Den lille, uoverstigelige hurdle.

Stormen tog min flagstang. Ikke at det er det store tab som sådan. For mig er en flagstang sådan noget, jeg for det meste glemmer, jeg har, men som bestemt er rigtig god at have. Her i huset flagrer vi som princip af glæde og ikke af nationalisme, men det er bare utroligt sjældent, vi overhovedet gør det. Det skyldes, som så utroligt mange andre ting, den lille, uoverstigelige hurdle.

Jeg bilder mig ind, at jeg nok er verdens ubetinget eneste offer for hurdle-syndromet, men måske forholder det sig slet ikke sådan? Lad mig starte med flagstangen: Selv om jeg har været spejder i utallige år og bestemt stammer fra et hjem med flagstang, kan jeg simpelthen ikke binde et flagknob. Jeg er en sand mester indenfor et stort udvalg af andre knob, og især trompetstikket, som bruges til at afkorte teltbarduner, er jeg virkelig god til. Jeg bruger det måske bare ikke så tit, men vil da gerne stille min ekspertise til rådighed for teltbardunforkortelsesramte. Men flagknobet! Det er sådan set den eneste hurdle mellem mig og flagning i strakt blæst og selve grunden til, at jeg ikke lige får det flag op. Når jeg engang imellem på familiens mærkedage overvejer at kaste mig ud i flaglig fejring, så bremses jeg altid på netop det punkt. Jeg visualiserer med det samme, hvilke fortrædeligheder mit flag kunne komme ud for, og er i det mindste sikker på, at jeg aldrig nogensinde vil få det ned igen, hvis jeg ikke får det forsvarligt opbundet. Derfor lader jeg være.

Og sådan er det jo med mange ting. Der er den der lille, uoverstigelige hurdle mellem mig og brugen af eller færdiggørelsen af dem. I småtingsafdelingen er der trøjen, der i 5 år har manglet en knap, som er fuldstændig uoverskuelig at sy i. Eller kjolen, der har en plet, som aldrig bliver vasket af, så hver gang den potentielt skal bruges, finder den direkte vej ind i skabet igen. Der er også strikketøjet, hvor man strikkede en pind forkert eller tabte et par masker. Det ligger stadig og griner, fordi man bare ikke KAN få sig selv snøvlet sammen til at komme over hurdlen. For mig er der også megahurdlen: Bogen Ulysses, hvor jeg aldrig er nået længere end side 55 og nok heller ikke skal påregne nogensinde at komme videre. Det er så måske til at leve med, for det er vist den mest berømte bog, som nærmest ingen har læst–til ende.

Engang imellem får jeg et hurdleflip og bestemmer mig for, at nu skal tingene ordnes. Jeg skal ofre nogle minutter af min tid på at lære at binde flagknob, sy knapper i, trevle strikketøj op eller læse 10 sider mere af Ulysses. Men det lykkes aldrig. I stedet kommer der hele tiden nye hurdler til, som jeg enten må prøve at overvinde eller lære at leve med. Selv om mini-hurdler ofte både er spild af tid og unødvendige bekymringer.

Da min yngste søn var i børnehavealderen, havde han et år et stort og brændende ønske omkring fastelavnsudklædning: Han ville være Supermand. Nu om dage er det jo i sig selv ingen hurdle–det er jævnt hen bare at gå ned i nærmeste legetøjsforretning og investere i udstyret. Men nej, hver gang jeg lige havde tid til en ekspedition ned i byen for at anskaffe udklædning, vægrede han sig med adskillige og utrolige undskyldninger. Og da fastelavn endelig var så nært forestående, at vi simpelthen måtte få fat i det kostume, brød det stakkels barn grædende sammen, mens han dybt ulykkelig forklarede mig, at han umuligt, på nogen mulig måde kunne være Supermand til fastelavn. “For mor, jeg har jo stadigvæk ikke lært at flyve!”

Jeg nævner historien, fordi det sådan ligesom er en hurdle, der både er til at tage og føle på og til at forstå. Mine flagknob er i petitesseafdelingen til sammenligning. Men den skal også nævnes, fordi den indeholder den erkendelse, vi som voksne forsøger hele tiden at omgå. Nemlig erkendelsen af, at der er små hurdler, vi simpelthen aldrig kommer over. Og som vi bare skal acceptere som livsvilkår. Små, men dog til stede. For så undgår vi ærgrelserne. Så kan vi med god samvittighed skrotte strikketøjet, den knappeløse sweater og pletkjolen samt måske anvende forsikringspengene til noget mere nødvendigt og mindre ærgrelsesfremkaldende end en flagstang uden flagknobsmester.

Ja, jeg tror faktisk, at jeg vil udråbe livet efter de 60 til hurdlefrit. I alt fald for de selvfremkaldte.

You may also like

Skriv et svar