Om at rejse sig for mig i bussen.

Den første gang, det skete, blev jeg dødeligt fornærmet. Og brugte adskillige minutter foran spejlet (hvilket jeg helst undgår) på nøje at granske graden af udviskning af ungdommelige ansigtstræk samt det helt uoverskuelige arbejde med at kortlægge rynkeformationer.

Nu bliver jeg endnu mere dødeligt fornærmet, grænsende til det helt infantilt aggressive, når det ikke sker.

Den første gang en venlig ung mand tilbød at overlade mig sit sæde i bussen, troede jeg faktisk, han gjorde grin med mig. Herregud, jeg var jo kun sidst i 50-erne, og, så vidt jeg selv kunne bedømme, i udmærket stand til at hænge i en strop og svaje med bussens bevægelser. Indrømmet, ind imellem i en smule ukoordineret utakt, men alligevel pænt lodret. Næste instinktive tanke var selvfølgelig, at det slet ikke var mig, han talte til, men sikkert en dybt motorisk usikker person med rollator lige bag mig. Hvor jeg, ved at vende mig, kunne konstatere, at der udelukkende stod en halv gymnasieklasse. Dybt ramt på min aldersmæssige stolthed afslog jeg, sikkert ret afmålt og med den der spidse mund!

Og så gik jeg ellers hjem og tænkte over en masse ting. Umiddelbart min afmålte uvenlighed, dernæst min manglende erkendelse af mit faktiske udseende (som vel er, for nu at bruge polititerminologi, “alderssvarende”) og til allersidst de helt klare og indlysende fordele, der er ved at sidde ned i bussen!

For vel vil jeg da gerne sidde ned. Faktisk hader jeg at stå op, og jeg er mildest talt meget uprofessionel til det. Enten kommer jeg automatisk i utakt med de andre stående passagerer og ramler i en uendelighed ind i dem, eller også bliver jeg klemt inde i et hul, så adskillige legemsdele først skal lokaliseres og indsamles, inden jeg skal kæmpe mig ud af bussen på rette stoppested.

Her i mit tresindstyvende år har jeg vedtaget, at det må være min lille ret, at jeg hele resten af mit liv skal sidde ned i bussen. Selvfølgelig rejser jeg mig for de, der er ældre end mig selv og har behov for siddeplads–dog ikke uden altid at skule meget åbenlyst til dem, som jeg mener, burde have rejst sig i stedet. Og jeg smiler rigtigt sødt og siger pænt tak til alle dem, der rejser sig. På den anden side set: Deres tid kommer jo også…..

En overvejende del af min vedtagelse går på, at når jeg nu har erkendt, at jeg ikke længere er i stå-i-bussen-alderen–hvilket implicerer meget mere end bare busrelaterede emner, det er jo for F… hele erkendelsen af, at man ikke længere er ung!–så må der følge visse privilegier med. Store som små.

Jeg har også tænkt over, om jeg skal til at være lidt mere aggressiv og insisterende omkring mine privilegier. Altså aktivt at bede folk om at rejse sig for mig. Foreløbigt er jeg nået til at bruge øjenmetoden. Sådan lidt basal, skulende nedstirring. Den virker sjældent–og det er nok fordi, de færreste har den fjerneste anelse om, hvad den gamle kælling er så forbandet olm over. Men når jeg bliver 70, så bliver den verbal, venner!

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *