Tusind tak til amerikanerne.

Det var uhyre hensynsfuldt af de såkaldte “Pilgrim fathers”, at de omkring 1620-erne begyndte at fejre Thanksgiving som tak for veloverstået høst. Detailhandlen i Danmark har millioner–såvel kunder som penge i omsætning– at takke dem for. Ligeledes er det da også meget, meget sjovere at klæde sig ud i afrevne skeletdele og huje rundt end at gå i kirke og i stilhed mindes årets afdøde på Allerhelgensaften. Altså sådan som den danske skik er og har været. Valentinsdag bør vel også nævnes–den er (efterhånden!) blevet en parodi på 5 timers intensiv pladderromantik.

Fælles for alle tre importerede mærkedage er, at de i oprindelse er (mere eller mindre) amerikanske, og at deres hovedformål soleklart er at øge omsætningen i butikkerne. Hverken mere eller mindre. Vi har tilsyneladende ukritisk taget dem til os, og som vi dog opper os for at fejre amerikanernes “helligdage” med uhæmmet forbrug. Jeg har, af ren og skær nysgerrighed, spurgt flere om, om de ved,  hvorfor de går i skelet, forbruger helt vanvittigt eller pludselig oplever en dags nyforelskelse i partneren. Jeg må desværre konkludere, at nærmest ingen aner bare et lille nøgleben om det, og at de fleste i øvrigt er bedøvende ligeglade. Eller også har de ikke tid til at bekymre sig–der skal jo være tid og kræfter til umådeholdent forbrug.

Alle disse kulturimperialistiske såkaldt “helligdage” giver mig en rigtig dårlig smag i munden, og jeg bliver forarget over, at så fortvivlende mange hopper med forbrugsbølgen. Meget ofte de samme mennesker, som med samme sammensnerpede forargelse foragter alt, “hvad der ikke er dansk”. I min optik rimer det meget dårligt. Eller er det bare sådan, at alt, hvad vi uforvarende udsættes for fra amerikanerside, er helt OK, mens der da ellers nok er andre lande, hvis skikke vi kun har foragt overfor?

Det er den ene side af problemet. For mig at se skubber disse mærkedage “from over there” også klart og tydeligt til vores egne. Fastelavn er ikke, hvad Fastelavn var, da jeg var barn. Måske fordi det nu engang er lettere at markedsføre med mastodonter derovre på den anden side af Atlanterhavet i ryggen? Og har de nogensinde hørt om Fastelavn? Og hvad er der blevet af den flotte, stemningsfulde fejring af Allerhelgensaften?

Endelig ville jeg meget nødigt være selvstændig med en mindre butik og tvunget ud i såvel rabatter som personalelønninger på Black Friday. Jeg tror, den er MEGET black for mange små butikker. Det må vist mest føles som at få skellettet revet i tusinde dele for dem hele december, når al julehandlen skal fyres af på en dag med procenter og lønninger til ekstra personale.

Selvfølgelig betyder det intet i den store markedsmekanisme og omsætningen, at jeg ikke kaster mig frådende ud i forbrugsfesten denne ene dag. Men så må jeg jo nyde det, når jeg helt alene går rundt i min julepyntede by resten af december og har alle forretningerne for mig selv. Og når jeg så kommer hjem til mig selv, kan jeg nostalgisk mindes min barndoms fastelavner og vælge at sætte mig ud i en stor, tyst skov d. 31. oktober, mens jeg i stilhed holder en anstændig Allerhelgensaften.

Det, jeg ikke kan klare, er det forfærdelige, indbyggede diktatur, der ligger i markedsmekanismerne. Mit forbrug skal ikke styres af amerikanske ikke-helligdage og multinationale forbrugsmekanismer. Og hvis nogen troede, at alt dette halløj var af etnisk dansk afstamning, så tog de da så grueligt fejl. Man kan så bare håbe, at de samme nogen for fremtiden vil vise samme åbenhjertige og imødekommende holdning overfor andre fremmede skikke! Men det er nok for meget at håbe på, hvis samme skikke ikke indeholder utallige elementer af umådeholdent forbrug.

You may also like

Skriv et svar