“At danse for”.

Forleden kom vi til at tale om udtrykket “at danse for”–altså med tryk på “for”–og straks dukkede godt nedstuvede minder om barndommens danseskoler op.

Da jeg var barn, gik pæne piger og drenge til dans. Eller rettere: pæne børn blev slæbt til dans. Det foregik gerne i forsamlingshuset eller festsalen på det lokale hotel under ledelse af en som regel stærkt sminket, uhørt kommanderende kvinde, der gennem årtier prøvede at fornægte sin alder ved altid at vælge en garderobe, der måske kunne have været passende til en lettere udsvævende teenager.

Da jeg som 6-årig blev båret til dans med grådstribet ansigt og tårepletter på den fine dansekjole, fik jeg besked på, at jeg skulle danse med Ebbe. (Det var der faktisk nogen, der hed dengang.) Tilsyneladende kendte min mor Ebbes mor, og måske var de allerede i gang med at sy udstyr til os. Anyway, Ebbe var, lad os bare være pæne, en smule buttet, meget valsemæssigt udfordret, en tangokatastrofe og overbegavet med ekstra lemmer. I alt fald havde han mindst 7 par fødder. Så det første halve år af min dansekarrierre skreg jeg som en stukket gris, hver gang jeg skulle slæbes med til endnu en omgang tortur under Ebbes allestedsnærværende, utallige fodpar. Heldigvis tog jeg herefter sagen i egen hånd og iværksatte et snedigt fysisk modangreb, hver gang Ebbe var på vej over dansegulvet for at inklinere for mig. Midtvejs blev han mødt af mig i turbofart med hovedet først. Hvis jeg modererede hovedvinklen kunne jeg ramme lige præcis der, hvor Ebbes fedtdepoter tog af for kollisionen, men alligevel tilkendegive mit statement, sådan rent fysisk.

Så mit liv blev Ebbefrit, og jeg fik en ny partner. Denne gang en pige, for af uransaglige grunde var der altid mange flere piger end drenge. Jeg vil vove at påstå, at der ikke findes en eneste pige på min alder, der ikke kan danse herre. Det var vi jo for F…  nødt til. Det var ikke fordi, drengene ikke gik til dans. De gik bare et andet sted–omme i hotellets gård eller nede på hovedgaden. De var supergode til at overtale deres mødre til at efterlade dem foran døren ind til torturkammeret, hvorefter de lige lavede et hurtigt retrætedrej i døren. Og hvis de ikke pjækkede, så gled de på gulvene. I en uendelighed. Hvis man spørger den generations drenge om, hvad de lærte på danseskolen, så vil de sikkert med julelys i øjnene berette, at de blev enormt gode til at glide.

Senere blev jeg opgraderet til en rigtig dreng. Jeg kan ikke huske, hvad han hed, men han var faktisk ret god til at danse. Så det blev jeg også. På et tidspunkt i mit liv blev jeg Fynsmester i standarddanse, og jeg kan faktisk stadig huske alle trinnene–sådan på samme måde som man stadig kan huske alle sit livs gammeldags cykellåse i fingrene.

Og så er vi så endelig kommet til det der med at “danse for”. Det var nemlig sådan, at de dygtigste (og mindst rebelske–det var i 60-erne!) som flidspræmie blev sat til at danse for–altså vise de andre trinnene. Så mens hende kommandanten i sminke og tylskjole brølede “en chasse, to chasse, drej”, så prøvede de andre at tage det alvorligt, at vi dydsmønstre demonstrerede, hvordan det i virkeligheden skulle gøres. Dog ikke mere alvorligt, end at drengene gled, og pigerne fniste. Lad mig bare indrømme, at det var en tvivlsom ære.

Som teenager tog jeg afstand fra danseskolerne. Det var jo en tid, hvor ethvert dansetrin med djævelens vold og magt skulle være personligt, anarkistisk og helst også politisk. Man dansede ikke pardans, for det var uhyggeligt asocialt, politisk ukorrekt og überborgerligt. Man dansede sådan mest med sig selv og helst i rundkreds.

