Fødevaresnobben.

Jeg er fødevaresnob. Jeg nægter at spise noget, der ikke er lødig mad. I min optik køber man kød hos slagteren, brød hos bageren, ost hos ostemanden, fisk hos fiskemanden og grøntsager hos grønthandleren. Resten kan jeg godt gå på kompromis med og købe på tilbud i det nærmeste supermarked.

Jeg har utallige erfaringer indenfor frikadellefars fra supermarkeder. Det på tilbud med en fedtprocent, der ligger væsentligt over selve kødprocenten. Efter møjsommeligt at have stegt frikadellerne, som bliver sådan nogle små bleggule gnallinger og smager af plastik blandet med løg, ender de hver eneste gang direkte i skraldespanden. Jeg har også købt billige, såkaldte engelske bøffer. Det kan godt være, de var engelske, men bøffer var de i alt fald ikke. De ville have gjort sig bedre som uopslidelige såler på vandrestøvler. Så jeg kører simpelthen ud til mit lille, lokale slagteri og køber mit kød. Det tager lidt længere tid at stå derude og vente på, at farsen bliver hakket og resten skåret ud, som jeg gerne vil have det. Men det smager af noget–og så er det faktisk også billigere.

Jeg har selvfølgelig også købt grøntsager i supermarkeder, og de er da for det meste OK. Men de er altså ikke knasende sprøde og lugter af muldjord og nyopgravning. Det er sådan noget, de kan nede på mit lille ugentlige torv. Det kan godt være, jeg betaler en smule mere–men så har jeg altså også en væsentlig større smagsfornøjelse. Det er også her, jeg køber min ost ved ostemanden. Hans bod vrimler med lækre oste, og har man tid, kan man såmænd smage sig gennem dem alle, for her sælges ingen fødevarer, før de er smagsmæssigt godkendt af kunderne. Det er muligvis dyrere end vacuumpakket, smagsforladt supermarkedsost–til gengæld kan det retmæssigt kalde sig “ost”. Ved siden af ostemanden står fiskemanden. Her er der godt nok ikke smagsprøver, men til gengæld ferske fisk, der ikke skjuler sig bag fancy indpakning.

Et par enkelte gange er jeg vist i skyndingen kommet til at købe brød i supermarkeder. Jeg husker i alt fald stadig fornemmelsen af savsmuld mellem tænderne og den fuldstændigt intetsigende smag–eller mangel på samme. Mht. supermarkedsrugbrød i plastikposer er jeg nået dertil, hvor jeg foretrækker at spise pålægget alene–det er en fornærmelse mod alle, der bare har den fjerneste fornemmelse af smag at udsætte dem for dette underlødige produkt. Der er heller ikke noget så vidunderligt behageligt som duften i bageriet. Bagerier er de eneste forretninger (udover blomsterforretninger, selvfølgelig!), hvor man inderligt bør nyde at få lov til at stå i kø.

Det kan godt være, det er dyrere og mere tidkrævende at spise ordentlig mad. Til gengæld er det udelukkende et prioriteringsspørgsmål, om man vil nøjes med de ofte særdeles underlødige produkter, der findes i mange supermarkeder. De fleste på min alder lever enten to voksne alene, eller helt alene, så økonomisk er det overkommeligt. Og tiden er jo kun et spørgsmål om, nå ja, tid. Til gengæld er det ofte en oplevelse at komme rundt i specialforretningerne og smage, mærke og dufte. Det er sådan noget med, at man faktisk nyder maden, allerede inden man rent faktisk har spist den. Oplevelsen ligger lige så meget i at udvælge og købe den, som den ligger i at spise den.

Så jeg er lidt stolt af at være en fødevaresnob. Det betyder nemlig, at jeg sjældent går på kompromis med kvaliteten, men også, at jeg samtidig hjælper med til at bibevare de små specialforretninger, som er så væsentlige for vores fødevarekvalitet. Tænk, hvis vi kun havde supermarkedsvarer? Det ville godt nok blive kedeligt og smagløst i længden, selv om nogle af dem selvfølgelig er begyndt at oppe sig. Men det bliver aldrig det samme som at købe brød ved bageren og kød ved slagteren……

You may also like

Skriv et svar