Om alle de forliste fester.

Faktisk var 2020 et ret begivenhedsrigt år i min familie. Især hvis man tager den udvidede betydning af ordet “familie” og regner andre end de allernærmeste med. Det vrimlede ikke blot med børnefødsler, men vi var også ret leveringsdygtige i bryllupsmærkedage og runde fødselsdage af den slags, hvor man er blevet gammel nok til at fejre, at man er heldig nok til at kunne fejre. Blandt venner og bekendte var der også en del mærkedage, som vi i begyndelsen blev inviteret til. Det gik over.

Så egentlig står vi med et nærmest uoverskueligt bjerg af forliste fester. En skrotbunke af umarkerede og ufestligholdte mærkedage af enhver art. I begyndelsen udsatte folk naivt den slags og troede virkelig på, at et par måneders latenstid før det store brag var det, der skulle til. De, og vi, blev klogere.

Jeg ved ikke, om det bare er her hos os, vi tydeligt kan spore to tendenser omkring det store festforlis. I alt fald er der da begyndt at komme indbydelser, ligesom nogle af de hengemte fester også allerede er afholdt. Men mange er også gået i sig selv igen. Rigtigt mange.

Det er som om, at den slags fejringer, som er betinget af en begivenhed, oftest en kirkelig eller mere officiel, nu begynder at blive afholdt. Her tænker jeg især på barnedåber, navngivninger og bryllupper. Specifikt har vi i alt fald her i familien dedikeret juni til at få alle de små døbt eller navngivet på stærkt forsinket efterbevilling. Man kan selvfølgelig sige, at der er visse fordele i, at de nærmest selv kan spadsere op til døbefonten, men samtidig er det jo ikke sådan, det ville have været, hvis luften over landet ikke havde været coronainficeret.

Men de andre fester, de er ligesom gået i sig selv. Det forstår jeg sådan set også godt. Det virker besynderligt at fejre en rund fødselsdag, når man i mellemtiden faktisk har forladt selve rundheden og er blevet mere end et år ældre. Runde fødselsdage har deres tid og ikke mindst deres udløbstid. Det virker næsten som et postulat at fejre dem på umådelig lang bagkant. Ligesom mange vel i ren udmattelse over de evindelige udsættelser bare har givet op. De orker simpelthen ikke at blive ved med at arrangere noget, der alligevel aldrig bliver. Mange fester er blevet løb, der allerede er kørt uden nogensinde at have været på vejen, på ruten. De har forpasset deres tid, har overskredet datomærkningen. Det samme gælder vel i høj grad bryllups-fejringerne. Altså de, hvor man rent faktisk ER gift. Igen virker det en smule overgemt eksempelvis at fejre sølvbryllup, når man har været gift i 27 år.

I den forbindelse er jeg faktisk spændt på, om vi de næste år vil se en opblomstring i at fejre halvrunde fødselsdage. Om alle udsættelserne vil udmønte sig i, at man i stedet fejrer noget med 5, fordi man blev snydt for 0-et, og jo aldrig kan være sikker på, man når til det næste. Jeg tror det næsten. Ligesom 30-års bryllupsdage nok kommer på listen af storfejringer. Vi får se.

Men hvis det er tilfældet, så vil vi sikkert se nogle ualmindeligt store fester. Det er selvfølgelig samtidig godt for en hensygnende restaurationsbranche. For rundt omkring i de små hjem må der da ligge en god portion uafhentet kapital, som i sin tid var øremærket til de store brag, og som man heller ikke engang har kunnet rejse for. Selvfølgelig har nogle nok investeret i det nye køkken, som de har måttet betale firdobbelt pris for…

Alligevel tror jeg, at vi kan se frem til nogle fede festår. Det er muligt, at vi i første omgang primært skal til alle de mere officielle fejringer, der er understøttet af en form for handling, men samtidig er vi i absolut og smertefuldt festunderskud. Vi trænger simpelthen til legalt at kunne gøre noget sjovt, noget der ikke er coronarestriktivt forbudt. Personligt tror jeg da nok, jeg seriøst overvejer at fejre halvrundt–bare for at fejre lidt. Og manden, der blev snydt for den runde og nu føler sig langt ovre sidste salgsdato, hvad den angår–han skal da garanteret også ud i et halvrundt brag. Ligesom rigtigt mange andre.

I første omgang vil jeg dog tage til navngivningsfest. Med forventning om, at det bliver helt underligt at være sammen med mange mennesker–og helt legalt at have det sjovt!

Continue Reading

Om billeder.

Jeg er et meget visuelt menneske. Jeg husker bedst i billeder. Nogen gange bare stills, men lige så ofte små videosekvenser, der har oplagret sig i min indre harddisk. Jeg må have en sky på størrelse med det meste af himlen, selv om der hele tiden sker slettelser, omrokeringer og upload af nye billeder.

