Om nytårsfortsætter.

Jeg har to mindre heldige vaner. Uden at gå i detaljer er den ene Yankeebars, og den anden praktiseres bedst udendørs. Dem vil jeg forsøge at gøre noget effektivt ved. SLUT-PRUT-FINALE!

Nytårsforsætter er sådan noget forfærdeligt restriktivt, kedeligt noget, som næsten kan ødelægge det nye år, inden det overhovedet er kommet i gang. Bare tanken om alt det, man skal holde op med. Altså klokken 00.00 en nat, og så i øvrigt resten af livet. I alt fald indtil man tilbagefalder i sine dårlige vaner, og oveni at have fået skodvanen igen også må slås med skyld og dårlig samvittighed.

Nej, jeg vil ikke HOLDE OP MED. Det er på tide, at nytårsfortsætter handler om AT BLIVE VED MED. Det hedder vist nudging på trendy hipsterdansk. Jeg synes bare, det er sund fornuft. Ingen selvpålagte påbud, men en effektiv dyrkning af alt, hvad der er positivt og gør livet for både en selv og andre værd at leve. Og som de fleste andre har jeg det sådan, at ethvert forbud med det samme tænder den indre anarkist, som straks enten går i diskussion med forbuddet, eller simpelthen i ren provokation gør det stik modsatte. Begge dele er i længden lige ineffektive.

Så et uddrag (skal nok spare læserne for bind I-XII!) af mine nytårsfortsætter går simpelthen ud på AT BLIVE VED MED:

At gå lange ture i skoven og på heden med hunden. (Det var motionen.) At spise alle de grøntsager og al den salat, som jeg elsker. (Det var maden.) At købe alle de (sommetider!) åndsvage ting i genbrugsforretninger og forære dem tilbage, når jeg alligevel ikke kan bruge eller passe dem. (Det var den sociale samvittighed og den globale hjælp.) At være ordentlig og rummelig overfor familie og venner. (Det var intimsfæren og de nære relationer.) At se gode udsendelser i tv og læse gode bøger. (Det var kulturen.) At opføre mig ordentligt og rummeligt overfor medrejsende, kunder og gæster. (Det var det mere jobrelaterede.) Samt at være mig selv–på godt og ondt. (Det var det allermest personlige.)

Jeg gider ikke fokusere på ting, jeg skal HOLDE OP MED. Fordi jeg er helt og aldeles sikker på, at jeg er meget, meget bedre til AT BLIVE VED MED. Det kan jeg nemlig finde ud af! Og jeg er også så forfærdeligt meget bedre til at rose mig selv end til at skælde mig ud. Jeg skal dyrke de positive ting. Det vil jeg, i længden, nå meget længere med, end udelukkende at fokusere på de negative. Det betyder jo nok ikke, at de negative pludseligt forsvinder eller på mystisk vis fordufter (ikke et ord om t(rumpen!), men jeg er sikker på, at det i den sidste ende har en virkelig positiv (og måske smittende?) effekt på min livskvalitet.

Godt nytår!

Og skriv gerne, hvad I vil BLIVE VED MED!

Continue Reading

Nytårsstatus.

Jeg vil ikke kommentere på verdens situation generelt. Det er der andre, der er væsentligt mere kvalificerede til. Eller vejret. Eller betalingsbalancen. Eller “what`s hot and what`s not”. Jeg vil derimod følge tidens trend og udelukkende skrive om mig selv. Om mit eget, personlige 2016. For det blev et godt, tiltrængt og anderledes år.

2016 blev det år, hvor jeg efter 32 år på samme arbejdsplads, og i en alder af 59, omsider fik samlet tilstrækkeligt mod til at sige fra. Sige op. Måske er det i virkeligheden meget mere korrekt at skrive ” at sige TIL”. Gennem flere år havde jeg gået med den der fornemmelse af, at jeg ikke hørte tilstrækkeligt til mere, at det ikke længere var, hvad jeg gerne ville, og hvad (resten af) mit liv skulle bruges til. Jeg har altid elsket at undervise, jeg har altid (dog med visse uheldige undtagelser) holdt utroligt meget af mine elever, og jeg har altid såvel elsket som dyrket mine fag. Men med en kerneydelse, der via reformer og andre ubelejligheder var reduceret til ca. 25%, en tiltagende mængde af uendeligt brok på arbejdspladsen og en endnu mere stigende fornemmelse af, at der et eller andet sted såvel måtte være brug for mig som nye udfordringer for mig, satte jeg mig bogstaveligt talt ned i en stol en dag og tænkte.

Jeg var simpelthen dybt pragmatisk og havde som simpelt grundpræmis: Hvad kan jeg? Hvordan kan jeg genopfinde mig selv, så det både giver mening og indhold? Og–den er man jo ligesom nødt til at have med–løn? Svaret var egentlig ganske simpelt: Jeg kan rejse. Belært af mange års undervisningserfaring og en god portion nærighed er jeg blevet en god logistiker, der rimeligt nemt kan skrue en rejse sammen på papiret, og jeg ved, hvor de billige fly kan findes. Samme erfaringsgrundlag betyder, at jeg har været mange steder, og derfor, i især engelsktalende lande, føler mig både bomsikker og på hjemmebane. Oveni–eller rettere som det allervigtigste–så elsker jeg at rejse. Samt at formidle den viden om og den store forelskelse i rejsemålene, jeg har, til andre mennesker.

Så i 2016 sagde jeg altså endelig op, lavede min egen lille rejseklub og meldte mig som freelance guide på engelsktalende destinationer. Og den bar jo, ideen. Det lykkedes! Der VAR folk, der gad at rejse med mig, og der var sandelig også professionelle rejsebureauer, der godt kunne bruge mig. Det kan godt være, at der ikke er råd til det samme forbrug som tidligere, men i stedet er der kommet glæde og arbejdsiver. Hvilket, set fra mit synspunkt, er helt usammenligneligt mere værd. Helt konkret var det vel også noget med, hvad jeg egentlig brugte pengene til førhen. At rejse, tror jeg! Så måske giver det hele økonomisk bare samme facit. Men denne gang med glæden og tilfredsheden i mente.

Så 2016 blev året, hvor jeg endelig turde se alternativerne til brok og vanetænkning og genopfinde mig selv. Eller finde mig selv. Alle de år på samme arbejdsplads var absolut ikke en uendelig trædemølle. Men der kommer tidspunkter i ens liv, hvor det er nødvendigt at gøre status og kritisk se på, om det måske ikke er på tide, at der skal ske noget andet. Om man ikke skal prøve at genfinde glæden og udfordringerne i det, man gør. Jeg kender en del, der har gjort det samme. Og de er, helt uden sammenligning, de mest tilfredse og brokfri mennesker, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke økonomisk omkostningsfrit at vende sit liv på hovedet. Som 60-årig kan jeg få en lille pension, som er grundsubstansen i at overleve. Tillige vil de fleste nok også i samme alder være nået til et punkt, hvor de løbende udgifter ikke er så uhyggeligt store længere. Ungerne er væk, og faste udgifter er nok heller ikke så høje. Og alt det, man førhen troede, var en absolut forudsætning for et lykkeligt liv, har jo med årene vist sig at være relativt betydningsløst. I min alder samler mange ikke længere på ting–de samler på oplevelser.

Og når jeg ser på kalenderen for 2017, så ser den rigtigt indbydende ud. Lige til at kaste sig ud i. Der er masser af rejser, både for etablerede rejsebureauer og med min egen lille flok. Jeg skal Irland rundt adskillige gange–og hvis nogen spørger, om det da ikke bliver trivielt, så kan jeg vist kun svare, at det er væsentligt mindre trivielt end i en uendelighed at prædike om kongruens i engelske sætninger. Det sidstnævnte får man ligesom ikke så meget positivt feedback på, mens det første altid foregår med glæde og vidensbegejstrede, rejselystne gæster.

Så 2016 blev et godt år. Det var, måske mest af alt, det år, hvor jeg beviste overfor mig selv, at jeg TURDE!

Continue Reading

Om nytårsskyts.

Hunden og jeg har i grunden ikke så forfærdeligt mange fælles interesser. Hans interessekatalog er rimeligt begrænset og koncentrerer sig, hvis man skal koge det ned til få ord, primært om hoved og røv. Jeg bilder mig ind, at jeg er en smule mere vidtfavnende.

Men en ting er vi helt enige om: Vi HADER nytårsskyts! Eller rettere: Vi HADER alt det, der siger bang og laver høje lyde. Og i disse dage er vi jaget vildt.

Bevares, jeg synes da, fyrværkeri er smukt, men udelukkende på afstand. Altså så meget afstand, at jeg ikke kan høre bragene. Den slags går desværre hundens snude forbi–han registrerer kun, når de uventede brag tilsyneladende lyder lige ude i hans baghave. Hverken han eller mig forstår rigtigt det der med bragene. Eller: Vi forstår ikke helt deres formål. Selvfølgelig ved jeg godt, at fyrværkeri og krudt er tæt forbundne størrelser, og at raketter nødvendigvis må slå nogle småprutter på vej op i intetheden. Men ingen af os forstår brag, der bare er til for brags skyld. Vi er fuldstændigt uforstående overfor, hvad det lige er, de der brag gør for affyrerne.

Måske er det noget med belønningscentret? Altså at jo højere, braget er, desto mere belønning er der i megalyden? Sådan at man, om man så kan sige, bliver bragende høj (og døv som sidegevinst!). Eller at braget i virkeligheden er en højlydt potensforlænger? Jo højere brag, jo mere mandig? Eller er det måske små mænd, der render rundt og brager? Min erfaring–og min fornuft–siger mig, at det nok ikke er kvinder. De fleste af dem har det nok lidt som mig.

Efter min mening (dog ikke hundens!) er det fuldstændigt i orden, at nytårsaften anvendes til at gå bragende amok. Bare jeg kan blive inde, iklædt høreværn. Men jeg synes faktisk ikke, det er nødvendigt at holde mere eller mindre permanent generalprøve en god uges tid inden. Og hvem er det også, der bare ikke kan vente? Forleden så jeg endda nogle mænd fyre raketter af i fuldt dagslys. Det er da efter min mening fuldstændigt vanvittigt og virkelig enormt spild af penge. Jeg ville ønske, at man ligesom kunne lave en form for stiltiende aftale om, at nytårsaften er det helt legalt at udleve sine højlydte mindreværdskomplekser–til gengæld må man så leve i stilhed med dem resten af året.

Og er der ikke nogen, der vil prøve at arbejde på at opfylde den lydfri raket? Så jeg kan nyde de flotte mønstre og farver i stilhed–og hunden kan få fred den uge om året, hvor alting for ham er worst-case-scenario?

 

Continue Reading

Den store mæthed.

Det sker altid her omkring 5. eller 6. juledag. Hvis man da overhovedet stadigvæk tæller juledagene herude i den billige ende. Jeg bliver noget så usigeligt, uendeligt stopmæt.

Jeg er mæt af grønlangkål i fløde med medisterpølse, flæskesteg med svær, der ikke længere er sprøde, sylte med sennep og rødbeder og de sidste rester af anden. Jeg er mæt af de utallige stykker Toffifee, Quality Street, Toblerone og Pariserlinser, jeg i ekspresfart har kørt ind hele julen. Jeg er mæt af julefilm med Hugh Grant og pædagogiske serier, der altid starter i Jerusalem og varer 5 timer. Jeg er mæt af at vinde over familien i Trivial Pursuit og tabe til dem i alle andre spil. Jeg er også mæt af at se på mit eget julepynt, som på ophængningstidspunktet var utroligt både hyggeligt og pynteligt, men som nu ligner en udstilling i dårlig smag og den årlige kongres for udseendemæssigt udfordrede nisser. Jeg er, med andre ord, stopmæt af at holde jul.

Jeg har skam nydt det hele. Intenst. Ellers havde jeg vel ikke hældt så meget medisterpølse i mig selv og udsat mig selv for så mange gensyn med ham den engelske overflødebolle, som altid får den søde pige i enden, selv om man nok kan spørge sig selv, hvorfor hun ikke scorer noget lidt mindre velpoleret. Det er som om, at julen er der, hvor det er fuldt legalt at overskride sine egne æstetiske og madmæssige grænser. Dem, man pænt holder sig indenfor resten af året. Det er her, det er legalt at gå amok. Spise mad og slik til man er på revnestadiet, se en masse dårligt fjernsyn–og intenst nyde det samtidig.

Det er godt, der er en indre stopklods–eller mæthedsfornemmelse, om man vil. Alt det frådseri er jo kun sjovt et vist antal dage. Hvor man så selvfølgelig også både går all-in og grovnyder det samtidig. Men nu skal vi videre. Tilbage til de grøntsager, der måske ikke var helt så mange af i julen, og de Toffifee-fri dokumentarudsendelser. Mr. Grant går på stand-by til næste jul sammen med medisterpølsen, og Trivial står på hylden uden at booste min selvtillid overfor resten af familien.

Snart er det nemlig januar, og så skal vi alle sammen på slankekur og vænne os til Grantfrit fjernsyn. Det første iflg. ugebladenes selvsvings-kalender, hvor januar er “store-skrump-måned”. Det var nemlig selvsamme ugeblade, der for et par måneder siden instruerede os i at lave al den fede mad, så nu kan de jo passende pille den af os igen. Det er det, der hedder omstillings- og omsætningsparathed.

Men lige nu er jeg bare mæt. Jeg trænger til en julepause på ca. et år, og det er da i sig selv utroligt belejligt. Jeg er ved at få hygge galt i halsen–eller også kan hygge for mig lige nu defineres som at krybe ned i en god stol med en god bog, helt alene, og gerne med en stor skål salat. Faktisk har jeg allermest lyst til at blive siddende i samme stol, indtil det bliver forår igen. Januar er så forbandet mørk, tam og kedelig. Men det hjælper den heldigvis lidt på vej og gør den en smule mere udholdelig, at man (heldigvis) er så ualmindeligt, forbandet- og dejligt- mæt af julen!

Continue Reading

Storbybørnene.

Jeg er tit misundelig på de af mine venner, der har børn (og børnebørn) i umiddelbar nærhed. Sådan at de både lige kan kigge forbi et par timer, men også sådan at de lige kan gå hjem til sig selv efter de par timer.

Mine børn bor i landets to største byer, og der vil de nok blive boende pga. de valg, de i sin tid har gjort såvel uddannelses- som job- og karrieremæssigt. Der er langt herfra til både København og Århus–og den modsatte vej. Man kigger ikke lige sådan forbi til en kop eftermiddagskaffe. Til gengæld indebærer nærmest alle besøg en eller flere overnatninger.

Nu har jeg lige sendt dem hjem i storbyernes favn efter en veloverstået jul. Her er en smule tomt, og hunden mangler nogen at lege med. Jeg er en smule spaltet indvendig, for nok er her tomt efter 4 dage på fuld skrue, men samtidig kan jeg også godt mærke, at jeg trænger til at trække mig ind i mig selv og bare være. Når vi er sammen, er det en alt-situation, og når vi ikke er, er det selvfølgelig en intet-situation. Der er ingen glidende overgange, eller den slags “smutten forbi”, som forældre med nærtboende børn kan have. Det er 24/7, og om natten kan vi såmænd monitere hinandens snorkevaner.

Jeg kan godt lide besøgenes intensitet, men jeg mangler samtidig den dagligdag, som man med børn i nærheden kan være en naturlig del af. Det er aldrig dagligdag, når mine børn er her. Bare så lille en ting, som at vi helst undgår andre aftaler under besøg, illustrerer vel dette. Så tager vi lige 4 dage i “børnemode”, fordi vi alle ved, at der kan gå flere måneder, inden vi ses igen. Der skal jo også bruges masser af tid på opdatering. Forklaringer om og opdateringer på, hvordan det går, og hvad man lige går og laver. Selvfølgelig kan man telefonisk og Messengersk følge rimeligt med, men en samtale med en tilstedeværende person er nu at foretrække. Hvis de var bosat ovre på den næste vej, kunne man vel nærmest se det hele med egne øjne. Det er selvfølgelig også et evigt tilbagevendende spørgsmål, hvordan det vil gå, når og hvis der kommer børnebørn. Bliver vi så de eksotiske, men lettere provinsielle bedsteforældre ovre/nede i Jylland, som vises frem til særlige højtider og lejligheder? Og får de nærmereboende bedsteforældre vores børnebørns opmærksomhed–af den simple grund, at de rent faktisk er der? Den tid, den sorg. Indtil nu er der tilsyneladende ingen af dem, der har opdaget hemmeligheden omkring, hvordan man producerer børn….

Men der er da sandelig også fordele. Bare tænk på, hvad en enkelt nat på hotel i KBH koster! Vi bor gratis lige i smørhullerne i de store byer. Og vi har fuldstændigt omkostningsfrie guider til de sjoveste oplevelser og de sidste nye tiltag i samme byer. Jeg vil vove at påstå, at vi også har rimeligt tjek på, hvad der foregår af spændende nye ting i landets store byer. Vi kommer der jo jævnligt. Samtidig er vi faktisk også gode til at gøre alle de ting, det er absolut umuligt at gøre herhjemme i provinsbyen. Det drejer sig ikke om at gå en tur på Strøget–der kommer jeg sjældent. Ikke for at være arrogant, men fordi det faktisk i min optik er rimeligt uinteressant. Men storbyens små oaser, de sjove, gamle baggårde, pulsen, byfornyelsen, de små, gemte kvarterer–alt det tiltrækker mig. Ligesom kulturlivet. Nok har vi omrejsende teater her i byen, men det er vist ikke nogen overdrivelse at påstå, at der ligesom er lidt mere power forbundet med at sidde i Det Kgl..

Løsningen ville selvfølgelig være selv at rykke huspælene op og bosætte sig nær børnene i storbyen. På papiret er det også ret logisk. Men rent praktisk ville det indebære at sende 1 stk. provinshund og 2 stk. inkarnerede provinsboere i eksil. Det er her, vi hører til. Ligesom børnene hører til i storbyerne. Med den erkendelse og accept må vi jo bare prøve at få det bedste ud af det på de præmisser, vi har.

Selv om jeg da stadig godt kan blive misundelig, når venindens datter lige stikker forbi hos hende til en kop eftermiddagskaffe på vej hjem fra den lokale Føtex.

Continue Reading

Den lille, uoverstigelige hurdle.

Stormen tog min flagstang. Ikke at det er det store tab som sådan. For mig er en flagstang sådan noget, jeg for det meste glemmer, jeg har, men som bestemt er rigtig god at have. Her i huset flagrer vi som princip af glæde og ikke af nationalisme, men det er bare utroligt sjældent, vi overhovedet gør det. Det skyldes, som så utroligt mange andre ting, den lille, uoverstigelige hurdle.

Jeg bilder mig ind, at jeg nok er verdens ubetinget eneste offer for hurdle-syndromet, men måske forholder det sig slet ikke sådan? Lad mig starte med flagstangen: Selv om jeg har været spejder i utallige år og bestemt stammer fra et hjem med flagstang, kan jeg simpelthen ikke binde et flagknob. Jeg er en sand mester indenfor et stort udvalg af andre knob, og især trompetstikket, som bruges til at afkorte teltbarduner, er jeg virkelig god til. Jeg bruger det måske bare ikke så tit, men vil da gerne stille min ekspertise til rådighed for teltbardunforkortelsesramte. Men flagknobet! Det er sådan set den eneste hurdle mellem mig og flagning i strakt blæst og selve grunden til, at jeg ikke lige får det flag op. Når jeg engang imellem på familiens mærkedage overvejer at kaste mig ud i flaglig fejring, så bremses jeg altid på netop det punkt. Jeg visualiserer med det samme, hvilke fortrædeligheder mit flag kunne komme ud for, og er i det mindste sikker på, at jeg aldrig nogensinde vil få det ned igen, hvis jeg ikke får det forsvarligt opbundet. Derfor lader jeg være.

Og sådan er det jo med mange ting. Der er den der lille, uoverstigelige hurdle mellem mig og brugen af eller færdiggørelsen af dem. I småtingsafdelingen er der trøjen, der i 5 år har manglet en knap, som er fuldstændig uoverskuelig at sy i. Eller kjolen, der har en plet, som aldrig bliver vasket af, så hver gang den potentielt skal bruges, finder den direkte vej ind i skabet igen. Der er også strikketøjet, hvor man strikkede en pind forkert eller tabte et par masker. Det ligger stadig og griner, fordi man bare ikke KAN få sig selv snøvlet sammen til at komme over hurdlen. For mig er der også megahurdlen: Bogen Ulysses, hvor jeg aldrig er nået længere end side 55 og nok heller ikke skal påregne nogensinde at komme videre. Det er så måske til at leve med, for det er vist den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst–til ende.

Engang imellem får jeg et hurdleflip og bestemmer mig for, at nu skal tingene ordnes. Jeg skal ofre nogle minutter af min tid på at lære at binde flagknob, sy knapper i, trevle strikketøj op eller læse 10 sider mere af Ulysses. Men det lykkes aldrig. I stedet kommer der hele tiden nye hurdler til, som jeg enten må prøve at overvinde eller lære at leve med. Selv om mini-hurdler ofte både er spild af tid og unødvendige bekymringer.

Da min yngste søn var i børnehavealderen, havde han et år et stort og brændende ønske omkring fastelavnsudklædning: Han ville være Supermand. Nu om dage er det jo i sig selv ingen hurdle–det er jævnt hen bare at gå ned i nærmeste legetøjsforretning og investere i udstyret. Men nej, hver gang jeg lige havde tid til en ekspedition ned i byen for at anskaffe udklædning, vægrede han sig med adskillige og utrolige undskyldninger. Og da fastelavn endelig var så nært forestående, at vi simpelthen måtte få fat i det kostume, brød det stakkels barn grædende sammen, mens han dybt ulykkelig forklarede mig, at han umuligt, på nogen mulig måde kunne være Supermand til fastelavn. “For mor, jeg har jo stadigvæk ikke lært at flyve!”

Jeg nævner historien, fordi det sådan ligesom er en hurdle, der både er til at tage og føle på og til at forstå. Mine flagknob er i petitesseafdelingen til sammenligning. Men den skal også nævnes, fordi den indeholder den erkendelse, vi som voksne forsøger hele tiden at omgå. Nemlig erkendelsen af, at der er små hurdler, vi simpelthen aldrig kommer over. Og som vi bare skal acceptere som livsvilkår. Små, men dog til stede. For så undgår vi ærgrelserne. Så kan vi med god samvittighed skrotte strikketøjet, den knappeløse sweater og pletkjolen samt måske anvende forsikringspengene til noget mere nødvendigt og mindre ærgrelsesfremkaldende end en flagstang uden flagknobsmester.

Ja, jeg tror faktisk, at jeg vil udråbe livet efter de 60 til hurdlefrit. I alt fald for de selvfremkaldte.

Continue Reading

Kvindens hvem-hvad-hvor.

En af hadegaverne i årets traditionelle pakkeleg var Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969. En ualmindeligt smuk bog med tidstypisk cover i progressive, psykedeliske farver og mønstre. Samme cover strider nu en del mod indholdet. Der er ikke megen fornyelse at hente der.

I 1969 har jeg været 13 år og sikkert en surmulende, besværlig teenager. I bogen kunne jeg så læse, hvad jeg forventedes at blive til, og hvis jeg ikke surmulede nok i forvejen, var der da absolut grund til det efter læsning. Men samtidig slår det mig også, hvor meget der er sket på bare 46 år. I alt fald for os kvinder.

I dag er enhver lancering af nærmest hvad som helst fra starten uhyre bevidst om at definere sin målgruppe. Det er denne bog også, dog uden at påpege det bogstaveligt. Det er tilsyneladende underforstået. På intet tidspunkt under læsningen er man det fjerneste i tvivl om, at her tales til–og UDELUKKENDE til–husmoderen. Den hjemmegående, fra borgerskabet, forstås. Det synes at være bogens selvforståelse, at kvinder er lig med hjemmegående husmødre fra middelklassen. Her er ingen udearbejdende kvinder, men der er dog en lille artikel omkring “Forsørgerpligt”. Jeg troede først, der var tale om assistance til skilte kvinder, men de eksisterer tilsyneladende ikke i bogens univers, så det er udelukkende enkerne, der her kan få gode råd om, hvordan de klarer sig, når nu forsørgeREN er afgået ved døden.

Bogens sidste 52 sider består af fortrykte husholdningsregnskaber, som bare venter på at blive udfyldt. Sirligt og med fyldepen, sikkert. Her forventes kvinden hver uge at notere samtlige beløb anvendt til hhv. mejeri, bager, kød, fisk, grøntsager, kolonial, kaffe, te, øl, sodavand, vin, æg, ost og rengøringsmidler. Der er også plads til andre udgifter, og her kan i flæng nævnes forlystelser, blomster, kørepenge, toiletsager, påklædning, skomager, vask, strygning, rens og farvning samt vinduespolering. Det må have tager hende timevis at nørkle alle de tal sammen. Selv et deltidsarbejde har det været svært at få tid til med et så massivt hjemmebogholderi. I umiddelbar forlængelse af “den lille revisor” har hun også talrige sider til at notere, hvem hun har inviteret hvornår, samt hvem herrerne havde til bords, og hvad der blev serveret. Hun kan også holde styr på, hvem der har inviteret igen, samt hvilke gaver hun har givet og modtaget. Det sidste har hun to fulde sider til, så det kan da nok være, der er blevet givet presenter dengang.

Der er også en del særdeles pædagogiske artikler indenfor grupperne “Madlavning”, “Hus og hjem” samt “Person, påklædning og håndarbejde”. Især artiklen omkring “Borgmesterbrød” fangede min interesse. Her har redaktionen været på besøg hos en del borgmesterfruer, fordi “borgmesterfruerne med deres store repræsentationsforpligtelser nok gennem tiderne har sat en ære i, at deres kaffeborde kunne opvise noget ganske særligt med hensyn til bagværk.” Artiklen er flot illustreret med nydelige fotos af et stort antal borgmesterfruer, der stolt fremviser deres finskbrød eller pladekager. De ligner ikke mig, når jeg laver mad. Faktisk har de alle lige fået håret sat (mens de bagte?) og er iklædt deres fineste festtøj. Men måske spilder borgmesterfruer ikke? Jeg tror nu heller aldrig, jeg bevidst ville have giftet mig med en borgmester. Alt det bageri var nu nok blevet en smule anstrengende i længden.

Der er også en del håndarbejdsopskrifter. Stramaj til de lange, mørke vinteraftner (eller bare til, når man endelig har fået lavet såvel husholdningsregnskab som bagt af!) og et utal af hæklede firkanter. Jeg er faktisk ret målløs over, hvor mange måder man kan hækle firkanter på. Måske–og kun måske–er disse små hæklede firkanter i tidens modefarver brun og orange det lille, stille oprør, som meget, meget småt er i gang?

Dette er en bog, der mest af alt er et omfattende katalog over kvindeværdier anno 1969. Det er hjemmet, der er i centrum, og hele bedømmelsesgrundlaget for, hvor godt en kvinde lever op til tidens værdier og idealer. Gennem repræsentation–og her udelukkende på mandens vegne– skriver hun sig ind på husmoderskalaen, hvor man både kan dumpe og få topkarakter. Men med bogen i hånden kan man vel undgå nogle af de største fælder og være ret sikker på i det mindste at bestå.

Jeg ville have hadet at være gift middelklassekvinde dengang. Og endnu mere hvis jeg var gift med en borgmester! Hvor MÅ de dog have kedet sig. Daglige, alenlange husholdningsregnskaber og uendelig madlavning og bagning. Og når der så rigtigt skulle skejes ud, kunne de så lige nørkle en firkant i orange. Desværre–og det er vel egentlig det, der er hele pointen!–havde rigtigt mange af dem bare ikke noget valg. De var opdraget i en tid, hvor dette var kvindens plads, hvor kvinder ikke lige sådan fik en uddannelse, som kunne gøre dem selvforsørgende, samt–og det er vel også essentielt–hvor de ikke var bevidste om, at der var alternativer. Og hvis der var, krævede det en god portion såvel styrke som mod og stædighed at gennemtrumfe dem.

Det slår mig også, hvor forskelligt mit liv som gift kvinde med 3 små børn i 80-erne og 90-erne var. Her er dog, trods alt, kun 20 års forskel til 1969. Og så kom jeg faktisk også til at tænke på, at jeg da godt engang imellem kunne have brugt de der husholdningsregnskaber. Så kunne jeg måske få opklaret, hvad i alverden jeg dog i grunden brugte alle pengene til? Jeg skulle nok bare oprette en del nye rubrikker, så som vuggestue, børnehave, fritidsordning, bil, benzin og takeaways…..

I aftes, da min voksne datter på sin sædvanlige, skødesløse måde kastede bord (udtrykket er en del af familekten (se andet indlæg), men kan vist umiddelbart forstås), vakte det en del modvilje hos min snart 90-årige mor. Når man læser Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969–og min mor samlede faktisk på dem–forstår man i den grad hvorfor. Og samtidig illustrerer det i al sin tydelighed 46 års kvindehistorie og kvindeværdier.

 

Continue Reading

De bedste gaver.

Jeg ved godt, hvilken slags gaver, jeg gerne vil have. Jeg vil gerne have gavekort. På oplevelser.

Ikke hvilken som helst slags oplevelser. Fri mig for bongeejumps fra tårnhøje broer, faldskærmsudspring over min hjemby eller kanoture i vildmarken. Jeg er ligesom over den periode i mit liv (hvis den da nogensinde har været der), hvor jeg behøver teste mine fysiske grænser. Men en oplevelse, hvor jeg kan sidde roligt og mageligt ned og nyde noget smukt, er altid en kærkommen gave. Eller allermest–en oplevelse, jeg ikke lige havde ventet, og som (let`s face it!) jeg i mange tilfælde havde været for nærig til at give mig selv.

Faktisk synes jeg, det er vanvittigt svært at ønske sig noget som helst. I min alder har man vel det meste, og hvis man lige mangler noget, går man jo bare ud og køber det.I alt fald indenfor en vis grænse, og da jeg ikke lige samler på dyre stel eller fancy brugskunst, kan det vist nogle gange være en rimeligt belastende udfordring at finde gaver til mig. Belært af erfaringer kan jeg vist også ret kategorisk konkludere, at det er uhyggeligt svært at købe beklædningsgenstande til andre. Det er nok derfor, vi (og mænd især!) får så F…  mange par sokker. Og underbukser. Personligt har jeg intet mod sokker og underbukser og har da også et dagligt forbrug af dem, men de er måske ikke de allermest sindsoprivende spændende gaver. Så jeg vil meget hellere have noget, jeg ikke lige havde set komme. Noget, jeg ikke MANGLER som sådan, men som gør mit liv mere spændende, mere fyldt med glæde, og som jeg ikke behøver have stående til evig tid for at kunne mindes.

Så gavekort er selvfølgelig tegn på overskud. I virkeligheden er gavekort vel utroligt politisk ukorrekte, fordi de signalerer overskud af den slags, som man sagtens kunne have brugt på at støtte humanitære formål. Det har jeg absolut ikke dårlig samvittighed over. Jeg nyder mine oplevelser. Intenst.

Jeg vil allerhelst have helt konkrete gavekort. Med tid, sted og dato for oplevelsen. Det der med 300 kr. til Århus Teater passer simpelthen ikke til mit temperament. Jeg får kalorius lagt i en skuffe og finder ham gerne igen et par dage efter sidste udløbsdato. Men hvis jeg ved, at jeg skal se et bestemt stykke på et bestemt teater en bestemt dag, så skal jeg nok huske det. Og samtidig være glad, fordi jeg nok aldrig ville have fået mig selv samlet sammen til at se netop det stykke på netop det teater overhovedet, hvis jeg ikke havde fået lidt hjælp.

I år har jeg fået et gavekort til en rejse til Milano. Med mand, børn og svigerbørn, på en konkret dato, fra en konkret lufthavn, så alt er sin skønneste orden. Det eneste, jeg rent faktisk skal foretage mig, er at sende hunden i pension, pakke min kuffert og så ellers bare nyde det. Det er lige en gave efter mit hoved! Ikke at jeg sådan lige stod konkret og manglede en rejse til Milano, men jeg er sikker på, at den på oplevelseskontoen i længden fylder en hel del mere end nok så mange par hundrede underbukser!

For der er jo det ved oplevelser, at de ligesom giver oplevelsesværdien, eller glædesværdien om man vil, 3 gange. Man glæder sig TIL dem, man glæder sig UNDER dem, og man mindes dem med glæde. Sådan er det altså ikke lige med underbukser. Så selv om en rejse til Milano måske koster lidt over en uges forbrug af sokker (vi flyver med fattigrøvsfly), så er det altså en gave, der allerede spreder glæde nu og langt frem i tiden. Altså den perfekte gave for mig.

Continue Reading