Om julegaver.

Jeg elsker at give julegaver. Jeg kan, for det meste, også godt lide at købe julegaver. Men jeg hader al den forbandede logistik, jeg hvert år med usvigelig sikkerhed roder mig ud i omkring julegavegivning. Julegaver er den ultimative prøve på min indbyggede retfærdighedssans, og den er nogle gange fortvivlende hård og tidskrævende.

Det hele starter som regel med, at jeg afsætter et bestemt (og retfærdigt, ikke at forglemme!) beløb til alle dem, jeg skal give gaver. Altså sådan, at alle i hver kategori af tilknytning til mig får for samme beløb. Så langt, så godt. Dernæst sker der med årlig præcision det, at ældre familiemedlemmer beder mig “stå for” gaver til mine børn, hvilket jeg fuldstændig uden tanke for konsekvenserne og totalt ubelært af tidligere års erfaringer siger ja til.

Næste skridt er indhentning af ønskelister. Hvert barn afleverer herefter enten en 7- siders skrivelse med udførlige beskrivelser i prioriteret rækkefølge eller ingenting. Begge dele er lige problematisk. Mht. ønskelister i bogstørrelse indeholder de gerne obskure værker fra relativt ukendte sydspanske forlag, som kun kan bestilles over nettet og gerne har minimum en måneds leveringstid eller ting, der udelukkende kan erhverves hos specialforretninger i en københavnsk baggård. Men så har man da noget at gå efter. Og her mener jeg virkelig GÅ. Og ingenting-listerne er jo lige så problematiske. Her forventes man at bruge sin fantasi og gerne kravle helt ind i hovedet på det barn, der bare ikke lige gider præcisere, hvad det i virkeligheden tænker på. Det er i denne situation, jeg barsk overvejer at køber Kählervaser for hele beløbet. Så kan de lære det!

Når jeg så har brugt oceaner af tid og fantasi, og især det første, på at gætte, hvad andre tænker samt på at finde frem til obskure forlag, oversætte spanske bogtitler, så jeg er sikker på, at det er de rigtige samt rave rundt i en større samling københavnske baggårde, så er det faktisk først, at den ultimative hurdle begynder. Så skal jeg nemlig til at regne! Altså finde ud af, om alle har fået for det samme beløb, inkl. udposteringerne fra diverse ældre familiemedlemmer. Det er slet ikke let for sådan en retfærdighedssansrytter som mig. For det første er der jo det med kurserne: skal jeg bare sjusse mig frem til dem? For det endelige beløb får jeg først meget sent, og tænk nu, hvis der stadig er et lille overskud, som jeg så ikke har fået købt gaver for? Eller–og det sker jo alligevel helt sikkert hvert år–snyder jeg mig selv for et beløb, fordi jeg–for bestemt ikke at snyde andre (ældre familiemedlemmer inklusiv!)–lige køber en ekstra lille gave, så det i hvert fald passer. Og hvad med porto fra Spanien og andre eksotiske forlagsresidenser? Skal jeg betale den, eller er den inklusiv i gaven, så det barn altså får en noget mindre nettogave, fordi han/hun også lige skulle betale porto? Og skal jeg lige, sådan henkastet og helt diskret, ved julebordet, over anden, helt uden anledning højt fortælle, hvad porto til Spanien koster? Så alle ligesom er informerede?

Og hvad med alle de gaver, jeg bruger så lang tid på at finde til nedsat pris? Skal de takseres til deres egentlige pris eller den nedsatte? Og hvordan gør man lige med relativt store gaver, som overskrider ens eget grundbeløb, så man må over og låne hos mormor? Her kommer Til-og-fra-problematikken så ind i billedet. Skriver man så på kortet, at gaven er 87% fra far og mor og 13% fra mormor? Eller giver man bare op i total udmattelse efter at have brugt det meste af december på milimeterregning og skriver, at hele lortet er fra mormor, og at man overhovedet ikke selv har haft en finger med i spillet?

Sidste fase af hele dette logistiske mareridt, som hvert år forfølger mig hele december, er selvfølgelig den endelige sammentælling. Hvor det jo hvert år med 110% sikkerhed viser sig, at et barn har fået for meget. Har overskredet budgettet. På det tidspunkt er jeg gerne så julegaveudmattet, at jeg bare bevæbner mig med en stak konvolutter og putter restbeløb i dem. Og jeg har det faktisk helt godt med, at min retfærdighedssans virkelig bliver belønnet, når jeg sidder møjsommeligt og tæller 37, 50 eller 103,25 op og lægger dem i føromtalte konvolutter. Så har alle i det mindste fået det samme! Og mormor lyser af stolthed over de vanvittigt gode gaver helt fra Spanien og københavnske baggårde, hun har sponseret, samt det faktum, at man kunne få SÅ meget for pengene. Imens flyder jeg totalt udmattet ud i en stol…….

Jeg ved godt, at jeg jo bare kunne lade være. Indkøbe et parti Kählervaser og tage skraldet. Eller være med i kollektiv afsmadring af dem efter dansen omkring juletræet.

Men jeg kan jo faktisk stadig godt lide at give julegaver….

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *