Det var så den (supermarkeds)jul!

Jeg har lige været i min lokale Netto efter de sidste madvarer til julen, så nu kan vi roligt sne inde en god uges tid uden at sulte ihjel. Eller i år måske nærmere blæse inde.

Det var billigt at handle i dag. Alle varer med lav holdbarhed, som bare duftede det allermindste af den forestående højtid, var sat betydeligt ned, og resterne af årets julepynt var smidt i indkøbsvogne med store, gule mærkater. Altså på varerne. Så her d. 23.-ca. 1½ dag før juleaften–er julen altså uigenkaldeligt ved at blive båret ud af Netto. Der var også en medarbejder, som var travlt beskæftiget med at fylde nytårshalløj på hylderne. Det er vel også på tide, hvis nytåret slutter i Netto omkring middagstid d. 30. december.

Jeg læste en supergod klumme om samme emne i Politiken i går, men det skal ikke afholde mig fra at abe en smule efter. Jeg synes, det er disrespekt overfor julen at bære den ud, flere dage før den overhovedet er ankommet. Jeg forstår udmærket markedsmekanismerne bag det, men behøver de være så MARKANTE? De understreger jo netop med al tydelighed, at for detailhandlen er julen perioden mellem ca. 20. oktober og 23. december. Hverken mere eller mindre. Selve juledagene har intet med julesalget at gøre–de er julemadsudsalgstid og nytårsoptur. Det er efterhånden blevet sådan, at ingen højtider supermarkedsmæssigt falder, som de falder ifølge kalenderen. Påsken slutter dagen før Skærtorsdag, Fastelavn slutter dagen før–men jeg skal da ellers lige love for, at såvel påske som Fastelavn begynder i ualmindeligt god tid. Nu om dage kan man hos de fleste bagere købe fastelavnsboller fra midt i januar. Eller før.

I de fleste andre europæiske lande varer julen til 6. januar. Til gengæld begynder den (jeg ved godt, at her skal Storbritannien og danskerbaserede, tyske grænsekiosker i den grad udelukkes!) først i december. Her holder man jul, når det er jul. Ret tankevækkende!

Da jeg var barn, blev juletræet højtideligt båret ind og pyntet Lillejuleaften. Så begyndte julen. I dag kan jeg, når jeg er ude at lure på andre menneskers boligindretning sammen med alibihunden om aftnen, iagttage, at rigtigt mange mennesker har juletræ inde og fuldt pyntet fra midt i december. Jeg kan da godt forstå de bagvedliggende tanker. Det er da med at få så meget ud af julen som muligt, mens den lige er her, og inden den er ovre. Når anden er spist og gaverne flået op, så er det vel ligesom bare det? I alt fald hvis man underlægger sig markedsmekanismerne og følger den autoriserede, danske supermarkedskalender.

Mit træ står stadig derude og venter på at kommer ind. Det vil, som alle andre år, få adgang i løbet af dagen. Og så bliver det stående helt til 1. januar, hvor julen officielt er ovre i mit lille hjem. Så jeg er håbløst bagefter. Jeg burde jo allerede i juledagene begynde at planlægge min fastelanvsbollespisning og mit kommende påskepynt. I alt fald iflg. supermarkederne!

Continue Reading

Julefred.

Ca. en gang om året besøger jeg Fødselskirken i Bethlehem. Kirken er angiveligt der, hvor den stald, Jesus blev født i, ligger. Kirken er ældgammel, vrimler med turister og lokale plattenslagere, og så ligger den på Vestbredden.

Der er ikke ret langt fra Jerusalem til Bethlehem. Vel bare en 15-20 kilometer gennem et ørkenlandskab fyldt med bosættelser, hovedsageligt israelske, men faktisk også enkelte palæstinensiske. Turen foregår gerne med taxa, og af årsager, der ikke behøver fylde noget lige her, er nærmest alle taxachauffører palæstinensiske. Jeg har stadig til gode at møde en israelsk. Hvis de findes.

For at komme til Vestbredden skal man passere muren. Muren er bygget af israelerne, er af beton og vel en 4-5 meter høj, og tager man offentlige transportmidler, skal man gennem check-points undervejs. Tager man derimod en israelsk taxa derover, slipper man. Det er dog sådan, at man FRA Bethlehem kun kan tage palæstinensiske taxaer, og da de ikke må køre ind i israelsk territorium (ulig de israelske, som gerne må køre over på Vestbredden), undgår man altså ikke check-points. Sådan en omgang med tjek på begge sider, ingenmandsland i midten og relativt arrogante israelske soldater med maskingevær og stenansigter, gerne i 18-års alderen, kan tage op til et par timer. Så er man selvfølgelig heldig, for hvis man var lokal palæstinenser på vej hjem fra arbejde ovre på den anden side (det er der, arbejdet er!) tager det, kan jeg lige love for, væsentligt længere. Og hvis man er palæstinensisk olivenavler, bosat i Bethlehem med marker på strækningen mellem de to byer, kan man godt beregne et par timer i hver ende af dagen for at nå frem til sine egne marker og afgrøder.

Det er ikke den eneste mur mellem mennesker, der findes i verden. Der findes nok en del, jeg ikke kender til, men da jeg ofte i løbet af året er i Belfast, står deres mur mellem protestanter og katolikker selvfølgelig også i klar erindring. Her er check-points noget nemmere at passere–i alt fald i løbet af dagen. Om natten er de derimod hermetisk lukkede. Her er heller ikke den samme problematik omkring en arbejdsstyrke, som hele tiden må passere gennem menneskeskabte mure. Man bliver simpelthen på sin egen side. For nogens vedkommende fordi de gerne vil beholde hovedet. Alligevel tjener den såkaldte “Fredsmur” i Belfast udelukkende til at adskille mennesker.

Men i Bethlehem skal man altså passere en mur mellem mennesker for at nå frem til det sted, hvor forkynderen af fred og medmenneskelighed blev født. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der finder det en smule barokt. Det burde jeg ikke være. I alt fald har den fremragende britiske grafittikunstner Banksy også givet sin kommentar til situationen med kunstværket foroven, som går under navnet “Joseph and Mary won`t make it to Bethlehem this year”.

Det er nok derfor, jeg, måske særdeles naivt, synes, at julefred ville være noget med at rive mure mellem mennesker ned. Såvel bogstaveligt som i overført betydning. Det er da uværdigt, at man for at nå frem til det sted, hvor Jesus angiveligt blev født, skal passere en MUR. En mur, der udelukkende tjener til at adskille og chikanere mennesker. Og som de stadig forlænger og forhøjer.

Desværre synes jeg også, at netop den mur er en uhyggelig, sørgelig, forfærdelig aktuel metafor for hele verdenssituationen. Hvor har vi dog travlt med at bygge mure. Lad dog i stedet Josef og Maria nå uhindret frem til Bethlehem! I (jule)fred.

Continue Reading

Om verdens fortrædeligheder.

Forleden, da jeg skrev om mine årligt tilbagevendende lidelser i forbindelse med 2 overrædsomme julesange, fik jeg flere reaktioner gående på, at der jo er langt større lidelser, trusler og problemer i denne verden. Jeg vil så nødigt overtolke, men jeg fornemmede, at mine kvababbelser var i den absolutte småtingsafdeling indenfor globale kvababbelser og derfor burde være afgået ved den stille død i min egen personlige radiotavshed.

Jeg er ikke enig. Jeg er i alt fald slet ikke enig i, at der ligesom findes en lidelsesskala, hvor man kun må brokke sig, hvis ens lidelse overstiger et vist antal point. Hvordan de så end måles. Jeg er, med andre ord, ikke enig i, at fordi folk sulter i Afrika, og en idiot kører dødsrute på julemarkeder i Berlin, så må jeg ikke brokke mig over Wham.

Vi skal nemlig have proportionerne i rette orden. Fordi jeg går i spastiske lammelser over Chris Rea, betyder det jo langtfra, at jeg ikke har den yderste og ultimative sympati med mennesker i nød. De to ting er da, i min optik, fuldstændig usammenlignelige. Som konsekvens ville det betyde, at fordi verden er halvvejs af lave, så er vi totalt afskårne fra at brokke os over småting i vores dagligdage. Fordi de på en eller anden måde ikke scorer tilstrækkeligt på den globale lidelsesskala. Jeg vil F..  have lov at brokke mig over både postvæsen, Lauritz.com, og hvad der nu ellers lige er at brokke sig over, selv om der er folk, der sulter i Afrika.

Og jeg nægter på nogen måde altid at skulle måle min indsats på godhedsparametre. Ligesom jeg heller ikke højlydt reklamerer med mine tilskud til diverse hjælpeorganisationer. Jeg vil også meget nødigt ses som nyhedsimbecil, der bare overhovedet ikke har set verdens fortrædeligheder. Jeg tror godt, jeg forstår det meste af, hvad der foregår. (Undtagen det med Trump, altså!) Men selv om jeg prøver at have et rimeligt globalt overblik, så er der sgu` da stadig ting i min egen lille dagligdag, der er pisseirriterende, og som jeg føler mig i min fulde ret til at brokke mig over. Jeg BEHØVER ikke nævne det forfærdelige ved international terrorisme, før jeg beklager mig over vejret. Eller starte ethvert brokindlæg på denne blog med mantraet. “Selv om jeg virkelig godt ved, at der er rigtigt mange mennesker i verden, der lider meget, meget mere end mig, så…..”

Hvis denne blog udelukkende skulle være politisk korrekt, kunne jeg lige så godt lade være med at skrive den. I øvrigt ville den også blive røvkedelig. Og endelig ved jeg da heldigvis, at mine gode læsere også og til enhver tid kan kende forskel på alvor og ironi.

Continue Reading

VIGTIG BRUGERINFO!

Jeg har lavet en gruppe på Facebook, som også hedder Guldsøstre. Hvis man melder sig ind i den, får man automatisk besked, når der er nye indlæg på bloggen, ligesom der selvfølgelig også er links til disse. Man søger bare på ordet Guldsøstre på Facebook og derefter om medlemsskab. Så skal jeg nok godkende asap. Det vil også være muligt at dele linksene med andre.

Gruppen kan også benyttes til kommentarer og andre diskussioner, så jeg håber, rigtigt mange af jer læsere vil være med i den.

–Og at bloggen primært er for 60+ kvinder betyder IKKE, at mænd er forment adgang. Faktisk tror jeg, mange af dem vil finde det interessant at finde ud af, hvad vi kvinder (eller i alt fald mig!) i virkeligheden går og tænker på. Så–come on guys!

Jeg håber, dette vil være en gevinst for bloggens brugervenlighed og ser frem til at se jer i gruppen.

Continue Reading

Om “selvundertrykkelse”.

I 70-erne kaldte vi det “selvundertrykkelse”. Dengang blev alting nemlig sat i et feministisk perspektiv. I dag er jeg langt mere tilbøjelig til at kalde det ubeskrivelig dumhed eller bare “ris til egen røv”.

Mine børn kommer hjem til jul. Det er sjældent, for ikke at sige den eneste gang om året, at de alle er hjemme samtidig, og derfor betyder det, at der skal laves en farlig masse mad. Ikke blot skal vi fejre julen–og det gør vi jo ligesom alle andre primært med at spise en forfærdelig masse mad–men vi er altså også helt konkret mange munde, der skal mættes. Jeg er selvudnævnt overlogistiker på madsiden herhjemme, og jeg vil ret kategorisk hævde, at det er de fleste kvinder nok.

Det er en rolle, jeg påtager mig med blandede følelser. For selvfølgelig er der da ingen, der har så meget tjek på leverpostej og sylte mm. som mig, men samtidig irriterer det mig grusomt, at det forholder sig sådan. Og så er scenariet kørt i stilling:

Lad os bare være helt konkrete. Der skal hakkes mandler til ris ala mande. Jeg står som sædvanlig i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver form for hjælp enten har indtaget diverse sofaer i liggende stilling eller bare overhovedet ikke har ænset, at der altså skal hakkes mandler til at fortynde al den piskefløde. Så jeg siger–altså ikke direkte, men der er absolut ingen, der på nogen mulig måde betvivler, at det er det, jeg mener, at det altså også er pisseuretfærdigt, at det altid er mig, der er bundet fast til køkkenet, og at der heller aldrig, virkelig ALDRIG, er nogen, der gider at hjælpe mig.

Straks rejser et skyldsramt barn sig fra sofaen (tror jeg, i virkeligheden gider vedkommende nok bare ikke høre mere vrøvl!) og fatter kniven til mandelhakningen. Da samme skyldsramte barn nok ikke har mine over 45 års erfaring indenfor mandelhakning, bliver stykkerne en smule uregelmæssigt hakket. I alt fald ikke , som JEG ville have gjort det! Efter ca. 2-3 minutters mere og mere indestængt mandelmedlidenhed og virkelig udfordring på min mandelæstetik, eksploderer jeg i noget, der kun skal forestille at være pædagogisk, men i virkeligheden er det stik modsatte. Essensen af det lyder sådan her: “Nej, hakker du mandler på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Og så flår jeg gerne kniven ud af det over 25 år gamle barns hånd og hakker mandler som en gal, mens jeg bedrevidende venter på, at barnet anerkender mine uovertrufne mandelhakningsevner og gør præcis det samme som mig. Det gør det så ikke! Det reagerer med 110% sandsynlighed med at blive sur, kaste en smule med kniven og i øvrigt konkludere “..at så er det nok meget bedre, at jeg selv gør det.”

Så står jeg igen der i køkkenet og bliver mere og mere tøsefornærmet over, at enhver hjælp er forsvundet. Jeg får faktisk som regel meget, meget ondt af mig selv. Men jeg bliver jo ikke klogere. Næste dag er det kartoflerne, som jeg tilkalder hjælp til. Historien gentager sig bare–med usvigelig sikkerhed. Og hvis bølgerne går rigtigt højt, kan jeg efter en udmarvende jul helt alene i køkkenet konkludere, ” at der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig”.

Inderst inde kan jeg jo sagtens forstå, hvorfor der heller aldrig er nogen, der gider hjælpe mig. Det er helt sandt, at vi her er ude i noget, der kan tolkes som den ultimative selvundertrykkelse. Altså hvis man ser det fra et feministisk synspunkt. Men netop denne manøvre findes da i den grad også andre steder end i julekøkkenet. Jeg praktiserer den da gerne selv, bare med omvendt fortegn. Hvis nogen (og her kan man vel igen helt konkret udelukkende tale om min mand) beder mig deltage i havearbejde, så laver jeg da præcis samme manøvre. Jeg gør mig bevidst ualmindeligt umulig. Trækker ukrudt og krudt op i nærmest sanseløs havearbejdsiver, indtil han prøver at få den fuldstændigt maniske optrækning stoppet med “Nej, luger du ukrudt på den måde? Nej, hvor sjovt. Måske er du slet ikke klar over, at det er meget, meget lettere at gøre på den her måde, som jeg lige vil vise dig?” Så er jeg nemlig i min fulde ret til at blive sur og gå min vej i fornærmelse. Mens han på sin side med lige så fuld ret kan være fornærmet over, at der aldrig er nogen, der gider hjælpe ham.

Så denne lille leg får vi megen tid til at gå med. Mor går i køkkenet og er ikke sur–hun er bare meget, meget skuffet. (Nej, hun er sgu` sur, eddikesur!) Der er heller aldrig nogen, der gider hjælpe, og de, der gør, får en straks-returbillet tilbage fra køkkenet, fordi de ikke gør tingene RIGTIGT. Hvilket gør mor endnu mere sur, fordi der endnu mere heller aldrig er nogen, der gider hjælpe. Og børnene er sure, fordi de i virkeligheden overhovedet ikke ret meget gider at hjælpe, men når de så alligevel gør det, så bliver hun sgu` sur alligevel. Måske fordi de udmærket godt ved, hvordan hun gerne vil have tingene. Det er jo ligesom nødvendigt, hvis man bevidst skal gøre dem forkert. Men vi spiller alle komedien, eller tragedien. Og vi kender alle slutningen. For ingen af os har endnu, efter utallige års fatale generalprøver, lært at omdefinere vores roller eller finde et nyt manuskript.

Måske skal jeg i år prøve en ny taktik. Ja, jeg tror jeg vil rose klodsede mandeludskæringer og kartofler med helligdage nok til de næste 20 år højlydt og til skyerne og erklære, at det bare lige præcis var sådan, jeg altid havde drømt om, de skulle se ud. En fryd for julebordet og juleøjnene. Og så vil jeg kvæle mig selv langsomt, mens jeg med et påtaget smil bakker ud af køkkenet og siger. “Nej, hakker du mandler på den måde? Hvor ER det genialt! Jeg synes, alting ser meget lettere ud på den måde, du gør det, så vil du ikke lige stå for al julemaden, mens jeg går ind og lægger mig i sofaen. Er du sød at vække mig, når du er færdig?”

Continue Reading

Julehadere.

Der er to ting, der kan ødelægge enhver form for julestemning hos mig. Jeg får røde knopper, åndedrætsbesvær og udpræget opkastetrang. Jeg bliver olm, vranten, fraværende og meget lidt julet. Jeg har bare allermest lyst til akut at flygte ind i et absolut lydtæt rum, hvor ingen af pestilenserne kan nå mig.

Desværre er jeg i denne tid udsat for et mindre bombardement af onderne. I supermarkeder, når jeg hører radio eller ser TV–eller nogle gange bare inde i mit eget hoved, som tilsyneladende HAR ladet sig udsætte for bagholdsangreb. Det drejer sig om Whams “Last Christmas” og Chris Reas “Driving Home for Christmas”. Det er som om, den autoriserede, danske jul ikke kan finde sted, uden at disse fornærmelser mod enhver form for julemusik skal have hovedroller. Jeg er gammel nok til at kunne huske, da de første gang spolerede julefreden–selv dengang var de rædselsfulde. Så jeg har døjet med disse lyd-u-æstetiske monstre i flere årtier.

Hvis jeg er hjemme hos mig selv eller i min bil, kan jeg selvfølgelig bare slukke radioen. Men når jeg bevæger mig på gader og stræder, er jeg noget anderledes ilde stedt. Det er jo ikke alle steder, der er deciderede flugtveje eller isolerede skyttegrave. Jeg har derfor besluttet, at enhver forretning, der udviser så eminent dårlig smag, at den understår sig i at lade fornærmelserne deltage i jule-lydbilledet, bare overhovedet ikke skal se skyggen af mine penge. Jeg flygter i rekordfart fra supermarkeder, lader gerne kurven stå midt på gangen til spot og spe, samt forlader gerne andre forretninger midt i gaveindpakning med henvisning til, at jeg desværre er så lydmæssigt udfordret, at jeg må gå min vej for ikke at få varige skader.

Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig over, hvem i alverden det dog er, der gerne vil genhøre de to forfærdeligheder for 1.000000000000000 gang? Hvem er det lige, der er målgruppen for de musikansvarlige? FINDES der virkelig mennesker, der kan holde ud at høre Last Christmas? Jeg tvivler. Med mindre de skal findes i gruppen af meget stærkt hørehandicappede med udpræget lousy musiksmag.

Mit forslag til konfliktløsning er, at 80-erne ringer og kræver Wham tilbage, hvor de kom fra, og at Chris Rea får lov til en gang for alle at køre permanent hjem til jul. Og blive der. Han må da, efter alle disse år på farten, snart være ved at være hjemme, hvor han hører til. Tag dog den mands bilnøgler og smid dem i den nærmeste sø!

Det er helt bevidst, at billedet er rædselsfuldt og en direkte fornærmelse mod julen. Det er sangene nemlig også.

Continue Reading

Om julekort.

Det er, i netop dette tilfælde, en stor hjælp, at denne blog primært henvender sig til 60+-erne. De kan nemlig stadig huske, hvad et julekort er.

Dengang, for utroligt mange jule siden, da postvæsenet stadig fungerede, og alle jule var hvide og gaverne meget større, skrev vi alle julekort til hinanden. Der var gradueringer i skriveriet. Nogle, som ikke var helt så nære venner, måtte nøjes med et lille ønske om en glædelig jul, mens andre, som gerne var de noget mere nære venner, kunne få lange breve med personlige beretninger om årets gang og ugang. Jeg havde en lille broderet postkasse, hvor jeg nøjsommeligt stoppede alle årets julekorterhvervelser i, og mindst en gang hver jul tog jeg dem alle frem og læste dem igennem. Det var en utroligt hyggelig og informativ måde at følge med i fjernere venner og slægtninges liv. Det kan godt være, vi ikke sås så meget i løbet af året, men til jul fik vi lige opdateret dødsfald, jobskift, børnefødsler og huskøb mm. Der var også en talemåde, der hed “at være på julekort med”. Den forklarer vel nærmest sig selv.

I dag har vi selvfølgelig Facebook til den slags. Vi følger med i hinandens liv nærmest til brækstadiet, og jeg føler mig for det meste fuldt opdateret på, hvad selv mine allerfjerneste venner har fået til middag, eller hvor meget de elsker deres børn.( Nogle gange føler jeg mig næsten presset ud i at lægge en af de der rædselsfulde, smagløse, præ-fabrikerede clicheer omkring, hvor meget jeg elsker mine børn, ud på FB. Mine børn må jo føle sig dybt uelskede, når deres mor ikke hele tiden skal forvisse såvel dem som resten af verden om sin ubetingede kærlighed! Og dette var en slet skjult opfordring, PLEASE!)

I dag får jeg ingen julekort. Slægtninge uden computere er uddøde eller ude af stand til at skrive, og de fleste tør vel heller ikke overlade deres skriblerier til post-u-væsnet. Men jeg savner dem. Jeg savner det årlige, PERSONLIGE nyhedsboost fra alle de gamle veninder og de gamle tanter. Jo, jeg får da de der 4-6 siders upersonlige skrivelser, som nogle mennesker sætter en ære i at sende til nærmest alle, der står på deres mailliste. Altså dem, der generelt handler om, hvor godt det går, og hvor skidt og kanel er blandet i en stor pærevælling, så ingen hverken bliver glemt eller nævnt. Dengang jeg stadig skrev julekort, var jeg da enormt OBS på, hvem jeg skrev til, og hvad det lige var, vi havde sammen. Jeg skrev da på ingen måde det samme til moster Anna som til den gamle skoleveninde. Den slags skelnen er tilsyneladende fuldstændig overflødig i dag. Når julebreve masseproduceres (eller her: massekopieres!), bliver de upersonlige og uinteressante, og jeg ved gennem snak med mange lidelsesfæller, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Hvis hilsnen ikke er rettet til mig personligt, er jeg såmænd relativt ligeglad.

Argumentet for enten helt at droppe kortskrivningen er for manges vedkommende mangel på tid. Det er en fis i en hornlygte. Det tager ikke længere tid at skrive et julekort, end det gør at tage et foto, uploade det på FB og skrive en morsom, gerne forfærdeligt genial, tekst til det. Jeg kan derimod helt sympatisere med, at julekort jo koster en mindre formue ( eller 7 mellemstore julegaver) at sende, og at man skal være virkelig heldig, hvis de overhovedet når frem. Så mellem mig og de gode gammeldags julekort står faktisk kun uvæsenet, og det irriterer mig lidt. Jeg vil nemlig forfærdeligt gerne have nogle julekort til at fylde i min lille broderede postkasse. Samt bruge en masse hyggelig tid foran brændeovnen med at putte mig i min gode stol og læse alt om venner og bekendtes forgangne år i julekort, der udelukkende er skrevet til mig personligt.

Continue Reading

Ribe.

Jeg var i Ribe i dag. Ribe er perfekt til en ordentlig dosis julestemning og til at foregøgle sig selv, at man holder jul “som i gamle dage”.

Ulig de fleste andre byer med julemarkeder–og er der efterhånden nogen tilbage, der ikke er “Danmarks juleby nummer 1” eller bare “Danmarks hyggeligste juleby”?–så er kulisserne ligesom i orden i Ribe. De er autentiske for alle pengene, så her ER virkelig hyggeligt. Ikke bare jule-forlorent-hyggeligt.

Ydermere kan Ribe vist prale af at være den by i Danmark, der har det største opbud af såkaldte “brugskunstforretninger”. Dem, der sælger alt det, vi overhovedet ikke anede, vi havde brug for. Det undrer mig hver gang, at der kan komme så mange uskyldige turister til Ribe, at et sådant opbud af forretninger, der sælger ingenting for millioner, kan overleve. Men det kan de. Og til jul har de faktisk mange søde, sjove ting, der ikke lige ses så mange andre steder. Hvis man pludselig og akut indser, at man mangler det, altså!

Og så var der optog i dag. Juleoptog. Jeg følte mig hensat til min barndoms Børnehjælpsdage eller længst hedengangne lokale byfester, for hvornår træffer man lige–nu om dage–over et optog? Det slog mig, at der er visse uskrevne regler for optog. I spidsen SKAL man have et orkester eller den lokale garde–midten består af en udefinerbar mængde lokale foreninger, spejderkorps, udrykningskøretøjer eller bare gratis reklame for snart sagt hvad som helst–mens bagtroppen gerne udgøres af endnu et orkester. Her gerne lidt mere amatøragtigt end dem, der forfremmes til at gå forrest. Således også i Ribe i dag, hvor midten nok havde en ret klar tendens til at hælde mod alt, hvad der kunne kombineres med heste i alle størrelser og afskygninger. Der var VIRKELIG mange heste, og tydeligvis også heste, der, om man så må sige, ikke havde den allerstørste optogserfaring. (Hvor skulle de også få den fra?) En enkelt brandbil var også på farten, og så var der køretøjer af enhver art, fra overdækkede rollatorer til knallerter med mælkekasser. Det var også tydeligt, at det var et meget lokalt optog. I alt fald var der tilsyneladende ingen af de optrædende, der ikke mindst havde 5-10 familiemedlemmer blandt tilskuerne, som de enten prøvede at køre ind i, eller mistede kontrollen over hesten, mens de vinkede til. Så det var et rigtigt godt, folkeligt og, som sagt, lokalt optog.

Det er ikke sådan, at jeg har den skjulte dagsorden at anvende denne blog til opfordringer til flere optog. Men kors, hvor var det hyggeligt! Af alle de tiltag, der konstant gøres for at få mig og andre i bedre købevenlig julestemning, var dette faktisk noget af det mest virkningsfulde. Jeg fik virkelig lyst til at lægge mine julepenge i en by med en så sød, folkelig, pudseløjerlig, nostalgisk tradition. Den skal de passe rigtigt godt på derovre i Ribe. Især så alle I, der læser bloggen, kan få lejlighed til at tage derover næste år sidste søndag i advent og opleve sådan et rigtigt ægte optog, der på alle måder bringer smilet og julestemningen frem.

Continue Reading

Men man kan jo også være heldig!

I forlængelse af brok over et bestemt auktionshus` ufine metoder, skal det da også lige nævnes, at man sagtens kan være heldig. Det er så bare andre steder, man skal satse på at være det!

Denne, i mine øjne, meget smukke skål i massiv teak kan man nemlig også få lov at købe til en særdeles rimelig pris. Sådan er det gerne til min lokale auktion.

Og hvis der er nogle blandt jer, der ikke har været til auktion, så prøv! Det er sjovt, finurligt og meget, meget hyggeligere end at gå på cafe. Vi er jo også nogle, der godt kan lide at komme hjem med noget helt konkret for vores egne penge.

Continue Reading

Snyd og bedrag.

På et tidpunkt sidste efterår fik jeg den ide, at jeg måtte eje en Mulberry taske. Da der desværre ikke er den fjerneste chance for, at nogen så meget som vil overveje at forære mig en sådan, gik jeg i gang med at researche, hvordan man egentlig skaffe sig en Mulberry taske. Altså uden at sætte sig i gæld, optage overrentede forbrugslån eller ultimativt ende i Riber, eller hvad det nu hedder. Min undersøgelse endte hos auktionsfimaet Lauritz, som minsandten havde et relativt pænt udvalg af slagsen.

Så jeg end ikke overvejede, om ikonerne var ægte. Jeg var simpelthen så naiv, at jeg blindt troede på, at når et nogenlunde veletableret firma sælger en mærkevare, så er den da selvfølgelig ægte. Derfor fik jeg til min egen store forbavselse hammerslag på bare 1300 kr. på lige den taske, jeg gerne ville have. Godt nok havde jeg hverken set eller inspiceret den. Den stod i Roskilde, og der kommer jeg ikke sådan lige forbi. Men, som sagt, jeg var fuld af tillid. Nu skal man jo ikke lade sig besnære af relativt lave hammerslagspriser som sådan. Nogle auktionshuse ( og her nævner jeg af fare for evt. grimme injuriesager absolut ingen navne!) tager sig uhyre velbetalt for at tage et foto af en vare, smække den på nettet og derefter lade computeren passe resten. Så mit lille taskeeventyr røg op i omkring 1700 kr., hvilket vel stadig var billigt.

Der var dog lige den ekstraomkostning, at jeg måtte have en kusine til at afhente klenodiet, sende det til mig og kvittere med en buket, men hvad gør man ikke for sin Mulberry? Det var en stor dag, da kalorius ankom, og det allerstørste var vel, at taskefandens belønningscenter nærmest svømmede over af umådelig lykke.

For måske var det alligevel ikke lige den taske, jeg skulle have? I alt fald fandt den meget hurtigt sin plads i rodet på et af værelserne, og der blev den i al ubemærkethed stående. Indtil jeg en dag–en 5-6  meget mere anvendelige ikke-Mulberrytasker senere–måtte erkende, at jeg aldrig nogensinde ville få den brugt. Så den skulle ud. Eller i alt fald i DBA, hvor en venlig mand snart efter gerne ville købe den. Jeg mener, han spottede jo også en billig Mulberry.

Aftalen blev, at overdragelsen skulle ske på en P-plads, som vi begge alligevel var i nærheden af samme dag. Og det tog ham (som vel og mærke ikke er taskeekspert) nogle få minutter at konkludere, at tasken ikke på nogen mulig måde kunne være ægte. Også selv om jeg stod og viftede med fakturaer og andet godt fra tilsyneladende pålidelig sælger. Da jeg kom hjem, gik jeg selvfølgelig tasken igennem. Det havde jeg jo ligesom ikke gjort før–den var bare blevet sat af vejen til forhåbentlig bedre taskedage. Og jeg er absolut heller ikke taskespecialist. MEN selv jeg kan godt spotte ulige sømme og skæve lynlåse, dårlige syninger og mangel på symmetri, fejl i læder og utydelige blade på træer samt slå op på nettet, at taskens nummer med 99,99% sikkerhed er falsk.

Det kan auktionshusets taskeekspert tilsyneladende ikke. Det skriger i øjnene, at den taske ikke er producet af det hæderkronede firma ovre i England (nok nærmere i en kinesisk baggård!), så det undrer mig en forfærdelig masse, at nogen–og her inkluderer jeg faktisk også mennesker, der ikke har den fjerneste forstand på tasker!–på nogen mulig måde kunne erklære det stykke taskemæssige makværk for ægte. Eller hvad? Jeg kan jo godt se alternativet. Det er bare ret uhyggeligt at tænke på for alle de kunder, der stoler på bemeldte sælger!

Så jeg bevæbnede mig med taske, papirer og en god portion aggressioner og kørte til nærmeste filial af auktionshuset. Hvor en flink ung dame, der fra starten af erklærede, at det ikke var hende, der var den lokale taskevaluar, på under 1 minut fandt tasken uægte. Hun syntes vist, der var tale om en fornærmelse mod brandet Mulberry. Jeg troede så bare, at hun ville hive kontantskuffen ud og give mig mine penge tilbage, men nej! Selv om ens dyrt betalte mærkevare tilsyneladende skriger af plagiat, så skal man først ringe til det sted, hvor man har købt den. Og når man så har ringet, får man at vide, at man skal skrive til dem. Sådan for at gøre det ekstra besværligt og måske tabe nogle klagere undervejs, der bare ikke gider alt det bøvl.

Det er der, jeg står nu. Den grimme tingest, som selvfølgelig bliver grimmere og grimmere for hver gang, jeg kigger på den, står stadig hos mig. Jeg har ikke hørt fra firmaet endnu, men hvis det ikke bliver på mandag straks efter åbningstid (de får 2-3 minutter!!), så bryder helvede løs. Jeg ved ikke, om nogen af dem nogensinde har hørt om, hvordan jeg kan rulle mig ud, når jeg føler mig snydt og bedraget—men, diplomatisk sagt– så skal de nok ikke ønske at komme til at opleve det. Jeg har et overvældende stort ordforråd indenfor skældsord, og jeg har i den slags sager en umådelig tålmodighed. Lidt ligesom en igle, der bider sig fast, og først slipper når en ordentlig luns kød er indtaget.

Jeg mener ikke, jeg på nogen mulig måde har så meget som et miligram af “skyld” eller medansvar i denne sag. Hvis man ikke kan stole på auktionshuses vurderinger, så er man særdeles ilde stedt. Det ville være forståeligt, hvis der var tale om et obskurt værk af en nærmest ukendt kunstner fra 1700-tallet, men her er vi altså ude i noget så relativt ordinært som en Mulberry Roxanne taske. Det er simpelthen ikke i orden!

Og så er der lige den sidste hurdle–men den er nu også stor, sådan rent personlig. Det værste, jeg ved, er faktisk, når folk undervurderer min intelligens og tror, de kan snyde mig på den ene eller anden måde. Så kommer terrieren! Den eneste hævnakt, jeg på nuværende tidspunkt har oppe i ærmet, er, at jeg lover og sværger, at jeg ALDRIG nogensinde, på nogen måde køber noget som helst hos det firma igen. Og at jeg nok aktivt skal medvirke til at sværte deres i forvejen blakkede ry endnu mere. Det er de så nok rimeligt ligeglade med…..

Continue Reading