Kvindens hvem-hvad-hvor.

En af hadegaverne i årets traditionelle pakkeleg var Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969. En ualmindeligt smuk bog med tidstypisk cover i progressive, psykedeliske farver og mønstre. Samme cover strider nu en del mod indholdet. Der er ikke megen fornyelse at hente der.

I 1969 har jeg været 13 år og sikkert en surmulende, besværlig teenager. I bogen kunne jeg så læse, hvad jeg forventedes at blive til, og hvis jeg ikke surmulede nok i forvejen, var der da absolut grund til det efter læsning. Men samtidig slår det mig også, hvor meget der er sket på bare 46 år. I alt fald for os kvinder.

I dag er enhver lancering af nærmest hvad som helst fra starten uhyre bevidst om at definere sin målgruppe. Det er denne bog også, dog uden at påpege det bogstaveligt. Det er tilsyneladende underforstået. På intet tidspunkt under læsningen er man det fjerneste i tvivl om, at her tales til–og UDELUKKENDE til–husmoderen. Den hjemmegående, fra borgerskabet, forstås. Det synes at være bogens selvforståelse, at kvinder er lig med hjemmegående husmødre fra middelklassen. Her er ingen udearbejdende kvinder, men der er dog en lille artikel omkring “Forsørgerpligt”. Jeg troede først, der var tale om assistance til skilte kvinder, men de eksisterer tilsyneladende ikke i bogens univers, så det er udelukkende enkerne, der her kan få gode råd om, hvordan de klarer sig, når nu forsørgeREN er afgået ved døden.

Bogens sidste 52 sider består af fortrykte husholdningsregnskaber, som bare venter på at blive udfyldt. Sirligt og med fyldepen, sikkert. Her forventes kvinden hver uge at notere samtlige beløb anvendt til hhv. mejeri, bager, kød, fisk, grøntsager, kolonial, kaffe, te, øl, sodavand, vin, æg, ost og rengøringsmidler. Der er også plads til andre udgifter, og her kan i flæng nævnes forlystelser, blomster, kørepenge, toiletsager, påklædning, skomager, vask, strygning, rens og farvning samt vinduespolering. Det må have tager hende timevis at nørkle alle de tal sammen. Selv et deltidsarbejde har det været svært at få tid til med et så massivt hjemmebogholderi. I umiddelbar forlængelse af “den lille revisor” har hun også talrige sider til at notere, hvem hun har inviteret hvornår, samt hvem herrerne havde til bords, og hvad der blev serveret. Hun kan også holde styr på, hvem der har inviteret igen, samt hvilke gaver hun har givet og modtaget. Det sidste har hun to fulde sider til, så det kan da nok være, der er blevet givet presenter dengang.

Der er også en del særdeles pædagogiske artikler indenfor grupperne “Madlavning”, “Hus og hjem” samt “Person, påklædning og håndarbejde”. Især artiklen omkring “Borgmesterbrød” fangede min interesse. Her har redaktionen været på besøg hos en del borgmesterfruer, fordi “borgmesterfruerne med deres store repræsentationsforpligtelser nok gennem tiderne har sat en ære i, at deres kaffeborde kunne opvise noget ganske særligt med hensyn til bagværk.” Artiklen er flot illustreret med nydelige fotos af et stort antal borgmesterfruer, der stolt fremviser deres finskbrød eller pladekager. De ligner ikke mig, når jeg laver mad. Faktisk har de alle lige fået håret sat (mens de bagte?) og er iklædt deres fineste festtøj. Men måske spilder borgmesterfruer ikke? Jeg tror nu heller aldrig, jeg bevidst ville have giftet mig med en borgmester. Alt det bageri var nu nok blevet en smule anstrengende i længden.

Der er også en del håndarbejdsopskrifter. Stramaj til de lange, mørke vinteraftner (eller bare til, når man endelig har fået lavet såvel husholdningsregnskab som bagt af!) og et utal af hæklede firkanter. Jeg er faktisk ret målløs over, hvor mange måder man kan hækle firkanter på. Måske–og kun måske–er disse små hæklede firkanter i tidens modefarver brun og orange det lille, stille oprør, som meget, meget småt er i gang?

Dette er en bog, der mest af alt er et omfattende katalog over kvindeværdier anno 1969. Det er hjemmet, der er i centrum, og hele bedømmelsesgrundlaget for, hvor godt en kvinde lever op til tidens værdier og idealer. Gennem repræsentation–og her udelukkende på mandens vegne– skriver hun sig ind på husmoderskalaen, hvor man både kan dumpe og få topkarakter. Men med bogen i hånden kan man vel undgå nogle af de største fælder og være ret sikker på i det mindste at bestå.

Jeg ville have hadet at være gift middelklassekvinde dengang. Og endnu mere hvis jeg var gift med en borgmester! Hvor MÅ de dog have kedet sig. Daglige, alenlange husholdningsregnskaber og uendelig madlavning og bagning. Og når der så rigtigt skulle skejes ud, kunne de så lige nørkle en firkant i orange. Desværre–og det er vel egentlig det, der er hele pointen!–havde rigtigt mange af dem bare ikke noget valg. De var opdraget i en tid, hvor dette var kvindens plads, hvor kvinder ikke lige sådan fik en uddannelse, som kunne gøre dem selvforsørgende, samt–og det er vel også essentielt–hvor de ikke var bevidste om, at der var alternativer. Og hvis der var, krævede det en god portion såvel styrke som mod og stædighed at gennemtrumfe dem.

Det slår mig også, hvor forskelligt mit liv som gift kvinde med 3 små børn i 80-erne og 90-erne var. Her er dog, trods alt, kun 20 års forskel til 1969. Og så kom jeg faktisk også til at tænke på, at jeg da godt engang imellem kunne have brugt de der husholdningsregnskaber. Så kunne jeg måske få opklaret, hvad i alverden jeg dog i grunden brugte alle pengene til? Jeg skulle nok bare oprette en del nye rubrikker, så som vuggestue, børnehave, fritidsordning, bil, benzin og takeaways…..

I aftes, da min voksne datter på sin sædvanlige, skødesløse måde kastede bord (udtrykket er en del af familekten (se andet indlæg), men kan vist umiddelbart forstås), vakte det en del modvilje hos min snart 90-årige mor. Når man læser Kvindens hvem-hvad-hvor fra 1969–og min mor samlede faktisk på dem–forstår man i den grad hvorfor. Og samtidig illustrerer det i al sin tydelighed 46 års kvindehistorie og kvindeværdier.

 

You may also like

Skriv et svar