Om hæmorider, mavesår, fodsvamp, knyster mm.

haemorrhoiden_1grad_endo_01

Ualmindeligt delikat billede, ikke? Forklaringen på det står sidst i indlægget.

Jeg er gift med en mand, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet. Det taler vi nu ikke så meget om herhjemme, for for det første har han tavshedspligt, og for det andet har det ikke min allerstørste interesse at involvere mig i andre folks syg- og dårligdomme. Nærmest tværtimod.

Jeg får sygdomskontoen fuldt tilstrækkeligt fyldt op, når vi er i byen. Det starter som regel allerede ved velkomstdrinken, hvor den første med stor præcision udsøger sig ham for at berette om sin nyligt opdagede fodsvamp. Forretten spiser vi med moster Annas tarmslyng og borddamens komplicerede mavesår som tilbehør, hvorefter vi starter på hovedretten med onkel Viggos hæmorider ovenpå. Til dessert nyder vi gerne en isanretning med åreknuder, og i pauserne mellem retterne tager vi lige et antal variationer indenfor knæ- og hofteoperationer. Med stor garanti får vi et udvalg af knyster til kaffen, og når selskabet har indtaget tilstrækkelige mængder alkohol, går vi som regel over til forhudsforsnævringer og skedesvamp. Og hvis folk bliver rigtigt fulde, er vi på den med impotens.

Min mand er et meget tålmodigt menneske, som venligt besvarer de fleste kropsmæssige forespørgsler. Han er jo også vant til, at hans blotte tilstedeværelse ved en fest virker dragende på enhver form for hypokondere og andre, der bare lige øjner chancen for en gratis konsultation. Og her nævner jeg så lige i flæng, at der da også ind imellem er enkelte, der bestormer ham, fordi de simpelthen synes, at deres hæmorider og fodsvamp er ualmindeligt, overvældende interessante fænomener. Under alle omstændigheder undgår han sjældent lettere uappetitlige detaljer midt i Waldorfen, og nogle mennesker må man virkelig beundre for, at de ikke kan udlægge deres personlige mavesår på under en time. De er virkelig OBS på detaljerne.

Jeg har noteret mig, at bankmænd blandt gæsterne sjældent udsættes for minutiøse gennemgange af borddamens økonomi, og at blikkenslageren ikke gennem 3 retter udfrittes om sprungne vandrør. Ligesom jeg som lærer ikke får lov til at holde uhæmmet lange foredrag om engelsk grammatik. Faktisk er der aldrig nogen, der spørger. Men børnesår–det er sgu` interessant! Det kan vi godt bruge både første og anden servering af hovedretten på.

Jeg synes ellers ikke selv, at jeg er specifikt sart og nærtagende. Og jeg deltager da gerne i lidt fodsvampsbeklagelser–dog helst ikke, mens jeg prøver at nyde maden. Men jeg begriber ikke, at min mands blotte tilstedeværelse decideret virker opfordrende overfor enhver form for–lad os bare kalde dem mindre appetitlige–lidelser. Jeg ville ønske, folk ville respektere, at han ved den slags lejligheder for det første har fri (som alle andre festdeltagere!), og at han måske ville finde det en smule mere interessant at tale om noget helt andet. Samt at han, ret beset, er hamrende, bedøvende ligeglad med den spændende udvikling i moster Annas mavesårsføljeton.

Så hvis nogen af jer læsere nogensinde får en bordherre eller -dame, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet, så tænk lige på, at det altså ikke er carte blanche til at divertere selskabet i almindelighed og sundhedspersonen i særdeleshed med alskens, tilsyneladende spændende, personlige lidelser.

Når I kigger på det ledsagende billede, kan I lige præcis se, hvordan jeg har det, mens I gør det. Det har min mand også. Han er bare meget mere venlig og tålmodig end mig!

 

Continue Reading

Hoteller med sjæl. VII.

trinity-college-639998_960_720

Trinity College, Dublin.

Endnu et universitet, som lejer de studerendes værelser ud i ferierne til ca. 500 pr. værelse pr. nat. Men absolut ikke et hvem-som-helst-universitet.

Her er nemlig tale om det allermest berømte, beundringsværdige–og berygtede i hele Irland. Universitetet er oprindeligt grundlagt af Elizabeth I, som ønskede at bibeholde noget af intelligensen i Irland ved at bygge et universitet på det, der dengang var en mark udenfor Dublin. Nu ligger Trinity i Dublins absolutte spot on/midte. Der er dog ingen af den oprindelige bygninger tilbage, og de fleste af de majestætiske bygninger stammer fra det 18. århundrede, hvor Irland oplevede en økonomisk (og arkitektonisk) opgangsperiode. Trinity er derfor noget af det tætteste, men kommer på selve indbegrebet af et universitet.

Frem til begyndelsen af 1900-tallet var katolikker forment adgang!! Altså i et land, hvor 95% af befolkningen er katolikker. Trinity er stadig meget angelsaksisk–her spilles cricket, fodbold og rugby. Der er simpelthen ingen baner til hurling eller gælisk forbold, som jo er Irlands nationalsporte. Og der er da ellers plads nok. Trinity fylder adskillige fodboldbaner, og skal man gå i almindelig tempo fra den yderste port til den bageste bygning, tager det ca. 15 minutter.

Her er ca. 13.000 studerende fra nærmest alle verdens lande. Og så er her The Book of Kells, den gamle bibel fra det 7. århundrede, som er håndkoloreret af munke, som man stadig skændes om, hvor kommer fra. Hvis man er til gamle bøger, er det selvfølgelig et must, men i min optik er biblioteket ovenpå langt mere interessant og en smuk, arkitektonisk perle. I øvrigt er mange film optaget her—en bestemt bygning bringer især minder om en temmelig beruset Michael Caine, der verfer bøger ud af vinduet i “Lærenemme Rita.”

Anyway, det er et pragtfuldt, stemningsfuldt og centralt sted at bo i Dublin, og værelserne er rigtigt fine. Morgenmad er desværre ikke inkluderet, men en ganske forsvarlig en af slagsen kan tilkøbes på et cafeteria på området til under 5 Euro. Værelser kan bookes på www.universityrooms.com

Continue Reading

Om udendørs julebelysning.

Her vil jeg, af af hensyn til alle læsere, undgå at oploade et billede. Enhver ved alligevel, hvad jeg skriver om.

I denne mørke tid opstår med usvigelig sikkerhed hvert år et akut–og for nogle helt utæmmeligt– behov for udendørs belysning. De fleste formår heldigvis at tøjle deres lyskædebehov og pynter rimeligt diskret et par forhåndenværende grantræer eller anden forefaldende vegetation. Med ensfarvede lys, forstås. Det er, efter min mening, hyggeligt og kønt.

Men så er der dem, der ikke kan få nok. Det er så, efter min mening, meget lidt hyggeligt og kønt. Jeg kører en del om aftenen, og det kan da nok være, at jeg tvangsindlægges til farmands overkulørte lysshow langs en hel del uskyldige landeveje. Samt i villakvarterer, hvor man i mange tilfælde frygter, at der er grusomt gang i en storbrand. Eller at en lokal farvefabrik er eksploderet.

Nogle mennesker kan simpelthen ikke få rensdyr nok. De holder tilsyneladende blinkende rensdyrflokke på taget og i baghaven fra midt i oktober til et godt stykke ind i det nye år. Som hyrder for alle disse rensdyr har de gerne overdimensionerede julemænd eller besynderlige afarter af havenisser.  Min personlige research omkring fænomenet har ledt til den konklusion, at de vigtigste fortrin for disse figurer er, at de er voldsomt overvægtige, at de på en –eller helst et utal–af måder kan blinke i et pænt udvalg af farvekombinationer, og at de meget gerne må kunne bevæge sig. Desværre ikke på en naturlig måde, men gerne rykvis og med den samme favoritbevægelse gentaget et par tusinde gange i løbet af en times tid.

Nogle går også kraftigt ind for lyd–men det er heldigvis ikke så mange. Endnu. Mht. lydentusiasterne så begrænser deres musikvalg sig desværre til 4-5 amerikanske juleklassikere afspillet med metallisk baggrundslyd. Her er White Christmas tilsyneladende populær som underlægningsmusik til rensdyr. Nu er det desværre ikke lige sådan, at hverken overvægtige julemænd, afartede havenisser eller alle de stakkels rensdyr har forstået det med takten i White Christmas. Musik og rensdyrboogie er ofte en smule ukoordineret. Jeg er dog sikker på, der arbejdes med problemet.

For min skyld må andre mennesker sådan set gerne have enhver form for fetich eller interesse. Bevares, nogle er da interessante for vi andre, men der ER altså menneskelige sider, man for min skyld ikke behøver udstille og skilte med. Denne overdrevne interesse for blinkende rensdyrflokke og nikkende julemænd er en af dem, der ligesom godt kan finde et rimeligt leje i baghaven eller haveskuret. Faktisk helst det sidste. Jeg mener: indendørs. Der er da flere ting, de fleste ikke sådan lige skilter med, at de er vildt begejstrede for. Så jeg kunne da helt diskret ønske, at disse lyskædedyrkere måtte indse, at deres brændende lidenskab måske ikke er så vildt og vanvittigt interessant for naboerne, som de lige går og tror. At det måske endda er en smule pinligt åbenlyst at udstille en ualmindeligt smagløs julebelysning.

Nok er min julepynt også fuld af gyselige smagløsheder. Men jeg holder den indendøre og generer ikke andre uskyldige, forsvarsløse mennesker med den. Gå dog om i haveskuret og blink af, mand! Der er sgu` ikke meget potensforlænger i rensdyrflokke!

Continue Reading

Tis endelig før Kolding!!

..hvis du er på vej ad motorvejen sydpå.

En lille servicemeddelelse: En af rastepladserne omkring Kolding (ingen nævnt, ingen glemt!) har fået den vanvittigt indbringende ide, at man nu skal betale 5 kr. for at få ret til at aflevere sit tis hos dem. Jeg ved desværre ikke, om der er pristillæg, hvis man skal aflevere mere.

Til gengæld får man så en fin billet, som giver en det privilegium at få 2,50 kroners rabat i butikken. Altså, først skal man betale 5 kr, så skal man (da forhåbentlig til den pris) tisse en ordentlig tår, og så skal man gå tilbage til butikken og finde en vare til over 2,50 kr. For hvis man ikke gør det, får man jo logisk nok ikke rabatten. Så inden man har set sig om–og fordi man vel altid er en lille smule udgiftssky–har man altså brugt over 20 kr. på noget så simpelt som at tisse+ det der åndsvage stykke chokolade til 25 kr. (Netto tager 10), som man bare var nødt til at investere i for at få de 2,50 kroner igen…….

Jeg ved godt, at sådan gør man i Tyskland, og at det sikkert er en særdeles indbringende forretning at momse folks tis. Men sådan gør vi altså ikke i Danmark. Det ligger simpelthen ikke til dansk mentalitet at lade sig snyde ikke bare en, men hele to gange, bare fordi man skal have tømt blæren. Det må F… være en menneskeret at tisse gratis på rastepladserne.

Eller også er det fordi, ingen alligevel køber noget i de der hundedyre kiosker ved motorvejen. Så bruger de simpelthen vores egen urin imod os som et våben til at lokke os ind i deres elendige forretninger med udsøgt høje priser.

Så: lav logistik på væskeindtag efter Vejle. Eller sørg for at få tisset af et godt stykke nord for Kolding. Det er så forbandet pinligt at skulle have advarselstrekanten ud i en grøftekant omkring Åbenrå……..

Continue Reading

Om “Gymnastik”.

Zentralbild Kohls 14.12.1963 Gymnastik-Parade 1963. Am 14. und 15. Dezember 1963 findet in der Berliner Dynamo-Sporthalle die Gymnastik-Parade 1963 statt. UBz: Die 1. Mannschaft der SC Dynamo Hohenschönhausen führte nach zwei Pflichtübungen bei der Jugend I.

Jeg er så gammel, at jeg stammer fra en tid, hvor “Gymnastik” var et skolefag. Vi lavede da også en del såkaldt gymnastik i timerne. Den slags foregik mest i takt til lærerens ret højlydte kommandoer og gik, så vidt jeg husker, primært ud på at rive diverse legemsdele af led efter tur. I alt fald kan jeg endnu mindes, hvad vi udsatte vores skuldre for–og det var ikke så lidt.

Vi spillede også bold. Gerne rundbold eller langbold–ret megen anden bold var ikke rigtigt opfundet for piger. Her skal det selvfølgelig indskydes, at gymnastik var et minutiøst kønsopdelt fag. Dengang havde drenge- og pigekroppe tilsyneladende vidt forskellige behov for motion, så drengene spillede primært fodbold eller lavede gymnastik, der var en del mere skuldervridende. Selv om man har svært ved at forstå, at det skulle kunne være muligt.

Når der skulle spilles bold, blev klassen 2 største gymnastiktalenter, som også gerne var gymnastiklærerens yndlingselever, sat til at vælge hold. Førstevælgeren (den bedste) og andenvælgeren (den næstbedste). De valgte så efter tur–og altid efter de øvrige elever gymnastikformåen–hold. Dengang var det nemlig absolut ingen pædagogisk hemmelighed, at det hele udelukkende gik ud på at vinde. Det var et adelsmærke at blive valgt som en af de første–og noget af et nederlag at stå tilbage som en af de sidste. Allerværst var det, hvis antallet af piger var ulige. Så stod den sidste tilbage, og gymnastiktalenterne måtte så enten acceptere at få overdraget restskrodtet mod deres vilje, eller tage et lille offentligt skænderi om IKKE at ville have Frk. gymnastikumulius.

Det var som regel mig. Jeg var en gymnastikkatastrofe og decideret boldspilshandicappet. Faktisk havde jeg ikke væsentlige motoriske udfordringer–jeg var bare doven. Det har aldrig sagt mig noget at vride mine skuldre af led, og jeg bliver altså ikke sønderligt mere opstemt eller gladere af at kaste rundt med en bold–eller endda kaste den efter andre. Jeg hadede gymnastik af et inderligt hjerte. Det er altså ikke sjovt hver gang at stå tilbage og være den, de andre “er nødt til at tage”. Heldigvis var det så, på sin egen omvendte måde, så tilpas traumatisk, at jeg i de fleste andre fag kompenserede helt utroligt. Det kunne jeg jo godt finde ud af–og det var sgu` da superfedt, at førstevælgerne så ikke altid var helt på forkant med stavning og engelsk grammatik.

Efter en række folkeskoleår som den evige skrotbunke var jeg så heldig, at jeg i gymnasiet fik en mandlig gymnastiklærer. Han havde absolut ingen adgang til pigernes omklædning eller, hvad der i denne sammenhæng er vigtigere, til at tjekke deres mere intime hemmeligheder. Så jeg bestemte mig af samme logiske årsag til, at mine gymnasie-gymnastikår skulle bestå af 3 års uafbrudt menstruation. Dengang var menstruation nemlig en lovlig og, endnu vigtigere, ikke-seddelpligtig undskyldning for ikke at have gymnastik. Så jeg sad altså på bænken i evige menstruationssmerter gennem samfulde 3 år og terpede latin (det betyder at lære den danske oversættelse udenad), skrev danske stile og sladrede med de andre menstruationsramte. Indrømmet, der var andre piger, der var næsten lige så blodskudte som jeg, så de havde nok også en traumatisk fortid som skrotbunke-aspiranter bag sig. For mig var det en frihed: Jeg kunne i ro og mag sidde og nyde mit evindelige, usynlige blod der på bænken og helt undgå enhver form for traumatisk fravalg.

Og så alligevel ikke. Mine folkeskoleår grundlagde en helt basal modvilje overfor enhver form for holdsport og faktisk også en stor modvilje mod at røre sig under andres kommando. Jeg gider ikke komme til kort, blive den sidste eller den, som ingen vil lege med. Det sidder dybt, dybt i mig. Jeg er helt sikker på, at det forklarer en stor del af min fitnesscenterfobi–jeg har faktisk endnu til gode overhovedet at overveje at åbne døren ind til sådan et sted. Jeg har heller aldrig i mit voksne liv indgået i nogen form for holdsport. Jeg er stadigvæk sikker på, at ingen gider have mig.

Når det så er sagt, så er traumerne jo heller ikke større, end at jeg kan leve med dem. For resultatet har jo bare, logisk nok, været, at al den motion, jeg skal dyrke, skal foregå på mine præmisser, i mit tempo og meget gerne alene. Hvis der skal løbes, er det MIG, der sætter farten, og hvis der skal gås, må andre da gerne gå med, men det bliver på mine betingelser og med min kadence. For mig ville en fitnessinstruktør eller en løbecoach bringe alt for mange dårlige minder fra nogle forkvaklede gymnastiktimer i folkeskolen frem. Og jeg er nok–desværre– ikke den eneste gymnastikumulius fra min generation, der har det sådan!

Jeg har endda tænkt på et nyt ord for, hvad der senere skete for alle os, der i gymnastiktime efter gymnastiktime med lærerens godkendelse blev valgt fra–eller i alt fald ikke valgt, men det er vel jævnt hen det samme. Mange af os blev motions-individualister. Det er blevet vores lille måde at vælge os selv TIL. Og på vores enmandshold er vi helt upædagogisk åbne omkring, at det udelukkende gælder om at vinde. Over os selv og vores gymnastikale fortid.

Continue Reading

Tusind tak til amerikanerne.

black-1271449_960_720

Det var uhyre hensynsfuldt af de såkaldte “Pilgrim fathers”, at de omkring 1620-erne begyndte at fejre Thanksgiving som tak for veloverstået høst. Detailhandlen i Danmark har millioner–såvel kunder som penge i omsætning– at takke dem for. Ligeledes er det da også meget, meget sjovere at klæde sig ud i afrevne skeletdele og huje rundt end at gå i kirke og i stilhed mindes årets afdøde på Allerhelgensaften. Altså sådan som den danske skik er og har været. Valentinsdag bør vel også nævnes–den er (efterhånden!) blevet en parodi på 5 timers intensiv pladderromantik.

Fælles for alle tre importerede mærkedage er, at de i oprindelse er (mere eller mindre) amerikanske, og at deres hovedformål soleklart er at øge omsætningen i butikkerne. Hverken mere eller mindre. Vi har tilsyneladende ukritisk taget dem til os, og som vi dog opper os for at fejre amerikanernes “helligdage” med uhæmmet forbrug. Jeg har, af ren og skær nysgerrighed, spurgt flere om, om de ved,  hvorfor de går i skelet, forbruger helt vanvittigt eller pludselig oplever en dags nyforelskelse i partneren. Jeg må desværre konkludere, at nærmest ingen aner bare et lille nøgleben om det, og at de fleste i øvrigt er bedøvende ligeglade. Eller også har de ikke tid til at bekymre sig–der skal jo være tid og kræfter til umådeholdent forbrug.

Alle disse kulturimperialistiske såkaldt “helligdage” giver mig en rigtig dårlig smag i munden, og jeg bliver forarget over, at så fortvivlende mange hopper med forbrugsbølgen. Meget ofte de samme mennesker, som med samme sammensnerpede forargelse foragter alt, “hvad der ikke er dansk”. I min optik rimer det meget dårligt. Eller er det bare sådan, at alt, hvad vi uforvarende udsættes for fra amerikanerside, er helt OK, mens der da ellers nok er andre lande, hvis skikke vi kun har foragt overfor?

Det er den ene side af problemet. For mig at se skubber disse mærkedage “from over there” også klart og tydeligt til vores egne. Fastelavn er ikke, hvad Fastelavn var, da jeg var barn. Måske fordi det nu engang er lettere at markedsføre med mastodonter derovre på den anden side af Atlanterhavet i ryggen? Og har de nogensinde hørt om Fastelavn? Og hvad er der blevet af den flotte, stemningsfulde fejring af Allerhelgensaften?

Endelig ville jeg meget nødigt være selvstændig med en mindre butik og tvunget ud i såvel rabatter som personalelønninger på Black Friday. Jeg tror, den er MEGET black for mange små butikker. Det må vist mest føles som at få skellettet revet i tusinde dele for dem hele december, når al julehandlen skal fyres af på en dag med procenter og lønninger til ekstra personale.

Selvfølgelig betyder det intet i den store markedsmekanisme og omsætningen, at jeg ikke kaster mig frådende ud i forbrugsfesten denne ene dag. Men så må jeg jo nyde det, når jeg helt alene går rundt i min julepyntede by resten af december og har alle forretningerne for mig selv. Og når jeg så kommer hjem til mig selv, kan jeg nostalgisk mindes min barndoms fastelavner og vælge at sætte mig ud i en stor, tyst skov d. 31. oktober, mens jeg i stilhed holder en anstændig Allerhelgensaften.

Det, jeg ikke kan klare, er det forfærdelige, indbyggede diktatur, der ligger i markedsmekanismerne. Mit forbrug skal ikke styres af amerikanske ikke-helligdage og multinationale forbrugsmekanismer. Og hvis nogen troede, at alt dette halløj var af etnisk dansk afstamning, så tog de da så grueligt fejl. Man kan så bare håbe, at de samme nogen for fremtiden vil vise samme åbenhjertige og imødekommende holdning overfor andre fremmede skikke! Men det er nok for meget at håbe på, hvis samme skikke ikke indeholder utallige elementer af umådeholdent forbrug.

Continue Reading

Den årlige pilgrimstur.

I går var jeg på den årlige pilgrimstur med en veninde. Vi vandrer ikke i knoldede, bjergrige landskaber i det sydlige Europa eller klarer Hærvejen over nogle dage. I det hele taget er det overhovedet intet asketisk over vores færd, og vi bliver næppe ret meget klogere hverken på os selv eller verden undervejs. Turen foregår da også altid i bil, og vi foretrækker faktisk en god, stor og rummelig model.

Vores personlige Mekka ligger nemlig lidt syd for landegrænsen og det endelige slutmål, belønningen, er kassen hos Fleggaard. Som tusindvis af andre danskere tager vi nemlig på juleindkøb i det eneste landfaste naboland. Og det tager vi yderst seriøst. For at købe ind til jul er en alvorlig ting, der absolut kræver såvel fordybelse, kræfter og tålmodighed. Faktisk så strabadserende, at vi altid har fortjent en god frokost bagefter.

Normalt er jeg sådan rimeligt fornuftig i mine indkøbsvaner. Jeg synes ikke selv, jeg er udpræget udgiftssky, men en smule påholdende og standhaftig overfor tåbelige tilbud. Det fordufter for vintersolen, når jeg er på udenlands juleindkøb. Så går jeg amok. Det er rent ud sagt utroligt, hvad jeg pludselig er fuldt overbevist om, at min familie umuligt kan have en anstændig jul uden. Jeg smider chokolade, andet slik og drikkevarer i indkøbskurven og hiver ned af hylderne som en gal blæksprutte. Hvert eneste tilbud lokker mig, og i går måttet jeg Gudhjælpemig gå ind i butikken to gange for overhovedet manuelt at kunne flytte alt det, jeg tilsyneladende mente, var et absolut jule-eksistensminimum. Oven i mit hoved suser mantraet “Det er jo billigt.” rundt, og så længe det er billigt, er det tilsyneladende fuldstændigt overflødigt at overveje, om vi overhovedet har en minimal chance for at få os kæmpet igennem alt det slik. Vi skal virkelig gøre os umage og helt konkret holde jul til godt og vel påske for at få spist op.

Det hænder, at jeg under min personlige hærgen også må standse op for at få vejret igen, og så kommer jeg til at kigge på mine med-pilgrimmes indkøbsvogne. De ligner, med enkelte forskelle i personlige slikmærke-preferencer, fuldstændigt min. Faktisk kunne jeg sagtens komme til at tage en af deres ved en fejltagelse, betale for lortet og først erkende fejlen, når jeg kom hjem og opdagede, at jeg havde købt marcipanbrød. Det kan jeg nemlig ikke lide, men det ville nok være den eneste, mærkbare forskel.

For hvert år i november/december opstår der nemlig en særdeles benyttet pilgrimsrute fra enhver afkrog af Danmark til det forjættede luksusvareland dernede sydpå. Vi køber ikke nye vandrestøvler, men nye trailere. Vi oplever ikke forklarelsens lys og den indre ro undervejs, men det kan da nok være, at vi opnår en yderst udsøgt tilfredsstillelse, når bilen og traileren bugner af billige øl og marcipan fra Lübeck. Det er som om, vi bare MÅ  over den grænse, tage den i ed, for at det kan blive en ordentlig jul.

Jeg vil slet ikke kommentere på danske afgiftsregler. Mit lille pip vil vist hverken gøre fra eller til. Jeg kan bare konstatere, at i disse dage sørger en lang og meget beslutsom karavane af danske jule-pilgrimme for en særdeles mærkbar omsætningsstigning i vores naboland. Vel og mærke en pilgrimsflok der i disse dage er uhyre ukritiske med hensyn til deres indkøb. Men alle de små sjæle har på deres egen dyre måde fået fred.

Continue Reading

Irlands vilde vestkyst. V.

3762025_96bf8edc

Westport.

Westport er sådan en by, man falder for. Hvis en by kan være sød, så er Westport sød. Nærmest nuttet med sine pastelfarvede huse, talrige udendørs potteplanter og små, sjove og finurlige butikker. Der er selvfølgelig mange turister, der er faldet for Westport, men heldigvis virker byen aldrig overrendt og slidt.

Westport har omkring 5000 indbyggere og er faktisk en af de eneste byer i Irland, der er bygget efter stringent byplanlægning. Her er alle veje lige og mødes på charmerende torve. Derfor er det uhyre let at finde rundt. Ellers kan man også bare bruge byens utallige restauranter og pubber som pejlemærker. Den mest kendte af dem alle er nok Matt Molloy`s, som ejes af et medlem af gruppen The Chieftains. Her spilles gedigen irsk folkemusik. Det gøres der nu også adskillige andre steder i byen.

Lige udenfor Westport ligger det sagnomspundne, hellige bjerg Croagh Patrick på 764 meter. Det var her, Irlands skytshelgen St. Patrick engang sad og fastede i 40 dage, mens han forsøgte at finde sig selv. Den historie er ligesom hørt før. Men for at mindes tidligere tiders version af mindfullness, vandrer, kravler, stavrer og går ca. 40.000 troende irere op ad bjerget på den årlige pilgrimsfærd den sidste søndag i juli.(Reek Sunday). Det er dog også muligt at bestige bjerget udenfor pilgrimssæsonen, og det er, trods strabadser og behov for fornuftigt fodtøj, en meget, meget smuk tur. Guide tilrådes dog.