Når jeg skulle til eksamen, affotograferede jeg siderne i de bøger, der dengang var basis for det meste viden, til hukommelsen. For det meste lykkedes det, selv om jeg stadig husker i alt fald to tilfælde, hvor der gik kludder i optagelserne. Den første var, da jeg tog hukommelsesmæssige screenshots af de illegale oversættelser til samtlige stykker i Mikkelsens blå latinbog. Jeg havde vitterlig alle billederne i hovedet og kunne, som en anden studievært med ordene foran sig, aflæse fra ord til andet. Latin kunne jeg dog ikke. Det var nok derfor, jeg oversatte exceptionelt flydende og målrettet, indtil censor gjorde opmærksom på, at der var tale om det forkerte stykke. Stykket før. Det gik straks bedre, da jeg fik bladret, men selve grammatikken kunne man desværre ikke fotografere sig til. Akkurat som da jeg var oppe i en slags ny metodik indenfor engelsk grammatik, og min hjerne havde deleted alt det, jeg ikke forstod. Eller ikke havde gidet at forstå. Så sad jeg der med næsten blanke sider, hvor kun det mest indlysende stadig stod skrevet. Trods ihærdig bladren i de sørgelige rester, kom der ligesom ingen brugbare sider frem. Det var en begrædelig dag for det indre kamera.

Samme metode gør sig gældende, når jeg skal planlægge en tur som guide. Så går jeg ned ad gader med mit indre kamera foran og sørger for at kommentere på alt det, jeg ser. Altså mens jeg sidder herhjemme i min stol. Jeg kan vandre Edinburghs gader i min hjernes krumninger og hurtigt komme fra A til B i Dublin via mine billeder. De kender alle smutvejene. Jeg kan sådan nærmest indstille på “Go”, og så går turen fra lænestolen i gang. Så ruller kameraet.

MEN. Jeg er ved at miste mine billeder. Selv om jeg stadig kan stykke 13 i Mikkelsens blå latinbog udenad–det er det med “Da de unge konger var kommet sammen for at diskutere om alle ting, satte Jugurtha, som var den yngste af fødsel….”, så bliver der mere og mere tåget i optagelserne fra udlandet. Jeg begynder at miste huse, små sidegader, porte, forretninger og genveje. De opløses gradvist, grundet manglende anvendelse. Jeg har et stort, blankt stykke på The Royal Mile, og jeg kan simpelthen ikke få placeret den store opslagstavle på Trinity rigtigt på mine billeder. Der er kommer tåge over vejen gennem Glencoe, og det skyldes altså ikke bare upålideligt, skotsk vejr. Tubekortet over London har tabt stationer, som da givetvis ligger der endnu, og jeg må ty til kort for at få placeret byer i forhold til hinanden. Byer, der burde ligger på harddisken.

Det er faktisk chokerende. Sådan at tabe sine billeder. Eller rettere: sådan gradvist at tabe sin erhvervsevne. For det er vel det, det er. Det er præcis som pensionisten, der efter få år udenfor arbejdsmarkedet er hundeangst ved tanken om at skulle vende tilbage til det arbejde, vedkommende har udført i årtier. Har glemt det meste. Og her er det jo ikke udviklingen. Der er ligesom ikke specifikt megen ny teknologi forbundet med at vandre rundt i en britisk storby. Det er udelukkende min hjerne, der er ved at tabe sine billeder, gå i stå. Fordi den ikke har en levende chance for at genopfriske, se serien igen, geninstallere billeder, der er ved at blive for tågede.

Det er skræmmende, at coronaen simpelthen er ved at fratage mig evnen til på tilstrækkelig og pålidelig vis at udfylde mit job. At den hvert sekund stjæler små pixels ud af mine billeder, uden at jeg kan få dem igen, før jeg kan se tingene–for real. At sidegaderne smutter, og hovedstrøgene efterlades med huller, hvor der skulle have været huse, forretninger og gode historier om samme. Det er ikke blot aldersrelateret glemsomhed. Det er det gradvise og påtvungne tab af simpel erhvervsevne, som coronaen er skyld i for mit vedkommende. Jeg er ved at tabe lige præcis det, jeg lever af, fordi jeg i næsten to år har været ude af stand til at komme på arbejde.

Selvfølgelig kan google endnu engang være min ven, og jeg kunne, hvis jeg ville, trave rundt i alle de der byer på min computer. Men det hjælper ikke. Mine billeder er ikke blot synsindtryk, de er oftest audiovisuelle. Og lugter. For larmen og musikken fra en bestemt pub fører mig også fremad, ligesom stanken fra en frituresnask på et bestemt hjørne også er en del af billederne. Det kan man ikke fornemme på google.

Man kan heller ikke få følelsen af, hvor meget jeg elsker og holder af de steder, og hvor stort et hul indeni mig fraværet af dem har skabt. Coronaen tog det, der var mit liv, og nu er den Gudhjælpemig også ved at tage mine billeder af det, der var det liv. Hold da op, hvor ville jeg bare gerne ud og optage nye film, dokumentarer over ethvert gadehjørne alle de steder, jeg ikke kan komme til. Det er svært for et visuelt menneske pludselig at indse, at det er ved at tabe sine billeder. At nogen har trykket på delete, slettet store dele af skyen og efterladt blanke sider af ingenting i stedet. Det kan jeg godt blive meget ked af.

Continue Reading

Om dagens Plan A.

Først vil jeg selvfølgelig skrive det her. Men dernæst vil jeg foretage et gennemgribende raid. Jeg vil raide til bunds i dag. Komme steder, hvor selv halvhjertede hovedrengøringer aldrig kommer. Overalt. Forhåbentlig.

Jeg vil starte her på skrivebordet. Løfte stakkene, grave ind under dem og lokalisere brugte mundbind. Så vil jeg metodisk gennemgå alt overtøj, og især alt overtøjs lommer, for derefter at gå til bukser, skjorter og andet med lommer store nok til mundbind. Jeg må også hellere tage avisholderen, den køkkenskuffe, der indeholder alle de dimser, man ikke aner, hvad man skal bruge til, men nok især mangler det øjeblik, man har smidt dem ud samt rygsækken og den pæne taske. Der skulle nok være fangst der også. Måske skal jeg også lige tjekke det vasketøj, der ligger til strygning, for jeg har en ufrivillig vane med at vaske mundbind. Det skal man lade være med. Det virker ikke.

Og så er der bilen. Oplagringspladsen, det transportable fjerndepot. Handskerummet, under sæderne, bagagerummet og den der lille sprække på bagsædet, hvor mundbind er eminente til at klemme sig ind.

Med et slag på tasken når jeg nok et tocifret antal i mit personlige udvalg af brugte mundbind. Og nej, jeg er ikke specielt sløset omkring at smide mundbind overalt–dog aldrig i naturen. Det er meget mere, at jeg ved med mig selv, at jeg altid glemmer at få dem med. I tusindvis af gange har måttet gå tilbage, fordi jeg har glemt dem. Eller forleden, da jeg havde en times tid i en fremmed by, totalt måtte afstå fra at gå ind i så meget som en eneste forretning, fordi jeg var flere kilometer fra bilen, inden jeg opdagede min akutte mundbindsmangel. Derfor har jeg dem liggende overalt. For så er de, om man så kan sige, ved munden i nødsituationer. Det er den ene halvdel. Den anden er, at jeg er alt for udgiftssky til at anvende et mundbind i 5 sekunder eller en tur i Netto. Jeg gemmer dem i stedet til en anden god gang. Det gør jeg tilsyneladende ret tit.

Men nu vil jeg altså raide mig igennem mit liv og opsamle samtlige brugte mundbind. Og højtideligt, dog uden så meget som at fælde en eneste tåre, dumpe dem i skraldespanden. Få dem ud af mit liv. Markere, at det er slut. Eller næsten slut, i alt fald. Man skal jo tilsyneladende anvende dem, hvis man står op i offentlige transportmidler. Og den har jeg virkelig grublet over. For hvordan i alverden kan man VIDE på forhånd, om et offentligt transportmiddel er så overfyldt, så man må stå? Det er nok klogt at hamstre lidt reserver til lommerne, hvis man kommer i den situation.

Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har hadet og afskyet de forbandede regnfrakker til underhovedet, lige siden de blev påbudt. Jeg har kæmpet med duggede briller, brillestængers mystiske for- og indviklinger og endda uheld med samme synshjælp ved både af- og påtagning. Jeg har hadet indendørs trapper, hvor man allerede på 1. sal har følt sig som spærret inde i sin egen sauna og er blevet virkelig upopulær blandt adskillige venner og bekendte, fordi jeg ikke har anet eller kunnet gennemskue, at det lige var dem, når jeg har mødt dem med forklædt underansigt. Jeg har hevet mundbind af så resolut, at jeg ind imellem har været tæt på forstrækkelse, og jeg har gemt mig blandt flåede tomater og morgenmadsprodukter, når min næse har kløet helt uopsætteligt i supermarkeder. Jeg kunne på stedet afsløre min egen undersøgelse omkring forureningsgraden i flere danske byer, for det kan man se på indersiden. Lad mig bare slå fast, at der bliver sortest omkring Nørrebro Station, mens landsbyer i provinsen klarer sig hæderligt med næsten ingen aftryk. Mundbind har, set i bakspejlet, været en decideret forringelse af min livskvalitet, og jeg har haft et særdeles anstrengt forhold til dem. Vi er aldrig blevet venner.

Men nu er det så (næsten) slut. Når mit raid om lidt er overstået, så går jeg ind i en mundbindsfri periode. Undtagen altså, hvis jeg skal ud at stå op i en bus. Mit højeste ønske er derfor, at jeg aldrig skal i karambolage med de skiderikker igen. Jeg gider ikke flere løstgående, siddende, hængende, liggende, smidte mundbind i mit liv. Jeg vil have et mundbindsfrit hus og en bil uden hengemte papirsstrimler med indbygget garanti for kondensvand. Min mund og min næse er røvtrætte af at bo i en drivhus, og mine briller er halvskæve af al den indvikling. Samtidig med, at jeg godt kan finde andre måder at bruge de første 10 minutter i et supermarked på end bare at vente på overhovedet at kunne se kartoflerne og broccolien. Selvfølgelig er mit allerhøjeste ønske dog, at mundbind totalt udfases, fordi der aldrig, aldrig mere kommer medicinske, helbredsmæssige årsager til at anvende dem igen. DET må stå som det ultimative mål. Forever.

Og tak for selskabet, mundbind! Det har på ingen mulig måde været en fornøjelse med det bekendtskab. Nej, hvor skal jeg raide, og nej, hvor skal jeg smide ud!

Continue Reading

Om automatgear.

Dengang, i tusmørket før tidernes morgen, jeg tog kørekort (i første forsøg, i øvrigt!), var det i en bil med noget så revolutionerende som en gearstang mellem sæderne. Derhjemme havde vi ratgear. Hvilket absolut ikke gjorde processen med at lære at køre–og især at skifte gear–mindre vanskelig. I det hele taget var jeg de første mange køretimer ganske overbevist om, at når hende, den meget talende, højtråbende kørelærer, alligevel bare sad der ved siden af, kunne hun med fordel passe gearskiftet. Jeg havde nok andet at tage mig af, og der gik en del timer (og mange af de opsparede penge, for jeg røg!), før jeg overhovedet fattede gearskiftningens mysterier. Jeg husker stadig to til bevidstløshed gentagne sætninger fra min køretid: “Der er ingen biler, der ligger og kører rundt i første gear.” og “Kør aldrig ind efter en overhaling, før du har HELE bilen i dit bakspejl”. Det sidste gør jeg stadig ikke. Jeg kan høre, hvordan hun råber efter mig, hvis jeg bare overvejer det!

Senere gik det der (især efter ratgearets endelige død med den Taunus, vi havde i et kvart århundrede) med gearskiftet i blodet. Blev nærmest mekanisk, uden at man tænkte over det. Højre hånd blev gearskiftehånd, fuldstændigt som en robot, der overtog det arbejde, kørelæreren åbenbart ikke mente, hun skulle udføre. Akkurat som venstre fod er koblingsfod. Venstre kørefod har altid været gift med koblingen, og det er, for det meste, et ægteskab, der i bund og grund fungerer. Selvfølgelig har det knaget lidt ind imellem, især ved stop på bakketoppe, men i længden må man vist karakterisere det som ret gnidningsfrit.

Men nu har vi så fået en bil med automatgear. Det betyder helt konkret, at højre hånd og venstre fod er blevet arbejdsløse. De skal ikke foretage sig en dyt under bilkørsel. Som i absolut intet. Der er sådan en hvileplade til venstre fod for neden i bilen, men det er da godt nok både svært ikke at trykke på den samt at sidde sådan helt stille. Det virker så forkert, at man overhovedet ikke skal aktivere den del af kroppen, når det nu altid har været en væsentlig del af bilkørslen. Men det er værre med den der højre hånd. Den er jo vant til fast arbejde, især ved kørsel i byer. Så den griber dramatisk og somme tider helt panisk ud efter den gearstang, der bare ikke er der. Den vil så forfærdeligt gerne være med, foretage sig noget, bringe køretøjet fremad, men det må den ikke. Det er selvfølgelig tilladt at lade den hvile på den der lille beskårne udgave af en kørselsstang, men flytte noget må den ikke. I det hele taget skal man kun bruge sine hænder på at holde rattet, og det er næsten som om, det er lidt snyd. Man kunne da sagtens have gjort meget, meget mere for at bringe det der køretøj fremad.

Selvfølgelig er det påfaldende nemt med det automatgear. Man skal bare trykke på speederen, og så vælter kalorius fremad. Uden knagen i gearkassen og alt det, jeg ellers sagtens kan få biler til at gøre. Jeg har prøvet at lytte efter, om jeg kan høre, om den selv, i al sin bil-lige visdom skifter gear, men det tror jeg ikke, den gør. Det lyder i alt fald på ingen måde, som når jeg gør det. Det er sådan næsten blevet for nemt, det der med at køre bil. Lidt snyd, synes jeg. Der er i alt fald langt til Taunussens ratgear.

Selvfølgelig er det, ved efterrationalisering, også påfaldende, at man jo faktisk har kørt med automatgear nærmest fra Ford og fremad i USA. Hvorfor i alverden europæiske bilproducenter har hængt fast i al den gearisme i årtier, når teknikken nu eksisterede, er mig en gåde. Hvis det da ikke var fordi, man bevidst ønskede at beskæftige samtlige arme og ben under kørsel. Lad mig sige det sådan, at hvis automatgearet havde eksisteret i min køreskoletid, så havde det 1) sparet mig for en masse penge, 2) sparet mig for en masse høje tilråb fra min kørelærer og 3) gjort det særdeles meget lettere at lære at føre en bil. Jeg er ikke ovenud begejstret for, at jeg har fået lov til at være med i hele processen fra ratgear til automatgear, når den faktisk kunne have været anderledes.

Der vil selvfølgelig gå et stykke tid, inden min højre hånd og mit venstre ben forliges med arbejdsløsheden i den nye bil. Heldigvis har jeg stadig min Aygo. Så når jeg begynder at forkrampe, kan jeg jo bare genopfriske gearstangens lyksaligheder i den. Eller hvis jeg synes, det hele er blevet lidt for let, sådan nærmest snydelet….

Continue Reading

Om misforståelser.

Den senere tid har det såvel irriteret mig som gjort temmelig ondt indeni, at jeg bestandigt har fået det samme spørgsmål, om og om igen. Nemlig om jeg da ikke snart skal på arbejde igen, nu når verden så småt er ved at lukke op. Det er som om, rigtigt mange mennesker tror, at det øjeblik, verden åbner en sprække, så flyver vi rejseledere direkte ud i den.

Det er selvfølgelig uvidenhed. Men det er også den slags uvidenhed, der gør ondt, fordi det eneste, vi allesammen bare ønsker, håber, beder om og længes efter er at komme afsted. Man trykker lige der, hvor det gør allermest ondt. På nogle, der i forvejen ligger ned, og er de aller-allersidste, der kommer i arbejde.

Ja, der er lande, der er åbnet. At et land åbner betyder ikke, at rejseselskaberne på få sekunder får et fly med forventningsfulde gæster afsted. Faktisk er alle rejser nøje planlagte med hoteller, ture, seværdigheder, mad og enhver form for logistisk. Der vil givetvis være mange af hotellerne og restauranterne, som ikke har overlevet, og så skal man finde alternativer. De stampes ikke lige op ad jorden. Helt ned på chaufførbasis er der sikkert problemer, for det giver sig selv, at de fleste chauffører har måttet gå til andre brancher for at tjene penge. I det hele taget er en god portion af de, især yngre, medarbejdere i udlandet nok, og fornuftigt nok, sivet til andre brancher. De skal også forsørge deres familier.

Det er også som om, mange ikke forstår, at vi allesammen har vores specialer, vores lande. Skulle vi kunne samtlige verdens destinationer, ville det svare til at undervise i samtlige fag på gymnasieniveau. Samt da lige også at tale alle sprog involveret. Fordi Spanien åbner, kommer jeg ikke afsted. Det gør de, der kan Spanien. Måske. Uheldigvis sidder jeg primært på de Britiske øer, og det er et forbandet lortested at sidde rent rejsemæssigt. Den såkaldt indiske og meget smitsomme variant hærger derovre på øerne, og den planlagte genåbning d. 21 juni er i absolut overhængende fare. Så meget, at ingen rigtigt tror på den længere, og ingen heller ikke rigtigt kan se nogen deadline. Lige nu er nogle af de første rejsedatoer i kataloget slutningen af august, og det er vel desværre bare hypotetisk.

Så selv om verden så småt åbner, så betyder det altså ikke, at den med et slag bliver fuldstændigt normal for alle os, der bare ikke har højere ønske, end at den skulle blive det. Det er slet ikke der, vi er. Jeg er umådeligt glad på vegne af de, der sidder på destinationer, der gradvis bliver berejselige, men må samtidig leve med skuffelsen over, at det altså ikke lige er mine.

Det var bare det, jeg så forfærdeligt gerne vil have folk til at forstå! Så nej, jeg skal ikke snart afsted…

Continue Reading

Om stilhed før stormen.

Vejret har været vidunderligt. Med årene har jeg fuldstændigt aflagt mig min egentlige farlige dyrkelse af solen, og de sidste dages temperaturer sådan omkring et par og tyve har passet mig fortrinligt. Det behøver ikke være varmere. Det her er perfekt. Perfekt til ikke at storsvede, og perfekt nok til at kunne nyde at være udendørs uden at skulle krybe rundt i skyggen.

Herude ved stranden er jeg så tilsyneladende en af de eneste, der for alvor dyrker alt det her perfekte. Vi er ikke mange herude. Selvfølgelig er der lidt liv på havnen, men strandene er jævnt hen ubesatte. Folk har selvfølgelig ikke for alvor ferie endnu, og tyskerne er jo forvist. Eller i alt fald henstillet til at blive hjemme, og her i forsommeren er det jo sædvanligvis dem, der optager sommerhusene og opgraderer bruttonationalproduktet. Der er enlige svaler af gæster rundt omkring, og så alle de pensionister, som efterhånden er blevet fastboende, men stilheden er til at tage og føle på.

Det er tydeligt, at samme stilhed er en stilhed før en forventet og sikkert længe ventet storm. Der er håndværksmæssig grøde i den rundt omkring. Ikke blot vokser nye sommerhuse op af jorden sådan næsten på natlig basis, men alt det bestående er også inde i den sidste smukkeseringsproces. Der males, kalkes, repareres og istandsættes til den store guldmedalje. Man mærker, at den kommende deadline nærmer sig. At der kun er få uger til en forventet storm af mennesker på ferie. Faktisk kan man næsten føle forventningen, eller måske er det lugten af pengesedler, i luften. Der er omkring halvanden måned til at få tjent til resten af året, og lige nu er det lige før lige før og næsten.

Selvfølgelig er der en anden stemning, når byen vrimler med turister. Når samme turister lægger deres penge i det her lille samfund, og når alle fortovscafeerne er fulde af glade ferierende. At man så skal stå i alenlange køer i Brugsen er bagsiden af medaljen. Ligesom man skal stå op længe før almindelig opståningstid for at få fat i æg ovre ved “Damen”, og uvidende lejere af nabohusene formaster sig til at okkupere den plet på stranden, man har haft besat i over 30 år. Turister og sommer er penge–også for mig, der i år har guidede ture flere gange om ugen, men…

Lige nu er her bare så dejligt, så roligt, så vidunderligt stille før den storm, der vil komme. Jeg kan spadsere mellem mine badebroer uden at møde andet end et par andre med-pensionister, jeg skal ikke stå i kø nogen som helst steder, jeg er generelt bare mig selv–og der er ingen udrykninger efter de evindelige tyskere på tilhavsdrevne luftmadrasser. Jeg kan endda betragte stedets imponerende biodiversitet til fulde. Sådan at forstå, at jeg forleden var ved at køre en kænguru over, og det er altså første gang, jeg har stået i den situation. Jeg håber samtidig, at campingpladsen inden det store run får indfanget deres invasive art.

Men cirka to-tre uger igen, så stormer det. Jeg må se at nyde min fred så længe og samtidig glæde mig til alt det, som turistsæsonen også indebærer. Indtil det har stormet af.

Continue Reading

Om manual-resistens.

Jeg lærte et nyt ord forleden. Sådan en som mig labber nye ord i sig. Især de gode. Og det her er ekstraordinært godt. Ikke blot lyder det vanvittigt interessant. Det er også en rammende måde at fortælle, at man er uimodtagelig for brugsanvisninger.

Men allermest er det jo en diagnose. Og vi mennesker lever efterhånden i et samfund, hvor det er fornuftigt og handy at have en diagnose, hvis noget ikke lige fungerer. Det er, for nu at skære det ud i ord igen, meget, meget mere troværdigt at sige, at man er manual-resistent—end at man bare ikke kan finde finde ud af at læse en brugsanvisning. Det er lige før, man kan få medlidenhed på den konto. Og det er jo ikke så dårligt, når man står der med Ikea-en, der simpelthen umuligt kan ende med at blive til det, der er vist på billedet.

Selvfølgelig har sagen to sider. Den første vil jeg for en gangs skyld ikke forbigå i tavshed, selv om det er ude i flov-enden. Nemlig den der med, at resistensen ikke blot går på, at man ikke kan læse manualen, men som udgangspunkt indebærer, at man ikke gider. At resistensen altså også ligger i, at man frygter åndedrætsbesvær og røde knopper bare ved at åbne de der kilotunge bøger. At man først griber til biblerne over Ikea-møblernes sammenskruning, når enhver anden metode er helt udtømt, og lortet stadig ligner pindebrænde på hovedet. Eller vaskemaskinen siger en lyd, den ikke plejer at sige, og man har dunket den ovenpå og sparket den lidt på siden. Her opstår faktisk også ofte et nyt problem. Nemlig at manualen fortaber sig i glemslen eller den skuffe, hvor man aldrig kommer. Manualer er overskudspapir, tommetykke overflødigheder, der kun gemmes til den slags nødstilfælde, hvor det vil koste store summer at påkalde en af de håndværkere, der for tiden har så meget arbejde, at de er nødt til at tage firdobbelt betaling for det.

Det andet resistensproblem ligger selvfølgelig i at læse manualer. Det er her, resistensen for alvor bliver en seriøs diagnose. Almindeligvis ser jeg mig i stand til at læse mange ting på et relativt højt plan, men at opnå forståelse af det sprog, der oftest bruges i manualer, er for det meste udenfor min rækkevidde. Utallige gange har jeg determineret sat mig for at læse mig igennem i alt fald de 20 første og mest væsentligste sider af betonklodsen på flere bind over en ny vaskemaskine, men det fungerer bare ikke for mig. Jeg bliver noget så ualmindeligt resistent, når jeg sidder der og ikke fatter en hujende fis. Så er det næsten ligesom, nogen har vaccineret mig effektivt mod at kunne forstå det mindste. At der er lukket for manual-formidling, akkurat som Pfizer skulle kunne lukke for corona. Selvfølgelig tænker jeg da også på, at man måske kunne få nogen, der kan formidle til helt almindelige mennesker, til at skrive manualerne. Men det kan man jo så tilsyneladende ikke. Ligesom det heller ikke er nogen forundt at kunne beskrive en tørretumblers lyksaligheder på under 200 sider.

Men nu, hvor jeg har lært ordet, så er det som om, min verden ligesom klarer op, bliver lettere, om man vil. For når man har en diagnose, så er det halt legalt at afvise alle tiltag omkring at kaste sig ud i det område, hvor ens sygdom afholder en fra at deltage. Når TV-et strejker (og Onslow-metoden ikke virker!), den der lille gule knap lyser insisterende i bilen, opvaskeren siger som en damptromle, vaskemaskinen nægter at lukke vand ud eller Ikeamøblet ligner en skulptur af Robert Jacobsen, så kan man trygt sætte sig ned og lade andre overtage, for “Desværre. Jeg er manual-resistent.”!

Continue Reading

Om Holmegaard.

Bare et lidt forlænget pip om, at hvis man lige er på de kanter, så er det gamle Holmegaards Glasværk et besøg værd. Her er alt, hvad den kan trække af glas, såvel brugskunst som kunstglas, og her er en spændende samling af Kähler keramik. Og så er her, for tiden, en særudstilling af Jim Lyngvilds billeder.

Personligt er min tilgang til gammelt glas og gamle glas ret ufreaket. Jeg ved for lidt om dem, men kan, som sikkert alle andre, nyde at udpege, hvad mormor, mor, moster Karen og alle de andre (somme tider inklusiv mig selv) havde eller stadig har. Det er en spadseretur ned ad nostalgiens glassti, og der er varmt, trygt og genkendeligt. Anderledes er det med gammelt keramik. Der kan der godt gå en smule freak i tilgangen. Vores land har været beåndet med en forfærdelig masse talentfulde keramikere, og mange af dem har arbejdet for Kähler. Det er der kommet en spændende udstilling ud af. Det kræver selvfølgelig, at man samtidig erklærer sig villig til at tilgive fabrikken Jubilæumsvasen. Det er nok også snarere vanskeligere for alle de, der i sin tid investerede i monsteret at tilgive sig selv, at de gjorde det. Jeg vil umiddelbart skyde på, at der rundt omkring i landet står mange af den slags inde i skabene, godt gemt. Heldigvis er man fuldt klar på tilgivelsen, når man ser alle de andre pragteksemplarer fra samme fabrik.

Og så er der Jim Lyngvild. Som påstår, at han bare arbejder lige ud af sit eget hoved–uden hensyntagen til trends, mode og tidens tendenser. I virkeligheden skriver (eller rettere: fotograferer) han sig direkte ind i samtlige. Den bærende trend i litteraturen lige p.t. er den såkaldte exofiktion, hvor forfattere sætter virkelige personer ind i en fiktiv ramme. Altså iscenesætter en persons personlige historie efter eget valg. Det er præcis det samme, Lyngvild gør. Her ser vi alskens opstillinger af berømte scener fra Bibelen eller den nordiske mytologi–på Lyngvildsk. Der er Sturm und Drang, hang til billig romantik, og man kan næppe bebrejde manden for at have sparet på hverken størrelse eller effekter. Det er storladent og maser sig ligesom på, men spørgsmålet er vel, om man er til Less is more eller More is more. Lyngvild er til det sidste. I øvrigt irriterer det mig også, at manden tilsyneladende har været så modelfattig, at samme modeller agerer såvel diverse bibelske personer som et udvalg af nordiske guder. Hvis der er sparet på noget, er det tøjet. Der er tydelige referencer til dengang, hvor nøgenbilleder var no go, men kunne man postulere, at det, man havde afbilledet, var scener fra Bibelen eller enhver form for mytologi, var bare bryster med et legaliseret. Så det var med at kunne sine referencer, hvis man var til den slags. Men det er da festligt og farverigt. Punktum.

I øvrigt er selve glasværket en lille perle af gamle industribygninger og hosliggende arbejderboliger. Det i sig selv er værd at studere. Sammen med, selvfølgelig, såvel den Holmegaardske som den Kählerske indflydelse på dansk design og brugskunst. Som var ganske betragtelig. Bare kig i egne skabe og skuffer. Der skal nok være ting fra begge fabrikker. Om ikke andet så vel den der flove vase i bunden af skabet!

Continue Reading

Hotel Kirstine, Næstved.

Det hele startede i 1745 med en rig købmand, der lige skulle blære sig lidt arkitektonisk. Eller ville give det indtryk, at der her midt i byen lå en yderst udvidet jagthytte i romantisk stil. Senere blev det til borgmesterbolig, og endnu senere, omkring 1900, til det hotel, der stadig står her. Fra sin spæde, men imponerende, begyndelse er stedet knopskudt så mange gange, at selv Hotel Normandie på Jersey får kamp til stregen. Og det troede jeg aldrig, det ville få.

Indenfor er der så mange jagttrofæer, at man må forestille sig en mindre hjortehær, der har måttet lade gevirerne, og møblementet i barer og opholdsrum peger sådan hen i retning af herreværelse, cigarer og whisky. Men det fungerer. Og det er faktisk ret hyggeligt.

Værelserne er sikkert fuldstændigt topmoderne i samtlige annekser, hvis antal jeg har opgivet at holde styr på. I den gamle fløj er de hyggelige og udstyret med badeværelser med vildt blå fliser og badekar på løvefødder. Så man skal huske at besøge stedet, inden man bliver for gammel, stivbenet eller panisk overfor glatte og høje flader. For så kan man ikke komme i bad. Eller i alt fald ikke ud af badet igen. Selve badningsprocessen er også forbundet med diverse komplikationer, men kan man stadig sidde på hug under badet, går det nok. Man kan jo også være så hovmodig fræk at konkludere, at de utallige søer på gulvet og den besynderlige ide med det halve gardin foran løverne, er hotellets eget problem. De kan vel selv tørre op.

Maden er mere prætentiøs end egentlig fin. Jeg er sikkert ikke den eneste, der er ved at være umådelig træt af alenlange kokkelige præsentationer af den allestedsnærværende havtorn, så nyd det da bare. Det er bare lige det der med, at selve spiseoplevelsen forringes noget af en havtornet kok, der ikke engang kan finde ud af at koge nye kartofler uden at de bliver bløde. Det var OK, men så var det heller ikke mere. Akkurat ligesom det store, ret velassorterede morgenbord ville have strålet lidt mere, hvis tevandet havde været mere end bare lunkent. Skal man være prætentiøs, er det lidt vigtigt at huske detaljerne. Udover havtornen.

Hotellet ligger lige midt i byen, og det er et fantastisk plus. Her er stemning, virkelig venligt personale, og en hotelvært, der som en anden middelalderlig ridefoged er allestedsnærværende og har et blik for alt. Man føler sig velkommen. Og kan man abstrahere fra alle de der afdøde hjorte på væggene, det lunkne vand, de upraktiske løvefødder og den manglende evne til at koge kartofler, så er det absolut anbefalelsesværdigt. Jeg kunne godt finde på at komme der igen. Måske bare med overnatning og morgenmad….

Continue Reading

Om Sydsjællands lyksaligheder.

Sydsjælland er først og fremmest slottene og de store herregårdes land. Det vrimler med dem, som perler på en snor. For os her fra de gamle hertugdømmer, hvor ingen måtte være hverken over eller ved siden hertugen himself, og vi derfor er efterladt med en decideret iøjnefaldende mangel på slotte, er det stort sådan at kunne køre fra slot til slot uden tilnærmelsesvist at skulle på længere dagsrejser.

Så står man i akut slotsnød, er Sydsjælland stedet. I øvrigt reklamerer nærmest samtlige af dem med Danmarks flotteste have- og parkanlæg, så der kan man jo sætte sig for at afsløre, hvem der pynter mest på den blomstrende sandhed. I alt fald går ingen af dem ned på kastanjetræer. Ældgamle, tårnhøje, storkronede kanstanjetræer, som overalt fortæller en kulturhistorie om, at netop dette træ må have været anset som træernes konge–eller i alt fald de riges måde at sætte botanisk trumf på. Sammen med de kilometerlange lindealleer beretter de om “magt, lindetræerne stod vagt omkring en fæstning.” (Blixen: Sorg-agre). Her er også millionvis af skræpper, selv om jeg nu næppe tror, nogen personligt planter den slags af pralmæssige årsager. Men de har jo den fordel, at omrejsende digtere kan bruge dem i fiktionen til at gemme små, forklædte svaner. Det gjorde H C Andersen også. Han skrev utallige eventyr, inklusiv det der med svanen, på sine mange ophold på de rige, sydsjællandske godser. Noget for noget: Han fik snobbet husly i standsmæssige omgivelser, og værterne kunne vise deres smagfulde forstand på kunst. Ællingen er skrevet på Gisselfeld. Og skal man endelig være populær-litterær, så har en vis Svend Gønge da, ifølge Carit Etlar, i den grad også huseret blandt jomfruer og svenskekonger på disse egne.

Men udover de pragtfulde haveanlæg har de fleste af godserne også set sig nødsaget til at tage andre metoder i anvendelse for at kunne overleve i en tid, der bare ikke sætter feudale magtstrukturer i højsædet. (Selv om nogen selvfølgelig vil hævde, at det netop er det, der sker for vores statsminister for tiden!) Føromtalte Gisselfeld har Skovtårnet som trækplaster, og selv om billetprisen på 150 for alle over 6 år er uhyrlig, så er det altså værd at trave til tops over skoven. Udsigten er fænomenal, oplevelsen af at hæve sig gradvist over bevoksning og landskab er forunderlig, og selve arkitekturen er fantastisk. Blandingen af jern ( med tydelige referencer til en vis Hr. Eiffel) og træ er genial og meget, meget smuk. Selv om det nu, efter min mening, bør være ejerne strengt pålagt at grine højlydt, hver gang de går i banken.

I det hele taget er der store naturoplevelser. Ikke blot de mange øer ( tumpejyden her har altid troet, et mangfoldigt ø-udvalg var forbeholdt Sydfyn!), hvoraf en del er landfaste med dæmninger, men også de seværdigheder som naturen selv har skabt, eller vi mennesker har hjulpet den godt på vej til at kreere. Stevns Klint er skræmmende og vild, og kirken derude må være kristendommens yderste og mest standhaftige bastion. Faxe Kalkbrud er et fascinerende månelandskab med tydelige mindelser om skrappe drenge fra prærien og en forventning om at se Dynamit-Harry sprænge sig selv i luften endnu en gang. Det er stort, at vi har sådan noget i Danmark.

Og så er der alle de små og halvstore provinsbyer, der alle har deres egen identitet. Og havn. Der er ikke akut mangel på havne på Sydsjælland. Ulig os herovre i Jylland–og københavnerne–har man faktisk fattet, at moderne havnemiljøer ikke udelukkende består af kønsløse nyopførte siloer til opbevaring af alle de, der godt gider at betale kassen for havudsigt og tydelig mangel på nærmiljø. Havnene i især Skælskør og Præstø er små oaser af oprindeligt, malerisk rod, som for det meste er rødmalede skure og hyggelige restauranter, og her er levende liv, som i den grad opfordrer til bare at sætte sig og nyde. Det sætter i alt fald alle de nyopførte boligblokke uden så meget som en enkelt restaurant eller cafe i andre byer i perspektiv. Dårligt perspektiv. Og i Næstved har de noget så sjældent som en arbejdende havn. Det til trods for, at de kun har Susåen at gøre havne-godt med, så det er ret stærkt, at der faktisk er gammeldags ind- og udskibninger på stedet. Samt alle de grimme, gamle industribygninger, som i mine øjne bare er så vidunderligt charmerende.

Selvfølgelig taler de sjovt dernede. Lige så sjovt som vi andre nok taler i deres ører, og med beundringsværdig evne til at gøre “is” til et ord på to stavelser. Der er sådan lidt Jeppe på Bjerget over sproget, hvilket vel bare føjer en dimension til al den litteratur, der i forvejen findes dernede. Den store dannelsens højborg, Herlufsholm, ligger da også på en sidegade i Næstved, og da jeg altid med glæde lapper i mig “how the other half lives”, var den også et besøg værd. Jeg kan godt forstå, det koster en halv million at have sit afkom i livslære dernede om året, for så er man da sikker på at starte samme liv med de rigtige forbindelser. Jeg kan heller ikke lade være at tænke på, at herlighedsværdien da også kraftigt overstiger samtlige de provinsgymnasier tilsammen, som jeg gennem et langt arbejdsliv har været censor på. Vi gør det ikke så meget i takkede bygninger, store parker, ænder og slotskirker herovre. På skolebasis.

Så Sydsjælland er absolut et besøg værd. Det er ikke bare noget med, at fordi vi nu engang ikke kan komme andre steder hen, så er vi nødt til at tage derned. Det er meget mere noget med, at der er virkelig smukt, dejligt og interessant. Og så er der slotte og herregårde. Vildt mange.

Continue Reading