Om statistik.

statistics-76198_960_720

En sjælden gang imellem går jeg ind på en side, hvor jeg kan se, hvem der læser denne blog. Jeg kan ikke se “hvem” med navns nævnelse og andre fortrolige oplysninger. Jeg kan udelukkende se, hvor de bor. Eller rettere, hvor de har opholdt sig på det tidspunkt, de har været inde på bloggen. Altså serverens placering.

Da man jo nok alligevel må gå ud fra, at de fleste har opholdt sig i eller nær deres hjem under blogscanning, giver det sikkert et rimeligt pålideligt billede af, hvor mine læsere bor. Ikke, at jeg som sådan kan bruge en sådan markedsanalyse til noget som helst fornuftigt, men der er alligevel fakta i den, som giver stof til eftertanke.

Jeg “står stærkest” i storbyerne. København er min absolutte højborg, men Århus er også rigtigt godt med. Ålborg er i forhold til indbyggerantal pænt placeret, mens Odense halter en smule bagefter. (Det kan I gøre bedre, Fyn!) De fleste mellemstore provinsbyer langs den jyske østkyst hænger også fint på, og selvfølgelig glimrer min hjemby ved at sprænge alle statistiske sammenligninger. Min barndomsby og barndomsegn gør det også glimrende.

Derimod er jeg ikke særligt populær på Sjælland og øer. Faktisk nærmest ukendt. Det vestlige Nordjylland, det meste af Midtjylland og (især) Vestjylland i en linje fra Thyborøn til Tønder er nærmest totalt uopdyrket blogland. Fyn er også i denne statistik reduceret til Odense og omegn. Resten er statistisk uden de pletter, der indikerer, at nogen har været herinde.

Den der med, at læserskaren primært består af folk, der har tilknytning til byer, jeg selv på den ene eller anden måde er tilknyttet, behøver vel ingen nærmere forklaring. Heller ikke, at den blogmæssige nepotisme i den grad trives, sådan at forstå, at hvis jeg har en eller flere gode veninder i en by, så er de byer helt pænt med.

Men København og Århus som topscorere? Mig som storbyfænomen? Selvfølgelig bor der, sådan rent lavpraktisk, flest mennesker i de to byer, men det er samtidig 35 år siden, jeg sidst boede i Århus, og mine bekendte i hovedstadsområdet begrænser sig til folk, der knapt har rundet de 30. Jeg tror ikke, de bruger deres dage på at cykle rundt i byen for at ramme diverse fremmede servere udelukkende for at optimere min personlige statistik.

Men det glæder mig da, at jeg læses i storbyerne. At de virkelig gider læse provinstøsens lommefilosofi. Det gør mig faktisk lidt stolt og en lille bitte, bitte smule hipstersk. Til gengæld er det da lidt ærgerligt, at jeg ikke på nogen måde appellerer til folk i det vestjyske. Det, der irriterer mig ved det, er, at jeg står helt på bar bund overfor, hvad det lige er, de gerne vil læse i Vestjylland. Ikke at jeg på nogen mulig måde vil gå på kompromis og begynde at lefle for eller snakke mine potentielle læsere efter munden–det er ren og skær interesse i, hvordan landets kvinder rent geografisk opfører sig mht. bloglæsning.

Endelig har jeg også en stor læserskare i Rusland. Hvad de lige laver inde på min blog i Skt. Petersborg og nærmeste omegnsflækker står lidt hen i det uvisse, men måske vil de alle sammen bare gerne giftes med mig? De prøver i alt fald ikke at hacke siden, så deres dagsorden må jo være en anden.

Statistikker er som sådan meget sjove, og man kan uddrage mange, forskelligartede fakta fra dem. Jeg ved så bare ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til. For egentlig er det jo revnende, bedøvende ligegyldigt, hvem og hvor jeg læses. Jeg mener, ud fra det grundpræmis, at jeg da, uanset hvad, bliver ved med at skrive. Og gider folk læse det, er det jo rigtigt fint. Ligegyldigt hvor de bor.

 

You may also like

1 kommentar

  1. Jeg har det med statistikker som en af mine gamle behandlere, Frederikshavner-Hans: “Hvis en mand ligger med fødderne i en dybfryser og hovedet i en gasovn, er hans middeltemperatur såmænd nok ok, men han har det da ad Helvede til”!! Den tænker jeg så tit på, når folk henviser til statistikker 🙂 God dag til dig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *