Nytårsstatus.

Jeg vil ikke kommentere på verdens situation generelt. Det er der andre, der er væsentligt mere kvalificerede til. Eller vejret. Eller betalingsbalancen. Eller “what`s hot and what`s not”. Jeg vil derimod følge tidens trend og udelukkende skrive om mig selv. Om mit eget, personlige 2016. For det blev et godt, tiltrængt og anderledes år.

2016 blev det år, hvor jeg efter 32 år på samme arbejdsplads, og i en alder af 59, omsider fik samlet tilstrækkeligt mod til at sige fra. Sige op. Måske er det i virkeligheden meget mere korrekt at skrive ” at sige TIL”. Gennem flere år havde jeg gået med den der fornemmelse af, at jeg ikke hørte tilstrækkeligt til mere, at det ikke længere var, hvad jeg gerne ville, og hvad (resten af) mit liv skulle bruges til. Jeg har altid elsket at undervise, jeg har altid (dog med visse uheldige undtagelser) holdt utroligt meget af mine elever, og jeg har altid såvel elsket som dyrket mine fag. Men med en kerneydelse, der via reformer og andre ubelejligheder var reduceret til ca. 25%, en tiltagende mængde af uendeligt brok på arbejdspladsen og en endnu mere stigende fornemmelse af, at der et eller andet sted såvel måtte være brug for mig som nye udfordringer for mig, satte jeg mig bogstaveligt talt ned i en stol en dag og tænkte.

Jeg var simpelthen dybt pragmatisk og havde som simpelt grundpræmis: Hvad kan jeg? Hvordan kan jeg genopfinde mig selv, så det både giver mening og indhold? Og–den er man jo ligesom nødt til at have med–løn? Svaret var egentlig ganske simpelt: Jeg kan rejse. Belært af mange års undervisningserfaring og en god portion nærighed er jeg blevet en god logistiker, der rimeligt nemt kan skrue en rejse sammen på papiret, og jeg ved, hvor de billige fly kan findes. Samme erfaringsgrundlag betyder, at jeg har været mange steder, og derfor, i især engelsktalende lande, føler mig både bomsikker og på hjemmebane. Oveni–eller rettere som det allervigtigste–så elsker jeg at rejse. Samt at formidle den viden om og den store forelskelse i rejsemålene, jeg har, til andre mennesker.

Så i 2016 sagde jeg altså endelig op, lavede min egen lille rejseklub og meldte mig som freelance guide på engelsktalende destinationer. Og den bar jo, ideen. Det lykkedes! Der VAR folk, der gad at rejse med mig, og der var sandelig også professionelle rejsebureauer, der godt kunne bruge mig. Det kan godt være, at der ikke er råd til det samme forbrug som tidligere, men i stedet er der kommet glæde og arbejdsiver. Hvilket, set fra mit synspunkt, er helt usammenligneligt mere værd. Helt konkret var det vel også noget med, hvad jeg egentlig brugte pengene til førhen. At rejse, tror jeg! Så måske giver det hele økonomisk bare samme facit. Men denne gang med glæden og tilfredsheden i mente.

Så 2016 blev året, hvor jeg endelig turde se alternativerne til brok og vanetænkning og genopfinde mig selv. Eller finde mig selv. Alle de år på samme arbejdsplads var absolut ikke en uendelig trædemølle. Men der kommer tidspunkter i ens liv, hvor det er nødvendigt at gøre status og kritisk se på, om det måske ikke er på tide, at der skal ske noget andet. Om man ikke skal prøve at genfinde glæden og udfordringerne i det, man gør. Jeg kender en del, der har gjort det samme. Og de er, helt uden sammenligning, de mest tilfredse og brokfri mennesker, jeg kender.

Selvfølgelig er det ikke økonomisk omkostningsfrit at vende sit liv på hovedet. Som 60-årig kan jeg få en lille pension, som er grundsubstansen i at overleve. Tillige vil de fleste nok også i samme alder være nået til et punkt, hvor de løbende udgifter ikke er så uhyggeligt store længere. Ungerne er væk, og faste udgifter er nok heller ikke så høje. Og alt det, man førhen troede, var en absolut forudsætning for et lykkeligt liv, har jo med årene vist sig at være relativt betydningsløst. I min alder samler mange ikke længere på ting–de samler på oplevelser.

Og når jeg ser på kalenderen for 2017, så ser den rigtigt indbydende ud. Lige til at kaste sig ud i. Der er masser af rejser, både for etablerede rejsebureauer og med min egen lille flok. Jeg skal Irland rundt adskillige gange–og hvis nogen spørger, om det da ikke bliver trivielt, så kan jeg vist kun svare, at det er væsentligt mindre trivielt end i en uendelighed at prædike om kongruens i engelske sætninger. Det sidstnævnte får man ligesom ikke så meget positivt feedback på, mens det første altid foregår med glæde og vidensbegejstrede, rejselystne gæster.

Så 2016 blev et godt år. Det var, måske mest af alt, det år, hvor jeg beviste overfor mig selv, at jeg TURDE!

You may also like

Skriv et svar