Den lille detektiv.

Jeg kom vist til at gå lidt auktionsamok i aftes. Men det var en billig fornøjelse.

Den største fornøjelse er dog, når den lille detektiv rigtigt slår sig løs. Det kan jeg bruge timevis på. Og jo sværere, opgaven er, desto mere tændt bliver jeg. Jeg VIL finde ud af tingene. Jeg har præcis den samme følelse, som jeg i sin tid havde, når en elev havde afleveret en internetstil. Jeg helmede ikke, før den var fundet–om jeg så skulle over hele udvalget af søgemaskiner herfra til Rusland.

I dag står den så på smykker og lidt keramik og tin. De to sidste er nemme, for både Knabstrup og Just Andersen har relativt tydelige mærker. Det eneste med en smule udfordring er at finde ud af designeren/formgiverens navn, hvis varen ikke er masseproduceret. Sølvsmede, derimod, er nogle værre sjuskemikler. Deres initialer/stempler er ofte svære at kende fra hinanden, og slitage på gamle smykker modarbejder jo også i sig selv processen. Det, der giver kicket her, er, at man altid har en lille formodning om smedens navn. Og hvis man så har ret, er man jo rigtig dygtig og professionel. Hvis ikke, kan man så bare håbe på, at der i virkeligheden står G.J. Det gør der nu sjældent. I alt fald ikke på de ting, jeg køber.

Og nej, det er ikke sådan, at navnene er opgivet på forhånd i kataloget. Hos os køber man smykker i plasticposer, der på en prik ligner dem, man kommer sine toiletsager i i lufthavnen. Der kan være små hints og måske et par navne, men alt i alt er det som at købe en lykkepose eller fiske i andedammen. Det er det, der tiltaler mig. Så kan jeg nemlig med god samvittighed bilde mig selv ind, at jeg udelukkende køber con amore.

Det gjorde jeg også med alle disse smykker. Jeg er ret vild med nogle af dem, mens andre er totalt uinteressante. Og det sidste er så en fordel. For så kan jeg helt uden blødende hjerte sælge dem videre. Det skulle jo gerne være sådan, at det hele kunne løbe rundt, så min lille ekstravagante hobby hviler i sig selv.

Men nu skal vi altså i gang med stemplerne. Det er lidt besværligt uden lup, men fotos på ipad er absolut en god erstatning. Jeg formoder, armbånd og tilhørende halskæde kan være Siersbøl, mens rosen nok er en Skagensrose. Det ville være overmåde fedt, om margueriten hed Michelsen til efternavn, og det er forbandet, at der kun er 1 ørering. Uden at være fordomsfuld irriterer det mig, at jeg ikke lige kender en sød bøsse. Brocherne beholder jeg–jeg har stiftet mit eget selskab til brochens fremme, og det vrimler ikke med medlemmer. Så hvis der er brochefreaks, der læser dette, så er det nu, der skal gås til brocherne. (Og lad lige Art nouveaubrocherne ligge!). Jeg kunne da også her sende en opfordring: Hvis nogen kender noget til nogle af smykkerne, så skriv, skriv endelig!!!

Jeg bruger faktisk en del tid på at lokalisere og bestemme gamle ting, møbler og smykker, og i denne branche er den eneste uddannelse “learning by doing”. Jeg kunne så let som ingenting–og tidsmæssigt besparende!–køre ned til Jesper i Åbenrå eller Margit i Odense, men det ville føles som snyd for mig. Jeg skal F… selv finde ud af det.

Min mand er ikke helt enig i denne hobby. Men han bliver glad og opstemt, når jeg køber sølv, for det fylder ingenting. Og det modsatte, når det er møbelklassikere, der slæbes til huse. Han siger, at det ville være rart, om vi engang ad åre kunne få plads til til bare enkelt lille bil i vores ellers rimeligt store garage. Han skulle nu nødigt snakke, for i aftes fik han da også noget vintage med hjem. Dansk 80-er radio mm., og jeg afslører overhovedet ikke mærket ved at skrive, at det begynder med B og har to bogstaver.

Så denne formiddag er afsat til stempelbestemmelse+, forhåbentlig, nogle positive overraskelser. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

(Og en servicemeddelelse: Smykkerne er IKKE i mit hjem efter i dag. Og de har ingen aktuelle planer om ufrivillig grænseoverløbning!)

You may also like

Skriv et svar