Om gensynsvrede og om at være hvid.

Jeg har i de forløbne dage oplevet gensynsvreden ved hjælp af en yderst mærkbar konfrontation med muskler, jeg havde glemt, jeg havde. De befinder sig overalt i min krop, på de allermest utænkelige steder og placeringer, og de gør mærkbart og højlydt opmærksomme på sig selv. Det er i grunden slet ikke muskler, jeg har lyst til at vide, jeg har. De lever sådan set bedst i stilhed, umærkbarhed og uden at blande sig i resten af min krop.

Og hver dag står jeg  op med mit sædvanlige leverpostejfarvede hår ovenpå den lettere smågrisefarvede hudkulør. Denne farveskala ændrer sig påfaldende i løbet af dagen. Gradvist bliver jeg mere og mere hvid, og ved dagens ende er jeg sådan nærmest Pjerrotfarvet. Uden den røde mund. Min mund er også malet hvid i dagens løb. Der er overhovedet ingen tvivl om, at jeg selv udfører dette kropskunstneriske maleri. Ligesom der heller ikke er nogen tvivl om, at man over middag med gevinst kunne anvende mig som malerrulle og få en bedre dækning end med dem, man køber.

Udover det bander jeg også rigtigt meget i disse dage. Påfaldende rigtigt meget. Jeg er også vrissen, utålmodig og taler grimt til samtlige pensler. Efter tre dages intensiv maling er vi ikke nået længere end til køkkenet, og der står stadig to stuer og venter på en omgang ømme muskler og hvide mig. Jeg er aggressiv overfor malertape, der ikke binder ordentligt, sur på stænkpletter på overflader, rasende på vægge, der vil have tre gange for overhovedet at signalere, de har fået maling og nærmest voldelig overfor den lampe, der er taget ned, og som jeg med usvigelig sikkerhed balrer ind i, hver gang jeg skal dens vej. Jeg er samtidig godt træt af dette brugte legeme, som så tydeligt lader mig fortælle, at jeg har stillet alt for store forventninger til det. Og at det at male halve huse på alt for få dage skal man lige sørge for at få gjort, inden man fylder fyrre. For efter det skelsår skal man nemlig lade være.

Jeg har lovet mig selv, at jeg ALDRIG begiver mig ud i så tåbelig en udfordring mere. Selvfølgelig er jeg da overbevist om, at det bliver rigtigt pænt, når det er færdigt. Men der vil da mindst gå flere måneder, før jeg er smertefri nok til overhovedet at kunne nyde det. Samt et halvt års tid, før jeg igen nærmer mig grisefarven uden hvide helligdage på mave, indersiden af lår og under armene. Maling er, skal jeg hilse og sige, forbandet besværligt at få ud af håret, og det lader til, det er nemmere at investere i nye brilleglas, end at skille sig af med alt strinteriet. Jeg har alvorligt overvejet at desinficere mig selv med Grundrens, men måske tager jeg så også huden med i samme ombæring.

Derfor har jeg også forklaret mig, at grunden til, der findes malere, er, at netop disse malere tager rundt og maler folks hjem for dem. Det koster selvfølgelig penge, men i min nuværende muskelsituation og min tillagte farve er jeg såmænd fuldt villigt til at betale uhyrlige summer for en håndværker, der ved, hvad vedkommende har med at gøre.

Og jo. Jeg har malet masser af hele huse, halve og hele vægge, børneværelser, vindueskarme, kantlister, cykler, kommoder og bogreoler gennem årene. Det var, da jeg var yngre, og mine skjulte muskler førte en noget lavere profil.

Jeg må kvinde mig op, tale dunder til gensynsvreden, affinde mig med min nye teint og komme igennem. Således at jeg som kronen på værket kan udbryde ( hvis jeg da ellers ikke undervejs har fået munden malet til): ALDRIG, ALDRIG MERE!

Continue Reading

Og der arbejdes…

Dette er et før-billede. Efter eksisterer ikke endnu. Det kommer det forhåbentligt til. Om temmelig mange dages til. Om et ukendt antal væggelige kvadratmeter, der skal returneres til farven hvid, efter på egen hånd at have transformeret sig til beskidt skidengrå med udefinerbare pletter.

Mit hjem er i denne og næste uge omdannet til et orgie i rod og malerbøtter. Ingenting er i lave, og alting har mistet sin vanlige plads. Der ligger overtøj i stuen, står gangmøbler i soveværelset, og alle mine krydderier står som den naturligste ting midt på spisestuegulvet. Alle køkkenets dimser og dingenoter er opblandet med spisestellet, og jeg selv er noget så uendeligt lost. Jeg er hvid overalt, selv på undertøjet, og så er jeg samtidig hjemløs i mit eget hjem.

Og så er vi ikke engang gået i gang med stuen endnu. Har hverken flyttet rundt på de flere tusind bøger eller min forbandede hang til nipsting i træ. Jeg ved godt, hvor genial en opfindelse en bogreol er, og jeg er fuldt bevidst om, at nipssamlinger er af det onde i malesituationer. Faktisk er jeg allerede møgtræt af situationen her en halv gangmaling inde i projektet. Med uanede flytninger og uhvide kvadratmeter foran mig. Faktisk har jeg noget så godt, gammeldags ondt af mig selv, men lige nu kan jeg såmænd ikke bruge det til andet end at blive ved, lege hvid tornado til den bitre stuevægsende.

Malingen er jo i virkeligheden blot det mindste. Den består primært af at gratte på og forsøge at gratte på indenfor det intenderede område. Selvfølgelig er det svært, og selvfølgelig ophæver man hurtigt sin egen krops immunitet og lader sig male med. Det er al rengøringen, flytningen, klargøringen, sømudtrækningen, pollyfillaningen, malertapeningen og alle de forbandede indledende øvelser, der trækker tænder ud. Det er jo lige før, man er totalt udmattet, brugt og opgivende, når man omsider endeligt er nået frem til at kunne sætte en pensel på væggene.

Så mit liv er på under halvt de næste mange dage. Jeg maler hus. Og så håber jeg på at nå frem til et efter- billede af et vist format i hvidt i hvidt. Det har jeg, til den tid, F…  fortjent!

 

Continue Reading

Metropolen Mariager.

Jeg er sikker på, at det nye trafikforlig har fundet masser af nye veje, selv om dets primære formål klart var at finde veje til nye stemmer. De er sikkert trafikmæssigt overlykkelige mange steder, og så vil jeg i den forbindelse samtidig sende mine dybeste kondolencer på forhånd til beboerne på Egholm, hvis ø må gå direkte i den asfalterede død, hvis vejene til nye stemmer viser sig at kunne give direkte afkast i en valgsituation.

Der er bare en ting, der undrer mig i det forlig. Det er den der omfartsvej omkring Mariager. Jeg kommer selv en del i Mariager og har sådan set gjort det det meste af mit liv. Ikke, at der er sket de store ændringer i løbet af det. Indbyggertallet holder sig stabilt omkring de 2500, stokroserne blomstrer om kap hvert år, den indre, brostensbelagte bykerne er et mareridt at bevæge sig ind i i en bil, for man ender altid samme sted, som man er begyndt, uden at have været ret mange andre steder, men der går en udmærket, større vej nede omkring havnen, som man jo i så fald bare kan benytte. Dette er IKKE et argument for omfartsvejen. Tværtimod. Det er bare lidt turistguidning i en lille by, der allerede i forvejen har en særdeles passabel rute udenom selve bykernen. Generelt kommer man kun til Mariager, hvis man SKAL til Mariager, og ingen, virkelig INGEN, med deres fornuft  i rette behold, kører ind i den by. Den er så lille og overskuelig, at man udelukkende skal spadsere rundt i de hyggelige gader og måske få en is nede på havnen efter besøg på Saltcentret. Der er masser af parkeringsmuligheder, OG hvis nogle læsere ikke har været i Mariager, så er den et oplagt, smukt, smukt mål—som man på ingen måde må køre UDENOM!

Mennesker, der kender området, ved også, at INGEN, der skal hurtigt frem langs fjorden, overhovedet ville overveje at tage vejen syd om Mariager Fjord. Nordenfjords er den rute, man bruger. Så igen–kører man til Mariager, er det fordi, man VIL til Mariager. Eller med andre ord: Da i alt fald ikke, fordi man vil UDENOM Mariager. Det giver ingen mening, Absolut ingen mening.

Nu ved jeg selvfølgelig godt, at der er personlige interesser indblandet i denne sag. Men selv personlige interesser kan vel næppe forsvare en omfartsvej omkring Mariager. Det svarer til at lave lyskryds ved mellemstore vandpytter. Jeg er sikker på, at folk, der bor i Mariager, er stolte af deres Torneroseby og ser den som verdens centrum, men nogen egentlig metropol med svære, trafikale problemer har den aldrig været–og bliver næppe heller. Jeg er sikker på, at de 2500 indbyggere samt de turister, der kommer til Mariager, fordi de netop VIL til Mariager, absolut ingen intentioner har om at bruge en sådan prestigevej. Jeg mener: hvorfor ligge og køre i storcirkel udenom sit hjem, eller for den sags skyld den turistseværdighed, man oprindeligt stiler efter? Eller: Handler det her i virkeligheden om at styre turisterne VÆK fra Mariager og beboerne ud på Herrens Mark, der vel i dette tilfælde må være Marias Ager?

Og HVIS man laver en omfartsvej, så viser nøjagtige udregninger, at man kan spare 2½ minuts kørsel. Det kan turisterne så enten lægge til deres kørsel–eller vælge at køre derhen, hvor de skal!

Problemet er jo så desværre ikke bare, at en enkelt mand har fået storhedsvanvid på Mariagers vegne. Det er meget større. For med dette latterlige tiltag mister hele planen jo sin vederhæftighed. Bliver komisk, utroværdig. Ydermere kan man jo forvente, at hvis metropolen Mariager skal have en unødvendig omfartsvej, så skal de fleste byer af samme størrelse have en lignende. Det er da bare fair. Det bliver noget af et anlægsarbejde at asfaltere marker og engdrag omkring enhver ubetydelig flække i kongeriget med omfartsveje. Og dyrt. Samtidig kan de fleste flækker vel vederhæftigt argumentere for omfartsveje, fordi ingen i virkeligheden VIL til dem, men gladeligt kører udenom. Ulig Mariager, som man altså kun kører til, hvis det er der, man skal hen……

Det er somme tider uheldigt, utroværdigt–og meget komisk, at politik er kompromissernes svære kunst. Det er lige så uheldigt, at amatøragtige politikere ikke selv kan indse, når de med deres latterlige krav sætter troværdigheden i et helt projekt over styr. Jeg tror ikke engang, dette er vejen til stemmer fra Mariager. De stakkels beboere vil da basalt bare gerne hjem til sig selv, og det vil da være en katastrofe, hvis den ret massive turiststrøm kører udenom. Ellers har jeg ret svært ved at gennemskue, hvem det lige er, der skal køre uden om metropolen Mariager…..

Continue Reading

Om–tjah— vel bare at blive ældre.

