Skabslureren.

Jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg er skabslurer. Især på denne årstid.

Den er nemlig perfekt til at dyrke min lille interesse. Det bliver tidligt mørkt, men de fleste fornægter det ved at lade være med at trække for, før det er blevet rigtigt mørkt for alvor. Netop disse udstrakte skumringstimer er et fund for os lurere. De giver os tid til at udvide vores territorier ganske betragteligt.

Jeg kan nemlig godt lide at se, hvordan folk bor. Jeg er ikke særligt interesseret i at opsnappe slibrige detaljer om deres privatliv–selv om det selvfølgelig ville være en pudsig sidegevinst–men jeg synes, det er sjovt at se, hvordan folk indretter sig. Nu er det jo ikke sådan, at jeg stiller mig timevis og permanent udenfor det samme hus og bare glor–nej, jeg allierer mig som regel med en alibihund og går i rask trav forbi så mange huse som muligt, mens jeg stjålent scanner deres boligindretning. Jeg er sikker på, jeg ikke virker suspekt som sådan. Omvendt kunne de jo også bare trække for, hvis de ikke ønskede, at jeg skulle kigge ind.

Jeg har en veninde, som travede villakvarterer tynde, da hun skulle have nyt køkken. Hun fik overvældende meget inspiration og tog endda manden med, når hun ville vise noget særligt opfindsomt indenfor køkkenindretning. Jeg går ud fra, hun endte med en blanding af Solvænget 7 og og Vestergade 39 i x-by. En anden går om sommeren hver morgen på haveinspektion. Hun lurer sommerhaver, før solen ( og ejerne) står op.

Men jeg tager altså skumringstimen. Og finder det da også påfaldende, hvor mange af dem, jeg møder, der har hovedet drejet sidelæns. Så måske er jeg og mine veninder ikke de eneste, der godt kan lide at kigge ind af folks vinduer?

Man kan, efter mange års skumringsluren, sagtens lave en masse konklusioner omkring indretning i provinsen. For det meste er den ikke specifikt fantasifuld, og for det andet må producenten af PH-lamper være en meget velholden mand. Modefænomener kommer og går, og for tiden er det mest Kählervaserne, der går. Fra at have holdt kongres i et utal af vindueskarme, er de nu lige så stille dampet af til de evige keramikmarker. Bøg er blevet til teak, og stearinlysfreaksene har afgjort dæmpet sig en smule. Men alt i alt er det jo påfaldende, hvor ens vi bor. Der er sgu` ikke meget hønsestrik oppe i mit villakvarter.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg ikke kan lade være at glo ind af folks vinduer. Altså bare gå forbi, som om det ragede mig en fjer, hvordan der så ud i deres hus. Men man går jo (jeg gør i alt fald ikke!) ikke ind til et fremmed hus, ringer på og spørger, om man lige må tjekke deres indretning. Det er så den ene del af det. Den anden, tror jeg, er den fantastiske tryghed, der ligger i at konstatere, at selv om vi så forfærdeligt gerne alle sammen vil være helt unikke, så er vi så uendeligt, påfaldende ens. Så det er både dejligt og opløftende at spotte fantasifuld indretning, men det er også på samme tid utroligt tryghedsskabende at konstatere, at alle de andre jo bare er præcis som en selv. De har, jævnt hen, samme antal PH-lamper.

Så indtil folk begynder at trække for, ja, så lurer jeg altså. Men nu er jeg da kommet ud af skabet……

Ifølge sagens natur kan dette indlæg ikke ledsages af et billede. DER sætter jeg grænsen. Jeg dokumenterer ikke mine lurerier ved at tage billeder af folks huse.

 

Continue Reading

Genbrugshunden.

dsc09611

Den måtte jo komme-historien om genbrugshunden. Så her er den, og så er den ude af verden.

Fozzie er en genbrugshund. Han var 1½, da han kom til os, og vi kan derfor fralægge os ethvert ansvar for hans navn. Z er et grimt bogstav, så 1 i hans navn ville have været tilstrækkeligt. Han stod og råbte på mig ud gennem en side på Intenettet, som jeg bare tilfældigt og helt uden intentioner var inde på, for vi skulle ikke have flere hunde. Vi var ude over hundealderen. Det var 4 år siden, Lucky var gået til de evige kødben, og vi havde en uges tid forinden fejret, at sofaen nu omsider var hundehårsfri.

Men pludselig var han her altså. Til halv pris, for han var, med andre ord, langt over sidste salgsdato. Der var nu heller ikke rift om ham, og han var endda blevet kasseret som førerhund. Det kan jeg godt forstå. Jeg melder ham heller ikke som besøgshund. Lidt anstændighed, stolthed og respekt for plejehjemsbeboere har man vel tilbage.

Hvad Fozzie har lavet sine første 1½ år, står hen i det uvisse. Mens vist ikke ret meget. Der var en del ting, han var ret ignorant omkring. F.eks. anede han ikke, at retrievere burde være ret vilde med vand (det er vel derfor, de har svømmehud mellem tæerne!), så det var han forstenet rædselsslagen overfor. Det tog en tålmodig sommer at få ham til at forstå, at vand både er sjovt og kan bruges. Det ved han så nu. Nu kan vi nærmest ikke få ham op igen. Han er også skrækslagen overfor ukendte lyde og ting, der ikke ser ud, som de plejer. F.eks. er valgplakater på lygtepæle og vasketøj i folks haver en evig skræmmekilde, og vi har overvejet at bede naboerne informere om, hvornår de flager. Især i blæsevejr. Så det er godt, at Fozzie ikke er jagthund. Eller bor i en storby. Alle i familien mindes stadig den ene gang, Fozzie oplevede Nørrebrogade i KBH. Det var lige før, en del busruter måtte omlægges ( forvirret hund med mand i snor på kørebanen), og diverse cyklister fik uforvarende testet kvaliteten af deres bremser. Når Fozzie bliver bange, løber han i alle retninger– samtidig. Heldigvis er han aldrig bange herhjemme.

Men han har også sine gode sider. Han er verdens kærligste dyr og fortæller på sin egen højrøstede måde, hvor glad han er ved, at det var ham, der vandt os i hundelotteriet. Han er et uovertruffent økologisk vækkeur, som hver morgen 5.45 sharp svinger en pote i ansigtet på mig–fulgt af et meget vådt bid i ørerne. Han er fabelagtig til at makulere papir, men vi er somme tider lidt uenige om, om al den evindelige makulering af elevopgaver nu også er nødvendig. Han er også god til gamle sokker–han kunne sagtens have bijob hos genbrugsforretningerne med at trevle tøjrester. Han er heller ikke sokkepartisk–han trevler lige så gerne de spritnye. Han er, på sin egen excentriske måde, et umådeligt sødt og kærligt dyr. MEN: der skal være orden i tingene, som altid skal være, præcis som de plejer.

I dag fik jeg så den tåbelige ide (kan jeg se nu), at jeg ville tage ham med op til mekanikeren, hvor jeg skulle have skiftet dæk. Så kunne han få den lange gåtur hjem. Vi bøvlede ½ time med at få hund inkl. hale ind i bilen, men det var det mindste, for da vi nåede mekanikeren, startede balladen for alvor. Deroppe har de nogle helt vanvittigt farlige reklameflag, som smælder uanstændigt højt i vinden. Så højt, at man må fare i alle retninger samtidigt, forsøge at få sig selv godt og grundigt kørt over i morgentrafikken samt med al tydelighed illustrere, at ens ejer både er svagpisser og lettere hundefremmed. Ind i forretningen kom vi dog–det svarede til at hale en mellemstor lastbil gennem døren. Desværre var det halvmørkt derinde, så genskinnet i ruderne viste en stor, farlig retriever, som klart opfordrede til, at man inde i forretningen også skulle gå i panik over den væmmelige hund og fare rundt mellem bilerne med snoren–og mig–hængende efter sig. På et tidpunkt gav jeg næsten grådkvalt op og spottede en mekaniker i 150 kilos klassen, som jeg ydmygt måtte bede om at genanbringe mit imbecile dyr i bilen. Han havde faktisk også besvær, for da vi kom hen til døren, var den grimme hund tilfældigvis lige dukket op igen–og de forfærdelige flag udenfor var der jo stadig. Så hjem igen med møgdyr og bil, ½ times halen møgdyr ud af bilen–og så op til mekanikeren igen, før jeg kunne begynde min lange gåtur hjem i total ensomhed. Om lidt går jeg så selv op og henter bilen…..

Og mens jeg har skrevet dette, har Fozzie sovet den sødeste, uskyldige søvn i sin kurv. Det er en helt klar fordel for ham, at han ser så sød ud. Ellers ville det i mange situationer være gået ham ilde. Og der er jo ikke meget point i at sælge ham igen. Der er næppe penge i det–discount-discount-discount-hund. Her ville nu også blive så underligt stille, og hvem skulle så få os op om morgenen?

Continue Reading

Snot!

flu-1006045_960_720

Så kom den–efterårets snottur. Min er heldigvis kun en kvindeforkølelse, så jeg har gode odds for overlevelse og for at slippe uden varige, fysiske men.

Men streng er den. Mit nedre næseparti ville uden køkkenrulleassistance konstant skrive 111, min hoste lyder som en tuberkuløs søløve, min tindinger hamrer af indestængt snot, og der er ikke rigtigt noget, der er noget ved. Selv maden–den smager af sandpapir og sure sokker, og selv Yankeebarer smager forkert. Og det har intet med det amerikanske valg at gøre!

Så nu må jeg prøve at få det bedste ud af snotlammelsen. På sådan en dag er det nemlig slet ikke nødvendigt at retfærdiggøre, at man absolut, overhovedet ikke gider foretage sig noget som helst fornuftigt eller produktivt. Ikke engang overfor sig selv. Man har simpelthen carte blanche til at vegetere og slå rod i husets bedste stol, bevæbnet med 20 meter køkkenrulle, varm te, selvmedlidenhed, gode bøger og masser af TV. Man må alt det, man ellers ikke tillader sig selv. Fordi man er oversnottet, forstås. Der skal drives rovdrift på dårlige serier, frokostpressen og halvsuspekte romaner–og er der ellers nogen, der gider at forbarme sig over mine dårligdomme, så er jeg slet ikke afvisende overfor, at de måske henter Billed-Bladet. Så kan jeg også blive opdateret på kongerøgelsen, derinde i min lune stol.

Der er heller ikke nogen, der forventer, at jeg klarer vasketøj, rengøring, madlavning, hundeluftning og havearbejde. Jeg har jo sådan set nok i at klare og nurse mit eget snot samt at være selvforsynende mht. nye køkkenruller. Der er faktisk, når alt kommer til alt, soleklare fordele ved at gå i snothi.

Altså en dags tid. Efter den bliver det en smule kedeligt. Samtidig med at omverdenens interesse for mit velbefindende daler en smule og gradvist overgår til indestængt irritation. Vel er jeg da heller ikke verdens lækreste steg derinde i alt snottet–men hvor mange 60-årige kvinder med rød næse, rindende øjne og grøngule grønhakkere er også lige det?

Så må jeg trøste mig med, hvad min barndoms huslæge altid sagde om forkølelser: Hvis man tager noget for dem, tager de en uge, hvis ikke, så tager de 8 dage. Anyway, der bliver sgu` også lidt kedeligt derinde i den stol efter 1½ dags tid, og jeg kan sagtens tyre Billed -Bladet igennem på ca. 45 minutter. Selv med snot.

Continue Reading

Om forbyttede børn, spøgelser på loftværelset og dystre familiehemmeligheder.

BAL5335 Abbey in the Oakwood, 1810 (oil on canvas) by Friedrich, Caspar David (1774-1840); 110x171 cm; Schloss Charlottenburg, Berlin, Germany; (add.info.: Eldena Abbey near Greitswald;); German,  out of copyright

Kate Morton.

Kate Morton er en australsk forfatter, som gennem de seneste år har udgivet en håndfuld murstensromaner i den stil, man vel bedst kan kalde nygotik. I al sin enkelthed betyder det, at hun læner sig op af de forfattere, der i 1800-tallet skrev romaner, hvori en vis portion “overnaturlighed”  og uhygge indgik. De mest kendte romaner fra dengang er nok Stormfulde højder, Jane Eyre og Dr. Jekyll og Mr. Hyde–bøger, som heldigvis altid kan genlæses.

Men Kate Morton har altså formået at flytte datidens uhygge frem til i dag. Det vrimler med forbyttede børn, forfærdeligt dystre familiehemmeligheder, påståede gengangere (alt har jo heldigvis en helt naturlig forklaring!) og gamle, forfaldne familiegodser. Hun er en mester i at snyde sine læsere, for hver gang man lige tror, at nu har man spottet sammenhængen–ja, så har man ikke fattet en hujende fis. Ikke før på sidste side!

Det er gedigen underholdning, og de 4-500 sider, de fleste af hendes romaner fylder, er ikke en side for meget. Det er den slags bøger, der kræver en god brændeovn, masser af te, uldne tæpper, alene hjemme–og masser af tid. For er man først i gang, så er der faktisk ikke så meget at stille op, før man er færdig….

Det er ikke højtravende litteratur, skrevet til masser af eftertanke, men hun skriver godt–og fabelagtigt underholdende. Det er svært at pege på en enkelt af hendes bøger som “den bedste”. Til gengæld vil jeg vædde på, at har man læst en, vil man hurtigst muligt stile mod bibleren og låne de andre!

Continue Reading

Gode råd til rejsen med DSB.

dsc02993

Indlægget skulle have været ledsaget af et billede af en køreplan. For at illustrere, at de oftest er vejledende. Jeg havde ikke et sådant, så her er i stedet et vejledende billede af et tog i en by i Rusland.

Jeg rejser temmelig ofte med DSB mellem landsdelene, og da jeg kan forstå, at netop det firma modtager en del kritik for tiden, vil jeg her prøve at komme med enkelte, forhåbentlig anvendelige, råd til, hvordan man kan forsøge at overleve rejsen.

1) Vær opmærksom på skinnelægningen, inden du bosætter dig. Flere mellemstore provinsbyer (på over 25.000 indbyggere) er ikke-eksisterende i DSBs logistik. De vælger at have station i den nærmeste flække i stedet. Hvis du ved, at du skal køre en del i tog, er det derfor, logistisk set, bedre at vælge flækken. Det er sikkert også billigere.

2) Bestil altid billetter over nettet. DSB-kiosker er et barndomsminde af den slags, man kan fortælle lange historier om til måbende børnebørn. Og billetautomaterne fungerer som enarmede tyveknægte. Der er “one in a million” chance for at vinde en billet. Den mest hyppige gevinst er “Out of order.”

3) Kør Orange. Hvis tidspunkter ikke er væsentlige, så spar MANGE penge. Eller køb billetten på Deutsche Bahn. Det er billigere at rejse fra Flensburg til KBH end fra Kolding til KBH. Og der er vel ingen fra Kolding, der er stupide nok til at køre til Flensburg for at stå på toget der, selv om billetten siger det!

4) Provianter forsvarligt. Det er ikke muligt at købe noget som helst i toget, så en rimelig madpakke til Fyn (der er alligevel ikke ret meget at se på) er nødvendig. Men spar endelig på drikkevarerne. Kend din blære og indtag præcis den mængde væske, der ikke giver problemer undervejs. Husk her altid at kalkulere med 20-30 minutters forsinkelse og vær forberedt på overtryk pga. samme på ca. 1/4 af rejserne. Hvis toiletbesøg er nødvendigt, så klar det inden Valby, hvis toget udgår fra KBH H. Hvis du står på Sønderborgtoget til KBH i f.eks. Vojens eller Kolding–forget it! Alle de andre passagerer har tilsyneladende absolut ingen toiletpli, er synshandicappede eller har basale fejl på motorikken. Eller: det er beundringsværdigt, hvor fabelagtigt sikkert, de kan ramme ved siden af. Eller: her afholdes brætpissernes daglige generalforsamling.

5) Sørg for at komme i den rigtige togstamme. Mange tog deles undervejs, og DSB har en lille selskabsleg, der går ud på, at man selv skal gætte, om det er i Odense, Kolding eller Fredericia, at toget deles. For at sætte ekstra kulør på denne og skabe lidt spænding, aflåses togstammerne hermetisk i rigtig god tid, således at uopmærksomme passagerer ikke har den fjerneste chance for at nå deres oprindelige endemål. Så tjener de selvfølgelig også penge på returbilletten.

6) Hvis du ikke behøver at snakke/er sammen med nogen, så sæt dig i en stillezone. Somme tider er det ubegribeligt, hvad man kan blive indviet i, hvis man helt uskyldigt placerer sig i en almindelig vogn. Jeg sad engang ved siden af en mand, der ringede til sin kone og sagde, at nu ville han skilles. Jeg kunne så fornemme, at hun var en smule uenig, så ca. Middelfart-Slagelse (med en tiltrængt pause i tunnelen) fik jeg såvel et ganske godt indblik i deres (lad os bare sige lidt dysfunktionelle) ægteskab på godt og ondt samt deres sexliv– på ondt. Rejser man sidst på dagen, er der på visse strækninger også en ret klar overvægt af de mere øllede typer. Jeg har–helt udenfor statistik–noteret mig, at de fleste af dem enten står af i Kolding eller rejser mod Esbjerg. Men det er selvfølgelig ikke DSBs skyld. De er jo nødt til at tage alle de passagerer med, der, trods alt, vælger at rejse med dem.

7) Tag tøj på–eller med–til alle årstider. Selv om de fleste danskere–nærmest instinktivt–ved, at vores land har 4 årstider med relativt forskelligt klima, så er det ikke basal almenviden hos DSB. Vær forberedt på, at normal dansk stuetemperatur sjældent opnås i togvognene. I stedet skal der altid gås til ekstremer. Og det er fuldstændigt umuligt på forhånd at vide, om du skal ristes eller fryses, men vær forberedt på, at du ikke undgår at blive en af delene.

Rigtig god rejse.

Continue Reading

Om (falsk?) beskedenhed.

Jeg er opdraget til at være beskeden. Jeg tilhører en generation af kvinder, hvis mødre lærte dem, at beskedenhed var en dyd (ikke den vigtigste, den sad mellem benene!). Da jeg var barn, havde vi et længere katalog af ord for at være ubeskeden. Det var næsten som grønlændernes påståede 20 (?) ord for sne. Der var nemlig forskel på, i hvor høj grad man var ubeskeden, og hvilke områder man var ubeskeden på. Man kunne f.eks. være næbbet (svare de voksne igen), man kunne være for langt fremme i skoene ( her er vi ovre i den ubeskedne seksualitet) eller man kunne være sig selv nok (det var som regel noget med antallet af kager). Man kunne også føre sig frem (man det var kun dem, vi ikke kunne lide, der gjorde det!).

Pæne piger var pr. definition beskedne. De ventede, til det blev deres tur, samt lærte ofte at det var totalt ubeskedent at være stolt af at være rigtigt god til noget som helst. Hvis man havde fået gode karakterer i skolen, var det som regel “ikke noget særligt”, eller man var “kommet op i lige det, man kunne”. (Selv om man havde slidt røven ud af bukserne!). Hvis man havde fået en ny beklædningsgenstand,som andre kunne lide, så var det “bare en man lige havde fundet”. (Selv om den F… både var flot og hundedyr!). Og var der kun 1 kage tilbage, var man “slet ikke sulten mere”. (Selv om man måtte gøre vold på sig selv, for at andre ikke skulle se det savlende mundvand).

Beskedenhed er et uddøende karaktertræk. Dengang var det modsatte af beskeden, ubeskeden. Det er det ikke mere. Det er ikke moderne at være ubeskeden, men det er altså endnu mere umoderne at være beskeden. Eller–man kommer ingen vegne med beskedenhed. Man bliver simpelthen glemt i en verden af selvpromovering.

Det ER altså svært at gøre vold på sin nedarvede beskedenhed og forsøge at gøre opmærksom på sig selv. For vi har jo lært, at det gør pæne piger altså ikke. Alternativet i verden i dag er dog fuldstændigt at blive overset. At blive den grå eminence, som ingen aner eksisterer, og ingen derfor lytter til. Den totale glemsel og meningstomhed.

Da jeg startede denne blog og i ren ubeskedenhed (der var den igen!) syntes, at det kunne være sjovt, om bare et par andre ville læse den, måtte jeg virkelig sluge enorme portioner selvkritik, angsten for at føre mig frem og hele kataloget af årsager for, hvorfor det var en formidabelt dårlig ide, inden jeg turde komme med et lille, spædt pip ude på de sociale medier. Det var ikke næbbet, det var ikke at være for langt fremme i skoene, det var heller ikke at være mig selv nok–men det var–i mit beskedenhedskatalog!–i den grad at føre mig frem.

Nu har jeg så taget det første skridt–jeg har ført mig frem. Jeg har gjort op med en lille portion beskedenhed. Og–Gudhjælpemig!–det gjorde ikke ondt, og jeg fortryder det ikke.

Måske skal jeg bare skide højt og flot på min beskedenhed? Men så let er den desværre ikke……..

Continue Reading

Shu-bi-dua.

pimg_1652010_1917370

I aftes så jeg Temalørdag om Shu-bi-dua. Det var der, det pludselig gik op for mig, hvor stor en del af den festlige side af soundtracket til min ungdom blev leveret af netop den gruppe. Oh, sikke minder!

Da jeg var ung/barn, blev man stillet overfor nogle besynderlige, musikmæssige valg. Enten var man til Beatles eller Stones. Jeg var til Beatles. Og Elvis eller Cliff. Jeg var, oh rædsel, til Cliff. Og endelig Gasolin eller Shu-bi-dua. Her gik jeg, nølende og langsomt, omsider på kompromis og blev til begge.

Det startede selvfølgelig med Gasolin, for de andre var ikke just comme il faut deroppe på bjerget i Århus. Heldigvis havde jeg en veninde, som lang tid før mig forelskede sig i gruppen og fik mig overbevist. Det var nemlig dengang, hvor  såkaldt god musik sædvanligvis udmærkede sig ved at være umenneskeligt kompliceret, og ingen rigtigt turde indrømme, at Lou Reed og Velvet Underground basalt var røvkedelige. Eller skulle have et klart, sloganpræget politisk budskab for at finde nåde. Det var ikke lige det, Shu-bi-dua havde. I stedet for at være komplicerede var de jo ligefremme og mundrette i deres tekster. Og deres musik gjorde, at man helt slap for at være dystert deprimeret eller forsøge at redde verden, mens man lyttede til den. Det var sådan noget, vi alt for tit glemte i 70-erne!

Det var teksterne, jeg faldt for. Jeg elsker stadig deres finurlige rim, selvopfundne ord og totale sproglige anarki. De første, såkaldte undersættelser af gamle rockklassikere, sagde mig egentlig ikke så meget, men da de så selv begyndte at lave melodierne, fik de mig med. Jeg var en af dem, der stod i kø foran pladeforretningen med den himmelråbende anglofile misforståelse (Rober`ts) nede i Ryesgade på selve udgivelsesdagen. Og jeg husker endnu den andægtighed, med hvilken jeg stolt bar 78-eren gennem det meste af den indre by i Århus.

I aftes oplevede jeg også, at jeg faktisk stadig kan alle teksterne udenad. Giv mig de første 3 ord, så kommer de resterende 7 vers helt automatisk. Forståeligt nok, hvis man opregner hvor mange gange jeg rent faktisk har sunget dem. Jeg genoplevede også alle disse øjeblikke i min semipure ungdom, og hvem det lige var jeg enten stræbte efter eller kyssede (kun “kyssede”, dengang kyssede vi ikke “på”. Jeg har stadig ikke forstået forskellen!) til tonerne af bandet. Og koncerterne ude i Vejlby-Risskov hallen, hvor man kunne vinde præmier. 1. præmien var en uge i Oslo. 2. præmien var 2 uger i Oslo.

Indtil i går vidste jeg egentlig ikke præcis, hvad det var, der forårsagede skilsmissen mellem mig og gruppen omkring 1980. Der blev jeg så også lidt klogere, for på min pladesamling kan jeg se, at mine pladeinvesteringer standsede præcis samtidig med, at gruppen blev uvenner og smed medlemmer ud. Efter det tabte jeg fuldstændigt interessen for dem–nu ved jeg så hvorfor.

Men tilbage står, at Shu-bi-dua altid gør mig i godt humør. At den del af soundtracket, de har leveret til min ungdom, ved genhør skaber masser af erindringsbilleder for mig. Og jeg kan stadig afsynge samtlige vers af Nappa og nylon på den der måde, som vi “opfandt” dengang i 70-erne. Det er noget med at synge sidste linje enormt hurtigt uden at trække vejret. Hvorefter der hurtigt spoles til Brødrene Gebis, hvor (igen) samtlige vers afsynges med fortænderne i vandret position og forsøg på at gøre fistelstemmen så pivfalsk som muligt.

Ren nostalgi. Og synd at selv ikke mine børn aner, hvad det indebærer “at knække anemoner med nakken”.

Continue Reading

Hoteller med sjæl. V.

dsc06103

Hotel Gellert. Budapest.

Indrømmet! Her er vi ude i en meget, meget støvet gammel dame. Men en fin en af slagsen med omkring 100 år på popoen. Det er støvet, det er en smule nedslidt, men det er fantastisk charmerende.

Hotellet er bygget i Art Nouveaustil, og såvel inde som ude er den bibeholdt med flotte mosaikker og overdådige dekorationer med inspiration i naturen. For en Art Nouveaunørd er dette bare lige stedet. Jeg fik næsten ondt i nakken af at kigge opad efter detaljerigdommen.

Værelserne er, mildest talt, af den slags, der på ingen måder opfordrer til, at man opholder sig i dem. Det er der heller ingen grund til i Budapest–her er oceaner af andre spændende ting at opleve. F.eks. har hotellet egen indendørs swimmingpool (wauw for nogle dekorationer!) og et storslået udendørs område med kurbad, pools, jacuzzi og anden helsebringende vandkunst. Kommer man i f.eks. september eller først i oktober er det en fremragende måde at forlænge sommeren på.

Morgenmaden er yderst overdådig. Det er den præmie, man har vundet, når man har været en hel nat i sit værelse. Mht. morgenmaden er det en god ide at være her flere morgner–der er så meget at vælge imellem, at man er nødt til at lave lidt madlogistik for at komme alt igennem.

Hotellet er ikke dyrt. Og det bør det heller ikke være, når værelsesstandarden inkluderes. Hvis man er tilfreds med intensivt at nyde de støvede, fantastisk smukke omgivelser, kurbadene og den overvældende morgenmad, så må man acceptere, at værelserne er bygget til relativt omfangsfattige mennesker og sidst renoveret lang tid før murens fald.

Continue Reading

Evensong.

choirofkingscollegecambridge_1

En af de smukkeste, helt gratis oplevelser på en rejse til Storbritannien eller en af de større byer i Irland, er Evensong.

Evensong er en kort andagt sidst på eftermiddagen/først på aftenen. Den finder sted i alle Church of England katedraler og de fleste større kirker og består af den smukkeste korsang, tilsat et minimum af talte ord. Den anglikanske kirke har en lang, stolt tradition for at uddannne korsangere, og man har en del decicerede korskoler tilknyttet katedralerne. Er man derfor heldig med sit valg af kirke, kan man rende ind i et af disse drengekor, der synger som (lad os bare blive i terminologien!) små engle.

Evensong er en andagt fyldt med traditioner og regler for, hvornår man gør hvad. Det kan være uhyggeligt svært, som dansker, at gennemskue logikken i, hvornår der stås og siddes. Men som hovedregel er det bare “omvendt herhjemme”–eller spot nogen, der ser evensongsrutinerede ud og sid BAG dem. Ab efter.

Selve andagten varer ca. ½ time. Vel og mærke ½ time, hvor man gerne har siddet med rislen ned ad ryggen og bare nydt den fantastiske sang i de akustisk lige så fantastiske omgivelser. Også ½ time, hvor man efter det program, som en vanlig turistdag ofte byder på, bare slapper af og finder roen. Det eneste, man skal, er at huske at rejse sig op de rigtige steder!

Mange af de kor, som er tilknyttet katedralerne, er verdensberømte. Især de, der har hjemme i Oxford og Cambridge og består af unge studerende fra universiteterne. Så man kan altså, på en ganske almindelig hverdagsturistdag, gå lige ind fra gaden i de mægtige, storslåede katedraler og tilbringe ½ times gratis sangnydelse sammen med et af verdens bedste kor.

Hvis man ikke er til korsang–så bliver man det garanteret. Ellers er det en storslået oplevelse bare at nyde disse fantastiske kirkers indre–især her ved aftenstide, hvor alt er oplyst med stearinlys, og roen har sænket sig.

Continue Reading

3 generationer af puds og stryg.

3804490

Min mor var meget dygtig til at stryge. Hun strøg sengetøj, duge–ja, faktisk alt hvad der var strygbart. Det var en æressag for hendes generation, at alt var velstrøget. Og at score så lavt som muligt på sjuskeskalaen. Jeg husker endnu det monstrum af en strygerulle, der huserede nede i vores kælder. Sådan en havde mange såkaldte husmødre, og den blev flittigt brugt. Når tøjet så var strøget–og her tales specifikt om sengetøj og duge–så var det heller ikke ligemeget, hvordan det blev foldet og lagt sammen. Der var klare, ufravigelige regler for såvel dug- som sengetøjssammenlægning. De fleste husker nok, hvordan det at lægge et lagen sammen krævede en styrke på mindst to mand, samt hvor uendeligt kedeligt det var at være dagens udkommanderede.

Ligeledes blev der pudset. Sølv, kobber, messing og alt, hvad der var pudsbart. Især i forbindelse med fejringer og store helligdage gik huset i Brassomode. Det kunne faktisk tage det meste af en dag at pudse sig igennem den rørlige formue i metal. Og der blev ikke sjusket–hver eneste lille frugtkniv fik en omgang, inden den blev genplaceret på sin vante plads i skuffen. For nypudset at afvente endnu en strålende jul. Dengang var det fede dage for Brassofabrikanter. Det er det nok ikke mere.

Jeg hader at stryge og pudse. Det kolliderer med mit temperament at bruge tid på det, og jeg keder mig. Mit sengetøj ville få et realitetschok, hvis det så en strygerulle, og rent lavpraktisk kan jeg sagtens bilde mig selv ind, at det er ovenud tåbeligt at bruge tid på at stryge noget, som jeg alligevel har genkrøllet ca. ½ time inde i søvnen. Bevares, jeg elsker nystrøget sengetøj, men det må være en af de frynsegoder, jeg betaler mig fra, når jeg sover på hotel. Ikke andet. Mit kobbertøj (har altid undret mig over, hvad relationen mellem metaller og “tøj” er. Jeg mener “kobbertøj”, “sølvtøj”, “messingtøj” etc. Der må være en forklaring.) aner ikke, hvad Brasso kunne indebære for dets udseende, og mit ikke-eksisterende arvesølv oplevede det såmænd heller ikke gennem de år, det boede hos mig, inden nogen tvangseksporterede det syd- eller østpå om natten. Jeg er simpelthen stryge/pudseignorant.

Men den er alligevel længere. Det, at jeg overhovedet tænker på det/skriver om det, beviser vel, at det har en plads i min hjerne. Det at jeg føler, jeg skal forsvare mit fravalg. Nu er det jo ikke sådan, at jeg rammes at akut stressfremkaldende traumer, når jeg konfronteres med mine ustrøgne lagner, men jeg har gennem hele min barndom lært, at graden af velstrøgethed og velpudsethed indirekte fortalte omverdenen noget om mig. Om hvor jeg befandt mig på sjuskeskalaen. Sådan noget sidder i en, og jeg ville i den grad ønske, at jeg kunne få gjort kål på den lille snert af dårlig sjuskesamvittighed, der stadig, dog sjældent, kan overfalde mig. Det sker oftest, når jeg uforvarende får et glimt af mit grønne kobber.

Og så er vi ved næste generation. Jeg vil ikke påstå, at min datter tror, kobber er grønt, og at det er løgn, at lagner kan stryges. Men jeg vil gerne påstå, at det slet ikke er en del af hendes univers overhovedet at indgå i spekulationerne. Hvad skulle hun det for? Hun er heldigvis langt fra den generation af kvinder, der målte hinandens stryge/sammenlægnings/pudsekvalifikationer på sjuskeskalaen. Det er helt andre ting, der er på dagsordnen.

I nogle sammenhænge er det svært at være mellem- eller overgangsgenerationen. Det er som regel dem, der lander med aben og den dårlige samvittighed. Fordi de både er fanget af det gamle og ikke rigtigt tør bekende sig 100% til det nye. Så det må være mit lod at boltre mig mellem mit ustrøgne sengetøj og mine upudsede andre former for “tøj”, mens den der lille abe stadig stikker sit grimme hoved frem engang imellem. “Sjuske”, siger den!

Continue Reading