Om “Gymnastik”.

Jeg er så gammel, at jeg stammer fra en tid, hvor “Gymnastik” var et skolefag. Vi lavede da også en del såkaldt gymnastik i timerne. Den slags foregik mest i takt til lærerens ret højlydte kommandoer og gik, så vidt jeg husker, primært ud på at rive diverse legemsdele af led efter tur. I alt fald kan jeg endnu mindes, hvad vi udsatte vores skuldre for–og det var ikke så lidt.

Vi spillede også bold. Gerne rundbold eller langbold–ret megen anden bold var ikke rigtigt opfundet for piger. Her skal det selvfølgelig indskydes, at gymnastik var et minutiøst kønsopdelt fag. Dengang havde drenge- og pigekroppe tilsyneladende vidt forskellige behov for motion, så drengene spillede primært fodbold eller lavede gymnastik, der var en del mere skuldervridende. Selv om man har svært ved at forstå, at det skulle kunne være muligt.

Når der skulle spilles bold, blev klassen 2 største gymnastiktalenter, som også gerne var gymnastiklærerens yndlingselever, sat til at vælge hold. Førstevælgeren (den bedste) og andenvælgeren (den næstbedste). De valgte så efter tur–og altid efter de øvrige elever gymnastikformåen–hold. Dengang var det nemlig absolut ingen pædagogisk hemmelighed, at det hele udelukkende gik ud på at vinde. Det var et adelsmærke at blive valgt som en af de første–og noget af et nederlag at stå tilbage som en af de sidste. Allerværst var det, hvis antallet af piger var ulige. Så stod den sidste tilbage, og gymnastiktalenterne måtte så enten acceptere at få overdraget restskrodtet mod deres vilje, eller tage et lille offentligt skænderi om IKKE at ville have Frk. gymnastikumulius.

Det var som regel mig. Jeg var en gymnastikkatastrofe og decideret boldspilshandicappet. Faktisk havde jeg ikke væsentlige motoriske udfordringer–jeg var bare doven. Det har aldrig sagt mig noget at vride mine skuldre af led, og jeg bliver altså ikke sønderligt mere opstemt eller gladere af at kaste rundt med en bold–eller endda kaste den efter andre. Jeg hadede gymnastik af et inderligt hjerte. Det er altså ikke sjovt hver gang at stå tilbage og være den, de andre “er nødt til at tage”. Heldigvis var det så, på sin egen omvendte måde, så tilpas traumatisk, at jeg i de fleste andre fag kompenserede helt utroligt. Det kunne jeg jo godt finde ud af–og det var sgu` da superfedt, at førstevælgerne så ikke altid var helt på forkant med stavning og engelsk grammatik.

Efter en række folkeskoleår som den evige skrotbunke var jeg så heldig, at jeg i gymnasiet fik en mandlig gymnastiklærer. Han havde absolut ingen adgang til pigernes omklædning eller, hvad der i denne sammenhæng er vigtigere, til at tjekke deres mere intime hemmeligheder. Så jeg bestemte mig af samme logiske årsag til, at mine gymnasie-gymnastikår skulle bestå af 3 års uafbrudt menstruation. Dengang var menstruation nemlig en lovlig og, endnu vigtigere, ikke-seddelpligtig undskyldning for ikke at have gymnastik. Så jeg sad altså på bænken i evige menstruationssmerter gennem samfulde 3 år og terpede latin (det betyder at lære den danske oversættelse udenad), skrev danske stile og sladrede med de andre menstruationsramte. Indrømmet, der var andre piger, der var næsten lige så blodskudte som jeg, så de havde nok også en traumatisk fortid som skrotbunke-aspiranter bag sig. For mig var det en frihed: Jeg kunne i ro og mag sidde og nyde mit evindelige, usynlige blod der på bænken og helt undgå enhver form for traumatisk fravalg.

Og så alligevel ikke. Mine folkeskoleår grundlagde en helt basal modvilje overfor enhver form for holdsport og faktisk også en stor modvilje mod at røre sig under andres kommando. Jeg gider ikke komme til kort, blive den sidste eller den, som ingen vil lege med. Det sidder dybt, dybt i mig. Jeg er helt sikker på, at det forklarer en stor del af min fitnesscenterfobi–jeg har faktisk endnu til gode overhovedet at overveje at åbne døren ind til sådan et sted. Jeg har heller aldrig i mit voksne liv indgået i nogen form for holdsport. Jeg er stadigvæk sikker på, at ingen gider have mig.

Når det så er sagt, så er traumerne jo heller ikke større, end at jeg kan leve med dem. For resultatet har jo bare, logisk nok, været, at al den motion, jeg skal dyrke, skal foregå på mine præmisser, i mit tempo og meget gerne alene. Hvis der skal løbes, er det MIG, der sætter farten, og hvis der skal gås, må andre da gerne gå med, men det bliver på mine betingelser og med min kadence. For mig ville en fitnessinstruktør eller en løbecoach bringe alt for mange dårlige minder fra nogle forkvaklede gymnastiktimer i folkeskolen frem. Og jeg er nok–desværre– ikke den eneste gymnastikumulius fra min generation, der har det sådan!

Jeg har endda tænkt på et nyt ord for, hvad der senere skete for alle os, der i gymnastiktime efter gymnastiktime med lærerens godkendelse blev valgt fra–eller i alt fald ikke valgt, men det er vel jævnt hen det samme. Mange af os blev motions-individualister. Det er blevet vores lille måde at vælge os selv TIL. Og på vores enmandshold er vi helt upædagogisk åbne omkring, at det udelukkende gælder om at vinde. Over os selv og vores gymnastikale fortid.

You may also like

Skriv et svar