Ja, jeg har også hørt brudstykker af det famøse interview med Ghita Nørby på 24-7. Hvem har ikke det? Eller hvem har kunnet undgå det? Jeg vil, i modsætning til de fleste andre, undlade at tage stilling i mikrofonkrigen og blot konstatere, at jeg har stor respekt for unge Iben Maria Zeuthen som den professionelle journalist, hun er, mens jeg samtidig har præcis samme store respekt for  gamle Ghita Nørby som den professionelle skuespiller og diva, hun er.

Men jeg kan på samme tid ikke undgå at bemærke, at netop samme interview for mig skildrer et generationssammenstød, et billede på hvordan vi altid betragter livet udfra de erfaringer, som kun alderen kan give os. Hvordan årene og de erfaringer, som netop kun tiden kan give os, ændrer vores perspektiv på livet og alt, hvad det indebærer, løbende gennem hele vores livsforløb. Vi er ikke de samme mennesker, som da vi var spritunge–der er kommet andre prioriteringer og samtidig andre ting, der er blevet noget så inderligt uvæsentlige. Det er som om, i alt fald jeg bliver mere og mere bevidst om min egen udløbstid, hvilket gør, at jeg ikke gider bruge resten af mit liv på petitesser, intetheder og meningsløsheder. Jeg har f.eks. altid været håbløs til small talk–en ting, der i mange år ærgrede og pinte mig, men som jeg nu ser som en styrke, en god mulighed for ikke at spilde tid på uvæsentligheder.

Og netop deri ligger vel den altafgørende forskel mellem at være ung og at være ældre. Som ung hverken indså eller erkendte jeg min egen dødelighed, min egen mulighed for overskridelse af sidste livsdato. Det var ikke en del af min begrebsverden, som lå åben, var fyldt med muligheder og varede ud i en evighed, jeg overhovedet ikke kunne forholde mig til. Nu ved jeg godt, at der er færre dage, end der har været. Derfor skal jeg heller ikke sjuske med dem, spilde dem på ingenting. Eller, hvilket er meget mere væsentligt, være ubevidst om, at der er ting, der ikke længere hører hjemme i mit liv, fordi de er for banale, for irriterende, for intetsigende til at give mig den glæde, som gerne skulle være en del af hver eneste, evige dag.

Hvis jeg blev interviewet, var der også mange spørgsmål, jeg ikke ville gide svare på. Spørgsmål, hvis svar for længst er blevet uvæsentlige, og som ikke længere har nogen som helst gang i mit liv. Jeg bliver glad og opløftet på livets og verdens vegne, når unge mennesker engagerer sig voldsomt i mærkesager, som også var mine engang, men mange af dem har jeg ladt bag mig af den simple grund, at livet har givet mig en bagage i form af en anden forståelse og andre erfaringer. Eller også har jeg set det hele før. Det er ikke en basal resignation–det er bare erkendelsen af, at livet heldigvis har lært mig noget. Og at jeg skal anvende det, jeg har lært. F.eks. til at få det allerbedste ud af det hele fra nu af. Og fra nu af er altid fra i dag–uanset hvilken.

Som alle andre i min alder har jeg også et katalog af mennesker, jeg har ladt bag mig. Som tiden og livet har fået mig til at vælge fra. Enten fordi vi er vokset i forskellige retninger, eller også udfra erkendelsen af, at samværet med dem ikke længere giver nogen form for mening eller overskud. Jeg gider ikke mere brok, gider ikke mere bevidstløst small talk og indholdsløse høfligheder, og jeg gider nok heller ikke rigtigt passe på ret mange andre end mig selv og mine nærmeste mere. Jeg har reddet det af verden, som jeg nu engang kunne redde, og hvis der skal reddes mere, må der yngre og mere optimistiske kræfter til. Til gengæld har jeg en enorm livserfaring, som jeg utroligt gerne øser af–hvis nogen skulle spørge. Men med de, der kunne spørge, forholder det sig jo præcist på samme måde, som da jeg var ung: Ungdommen ved bedst selv–og i grunden er netop den allerstørste af ens egen erfaringer, at man nok skal have mærket det hele selv for overhovedet at kunne integrere det.

Og så vender jeg alligevel tilbage til interviewet: For jeg var personligt også blevet stiktosset over at skulle lave the og gå en tur i haven under et interview, der skulle handle om mig. Omvendt ville jeg, som ung, have brugt præcis de muligheder overfor et divadyr som Ghita. Af ren og skær måbende benovelse og angstfyldt mindreværd, trods min forberedelse til mikrofonspidsen. Hvorfor i alverden skal vi dog lave the og snakke om haver, vi trekvartgamle, når vi nu gennem så uendeligt mange år har fået lige så uendeligt meget mere vigtigt at tale om? Tror de virkelig ikke, de unge, at der er mere? I mange kulturer er ælde lig med opnået visdom. Jeg ved ikke, om jeg er blevet visere med årene, men jeg har i alt fald fået nogle erfaringer, som gør, at livet ikke på nogen mulig måde ser ud, som da jeg var ung. Og jeg er sikker på, at hvis jeg bliver 84, så ser livet heller ikke ud, som det gør i dag.

Så jeg kan kun beundre ungdommens entusiasme og velforberedthed til selve livet–og forstå alderdommens livsvisdom og forkastelse af uvæsentligheder. Sådan er vi så forskellige–generationerne. Det var nok det, der ikke blev taget tilstrækkeligt højde for i ugens interview.

Continue Reading

Fra ligegyldig til (en smule) beundringsværdig og medlidenhedsvækkende.

Politisk er jeg dybt uenig med hende. Og for mig repræsenterede hun ved sin pludselige skabsudhivning for en 3 år siden den type britiske kvinder, der som overskrift for deres dresscode har “uklædelig anonymitet” tilsat synlig “stiff upperlip” med pil mod, at samtlige britiske kvinder fra overklassen helt ned til den øverste middelklasse også tydeligvis er genetisk forbundet med heste. Hun danser som en handicappet albatros i landing, taler det der overklasseengelsk, man kun kan opnå efter livslange forkølelser og permanent nedsækning i årgangswhisky, virker udadtil som den evige, ugifte gammeljomfru, hvis fornemmelse for kødets lyster udelukkende er baseret på politiske rapporter og stuerene manualer–og så sover hun tilsyneladende aldrig. Selv ikke om natten. Hun var–indtil for ikke så længe siden–for mig, indbegrebet af alt det fra det britiske rige, som ikke selv havde erkendt, at samme rige ikke længere ( og i meget lang tid ikke har været) er en af verdens førende kolonimagter, der bare overlegent kunne bilde sig ind, at det i virkeligheden var det, der regerede verden. Når ens dronning bevisligt også er dronning af nærmest halvdelen af verden–inklusiv Australien, New Zealand, Canada og mængder af andre tidligere kolonier–så må man vel være overordnet i forhold til alle de, der ikke kan finde ud af at være andet end medlemmer af EU.

Men der er sket noget med mit forhold til Teresa May på det seneste. Der har sneget sig en smule medlidenhedsblandet beundring ind. Eller sagt på en anden måde: Der er alligevel substans udover det ovenstående i damen. For aldrig nogensinde har jeg da mødt så vedholdende et menneske! Det ligger lige til højrebenet at sammenligne med den situation, alle tidligere teenageramte mødre stadig erindrer. Teresa May er som en mor, der bestandigt, dag efter dag, vender tilbage til det bombekrater af et værelse, som kun en teenager kan præstere. Som vedvarende, tålmodigt hver eneste dag påpeger, at der bør gøres en oprydningsindsats, men udelukkende bliver mødt af endnu mere kaos. Som selv hen ad vejen begynder at rydde en smule op i lortet, for bare at blive konfronteret af nye mængder madbefængte pizzabakker og sure sokker. Som taler for døve ører, kontrære ører, rebelske ører, men aldrig ører, der gider give hende så meget som en minimal chance for at skabe den nødvendige orden i det rod, tåbelige teenagere hele tiden laver i hendes hjem. For det er jo ikke hendes gode vilje, det skorter på. Hvis bundtet af forurettede, tøsefornærmede teenagere i hendes eget underhus ellers ville lade hende rydde op, så havde hun jo længe gjort det. Det er såmænd det eneste, hun noget så hjertensgerne gør. Hun tager gerne de månedgamle pizzabakker og det halve tons sure sokker, hvis nogen ellers lod hende gøre det. Uden handsker!

Hvor mange gange har den kvinde ikke i bogstaveligste forstand krydset kanalen for at hente endnu en indrømmelse hjem til dem derhjemme, der i grunden overhovedet ikke vil have flere af hendes indrømmelser? Fordi de ikke vil have noget som helst. Eller i alt fald ikke noget som helst, som de på noget tidspunkt selv har været i stand til at formulere. Teresa May har simpelthen ikke forstået, at blandt teenagere er afstemninger om, om der skal ryddes op på værelset, dødsdømte på forhånd. Tøsefornærmede teenagere i bombekratre forstår ikke parlamentarisme. De forstår ikke engang sig selv. Her kunne man måske ( selv om det er fejt og uretfærdigt) indskyde, at May ikke selv har børn, men rent storpolitisk er det noget af en falliterklærisk begrundelse.

Jeg har faktisk ondt af den kvinde. Hun VIL det jo godt, det hele. Hun slår i dynen med dødsdømte sværdslag så store, at man kommer til at beundre hendes vedholdenhed. Gang på gang får hun sparket. Gang på gang rejser hun sig og kæmper indædt videre. Hvorefter hun tildeles endnu en grim tackling–og rejser sig og begynder forfra. Hvis jeg var hende, var jeg garanteret nået til et bristepunkt, hvor jeg nærmest ville føle mig hensat til at bruge fysisk vold, riv, rusk og måske endda rykke i andres hår i ren afmagt. ( Har overvejet, om det er derfor Boris er blevet præventivt klippet!) Man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ville være gået, HVIS hun havde haft børn. Jeg mener: Her har vi da den beskyttende hunløve for fuld udblæsning, lærernes skræk, forkvinden for samtlige bestyrelser fra vuggestuen, over badmintonklubben til ungdomklubben og initiativtageren til enhver form for fællesspisning, anti-mobbedag og etablering af cykelstier.

I stedet kæmper hun for sit land. Og det har ingen endnu takket hende for. Alligevel bliver hun stædigt ved. Alt imens vi andre sidder med–nok en form for beundring–men også en stålsat tro på, at ligegyldigt hvad hun står på hovedet for, så er det forgæves. Hun får dem simpelthen ikke til at rydde op!

Så er det også, at jeg ender der, hvor vel det meste af Europa lige nu er endt. Nemlig med det fuldstændigt ubesvarede spørgsmål: Hvad ER det, de briter vil? Har nogen hørt, bare som brudstykker, hvad det ER, de vil? Ingen er vel i tvivl om, hvad de IKKE vil, men det kommer hverken resten af verden eller stakkels Teresa May ret langt med.

Men, Teresa, personligt fandt jeg heller aldrig ud af, hvordan man afskaffede undtagelsestilstande på teenageværelser. Til trods for adskillige forsøg på mæglingsforslag, personlig indgriben og positiv konstruktivisme. I mit tilfælde voksede problemet med årene–og fornuftens gradvise opdukken–ligesom over af sig selv, hvilket var en stor lettelse. Mine børn fandt ud af, hvad de ville. Mens–og hvis–dine gør, så har du min beundring og min medlidenhed! Fra kvinde til kvinde!

 

Continue Reading

Om mørke.

Der var ingen stjerner synlige på himlen i aftes. Det var for efterårsagtigt møgvejr her i marts ved en dansk kyst. Det er ellers en af de ting, der altid slår mig, når jeg er i sommerhus udenfor sæsonen for de lyse nætter. At jeg pludselig får ubegrænset, visuel adgang til stjernehimlen. Fordi her kan blive mørkt. Bælgravende mørkt.

Første gang jeg kørte gennem et område i Irland med en overvældende mængde Dark Sky Area- skilte, undrede jeg mig over, hvad i alverden det dog handlede om. Så gjorde jeg selvfølgelig det, som jeg altid gør, når der endnu engang er noget, jeg ikke ved: Jeg googlede. Og det viser sig, at der rundt omkring på jorden er en del områder, som et udnævnt til Dark Sky Areas. Altså områder, hvor det bliver totalt mørkt. Hvor ingen neonlys, gadelygter, oplyste huse og gårde generer det naturlige nattemørke, og hvor man derfor med præcis samme naturlighed er i stand til at se alt det, som den kulturverden, de fleste af os lever i til daglig, er så overmåde god til at sløre. Nemlig nattehimlen med alle dens stjerner. Den vil jeg vædde på, at ingen endnu har opnået at se på Times Square.

Da min ældste søn var mindre, var han helt overbevist om, at Carlsvognen lå på himlen direkte ovenpå vores sommerhus. Logisk, faktisk. Det var det eneste sted, han havde ubegrænset, klart adgang til den, og hvor den sådan nærmest hang og skinnede sin tilstedeværelse ud med megawatt. Derhjemme har vi selvfølgelig også Carlsvognsadgang, men det er en fortyndet udgave, og den blæser ligesom ikke igennem lysene fra en mellemstor provinsby på samme overbevisende facon. Det er en slags reservestjerner, lidt udmattede, udvandede udgaver vi får de steder, vi mestendels kigger op gennem al neonen.

Danmark har i øvrigt også for ganske nyligt fået en Dark Sky Area. Nemlig den lille Vadehavsø, Mandø, hvor det skulle være muligt at fremkalde totalt, naturligt mørke.

Selvfølgelig er det vildt fascinerende at være steder, hvor det kan blive mørkt. Hvor stjernerne kan gå all in på lysning. Men—og dette er jo virkelig elektricitetmenneskets store svøbe— det er også samtidig lidt skræmmende. For vi er jo uvante med det, mørket. Vi lever i en kultur, hvor alt kan oplyses, så derfor føler vi os foruroligede over det, der ikke kan. I min fantasi er der ikke det mindste tvivl om, at mænd med ureelle hensigter, grimme dyr, spøgelser, varulve og alt det, der er endnu værre, decideret har forhøjede chancer for at nå mig, hvis det hele bare er mørkt og uigennemskueligt. Ja, faktisk lurer selve mørket i sig selv på mig. Jeg er nemlig et barn af opfattelsen af, at mørke et skidt, mens lys er godt. Så enkelt er det!

Men nu har indførelsen af flere og flere Dark Sky Areas— og der er ved at være rigtigt mange overalt på jorden— givet mørket ( her var jeg liiiige ved at skrive “ nyt lys”, men det gør jeg så ikke!) nyt liv. På en måde givet det værdi, så vi også kan fornemme skønheden i ikke at kunne se andet end netop det, der kan iagttages uden kunstigt lys. Mørket, himlen, stjernerne.

Samt gradvist fornemme, at når vi bare har været i mørket længe nok, så vænner vores øjne sig til det. En træning, vi ellers har glemt. Så får tingene konturer, bliver smukt synlige, lyser nærmest sig selv op ved stjernernes hjælp. Og mørket bliver meget mere ufarligt. Mens vi kan iagttage smukke nattehimle uden ødelæggelseskraften fra de elektricitetsbyer, vi ellers for det meste befinder os i.

Godt initiativ, synes jeg. Min sommerhushimmel udenfor sæsonen kan godt kandidere til endnu en Dark Sky Area. Og så har den faktisk Carlsvognen lige midt på sig. Slå den!

Continue Reading

Money, money, money.

Hvis der var noget, jeg til enhver tid ville have forsvoret, at vi NOGENSINDE skulle tale om over aftensmaden, så var det aktiekurser. Sådan nogle har jeg altid set som alt for perifere til mit liv, som noget, mænd i kedelige jakkesæt og med slips tog sig af ( og med hensyn til slips har jeg altid syntes, at det, næst efter drinksparasoller og sugerør, er verdens mest overflødige overflødighed), og som noget, der sikkert nok påvirkede mit liv, men som jeg ikke af den grund kunne tage seriøst.

Det var før, jeg fik en Aktiesparekonto. Den konto blev begyndelsen til mit nye finansliv, min indtrædelse i aktiekurslæsernes skare. Det er såmænd meget let det hele. Basalt drejer det sig bare om at hive sparepengene ( ethvert beløb er velkomment, også de små) ud af madrassen, eller hvor de ellers måtte befinde sig og så få dem indsat på sådan en konto. Der må stå op til 50.000, og fidusen er så, at man kun betaler et minimum af skat på eventuelle fortjenester. Det er regeringens måde at få os småsparere, der ellers er så forfærdeligt gode til bare at gemme vores penge, til at investere dem i andet end madrasfyld. Og når nu bankerne alligevel har fortrængt, at der var noget, der hed renter engang, er det altså en fornuftigere måde at forvalte sin sparegris på end bare at lade dem stå urørte. Urørte, urentede penge taber i købekraft over tid. Det er muligt, aktier også gør det. Men de er sjovere at have med at gøre.

Jeg har ikke en hujende fis forstand på finanssektoren eller aktiekøb. Faktisk har jeg altid set det som et adelsmærke at holde sig fra den slags, men man har som sagt et finanspunkt, indtil man tager et nyt. Det har jeg så gjort–taget et nyt. På en måde ( og dette skal ikke tjene som nogen form for undskyldning!) er det lidt ligesom en leg med noget, der jo på sin vis ikke er rigtige penge. Som at skyde fjender ned i et computerspil eller finde de billigste rejser på markedet. Nok i mit tilfælde mest det sidste. Der kan jubles i det lille hoved, hvis uventede omstændigheder får en aktie til at stige, mens det da samtidigt gør ondt langt ind i min flyvende sjæl, at Norwegians idiotiske direktør offentligt udtaler, at hans styrttruede Boings på ingen måde skal holdes på jorden–for så dropper min værdi af hans selskab til at beløbe sig til den øverste overdel af nakkestøtten på et dårligt flysæde i en halvstyrtet flyver. Jeg kan så bare håbe på, vi ikke sammen oplever det totale styrt.

Som sagt, jeg ved så godt som intet om finanssektoren. Men måske er det så småt ved at blive til VIDSTE. Ved at kigge lidt ind i mig selv kan jeg også konstatere, at det også er derfor, jeg har holdt mig langt væk fra den. Jeg bryder mig ikke om IKKE at vide tilstrækkeligt, for jeg har altid beskæftiget mig med ting, jeg følte mig hjemme i, var tryg ved. Men her tog jeg den beslutning bare at kaste mig ud i kurserne–og så se, hvad der skete. Jeg mener: et aller andet sted skal man jo begynde, og der er vel indbygget garanti for, at man bliver klogere. I mit tilfælde–for der kan man åbenlyst ikke blive dummere. Så jeg tænkte, at hvis jeg nu købte hos firmaer, der har gode navne, rygter og en smule etisk ansvarlighed+ hos dem, jeg selv tror på, så kunne det da ikke gå helt galt. Samt spredte mine begrænsede midler over et mellemstort areal, så et enkelt firma ligesom godt kunne gå ned, uden at jeg af den grund totalt ville afspille mig selv fra at kunne betale for en plejehjemsplads.

Som det ser ud lige nu, en måneds tid inde i min nye tilværelse som børsspiller, så står jeg sådan næsten status quo med mig selv. Jeg tjener på nogle aktier og sætter voldsomt til på andre. Især i fredags, hvor jeg generelt ikke syntes, markedet tog tilstrækkeligt hensyn til mig. Det sidste kan jeg dog fortrænge, for jeg er indehaver af en ukuelig optimisme og kan sagtens lade skodpapirerne stå, indtil de finder ud af at rette sig. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der viste sig en smule mere afkast på de gode, for jeg brænder efter at føle lidt økonomisk anerkendelse. Det er jo, for Fanden, meningen, at jeg skal lege med dem, og jeg gider altså ikke lege med for en hundredekroneseddel i overskud. Og lige nu er man jo også nødt til at vente med at sælge, indtil nogle firmaer betaler udbytte, så man da i det mindste får det med.

Så derfor taler vi altså om aktiekurser over spaghettien. For jeg kan jo godt se, at det er LIDT interessant,og i min begyndernaivitet og mangel på erfaring er jeg jo nødt til hele tiden at opsøge ny viden. Lige nu er jeg ved at forsøge at lokalisere, hvordan i alverden man køber aktier i London. Det er nemlig en del af min personlige plan at investere i et mindre firma nede i Cornwall, som efter min mening har kolossalt potentiale, og dem vil jeg virkelig gerne støtte i deres økologiske bomuldsproduktion og flotte kollektioner. Også fordi, der da ligger en gevaldig pralværdi i, at jeg så har hjulpet dem frem, når de om ganske få år bliver et hit på det danske marked—for det kan de ikke undgå at blive. Men hvordan F… jeg får fat i de aktier er en gåde, som selv samtaler over aftensmaden ikke kan løse.

Og jeg passer mine 50.000 tønder penge. Jeg skyder dem ned, ud, op og til siden. Og jeg er SÅ glad ved, at jeg ikke bare har brugt dem på computerspil, hvor man kunne foretage sig præcis det samme, for der ville afkastet garanteret ikke blive det samme–selv om belønningsværdien måske var.

Jeg kan kun anbefale: Få de sparepenge ud af madrassen, grisen og (mest af alt) de urentede bankkonto og få lidt sjov ud af dem. Giv lidt til belønningscentret, spil med–det er altså LIDT sjovt.

Og så har man jo noget at tale om over aftensmaden……..

 

Continue Reading

Åh nej! Not again!

Christina Hesselholdt: Virginia is for Lovers.

Mon ikke alle kender den der følelse af, at man bare er for dum, uvidende, kulturelt analfabetisk og en lille orm, der bare skal lade de store tanker i fred, fordi man alligevel ikke kan forstå dem?

Sådan har jeg det med Christina Hesselholdt. Hun opnåede at ride mig som en litterær mare gennem de fleste af mine år som dansklærer og var nok den forfatter, jeg havde det allermest anstrengte forhold til. Var sådan en, jeg bevidst forsøgte at krybe udenom, på sin vis nutidens øredøvende svar på Rifbjergs Konfrontationsdigte og en forfatter, jeg gladeligt lagde i ulæselighedens grav, da jeg ikke længere nødvendigvis skulle tage stilling til hende længere.

Men så begyndte gode anmeldelser, nogle faktisk overmåde rosende, at løbe ind på denne bog. Faktisk var det kun Kristeligt Dagblad, der var pænt skeptisk, og det må jeg jo så nu tilskrive, at det VIRKELIG er en god avis! Så jeg bestemte mig for at give damen en fornyet chance–den slags har vi vel alle krav på. Ydermere lød grundlaget for bogen spændende: en mordsag fra Virginia i 80-erne, hvor man stadig ikke er helt på det rene med hverken motiv eller gerningsmand/kvinde.

Men Hesselholdt fornægter sig ikke. Det er så forbandet konstrueret, det hele. Som en stileøvelse i, hvordan man kan bruge litterære tiltag, skiftende fortællersynsvinkler og genrer. Det er som om, selve konstruktionen, den litterære stileøvelse, så langt overgår selve handlingen. Den bliver det essentielle–på den der “Se, hvor fantastisk litterær, jeg er-måde”. Akkurat som den minimalisme, hun tidligere har dyrket, hvor man ind imellem følte, at hvert enkelt ord skulle dissekeres for overhovedet at kunne komme nogen form for vegne. Her er der flere ord, mange flere, men i sig selv giver det egentlig ikke nogen form for fremdrift som sådan. Historien, som da ellers som udgangspunkt er ret fascinerende, drukner i ren skrivemæssig akrobatik.

Så jeg må endnu engang sætte mig ned og konstatere–endda uden overhovedet at være nået i mål ved bogens slutning, for der når jeg aldrig hen, det er mit personlige liv for kort til!–at Hesselholdt ikke er for mig. Jeg er HELT sikker på, hun har et stort, applauderende publikum i visse kredse, og det er så rigtigt godt for hende. Kejseren havde jo også mængder af beundrere til sine tilsyneladende flotte klæder.

I det mindste har tusindvis af dansklærere rundt omkring på gymnasierne da fået nyt at rode i. De fleste sikkert ikke med deres gode vilje…..

Continue Reading

Man ved, hvad man får.

Der ligger noget betrygende i at vide præcis, hvad man får eller går ind til. Det er tilfældet, hvis man læser krimier af Katz Krefeld og pseodynymet A. J. Kazinski. Det er dybt professionelt konstruerede krimier, velskrevne og med en handling, der er til at forstå og for det meste også forholde sig til. Der er ikke de store omveje omkring madopskrifter, forliste parforhold og dysfunktionelle familier, men dog trods alt så megen socialkolorit, at såvel detektiverne som deres socialsfærer virker menneskelige og genkendelige.

Dog slår det mig altid, at det synes at være en norm, at mandlige forfattere altid har detektiver af samme køn som de selv. Det er ikke altid tilfældet med kvindelige–tænk blot på legender som Hercule Poirot og Lord Peter Wimsey. Til gengæld prioriterer jeg personligt oftest de mandlige forfattere fremfor de kvindelige. Jeg får røde knopper af de fleste nordiske femi-krimi skribenter og er efterhånden temmelig træt af at måtte springe adskillige sider med venindefnidder, børnepasningsudfordringer, tåbelige partnere og kagespisning over. Vel er vi alle mennesker, men når jeg læser krimier, er det helt andre krav, jeg har til plottet. Problemer med teenagebørn og lortebleer kan jeg til fulde finde i andre former for litteratur.

Og netop disse 2 navne på en danske scene opfylder mine krav. En godt konstrueret historie, stringent fortalt uden de store, bøvlede omveje omkring familiefnadder og et præcist, velflydende matter-of-fact sprog. Jeg mener: Det er ikke hos krimierne, jeg skal have den store litterære æstetiske oplevelse og ligge og grave i smukt dannede sætninger og ord. For slet ikke at tale om et øget, gennemgribende kursus i social bevidsthed, ansvar og skyld. Jeg skal, ret beset, kun underholdes. Dække mit eget behov for at løse en gåde, som virker mere tiltalende i form af et mord på en fiktiv person, end hvad den kunne være blevet til med elementer fra mit eget liv. (I flæng kan nævnes: Hvem har hugget salten?, Hvor er mine Barbiedukker?, Hvad er der blevet af den bluse, jeg ikke har set siden 15?, Hvem har ødelagt plæneklipperen?) Det er også, i sidste ende, ufarligere+ at de fleste krimier ender med at give en den der velsignede ( dog ofte midlertidige) tro på, at verden, trods alt, ikke er af lave, og retfærdigheden, trods alt, altid sker fyldest.

Så er man til klassiske krimier, så er det bare at gå ombord hos disse herrer…..

Continue Reading

I was a Barbie Girl.

Nede i min kælder, på et fuldstændigt tophemmeligt sted ( så tophemmeligt, at end ikke jeg kan finde det!) ved jeg, at min Barbie ( altså den første og derfor allermest rigtige), min Ken og min Skipper befinder sig. Jeg er lidt i tvivl om, om Barbies bedsteveninde Midge også stadigvæk er mellem vennerne, men jeg håber det. Hun var nu altid sådan lidt af et stedbarn med forfærdeligt hår, så måske har hun lidt en ubarmhjertig dukkedød undervejs. Jeg ved også, at de allesammen har både deres originale kasser og stativer. I metal. For tilsyneladende var de ikke ret gode til at stå selv og måtte opretholdes metallisk. Det kan da ikke have været videre befordrende for selve legeeffekten….

Og så ser jeg i avisen, at Barbie fylder 60 i år. Det sætter for det første min egen alder i skræmmende perspektiv, men det åbner også op for nogle minder. Barbieerindringer, om man vil. For jeg tilhører første generation af Barbieindehavere, og det var stort at være sådan en. Altså en, der dengang havde en Barbie. Selv om det var alle små pigers ultimative legetøjsdrøm, var det langtfra enhver beskåret at få den opfyldt. Med skam mindes jeg, hvordan vi Barbiepriviligerede så ned på dem, der kun havde råd til en Sindy–eller hvad de nu hed, alle efterligningerne. Ethvert barn med den allermindste dukkeforstand kunne jo se forskel, og Barbie mængede sig bare ikke med Sindy. Det var under hendes niveau.

Mine Barbier kom ikke til som samlet familie–der var nærmere tale om datidens familiesammenføring med først en Barbie, så en Ken, så en Skipper og så hende der Midge. Ken fik jeg nu aldrig rigtigt noget forhold til. Han var i mine øjne totalt uinteressant. Mand, som han jo var, der ikke engang med vold kunne presses ned i alle de fine kjoler. For det var, for mit vedkommende, det, der talte. At klæde Barbie og den resterende feminine del af familie og vennekreds på. Som vi dog hev og sled i det dukketøj, der nok mentalt gjorde det ud for alle de cocktaildresses og brudekjoler, der på et mere realistisk plan ikke var så stor en del af vores 8-årige liv. Jeg kan stadig huske, da jeg til en fødselsdag modtog et helt skab fyldt med Barbietøj. Fuldstændigt uden logo fra Mattel, men alligevel yderst interessant, fordi jeg i timevis kunne på- og afklæde min Barbie i al stadsen. Især mindes jeg en leopardpels med tilhørende baskerhue og erindrer, at jeg i årevis ikke kunne se på Jens Jørgen Thorsen uden at komme i akut Barbiemood. Samt erkende, at af de to klædte leoparden uden sammenligning min Barbie bedst.

At få fingre i “rigtigt” Barbietøj, altså det med det eftertragtede logo fra Mattel, var et vidunder, en tøjmæssig appelsin lige ned i turbanen. For ellers gik vores provinsbarbier, indrømmet, jo primært i hjemmesyet og strikket. Jeg erindrer det som, at den samlede hær af bedstemødre og håndarbejdsskrappe tanter blev tvangsindlagt til kopiering af Barbies garderober. Der fandtes et helt bibliotek for sådanne med titler som “Tøj til Barbie”, og efter mit forråd af hjemmenørklet dukketøj at dømme,var den slags bøger absolutte bestsellere.

Barbie repræsenterede vores drømme, vores illusioner om en voksentilværelse, som vi overhovedet ikke anede, hvad indebar. Udover mængder af fint tøj, forstås, og en dresscode, der tilsyneladende ændrede sig hver halve time. Som sådan legede vi ikke med Barbie. Forstået på far-mor-og-børn-måden. Vores Barbier havde ingen børn, og Ken var mestendels forvist til et lunkent hjørne, fordi han var så kedelig. På sin vis var de alt det, vores mødre ikke var, men den vil jeg nu nødig stå på mål for psykologisk. Og hvis nogen får den tanke, at Ken henne i hjørnet kunne minde om vores fædre, så er jeg da åben for den fortolkning.

Besynderligt nok tilhører jeg både første Barbiegeneration, men også den generation, der indtil nu har taget allermest afstand fra Barbie og hele hendes univers. Mellem 70-ernes lilla bleer og vores egen selvrealisering kunne vi jo godt fornemme, at vores barndoms smukke kvinde repræsenterede alle former for patriarkalsk undertrykkelse ( henne fra hjørnet!), objektivering af kvindekroppen og fascination af materielle værdier, som enhver vel måtte tage afstand fra. For slet ikke at tale om, at Barbie var indbegrebet af og symbolet på det USA, der havde mast Vietnam, stemte på Reagan og i bund og grund var kilde til enhver forstyrrelse af verdensordenen. Fy da! Skyldfølelse overfor egen leg med påklædningsdukken med tilbagevirkende kraft.

Men min datter ønskede sig alligevel en Barbie som barn, og efter moden overvejelse–her taler vi de spæde 90-ere–anskaffede jeg en til hende. Den var ikke engang brugt. Og både hun og jeg husker til dags dato, hvad der skete. For mens mor her nok foretog sig noget andet, blev Barbie noget så kraftigt shinet op med lettere infantile tuschtatoveringer overalt på kroppen. Af den slags, der ikke kan vaskes af. Da mordyret her efterfølgende gik i fuld udblæsning ( ikke mindst pga. prisen!), var svaret, at dukken var kedelig, ikke rigtigt kunne noget ( udover at bøje ben–hvilket nogle kvinder selvfølgelig er kommet ret langt ned, indrømmet!) og trængte til kraftig, kreativ forbedring.

Det var først, da jeg ligesom havde slugt den med prisen–og i øvrigt aldrig overfor datteren selv–at jeg nok indvendigt indrømmede, hun havde ret. I grunden kan Barbie jo ikke ret meget–udover det med tøjet. I alt fald kan jeg ikke umiddelbart pege på medsøstre fra dengang i barndommen, der har fået det liv, som hun nu har haft i 60 år. Gudskelov da!

Men alligevel er Barbie en del af min barndom, som jeg vel har svært ved at slippe, når hun nu stadig opholder sig sammen med sin familie nede i min kælder. Jeg mener: Dukke Susanne og Slaskedukke Lisbeth er jo forlængst gået til de evige dukkemarker, men Barbie er i live dernede i sin æske med sit metalstativ. Noget må der jo være ved hende…….

 

Continue Reading