Westport er indbegrebet af irsk postkortidyl uden at være vammel. Måske er man stopmæt efter en dags tid–men så kan man jo altid slå en tur op ad Croagh Patrick og finde ny luft–og et par vabler.

Continue Reading

Nostalgiens holdeplads.

dsc01067

Så skal der pyntes til jul! Heldigvis ikke i den overdrevne stil, der var kutyme, da børnene var små. Dengang var det noget med, at ethvert nissefrit hjørne var spild af god nisseplads, og alt, hvad der havde blot et minimum af pynteværdi, med garanti nok skulle finde et synligt hjem.

Jeg er, med årene, blevet lidt mere mådeholden. Af to grunde: 1) hvem er det lige, udover mig selv, jeg pynter for? og 2) lortet skal jo for F… ned igen, og jeg hader den der nytårsdag, hvor alt er så uendeligt trist, når al flitterstadsen er vandret hjem til loftet.

Pyntetid er også nostalgitid her i huset. Det meste af pynten har jo sin egen helt specielle historie. Den repeterer jeg så lige en gang om året, mens alt med sandt millimeterdemokrati bliver sat præcis samme sted som sidste år. Og forrige…

Det meste af min julepynt er virkelig grimt. Altså virkelig, virkelig smagløst. Som nu f.eks. nisserne på billedet, som moster Karen og mormor selv har strikket i tidernes morgen, da striknisser havde deres storhedstid og for hærgende gennem de små hjem. Ikke nok med at de er noget udfordrede rent udseendemæssigt, men de trænger faktisk også til et hårdt tiltrængt julebad og har væsentlige problemer rent huemæssigt. Men op skal de. For de er en så umiskendelig del af julen her i huset, så jeg nærmest ikke tror, det kan blive jul, uden at de skal sidde på deres retmæssige pladser og nedstirre anden. Jeg ville slet ikke kunne overskue, at børnene skulle komme hjem til jul og til deres forfærdelse opdage, at en nisse var rendt af sin årevise plads. Jeg tror, det ville blive en forfærdelig traumatisk oplevelse for dem.

Julekalenderen foran er en lidt anden historie. Det er min barndomskalender, som jeg stadig trofast hænger på det samme sted hvert år. Jeg har forlængst opgivet, at nogen barmhjertig sjæl overhovedet ville få den tanke at hænge en pakke på den. Men den har været en del af min personlige jul siden 50-erne, og det skal den blive ved med at være. Skægt nok har den vokset sig trendy de senere år. Det er nu sket uden min medvirken, men det er da lidt sjovt, at man sådan helt uforvarende er blevet indehaver af et stykke trendy julepynt. Jeg tvivler dog stærkt på, at samme skæbne vil overgå nisserne.

Og sådan er det vel med julepynt. Selv fornuftige mennesker med udsøgt smag og flotte, stringente hjem med masser af æg og PH-lamper plastrer hvert år deres bohave ind i fortidens rædsler og moster Annas klokkestrengeforsøg. Grimheden kender ingen grænser, og gensynet skaber umådelig glæde hvert eneste år. Selv havenisserne får en kort renæssance, og plastic oplever pludseligt at blive in sammen med malede glaskugler i relativt uheldige farver. Nogle går endda til yderligheder og tillader perlebroderede klokker, men da ingen i min familie har kastet sig over den hobby so far, kan jeg heldigvis med god samvittighed undgå netop den udfordring. Gennem årene har –lige så heldigvis–et vist svind og forfald ramt de hjemmelavede børnehaveprodukter, som også i årevis har været en del af udsmykningen. Man kan jo stadig huske det glade og stolte barneansigt, der afleverede dem. Samt sin egen indre slåen knuder sig selv og indestængte raseri overfor pædagogerne.

Så julen er nostalgiens holdeplads. Der hvor vi går amok i smagløshed og gamle minder. Og forsøger at fastholde alle de forgangne jule, som bare var så gode, gavefyldte og tilsneede. Hvis der er noget, der er for fastholdere, så er det jul. Den skal simpelthen bare være præcis, som den plejer, og ingen forkrøblet julenisse skal fravige sin vante plads. Der er sådan en dejlig indbygget tryghed i julen. Når mormors og moster Karens nissefamilier er på plads, så kan det ikke gå galt.

