Hoteller med sjæl VIII.

Hotel Medici. Rom.

Selv om hotellet tilsyneladende er opkaldt efter en særdeles indflydelsesrig adelsfamilie i Firenze, ligger det altså i Rom. Ikke lige spot on i centrum, men i et stille, roligt kvarter i pæn gåafstand fra metrostationen Republicca.

Det er ikke et af den slags hoteller, der gør det store væsen ud af sig selv, men her er stille, roligt, rent og en meget behagelig, afslappet atmosfære. Værelserne er pæne–ikke specielt store, men fuldt udstyrede med alt det, man som turist lige har brug for. Personalet er ganske hjælpsomme, om end deres sprogkundskaber godt kunne trænge til en lille brush up. Hovedsagen er dog, at de utroligt gerne vil hjælpe. Morgensmaden er, som morgenmad generelt er i Rom: absolut ikke specielt mindeværdig, men dog mættende nok til at vare til dagens første cafestop.

På selve gaden, Via Flavia, ligger en del rigtigt gode restauranter, og personalet på hotellet er særdeles behjælpelige med bookninger på disse. Måske er der tale om familiemedlemmer? Ydermere er gaden for det meste stille og rolig og meget “italiensk”.

Enkeltværelser med morgenmad koster omkring 500 pr. nat, dobbeltværelser ca. 750, så hotellets største force er absolut de gode priser, beliggenheden og den rare atmosfære. Jeg bor her gerne, når jeg er i Rom. Jeg har også boet en del andre steder, og ud fra erfaring kan jeg vist roligt konkludere, at det er nemt at blive snydt i Rom. Det bliver man ikke på dette sted.

You may also like

Skriv et svar