Om at være IT-handicappet.

Jeg er heldigvis ikke IT-analfabet. Men temmelig IT-handicappet. Altså som i forskellen mellem at være analfabet og læsehandicappet. Jeg kan, for det meste, godt finde ud af at anvende lortet til de allermest basale ting, men min formåen har sine klart afmærkede grænser. Heldigvis lærer jeg hele tiden nyt–gerne et par årtier efter de allermest fremmelige. Men det generer mig ikke. Desværre generer det ofte mine børn. Jeg tror sgu`, de er ret flove over deres, i computersammenhæng, ret ubehjælpsomme mor.

Min holdning til computere er ret enkel: De skal fungere, så jeg kan forstå det. Ingen dikkedarer. Jeg bliver sur og skælder dem ud, hvis de ikke gør det, jeg vil have dem til. Jeg har haft mange seriøse og arrige envejssamtaler med alle mine computere gennem tiden, og nogle af dem har også (indrømmet!) lidt en vis form for fysisk overlast. Men jeg har dog trods alt selvindsigt og beherskelse nok til, at jeg holder mig til det, jeg kan, og som er nødvendigt.

Sidste år til jul fik jeg min første ipad. Ikke fordi jeg havde ønsket mig den, men fordi familien prøvede at liste en smule computerinnovation ind ad bagdøren i mit liv. Knapt havde jeg fået den overrakt, før 3 voksne børn nærmest sloges om at flå indpakningen af den. Og så startede en juleaften, der primært gik ud på at installere ca. 5000 programmer, der alle kunne en forfærdelig masse ting–jeg overhovedet ikke har brug for. Det er utroligt, hvad en ipad kan indenfor genren “Hvad mor ikke vidste, hun havde brug for. Og med garanti heller aldrig får brug for.” Ligeså utroligt er graden af julelys, der tændes i voksne børns øjne, når et fuldstændigt overflødigt program viser sig at virke. Og så fik jeg endda undervejs i megainstallationen den fantastiske nyhed, at den svigersøn, der ville dukke op 1. juledag, kunne lære mig at tegne på min nye ipad. Nej, hvor blev jeg da lige overvældende glad og forventningsfuld!

Herregud. Jeg skal kunne tjekke min mail og min messenger, google, skrive på min blog, oploade et foto eller 2, betale mine regninger og tjekke min ødselhed i banken. Jeg behøver altså ikke kunne tegne grafer (over hvad?) og have genveje til nærmest alt (alt hvad?). Det vigtigste er ikke de utallige muligheder for, hvad den kan, men at det, jeg skal bruge, altid og med garanti virker. Og man sidder jo Gudhjælpemig med bankende hjerte, når ens nye udvidede skrivemaskine udsættes for massivt attack fra 3 nørder, der bare skal bevise alle dens avancerede muligheder. Man frygter i al sin naivitet, at de kommer til at slette skriveprogrammet i al deres iver. Og så har den zero værdi.

Jeg har gennem min årelange gerning indenfor skolevæsnet været på utallige EDB-kurser. Jeg lærte ikke en dyt. Talrige fancy Powerpointpræsentationer har forgæves (og røvkedeligt) anstrengt sig for at lære mig innovative ting, jeg tilsyneladende lige stod og manglende. (Sjovt nok er det tit sådan, at det tilsyneladende altid er andre, der klart definerer, hvad det lige er, jeg mangler!) For mig er det med computere–ligesom med så mange andre ting–at jeg skal ned i “hands on” eller “Jeg mangler!”, før jeg overhovedet kommer videre. Eller: hvis en ny funktion skal indgå i mit begrænsede funktionskatalog, så skal det udelukkende være, fordi jeg mangler den.

Heldigvis er mine børns holdning til emnet “Mor og computere” også lidt præget af en overvældende medlidenhed og tålmodighed. Det har det lidt, som jeg havde det, da jeg lærte dem at cykle. Og engang imellem må jeg da også bøje mig og indrømme, at (ganske få af!) de ting, de gennem tiden har prøvet at presse ned over hovedet på mig og min computer, faktisk godt kan have en vis brugsværdi. Selvfølgelig er det pinlig at indrømme dette, men det gjorde altså mit liv lettere, da jeg for få måneder siden lærte om copypaste. Her havde jeg i årevis siddet og skrevet hele lortet igen og igen, og så kan man bare lige trykke på de to knapper—som jeg lige har glemt, hvad er. DET er da genialt! (Her må gerne grines på den der overbærende måde.)

Men jeg tror stadig ikke, at jeg nogensinde lige står og mangler et tegneprogram. Så længe lortet virker, lever jeg faktisk helt fint med mit handicap.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *