Om hæmorider, mavesår, fodsvamp, knyster mm.

Ualmindeligt delikat billede, ikke? Forklaringen på det står sidst i indlægget.

Jeg er gift med en mand, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet. Det taler vi nu ikke så meget om herhjemme, for for det første har han tavshedspligt, og for det andet har det ikke min allerstørste interesse at involvere mig i andre folks syg- og dårligdomme. Nærmest tværtimod.

Jeg får sygdomskontoen fuldt tilstrækkeligt fyldt op, når vi er i byen. Det starter som regel allerede ved velkomstdrinken, hvor den første med stor præcision udsøger sig ham for at berette om sin nyligt opdagede fodsvamp. Forretten spiser vi med moster Annas tarmslyng og borddamens komplicerede mavesår som tilbehør, hvorefter vi starter på hovedretten med onkel Viggos hæmorider ovenpå. Til dessert nyder vi gerne en isanretning med åreknuder, og i pauserne mellem retterne tager vi lige et antal variationer indenfor knæ- og hofteoperationer. Med stor garanti får vi et udvalg af knyster til kaffen, og når selskabet har indtaget tilstrækkelige mængder alkohol, går vi som regel over til forhudsforsnævringer og skedesvamp. Og hvis folk bliver rigtigt fulde, er vi på den med impotens.

Min mand er et meget tålmodigt menneske, som venligt besvarer de fleste kropsmæssige forespørgsler. Han er jo også vant til, at hans blotte tilstedeværelse ved en fest virker dragende på enhver form for hypokondere og andre, der bare lige øjner chancen for en gratis konsultation. Og her nævner jeg så lige i flæng, at der da også ind imellem er enkelte, der bestormer ham, fordi de simpelthen synes, at deres hæmorider og fodsvamp er ualmindeligt, overvældende interessante fænomener. Under alle omstændigheder undgår han sjældent lettere uappetitlige detaljer midt i Waldorfen, og nogle mennesker må man virkelig beundre for, at de ikke kan udlægge deres personlige mavesår på under en time. De er virkelig OBS på detaljerne.

Jeg har noteret mig, at bankmænd blandt gæsterne sjældent udsættes for minutiøse gennemgange af borddamens økonomi, og at blikkenslageren ikke gennem 3 retter udfrittes om sprungne vandrør. Ligesom jeg som lærer ikke får lov til at holde uhæmmet lange foredrag om engelsk grammatik. Faktisk er der aldrig nogen, der spørger. Men børnesår–det er sgu` interessant! Det kan vi godt bruge både første og anden servering af hovedretten på.

Jeg synes ellers ikke selv, at jeg er specifikt sart og nærtagende. Og jeg deltager da gerne i lidt fodsvampsbeklagelser–dog helst ikke, mens jeg prøver at nyde maden. Men jeg begriber ikke, at min mands blotte tilstedeværelse decideret virker opfordrende overfor enhver form for–lad os bare kalde dem mindre appetitlige–lidelser. Jeg ville ønske, folk ville respektere, at han ved den slags lejligheder for det første har fri (som alle andre festdeltagere!), og at han måske ville finde det en smule mere interessant at tale om noget helt andet. Samt at han, ret beset, er hamrende, bedøvende ligeglad med den spændende udvikling i moster Annas mavesårsføljeton.

Så hvis nogen af jer læsere nogensinde får en bordherre eller -dame, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet, så tænk lige på, at det altså ikke er carte blanche til at divertere selskabet i almindelighed og sundhedspersonen i særdeleshed med alskens, tilsyneladende spændende, personlige lidelser.

Når I kigger på det ledsagende billede, kan I lige præcis se, hvordan jeg har det, mens I gør det. Det har min mand også. Han er bare meget mere venlig og tålmodig end mig!

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *