Når man kører som guide/rejseleder lærer man meget hurtigt, at mennesker generelt er uhyre ens. De aller-allerfleste er umådeligt søde, sociale, hjælpsomme, nysgerrige og oplevelsesparate, men på næsten alle ture huserer disse 5 typer. Det er sådan noget, min irske guideveninde og jeg griner os halvt fordærvede over de aftner, vi tilfældigvis ender i samme by, og drikker os fjantede i Cola.
- Hende, der altid kommer for sent. Tidspunkter er som hovedregel vejledende og bør på ingen måde respekteres, da de kun gælder alle andre. Hun er altid “lige ved noget” (vigtigt, forstås), og det er umanerligt uforskammet, grænsende til det imbecile, at resten af bussen ikke indser, at hendes behov nærmest ved lov har fortrinsret. Hendes motto er gerne: “Nej, I har da ikke bare ventet på mig?”–og derhjemme er hun givetvis underordnet funktionær i en stor virksomhed.
- Overbrokinden. Igen en kvinde. Hun har ikke øjne, hun har radar. Ethvert hotel og enhver seværdighed scannes i detaljer for fejl, og hjemmefra har hun allerede lavet en mappe med rejseselskabets nødnummer, rejseankenævnets ditto samt forbrugerrådets for en sikkerheds skyld. Hun registrerer sjældent, hvor hun er, fordi hun har så travlt med at undersøge hjørnerne for skjulte fejl, så hun evt. kan få nogle penge tilbage med det soleklare formål at investere dem i at chikanere endnu et rejseselskab. Hun er som regel gift med en mager, undselig mandsperson, der kun er rigtig rar, når hun er ude af syne og på fejlfindingsmanøvrer.
- Bedrevideren. Her skifter vi så køn–det er en han. Bedrevideren ved alt meget bedre end guiden og indleder samtlige sine sætninger med “Må jeg lige indskyde at…” Han er i evig fart, nærmest roterende, for hver gang bussen holder, skal han finde det nærmeste informationsskilt, lære det udenad og andægtigt citere det for hele bussen. Han bruger et bestemt tonefald, hver gang han foredrager om alle de ting, guiden har udeladt eller, hvad han elsker: slet ikke ved–nærmest lidt nedladende. Og så smiler han sådan lidt stolt og bedrevidende til alle de gæster, der også er meget mere berejste og intelligente end den uvidende katastrofe af en guide, samtlige de rejseselskaber, han har rejst med, i en uendelighed pudser på ham. Man skal lede godt for at finde hans kone….
- Den oversociale. Det er ham, der med sikkerhed ved, at vi jo ikke har andet sjov end det, han laver. Og hvis resten af selskabet ikke kan finde ud af at more sig, så skal han fanden-gale-rendemig nok hjælpe dem. Han har et helt lager af forældede vitser fra 60-erne, som han stadig griner højt og rungende af, og går aldrig af vejen for at dirigere en fællessang. Gerne “Hjulene på bussen” eller “Vi har det, åh, åh.” Han er komplet ligeglad med ruten og seværdighederne–det er da ikke derfor, han er på busrejse. Det er fordi, han er Guds gave til fællesskabet, og hvad skulle vi lige gøre uden ham? Han har den veninde med, som han nyligt har fundet efter 6 forliste ægteskaber, og vi andre ved godt, hvordan det går, når de er kommet hjem. Til København!
- Den hjælpeløse. Hun prøver at bilde alle ind, at det altså er første gang, hun er ude at rejse, så det er absolut nødvendigt, at vi alle står sammen om at hjælpe hende. Gerne 24/7, og glemmer vi det, har hun en utroligt kvalificeret måde til at afbryde enhver samtale. Hun tåler dårligt fremmed mad (hvor hun så end ved det fra!), er meget nervøs for pas og penge og har en naturlig skepsis overfor de mærkelige mennesker, der bebor det land, hun rejser i. Hendes håndtaske bugner med papirservietter, som hun uafbrudt rengør toiletsæder med, og på den resterende plads har hun piller for snart sagt alt, inkl. malaria og gul feber. Hun har en stor forkærlighed for ikke at bevæge sig mere end ca. 20 cm. væk fra guiden, for hun vil i alt fald ikke risikere at blive væk i UggaBuggaland. Hun er single.