Hoteller med sjæl. III.

Wynn`s Hotel, Dublin.

Wynn`s hotel er en tidslomme. Et levn fra dengang de relativt velhavende kvinder fra den irske provins kom til Dublin med nypermanentet hår, nydelige, pastelfarvede cardigans og Thatcher-modellen i håndtasker. Hotellet er også hang-out i hovedstaden for katolske gejstlige af enhver art–mest midaldrende præster fra den vestlige del, som tydeligvis kan undslippe menighedens selvjustits netop her. En del katolske præster bliver meget glade–og endda somme tider lidt ukristeligt morsomme–i den utroligt hyggelige bar ud på de sene aftenstimer.

På Wynn`s er tiden i baren gået i stå omkring 1960 på den allermest charmerende måde. Værelserne, derimod, er helt up-to-date–mange endda med jacuzzi. Beliggenheden er perfekt, lige ved byens hovedgade O`Connell Street og få hundrede meter fra floden Liffey og Temple Bar kvarteret.

Wynn`s har skruet priserne noget op, da det pludselig gik fra at være gammeldags og dated til at være trendy og dated. Men man kan stadig gå direkte fra gaden og ind i tidslommebaren (altså uden at bo på hotellet) og få sin afternoon tea med agurkesandwich og scones–eller en gang traditionel fish and chips til frokost. Og man kan stadig nyde begge dele med garanteret selskab af en præst fra Galway-egnen og advokatens kone fra Cork.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *