svare med min erfaring, når jeg bliver spurgt. Det har jeg ligesom aldrig været verdensmester i, men der er da heldigvis stadig nogle få måneder til at øve sig i…..

Under alle omstændigheder tror jeg, at flere stykker baby/småbørnsudstyr på magisk vis kommer til at hoppe lige op i hænderne på mig. Ellers skal jeg i alt fald lægge umådelige bånd på mig selv, for det er nok min allermest konkret måde at vise på, at jeg glæder mig, glæder mig noget så inderligt, til at blive Bedste!

Continue Reading

En rigtig sød film.

Jeg er mest til feel-good film deroppe over skyerne, så på vej hjem fra Istanbul valgte jeg denne lille, britiske perle. Også fordi, den er britisk. Britiske film har ofte en rigtig god ironisk distance, en fed humor og nogle hjertevarme historier–og så er det altid en fornøjelse at lytte til sproget.

Udgangspunktet for filmen er fuldstændigt forrykt og utroværdigt! P.g.a. en verdensomspændende kortslutning udraderes ethvert minde om The Beatles, således at kun femterangs-amatørsangeren med det lousy job og de bristede illusioner, der er så heldig at gå i sort i et trafikuheld samtidig med alle andres kortslutning, er den eneste (eller næsten den eneste), der kan huske alle sangene. Eller næsten dem alle, for nogle gange går der en smule uheldig volapyk i sangteksterne. Men hvad betyder det, når man er den eneste, der kan dem?

Så derfor bliver han meget berømt meget hurtigt. Overnight, really. Ikke mindst takket være Ed Sheran, der faktisk har en rigtig fin rolle i filmen og gør det charmerende godt. Udover ham vrimler det også med halvparodier (søde, dog!) på ikoniske roller fra den type film, så som den skæve roadie, den altfortærende amerikanske manager, de uforstående forældre og sidst, men absolut ikke mindst: Barndomsveninden. Hun spilles af Lily Allen, som er britisk films nye naboens datter og så fuld af sødme og charme, at man bare må knuselske hende og finder det en smule bizart, at vores sanger skal gå gennem det meste af filmen, inden han pludselig opdager, at det gør han såmænd også!

Den store, altfortærende morale er selvfølgelig, at penge og berømmelse ikke er alt. Det er kærligheden og sandheden til gengæld. SOM de er. Det går syvtommertykt op for os, mens vi både griner og græder os gennem 1½ times sublim, britisk underholdning.

Og i øvrigt er The Beatles ikke de/det eneste, der er kortsluttet væk. Der er heller ingen, der husker Coca Cola, cigaretter og Harry Potter!

Continue Reading

Om vand. Og WC-er.

Så er der de der små almindeligheder, som man i den grad glemmer at påskønne i sin hverdag. Og som man har så godt af lige at få en reminder om engang imellem. Ulykkeligvis oftest når man rejser i andre lande. Ulykkeligvis, forstået på den måde, at millioner over hele verden desværre ikke har de samme toilet- og vandmæssige privilegier, som vi herhjemme bare tager for givet.

Efter at være kommet hjem fra Uzbekistans udfordringer på vand- og toiletområdet, er jeg pludselig blevet nærmest forelsket i mit eget badeværelse. Tænk, der er rent vand! Jeg kan både drikke det, børste tænder i det og tage brusebad i det uden at tænke på at lukke munden ret forsvarligt, mens jeg gør det. Der er (som regel) ingen skidtbakterier og farlige smitsomheder i mit vand, og når jeg lukker op for det, strømmer det imødekommende ud. Jeg kan vaske såvel mit tøj som mine grøntsager i det ( ikke, at jeg lige gør det på badeværelset!), og jeg behøver samtidigt ikke at gå kilometervis for at finde frem til det. Ydermere har det en fin, gennemsigtig nuance, og ligner præcis det, det er: Rent vand. Jeg behøver ikke altid at være sikker på, jeg har lagre af dyrt vand på flaske for at klare kropslige fornødenheder. Og jeg bliver også samtidig noget så gevaldigt mindet om den tåbelige vane, nogle danskere desværre har med udelukkende at drikke vand på flaske. Hallo venner: Vi har noget af verdens reneste vand. Påskøn og drik det dog!

Og mit toilet har siddefascilitet og trækker ud, når jeg trykker på en knap. Jeg skal ikke sidde vaklende på hug ovenpå andres efterladenskaber og i bedste fald modstå lortede fald ved at støtte mod væggen. Jeg vil stadig være i stand til at komme på WC, når jeg er gammel og stivbenet og behøver ikke i årevis at frygte for den dag, jeg låses fast i hugstilling og ikke selv kan komme op. Jeg kan smide nærmest hele toiletruller i kummen ( dog ikke nødvendigvis ad gangen!) og skal ikke opbevare brugt toiletpapir i små, ildelugtende spande, fordi nødtørftige kloakanlæg blokerer ved synet af papir. Jeg behøver heller ikke at frygte skæve stråler og at ramme ved siden af ( synes at være nationalsporten i visse lande!), for min geniale kumme fanger ligesom det hele. Og så kan jeg trække ned og slette mine lortelige spor. Sikken luksus. I går var det lige før, jeg seriøst overvejede at vokse fast til min kumme nogle timer–blot for at nyde fornemmelsen! For slet ikke at tale om, at jeg efter toiletbesøg altid kan vaske mine hænder i rent vand og sæbe–det er heller ikke enhver beskåret. I alt fald har jeg de sidste par uger tilegnet mig diverse færdigheder omkring afspritning af mig selv på kritiske kropsdele.

Det er nok de færreste, der i dagligdagen bevidst går og påskønner deres toilet og rene vand. Egentlig burde man måske gøre det lidt mere. I alt fald er det godt engang imellem at blive mindet om, at ting, der er almindeligheder for os, absolut ikke er det samme for mennesker andre steder i verden. Og at vi herhjemme–endnu engang–er noget så utroligt priviligerede. I bogstaveligste forstand i hoved og røv!

Continue Reading

Om flytider, klima og maver.

Lige så snart man kommer øst for Istanbul og Riga, foregår det meste flyvning tilsyneladende om natten. Således også i nat, hvor afgangen hedder 02.30. Det foranlediger mig til at undre mig over, om asiaterne bare har et anderledes indre ur end mit, der i alt fald påvirkes kraftigt i negativ retning af al den nattehimmel. Danske lufthavne er da lukkede på ukristelige tidspunkter. Herovre myldrer de med mennesker, der lige så godt kan udnytte endnu en nat til forgæves at prøve at sove ubekvemt, opretsiddende og sammenklemt.

Men det bliver rart at komme hjem til en bussemandsfri zone. Herovre er luften så tør, at ens næse busser til i løbet af ingen tid og også tydeligt angiver forureningsgraden. Det kan man se på nuancen af sortgrå. Egentlig er det værst om natten, hvor luftspærringer ganske hyppigt opstår. Der er dog også positive sider ved den tørre luft. Håret får fylde, og man sveder ikke rigtigt, selv om temperaturen nærmer sig de 30. Det er rart at have gode hårdage og undgå sin egen kropslugt. Men de bussemænd trækker noget ned.

Endelig lokker tanken om Imodiumfri dage også gevaldigt. Ikke fordi, Imodium ikke virker i et land, hvor maveonder bare er en indiskutabel præmis og noget, man må leve med. Imodium virker fremragende og forsvarer på kort tid ens tarme mod agressiv diarré. Der er bare det ved det, at det så lukker alle væsentlige funktioner gevaldigt ned, således at man, for nu er være bogstavelig, sidder tilbage med sit eget lort. Hvor jeg dog glæder mig til at slippe af med et par ugers indtag…..

På den negative tone, så virker tanken om dansk efterårsvejr og dårlige

klaskehårsdage  absolut ikke tillokkende. Hvilket så, med en positiv drejning, tanken om danske toiletter, gennemsugelige næsebor og flyvefri nætter så gør……

Continue Reading

Om at gå ud at spise i Uzbekistan.

Det er tilsyneladende først gennem de sidste år, at uzbekerne for alvor er begyndt at gå ud at spise. Førhen, og for manges vedkommende stadig, beværtede/beværter man sine gæster hjemme. Og ethvert hus med respekt for sig selv har altid mad nok til alle opdukkede gæster. ( Og ikke et ord om kvinderoller her!)

Går man ud, er der som hovedregel to grundlæggende typer restauranter. Den første er selvfølgelig den, vi kender, hvor man går ud på et sted med professionelle kokke og tjenere. Dog er mange restauranter, i alt fald i forhold til vores, i absolut mammutstørrelse og også gerne ret vildt, nærmest overdrevet, udsmykket. Stilen kan så absolut diskuteres, men som hovedregel kan siges, at jo mere bling- bling og voldsom guldificering, jo bedre. Her er less ikke more. More er. Især blandt den russiske del af befolkningen står zartiden tydeligt som nostalgisk udsmykningsopgaven model. Tilsyneladende er over 70 års kommunisme pist forsvundet i overdådige lysekroner og gult glimmer.

Den anden type, som her hedder National Houses, er derfor langt mere interessant. I al sin enkelhed drejer det sig om lokale, der, mod betaling, åbner deres hjem for spisende gæster og kreerer et simpelt, sundt og billigt måltid for dem. Man kommer, med andre ord, til at sidde i folks egne spisestuer, på deres verandaer eller i den gård, som nærmest alle huse er bygget rundt om. Og man skal sådan set ikke forvente sig mere end et gedigent, ærligt måltid af lokale råvarer, men det er absolut også nok. For ikke nok med, at disse huse giver et godt indtryk af, hvordan folk bor og lever, men de giver faktisk også et glimrende indblik i, hvad samme folk egentlig spiser. Det svarer meget til Cubas casa particulares, som også giver helt almindelige mennesker en chance for en lille biindtægt i et ellers socialistisk system. Dog med den forskel, at systemet her næppe kan kaldes socialistisk, hvilket dog ikke specifikt betyder det store for den enkelte borger.

På alle måder er det en god ide at spise på National Houses. Man får god, mættende mad, man stjæler sig til kig ind i folks egne hjem, og sidst, men ikke mindst, så lægger man faktisk sine penge de rigtige steder. Mennesker, der har råd til at udsmykke en restaurant som den (russiske) på billedet, har næppe sønderligt brug for akut støtte!

Continue Reading

Om bomuld i Uzbekistan.

Der produceres enorme mængder bomuld i Uzbekistan. Og hvorfor kommer det så os ved?

Det gør det, fordi bomuld kræver utrolige mængder vand for at gro, og i et land, der i forvejen har katastrofal mangel på vand, tages dette vand fra floderne. De omledes og afvandes via kanalsystemer, der kunstvander de kilometerstore marker.

Problemet er bare, at floderne derfor ikke løber derhen, hvor de skal. Og et af de steder er Aralsøen. Eller Aralørkenen, som den nu hedder. Siden 1960-erne er 90% af vandet i samme kolossale sø forsvundet og har efterladt området som en udyrkelig saltørken, der er livsfarlig for både mennesker og dyr. Overdødeligheden er enorm, naturen er stået af. Eller også gør den bare gengæld.

Selvfølgelig arbejdes der med problemet. Dog næppe seriøst nok. Når nabolande som de, der ligger her i området, end ikke er på talefod med hinanden, er det svært at komme frem til en fælles løsning. Udover at bekrige og beskylde hinanden for at stjæle det fælles vand. Så længe det findes, altså. Mens Aralsøen bare går ind i ikke-eksistens. Man kan kun gisne om, hvad det har af betydning for økosystemer på verdensplan.

Derudover siger rygter også, at der anvendes børnearbejde til den årlige plukning. Hvilket dog afvises med henvisning til, at børn naturligt hjælper til med det forefaldende arbejde på landet. Den kan man så købe, hvis man vil.

Så uzbetisk bomuld er i krise på mange måder. Omvendt er det landets hovedindtægtskilde og omlægger man hele den produktion i et så fattigt land som dette, får det massive problemer til følge.

På det vedhæftede foto på Facebook kan det ses, hvorledes Aralsøen er skrumpet. Uhyggeligt. Meget uhyggeligt!

Continue Reading

Om virkelig at komme frem til Samarkand.

Jeg har altid været vild med melodien. Hvadenten det var i Birgitte Grimstads folkprægede eller Lill Lindfors’ jazzificerede bigbandudgave. Den er smuk. Og handler både om ulykkelig kærlighed samt længslen efter et sted, der bærer et magisk navn. Et navn, der dufter af krydderier, af silkevej, af kameler, af turbaner, af røgelse, myrra og ædelsten og af støv og 1001 nat. Sådan et sted, der kun findes i uopnåelige drømme, og som man nok aldrig selv virkelig når frem til.

Men det gjorde jeg. Kom frem til Samarkand. Nok er her forsvindende få kameler, og silkevejens betydning som handelsrute er for længst overhalet af skibe og fly, men at stå på Registan Square og kigge ud over al fortidens restaurerede pragt er i den grad betagende. Der må knibes lidt i armen. Det er STORT!

Samarkand er også en relativt moderne ( i alt fald efter uzbetiske forhold) storby med over en million indbyggere. Der er fart på. Men alle de gamle minder fra en svunden tid ligger strøet ud over byen og gør den nærmest tidløs i al sin spejlen sig i fortidens pragt. Det var her, den store folkehelt og erobrer, Amir Timur, skabte pragtfuldt dekorerede koranskoler, moskeer og gravmæler, som er bevaret for eftertiden. Det er meget blåt, det hele. Blåt i de pragtfulde mosaikker og blåt på de smukke minareter, og ekstra blåt i det lys solen giver, når den enten skinner lige på eller er ved at gå ned.

Her er et væld af monumentale bygninger, der alle relaterer sig til Islam. Man bliver gevaldigt træt, hvis man skal gennem dem alle og undgår næppe moskitis i middelsvær grad. Heldigvis ligger de rimeligt samlet omkring Registan Square, og ruten gennem fortiden er bestrøet med vandingssteder af den ene eller anden art. Det er næsten som selv at rejse med silke.

Samarkand er også kendt for sit gode og store marked, hvor man stadig kan finde de fleste af de varer, der førhen vandrede gennem byen. Mest krydderier og eksotiske frugter. Samt Samarkansk brød. En delikatesse, som mest af alt minder om en lykkelig krydsning mellem rigtige birkes og den afart, københavnerne fejlagtigt tror er birkes. Det smager fantastisk.

Dog er det mest forjættende selve tanken om endelig og virkelig at være nået frem til Samarkand. Det lykkedes!

Continue Reading

Om kvinder i Uzbekistan.

Vores guide herovre er i begyndelsen af trediverne, veluddannet og single. Hun er af russisk/ jødisk afstamning, har russisk som hovedsprog og ligner i øvrigt de fleste danske kvinder på præcis samme alder på et utal af måder.

Men hun tilhører nok stadig et mindretal. I øvrigt et mindretal, som primært koncentrerer sig i de større byer. For kommer man fra en traditionel uzbetisk familie, er der ofte helt andre forventninger til kvinder og i allermest bogstaveligste forstand boller i suppen.

Mange uzbetiske kvinder bliver meget tidligt gift, endda ofte med en mand, som forældrene har valgt. I øvrigt er giftemål og bryllupper en forfærdeligt stor ting herovre. Ikke nok med, at brylupper koster formuer og er ens ansigt udadtil, men præsidenten himself har for nyligt ved lov forbudt bryllupsfester på over 200. Ellers var normen 1000-1500— eller i alt fald den overvejende del af ens landsby. Samt deres venner. I et fattigt land er det såmænd også nok viseligt at anvende det minimale overskud på andet end bryllupsfester. I øvrigt bliver en del yngre par skilt i løbet af få år. Simpelthen fordi forældrenes udkårne bliver udskiftet med den, man elsker og vil have.

Også bryllupsfotografering er en megaindustri. Overalt ved gamle moskeer, monumenter og gravmæler møder man nygifte, og knapt så nygifte, par, som iført al stadsen foreviges foran berømte steder og statuer. Det betyder IKKE, at de netop er blevet gift. Der er nemlig ingen tidsmæssig sammenhæng mellem bryllup og bryllupsfoto. Ens fotografier er successens beviser, så jo bedre, dyrere og pralende de er, desto finere. Derfor rejser man mere eller mindre landet rundt med bryllupsstadsen i kufferten.

På landet er det stadig sådan, at kvinder flytter ind hos svigerfamilien og  kan forvente en årrække som husslaver under svigermors skarpe kritik. Ca. 18, siges der, for så er det sædvanligvis tid til at lade slaveriet gå i arv til afkommets brud, som man selv har valgt. Så kan man selv betale alle modbydelighederne tilbage! I øvrigt hænger gamle forældre altid på yngste søn, hvis kone da i den grad må overveje sine fremtidsplaner inden giftermål. Hvis hun kan.

Herovre møder mange kvinder stadig op i ægteskabet med selvgjort, såkaldt udstyr. Især de fantastiske Susanett- duge, som det generelt tager et par år at brodere. Kvinden på billedet afsluttede sin ved sit giftermål i 72, men hun viser den stadig stolt frem som tegn på sin egen kunnen og stolthed over ægteskabets holdbarhed.

Udenfor de store byer går de fleste kvinder traditionelt klædt i farvestrålende kjoler og tørklæder. Unge kvinder har generelt en større børneflok med sig, og det er også tydeligt, at mange har fået børn særdeles tidligt. Der holdes stadig på de gamle skikke og normer, men som det er tilfældet så mange steder i verden, så er samme skikke og normer i hastig opløsning, og det bliver ikke rart at være den generation af kvinder, der kommer i klemme i dette opbrud. Så må man slide for svigermor for evigt— eller i alt fald i noget, der ligner en evighed— uden selv nogensinde at få en udvalgt svigerdatter at være modbydelig overfor.

Med de europæiske øjne er det selvfølgelig rart og befriende at møde kvinder som vores føromtalte guide. Omvendt bliver det en kæmpe kønsmæssig revolution for landet, når kvinderne med tiden begynder at forlade hjemmene. Det bliver givetvis ikke let i et land, hvor man først nu skal til at geare samfundet til børnepasning og ældrepleje. For bare lige at pege på to af de omkostningstunge funktioner, som enhver traditionel familie lige nu varetager selv. Så er det selvfølgelig positivt på en måde, at kvinders pensionsalder er 55. Forstået sådan, at det nok i første omgang desværre er der, børnepasningen ender. Samtidig skal det så også bemærkes, at den lave pensionsalder skyldes slidsomme liv, dårlig kost og en dermed meget lav levealder.

Med samme europæiske øjne er det selvfølgelig også urart at møde alle de andre kvinder. For vi er jo så gode til at lide på deres vegne og påberåbe os rettigheder, som vi selv har. Desværre, tror jeg, at det lige nu faktisk er voldsomt mere besværligt at være ung, veluddannet, single kvinde herovre. End det er at leve i et traditionelt familiemønster. 

Continue Reading

Om veje i Uzbekistan.

Som en form for positiv udmelding til at starte med kan jeg bekræfte, at de HAR veje i Uzbekistan. Det er slet ikke det. Det er sådan mere HVILKE veje. Eller hvad man nu skal kalde dem. Færdselsårer, er nok mere korrekt.

Jo, her er enkelte motorveje. Da. De udmærker sig ved sparsom trafik, at man kan lave U- vendinger på dem, og at de tilsyneladende også er åbne for folk på cykel. Her går det lidt fremad. Der er en form for skred i tingene. Tilligemed at man kan forvente en belægning, der tilnærmelsesvis minder om en grandfætter til asfalt.

Så er der alle de andre. Lad mig først fastslå, at en dansk landevej i dårlig stand her kommer ind som en kongelig pragtalle. Så er stilen ligesom lagt. Uzbetiske veje er decideret usunde for samtlige indre organer, hvis samme organer påskønner en fast plads i kroppen. Det vringler, vrider, danser og halvvælter, når man kører ud af den vejledende belægning, som i bedste fald kan findes i småklatter for hver 20 meter. I værste slet ikke. Der er halvmeterdybe huller, ofte ingen midterstreg, hvilken i grunden heller ikke er nødvendigt, da mange veje er så smalle, at den ene bil må ud i støvrabatten ved passage. Derude, hvor der i forvejen er offentlig sti for mennesker, køer, får, geder, kameler og diverse.

En anden ting er det sparsomme vejnet. Det er simpelthen ikke veje til alle steder. Eller også går de veje, der skal til nogle steder, over en masse andre steder, før de endelig når frem. I går, da vores vej var spærret pga. en del skader fra forårets (FORÅRETS, vi skriver oktober!) regn, måtte vi køre en skrumplende omvej på 65 kilometer, da der ikke var andre veje. Og 65 kilometer er oceaner af tid på vringlende færdselsårer med 40 kilometer og en skæv bus i timen.

Uzbekistan er et land med en noget mangelfuld infrastruktur. Især på vejnettet. Nok fordi rigtigt mange mennesker overhovedet ikke har haft brug for at skulle frem eller nogen steder hen. Men det skal de nu. Nu hvor landet endelig er ved at vriste sig fri af årtiers diktatur af den ene eller anden art, og hvor nærmest alle har fået råd til en lille, hvid, uzbetisk samlet Chevrolet. Så skal de ud på de veje, der i bedste fald er livsfarlige. Hvadenten det er fordi, de er i katastrofestand, ikke findes eller er overbebilede i tætbefolkede områder.

Det bliver dyrt, det her. Og vi priviligerede danskere må lære at leve med et normalt, dansk vejhul. Det er INTET mod dette krater af voldsomt manglende infrastruktur!

Continue Reading

Om at sove i jurt.

Det er efterhånden blevet sådan, at ethvert rejseselskab, der tilnærmelsesvis støder ind i noget, der kunne ligne en ørken, skal have sine gæster ud at sove i jurt. Hvadenten de vil eller ej. For så tager vi lige en nat derude ved kamelerne og nomaderne med mobiltelefon, og så har vi rigtigt været tilbage til naturen.

Jeg er anti-jurt. Så er det sagt! Jeg begriber ikke, at vi  60+ere, som er opvokset med spejderlejre uden bund i teltene, lejrskoler i mugne køjer og kanoture i smat på Gudenåen overhovedet finder os i disse såkaldt eksotiske nætter i kamelduftens skær. Vi har jo alligevel gjort det hele allerede. Men vi formodes at finde dem vildt eksotiske og anderledes, og det kan vi jo så varme os på, når vi sidder tilbage med megaforkølelsen efter en nat i bidende kulde derude i ingenmandsland.

Helt ærligt er jeg mest til hotelværelser med rindende vand, sidde- wc og en form for privathed, når jeg foretager mig de ting, man nu engang foretager sig sådanne steder. Jeg et en klovn til offentlig tis og tynde lokumsvægge. Jeg er dybt afhængig af mit morgenlige brusebad, hader fedtet hår og påskønner at få børstet tænder. Jeg ser absolut ingen charme i at være beskidt, fedtet og have sand mellem tænder og tæer. Og så er jeg helt vild med ikke at fryse om natten. Der behøver heller ikke lugte af kamel, der hvor jeg sover. Faktisk sover jeg en del bedre uden kamelaroma.

Men det er altså rejsebureauernes trumfkort. En tur i ørkensandet, hvadenten vi gider eller ej. Autenticiteten står det også lidt småt til med, men kan man acceptere, at alle de såkaldte nomader primært kommunikerer via mobiltelefoner og går hjem til deres huse og sover i deres senge, når vi turister har trukket os tilbage til vores kolde tæppelejre, så er det da fint nok. Så er de jo også udhvilede nok til at køre smilende i banken i Chevroletten næste dag, for jurtovernatning er en stor industri derude i alle ørkenerne.

Selvfølgelig er det positivt, at de lokale tjener penge på turister. Det er bl. a. derfor, vi altid bør rejse med lokale rejsebureauer og lægge vores penge hos de, der har behov for dem. Men denne jurtindustri er desværre begyndt at sejre sig selv lidt til døde. Og vi 60+ ere står i fare for at jurte os selv til bevidstløshed, hvis vi ikke lærer at sige fra overfor denne ørkenvandring.

Let’s face it. Hvor mange på vores alder finder det fascinerende at sove i relativt beskidte, gamle, kamellugtende tæpper og telte uden ordentlige toiletforhold? I ørkenkulde og sammen med 4 andre pr. jurt, som man måske ikke engang kender? Hvem synes lige, det er vildt tiltrækkende at gå gennem ørkennatten for at lokalisere toiletterne—gennem sand og kamellort— der klokken 3 om natten, hvor vi alligevel allesammen skal op og tisse? Og hvem gider sand i sin mad? For slet ikke at tale om lejrbål med deres hjemlands vemodige sange i stribevis? Og jeg kan garantere, at herovre ER de vemodige. Noget så!

Det er godt jeg er tilbage på et hotel. Beskidt, men i live.

Og så har jeg faktisk bevidst undgået at nævne en lille petitesse: Der er altså heller ikke intetnet derude……

Continue Reading