Storbybørnene.

Jeg er tit misundelig på de af mine venner, der har børn (og børnebørn) i umiddelbar nærhed. Sådan at de både lige kan kigge forbi et par timer, men også sådan at de lige kan gå hjem til sig selv efter de par timer.

Mine børn bor i landets to største byer, og der vil de nok blive boende pga. de valg, de i sin tid har gjort såvel uddannelses- som job- og karrieremæssigt. Der er langt herfra til både København og Århus–og den modsatte vej. Man kigger ikke lige sådan forbi til en kop eftermiddagskaffe. Til gengæld indebærer nærmest alle besøg en eller flere overnatninger.

Nu har jeg lige sendt dem hjem i storbyernes favn efter en veloverstået jul. Her er en smule tomt, og hunden mangler nogen at lege med. Jeg er en smule spaltet indvendig, for nok er her tomt efter 4 dage på fuld skrue, men samtidig kan jeg også godt mærke, at jeg trænger til at trække mig ind i mig selv og bare være. Når vi er sammen, er det en alt-situation, og når vi ikke er, er det selvfølgelig en intet-situation. Der er ingen glidende overgange, eller den slags “smutten forbi”, som forældre med nærtboende børn kan have. Det er 24/7, og om natten kan vi såmænd monitere hinandens snorkevaner.

Jeg kan godt lide besøgenes intensitet, men jeg mangler samtidig den dagligdag, som man med børn i nærheden kan være en naturlig del af. Det er aldrig dagligdag, når mine børn er her. Bare så lille en ting, som at vi helst undgår andre aftaler under besøg, illustrerer vel dette. Så tager vi lige 4 dage i “børnemode”, fordi vi alle ved, at der kan gå flere måneder, inden vi ses igen. Der skal jo også bruges masser af tid på opdatering. Forklaringer om og opdateringer på, hvordan det går, og hvad man lige går og laver. Selvfølgelig kan man telefonisk og Messengersk følge rimeligt med, men en samtale med en tilstedeværende person er nu at foretrække. Hvis de var bosat ovre på den næste vej, kunne man vel nærmest se det hele med egne øjne. Det er selvfølgelig også et evigt tilbagevendende spørgsmål, hvordan det vil gå, når og hvis der kommer børnebørn. Bliver vi så de eksotiske, men lettere provinsielle bedsteforældre ovre/nede i Jylland, som vises frem til særlige højtider og lejligheder? Og får de nærmereboende bedsteforældre vores børnebørns opmærksomhed–af den simple grund, at de rent faktisk er der? Den tid, den sorg. Indtil nu er der tilsyneladende ingen af dem, der har opdaget hemmeligheden omkring, hvordan man producerer børn….

Men der er da sandelig også fordele. Bare tænk på, hvad en enkelt nat på hotel i KBH koster! Vi bor gratis lige i smørhullerne i de store byer. Og vi har fuldstændigt omkostningsfrie guider til de sjoveste oplevelser og de sidste nye tiltag i samme byer. Jeg vil vove at påstå, at vi også har rimeligt tjek på, hvad der foregår af spændende nye ting i landets store byer. Vi kommer der jo jævnligt. Samtidig er vi faktisk også gode til at gøre alle de ting, det er absolut umuligt at gøre herhjemme i provinsbyen. Det drejer sig ikke om at gå en tur på Strøget–der kommer jeg sjældent. Ikke for at være arrogant, men fordi det faktisk i min optik er rimeligt uinteressant. Men storbyens små oaser, de sjove, gamle baggårde, pulsen, byfornyelsen, de små, gemte kvarterer–alt det tiltrækker mig. Ligesom kulturlivet. Nok har vi omrejsende teater her i byen, men det er vist ikke nogen overdrivelse at påstå, at der ligesom er lidt mere power forbundet med at sidde i Det Kgl..

Løsningen ville selvfølgelig være selv at rykke huspælene op og bosætte sig nær børnene i storbyen. På papiret er det også ret logisk. Men rent praktisk ville det indebære at sende 1 stk. provinshund og 2 stk. inkarnerede provinsboere i eksil. Det er her, vi hører til. Ligesom børnene hører til i storbyerne. Med den erkendelse og accept må vi jo bare prøve at få det bedste ud af det på de præmisser, vi har.

Selv om jeg da stadig godt kan blive misundelig, når venindens datter lige stikker forbi hos hende til en kop eftermiddagskaffe på vej hjem fra den lokale Føtex.

You may also like

Skriv et svar