Snyd og bedrag.

På et tidpunkt sidste efterår fik jeg den ide, at jeg måtte eje en Mulberry taske. Da der desværre ikke er den fjerneste chance for, at nogen så meget som vil overveje at forære mig en sådan, gik jeg i gang med at researche, hvordan man egentlig skaffe sig en Mulberry taske. Altså uden at sætte sig i gæld, optage overrentede forbrugslån eller ultimativt ende i Riber, eller hvad det nu hedder. Min undersøgelse endte hos auktionsfimaet Lauritz, som minsandten havde et relativt pænt udvalg af slagsen.

Så jeg end ikke overvejede, om ikonerne var ægte. Jeg var simpelthen så naiv, at jeg blindt troede på, at når et nogenlunde veletableret firma sælger en mærkevare, så er den da selvfølgelig ægte. Derfor fik jeg til min egen store forbavselse hammerslag på bare 1300 kr. på lige den taske, jeg gerne ville have. Godt nok havde jeg hverken set eller inspiceret den. Den stod i Roskilde, og der kommer jeg ikke sådan lige forbi. Men, som sagt, jeg var fuld af tillid. Nu skal man jo ikke lade sig besnære af relativt lave hammerslagspriser som sådan. Nogle auktionshuse ( og her nævner jeg af fare for evt. grimme injuriesager absolut ingen navne!) tager sig uhyre velbetalt for at tage et foto af en vare, smække den på nettet og derefter lade computeren passe resten. Så mit lille taskeeventyr røg op i omkring 1700 kr., hvilket vel stadig var billigt.

Der var dog lige den ekstraomkostning, at jeg måtte have en kusine til at afhente klenodiet, sende det til mig og kvittere med en buket, men hvad gør man ikke for sin Mulberry? Det var en stor dag, da kalorius ankom, og det allerstørste var vel, at taskefandens belønningscenter nærmest svømmede over af umådelig lykke.

For måske var det alligevel ikke lige den taske, jeg skulle have? I alt fald fandt den meget hurtigt sin plads i rodet på et af værelserne, og der blev den i al ubemærkethed stående. Indtil jeg en dag–en 5-6  meget mere anvendelige ikke-Mulberrytasker senere–måtte erkende, at jeg aldrig nogensinde ville få den brugt. Så den skulle ud. Eller i alt fald i DBA, hvor en venlig mand snart efter gerne ville købe den. Jeg mener, han spottede jo også en billig Mulberry.

Aftalen blev, at overdragelsen skulle ske på en P-plads, som vi begge alligevel var i nærheden af samme dag. Og det tog ham (som vel og mærke ikke er taskeekspert) nogle få minutter at konkludere, at tasken ikke på nogen mulig måde kunne være ægte. Også selv om jeg stod og viftede med fakturaer og andet godt fra tilsyneladende pålidelig sælger. Da jeg kom hjem, gik jeg selvfølgelig tasken igennem. Det havde jeg jo ligesom ikke gjort før–den var bare blevet sat af vejen til forhåbentlig bedre taskedage. Og jeg er absolut heller ikke taskespecialist. MEN selv jeg kan godt spotte ulige sømme og skæve lynlåse, dårlige syninger og mangel på symmetri, fejl i læder og utydelige blade på træer samt slå op på nettet, at taskens nummer med 99,99% sikkerhed er falsk.

Det kan auktionshusets taskeekspert tilsyneladende ikke. Det skriger i øjnene, at den taske ikke er producet af det hæderkronede firma ovre i England (nok nærmere i en kinesisk baggård!), så det undrer mig en forfærdelig masse, at nogen–og her inkluderer jeg faktisk også mennesker, der ikke har den fjerneste forstand på tasker!–på nogen mulig måde kunne erklære det stykke taskemæssige makværk for ægte. Eller hvad? Jeg kan jo godt se alternativet. Det er bare ret uhyggeligt at tænke på for alle de kunder, der stoler på bemeldte sælger!

Så jeg bevæbnede mig med taske, papirer og en god portion aggressioner og kørte til nærmeste filial af auktionshuset. Hvor en flink ung dame, der fra starten af erklærede, at det ikke var hende, der var den lokale taskevaluar, på under 1 minut fandt tasken uægte. Hun syntes vist, der var tale om en fornærmelse mod brandet Mulberry. Jeg troede så bare, at hun ville hive kontantskuffen ud og give mig mine penge tilbage, men nej! Selv om ens dyrt betalte mærkevare tilsyneladende skriger af plagiat, så skal man først ringe til det sted, hvor man har købt den. Og når man så har ringet, får man at vide, at man skal skrive til dem. Sådan for at gøre det ekstra besværligt og måske tabe nogle klagere undervejs, der bare ikke gider alt det bøvl.

Det er der, jeg står nu. Den grimme tingest, som selvfølgelig bliver grimmere og grimmere for hver gang, jeg kigger på den, står stadig hos mig. Jeg har ikke hørt fra firmaet endnu, men hvis det ikke bliver på mandag straks efter åbningstid (de får 2-3 minutter!!), så bryder helvede løs. Jeg ved ikke, om nogen af dem nogensinde har hørt om, hvordan jeg kan rulle mig ud, når jeg føler mig snydt og bedraget—men, diplomatisk sagt– så skal de nok ikke ønske at komme til at opleve det. Jeg har et overvældende stort ordforråd indenfor skældsord, og jeg har i den slags sager en umådelig tålmodighed. Lidt ligesom en igle, der bider sig fast, og først slipper når en ordentlig luns kød er indtaget.

Jeg mener ikke, jeg på nogen mulig måde har så meget som et miligram af “skyld” eller medansvar i denne sag. Hvis man ikke kan stole på auktionshuses vurderinger, så er man særdeles ilde stedt. Det ville være forståeligt, hvis der var tale om et obskurt værk af en nærmest ukendt kunstner fra 1700-tallet, men her er vi altså ude i noget så relativt ordinært som en Mulberry Roxanne taske. Det er simpelthen ikke i orden!

Og så er der lige den sidste hurdle–men den er nu også stor, sådan rent personlig. Det værste, jeg ved, er faktisk, når folk undervurderer min intelligens og tror, de kan snyde mig på den ene eller anden måde. Så kommer terrieren! Den eneste hævnakt, jeg på nuværende tidspunkt har oppe i ærmet, er, at jeg lover og sværger, at jeg ALDRIG nogensinde, på nogen måde køber noget som helst hos det firma igen. Og at jeg nok aktivt skal medvirke til at sværte deres i forvejen blakkede ry endnu mere. Det er de så nok rimeligt ligeglade med…..

You may also like

1 kommentar

  1. Lauritz.com har d.d. givet mig ret i, at tasken IKKE er ægte. Derudover viser det sig, at de har solgt den ikke bare en, men to (TO!) gange før. Jeg vil blot understrege, at alt dette giver mig en del stof til eftertanke og nok også bør have samme virkning for andre.

Skriv et svar