Mine yndlingsbøger. IX.

en-mand-der-hedder-ove

Fredric Backman: En mand der hedder Ove.

En uges tid gik jeg hver aften i seng med En mand der hedder Ove. Det var ualmindeligt fornøjeligt, og vi hyggede os gevaldigt sammen, Ove og jeg.

Dette er en af de allermest morsomme bøger, jeg nogensinde har læst. Det er sjældent, jeg griner så dybfølt, at tårerne helt ufrivilligt sprøjter ud af øjnene og næsen går i snøftemode. Men det skete, da jeg læste om Ove. Især i begyndelsen af bogen, for desværre knækker den lidt mod slutningen og går over i lidt for meget feel-good.

Ove er en af de mest gnavne, mavesure, øretæveindbydende hovedpersoner, jeg overhovedet nogensinde er stødt på i litteraturen. Man griber sig selv i at ville pande ham en gennem bogens omslag. Ikke nogen god ide–Ove ville have slået igen. Alligevel elsker man ham jo–dette konglomerat af alt, hvad der i dagliglivet byder en imod. Men selvfølgelig med et hjerte af guld, der bare lige skal graves frem af alle de, mildest talt, besynderlige typer, der befolker hans verden. Det her er det moderne Sverige på godt og ondt, og der er såmænd ikke ret langt over på den anden side Sundet, sådan rent mentalitetsmæssigt.

Det er en feel-good bog, og i den grad en af de bedre i genren. Og så er den hylende morsom! Den er også filmatiseret med Wallander i hovedrollen, men jeg har desværre ikke set den.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *