Hvorfor blog?

Forleden blev jeg spurgt om, hvorfor jeg overhovedet skriver denne blog. Det gør jeg først og fremmest, fordi jeg ikke kan lade være. Jeg er nødt til at gøre noget konstruktivt med alle de ord, der pibler ud af mig. Gøre noget VED dem, bruge dem, få orden og struktur på dem. Men der er også mange andre årsager.

Jeg kan godt lide at skrive. For mig er ord ligesom modellervoks eller tomme lærreder. De kalder på mig og insisterer på at blive anvendt. De vil skabes–de vil leve. De vil gå fra at være intetsigende enheder til at skabe en mening. Jeg former og maler med ord. Ord er også min måde at bringe orden i kaos. Hvis jeg tumler med et problem og skal have orden i uordentlighed, så skal jeg skrive mig ud af det. Det svarer vel mere eller mindre til alle de mennesker, der maler. Jeg skriver “det” ud–de maler “det” ud. Jeg tror på, at ord og lærreder på deres egen måde er fremragende sikkerhedsventiler–men også på, at vi alle har vores egen lille måde at komme af med tingene/få dem struktureret. Hvad enten vi maler, skriver eller noget helt, helt andet.

Og når jeg så alligevel ikke kunne lade være med at skrive, var det jo oplagt at finde en målgruppe, som måske gad læse mine skriblerier. Jeg har absolut ingen kommercielle mål i tankerne og kan heller ikke med opbygning af min allerstørste portion fantasi forestille mig, hvem i alverden, der ville annoncere for hvad i alverden på denne blog. Målgruppen var uendelig let at definere, for jeg nægter at skrive om ting, jeg ikke ved noget om. Så bliver jeg usikker, vævende og utroværdig–og det keder mig. Men jeg ved altså noget om at være kvinde på 60+, for det ER jeg jo. Derfor kalder jeg også bloggen Guldsøstre. Navnet kommer af klicheen “det grå guld” (sic!) og den “søstersolidaritet” (hader denne anakronisme af et ord, men kan ikke finde andet), vi forhåbentlig stadig har tilbage.

Tilligemed havde jeg (helt indrømmet!) set mig lidt muggen på det udvalg af blogge, der ligesom var på markedet. Der var ikke meget for 60+-erne. Blogge er tilsyneladende et ungdomsfænomen, og kvinder over ca. 55 formodes at være blogignoranter. Der ligger flere ting i det: 1) det kan da ikke passe, at kvinder på min alder ikke læser blogge. Statistisk set er det da dem, der læser allermest–+ har tiden til at læse. 2) hvis de ikke læser blogge, så er der nok en anden årsag til det. I min optik ligner den, at bloggene er uinteressante og måske ikke rammer dem (kvinder på 60+ er nemlig uhyre bevidste om tidsspilde!) 3) det kan jeg godt forstå. Min lyn-udbudsanalyse viser med stor tydelighed, at de fleste blogge handler om: mad, mode, have, livsstil generelt, skønhed og håndarbejde–give and take a little. Det er derfor, jeg prøver at lave en blog, der absolut ikke handler om disse ting.

At lave en blog, der IKKE handler om disse ting, er selvfølgelig en satsning. Eller–i mit tilfælde–en nødvendighed. Jeg ved ikke tilstrækkeligt om dem. MEN–og her kommer så den, der også skal klemmes ud mellem sidebenene: Det kan da ikke passe, at vi kvinder ikke interesserer os for andet end det? Det kan da simpelthen ikke passe, at flertallet at 60+ kvinder i Danmark går rundt og tænker på mad, mode, håndarbejde og have det meste af tiden? Jeg nægter at tro på det. Samtidig nægter jeg også at tro på, at jeg er den eneste, enlige svale, der har en forsvindende lille interesse for netop de områder. Og vil man vide mere om dem, er der jo et kanonstort udvalg af andre meget mere kvalificerede blogge.

Endelig er min blog også et opgør med den ungdomsfiksering, der bliver mere og mere tydelig i vores samfund. Den er en måde at overbevise i alt fald mig selv om, at der er masser af sprudlende, positivt liv efter de 60. Jeg interesserer mig ikke for præcis de samme ting, som da jeg var væsentligt yngre, men jeg lever i min alder og har det rigtigt godt med det. Jeg nægter at lade mig alderstyrannisere ud af meningsmarkedet.

Og hvis nogen gider læse om–og genkende–hvordan det er at være 60+ kvinde, så er det rigtigt fint. Og gør mig lidt glad.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *