Om udendørs julebelysning.

Her vil jeg, af af hensyn til alle læsere, undgå at oploade et billede. Enhver ved alligevel, hvad jeg skriver om.

I denne mørke tid opstår med usvigelig sikkerhed hvert år et akut–og for nogle helt utæmmeligt– behov for udendørs belysning. De fleste formår heldigvis at tøjle deres lyskædebehov og pynter rimeligt diskret et par forhåndenværende grantræer eller anden forefaldende vegetation. Med ensfarvede lys, forstås. Det er, efter min mening, hyggeligt og kønt.

Men så er der dem, der ikke kan få nok. Det er så, efter min mening, meget lidt hyggeligt og kønt. Jeg kører en del om aftenen, og det kan da nok være, at jeg tvangsindlægges til farmands overkulørte lysshow langs en hel del uskyldige landeveje. Samt i villakvarterer, hvor man i mange tilfælde frygter, at der er grusomt gang i en storbrand. Eller at en lokal farvefabrik er eksploderet.

Nogle mennesker kan simpelthen ikke få rensdyr nok. De holder tilsyneladende blinkende rensdyrflokke på taget og i baghaven fra midt i oktober til et godt stykke ind i det nye år. Som hyrder for alle disse rensdyr har de gerne overdimensionerede julemænd eller besynderlige afarter af havenisser.  Min personlige research omkring fænomenet har ledt til den konklusion, at de vigtigste fortrin for disse figurer er, at de er voldsomt overvægtige, at de på en –eller helst et utal–af måder kan blinke i et pænt udvalg af farvekombinationer, og at de meget gerne må kunne bevæge sig. Desværre ikke på en naturlig måde, men gerne rykvis og med den samme favoritbevægelse gentaget et par tusinde gange i løbet af en times tid.

Nogle går også kraftigt ind for lyd–men det er heldigvis ikke så mange. Endnu. Mht. lydentusiasterne så begrænser deres musikvalg sig desværre til 4-5 amerikanske juleklassikere afspillet med metallisk baggrundslyd. Her er White Christmas tilsyneladende populær som underlægningsmusik til rensdyr. Nu er det desværre ikke lige sådan, at hverken overvægtige julemænd, afartede havenisser eller alle de stakkels rensdyr har forstået det med takten i White Christmas. Musik og rensdyrboogie er ofte en smule ukoordineret. Jeg er dog sikker på, der arbejdes med problemet.

For min skyld må andre mennesker sådan set gerne have enhver form for fetich eller interesse. Bevares, nogle er da interessante for vi andre, men der ER altså menneskelige sider, man for min skyld ikke behøver udstille og skilte med. Denne overdrevne interesse for blinkende rensdyrflokke og nikkende julemænd er en af dem, der ligesom godt kan finde et rimeligt leje i baghaven eller haveskuret. Faktisk helst det sidste. Jeg mener: indendørs. Der er da flere ting, de fleste ikke sådan lige skilter med, at de er vildt begejstrede for. Så jeg kunne da helt diskret ønske, at disse lyskædedyrkere måtte indse, at deres brændende lidenskab måske ikke er så vildt og vanvittigt interessant for naboerne, som de lige går og tror. At det måske endda er en smule pinligt åbenlyst at udstille en ualmindeligt smagløs julebelysning.

Nok er min julepynt også fuld af gyselige smagløsheder. Men jeg holder den indendøre og generer ikke andre uskyldige, forsvarsløse mennesker med den. Gå dog om i haveskuret og blink af, mand! Der er sgu` ikke meget potensforlænger i rensdyrflokke!

You may also like

Skriv et svar