En god bog.

Johs. V. Jensen: Himmerlandshistorier.

Man kan for min skyld mene om Johs. V. Jensen, hvad man vil, og dybt begræde den del af forfatterskabet, der hylder socialdarwinismen (den stærkeste overlever a la Hitler og andre mere nutidige), men det fratager ikke denne bog, at den er et mesterværk. Jensen er allerbedst, når han skriver sig ind i det, der hedder “Det folkelige gennembrud”–altså fortællinger FRA landet OM landet.

Så her er han gået i Himmerlandsmode og skildrer det Himmerland, der var hans egen barndoms land. Han er udmærket klar over, at det var en tid, der var–og også, at den er tabt og aldrig kommer tilbage. Bogen består af et større antal små noveller, som nærmest alle kredser omkring enkeltpersoner og deres historier. Og de går lige i hjertet, for selv om Jensen målt i år er meget langt fra os, så kender vi dem jo alle fra vores egen barndom. Særlingene, outsiderne, sliderne og alle dem, der BAR. Mine klare favoritter er fortællingerne om den stovte bondekone Kirsten, og især hendes hjemfart gennem snestormen fra sygehuset i Ålborg i “Kirsten sidste rejse”. Det er kunst, men også nostalgi og bevidsthed om, at den tid kommer aldrig igen. “Ane og koen” står også mit hjerte nær. Jeg kan nærmest se gamle Ane slæbe den antikke ko på marked–ikke fordi den skal sælges, men fordi Ane nu engang synes, at den ko skal opleve noget udover det sædvanlige.

Man behøver ikke være fra Himmerland for at nyde disse historier, men det hjælper selvfølgelig. Så os, der kommer derfra, bør i alt fald kende dem. Resten kan bare i ro og mag–og måske med 1 eller 2 noveller af gangen–nyde sublim fortællekunst.

Continue Reading

På krymp.

Nu har jeg gjort det igen! Sendt en af mine elskede, uldne sweatre på krymp. Lige nu ville den passe bedst til et horisontalt udfordret menneske med ualmindeligt lange arme og en 7-8 cm. i diameter omkring halsen. Jeg vil straks indlede en længere sørgeperiode og finde et upåagtet sted, hvor jeg kan begrave den i fred. Den skal ikke i skraldespanden–i alt fald ikke lige nu–for der ER dog trods alt klasseforskel mellem den eks fine sweater og gårsdagens kartoffelskræl.

Nu er jeg jo nok den eneste, der krymper uldsweatre og farver hvidt tøj ubestemmeligt lortebrunt eller, hvis bølgerne går højt, stribet pink. Det er derfor, jeg skriver dette. Så I andre ved, hvor traumatisk det er. Min mor lavede da aldrig den slags vaskemæssige fiaskoer, men hun smed selvfølgelig heller ikke ukritisk alting i vaskemaskinen. Jeg er nemlig så naiv, at jeg ubetinget stoler på, at når der står “uldvask” på maskinen, så er det fordi, den kan vaske uld. Tilsyneladende ikke den slags uld, jeg har. Og lige så tilsyneladende bliver jeg heller ikke klogere. Jeg har en indgroet tillid til, at selv om det gik galt sidste gang, så skal jeg sgu` nok få den sweater helskindet og heluldet igennem denne gang. Det skal dog siges, at det ER lykkedes mig. Et par gange, tror jeg.

Det var lettere at sluge fåret, da børnene var små. Før de kom i brokalderen eller kendte betydningen af et spejl blev de, helt forsvarsløst, stoppet i mine vaskefiaskoer. Så kunne jeg ligesom forsvare overfor mig selv, at jeg udelukkende havde krympet en megadyr Benettonsweater for at hælde en baby i den. Da de blev større og mere bevidste om egne propoptioner–her især armlængde–var det bal ligesom ovre. Så kunne alle disse overmisfostrede uldmonstre bare ligge og glo bebrejdende på mig. Man smider jo ikke lige en vildt dyr sweater (JEG gør i alt fald ikke) ud, bare fordi vaskemaskinen egenhændigt har forårsaget, at man er vokset ud af den. I alt fald venter jeg gerne lidt tid. Psykologisk har det nok noget at gøre med, at jeg skal føle skylden. Sådan rigtigt traumatiseres over, at den bunke stampet uld kostede en bondegård og derfor nu i det mindste fortjener en vis portion bondeanger.

Heldigvis når jeg sikkert ikke at få posttraumatisk stress. Post betyder jo “efter”. Så langt når jeg aldrig, for om ikke længe får jeg sikkert et andet uldent liv eller et par pink trusser på samvittigheden. Og sådan kan jeg jo holde den gående, uden nogensinde at komme ud af sørgetilstanden. Med mindre jeg bliver mere vaskeprofessionel.

Jeg er helt åben overfor kondolencer. Og der var et eller andet inde i mig, der bare ville ud med dette. Sådan at verden derude får en fornemmelse for, hvordan det her er–og føles. Når jeg nu er den eneste i hele verden, der gør den slags.

 

Continue Reading

Aftalevenner.

Jeg spekulerer somme tider på, hvad det er for tendenser i tiden, der gør, at alting skal aftales. At der ikke længere er plads til spontanitet, eller–simpelthen bare at besøge hinanden, fordi man pludselig kom i tanke om, at det havde man lige lyst til.

Jeg har 3-4 veninder, der kan finde på at komme dumpende ind, uden at vi i forvejen (laaang tid i forvejen) har afstemt vores respektive kalendere og fundet det helt rette tidspunkt. Dem sætter jeg meget pris på. Ikke fordi de nødvendigvis er de tætteste veninder, men det er som om, vi har indgået en uskrevet pagt om, at det altså er i orden bare at komme. Sådan forholder det sig desværre ikke med resten. Nogle gange føler jeg det, som om en simpel snak over en kop kaffe er en større logistisk udfordring, der kræver flere måneders planlægning og, det her er vigtigt!, skal være skrevet ned, for at den overhovedet har gyldighed. Jeg mener: en kop kaffe???

Sådan har det ikke altid været. Jeg kan endnu svagt erindre, da man bare dumpede ind. Det gjorde man i min barndom og ungdom. Også hos mine forældre, som relativt tit fik folk på uarrangeret besøg. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på større arrangementer som middage eller halvstore, hjemmebagte kaffeborde, men udelukkende den der uformelle kop kaffe med tilhørende snak.

Jeg har spekuleret på, hvorfor vi sådan totalt har droppet det impulsive. Og det vi inkluderer altså også mig selv, for jeg er bestemt uhyre tilbageholdende med bare at stå udenfor en dør uden en klar aftale. Måske skyldes det, at vi har muligheden for at lave aftaler. Her tænker jeg elektronisk, fra mobiler til padder (sorry, det hedder min ipad!) og computere. Vi er jo altid i nærheden af en af delene. Og for mange mennesker er det som om, intet eksisterer derude i den ikke-elektroniske virkelighed, uden at det eksisterer i cyberspace. Som om cyberspace er selve beviset på, at virkeligheden overhovedet eksisterer. Hvis aftaler ikke eksisterer rent elektronisk, ja, så eksisterer de ikke. En ret brugt undskyldning for at misse ting er faktisk “Jeg havde glemt at skrive det ned i min kalender.” Logisk: Hvis det ikke står der, ER det ikke.

Vores liv er planlagt ned i mindste detalje. Det hedder “at have styr på sit liv”. Jeg er sikker på, at mange erhvervsaktive mennesker, og især dem med hjemmeboende børn, har meget travlt, men jeg er lige så sikker på, at der sagtens kunne være plads til meget mere “besøge-hinanden-uden-aftale” i deres liv. Måske tror jeg endda, det ville gøre selvsamme liv lidt mere spændende. For det er jo, i sidste ende, de der små impulsive ting, der får en given hverdag til at stikke ud fra alle de andre hverdage.

Jeg tror også, at tidens krav til den der livsstyrelse for mange mennesker betyder, at de skal have styr på deres hjem. De skal vide, om der kommer nogen, så de lige kan nå at pudse glansbilledet. Hvis man har en kaffeaftale, der har været planlagt i flere måneder, så får de mest synlige områder af hjemmet da en større støvsugerisk overhaling. Derfor tror vi tit, helt fejlagtigt, at andre mennesker i den grad har overopsyn med deres nullermænd. Nej, de har udelukkende gjort hjemmet farbart, fordi de på forhånd vidste, der skulle komme nogen. Jeg hører personligt til dem, der overhovedet ikke ænser graden af beskidthed i andres hjem–med mindre den er MEGET grel, og her taler vi støv til anklerne. Det er i øvrigt heller ikke det, jeg kommer for. Altså at inspicere deres rengøringsniveau. Alligevel  tror jeg, at denne besættelse af den mere eller mindre perfekte “frontstage” (for nu at gå lidt ind i psykologien) er en altafgørende faktor for al den planlægning.

Det allermest besynderlige i det hele er så, at de aller-allerfleste af os faktisk nyder uventet besøg. Det ER da rart, at nogen kigger indenfor. Både for selskabets skyld, men også fordi det signalerer, at vi som personer faktisk har værdi for den besøgende. Hvem bliver ikke glad, når en veninde pludselig står i døren, fordi hun “lige var i nærheden og kom til at tænke på en” eller “syntes det var så lang tid siden, hun havde set en”?

Men hvem er det så lige, der GØR den slags? Personligt er jeg umådelig dårlig til det. Jeg bilder mig ind, at jeg nok forstyrrer, at folk nok er ved noget (ved hvad?), og at de såmænd nok er mest trygge ved, at vi sammen har koordineret vore kalendere flere måneder i forvejen for at få plads til den kop kaffe. Det er sådan, vi på den lange bane skaber ensomhed. Men det er en helt anden historie.

Continue Reading

Om karnevalisme. Eller: At være alene hjemme.

Begrebet karnevalisme bruges en del indenfor litteraturen. Det betyder et frirum, hvor det er tilladt at gøre oprør mod normer og autoriteter, gerne på en karikeret eller grotesk måde. I gamle dage–og for den sags skyld stadig mange ANDRE steder i verden i dag–var/er karnevallet en ventil, hvor man ved at klæde sig ud skaber netop dette frirum til at udfordre og udforske det samfund, man lever i. Det er, på sin vis, omkostningsfrit, men samtidig en god måde at komme af med opsparet utilfredshed eller aggressioner. Faktisk er karneval en stor fordel for diverse myndigheder–det skaber ro. Altså bagefter. Shakespeare brugte det (undskyld nørderiet!) i både Macbeth og Hamlet, og Jeppe i baronens seng er et godt eksempel på fin, dansk karnevalisme.

Så vi har alle brug for lidt karnevalisme. Også mig. Og i morgen er et af de lokale sportshold så venlige at medbringe min mand på den årlige træningslejr, der varer en uge. Det er altså ikke fordi, jeg har noget imod hans tilstedeværelse som sådan (så havde jeg jo nok gjort noget drastisk ved netop det!), men jeg elsker altså at være alene hjemme. Med måde, forstås. Og helst ikke for længe ad gangen. Gerne præcis så længe, at jeg har fået afreageret og savner, at han er her igen.

Når jeg er alene hjemme, går jeg i karnevalisme. Jeg ophæver glad og gerne normer og udnævner mig selv til den eneste autoritet i huset. Jeg foretager mig udelukkende ting, der er gode for mig, og tidspunkter bliver noget absolut vejledende.

Da jeg var barn, spiste vi alle de ting, min far ikke kunne lide, når han ikke var hjemme. Det var et sandt orgie af boller i karry (som han påstod, han ikke kunne tåle!), pandekager og pariserbøffer. Det var festdage, især fordi vi alle sammen følte, at vi ligesom snød ham lidt. Pissede på hans overordnede madautoritet. Det var sgu` lige før, vi klædte os ud, mens vi gjorde det.

Så jeg tager lige en uge uden afbrydelser og hensyn. Hvor jeg ikke på noget tidspunkt skal gøre rede for min færden eller på nogen mulig måde forsvare den. Jeg kan danse på bordene, iklædt fjerboa og leve af Yankeebarer, hvis det er det, jeg vil. Men det er jo slet ikke det, jeg vil. Det er vel nærmest det modsatte. Nemlig fred, ro og absolut ingen forstyrrelser. At tingene tager den tid, de tager, og at tiden i sig selv bliver uvæsentlig, fordi  min tid ikke skal samstemmes med andres tid.

Ydermere er jeg sikker på, jeg ikke er den eneste, der har det sådan. En hel uge med lutter mig-tid er ønskescenariet for rigtigt mange kvinder i parforhold, tror jeg. Til gengæld sker der så også det, når ugen er ved at lakke mod enden, at al den mig-tid eller personlig karnevalisme i den grad står og råber højt og gjaldende efter en modspiller. De fleste karnevaller varer en uges tid. Det er fuldt forståeligt: Det er ca. det tidsrum, det tager at rase ud, så man med fornyet kraft kan vende tilbage til dagligdagen. Og nyde den.

Continue Reading

Om fordeling af arbejde.

Da jeg var ung, tog jeg et weekendkursus i at klare mig selv. Det var i slut 70-erne, så for, i takt med tidsånden, at booste mine færdigheder indenfor områder, som dengang primært var forbeholdt mændene, tilbragte jeg altså en hel weekend sammen med en kvindelig håndværker. (Vildt eksotisk, dengang!)  Anført af hende håndværkeren i kedeldragt lærte vi alt fra at sætte lamper op, bore huller, indsætte rawplugs, splejse ledninger sammen, skifte pakninger og sikringer til at hænge billeder op + alt det løse. Med slet skjult mangel på stolthed må jeg indrømme, at jeg aldrig siden har hængt så meget som en sengelampe op, og det der med at bore huller opgav jeg vist omkring midt-firserne. Til gengæld ved jeg, at jeg stadig kan gøre det. Jeg kan godt klare mig alene, hvis det er det, jeg skal.

Da min far døde, var min mor fuldstændig ubehjælpsom i forhold til økonomi. Hun anede knapt, hvilken bank de havde. Hvis min bror ikke havde forbarmet sig over hende og lovet at tage sig af alt indenfor den afdeling, havde hun været ilde stedt. Men hvorfor skulle hun også vide noget? Min far havde en uddannelse indenfor økonomi, og det kørte jo perfekt med ham ved roret. Der havde aldrig i hendes liv været nogen som helst anledning til, at hun skulle blande sig, og det var heller aldrig et issue, at hun som kvinde i sin generation overhovedet skulle forstå sig på økonomi. Indtil han døde, forstås. Set i et færdighedsmæssigt perspektiv var det måske meget godt, det var ham, der døde først. Han havde i alt fald på det nærmeste ikke fået noget at spise uden hende. Eller fået vasket sit tøj.

Dette bare for at skildre nogle af yderpunkterne. Fordi diskussionen om, hvem der gør hvad i de små hjem, nu igen er blusset op visse steder i medier og sociale fora. Når man, som jeg, i mange, mange år har været gift med den samme mand, ER de diskussioner ligesom taget. Vi ved, helt uden at tale om det, godt, hvem der gør hvad. Det er fuldstændigt forståeligt, at en sådan diskussion er væsentlig og virkelig nødvendig, når man er ung og indleder et parforhold. Det, man bare altid skal passe på, er millimeterdemokratiet+ (og det er faktisk i sidste ende det væsentligste!) at begge parter er i stand til at udføre de fleste af de praktiske jobs, der nu engang er i et hjem, MEN at begge parter derfor ikke nødvendigvis behøver at gøre det.

Hjemme hos mig, plejer jeg at sige, er arbejdsfordelingen bestemt ud fra, hvem der er bedst og hurtigst til hvad, samt hvem der hader det mindst. Der er helt klart også en tidsfaktor indblandet. Jeg mener, hvis min mand skulle lave mad til daglig, kunne vi påberegne at spise ved 10-tiden om aftnen, fordi han først skulle hjem fra arbejde, have købt ind og bruge ca. 3 gange så meget tid på at lave mad, som jeg gør. Han kan godt lave mad, men det er mig, der er bedst og hurtigst til det. Samt holder mest af det. Hvis jeg skulle slå græs, ville det tage flere timer, og jeg ville hade hvert eneste sekund af det. Men jeg kan godt. Jeg kan klare en toiletrengøring på under 1/3 af, hvad den tager ham, mens han er noget mere speedy til regnskaberne end talblinde mig. Det er ikke fordi, vi hver især ikke kan gøre tingene–det er bare meget, meget nemmere, at den, der er bedst og hurtigst, gør det. Lad os bare kalde det hjem-rationalisering.

Jeg ser absolut ingen grund til, at jeg i millimeterdemokratiets hellige navn skal kaste mig ud i forehavender, som min mand er meget bedre til. Samt hader væsentligt mindre end mig. Men jeg skal samtidig være meget bevidst om, at jeg skal kunne udføre de opgaver. Jeg skal på ingen måde ende som det økonomiske mæ-hæ, hvis det er mig, der på et tidspunkt bliver alene. Og jeg skal heller ikke ud og falde på knæ for andre for at få slået mit græs.

Jeg kender mange parforhold, hvor det primært er manden, der laver mad. Eller kvinden, der hænger lamper op. Det er naturligvis, fordi de også har fordelt arbejdsopgaverne præcis, som vi har. Den, der er bedst og hurtigst og hader det mindst, gør det. Uanset køn. Det var nok der, mine forældres generation gik lidt galt i byen–eller rettere–slet ikke gik i byen. Dengang var arbejdsfordeling næppe noget, man sådan overhovedet diskuterede, den var vel implicit kønsopdelt på forhånd. Vores generation har været ude i diskussionerne, men det kan da sagtens være, at mange af byrderne alligevel sådan rent kønsmæssigt er havnet det samme sted. Men hvad gør det, så længe det ene køn i et parforhold vitterlig er bedre og hurtigere til nogle ting?

Det, der bare er utroligt essentielt i hele denne diskussion, er, at ulig vores forældres generation, så må vi aldrig glemme, at vi skal KUNNE tingene. Altså dem, den anden part er bedst til.

Endelig skal det da også siges, at os, der har en mand, også skal påskønne ham. Om ikke for andet, så tænker jeg tit på alle de ualmindeligt trælse ting, som jeg slipper for, og som de tusindvis af kvinder, der er alene, nok er nødt til at gøre. Jeg skal simpelthen fryde mig over, at mit græs bliver slået og mine lamper hængt op. Ikke fordi, jeg ikke selv kan gøre det. Men jeg gør det altså kun, hvis det er absolut, pinedødt nødvendigt. Så længe jeg har folk til den slags, forstås!

Continue Reading

Britiske byer. III.

Til dem, der kender mig: HER KOMMER DEN!

Bath.

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden har haft et næsten 45 år langt kærlighedsforhold til denne vidunderlige by. I mine øjne kan Bath nærmest ikke gøre noget forkert (undtaget det forfærdelige bygningsværk, de har opført foran stationen). Jeg elsker den by–ubetinget! Jeg elsker at være i den by–altid. Og jeg kommer tilbage, igen og igen. Nogle gange påstår jeg overfor mig selv, at jeg skal til nærliggende Bristol, men jeg ender på mystisk vis alligevel i Bath. Jeg kan simpelthen ikke holde mig væk.

Bath er nok den mest majestætiske by i England. Hvis Skotland tæller med, er den i meget skarp konkurrence med Edinburgh (som jeg også elsker lidenskabeligt). Bath er et sammensurium af byens 2 store opgangsperioder. Den første helt tilbage til Romerriget, hvor romerne fandt varme kilder netop her i byen. Det resulterede i storslåede badeanlæg med fantastiske udsmykninger og store, beundringsværdige pumpeanlæg. Bath var trendy i romertiden, og folk flokkedes hertil. Her har sikkert vrimlet med romerhipsters og legionærer i badehåndklæder. Da romerne opgav videre imperialisme, fik badene lov at forfalde og sande til, og først i den periode, som nu kender som Regency, blev de genopdaget og endnu engang udsat for masseturisme–denne gang primært den britiske overklasse.

Regency er perioden 1811-1820, hvor den kommende George IV formelt regerede for sin sindssyge far George III. Da han jo kun var formel regent, var han, mildest talt, lidt rundhåndet med ødsle bygninger og gode baller. Folk begyndte at strømme til Bath for at “take the waters”, altså drikke det helende kurvand, som, efter min mening, smager som en lunken fis med olieessens. Sidegevinsten var at få afsat afkommet til passende bejlere, der sjovt nok også var i Bath af samme årsag. Så de dansede–og dansede–og blev gift. Der var “sæson” i Bath. Resten af året boede man selvfølgelig i Mayfair eller på familiegodset i Yorkshire.

Ind imellem byggede de storslåede huse, og især Baths “crescents” er umådeligt smukke. En crescent er et halvmåneformet bygningsværk, sammensat af mange mindre enheder. Royal Crescent er den smukkeste, og her kan man også komme ind i et af husene og se “how the other half lived”. Samme crescent har også en “Ha-ha”, som er et abrupt stop for enden af haven. Det er så tilsyneladende meningen, man skal grine, når folk,helt uventet for dem selv, falder 3 meter ned!

Hele denne regencyperiode er nøje, morsomt og fornøjeligt beskrevet i Jane Austens romaner. Hun skrev faktisk flere af dem netop i Bath, hvor den fattige præstedatter indlogerede sig i perioder hos barmhjertige slægtninge eller selv med familien, når de havde råd til en lille lejlighed. Det lykkedes dem dog ikke at få hende gift, og det skal vi vel som eftertid være taknemmelige for. Byen har bygget et museum for hende, og det er bestemt værd at besøge.

Men det, man allermest skal i Bath, er på byvandring med en af deres fabelagtige guider, som tager en med til alle de arkitektoniske regencyvidundere og romertidens Bath. Undervejs besøges gamle, overdrevent dekorerede balsale, som i al deres glans giver et fortrinligt billede af, hvordan det var, dengang en kvindes primære mission var at hapse en velhavende ægtemand. Ikke noget let job for alle! Eller bare selv slentre rundt. Bath er den ultimative slentreby med alle sine gamle gader og finurlige butikker. Og husk at slentre forbi Sally Lunn, som har overmumsede sandwiches, samt katedralen, som har et vidunderligt kor til Evensong.

I nærheden af Bath ligger Stonehenge. Hvis man er New Age freak, amatørarkæolog eller besat af gamle mysterier, skal det da i den grad besøges. Jeg hører til dem, der HAR været der. Det var i 75.

Så, det var den. MIN by!

 

Continue Reading

Om guider.

ADVARSEL! Dette indlæg kan nemt komme til at virke som en reklame. Det er fuldstændig utilsigtet, men uundgåeligt.

Når jeg mindes mig selv, siddende der på lærerværelset første dag efter sommerferien, får jeg sådan nogle grimme associationer til (T)rumpen på indsættelsesdagen. Med meget få ydre afvigelser (håret, omfanget) har vi garanteret set lige eddikesure ud. De sidste år af mit lærerliv hadede jeg disse dage–ja, jeg hadede dem så meget, at jeg begyndte nedtællingen allerede samme dag, vi fik sommerferie, og det er da ret sigende! Det var godt, jeg indså, at skolens og mit parløb skulle opløses–i tide.

I går var jeg til guidemøde med 50 mennesker, der bare ventede på sæsonens (det hedder det nu engang i guidesprog) komme. Det var som at stå og iagttage en flok cirkusheste, der nærmest ikke kunne styre sig selv af bare glæde og vinteropsamlet forventning. Hovene kradsede næsten febrilsk i sandet for at komme ind i manegens savsmuld igen. Eller ud på landevejene, ned i Europa, over til de Britiske øer, eller meget længere ud i verden–ud og vise en flok ferieglade danskere alt det, der står vores hjerter så uendeligt nær, og som vi gang på gang prøver at videregive vores begejstring over.

Det slog mig, hvor megen viden, erfaring, entusiasme og netop begejstring, der var samlet i det rum. Det slog mig også, både hvor forskellige og hvor ens, vi er. Der er f.eks ikke mange guider mellem ca, 35 og 55. Forklaringen er nok bl.a. børn, ikke særlig god løn og faste udgifter. Derimod er der et hav af pensionerede og semi-pensionerede lærere og journalister. Her ligger forklaringen selvfølgelig i kunsten/lysten til at lære fra sig, nysgerrigheden og glæden ved hele tiden at opsøge ny viden og nye steder. Tilfredsstillelsen ved at sætte ting i system, så de bliver logiske og hænger sammen. Der var også en del udlændinge, som bare brændte for at vise netop deres hjemland frem, og som havde lært sig rigtigt godt dansk for at kunne gøre det. Sådan en guide må da være et scoop for enhver tur. Endelig var der de unge, som er nyuddannede fra diverse turiststudier ved universiteterne. Lad os håbe, de bliver i faget–også når de evt. får børn og faste udgifter. Men alle var de multikunstnere med deres liv. Der var godt nok gang i meget–her var ingen stilstand.

Der var ikke en eneste guide til stede, som jeg ikke på stående fod havde lyst til at overlade min egen rejseskæbne. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det gerne igen: At det er flot og beundringsværdigt, at så mange mennesker sparer så mange penge på at rejse på Momondosk, men de skal samtidig huske, at al den rejsemæssige professionalisme, der var samlet i netop det rum–det går de glip af. Ikke kun på det praktiske område omkring hoteller og køreruter, men i den grad også rent vidensmæssigt. Det er–ikke for at prale–os, der kan de gode historier! Jeg spiste frokost overfor en Ukrainespecialist. Jeg ville meget nødigt til Ukraine uden sådan en som ham!

Og alle vi gamle lærere klapper i vores halvgamle hænder af begejstring over, at når først gæsterne er inde i kørende busser, så kan de simpelthen ikke komme ud. Sådan var det ligesom ikke, da vi underviste. Lad os kalde det nødvendig lydhørhed.

Jeg fik mig lige et lille ekstrajob, så nu er det mig, der tager grænsevagten ved den gamle Kongeågrænse. Jeg skal lige læres op af den eminente, pensionerede lærer, der nu overdrager vagten, og det glæder jeg mig til. Som bastardsønderjyde (jeg er 1. generation) er det en problematik, der ligger lige til højrebenet, og jeg ved da også, hvor den hvide hest er begravet. Under inskriptionen “Jeg kongen bar over grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen”. Beundringsværdig poetisk hest, der formår lidt lurvede versefødder selv efter døden! Så bare sig til, hvis grænsen skal udforskes.

I det hele taget er jeg nødt til (også fordi jeg allerede har udsendt en advarsel) lige at fastslå, at Guideservicedanmark altså har nogle helt fabelagtigt gode guider!

 

Continue Reading

Britisk byer. II.

Oxford.

Nærmest hvert år er jeg i Oxford nogle dage i april. Årsagen varierer mellem kurser og helt almindelige ferierejser med venner. Jeg vil nemlig så utroligt gerne vise denne fantastiske by frem.

Oxford ligner ikke noget andet sted, jeg kender. Det skulle da lige være Cambridge, men den kan få sin egen side senere. Lige nu drejer det sig om Oxford, som ligger ca. 1 time med tog nordvest for London, har ca. 150.000 indbyggere, hvoraf omkring 25.000 er studerende og en stor part af resten tilknyttet universitetet. Her er så meget at se, at man i alt fald skal bruge 3-4 dage for at få bare en rimelig portion med. Men pas på tiden i Oxford! Den er 5 minutter EFTER GMT de fleste steder, for da man i sin tid indførte fælles tid dernede i Greenwich, nægtede de vise professorer i Oxford at anerkende udregningerne, så de bibeholdt stædigt helt deres egen (og i deres opfattelse meget mere korrekte) tid.

Oxford besøges bedst, når de studerende er på ferie, og det akademiske år i England overdriver ikke studieugerne, for det består af 3×8 uger. Så der er rigeligt med tid til at indlogere sig på et af de smukke, gamle colleges, som udlejer de studerendes værelser, når de ikke går til timer. Det er en forunderlig oplevelse at bo i de gamle bygninger, spise i de store, atmosfærefyldte spisesale samt bare gå rundt på arealerne, som også består af velholdte haver og gårde, hvor en stab af gartnere tilsyneladende klipper græs med neglesaks. Hver dag.

Oxford består af over 30 forskellige colleges. De blev i sin tid bygget som kirkelige lærdomscentre og ofte sponseret af adelige eller på andre måder pengestærke rigmænd. Derfor har ethvert college sin egen, smukke kirke, og derfor har samme colleges ofte deres helt specifikke egenart. Et college er et sted, de studerende bor–ikke der, hvor de studerer. Og på de enkelte colleges bor der studerende fra alle fakulteter, som er nøje udvalgt fra bemeldte colleges side. Det er selvfølgelig også derfor, at nogle colleges er noget mere prestigefyldte end andre.

Det er muligt (mod entre) at komme ind i de fleste af dem. Kun et skal anbefales her–simpelthen fordi det er det største og har det hele. Christ Church College kommer man ikke udenom, på mange måder. Det er vidunderligt smukt og huser også katedralen i Oxford. Altså byens domkirke, som også er dette colleges private kirke. Man stod lige og manglede “so ein Ding”, og da man jo i forvejen havde en del kirker, valgte man selvfølgelig den smukkeste. Det var her, Lewis Carroll (Alice i eventyrland) huserede, men det er de nu ikke så ovenud stolte af, for der var vist en del snavs omkring hende den lille, søde Alice og den voksne Carroll. I den overdådige sal er der dog et fantastisk mosaikvindue dedikeret til Alice samt den kamin, der gav inspiration til de lange halse i bogen. Samme spisesal har opnået utrolig popularitet som spisesalen på Hogwarths, men det er så bare ikke helt korrekt alligevel. Det ER den, men filmholdet fandt kameravinklerne for trange, så de affotografere den lige ned i mindste detalje og genopførte den minutiøst i filmstudiet. Så man skal altså ikke forvente at få John Cleese i hovedet, når han flyver gennem lokalet. Der går altid en lille, omfangsrig, selvbestaltet guide rundt med bowlerhat derinde–find ham!–han elsker at fortælle.

Og så skal man gå til Evensong i katedralen. Tidspunkter står på tavler udenfor. Her har de et af verdens bedste og mest berømte kor, og det hele er både gratis og uhyre stemningsfuldt. Tag også lidt tid til at beundre de smukke mosaikker af prærafaelitten Burne-Jones–især det hvor kunstneren prøver at vise fremskridtets ansigt i kirkeligt regi. Han har simpelthen afbilledet sidste skrig—midt på billedet finder man: et toilet!!

Fra turistbureauet er der hver dag guidede ture rundt til og ind i nærmest alle colleges, og den tur er et MUST. Den er overvældende, og er der noget, Oxford kan, så er det guider. Tro mig, det kommer fra en sand kender –og udøver. Et af de colleges, der ikke er med på ruten, er St. Catherines, så det må man selv opsøge. Tegnet og indretter af Arne Jacobsen. Man kan nogle gange snyde sig indenfor–altså upåfaldende se ud som om man har et vigtigt ærinde–og hvis man er æg/svane/Oxfordstolsfreak, så får den på alle tangenter her. Move over, Århus Rådhus!

Oxford er selvfølgelig også en uhyre litterær by. På pubben Eagle and Child (i daglig tale Bird and Baby) sad gruppen The Inklings og nørdede fantasy. Så man kan stadig se, og spise ved, bordet, hvor CS Lewis, Tolkien og andre lige fik skrevet en smule om Narnia og nogle hobitter. De rettede og inspirerede hianden, og det siges, at da Tolkien havde tumlet med den der ring i årevis (Der sker jo ikke en dyt de første 100 sider af Ringenes herre. Jævnt hen vader de bare rundt i en kornmark.), så var det faktisk Lewis, der fik ideen til, hvad den tåbelige bog egentlig skulle handle om. Bare for at få stakkels Tolkien ud af den forbandende kormark. Det fik han så, mener jeg.

Og så er der jo Morse og hans sidekick, Lewis, som nu er blevet voksen nok til egen serie. Da serierne alle er filmet i og omkring Oxford, kan man genkende utallige locations. Især pubberne. Blandt dem skal nævnes The Turf Tavern, som man nærmest skal have lokalkendt guide på for at finde, men findelønnen er superb og Head of the River (ned til floden Isis, som i virkeligheden er Themsen, men i Oxford hedder den noget andet), hvor man i øvrigt også uden sammenligning får de bedste fish and chips i England. De kan så nydes, mens man iagttager ottere, der træner til den traditionsrige regatta mod Cambridge, husbåde, svaner og japanske turister, der prøver at ro alternativt.

Lige lidt mere om mad. Cafeen Grand Cafe på High Street er en institution. Mellem udsmykning i den allermest grandiøse Art Nouveaustil kan man få kager, der ville gøre Fru Blomsterberg flov over egen kunnen. Og i øvrigt vrimler det med små hyggelige cafeer med den der særlige atmosfære, som kun Oxford har.

Som udpræget seriøs shopper kan jeg også kun anbefale byens udvalg af forretninger. Især en tur ud af midtbyen til den såkaldte Garden Town, hvor smukke huse og haver skød op omkring forrige århundredskifte for at huse professorer og andre akademikere, er shoppemæssigt lidt af et scoop. Her er et overdådigt udvalg af finurlige ting, man ikke anede, man manglede.

Der er også museer af nærmest enhver art, for mens Storbritannien holdt kolonier, fandt de det selvfølgelig helt Ok at hjembringe stakkevis af eksotiske ting fra disse. På Pitt Rivers kan man se et stort udvalg af etnografiske fund, og jeg er vildt begejstret for dette museum–sådan på samme måde, som jeg er begejstret for gammeldags æblekage og hjemmestrikkede sutsko. Det er vildt hyggeligt, og hvadenten det er intenderet eller ej, så har de vist aldrig haft en museumsdesigner indenfor dørene. Alting er i montrer. Lidt spøjst. Ashmolean er også godt og noget mere opdateret. Især deres kunstsamling er værd at gå efter. Der er også Oxford Museum om byens historie samt en del mindre, specialiserede samlinger.

Endelig, nu vi er ved kunst, så er Oxford jo et af hjemstederne for Prærafaelitterne, så man støder over dem overalt. Med dem er det vist som med så mange andre ting: Enten elsker man dem, eller også kan man ikke tåle synet af dem. Jeg er heldigvis dybt og inderligt forelsket.

Det er ikke svært at komme til denne vidunderlige, atmosfærefyldte by. Hop på et fly til London, find Paddington Station og kør en times tid, så nås “The city of spires.”

Continue Reading

Store Tjek-bagkatalog-dag.

I dag er store Tjek-bagkatalog-dag!

Denne blog har efterhånden et omfattende bagkatalog, og det er min fornemmelse, at det kun er meget få, der færdes der. Jeg vil da håbe, jeg tager fejl, men hvis jeg ikke gør, så er der altså en hel del at komme efter. PRØV!

For at finde illustration til dette googlede jeg “katalog”, og dette pragtfulde billede var blandt de brugsretsløse. Jeg har forgæves forsøgt at finde kunstneren, men hælder en del mod Klimt. I alt fald er det da Art Nouveau, der vil noget. Det kan Opel være stolte af. Det er derfor, jeg i mit forsøg på at lokalisere kunstneren i alt fald kan starte med at udelukke William Morris!

Jeg siger bare: God rejse ned i bagkataloget. Og kommenter endelig undervejs!

Continue Reading
1 2 3 8