En dybfølt, alt for forsinket tak.

Alt det skriveri om litteratur–og det er slet ikke overstået endnu, sådan bare til advarsel!–fik mig til at tænke på min barndoms bibliotekarer. Disse stovte, ugifte kvinder med knold i nakken og myndige røster i tenorklassen har en meget stor andel i min livslange forelskelse i god litteratur. Det har jeg beklageligvis indtil nu helt glemt at takke dem for. Måske hører de mig nu, og hvis ikke, så håber jeg, det er fordi, de er dybt optagede deroppe af dybe samtaler med William, Ernest, James, Karen, Jane, Herman, Steen, hele den Brontiske familie og alle de andre.

I min barndoms by hed bibliotekaren Frk. Hjerrildgaard. Så er ingen fra samme by i tvivl om, hvor jeg kommer fra. Hun var et relativt omfangsrigt kvindemenneske på alle ledder med den obligatoriske knold i nakken, en umådelig dyb stemme og ville, hvis hun ikke lige havde elsket bøger, have være selvskrevet til en overordnet stilling indenfor militæret. Jeg er sikker på, hun selvstændigt kunne have ordnet tyskerne under krigen, hvis nogen havde givet hende lov. Eller råbt dem ud af landet. Hun var omgivet af en enorm respekt fra de voksne og nærmest urinfremkaldende angst fra os børn. Hun vogtede som en drage (hun ville have elsket, hvis jeg her skrev en Nazgul!) over sit bibliotek og havde røntgensyn for afleverede bøger, der havde været i nærkontakt med chokolade, leverpostejmadder eller snot.

Men hvis hun opdagede (og hun så jo alligevel gennem alt!), at man rent faktisk læste og holdt af de bøger, man lånte, forvandlede hun sig til den mest fortrinlige og venlige litterære vejleder, nogen kunne drømme om. I min optik vidste hun alt om bøger, og jeg troede også i mange år, at hun havde læst samtlige titler, der var udgivet fra Gutenberg til dengang. Det var nok kun de fleste af dem, og det er da også kun ved tilbageblik her mange år efter, at jeg måske forstår, HVORFOR hun lige læste så meget. Det var utroligt, hvad hun pudsede mig på. Uden min egen viden om det, tror jeg, hun havde en to-do klassikerliste med mit navn på, hvor hun stolt krydsede af i Dickens, Bronte og Austenfelterne, når lille jeg var igennem. Måske var jeg hendes eneste succeshistorie?

Nogle gange var hun lidt for tidligt ude med bogsnøren, og måske er det hendes skyld, at jeg som 60-årig stadig ikke er gennem Ulysses. Jeg tror, jeg var omkring 14, da hun først introducerede den, og det blev mildest talt aldrig en succes. Dengang kunne man i  øvrigt i bibliotekets åbningstid fra 14 til 17 kun låne 2 bøger af gangen, hvis man var barn. Heldigvis boede jeg så biblioteksnært, at jeg kunne være på pletten kl. 14, låne 1 bog, cykle hjem og læse den og være tilbage før 17 og låne 2 mere. Den manøvre havde hun virkelig respekt for! Så meget, at jeg med tiden vist blev det eneste barn i provinsflækken, der med Frk. Hjerrildgaard velsignelse fik lov at låne hele 3 bøger af gangen!

Jeg burde have takket hende. For jeg er næsten sikker på, at ingen andre gjorde det. Den gængse opfattelse i lillebyen var vist, at hun bare var en gammeljomfruelig drage med en yderst uheldig kropsbygning. Det var synd, så mange ikke så det store, varme hjerte, der bankede for den gode litteratur og for at give den videre til andre.

Så jeg håber, hun sidder deroppe på sin sky og er rigtigt godt gammeldags starstruck over det selskab, hun forhåbentlig er kommet i.

 

You may also like

Skriv et svar