Den årlige pilgrimstur.

I går var jeg på den årlige pilgrimstur med en veninde. Vi vandrer ikke i knoldede, bjergrige landskaber i det sydlige Europa eller klarer Hærvejen over nogle dage. I det hele taget er det overhovedet intet asketisk over vores færd, og vi bliver næppe ret meget klogere hverken på os selv eller verden undervejs. Turen foregår da også altid i bil, og vi foretrækker faktisk en god, stor og rummelig model.

Vores personlige Mekka ligger nemlig lidt syd for landegrænsen og det endelige slutmål, belønningen, er kassen hos Fleggaard. Som tusindvis af andre danskere tager vi nemlig på juleindkøb i det eneste landfaste naboland. Og det tager vi yderst seriøst. For at købe ind til jul er en alvorlig ting, der absolut kræver såvel fordybelse, kræfter og tålmodighed. Faktisk så strabadserende, at vi altid har fortjent en god frokost bagefter.

Normalt er jeg sådan rimeligt fornuftig i mine indkøbsvaner. Jeg synes ikke selv, jeg er udpræget udgiftssky, men en smule påholdende og standhaftig overfor tåbelige tilbud. Det fordufter for vintersolen, når jeg er på udenlands juleindkøb. Så går jeg amok. Det er rent ud sagt utroligt, hvad jeg pludselig er fuldt overbevist om, at min familie umuligt kan have en anstændig jul uden. Jeg smider chokolade, andet slik og drikkevarer i indkøbskurven og hiver ned af hylderne som en gal blæksprutte. Hvert eneste tilbud lokker mig, og i går måttet jeg Gudhjælpemig gå ind i butikken to gange for overhovedet manuelt at kunne flytte alt det, jeg tilsyneladende mente, var et absolut jule-eksistensminimum. Oven i mit hoved suser mantraet “Det er jo billigt.” rundt, og så længe det er billigt, er det tilsyneladende fuldstændigt overflødigt at overveje, om vi overhovedet har en minimal chance for at få os kæmpet igennem alt det slik. Vi skal virkelig gøre os umage og helt konkret holde jul til godt og vel påske for at få spist op.

Det hænder, at jeg under min personlige hærgen også må standse op for at få vejret igen, og så kommer jeg til at kigge på mine med-pilgrimmes indkøbsvogne. De ligner, med enkelte forskelle i personlige slikmærke-preferencer, fuldstændigt min. Faktisk kunne jeg sagtens komme til at tage en af deres ved en fejltagelse, betale for lortet og først erkende fejlen, når jeg kom hjem og opdagede, at jeg havde købt marcipanbrød. Det kan jeg nemlig ikke lide, men det ville nok være den eneste, mærkbare forskel.

For hvert år i november/december opstår der nemlig en særdeles benyttet pilgrimsrute fra enhver afkrog af Danmark til det forjættede luksusvareland dernede sydpå. Vi køber ikke nye vandrestøvler, men nye trailere. Vi oplever ikke forklarelsens lys og den indre ro undervejs, men det kan da nok være, at vi opnår en yderst udsøgt tilfredsstillelse, når bilen og traileren bugner af billige øl og marcipan fra Lübeck. Det er som om, vi bare MÅ  over den grænse, tage den i ed, for at det kan blive en ordentlig jul.

Jeg vil slet ikke kommentere på danske afgiftsregler. Mit lille pip vil vist hverken gøre fra eller til. Jeg kan bare konstatere, at i disse dage sørger en lang og meget beslutsom karavane af danske jule-pilgrimme for en særdeles mærkbar omsætningsstigning i vores naboland. Vel og mærke en pilgrimsflok der i disse dage er uhyre ukritiske med hensyn til deres indkøb. Men alle de små sjæle har på deres egen dyre måde fået fred.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *