Om dialekter.

De fleste medier har i denne uge været ret fokuserede på vores dialekter og desværre også det faktum, at mange af dem lige så stille er ved at uddø. Man kan frygte, at vores dialekter gradvist bliver til sociolekter–dialekt er geografisk betinget, sociolekt er socialt/økonomisk–således at vi, som man desværre ser i flere andre lande, ikke kan høre, HVOR folk kommer fra, men–for nu at skære det ud i pap!–HVAD de tjener, og hvilket uddannelsesniveau de har. Det er en tendens, der er lidt uhyggelig. For dialekterne kan jo noget ganske særligt. Ikke nok med at de har specielle ord og udtryk, de binder også folk sammen. Jeg elsker at høre jysk på Strøget i København–selv århusiansk giver mig en ganske særlig tryghed og følelsen af, at her kæmper jeg ikke alene mod Gammel Holte!

I mit efterhånden trekvartlange liv har jeg boet mange steder i Danmark, og da jeg (indrømmet) ind imellem nørder lidt rundt i sprog, har jeg været meget bevidst om at tage de allerbedste udtryk med mig. Da mine børn var små, var de tit fjale overfor nye mennesker. Det var en udsøgt fornærmelse at give dem nye pusser i julegave–og det modsatte at købe bom, især hvis de skulle være selv hjemme. Vi var lidt skeptiske overfor krejlere, også selv om det kun var en ny kridtbør, der skulle erhverves. Da jeg boede i Nordjylland, kom den sidste i dåsegemme tit springendes ud af buskerne, og i Sønderjylland skal vi i en uendelighed langs. Mine vindruer i drivhuset har det med at blive blandemodne, og vejret er lige nu for det meste vandkoldt. Og min hund Fozzie ( undskyldningen for navnet er, at han både var brugt og døbt, da vi fik ham!) lystrer med stor sandsynlighed ikke sit navn, men råber jeg “hundebom”, så….

Nye ord opstår hele tiden–sprog er jo en levende mekanisme–men problemet er, at de enten er arvet eller fordansket fra et andet sprog, eller udelukkende bruges indenfor relativt afgrænsede grupper. De er ikke dialektale. Og faktisk er de indirekte med til at forårsage dialekternes endeligt.

Det er som om, at det at tale TYDELIG dialekt er ved at blive noget, som kun ældre og mennesker, der aldrig rigtigt har været udenfor deres egen lille by, gør. “Vi andre” taler jysk, fynsk eller sjællandsk–eller det hele på en gang! Det bliver mere og mere sjældent, at jeg geografisk kan bestemme, HVOR folk under 40 kommer fra indenfor de 3 hovedområder.

Og vores børn–hvad er det lige, de taler? Vores forældre talte tydelig dialekt, vi selv lærte såvel dialekten som at tale “fint”, (ofte fordi vi har været langt mere geografisk mobile end tidligere generationer)og de fleste af vores børn, vil jeg vove at påstå, kan kun tale det, der førhen hed “fint”.

Jeg argumenterer ikke for, at vi alle skal til at tale dialekter igen. Det er en umulighed. En dialekt lærer man-hvis nogen ellers taler den!- automatisk i barndommen, præcis som man lærer at tale. At lære en ny dialekt som voksen bliver noget forfærdeligt, påstået pølsesnak, akkurat som når københavnske skuespillere skal forestille at være jyder. Det er jo som oftest dybt pinligt og decideret utroværdigt. Men det mindste, vi kan gøre, er da at huske, bruge og værdsætte vores dialektord.

Så jeg dyrker mine dialektord. Det kan godt være, jeg ikke er så stiv i selve dialekterne, men jeg kan i alt fald gøre mit for at blive ved med at nurse om alle disse seje ord!

 

You may also like

Skriv et svar