En god bog.

Hanne-Vibeke Holst: Knud den store.

Indrømmet: Jeg går i en lang, bevidst bue udenom enhver form for chick-lit. og for det meste også biografier. De første fordi de tenderer mod at være usigeligt intetsigende på en fjantet, ubehjælpsom måde, og de sidste fordi de ofte er en ophobninger af ubrugelige, uinteressante fakta, samt, i selvbiografierne, en umådelig gang namedropping og selvforherligelse. Andre menneskers privatliv interesserer mig simpelthen ikke nok til, at jeg gider læse tykke bøger om det.

Så her er altså en chick-lit.-forfatter, der har skrevet en biografi. Og den er rigtig, rigtig god og velskrevet. Jeg blev så glad, da jeg læste den, for her beviser forfatteren virkelig, at hun i den grad kan skrive. Ydermere er hun yderst ferm til at holde afstanden til såvel det nære familiemedlem som til sine egne følelser. Her er ingen følelsesporno eller gammelt nag–her er simpelthen bare en supergod bog.

Bogen handler om storhed og fald. Ligesom så uendeligt mange andre bøger. Men her er det faktisk interessant at læse om, hvordan store, højtflyvende ambitioner drukner i vrede, utilstrækkelighed og sprut. Der er jo ikke bare tale om den personlige nedtur–det er en hel families nedtur på godt og ondt, der skildres. Og det gøres på en sober, men samtidig også meget indfølt og kærlig måde.

Det er en lang bog. Men den er ikke en eneste side for lang. For hele vejen igennem griber den en om hjertet, og de fleste vil mange gange kunne identificere sig med såvel begivenheder som personer.

Så giv den en chance. Og glem alle fordommene om chick-lit. De bliver IKKE indfriet.

You may also like

Skriv et svar