Guldsøstre

Jeg er fuld af beundring for folk, der har forstand på boligindretning og bor pænt. Sådan med de personligt udvalgte møbler, som står perfekt i forhold til hinanden, og med små, finurlige påfund, der får det hele til at virke personligt og velgennemtænkt.

Det er ingen hemmelighed, at jeg, som så mange andre kvinder, har været igennem traumerne omkring, at det bare ikke kan lade sig gøre. En del skyldes økonomi, men i virkeligheden er det vel det mindste, for det behøver jo ikke være dyrt at bo pænt. For mit vedkommende skyldes det, at det på alle måder er umuligt. Jeg mangler rumsans, indretningssans, finurlige ideer, oprydningssans og, indrømmet, tid og lyst. Hvis jeg halvhjertet kaster mig ud i at ommøblere, ender det bare med, at jeg ikke kan finde min stol igen. Mange af mine ting har ligesom også helt deres egen vilje. de VIL ikke stå pænt og passe sammen. Og hvordan skal jeg forholde mig til, at der altid og i en uendelighed er nogen i mit hjem, der smider læste aviser, åbne bøger, halvfærdigt strikketøj og alskens andre forstyrrende elementer overalt? Det er en unfair kamp, MEN:

For et stykke tid siden fik jeg udbetalt en middelstor sum penge, fordi jeg havde haft alt for meget overarbejde. Så fik jeg den ide, at hvis jeg omsatte pengene til det æg, jeg vel nærmest har ønsket mig siden konfirmationsalderen ( det gør man vel i vores generation?), så ville mit hjem med et aspirere til en 3-siders i Bo Bedre. Den stol er ligesom indbegrebet af, at man bor pænt. Så mig op til møbelforretningen, hvor jeg kunne få mit æg for lige præcis det beløb, jeg havde—i cognacfarvet læder, uha, uha! Der var bare lige det ved det, at jeg også gerne ville en tur til Myanmar–og det kostede altså også et æg. Begge dele kunne der på ingen måde være tale om.

Så gik jeg, pragmatiker som jeg er, ind i en særdeles alvorlig cost/benefit stoleanalyse med mig selv. Hvad skulle jeg egentlig med det æg? Det er jo ingen hemmelighed, at man sidder forfærdeligt dårligt i det, og at det mere er en skulptur end en stol. Turde jeg overhovedet bruge det? Jeg mener, ville det ikke på en måde være forfærdeligt, at jeg hele tiden skulle kvindsopdække det æg for at passe på, at det ikke fik patina på den ufede måde eller på andre måder kom til skade? Og var jeg klar til at forsvare pralværdien overfor alle dem, der måske ikke lige forstod mine ægdispositioner? Eller–helt konkret–hvor i alverden skulle jeg stille det? Så det både undgik at klistre sig op af en ældgammel bogreol, men samtidig kunne ses helt tydeligt af alle, der besøgte mig. Der er INGEN, der køber et æg, for at gemme det af vejen. Den påstand vil jeg godt forsvare!

Så jeg lod ægget fare. Det var alligevel alt for besværligt at blive æggeejer. Jeg havde en fantastisk tur til Myanmar med hele min familie. Og jeg tænker tit på, at hvis jeg nu havde gået for ægget i stedet, så kunne jeg have siddet midt i min stue i en stor, ubekvem stol og læst tonsvis af turistbrochurer om Myanmar. Det havde på ingen måde gjort mig gladere.

Nej, dette er ikke en håropskrift eller en gennemgang af de sidste nye klædelige frisurer for ældre kvinder.

Istedet handler det om, at de fleste kvinder desværre har været gennem en traumatisk hårforbytning allerede i fosterstadiet. Jeg kender ikke ret mange kvinder, der har det hår, de retmæssigt burde have haft–eller bare det hår, de gerne vil identificere sig med. Jeg har aldrig hørt så meget som en eneste kvinde, der i jublende vendinger roste sit eget hår eller bare tillod sig at være glad for det.

Jeg kan selvfølgelig ikke udtale mig på andres vegne, men for mig gælder det, at mit hår på livslang basis har været en løbende kilde til utilfredshed, skuffelse og undren. Gennem mange år forestillede mit indre selvbillede et hunkøn med krøller og kraftigt, smuk faldende hår, og spejlet løj konstant ved at vise mig et helt andet med tyndt, leverpostejet, kedelighår, der primært stak (ikke faldt!) ud til siderne. Gennem lige så mange år ofrede jeg enorme summer (sådan i størrelsesordenen, at jeg vel brødfødte et par frisørfamilier) på at erhverve de krøller, jeg så inderligt længtes efter og følte mig dybt fornærmet over at være blevet forbyttet fra. Det var også dengang, jeg måbende hørte om krøllede veninder, der gudhjælpemig ofrede lige så store summer på at udglatte de for mig så eftertragtede krøller. Forsynet, eller hvem det nu er, der står for hårdistributionen, burde da virkelig gå ind i en sådan sag. Umiddelbart kan jeg se en superlet løsningsmodel.

Det er også sådan med os kvinder, at vores hårlængde er omvendt proportionel med vores alder. Som unge har mange af os langt hår, og derefter går det ellers bare opad. Omkring 60-års alderen har de fleste kort hår. Det er fordi, vi har givet op overfor drømmen om det smuk faldende, kraftige hår. Pagefrisuren er også enormt populær–det er sådan en måde at markere, at nok har vi erkendt vores klare hårmangler, men vi prøver alligevel at udskille os en smule fra alle de andre. Eller måske er pagen bare et mellemstadie på vej til korthåret?

For mange indtræder farveproblemet også undervejs. Nu bliver det pludselig ikke et spørgsmål om krøller eller ej, men gråt eller ej. For selvfølgelig er det sådan, at de, der tidligt bliver gråhårede, i årevis går rundt med selvbilleder i kastanierødt–og omvendt. Nogle gange tænker jeg på, at adskillige frisørsaloner måtte lukke og slukke, hvis deres indehavere bare skulle klippe. Det er jo sjældent bare for klipningen, vi kvinder går til frisør. Nej, vi skal farves, permanentes, løftes, have lavet striber–sådan at vi stadig kan have det hår, der passer til vores selvbilleder, og det, vi retmæssigt burde have haft helt fra starten af.

Min frisør (altså MIN, for ligesom mange andre kvinder er jeg særdeles frisørtrofast og har haft den samme i næsten 30 år) regner ikke længere mig for den store indtægtskilde, jeg var gennem en årrække. Jeg har opgivet at leve op til mit selvbillede–det blev sgu` for dyrt. Jeg nøjes med page og leverpostej. Men jeg brokker mig stadig over mit hår, og det vil jeg nok fortsætte med at gøre. Det gør jeg mest sammen med andre kvinder, for hårbrokkeri er en yndet venindesyssel, for ingen af os undgik den der uretfærdige forbytning i fosterstadiet.

Og så er jeg somme tider ret misundelig på mænd på min egen alder. Mange af dem har jo–lad os sige af ret naturlige årsager–overhovedet ikke hårproblemer. De behøver ikke engang gå til frisør–det vil være en smule overflødigt. Og selv om jeg har en god fantasi kan jeg simpelthen ikke forestille mig, at de sidder i små mandesammenhænge og begræder deres afdøde hårpragt.

Denne blog handler ikke om mad og madopskrifter. Jeg er så gammeldags, stolt og ærekær, at jeg kun skriver om ting, jeg har en lille smule forstand på. Den behøver heller ikke handle om mad og madopskrifter. Det er der tilstrækkeligt med andre blogge, der allerede gør. At det så kan undre mig og gøre mig lidt harm på mit køns vegne, at de fleste “modne” kvindeblogge handler om mad, mode, boligindretning og have, er en helt anden sag, som jeg nok senere vil kommentere.

Dette indlæg handler om mit forhold til mad og madopskrifter. Det er, for nu at sige det pænt, en smule anstrengt. Ikke sådan at forstå, at vi ikke får noget at spise her i huset, eller at vi primært lever af take away og rugbrødsmadder. Vi lever nok mest af relativt ukomplicerede retter og masser af ligeså relativt ukompliceret salat. Den slags, der består af en blanding af Nettos tilbud og de forhåndenværende søm.

På et utal af tidspunkter i mit liv har jeg haft højhusstore ambitioner om at blive en eksotisk madlaver. Jeg har nærstuderet opskrifter, tilbragt timevis med at indkøbe ingredienser, jeg knapt nok kunne udtale og stået halve eftermiddage for at skrabe de der små sataner ud af granatæbler. Udelukkende fordi jeg var overbevist om, at det gjorde de fleste nok. Jeg mener, når man inviteres til spisning i andre familier, er det da helt utroligt, hvad visse kvinder tilsyneladende kan banke sammen på under 10 minutter. Og endnu mere utroligt, hvad de sådan bare på daglig basis ligger inde med af fantastiske krydderier og eksotiske grøntsager–der skulle jeg da bruge det meste af en uge og adskillige ture til mellemstore byer bare for at indkøbe dem. Og–hvis jeg endelig gjorde det–så endte det altid med, at bunker af samme eksotiske grøntsager blev lagt til forrådnelse i mit køleskab, og de fantastiske krydderier først flyttede sig igen, når de havde overskredet sidste salgsdato.

Jeg er fuld af beundring for de kvinder, der laver denne lækre mad og også mange gange deler deres opskrifter med andre. Og jeg er IKKE ironisk, når jeg skriver det.  Jeg elsker og nyder at spise deres mad, men jeg er gradvist–og det tog tid–holdt op med at prøve at være copycat indenfor madbranchen. Så længe min mad består af gode, lødige råvarer, så kan vi altså sagtens nyde ugens frikadelle. Jeg har erkendt, at mit liv har for få timer til den slags, og at jeg forøvrigt meget hellere vil bruge det på noget andet. I bund og grund keder det mig en smule at lave mad–der er så meget andet, jeg skal.

Selvfølgelig er det arven fra vores mødre, der oplevede velstandsstigningen og den begyndende internationalisering, der slår igennem. Min mor jagtede nye opskrifter, og da vi første gang fik retter som paella og pizza, oplevede hun et sandt identitetsboost. Jeg har også veninder, der er helt vanvittigt gode til at lave interessant mad ( og til at skrabe diverse pyntelige sataner ud af uudtalelige frugter), og vil de have en gang frikadeller, er de meget velkomne her i huset.

Alligevel–og stadig–oplever jeg det der anstrengte madopskriftsforhold, når ugebladene (altså dem, jeg selvfølgelig læser ved frisøren) igen og igen slynger vidunderlige kreationer i hovedet på mig. Så tænker jeg på, hvor usigeligt lille og forfærdeligt usmuk min danske bøf med løg og gammeldags agurkesalat ser ud ved siden af. Først lidt senere bliver jeg sådan lidt taknemmelig over, at der jo rent faktisk ikke er andre end mig selv, der kan tvinge mig ud i eksotismerne, inkl. lange provianteringsture og ugevis med oplagring af madvarer, jeg ikke aner, hvad jeg ellers skal bruge til. Og så går jeg hjem og laver karbonader.

Jeg glæder mig til på torsdag. Da skal jeg nemlig på auktion. Det er sådan en ting, jeg har vokset/ældret mig til, og det er faktisk kun det sidste års tid, jeg har været passioneret auktionsgænger. Det er vist sådan med auktioner, at enten bliver man bidt–eller også synes man, det er noget skidt!

I min by er der auktion ca. 1-2 gange om måneden, og vi er en broget flok, der trofast møder op. Selvfølgelig er der også løse fugle, men det er som regel kun, hvis der er et virkeligt slagnummer, eller hvis TV for 117-ende gang for nylig har genudsendt auktionsprogrammer. Den sidste kategori går som regel efter få numre–vi andre bliver jo hængende og får det hele med. Og sjovt nok er der sjældent ret meget tvivl om, hvad vi går efter: arbejdstøjerne har stor forkærlighed for værktøj og usynede biler, pelsene er mest til gammelt porcelæn, sølv og smykker, under 40-erne er til baby/børneudstyr og legetøj, Låsby-Svendsen look-alike-erne er til alskens gammelt ragelse, og sjællænderne kommer efter alt det teak og marmor, som vi jyder omsider er holdt op med at køre direkte på lossepladsen.

Jeg er lidt til det hele, men allermest til en god handel. Hjemmefra kigger jeg kataloget igennem og finder de ting, jeg absolut må eje eller dem, det ikke gør noget, at jeg kommer til at eje. Så sætter jeg mig selv en maksimumpris for hammerslag, og jeg vil gerne prale af, at jeg kun yderst sjældent har overskredet den i kampens hede. Det gik lidt galt med radiohuspendlerne sidste år–men da jeg så, hvad der ellers forlanges for dem på markedet, var det faktisk meget lidt galt–vel nærmest det modsatte.

På min auktion sælges revl og krat i en skønsom blanding mellem hinanden. Det er mest dødsboer og måske ting fra politiet. De fleste hammerslagspriser ligger mellem 200 og 500 kroner, selv om der ind imellem kan være enkelte møbelklassikere, som sælges for væsentligt mere. Det er sådan nogen, som vi–altså os der kommer hver gang–ikke byder på. Hvis vi kigger rundt i lokalet, kan vi jo med det samme se, hvem der alligevel render med dem til sidst, så hvis vi byder, er det udelukkende for at småchikanere sjællænderne eller den lokale Svendsen.

En stor sidegevinst ved at gå på auktion er, at man får en helt klar fornemmelse for, hvad der er in i tiden, samt hvad tingene er værd. Hvad der var nærmest usælgeligt for 1 år siden, sælges pludseligt for ret overraskende beløb–og det modsatte. F.eks. er det ikke mange år siden, man kunne få Wiinblad til foræringspriser. Det har ændret sig, men på det seneste er der tendenser til, at man nok snart skal til at dukke sig for ikke at få det kastet i hovedet igen.

En anden sidegevinst er atmosfæren. Det summer af liv, af spænding og forventning, af glæde ved gode handler–og så har vi en pølsevogn, hvor vi både kan købe hottere og prale lidt.

Og selvfølgelig sker det, at jeg kommer hjem med det vidunder, der på køreturen hjem har forvandlet sig til intet mindre end en øjebæ af en umulius. Så trøster jeg mig med, at den da i det mindste var billig–inden den ender sit midlertidige ophold hos mig med at gå i Den blå avis.