Om (falsk?) beskedenhed.

Jeg er opdraget til at være beskeden. Jeg tilhører en generation af kvinder, hvis mødre lærte dem, at beskedenhed var en dyd (ikke den vigtigste, den sad mellem benene!). Da jeg var barn, havde vi et længere katalog af ord for at være ubeskeden. Det var næsten som grønlændernes påståede 20 (?) ord for sne. Der var nemlig forskel på, i hvor høj grad man var ubeskeden, og hvilke områder man var ubeskeden på. Man kunne f.eks. være næbbet (svare de voksne igen), man kunne være for langt fremme i skoene ( her er vi ovre i den ubeskedne seksualitet) eller man kunne være sig selv nok (det var som regel noget med antallet af kager). Man kunne også føre sig frem (man det var kun dem, vi ikke kunne lide, der gjorde det!).

Pæne piger var pr. definition beskedne. De ventede, til det blev deres tur, samt lærte ofte at det var totalt ubeskedent at være stolt af at være rigtigt god til noget som helst. Hvis man havde fået gode karakterer i skolen, var det som regel “ikke noget særligt”, eller man var “kommet op i lige det, man kunne”. (Selv om man havde slidt røven ud af bukserne!). Hvis man havde fået en ny beklædningsgenstand,som andre kunne lide, så var det “bare en man lige havde fundet”. (Selv om den F… både var flot og hundedyr!). Og var der kun 1 kage tilbage, var man “slet ikke sulten mere”. (Selv om man måtte gøre vold på sig selv, for at andre ikke skulle se det savlende mundvand).

Beskedenhed er et uddøende karaktertræk. Dengang var det modsatte af beskeden, ubeskeden. Det er det ikke mere. Det er ikke moderne at være ubeskeden, men det er altså endnu mere umoderne at være beskeden. Eller–man kommer ingen vegne med beskedenhed. Man bliver simpelthen glemt i en verden af selvpromovering.

Det ER altså svært at gøre vold på sin nedarvede beskedenhed og forsøge at gøre opmærksom på sig selv. For vi har jo lært, at det gør pæne piger altså ikke. Alternativet i verden i dag er dog fuldstændigt at blive overset. At blive den grå eminence, som ingen aner eksisterer, og ingen derfor lytter til. Den totale glemsel og meningstomhed.

Da jeg startede denne blog og i ren ubeskedenhed (der var den igen!) syntes, at det kunne være sjovt, om bare et par andre ville læse den, måtte jeg virkelig sluge enorme portioner selvkritik, angsten for at føre mig frem og hele kataloget af årsager for, hvorfor det var en formidabelt dårlig ide, inden jeg turde komme med et lille, spædt pip ude på de sociale medier. Det var ikke næbbet, det var ikke at være for langt fremme i skoene, det var heller ikke at være mig selv nok–men det var–i mit beskedenhedskatalog!–i den grad at føre mig frem.

Nu har jeg så taget det første skridt–jeg har ført mig frem. Jeg har gjort op med en lille portion beskedenhed. Og–Gudhjælpemig!–det gjorde ikke ondt, og jeg fortryder det ikke.

Måske skal jeg bare skide højt og flot på min beskedenhed? Men så let er den desværre ikke……..

You may also like

Skriv et svar