Den store mæthed.

Det sker altid her omkring 5. eller 6. juledag. Hvis man da overhovedet stadigvæk tæller juledagene herude i den billige ende. Jeg bliver noget så usigeligt, uendeligt stopmæt.

Jeg er mæt af grønlangkål i fløde med medisterpølse, flæskesteg med svær, der ikke længere er sprøde, sylte med sennep og rødbeder og de sidste rester af anden. Jeg er mæt af de utallige stykker Toffifee, Quality Street, Toblerone og Pariserlinser, jeg i ekspresfart har kørt ind hele julen. Jeg er mæt af julefilm med Hugh Grant og pædagogiske serier, der altid starter i Jerusalem og varer 5 timer. Jeg er mæt af at vinde over familien i Trivial Pursuit og tabe til dem i alle andre spil. Jeg er også mæt af at se på mit eget julepynt, som på ophængningstidspunktet var utroligt både hyggeligt og pynteligt, men som nu ligner en udstilling i dårlig smag og den årlige kongres for udseendemæssigt udfordrede nisser. Jeg er, med andre ord, stopmæt af at holde jul.

Jeg har skam nydt det hele. Intenst. Ellers havde jeg vel ikke hældt så meget medisterpølse i mig selv og udsat mig selv for så mange gensyn med ham den engelske overflødebolle, som altid får den søde pige i enden, selv om man nok kan spørge sig selv, hvorfor hun ikke scorer noget lidt mindre velpoleret. Det er som om, at julen er der, hvor det er fuldt legalt at overskride sine egne æstetiske og madmæssige grænser. Dem, man pænt holder sig indenfor resten af året. Det er her, det er legalt at gå amok. Spise mad og slik til man er på revnestadiet, se en masse dårligt fjernsyn–og intenst nyde det samtidig.

Det er godt, der er en indre stopklods–eller mæthedsfornemmelse, om man vil. Alt det frådseri er jo kun sjovt et vist antal dage. Hvor man så selvfølgelig også både går all-in og grovnyder det samtidig. Men nu skal vi videre. Tilbage til de grøntsager, der måske ikke var helt så mange af i julen, og de Toffifee-fri dokumentarudsendelser. Mr. Grant går på stand-by til næste jul sammen med medisterpølsen, og Trivial står på hylden uden at booste min selvtillid overfor resten af familien.

Snart er det nemlig januar, og så skal vi alle sammen på slankekur og vænne os til Grantfrit fjernsyn. Det første iflg. ugebladenes selvsvings-kalender, hvor januar er “store-skrump-måned”. Det var nemlig selvsamme ugeblade, der for et par måneder siden instruerede os i at lave al den fede mad, så nu kan de jo passende pille den af os igen. Det er det, der hedder omstillings- og omsætningsparathed.

Men lige nu er jeg bare mæt. Jeg trænger til en julepause på ca. et år, og det er da i sig selv utroligt belejligt. Jeg er ved at få hygge galt i halsen–eller også kan hygge for mig lige nu defineres som at krybe ned i en god stol med en god bog, helt alene, og gerne med en stor skål salat. Faktisk har jeg allermest lyst til at blive siddende i samme stol, indtil det bliver forår igen. Januar er så forbandet mørk, tam og kedelig. Men det hjælper den heldigvis lidt på vej og gør den en smule mere udholdelig, at man (heldigvis) er så ualmindeligt, forbandet- og dejligt- mæt af julen!

You may also like

Skriv et svar