Om alderdomshjem og plejehjem.

På et tidspunkt i 60-erne boede jeg ved siden af et alderdomshjem. Jeg husker det som en god tid, hvor vi børn ofte gik på besøg hos de gamle, og hvor slikscoren var ualmindeligt høj. Jeg kan også stadig huske lugten, som bedst kan beskrives som en hybrid bestående af desinfektionsmidler, urin og uvaskede kroppe. Men i tilbageblikkets romantiserende skær husker jeg de gamle som rimeligt mentalt velfungerende, altid gode for en sjov historie og meget langt fra grøntsagsstadiet. Deres værelser var små og forkrampede, men som jeg husker det, brugte de dem ikke nævneværdigt. Det var på gangene og i opholdsrummene, at man fandt de gamle. Der hyggede de sig sammen med røverhistorier, strikketøj og–ikke mindst–os børn.

Selvfølgelig har det været en slags nederlag at komme på alderdomshjem i 60-erne. En slags ubrugeligt overskud, skabt af sammenstødet af det gamle bondesamfund, hvor normen var at passe på de gamle i hjemmene, og det opkommende industrisamfund, hvor tiden og den ændrede familiestruktur ikke levnede plads til ældre, belastende og tidskrævende familiemedlemmer. Men alligevel: Dengang kom man på alderdomshjem, fordi man var blevet gammel i år. Ikke nødvendigvis fordi man var blevet alt det, som nu er de nødvendige kvalifikationer for at ende på et plejehjem: Nemlig fuldstændig ude af stand til at tage vare på sig selv på enhver måde. Derfor er benævnelsen for de 2 steder helt og aldeles og fuldstændig korrekte. Man kom på alderdomshjem, fordi man var gammel, og nu kommer man på plejehjem, fordi man skal plejes.

Jeg kommer ofte på et plejehjem, fordi min mor var gennem en længere sygdomperiode, hvor vi troede, at hun var decideret plejehjemsmoden. Hun kom sig dog langsomt, men er nu så synsmæssigt og bevægelsesmæssigt handicappet, at hun er plejekrævende, mens hun kognitivt og mentalt er yderst velfungerende. Hun har, med andre ord, sin forstand i behold. Det er der så omkring 3-4 andre på hendes plejehjem, der også har. Resten er mentalt gået andre steder hen eller er sengeliggende og derfor bundet til deres værelser.

Jeg bryder mig ikke om at komme på plejehjemmet. Hybridlugten hænger stadig i alt, og det kan jeg leve med, men jeg har usigeligt svært ved at kapere atmosfæren. Når man kommer ind på stedet, er der tomt, uendeligt tomt. De eneste, der færdes på gangene og i opholdsrummene, er det altid fortravlede personale. Det virker ved første øjekast som om, der overhovedet ikke bor andre end bekitlede personer, der stormer rundt med diverse ting til og fra hermetisk lukkede døre. Som om det er et sted, hvor de egentlige beboere holdes hemmeligt.

Det giver næsten sig selv, at min mor ikke trives. Hun er decideret fejlplaceret, men–og det er så væsentligt–hvad i alverden er alternativet? Hun kan ikke klare sig i en såkaldt beskyttet bolig, og vi børn bor flere timers kørsel fra hendes hjemby og kan ikke lige træde til i hverdagen. Hun overlades for det meste til sig selv, for underbemandingen er så graverende, at personalet selvfølgelig er nødt til at prioritere alle de stærk plejekrævende beboere. Hun fravælger også selv bevidst de fleste fælles måltider, for selv om hun er meget svagtseende, er det nok ikke specifikt appetitvækkende at deltage i fællesspisning, hvor majoriteten af de deltagende skal mades. Der er selvfølgelig aktiviteter for såvel beboere som udefrakommende i dagcentret, men mange af disse består af tilbud, som hun aldrig tidligere i sit liv ville så meget som have overvejet at deltage i. Der er bl.a. banko (min mor har da aldrig gået til banko!!), hvor man kan vinde kikspakker og papirslommetørklæder…. Heldigvis har de også et motionscenter, og selv om min mor nok aldrig så meget som havde påtænkt at gå i motionscenter førhen, tror jeg, hun nyder stilheden, når hun har det helt for sig selv. Og det med seniortræf på gangene og i fællesrummene–forget it. Hvem er det lige, der overhovedet kan formulere ønsket om at træffe andre–eller for den sags skyld selv finde derud?

Det er blevet utroligt svært at blive gammel og plejekrævende med forstanden i behold i vores samfund. Der er ikke nogen form for attråværdig mellemstation mellem eget hjem og plejehjem. Vel har vi beskyttede boliger, men mange gange er de altså bare holdepladser for uendelig ensomhed. Og de “hjem”, som førhen var en mulighed for mentalt velfungerende gamle, er nu reduceret til ren opbevaring for mennesker, der desværre ofte ikke engang er bevidste om, at de befinder sig der. Min mor hører ikke hjemme i en beskyttet bolig, men hun hører bestemt heller ikke hjemme på et af nutidens plejehjem. Hun ville have stortrivedes på min barndoms alderdomshjem. Og her mener jeg udelukkende socialt. Jeg skal på ingen måde romantisere de små, forkrampede stuer og andre materielle mangler.

Og for at vende tilbage til mig selv, så vil jeg da så inderligt ønske, at jeg, når tiden om ikke så forfærdeligt mange år kommer, enten kan gå hurtigt herfra med forstanden i behold—eller, og det er det uspiselige alternativ, være så forkulret ubevidst om alt, at jeg ikke overhovedet ænser, når jeg kommer på plejehjem. Det er i alt fald ikke et mentalt fængsel, man skal ønske for sig selv, hvis hjernen stadig er i rimelige omdrejninger.

 

You may also like

Skriv et svar