Nostalgiens holdeplads.

Så skal der pyntes til jul! Heldigvis ikke i den overdrevne stil, der var kutyme, da børnene var små. Dengang var det noget med, at ethvert nissefrit hjørne var spild af god nisseplads, og alt, hvad der havde blot et minimum af pynteværdi, med garanti nok skulle finde et synligt hjem.

Jeg er, med årene, blevet lidt mere mådeholden. Af to grunde: 1) hvem er det lige, udover mig selv, jeg pynter for? og 2) lortet skal jo for F… ned igen, og jeg hader den der nytårsdag, hvor alt er så uendeligt trist, når al flitterstadsen er vandret hjem til loftet.

Pyntetid er også nostalgitid her i huset. Det meste af pynten har jo sin egen helt specielle historie. Den repeterer jeg så lige en gang om året, mens alt med sandt millimeterdemokrati bliver sat præcis samme sted som sidste år. Og forrige…

Det meste af min julepynt er virkelig grimt. Altså virkelig, virkelig smagløst. Som nu f.eks. nisserne på billedet, som moster Karen og mormor selv har strikket i tidernes morgen, da striknisser havde deres storhedstid og for hærgende gennem de små hjem. Ikke nok med at de er noget udfordrede rent udseendemæssigt, men de trænger faktisk også til et hårdt tiltrængt julebad og har væsentlige problemer rent huemæssigt. Men op skal de. For de er en så umiskendelig del af julen her i huset, så jeg nærmest ikke tror, det kan blive jul, uden at de skal sidde på deres retmæssige pladser og nedstirre anden. Jeg ville slet ikke kunne overskue, at børnene skulle komme hjem til jul og til deres forfærdelse opdage, at en nisse var rendt af sin årevise plads. Jeg tror, det ville blive en forfærdelig traumatisk oplevelse for dem.

Julekalenderen foran er en lidt anden historie. Det er min barndomskalender, som jeg stadig trofast hænger på det samme sted hvert år. Jeg har forlængst opgivet, at nogen barmhjertig sjæl overhovedet ville få den tanke at hænge en pakke på den. Men den har været en del af min personlige jul siden 50-erne, og det skal den blive ved med at være. Skægt nok har den vokset sig trendy de senere år. Det er nu sket uden min medvirken, men det er da lidt sjovt, at man sådan helt uforvarende er blevet indehaver af et stykke trendy julepynt. Jeg tvivler dog stærkt på, at samme skæbne vil overgå nisserne.

Og sådan er det vel med julepynt. Selv fornuftige mennesker med udsøgt smag og flotte, stringente hjem med masser af æg og PH-lamper plastrer hvert år deres bohave ind i fortidens rædsler og moster Annas klokkestrengeforsøg. Grimheden kender ingen grænser, og gensynet skaber umådelig glæde hvert eneste år. Selv havenisserne får en kort renæssance, og plastic oplever pludseligt at blive in sammen med malede glaskugler i relativt uheldige farver. Nogle går endda til yderligheder og tillader perlebroderede klokker, men da ingen i min familie har kastet sig over den hobby so far, kan jeg heldigvis med god samvittighed undgå netop den udfordring. Gennem årene har –lige så heldigvis–et vist svind og forfald ramt de hjemmelavede børnehaveprodukter, som også i årevis har været en del af udsmykningen. Man kan jo stadig huske det glade og stolte barneansigt, der afleverede dem. Samt sin egen indre slåen knuder sig selv og indestængte raseri overfor pædagogerne.

Så julen er nostalgiens holdeplads. Der hvor vi går amok i smagløshed og gamle minder. Og forsøger at fastholde alle de forgangne jule, som bare var så gode, gavefyldte og tilsneede. Hvis der er noget, der er for fastholdere, så er det jul. Den skal simpelthen bare være præcis, som den plejer, og ingen forkrøblet julenisse skal fravige sin vante plads. Der er sådan en dejlig indbygget tryghed i julen. Når mormors og moster Karens nissefamilier er på plads, så kan det ikke gå galt.

Jeg ved godt, at man kan investere sig arm i æstetisk designerjulepynt. Det har jeg også prøvet at gøre. Det virker bare ikke for mig. Det er smukt, det klæder mit hjem, og det kommer gerne op et år eller to. Men så er det bal så også ovre…..  Det er jo ikke MIG og MIN jul.  “Rør blot ikke ved min gamle jul.”

 

You may also like

Skriv et svar