Jeg er (blevet) en god kunde.

Her i min spirende alderdom og semi-pensionisttilværelse er jeg gået hen og blevet en god kunde. Jeg har nemlig bildt mig selv ind, at jeg har fået tiden til at være det. Med tidsmæssigt overskud kommer tålmodigheden og venligheden til som sidegevinst. Det var i alt fald min første tese.

Førhen troede jeg aldrig, jeg havde ordentligt tid til at handle. En tur i supermarkedet var en pligtforanstaltning, der udelukkende havde til hensigt at erhverve nogle rimeligt lødige fødevarer til at kaste ind i en del sultne munde. Oftest var det en stressbelastet ting, der bare skulle overstås. Og oveni var det yderst ubehøvlet af andre mennesker, at de gerne valgte de samme tidspunkter til deres indkøb og derfor genererede lange køer foran kassen udelukkende for at genere mig. Indrømmet: Jeg har snerret af mange kassepersoner, diskret og i utålmodighed småsparket til mange indkøbskurve, sendt mange himmelvendte blikke samt været forfærdeligt hurtigt på aftrækkeren for at blive den allerførste, når en ny kasse blev åbnet.

Det er så gået over. Jeg har nemlig (måske?) fået tid til at lægge den slags dårlige manerer bag mig. Nu siger jeg både “hej” og “god dag” til kassepersonen. (Ikke “fortsat god dag”, for det kan faktisk godt være en udspekuleret fornærmelse, hvis den, han/hun har haft, har været exceptionelt shitty!). Jeg smiler også, for jeg kan jo godt huske, hvordan det var at have sådan en kunde som mig–og jeg kan med al tydelighed spotte adskillige af dem i køen bag mig. Jeg stormer ikke over til enhver nyåbnet kasse, mens jeg tordnende fejer bedstemødre, gangbesværede og småbørn ned. Nej, jeg venter på, det bliver min tur. Jeg har endda overvejet, om jeg på forhånd skulle sige pænt undskyld til alle dem, der står i køen foran mig, fordi jeg jo fra adskillige års erfaring ved, at når jeg stiller mig i en bestemt kø, så vil der uvægerligt opstå problemer ved kassen. Umærkede varer, skiftning af kassebon, huller i melposer og andet diverse. Det er jo ikke andre menneskers skyld, at de uforvarende har stillet sig i den kø, der bare ved min blotte tilstedeværelse er dømt til at gå i stå. Jeg roder heller ikke længere helt ukontrolleret i tilbudsvarerne. Hvis ting falder ud af deres æsker og kasser, så har jeg masser af tid til at lægge dem tilbage på deres rette plads. Det gælder også den slags varer, hvor man først har taget en, og så senere finder ud af, at den er på tilbud længere fremme i butikken. Her stiller jeg pænt den først angrebne tilbage på sin retmæssige plads, inden jeg går videre. Jeg dumper den ikke på det nærmeste hyldehjørne.

Selv ved flaskeautomaten har min opførsel ændret sig betydeligt. Jeg sender ikke længere himmelvendte øjne eller danser stepdans af utålmodighed, når kunden foran mig har over 10 flasker eller bare helt har misforstået konceptet flaskeautomat. Nej, jeg venter pænt, eller giver uopfordret og med et smil et lynkursus i at vende flaskerne den rigtige vej. Jeg kan endda gribe mig selv i at smide andre menneskers fedtede flaskeposer i skraldespanden, når de–som jeg jo nok gjorde–bare glemmer dem i den nærmeste krog.

Det underlige er så bare, at jeg faktisk ikke tror, det tager mig længere tid at handle. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg er blevet en god og venlig supermarkedsstøtte, fordi jeg har fået tid til at være det. Fordi der ikke er så mange andre ting, jeg også skal nå. Tidsmæssigt holder den bare ikke, så mangel på tid kan næppe være den fulde undskyldning for at opføre sig som en røv i supermarkederne.

Jeg vil ønske, andre måske kunne overveje at lave en lille test omkring deres tidsforbrug  omkring dagligvarehandel. Tager det virkelig længere kostbar tid at handle anstændigt og menneskevenligt? Og væsenligt kortere at opføre sig som en flyvende røv med indkøbsvogn, himmelvendte øjne og dyb foragt for kassepersonalet?

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *