Den ubarmhjertige sygdom.

Jeg har lige været på en tur til England med en gruppe ældre. Og så er ordet “ældre” måske ikke engang dækkende nok. Men der findes ikke andre, mig bekendt. Gennemsnitsalderen var mellem 80 og 90, ældste deltager 93, og vi var fuldt og forsvarligt ekviperede med alt udstyr indenfor stokke og rollatorer. Det er, når man tager forbehold for det, særdeles muligt at rejse på den måde. Ting tager tid, og der er langt mellem alle besøgspunkter til fods. Men det kan sagtens lade sig gøre. Derudover oplever man som guide en glæde og taknemmelighed fra gæsternes side, som–hvis vi nu sætter det på spidsen–mange andre kunne lære en del af.

Så alle disse fysiske og bevægelsesmæssige skavanker–dem kan vi tage forbehold for, afsætte tid til, leve med og endda grine lidt af. Det er langt, langt værre med demensen. For den kan vi ikke hverken gå, grine eller forklare os ud af. Den vil nemlig hverken modtage forklaringer, le af sig selv eller, endda bare for et kort øjeblik, gå et andet sted hen.

Så kan man selvfølgelig indvende, at ældre med demens ikke bør tage ud at rejse. Men faktum er, at det gør de, og at alle kan bestille en rejse uden at skulle tjekkes for deres personlige, mentale evner. Faktisk er det et overvældende problem for samtlige danske rejseselskaber, og gentagne gange har jeg talt med venner og bekendte, som også har iagttaget problemet på ture, de har deltaget i.

Ikke at kende sine egne mentale begrænsninger er nemlig et yderst aktivt symptom på selve sygdommen. Og den er grim. Ikke bare erkendelsesmæssigt, men også i selve det, den gradvist og ubarmhjertigt gør en til. Nu er alle alvorlige sygdomme selvfølgelig, bare i kraft af deres alvorlighed, ubarmhjertige, men jeg vil dog alligevel hævde, at for de fleste andres vedkommende er man hele tiden rimeligt opdateret på, hvor man selv står. Det gør sig desværre ikke gældende med demensen. Hvilket i mine øjne decideret forøger selve dens modbydelighed.

For selv om vi kun havde en enkelt med tydelig mental svækkelse med, så blev der jo centreret så umådelige mængder opmærksomhed omkring hende. Opmærksomhed, som hele tiden gik fra de, der nok kunne bruge en hånd til de dårlige ben. For når man konstant drysser sine værdifulde ting af sig undervejs– uden at vide hvor — og næppe kan forholde sig til at komme i den rigtige retning efter et toiletbesøg samt ser en lufthavn som den allermest uoverstigelige hurdle, så er livet mere end bare almindeligt besværligt. Så kan man heldigvis–som det var tilfældet her–sige, at det var ens livs bedste tur. Helt uden at vide, hvad det har indebåret for andre.

Jeg er virkelig glad for, at det var så god en oplevelse for hende. Selv om jeg er noget skeptisk omkring, hvor længe den mon bliver siddende. Det er sådan set også ret ligegyldigt. For det, der slår mig, er at være så tæt på sygdommen i al sin modbydelige magt og vælde. At se på et menneske, som givetvis har været velfungerende engang, men som nu er reduceret til en skal af sig selv. Som tydeligvis har mistet så mange af de evner, vi andre bare tager for givet, og som aldrig nogensinde vil genvinde dem igen.

For når man står overfor demensen, så vender den også pludseligt indad. Mod en selv. Man oplever en næsten hysterisk angst for, at det skal hænde for en selv. Fysiske skavanker kan man ligesom forholde sig til. Men de mentale kan man–netop fordi de ER mentale–overhovedet ikke kapere i sit liv. Allermest nok fordi man så udmærket ved, at når de indtræder, vil man selv være den aller-allersidste, der i alt fald i de alvorlige stadier, lægger mærke til noget som helst. Man oplever sig selv gentage koden til Dankortet og febrilsk hænge sig i, at man slet ikke længere synes at kunne huske, hvad den der skuespiller, der spillede hovedrollen i den film, man i øvrigt heller ikke længere kan huske titlen på, nu hed. Man går nærmest i selvsving omkring testning af sin egen hukommelse og mentale evner, fordi det, man iagttager hos et andet menneske, er skrækscenariet på, hvordan man selv måske ender. Rollatoren har man ligesom accepteret som et potentiale på sigt. Den skal nok komme engang, hvis ens liv bliver længe nok til at indbefatte “engang”. Men demensen. Den gør jo mere ondt at tænke på end et brækket lårben og adskillige nedslidte knæ…

Men lad mig alligevel slutte med, at jeg er utroligt glad ved at have givet hende en rigtig god ferie. For det tror jeg, trods alt, hun har haft. I alt fald fortalte hun mig det da ca. hvert femte minut. Ydermere var hun en glad og for det meste tilfreds person, som heldigvis ikke–som så mange andre–reagerede ved at få afløb for den afmagt, der også ligger i sygdommen, ved at blive aggressiv overfor andre. Også fordi, sygdommens ubarmhjertighed i dette tilfælde også består af, at dette nok bliver hendes sidste rejse.

Så vi skal nyde dem, vi stadig har tilbage. Rejserne. Ikke bare til udlændige og spændende steder, men også dem, vi stadig kan tage helt bevidste i vores egne liv. For ubarmhjertigheden kan også ramme os…..

Continue Reading

Så fik jeg fanget den ørred!

I årevis har jeg haft en drøm om at se Morse-pubben The Trout, hvor Morse ( altså ham den rigtige, den gamle, før han blev ung), ofte alene, men også sammen med Lewis, drak særdeles mangen en pint.

Det er bare aldrig lykkedes mig. The Trout ligger 6-7 km. udenfor Oxford. Der går ingen offentlig transport derud. Bedste måde er at gå distancen langs med Themsen, ud over engarealerne og så bare blive ved, indtil man enten får uhyggeligt våde fødder— eller er fremme.

Så vel har jeg da sat ud derinde fra midtbyen, retning Summertown, og drejet af et stykke ude i Jericho. Jeg er også nået ned til Themsen, har gået langs med den, men jeg har altid givet op. Oftest efter en 4-5 kilometer, våde sko og tiltagende tvivl om forehavendets succes.

I går stod jeg så med en busfuld gæster, der bare gerne ville på pub ude på landet. Og så blev to og to lagt behændigt sammen i den lille hjerne, som så sit snit til at opfylde en gammel drøm. Godt nok satte jeg min chauffør på noget af en udfordring med alt for smalle veje og mangel på forsvarlig aflæsning, men vi gjorde det sgu’.

Og det var hele turen værd. The Trout, som ligger lige ned til Themsen, og som i går lå der i strålende sol, er ubetinget en af de mest charmerende pubber, jeg nogensinde har været på. Alting indendørs er skævt, og udendørs sidder man direkte ned til en stille flydende Thems med udsigt udover de vidtstrakte engarealer og alle spirene fra Oxford i baggrunden. Det er bare SÅ unikt og så engelsk på samme tid.

—- Så for fremtiden vil der ikke være nogle besøg i Oxford uden lige at fange den ørred! Hvordan jeg så end kommer derud!

Continue Reading

En oplevelse i vilden sky.

Jeg var til Evensong i katedralen i Oxford i aftes. Det var en fantastisk koroplevelse samt den sædvanlige store fornøjelse at sidde i et storladent rum med perfekt akustik. Ydermere sad jeg netop i aftes lige nedenfor Burne-Jones vidunderlige mosaikker. Dem, der blandt andet afbilleder et toilet.

Hvad jeg ikke havde set var, at den sidste salme var Blakes Jerusalem. Så da vi, stående, for det gør man i engelske kirker, begyndte på en af de smukkeste salmer, der overhovedet findes, løb der et gys gennem mig. Og som havde nogen trykket på en længst mistet knap i mig, så strømmede mig egen lyd, til min egen forbavselse, så eftertrykkeligt og fuldstyrket ud af mig. Jeg sang, som var jeg betalt enorme summer for det.

Jeg var ikke den eneste. For vi var mange i kirken i aftes. Vi sang alle af vores lungers fulde kraft. Som vi dog sang. Det var næsten, så taget løftede sig, og fuglene udenfor følte sig nødsaget til at deltage. Vi sang helt ind i vores egne hjerter og helt ud til alle de andre i kirken. Vi sang, så vi næsten havde en konkurrence om, hvem der kunne synge højest og mest med. Og hver gang, vi i stroferne kom til det forjættede ord “Jerusalem”, så sang vi næsten mere, end vi troede, vi overhovedet kunne synge.

Det var ikke bare en oplevelse af fællesskab. Det var også en unik personlig indadgående ting. Dette at blive grebet så eftertrykkeligt af sin egen glæde, at man bare måtte synge den ud. Hold da op en stemning, man så kommer ud fra kirken i. Det bliver en anderledes, men alligevel helt fantastisk, åndelig, og fællesskabsmæssig, oplevelse.

Jeg er bare SÅ glad over, at jeg netop ramte den aftens Evensong. Og Jerusalem!

Continue Reading

De ting, der sker, når man mindst venter det.

Havde været på et lokalt lagersalg og syntes egentlig, at scoren på 5 par shorts/nederdele/kjoler i et middelgodt mærke for 500 kr. var til at have økonomisk med at gøre. Så jeg var lettere tøjmanisk og særdeles tilfreds med dagens tekstilmæssige udfordring, da jeg holdt på en lille sidevej for at dreje ud på omfartsvejen. En så minimal sidevej, at INGEN kører ud på den seriøst trafikerede omfartsvej uden at holde helt stille først og tage bestik af trafiksituationen.

Undtagen altså ham, der kørte lige bag mig. Hvis store udfordring desværre bestod i, at min bil befandt sig foran ham. Så han bragede sin lille varebil direkte ind i min bagsmæk. Uheldigvis må jeg i samme splitsekund have kigget ret kraftigt til den ene side, for ved sammenstødet gav det et alvorligt ryk i min venstre side af nakken. Sådan totalt uventet og meget kraftigt. Chokerende kraftigt, for for det første får jeg sjældent ryk i nakken, og for det andet kom det hele fuldstændigt uventet.

Til min ros skal siges, at jeg overhovedet ikke opførte den verbale pendant til min trafikale springfinger. Jeg stod vist bare ud af bilen og sagde noget i retning af, at han da godt nok havde givet mig noget af et nakkeryk. Den utrolige søde, rare og venlige elektriker fra et lokalt firma syntes også særdeles bekymret for den ældre dame, han sådan uopmærksom havde været ved totalt at overse og overkøre. Det sidste gøres lidt lettere af Aygoens fysiske størrelse! (Det har jeg i øvrigt tænkt en del over siden: Hvordan i alverden kunne han dog overse mig på et sted, hvor der er så eminent et udsyn, og hvor ALLE skal holde? Mobil??) Han var tydeligt brødebetynget, påtog sig umiddelbart skylden og spurgte endda, om han ikke skulle køre mig til lægen for at få nakken tjekket.

Og så var den eftermiddag spoleret. De helt konkrete planer, jeg havde om at sidde ude i skyggen og nyde en skotsk krimi, blev i stedet til lægebesøg, værkstedsbesøg og skadesanmeldelse. Det første tager lang tid, fordi der er uhøfligt megen ventetid, men opstår der efterfølgende  eller på sigt problemer med en omvredet nakke, er man nødt til at have sine papirer i orden. Det næste beslaglægger også en del diskussionstid omkring, hvad der skal repareres samt logistisk planlæggelse af en uges bilmangel på grund af udretning og omlakering. Og det sidste tager bare så umådelig mange krige, fordi man skal svare på spørgsmål, man enten overhovedet ikke forstår, eller som synes totalt irrelevante i forhold til ens personlige bilbuler. Det er på ingen måde omkostningsfrit at blive kørt ind i. Muligvis står den skyldige part med det økonomiske ansvar, men man sidder altså helt selv med aben omkring alle de lavpraktiske ting, der også følger med.

Min nakke har det som om, jeg har sovet helt forkert i forhold til mit eget hoved. Det gør ikke specielt ondt–og lægen mente da også “kun”, at jeg havde pådraget mig en “lille forstuvning”–men er mere hen i retning af at have vendt sig selv forkert i lidt for lang tid. At have drejet nakken i en vinkel, den ikke lige havde set komme. Det skal nok gå, og jeg forventer bestemt ikke længerevarende krøblingetilstande.

Men det, der altid slår mig, når folk kører ind i mig ( og det ER altså sket nogle gange!), er den pludselighed, det hele opstår med. At det altid lige sker, når man allermindst venter det. Som en drejning på livet, man ikke i sin vildeste fantasi havde set komme og et alternativ ( potentiale er nok lidt for positivt), ens forventninger til de næste sekunder ikke havde kalkuleret med. Allermest slår det mig hver gang–fordi der trods alt er så langt mellem “gangene”, at jeg glemmer fra uheld til uheld–at jeg overhovedet og umuligt kan bruge den naive tilgang til trafikken, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt, så er jeg i fred og ingen fare. At hvis jeg passer mine trafikale pligter og lader være med at opføre mig som en idiot, så har jeg helle, og intet ondt kan mig vederfares. For sådan fungerer det ikke. Faktisk akkurat som resten af livet. For der ER andre idioter derude, som meget nemt kan inddrage mig i deres idioti–hvad enten jeg vil og er forberedt eller ej. Min pligtopfyldende opførsel er ikke trumfkort til udødelighed og nul buler. Der er nemlig andre spillere med i det game. Også falskspillere. Og de kommer altid, når jeg aller-allermindst venter det.

Heldigvis er både bil og jeg kun sårede, men så absolut i spillevende live. Vi skal bare på hver vores værksted nogle dage–bilen nok væsentligt længere end jeg. I mellemtiden kan vi så glemme alt om de ting, der sker, når vi mindst venter det. For det gør man jo. Heldigvis da!

Continue Reading

Slet ikke en opfordring til grænsehandel, men…….

I Tyskland går de amok i hvide asparges på denne tid af året. De dyrker dem–såvel i bogstaveligste forstand som i overført betydning. Fra først i maj til ca. Skt. Hans går især det nordligste Tyskland totalt i aspargesmode med asparges overalt, aspargesruter ( a la vinruter), aspargesmenuer, aspargesfester og–nå ja, asparges med asparges på. Ikke de lidt fesne, slatne, grønne kønsløsheder, som vi herhjemme fejltager for asparges, men RIGTIGE asparges. De gode, gamle hvide stolper af velsmag.

Jeg tror, de fleste kan huske dem fra deres barndom. Fra før, de grønne substitutter fik overtaget. Måske både at hakke dem ( de gror under jorden), skrælle dem (SUK!), blanchere dem ( hvis nogen ellers kan erindre blanchering?) og undervejs spise sig en mavepine til i hovederne, der smager som nyplukkede ærter. Bare lidt bedre. Jeg kan i alt fald. Så for mig er asparges ikke bare velsmag. Det er også nostalgi for fuld skrue.

Herhjemme koster de gode, hvide asparges mellem 70 og 80 kroner kiloet. Så tror da F….., vi lader os nøje med grønlighederne! Men kører man lige over grænsen, er prisen ca. 50 kroner for 2 kilo. Næsten nok til benzinen. Og når man så alligevel er der, har jeg hørt, at der vist også skulle være andre luksusprægede besparelser at gøre.

Og så kan de grilles. Elementært, bare smid dem på risten. Eller steges i olie med gode krydderier på en pande. I øvrigt kan man gøre præcis det samme i en bakke på grillen. Selvfølgelig kan de også koges på god, gammeldags mormormaner, gerne med en lille klat smør. Faktisk er det nærmest ligegyldigt, hvad man foretager sig med dem. De smager godt på alle måder. Og har man forkøbt sig, så er der jo altid blancheringen tilbage. På den måde kan man forlænge sæsonen langt ind i vinterens aspargessupper og tarteletfyld.

Selvfølgelig opfordrer jeg ikke til grænsehandel. Det er vel nok i sig selv, at jeg praktiserer det. Jeg pipper bare lige lidt om det store aspargesland dernede…….

Continue Reading

Om shampoo.

(Advarsel! Understående indlæg kan indeholde slet skjulte reklamer!)

Jeg har fået den fikse ide, at jeg jeg kun kan bruge en bestemt hårshampoo. Det er sådan noget, der kommer med alderen, så det kan man lige så godt acceptere og lære at leve med. For at komplicere hårsituationen yderligere, har jeg selvfølgelig valgt et absolut ugængs mærke, som ikke har verdens største forhandlerskare, hvilket gør, at jeg, når jeg er så heldig at lokalisere det, føler, at jeg da i den grad har fortjent min shampoo. Dertil kommer, at jeg, indenfor husets grænser, har monopol på og stor besiddertrang overfor det. Jeg gemmer det bagved noget andet i et skab, så det kun går i MIT hår, og vogter nidkært over, at ingen andre ved en fejl ( eller min uopmærksomhed) får tvunget et par illegale dråber ud af mit shampooskrin.

Jeg vil slet ikke komme ind på, hvor det produceres, for det hele er temmelig politisk ukorrekt. Men hvem kan ikke leve med det, når man får permanent gode hårdage, hvis man lukker sine øjne bare sådan lidt. Folk, der har rejst med mig til netop det lidt politisk problematiske land, erindrer sikkert, at sidste dag indebærer en fælles tømning af enhver form for fly-tilladelig emballage, så jeg kan hamstre shampoo i utallige små mængder.

Men ind imellem løber jeg så alligevel tør for mirakelsæben. Derfor har jeg en fast rutine med ALTID at tjekke, om mit næste rejsemål indebærer løssalg af netop MIN shampoo. Der er meget sjældent gevinst, men her for nylig stod det magiske logo pludselig tydeligt på min padde, da jeg undersøgte, om der skulle være mulighed for forlængelse af super hårdage i Budapest. I første instans opdagede jeg ikke, at adressen på min gevinstbutik udelukkende opgav gadenavn–og ikke nummer–men jeg satte dog glædestrålende og forventningsfuld ud med en jublende opstemthed over snart at score de magiske 400 ml. shampoo. Også selv om resten af holdet skulle på et museum, jeg utroligt virkelig gerne ville have set–men hvad gør man ikke for sin shampoo? Det viste sig, at den opgivne gade var en 5 km. lang boulevard, så de eneste 2 valg, jeg i virkeligheden havde, var, hvilken ende jeg skulle angribe fra. Det viste sig så, at jeg valgte den forkerte. Men efter ca. 4,5 kilometers gåtur var der shampoopræmie, og den lille sjæl fik noget så forrygende fred.

Problemet, jeg så ikke lige havde overvejet i al min euforiske shampooopstemthed, var, at jeg kun rejste med håndbagage og hjemmefra selvfølgelig ikke havde overvejet nogen form for dekanteringsemballage. 100 ml. er max., og jeg ville være gået shampookold og i sæbecoma, hvis de bare havde konfiskeret min skat i security, fordi den var for stor i volumen. Så jeg indledte stormangreb på små flasker på min hjemvej. En venlig materialistdame beklagede, at hendes forretning desværre ikke specialiserede sig i TOM emballage (nå ja, hvem gør også lige det?), og foreslog, at jeg jo bare kunne købe et utal af 50 ml. FYLDTE flasker, som jeg så kunne tømme og fylde shampooskatten i. Hun fandt endda 8 flasker til mig, som jeg nærmest havde betalt, inden det gik op for mig, at det, jeg nu skulle smide i kloakken og erstatte med shampoo–var acetone. Selvfølgelig er der da en ekstra gevinst ved BÅDE at få vasket sit hår og afbleget det i samme hug, men det var ligesom ikke lige der, jeg var, så jeg takkede hende pænt for venligheden.

Som indfødt dansker burde jeg have tænkt mig meget bedre om, da Budapest jo–som nærmest alle andre byer på verdensplan–selvfølgelig havde en Tigerbutik. Og samme flyvende tiger havde lige så selvfølgeligt et rejsesæt med dåser og flasker i plastik og enhver tænkelig størrelse. Mest små, dog. Sådan en 10 ml.–eller noget i den retning. Anyway, mig hjem på hotellet, hvor jeg om morgenen havde afleveret min kuffert, fordi det var afrejsedag, og derfor måtte benytte hotellets halvoffentlige toilet til min omfattende dekantering ud i omkring 10-15 mindre enheder.

Hvis nogen ikke har oplevet at trykke 400 ml. tyktflydende shampoo ud i et overvældende antal af minimale enheder, så kan jeg fortælle, at det er sønderknusende hårdt for fingrene og ca. omkring enhed nummer 5 giver en lettere krampetilstand omkring roden af tommelfingeren. Det tager godt en uge at få samme tommel tilbage til samarbejdsvillig normaltilstand. Ikke nok med det. Mens jeg stod derude på det halvoffentlige tisseri, omgivet af et utal af små beholdere og trykkede som en manisk gal for at få den mindste dråbe af guldet med hjem, kom en noget undrende dame forbi. Få minutter senere kom hotellets receptionist så forbi og spurgte lidt barskt ( sikkert på damens foranledning!), hvad i alverden jeg egentlig foretog mig. Set fra min side var det da umiddelbart logisk, men jeg kan godt se, at det set fra alle andres måske har set en lille smule suspekt ud. Men heldigvis troede hun da på min forklaring. Så det ud til.

Alt dette blot for at fortælle, hvor mange kilometer, hvor mange prøvelser og hvor mange mistænkeliggørelser, jeg er villig til at gennemgå for MIN shampoo, mit hårmæssige guld.

Og nu kommer så historiens clue. Selve dens pointe! I går tjekkede jeg, om der skulle være dukket en forretning med speciale i vidundershampooen op i Oxfordområdet, som jeg snart rejser til. Det var der så ikke. Til gengæld kan man på nettet–hvis man ved, hvad man skal kigge efter og ikke blot undersøger samtlige udenlandske destinationer–konstatere, at der findes fysiske butikker med det magiske stof i Horsens, Vejle og Odense. De sender også gerne, og hvis man køber for over 600 kr., er der gratis forsendelse.

Så i går købte jeg 2 liter af min hårshampoo! Og jeg har det bare SÅ godt med udsigten til et utælleligt utal af gode hårdage og fantastisk geografisk og logistisk fred i sjælen. Jeg har endda så småt overvejet, om jeg kan risikere at stille vidundermidlet frem til offentlig hårvask herhjemme.

Og PS. De andre hudprodukter fra samme firma er også fantastiske!

Continue Reading

Den store opfordring til overspisning.

Restaurant Flammen. Overalt, næsten.

Jeg ved godt, at det er en gammel nyhed, og at nærmest enhver middelstor provinsby med respekt for sig selv har en. Det er også flere år siden, jeg havde min debut i Flammenregi, men i går var jeg der så igen. Bevæbnet med et gavekort på 500 kr., som lige præcis var nok til, at den selvbetalte del af regningen blev 9 kr. Og det er jo en pris, enhver jyde til fulde forstår.

På Flammen koster det 200 kr ( på helligdage og i weekender lidt mere) at gå ustyrligt amok i 15 slags grillet kød, et alenlangt salatbord og diverse forretter. Det gør man så!  Jeg ved ikke, om det bare er min lokale udgave af kødorgiet, der midt på aftenen virker en smule slidt og rodet, men umiddelbart syntes jeg, det hele udtrykte en form for træthed. Der er vel også grænser for, hvor længe et stykke nygrillet kød kan holde sig netop nygrillet, samt hvor mange salatrodehoveder der går på at få rødløgene godt integreret i dagens coleslaw. Ligesom ærter og majs helt tydeligt var ved at indgå en gul/grøn alliance.

Der er ingen tvivl om, at Flammen er ved at være den foretrukne familierestaurant for op til flere generationer sammen. Det fremgik tydeligt af klientellet. Der er gået lidt luksus-McDonald med et stænk af Jensensovs i det hele, og det er ganske forståeligt med de familievenlige priser, hvor selv teenagedrenge ( har dem stadig i erindring!) kan spise sig fuldmætte på en måde og til en pris, som absolut ingen gourmetsteder kommer i nærheden af. Og så er der noget for alle. Kan man ikke lide lammet, er der stadig 14 andre kødlunser at vælge imellem.

Men ikke et ord om klimaforandringer og husdyrenes effekt på dem. Måske bare, at Flammen nok ikke ligger blandt eliten indenfor begrænsning. Det er dog ikke den begrænsning, der bekymrer mig mest. I første omgang er jeg nødt til at gribe i egen mave og blankt indrømme, at når så megen mad (ja, det ER svinsk meget mad!) står til nærmest fri afbenyttelse, så har jeg virkelig, virkelig svært ved at styre og begrænse tingene. Min hjerne går på overforbrugsmode, og jeg kører ind, så jeg næsten stresser over ikke at få smagt det hele. Resultatet er da også hver gang, at jeg nærmest vralter derfra–med hvad der svarer til en god uges anbefalet kødforbrug indenbords. Det sker noget psykologisk med en, når så meget mad står frit fremme. Først spiser man af decideret lyst og for smagens skyld. Anden halvleg handler nærmest om en pligt til for det første at smage så meget som muligt, for det andet at opnå den fulde valuta for pengene……

Udover de mange (stor)familier iagttog jeg desværre også, at en restaurant som denne decideret appellerer til mennesker med problemer med overspisning. Jeg ved ikke, om det var tilfældigt, men netop i aftes var der et højst synligt koncentrat af seriøst overvægtige. Nogle endda alene i byen. Her kan man nemlig upåfaldende fylde sin tallerken gang efter gang, for gør man det, følger man jo bare lige præcis stedets koncept. Hvis man har behov for rigtig meget mad, vil det jo til enhver tid være yderst besparende at gå på Flammen, fremfor at frekventere de lokale burger- og grillbarer, som tager penge pr. indtaget stykke mad.

Så efter at have brugt resten af aftenen på at fordøje, er jeg nu der, hvor jeg så småt begynder at overveje, om der er plads til noget morgenmad oven på den halve ko og det hele lam. Og er kommet til den konklusion, at det skal vare et stykke tid, før jeg igen vover mig ud i denne spiseudfordring. SÅ lækkert er det nu heller ikke. Og så tit får vi jo heller ikke lige et gavekort. For uden gavekort ville vi jo nok gå et andet sted hen…….

 

Continue Reading

Om 70-erfarver.

Forleden købte jeg denne, i alt fald i mine øjne, smukke lysestage på en auktion. Den var sikkert for dyr, og jeg overskred det max., jeg altid sætter for mig selv, med 50 kr. Men jeg måtte bare eje den. Og det gør jeg så nu!

Jeg ved godt, hvad der var så decideret dragende ved det Pantonske vidunder. Det var farverne. Især den lilla. Og måske en lille smule den orange. Men lilla: Lilla er min skæbnefarve, mit visuelle kendingsmærke, det farvemæssige soundtrack til hele mit liv. Som bruden, der bør bære blåt, for at alting nok skal gå rimeligt (i alt fald frem til skilsmissen), bærer jeg trofast lilla. Ikke fordi jeg er overtroisk eller føler mig i umiddelbar ægteskabelig fare. Jeg kan bare ikke lade være. Og når udsalgsjagten går ind, drages mine øjne uvægerligt direkte ind mod lilla. Lilla og blå/hvide striber. Resten må de andre for min skyld gerne slå det store tøjslag om uden min indblanding.

Sådan har det været siden 70-erne. For det var der, jeg (og måske resten af verden?) opdagede lilla. Jo, jeg gik med lilla bleer (udover kassebukser, skulderpuder og dynejakker indiskutabelt den moderne histories mest kvindefjendske modediller) og shoppede amok hos Sophie i Århus, der nærmest havde patent på lilla. Det var relativt svært at finde noget i den forretning, der ikke var lilla–eller af velour, men det gjorde så på den anden side set mit liv væsentligt lettere kun at skulle gå i en forretning. Min datter kalder den del af sin barndom, hvor jeg enerådigt bestemte hendes påklædning, sin “lilla periode”, og talrige barndomsfotos beviser med fuld styrke, at hun har fuldstændigt ret. Med drengene var det unægteligt en smule mere besværligt, men samme fotos afslører tydeligt, at det alligevel er lykkedes mig ret godt. Af forståelige årsager ser man på nyere billeder derfor heller aldrig nogle af mine børn i et farvevalg, der på nogen mulig måde nærmer sig lilla.

Men lilla var min ungdoms farve. Godt nok var der også brun og orange, man den første har aldrig appelleret til mig (jeg er ikke et brunt menneske!), og orange var måske nok en smule for skringende og skinger. Jeg tror på, at akkurat som med så forfærdeligt mange andre ting, så bliver en snert–eller et stort stykke–af de favoritter, der var så stor en del af selve ens dannelsesproces som menneske stabilt hængende over en resten af livet. De inkorporeres, nærmest som en del af ens identitet. Ydermere så integreret og ubevidst en del, så man nærmest selv ikke længere tænker over det eller lægger mærke til det. Jeg kan f.eks. stadig huske den yderst uklædelige frisure, min gamle moster, som ellers klædte sig pænt og moderne, opretholdt år ud og år ind–sikkert til fortvivlelse for mangen en frisør. Altså indtil jeg så et ungdomsbillede af hende med præcis den samme uheldige hårstil. Så faldt forklaringen.

Nu er jeg så heldigvis så priviligeret, at 70-erne lige for tiden er en del af den bærende vintagedyrkelse. Det sker jo Gudskelov ind imellem, med jævne mellemrum, at min lillahed igen bliver moderne. Og i de mellemliggende perioder må jeg så finde mig i, at jeg er på pause, på modemæssig stand-by, med MIN farve. Lykkeligvis har jeg erfaring nok til at vide, at den og jeg kommer stærkt tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid. (Desværre gjorde det samme sig ikke gældende for min mosters frisure!)

Så jeg bliver så glad, når jeg finder sådan et stykke 70-er lysestage med udpræget lilla islæt. Det drager mig. Helt ind i min inderste sjæl, som jo nok er virkelig, virkelig lilla. Lilla som min ungdom i 70-erne.

Continue Reading

Om min helligdagsforvirring.

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af det der med de lettere uhellige helligdage. Som nu den der Grundlovsdag i morgen. Altså om vi har fri, sådan helt og aldeles fri–eller bare halvfri. Eller slet ikke fri. Sådan har jeg det også med 1. maj. Og et par stykker til, som overrasker mig hvert eneste år.

Men nu har jeg så slået det op og kan konstatere, at vi alle har helfri til at fejre vores grundlov i morgen, mens vi ikke har noget som helst (at fejre?) 1.maj på arbejdernes internationale kampdag. Det lader jeg lige tale for sig selv. Pause!

Sådan har det så bare ikke altid været. Jeg kan huske halvfri 1. maj-er og Grundlovsdage, der var fuldstændigt normale arbejdsdage. Og halve–en overgang. Jeg kan også huske, dengang min mands klinik–og byens samlede butikker– lukkede til middag Juleaftensdag og Nytårsaftensdag, og min barndoms alenlange Langfredage, hvor alt gik i fælles begrædelighed. Hvor endda biograferne lå under for lovbestemte helligdagsholdelseskrav, og selv TV ( altså den ene kanal, vi havde) gik i korsfæstelsesmode og i selvsving i italienske, religiøse serier. (Selv om de nu virkede, som om de var finske!) Det var årets sureste dag!

Før i tiden ( og før i lukkeloven!) tog vi det lidt mere seriøst med helligdagene. Faktisk sådan, at hvis man ikke nåede at få købt sit toiletpapir inden 13 om lørdagen eller dagen før en helligdag, så var det bogstaveligt talt sur røv hele resten af weekenden og helligdagene. At Grundlovsdag er blevet en halvhellig helligdag ( med helhellig udstrækning!) betyder egentlig ikke andet, end at en masse mennesker har fri, men de kan sagtens købe toiletpapir alligevel. Intentionen har nok været, at de formodes at møde op til alle de grundlovstaler, der holdes over hele landet. Mens de altså samtidig ikke forventes at møde op til en eneste af 1. maj-slagsen, for der skal de på arbejde. Sådan er der så meget…..

I øvrigt er det så også Fars Dag i morgen. Ligesom det var Mors Dag for et stykke tid siden. Givetvis for upartisk at tilgodese både blomsterhandlere og byggemarkeder. Ikke at det i sig selv har noget med grundloven at gøre. Udover at det da er rart for far, at han har fri hele dagen til at pakke gaver op. Med mindre han ellevild fejrer grundloven i hoved og røv, når han nu alligevel har fri til det……

Continue Reading

Helt derude på øerne.

Peter May: The Chess Men (og de to øvrige bøger i triologien fra Shetlandsøerne.)

Hvis man nu skulle være glad for Ann Cleeves og hendes bøger fra Shetland, så bliver man endnu mere glad for Peter Mays ditto fra de Ydre Hebrider. Han er decideret en bedre forfatter, der kæler noget mere inderligt for sit sprog–og så har han et indgående kendskab til livet derude, som han underholdende formidler gennem hele serien.

Man skal altså ikke blot læse May for plottet og selve opklaringen af forbrydelsernes skyld. Faktisk skal man primært læse ham for de fantastiske beskrivelser af naturens kræfter herude i det alleryderste Europa og de indlevende skildringer af de mennesker, der bor midt blandt disse kræfter. Har man et forhold til Skotland, er det ren nydelse at få det hele genopfrisket–for de Ydre Hebrider er vel nærmest det vildeste af Skotland i destilleret udgave. Og har man ikke, så vil bøgerne da i den grad give en lyst til at få og opdyrke et.

Jeg oplevede i alt fald et tydeligt deja vu af min ungdoms mange skotske somre, inklusiv ceidlidhs ( traditionelle danseaftener), den omgangstone og -måde, der udelukkende stammer fra at bo et så isoleret og stormomsust sted samt fik i overvældende grad genopfrisket min enorme betagelse af den både storslåede og altdominerende natur. May skriver præcis om det Skotland, jeg kendte. Og det er da så dejligt beroligende og genkendeligt.

I øvrigt er den hjemvendte helt, der selvfølgelig har lig i lasten, politimanden Fin Macleod, som efter mange år i storbyen Edinburgh prøver at overvinde traumatiske hændelser ved at genopfinde sig selv midt i selve det yderste stormvejr. Det viser sig selvfølgelig, at ligene (vi plejer vist at sige “nissen”, men for politimænd er det første nok mere korrekt!) flytter med, samt at der også er en overvældende produktion af nye af slagsen, så der er nok at tage fat på for vores helt. Men herude er opklaring jo ikke bare noget, man foretager sig. Det er vejr, vind og de (særdeles) indfødtes luner, der i sidste ende bestemmer, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Så læs disse gode, velskrevne krimier–og vær samtidigt fuldstændigt bevidst om, at resten af familien nok skal overtales virkelig intenst, når det eneste, man bagefter har lyst til, er at henlægge næste ferie til disse smukke øer og deres vanvittigt forblæste og storslåede natur.

Continue Reading
1 2 3 79