Mest om BH-er og lidt om natbukser.

woman-1659570_960_720

Dette er ikke BH-ens kulturhistorie i detaljer. Det er bare min personlige BH-historie. Men den har nok også adskillige elementer af samme beklædningsstykkes kulturhistorie i sig.

Da jeg i sin tid fik kvindeflapper, der var store nok til at kunne skimtes med det blotte øje, gav min mor mig såvel en BH som besked på at bære samme. Det har nok været omkring 1970, og ude i provinsen gjorde vi piger stadig, hvad vi fik besked på. Uden spørgsmål. Måske har jeg endda været en smule stolt, fordi sådan en tingest sideløbende var en klar, dog skjult, markør af, at jeg var blevet voksen og kvinde. Altså med i BH-fællesskabet. Jeg erindrer endda alle de skjulte blikke efter gymnastiktimerne, (Det var dengang, vi heller ikke stillede spørgsmål ved, om vi skulle i bad. Vi gjorde det bare.) hvor man lige skulle spotte, hvem der i tidsrummet mellem sidste gymnastiktime og nu var begyndt at bruge BH. Det hviskede og fnisede vi meget om og af.

I løbet af 70-erne blev klædningsstykket politisk. Det blev kvindebevægelsens beklædningsmæssige symbol på mandlig undertrykkelse–at man var “spærret inde”, om man vil–så det skulle af. Hoppende, dalrende bryster blev den synlige, klare demonstration af frigørelse fra alle mandspålagte undertrykkelsesmekanismer. Så selvfølgelig smed jeg BH-en. Og da jeg mildest talt aldrig har været udfordret sådan rent størrelsesmæssigt på samme legemsdel, var det faktisk en enorm befrielse. Det der med hoppen og dansen kender jeg ikke til, så jeg må nok tilstå, at brystbefrielsen for mig selvfølgelig var politisk, men da meget, meget mere en forbandet god undskyldning for, at der ikke lige var noget, der strammede og skarvede. Jeg stornød mine BH-løse år. Det er jeg så til gengæld overbevist om, at mange andre kvinder ikke gjorde. Det må have gjort noget så forbandet ondt med alt det formålsløse daskeri. For nok havde selvsamme kvindebevægelse ret i rigtigt mange ting omkring BH-en, men de glemte altså lige, at for et utal af kvinder er den en behagelig nødvendighed, som kan være ret smertefuld at undvære.

Heldigvis faldt mine børnefødsler sammen med kvindebevægelsens afdrosling af BH-ens symbolværdi. Eller deres erkendelse af, at forsagelsen af den måske ikke var det allermest radikale våben. I alt fald behøvede jeg ikke argumentere hverken med mig selv eller andre om genindførelsen af et yderst belejligt klædningsstykke for ammende kvinder. Og op gennem slutfirserne og 90-erne blev den jo norm igen. Så, egentlig uden jeg bemærkede det, blev den ligesom hængende på mig. Med tiden ikke af nødvendighed, men mere fordi den blev norm. I mine kredse blev det relativt umoderne at vise tydelige brystvorter. Ligesom en smule gennemsigtige bluser uden BH indenunder klart bør frarådes for lærere, der underviser 15-18-årige. Der sker et eller andet med koncentrationsevnen.

Når jeg er ude, har jeg altid kalorius på. De, yderst få, gange, jeg er kommet af sted uden i skyndingen, føler jeg mig upåklædt. Eller, endnu værre, at alle, simpelthen alle, bare stirrer på mine uBH-ede bryster. Jeg ved godt, at de med tiden er blevet meget lidt interessante–især rent størrelsesmæssigt–men følelsen kan jeg jo ikke bare fornægte mig fra.

Til gengæld er det allerførste, jeg gør, når jeg er kommet hjem og ved, at jeg ikke skal forlade huset mere den dag, at tage tingesten af og smide den i badekarret til alt det andet tøj. Så tager jeg en dyb indånding–og det gør flapperne såmænd nok også. BH-løshed er afslapning. Det er den helt konkrete markør på, at nu er dagens dont overstået, og der er fuld brystfrihed. For det meste kommer natbukserne også på. Så er vi frie både foroven og forneden.

Det der med BH-er er jo tilsyneladende også en videnskab i sig selv. Altså hvis man tager det for givet og ikke stiller spørgsmål ved, om man overhovedet skal bruge beklædningen. Der findes mange forretninger, der udelukkende sælger den slags ting, og ekspeditricerne er virkelig kompetente indenfor deres felt. De ved alt, hvad der skal vides om BH-er. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Og der findes et utal af modeller. Med og uden blonder, med og uden push-up og med og uden en tusindlap fra eller til. Det er desværre en videnskab, jeg endnu ikke har dyrket så meget, så jeg er utroligt inkompetent–på grænsen til, at det nærmest er kriminelt, at jeg udtaler mig. Jeg køber mine i en discountforretning, der hedder BOOM (de har altså også små størrelser!), for der kan man få hele sæt til en 50-er, og selv om man smider de ubrugelige trusser ud, er det stadig billigt. Hvorfor skulle jeg bruge millioner, når der kun er tale om overtræksudstyr til Cockerspanielører?

Det, der så slår mig, er hele cyklusbevægelsen i det hele. For lige nu er jeg nærmest tilbage ved start igen. Altså starten før min mor uden forklaring iklædte mig BH-en. Jeg er blevet BH-løs semi-pensionist. Jeg skal ikke på arbejde hver dag, så de fleste dage er BH-løse–men jeg tager dog natbukserne pænt af, inden jeg går ud. Lidt modebevidsthed–eller måske er det bare markering af, at man stadig kender forskel på nat og dag?– har man vel stadig tilbage. Men BH-løsheden er absolut ikke på nogen mulig måde politisk betinget. Der er stadig mange ting, vi kvinder ikke har opnået, men jeg tror desværre ikke, kampen hjælpes nævneværdigt på vej af, at vi svinger med brysterne. Tværtimod. Med mindre vi lige rammer en forstokket kvindefornærmer i (T)rumpen. Dette har udelukkende med mit eget personlige velvære at gøre.

Men til marts starter sæsonen igen. Så må BH-erne frem. Jeg er sikker på, at mine busfulde af 60+-ere foretrækker dem fremfor frithængende hundeører. De fleste af dem har det sikkert også på præcis samme måde som mig. Altså kvinderne. De har jo også været med gennem hele historien og har sikkert også et par elskede natbukser med i kufferten.

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *