En god film.

toni-erdmann-galleri4

Min far Tony Erdmann.

STOR advarsel! Dette er en Kleenexfilm i kassevis! Sjældent har jeg grinet så meget, sjældent har tårerne sådan nærmest ufrivilligt sprøjtet ud af mine øjne af ren og skær latter, og sjældent har jeg bagefter haft så ondt i maven af at overgrine.

Så tyskerne kan skam sagtens være morsomme. Selv om, hvis man nøgternt barberer det hele ned, man i denne film primært og igen og igen går i krampelatter over…….et falskt gebis! Mere skal der faktisk ikke til.

Farmand (alias Tony Erdmann, men se filmen og få forklaringen) er en lidt nusset musikærer, der for nyligt har mistet sin elskede, gamle, blinde hund. Så han tager på quest ( iført falskt gebis) til Bukarest, hvor datter er jetsettet, cool businesswoman og meget lidt imødekommende overfor det noget uventede besøg. De skal nemlig finde hinanden, finde IND til hinanden igen, de to, og det, kan vi som tilskuere godt se, er i ligaen med at udrydde Voldemort.

Så nu starter en eksiltysk familiekrig på rumænsk grund, hvor far og datter noget ambivalent både forsøger at nærme sig hinanden og samtidig hele tiden udfordre hinanden. Det er hylende morsomt. Det underlige er, at mange af scenerne udefra virker helt bizarre og surrealistiske, men indenfor filmes univers er de absolut troværdige. Som det obskure fødselsdagsselskab, hvor datter pludselig går i nudistmode, og farmand ankommer iklædt King Kong med multifarvet kobjælde i toppen. Eller æggemalingsscenen (æg kan åbenbart noget i film–tænk bare på Blinkende lygter), som heldigvis også munder ud i et noget disharmonisk, men dog reelt, samspil mellem far og datter.

Om de finder hinanden, vil jeg ikke røbe. Det er heller ikke det, filmen vil. Den vil fortælle om VEJEN derhen. Og om falske gebissers utrolige magt i det senmoderne samfund.

Det er sådan en film, der skal ses. For den er nærmest umulig at forklare. Prøv det. Og husk endelig Kleenex!

Continue Reading

Gode bøger.

IanRankin_ExitMusic

Ian Rankin.

Så er jeg ovre i mine elskede krimier igen, og her er en af tidens absolutte mestre, skotske Ian Rankin. Rankin skriver ualmindeligt godt og mestrer totalt genren med den hårdkogte, men utroligt bløde indvendigt, detektiv. I de fleste af hans bøger følger vi Inspector Rebus og hans sidekicks, som opklarer grimme hændelser i Edinburgh og omegn. Dem er der en del af–at dømme efter den relativt store produktion fra Rankins side.

Udover at være en nydelse at læse, sådan rent æstetisk, har bøgerne også den sidegevinst, at de er virkeligt gode guidebøger til byen Edinburgh. At følge Rebus rundt i byen er som at komme på gratis virtuel rundtur gennem denne smukke, majestætiske gamle by. Om end den nu sjældent viser sit kønneste ydre på de steder, hvor Rebus færdes. Bøgerne er samtidig også en virkelig god beskrivelse af Skotland her og nu og de udfordringer, som landet på mange områder står overfor. (Det bliver godt nok spændende, om de f.eks. formår at løsrive sig. Men det er en helt anden diskussion.)

Rankin er også altid god for en fin, sammenhængende historie, og han undgår helt alt det tøsefnidder og de Chick-lit. tendenser, der er temmelig dominerende i mange nordiske krimier.

Vil man ud på de vilde vover i samme skønne land, kan man altid ty til Ann Cleeves, som skriver krimier fra Shetlandsøerne. Hun skriver knapt så godt som Rankin, men hendes bøger er absolut læseværdige og skriver sig mere ind i en modernisering af Whodunnit traditionen. Hun er i øvrigt også mor til Vera, altså TV-serien, som man bør se bare for at nyde den fantastiske skuespiller Brenda Blethyn, som spiller detektiven.

Continue Reading

Mit København.

IMG_0275

I dag skal jeg til København, og jeg glæder mig. Jeg overvejede lidt, om det var en smule overkill at rubricere en tur til København under “Rejser”, en lidt for tydelig understregning af min egen provinsionalisme, men kom frem til, at det jo ER en rejse. Forstået på den måde, at det både tager længere tid for mig at komme derover, end det gør at flyve til London, og at jeg for det meste opfører mig, præcis som jeg gør, når jeg er på ferie. Altså når jeg er i København. Jeg går. Og går. Og går.

Mit København er Vesterbro. Området omkring Sdr. Boulevard og Istedgade ca. fra Hovedbanen til Enghave Plads. Det er her, jeg udfører mine nyopdagelses- og genkendelsesekspeditioner. Det er her, jeg traver byen ind under mine fodsåler og mentalt spiser og fordøjer det hele. Alt det, jeg skal se igen og alt det, der har ændret sig siden, jeg sidst var her.

Det gode ved en by er jo netop koncentrationen. Altså koncentrationen af “by”. Herude i provinsen skal man gå et uanet antal kilometer for bare at træffe over et par enkelte, harmløse se-værdigheder (noter stavemåde!), mens man i storbyer får det hele serveret på ganske få skridt. Det er den intensitet, jeg holder af. Men samtidig også den, der trætter og mætter mig, så jeg efter nogle dage længes usigeligt efter de store, relativt tomme, horisontale vidder.

Jeg skal over og spise de fleste af mine måltider i Absalon. Dette geniale og hyggelige folke-forsamlingshus, hvor hipsters, pensionister, studerende, børnefamilier og alle vi andre mødes til sunde, veltillavede måltider til 50 kr., mens vi sidder ved lange borde og ikke kan undgå at falde i hyggelig snak. Og hvis der er booket ud, er der jo både Københavns bedste pizzasnask Izzi Pizzi og Bagelman med de lækre salater i nærheden. Om sommeren nydes de to sidste allerbedst på en bænk eller fortovskant på Sdr. Boulevard, mens man iagttager folkelivet og, især, hundelivet.

Jeg skal tage turen op ad Saxogade med alle de fede små forretninger, kaffebarer og marskandisere og meget gerne ende hos Københavns bedste tøjforretning, Donn Ya Doll oppe på Istedgade. Desværre er byens sjoveste skoforretning, Polkadotten, lukket for nylig, men den yderste del af Istedgade er alligevel, efter min mening, det allermest spændende forretningskvarter i denne del af byen. (Det skal forstås sådan, at området omkring Sct. Hans Torv på Nørrebro nok, trods alt, er byens bedste!) Her på Istedgade trives det private initiativ på en yderst inspirerende måde. Her er forretninger i nærmest alle kategorier, fra de eksotisk spændende, etniske købmænd, over fiske- og vildtbutikker, mini-cafeer, second hand til masser af små designershops, hvor den beklædningsmæssige fantasi absolut trives i allerbedste velgående. Og så kan man jo passende ende hos Mania med det farvestrålende, Disneyinspirerede tøj oppe på Enghave Plads. Jeg brugte engang 3 timer sammen med en veninde på denne tur, som vel afstandsmæssigt er under ½ kilometer!

Der skal også slås et slag ind gennem Skydebanehaven, et rigtigt godt åndehul for børn og voksne i denne del af byen. Men svært at finde, fordi man som udenforstående bare tror, det er en fornem port ind i ingenting. Det er det så ikke. Og Kødbyen. Hvor man, trods navnet, nok skal undlade at spise, med mindre man for nylig har vundet i Lotto eller gerne vil være til grin på egen regning. Men jeg holder meget af den spøjse blanding af de gamle kødgrossisthuse med fliser på gulvet og mænd i plastikforklæder, alle hipsterrestauranterne og de små, gammeldags smørrebrødsudsalg. Ved siden af ligger Skelbækgade, som nok primært er attraktiv for mænd med overspændte penisser, mens vi andre skammer os dybt over den skæbne, vores land tildeler fremmede, unge piger.

Associationerne bringer mig selvfølgelig fra denne skamplet direkte til den øverste del af Istedgade. Men kun i tankerne, for jeg kommer her helst ikke. Jeg er ikke bange eller utryg, men jeg får det mentalt dårligt af at se den skrotbunke af menneskeligt affald, vores samfund har efterladt her. Jeg føler mig handlingsmæssigt lammet i erkendelsen af, at jeg faktisk intet kan gøre. Så jeg stikker kujonagtigt hovedet mellem benene og vælger altid at gå på Sdr. Boulevard, når jeg skal fra Hovedbanen. Jeg holder meget af Sdr. Boulevard, og især når Ritas Blå Lopper forvandler hele gaden til et stort, farvestrålende loppemarked, hvor vi provinsboere kan komme af med alt vores gamle lort til overpriser. Her kan jeg nyde det smukke Halmtorv, og når jeg er et godt stykke nede, kan jeg nyde en varm drik på de altid fyldte bænke udenfor Kihosk, hvor alle de lokale sidder og ser på hinanden, og hvor man altid møder flere ret kendte scenekunstnere. Ingen nævnt, ingen glemt–men prøv det selv og se, hvem der er der!

Sidst, men ikke mindst, skal jeg have tid til at sidde på altanen og kigge ud over den pragtfulde gård, jeg holder til ved i København. Her leves livet i den indre by mellem flotte træer, legepladser, forboldbaner, grillarrangementer, tørrefasciliteter og alt det, vi i provinsen bruger adskillige kvadratkilometer til at opfylde. Når man har sådan en “have”, behøver man faktisk ikke ret meget mere. Det er samtidig også tankevækkende at fundere over, at Københavns underskønne baggårde er opstået på tomterne af 1.,2. og 3. baghus uden ret meget dagslys og udendørs, fælles retirader. Fru Ditlevsen, som stammer fra netop dette område, ville næppe have troet sine egne øjne.

Så nu er det pakketid. Udover det sædvanlige menageri omkring pakning, medbringes også et anseligt udvalg af mors frikadeller. Der er meget, de er gode til i København, men de kan tilsyneladende ikke det der med sønderjyske frikadeller!

 

 

Continue Reading

En god film.

Gabourey_Sidibe_at_PaleyFest_2014_-_13491368805

Precious.

Det er utroligt, at der kan laves en feel-good film om en stærkt overvægtig, farvet, nærmest analfabetisk, voldtaget teenagemor, der bor med sin yderst dysfunktionelle familie i en grim lejlighed i den allermest belastede del af Harlem.

Men det kan man. Den film hedder Precious. Til kataloget over gebrækkeligheder kan også tilføjes incest, barn med Downs syndrom og en både forfærdeligt egoistisk, men også psykisk ustabil mor. Så (jeg havde nær skrevet fede) vægtmæssigt udfordrede Precious scorer højt på shitbarometret–altså indtil hun møder filmens anden heltinde, den lesbiske (nå ja, det skulle der da også lige være plads til!) lærer på skolen for de mildest talt akademisk udfordrede unge mennesker. (OBS: 2 gange politisk korrekt i samme sætning!)

For Precious vil jo gerne gøre en selvstændig indsats for et bedre liv for både sig selv og sit Downsbarn+ det, hun har i maven. Faderen er i begge tilfælde moderens mand, hvilket selvfølgelig også får lidt god jalousi mellem generationer ind i filmen. Og Precious kæmper bravt–hun er faktisk ret brav! Omkring sig og nogle gange til hjælp har hun de virkeligt underholdende typer, hun går i skole med, og som modspiller står det forfærdelige moderdyr.

Det er en sjov film, men det er også en dybt alvorlig film om, kan man vist godt sige uden at overdrive, store problemer for typer som Precious i 80-ernes Harlem. Vi griner med hende og græder med hende, og allermest knuselsker vi det der store menneske, som har den mest fantastiske livsvilje. Og når filmen er færdig, er de fleste vist i tvivl om, at Precious nok har udfordringer, men hun har også vilje og mod til at kæmpe både mod dem–og videre.

Continue Reading

Om lærere.

teacher-149024_960_720

Man kan som regel aldrig sætte ord på en periode, før den er ovre. Det er nok derfor, jeg først nu, i bagklogskabens klare lys, kan sætte ord på alle de dejlige kolleger, jeg har haft gennem årene. Netop deres forskellighed har vel været det, der gjorde dagligdagen spændende og overlevelig.

Nørden: Han underviser gerne i et naturvidenskabeligt fag. I det hele taget mener han ikke, at jorden, solsystemet, rummet og andre planeter kan anskues ud fra nogen som helst andre synsvinkler end den strengt videnskabelige, og åndelighed, supermarkeder, måltider og alt det, som andre mennesker måske tænker lidt på, er totalt udenfor hans kompetencekatalog. Hans hovedinteresse er at sprænge ting i luften og lave finurlige, nye kombinationer af alle de utroligt spændende materialer, man lige kan finde i et kemilokale. Han læser rigtigt mange bøger, især dem han selv har skrevet. Og de handler alle sammen om vanvittigt interessante formler på ting, de fleste ikke anede eksisterede og nye teorier om Big Bang. Han kan holde foredrag i timevis om samme emne, og bruger gerne frikvartererne på at udtænke nye ting at sprænge i luften.

Bohemen: Hun underviser oftest i fransk, billedkunst og måske spansk. Hun er især genkendelig på sin klædedragt, der er overmåde sydlandsk i sine farver og gerne indbefatter adskillige smykker og tørklæder. Altså sydlandsk ud fra hendes egen definition, som trendmæssigt er flere snese år bagefter. Hun har gjort det til sit varemærke at “flagre”, så derfor er hun aldrig i ro. Det er umuligt at føre en afsluttet samtale med hende, for hun har altid gang i en million projekter, hvoraf de fleste desværre bliver til det rene ingenting. Det mener hun nu ikke, for for hende er processen enormt væsentlig. Især maler hun en uendelig masse halvfærdige, meget abstrakte billeder i sin fritid. Når hun da ikke rejser til samtlige Europas kunstmuseer og især fordyber sig i innovativ installationskunst. Eleverne forsøger det første år at leve op til al denne kunstneriskhed, senere bruger de det meste af deres tid på at skabe orden i hendes rod.

Filosoffen: Han underviser primært i dansk–og så måske filosofi. Han har siden sin tidlige barndom ejet en tweedjakke med lapper på albuen og en urokkelig tro på sin egen overlegenhed. Han har, ene mand, gennemskuet og gennemforstået samtlige væsentlige filosoffer (de uvæsentlige er jo netop, nå ja, uvæsentlige), og kan på selv de dårligste dage citere alle deres bøger ordret. Intet forfatterskab er ham fremmed, og han bruger derfor det meste af sin tid på i en meget nedladende tone at gøre pøbelen opmærksom på, hvor uendeligt ignorante de er. Især fagkolleger konfronteres igen og igen med hans fantastiske belæsthed. Han citerer givetvis Kierkegaard for konen i deres allermest intime stunder, og hvis de har børn, er det synd for dem. Hver sommer tager de nemlig Europas kirker og kalkmalerier fra Syditalien til Nordkap. Mens de triumferende citerer en til lejligheden passende filosof eller stor forfatter for de forhåndenværende, lokale bønder.

Den over-sociale: Her er vi ovre i sprogfagene. Hendes ufravigelige grundprincip er, at sprog skal leges ind, så hendes klasser bruger virkelig meget tid på at sidde i rundkreds og lege små, sjove, finurlige sproglege. Også i 3.g. Det vigtigste er, at alle har det rigtigt, rigtigt godt med sig selv (og dagligt mærker godt efter, at det forholder sig sådan!) og med hinanden. Hun bruger en del tid på at undskylde, at der altså desværre er nogle ting, der skal læres, men hvis vi nu hjælper hinanden rigtigt socialt, kommer vi nok igennem det. Hun bruger også oceaner af tid på at rette stile, for det er meget vigtigt, at den enkelte elev forstår, præcis hvorfor hun har været nødt til at sætte et lille, bitte rødt mærke under en fejl og skrive en længere roman som forklaring i margin. For hende er lærergerningen et kald. Hun er simpelthen ude på en mission, der kun som indledende manøvre handler om at lære nogen noget. Endemålet er selvfølgelig at redde hele verden. Hendes elever tager gerne adskillige kilo på gennem deres gymnasietid, for det er nu så hyggeligt at spise al den kage i samtlige timer.

Den uendelige drengerøv: Han findes vist indenfor de fleste fag, men det er da ingen hemmelighed, at han har en stor forkærlighed for mediefag. Han ser nemlig for det meste film om natten. Hele natten, alle nætter. Det er ham, der præsterer at sove over sig til timer over middag. Og i det hele taget har et meget afslappet forhold til skemaer og ringetider, som han generelt anser for vejledende. Det samme gælder skriftlige opgaver, som han enten har ansat en hund til at æde, eller retter med samme omhu som han passer sine ringetider. Han er meget populær blandt de yngre elever, som sagtens kan spejle sig selv i denne næsten-jævnaldrende. Men han får lidt problemer, når han bliver 40+, og det altid glade, drengede smil, det uglede hår og de nu ret slidte vitser ikke rigtig har den samme effekt på det kvindelige klientel mere.

Helsefreaken: Her er vi ovre i idræt og måske også sprogfag. Hun er en levende reklame for samtlige sundhedsprodukter og samtlige sundhedsprogrammer i TV. Bare at se på hende giver nagende, dårlig samvittighed. Hun går aldrig, hun småløber. Hun sidder for den sags skyld heller aldrig, hun motionerer gerne samtidig med, at hun underviser og drikker frikvarterskaffe (1 kop om dagen, forstås!). Hun er en blændende foredragsholder, som altid og gerne totalt uopfordret holder lange monologer om, hvor uendeligt sundt hun lever. Underforstået: hvor uendeligt, forfærdeligt usundt alle andre lever. Hendes elever kender  enhver motionsrute i såvel denne by som alle tilstødende, middelstore provinsbyer, for de har løbet dem alle. 10 gange. Og underviser hun i sprogfag, læser de gerne tekster om overvægt, sukkersyge og andre livsstilsygdomme. Det synes hun nemlig er vanvittigt interessant. Især hvis hun personligt kan frelse nogen fra en uøkologisk, sukkerholdig, motionsfattig fremtid. For det er jo det, hun i virkeligheden er: Den frelsende motionsengel.

Continue Reading

Om Ny-maskulinister.

10061719156_6b571d498e_b

Der har det seneste stykke tid floreret en del billeder af såkaldte Ny-feminister i pressen og på de sociale medier. Halvt afklædte og i seksuelt udfordrende positurer lufter de deres silikonebryster for den gode sag, det er at påpege, at kvinder godt kan være både seksuelle væsner og intellektuelt udfordrende. Måske er jeg bare en håbløst forældet, antik feminist, der såmænd bare var med fra begyndelsen, men jeg bliver fortvivlende forvirret over de billeders signalværdi. Og jeg frygter, at jeg ikke er den eneste.

Nu har mændene, med vanlig sans for efterabet timing, så grebet samme sag. Dette billede er Chippendales. Ordet kommer af Chip (som i Chip og Chap), som alle jo ved er jordegern, der, som gode familiefædre, gerne samler til huse for at forsørge deres familier. Pen betyder, at disse mænd også kan læse og skrive og gerne ytrer sig intellektuelt i enhver dannet diskussion. Dales skal give os associationer til “dale”, grønne dale, landbrug og den ultimative bonde. Ham den stærke, ukuelige, der vil gå gennem vand, landbrugskriser og prærier for sin familie. Men altså, summa summarum, mænd der både forholder sig til den traditionelle manderolle på en nytænkende måde og er en intellektuel udfordring.

Hvis de giver os andre associationer, er vi enten forkerte på den, eller også har vi endnu ikke indset, at det at udstille sin seksualitet blot er en måde at promovere sit budskab. Mænd er nemlig ikke kun skaffere, men sandelig også frigjorte, senmoderne mennesker–de kan meget, meget mere (og længere!).

Så disse mænd kæmper altså en brav kamp for f.eks. farrollen, for den fraskilte fars rettigheder og for, at mænd med al tydelighed kan vise deres følelser offentligt. Det fremgår endda af flere interviews med dem, at de elsker at græde i kor. I samme samtaler siger de også, at det udelukkende er vores fejl, hvis vi ikke umiddelbart og lige med det samme fatter, at det er et intellektuelt budskab, dette billede vil give os. Et billede af dem som diskusssionslystne, progressive og forkæmpere for mænds rettigheder. Især indenfor kernefamilien–både den bestående og den opløste. De er godt klar over, at der er seksuelle undertoner, men de forbeholder sig ret til at bruge deres køn og seksualitet på at fremme en god sag. Og hvis vi ikke kan se det, er det altså klart vores fejl.

 

 

 

Continue Reading

Dublin.

dublin-1049403_960_720

I min barndom sang vi alle sammen med på Bjørn Tidmands “Nu ta`r jeg til Dublin med det første fly….”. Jeg tvivler på, at Tidmand nogen sinde overhovedet havde været om bord på omtalte fly, og vi andre vidste vel knapt, hvad Dublin var. Bortset fra at ordet smagte godt og lidt eksotisk. Det har så, for mit vedkommende, ændret sig fra jeg første gang i 1984 besøgte den by, som, for nu at citere Tidmand, blev “..den by, jeg kalder min.”

Som med alle andre byer gør man sig selv og sine personlige rejsekompetencer en meget stor tjeneste, hvis man forbereder sig lidt inden afrejse. Dublin, og Irland som sådan, har en lang, kompliceret historie ( i en bus tager den mig fra Dublin til Belfast!), og hvis man ikke har den fjerneste ide om den, taber man en forfærdelig masse på oplevelseskontoen. Jeg plejer at sige, at det allerbedste og mest behagelige at gøre, er at se 4 film. Michael Collins, Vinden der ryster kornet (se omtale i andet indlæg), The Commitments og Once. De giver (hug en hæl og klip en tå!) Irlands historie gennem det 20. århundrede og lidt ind i det næste, over den engelske besættelse, borgerkrigen, recessionen (finanskrisen) og frem til det (sen)moderne Dublin.

Dublin er, meget kategorisk sagt, delt i syd og nord, adskilt af floden The Liffey. I syd bor de rige, og i nord bor de knapt så rige og de meget fattige. Byen har derfor hele 2 hovedgader, en på hver side. Der er den dyre, fancy, handelsgade Grafton Street på nordsiden og den monumentalt grimme O`Connell Street på nordsiden. Mht. den sidste skal man ikke bevæge sig ret meget til nord for den–især nord mod højre–inden det bliver lidt ubehageligt. (Forestil jer at give den oplysning til en flok elever. Man ser 30 teenagerrøve i strakt trav mod samme destination, inden man nærmest er færdig!)

Anyway, ethvert besøg i Dublin bør startes på Kilmainham Gaol/Jail. Helt uden diskussion. Her i det gamle fængsel med afdelinger fra lige så mange tidsperioder har de verdens bedste guider, som formår at gøre det meste af Irlands historie sprællevende. Det var her, oprørerne fra 1916 (ja, der skulle man lige have set en film, ikke???) blev brutalt henrettet, og hvor mange af Irlands store frihedhelte sad fængslet under både horrible og knap så horrible omstændigheder. Man kan simpelthen ikke undgå at blive berørt og belært af denne utroligt interessante seværdighed.

Dublin har mange museer, men de er desværre ikke alle lige interessante. Hvis man er til gammelt vikingeguld (ja, det var os, der anlagde Dublin i sin tid. Vi er meget velkomne tilbage, hvis vi lige prøver at beherske os udi plyndring og voldtægter.), så er det arkæologiske nationalmuseum sagen. De har MEGET guld, men desværre har de endnu ikke haft råd til en museumsdesigner. Det har de til gengæld på National Gallery, som efter min mening er et af verdens mest pædagogiske og handy kunstmuseer. Her har man samlet alle museets highlights i det samme lokale–og der er mange. Forfatteren George Bernard Shaw (ham med Pygmalion/My Fair Lady) pjækkede røven ud af bukserne som dreng, og da der ligesom ikke var andre forlystelser end det lokale museum at pjække den på, fik han sin basale uddannelse her og testamenterede derefter sin anseelige formue til stedet. Det gør, at museet faktisk er særdeles velforsynet. Især skal nævnes deres fantastiske Caravaggio, deres Vermeer, deres gode samling af den irske kunstner Jack Yeats ( bror til Nobelpristageren William Yeats) og de enkelte Prærafaelitter, de har neglet i England.

Lige midt i byen ligger det fantastiske (og fantastisk store) Trinity College. Grundlagt af Elizabeth I tilbage i 1592 for at holde en smule lokal intelligens i Irland (ellers rejste de jo til England) og nu et af verdens førende universiteter med ca. 14.000 studerende. Der er ingen af de oprindelige bygninger tilbage, men de fleste af de særdeles smukke huse er fra opgangsperioden i 1700-tallet. Trinity fylder næsten mere end en mellemstor provinsby, og enhver kan gå ind på det smukke område. Det er også her, The Book og Kells, den gamle bog, håndkoloreret af munke i 800-tallet, har helt sit eget museum, og er man ikke lige til gamle bøger, så er det smukke, storslåede gamle bibliotek, The Long Room, en del af billetten. Man kan også bo på Trinity, når de studerende er på ferie samt spise billigt i de mange studenterkantiner på området.

Dublin har 3 kirker, der er værd at se. Ret sigende for byen (og især dens turbulente historie) er de 2 “protestantiske” i denne by, hvor 95% af befolkningen er katolikker. St. Patrick er Irlands nationalkatedral, hvor Sir Jonathan Swift (Gullivers rejser) i sin tid var “deakon” og ligger begravet sammen med Stella, hans vist-nok-kæreste. Især Ladies` Chapel i kirken er smukt og værd at se–det er flot vedligeholdt af franske huegenotter, som for mange år siden flygtede til Irland. Resten af kirken er desværre domineret af stilen “Viktoriansk pral”, betalt af en megarig bryggerfamilie, der holder til i Dublin, og som f.eks. valgte bibelcitatet “I was thirsty. Ye gave me drink” til en dominerende mosaik, financieret af deres sorte øl. Christ Church er Dublins katedral og en meget smuk kirke. Især er den interessant for os vikingeyngel. Der er masser af efterladenskaber såvel i som udenfor kirken, og selve vikingemuseet Dublinia ligger da også side om side med kirken. I begge disse kirker SKAL (og det kan ikke diskuteres!) man på et eller andet tidspunkt deltage i Evensong (se andet indlæg)–de har begge verdensberømte kor. Og det er fuldt forståeligt, når man lytter til dem og grovnyder deres sang. Den 3. kirke er St. Mary`s Pro Cathedral ( “pro” betyder her “i stedet for”), som er den katolske ikke-katedral. Den er ikke som sådan synderligt interessant, det interessante ligger i, at dette er en katolsk “i stedet for en katedral” i et katolsk lands hovedstad.

Andre bygnings- og bygværker, der bør ses, er Four Courts (retbygningen, og se så de film!), Custom House og GPO. Især GPO, som er den daglige betegnelse for General Post Office. Det var her, oprørerne forskansede sig i 1916, og man kan stadig se de utallige skudhuller. Udover at være en flot, majestætisk bygning, som stadig fungerer som posthus ( posthuse er sådan noget, man har i de fleste andre lande), er her også en virkelig god udstilling om Påskeoprøret i 1916. Gå også over Ha`penny Bridge–den smukke lille gangbro, der har sit navn efter brotolden på half a penny. Og slå en tur omkring Dublin Castle, hvor englænderne i sin tid havde base og internerede genstridige irere. Slottet bruges nu til officielle begivenheder, og har vist verdens smukke helikopterlandingsplads i baghaven.

Dublin er fuld af flotte statue og mindre flot, såkaldt kunst. Og alle har de øgenavne. Den 321 meter høje pind, der rager mod himlen midt på O`Connell Street kaldes “The Stiletto in the Ghetto”, statuen af nationaldigteren James Joyce ved siden af “The prick with the stick”, byens absolutte vartegn Molly Malone hedder “The tart with the cart”. Og det kan man godt forstå, for den dame ligner mindst af alt en, der skal ud og sælge FISK. 2 damer på en bænk kaldes “The hags with their bags”, og det over-monumentale mindesmærke for Wolf Tone er “Tonehenge”. Det siger en del om det irske folkevid….

Dublin er er pragtfuld shoppeby, og hvis jeg skulle gå i detaljer, ville det fylde en mammutroman. Grafton Street med omkringliggende sidegader på sydsiden. Især det fantastiske “shoppingcenter” Powerscourt, som er så unikt, at der nok ikke findes et magen til noget sted i verden. Se det! Gaden Nassau Street er kendt for alle sine “irske” forretninger. Her vrimler det med uldtrøjer, tern og Yankees, men hold ud og find Kilkenny Shop med det allerbedste indenfor irsk design. Eller Avoca, lige ved siden af byens bedste madsted, O`Neills med portioner, der kunne mætte en elefant. På nordsiden er ting billigere ( og dårligere kvalitetsmæssigt), men Henry Street er nu helt OK. Meget mere interessant er gaderne Moore Street, som er markedsgaden i Dublin–og lad være med at købe billige cigaretter, politiet er altid i nærheden!–Talbot Street, hvor irerne selv handler og Capel Street, hvor det vrimler med second hand tøj, møbler og skrammel.

Og nu er der så mange, som er ved at miste tålmodigheden, for hvorfor har hun endnu ikke nævnt Temple Bar? Helt basalt fordi dette enorme forlystelsesområde ovenpå de gamle busremiser faktisk ikke er så synderligt interessant for andre end de allermest Guinnessfreakede turister. Her er liv og glade dage nærmest dagen lang, her er masser af pubber og restauranter, her er verdens højeste koncentration af berusede mennesker (move over, Danmark!), og her er pissedyrt. Jo, gå igennem Temple Bar og nyd atmosfæren, men lad være med at tro, at det er her, det sker i Dublin for rimeligt ædru mennesker over 30. Det er da ikke her, byens bedste pubber og restauranter ligger, og her, de lokale går ud. Spørg dem–de ved, hvor det sner. Så vil de sikkert nævne navne som Stag`s Head, The Copplestone, O`Neills og Peter´s Bar og mange, mange andre.

Og når man så er træt af denne “lille” storby (Dublin er en meget “lav” by/ her er ikke mange høje huse), så er det tid at tage bussen til Howth Summit og gå den forrygende tur langs klipperne ned til fiskerbyen Howth. Her er udsigt over Den irske kanal og i godt vejr til Isle of Man, og der er masser af Golfstrømspalmer hele vejen ned. Og når man er nået helt ned, har Beechoffs overdådig fish and chips, og DART-en (Dublin Area Rapid Transport) går lige hjem igen.

Der er SÅ meget mere at se i Dublin, men pladsen er ikke lige til det, og jeg er faktisk ved at blive sulten. (Nok associationer forbundet med de fish and chips!) Det er også meget bedre at stoppe nu, for så er evt. læsere nemlig selv nødt til at tage derover for at se alt det, jeg har udeladt!

Continue Reading

Om faktaresistens.

Belief_Venn_diagram_svg

Det er lige gået op for mig, at jeg ER et af tidens trendy ord: Nemlig faktaresistent. Det vil altså sige, at jeg har en del til fælles med halvdelen af Storbritanniens og Amerikas befolkning, for slet ikke at tale om en ukendt procentdel af Danmarks. Så vi er mange.

Det giver sig udslag på den måde, at jeg benægter fakta. Indlysende fakta, som fuldt bevisligt står lige for næsen af mig. Det preller bare af, fordi der simpelthen er fakta, jeg ikke vil vedkende mig. I mit tilfælde er det overhovedet ikke politisk. Det er såmænd bare god, gammeldags stædighed, håbløs dovenskab og tilbagestræberiskhed.

F.eks. tror jeg stadig naivt på, at DSBs tog kommer til tiden, selv om jeg bevisligt kan se, at der stadig står en tom skinne og griner foran mig 5 minutter efter afgang. Jeg tror også på, at selv om jeg stabler mit beskidte service i meterhøje stakke i opvaskemaskinen, så skal det hele nok blive rent alligevel. Faktisk undrer det mig hver gang, at miraklet er udeblevet. Det samme gælder vaskemaskinen. Her mener jeg stadig, at en god uges vasketøj bliver superrent på sparevask ved 30 grader. Mit klare mål er at fylde så meget som muligt ind i det gabende hul, og en af grundene til, at jeg aldrig læser brugsanvisninger er jo netop, at jeg overhovedet, slet ikke vil have det mindste kendskab til maskinens kapacitet.

Jeg tror også på, at min minimale varmtvandsbeholder i sommerhuset vil undergå mirakuløse, selvudløste forstørrelser, mens jeg er i bad. Og jeg nægter at erkende det faktum, at min varmtvandsration altid udløber, når jeg er sølet ind i allermest shampoo. Ligeledes opgiver jeg aldrig troen på, at alle mine skilsmissestrømper vil finde tilbage i deres gamle ægteskaber. Jeg har faktisk et helt skab til dem, hvor de ligger trygt og venter på, at deres troløse makkere dukker ud af et dynebetræk eller fnullerskuffen. (Så hvis nogen er lige så strømpe-faktaresistente som mig, kan vi måske sammen skabe nye, lykkelige fodbeklædningsægteskaber?)

Faktisk tror jeg også på, at jeg igen begynder at løbe. Det har jeg nu ikke gjort i flere år, men det skal sandelig nok komme en dag. Her er vi nok lidt mere ude i “mig” end i fakta, indrømmet! Men i alt fald tror jeg på, at alt ukrudt i mit have er i besiddelse af selvudløsende forsvindingsbomber, så hvis jeg bare venter længe nok, så skal det nok af sig selv springe i luften.

Endelig er jeg også overbevist om, at jeg engang vinder adskillige millioner i Lotto. Jeg spiller godt nok aldrig, men når man er faktaresistent, er det i sig selv ingen hindring. Faktisk kan jeg undre mig over, at det ikke er sket endnu.

Så jeg kan egentlig godt forstå den der ret globale faktaresistens. Det gør da alting meget nemmere. Samtidig er det da betænkeligt utroligt, hvad man kan bilde sig selv ind–og tro på. Tilligemed at man helt og aldeles nægter at vedkende sig det uafvendelige resultat, når (ikke hvis) det kommer. Men måske kommer der en dag, hvor man er nødt til at blive faktamodtagelig?

PS. Og faktaresistens er tilsyneladende arveligt. Da mine børn var yngre, troede de fuldt og fast på, at snavsetøjet selv spadserede ned til vaskemaskinen, vaskede sig selv og derefter lagde sig selv pænt sammen. De mente også, at køleskabet var selvopfyldeligt.

Continue Reading

Om ugeblade.

2007_newsstand_5396496167

Jeg har lige været til frisør. Så nu er jeg fuldstændigt, helt og totalt opdateret indenfor ugeblade. På sådan en trekvart times tid kan jeg, hvis jeg virkelig er obs på min ugebladslogistik og ikke går i unødvendige detaljer med kjolerne og de mest slibrige skilsmisser, godt nå igennem en 3-4 stykker.

Jeg er nemlig alt for udgiftssky til selv at investere i ugeblade. Men det rokker ikke ved det faktum, at jeg sagtens kan kaste mig frådende over dem, når de er gratis til rådighed. Jeg føler mig snydt ved at investere 30 kr. i ½ times underholdning og gør det kun de par gange om året, hvor jeg skal på MEGET lange flyvninger eller bare har en skoddag, der kun kan bekæmpes med Cola, Pandalakridser og Billed-Bladet.

Når jeg læser ugeblade, går jeg all in. Ikke noget med de der pjathistorier fra Ude og Hjemme eller Familiejournalen, der altid er skåret over læsten hjem-ude-hjem/Den grimme ælling (Vi havde en dejlig hamster/ der var så dejligt i andegården–den døde/men så blev jeg mobbet–nu har vi heldigvis fået en ny hamster, så alle er glade igen/ heldigvis viste det sig, jeg var en svane, så nu er mit selvværd intakt.) Nej, der skal fede affærer, gode kjoler, kongeligt glimmer og grimme skilsmisser på bordet, og det får man altså bedst i Billed-Bladet. Førhen var jeg bestemt også til Se og Hør, men de har ligesom mistet en smule attraktionsværdi på det sidste.

Hver gang jeg går fra frisøren og er fyldt med aldeles unødig viden om de kendtes privatliv, føler jeg mig strålende opdateret. Jeg kan faktisk indgå i enhver givende samtale om de små prinsers buksestil og Marys nyeste frisurer, selv om det selvfølgelig ret ofte er svært lige at finde nogen, der gider at fordybe sig i netop det emne.

Jeg spekulerer også på, hvorfor jeg overhovedet har det behov. Som så heldigvis kun dukker akut op ca. hver 6 uge, når håret alligevel skal trimmes. Hvor belejligt! Hvis nogen ville påstå, at det er pga. spejling, identifikation og genkendelse, så er de altså forkerte på den. Jeg har absolut intet til fælles med alle kendisserne, og de ville sikkert dø af udstationeret kedsomhed, hvis de skulle overleve i dette, for dem, provinshul med meget få (læs: ingen!) glamourøse fester.

Derimod tror jeg nok, der er tale om en form for misundelse. Altså den slags, der fungerer som i det gode, engelske udtryk “How the other half lives”. Det er sgu`da spændende at snage lidt i den slags liv, som man ualmindeligt udmærket ved, at man aldrig nogensinde så meget som nærmer sig at komme til at leve. Netop derfor er det også virkelig tilfredsstillende, når de dummer sig, bliver skilt eller bare iklæder sig en monstrøs, uheldig kjole. Så mindskes afstanden mellem dem og lille mig, der bare sidder der i frisørstolen og tænker, at det jo heldigvis, gudskelov heller ikke er lutter balkjole det hele. Og at mit liv da på mange måder fungerer gennemsnitligt perfekt. Også uden balkjoler!

 

 

Continue Reading

Om fordomme.

Som jeg nærmest lige har skrevet, så er fordomme ikke noget, vi er født med. De er noget, vi lærer. Desværre både noget, andre lærer os, og som vi, sikkert ofte uden at ville det, lærer andre.

Det har altid været et kernepunkt i min såkaldte opdragelse af mine børn, at de gerne skulle blive fordomsfri, selvstændigt tænkende mennesker. At man umuligt kan bedømme andre mennesker på hudfarve, religion, handicaps, volumen eller andre umiddelbare kendetegn. Man er nødt til at lære dem at kende, inden man finder ud af, om man kan lide dem. Derefter er det da fuldt legalt ikke at bryde sig om dem. Men så er det jo mennesket som sådan, man ikke er i takt med. Jeg har også altid lært mine børn, at fordomme siger meget mere om dem, der har dem, end om dem, de er rettet imod.

Jeg synes, vi lever i et meget fordumsfuldt samfund. Samtidig også et samfund som mere og mere præges af angst. Især mellemmenneskelig angst. Vi er ved at blive reduceret til et land, hvor vi på forhånd er bange for hinanden. Personligt har jeg svært ved at afgøre, om fordomme skaber angst, eller om det er angst, der skaber fordomme. Faktorernes orden er vel også i denne forbindelse ligegyldig. Det er selvfølgelig klart, at man er bange for dem, man har fået at vide er farlige. Det er samtidig selvfølgelig lige så klart, at man må vende sin angst og frustrationer mod andre, der virker truende, fordi de ikke er helt ligesom en selv. Og så lære det videre til andre, at sådan forholder det sig. Nemlig.

Det er også psykologisk bevisligt, at jo mere udsat og truet, man selv er, desto mere har man brug for syndebukke. Eller forklaringsmodeller, der kan fratage en selv skylden for, at det faktisk ikke går så fantastisk godt det hele. Det gør altid vanvittigt ondt at placere enhver form for skyld hos sig selv, så det der lille trick med at placere den hos andre virker jo næsten altid. På den måde skabes fordomme. Det er “deres” skyld det hele–ergo er de, på den ene eller anden måde, dårlige mennesker. Man skal bare ALTID huske på, at når man giver andre mennesker skylden for alle ens egne dårligdomme, så siger det uendeligt meget mere om en selv. Og det er ikke på en positiv måde.

Jeg forstår også godt angsten for alt det, der ikke er lige som man selv er. Det uforståelige er jo en trussel. En trussel mod ens indgroede tro på, at man selv ved bedst, og at man altid gør tingene på den allerbedste, mest hensigtsmæssige måde. Det er ubehageligt at opdage, at der findes andre måder at leve livet på, og det er da endnu mere ubehageligt at måtte indse, at de endda kan være mere tilfredsstillende. Så er det da lettere at lukke af og skabe et par belejlige fordomme. Så fordomme er også beskyttelse mod alt det, man enten ikke forstår, eller som man er bange for vil udfordre ens egen lille hønsegård alt for meget.

Fordomme gør mig også—og det er taget til i de senere år–meget, meget ked af det. Jeg bliver faktisk ulykkelig, når mennesker, jeg hidtil har syntes godt om, pludselig forvandler sig til fordomsfulde individer. Især dem, der hele tiden og i en uendelighed skal skilte med dem. Der sker noget med venskaber på den måde. Når man ikke længere kan stole på et andet menneskes dømmekraft, bliver man skuffet og sørgmodig. Man trækker sig, ofte fordi man selv ikke orker at tage kampen op. Og man tænker stille i sit indre: “Hvad har du dog været ude for, der har fået dig til at hade andre så ubegrundet?”

Viden skaber nedbrydelse af fordomme. Helt enkelt og absolut lige så logisk er ens viden omvendt proportionel med ens fordomme. Jo mere viden, man har om tingene, desto færre fordomme. Så ja, at udstille sine ubegrundede fordomme er, i mine øjne, at skilte med sin ubegribelige mangel på viden.

Og så vil jeg slutte af med den sætning, jeg engang læste i et dagblad, og som jeg har taget til mig, fordi den bare er noget af det mest sande, jeg nogensinde har læst: “I vores samfund er retten til frit at ytre sig ved at blive afløst af retten til frit at vælge sine kendsgerninger.”

Dette indlæg er ikke ledsaget af et foto. Jeg aner nemlig ikke, hvordan en fordom ser ud. Udover at den er grim.

Continue Reading
1 2 3 5