Jeg har–ikke tit, men et par gange–tænkt på, hvad der mon blev af Ebbe. Jeg tror ikke, han er blevet noget ved musikken eller noget, der kræver et bestemt antal fødder. Jeg har også tit tænkt på, hvordan modefænomener hele tiden går i ring og bider sig selv i halen. Mange danskere sidder jo fredag efter fredag og ser på folk, der danser for. Jeg tror endda, nogen finder det spændende. Ellers så de det vel ikke–for 13. sæson i træk. Flere af dem må yderligere være af den generation, der engang fandt pardans personligt anstødelig og politisk ukorrekt. Samt måske ikke har de allermest glædelige minder fra deres barndoms danseskole.

Nu er jeg glad ved, jeg lærte at danse. Men jeg behøver ikke dyrke min glæde ved fredag efter fredag at betragte semi-kendisser lave koks i trinene. Hvis der skal danses hjemme hos mig, skal jeg nok selv danse for. Og jeg kan, hvis det er påkrævet, sagtens danse herre.

Continue Reading

Den lille detektiv.

Jeg kom vist til at gå lidt auktionsamok i aftes. Men det var en billig fornøjelse.

Den største fornøjelse er dog, når den lille detektiv rigtigt slår sig løs. Det kan jeg bruge timevis på. Og jo sværere, opgaven er, desto mere tændt bliver jeg. Jeg VIL finde ud af tingene. Jeg har præcis den samme følelse, som jeg i sin tid havde, når en elev havde afleveret en internetstil. Jeg helmede ikke, før den var fundet–om jeg så skulle over hele udvalget af søgemaskiner herfra til Rusland.

I dag står den så på smykker og lidt keramik og tin. De to sidste er nemme, for både Knabstrup og Just Andersen har relativt tydelige mærker. Det eneste med en smule udfordring er at finde ud af designeren/formgiverens navn, hvis varen ikke er masseproduceret. Sølvsmede, derimod, er nogle værre sjuskemikler. Deres initialer/stempler er ofte svære at kende fra hinanden, og slitage på gamle smykker modarbejder jo også i sig selv processen. Det, der giver kicket her, er, at man altid har en lille formodning om smedens navn. Og hvis man så har ret, er man jo rigtig dygtig og professionel. Hvis ikke, kan man så bare håbe på, at der i virkeligheden står G.J. Det gør der nu sjældent. I alt fald ikke på de ting, jeg køber.

Og nej, det er ikke sådan, at navnene er opgivet på forhånd i kataloget. Hos os køber man smykker i plasticposer, der på en prik ligner dem, man kommer sine toiletsager i i lufthavnen. Der kan være små hints og måske et par navne, men alt i alt er det som at købe en lykkepose eller fiske i andedammen. Det er det, der tiltaler mig. Så kan jeg nemlig med god samvittighed bilde mig selv ind, at jeg udelukkende køber con amore.

Det gjorde jeg også med alle disse smykker. Jeg er ret vild med nogle af dem, mens andre er totalt uinteressante. Og det sidste er så en fordel. For så kan jeg helt uden blødende hjerte sælge dem videre. Det skulle jo gerne være sådan, at det hele kunne løbe rundt, så min lille ekstravagante hobby hviler i sig selv.

Men nu skal vi altså i gang med stemplerne. Det er lidt besværligt uden lup, men fotos på ipad er absolut en god erstatning. Jeg formoder, armbånd og tilhørende halskæde kan være Siersbøl, mens rosen nok er en Skagensrose. Det ville være overmåde fedt, om margueriten hed Michelsen til efternavn, og det er forbandet, at der kun er 1 ørering. Uden at være fordomsfuld irriterer det mig, at jeg ikke lige kender en sød bøsse. Brocherne beholder jeg–jeg har stiftet mit eget selskab til brochens fremme, og det vrimler ikke med medlemmer. Så hvis der er brochefreaks, der læser dette, så er det nu, der skal gås til brocherne. (Og lad lige Art nouveaubrocherne ligge!). Jeg kunne da også her sende en opfordring: Hvis nogen kender noget til nogle af smykkerne, så skriv, skriv endelig!!!

Jeg bruger faktisk en del tid på at lokalisere og bestemme gamle ting, møbler og smykker, og i denne branche er den eneste uddannelse “learning by doing”. Jeg kunne så let som ingenting–og tidsmæssigt besparende!–køre ned til Jesper i Åbenrå eller Margit i Odense, men det ville føles som snyd for mig. Jeg skal F… selv finde ud af det.

Min mand er ikke helt enig i denne hobby. Men han bliver glad og opstemt, når jeg køber sølv, for det fylder ingenting. Og det modsatte, når det er møbelklassikere, der slæbes til huse. Han siger, at det ville være rart, om vi engang ad åre kunne få plads til til bare enkelt lille bil i vores ellers rimeligt store garage. Han skulle nu nødigt snakke, for i aftes fik han da også noget vintage med hjem. Dansk 80-er radio mm., og jeg afslører overhovedet ikke mærket ved at skrive, at det begynder med B og har to bogstaver.

Så denne formiddag er afsat til stempelbestemmelse+, forhåbentlig, nogle positive overraskelser. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

(Og en servicemeddelelse: Smykkerne er IKKE i mit hjem efter i dag. Og de har ingen aktuelle planer om ufrivillig grænseoverløbning!)

Continue Reading

Om Ældresagen.

Jeg er ikke medlem af Ældresagen. Endnu.

Det er sådan lidt kompliceret. For det er altså ikke bare at melde sig ind. Det er faktisk meget mere besværligt, eller i alt fald er det blevet det.

Min mand har været medlem i mange år. Det ville jeg også ønske, jeg havde været. Han meldte sig ind, da han ikke var “ældre”–som en slags personlig forhåndsgodkendelse af, at det ville nok ske for ham alligevel. Det var sådan noget med, at det jo ikke var “nu-nu”, men om oceaner af tid var det nok en god ide at være på den sikre side. Han forhåndsindrømmede, at han nok ville blive ældre, men kunne samtidig tage det helt og aldeles afslappet, fordi det var han jo overhovedet slet ikke. Han viste bare sin økonomiske sympati med alle de der “ældre”. Det svarer lidt til at støtte Kræftens Bekæmpelse, når man selv og ens nærmeste ikke har kræft. Ikke at det på nogen måde er en god sammenligning. Det er mere for at illustrere, når noget er alvor og ikke alvor.

Det er noget andet med mig. Hvis jeg melder mig ind i Ældresagen, er det jo en sort-på-hvidt erkendelse af, at jeg er ældre. For det er jeg jo. Men jeg har det lidt svært ved sådan at skrive under på det. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det for mange år siden, for så havde det vel været ganske smertefrit. Så havde jeg bare været sympatisør–og ikke ramt. Det er noget forfærdeligt pjat, men for mig betyder den der indmeldelsesunderskrift meget mere end mit navn. Den betyder erkendelse og accept.

Det må jeg lige arbejde lidt med….. Måske kan jeg forklæde indmeldelsen med, at jeg jo får nogle gode rabatter. Især hos Best Travel. Hvor jeg så kan få x-antal kroner i rabat på rejser med mig selv som guide….

Continue Reading

Om gildesale.

( Som beskyttende foranstaltning viser billedet ikke mit hus. Men det ligner. Det med beskyttende betyder, at jeg ikke gider have besøg af nye ransagningspatruljer, der udelukkende ønsker at give mine ikke-eksisterende værdigenstande et lift over grænsen.)

Jeg bor i et parcelhus fra 60-erne. Derfor har jeg selvfølgelig en gildesal. Parcelhuse fra 60-erne og 70-erne er som hovedide kønsløse, ideforladte kopier af hinanden og udelukkende opført til opbevaring af den autoriserede, danske kernefamilie med far, mor og 2 børn. 3, hvis bølgerne går højt. Men de fungerer! De er så tilstrækkeligt ufancy, at ingen spændende, arkitektoniske detaljer forstyrrer den plads, man faktisk sagtens kan bruge til noget andet.

Det er derfor, jeg har en gildesal. I 60-erne havde enhver parcelhuskælder med respekt for sig selv en gildesal, og hold da lige op, hvor må de have holdt mange gilder dengang, hvis de hver uge sådan skulle gå festende rundt og fylde hinandens gildesale. Jeg tror, min mand og jeg har holdt 1 fest nede i vores gildesal, men alligevel er det et rum, der på sin egen vis illustrerer vores lille families egen historie.

Da børnene var små, var det et bygge-hule-rum og opføre-teater-rum. Husets overskudsbeholdning af moster Annas broderede puder og diverse børnehaveproducerede julegaver med springsting og uhæftede ender endte altid deres liv som gulvbelægning eller tag hernede. Her var et dukketeater med figurer på grydeskeer, hjemført fra Prag af et hold stolte bedsteforældre. Og så var der kiksekrummer–overalt! Gennem årene blev væggene også tapetserede med hyldevis af overskudslitteratur, for er der noget, jeg har svært ved at smide ud, så er det bøger. En overgang hed samtlige titler noget med “senkapitalisme”, “monopolkapitalisme” eller “kvindekamp”–de er dog døde. Så nu er der plads til alle dem med “senmoderne samfund”, når de går af mode om et par år.

Der var også alle tog-årene. Min mand overkompenserede for en togløs barndom ved at anlægge et større jernbaneselskab med udvidet infrastruktur og talrige sidespor i kælderen. Det fik han meget tid til at gå med, og børnene var da også med på sidelinjen (eller stationerne) ind imellem. Senere kom bordtennisbordet, og det var faktisk et hit, der holdt temmelig mange år. Jeg har dog aldrig brugt det, men man kunne altid høre, når andre gjorde det.

Mine børns teenagefester forvandle gildesalen til noget, der altid lugtede af bodega. Det var dengang vi ofrede et nyt tæppe, fordi vi havde en ide om, at kiksekrummerne ligesom måtte finde nyt hjem på lossepladsen. Det indviede børnenes kammerater så med litervis af bræk og ølsjatter. Jeg kan godt huske, at der var nogle år, hvor jeg helst undgik netop det rum i huset. Men jeg blev relativt velhavende i pantpenge, for reglen var, at al tom emballage gik til den egentlige ejer af forsamlingshuset. (Her kunne man selvfølgelig godt have ønsket sig, at distancen til grænsen var noget længere. Der er sgu` ikke megen velstandsøgning i tyske øldåser!)

Da børnene flyttede hjemmefra, blev det til pulterkammer. Belært af erfaring kan jeg fortælle, at det med usvigelig sikkerhed er sådan, at når et barn flytter hjemmefra, så efterlader det 3-4 fyldte flyttekasser. Disse kasser tror man selvfølgelig, at barnet vil mangle–eller bare befri forældrenes plads for–i løbet af kort tid. Sådan forholder det sig ikke. Lortet er forældrenes til evig arv og eje, og barnet har fortrængt alt om det i det selvsamme øjeblik, døren til barndomshjemmet smækkes. Når man har 3 børn, fylder disse flyttekasser i løbet af få år det meste af en endevæg i opstablet tilstand. I sin naivitet venter man i mange år på, de bliver afhentet, og der kommer da også løbende nye til, for hver gang et barn flytter bopæl, bliver der lige et par eller 3 kasser mere til forældrene. Jeg oplevede i alt fald, at børnene i mange år havde gratis lagerhotel i vores kælder.

Det er så slut nu. Der blev stillet et ultimatum om, at alt, hvad der ikke blev afhentet, ville blive solgt eller forvist til lossepladsen. Da intet, trods talrige stadig mere højrøstede opfordringer, blev afhentet, og resten faktisk viste sig at være intet mindre end dybt usælgeligt, så er resterne af mine børns barndom nu overgivet til kommunal forvaring eller destruktion. Børnene er tilsyneladende ligeglade, og det mest forfærdelige er, at det har de nok været, lige siden de forlod barndomshjemmet. Det er kun vi andre idioter, der har flyttet rundt på 15 fyldte flyttekasser, som ingen i virkeligheden har haft den fjerneste interesse i.

Men nu er rummet gået ind i en ny renæssance. Bordtennis er genopstået. Dog ikke tog–endnu. Væggene er stadig tapetserede med udrangeret litteratur, men der er faktisk ret pænt og ryddeligt, efter at alle flyttekasserne er gået til de evige lossepladsmarker. For første gang i mange år slår det mig, HVOR stort det rum egentlig er. Så er det, jeg tænker: Måske skulle vi holde et gilde?

Continue Reading

Om forsikring.

I forbindelse med, at jeg fyldte 60, fik jeg et brev fra mit forsikringsselskab om, at min livsforsikringpræmie ville stige pga. alder. Her må jeg lige indskyde, at jeg aldrig rigtigt har fattet, hvorfor man i den forbindelse bruger ordet “præmie”. Jeg har i alt fald aldrig vundet noget. Men måske er det ren og skær selvindsigt fra forsikringsselskabernes side. De vinder jo alligevel hele tiden.

Anyway, jeg formodes nu, statistisk set og relativt akut fra en dag til den næste, at blive væsentlig mere usikker på benene. Faktisk skal jeg nok seriøst forberede mig på at falde et par gange ugentligt. Selv synes jeg jo nok, at jeg har rimeligt styr på ekstremiteterne, men i forsikringsmæssig henseende er det bare noget, jeg tror. De har nemlig meget mere styr på mine arme og ben, end jeg selv har.

Jeg skal også til at lave ulykker. Jeg formoder, det bliver i bil. Måske ved de slet ikke, at jeg med årene faktisk er blevet en meget bedre bilist. Jeg er både blevet mindre aggressiv (droppede fuck-fingeren for et par år siden) og samtidig meget mere tålmodig (kører sjældent og kun i nødstilfælde over for gult). Jeg har også fået taget så mange selvportrætter iført bil, at jeg i de allerfleste tilfælde husker at overholde fartgrænser. Og glemmer jeg det en enkelt gang, bliver jeg som regel bare bonnet for endnu et grimt, men desværre vellignende selvportæt. Alt i alt er jeg ikke oplagt ulykkespotentiale. I alt fald ikke sammenlignet med visse andre, der er meget langt fra at fylde 60.

Jeg føler mig faktisk udsat for alderdiskrimnation. Jeg har fuldt styr på diverse ekstremiteter og kører lige så fuldt forsvarligt. Jeg er hverken blind eller døv, og jeg stopper heller ikke ørerne fulde af musik, når jeg kører i bil, så jeg ikke kan høre noget som helst. Jeg kører på ingen måde bil, som Københavnere under 30 med udpræget dødsforagt kører på cykel. Alligevel er det mig, der betaler.

Jeg har faktisk overvejet at lave et par småulykker med vilje. Ikke for at bevise, at de har ret, men fordi de F…. ikke altid bare skal score den såkaldte præmie. Hvis jeg skal betale mere, så kan de lære det, kan de. Så kan jeg nemlig træffe at blive et meget dyrt bekendtskab, der godt kunne liste sig til at køre ind i et par assurandørbiler. Jeg har gennem mit liv postet uanede summer i deres præmiepuljer, og hvis det er den eneste måde, jeg kan få bare en lille gevinst, ja, så må det jo være sådan.

Så er det, jeg kommer til at tænke på, om alle de andre +60-ere også har samme mindset. Altså at vi fræser rundt og laver ulykker bare for at forsikringsselskaberne skal punge ud–fordi vi i forvejen betaler for meget. Men på samme tid beviser vi så desværre også, at de har ret.

Så: forslag forkastet. Men jeg er stadig sur over at blive aldersdiskrimineret. Måske er det bare noget, jeg skal vænne mig til? Desværre hører jeg til dem, der har uendeligt svært ved at vænne sig til noget, de i bund og grund er utilfredse med.

Continue Reading

Om boligindretning.

Mange gange, når man besøger folk for første gang, spørger de venligt: ” Vil du ikke lige se huset?” (Her skal så i parentes indskydes, at herude i provinsen har de fleste af os faktisk råd til at bo i huse.) Og det gør man så. Man foretager en minutiøs inspektion af samtlige forhåndenværende lokaler, inkl. bryggerser og badeværelser, og forventes at udstøde et antal positive kommentarer omkring såvel kreativitet som udsøgte møbler. Nogle gange tager en sådan sejrsrunde en god times tid, men så er man altså også godt mættet af personlig kreativitet og Arne Jacobsen.

Nogle gange tænker jeg, at sådanne besøg ikke kan have været planlagt under en uge. Med deadline, forstås. For hvis det var mit hjem, der skulle inspiceres i kreativitets- og–især–oprydningsdetaljer, så ville en måneds varsel være lige i underkanten. Jeg griber altid mig selv i at undres over: Hvad i alverden gør de af deres ting? Altså rodet? Alt det grimme? Alt det, der bare flyder? Har de i virkeligheden et hemmeligt rodeskab, hvor de i ugen op til forventet besøg bare stuver grimhederne ind? Og hvad gør de med deres teenagere–hvis de har nogen? Sender de dem på tvunget ophold i Langtbortistan en måneds tid, mens de graver sig gennem bunkerne og får forårets pizzabakker og sidste juls underbukser lokaliseret og verfet ud? Og tørrer de virkelig støv af hver dag? Og endnu mere: Har sådanne mennesker intet vasketøj? Bliver de slet ikke beskidte? Hvordan bærer de sig ad med at holde edderkopperne væk? Er der et hemmeligt middel, som jeg har ignoreret? Så vil jeg da faktisk godt vide det.

Ja, det er faktisk sådan, jeg har det efter husrunderne. Jeg bliver sådan lidt overbevist om, at der findes nogle hemmeligheder, som jeg af den ene eller anden grund ikke har adgang til. Det er slet ikke fair, synes jeg. Det burde være ligeligt fordelt, det med rodet, støvet, vasketøjet, teenagerne etc.. Det kan simpelthen ikke passe, at det alt sammen bare er landet her hos mig. Måske var der bare i tidernes morgen en bestemt portion rod, der skulle fordeles? Og med vanlig sans for aldrig at blive snydt fik jeg så møvet mig allerførst i køen.

Jeg mener, når folk besøger mig, så er jeg da overOBS på, at udvalgte døre er hermetisk lukket. Og kommer nogen af vanvare til at åbne dem, så har de sådan set bare selv været ude om det. Jeg tilbyder heller ikke af mig selv guidede ture i mit rod. Faktisk prøver jeg lidt diskret at få folk listet ind i stuen så hurtigt som muligt, så de ligesom ikke får tilstrækkelig tid til at dvæle ved bunkerne. Og en stuerengøring kan man vel godt klare på ½ times tid, hvis man lige er varskoet om, at nogen kommer.

Misforstå mig ikke. Jeg vil forfærdeligt gerne se, hvordan andre mennesker bor. Og jeg er dybt, dybt imponeret (og misunderlig) over, at deres boliger slet ikke lider under det samme lort, som bliver ved med at inficere min. Jeg lover også, at jeg nok skal blive ved med at rose og stille intelligente, kreativitetsdrejede spørgsmål. Men hele tiden, virkelig HELE TIDEN, kører den jo i baghovedet: Hvordan i alverden bærer du dig dog ad?

Men når jeg så kommer hjem i mit eget rod igen, så kan det da ellers nok være, jeg bliver noget kålhøgen. “Get a life!” siger jeg–som forsvar!

Continue Reading

Rent nørderi. Eller: Om politikere.

Da denne blog primært henvender sig til 60+, er det ikke nødvendigt at forklare, hvad billedet forestiller. Yngre læsere kan selv finde ud af det.

Jeg kender flere, der udelukkende bedømmer danske politikeres troværdighed på deres tøjstil. Disse “flere” er ofte kvinder. Og desværre falder denne bedømmelse meget ofte ud i særdeles negativ retning. Især for de mandlige politikere.

Jeg har et helt andet bedømmelseskriterium. Jeg går nemlig efter, hvor gode de er til at tale engelsk. Dette har i sig selv intet at gøre med, om jeg er enig eller uenig med deres politiske ståsted, men mere om, om jeg kan have tillid til dem og det, de siger. Om der er substans i deres udtalelser–ligegyldigt hvilken politisk fløj de måtte befinde sig på. Og om de gør et godt indtryk rent internationalt–altså giver et indtryk af Danmark som andet og mere end landet med den evindelige, nisseagtige hygge under PH-lampen. For det betyder jo noget–dette engelsk. Meget, meget mere end man lige går og tror. Prøv bare lige og vend det om og se på, hvor stor troværdighed vi selv tillægger folk, der ikke er gode til at tale dansk i Danmark.

Der har gennem årene været en rimeligt stor portion sproglige katastrofer på markedet. Og det kan da i den forbindelse undre, at man ikke har iværksat engelskundervisning for dem, når det nu er alment kendt, at det kun har kostet staten omkring 1 million at betale for privatundervisning til Carl Holst. (Her skal så indskydes, at jeg stadig forbander mig selv for, at jeg ikke lige var OBS på det velbetalte job–jeg bor jo for F….  lige i nærheden af ham!). Anyway, sprognørder som mig har jo måttet slå knuder på sig selv og næsten tage piller for åndedrætsbesvær og røde knopper, når Anders Fogh og Villy Søvndal rullede sig ud. Faktisk tror jeg aldrig, jeg sådan rigtigt har hørt, hvad de egentlig SAGDE, altså indholdet, fordi jeg enten var ved at besvime over accenten eller kom på overarbejde med at tælle kongruensfejl. Det skaber altså ikke troværdighed, og man sidder der og skammer sig dybt på sit lands vegne. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan de egentlig kommer til at opfatte os derude i verden, men vi er tættere på latterlige end på seriøse.

Heldigvis havde vi en periode, hvor en særdeles engelskkyndig dame tegnede os udadtil. Det virkede som noget af en oprejsning, og fik for en stund verden til at se bag om alle havenisserne og hyggen. Det skaber jo i den grad troværdighed, at vi rent faktisk på internationalt plan kan tale, så andre kan forstå os. Og sådan nogle nørder som mig får lov til at lytte til, hvad der bliver sagt, istedet for at få mishandlet ørerne i et katalog over de allermest basale fejltyper på 6. klasses niveau. Ind imellem bliver jeg også så uendeligt glad for, at vi trods alt har Margrethe. Hun er ligesom det sproglige bevis på, at vi altså godt både kan formulere os forståeligt samt tænke udover 5. klasses ordforråd– og mentalitet– i Danmark. I folketinget i dag sidder der da også engelsksprogede sprogbegavelser. Ikke for at Pinde det ud, men venstre har en!

Nu har vi så fået endnu en ny udenrigsminister. Jeg venter i spænding. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg politisk absolut ikke er enig med ham, så derfor håber jeg selvfølgelig på den ene side set, at han vil vælte sproglige skrubtudser ud over Europa og gøre sig selv jammerligt til grin. På den anden side set håber jeg, at han vil give mit land en stemme, der vil blive hørt. Jeg er nemlig ikke den eneste, der overhovedet ikke hører indholdet, når engelskimbeciler hælder sproglort ud over kontinenterne. Som vi altid sagde til hinanden ved eksamensbordet–censor og jeg–når vi havde et tilfælde af absolut uforståeligt sprog: “Det er minsandten en stor fordel, at vi også taler dansk.”

Men det gør de jo ikke derude i verden!

PS. Danmark har lige opnået en andenplads på listen over lande, der ligger i top mht. at tale engelsk. Gad vide, om det udelukkende er danske politikeres skyld, at vi ikke er nr. 1?

Continue Reading

Om at være IT-handicappet.

Jeg er heldigvis ikke IT-analfabet. Men temmelig IT-handicappet. Altså som i forskellen mellem at være analfabet og læsehandicappet. Jeg kan, for det meste, godt finde ud af at anvende lortet til de allermest basale ting, men min formåen har sine klart afmærkede grænser. Heldigvis lærer jeg hele tiden nyt–gerne et par årtier efter de allermest fremmelige. Men det generer mig ikke. Desværre generer det ofte mine børn. Jeg tror sgu`, de er ret flove over deres, i computersammenhæng, ret ubehjælpsomme mor.

