Min nye kamel. Eller kvinder og tasker.

img_0470

Jeg havde forsvoret, at det nogen sinde, på nogen mulig måde skulle overgå mig at komme i taskealderen. Men det, eller de, har sgu` sneget sig ind på mig. Jeg er fanget. Caught between a Mulberry and a camel.

Indtil for få år siden var et uvægerligt krav til nye vinterfrakker, at de havde store, dybe lommer. Så kunne mit sparsomme habengut med fordel fordeles i dem–pung til højre, nøgler til venstre. Mere havde jeg jo sådan set ikke brug for.

Det gik desværre over. Hvordan aner jeg ikke–det gør de til gengæld nok hos Mulberry! Pludselig en dag fik jeg en taske, og taskefamilien ynglede og ynglede i en uendelighed. Helt bag min ryg. Eller hvis det var crossbodyslægten–så foran.

Jeg køber aldrig tasker i Danmark. Negligerer faktisk enhver form for taskesælgende forretning på enhver gågade. Men når jeg er i udlandet, så tager taskefanden ved mig. Jeg aner ikke, hvad det lige er, der sker, men pludselig bliver det en traumatisk umulighed at passere selv det mest minimale taskeudvalg uden lige at skulle kigge, og–især–mærke. Jeg boltrer mig i taskeforretninger og må givetvis være de fleste destinationers yndlingsoffer. Taskeomsætningen falder sikkert mærkbart, når jeg tager hjem. Måske sidder der endda hackere, betalt af diverse gadehandlersammenslutninger, der simpelthen følger med i mine bestillinger af flybilletter. I alt fald står de altid klar med deres svimlende udvalg, når jeg ankommer.

Denne gang blev det ½ kamel, der blev investeret i. Ikke fordi jeg sådan set lige stod og skulle bruge ½ kamel, men den var billig, og sådan en rygsæk kan man da altid bruge (altså hvis man skal bruge en anden end den, jeg købte i Thailand for få måneder siden!). Problemet er bare, at–ulig utallige andre tasker, jeg har slæbt med hjem fra eksotiske destinationer–så er denne faktisk helt og aldeles ægte.Der er absolut ikke den fjerneste tvivl om, at den er lavet af kamel. Ægte kamel, landkamel, kamel med lort op ad begge ben og sikkert også i plamager på puklen. Uvasket kamel. Kamel med kamel på.

Siden min halve kamel er flyttet ind, har jeg for mig selv lavet ordet “kamelimperialisme”. Denne her kamel breder sig, og den indtager mit hjem. Jeg havde den i kufferten hjem, og da brugte den hele flyveturen på at erobre mit tøj. Selv mine beskidte underbukser lugter nu meget mere af kamel end af mig. Først hængte jeg den i gangen, og hvis nogen kommer til min dør, vil de nok antage, at jeg skjuler en mindre kamelflok eller simpelthen er lige på nippet til at springe ud som kamelhyrde. Nu står den udenfor. Både fordi det gør kameler som regel, men også fordi den friske, danske luft måske kan få den til at holde op med at være så utroligt overvældende kamel.

Jeg har også overvejet, om jeg bare skal gå tilbage til lomme-taske-udgaven. I bund og grund roder tingene jo bare i tasker, der overskrider lommemål. Men måske er det netop denne halve kamel, der skal til, for at sætte en stopper for min maniske tasketrang. Føj for F….

 

Continue Reading

Om tyngdekraften.

Jeg har, efter mange års total fornægtelse, besluttet at acceptere, at tyngdekraften er en væsentlig faktor i mit liv. Den har, på sin egen snigende, insisterende måde, formået at infiltrere min krop.

Det hele går ud på, at alting hænger nedad. Som om jorden under mine fødder har en særlig magnetisme, der ligesom tvinger bryster, baller, maver, ja selv overarme og nederlår ned mod jordens overflade. Jeg har også konstateret, at kalkunen på min hals er begyndt at blævre i sydlig retning. Det underlige er, at det jo ikke altid er fordi, at legemsdelene i sig selv bliver tungere–de insisterer bare på at vende nedad. Ad åre kan man måske endda forvente, at de vil nå deres tydelige mål, der vel i dette tilfælde er gulvet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de i samarbejde med tyngdekraften ville kunne opføre sig om 10 år, hvis man f.eks. stillede sig på kanten af et åbent hul.

Min fornægtelse har primært gået ud på at forklæde og modarbejde tyngdekraftskaderne. Alt det tøj, der klassificerer sig selv som “til modne kvinder” (modne??), har ofte indbyggede tyngdekraftsbremser. F.eks. er såkaldte sports bh-er et absolut umust–de manglende stivere er decideret for umodne kvinder–vi andre ender med 2 tunge kødklumper daskende i livlig dans omkring bæltestedet. ( Lige en kommentar til samme såkaldte bæltested, som i tyngdekrafthenseende er en undtagelse. På dette sted  virker tyngdekraften nemlig ikke nedad, men udad.) I årevis har jeg dækket den kronisk nedadblævrende kalkun på halsen med spraglede tørklæder, gået i kjoler og nederdele, fordi man så ret beset ikke kan se, præcis hvor røven ender samt anstændigt svedt i langærmede bluser, fordi overarmsmormødrene også ville direkte nedad–gerne i folder.

Nu har jeg besluttet, at mod naturens kræfter kæmper selv den allermest forfængelige forgæves. Eller også må jeg modstræbende erkende, at det var lidt over midten af forrige århundrede, jeg var i 20-erne og tilsyneladende upåvirket af kropslige naturkræfter.

Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg vil give bryster, røv og alle de andre legemsdele frit lejde til i løsdrift at slæbe hen ad jorden efter forgodtbefindende. Men at jeg simpelthen ikke gider disse udklædningsscener. Eller forklædningsscener. Hvis mit fritgående fjerkræ omkring halsregionen, min relativt lavthængende røv og mine rynkede mormødre på overarmene generer nogen, så er det fra nu af deres problem. Jeg ligner ikke en på 20 af den simple grund, at det er jeg ikke. Min krop er godt brugt, og det må man altså godt kunne se på den.

Og hvis jeg modarbejder tyngdekraften med en bh med gode stivere, så er det udelukkende af praktiske grunde. Det kan faktisk gøre ondt at få en mavepuster af sine egne flapper. Heldigvis kan man så netop her glæde sig over, at der bliver mindre og mindre slåkraft, jo længere man når ind i transformationen til Cocker Spanielører.

 

 

Continue Reading

Jerusalem.

img_0418

Jerusalem er vidunderligt smuk og forfærdeligt paranoid. Jerusalem er en kaotisk stemningsblanding, hvor alle sanser bombarderes konstant. I de små gyder i den gamle by diverteres man med duften af alskens pragtfulde, eksotiske krydderier, jøder med dunede lagkagehatte og klædt som polske håndværkere fra 1600-tallet spankulerer rundt mellem formummede arabiske kvinder, der er smagprøver på oversøde, arabiske kager, og der er altid en infernalsk larm fra ivrige gadesælgere, pilgrimme på tur til det hellige land–eller bare trafikken.

Jerusalem er en babylonisk blanding af før og nu–og sådan en af de byer, man skal lade være at besøge, hvis man ikke er helt sikker på, at man får lejlighed til at komme tilbage. Den går i blodet..

Jerusalem består, lidt firkantet sagt, af 2 bydele: øst og vest. I vest bor jøderne, i øst araberne. Der er ikke megen samkvem mellem folkeslagene og bydelene, der i øvrigt også ligger i evig chikane, men i den gamle by mødes alle, om end man tydeligt kan se, om man opholder sig i det jødiske, arabiske, armenske eller kristne kvarter. Nærmest på en usynlig skillelinje mellem 2 huse forandres klædedragten fra burka til kalot.

Jerusalems seværdigheder er af verdensklasse, og der er da også mange, der gerne vil se dem. Især i sæsonen, som pga. varmen er eftersommer og tidlig vinter. Det betyder, at de helt store steder som Gravkirken, Grædemuren og Fødselskirken i Betlehem vrimler med turister og–især–pilgrimme. De sidste har det desværre med at være særdeles territoriale, hvilket vel er ganske forståeligt, når de sikkert både har sparet og rejst længe og langt. I alt fald er de svære at flytte… Det allerbedste, man kan gøre for sig selv, er at besøge netop disse seværdigheder tidligt ( og med tidligt menes kl.5!) om morgenen–så deler man kun med enkelte lige så morgenfriske turister og en håndfuld gejstlige.

Alle kristne religioner har deres kirker og baser i Jerusalem. Derudover kommer jøderne og muslimerne, som jo rent faktisk bor der. Muslimernes største helligdom her ligger på tempelbjerget, hvortil det kan være yderst svært at få adgang (og jøder slet ikke!), mens jødernes er Grædemuren (eller rettere klippen indeni), på siden af tempelbjerget. De kristne religioner skændes evigt og bravt om flere af kirkerne, men en rimelig våbenhvile er opnået ved at tildele alle egne andele (f.eks. 2 lamper til de romerske katolikker og 2 til de russisk ortodokse) og indføre “Status quo”, hvilket betyder, at intet må ændres uden kolossal diskussion. Derfor har der stået en forladt stige udenpå Gravkirken siden 1800-tallet, ingen må nemlig flytte den.

Jerusalem er sådan et sted, hvor man kan se de samme ting igen og igen. Samt vandre i fodsporene af Helena som over 300 år efter Jesu død lavede et enormt arkæologisk svendestykke ved såvel at kortlægge Jesus` lidelsesvej i detaljer ( i størrelsesorden: her blev han tørret på panden!), finde hans kors og begravelsessted og i det hele taget give pilgrimme håndfaste, konkrete steder at tilbede. Er man mere pragmatisk anlagt, er det en smuk rute, og historierne er da gode.

For første gang var jeg på Holocaustmuseet forleden. Det var en af de oplevelser, jeg ikke glemmer. Mindst af alt glemmer jeg de tårer, der piblede ned ad mine kinder, da jeg stod i mindesmærket over de 1,5 millioner børn, der døde. Det består af en uoplyst, mørk klippehule med 1,5 million lysende stjerner og en stemme, der læser alle børnenes navne.

Jerusalem skal ses, opleves og fordøjes. Jerusalem er næsten en tilstand: af det vidunderligt smukke og det forfærdeligt paranoide. Jeg tror ikke på, her nogensinde skabes en varig fred mellem parterne, og at alle de religioner, der prædiker fred og fordragelighed nogensinde rent faktisk kommer til at praktisere det. Men i selve konflikternes kerner er der også energi og fremdrift. For selv om Jerusalem er oldgammel, er den jo en af de allermest levende byer, der findes.

Endelig er Jerusalem ikke dyr. Norwegian flyver til rimelige priser 2 gange om ugen, hoteller kan fås til pæne priser, og bor og spiser man i den arabiske bydel, er mad og overnatning heller ikke den store omkostning.

Continue Reading

Om graffiti.

dsc00631

Hver gang jeg passerer dette rimeligt højtflyvende stykke graffiti på den ydre del af Vesterbrogade i København, undrer jeg mig meget. For hvad betyder det? Og hvem er lige kravlet 5-6 meter lodret op ad en gavl for at forfatte noget, som, i bedste fald, kun forfatteren helt forstår betydningen af? Hvad er det for et kryptisk, måske endda kodet, budskab, der ikke rigtigt siver ind hos mig? Og er det noget, jeg i virkeligheden burde vide–altså at det måske ligefrem er farligt, at jeg ikke umiddelbart kan gennemskue det?

Jeg kan godt forstå politik.(Ordet altså. Når det kommer til den slags, der tilsyneladende foregår i Folketinget, er jeg lidt mere usikker. Men det er de nok også selv derinde.) Men hvad er pøls? En forkortelse? I så fald af hvad? Eller måske simpelthen bare et tydeligt eksempel på en graffitimaler, der overvurderede sin beholdning af spraymaling og derfor ikke havde farve nok til “er”. Hvis det altså var pølser, der skulle stå. Hvilket jo sådan set heller ikke giver nogen mening. Altså at politik er lig med pølser. Med mindre man naivt tror, at politikerne nøjes med pølser, når de malker diverse fonde for betaling af middage og andet.

Der findes faktisk fremragende graffitimalere, men der er desværre ikke ret mange af dem. Min klare favorit er Banksy–hvem han så end er–som på underfundig måde altid har en kommentar til tidernes ulidelige tilstand. Resten er talentløse amatører, som ret beset bare sviner facader til med deres ligegyldige klat- og makværk. Det allermindste, man som beskuer bør kunne forlange, er dog, at budskabet er rimeligt forståeligt. OK, der er masser af kunst, jeg skal hjælpes en lille smule med at forstå, men lige her skal jeg altså hjælpes rigtigt, rigtigt meget, hvis jeg på nogen mulig måde skal opnå at indse, hvordan eller hvorfor politik er lig med pøls.

 

Continue Reading

På korstog for de sammensatte ord.

dsc00616

Det er synd for de sammensatte navneord og tillægsord. Deres skilsmisserate er enorm, og selve skilsmisseårsagen er i næsten alle tilfælde en tredje part. Nemlig stavekontrollen.

Stavekontrollen er oprindeligt en engelsksproget opfindelse, og da det engelske sprog oftest adskiller ( eller hvad man nu kan sige, når de rent faktisk aldrig har været ordentligt gift!) sammensatte ord, så arver vi altså dette grimme fænomen ind i vores danske sprog, hvis vi ikke lige er opmærksomme eller utrætteligt bekæmper enhver form for stavekontrolsimperialisme.

Reglen på dansk for navneord er egentlig så enkel, at det nærmest gør ondt: Hvis et sammensat navneord uden problemer kan bøjes i ental, flertal, bestemt og ubestemt form—ja, så skrives det i et ord: en seniorblogger, seniorbloggeren, flere seniorbloggere, alle seniorbloggerne……. (Og nu fik jeg allerede en masse streger, fordi min stavekontrol helt urigtigt vil have mig til at skille ordene ad–men den kan komme an, kan den!)

Det samme gælder de sammensatte tillægsord. De må heller ikke skilles.

Mange gange giver folks ubetingede–og helt malplacerede– tillid til stavekontrollen, lad os bare kalde den stavekontrolsautoritetstro, ret morsomme resultater, som kunne være undgået ved blot at følge den enkle regel. F.eks. skiltet med ny opgravede kartofler: Hvem F… gider selv grave dem op, så særlig kreativ markedsføring er det vel ikke at fortælle, at de er gravet op? Lader naboen dem bare ligge i jorden, så det er et særsyn, at man har været ude med skovlen? Og hvem reklamerer bevidst med at sælge gamle kartofler? Eller det med frisk bagt brød: Hvem i alverden spiser brød, der ikke er bagt, ( i min verden hedder det dej!), så er det overhovedet nødvendigt at reklamere med, at brød er BAGT?

Giv den baghjul, den stavekontrol, når den er skilsmissefaktor i navne- og tillægsordssager. Ikke nok med, at det fratager vores sprog en egenart, det er også grimt og i mange tilfælde direkte meningsforstyrrende.

Continue Reading

Om busrejser.

Da jeg første gang skulle være guide på en busrejse, var jeg på forhånd næsten ved at blive kvalt i mine egne fordomme omkring mennesker, der tager på busrejser. Så det var godt, jeg kom af sted. Nærmest intet er så sundt som fordomstestning–det skulle da lige være intensiv modbevisning af alle negativt ladede fordomme.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg havde forestillet mig–men nok noget i retning af det ældre, halvt affældige segment af pensionistklubben fra Lars Tyndskids Mark, iklædt hækletøj, tennissokker i sandaler og den obligatoriske “Hjulene på bussen…” i usynkront kor–på vej til 3 dages rundtur i Harzen. Altså folk, der, såvel fysisk som rejsemæssigt, skulle holdes i hånden nærmest fra start til slut, fordi de ikke–som alle vi andre bustursfornægtere, der selvfølgelig selv booker ALT vedrørende vores eksotiske ferier, der i øvrigt altid går en omvej omkring Harzen!–kunne finde ud af noget så simpelt som selv at rejse på ferie.

Jeg blev, som sagt, klogere. Og måtte meget hurtigt indse, at det i virkeligheden er mig, der er usigeligt stupid og slet ikke har fattet de soleklare, indlysende fordele, der er ved busrejser. En busrejse er i virkeligheden en mobil luksus all inclusive. Rute, hoteller, seværdigheder og, nå ja, guide er nøje udvalgt, tilrettelagt og afpasset, så man lige præcis kører den smukke rute, der er værd at nyde, bor på de allerbedste, mest charmerende hoteller, har alle entreer og guider betalt på de mest udsøgte seværdigheder og hele tiden har en lokalkendt, lokalttalende guide til rådighed. Man kan blande sig med resten af selskabet–mange nye venskaber er indgået i mine busser–eller man kan lade være, for man kan snildt have sin egen lille individualistferie inde i gruppen.

Jeg sad der og tænkte på, at alle disse særdeles rejsevante, velforberedte (vi havde vel ca. 1 Politikens Turen går til…pr. par), interesserede og sociale mennesker jo helt bevidst undgår alle de stressende faktorer, som mine über-individualistferier i en uendelighed byder mig på: De skal ikke skændes om vej og ligge i åben strid med partneren om, hvis skyld det nu var, at der blev kørt en kolossal omvej. Faktisk behøver de slet ikke medbringe et kort (selv om kort et vildt populære i bussen, hvor især den mandlige del studerer dem nøje og gerne har medbragt et mindre lager). De skal overhovedet ikke tage stilling til, hvor de skal spise eller sove–det er indiskuterbart. Hvilket, set i bagklogskabens uhyggelige lys, ville have afværget et antal hotelvalgsforårsagede, forestående skilsmisser hjemme hos mig. De skal ikke på forhånd læse tonstunge guidebøger om destinationen ( selv om jeg nu har de fleste mistænkt for, at de gør det alligevel!) for helt selv at udvælge de bedste seværdigheder. De kan, med andre ord, bruge forventningstiden og de lange, mørke vinteraftener på alt andet end at planlægge næste års ferie samt holdes helt skadesfri, når den planlagte seværdighed viser sig at være ca. lige så klejn som hende havfruen.

Og affældige? Busture appellerer til 60+ gruppen, eller dem der ved, hvad de vil have, og har så lange rejsemæssige erfaringer, at de for længst har luret busrejsens indlysende fordele. Da jeg gik den lange, stenede vej ned til Giant`s Causeway i Nordirland, havde jeg svært ved at følge trit med min 86-årige gæst og hans stok. Det var der, vi talte om det at rejse og det at blive ældre. Det er jo egentlig så uhyre enkelt: “Alternativet til at rejse er at blive hjemme”. Inden man vælger det sidste, dødkedelige alternativ, bør man nok lige prøve bare en enkelt busrejse……

Continue Reading

McDonald`s Revisited.

Her er ikke noget billede. Enhver ved, hvordan sådan en ser ud.

Efter 10-15 års helt frivillig pause og total mangel på uforløst savn har jeg været på McDonald`s i dag. Vi var i tidsnød og sultne. (Læg mærke til, at undskyldningen nok mest er til mig selv!) Umiddelbart må jeg konkludere, at den næste Mcdonaldfri pause nok bliver mindst blive lige så lang og kun får en ende, hvis man til den tid har ubegrænset rollatoradgang.

Det var meget trygt, at menuen jævnt hen var fuldstændig enslydende med for 10 år siden, og at personalet tilsyneladende heller ikke var blevet ældre i mellemtiden. Maden smagte også præcis som i 00-erne, ja faktisk kunne man godt få den tanke, at den endda var produceret på det tidspunkt. Der var rent og pænt, lidt sterilt, måske. Men det er nok fordi, konceptet er, at omgivelserne skal passe helt til maden. Meget kan man beskylde en Big Mac for, men at være super sexet er nok lige en kende overdrevet.

Jeg fik kyllingenuggets, og det glæder mig enormt, at restauranten går så meget op i fjerkrævelfærd, at ingen uskyldige kyllinger har måttet lade livet for mine nuggets skyld. Jeg er også glad for deres strimlede pommes frites–det er simpelthen det eneste sted, jeg kender, hvor man kan tage ca. 35 i munden samtidig, uden at det ser hverken grådigt eller ulækkert ud. Samt holde munden lukket!

Endelig skal de også roses for, at de helt bevidst tager afstand fra slogans som f.eks. Faktas (altså: “Vi vil så gerne have, du bliver lidt længere.”) Når man er i tidsnød, er det dejligt behageligt, at absolut intet inspirerer en til at blive der længere end højst nødvendigt.

Men det var billigt……

Continue Reading

Hoteller med sjæl. III.

dsc_0112d2

Wynn`s Hotel, Dublin.

Wynn`s hotel er en tidslomme. Et levn fra dengang de relativt velhavende kvinder fra den irske provins kom til Dublin med nypermanentet hår, nydelige, pastelfarvede cardigans og Thatcher-modellen i håndtasker. Hotellet er også hang-out i hovedstaden for katolske gejstlige af enhver art–mest midaldrende præster fra den vestlige del, som tydeligvis kan undslippe menighedens selvjustits netop her. En del katolske præster bliver meget glade–og endda somme tider lidt ukristeligt morsomme–i den utroligt hyggelige bar ud på de sene aftenstimer.

På Wynn`s er tiden i baren gået i stå omkring 1960 på den allermest charmerende måde. Værelserne, derimod, er helt up-to-date–mange endda med jacuzzi. Beliggenheden er perfekt, lige ved byens hovedgade O`Connell Street og få hundrede meter fra floden Liffey og Temple Bar kvarteret.

Wynn`s har skruet priserne noget op, da det pludselig gik fra at være gammeldags og dated til at være trendy og dated. Men man kan stadig gå direkte fra gaden og ind i tidslommebaren (altså uden at bo på hotellet) og få sin afternoon tea med agurkesandwich og scones–eller en gang traditionel fish and chips til frokost. Og man kan stadig nyde begge dele med garanteret selskab af en præst fra Galway-egnen og advokatens kone fra Cork.

Continue Reading

Erling Jepsen: Den sønderjyske farm.

den_soenderjyske_farm_0

Lige siden jeg var på Heartland Festival (kan i den grad anbefales og vil blive det senere!) på Egeskov slot i juni, har jeg haft en plan om at genlæse minimum en af Erling Jepsens bøger. Han er en fremragende entertainer på sin tørre, lune, meget sønderjyske måde, og på festivalen afslørede han, hvorfor han skriver romaner. Han er ikke til lyrik og har faktisk kun skrevet et digt i hele sit liv. Det lyder sådan:

“Mit hjerte er gået itu,

for hende, jeg elsker, er allerede i brug.”

Lige præcis den type humor gennemsyrer denne roman, som, meget kort fortalt, handler om intensiv kaninavl i Gram! Erling Jepsen havde i sin barndom ” en farm for foden af Gram Bakke”, og det var ikke altid uproblematisk at være juniorkaninavler i det midtsønderjyske. Udover gnaverproduktion handler bogen også (igen, og som en slags fortsættelse af Kunsten at græde i kor) om fortællerens yderst dysfunktionelle familie og alle disse skæve eksistenser, som dengang beboede Gram og omegn.

Det er en roman om at vokse op, at begynde at forstå voksenlivet og de voksnes skjulte traumer, men det er også en hylende morsom roman om en drengs utrættelige kamp for at overleve–oftest helt på sine egne præmisser. Og har man en svaghed for “hjemstavnsromaner”, så går denne her altså også lige ind.

Jeg var meget spændt på, om jeg ville grine lige så højlydt og inderligt anden gang—det gjorde jeg!

Continue Reading

Om at have flow i sin garderobe.

Jeg kan godt lide at være velklædt, men det skal være på et budget, der er til at leve med. Jeg kan også godt at lide at gå i lækkert, velsiddende tøj i god kvalitet fra gode mærker, men det skal stadig være på et budget, hvor jeg kan være med.

Det KAN faktisk lade sig gøre–for mig har løsningen simpelthen været at få flow i min garderobe. Det meste af mit tøj har jeg, sådan formulerer jeg det i alt fald for mig selv, kun til låns, og når det af den ene eller anden grund ikke længere skal bo hos mig, skal det videre. Selvfølgelig er der ting, der bliver så elskede eller får så stor affektionsværdi, at de får permanent opholdtilladelse i mit skab, men der er ikke mange af dem.

Jeg vil slet ikke gå i detaljer med det gamle trick med kun at købe tøj på udsalg. Det er velkendt for alle. Samt overkedeligt, for hvad er der lige tilbage i januar, når de købestærke har svælget sig i udvalget hele efteråret? Eller–rent lavpraktisk–det kunne da også være, at man lige manglede et beklædningsstykke i november.

For mig hedder løsningen genbrug. Især på nettet. Derude ligger en sand slikbutik af godt (og tit dyrt) tøj, som folk tilsyneladende er blevet trætte af efter få timers brug. Det er rigtigt, at man oftest ikke kan prøve det, men kender man sine mål, kan man altid få sælger til at måle varen og se, om det nu passer. Og skulle man endelig–hvilket ikke er sket ret ofte for mig–lave et fejlkøb, kan man jo bare sælge det videre. Det meste af min garderobe er erhvervet hos www.trendsales.dk, hvor tusindvis af sælgere averterer deres “aflagte” (meget ofte meget lidt “lagte”) tøj til ca. 1/4 af den oprindelige købspris. Og myten om, at Trendsales er for unge kvinder–og altså ikke vores aldersgruppe–holder overhovedet ikke stik. Der er masser af 60+-ere derude!

Den anden ende af budgettet er selvfølgelig, at der også skal være råd til at købe tøjet. Det opnås selvfølgelig ved at sælge alt det, man enten er blevet træt af, vokset fra eller bare ikke har brugt i lang tid. Det skal ud. Som hovedregel bruger jeg, at har jeg ikke brugt et stykke tøj i ½ år, og er det affektionsværdiløst, så skal det videre. Her gælder også reglen om, at ikke alt kan sælges. Noget kan simpelthen være for slidt, for håbløst umoderne eller endnu mere håbløst ude af facon–men så må det jo til genbrug, som enten kan sælge det videre eller ophugge det til klude.

Jeg kan godt lide tanken om, at tingene ikke bare skal smides ud eller hænge i mit skab til ingen verdens nytte. Eller rettere–at andre kan få nytte og glæde af noget, der er blevet nytteløst for mig. De fleste af os slider faktisk ikke ret meget på vores tøj–der er stadig masser af brug i det, når vi mentalt er vokset fra det. Dette er til 2-sidet fordel for mig: jeg kan købe andres letbrugte, fine tøj–men jeg kan også financiere købet med mit eget ditto.

Endelig er der jo også genbrugsbutikkerne. Der er blevet langt mellem fundene, men det kan lade sig gøre at gøre små kup. Det helt igennem logiske trick er her at opsøge genbrugsbutikker i velhavende områder. Der er virkelig noget at komme efter i Hellerup og–hvis man tilfældigvis er der alligevel–Hampstead og Kensington i London. Det var her, jeg fandt en Burberry til 500 kr. og samtidig sagtens for mit indre øje kunne se hende, der havde ejet den og brugt den ca. ½ time…..

Så ind og ryd op i skabet–sammen med en mentalitetsændring omkring, at en garderobe ikke er noget statisk og permanent. Der skal være flow i tøjet. Der er penge og nyt tøj i de der gode mærker i en ordentlig kvalitet, der bare hænger og samler støv på 5. år–og i øvrigt har hængt og krympet derinde i skabet!

Continue Reading