En surrealistisk oplevelse.

Jeg var på byvandring i går. Vi var kun 4 til trods for, at tidens traskende trend denne sommer er guidede ture af enhver art gennem fædrelandets kroge og hjørner. Vi går som gale ( som om vi nærmest har intentioner om at gå fra Coronaen, at få den overhalet ved at gå nogen så seriøst til), og selv om naturen er fantastisk, vil jeg personligt også gerne have noget kultur og historie med under fodsålerne.

4 er heller ikke korrekt. For der var også en guide. En ualmindeligt sød, velforberedt, særdeles vidende og kompetent museumsinspektør. Problemet var bare, at det allerede fra starten af turen blev lidt grumset omkring, hvem der egentlig guidede hvem. Turen handlede om fødslen af en lille provinsby, her altså tiden fra ca. 1850 til 1930, hvilket netop er en ret spændende periode.

Men det var altså ikke lige det, de andre 3 gæster var kommet for. De var alle opvokset i byen og havde forladt den i 70-erne, og det fik de hurtigt lige lavet deres egen agenda omkring. Den stakkels kompetente museumsdame fik nærmest ikke et ben til jorden omkring brobyggeri og store købmænd, når hun konstant skulle konkurrere med endeløse fortællinger om, hvem der boede hvor og hvorfor samt ret voluminøse diskussioner omkring, hvem der var i familie med hvem. Især hvem der var storesøster til en, der hed Torben, fik vi godt nok pillet voldsomt i. Uden egentlig at nå en konklusion over minimum 1 kilometer.

Så hver gang en interessant formidling gik i gang, blev den omgående overruled af en anden dagsorden. Som vi da fik sat folk ind i huse og diskuteret, hvor købmanden boede, hele vejen op og ned ad gågaden, mens museumsdamen fortvivlet krammede sine papirer og prøvede at stjæle sin egen tur tilbage. Som regel uden held. Da vi omsider nåede egnens store forfatters barndomshjem, og i alt fald jeg forventede at høre lidt om samme forfatter, satte angrebet ind fra flanken, hvis mor havde været i huset hos den læge, der efterfulgte forfatterens far. Så var den sag ligesom tabt! Og museumsdamen tæt på grædefærdig, selv om jeg virkelig, virkelig syntes, hun var både tapper og havde en beundringsværdig tålmodighed.

Selve turen var berammet til 1 time. Men det kunne vi slet, slet ikke klare os med. For når vi både skulle høre om alt det, i alt fald jeg var kommet for, samt alt det, de andre var kommet for at fortælle, så blev det jo til noget, sådan tidsmæssigt. Men nu ved både museumsdamen og jeg selvfølgelig også, hvem der i 70-erne boede i samtlige huse på Storegade, hvem der var i familie med hvem, ( sådan næste, i alt fald) og hvem der var i huset hos hvem, selv om der desværre stadig er lidt usikkerhed omkring Torbens storesøster.
Under alle omstændigheder var det en noget surrealistisk oplevelse. Det tror jeg også museumsdamen syntes. Måske skal man bare adskille tingene, så museumsfolkene tager en tur med os, der gerne vil vide noget faktabegrundet om byens historie, og så kan de yderst kvalificerede guider til befolkningen i Storegade i 70- erne og samtlige deres indbyrdes familieforhold jo bare lave deres egen tur. Måske får de endda på et tidpunkt en gæst, der kan opklare det der med Torbens søster.

Continue Reading

Om vejret.

Det er da bare lige sådan, at man synes, at der må være en lille smule retfærdighed til. Sådan med hensyn til vejret. Når vi nu allesammen skal dyrke de hjemlige, nationale lyksaligheder og være glade for at holde vores ferier på dansk grund, så kunne vejret da også lige tage og stramme sig en smule an og påtage sig sit ansvar. Har det vejr overhovedet hørt om sol?

Selvfølgelig har man anstændigt og pligtopfyldende slugt den der med, at hjemme er bedst, og ude er både ansvarsløst og usolidarisk. Horder af lovlydige borgere har smidt deres friværdier efter gamle sommerhuse og dermed købt deres livs dyreste ferie, mens andre ( de lidt mere forsigtige, nok) bare lejer, men dog samtidig betaler velvoksne summer for 2 ugers intensiv brug af gummistøvler og paraply. Og om en uge vil vi være en nation af superbrugere af Ludo, Netflix vil være uanvendeligt pga. overbelastning, et ikke uanseligt antal danskere vil kunne prale med at have klaret Karen Blixens samlede værker, og en stor del af befolkningen vil hysterisk råbe efter nye museer, da de allerede har dottet samtlige eksisterende af. 3 gange. I øvrigt vil skilsmissestatistikkerne også tale deres klare sprog, og mange børn vil råbe op om, at de sådan set godt vil i skole.

Hvis bare det vejr kunne tage sin opgave seriøst! Jeg mener: Her er århundredets chance for at overbevise os alle om, at ude er noget lort og hjemme ren lagkage. Her er muligheden for en sand opvisning i de danske strandes fortræffeligheder, de danske skoves lyksaligheder og det ganske lands mangfoldige muligheder. Det er ikke meningen, at vi skal bruge vores sommerferie på at spille Ludo og spise kiks. Vi skal ud, ud og se (for en udvalgt skare endda med DSB!).

Men hvor meget gider vi lige se, når udsynet ud over verden begrænser sig til regnvåde, skytunge udsigter? Vis mig lige den ukuelige optimist, der ikke lader sig påvirke af udsigt til våde tæer? Der ikke i sin sommerhushule drømmer, bare lidt, altså, om en enkelt paraplyfri dag og temperaturer over 17 grader?

Så jeg synes personligt, at det vejr bør skamme sig. For nu at anvende tidens lingo, så viser vejret på ingen måde hverken samfundssind eller solidaritet. Det lægger i stedet op til uhæmmet brug af værnemidler og nærmest forlanger, at hver eneste familie selvisolerer i deres sommerlogi. Der bliver givetvis større og større mørketal omkring folk, der usolidarisk sniger sig til områder, hvor vejret er mere ansvarligt, og hvis man tester intensivt for, om ferien vejrmæssigt er optimal, så vil man finde uhyre bekymrende stigninger indenfor negativitet. Der vil være enorm grobund for superspredere af generel surhed, således at smittetallene vil stige foruroligende.

Så vejr: Tag lige og tag dig sammen! Det må da være det mindste. Jeg mener: Her har vi andre klemt røven sammen siden 11. marts. Nu må det være DIN tur!!

Continue Reading

Danmarks største tartelet.

Restaurant Kronborg på den lille ø Egholm i Limfjorden praler med, at de serverer Nordjyllands største tartelet. Det er en underdrivelse, tror jeg. Hvis nogen tarteletter i andre landsdele er større, så skal de serveres i forme på størrelse med opvaskebaljer.

Der er det med tarteletter, at den første smager himmelsk. Den næste smager bare godt. Problemet opstår omkring den tredje, hvor kvalmen langsomt, men sikkert bemægtiger sig festen sådan godt og vel halvvejs igennem. Hvis man vel at mærke NÅR igennem, forundres man bagefter i sin tilstand over, at man på nogen muligt måde har kunnet se det fjerneste attraktive i en tartelet. Jeg er aldrig nået til den fjerde…

Den tartelet, de serverer på Kronborg, akkompagneres af smilende servitricer, fantastisk udsigt over Limfjorden mod både syd og nord samt ren hygge, men alligevel må jeg nok tilstå, at det, der på menukortet virker så usigeligt tillokkende, ligesom overmander en og tager magten helt fra en. Det bliver, sådan en fjerdedel inde, en uløftelig byrde at kæmpe sig gennem en halv kogt hønsegård, et par hurra-asparges og tyk sovs indrammet af kage. Virkelig tarteletfanatikere når nok lidt længere, men det kræver godt nok såvel beslutsomhed som en velfungerende mave.

Det er sådan, at den første tartelet koster 135. Kan man spiser en mere, er prisen 85. Den tredje er gratis. Mit altid udgiftssky jeg pønsede faktisk på at spørge, om jeg ikke bare kunne begynde med den anden….

Men der var altså en mand, som havde spist tre. Sagde servitricen. Ham gad jeg godt se. Især bagefter.

Heldigvis er alle færger til de danske øer–og mellem dem–gratis i hele juli måned for gående og cyklende, så der er ingen undskyld for, hvis man altså er i området, ikke at tage den lille færge til Egholm og prøve kræfter med den lokale tarte-tung. Der er også rigtigt gode vandrestier på øen, selv om de i går var en smule våde og mudrede.

I øvrigt har jeg besluttet mig for, her i min groundede Corona-arbejdsløshed, at prøve nogle af alle disse færger. Ikke blot for at sejle bevidstløst rundt, men fordi det åbner muligheder for at se øer og steder, jeg nok ellers ikke ville være kommet. Så kan jeg jo også tjekke, om nogen kan hamle om med Egholms tartelettiske lyksaligheder. Tror det dog næppe…

Continue Reading

Et orgie af kreativitet.

Der er selvfølgelig dejligt i Ålborgs gamle gader. Men der er godt nok noget mere kreativt og spændende ude i Fjordbyen, den lille skurby ved Limfjorden i den allervestligste del af Ålborg.

Jeg er vild med sådanne steder. Steder, hvor det private initiativ blomstrer ikke bare naturmæssigt, men også i opbygning og udsmykning af huse. Lad os bare kalde det alternativ arkitektur–og i så fald på en måde, så enhver har sin personlige stil og periode. Herude er der ingen grænser for smag–heller ikke den dårlige. Det er havenissernes paradis og et orgie i frivillige museer over alle de ting, man på ingen måde hverken vil eller må have i parcelhushaverne. Nærmest hvert eneste hus udtrykker ejerens personlighed og stil, og det er fuldt legalt at lide af udbredt stilforvirring.

Oprindeligt er der tale om et kolonihaveområde, og gennem årene har stedet da også på tidspunkter været hjemsted for knapt så heldige tendenser og elementer, men i dag fremstår det som en oase af påhitsomhed, hvor man kæler for det hus, man har været så umådelig heldig at komme i besiddelse af. Jeg ville elske at bo sådan et sted, men er samtidig bange for, at mine kreative evner og forståelse for alternativ arkitektur slet ikke rækker. Der er heller ingen tvivl om, at der ligger en dyb forelskelse i stedet bag al den opfindsomhed, og at det er med med slet skjult stolthed og enorme mængder humor og selvironi , man fremviser sine knopskydninger og loppemarkedsfund. Her er blandt andet skuret, som praler af at være Amalienborg, mens tilbygningen selvfølgelig hedder Gråsten, Musikkens hus med alskens instrumenter på ydervæggene og huset, der bare er malet som et palæ mod vejen, fordi man hylder sit privatliv ad bagdøren samt Arveprins Knud, der som en anden hedengangen Storebæltsfærge på 2×1 meter ligger til kaj i Limfjorden.

Er man i tvivl om, om det private initiativ og den store personlige kreativitet stadig eksisterer, så må man en tur i Fjordbyen. Og selv om det regnede, blæste og var dansk sommervejr til overmål i går, så blev man bare så glad ved at gå rundt derude, at det næsten tog flere timer at få det store smil tørret af igen.

Continue Reading

Når små fremskridt er milepæle.

Der er mange (som i 3) babyer i mit liv for tiden. Født med nærmest præcis 2 måneders mellemrum fra januar til for en måneds tid siden. Det var det forår, verden gik i Coronakrise, og vores familie gik i babyboom.

Det er næsten 30 år siden, jeg selv fik sådan en. Baby altså. Og selv om jeg priser mig selv af at være ret god til at huske, så havde jeg altså glemt rigtigt meget om, hvordan det er at have en baby. Babyer har det med at vokse, og ens erindringer knyttet sig ligesom mere til nedslag i opvoksningsperioden og ikke så meget, hvordan det på daglig basis var at have en relativt nyfødt. Selvfølgelig er alle børns babyperioder gået over i familiehistorien, nærmest som en slags kategorisering i stil med: han skreg mest, hun lærte at gå tidligt, han talte enormt sent, og hun havde hår. Det sidste bemærkelsesværdigt i en familie, der principielt ikke dyrker hår som en del af babylivet.

Jeg havde også helt glemt, hvor hurtigt det går med at blive til nogen. Fra at være en fuldstændigt hjælpeløs nyfødt, der udelukkende skal tages sig af til gradvist, dag for dag, at opnå nye færdigheder. Det er især påfaldende, når man hele tiden har 2 måneder som sammenligningsgrundlag. Der er jo sande kvantespring mellem babyer rent udviklingsmæssigt, udelukkende defineret af tid. Her skal så, lidt ude af kontekst, bemærkes, at hvis vi kontinuerligt forøgede vores vægt med en hastighed, som babyer gør, ville vi møde op til skolestart som elefanter, og hvis vi på samme måde og med samme speed opgraderede vores færdigheder, ville vi kunne præstere indenfor kompliceret raketvidenskab allerede i børnehavealderen.

Men det er samtidigt også bemærkelsesværdigt, hvordan vi voksne mennesker kan gå i selvsving i beundring over babyers fremskridt i det, der ved sammenligning med udvikling i livet generelt nok kommer i peanutkategorien. Der jubles, når nogen selv kan holde deres hoved (!), kan begynde at gribe ud efter ting (!), selv kan vende sig (!), kan se billeder i en bog (!) og–her er vi næsten oppe på et sammenligningsgrundlag med, da vi vandt EM i 92–kan grine, sådan rigtigt. Forleden viste det sig f.eks., at den ældste af babyerne bryder i noget nær krampegrin og flækker på langs, når man siger “ku-kuk, ku-kuk”, så det gjorde vi så. En halv million gange. Og vi jublede hver eneste, som havde vi tilbagelagt et halvmarathon op ad det der bjerg, hvor Bjarne Riis engang vandt. Og vi var ikke engang dopede.

Først når man står med en baby, finder man (igen) ud af, at livet består af meget, meget små skridt, der i den situation pludselig udvikler sig til milepæle. Landvindinger, erobringstogter. Hvor et udviklet griberefleks på en given dag pludselig får meget mere mening end selv den største verdenspolitiske nyhed. Vel også fordi den stædighed, som babyer lægger for dagen i forhold til at blive til nogen, er vanvittig beundringsværdig. Man kan se på dem, at det sådan kommer indefra. At de vil frem, eller bare at de vil.

Selvfølgelig er det samtidig lidt tankevækkende, at man selv er ved at opnå en alder, hvor det går den stik modsatte vej. For alle de færdigheder, man selv kæmpede for at opnå som baby, skal man efterhånden også kæmpe for at bibeholde. Der ligger desværre en indbygget og skræmmende automatisk mekanisme i menneskeliv.

Heldigvis kan man så glæde sig over, at babyerne moser derudaf. De forvandles, på daglig basis og med forrygende hast, til rigtige mennesker, der opnår nye færdigheder på stribe. Godt nok er vi ikke tilnærmelsesvist i nærheden af atomfysikken, men det er egentlig helt rart igen at kunne glæde sig over og juble med, når nogen sender deres første smil, som bevisligt ikke bare er en af de utallige grimasser, babyer kan opvise.

Nøj, hvor bliver det Nobelprisagtigt stort, når nogen tager deres første skridt……

Continue Reading

Om at dø AF Corona.

Der tales så meget om en mulig anden bølge af sygdommen. Det er ubærligt, næsten sygdomsfremkaldende i sig selv overhovedet at TÆNKE på, at det kunne ske. Fantasien rækker også næppe til at måtte erkende, at man igen får stjålet det, der dog trods alt er ens liv.

Alligevel tror jeg, vi allerede nu begynder at se en helt anden slags 2. bølge, som skånselsløst vil slå mange mennesker ihjel. Nemlig alle de, der de kommende måneder vil dø AF Corona. For hovedpartens vedkommende helt uden nogensinde at have haft sygdommen.

Måske er jeg den eneste, der får kvalme og lettere anfald af røde knopper ved eufemismen “dø MED Corona”, fordi det i mine ører lyder som intet mindre end en ansvarsforflygtigelse og tydeligt påpeger, at de involverede givetvis ville være afgået ved døden alligevel. Som om, det bare var et ubekvemt vedhæng af en sygdom, de også lige tog med i et fald, der var uundgåeligt.

Men de, der dør AF Corona, vel og mærke uden nogensinde at have haft sygdommen, vil, i samme vildledningsmanøvre, heller aldrig blive registreret som sygdommens ofre. De vil såmænd bare fysisk og psykisk svinde ind og lige så stille opgive det liv, de i øvrigt blev frataget for flere måneder siden.

Der tales så meget om de psykiske følger af epidemien, men der er skam også alvorlige fysiske og motoriske. Vi, der kommer på plejehjem jævnligt, kan ikke undgå at bemærke, at vores gamle bliver mere og mere immobile og taber væsentlige funktioner med en hast, der er skræmmende. På alle plejecentre er enhver form for fysisk træning suspenderet, og der er såmænd heller ikke noget andet at gå efter, for alle aktiviteter, der måtte tiltrække, er lukket ned. Det er yderst begrænset, hvor meget man egentlig kan bevæge sig på en plejehjemsstue, og det er da endnu mere begrænset, hvor man bevæger sig hen, når der absolut intet er at bevæge sig for. Det er åbenlys viden for alle, at kroppen i alderdommen skal holdes i gang, for ellers går den i stå, men Coronaen har sat en stopper for netop de fysiske aktiviteter, der skulle have opfordret og hjulpet vores gamle og syge til at anvende deres egen krop. Så den kunne overleve og holdes i gang.

På det plejehjem, hvor jeg ofte har min gang, har et fåtal af beboerne en lille veranda foran deres bolig. Det er de heldige. Andre er verandaløse eller bor på 1. sal med terrasser. Verandaindehaverne er priviligerede, fordi de kan modtage besøg af familie og venner, der kan snige sig “bagom” og behørigt stå ude på græsset og råbe lidt til et ældre menneske, der på den måde kan få en portion socialt samvær pr. mellemdistanceråbning. Forudsætningen for dette er selvfølgelig, at vejret er godt. I regn og blæst er det en umulighed. Hvilket i øvrigt er himmelråbende surrealistisk, idet ingen nok nogensinde havde forventet, at klima og vejrlig skulle være udslagsgivende i forhold til, om man kunne besøge sine ældre.

De beboere, der er så uheldige at bo i andre lejlighedsformer, har tabt i dette store socialt samværslotteri. I begyndelsen fik de enten ikke besøg eller måtte langdistanceråbe over et par etager. Ved den såkaldte opblødning har de fået anvist et utæt, forblæst skur, hvor de efter nøje planlægning kan få ½ time udenfor sammen med deres pårørende. Det er ikke blot uanstændigt. Det er oprørende.

For ikke blot har vi taget opretholdelsen af de motorisk/fysiske færdigheder fra vores ældre og syge, vi har også frarøvet dem det sociale samvær, der også er med til at give livet mening. Her tænkes selvfølgelig i første instans på besøg af familie og venner, men det bør bestemt også påtales, at der indenfor selve plejehjemmenes rammer heller ikke er tale om nogen form for socialt samvær beboerne imellem eller aktiviteter, der bygger på samvær. Jeg har ikke selv set de lange, tomme gange, for jeg må ikke komme ind. Men jeg har fået dem beskrevet. Beskrevet som en form for rungende tomme dødsgange, hvor mismodet bor i alle hjørner og kroge.

Jeg kan godt forstå, at man under disse forhold fristes til at give op. Eller måske endda tvinges til det, fordi kroppen og hjernen går i stå af ren og skær mangel på stimulering. At man, efter så mange måneder, ikke længere kan se en vej ud af det, og at den drøm om et værdigt liv, der var med til at holde det hele gående i begyndelsen, bliver mindre og mindre, fordi det er uoverskueligt, hvornår livet i givet fald kan begynde igen.

Og jeg vil håbe, at de ansvarlige begynder at indse, at forfærdeligt mange udsatte vil begynde at dø AF Corona, hvis der ikke sker ændringer i deres forhold. Markante ændringer, der såvel tager højde for fysiske som psykiske omstændigheder.

Ellers vil antallet af mennesker, der dør AF Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen–på skræmmende vis langt overgå antallet af de, der tilsyneladende er døde MED Corona. Og det kan vi, som samfund, slet, slet ikke være bekendt!

Continue Reading

Når noget bliver væk.

Nu er det tilfældigvis denne her, der er blevet væk. Så lad mig bare bruge den som eksempel.

Jeg har ellers haft den længe, for det fremgår med al tydelighed, at jeg, på sikkert uretmæssig måde, er kommet til den fra en skole, jeg engang har gået på. Det står i stemplet. Derudover husker jeg også, at den har min teenageautograf på titelbladet, og at jeg heldigvis har opgraderet mine kragetæer siden. Forståeligt nok har den været en del af mit liv, gennem flytninger, børnefødsler, livsperioder og talrige, virkelig talrige bogreoler. Fra ABC fra Trævarefabrikkerne, hvor holdedimserne altid blev væk, over Panduro til Montana-copycat for de, der ikke lige har råd til at investere årslønne i bogholdere.

Anyway, jeg er ikke god til ting, der bliver væk. De besætter mig. Tager mit liv fra mig og reducerer mig til en hæsblæsende tingfinder, der støvsuger alle tænkelige (og utænkelige) hjørner og kroge for at lokalisere det eneste, der pludselig giver mit liv mening.

Jeg starter med dyb forundring. Målløshed over, at en ting ikke er der, hvor jeg er fuldstændigt urokkeligt overbevist om, at den skal være. I dette tilfælde under Kirk i bogreolen. Ved samme lejlighed kunne jeg i øvrigt konstatere, at jeg er særdeles velforsynet med eksemplarer af Daglejerne og Fiskerne, som endda har stempler fra op til flere læreanstalter, som både manden og jeg har frekventeret. Så bliver jeg sådan lidt infantil i min tankegang og spørger (nogle gange højt) den bortgangne, hvor den mon, på eget initiativ, er gået hen. Jeg er overhovedet ikke bleg for at kalde på den, hvis det nu skulle hjælpe. Det gør det så ikke.

Så indsætter jeg i min målløshed et større detektivarbejde omkring, hvornår jeg sidst har brugt den–og hvor. I dette tilfælde var det en udfordring. For, helt ærligt, så går jeg ikke sådan, på daglig basis, og BRUGER Skyggespil. Jeg læser den, med årelange mellemrum, når jeg lige får en pludselig opblomstring af nostalgi eller uovervindelig lyst til at genopfriske Boel-Hans og Brakkeren, som er noveller, jeg elsker på samme måde, som andre mennesker måske skal igennem Ællingen og Nattergalen med jævne mellemrum. (Her skal indskydes, at H C Andersen ikke bare lige sådan bortgår hos mig. Jeg har arvet de samlede værker i murstensversionen, der ville kræve en kran for at forflytte sig selv.)

Jeg aner med andre ord ikke, hvornår jeg sidst har set den bog. Måske ligger det endda så langt tilbage, at dens forsvindingsnummer hænger sammen med det besynderlige faktum, at jeg ret ofte kan genkende mine egne klassikere på mine børns bogreoler. (Unger: Der er Daglejere og Fiskere til ukommenteret bortførelse, vi har nok!)

Men så er det også, at det sådan bliver lidt af en besættelse. For hvor ER den bog henne? Især når det nu, i løbet af ganske kort tid, har udviklet sig til selve meningen med mit liv, den store forløsning og det eneste, der er værd at spekulere på, at finde den bog? Jeg kan lede i cirkler omkring mig selv, tjekke køkkenskabe ( hvem ved?), garager og dunkle kælderum og fare rundt som en forvirret hveps i stikkehumør. For det kan jo ikke passe, at jeg ikke engang kan holde styr på noget så styrbart, der helt enkelt skulle have stået på sin dertil tildelte plads i min bogreol.

Og det er jo ikke bare den bog. Det er så utroligt mange andre ting. Med samme dagsorden. Målløshed, forvirring og besættelse. Som dengang jeg ikke kunne finde et par jeans (stadig ufundne), billederne fra min konfirmation (fundne), den allerbedste kniv (helt forkert skuffe, inderst) og de 8 smørbrikker, jeg allerede havde solgt på DBA og derfor var nødt til at finde dubletter på. Jeg måtte sgu` helt til Kolding!

Selvfølgelig kommer der, efter ransagning af alle tilgængelige og ofte også fuldstændigt utroværdige gemmesteder, en form for resignation eller erkendelse af, at en ting har forladt ens liv. For good. Det er forbandet svært at acceptere, og i månedsvis hænger der stadig sådan en lille snas af forventning om, at det alligevel vil lykkes.

Sådan at når man alligevel er i drivhuset eller brændeskuret, så tjekker man da lige for en sikkerheds skyld, om ikke Skyggespil af sig selv er spadseret derud og bare ligger der i skyggen og venter på, at man omsider finder den.

Continue Reading

En håbløst forældet tankegang.

Det er muligt, Socialdemokratiets politikere selv tror på det. Sikkert fordi de færreste af dem nogensinde har været ude på arbejdsmarkedet i det samfund, vi andre fungerer i.

I alt fald har samfundets opbygning ændret sig betydeligt, siden samme parti opstod som fortaler for arbejdernes sag. Tilsyneladende tror partiet stadig, at det danske samfund består af arbejdsgivere (det være sig både offentlige og private) og arbejdstagende. De arbejdstagende organiserer sig derfor i fagforeninger, således at de med dem i ryggen kan forhandle med arbejdsgiverne, og alle arbejdstagende forventes at have et fag, der berettiger til medlemsskab af en helt bestemt fagforening. Man formodes at arbejde fuldtids med sin metier, og er man smed, så er man altså ikke noget som helst andet.

Beklager, sådan ser samfundet ikke ud mere. Denne samfundsøkonomi, baseret på at sælge og købe arbejde på den allermest simple måde, er forlængst overhalet af et helt andet syn på arbejdslivet, faggrænser og personlige præferencer. Rigtigt mange mennesker i vores land lever i og med en gig økonomi (begivenheds/ansættelses-økonomi), hvor de overlever på enkelt- og tidsbestemte ansættelser. Det er, for de flestes vedkommende, et aktivt valg ( eller fravalg af gammeldags ansættelser), fordi man prioriterer at arbejde med hjertet, at gå efter de spændende opgaver og selv at være dame/herre i sit eget arbejdsliv. Den såkaldt kreative klasse, som vokser med mange tusinde hvert år, er et oplagt eksempel, men der er tusindvis af andre, der lever fra job til job som en form for moderne daglejere, der hyres og fyres, fordi det er en livsstil. Selvfølgelig er der også mennesker, der er tvunget ud i den slags ansættelser, selv om de måske godt kunne ønske mere stabilitet i arbejdslivet. I alle tilfælde er der her tale om rigtigt, rigtigt mange, som hele tiden ( fordi det er en voksende trend blandt unge at arbejde på denne måde) bliver til mange flere.

For et stort antal af de samme mennesker er det vanskeligt at komme ind i en gammeldags fagforening. Simpelthen fordi råderummene er så store, at man ikke lige hører til et bestemt sted. Eller fordi man hører til så mange steder, at man ingen steder har timer nok til at opfylde krav om beskæftigelse. Ydermere er mange ansat til aflønning på A-indkomst, fordi det ER deres indkomst, og ikke nogen som helst form for honorar til en B-indkomst.

