Om boligindretning.

Mange gange, når man besøger folk for første gang, spørger de venligt: ” Vil du ikke lige se huset?” (Her skal så i parentes indskydes, at herude i provinsen har de fleste af os faktisk råd til at bo i huse.) Og det gør man så. Man foretager en minutiøs inspektion af samtlige forhåndenværende lokaler, inkl. bryggerser og badeværelser, og forventes at udstøde et antal positive kommentarer omkring såvel kreativitet som udsøgte møbler. Nogle gange tager en sådan sejrsrunde en god times tid, men så er man altså også godt mættet af personlig kreativitet og Arne Jacobsen.

Nogle gange tænker jeg, at sådanne besøg ikke kan have været planlagt under en uge. Med deadline, forstås. For hvis det var mit hjem, der skulle inspiceres i kreativitets- og–især–oprydningsdetaljer, så ville en måneds varsel være lige i underkanten. Jeg griber altid mig selv i at undres over: Hvad i alverden gør de af deres ting? Altså rodet? Alt det grimme? Alt det, der bare flyder? Har de i virkeligheden et hemmeligt rodeskab, hvor de i ugen op til forventet besøg bare stuver grimhederne ind? Og hvad gør de med deres teenagere–hvis de har nogen? Sender de dem på tvunget ophold i Langtbortistan en måneds tid, mens de graver sig gennem bunkerne og får forårets pizzabakker og sidste juls underbukser lokaliseret og verfet ud? Og tørrer de virkelig støv af hver dag? Og endnu mere: Har sådanne mennesker intet vasketøj? Bliver de slet ikke beskidte? Hvordan bærer de sig ad med at holde edderkopperne væk? Er der et hemmeligt middel, som jeg har ignoreret? Så vil jeg da faktisk godt vide det.

Ja, det er faktisk sådan, jeg har det efter husrunderne. Jeg bliver sådan lidt overbevist om, at der findes nogle hemmeligheder, som jeg af den ene eller anden grund ikke har adgang til. Det er slet ikke fair, synes jeg. Det burde være ligeligt fordelt, det med rodet, støvet, vasketøjet, teenagerne etc.. Det kan simpelthen ikke passe, at det alt sammen bare er landet her hos mig. Måske var der bare i tidernes morgen en bestemt portion rod, der skulle fordeles? Og med vanlig sans for aldrig at blive snydt fik jeg så møvet mig allerførst i køen.

Jeg mener, når folk besøger mig, så er jeg da overOBS på, at udvalgte døre er hermetisk lukket. Og kommer nogen af vanvare til at åbne dem, så har de sådan set bare selv været ude om det. Jeg tilbyder heller ikke af mig selv guidede ture i mit rod. Faktisk prøver jeg lidt diskret at få folk listet ind i stuen så hurtigt som muligt, så de ligesom ikke får tilstrækkelig tid til at dvæle ved bunkerne. Og en stuerengøring kan man vel godt klare på ½ times tid, hvis man lige er varskoet om, at nogen kommer.

Misforstå mig ikke. Jeg vil forfærdeligt gerne se, hvordan andre mennesker bor. Og jeg er dybt, dybt imponeret (og misunderlig) over, at deres boliger slet ikke lider under det samme lort, som bliver ved med at inficere min. Jeg lover også, at jeg nok skal blive ved med at rose og stille intelligente, kreativitetsdrejede spørgsmål. Men hele tiden, virkelig HELE TIDEN, kører den jo i baghovedet: Hvordan i alverden bærer du dig dog ad?

Men når jeg så kommer hjem i mit eget rod igen, så kan det da ellers nok være, jeg bliver noget kålhøgen. “Get a life!” siger jeg–som forsvar!

You may also like

Skriv et svar