3 generationer af puds og stryg.

Min mor var meget dygtig til at stryge. Hun strøg sengetøj, duge–ja, faktisk alt hvad der var strygbart. Det var en æressag for hendes generation, at alt var velstrøget. Og at score så lavt som muligt på sjuskeskalaen. Jeg husker endnu det monstrum af en strygerulle, der huserede nede i vores kælder. Sådan en havde mange såkaldte husmødre, og den blev flittigt brugt. Når tøjet så var strøget–og her tales specifikt om sengetøj og duge–så var det heller ikke ligemeget, hvordan det blev foldet og lagt sammen. Der var klare, ufravigelige regler for såvel dug- som sengetøjssammenlægning. De fleste husker nok, hvordan det at lægge et lagen sammen krævede en styrke på mindst to mand, samt hvor uendeligt kedeligt det var at være dagens udkommanderede.

Ligeledes blev der pudset. Sølv, kobber, messing og alt, hvad der var pudsbart. Især i forbindelse med fejringer og store helligdage gik huset i Brassomode. Det kunne faktisk tage det meste af en dag at pudse sig igennem den rørlige formue i metal. Og der blev ikke sjusket–hver eneste lille frugtkniv fik en omgang, inden den blev genplaceret på sin vante plads i skuffen. For nypudset at afvente endnu en strålende jul. Dengang var det fede dage for Brassofabrikanter. Det er det nok ikke mere.

Jeg hader at stryge og pudse. Det kolliderer med mit temperament at bruge tid på det, og jeg keder mig. Mit sengetøj ville få et realitetschok, hvis det så en strygerulle, og rent lavpraktisk kan jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er ovenud tåbeligt at bruge tid på at stryge noget, som jeg alligevel har genkrøllet ca. ½ time inde i søvnen. Bevares, jeg elsker nystrøget sengetøj, men det må være en af de frynsegoder, jeg betaler mig fra, når jeg sover på hotel. Ikke andet. Mit kobbertøj (har altid undret mig over, hvad relationen mellem metaller og “tøj” er. Jeg mener “kobbertøj”, “sølvtøj”, “messingtøj” etc. Der må være en forklaring.) aner ikke, hvad Brasso kunne indebære for dets udseende, og mit ikke-eksisterende arvesølv oplevede det såmænd heller ikke gennem de år, det boede hos mig, inden nogen tvangseksporterede det syd- eller østpå om natten. Jeg er simpelthen stryge/pudseignorant.

Men den er alligevel længere. Det, at jeg overhovedet tænker på det/skriver om det, beviser vel, at det har en plads i min hjerne. Det at jeg føler, jeg skal forsvare mit fravalg. Nu er det jo ikke sådan, at jeg rammes at akut stressfremkaldende traumer, når jeg konfronteres med mine ustrøgne lagner, men jeg har gennem hele min barndom lært, at graden af velstrøgethed og velpudsethed indirekte fortalte omverdenen noget om mig. Om hvor jeg befandt mig på sjuskeskalaen. Sådan noget sidder i en, og jeg ville i den grad ønske, at jeg kunne få gjort kål på den lille snert af dårlig sjuskesamvittighed, der stadig, dog sjældent, kan overfalde mig. Det sker oftest, når jeg uforvarende får et glimt af mit grønne kobber.

Og så er vi ved næste generation. Jeg vil ikke påstå, at min datter tror, kobber er grønt, og at det er løgn, at lagner kan stryges. Men jeg vil gerne påstå, at det slet ikke er en del af hendes univers overhovedet at indgå i spekulationerne. Hvad skulle hun det for? Hun er heldigvis langt fra den generation af kvinder, der målte hinandens stryge/sammenlægnings/pudsekvalifikationer på sjuskeskalaen. Det er helt andre ting, der er på dagsordnen.

I nogle sammenhænge er det svært at være mellem- eller overgangsgenerationen. Det er som regel dem, der lander med aben og den dårlige samvittighed. Fordi de både er fanget af det gamle og ikke rigtigt tør bekende sig 100% til det nye. Så det må være mit lod at boltre mig mellem mit ustrøgne sengetøj og mine upudsede andre former for “tøj”, mens den der lille abe stadig stikker sit grimme hoved frem engang imellem. “Sjuske”, siger den!

You may also like

Skriv et svar