Alle disse mennesker har regeringen glemt, overset og ignoreret i forbindelse med Coronakompensation. For for at få kompensation eller dagpenge skal man enten arbejde fast i et firma eller være medlem af en fagspecifik fagforening. Og det er de ikke. Deres liv er baseret på gig økonomi, hvor de har korttidsansættelser (og korttidsopsigelser)–og det desværre ofte indenfor områder, der er totalt nedlukkede (eller har været det) i forbindelse med Coronaen.

Selvfølgelig kan de af dem, der ikke falder for sexistiske regler om forsørgelsespligt ( hvem har spurgt, om kontordamen på kompensation er gift med en millionær?) få kontanthjælp. Hvilket for de allerflestes vedkommende sikkert vil være en stor lønopgang–samt derved en fuldstændig unødvendig udgift for staten, der jo bare kunne kompensere.

Personligt vil jeg mene, at det er på tide, at regeringen får øjnene op for, hvordan det reelle arbejdsmarked i landet i grunden ser ud. For nok består det af gammeldags arbejdsgiver/arbejdstager-forhold, men der er et kæmpe-kæmpe antal mennesker, der slet ikke lever inden for de, måske forældede?, normer for et arbejdsmarked. Tillige er netop gig-økonomien i kraftig vækst, så det burde være regeringens pligt at orientere sig udenfor Borgen og i det arbejdsmarked, de tilsyneladende er så fremmedgjorte overfor.

Det er tidens trend, at man ikke bliver i sit firma eller sin ansættelse forever. Faktisk siges det blandt en del unge, at hvis man bliver i samme ansættelse i over 6 år, så bør man nok lige tjekke, om man sidder fast. Hvor vores generation blev opflasket med lyksalighederne ved et godt, fast, livslangt arbejde med en god pension, er kravene af en helt anden art i dag. Det skal være spændende, det skal være udfordrende, det skal være selvudviklende, det skal være med hjertet hele vejen og frem for alt må man ikke gå i stå ved at sætte sig på en bestemt stol, hvor røven vokser urokkeligt fast. Ydermere er det vel næppe nogen hemmelighed, at netop denne tankegang fostrer fleksibilitet og innovation.

Så prøv lige at kigge ud over landet og se alle dem, der ikke passer ind et strengt forældet og slet ikke tidssvarende syn på det danske arbejdsmarked. Vi er mange, utroligt mange, der lider under, at danske politikere befinder sig så langt fra det danske arbejdsmarked, at de ikke engang har nogen fornemmelse for, hvordan det både ER skruet sammen–samt hvordan det særdeles hurtigt udvikler sig! Ordet gig economy er engelsk. Mig bekendt har vi det ikke engang på dansk. Det burde vi!

Continue Reading

45 år.

Dette billede er 45 år gammelt. Det er taget på fortrappen udenfor det daværende Hobro Gymnasium, som nu er omdøbt til Mariagerfjord, sikkert i den hellige inklusions navn, så dem fra omegnbyerne og de utallige små landsbyer også skal føle sig velkomne.

Det viser 26 unge mennesker, som meget snart skal påbegynde deres afsluttende studentereksamen. Man kan vel kalde det et “før”-billede, men desværre eksisterer der ikke noget “efter”-billede, selv om alle slap ud med et eksamensbevis. Huer, derimod, var knapt så populære det år, så mange havde valgt at lægge hovedbeklædningen på lighedens og den socialistiske tankegangs alter, for man skulle ikke prale. Og man skulle heller ikke tro, man var noget særligt, bare fordi man havde taget en studentereksamen.

Det var en dejlig sommer. Selv forsommeren var varm og badevenlig, og nætterne var lysere, end de nogensinde har været siden. Der var sådan en, lidt tøvende og forventningsfuld, glæde over, at det hele var overstået, og at noget nyt, som man ikke engang selv kunne definere præcist, ventede forude. Vi kaldte det sikkert ikke “livet”, for dengang var selv ikke næste år en del af vores begrebsverden. Og samtidig var de 3 år, fra vi gik ind på gymnasiet som børn og kom ud igen som unge mennesker, ufatteligt betydningsfulde i vores liv. Jeg tænker tit tilbage på dem, hvor de, under nostalgiens englekor og mangel på skydække, bliver nogle af de bedste i mit liv.

Og vi kom ud i en verden, hvor adgangskrav til mellem og højere uddannelser end ikke var på tale. Man kunne, bogstaveligt talt, spadsere ind på de fleste læreanstalter, og man havde umådelige chancer for ligeså at spadsere videre mellem alle de uddannelser, man nu havde lyst til at snuse til, indtil man fandt den rette. Eller lod være. Derfor fik den her flok faktisk alle gode uddannelser. Vi blev til NOGEN. Ikke NOGET specielt pralende, men vi fik mulighederne, og vi tog dem på vores egne, sindige, jyske måder.

Nogle af os har holdt sammen gennem alle årene. Nogle af os har holdt pauser fra hinanden, mens vi tog sving i livet, som vi helst ville tage alene. Men vi, der stadig ses, knytter venskaberne endnu tættere, fordi vi mere og mere erkender, at vi er hinandens livsvidner, hinandens spejlbilleder af en fælles fortid, og mange gange de eneste, der kan huske hinandens ungdom og familier. Årenes gang gør os nostalgiske, og jo ældre vi bliver, desto mere kommer vores fortid i fokus.

Det er alligevel med en slags vemod, jeg betragter billedet af disse glade, unge mennesker, der bogstaveligt talt sidder på livets trappe. Vemod, fordi det jo i al sin ubekvemmelighed fortæller, at jeg selv er blevet 45 år ældre siden dengang, og derved har brugt en ikke ubetydelig andel af min egen livsration siden. Men der er også glæde. Glæde over, trods alt, stadig at være her efter så lang tid, stadig at kende mange af disse formidable mennesker og over, at det hele gik godt. Der var ups and downs, men i det store hele gik det jo godt…… I de fleste af de 45 år!

Continue Reading

Båltale.

Så blev det Skt. Hans. Eller gjorde det? Sådan rigtigt? Der er ingen tvivl om, at det vejrmæssigt er blevet sådan for alvor sommer, at nætterne lyser, og alle de højsommerske urter og buske står i fuldt flor. Men bålene mangler.

Samtidig er der desværre heller ingen tvivl om, at hvert eneste by har sine hekse og hvert sogn sine trolde. Fabelvæsner har altid udgjort en form for forklaringsmodeller på ting og hændelser, man ikke har kunnet forstå. Og lige nu er det allermest uforståelige, uhåndgribelige og utæmmelige Coronaen.

Derfor vi jeg brænde mine hekse selv. Alene. Og sende mine trolde afsted til steder så langt borte, at de aldrig har en levende chance for selv at finde tilbage igen. I år er mine fabelvæsner ikke kostridende, hæslige gamle kvinder i laset tøj eller mænd med store næser og krogede, behårede lemmer. De er meget mindre. De er såmænd ikke større end sølle, uskyldige bakterier.

Så jeg vil sende hver eneste bys og hver eneste sogns bakterier til Bloksbjerg. Eller hvor man nu end sender den slags hen, når man godt kan se, at det er fuldstændigt unfair at smide al lortet ad det østlige Tyskland til. De har jo nok i forvejen. Jeg vil brænde virus på kvas og bøgegrene som en gal pyroman og endda stå og grine med skadefryd samtidig. Jeg vil endda snyde og hælde benzin på bålet, hvis det kan hjælpe skidtet med at få en hurtigere afgang. Jeg vil synge Midsommervisen for fuld falskhed, og hvis det kan hjælpe står jeg gerne samtlige vers igennem. Flere gange. Både på Shu-bi-duask og på den flotte, gamle melodi. Jeg vil skide højt og flot på tidens trend omkring det sexistiske i hekseskikkelsen og antage, at der findes vira af begge køn, som bare skal tage billetten til de evige virusmarker, hvor de hører til. Jeg vil se bålet som en renselsesproces, som en skærsild, hvor alle former for Corona får deres fortjente straf. Og den er ikke ubetydelig.

For så kan det blive sommer. Både indvendigt og udvendigt. Så kan vi komme ud af fabelviravæsnernes omklamrende favntag og begynde at leve igen. Vi kan fortætte, forsøstre og forbrødre os på enhver tænkelig fysisk måde, og vi kan være sammen med alle dem, der bare noget så uendeligt trænger til at være sammen med os. Med de gamle, de syge og de udsatte, som i alt, alt for mange måneder har u-levet deres liv på præmisser, der gør, at de, hvis de dør nu, vil dø AF (ikke MED) Corona–uden nogensinde at have haft sygdommen. Og så vil ikke blot ungdommen gå til dans, men alle vi trekvartgamle vil såmænd også valse ud i livet på skæve trin og twiste en gang ekstra for befrielsen.

Måske vil vi endda selv rejse til Bloksbjerg. Uden kost, men med mod på verden igen. På at se det hele farefrit igen og rejse uden hudløshed og angst. Generobre den hverdag, vi savner, og næsten har glemt, hvordan fungerer.

Det kræver bare lige, at vi får sendt virustroldene og heksene afsted. Ved fælles indsats og noget så eftertrykkeligt. Så lad os bruge denne bålfri Skt. Hans til hver især at oprette et indre bål, således at vi med enorm fælles kraft kan blive ved med at elske vort land og leve vore liv på den måde, vi alle gerne vil. Og som vi gjorde, før fabelvæsnerne erobrede os!

Continue Reading