Min holdning til computere er ret enkel: De skal fungere, så jeg kan forstå det. Ingen dikkedarer. Jeg bliver sur og skælder dem ud, hvis de ikke gør det, jeg vil have dem til. Jeg har haft mange seriøse og arrige envejssamtaler med alle mine computere gennem tiden, og nogle af dem har også (indrømmet!) lidt en vis form for fysisk overlast. Men jeg har dog trods alt selvindsigt og beherskelse nok til, at jeg holder mig til det, jeg kan, og som er nødvendigt.

Sidste år til jul fik jeg min første ipad. Ikke fordi jeg havde ønsket mig den, men fordi familien prøvede at liste en smule computerinnovation ind ad bagdøren i mit liv. Knapt havde jeg fået den overrakt, før 3 voksne børn nærmest sloges om at flå indpakningen af den. Og så startede en juleaften, der primært gik ud på at installere ca. 5000 programmer, der alle kunne en forfærdelig masse ting–jeg overhovedet ikke har brug for. Det er utroligt, hvad en ipad kan indenfor genren “Hvad mor ikke vidste, hun havde brug for. Og med garanti heller aldrig får brug for.” Ligeså utroligt er graden af julelys, der tændes i voksne børns øjne, når et fuldstændigt overflødigt program viser sig at virke. Og så fik jeg endda undervejs i megainstallationen den fantastiske nyhed, at den svigersøn, der ville dukke op 1. juledag, kunne lære mig at tegne på min nye ipad. Nej, hvor blev jeg da lige overvældende glad og forventningsfuld!

Herregud. Jeg skal kunne tjekke min mail og min messenger, google, skrive på min blog, oploade et foto eller 2, betale mine regninger og tjekke min ødselhed i banken. Jeg behøver altså ikke kunne tegne grafer (over hvad?) og have genveje til nærmest alt (alt hvad?). Det vigtigste er ikke de utallige muligheder for, hvad den kan, men at det, jeg skal bruge, altid og med garanti virker. Og man sidder jo Gudhjælpemig med bankende hjerte, når ens nye udvidede skrivemaskine udsættes for massivt attack fra 3 nørder, der bare skal bevise alle dens avancerede muligheder. Man frygter i al sin naivitet, at de kommer til at slette skriveprogrammet i al deres iver. Og så har den zero værdi.

Jeg har gennem min årelange gerning indenfor skolevæsnet været på utallige EDB-kurser. Jeg lærte ikke en dyt. Talrige fancy Powerpointpræsentationer har forgæves (og røvkedeligt) anstrengt sig for at lære mig innovative ting, jeg tilsyneladende lige stod og manglende. (Sjovt nok er det tit sådan, at det tilsyneladende altid er andre, der klart definerer, hvad det lige er, jeg mangler!) For mig er det med computere–ligesom med så mange andre ting–at jeg skal ned i “hands on” eller “Jeg mangler!”, før jeg overhovedet kommer videre. Eller: hvis en ny funktion skal indgå i mit begrænsede funktionskatalog, så skal det udelukkende være, fordi jeg mangler den.

Heldigvis er mine børns holdning til emnet “Mor og computere” også lidt præget af en overvældende medlidenhed og tålmodighed. Det har det lidt, som jeg havde det, da jeg lærte dem at cykle. Og engang imellem må jeg da også bøje mig og indrømme, at (ganske få af!) de ting, de gennem tiden har prøvet at presse ned over hovedet på mig og min computer, faktisk godt kan have en vis brugsværdi. Selvfølgelig er det pinlig at indrømme dette, men det gjorde altså mit liv lettere, da jeg for få måneder siden lærte om copypaste. Her havde jeg i årevis siddet og skrevet hele lortet igen og igen, og så kan man bare lige trykke på de to knapper—som jeg lige har glemt, hvad er. DET er da genialt! (Her må gerne grines på den der overbærende måde.)

Men jeg tror stadig ikke, at jeg nogensinde lige står og mangler et tegneprogram. Så længe lortet virker, lever jeg faktisk helt fint med mit handicap.

Continue Reading