Det store skrud.

Hver gang dronningen holder store fester, er jeg med på en kigger. Jeg er totalt uinteresseret i middag, taler og evt. underholdning–men KJOLERNE! Jeg labber dem i mig. De få dage om året dyrker jeg intensivt selve kjolens væsen: stof, snit, facon, pynt, farve og alle detaljerne. Det er en nydelse at svømme lidt i denne ekstravaganza af overskud og endnu engang få bekræftet, at en god kjoledesigner efter min mening er en lige så stor kunstner som mange andre end dem, vi ellers hylder indenfor andre genrer. En smuk kjole, der tydeligvis er kreeret til netop den kvinde og netop den kvindes krop, der bærer den, kan være en stor kunstners værk. Og en stor oplevelse for beskueren.

Ligeledes glæder jeg mig da også, med slet skjult skadefryd, til alle de store kjolekiks. Hvis en sådan miskonstrueret marengs er hængt på et damemenneske, jeg politisk eller på andre måder er uenig med, er det da en beskeden, lille sejr. Og det føles vel lidt rart at vide, at hun heller ikke engang har ordentlig smag og folder sig ud på kropsmæssigt uheldige steder. Nogle “offentlige” kvinder er også berygtede for deres notorisk dårlige smag, så deres ankomst imødeser jeg da også med forventning. I flere år havde vi en statsministerfrue, som mildest talt overskred enhver form for modemæssig anstændighed med sin fjog(h)ede påklædning, men hun dansede heldigvis ned i Europa.

Min mand er totalt uforstående overfor min andægtige kjoledyrkning. Hvis man tager kreativitetsscoren på det, mænd stiller op i til den slags lejligheder, i betragtning, er det vel ganske forståeligt. Jeg har ladet mig fortælle, at det eneste tilladte spræl for det køn er knapperne og deres udformning. Det lyder godt nok kedeligt, på grænsen til det overmåde, totalt fantasiløse.

Jeg ved godt, hvorfor jeg er så dybt fascineret af de kjoler. Det er den indre, fortrængte prinsesse, der stikker kjoledrømmen op. Hvor ville jeg gerne–bare EN ENESTE gang i mit liv–have lov til at bære sådan en kjole. Ikke bare det–men prøve at eje den, røre ved den, have den i mit skab, kunne tage den på lige når det passede mig og kunne stå foran spejlet i timevis og lege Askepot fra parcelhuskvarteret. Brudekjolen er vel der, hvor de fleste kvinder udlever den ultimative kjoledrøm, men jeg har aldrig haft en brudekjole, for i 80-erne investerede vi i gode, hold- og brugbare bryllupskjoler (IKKE brudekjoler), som man altid lige kunne bruge bagefter, og som mildest talt ikke havde den store prinsesseværdi. Selv mit ovenud utålmodige jeg stod hjertensgerne model i timevis og lod sig stikke med alverdens knappenåle, hvis en barmhjertig designer ville kreere mit livs kjole. Altså mit livs eneste kjole. KJOLEN. Men jeg har altså ikke lige 20.000 til den slags kjolepjat. Og–hvilket vel er endnu mere væsentligt–hvorfor i alverden skulle dronningen pludselig få den besynderlige ide at invitere mig med til bal?

Måske ved hun, at jeg pjækkede mig gennem samtlige gymnasiets gymnastiktimer og derfor aldrig fik lært at danse Les Lanciers?  Ja, det må være derfor, jeg nok aldrig får den kjole.

You may also like

Skriv et svar