Størrelsesforhold.

jan_sonnergaard

I går døde en af Danmarks store forfattere. Jan Sonnergaard blev kun 53, men i sine aktive skriveår fik han spiddet os alle på sin uhyre skarpe pen. Han var kradsende realistisk, og han bevægede sig ubesværet i snart sagt alle miljøer–som han også særdeles effektivt og barskt fik totalt gennemskuet. Det var ikke altid en fornøjelse at læse Sonnergaard, men det var altid en oplevelse  og en øjenåbner–mest ind til en selv. Og så snød han. Flere generationen af gymnasieelever har bandet over fortælleren i novellen Polterabend, som bare umuligt kunne vide det, han tilsyneladende vidste. Sonnergaard var, på sin egen vrantne måde, en udfordring.

Og jo, de store aviser skrev skam seriøse nekrologer.

I går døde en af Danmarks realitystjerner. Hun blev 78 år, hvilket vel, rent gennemsnitligt, er rimeligt scoret. Jeg er lidt i tvivl om, hvad hun egentlig fik udrettet, og om der ligesom er noget, der kommer til at stå lysende i eftertiden. Men det blev i alt fald tydeligt for mig, at hun–bare ved at være–tilsyneladende havde betydet uendeligt meget for en masse mennesker, der slet ikke kendte hende. Nogle aviser flød over med savlende mindeord og oprettede straks sider, hvorpå man kunne deltage i landesorgen. Det var der vist rigtigt mange, der gjorde. Samme aviser nævnte i øvrigt i små notitser, at Sonnergaard også var død. Men de oprettede altså ikke lige patetiske mindeordssider.

Det chokerer mig lidt. Jeg er ikke ude med smagsdommerriven, men det er som om, at vi alt for ofte ikke får tingene sat i det rette perspektiv. Som om, at de, der virkelig har noget på hjerte, og som siger vigtige og vægtige ting om vores samfund, alt for ofte overses og lever en hensygnende tilværelse langt væk fra befolkningens bevågenhed. Mens samme befolkning til gengæld er på fornavn og livsindhold med enhver flygtig, ofte totalt uinteressant realityfidus i de par år, det tager vedkommende at brænde sit lys af.

Det, de havde til fælles, var, at de begge gav os indsigt i levede liv. Realitystjernen gennem at leve det, og forfatteren ved at nedskrive det, han iagttog. Så kan man jo være så fræk at påstå, at den ene gav os den gennemtyggede version og den anden den, hvor vi selv skulle engagere os.

Jeg mener ikke, vi skulle have Ekstra-blads-forside-interesseret os for Sonnergaards liv, men det ville have klædt os at interessere os lidt mere for indholdet i hans noveller. Der er nemlig en klar tendens til, at vi er dybt interesserede i at belure andres liv–måske fordi vi så fejlagtigt tror, at vi er en del af det!–mens vi flygter fra ethvert forsøg på at involvere os i ting, der kræver noget af os, og som måske endda kunne få os til at indse, at andres liv måske ikke er det mest interessante i tilværelsen.

For mig siger eksponeringen af de to dødsfald desværre en masse om danskernes ligegyldighed. Jeg mener, når vi er ligegyldige, bliver alt lige gyldigt. (I to ord, og det er altså ikke det samme!). Og nogle af medierne giver os jo den klare opfattelse, at sådan hænger tingene sammen. Det ER væsentligere, at en realitystjerne dør, end at en stor og vægtig dansk forfatter går hen og gør det samme.

Jeg kan selvfølgelig trøste mig med, at om 50 år ved jeg godt, hvem der stadig bliver husket. Så sidder de sgu` nok stadigvæk og bander over endnu en Polterabend, de unge mennesker. Men det er nok fordi, den stadig holder.

Continue Reading

Årets julehits.

dsc00989

Dette er en servicemeddelelse!

Hvis du, som jeg, er kommet i arvealderen og ligger inde med alle disse kasser med gammel julepynt, som alligevel ikke har den store affektionsværdi, så er det altså nu, de skal omsættes til gode, nye julegaver. Der er penge i lortet.

Især juletekstiler fra 50-70-erne er i høj kurs, så det var nok en god ide at gå i gemmerne og tjekke, om der ikke er noget af det flg.:

Alt fra Aase og Preben Jangaard. Især julekalendere (som billedet, men der er også andre modeller), klokkestrenge, løbere og duge.

Alt fra Nina Langebæk. Især hendes små engle på blå baggrund er populære. Hun kendes bedst på den flotte, krummelurede signatur NL i hjørnet på tekstilerne.

Vintage Sødahl. Især serien Bethlehem i hessian og basunengle i enhver udformning. Bethelem findes også i lærred, men her er prisen lidt lavere.

Alt i hessian fra 70-erne. Det vrimlede tilsyneladende med basunengle i den periode, og de står foran et ret voldsomt comeback. Klare farver er mest populære–de lortbrune brænder man nok inde med…  De var jo heller ikke engang pæne i 70-erne!

Så op i kasserne. Hvis der ikke er affektion tilknyttet samlingen, så er det nu, den skal finde nyt hjem. Og familien have ekstra store julegaver (inkl. en selv).

Continue Reading

Om brugsanvisninger.

Jeg har fået ny vaskemaskine. Med tilhørende 50- siders brugsanvisning. Herregud, jeg skal jo bare have vasket nogle få halvbeskidte beklædningsgenstande….

Men, nej! Så let slipper jeg ikke. Det forventes af mig, at jeg, inden jeg overhovedet går i gang med det kæmpestore projekt, det er at vaske et par T-shirts og en dug, at jeg sætter mig ned og bruger en dags tid på nøje at gennemlæse deres 50 sider. Som om det er en præmie for velgennemført eksamen i højere vaskemaskineføring, at jeg overhovedet kan komme i gang med at vaske. Men det er sådan set ikke det værste: Jeg vil til enhver tid vove at påstå, at enhver vaskemaskine ville kunne forklares, selv for maskinimbeciler som mig, på under et A4-ark. Eller hvorfor får man ikke en med embedseksamen i vaskemaskiner med ud til 5 minutters forklaring, når man investerer i en ny vaskemaskine? I bund og grund er det vel næppe mere end et spørgsmål om at trykke på et par knapper?

I det hele taget har jeg det utroligt dårligt med brugsanvisninger. For det første er de altid uendeligt dårligt skrevet. Jeg har tit tænkt på, hvem i alverden der dog sidder og skriver i et sådant sprog? Har de i virkeligheden en skjult dagsorden, der går ud på at skrive så kryptisk, at ingen forstår det? Sådan at alle VIL lave fejl og ødelægge maskineriet, så de kan sælge nye vaskemaskiner igen og igen? Det overgår min forstand, at der skal bruges 2½ side på at forklare en sæbeskuffe. Og 3 på, hvordan man tømmer maskinen for fnuller. I øvrigt får man først på side 15 at vide, hvordan man sætter den igang.

For det andet har jeg en klar fornemmelse af, at de fleste brugsanvisninger er rent papirsspild. For hvem er det lige, der læser dem? Hvem sætter en weekend af til at læse brugsanvisninger, eller ansøger om en akut feriefridag med begrundelsen, at de har fået ny vaskemaskine? Hvem når overhovedet ud over side ½ i sådan en satan?

For det tredje er brugsanvisninger ikke gode for mit blodtryk, min tolerancetærskel og–især–min tålmodighed. Man kan vel næppe påstå, at de er særligt ophidsende læsning, og havde en forfatter skrevet en roman, hvor selve handlinger først startede omkring s. 45, ja, så var det rent kommercielt gået den ilde.

Heldigvis har jeg en mand med lidt mere tålmodighed end mig. Han når gerne lidt over midten. Når han endelig er nået så langt, har jeg for længst fået tøjet i maskinen, sjusset mig frem til et program, hældt sæbe i et hul, der ser tilstrækkeligt sæbegrådigt ud samt trykket på en F…masse knapper, indtil en af dem gav bingo og satte dyret igang. Jeg vil faktisk hellere gå totalt amok i knappetrykning end at nærme mig den forbandede vejledning.

Jeg har også for nylig fået en ny ovn. Den fik jeg også sat igang ved at trykke som en gal på alt, hvad der var trykbart. Og den laver fin mad. Mit eneste problem er, at jeg ikke rigtigt kan få den til at holde op med at lave mad. Når jeg adskillige gange har trykket på den knap, som jeg har på fornemmelsen, vil få den til at slukke, så sker der ikke rigtigt noget. Den bliver bare ved. Og jeg er virkelig i et dilemma omkring min brugsanvisningsfobi. Skal jeg VIRKELIG nedlade mig til at finde de 17 sider, hvorpå det i detaljer bliver gennemgået, hvordan man slukker sin ovn?

Nej, jeg vil hellere opfordre brugsanvisningskriverne til at skrive, så selv jeg forstår det. Og kort. Ultrakort. Eller også vil jeg faktisk godt betale for at få en venlig cand. vask. eller steg. med ud i ca. 5 minutter for at forklare mig om de 4-5 knapper, som det, ret beset, er nødvendigt for mig et kende for at kunne vaske mit tøj eller stege en and.

Continue Reading

Om small talk.

Jeg er en idiot til small talk. Det irriterer mig grænseløst. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne være meget mere dybdeborende omkring almindelighederne i andre menneskers liv på en henkastet, tilfældig måde–samtidig med at jeg kunne udvise stor interesse og indfølelse i samme. Men det kan jeg ikke.

Hvis jeg prøver, sker der med absolut garanti dette: 1) det kommer til at lyde som et retsforhør, eller 2) jeg kommer til at stille højst besynderlige spørgsmål, som enhver med stor tydelighed kan gennemskue, at jeg ikke har den fjerneste interesse i at høre svaret på.

Jeg er ikke den eneste small talk-handicappede. Engang sad jeg ved siden af en ældre,overordnet gejstlig til en middag i England. Jeg var 18 og lige ankommet til landet. Efter at have vredet sig i stolen hele vejen gennem såvel for- som hovedret, bredte opklarelsens lys sig i hans ansigt, da han omsider turde henvende sig til den lille borddame og påstået interesseret spørge hende: “Og hvad spiser I så i Danmark, udover bacon?” Fortæl mig lige, hvad man så svarer? Eller hvordan det lige bringe konversationen videre? Jeg kender også en pige/dame/kvinde, som altid indleder et nyt, tilfældigt møde med: “Og hvad har du så lavet i dag?” Hvad forventer hun, jeg skal svare? En detaljeret gennemgang af min badeværelsesrengøring? Hvor længe kan man lige snakke om det? Den slags indledende spørgsmål har desværre altid den modsatte virkning end den, spørgeren havde håbet på. De dræber enhver form for videre samtale.

Men jeg kender også mange, der er fænomenalt gode til small talk. I al sin enkelthed er det jo en evne til at få andre mennesker til at føle sig trygge i ens selskab og at åbne op for en snak, der forhåbentlig fører videre til en samtale med reelt indhold. Det er nok primært der, mit store sociale handicap ligger. Jeg ER i grunden overhovedet ikke interesseret i trivialiteterne i andre menneskers liv. Og jeg er endnu mere forbandet dårlig til at lade som om, jeg er.

Jeg har prøvet på at lure de små tricks, som de small talk-professionelle bruger. Men de virker ikke rigtigt for mig. Det lyder falskt og påstået. Så kan jeg jo prise mig lykkelig ved, at ingen af mine jobs so far har haft den lille hurdle indbygget. Jeg mener, man indleder jo ikke just en time i engelsk grammatik med at spørge eleverne, hvad de har lavet tidligere i dag, eller en guidning med det samme. Det er lige på og hårdt, og det passer mit temperament bedre. Så det er godt, jeg ikke skal tjene mine penge ved at netværke, for så var det altså gået grueligt galt.

Jeg arbejder stadig intensivt på at blive bedre til selskabslivet. Især kan en fest/middag være et sandt helvede, hvis jeg bliver placeret ved siden af en small talk dysfunktionel af samme slags som mig selv. Puha, der kan være et langt, sejt træk frem til desserten…. Jeg har dog også iagttaget noget helt andet: Der findes faktisk mennesker, der ikke er gode til at komme ud over de small talkede indledningsmanøvrer. De formår simpelthen ikke at komme videre til at tale om noget, der har nogen form for substans eller indhold. Og så er der dem, der først lukker op hen omkring midten af hovedretten, fordi (tror jeg) så fornemmer de, at vi andre er færdige med at tage mål af hinanden gennem lange samtaler om ingenting. Det er som regel dem, det er spændende at tale med. I alt fald, hvis man synes, at livet også rummer andet og mere end høflighedsfraser og spørgsmål, som ingen rigtigt er interesserede i svaret på.

Jeg prøver at gøre mit bedste. Men jeg slår altså ikke knuder på mig selv og opfinder tåbelige spørgsmål blot for at få en samtale i gang. Det virker ikke. Og så håber jeg på, at andre mennesker sådan omkring hovedretten eller efter flere minutters møde finder ud af , at “den” altså godt kan tale–men desværre ikke om hvad som helst.

 

Continue Reading

Hoteller med sjæl. VI.

keble_college_chapel_-_oct_2006

Keble College. Oxford.

Når de studerende har ferie, kan enhver leje sig ind på mange af Oxfords colleges. Det er billigt, ca. 500 inkl. morgenmad pr. nat, og det er uendeligt charmerende.

Værelserne er af forskellig standard, men altid udstyret med alt, hvad en studerende skal bruge for at have en bekvem dagligdag. De fleste af dem ligger i de gamle bygninger, og betaler man ekstra, kan man endda får udsigt til den flotte gård.

Atmosfæren er et kapitel for sig. Her er højt til loftet og oser af ældgammel lærdom. Her er pragtfulde gårde og haver, som passes eksemplarisk af en mindre hær af ansatte gartnere. Her er en tyst, lærd stemning og gamle universitetskirker, hvor man kan være så heldig at høre universitetets eget kor synge.

Og så er her morgenmaden. Den indtages i en spisesal, som med det samme bringer minder frem om Hogwath–her på Keble er den bare lidt større. Der er alt, hvad hjertet kan begære, serveret af søde studerende, mens aflagte rektorer en masse stirrer ned fra væggene. Det er, alt i alt, meget stemningsfuldt.

Keble har også en rigtig god, central beliggenhed i Oxford. Man kan gå til alt. Mange andre colleges udbyder også deres værelser i ferieperioder, og alle kan findes på www.universityrooms.com.

Continue Reading

Om at være guide.

De fleste tror nok, at alle guider nærmest er født med en harddisk propfyldt med historiske begivenheder, årstal, kongerækker og finurlige skrøner.

Tro mig, det eneste en guide forhåbentlig er født med, er god stedsans. Resten er hårdt arbejde. Og erfaring. Det er netop derfor, de fleste guider absolut er oppe i årene. At vide noget om et sted er altid primært baseret på mange års erfaring. Ikke sådan, at vi var med, da de byggede Rom, men et langt stykke hen ad vejen har vi da bygget videre på den. Og så har vi læst, læst og læst igen.

Udover erfaring og bøger er vores bedste våben de lokale, internettet–og, allermest, buschaufførerne. Lad os starte med dem. Aftnen før en rundrejse sender jeg mange dybfølte bønner opad omkring chauffører. Nogle gange endda med navn. ( Jeg nævner altid Billy). En god chauffør er som at vinde i guidelotteriet. Han er som regel lokal, kender alle veje, uveje og smutveje, og så er han en pragtfuld kilde til alle de gode historier. Superchaufførerne er også dem, der lige påpeger, hvis man har glemt noget, eller, og det sker jo ikke så sjældent, at der er noget, man ikke ved. De kender også alle de gode toiletter–og det er faktisk af enormt betydning.

Jeg læser også meget om tingene, for der er en del, der skal læres udenad. Efter min mening virker det yderst uprofessionelt at sidde og læse op fra en bog. Jeg er desværre lettere talretarderet, så årstal er ikke min stærke side. Heldigvis er det kun ganske få årstal, man skal kunne præcist–resten fungerer perfekt som vejledende (f.eks. “1880-erne”, og nogle gange endda bare ” det 16. århundrede”). Gæsterne glemmer dem jo alligevel. I Irland (republikken) kan jeg 3: 1690, 1801 og 1916. Dem kan I så selv slå op! Kongerækker er det også så som så med, men man skal selvfølgelig kunne de væsentligste majestæter. I Storbritannien er det nogle gange nok at være fuldt opdateret på Henry VIII og Victoria–derfra udspringer det meste. Allermest væsentligt er det dog at finde sin egen årsagsrækkefølge. Altså: “Fordi der skete “det”, var følgerne, at der skete “det”, hvilken forårsagede “det” og endte med “det”.” Hug en hæl og klip en tå, og historien bliver gennemskuelig.

Men det allervæsentligste er at have et arsenal af gode historier. Det er dem, der huskes. Desværre er det også dem, der aldrig rigtigt figurerer i historiebøgerne, så enten skal man snige sig ind på ture guidede af virkeligt professionelle og stjæle deres godbidder, eller også skal man finde så mange lokale over 50 som muligt at tale med. Gerne på en pub. Nogle gange koster det et par pints, men så kommer der altså også guldkorn.

Jeg er så heldig at have en veninde, der har været guide i rigtigt mange år–og den bedste af slagsen, som jeg kender. Da jeg for nyligt blev sendt til Derry, hvor jeg ALDRIG i mit liv havde befundet mig før og på mine papirer kunne læse, at jeg skulle guide en 2-timers gåtur, blev jeg lidt svedt og utilpas, men skrev omgående til hende. I svarmailen stod der noget i retning af: ” Stil dig med ryggen mod rådhuset, gå til venstre ca. 20 skridt og fortsæt op ad trappen, til du står på bymuren. Vend dig om, så du kigger væk fra rådhuset og gå herefter ca. 30 skridt mod højre, hvor du ser museum xx (læs). Herfra ca. 5 minutters gang til du ser vægmalerier på højre side. Så er du ved Bogside (læs). Etc.” For det første kan man da kalde det en ven–for det andet vil jeg påstå, at INGEN af mine gæster havde den fjerneste anelse om, at jeg ALDRIG havde været der før. Så udover at være ret professionel til at småbluffe, skal man altså også være ret god til Plan B, og C, og D. Det er akkurat som at være lærer, der skal man S… også være god til at bluffe, når man står overfor en klasse med et af Rifbjergs konfrontationsdigte!

Men ellers ville jeg aldrig kunne være professionel guide på steder, jeg ikke havde rejst tyndt gennem mange år. Det ville jeg have det dårligt med. F.eks. tror jeg slet ikke, jeg turde være guide i min egen by. Jeg ved simpelthen ikke nok om den. Det kan, ved jeg godt, læses, og det skal det såmænd også nok blive, når jeg får tid.

Om få uger skal jeg til Rom som semi-guide med min egen lille rejseklub. Jeg er super til at finde vej i Rom, no problem, men jeg er altså ved at rende sur i alle de forbandede kejsere. Kejsertiden er bestemt heller ikke min hovedinteresse, så kan jeg få dem sporet over på barokken, skal de med garanti få smæk på skillingen. DEN kan jeg. Men så er det også, at jeg siger til mig selv, at de sikkert også synes, at det er meget sjovere at vide, hvorfor Bruno står på Campo dei Fiori, at fliserne i Pantheon har præcis samme mål, hvorfor Keats er begravet i Rom og historien bag Eckersbergs billede af Capitol. Samt, ikke at forglemme, hvor H C Andersen huserede i Rom–og hvorfor.

Det er et pragtfuldt arbejde, men man skal have medfødt stedsans samt en ualmindeligt stor lyst til at lære og erfare–samt huske!

Continue Reading

“Når jeg bli`r gammel….

walking-69708_960_720

…så vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen.” (Gnags) Og Peter AG må da også gerne sidde der. For min skyld ingen alarm.

Men selvfølgelig bliver jeg da ikke gammel. Ikke sådan at forstå, at jeg forventer snarlig, brat afgang herfra, mere at jeg da ikke bliver sådan “gammel-gammel”. Klart nok vil mit ydre nok forandre sig en anelse, men jeg bliver da hverken fysisk besværet, dement eller til besvær. Jeg er en sand mester i alderdomsfortrængning.

Hvis jeg endelig ser et billede af mig selv som gammel, er det noget med den knejsende, vise matriark som midtpunkt blandt familien. Hende de alle respekterer, spørger til råds og besøger i en uendelighed. På de billeder stjæler jeg med arme og ben fra den svenske maler Carl Larson (sic!). Sådan noget med hvide træmøbler og flagrende, lette gardiner i sommerbrisen. Nok har hun stok, hende matriarken, men hun fører sig med ynde og er samtidig et sandt orakel af livsvisdom og kloge erfaringer. Det er sgu` lige før, hun også på sine gamle dage tillægger sig knold i nakken.

Selv når jeg er allermest optimistisk omkring min alderdom, er jeg jo godt klar over, at denne utopi ikke holder en millimeter. Problemet med mig er så bare, at jeg sjældent er noget som helst omkring denne langt-langt-ude-i-fremtiden-alderdom. Jeg fortrænger den og vil ikke vide af den. Gå hjem og gem dig, indtil du bliver aktuel. Hvad du jo nok bare slet ikke gør. Inde i mit hoved bliver alle andre selvfølgelig gamle–det er vel naturens gang. Det vil bare aldrig overgå mig. Jeg vil, sikkert som den første, modbevise, at mennesker bliver gamle.

Ikke at jeg vil leve evigt. Jeg vil bare aldrig få nogle såkaldte alderdomsskavanker. Fysiske såvel som mentale. Jeg vil dø opretstående ( ved min stok!) og helt ved mine sansers fulde brug. Jeg vil heller aldrig blive en byrde for nogen. Såvel i familien som i offentligt regi.

Som 60-årig er jeg nødt til gradvist at begynde at revidere dette glansbillede af en alderdom. Jeg er nødt til at begynde at forberede en smule samt at indse. Og det kan være svært, når man faktisk aldrig har haft det så godt, så let og så forfriskende frit for arbejdslivets forpligtelser. Jeg skal ikke sætte mig hen i en stol og ivrigt afvente demensens indmarch, men jeg skal i den grad leve hver eneste dag til fulde. For den kommer jo, alderdommen, og den skal F… ikke fange mig et sted, hvor der stadig er masser af ting, jeg “lige” skal nå. Hver dag skal gribes. Hvis jeg laver en simpel statistik, så har jeg under 1/4 af mit liv tilbage, og det skal på ingen mulig måde bruges til at sidde og vente på at dø. Det skal–med andet ord–leves. Carpe diem.

Så længe jeg kan, så intenst jeg kan. Men det sidste kapitel skal også skrives. Det, jeg frygter allermest, er den snigende demens. At være her uden at være i sig selv. Gradvist at forlade verden uden at gå nogen steder hen. Jeg ville med glæde underskrive en erklæring på, at min yndlingsdød ville være et eller andet “stop”, som bare sagde bang i et splitsekund. Men at ende på et plejehjem som vegeterende grøntsag–det både frygter og fortrænger jeg.

Og de bliver ikke rare, de plejehjem, når det er os, der skal flytte ind. Allerede nu er de jo selve skrækvisionen om et opbevaringssted med en enkelt eller to stakkels fortravlede medarbejdere til en stor flok særdeles plejekrævende gamle. Tro mig, jeg kommer ofte på et af dem. Det vil være utopi at forestille sig, at det bliver bedre, når vores tid kommer. Så kan man selvfølgelig indvende, at vi til den tid forhåbentlig er så dybt demente, at vi slet ikke lægger mærke til omgivelsernes forfærdelighed.

Men jeg tror, at det for mig vil være rigtigt godt hele tiden at have skrækscenariet på plejehjemmet i baghovedet. At have det med mig for hele tiden at påskønne og leve det fantastiske liv, jeg har lige nu. Ikke tænke på det konstant, men at betragte livet med en stor portion ydmyghed. For min tid kommer også–før eller siden–og der bliver sgu` nok ikke så mange blafrende gardiner i sommerbrisen.

Selvfølgelig kunne det være fedt, om jeg bare skulle tilbringe mine sidste år på en mole i Århus i intelligent konversation med Peter AG. Men det bliver nu nok ikke tilfældet. Så mens jeg gradvist forbereder mig på lidt af hvert og prøver at gøre op med mine fortrængninger, så vil jeg inderligt huske at leve. And seize the day.

Continue Reading

Om haver.

dandelions-414769_960_720

Jeg bor midt i et haveforeningskvarter. Det skal forstås på den måde, at flere af mine naboer er medlemmer af haveforeninger og derfor stolt viser deres flotte haver frem for alle interesserede flere gange om året. Samme naboer bør være rigtigt taknemmelige over, at de har sådan nogen som os iblandt sig. Vi sætter tingene i perspektiv.

Jeg elsker at dyrke ting, der kan spises. Og jeg er, når jeg selv skal sige det, virkelig god til agurker, vindruer, blommer og æbler. Tomater har jeg et lille udestående med på 15. år–uden udsigt til konfliktløsning, men så tager jeg gevaldigt revanche i agurketiden. Jeg forsyner det meste af kvarteret med agurker og går glad og gerne totalt agurk for at bestikke naboer med læssevis af agurker for at opnå andre tjenester. Og så er den sådan set ikke længere–den ultrakorte historie om mig og haver.

Jeg elsker at nyde andres beundringsværdige haver, men jeg HADER havearbejde. Jeg gør en dyd ud af at være totalt ukrudtsblind. Jeg kan simpelthen ikke kende forskel på ukrudt og krudt, og for at illustrere min pointe trækker jeg med jævne mellemrum et par dyre planter op og hævder, at jeg (Amar og halshug) var fuldstændig uskyldigt overbevist om, at det var ukrudt. Hvis jeg skal grave blomsterløg ned, går det fint nok med de første 4-5, men er der flere i posen, forestiller jeg mig, at de sagtens kan ligge oven på jorden og gro. De skal jo derop alligevel. Jeg hjælper dem bare.

Da vi for over 1/4 århundrede siden flyttede ind i huset, var her en have, der ligesom passede fortrinligt med alle de andre haver. Der var virkelig styr på tingene og så mange fine træer og blomster, at jeg faktisk investerede i Politikens Havebog for at vise lidt interesse. Det tog nogle års intensiv havedovenskab at ruinere skønheden og, især, haveplanen, men hunde, fodboldspillende børn og tusinde andre gøremål var fortrinlige hjælpere. Det var dog positivt, at alle de træer, som med tiden skulle have været tyndet ud, fik lov til at vokse vildt, så vi har faktisk i over 25 år kunnet holde os selv med brænde. Onde tunger vil måske påstå, at vi har brændt vores have af–men vi har da holdt varmen.

Selvfølgelig kan jeg godt se forskel på de vækster, der helt af sig selv stortrives i min have og så dem, der tilsyneladende skal have masser af hjælp til at gøre det i mine naboers. Heldigvis lider jeg ikke af mælkebøtteallergi eller skvalderkålsfobi, og man kan da altid trøste sig med, at når det bliver efterår, går de helt i sig selv igen. Hvorefter de så, indrømmet, ligger dernede i jorden og stifter storfamilier.

Men hvorfor så overhovedet have en have? For det første fordi det er det mest praktiske sted at stille sin drømmeseng. For det andet for at kunne lukke hunden ud, når det regner, og man ikke gider gå i skoven. For det tredje for at dyrke agurker og plukke æbler og score lidt overbærenhed hos naboerne. 3 agurker for at lukke øjnene for, at stykket ude ved fortovet snart skal slås med le. Og for det fjerde fordi det jo er her, vores hus ligger. Det kan vi vel ikke bare sådan flytte, selv om det selvfølgelig var praktisk, om det lå midt i en gammeldags skolegård–med asfalt. Og for det femte fordi vi af ren betænksomhed overfor naboerne gerne vil lade dem score lidt billige point i en havesammenligning. Vi sætter nemlig tingene i perspektiv ved tydeligt at illustrere “før”-billedet, mens naboerne selvfølgelig er noget i retning af “15 år efter”-billedet.

Misforstå mig ikke: Jeg elsker blomster: Men dem kan jeg til enhver tid købe oppe ved min blomsterhandler.

Continue Reading

Vanvittig vandmangel.

Jeg har intet vand.

Der er sprunget et vandrør i min kælder, og jeg har derfor helt fra morgenstunden måttet lukke for vandet. Jeg er natbeskidt, har søvn i øjnene og trænger til at få tandpastaen skyllet ordentligt af tænderne. Hunden tørster, toiletbesøg må afpasses efter størrelsen af efterladenskaber, vaskemaskinen er midt i en vask, og mine potteplanter ser pludselig umådeligt tørstige ud. Det ser ud, som om de vil visne indenfor den næste time. Tedrikning er no go, jeg må nøjes med danskvand. Min planlagte gulvvask må aflyses, men det kan jeg nok godt leve med.

I det hele taget mangler jeg vand. Og fordi jeg ikke har det, mangler jeg det bare så overvældende meget mere. Jeg tænker rigtigt meget på vand. Blikkenslageren kan først komme over middag, så jeg har en lang lidelsesvej endnu.

Måske vil jeg også en gang omkring middagtid begynde at skamme mig over, at vandmangel så akut kan fremkalde stress. Jeg er jo i grunden vanvittigt priviligeret, fordi vand overhovedet ikke er et issue i min dagligdag–når jeg ellers har det. Jeg skal nok lade være med sentimentalt at komme med en udredning omkring de fattige børn i Afrika og deres permanente vandmangel–den er sgu` for nem. Men jeg skulle måske lige kaste en strøtanke hen omkring, hvor let de allermest fundamentale bekvemmeligheder egentlig kommer til mig. For normalt tænker jeg vel overhovedet ikke over, at jeg har dem. De er der bare.

Jeg tror, det vil være en god ide at tage en tur ned i byen med uvasket hår, dækdeodorant over nattesveden, tandpasta mellem tænderne og sokkefnuller mellem tæerne. Så kan jeg også få en lille forsmag på, hvad der venter mig, når jeg engang bliver så gammel, at det ikke er vandmanglen i sig selv, der vil være en hindring—men meget mere at der ikke lige er nogen, der har tid til at bruge vand på mig! Måske skal man bare gradvist vænne sig til at være beskidt, inden man bliver gammel. Så bliver chokket heller ikke helt så stort, og man har vænnet sig til sin egen lugt.

Men kors! Hvor kan jeg dog for mit indre øje visualisere bruserens stråler ned over min krop. Og lugte mig selv.

Continue Reading