Om “selvundertrykkelse”.

I 70-erne kaldte vi det “selvundertrykkelse”. Dengang blev alting nemlig sat i et feministisk perspektiv. I dag er jeg langt mere tilbøjelig til at kalde det ubeskrivelig dumhed eller bare “ris til egen røv”.

Mine børn kommer hjem til jul. Det er sjældent, for ikke at sige den eneste gang om året, at de alle er hjemme samtidig, og derfor betyder det, at der skal laves en farlig masse mad. Ikke blot skal vi fejre julen–og det gør vi jo ligesom alle andre primært med at spise en forfærdelig masse mad–men vi er altså også helt konkret mange munde, der skal mættes. Jeg er selvudnævnt overlogistiker på madsiden herhjemme, og jeg vil ret kategorisk hævde, at det er de fleste kvinder nok.

Det er en rolle, jeg påtager mig med blandede følelser. For selvfølgelig er der da ingen, der har så meget tjek på leverpostej og sylte mm. som mig, men samtidig irriterer det mig grusomt, at det forholder sig sådan. Og så er scenariet kørt i stilling:

Lad os bare være helt konkrete. Der skal hakkes mandler til ris ala mande. Jeg står som sædvanlig i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver form for hjælp enten har indtaget diverse sofaer i liggende stilling eller bare overhovedet ikke har ænset, at der altså skal hakkes mandler til at fortynde al den piskefløde. Så jeg siger–altså ikke direkte, men der er absolut ingen, der på nogen mulig måde betvivler, at det er det, jeg mener, at det altså også er pisseuretfærdigt, at det altid er mig, der er bundet fast til køkkenet, og at der heller aldrig, virkelig ALDRIG, er nogen, der gider at hjælpe mig.

Straks rejser et skyldsramt barn sig fra sofaen (tror jeg, i virkeligheden gider vedkommende nok bare ikke høre mere vrøvl!) og fatter kniven til mandelhakningen. Da samme skyldsramte barn nok ikke har mine over 45 års erfaring indenfor mandelhakning, bliver stykkerne en smule uregelmæssigt hakket. I alt fald ikke , som JEG ville have gjort det! Efter ca. 2-3 minutters mere og mere indestængt mandelmedlidenhed og virkelig udfordring på min mandelæstetik, eksploderer jeg i noget, der kun skal forestille at være pædagogisk, men i virkeligheden er det stik modsatte. Essensen af det lyder sådan her: “Nej, hakker du mandler på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Og så flår jeg gerne kniven ud af det over 25 år gamle barns hånd og hakker mandler som en gal, mens jeg bedrevidende venter på, at barnet anerkender mine uovertrufne mandelhakningsevner og gør præcis det samme som mig. Det gør det så ikke! Det reagerer med 110% sandsynlighed med at blive sur, kaste en smule med kniven og i øvrigt konkludere “..at så er det nok meget bedre, at jeg selv gør det.”

Så står jeg igen der i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver hjælp er forsvundet. Jeg får faktisk som regel meget, meget ondt af mig selv. Men jeg bliver jo ikke klogere. Næste dag er det kartoflerne, som jeg tilkalder hjælp til. Historien gentager sig bare–med usvigelig sikkerhed. Og hvis bølgerne går rigtigt højt, kan jeg efter en udmarvende jul helt alene i køkkenet konkludere, ” at der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig”.

Inderst inde kan jeg jo sagtens forstå, hvorfor der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig. Det er helt sandt, at vi her er ude i noget, der kan tolkes som den ultimative selvundertrykkelse. Altså hvis man ser det fra et feministisk synspunkt. Men netop denne manøvre findes da i den grad også andre steder end i julekøkkenet. Jeg praktiserer den da gerne selv, bare med omvendt fortegn. Hvis nogen (og her kan man vel igen helt konkret udelukkende tale om min mand) beder mig deltage i havearbejde, så laver jeg da præcis samme manøvre. Jeg gør mig bevidst ualmindeligt umulig. Trækker ukrudt og krudt op i nærmest sanseløs havearbejdsiver, indtil han prøver at få den fuldstændigt maniske optrækning stoppet med “Nej, luger du ukrudt på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Så er jeg nemlig i min fulde ret til at blive sur og gå min vej i fornærmelse. Mens han på sin side med lige så fuld ret kan være fornærmet over, at der aldrig er nogen, der gider hjælpe ham.

Så denne lille leg får vi megen tid til at gå med. Mor går i køkkenet og er ikke sur–hun er bare meget, meget skuffet. (Nej, hun er sgu` sur, eddikesur!) Der er heller aldrig nogen, der gider hjælpe, og de, der gør, får en straks-returbillet tilbage fra køkkenet, fordi de ikke gør tingene RIGTIGT. Hvilket gør mor endnu mere sur, fordi der endnu mere heller aldrig er nogen, der gider hjælpe. Og børnene er sure, fordi de i virkeligheden overhovedet ikke ret meget gider at hjælpe, men når de så alligevel gør det, så bliver hun sgu` sur alligevel. Måske fordi de udmærket godt ved, hvordan hun gerne vil have tingene. Det er jo ligesom nødvendigt, hvis man bevidst skal gøre dem forkert. Men vi spiller alle komedien, eller tragedien. Og vi kender alle slutningen. For ingen af os har endnu, efter utallige års fatale generalprøver, lært at omdefinere vores roller eller finde et nyt manuskript.

Måske skal jeg i år prøve en ny taktik. Ja, jeg tror jeg vil rose klodsede mandeludskæringer og kartofler med helligdage nok til de næste 20 år højlydt og til skyerne og erklære, at det bare lige præcis var sådan, jeg altid havde drømt om, de skulle se ud. En fryd for julebordet og juleøjnene. Og så vil jeg kvæle mig selv langsomt, mens jeg med et påtaget smil bakker ud af køkkenet og siger. “Nej, hakker du mandler på den måde? Hvor ER det genialt! Jeg synes, alting ser meget lettere ud på den måde, du gør det, så vil du ikke lige stå for al julemaden, mens jeg går ind og lægger mig i sofaen. Er du sød at vække mig, når du er færdig?”

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *