Irlands vilde vestkyst. VII.

Waterville.

Det var slet ikke meningen, at denne lille, forblæste flække skulle have helt sit eget indlæg. Men nogle gange sker der rent verdenspolitisk uhyrligheder, som gør det nødvendigt at gribe til alternative våben.

Waterville er som sagt et udsted. En lille hengemt, lukningstruet for længst afdød flække på halvøen Iveragh lige ud til Atlanterhavet. Det blæser meget i Waterville, og man kan både lugte, fornemme og direkte mærke det frådende Atlanterhav. Stranden er ikke noget at skrive hjem om, og turisterne består primært af de buslæs, der holder her ½ time for at spise frokost i de halvtomme restauranter.

Men engang, i fordums tid, holdt Charlie Chaplin ferie her hvert år 11 år i træk. Derfor er byens hovedattraktion en statue af samme herre midt på strandpromenaden. Chaplin blev desværre et af ofrene for Mccartyismen i 50-ernes USA, hvor senatoren Joseph Mccarthy retsforfulgte påståede ventreorienterede kunstnere for såkaldt anti-amerikansk virksomhed. Chaplin valgte at flytte sig selv og hele sin omfangsrige familie til Europa og satte aldrig sine ben i USA igen. Og i dag ser de fleste vel Chaplin som selve indbegrebet af en partitro kommunist? Ikke?

Derfor tror jeg, at Waterville ser en lys fremtid i møde. Med Meryl Streep som anfører vil byen givetvis blive et populært tilholdssted for adskillige landflygtige, såkaldt venstreorienterede Hollywoodstjerner de næste 4 år. Den vil opleve en blomstring som aldrig før, og den halvtomme strandpromenade vil vrimle med statuer af alle de kommunistiske kendisser fra Beverly Hills og omegn. Jeg er sikker på, de allerede glæder sig helt enormt i Waterville. Sikke et scoop. Måske er borgmesteren derovre allerede begyndt at indflette takketaler til (T)rumpen i sin aftenbøn?

I nærheden af Waterville ligger Doonbeg Golf Course, som tidligere er omtalt her på siden. Den skal nok ikke forvente det store besøg af de forventede stjerner. De kan nok heller ikke komme derind overhovedet, da ejeren har det med at bygge store mure omkring alt, hvad han tror, han ejer.

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *