Mulberry, igen. Og igen!

Da jeg var barn, sov jeg tit ved nye Barbiedukker. Samt engang imellem Ken, men ham havde jeg ikke så mange af, for han var lidt kedelig. Da jeg på et tidspunkt havde sparet sammen til min første, spritnye cykel, havde jeg også planer om at tilbringe vores første, fælles nat sammen i sengen, men det blev noget akavet hen omkring midnatstid. Selv om man er dybt forelsket i sin nye cykel, er det alligevel en smule søvnforstyrrende at ligge i ske med et cykelstyr.

Engang havde jeg det også sådan med nyt, fint tøj, at jeg ikke nænnede at tage det på. Det kunne jo blive beskidt og få pletter. Set i bakspejlet var det nok en god ide, at man dengang altid fik tøj, der var til ” at vokse i”, for mange gange fik jeg det rent faktisk ikke på, før jeg var fuldstændigt vokset til det. Godt og vel.

Ikke, at vi var dårligt stillede, men dengang fik man nu engang ikke så meget, og jeg kan stadig huske den jublende henrykkelse over at få noget, man sådan virkelig, virkelig havde ønsket sig. Eller selv havde sparet sammen til. Samt bevidstheden om, at altings “nyhed” var forgængelig. Og derfor var det væsentligt at holde nyhedsværdien i live. Generelt er/var den bedste måde at gøre det på simpelthen helt at afstå fra brug. For man skulle passe på sine ting. Skulle man.

Den følelse har jeg faktisk ikke oplevet i mange år. Altså at være så barnligt bange for at bruge en ting. Men med indtoget af den der længe ventede og dybt ønskede Mulberry, er barndommen pludselig kommet susende ind i mit liv igen. Nej, jeg sover ikke ved min taske, selv om man garanteret godt kan ligge i ske med en Mulberry.

Til gengæld bruger jeg den så heller ikke. For der kunne jo ske den noget. Noget rigtigt grimt, som f.eks. at den blev plettet, spættet eller fik en lille rift. For kort tid siden præsterede jeg at slæbe den med til Spanien, og hvis det ikke havde set besynderligt ud, ville jeg nok have emballeret den i både dustbag og indkøbsnet under flyveturen. Jeg turde ikke engang lægge den op i bagageboksen, for man ved jo aldrig, hvad andre folks overtøj kan afgive af misfarvning. Så jeg sad med den som en lille skødehund alle 3 timer. Frem og tilbage. Vel dernede stoppede jeg den ind i et skab i en ren plasticpose og satte straks efter ud til det lokale marked for at købe en billig taske, som jeg kunne bruge……… Og Gudhjælpemig om jeg ikke bevidst købte en taske med pletter på. Ikke blot fordi man så kan presse prisen, men nok endnu mere fordi, vi så ligesom havde overstået det indledende, og allermest hjerteskærende, pletteri, så enhver ny plet nærmest ikke kunne gøre ondt mere. Jeg VED jo, at jeg er sådan en, der helt ubevidst tiltrækker pletter ( Akkurat ligesom med myg, hvor den først ankomne bare skriger “Festmåltid!”, når den ser mig.), og hvis andre har sat de første, føler jeg, at jeg har opnået carte blanche til at fortsætte pletfesten.

Det er derfor, det er så svært med den Mulberry. Jeg tør jo næsten ikke røre ved af bare angst for, at jeg afsætter aftryk.

Så derfor har jeg det faktisk sådan, at jeg inderligt ville ønske, at en eller anden helt uforvarende ville komme til at sætte en lille plet på den. Ikke mig, for det ville jeg nok aldrig nogensinde kunne tilgive mig selv. Ikke den første plet. Men efter den er det hele jo ligesom ligemeget. Hvis min jomfruelige Mulberry havde bare en lille, bitte plet, så ville jeg bruge den. Så ville jeg turde at medbringe den udenfor og på gode dage endda måske tage den med ud at rejse. Og så var jeg fri for alle de der andre overplettede tasker, som i virkeligheden bare er substitutter for, at jeg er skingrende paranoid overfor noget så hysterisk materielt som en skide Mulberrytaske!

Omvendt: Hvem husker ikke den første plet i den nye sofa??????

Continue Reading

Om billeder.

Forleden gav vi min mor den gave, hun suverænt er blevet gladest for de sidste mange, mange år. Et billede af hele hendes familie.

Min mor er computerimbecil, ipadanalfabet, elektronikblind og mestrer sin telefon lidt under hjælpeklassestadiet. Hun er, med andre ord, en relativt gennemsnitlig ikke-bruger af elektronik på 88. Det er ikke muligt at sende billeder til hende, SMS-er kræver en del bistand, og sociale tjenester og medier ligger milevidt udenfor hendes rækkevidde. Men et indrammet, fremkaldt billede kan hun forstå. Og sætte pris på.

Sådan et billede koster 1000 kr. at få fremkaldt, forstørret op og sat i ramme, og det vil de fleste nok synes er helt ude af proportioner for et BILLEDE. Billeder koster jo pr. definition ingenting, og i vores elektroniske hverdagscirkus er vi da også storforbrugere af dem. Mange mennesker er blevet dokumentarister af deres egne liv og er tæt på at nå dertil, at hvis en begivenhed, eller måske bare en ganske, almindelig gennemsnitsdag ikke er dokumenteret og bevist elektronisk, har den såmænd nok slet ikke eksisteret. Vi er blevet storforbrugere af billeder af vores egne liv–eller i alt fald episoder i vores liv– og billeder er derfor gået hen og blevet noget FORGÆNGELIGT, som kan photoshoppes eller slettes–ulig noget BESTANDIGT, som holder og skaber minder. Som de var engang, og som de stadig er for min mor og hendes generation.

Det har altid undret mig, at vi for bare få år siden havde en stående joke og en bred enighed om, at noget af det værste, man kunne blive udsat for, var at blive tvangsindlagt til andre menneskers fotoalbums fulde af feriebilleder. De samme mennesker ( inkl. mig selv!) oploader med stor og ufortyndet glæde tonsvis af ferieshots på de sociale medier og forestiller sig nu, at Familien Hansen i Portugal er blevet vældig interessant for andre, fordi Hansenerne nu stirrer ud fra Facebook istedet for fra et fotoalbum. Det er da noget af et paradigmeskift! Eller måske er det bare et indlæg i den stadig større og mere krævende konkurrence om, hvem der har de mest interessante ferier og har råd til at rejse til de mest eksotiske steder.

Min mor er fra en tid, hvor billeder var bestandige. Ikke blot økonomisk, fordi det faktisk kostede en del at få dem fremkaldt. Derfor tog man heller ikke 20 skud af Tower Bridge i håbet om, at bare et af dem var Facebooktjenligt. Man var økonomisk og tog et, højst to–også fordi filmen gerne have 24 billeder, og det måtte man så lave sin egen logistik på. Vigtigst af alt var dog, at ingen fotos kunne slettes. Det kunne ikke gøres om. Bordet fangede. Jeg tror stadig, vi er mange, der erindrer fejlskudte fiaskoer som indersiden af vores egne lommer og folk med lampeskærme i stedet for hoveder, som vi fortabte har grædt over at måtte betale for hos fotohandleren. Til gengæld passede vi på vores fotos. De blev sat i albums, gerne med små notitser eller længere historier om oprindelse og begivenhed.

Generationen før os puttede dem ikke blot i album. De stillede og hængte dem op, så vægge og hyldeflader blev en form for datidens udgaver af Facebook. Altså så alle de, der ville og gad, kunne se dem. (Her undrer det mig så også, at jeg personligt syntes, det var lidt pinligt med anegallerier på stuevæggene, når jeg selv er slem til at lægge mine ud til offentligt skue på sociale medier!). Forskellen var dog–og den var stor!–at de fleste af disse billeder ikke var som nutidens snapshots af familien i sjove ferieomgivelser, men at de oftest var opstillede. Det var bryllupper med samtlige tilstedeværende, sølvbryllupper med alt afkom og konfirmationer i hobevis. Det var nemlig vigtigt, at billederne ikke var noget forgængeligt, noget, der kunne slettes, men i stedet et bestandigt minde om lige præcis den dag i ens liv.

Nutidens billeder dokumenterer et liv i fart og forandring. Et billede bliver relativt uinteressant efter kort tid. Af den simple grund, at der er sket noget nyt eller kommet nogle nye omgivelser. Nok gemmer vi nogle af vores billeder, men det er pr. definition altid de seneste, der er de mest interessante. Der er flow i vores liv, og billederne er faktisk ret gode til netop at bevise det flow. Som vi netop utroligt gerne VIL bevise udadtil.

Sådan var det ikke tidligere. Det var ikke flow og forandring i livet, der skulle mindes. Det var meget mere den der helt specielle dag, der skulle blive stående. Så den blev husket. Mine forældre skiftede da ikke de opstillede billeder ud, hver gang der skete noget nyt. Nok kom der nye konfirmationer på væggene, men de gamle bryllupper røg da ikke på skuffedelete, fordi der var kommet nye. De blev stående. Og de blev talt om. Fordi livet ikke blot var et hurtigløb fremad, men også indebar at huske og mindes det, der lå forud.

Så mens jeg lige oploader et par shots af en ferie, jeg nok har glemt igen, når den næste går igang, sidder min mor og glæder sig over billedet i rammen af sin store familie på netop den dag og netop det sted. Hun har flere gange sagt, at hun er så glad ved “at vi alle er gode på billedet”, for i hendes verden er billeder jo ikke lige noget, man kan lave om. Hun kunne ikke drømme om at lægge det på Facebook ( hun ved nu heller ikke rigtigt, hvad Facebook er!), men til gengæld er jeg sikker på, hun med stor glæde fremviser det for enhver interesseret, og at det får lov til at hænge på hendes væg til hendes dages ende!

PS. ( Og mest til lærerlæsere!) Ja, det er Gl. Avernæs.

Continue Reading

Om datomærkning.

Min køkkenoprydning pågår stadigvæk. Jeg vælger her bevidst at anvende polititerminologi, (altså “pågår”) da jeg gennem hele processen har følt mig som en slags ufrivillig arrestant eller en tvungen interneret i mit eget køkken. Hvis der er en mening med os, har meningen med mig aldrig været, at jeg skulle rydde op. Eller gøre rent. Mine gener er simpelthen for ustabile og degenererede, og jeg er (for nu at citere en kvinde ret tæt på mig rent genetisk) noget af en sjuske.

I dag stod den så på mad- og krydderiskabe. Jeg har altid været alt for udgiftssky til at være hysterisk omkring datomærkninger, men jeg skal da alligevel lige love for, jeg fik en god bunke chok, sådan rent datomæssigt, da jeg først kom i gang. Der boede adskillige såvel krydderier som andre former for den slags madvarer, man kun bruger en gang imellem, med fødselsattester helt tilbage til årtusindets begyndelse, samt påskrevne påbud om, at samme burde have været stedt til madhvile omkring 2013–eller før. De fleste har jeg ikke anvendt–i alt fald nok ikke siden 2012–men nogle har jeg da med stor glæde puttet i familiens aftensmad.

Jeg har godt nok undret mig en smule over, at mængden af f.eks. karry og paprika konstant skulle forøges, men har i min madmæssige visdom forklaret det med, at det nok var mig, der var ved at blive krydderiresistent–eller bare havde rejst for meget i østen. Jeg ved så nu, at det nok ikke lige er der, forklaringen skal findes. Og når jeg tænker sådan rigtigt alvorligt over det, så kan jeg da faktisk heller ikke huske at have investeret i karry, siden omkring juletid i 2015. Det var dengang, jeg opdagede, at jeg havde 17 åbne, halvbrugte breve eller pakker og så–nu kommer det udgiftssky igen!– som en selvfølgelighed aftalte med mig selv, at de skulle bruges, rub og stub, inden jeg investerede på karryfronten igen.

Men hvad der gør mig så uendeligt glad–og rigtigt sur og knotten på samme tid–er, at man jo i så fald overhovedet ikke kan stole ret meget på de datomærkninger. De er sådan ca. så vejledende, at man sagtens kan lægge ½ årti til, inden det begynder at blive direkte sundhedsskadeligt. Jeg er glad ved, at jeg, ovenikøbet i fin form og uden mavepiner eller spættede udslet, har overlevet enhver mumificeret karry og gurkemeje over kremeringsdato. Men jeg er tøseknotten over, at nogen, i rent og skært salgsøjemed, forventer, at jeg respekterer sidste anvendelsesdatoer, som udelukkende tjener til, at jeg bliver så bange for mit krydderiindtag, at jeg anskaffer nyt. Jeg er her udmærket klar over, at sidste salgsdato og sidste anvendelsesdato er to forskellige begreber, men det gør da bestemt ikke sagen bedre, at jeg går efter den sidste af de to.

Problemet med de noget misvisende datomærkninger har været diskuteret en del på det sidste, og jeg er også helt bevidst om, at diverse firmaer gerne vil have deres ryg fri. Så det, jeg egentlig vil, er helt, fuldt og for mit vedkommende uimodsagt at fastslå, at jeg er det levende bevis på, at diverse udløbsdatoer på især krydderier udelukkende influerer ( og her bestemt ikke altid!) smag. Jeg er i alt fald ikke død af det! Og det er er de, der uforvarende har fået stoppet krydderier fra årtusindskiftet ned i deres hals i mit hus, bestemt heller ikke. Så brug bare løs de næste årtier…….

Endelig, og det er jo heller ikke uvæsentligt, så er der endnu mere at glæde sig over: Hvor HAR jeg godt nok sparet mange penge på karryfronten!

Continue Reading

Om selvpromovering.

Nu er jeg så–for hvad der føles som 117. gang–igen blevet opfordret til at lave en video med mig selv, så potentielle kunder ( altså rejsebureauer) kan studere den og se, hvordan jeg fungerer, gestikulerer, taler, bevæger mig og i det hele taget ser ud på film. Man kan også vælge at se det som, at jeg er blevet tilbudt at lave en reklamefilm med mig selv som produktet. Svaret er nej. Igen, igen!

For mig ville det svare til, at jeg ved en ansættelse som lærer skulle undervise en imaginær, ikke-eksisterende klasse, mens rektor og bestyrelse så pænt kunne iagttage og sikkert lave små notater til, hvordan jeg nok var som lærer. Prøv lige at se situationen!

Der er flere ting, der taler mig trekvart imod. For det første er situationen så uhyrlig falsk og konstrueret, at jeg på den potentielle video enten ville fremstå som en andenrangs amatørskuespiller, der forgæves, og særdeles pinligt, forsøgte at spille mig–eller også ville jeg simpelthen ( og nok mere sandsynligt) være ved at omkomme af grin over noget så tåbeligt og konstrueret. For mit indre blik forestiller jeg mig forstillet, men ivrigt, forklare om, fortælle og pege på Buckingham Palace til en sværm af virtuelle, interesserede mennesker, mens jeg i virkeligheden nok i det fjerne kan spejde et bladløst træ og en forvirret hund i min egen baghave.

Det er så den ene side. Den anden er noget mere kompliceret og har decideret noget med min alder at gøre. Jeg er nemlig så ualmindeligt og, kan jeg nu forstå, håbløst dated, at jeg tror på, at det er mine faktiske præstationer derude i marken, der skaffer mig de næste jobs. På at når bureauerne noterer, at jeg godt kan udføre mit arbejde, så henvender de sig igen. Jeg er nemlig ikke opdraget i en “sælge-sig-selv-kultur”. Jeg er langt under lavmål til selvpromovering. For i min aldersklasse kalder vi det nemlig pral.

Jeg er, med andre ord, noget så øredøvende dårlig til at sælge mig selv på nutidens præmisser. Jeg er opdraget til, og med, at man med klædelig beskedenhed nærmere neddrosler sine egne kvalifikationer end udbasunerer og overpynter dem. Jeg ville blusse af skam, hvis jeg skulle sælge mig selv som en opreklameret vare i et supermarked og smøre tykt på med hensyn til, hvad denne fremragende vare var i stand til at udføre. Jeg er bedre til at nedtone mit CV end til at dramatisere det. Det ville rive mig tænderskærende ud af min comfort zone, hvis jeg skulle sælge mig selv ud fra de nuværende markedsmekanismer, hvor man jo nærmest er en stor forfatter, hvis man selv har affattet sit speciale på universitetet. Bare for at nævne et enkelt eksempel.

Det har altid ligget i såvel den bagage, jeg har med, som i selve min selvforståelse, at man bedømmes på de præstationer, man rent faktisk har udført–og ikke på alle dem, man har i munden eller på promoverende reklamefilm. Jeg køber da heller ikke en shampoo, fordi den skamroses til forfilm, men udelukkende fordi jeg har prøvet den og ved, den virker.

Og så er vi faktisk der, hvor jeg nødvendigvis må ende efter en lang omvej. For jeg tror, der går en tyk, aldersmæssig skillelinje et sted i vores samfund. Mellem de, for hvem det er en naturlig sag at promovere sig selv, såvel i skrift som på film, og så alle os gamle, der får det skidt bare ved tanken. Vi er ikke opvokset i et samfund, hvor vi hele tiden var potentielle linselus og derfor koninuerligt bevidste om vores gøren og laden, så vi blev affotograferede fra de bedste vinkler. Vi lærte en klædelig beskedenhed og har det stadig i baghovedet, at folk, der synligt promoverer sig selv, nok i virkeligheden ikke har en skid at have det i, og i øvrigt mestendels er nogle pralrøve, der i stedet skulle tage og vise, hvad det lige er, de kan. Vi blev skolede i udtrykket “ikke at tage munden for fuld”, så det lod vi så være med. For–og det vidste vi dog, trods alt–hvis vi kunne vores ting, så skulle verden nok erkende det og belønne det, før eller siden.

Sådan er det nok ikke mere. Og sådan bliver det nok heller ikke igen. Så i bund og grund er det en lettelse, rent arbejdsmæssigt, at vi enten har været adskillige år på vores arbejdspladser, hvor de garanteret har gennemskuet vores uudtalte kvalifikationer, eller at vi helt er ude af et arbejdsmarked, hvor ansøgninger mere og mere består af selvpromovering og selvforherligelse end af konkrete kvalifikationer.

Så jeg laver ikke de der videoer. Vel vidende, at det er tidens ånd, og at min totale fremtidsignorance nok koster mig flere potentielle jobs. Jeg vælger at tage dem, hvor bureauerne ved, hvad jeg kan, fordi jeg rent faktisk har været i marken for dem. Selvfølgelig skal det så siges, at jeg er priviligeret, fordi jeg ikke nødvendigvis skal tjene til dagen og vejen på den måde og derfor vælger og vrager mellem, hvad jeg rent faktisk gider og føler mig kvalificeret til.

Men jeg ville nødigt skulle sælge mig selv på den måde. Eller: Jeg ville skulle slå nogle gevaldige knuder på mig selv og tabe en stor portion selvrespekt, hvis jeg skulle!

Continue Reading

En mærkedag!

I dag er det så præcis et år siden, jeg startede og skrev første indlæg på denne blog. Jeg skal i den anledning nok lade være med at vride en stak sentimentalt pladder ud mellem tangenterne, men mærkedage giver alligevel mig lyst til en smule reflektion, tilbageskuning og selvransagelse på bloggens vegne.

Jeg ved egentlig ikke, præcis hvad mine planer omkring og forventninger til bloggen var fra starten. Der var vist aldrig nogle klart definerede mål, hverken med hensyn til indhold, læsere eller udbredelse. Sådan er det som regel med mig: Jeg hopper bare ud i det, og så ser vi, hvad der sker. Men måske var der så alligevel to hovedindikatorer. 1) Jeg kunne ikke lade være! Der var en ubændig og uundertrykkelig trang til at skrive og formulere noget skriftligt, som bare stod og bankede og måtte ud. Akkurat som et utal af mennesker i min alder, der pludselig begynder at male, eller spille golf, for den sags skyld.  Jeg kan godt lide at male med ord og få ordboldene ned i præcis de rette huller. 2) Jeg var samtidig enormt bevidst om, at jeg var fuldstændigt inhabil og ukvalificeret til at skrive om alt det, de fleste “dameblogge” centrerer sig omkring. Jeg ved absolut intet om damemode, make-up, blomsterbinding, haveomlægning, madopskrifter og boligindretning, og jeg har ikke engang haft en ussel, traumatisk barndom, en voldelig, måske endda psykopatisk ægtemand eller en sygdomshistorie, der vil noget. Derfor havde jeg bare sådan en lyst til at skrive om et HELT ALMINDELIGT kvindeliv. Nogle gange relativt uinteressant kvindeliv. Men måske alligevel, trods alt, det kvindeliv, som de fleste af os har, og som de fleste, igen trods alt, sådan i alt dets uinteressanthed kan identificere sig med.

Det var aldrig min intention–for meget kan man sige om mig, men gennemført naiv er jeg ikke!–at gå big scale og få millioner af læsere og tjene styrtende med penge på reklamer. Hvem gider lige skyde penge i reklamer for forårsblomster eller den sidste nye parfume på en blog, der plæderer total afholdenhed overfor havearbejde og ligeledes konstaterer gennemgribende make-up-uvidenhed. I øvrigt er jeg heller ikke på nogen måde en kendis, har været på reality-TV eller flasher diverse kropsdele.. Jeg bliver glad, når folk gider læse min blog, lidt stolt, når mange gør det, opstemt, når nogle reagerer på den og kommenterer den, men i bund og grund skriver jeg den mest, fordi jeg ikke kan lade være. Fordi der er så meget, der vil ud, og har andre interesse i det, er det rigtigt fint, og har de ikke, har jeg da i det mindste fået det ud af kroppen.

Denne blog har efterhånden fået en del trofaste læsere, som på jævnlig basis er inde, og som også kommenterer engang imellem. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere “engang imellemmer”, fordi det for mig er beviset på, at jeg har ramt et eller andet væsentligt og/eller provokerende, for det er lidt kedeligt altid at stå uimodsagt. Desværre har jeg måttet lukke kommentarsporet efter flere gange at være blevet øredøvende spammet ( sådan op til flere tusinde om dagen), men der er stadig rige muligheder for diskussioner i gruppen Guldsøstre på Facebook. Det er nok i virkeligheden mit største fødselsdagsønske–altså lidt mere aktivitet.

Og hvem er det så, der læser bloggen? Jeg har kun nogle sparsomme, statistiske oplysninger, som egentlig ikke siger så forfærdeligt meget–men dog en smule alligevel. Bloggen er mest læst i Danmarks største byer og har sin kernelæserskare i KBH ( som har flere læsere end alle østjyske provinsbyer tilsammen!), Århus, Odense og Ålborg. Større østjyske provinsbyer er også rigtigt godt med–tillige med Esbjerg, Varde, Holstebro og Herning. På Fyn, Sjælland og øerne ER der læsere, men de er mere spredte og sporadiske, men jeg kan umuligt redegøre for, hvorfor jeg appellerer mere til Københavnere og Randrusianere end Svendborggensere, selv om det nok kunne være vildt interessant at vide. Der er nogle læsere i udlandet, og her er USA den store vinder, men det KAN skyldes, at det primært var herfra, jeg i sin tid blev overspammet. Udenlandske læsere kan også med lethed forklares med kernelæsere, der simpelthen bare er på ferie.

Jeg har–og det pirrer selvfølgelig til stadighed min nysgerrighed–absolut ingen anelse om, HVEM mine læsere er. Jeg kan se, hvor de bor, men ikke, hvem de er. Det kunne på en måde være rart at vide. Og så alligevel: Ville jeg så blive så benovet over det, at jeg, bevidst eller ubevidst, ville begynde at adressere mine indlæg lige ned i deres turban? Så længe jeg nærmest ikke ved, hvem der egentlig læser denne blog–udover jer, jeg personligt kender, eller som kommenterer–undgår jeg nemlig faldgruben, der hedder lefleri og tilpasning af “markedet” og kan blive ved med at skrive lige præcis det, JEG har lyst til at skrive. Og det er jo netop sådan, det skal være!

Forleden betalte jeg igen for et års leje af domænenavnet og gebyr til WordPress. Det er nemlig ikke gratis at have en blog. Det gjorde jeg, fordi der stadig er en masse inden i mig, der skal ud, og jeg påberegner, at det da i alt fald vil tage et års tid at komme dertil. Så mon ikke, der også skal to lys på lagkagen engang?

Og tak til alle jer, der trofast følger med!

 

Continue Reading

PYH for en bog!

Sissel-Jo Gazan: Blækhat.

En sjælden gang–og den slags gange bliver desværre sjældnere og sjældnere–oplever man at blive fuldstændigt fanget indenfor en bogs univers. Således at man føler sig komplet hjemløs, når man har vendt sidste side, og bare vil have mere af alt det, der har været ens verden, hjem, bolig, mens man i rekordfart, uden ret mange pauser, lynhurtigt har raided sig gennem siderne. Sådan en bog er Blækhat!

Man behøver ikke at have boet i Århus i 80-erne. Men det hjælper. I alt fald var beskrivelserne så levende og nærmest visuelle, at jeg mange gange følte, jeg gik rundt såvel i mit eget tøj som i mine egne fodspor. Man behøver heller ikke at have læst Svend Aage Madsens Tugt og utugt i mellemtiden, men det hjælper også, hvis man lige skal fange bogens finurlige, intertekstuelle referencer. Altså skjulte referencer til andre bøger. Sådan noget er dansklærere vilde med. Det får dem til at føle sig så kloge! ( Så jeg så den godt, Sissel-Jo Gazan, den med Agnete og havmanden!) Man er nok derimod nødt til helt og fuldt at erkende, at her er den store Århusroman fra 10-erne, som vi har ventet på siden føromtalte Mellemtid. Sissel-Jo Gazan kan nemlig, udover at skrive, også gennemkomponere en fabelagtigt spændende, medrivende historie. (Og her ikke et ord om en anden Århusforfatter, som halter lidt på begge de kriterier og IKKE kommer fra en ø i Limfjorden!)

Det er en bog, der vil det hele–og gør det hele. Det er en coming-of-age-roman ( at vokse op og blive voksen), en mor-datter-roman, en udviklingsroman og en roman, der fænomenalt formår at beskrive tidsånden ( eller i alt fald tidsånden i Århus!) gennem 3 årtier. Ydermere har den en upålidelig fortæller, hvilket i alt fald er en del af den nuværende litterære tidsånd. Det er den STORE fortælling, med masser af sidespor og sidehistorier samt indbyggede krimielementer, som speeder læsningen, for hvem ER Rosas far? Hvem ER Blækhat? (Den tror jeg nu nok, jeg havde gennemskuet!) Og hvem dræbte den stakkels rengøringskone fra KH? (For uindviede ikke-Århusmennesker: Kommunehospitalet!)

Hovedpersonen ( og fortælleren) Rosa er opkaldt efter Rosa Parks, og så er miljøet nærmest allerede defineret. Mor spiser klid, er pacifist, dyrker og forsker i svampe ( og viser sig at være forbavsende eminent på området!) og bor i Øgadekvarteret, og far er fraværende, men heldigvis er der erstatningsfar i den lokale, kunsthistoriske bøsse. Bedste veninde er fra Tyrkiet osv. ,men samtidig skabes et kalejdoskop af fuldstændigt divergerende typer. For i denne bog står hijab ikke i vejen for venskab med en af de lokale skinheads, ligesom nynazister og BZ-ere også alle tildeles store roller. Engang imellem er det liiiiige før, det hele bliver lidt for politisk korrekt, men selve det umådeligt farverige persongalleri kan altså godt få mig til at tilgive en del.

Centralt som omdrejningspunkt i bogen står StreetArt–altså kunstneriske udsmykninger udført på byens flader, gerne om natten og i skjul. Så bogen er sådan set samtidig en virkelig god historisk gennemgang af denne kunstforms udvikling. Som stor, stor fan at StreetArtkunstneren Banksy blev jeg faktisk en del klogere på netop hans kunst, virkemidler og formål undervejs. Det er StreetArt, der hele tiden fører historien videre–den, der tager ( var lige ved at skrive “tagger”) os med verden rundt, for heldigvis kommer man også ud af Århus….

Det er så dejligt befriende at blive fanget i en bog, der bare VIL den gode, den store fortælling. Så dette er ikke en eksperimenterende bog–den er lige ud ad landevejen og på ingen måde prætentiøs eller alt for fuld af sig selv. Fortælleglæden sprudler, og skal man endelig klantre den for noget, er det de sidste kapitler, som ind imellem blive lidt for refererende, fordi alle disse løse tråder og ender skal bindes sammen til et hele. Hvad de så også bliver!

Nu har de vakse selvfølgelig allerede spottet, at jeg faktisk nærmest intet har afsløret om selve handlingen. Nej, den skal kommende læsere helt selv have glæden af at gå i clinch med. Men jeg kan godt afsløre, at den er vildt godt skruet sammen.

Nej, hvor jeg bare ville ønske, at jeg ikke havde læst denne bog! Endnu! Så de, der endnu ikke har, har vundet 541 siders fri for verden udenfor!

Og så vil jeg da godt lige vædde et ikke nærmere defineret beløb–eller måske værdien af en Banksy ( google selv, hvad de er værd!)–på, at her har vi årets Gyldne Laurbær og indenfor de næste år en storfilm–sikkert med uundgåelige Lars Mikkelsen som Krudt!

 

 

Continue Reading

En VÆSENTLIG bog.

Susanne Staun: Mediernes møgkællinger.

Jeg følte mig sådan lidt tilbagesat til 70-ernes begyndelse, da jeg læste denne bog. Til kvindebevægelsens unge, vrede dage, da vi læste Marge Piercy, Erica Jong og Suzanne Brøgger, og det hele, noget unuanceret, var mændenes skyld. Dengang var det lidt af en lettelse, da folk som Fay Weldon kom på banen i kvindelitteraturens 2. bølge og forklarede, at kvinder faktisk også selv havde indre fjender, som sagtens kunne medvirke til at fastholde uhensigtsmæssige kønsroller. Ikke, at det gjorde undertrykkelsen mere spiselig–måske bare mere forklarlig og nuanceret.

Susanne Staun er vred. På mændene. Hendes korstog retter sig specifikt mod navngivne organisationer og personer (heriblandt også en del kvinder), der kæmper for den såkaldte “offermand”. “Offerfar” eller “offermand” er ham, der har tabt sine børn i en bitter skilsmissesag, hvor han bevidst har valgt offerrollen for–og nu kommer det lidt komplicerede–at bibeholde sin patriarkalske magt over kvinderne. Den har han nemlig tabt qua kvindernes forøgede ligestilling, og nu må han nødvendigvis spille “kvindekortet” og erklære sig som sagesløst, uskyldigt offer for i virkeligheden bare at genvinde sin magt. Hvis medierne spiller med på ( og det gør de tilsyneladende), at han er den store taber, så er kvinderne jo uigenkaldeligt skurkene, og så høster han hele sympatien + GENVINDER sit tabte overherredømme. Hvis kvinden er en bitch, skal hun jo–sådan er det jo!–med fuld ret og stor styrke kanøfles og udråbes til sindssyg, forskruet kælling. Og manden kan dermed forblive i eller genvinde rollen som det stærke, fornuftige, velovervejede køn.

Så bogens hypotese er, at pressen er på mændenes side i kioskbaskerskilsmisserne–samt at den er det fuldstændigt unuanceret. Susanne Staun har såvel sine argumenter som sin empiri (de undersøgelser, statistikker og den research, der ligger til grund for tal og udsagn) nærmest fejlfrit i orden. Der er hold i hendes påstande, og hun beviser gang på gang, at pressen, enten uforvarende eller decideret med vilje, fordi det er en bedre historie, lyver eller fordrejer sandheden. I de fleste tilfælde drejer det sig om fortiet vold og incest, som glemmes, når “offerfar” får sine 15 minutes of fame i medierne, og hele Danmark efterfølgende går i  medlidende selvsving på de sociale medier.

Det er ikke nogen letlæst bog, og det er ikke en skønlitterær roman. Men det er en væsentlig bog, fordi den går bag myten om såvel den “forladte” far som den bitchede kælling, der af ren sindssyge har bortført det fælles afkom til Brasilien. Den påviser gang på gang, hvor meget pressen fortier, samt hvor svært det er for den kvindelige part i sagerne at stille op, når vinklen på historierne i forvejen er fuldstændigt fastlåst. Af pressen.

Jeg sidder bare stadig med nogle nagende fornemmelser efter endt læsning: Hvor finder jeg tallene for, hvor mange kvinder der rent faktisk har løjet om deres partners påståede vold? Det ville da have højnet bogens saglighed, at netop det også var medregnet–især hvis det var forsvindende lille. Hvorfor er bogens tone så vred? Så 70-er-vred? Jeg forstår udmærket afmagten og de følelser, den fremprovokerer, men desværre er vrede aldrig medvirkende til høj troværdighed. Personlige korstog skaber aldrig den store nuancering.

Endelig og nærmest vigtigst: Undervurderer hun ikke os, som samfund betragtet, en smule? Hun synes at tage det som tilgrundsliggende præmis, at vi, alle som en, faktisk har enorm tillid og tiltro til alt, hvad pressen skriver. Jeg tillader mig at tvivle, tilligemed at jeg personligt er noget skeptisk overfor at blive udråbt til et naivt offer for enhver form for pressemæssig propaganda og misinformation. TROR hun virkelig, at vi alle er fast forankrede i en tro på, at mændene er storofre, fordi pressen påstår det. Jeg vil lige hilse og sige, at jeg–og mange, mange andre–altså også godt kan tænke selv!

Men alt dette fratager ikke bogen sin væsentlighed. Den råber op et sted, hvor der bestemt skal råbes op. Det er en bog, man ikke kan undgå at blive klogere af–og dem er der faktisk ikke så forfærdeligt mange af!

Selv om man, når man er sådan en tvekvartgammel kælling som mig, der engang læste Piercy, Jong og Brøgger, alligevel MÅ stille sig selv det afsluttende spørgsmål: Er vi virkelig ikke kommet videre??

Continue Reading

Lidt brugerinfo med penge i!

Så er vi nået til den tid på året, hvor der sagtens kan være penge i at tjekke sin gamle, gerne nedarvede, julepynt. Altså den, der har stået på loftet i årevis, uden at have fået lov til at være fremme, fordi man (fejlagtigt!) har troet, den var grim, gammel og værdiløs. Der kan nemlig sagtens være små perler imellem, og sådanne kan jo f.eks. omsættes til nye julegaver–eller alt det, der måske var rarere at eje end en kasse gammelt julepynt. Så bare kom i gang–det er i alt fald det, jeg skal bruge noget af dagen på!

Billedet viser motiver af Nina Langebæk, og hun er populær. Hun kan som regel kendes på englene, den blå farve og initialerne NL i et hjørne. Endnu mere populær er Preben Jangaard, og har man f.eks. en gammel julekalender af ham, er der lidt mere end en middag for to hjemme. ALT af Jansgaard bliver revet væk, for her er der virkelig tale om samlere. Bare google, så er det tydeligt, hvordan det ser ud.

En anden meget populær serie er Betlehem fra Sødahl. Det skal helst være i hessianversionen, men er det almindeligt stof, kan det også sagtens sælges. Er man så heldig at have stellet Betlehem, så er det da bare lige lykken, hvis det kan skippes af, da en enkelt spisetallerken godt kan indbringe 100-150 alene. I det hele taget er vintage Sødahl absolut ikke til salg ret længe, og med vintage mener jeg fra før ca. 1980. I øvrigt findes der vel næppe et hjem for folk på min alder, der ikke har en rimeligt god beholdning af Sødahl fra dengang!

Hessian er i øvrigt meget salgbart. Altså det fra 70-erne i de orange og klare farver. Brun er lidt mindre populær. Firmaet Inka har en del basunengle, der er noget salg i, men selvfølgelig er Sødahls ditto noget mere afsættelige.

I det hele taget er gamle juleduge et scoop. Også dem fra Daehls Varehus, der i sin tid kun kostede en smule mere end portoen. Men ligger man inde med en stor, velholdt Betlehem dug ( her stof), så er der gode julegaver til resten af familien i vente.

Og så er der de gamle, hjemmebroderede julekalendere/pakkekalendere. Markedet støvsuges for tiden af hipstermødre, der er gået i nostalgisk mode og gerne vil have afkommets jul til at passe til alt teaktræet. En god, velbroderet kalender kan sagtens gå for 200-250. Selvfølgelig kun hvis køber bor på Vesterbro, Nørrebro eller lige er flyttet til Sydhavnen eller NV!

Endelig er det også værd lige at gennemgå de gamle julekugler og andet juletræspynt fra før ca. 1970. Gamle julekugler i flot stand kan godt trække en 50-er stk., og har man flere af samme model, betyder det jo en væsentlig prisforøgning.

Så måske ligger der en skjult middag for hele familien deroppe på loftet i de kasser, der bare skulle have været smidt ud. Eller en forkælelsesdag til en selv, fordi man tog sig sammen og fik gennemgået lortet for salgbarhed.

Bedste sted for salg af gamle julesager er DBA. Og er nogen i tvivl om værdi eller salgbarhed, så er I da meget velkomne til at spørge. Men husk ALTID et billede, ellers er det umuligt at tage stilling til.

–Og glem Etly Klarborg og Trip Trap. Det sælges man kun–og med tab!–hvis man virkelig ikke ønsker at se det indefor sine døre mere.

God arbejdslyst!

Continue Reading

Om at rydde op i sine køkkenskabe.

I disse dage går der noget af mig. Noget helt usædvanligt og meget sjældent. Jeg rydder op i min køkkenskabe, og det er ikke sådan noget, jeg fristes til på mere end tiårsbasis. Sidst, jeg gjorde det, var vist i et andet århundrede. Jeg er sikker på, andre mennesker rydder meget mere op i deres køkkenskabe. Dem om det.

Udover at være slidsomt, træls og kedeligt, så er der dog lyspunkter. For det er da ligegodt utroligt, hvad nogen gennem alle de år har stoppet i mine skabe. Eller hvor mange besynderligheder der tilsyneladende er vandret ind i og har fundet en blivende residens i mine køkkenskabe.

F.eks. må jeg på et tidspunkt have haft besøg af et overvældende stort antal asiater, der alle sammen har glemt deres spisepinde. Det er årtier siden, jeg opgav enhver form for ulige kamp med spisepinde og bestemte mig for, at jeg ligeså godt kunne kapitulere og få maden til at ende i munden, men alligevel er jeg indehaver af spisepinde nok til at ekvipere en hel kinesisk nytårsfest.

De kan også sagtens få salat til, hvis de vel og mærke ikke er så nøjeregnende med, at salatbestikkene passer sammen. Jeg vil skyde på, at det forholder sig med salatbestik som med sokker. Der findes en salatbestikhimmel for skilsmisse-eller samspilsramte salatbestik, hvortil det hos mig primært er dem med huller, der er flygtet. Man KUNNE vel godt sætte den der røde Rosti sammen med det østeuropæiske blomsterrædsel, som nok i sin tid er medbragt fra en rejse, hvor den så pissegodt ud i sin hjemegn omkring Rumænien.

Hvis jeg ikke husker forkert, så tilhører den enlige pisker min allerførste elpisker, som vist afgik til til evige piskemarker omkring begyndelsen af 90-erne. Måske har jeg gemt den af nostalgiske årsager, fordi jeg simpelthen måtte bibevare et minde fra min første elpisker? Jeg tror, det skal være slut nu. Sådan en singlepisker fra en dysfunktionel piskerfamilie, hvor den anden er løbet af gårde, kan jo ikke engang sælges på et loppemarked.

Jeg bliver sådan helt blød indeni, når jeg kigger på den aller-allerbedste kødhammer, jeg nogensinde har eget. Eller resterne af den. For hvad er en kødhammer uden et tilhørende skaft? Konklusion: Der finder også en kødhammerskafthimmel. Og hvornår er det lige, jeg sådan står og mangler en kødhammer? Jeg kan da godt tænke på andre anvendelseformer for den klump træ med bid i enden, men jeg vil overhovedet ikke afsløre andet, end at de i så fald hører tæt sammen med raserianfald.

Kødkrogen, eller hvad det nu er, er derimod et mysterium. Hvis det er en kødkrog, må jeg, uden selv at ane det, have stegt hele dyr på ca. hjortestørrelse i min lille ovn. Samt fyldt dem med Gud ved hvad, så den kunne holde dem sammen i den ene ende. Jeg KAN simpelthen ikke forestille mig, at juleanden har været hæftet sammen med det torturinstrument, og i det mindste har jeg da i så fald måttet stege den i en åben ovn.

Jeg ved godt, hvordan den lille julenisse er endt blandt de andre singler. Når juletræet er plyndret og sat udenfor, og al julepynten sat på loftet i lukkede kasser, viser det sig altid, med usvigelig sikkerhed, at noget, eller nogen, har fundet et rigtigt godt gemmested mellem grenene. Mange, endda. Så bliver jeg sådan lidt personligt berørt og føler, at de alligevel skal have en ekstra chance. Derfor putter jeg dem først i en lomme, og når så bukserne skal til vask, og jeg opdager en lille nisse eller en grim basunengel i min højre bukselomme, bliver jeg sådan lidt rådvild. For at råde bod på det, stopper jeg dem gerne i den nærmeste skuffe. Sådan, at de kan ligge der, indtil det nok alligevel bliver jul igen.

Endelig er der den der mystiske metaldims. Jeg er 100 på, at jeg aldrig har brugt den, og at den sikkert er en del af det såkaldte udstyr, min mor i sin tid mente, jeg skulle grundlægge mit kommende hjem på. Hvis jeg havde brugt den, ville jeg jo vide, hvad det var. Måske en skraber til metalgryder? En ekstraordinært stor neglefil til nedgroede tånegle? (Så har hun da virkelig været fremsynet!) Så hvis nogen kan hjælpe med, hvad den er, og hvad dens misson er, så er jeg meget lydhør.

I mellemtiden vil jeg gå videre til næste skab. Hvis jeg gider. Ellers kan jeg jo da også lige se, om jeg kan støve en mellemstor asiatisk turistgruppe op og spørge dem, om de gerne vil arve?

Continue Reading

Om hørelse og høreapparater.

Nu siger vi bare, at dette indlæg handler om min mand og mig. Sådan for at have ryggen helt fri. Så ethvert sammenfald med andres oplevelser er selvfølgelig helt tilfældigt–men desværre nok uundgåeligt.

Jeg ser meget dårligt uden hjælpemidler. Derfor har jeg brugt briller, siden jeg var barn. Mine briller er en naturlig del af selve min påklædning og totalt nødvendige for, at jeg såvel kan se som deltage i denne verden. Som barn var jeg, kosmetisk set, et oplagt mobbeoffer som “brilleabe”, mens et par stænger foran øjnene for en teenager mildest talt ikke altid indebar de mest prestigefyldte scoringer. Til gengæld vidste jeg, hvad scoringerne indebar, af den simple grund, at jeg kunne se dem. Jeg kan ikke navigere i denne verden uden mine briller–og jeg VIL faktisk heller ikke. Det er et personligt kendetegn hos mig (som hos mange andre!), at jeg er lidt paranoid overfor at gå glip af noget som helst.

Min mand hører ikke særlig godt. Mere. Det er derfor flere år siden, han fik et par høreapparater, som siden den dag har levet deres skjulte liv i en pose et sted, jeg endnu ikke har lokaliseret. I alt fald har de aldrig været umiddelbart synlige på det sted, hvor jeg mener, høreapparater bør befinde sig. Selvfølgelig har jeg påtalt manglen på stænger bag ørene, men jeg har aldrig, på noget tidspunkt, fået en fyldestgørende forklaring på, hvordan et sæt høreapparater kan afhjælpe dårlig hørelse ved at befinde sig i en skuffe i slukket tilstand.

Lad os endelig tage det positive først: Jeg har de senere år fået et stort, auditivt frirum. Jeg kan foretage mig individuelle ting og være uartig overfor fællesskabet uden at blive opdaget. For eksemplernes skyld kan jeg overskralde med slikpapir og bolsjeposer ude af syne uden at føle mig forpligtet til at dele med andre end mig selv. Jeg kan efterfølgende slippe af med alle de kropslige mislyde, der hører med til overdreven slikindtagelse uden at blive fanget på andet end lugten. Jeg kan også foretage tonsvis af uforstyrrede telefonsamtaler i tilstødende værelser og afspille mine yndlingssange vildt højt, uden at han kan mærke andet end basgangene.  Og jeg kan se mine yndlingsprogrammer i TV i tilstødende lokaler uden at forstyrre noget som helst. Til gengæld er jeg så aldrig i tvivl om, hvornår han ser sit yndlingsprogram (fodbold!), for så kan såvel jeg som naboer i en kilometers omkreds trygt slå enhver form for lyd forsvarligt fra uden at miste noget nævneværdigt.

Men den slags er jo besynderlige goder, jeg sagtens kunne leve uden. Jeg ville jo meget, meget hellere have, at han hørte, hvad der foregik. Manglen på brug af høretekniske hjælpemidler hos et menneske, man lever tæt sammen med, er et kolossalt irritationsmoment i hverdagen. Så nu kommer det negative! Han hører ofte ikke, hvad jeg siger. Det kan selvfølgelig i nogle tilfælde være helt bevidst, fordi han ikke ønsker at høre, hvad jeg siger–eller efter næsten ½ århundrede udmærket allerede ved, hvad jeg vil sige. Men mange gange er det nu, trods alt, en fordel, at beskeder og intime samtaler ikke bare lige forsvinder ud i den blå luft. Ved samtaler har han 3 taktikker: 1) Han beder mig gentage, hvad jeg har sagt, fordi han ikke har hørt det. 2) Han oplever min stigende irritation over at være blevet udsat for det første adskillige gange, så han gætter på, hvad jeg har sagt. Meget positivt kan man sige om ham, men han er mildest talt elendig til at gætte. Hans auditive fantasi er så meget under lavmålet, at han i 99% af tilfældene gætter langt ud i skoven, så mange samtaler bliver på “Goddag-mand-økseskaft”-niveau. Eller at jeg troede, vi talte om noget bestemt, men det gjorde vi da så lige i den grad slet ikke. 3) Han lader som om, jeg overhovedet ikke har sagt noget. Det er så den ultimative afværgeteknik.

Det viser sig jo også, at han, når vi har været sammen med andre mennesker, har mistet god sladder og væsentlige informationer. At der faktisk er en del af den samlede masse af snak, der ikke er gået igennem. Selvfølgelig er der, igen, masser af info, man sagtens kan overleve uden, men at gå glip af et stykke godt sladder, fordi man ikke lige har sine hørestænger med, det er da, i min optik, noget af en falliterklæring og pisseærgerligt.

Det er så derfor, at jeg ikke, virkelig, virkelig ikke forstår, at de der høreapparater bare skal bo på deres gemmested. Jeg mener: Hvis jeg gik og gemte mine briller, ville jeg da SAVNE dem. Jeg ville være så handicappet og ude af trit med verden, at jeg med lynets hast ville få dem fundet frem igen.

Men sådan er det åbenbart ikke med høreapparater. Jeg er udmærket klar over, at de ikke afhjælper hørehandicaps på samme fortrinlige måde, som briller afhjælper syns. Men de må dog trods alt gøre NOGET positivt. Ellers var der vel ingen grund til at opfinde dem og udstyre halvdelen af befolkningen over 60 med dem.

Så hvorfor er det lige, at briller sidder på næsen, mens høreapparater sidder i skuffer og skabe? Er det kosmetisk? Fordi man synes, det ser usejt ud at have dem hængende bag ørerne? Så vil jeg da bare lige sige, at i min verden er det overvældende meget mere sexet at få svar på tiltale af et par grå øreblokke end at blive totalt negligeret eller besvaret med et økseskaft. Meget ofte virker folk, der ikke anvender deres høreapparater, jo ikke nærværende, og—hvad de måske slet ikke selv overvejer–denne form for mangel på nærvær kan af nogle, der ikke kender dem, godt opfattes som arrogance eller total mangel på interesse. Jeg ville da, hvis det var mig, flashe mine høreapparater. Simpelthen for helt og aldeles utvetydigt at lade verden vide, at jeg altså havde et handicap, som jeg prøvede at afhjælpe, men som de samtidig tydeligt kunne se, at de skulle tage hensyn til. Der må da for F…. være en grund til, at der overhovedet findes høreapparater.

Endelig–og det er så også væsentligt–kan jeg sagtens se, at min argumentation tydeligt viser, at jeg ser tingene fra MIN side. Ser dem som MIT problem. Desværre kan jeg ikke andet, sådan er det jo. Tilligemed ER det jo faktisk også et problem for mig, at andre ikke kan høre, hvad jeg siger. Og det er så ikke bare pga. den mængde, de går glip af!

Men tilbage står stadig, at jeg ikke begriber, hvorfor de høreapparater skal bo i den skuffe.

Som før sagt, så er ethvert sammenfald med andres oplevelser på den auditive front helt tilfældigt—men nok uundgåeligt. SÅ HVAD GØR I???

Continue Reading
1 2 3 54