Gode råd til rejsen med DSB.

Indlægget skulle have været ledsaget af et billede af en køreplan. For at illustrere, at de oftest er vejledende. Jeg havde ikke et sådant, så her er i stedet et vejledende billede af et tog i en by i Rusland.

Jeg rejser temmelig ofte med DSB mellem landsdelene, og da jeg kan forstå, at netop det firma modtager en del kritik for tiden, vil jeg her prøve at komme med enkelte, forhåbentlig anvendelige, råd til, hvordan man kan forsøge at overleve rejsen.

1) Vær opmærksom på skinnelægningen, inden du bosætter dig. Flere mellemstore provinsbyer (på over 25.000 indbyggere) er ikke-eksisterende i DSBs logistik. De vælger at have station i den nærmeste flække i stedet. Hvis du ved, at du skal køre en del i tog, er det derfor, logistisk set, bedre at vælge flækken. Det er sikkert også billigere.

2) Bestil altid billetter over nettet. DSB-kiosker er et barndomsminde af den slags, man kan fortælle lange historier om til måbende børnebørn. Og billetautomaterne fungerer som enarmede tyveknægte. Der er “one in a million” chance for at vinde en billet. Den mest hyppige gevinst er “Out of order.”

3) Kør Orange. Hvis tidspunkter ikke er væsentlige, så spar MANGE penge. Eller køb billetten på Deutsche Bahn. Det er billigere at rejse fra Flensburg til KBH end fra Kolding til KBH. Og der er vel ingen fra Kolding, der er stupide nok til at køre til Flensburg for at stå på toget der, selv om billetten siger det!

4) Provianter forsvarligt. Det er ikke muligt at købe noget som helst i toget, så en rimelig madpakke til Fyn (der er alligevel ikke ret meget at se på) er nødvendig. Men spar endelig på drikkevarerne. Kend din blære og indtag præcis den mængde væske, der ikke giver problemer undervejs. Husk her altid at kalkulere med 20-30 minutters forsinkelse og vær forberedt på overtryk pga. samme på ca. 1/4 af rejserne. Hvis toiletbesøg er nødvendigt, så klar det inden Valby, hvis toget udgår fra KBH H. Hvis du står på Sønderborgtoget til KBH i f.eks. Vojens eller Kolding–forget it! Alle de andre passagerer har tilsyneladende absolut ingen toiletpli, er synshandicappede eller har basale fejl på motorikken. Eller: det er beundringsværdigt, hvor fabelagtigt sikkert, de kan ramme ved siden af. Eller: her afholdes brætpissernes daglige generalforsamling.

5) Sørg for at komme i den rigtige togstamme. Mange tog deles undervejs, og DSB har en lille selskabsleg, der går ud på, at man selv skal gætte, om det er i Odense, Kolding eller Fredericia, at toget deles. For at sætte ekstra kulør på denne og skabe lidt spænding, aflåses togstammerne hermetisk i rigtig god tid, således at uopmærksomme passagerer ikke har den fjerneste chance for at nå deres oprindelige endemål. Så tjener de selvfølgelig også penge på returbilletten.

6) Hvis du ikke behøver at snakke/er sammen med nogen, så sæt dig i en stillezone. Somme tider er det ubegribeligt, hvad man kan blive indviet i, hvis man helt uskyldigt placerer sig i en almindelig vogn. Jeg sad engang ved siden af en mand, der ringede til sin kone og sagde, at nu ville han skilles. Jeg kunne så fornemme, at hun var en smule uenig, så ca. Middelfart-Slagelse (med en tiltrængt pause i tunnelen) fik jeg såvel et ganske godt indblik i deres (lad os bare sige lidt dysfunktionelle) ægteskab på godt og ondt samt deres sexliv– på ondt. Rejser man sidst på dagen, er der på visse strækninger også en ret klar overvægt af de mere øllede typer. Jeg har–helt udenfor statistik–noteret mig, at de fleste af dem enten står af i Kolding eller rejser mod Esbjerg. Men det er selvfølgelig ikke DSBs skyld. De er jo nødt til at tage alle de passagerer med, der, trods alt, vælger at rejse med dem.

7) Tag tøj på–eller med–til alle årstider. Selv om de fleste danskere–nærmest instinktivt–ved, at vores land har 4 årstider med relativt forskelligt klima, så er det ikke basal almenviden hos DSB. Vær forberedt på, at normal dansk stuetemperatur sjældent opnås i togvognene. I stedet skal der altid gås til ekstremer. Og det er fuldstændigt umuligt på forhånd at vide, om du skal ristes eller fryses, men vær forberedt på, at du ikke undgår at blive en af delene.

Rigtig god rejse.

You may also like

Skriv et svar