Jeg ved godt, at man kan investere sig arm i æstetisk designerjulepynt. Det har jeg også prøvet at gøre. Det virker bare ikke for mig. Det er smukt, det klæder mit hjem, og det kommer gerne op et år eller to. Men så er det bal så også ovre…..  Det er jo ikke MIG og MIN jul.  “Rør blot ikke ved min gamle jul.”

 

Continue Reading

Jeg er (blevet) en god kunde.

cart-148964_960_720

Her i min spirende alderdom og semi-pensionisttilværelse er jeg gået hen og blevet en god kunde. Jeg har nemlig bildt mig selv ind, at jeg har fået tiden til at være det. Med tidsmæssigt overskud kommer tålmodigheden og venligheden til som sidegevinst. Det var i alt fald min første tese.

Førhen troede jeg aldrig, jeg havde ordentligt tid til at handle. En tur i supermarkedet var en pligtforanstaltning, der udelukkende havde til hensigt at erhverve nogle rimeligt lødige fødevarer til at kaste ind i en del sultne munde. Oftest var det en stressbelastet ting, der bare skulle overstås. Og oveni var det yderst ubehøvlet af andre mennesker, at de gerne valgte de samme tidspunkter til deres indkøb og derfor genererede lange køer foran kassen udelukkende for at genere mig. Indrømmet: Jeg har snerret af mange kassepersoner, diskret og i utålmodighed småsparket til mange indkøbskurve, sendt mange himmelvendte blikke samt været forfærdeligt hurtigt på aftrækkeren for at blive den allerførste, når en ny kasse blev åbnet.

Det er så gået over. Jeg har nemlig (måske?) fået tid til at lægge den slags dårlige manerer bag mig. Nu siger jeg både “hej” og “god dag” til kassepersonen. (Ikke “fortsat god dag”, for det kan faktisk godt være en udspekuleret fornærmelse, hvis den, han/hun har haft, har været exceptionelt shitty!). Jeg smiler også, for jeg kan jo godt huske, hvordan det var at have sådan en kunde som mig–og jeg kan med al tydelighed spotte adskillige af dem i køen bag mig. Jeg stormer ikke over til enhver nyåbnet kasse, mens jeg tordnende fejer bedstemødre, gangbesværede og småbørn ned. Nej, jeg venter på, det bliver min tur. Jeg har endda overvejet, om jeg på forhånd skulle sige pænt undskyld til alle dem, der står i køen foran mig, fordi jeg jo fra adskillige års erfaring ved, at når jeg stiller mig i en bestemt kø, så vil der uvægerligt opstå problemer ved kassen. Umærkede varer, skiftning af kassebon, huller i melposer og andet diverse. Det er jo ikke andre menneskers skyld, at de uforvarende har stillet sig i den kø, der bare ved min blotte tilstedeværelse er dømt til at gå i stå. Jeg roder heller ikke længere helt ukontrolleret i tilbudsvarerne. Hvis ting falder ud af deres æsker og kasser, så har jeg masser af tid til at lægge dem tilbage på deres rette plads. Det gælder også den slags varer, hvor man først har taget en, og så senere finder ud af, at den er på tilbud længere fremme i butikken. Her stiller jeg pænt den først angrebne tilbage på sin retmæssige plads, inden jeg går videre. Jeg dumper den ikke på det nærmeste hyldehjørne.

Selv ved flaskeautomaten har min opførsel ændret sig betydeligt. Jeg sender ikke længere himmelvendte øjne eller danser stepdans af utålmodighed, når kunden foran mig har over 10 flasker eller bare helt har misforstået konceptet flaskeautomat. Nej, jeg venter pænt, eller giver uopfordret og med et smil et lynkursus i at vende flaskerne den rigtige vej. Jeg kan endda gribe mig selv i at smide andre menneskers fedtede flaskeposer i skraldespanden, når de–som jeg jo nok gjorde–bare glemmer dem i den nærmeste krog.

Det underlige er så bare, at jeg faktisk ikke tror, det tager mig længere tid at handle. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg er blevet en god og venlig supermarkedsstøtte, fordi jeg har fået tid til at være det. Fordi der ikke er så mange andre ting, jeg også skal nå. Tidsmæssigt holder den bare ikke, så mangel på tid kan næppe være den fulde undskyldning for at opføre sig som en røv i supermarkederne.

Jeg vil ønske, andre måske kunne overveje at lave en lille test omkring deres tidsforbrug  omkring dagligvarehandel. Tager det virkelig længere kostbar tid at handle anstændigt og menneskevenligt? Og væsenligt kortere at opføre sig som en flyvende røv med indkøbsvogn, himmelvendte øjne og dyb foragt for kassepersonalet?

Continue Reading
1 2 3 6