“At danse for”.

Forleden kom vi til at tale om udtrykket “at danse for”–altså med tryk på “for”–og straks dukkede godt nedstuvede minder om barndommens danseskoler op.

Da jeg var barn, gik pæne piger og drenge til dans. Eller rettere: pæne børn blev slæbt til dans. Det foregik gerne i forsamlingshuset eller festsalen på det lokale hotel under ledelse af en som regel stærkt sminket, uhørt kommanderende kvinde, der gennem årtier prøvede at fornægte sin alder ved altid at vælge en garderobe, der måske kunne have været passende til en lettere udsvævende teenager.

Da jeg som 6-årig blev båret til dans med grådstribet ansigt og tårepletter på den fine dansekjole, fik jeg besked på, at jeg skulle danse med Ebbe. (Det var der faktisk nogen, der hed dengang.) Tilsyneladende kendte min mor Ebbes mor, og måske var de allerede i gang med at sy udstyr til os. Anyway, Ebbe var, lad os bare være pæne, en smule buttet, meget valsemæssigt udfordret, en tangokatastrofe og overbegavet med ekstra lemmer. I alt fald havde han mindst 7 par fødder. Så det første halve år af min dansekarrierre skreg jeg som en stukket gris, hver gang jeg skulle slæbes med til endnu en omgang tortur under Ebbes allestedsnærværende, utallige fodpar. Heldigvis tog jeg herefter sagen i egen hånd og iværksatte et snedigt fysisk modangreb, hver gang Ebbe var på vej over dansegulvet for at inklinere for mig. Midtvejs blev han mødt af mig i turbofart med hovedet først. Hvis jeg modererede hovedvinklen kunne jeg ramme lige præcis der, hvor Ebbes fedtdepoter tog af for kollisionen, men alligevel tilkendegive mit statement, sådan rent fysisk.

Så mit liv blev Ebbefrit, og jeg fik en ny partner. Denne gang en pige, for af uransaglige grunde var der altid mange flere piger end drenge. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes en eneste pige på min alder, der ikke kan danse herre. Det var vi jo for F…  nødt til. Det var ikke fordi, drengene ikke gik til dans. De gik bare et andet sted–omme i hotellets gård eller nede på hovedgaden. De var supergode til at overtale deres mødre til at efterlade dem foran døren ind til torturkammeret, hvorefter de lige lavede et hurtigt retrætedrej i døren. Og hvis de ikke pjækkede, så gled de på gulvene. I en uendelighed. Hvis man spørger den generations drenge om, hvad de lærte på danseskolen, så vil de sikkert med julelys i øjnene berette, at de blev enormt gode til at glide.

Senere blev jeg opgraderet til en rigtig dreng. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han var faktisk ret god til at danse. Så det blev jeg også. På et tidspunkt i mit liv blev jeg Fynsmester i standarddanse, og jeg kan faktisk stadig huske alle trinnene–sådan på samme måde som man stadig kan huske alle sit livs gammeldags cykellåse i fingrene.

Og så er vi så endelig kommet til det der med at “danse for”. Det var nemlig sådan, at de dygtigste (og mindst rebelske–det var i 60-erne!) som flidspræmie blev sat til at danse for–altså vise de andre trinnene. Så mens hende kommandanten i sminke og tylskjole brølede “en chasse, to chasse, drej”, så prøvede de andre at tage det alvorligt, at vi dydsmønstre demonstrerede, hvordan det i virkeligheden skulle gøres. Dog ikke mere alvorligt, end at drengene gled, og pigerne fniste. Lad mig bare indrømme, at det var en tvivlsom ære.

Som teenager tog jeg afstand fra danseskolerne. Det var jo en tid, hvor ethvert dansetrin med djævelens vold og magt skulle være personligt, anarkistisk og helst også politisk. Man dansede ikke pardans, for det var uhyggeligt asocialt, politisk ukorrekt og überborgerligt. Man dansede sådan mest med sig selv og helst i rundkreds.

Jeg har–ikke tit, men et par gange–tænkt på, hvad der mon blev af Ebbe. Jeg tror ikke, han er blevet noget ved musikken eller noget, der kræver et bestemt antal fødder. Jeg har også tit tænkt på, hvordan modefænomener hele tiden går i ring og bider sig selv i halen. Mange danskere sidder jo fredag efter fredag og ser på folk, der danser for. Jeg tror endda, nogen finder det spændende. Ellers så de det vel ikke–for 13. sæson i træk. Flere af dem må yderligere være af den generation, der engang fandt pardans personligt anstødelig og politisk ukorrekt. Samt måske ikke har de allermest glædelige minder fra deres barndoms danseskole.

Nu er jeg glad ved, jeg lærte at danse. Men jeg behøver ikke dyrke min glæde ved fredag efter fredag at betragte semi-kendisser lave koks i trinene. Hvis der skal danses hjemme hos mig, skal jeg nok selv danse for. Og jeg kan, hvis det er påkrævet, sagtens danse herre.

You may also like

Skriv et svar