Om hoarding.

At hoarde betyder at “oversamle”. Eller at være fuldstændigt ude af stand til at smide noget som helst ud. Sådan at tingene gradvist overtager al ens plads og desværre også hele ens liv. Der bor en amatørhoarder inden i mig.

I mange år havde jeg et udklip fra en tegneserie hængende på min opslagstavle. Det var dengang, alle havde opslagstavler i hessian, mens kun sådan nogen som mig har dem endnu. Billedet forestiller Jern-Henrik, der kommer slæbende med en kolossalt stor sten. Så stor, så det stakkels barn nærmest er ved at drukne i sten, og man kan tydeligt se, at han har utroligt svært ved at løfte rundt på blokken. Idet han passerer sin måbende mor, siger han de vise ord (Gad vide, hvor han får luften fra?) “Ja, man ved jo aldrig, hvornår man får brug for sådan en.” Jeg har altid fundet netop de ord utroligt illustrative for mit liv.

Jeg er forfærdeligt dårlig til at smide ting ud. Udfra devisen om, at man jo aldrig ved, hvornår man får brug for netop sådan en, gemmer jeg, totalt uorganiseret, alt, hvad der bare har en minimal chance for at kunne anvendes igen. Jeg har nemlig prøvet, at lige præcis det, jeg smed ud 2 timer forinden, er det, jeg i den grad pludselig mangler. Det var så traumatisk, at det vil jeg altså nødigt komme ud for igen. Jeg går ikke til yderligheder som min mand, der under en flytning præsterede at insistere på at med-flytte en pose med afklippede bukseben–altså resterne af de bukser, der i mellemtiden var blevet til shorts. Men det er tæt på.

Da børnene flyttede hjemmefra, fik vi 3 tomme værelser foræret. Jeg så frem til at indrette dem som biblioteker og gæsteværelser, men inden jeg overhovedet kom i gang, havde de på rekordtid indrettet sig selv. Nærmest helt uden min medvirken var tingene myldret ind på den ledige plads, og da samme ting bestod af effekter, man vel aldrig lige ved, om man står og mangler, var det jo nærmest umuligt at værelsesforvise dem.

Og hvor kommer alle de ting så fra? De kommer selvfølgelig fra et langt liv uden ret megen udsmidning. Fra det, set udfra et anti-hoardingsynspunkt, katastrofale i, at vi har boet i samme hus i næsten 30 år. Sådan nogle som mig (og min mand) burde flytte noget oftere. Ja, vi burde faktisk indgå i en skematisk flytteplan, som kunne rykke os op og smide overskudslortet ud ca. hvert andet år. Ydermere er det et stort hus. Vi kan, hvis vi virkelig stuver seriøst, få en forfærdelig masse stuvet ind i det. Vi har også en stor garage, som ikke har set en bil i mange år. Hvor i alverden skulle den kunne være? Det hjælper så heller ikke, at jeg er kommet i arvealderen. Det strømmer jo til med efterladenskaber, som man med garanti helt sikkert vil få brug for engang i fremtiden. Indtil da kan de vel finde en plads i garagen. Sidst, men ikke mindst, kan jeg jo heller ikke lade være med at investere i besynderlige ting, når de er enten sjove, usædvanlige eller billige. Det er decideret pladsformindskende!

Jeg ved godt, der findes relativt simple metoder til rodbekæmpelse. Sådan noget med at spørge sig selv, om man nu virkelig, virkelig, Ama`r og halshug har brug for en ting. Nixen, det virker ikke. Det kan da godt være, jeg ikke HAR brug for det, men det FÅR jeg. Garanteret. Bare vent og se. For hvis jeg med blødende hjerte smider det ud, vil jeg stormangle det, inden det overhovedet er ude af indkørslen.

Som nu i går, da datteren stod og manglede et utal af rekvisitter til en filmoptagelse. Så er redningen fars og mors forhoardede hus. Har vi en fiskestang med hjul og med fluer? Ja, selvfølgelig har vi da det. Godt nok har ingen her så meget som overvejet at tage på fisketur de sidste 20 år, men hvis vi nu lige skulle komme ud i en akut opstået lyst til at tage ud at fiske, så ville vi da i den grad begræde, at vi havde smidt den ud. Det kunne faktisk udvikle sig ret traumatisk. Har vi også et joggingsæt fra 80-erne med tilhørende pandebånd? Ja, da. Vi har faktisk op til flere. Vi har et bredt sortiment af campingblomstrede joggingsæt i 80-er stil, og jeg ved lige, hvor de er. De ligger nemlig ved siden af alle stearinlysstumperne, hvoraf de mest antikke daterer sig tilbage til 70-erne. Hvem i alverden står ikke med jævne mellemrum og mangler en lysestump?

Somme tider overvejer vi at flytte til noget mindre. Vi har overbevist os selv om, at det er dårlig timing pga. huspriserne. Parcelhuse i provinsen er, groft sagt, ikke overpopulære. Den egentlige årsag er nok, at vi slet ikke kan overskue arbejdet med at få ryddet op i lortet. Heldigvis sker der ind imellem det, at et udvalg af samlingen helt af sig selv går hen og bliver trendy. Som nu hjortegeviret og teaktræshylderne, der havde boet i garagen i flere årtier. Med mellemrum skipper vi den slags ting af til Vesterbro og Nørrebro, og så synes de derovre, at de har gjort en F….  god handel med nogle uvidende bondejyder. Og det hænder da også–nu vi er ved hjortegeviret–at der vitterlig ER ting, jeg ALDRIG sådan lige står og kommer til at mangle.

Så hvis nogen mangler besynderligheder, så er jeg givetvis leveringsdygtig. Hvis man kan overtale mig til at slippe effekten, for man ved jo altså aldrig lige, hvornår man står og mangler sådan en!

 

 

You may also like

3 kommentarer

  1. HORDING
    Sjov, latterfremkaldende beskrivelse af hvad samlermani kan føre til. Du har selv løsningen: at flytte ofte. Jeg er stikmodsat dig (igen). Er netop flyttet fem gange de sidste otte år. Genbrug får det meste, og det fryder mig at tænke på hvordan mine overskudsbøger, -gryder, -køkkenmaskiner,-værktøj, – testel oma nu gør gavn eller blot glæder andre.
    Jeg er kommet fra et 156 m2 hus ned i en 55 m2 lejlighed. Så rigtig meget har fundet andre ejere. Og der er stadig luft omkring mine bedste bøger, flotteste vaser, mine MANGE planter, min store schæferhund mv. Her er møbleret minimalistisk, pertentlig orden på alle hylder og nede i skufferne. Min orden giver mit udsyn ro og overblik til masser projekter.

    Bare vi hver især har det godt som vi nu lever med ting og sager, så er forskelligheden jo fin nok.

  2. Jeg har vist efterhånden skrevet 4-5 indlæg her på bloggen om boligindretning, eller, allermest, manglen på. Altså min egen. Jeg er begyndt at tro på, at jeg nok fortrænger, at jeg i virkeligheden utroligt gerne ville bo som dig. Jeg kan bare ikke rigtigt komme i gang med at få noget gjort ved det. Måske skal jeg bare sætte huset til salg og køre et par monstertrucklæs ned til genbrug. UDEN overhovedet at overveje, om jeg får brug for lortet eller ej.

  3. Tak for din sjove beskrivelse af samlermani. Det er lykkedes mig at rydde op efter min afdøde husbond, men det tog også mange år. Hans hobby var at skrue i gamle engelske biler og der var ikke grænser for hvor mange reservedele der blev slæbt til huse. Ikke kun til engelske biler men også til mange andre for det kunne jo være? Jeg gik på et tidspunkt med til at vi indrettede en stor garage i huset så han kunne dyrke sin store hobby. Efter hans død lejede jeg en stor container som blev fyldt op men der var stadigvæk rigtig meget tilbage. Inden jeg for et par måneder siden flyttede i lejlighed fik jeg en god ven til at hjælpe med at sortere det fra, som havde mest værdi. Det kom min svigersøn så og hentede. Resten røg på genbrugspladsen. Vi tror jo mange gange at vi er udødelige og glemmer at nogen skal rydde op efter os.
    For mig var det godt at flytte. Jeg fik ryddet op og smidt en masse ud men min svahed for bøger og musik fornægter sig ikke. Jeg må tilstå at jeg stadigvæk køber bøger og cd selvom jeg bor et stenkast fra biblioteket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *