Om nytårsskyts.

Hunden og jeg har i grunden ikke så forfærdeligt mange fælles interesser. Hans interessekatalog er rimeligt begrænset og koncentrerer sig, hvis man skal koge det ned til få ord, primært om hoved og røv. Jeg bilder mig ind, at jeg er en smule mere vidtfavnende.

Men en ting er vi helt enige om: Vi HADER nytårsskyts! Eller rettere: Vi HADER alt det, der siger bang og laver høje lyde. Og i disse dage er vi jaget vildt.

Bevares, jeg synes da, fyrværkeri er smukt, men udelukkende på afstand. Altså så meget afstand, at jeg ikke kan høre bragene. Den slags går desværre hundens snude forbi–han registrerer kun, når de uventede brag tilsyneladende lyder lige ude i hans baghave. Hverken han eller mig forstår rigtigt det der med bragene. Eller: Vi forstår ikke helt deres formål. Selvfølgelig ved jeg godt, at fyrværkeri og krudt er tæt forbundne størrelser, og at raketter nødvendigvis må slå nogle småprutter på vej op i intetheden. Men ingen af os forstår brag, der bare er til for brags skyld. Vi er fuldstændigt uforstående overfor, hvad det lige er, de der brag gør for affyrerne.

Måske er det noget med belønningscentret? Altså at jo højere, braget er, desto mere belønning er der i megalyden? Sådan at man, om man så kan sige, bliver bragende høj (og døv som sidegevinst!). Eller at braget i virkeligheden er en højlydt potensforlænger? Jo højere brag, jo mere mandig? Eller er det måske små mænd, der render rundt og brager? Min erfaring–og min fornuft–siger mig, at det nok ikke er kvinder. De fleste af dem har det nok lidt som mig.

Efter min mening (dog ikke hundens!) er det fuldstændigt i orden, at nytårsaften anvendes til at gå bragende amok. Bare jeg kan blive inde, iklædt høreværn. Men jeg synes faktisk ikke, det er nødvendigt at holde mere eller mindre permanent generalprøve en god uges tid inden. Og hvem er det også, der bare ikke kan vente? Forleden så jeg endda nogle mænd fyre raketter af i fuldt dagslys. Det er da efter min mening fuldstændigt vanvittigt og virkelig enormt spild af penge. Jeg ville ønske, at man ligesom kunne lave en form for stiltiende aftale om, at nytårsaften er det helt legalt at udleve sine højlydte mindreværdskomplekser–til gengæld må man så leve i stilhed med dem resten af året.

Og er der ikke nogen, der vil prøve at arbejde på at opfylde den lydfri raket? Så jeg kan nyde de flotte mønstre og farver i stilhed–og hunden kan få fred den uge om året, hvor alting for ham er worst-case-scenario?

 

You may also like

Skriv et svar