Om begravelser.

begravelse_kiste_baarebuketter_slagen_kirke_toensberg_norge_2015_02

Forleden var jeg til begravelse. Vækstraten på begravelser er støt stigende med alderen. Der bliver flere og flere af dem. Og for hver begravelse, man går til, rykker ens egen jo et skridt nærmere.

Det var en meget smuk, kirkelig ceremoni i byens flotte, gamle domkirke. Der var også rigtigt mange mennesker. Og der sad vi så, 3 gamle veninder, hvis venskab strækker sig helt tilbage til 80-erne. Besynderligt nok tænkte vi på præcis det samme: nemlig det utroligt flotte fremmøde. Det var der, vi højtideligt lovede hinanden, at om ikke andet, så ville vi i alt fald møde op til hinandens begravelser. Jeg satser på at blive den, der holder det løfte.

I det hele taget har jeg et noget ambivalent forhold til begravelser. På den ene side set skræmmer de mig, fordi de sætter gang i nogle helt ukontrollable følelser. Sådan nogle jeg slet ikke kan styre. Og det kan vi jo ikke have! Jeg hører til den slags mennesker, som kunne gå ind i en vildtfremmed kirke, til en vildtfremmeds begravelse, og så alligevel opleve mig selv i nærmest krampegråd over en god prædiken eller–og her er der grådgaranti–når kisten bæres ud. Jeg mestrer “kunsten at græde i kor”. Helt ufrivilligt.

På den anden side set synes jeg, begravelser er meget, meget smukke. Her tænker jeg selvfølgelig ikke på selve omstændighederne omkring dem–de er jo ofte særdeles sørgelige–men begravelsen set som afslutning. Som det endelige, højtidelige punktum for et liv. Jeg ønsker mig en smuk begravelse. Som det endelige, højtidelige punktum for mit liv.

For det er jo netop, når man sidder der i kirken, at tankerne om ens egen afsendelse myldrer frem. Mere og mere, jo ældre man bliver. Man sidder der med sine underlige parametre omkring, at når der er så mange mennesker tilstede, må det være, fordi det har været et godt liv, og at afdøde har været meget vellidt og afholdt. Og hvordan vil det lige se ud, når det er en selv, der indtager hovedrollen deroppe foran altret? Vil der overhovedet være andre end den tvangsudskrevne familie, præsten og bedemanden? Eneste store trøst er vel, at man i den situation er den absolut, uigenkaldeligt eneste, der ikke har mulighed for at tælle deltagerne.

Begravelser får på en underlig måde gang i tanker omkring værdien af ens eget liv. Især den værdi, det/man har/har haft for andre. Og man griber sig i at opregne graden af værdi direkte proportionelt med antallet af deltagere. I de allermest paranoide øjeblikke går man helt i lavpraktik og overvejer om ” den og den” kommer med navns nævnelse. Og hvem der ikke kan være bekendt andet! Selv om det optimale scenarie selvfølgelig ville være, om hele byen mødte op, fordi man efterlader et stort gabende, blødende hul. Fordi man, helt fejlagtigt og desværre, er tåbelig nok til at forestille sig, at værdien af ens eget liv for andre mennesker, kan måles i noget så perifert som antallet af deltagende ved ens begravelse.

Da min far døde, havde min mor helt tjek på, hvem der var til stede. Og især hvem der ikke var. Hun var endda ude i spekulationer omkring, hvilke mere eller mindre plausible undskyldninger, de udeblevne nu måtte have. Det siger lidt om, hvor stor vægt vi tillægger det at blive sendt talstærkt herfra. Forleden så jeg også en dame i TV, som havde doneret sit legeme til anatomisk institut, fordi hun på den måde kunne omgås spekulationer omkring, om der overhovedet mødte nogen op til begravelsen. Det bestyrker samme tendens.

Selvfølgelig skal vi leve, mens vi er her, og ikke bare sidde tålmodigt og vente på vores glansfulde, massivt opbakkede afgang. Men den sidder vist i os alle, den der med, at en “stor” begravelse er lig med et stort, værdifuldt liv.Og egentlig kan vi jo være så revnende, bedøvende ligeglade, i og med at vi på det tidspunkt er fuldstændig ude af stand til at tælle. Alligevel skal jeg måske ikke satse på at blive den af veninderne, der holder vores indbyrdes løfte. For hvis jeg nu er den første af os, så kommer der da i alt fald 2 til min begravelse! Så har jeg da haft en smule, målelig værdi….

 

 

 

 

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *