Rent nørderi. Eller: Om politikere.

Da denne blog primært henvender sig til 60+, er det ikke nødvendigt at forklare, hvad billedet forestiller. Yngre læsere kan selv finde ud af det.

Jeg kender flere, der udelukkende bedømmer danske politikeres troværdighed på deres tøjstil. Disse “flere” er ofte kvinder. Og desværre falder denne bedømmelse meget ofte ud i særdeles negativ retning. Især for de mandlige politikere.

Jeg har et helt andet bedømmelseskriterium. Jeg går nemlig efter, hvor gode de er til at tale engelsk. Dette har i sig selv intet at gøre med, om jeg er enig eller uenig med deres politiske ståsted, men mere om, om jeg kan have tillid til dem og det, de siger. Om der er substans i deres udtalelser–ligegyldigt hvilken politisk fløj de måtte befinde sig på. Og om de gør et godt indtryk rent internationalt–altså giver et indtryk af Danmark som andet og mere end landet med den evindelige, nisseagtige hygge under PH-lampen. For det betyder jo noget–dette engelsk. Meget, meget mere end man lige går og tror. Prøv bare lige og vend det om og se på, hvor stor troværdighed vi selv tillægger folk, der ikke er gode til at tale dansk i Danmark.

Der har gennem årene været en rimeligt stor portion sproglige katastrofer på markedet. Og det kan da i den forbindelse undre, at man ikke har iværksat engelskundervisning for dem, når det nu er alment kendt, at det kun har kostet staten omkring 1 million at betale for privatundervisning til Carl Holst. (Her skal så indskydes, at jeg stadig forbander mig selv for, at jeg ikke lige var OBS på det velbetalte job–jeg bor jo for F….  lige i nærheden af ham!). Anyway, sprognørder som mig har jo måttet slå knuder på sig selv og næsten tage piller for åndedrætsbesvær og røde knopper, når Anders Fogh og Villy Søvndal rullede sig ud. Faktisk tror jeg aldrig, jeg sådan rigtigt har hørt, hvad de egentlig SAGDE, altså indholdet, fordi jeg enten var ved at besvime over accenten eller kom på overarbejde med at tælle kongruensfejl. Det skaber altså ikke troværdighed, og man sidder der og skammer sig dybt på sit lands vegne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de egentlig kommer til at opfatte os derude i verden, men vi er tættere på latterlige end på seriøse.

Heldigvis havde vi en periode, hvor en særdeles engelskkyndig dame tegnede os udadtil. Det virkede som noget af en oprejsning, og fik for en stund verden til at se bag om alle havenisserne og hyggen. Det skaber jo i den grad troværdighed, at vi rent faktisk på internationalt plan kan tale, så andre kan forstå os. Og sådan nogle nørder som mig får lov til at lytte til, hvad der bliver sagt, istedet for at få mishandlet ørerne i et katalog over de allermest basale fejltyper på 6. klasses niveau. Ind imellem bliver jeg også så uendeligt glad for, at vi trods alt har Margrethe. Hun er ligesom det sproglige bevis på, at vi altså godt både kan formulere os forståeligt samt tænke udover 5. klasses ordforråd– og mentalitet– i Danmark. I folketinget i dag sidder der da også engelsksprogede sprogbegavelser. Ikke for at Pinde det ud, men venstre har en!

Nu har vi så fået endnu en ny udenrigsminister. Jeg venter i spænding. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg politisk absolut ikke er enig med ham, så derfor håber jeg selvfølgelig på den ene side set, at han vil vælte sproglige skrubtudser ud over Europa og gøre sig selv jammerligt til grin. På den anden side set håber jeg, at han vil give mit land en stemme, der vil blive hørt. Jeg er nemlig ikke den eneste, der overhovedet ikke hører indholdet, når engelskimbeciler hælder sproglort ud over kontinenterne. Som vi altid sagde til hinanden ved eksamensbordet–censor og jeg–når vi havde et tilfælde af absolut uforståeligt sprog: “Det er minsandten en stor fordel, at vi også taler dansk.”

Men det gør de jo ikke derude i verden!

PS. Danmark har lige opnået en andenplads på listen over lande, der ligger i top mht. at tale engelsk. Gad vide, om det udelukkende er danske politikeres skyld, at vi ikke er nr. 1?

You may also like

Skriv et svar